SKAL OG KAN EUROPA AFRUSTE HELT FOR AT HJÆLPE UKRAINE I KRIGEN?

Jeg har forstået, at det er Ukraines position nu, at det skal vi, hvilket jo er forståeligt. Når det har vundet over Rusland skal de nok forsvare Europas østgrænse.

Mit konklusion er imidlertid, at den går ikke. Ikke helt. Der er to grunde til det.

For det første er der det rent geostrategiske argument, at Ukraine kun kan dække NATOs sydøsteuropæiske flanke, dvs. Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, ikke Polen, Baltikum og Norden.

For det andet må vi i Europa se i øjnene, at vi har meget travlt med at genopbygge vores militære styrker og militærindustri, for USA er i bedste fald på vej til Stillehavet for at inddæmme fortsden kinesiske udfordring, i værste fald på vej ud af det internationale spil.

Uanset at vores politikere og diplomater ikke siger eller skriver det klart i dokumenter som Zilmerrapporten, for sådan er virkeligheden, er der tre mulige forløb, der alle gør det nødvendigt at opbygge det selvstændige forsvar i Europa.

I den første og værste fortsætter og forværres den interne politiske og geografiske splittelse i USA og udvikler sig til en åben, lavintensiv borgerkrig og et fortsat skred mod demokratiets sammenbrud. I så tilfælde er vi helt alene.

I den anden vinder den trumpistiske, USA First-linje entydigt valget over de næste godt to år, så vi får et reelt og hurtigt sammenbrud af det amerikanske bidrag til forsvaret af alliancens territorium i Europa. Men i denne mulighed forudsættes det, at man undgår en åben intern konflikt i USA.

I den tredje lykkes det moderate fra Demokraterne og Republikanerne at kontrollere udviklingen, så vi oplever, at USA bevarer sin dominerende sø- og luftmilitære rolle i Vestens forsvar, også af Europa, men dog således at man efter Ukraines sejr eller en anden stabilisering i krigen hurtigt kan få gennemført skiftet til Stillehavet.

Uanset hvilken af de tre muligheder, der bliver virkeligheden, er der behov for en meget hurtig udvikling af forsvarskapacitet.

Det er ikke mere end rimeligt. USA har nu fire gange reddet Europa. Første gang 1917-19, anden gang 1941-45, tredje gang 1950-89 samt fjerde gang fra tidligt 2022.

Dette betyder følgende begrænsninger i den europæiske militære støtte til Ukraine:

1) Udbygningen og udviklingen af våben- og ammunitionsproduktionen accelereres maksimalt, både for at forsyne Ukraine, men også for at kunne udruste eksisterende og nye europæiske enheder med moderne materiel.

2) Alle våben samt al ammunition og udrustning, der ikke er bemandet og nødvendigt i denne opbygning af europæisk forsvar, afleveres straks og derefter løbende til Ukraine.

Der er ingen grund til at være tilbageholdende, for det er ikke os europæere, der kan udløse en russisk optrapning til kernevåbenkrig. Den kan komme på grund af udviklingen og i det russisk-amerikansk forhold.

OM ANVENDELSE AF KERNEVÅBEN TIL STØTTE FOR HÆROPERATIONER

Jeg er i modsætning til andre kommentatorer og militær”analytikere” så gammel, at jeg som jævnaldrende danske hærofficerer blev uddannet i at planlægge anvendelsen af “taktiske kernevåben”, dvs. til støtte for danske og allierede operationer på kamppladsen.

Det skete under uddannelserne på Hærens Officersskole 1965-68 samt på Forsvarsakademiet 1974 og 1978-79. Derudover studerende vi sovjetisk/russisk anvendelse af tilsvarende våben til støtte for deres offensive operationer. Vi ved nu, at deres operationsplaner var stærkt afhængige af massiv anvendelse af kernevåben.

Oprindeligt i min uddannelse var der tale om anvendelse af enkelte våben, men i 1978-79 arbejdedes der med “pakker” af 30-60 våben af forskellig størrelse – så vidt jeg erindrer af 1,5 kiloton til 20 kilotons størrelse. Vi vidste, at de sovjetiske våben typisk var større.

Anvendelsen i slutningen af 1970’erne gik typisk ud på at lægge et “tæppe” af våben for at sikre muligheden for et modangreb. Hvert våben skulle beregnet placeret, så der skete mindst mulig skade på civile og var mindst mulig risiko for egne tropper. Mål var kampenheder, artilleristillinger, logistik og kommandostationer.

Vi vidste fra sovjetiske og østtyske udgivelser, at deres planlagte anvendelse var tilsvarende, men da kilderne var tidlige (1960’erne) var våbnene større og færre.

Vi kender ikke den aktuelle russiske doktrin for anvendelse.

Vi kender kun det omtrentlige antal russiske våben og ved, at de som vestens tidligere våben leveres med artilleri, fly og raketter/missiler.

Vi ved også, at man råder over et fuldt spektrum af våbenstørrelser, herunder meget små. Man må forvente, at våbnene som vores tidligere våben planlægges anvendt med lavtlufteksplosion for at undgå at lave hindrende, forurenede områder (ud over det uundgåelige neutroninducerede cirkelformede område lige under eksplosionen).

Når man omtaler den mulige anvendelse af kernevåben i Ukraine har man omtalt muligheden for at anvende 1-2 mindre våben med formål at signalere beslutsomhed.

Men man skal blot være klar over, at hvis en sådan anvendelse ikke afskrækkes, vil ballet være åbent for anvendelse af “pakker” af våben, som vi planlagde det, dvs. som en “tæppe”-nedkæmpelse af en ukrainsk brigade eller angrebet mod Kherson. Eller for at smadre et hul et en forsvarszone eller ødelægge flyvebaser.

Samt selvfølgelig i terrorangreb mod civile mål.

Så hold for Guds skyld op med at nedvurdere denne risiko, som vi som altid har overladt til den amerikanske præsident at holde under kontrol uden at det lammer Vestens handlemuligheder. Biden har åbenbart nu vurderet det nødvendigt at klargøre sin advarsel til Putin.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mit ansvar at finde et svar, hvis Putin ikke lytter men anvender en pakke kernevåben i Ukraine som vist her på et udsnit af et godt 50 år gammel plankort for at angreb over Den Indre Tyske Grænse ved Lübeck (hver rød plet med cirkel omkring er et kernevåben).

FRA KRIGSSPIL OG FRI FØRING MED ERFARNES KAMPDØMNING TIL STADIG MERE FORMALISERET DREJEBOGSSTYRING OG “TAKTISK TRÆNING”. FRA FÆLLES IDÉRAMME OVER DOKTRIN TIL DOGMA

Det startede med at Hæren fra slutningen af 1950’erne blev tilpasset og organiseret til at føre sin kamp med taktiske kernevåben som hovedmidlet. Indtil da havde kendskabet til 2. Verdenskrigs operationer og interessen for Koreakrigen givet officerskorpset en fælles opfattelse af, hvad der virkede i kamp.

Det frie krigsspil, der indtil da havde været et centralt pædagogisk hjælpemiddel for undervisningen af officerer i landkampens realiteter samt muligheder, styrke og svaghed ved forskellige våben og enhedstyper, blev reelt irrelevante, for hvordan skulle man forudse forløbet efter at først vi og så fjenden havde anvendt kernevåben på kamppladsen?

Den daværende hovedlærer på det normsættende generalstabskursus, oberstløjtnant A.C.B. Vegger (senere generalløjtnant og hærchef) ophørte med at anvende krigsspil på kurset, og da man i Hæren normalt kun anvender det, man selv oplevet, blev krigsspillets potentiale herefter glemt. Da Hæren ca. tyve år senere indførte sin hærtaktiske træner, der reelt var en “krigsspilsmaskine” med et kortbord som sit centrale element, blev denne anvendt til at indoktrinere i den nye doktrin for “Stedbunden forsvarskamp”. Fjendens optræden var under kontrol, for man forudsatte, at han optrådte helt skematisk uden hensyn til terræn og andre vilkår.

Den fælles forståelse fra Verdenskrigen var nu ikke længere tilstede, og fordi landkrigen foregår i et samspil mellem mange forskellige våben og med personel, der ikke til daglig beskæftiger sig med professionens virksomhed under krig (civilt reservepersonel og officerer/befalingsmænd til daglig i fredstidsfunktioner), er der behov for et fælles grundlag, en doktrin, der dels kan siges at være en “kontrakt”, der fastlægger roller i den forventede kampsituation, og en del af det fælles fagligt “sprog”, der mindsker risikoen for misforståelser. Doktrinen bygger på forudsætninger om, hvad egne forskellige enheder og våben normalt kan, og om, hvad den sandsynlige fjendes enheder og våben kan. Det er dog indlysende, at man skal se doktrinen som dynamisk, et “levende dokument”, da ændringer hos egne styrker og modstanderen kan medføre afgørende ændringer mht. hvordan man bedst gennemfører kampen. Det er afgørende for doktrinens kvalitet og relevans, at de personer, der udvikler den, har en akut og opdateret forståelse af virkeligheden under kamp og egne og modstanderes enheders styrke og svagheder. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver doktrinen et dogmatisk forvaltningsprodukt, en realitetsuafhængig spændetrøje, der gør enhedernes optræden på kamppladsen til en hjernelammet lemmingemarch (som de britiske angreb den 1. juli 1916 ved Somme).

Det for længe siden glemte krigsspil havde øvet “fri kamp”, hvor beslutninger blev bedømt og dømt på spillebordet, hvor modstanderne søgte at udmanøvrere og nedkæmpe hinanden. Metoden var udviklet til et højt niveau af den preussiske generalstab i midten af 1800-tallet. I dag anvendes den mig bekendt kun af det amerikanske marinekorps.

Tilsvarende krigsspillet blev der selv op i 1960’erne og 1970’erne gennemført feltøvelser, hvor modstanderne inden for øvelsens rammer under “fri føring” kunne søge at vinde. Øvelsens forløb blev styret af øvelsesledelsen gennem et netværk af kampdommere, der afgjorde udfaldet af kampe efter den udarbejdede fælles opfattelse af våbenvirkning. Fordelen ved fri føring var, at fordelen ved dynamisk og kreativ feltmæssig optræden og godt samvirke mellem våbnene i forhold dårlig taktisk optræden var tydelig og motiverende.

Men som ved udviklingen af doktrin var også udbytte af øvelser med fri føring helt afhængig af de ansvarlige militære chefers professionalisme, og dennes dybde blev ikke dyrket og belønnet i den lange fredsperiode.

Den sidste gang jeg oplevede fri føring styret af kampdømning var midt i 1970’erne. Det var i en national, brigadeledet øvelse i to partier. Senere har jeg oplevet lokale faser af større nationale og allierede øvelser med et element af fri føring, men allerede fra 1980’erne var øvelserne i alt væsentligt drejebogsstyrede. Hvis øvelsesledelsen var dybdeprofessionel, udelukkede denne form ikke relevant læring, hvis drejebogen pressede enhedernes føring til at virke under spillede tab, til at flytte ofte og hurtigt, på trods af ekstrem træthed på grund af aktiviteternes intensitet og varighed.

Ved slutningen af Den Kolde Krig var mulighederne for realisme i uddannelse og dens værdi blevet dramatisk undergravet af, at fredsstyrkens enheders bemanding var kommet langt ned under krigsstyrken. Korrekt taktik og de rigtige procedurer kunne derfor ikke længere øves og udvikles andetsteds end i værnepligtsunderafdelingerne i uddannelsesstyrken.

Enhederne i brigadernes fredsstyrke var blevet politiserede “Potemkinkulisser”. Selv deres feltøvelser blev i realiteten stabs- og signaløvelser med småstyrker. Kun under korte mønstringsøvelser oplevedes krigsstærke enheder. Manglende bemanding kunne undskylde, at aldrig patruljerede for at opnå og fastholde føling efter at været gået i stilling eller efter et mål var erobret. Sikrings- og vagttjeneste blev tilrettelagt anderledes, end den fulde krigsstyrke forudsatte.

Men fra 1990’erne blev øvelserne i stigende grad rettet mod at indoktrinere styrker til indsættelse i “krisestyring” eller først til fredsbevarende og fredsskabende operationer og derefter til oprørsbekæmpelse. Ganske vist fastholdt man et fokus på kamp med styrker med sovjetisk materiel og organisation, men øvelsesaktiviteterne blev domineret af drejebogsstyret forberedelse af missioner.

Der er nu meget langt op til igen at kunne skabe en kampegnet hær. Der er alt for meget af professionalismen med viden om kampens krav og karakter, som er derefter nedprioriteret og glemt, ligesom de nødvendige, pædagogiske fremgangsmåder aldrig har været oplevet og anvendt af tjenstgørende officerer.

For kvaliteten af krigsspil og øvelser bygger på kombinationen af studier af kamp under forskellige vilkår og hvad der får enheder til at fejle, opfattet kritisk på et grundlag af feltøvelser, gjort krævende gennem længden (mindst et par uger) og af alle troppeenhedens elementers inddragelse, herunder logistik, fysiske og elektroniske angreb på alle føringselementer og sikkerheden at førere fejler, materiel bryder sammen og mandskabet demotiveres af inaktivitet og belastning.

Genopbygningen sker samtidig med, at ny teknologi betyder, at selv ren landkrig herefter skal føres med fuld inddragelse af den tredje dimension, hvilket må gives afgørende indflydelse på doktrin, organisation og uddannelse, men som selv de erfarne og vidende officerer ingen erfaring har med.

OM DEN TILLÆRTE HJÆLPELØSHED: SKAM JER!

Verden står med Ruslands invasion af Ukraine og sin erklærede hensigt om at jage USA ud af Europa i sin værste sikkerhedspolitiske krise i tres år. Danmark har reageret ved at udsende Forsvarets resterende meget små og små dele ud til det truede baltiske nærområde og Østersøen som solidaritetsmarkering.

Det sker i det helt urealistiske håb om, at problemerne forsvinder i det næste par måneder, for derefter er mulighederne forbrugt, for alt, hvad der kan krybe og gå, er udsendt. Når de kommer hjem, må der forventes kontraktopsigelser, der vil forringe mulighederne yderlige, for danske hærsoldater tegnede ikke kontrakter for at kede sig i en gammel sovjetlejr med øvelser langt fra familien. Det eneste, der måske stabiliserer situationen, er, at krisen snart nok vil betyde, at den nuværende fulde beskæftigelse kollapser.

Det er indlysende, at der er behov for øjeblikkelig handling, og i lande udenom Danmark som Holland, Tyskland og Litauen boostes forsvarsbudgetterne op, og der skaffes penge til meget store nye materielinvesteringer.

Derimod er Danmark åbenbart sikker på, at intet haster, og vi ikke skal skynde os med noget som helst. Forsvarsbudgettet er jo for at lukke munden på de allierede, og ikke for at skabe danske militære styrker, der kan løse forsvarsopgaver. Det ved alle politikere er nyttesløst. Alliancedeltagelse er for at andre skal forsvare Danmark, og pengene og styrkernes solidaritetsbidrag skal bruges til at gøre dette lidt mere sikkert. Derfor skal vi ikke gøre noget ekstraordinært nu som at øge skatterne, ændre prioriteringerne eller belåne fremtiden. Det vi lovede i 2014, vil vi måske gøre tyve år senere, idet politikerne må antages at forvente, at verden til den tid gør anstrengelsen unødvendig.

Det er Forsvarsledelsen åbenbart helt i overensstemmelse med. I denne krise har vi sælgers marked, og man kan ikke hurtigt indhente konkurrerende tilbud, selv om man havde gjort sig klart, hvad man havde brug for. Man kan heller ikke øge antallet af værnepligtige. Man er blevet forsinket Coronaen, som har betydet, at man ikke har fået holdt sessioner. Man mangler plads på de resterende kaserner, fordi alle de tidligere indkvarteringsstuer nu anvendes til kontorer, hvor der nu sidder to-tre forvaltere med deres computerer, forvaltere, der ikke var opfundet dengang i min militære ungdom, hvor kasernerne havde plads til 1.000-1.200 soldater, deres stabe og materiel hele året.

Men jeg har den mistanke, at den egentlige blokering er i hovedet og mageligheden i officerskorpset, der ikke har personlig erfaring med at uddanne og opstille værnepligtsenheder og sikre, at de har udrustning og materiel til hurtigt at kunne blive klar til krig. De burde på tvungen studierejse til ukrainske værnepligts- og frivillig-enheder, eller hvis dette er for farligt og ubekvemt til Finland og derefter tvinges til at analysere ukrainske erfaringer som en forudsætning for at bevarede deres ansættelse.

Med en vis ret undskylder Forsvarsledelsen sig med, at man jo ikke kender det forsvars- og værnsorganisation, beredskab, bevæbning og bemanding, som politikerne senere måtte beslutte sig til under de kommende forligsforhandlinger.

Men kun en ”vis” ret, fordi på mange centrale områder er der allerede et solidt grundlag, eksempelvis Forsvarets eksisterende infrastruktur, der også skal anvendes i fremtiden, samt værnenes eksisterede beholdning af nyt eller kommende materiel og deraf følgende opgaver. Derudover er kombinationen af dansk geografi og truslen fra Rusland nogenlunde givne størrelser.

Forsvarsledelsen og lavere chefer synes herudefra helt at have mistet evnen til at tage initiativ, og ingen synes at forstå, at de derigennem bliver totalt uduelige i den militære profession, hvor effektivitet helt netop afhænger af, at man altid tænker forud, presser for at få ansvar, og, når mulighed opstår, handler selvstændigt. Det er denne sygdom, som jeg efter inspiration fra en jævnaldrende søofficer benævner tillært hjælpeløshed. Det er nogenlunde dem svaghed i de russiske styrker, som ukrainerne med så stor effekt udnytter.

Efter mine samtaler med tjenstgørende for at forberede denne tekst, er det klar for mig, at ingen dansk politiker, ingen civil embedsmand, få eller ingen højtstående officerer, ja ikke engang majoriteten af andre tjenstgørende officerer forstår dybden af det råd og moraltab, der har ramt styrkerne, og herunder specielt Hæren. Problemet med den sidste gruppe er, at så mange er så unge og/eller så professionelt uinteresserede, at de ikke har den relevante erfaring og heller ikke føler, at det er deres opgave at skaffe den på anden måde.

Rapport fra sygelejet

Dette medfører, at de generelle ændringer, der specielt må ske i Hæren, er voldsomme, både for organisationen og for den enkelte.

En rutineret tjenstgørende hærofficer, som jeg har fuld tillid til, beskriver de generelle problemer (som han oplever i Hæren) således:

Officersstanden er umyndiggjort og truet til tavshed: Hele organisationen er indenfor alle grader presset i bund, og således har det været de seneste 10-15 år.

Men de seneste 5-7 år har situationen udviklet sig katastrofalt. Alle advarsler, nødråb og indsigelser er i bedste fald blevet mødt med tavshed. I værste fald har det betydet direkte stop eller opbremsning i karrieren for den formastelige og illoyale ansatte i forsvaret.

Der accepteres ikke andre holdninger end den officielle; her i forsvaret, og især Hæren, der går det godt. “Husk, at jo flere opgaver vi kan løse med utilstrækkelige midler, jo større chance er der for at Hæren får større del af kagen næste gang!”
Der er ingen debat eller reel orientering omkring hvor vi skal hen og hvorledes vi kommer der. Alle oplysninger stykkes op i fragmenter, og ingen uden for “den øverste ledelse” modtager nok brugbar information til at kunne sammensætte et korrekt billede af både situationen og de mulige veje frem mod fastsatte, officielle mål.

I det norske og svenske forsvar, som jeg personligt kender godt, forventes det, at officererne er aktivt med til at forme fremtiden for forsvaret; de er jo eksperter indenfor deres fagområde, og hvem andre end de faglige eksperter skulle ellers kunne bidrage effektivt til at sikre det bedste forsvarsforlig for pengene? Samtidigt er det holdningsskabende og korpsåndsstyrkende at engagere et dygtigt officerskorps i forsvarsdebatten, vurderer de nævnte nabolandes øverste politiske og militære ledelse.

Sådan forholder det sig ikke i Danmark, hvilket over tid har afmilitariseret officerskorpset og gjort det håndsky overfor al påvirkning fra et niveau op. I Danmark benyttes midlertidige udnævnelser og “åremålsansættelse” ganske ofte. Det sikrer nemlig “loyalitet ved frygt”. Leverer du ikke varen, eller ytrer dig negativt/stiller spørgsmål ved valgte løsning, så går du ved periodens udløb fra f.eks. Generalmajor tilbage til oberst. Og hvem har lyst til det?!

I en uendeligt lille hær som den danske, så er der ikke plads til fejltagelser; her lever “nulfejlskulturen” i bedste velgående. Derfor er der særdeles få individer som tør påpege fejl og mangler, uanset hvor skrigende tydelige disse er.

Et eksempel er de mange kultur og kreative projekter som forsvarets tjenestesteder påtvinges. I en tid hvor der ikke er ammunition, udrustning, våben eller materiel nok til en eneste brigade i hele landet, så skal komplet ligegyldige projekter til mange millioner gennemføres; uanset hvor tåbeligt alle grader og civilt ansatte finder det.”

Da jeg bad officeren om at uddybe sin beskrivelse, fik jeg følgende tekst:

Førernes daglige udfordringer ved hærens kamptropper

Dagligdagen ved hærens enheder er præget af mangel på næsten alt fra ammunition til uniformer. Værst af alt, så begynder motivationen til at være soldat at forsvinde. Dette ses tydeligt i omsætningshastigheden på både konstabler og stregbefalingsmænd, selv i de bedste regimenter.   

At give de gode job og uddannelsesmuligheder i det civile liv hele skylden er simpelthen for enkelt, og det er tillige direkte forkert. Hvis Forsvaret havde den rette indstilling og gav hæren det rette værktøj, så vover jeg den påstand, at vi i løbet af kort tid kunne skabe en korrekt dimensioneret stående styrke, støttet af en værnepligtsbaseret dækningsstyrke og et stærkt hjemmeværn.  

Når man spørger de enkelte delingsførere og deres befalingsmænd om hvilke udfordringer som fylder mest i hverdagen, så har de svært ved at pege på én bestemt ting. Det er summen af de mange forsinkelser, fejl og mangler, og irrationelle beslutninger som skaber den perfekte storm. Dagligdags administration er lagt ud til de enkelte officerer og befalingsmænd, da kommandokontorene (det vil sige kompagniets kontor) ikke har egne kontorhjælpere til at gennemføre administrationen ved på dette laveste niveau. Der sidder i stedet en række tastere i regimentsstabenes administrationssektion (S1), som gør deres bedste for at kunne følge med i hyppige ændringer i reglerne, og indviklede metoder til tastning af vagttillæg og timer (½ og hele timer, særlige tillæg, fridage til gode, særlige feriedage, ferieoptjening/afvikling osv).

Igennem de sidste fire år har enhederne kæmpet for at få deres egne kontorhjælpere tilbage, og igen få en decentralisering af de rådige ressourcer.

Derfor er både delingsfører og kompagniledelsen er under konstant pres for at rapportere indenfor administration, logistik, uddannelse, HR, uddannelse, og alt det ‘som lige tager 15 minutter’.

Alle førerne skal også rapportere hvis de ikke kan nå at gennemføre den pligtige/nødvendige uddannelse på den rådige tid, og hvordan de senere vil rette op på manglerne. Dette er en nærmest umulig opgave, da man mangler alt; især mangler der tid til at gennemføre en komplet uddannelse.

Ved HBU og HRU-enhederne (dvs. basisuddannelsen og uddannelse til kontraktansættelse) er der meget kort tid til forberedelse af aktiviteter, bestillinger af genstande og materiel, og administration af arbejdstid. Derfor falder succesraten drastisk. Indlysende forberedelser bliver glemt eller kun delvis gennemført, og kontrolfasen er ofte sporadisk eller helt fraværende. Ledelsen i kompagniet har derfor ofte ikke et retvisende billede af situationen ude ved de enkelte delinger, og delingsføreren har ikke gennemført den fornødne kontrol ved de enkelte grupper. Gruppeførerne er generelt uerfarne, og de satser ofte på at alt er kommet med i felten og virker, i stedet for at gennemføre kontrol ved selvsyn.

Der mangler selv basalt uddannelsesmateriel ved enhederne; f.eks. har en HRU-enhed været i gang i fem måneder uden at fået tildelt de nødvendige radioer til brug under de otte måneders samlet uddannelse.

Det halter ligeledes med føreruddannelsen på alle niveauer. Dette hæmmer uddannelsen i kvalitet, og i kvantitet, da det ofte kun er de vigtigste elementer som gennemføres. Selv de elementer som faktisk gennemføres, bliver kun kontrolleret af førere, som ikke selv føler sig godt nok klædt på til opgaven.

I den rådige tid er der ofte ikke plads til at gennemføre vanskelige sekvenser mere end én gang, og elementer som første gang gik skævt, når ikke at blive gentaget. Derved bliver selv graverende fejl ikke rettet på stedet, og de kommende soldater i stående styrke når simpelthen ikke op på et tilfredsstillende niveau.

Når enheder i stående styrke efterfølgende skal klargøres til udsendelse i internationale operationer, så starter de populært sagt på minus. Disse stående enheder mangler ligeledes alle typer materiel, nok tid til uddannelse, basal udrustning til enkeltmand og gruppen, reservedele, ammunition og meget hurtigt også motivation.

Mangel på motivation skaber misnøje, opsigelser og forflyttelser. Ofte står selv enheder udpeget til udsendelse med mangelfuld bemanding, og hullerne fyldes op med mandskab fra enheder over hele landet (som nu bataljonen til Letland, der er samlet fra hele hæren).

Enheden som udsendes er altså ikke på ens niveau, sammentømret eller motiveret.

Det nødvendige indgreb

For at forklare, hvordan man må rette op på problemerne, bliver jeg nødt til at anvende den ulækre beskrivelse, at det er som om en kræftsvulst af dårligdom har overtaget det tidligere funktionelle væv.

Derfor er det nødvendigt med et opfattende og dybtgående kirurgisk indgreb, der i et hug fører organisationen tilbage til klare myndigheds- og ansvarsforhold og derigennem dramatisk reducerer den forvaltningsbyrde, der som beskrevet undergraver motivation og effektivitet.

I toppen betyder det, at Forsvarschefen straks og som en forudsætning for al effektivisering igen gives myndighed og ansvar for at lede og udvikle det samlede forsvar. De styrelser, der er nødvendige for at løse opgaven underlægges straks ham. Det gælder ikke mindst al forvaltning af forsvarets personel samt materielanskaffelser og drift.

Men det er kun det første skridt. Myndigheden skal straks delegeres videre til de tre værnschefer, der bl.a. gives ansvaret for at bestemme uddannelsen af deres officers-, sergent- og teknikerkadrer ved direktiv til Forsvarsakademiet for uddannelsernes indhold, længde og elevantal. Det er også værnscheferne, der herefter sikrer, at der ikke skoleuddannes flere officerer, end der er ”praktikpladser” ved tjenestestederne til at sikre praktisk uddannelse for. Forsvarschefen skal kun have ansvaret for at fastlægge videregående værnsfælles uddannelser.

Værnscheferne har derved også fået delegeret ansvaret for at udvikle doktrin igennem studie- og udviklingsvirksomhed og forslag til den sammensætning af værnet, der skal kunne løse de opgaver, politikerne herefter giver det.

Men det er det tredje delegeringsskridt, der er afgørende for at fjerne overforvaltningskræftsvulsten. Forvaltningen af ressourcer føres igen til bunds, til tjenestestedschefen, hvor det også lå, før centraliserings- og standardiseringsidiotien ramte. Således fjernes al ressourceforvaltning igen fra myndigheder som brigader, og deres stabe reduceres igen dramatisk til den kerne, som krigstidsstaben skal opbygges efter. Jeg kommer under behandlingen tilbage til den helt nødvendige ”rebootning” af netop brigadernes fokus på deres krigsopgave.

Der er mange problemer og ricisi ved delegeringen til tjenestestedet. Man kan ikke huske, hvordan man gjorde indtil centraliseringen for mere end tyve år siden. Derfor er det nødvendigt at starte med et forsøg ét sted, f.eks. ved regimentet i Haderslev, og lære af det. Et andet helt afgørende problem er, at kadrerne med meget god grund vil være stærkt skeptiske mod endnu en ændring, uanset, hvordan den bliver solgt. Dette fordi deres erfaring er, at der uanset spin altid er tale om besparelser og forringelser. Derfor er det afgørende, at kadrerne bliver så direkte involveret i forberedelserne og gennemførelsen af forsøget, at de føler ejerforhold pga. afgørende indflydelse.

Medens det for Hærens vedkommende er tjenestestedet, der skal have delegeret ansvaret for at støtte enhederne, så de ikke belastes af forvaltningsopgaver, er det sandsynligt, at delegeringen i Søværnet skal ske til eskadrerne og det er muligt, at det i Flyvevåbnet er den pågældende wing, dvs. afdeling, der er den bedste løsning.
Det er tjenestestedet, der som en base for uddannelse, beredskab og eventuel mobilisering må lede og fordele arbejdet og som er ansvarlig for at støtte de opstillede enheder i fredsstyrken og krigsstyrkens reserve på alle områder, og således at forvaltningsbyrden ved disse enheder igen reduceres til det minimale, så de kan koncentrere sig om kvalitetsuddannelse og opretholdelse af beredskab.

Alle officerer skal i princippet igen gives en meningsfuld krigsfunktion. For at sikre retablering af det professionelle fokus skal alle tjenestesteders chefer og stabe derfor igen også have en operativ opgave. Dette kan ske i rammen af det genetablerede totalforsvar i regionsramme eller mere lokalt.

Officerer i stillinger, der ikke er relevante i krig, som ikke har en krigsfunktion, aflægger uniform og mister militær grad som fastansatte. De kan, hvis de er interesserede og egnede få en funktion i reserven.

En beslutning om at overføre en person til civil ansættelse skal herefter også kunne blive resultatet af manglende niveau i fysisk prøve i egnethed til at varetage en lederfunktion i krigsstyrker. Det skal kunne følge en under værnschefens ansvar oprettet periodisk kontrol af grundlæggende professionel viden og praktiske færdigheder inden for specialet/våbnet.

Det er spild af ressourcer at anvende penge på lønninger til officerer, der ikke kan varetage en krigsfunktion i værnet. Det er nu nødvendigt at markere helt klart, at Forsvaret ikke længere er for sjovt.

Booste den kritiske forsvarsdebat
Et af de helt afgørende områder er meget hurtigt at genetablere en levende og også systemkritisk militærfaglig debat i dansk forsvar. Det er kun et første skridt at bryde med den beskrevne anvendelse af midlertidige grader og åremålsansættelser som undertrykkelsesmiddel. For yngre officerer er det risikoen for familieødelæggende forflyttelse, der kan anvendes som et ”hold kæft”-disciplineringsmiddel.

Der synes kun at være én vej til hurtigt at knuse den nu igennem lang tid udviklede undertrykkelse af fri debat, det er at etablere en militær ombudsmandsfunktion, der gives denne opgave. Det vil være naturligt at tilknytte ham Folketingets Forsvarsudvalg.

Man kunne i øvrigt indføre et punkt i den årlige bedømmelse af den ansatte, hvor bedømmeren skulle karakterisere den pågældendes aktivitet i den interne og eksterne debat for at forbedre enheden og Forsvaret.

I øvrigt er situationen sådan, at jeg har måttet love kommentatorer og bidragydere til denne analyse anonymitet.

Der er i den grad behov for, at man, dvs. politikerne, får Forsvarets ledelse til åbent og direkte at erklære sin støtte til de ansattes selvstændige deltagelse i den militærfaglige og sikkerhedspolitiske debat. Det gjorde generalerne Knud Jørgensen (Flyvevåbnet, forsvarschef 1977-84 under Den Kolde Krigs sidste iskolde periode) og Jørgen Lyng (Hæren, forsvarschef 1989-96 under omstillingen til perioden derefter). Det gjorde de, fordi de mente det. Det nød jeg godt af, bl.a. som freelance kommentator på først Information og så Weekendavisen samtidig med, at jeg var tjenstgørende officer i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, på Hærens Officersskole, ved Gardehusarregimentet samt på Forsvarsakademiet.

På nogle reaktioner vedrørende mit angreb på en systematisk anvendelse af åremålsansættelser, selv fra officerer, må jeg her forklare, hvad for mig er selvindlysende.

En officer, specielt i kamptropperne eller senere som chef for en større enhed med kampopgaver, skal altid være mindst lige så loyal over for de mennesker, som han skal i givet fald skal sende i kamp, som han er over for sine foresatte. Over for sine chefer skal han varetage deres interesser på enhver måde. Hvis officeren ikke gør det og sætter sig ind i de forhold og farer, de vil blive udsat for, fortjener vedkommende kun foragt og afskedigelse.

Dette er normalt indlysende for unge officerer, op til kaptajner, der lever tæt på sit mandskab og sine underførere. Derimod er der en tilbøjelighed til at glemme det senere i tjenesten, når karriereambitionen rammer, og man af hensyn til sig selv bliver akut opmærksom på, at man ikke bliver så “ufleksibel” i sin loyalitet nedadtil, at man ødelægger sine chancer ved at komme i “bad standing” pga. det.

Men når man opnår sin slutgrad, er det lettere at huske, hvorfor man er her, hvis man da ikke undervejs har lagt sin rygrad så lang tid i opportunismens lune vand, så den er blevet som kogt spaghetti. Hvis det er tilfældet, har både personen og de personer, der har forfremmet officeren, fejlet totalt.

Min erfaring er, at de fleste kan bringes til at huske deres loyalitet over for deres ansvarsområde.

Kaserner o.l.
Forsvarets tilbageværende kaserner på tjenestestederne har typisk de fleste tidligere indkvarteringsstuer fyldt op med unge og ældre officerer og befalingsmænd, der er beskæftiget med grundlæggende forvaltning, herunder rapportering, der under den nødvendige delegering til tjenestestedet bliver overflødig.

En ung officer og befalingsmand skal i princippet ikke anvende en computer tjenstligt til andet end direkte forberedelse af uddannelse og øvelser og til opbygning af generel og professionel viden. Så en tilnærmelse af situationen til tidligere tiders delegerede forvaltning med en professionelt bestemt anvendelse af kadrernes tid vil hen ad vejen frigøre lokaler til deres oprindelige formål.

Men hvis Forsvaret glemte sin tillærte hjælpeløshed og viste rettidig omhu, kunne man starte straks, med den uddannelse af værnepligtsenheder, som der, som jeg vil komme tilbage til, er et klart behov for. Straks betyder om uger eller få måneder. Der er krig, og vi er midt i den mest krigstruende sikkerhedspolitiske konfrontation i tres år. Officerer, der ikke kan beslutte og gennemføre hurtigt, er uduelige.

Det drejer sig i første omgang om infanteri, der uddannes som motoriserede, dvs. lastvognstransporterede, infanterikompagnier, om nødvendigt indledningsvis med lejede køretøjer og anden udrustning. Hvis våben og ammunition ikke er til rådighed, kan det lånes/lejes af de nordiske nabolande. Hvorfor ikke tage telefonen?

Mens det i Finland og Estland under deres tjeneste- og fritidsvilkår sker på seks måneder, er det nok nødvendigt at anvende otte måneder i Danmark, selv om de involverede officerer og befalingsmænd overgår fra normal ansættelse til funktionsansættelse i uddannelsesperioden, så de konstant kan følge og motivere de værnepligtige.

Jeg kommer nedenfor ind på kompagniernes anvendelse til forsvarsopgaver i krig.
For at komme i gang straks jeg ville starte uddannelsen i Sønderborg efter en statslig geninddragelse af kasernen, øvelsesområdet og skydebanen igen, og ved samtidig her – indtil videre – gennemføre en kort uddannelse af værnepligtige befalingsmænd (sergenter eller korporaler), der skal kunne fungere som grundlæggende førere i krigsstyrken.

En tilsvarende uddannelse af motoriserede infanterikompagnier kunne ske i Almegårdens Kaserne på Bornholm og andre tjenestesteder, efter at indkvarteringsområder blev frigjort. Dansk forsvar har et meget stort, men ubeskrevet og derfor ukendt behov for grundlæggende uddannede bevogtnings- og lokalforsvarsenheder, så der er ingen grund til at vente.

Der er desværre mange uvidende/intellektuelt dovne officerer, herunder også i dansk forsvar, der som Pavlovske Hunde konstaterer, at vi jo ved, at værnepligtige ikke kan slås. De samme – ikke specielt vidende – ignorerer i første omgang ikke mindst finsk forsvar, men nu også resultaterne i ukrainsk forsvar, hvor kernen i hæren er værnepligtige, og hvor man med succes anvender frivillige uden militær uddannelse, der lærer under kamp ved at overleve. Officerer med en så overfladisk viden, uanset grad, bør stå forrest for aflæggelse af uniformen.

I det efterfølgende vil jeg tage udgangspunkt i de forhold om værnenes organisation og indhold, som vi arver fra det eksisterende forsvarsforlig. For at gå videre end de grundlag, er det nødvendigt at kende planen for udbygning i de næste ti år.

Hæren: Om brigaderne
Det er først, da jeg begyndte at grave som forberedelse at denne artikel, at jeg forstod, hvor galt det stod til. Det var ikke tilfældet, da jeg for nogen tid siden behandlede 1. Brigades situation og behov. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/; OLFI, 11.3.2022: 1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis]
• Det er i en lille hær, som den danske, brigader, der står for den praktiske forberedelse af de væsentligste enheder til krig. For et vise, hvad det betyder for chefen og hans stab, vil jeg blot liste de opgaver, dette indebærer, så det er indlysende, at det er uforeneligt med opgaven som forvaltningsstab. Lad mig her forudsætte, at 1. Brigade gives opgaven at forberede indsættelse i Baltikum og 2. Brigade har opgave at forberede indsættelser i selve Danmark. Hvad indebærer opgaven så)
• Der skal skabes et godt generelt billede af de kampopgaver, der er sandsynlige i de pågældende indsættelsesområder, så man på det grundlag kan tilpasse organisation og fremgangsmåder. Herunder skal man tage udgangspunkt i en stadig ajourført forståelse af den sandsynlige modstanders organisation og metoder, og man skal opbygge og bevare et godt kendskab til lokale samarbejdspartnere. Man skal anvende dette billede til at opstille behov for udvikling af organisation og fremgangsmåde, udvikle og gennemføre øvelser for brigaden og dens enheder samt for om nødvendigt hurtigt kunne udarbejde en indsættelsesplan for brigaden.
• Den skal udvikle og gennemføre en årlig serie af øvelser for brigadens kadrer og forskellige enheder, der belaster disse med førere og logistik maksimalt, så de kan fortsætte med at operere under stadigt forsøg på overvågning af droner, m.m., samt konstante trusler om fysiske og elektroniske angreb. Enhederne skal kunne fungere selv efter betydelige tab af dele eller førere. Opgaverne skal kunne løses i forskellige, mulige indsættelsesområder og sammen med de her aktuelle samarbejdspartnere.
• Endeligt skal brigadens eget stab og stabskompagni udvikles og hårdt uddannes til at kunne virke under bevægelse og under truslen om stadige elektroniske og fysiske angreb.

Det er en mere end fuldtidsbeskæftigelse for en lille, fokuseret stab af vidende og højt motiverede officerer.

Jeg stillede nogle yngre, men erfarne, officerer følgende to spørgsmål, hvor det første var:

“Har du nogensinde deltaget i en øvelse over dit eget ansvarsområde, der ikke var drejebogsstyret, men hvor der var fri føring og udfaldet blev afgjort af kampdømning?” Det mest komplette svar var:

I de seneste 15 år har jeg ikke deltaget i en øvelse med fri føring og kvalitativ kampdømning.

Indtil 2016 har enkelte bataljoner deltaget i udenlandske øvelser og uddannelsesforløb ved udenlandske øvelsescentre, hvor kvalificeret kampdømning afgjorde udfaldet. Men efter 2016, nej.

Men hvis en dansk enhed faldt igennem under en øvelse/test, så endte slutrapporten med at give et ”tilfredsstillende” resultat. Den ”faktuelle bedømmelse” var klart og utvetydigt ”ikke tilfredsstillende”, men et sådant resultat ville skabe unødvendigt postyr og problemer i større, NATO-sammenhæng. Derfor blev resultatet altid justeret inden det ramte den pågældende enheds hjemland. Således har de senere års tests, kontroller og forløbskontroller i NATO-regi potentielt været forurenet af politiske indgreb og mistet relevans.

I Danmark arbejder Tjenestegrensinspektørerne under samme vilkår. Et tænkt eksempel; hvis en enhed, som skal udsendes til Tapa i Estland på ingen måde opfylder kravene, eller kan nå selv de mest grundlæggende niveauer for enkeltmand, gruppe, deling og underafdeling/kompagni, så udsendes det alligevel.

Rapporterne bliver beordret udvandet indtil at resultatet opfattes som næsten acceptabelt, og der anbefales en opfølgende inspektion/kontrol efter at enheden er ankommet og i gang med opgaveløsningen i indsættelsesområdet. Denne kontrol stemples uanset resultatet ”tilfredsstillende”. Dette er naturligvis et tænkt eksempel, som blot benyttes for at understrege alvoren og dybden i Hærens problemer.

En læser har til denne kommentar føjet følgende, der understreger, at uansvarligheden ikke er ny: ”Da jeg i 2008 som inspicent dømte spejdereskadronen til hold 8 i Afghanistan for ikke krigsbrugbar blev jeg nærmest truet på livet og den blev udsendt alligevel. Den havde efterfølgende tab, på grund af taktiske uhensigtsmæssigheder der allerede blev påpeget i rapporten.”

Det andet spørgsmål til mine yngre officerskontakter var: “Har du oplevet øvelser, FTX (dvs. feltøvelser med enheder) eller CPX (dvs. stabs- og signaløvelser, med kun chefer/fører med føringsenheder/-led), hvor brigadeniveauet ikke var øvelsesleder, men øvelsestager, og hvor brigadens stabs- og føringselementer var udsat for trusler og pres?” Det mest dækkende svar var:

Jeg har ikke oplevet denne type øvelser som officer, men har deltaget i de store øvelser i 1980-1990-erne hvor alle dele af den danske krigsorganisation kom under et passende pres.

Det gav effekt, fri føring og initiativ fra selv underordnede førere. Det udviklede alle førere, organisationen og gjorde at synergieffekten fik fuld virkning. Den danske hær flyttede bjerge, med et lille budget og få rådige styrker. Kvaliteten hos de værnepligtige var betragtelig, og ved de professionelle enheder som var godt ført, der trivedes mandskab og officerer. I dag er alt dette glemt, ofte latterliggjort og dømt irrelevant.

De øvelser vi har gennemført i 2013-2020 (FTX og CPX) bød ikke på fri føring og pres på organisationen. CPX var konstant ud fra ”supponeret” organisation, udgangssituation og fiktive enheder på 100%. Førerne og enhederne blev påtvunget et fejlagtigt billede af egen kunnen, organisation og dermed udygtiggjort af egnen foresat myndighed. Det gav sig udtryk i dårlige planer på brigadeniveau, en divisionsplan som i praktikken ville medføre voldsomme tab/det samlede mål sat over styr, og officerer indenfor specialerne som ikke stolede på egne ledere.

Der var ingen respekt for specialerne og deres faglige input, hvilket over tid udvandede al faglig rådgivning. I slutenden skabte alt dette en ledelse med en uskønt og farligt ”over-jeg”, baseret i ”ja-sigerkultur”, russiske tilstande (frygtbaseret ledelse) og total mangel på forståelse for de faktorer ”grøn krig”/Major Combat indebærer. Dette er situationen vi nu står i, hvor Europa er på vej ind i potentiel fuldskala krig med Rusland; en konflikt vi har udsat siden 1946, men som vi inderst inde vidste var uundgåelig. Modsat Sverige, Finland og Norge, så har Danmark pr. d.d. valgt at satse på at andre endnu engang klarer ærterne for os. Deri tager vi grueligt fejl.

Hvis denne optræden i behandling af rapporter om amatørmæssig optræden er korrekt, hvilket jeg ikke har grund til at betvivle, er der tale om decideret forfalskning og svindel, der blokerer for indsats for afhjælpning. I det tidligere Sovjetunionen anvender man ordet “vranjo” om den samfunds- eller organisationsskabte nødvendige løgn. Det er denne sproglige moral- og effektivitetsødelæggende gift, der der nu er blevet normen i Hæren.

De ansvarlige burde straks suspenderes fra deres stillinger, mens forholdet blev undersøgt. Hvis bekræftet skal vedkommende fjernes permanent, og det samme skulle ske med chef og andre, der var accepterende medvidende.

Tolereret uærlighed og svindel af den beskrevne type er ikke alene kriminelt. Det er gift for mulighederne for at opbygge og opretholde effektive militære styrker og dermed for landets forsvar. Jeg kan ikke finde ord for min dybe foragt.

Hæren: Studie- og udviklingsvirksomhed
Gennem de sidste to forsvarsforlig er hærens tjenestegrensskoler nedlagt og dermed er hærens studie- og udviklingsvirksomhed de facto nedlagt. Det har helt undergravet værnets muligheder for at have et forståelsesgrundlag for udvikling af organisation og fremgangsmåder (doktrin).

Den påstås herefter at ville blive videreført i et umage parløb mellem Forsvarskommandoen og brigader/bataljoner, men da brigaderne er begravet i forvaltning, er det som så meget andet varm luft fra tarmene, og studie- og udviklingsvirksomhed i et forvaltningsmiljø vil altid fokusere snævert på den opgave man har løst eller er i gang med at løse.

Der er ikke længere steder i Hæren, hvor man systematisk studerer relevante krigshistoriske eksempler som nu Ukraine, organisationsudvikling, materieludvikling og doktrin, og bl.a. derfor er der heller ikke længere en målrettet intern og ekstern debat der formulerer de kommende organisatoriske krav, de materielmæssige muligheder og doktrinudvikling på en måde, så danske hærenheder ikke blot kan kæmpe med rimelige muligheder for succes.

Hæren (bl.a.): Kupforsvar af Bornholm
Bornholms geografiske placering gør det indlysende, at hvis Rusland ved et kup fik kontrol med øen og fremskød bl.a. en luftværnsmissilafdeling og sømålsmissilbatterier fra Kaningrad Oblast til øen, ville det være endnu vanskeligere for de allierede at forstærke og støtte Baltikum ad søvejen.

Bornholm er sammen med Suwalki-korridoren et nøgleområde for NATOs muligheder i Østersøen og Baltikum. Hvis Bornholm er sikret, gælder dette dog også for svenske Gotland.

Retablering af et aktivt tjenestested på Bornholm er forligsstof, men dette hindrer ikke, at man nu vælger en kendt energisk og selvstændig oberstløjtnant, gør ham til midlertidig oberst, sender ham til øen sammen med en tilsvarende orlogskaptajn med opgave og myndighed at forberede retableringen af et kupforsvar af øen, idet han indtil videre kan udnytte Bornholms Hjemmeværn, hjemmeværende enheder af Gardehusarregimentets Opklaringsbataljon og værnepligtige under uddannelse på Almegårdens Kaserne.

Hæren; Reservekontrakter som en hurtig vej frem
Som beskrevet i min blogartikel om opbygningen af 1. Brigade, er der både akut behov og mulighed for at opbygge brigadens personelstyrke. Det burde være en af den nye brigadechefs allervigtigste opgaver hurtigt at levere resultater på disse områder, både ved rekruttering via værnepligt og ved at fastholde tilknytningen til kontraktansatte, der opsiger deres kontrakt. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/]

Hæren: Materielforsøg, mens vi venter
Når man ser på de materielsager, der når medierne, synes der at være et alvorligt ”IC-4”-problem i Forsvaret, dvs. at myndighederne helt har overset, at det afgørende for brugeren, soldaten, er at få robust materiel, der virker, hvor der er reservedele med i pakken, og som er let at holde brugbart. Det er vanvittigt og uansvarligt at købe noget, blot fordi det er det nyeste og måske engang kan blive det allerbedste.

Det bør være værnschefen, der under personligt ansvar endeligt godkender køb af materiel og udrustning, der både er kendt som robust og anvendeligt, og som er det rigtige til de stillede opgaver og den af ham godkendte fremgangsmåde (doktrin) for opgavernes løsning. [Fagligt Forsvar, 4.4.2022: Piranha 5: Soldaternes største hovedpine er vedligeholdelse og reservedele; OLFI, 11.4.2022; Mobile værksteder skulle have været med til Baltikum, men samler slud i Aalborg]

Men før vi igen kan gå til større materielindkøb, må vi afvente politikernes beslutning om det kommende forsvar, og deres prioritering af indkøb. Og derefter kommer vi til at vente i køen, før vi kan få materiellet leveret og indfaset.

Det betyder dog ikke, at vi behøver at vente passivt. Der er to typer materiel, som det er indlysende, at Forsvaret skal råde over for at kunne løse sin opgave. Det første er nærluftforsvar til Hæren (og som nedenfor beskrevet også til Flyvevåbnet), det andet er overvågningsdroner og bevæbnede droner. De første er indlysende nødvendige for enhver hærenheds løsning af sin opgave, den bevæbnede drone må ses som et langtrækkende artillerivåben.

Der er intet i vejen for, at Artilleriregimentet straks sættes i gang med at gennemføre intensive forsøg med forskellige typer nærluftforsvarssystemer og med bevæbnede droner samt ”selvmordsdroner” (Loitering Munitions (LM)), og der er heller intet i vejen for, at dette regiment sammen med Efterretningsregimentet begynder forsøg med overvågningsdroner til forskellige formål. Der er allerede firmaer, der tripper for at komme i gang, så det er også her bare at tage telefonen.

Søværnet
Værnet venter på indkøb af ammunition og systemer, hvor man i første omgang venter på beslutning og bevillinger, og derefter på levering.

Hermed en kommentar fra en søofficer:

Vi har ansættelsesstop i min enhed og har haft det længe for at spare penge. Efter en af vores medarbejdere stoppede har vi ikke måttet ansætte en ny i hans stilling. Vi er derfor underbemandede til at varetage vores opgaver i den nuværende krise.

Problemet bliver værre af, at mere administration og forvaltning er blevet lagt ned på enhedschefens niveau, hvorfor han skal bruge sid tid på at administrere i stedet for operative opgaver.

Jeg ved ikke hvor udbredt ansættelsesstoppet er, men jeg ved at Søværnet har meget store problemer med manglende besætninger til sine skibe. Man må konstant låne og kannibalisere på kryds og på tværs, når en fregat skal udsendes eller lignende.
Om det er ansættelsesstop eller fastholdelsesproblemer ved jeg ikke. Under den nuværende krise har man for at få fulde besætninger måttet trække folk ombord fra administrative sagsbehandlerstillinger, og give dem operative opgaver.

Det er måske fint nok, men ikke noget man har planlagt eller løbende uddannet folk til. Hver en krone vendes og ofte er spørgsmålet ikke hvad der giver mening at gøre, men hvad vi har råd til at gøre. Det gælder alt lige fra uddannelse til tjenesterejser. “

Søværnet har i lang tid været hårdt ramt af for lave personelnormer og den ekstremt centralistiske forvaltning af personellet, der blokerer for antalsmæssig og kvalificeret bemanding af enhederne. Dette sidste kunne der hjælpes på, hvis man som en ekstraordinær foranstaltning blev givet bemyndigelse til lokal rekruttering.

Flyvevåbnet
Flyvevåbnet har i forlængelse af allerede tagne beslutninger opgaverne at operere egne fly og at integrere og efter nærmere aftale støtte amerikanske flystyrker, der som planlagt i 1980’erne igen måtte blive placeret på danske flyvestationer eller civile lufthavne. Også danske fly vil under krig og krise (som nu) kunne blive spredt til civile lufthavne.

For at kunne sikre operationer i krig, skal både flyvestationerne og civile spredningslufthavne kunne forsvares mod kupangreb og specialoperationsstyrker samt med nærluftforsvar, basen skal have rådighed en specialudrustet ingeniør-/entreprenørenhed til hurtig reparation af ødelagt infrastruktur (Rapid Runway Repair) og man skal have rådighed over mobil logistisk støtte og kommandomulighed, specielt for at støtte operationer fra civile pladser.

Dele af disse opgaver, der igen er relevante, blev tidligere løst af ansatte organiseret i ramme af Flyverhjemmeværnet. Men hovedparten må løses af reserveenheder, hvoraf nogle, såsom kupforsvarsstyrken, indtil videre kunne modtage grunduddannelsen som motoriseret infanterikompagni i Hæren.

Civilforsvaret
Med krigstruslen bortdefineret blev det reducerede civilforsvar under navnet ”Beredskabet” flyttet fra Indenrigsministeriet til Forsvarsministeriet.
Sammen med cyberforsvaret og folkesundheden burde områderne nu samles under et ministerium med ansvar for hele totalforsvaret af civilbefolkningen. Forsvarsministeriet bør renses for alle elementer, der kan fjerne fokus fra opgaven at genopbygge det dansk militært forsvar.

Retableringen af Civilforsvaret har den fordel, at man kan trække på Casper Sylvest og Rosanna Farbøls nu afsluttede historiske arbejde om opbygningen af Civilforsvaret efter 2. Verdenskrig. [https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/ih/forskning/forskningsprojekter/dacide.]

Er det muligt? Og i givet fald hvordan?
I modsætning til for Civilforsvarets vedkommende findes der ikke et nogenlunde dækkende grundarbejde om den militære forsvar. Viden om, hvad der er fravalgt igennem de sidste 25 måde derfor søges tre forskellige steder, i arkiver, hos pensionister som mig og i det udland, der har relevant erfaring.

For så vidt angår arkiverne har jeg foreslået lederen af Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, militærhistorikeren Niels Bo Poulsen, at instituttet overvejer at hjælpe i mulig udstrækning.

Den tidligere forsvarschef, general Knud Bartels, er dels tilknyttet dette institut, dels har han fra sin tid i nøglestillinger i NATO et omfattende internationalt kontaktnet. Det er derfor logisk at give ham en central rådgiverrolle, også fordi han med sin tjeneste danner bro mellem situationen under Den Kolde Krig og perioden efter.

Angående behovet for udenlands støtte er det mit skøn, at det først og fremmest er Hæren, der ikke kan klare opgaven selv.

Søværnet har dels havet til at blokere for professionelt forfald, dels har officerskorpset til stadighed været involveret i krævende operativ indsats. Det sidste er også tilfældet for Flyvevåbnet. Derimod er det nu ti år siden, at Hæren blev udsat for krævende indsats. Det var under de her ret irrelevante operationer i Afghanistan. Det var kun de unge officerer og opgaven anfægtede ikke den hjemlige udvikling i væsentlig grad. Og det var efter Afghanistan, at de ”reformer” blev iværksat, der endeligt afsporede Hæren.

Under Enevælden var det almindeligt, at Danmark søgte udenlands eksperthjælp. I 1762 blev den franske grev Claude-Louis de Saint-Germain kaldt til Danmark og blev ansat som feltmarskal for at reformere Hæren til at kunne møde den da akutte trussel fra Rusland.

Da den hessiske officer Johann Ewald i 1788 blev hentet til Danmark var det dog kun for som oberstløjtnant at videregive sin viden om let infanteri fra tiden i britisk tjeneste under Den Amerikanske Frihedskrig. På grund af sin tjeneste for Danmark under krigen mod England efter 1807 endte han dog som generalløjtnant.

I ny tid er det eneste eksempel den tjeneste, som den lige pensionerede firestjernede RAF-general Sir Hugh Saunders, ydede Danmark. Han blev i midten af 1950’erne blev hentet til Danmark for som rådgiver at løse Flyvevåbnets meget store begynder- og vækstvanskeligheder.

Under hensyn til sprog, professionel kultur og opgavens karakter, ville det nu være logisk, om vi søgte nordisk støtte og fik en pensioneret svensktalende finsk general på kontrakt med henblik på at rådgive for genopbygningen af Hæren under Knud Bartels vejledning. Finnen skulle herunder formidle direkte støtte fra finske brigader, o.a. til tilsvarende danske enheder.





COMMENTS ON AVOIDING A GENERAL NUCLEAR WAR

The first is to decide that such a war must be avoided, because a massive nuclear exchange will most likely destroy civilization and lead to hundreds of millions of follow-on deaths.

This was obvious to my generation that repeatedly saw the tests of ever larger weapons. However, lately ordinary people, politicians and their advisors do not seem to take the risks seriously. Some because they reject the chance that somebody may actually use the weapons and they do not accept the resulting limits to their freedom of action. Others because they do not believe that the weapons can be so horrible in their effect.

Secondly it is necessary to maintain a secure, robust and flexible deterrent adapted to who you want to deter from what,

When that state is a Russia that never fully accepted the Western view of nuclear weapons and when Continental Europe depends on a credible “extended deterrence” with American weapons, the Russians must perceive the American force as clearly as superior to their own. That is no longer the case.

Thirdly it is essential that you are very careful not to bring the opponent, here Russia, to the point where use of nuclear weapons can be seen as the only option to avoid dramatic humiliation.

I am not convinced that this is seen or accepted as a valid point of view now.

Fourthly it is vitally important to keep open communications contacts at both the political and military levels to reduce the risks of catastropic misperceptions.

We hear that the military direct contact has been dropped by Russia.

RUSSIAN-UKRAINIAN WAR 2022: Tentative observations and conclusions by early April.

Geography and terrain
The situation maps totally misrepresent the real conditions in the combat area. This is a low-density conflict with both sides only present and in control of a very limited part of the conflict areas. The Russian forward company positions or platoon posts have open space between them not covered by weapons or even surveillance.

As the Russian Civil War was rail-bound, this is road-bound as the Finnish Winter War north of the isthmus. The Russian invasion took place in the mud season and has therefore been fully tied to the roads by their Cold War generation logistics trucks (mostly the ZIL-131 workhorse).

This factor gives the Ukrainians the possibility to move in the unoccupied spaces against the flanks and rear of the Russians … as the Finns did in the Winter War.

Videos make clear that the terrain is far less open than I expected. Hedgerows, small and larger woods, and trees and bushes in village or suburban gardens makes infiltration and ambush possible for the Ukrainian combat patrols, and they use simple commercial hobby drones to gain superior situation awareness.

Command and Control
Instead of using the well-stablished Russian system of appointing and supplementing the appropriate Military District HQs as the coordinating joint “front” HQs for the operation, the Russian leadership has kept operational-tactical control in Moscow and left it to the four involved Military Districts to command various operational groups.

Whether if it is to make certain that all got a share in the honour or to promote competition, it is certain to slow reactions to friction and local failure.

The situation has been worsened with the deliberate Ukrainian campaign to attack the various operational and tactical commanders to decapitate local command and delay reactions.

On the other side the Ukrainians seem to have delegated tactical leadership to the local commander that leads a tailored mix of regular army elements, National Guard and ad hoc volunteer militia groups.

Logistics
The long road-bound columns hamper logistics and medevac support for the forward battalion task group (BTG), and this has apparently been worsened by a lack of attention to this issue. Reports of BTGs running out of food and fuel and of wounded only reaching hospitals (in Belarus) after gangrene his started indicates how critical the situation is.

On the other hand, the Ukrainians can use a combination of prepared military and civilian “total defence” logistics. The main challenge was an effective distribution of the vital arms from the West. Apparently, the only place where delivery failed was in Kherson.

Pre-war expectations and reality
I had followed the reform initiatives under General Gerasimov to create a more competent army, and after the observations of take-over of Crimea and the two effective interventions in the Donbass fighting in 2014-15 as well as the demonstration of new capabilities in Syria,. However I missed that the in deoth improvement has been limited to the staff prepared coordination of more complex operations and to the airborne landing troops (VDV) and naval infantry.

I did not realise that fact the regular army had not disciplined itself to break with the practice of “Dedovshchina”-discipline by mobbing, Therefore it was impossible to create motivated and well-trained citizen conscripts and later good contract soldiers. The Russian leadership and generals apparently has no real feeling of respect and sympathy for their soldiers.

I noted that the Russian Army had recreated several divisions and armies, and I thought that these would be organised as earlier for echeloned break-through operations in attack formations with the ability to take attrition and thereafter succeed. However, the reality was that the divisions and armies were just pools of weak brigades of BTGs advancing in columns on roads. With the total force including the airborne landing (VDV) and naval infantry limited to the 168 BTGs mentioned last year by the Russian Defence Minister, “general” Sergei Shoigu. Therefore, the maximum sum of ground force infantry was 26.000. The airborne added around 6.000 and naval infantry around 2.000 to that number.

The combat power in Ukraine in countering ambushes and in urban combat was totally dependent on the quality and motivation of these soldiers.

Pre-invasion observations
I therefore noted with wonder that the units concentrated to camps in the vicinity of Ukraine since the autumn were kept basically unemployed an untrained in their tents with their vehicles left to deteriorate in the open in the damp and cold winter weather. The only training that I saw was some basic firing range training.
I also noted that the clear majority of the tanks were of 1970s and 1980s vintage, however modernised with reactive armour and better fire-control. Later it became clear that a number of the T-90 tanks were also deployed. No T-14 Armatas.

The same average age was reported for the deployed Russian aviation.

Actual tactical performance of the combat units
The ground force Battalion Tactical Group’s field performance was worse than anything I have seen in my professional life. The motor-riflemen stayed mounted in their combat vehicles or carriers and became casualties there, when fleeing from the striken vehicles or probably of their wounds later on the long evacuation route.

There was apparently no training in counter-ambush drills. There were no developed routines for the close team cooperation between the BTG tanks, dismounted infantry and combat engineers essential for combat in built-up areas. No sign of close cooperation with direct support mortars or any BTG howitzer batteries.

The airborne assault infantry and naval infantry acted far better. The air-assault infantry was seen seated on top of the BMDs and the naval infantry moved on foot, dismounted from their BTRs. The better performance of the elite infantry is a likely explanation for the better results in the south, but it also led to heavy losses in these units.

Videos of Ukrainian patrols also showed a low level of field-use skills in the improvised volunteer units. No fire-and-movement drill. However, with use of the open space between Russian units that normally acted in a very predictable way meant that this behaviour apparent rarely brought disaster.

Equipment and its performance
The Russian Army average equipment situation was even worse than I noted before the invasion. Some tank units also had only slightly modernised or unmodernised T-72s, and most carriers were MT-LBs, older BTRs and BMP-1s with no added protection. Only the airborne and naval infantry had new vehicles.

Even on T-90s, the Russian reactive armour boxes have proven incapable of defeating the new Western two-step hollow-charge missiles, and even traditional weapons (such as RPGs or old LAW) could penetrate earlier versions.

Russian tanks are still likely to be destroyed be by explosion of the charges of their main ammunition (leaving the turret blow-off next to the burned-out hull).

Air force performance
It was a surprise that the Russian Airforce failed to achieve air supremacy at the start of the invasion. Not being an air force specialist myself, I have read that the operations in Syria had given a too positive picture of Russian air performance. It was now realised that the missions there were conducted with single aircraft or pair, not as large scale and complex missions. It was now noted that the Russian pilots had relatively few flying hours and these were not used for training in hard missions. Therefor the tactical air operation staffs got no or little practice in planning and controlling large scale and complex operations as one required to destroy or disable the Ukrainian Airforce at the start of the invasion.

Final remarks with warning
I know from correspondence with close contacts how hard it is to acknowledge and accept the Russian military weaknesses shown in the conflict so far. It is apparently too hard to accept that the mighty army that you needed and still need as the defining threat had been so thoroughly defeated by a force inferior in materiel.

However, I miss another explanation how and why the invasion stalled if the reason wasn’t massive losses of personnel and main equipment.

The great Russian Army may be mighty in total size because of having to maintain a full base for operations at most areas of the enormous territory. However, the combat echelon was limited in number of units and therefore tactically defeated, even if the General Staff concentrated around 75 % of all these units for the invasion.

On the other side we find too many eager to conclude that hereby the military threat from Russia has proven to be empty. A historian of Russian reaction to former defeats I must characterise this as irresponsible bullshit. Even if the priviledged had to be brutally purged and disciplined, difficult reforms followed awkward humiliations.

What Russia can achieve in an unlimited mobilisation of society was shown twice in the 20th century. Firstly from 1929 to 1942, and secondly after the humiliation of the Cuban Missile Crisis.

That the latter effort broke the economy and the political system just shows the determination the humiliation triggered in an already demoralised society. Russian arms designers produce some excellent solutions that are ready for mass production when the will and money is made available.

What we see now after the initial failed coup and the stalled offensive of the Russian peacetime army is the call-up of regular reserves to man the normally unmanned units of divisions and brigades and equip them with the remaining vehicles and other equipment of the depots. Whether it is possible to improve tactical performance is to be seen, but the next offensives are likely to be far more deliberate and thus have strong artillery preparation.





ON THE FRIVOLOUS ASSUMPTION THAT NUCLEAR WEAPONS CANNOT BE USED

It seems to be ignored by those without roots in the 1980-ties’ discourse that the main issue related to nuclear weapons from the 1950-ties onwards was how to make the weapons usable for something more than the deterrence of a general nuclear attack.

The U.S, sought to enhance the credibility of NATO’s defensive by arming the existing forces with with a very large number of Tactical Nuclear Weapons. Thereby we hoped to deter a Soviet attack without spending a large amount of money on larger conventional forces.

Likewise the leader of the Soviet Union, Nikita Khrushchev, needed to free funds for the development of the economy and forced the Red Army to replace mass with nuclear weapons, mainly on missiles.

Where NATO realised the problems of assuming an automatic escalation to nuclear weapons as an early response to a Soviet Invasion, the lack of a academic-political-military exchange in Moscow meant that the Soviet General Staff war planners and staff colleges continued regarding nuclear weapons as just a more powerful type of ammunition, and only the Chernobyl disaster in 1986 and the massive follow-on cleaning operation made some realise that this view could not be sustained.

By mid-late 1970-ties the U.S. Carter Administration sought ways to extend its nuclear deterrence to Western Europe by developing a capability for “Limited Nuclear Options” different from the general and self-destructive possiblity of fighting a defensive tactical nuclear war in Europe.

When the Soviet Union modernised its intermediate range nuclear forces by deploying the SS-20 missiles, NATO decided to meet the threat of Western Europe being “de-coupled” from the U.S. strategic deterrent by deploying its own intermediate ballistic and cruise missiles, if the SS-20s were not removed.

The only place in Denmark where officials were educated in understanding nuclear issues was at the Joint Staff Course at the Royal Danish Defence College. I graduated in 1979 and soon became drawn into the hot and divisive public debate on the threat of nuclear war and human extinction that followed. My years 1981 to 1983 were spent serving as a board member of the government created Commission for Security and Disarmament Affairs dealing with nuclear weapons issues in writing, international conferences and in public discourse. After 1989 with its end of the Cold War, I hoped and assumed that I would never have to remember and use the understanding developed from ten years earlier.

However, now I am chocked by the frivolous certainty from people like the former NATO Secretary General, Anders Fogh-Rasmussen, that even in an open war between Russia and the West there is no risk of escalation to use of nuclear weapons. He may have heard the the 2013 Russian Military Doctrine include nuclear weapons’ threat and use to protect gains at a lower level of conflict.

But he ignores the risk and thereby the problem of what to do if mistaken.

With my background in the period where the dominating public consern was nuclear war rather than climate change, I find that the optimistic certainty borders on madness.

As a historian I am certain that nuclear weapons will be used again – early or later – and that it is our duty to confront that risk and do our maximum to minimise that risk by accepting the possibility rather than by arrogant denial.

ON THE UKRAINIAN TACTICAL VICTORY OVER A ROTTEN RUSSIAN ARMY

When an American friend noted that the rot of the Russian Army exposed in Ukraine would mean that Russia would not become a conventionel threat for twenty years, I replied:

The Russian potential is enormous. My Baltic friends have experience with that enormous power and have already been told once since 1991 by arrogant Westerners such as Americans, Brits and Germans to ignore it.

My experience with Russian officers is that they are well trained and their General Staff officer corps is very good and focused.

However, right now they are led by a corrupt, self-serving mediocrat. But I know as historian what they could do when their leader was that extremely brutal hater of inefficiency and corruption, Josif Stalin.

If such a person replaced Putin tomorrow, the Russian nation would hail him.

Hundred years ago Trotsky had taken a broken army to victory in 1 1/2 years by using zarist officers. Only the Poles were just able to beat it because of jealousy between Soviet commanders.

So if nothing happens to counter corruption and kleptocratic behaviour, you are right. And if Russia finally goes West, we shall all be right.

But if a hater of Putin’s thieving regime that is still an ardent nationalist takes over, it will take a very short time to rebuild the army using the Chinese axis to the maximum. Navalny could be that person.

This my Balts, the Poles, the Finns and the Ukrainians know. They are not like Westerners without history to inform them.

RUSSIAN TACTICAL DEFEAT IN UKRAINE – AND WHAT THEY CAN DO TO IMPROVE THE PERFORMANCE HEREAFTER

I identify the following causes:
1) Bad (echo-chamber) intelligence
2) Unsuitable unit and formation organisation for general mobile warfare, as the basic, conventional elements had been focused exclusively on limited military support of other means of waging open conflict
3) Low quality tactical leadership (no initiative, no hard-exercised combined arms tactical skills, road-bound advance, no integration of drones for reconnaissance and supplementary deep fire support)
4) Inferior training and motivation of soldiers also mirroring the character/lack of dynamic leaderby example
5) Inferior quality materiel (especially personnel carriers, drones, and trucks for the logistics tail, but also protection of tanks)

The problems are apparently much smaller in the Russian Naval Infantry and airborne troops than in the regular army units, so the analysis concentrate on the latter.

Reference 1) The echo-chamber intelligence

As we know from other cases, this problem is hardly unique to Putin’s Russia now. We just have to go back to the situation in Afghanistan last summer or Donald Rumsfeld’s record before the invasion of Iraq in 2003.

As long as Russia have a dictatorial leadership real improvement is unlikely.

Reference 2) The Battalion Task Group building block

The BTG proved far too weak to take the attrition and still operate as the traditional Russian/Soviet break-through and follow-up manoeuvre require. Its effect is also dependents on a quality of delegated command that seems to be beyond the Russian Army to achieve (except at the end of a major war as in 1946-45).

The Russian Army could probably improve its performance by returning til Motor Rifle and Tank Regiment based divisions. However, this would be a move away from the 2013 Military Doctrine focus on grey zone situations, and Russia will find it hard to create the mass required to succeed.

Reference 3) Leadership quality improvement

In order to achieve this the army needs to allow and breed initiative amongst its officers. Their education, training and character of the field exercises should change in a fundamental way away from detailed planned, “scientific” battle management military paradigm. It would require a very significant change of service culture that would probably be easier to develop and accept in the major to colonel ranks than among the junior officers. Apparently such improvement has been easier to develop in the elite naval and airborne infantry as well as spesnaz units than in the regular army.

Reference 4) Soldiers’ training and motivation

It would apparently take a major change of service culture and leadership commitment to change the “dedovshchina” treatment of conscript soldiers and make regular contract service attractive to both the soldier and his family. The war has made clear that this has not yet been anywhere near achieved in the army.

Reference 5) The weapons, etc.

I see this as the most difficult Russian challenge, as it would require not only a massive use of resources, it would have to discipline and clean-up the corruption in a lucrative part of the state sector . As a minimum they have to achieve a standardised modernisation of all main battle tanks with new defensive sensors and automatic active armour to defeat modern anti-tank weapons … in real competition between tha design bureaus. They also had to develop and integrate far better drone systems, to supply thousands of new armoured transport and combat vehicles for their infantry (motor riflemen) and to replace tens of thousands of trucks with vehicles with a far better cross-country capability. Parallel with this the air forces need to produce a large number of new sophisticated replacement aircraft and large stocks of precision munitions.

A CENTURY OF RUSSIAN EUROPEAN WARS AGAINST FREEDOM – AND THE ROLE OF EXTERNAL ASSISTANCE

In 1918 the Finns fought and achieved independence. The German assistance proved effective.

At the end of 1918 the Baltic peoples started their fight for independence led by the Estonians. The German invasion in February 1918 had made this possible. Russian Bolsheviks invaded in December to crush the attempt as they had in Finland. However, a surge of will to fight similar to what we now see in Ukraine was nourished by the arrival of the Royal Navy off Reval (Tallinn) with moral support and weapons. Finland helped their brothers. In 1919 first a more energetic British and thereafter a determined French support chased both the Russian army and then the German mercenaries out of the emerging new Baltic Republics.

Thereafter the fight for freedom against Russian rule moved south, and with the help of French assistance the Poles broke the Soviet Russian counter-offensive at Warsaw in late summer 1920. The defeat of the Russians also meant that Western Ukraine remained part of Europe until late summer 1939 with the Molotov-Ribbentrop Pact in autumn 1939. By June 1940 it also led to the end of the first Baltic years of independence.

When Stalin invaded Finland after a “false flag”-incident later in 1939, Western public opinion reacted as now to events in Ukraine. France and Britain – already in the “Phoney War” with Germany – sent arms assistance and prepared to exploit the situation by sending an expeditionary corps to North Scandinavia and reach the Finns. The threat of that intervention stopped the massive resumed Soviet offensive against Finland and thus saved Finland for the future.

After the Second World War Russian powed had brought control of Eastern Europe, and in 1956 the Hungarians rebelled to regain their freedom.

They were followed in 1968 by the Czechoslovakians and thereafter soon by the Poles in several waves.

We now know that in 1956 the American nuclear weapons dominance had been so total that a determined threat of war would have been likely to have forced a compromise that would probably have ended in a neutral status of Hungary similar to that of Austria.

However, in 1968 that clear dominance had ended. It was also the case in 1982, and the U.S. President, Ronald Reagan, choose a strategy of long term support for the Polish aspirations by denying the legitimacy of Soviet rule.

In 1994 and 1999 in Chechnya, in 2008 in Georgia and 2014 in Ukraine the response was indifference, denial and appeasement. Ukrainians now pay for that.

Here in 2022, Westerns states’ naïvity and unilateral disarmament, (including American in the nuclear weapons field), have removed key check pieces from the board and turned the 1956 advantage on its head.

The West has therefore been left self-emasculated and the Ukranians have joined the far too long list of heroes in the struggle against Russian imperialism.

DA HÆR OG PROFESSIONALISME BLEV ØDELAGT (OPDATERET 10-3-2022)

Analysen er en kritisk rekonstruktionsanalyse af 2004-2022-udviklingen fra sidelinjen. Kun med hensyn til forløbet på Forsvarsakademiet 2004-2016 hviler analysen på observationer på stedet.

Begrebet ”Ungtyrkere” har i mere end hundrede år blandt andet været betegnelsen for en lille gruppe stabsofficerer eller ambitiøse politikere under kabinetniveau (dvs. personer uden formelt ansvar), der sammen søger revolutionære ændringer af deres organisation/parti.

Det indlysende valg
I 2003 opnåede en lille gruppe dygtige og dynamiske karriereofficerer i Forsvarsstaben og Forsvarsdepartementets 1. Afdeling enighed om et klarsyn, der hurtigt kom til at ændre Forsvaret fundamentalt. Det skete under forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Nøglepersonerne var kommandør Torben Ørting Jørgensen (“Thøger“), der var afdelingschef i Forsvarsstabens Planlægningsafdeling, samt oberst Per Ludvigsen, der ganske vist nu var chef for 3. Brigade, men som i de fire sidste år af 1990’erne havde været chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, dvs. policykontoret. De to hovedpersoner tvivlede åbenbart aldrig på, at de havde ret, og det blev også tilfældet med de officerer, som derefter “konverterede” til den smarte ´ide´. Bortset fra Ludvigsen, der stadig havde en nøglerolle indtil sin pensionering ved udgangen af november 2017, blev det konvertitterne, der i årene efter 2010 kom til lede Forsvarets udvikling på deres opfattelse af idéen.

Ideen, der skulle revolutionere forsvaret ved at gøre op med arven efter Den Kolde Krig, havde skriftlig form med navnet ”K-notatet” (for ”Kapacitetsnotatet”). Forløbet er offentligt kendt gennem den dokumentarfilm af sammen navn fra foråret 2004, som fulgte Forsvarschefen tæt igennem det foregående efterår.

Den skitsemæssige rekonstruktion udefra af forløbet bygger på filmen, på korrespondance med kritikere af tidligere rekonstruktioner af forløbet, på i artiklen nævnte samtaler og på den logiske arv fra idéen, som helt op til denne september 2017s forsvarsforligsarbejde har præget Ludvigsens og konvertitternes indsats.


Forsvarschefen, general Jesper Helsø, i dokumentarfilmen om “K-notatet”, der fulgte det interne forløb i Forsvarskommandoen

De officerer fra forløbet, som stadig bestrider eller bestred nøgleposter i Forsvaret, er ud over Per Ludvigsen (der blev chef for Planlægningsstaben efter sin brigadechefstid), er som nævnt alle officerer, der blev overbevist og “konverterede” til idéen og derefter bidrog til at “sælge” og implementere den. Det var den daværende Chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, Bjørn Bisserup, Nils Wang, Chefen for Forsvarsstabens Ledelsessekretariat, og Forsvarskommandoens Kommunikationschef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen. Uden kontorchef Bisserups støtte til idéen ville den med stor sikkerhed have været dødsdømt.

Nøglepersonerne er ikke længere de innovative ungtyrkere, klogere og mere klartseende end alle andre. De blev magthaverne, der anførte fornægtelsen og skyttegravskrigen mod at erkende, at deres forudsætninger om fremtiden efter et årti viste sig at være uansvarligt opportunistiske og naive. Officererne er som bekendt ud over den nu afgående Viceforsvarschef nu Forsvarschef, Chef for Forsvarsakademiet samt Chef for Hærstaben.

Notatets reelt revolutionære ideer fik central betydning for det politiske forsvarsforlig for perioden 2005-9.

Når så lille en gruppe stabsofficerer fik så stor magt, skyldes det den uklare strategiske situation, som Danmark og Forsvaret stod i efter 2001. Der var helt klart behov for en entydig fokusering af organisationen og dens aktiviteter. Forsvarsminister Jensby understregede under et besøg ved min skole i Tartu, at det skulle ske straks ved et klart skift af fokus væk fra bl.a. Baltikum. Det er mit gæt, at Jensby blot viderebragte statsministerens hensigt, og han var af Torben Ørting Jørgensen blevet orienteret om det igangværende udviklingsarbejde.

Ministerbesøget i Tartu fandt sted en dag i vinteren 2001-02, dvs. kort efter 11. september, og næste morgen skulle ministeren besøge Per Ludvigsen og de elementer af hans 3. Brigade, der var på øvelse i Nordestland.

Forsigtigere, historisk forankrede officerer ville have valgt at acceptere usikkerheden i situationen og derfor satse på at bevare den størst mulige professionelle og strukturmæssige fleksibilitet. Hvordan dette kunne ske, beskrev jeg i artiklen De danske væbnede styrker i fremtiden – en skitse fra sidelinien i Militært Tidsskrift i maj 2003. Men satsning på organisatorisk fleksibilitet viser umandigt vægelsind, ikke politisk beslutsomhed, og fra en samtale, jeg havde med Per Ludvigsen i foråret 2003 om artiklens anbefalinger, kan jeg kun erindre, at han roste idéen om en meget kort værnepligtsuddannelse.

Under en efterfølgende diskussion af artiklen i Det Krigsvidenskabelige Selskab, der fandt sted, før kontreadmiral Jørn Olesen blev afløst af Per Ludvigsen som planlægningsstabschef, tegnede Olesen et billede af planlæggernes grundopfattelser: Der ville aldrig mere blive storkrige mellem stater i Europa, og dermed aldrig igen traditionelle trusler mod Danmark. Forsvaret skulle herefter være en “værktøjskasse” med rene værnselementer, dansk værnsfælles operativt samarbejde var herefter irrelevant.

Jeg ved nu, at den altid sagligt balancerede og klartseende Olesen under diskussionen loyalt repræsenterede ungtyrkernes projekt på trods af sin egen grundlæggende skepsis. Det kan kun skyldes, at som minimum Forsvarsstabschefen siden vinteren 2003, generalløjtnant Jesper Helsø, allerede havde givet sin principielle støtte til K-notatets indhold.

Ved en debat i Dansk Institut for Internationale Studier i februar 2004 klarlagde Torben Ørting Jørgensen, med sine sædvanlige klare meninger og sikre form de opfattelser, der lå bag notatet, herunder specielt at målet var at skabe kapaciteter, der i kvalitet kunne følge amerikanerne “først ind” og “først ud“. Jeg husker, at han dengang bl.a. forklarede, at for at kunne deltage i en sådan ramme ville Hærens 1. Brigade blive udviklet til en stående, offensivegnet panserbrigade.

Værktøjskassen med fravalgt fleksibilitet
“Værktøjskasse” lyder godt og fleksibelt, men i virkeligheden tømte gruppen næsten kassen for at kunne finansiere de tre værns traditionelle prestigeprojekter. Flyvevåbnet ønskede at koncentrere sig helt om flyene og specielt om jagerflyene. Søværnet interesserede sig primært for de store enheder, der kunne få værnet og det danske flådeflag placeret blandt de store. Hæren ville koncentrere sig om sit machoprojekt, den rigtige panserbrigade, man havde ønsket sig siden 1960’erne.

For at kunne skaffe penge til prestigeprojekterne kasserede flyvevåbnet luftforsvaret, der jo aldrig mere ville blive aktuelt, og logisk nok nedprioriterede hæren også sit i forvejen meget svage nærluftforsvar. Søværnet gik endnu mere drastisk til værks under tømningen af værktøjskassen.

De mindre kampenheder, der i tohundrede år havde været en del af flådens styrke bevæbnet med først kanoner, så torpedoer og endelig også langtrækkende sømålsmissiler blev skrottet. Det godt 120 år gamle minevåben, der havde været en dansk hovedkapacitet og internationalt ekspertiseområde i de foregående to årtier, røg ud af kassen. Det samme skete i processen frem loven også med det næsten hundrede år gamle undervandsbådsvåben. Alt, hvad der bandt Søværnet til den lidet glorværdige rolle som “brunvands”-kystmarine var ikke længere en relevant kapacitet på trods af, at fremtidige problemer også i fremtiden primært ville opstå, hvor folk bor, og det er som bekendt på kyster og længere inde i landet, hvor andre end flådestyrker måtte tage sig af sagerne. Alle de kapaciteter, der var designet til operativ indsats i danske farvande og nærområdet i Østersøen, røg ud af kassen. Det er ikke så mærkeligt, at udviklingen efter 2014 er vanskelig at tage til sig.

For at kunne gennemføre sit prestigeprojekt, panserbrigaden, skrottede eller nedprioriterede hæren ikke kun sin mobiliseringsevne, men alle sine lavprestigekapaciteter, herunder en slagkraftig artillerikapacitet, som nævnt nærluftforsvaret (der blev helt lukket i 2010), og derudover som det allermest kritiske den over tredive år møjsommeligt opbyggede kapacitet til at yde kampenhederne feltmæssig logistisk støtte og derigennem deres evne til at løse deres opgaver i konventionel kamp.

Værktøjskassen blev næsten tømt for kapaciteter for at skaffe rigeligt med penge til resten. Men da man ikke kom hurtigt “ud”, som forudsat i planen, gik disse penge i stor udstrækning til at vedligeholde de langvarige internationale operationer, og da besparelserne ramte, efter Afghanistan sluttede, var fregatterne stadig uden de ønskede nye våben, flyvevåbnet stadig uden nye fly og hærens panserbrigade kun en kastereret drøm.

Fremtiden skulle i gruppens reelt naive plan kun bringe deltagelse i korte og effektive interventionsoperationer mod terrorister. Derfor var mental og organisatorisk fleksibilitet, som jeg anbefalede i min samtidige analyses og konklusion, irrelevant som grundlag for det fremtidige forsvar.

Det var lige før, at det i sommeren og efteråret 2004 begyndte at gå kritisk galt i Irak og små to år før, at amerikansk strategisk letsind efter sejren over Taliban i 2002 muliggjorde organisationens nye invasion efter genopbygningen i Pakistan.

Planlæggerne i 2003-4 gjorde jo netop det, Forsvarsministeriet forgæves havde efterlyst lige siden etableringen af Forsvarskommandoen, og som man først havde skabt Forsvarstabens Langtidsplanlægningsgruppe og senere Rådgivnings- og Analysegruppen under Forsvarets Forskningstjeneste for at opnå. Mere om det senere. Nu leverede Forsvarsstaben uden- og indenrigspolitisk relevant nytænkning, der samtidig kunne begrunde besparelser.

Torben Ørting Jørgensens far, den dynamiske senere oberst Per Jacob Jørgensen, havde været en nøgleperson i både Langtidsplanlægningsgruppen og senere været leder i Forsvarministeriets egen lille planlægningsenhed. Det første forsøg på alternativlanlægning, som bl.a. faren og denne forfatter havde bidraget til, kom aldrig til at ende i godkendte forslag. Det lykkedes nu for sønnen.

Idéfolkene og konvertitterne kendte klart fremtiden og så ingen grund til at vise ydmyghed. De satsede personligt korrekt. Bisserup afløste sin afdelingschef, Jørgen Hansen-Nord, og har derefter konstant haft en central rolle i Forsvarets ledelse. Bortset fra en kort periode gør det samme sig gældende for Ludvigsen. Nils Wang kom efter en periode som Chef for Søværnets Operative Kommando til Forsvarsakademiet. Torben Ørting Jørgensens klare meninger og tale passede dog ikke til formen i et NATO-hovedkvarter, så han endte i det private erhvervsliv.

Deres syn på fremtiden var formet af de teorier om ”Nye Krige”, som politologer stadig udbreder i uvidenhed om, at begrænsede krige i ustabile områder altid har præget de kortere eller længere perioder mellem stormagtskrige.

Målet var altid synlighed i Washington (DC)
For vores fremadskuende kolleger og den daværende Anders Fogh Rasmussen-regering stod det som nævnt klart, at Forsvaret i den for dem nye situation skulle indrettes således, at man kunne levere danske styrker til amerikansk ledede, internationale operationer. Danmark skulle indkassere mest mulig good-will i Washington.

Som den daværende chefredaktør ved Information, Erik Seidenfaden, havde konstateret, skulle dansk forsvar blot virke som et hornorkester på Det Hvide Hus’ græsplæne. Nu betød dette åbenbart, at landet uden at tænke dybere over hvert amerikansk projekt skulle stille et synligt bidrag til rådighed på trods af den risiko for tab, der snart blev meget tydelig.

For at opnå maksimal politisk synlighed, skulle de danske styrker følge med amerikanerne ”først ind og først ud”. Dette mål bundede i at man i 2003 troede på, at oprydningen efter internationale militære interventioner kunne overlades til FN og eventuelt NATO, som det var sket efter første fase i Afghanistan i 2002.

Ind kom vi snart, men at komme ud tog mange år
Som det viste sig i Irak og Afghanistan, var det betydeligt lettere at komme ”ind” end ”ud”. De tragiske følger af den automatiske deltagelse i udlandsoperationerne, der var idéindholdet bag de revolutionæres forsvarskoncept, skabte forsvarspolitisk forskrækkelse, frustration og modvilje, der blev grundlaget for det for alle særdeles negative forsvarsforlig for 2013-17, der for Hæren blev ødelæggende.

Folkene bag K-notatet kunne indvende, at problemet blev skabt af de politikere, herunder statsministeren, der ikke sørgede for, at det danske bidrag som forudsat kom hurtigt ud igen. Men da krigen jo ikke var blevet hurtigt vundet, som krige sjældent bliver, ville en hurtig tilbagetrækning indebære faneflugt i vore allieredes øjne.

I 2014 gik forsvarsledelsen i gang med at implementere, hvad man rent logisk set kan opfatte som en sidste konsekvens af notatet, nu med Ludvigsen og Wang som nøglepersonerne: Da man var sikker på, at Forsvaret aldrig igen skulle gøre andet end at sende små bidrag til fjerne krige, var der ingen grund til at officerskorpset skulle beholde sin resterende evne til at kunne gennemføre selvstændig dansk militær analyse og forsvarsplanlægning.

Men her i året efter 2013-forsvarsforliget fulgte de tragiske begivenheder på Krim og i Østukraine, der viste, at notatets historieløse præmisser var grundfalske. Det krævede derfor et brud med K-notatets forudsætninger, men det viste Ludvigsen og konvertitterne ikke villige til at gøre.

Det er åbenbart en dansk Forsvars skæbne, at vi ofte lige har fået et forlig, når situationen drastisk ændrer sig til det værre. Det skete i 1932, hvor Hitler kom til magten året efter, og i 1937, året før Europa i 1938 startede bevægelsen mod storkrig. I  2017 stod vi med et forsvar, der dels ikke havde relevante militære kapaciteter, dels er ude af stand til at erkende dette endsige rådgive om hvordan det igen gøres relevant.

Derefter fik vi et nyt forlig, der ramte Forsvaret yderligere, fordi man skulle udspare penge til anskaffelsen af F-35-fly til Flyvevåbnet. Det betød nedlæggelsen af de special- og våbenskoler, der gradvis var blevet opbygget af værnene over de sidste vel omkring 130 år (siden Hærens Skydeskolen for Håndvåben fik til opgave at sikre en god anvendelse af det nye magasingevær i alle enheder). Nedlæggelsen af disse skoler blokerede reelt for muligheden for, at man kunne opbygge teknisk- og uddannelsesmæssig kvalitet på samme niveau ved flere tjenestesteder og således retablere en mobiliserings-reservestruktur. Det blokerede også for muligheden for at følge udviklingen i udlandet tæt, så man kunne følge med.

Samtidig blev de muligheder for professionelle opdatering af officererne nogle år efter den grundlæggende officersuddannelse, der fandt sted på officersskolerne, Forsvarsakademiet og disse skoler, nedlagt. Det skulle man herefter klare ved makkeruddannelse ved enhederne.

Derudover slog man den operative og forvaltningsmæssige struktur sammen, hvilket med det nuværende tunge, centraliserede administrationspres gør, at cheferne må prioritere dette.

Også disse reformer har resultatet af Per Ludvigsens rationaliseringsidéer.

Dansk forsvarspolitiks tilvalgte DNA
Det er nødvendigt at forstå, at alt må føres tilbage til reaktionerne på 1864-nederlaget. Den umiddelbare reaktion blev, at landets forsvar mod Tyskland stadig kunne være meningsfuldt, men kun med støtte af en interesseret stormagt, og det var klart, at Danmark kun kunne holde ud til hjælpen kom, hvis forsvaret – som ved Dybbøl – kunne støtte sig til en fæstning. I åben kamp var vores soldater og officer indledningsvis stækt underlegne stormagternes rutinerede tropper.

Støttet af befæstninger som ved Dybbøl kunne selv den korttidsuddannede danske hær holde, indtil hjælpen kunne nå frem. Derfor Københavns Befæstning.

Senere forstod man det uholdbare i at indrette forsvaret mod Tyskland og satsede på at gøre en tysk invasion unødvendigt ved at indrette et neutralitetsforsvar, der i måske et par dage også kunne gøre modstand mod anvendelse af dansk territorium mod Tyskland. Men det indebar viljen til at acceptere krigsødelæggelser i Danmark.

Den endelige reaktion på nederlaget blev, i det nye Radikale Venstres Peter Munchs analyse, at Danmark kun var forpligtet til en symbolsk markering ved territoriets lande- og søgrænsen fulgt af en diplomatisk protest, hvis en stormagt invaderede landet. Mere kunne udlandet ikke forlange af et lille land.

Erfaringen fra den 9. april 1940 og Besættelsen betød, at de ledende politikere erkendte, at dette ikke var tilstrækkeligt. Danmark måtte sikre, at der uanset angrebets karakter blev gjort militær modstand, der symbolsk markerede viljen til national overlevelse, ligegyldigt hvor håbløst dette måtte ses at være rent logisk.

Tyske tropper i Horsens den 9. april. Næste gang skulle der gøres modstand som i Norge, uanset hvor logisk set håbløs denne ville være.

Erkendelsen blev fra foråret 1952 forankret i Den Kongelige Forholdsordre om ubetinget modstand samt i den landsdækkende karakter af det forsvar, der blev opbygget omkring 1950. Da vi snart erkendte, at vore NATO-allierede ikke kunne bidrage væsentligt til landets direkte forsvar, blev formålet med dansk forsvar og forsvarsbudgettet kun at bidrage lige netop så meget, at man undgik åben protest fra den amerikanske ambassade og således kunne tro på, at Danmark forblev dækket af den amerikanske kernevåbenparaply.

De danske styrker blev fra 1960 i stadig stigende grad blev integreret i de genopbyggede stærke vesttyske styrker i Østersøen og Slesvig-Holsten. Men dette medførte dog ikke, at selv stærkt forsvarsvenlige politikere som Erhard Jakobsen kunne forstå, at det danske militære bidrag til landets forsvar kunne være andet og mere end symbolsk.

Dette er efter 1864 og 9. april det centrale element i det danske forsvarspolitiske DNA, som ingen logiske argumenter synes at kunne ændre. Det kræver desværre nok en ny traumatisk national militær katastrofe. Når de militære chefer som nu tillader opfattelsen at dominere tjenesten, er der ingen nederste grænse for hvor lavt professionelt niveau, der er acceptabelt.

Kun et entydigt fagligt pres fra USA og et par primære europæiske alliancepartnere kan få danskere til at handle, som om de var blevet overbevist om, at en dansk militær indsats kan være meningsfuld.

I 1960 var den tyske Bundesmarines kampkraft i Østersøen under hurtig opbygning. Her motortorpedobåde af Type 140 Jaguar-klassen.

Længslen efter ”smarte” og billigere alternativer
Som det fremgik af det socialdemokratiske forsvarsforslag fra 1970 og tidens diskussion af national ”krisestyring” ophørte danske militære styrkers opgaver, når krigen kom, for den ville jo straks blive en kernevåbenkrig.

Forsvarspolitikerne søgte fra 1970 at skabe et alternativt tænkende planlægnings- og analyseled i Forsvaret, der kunne udarbejde forslag til en innovativ og billigere organisering for dansk forsvar. Planlægningsenheden skulle bryde med forsvarsledelsens idé om, at man skulle fortsætte med den eksisterende organisation med tre værn, der troede, at de kunne og skulle løse egentlige krigsopgaver, samt hjemmeværnet . I 1970 blev denne opgave givet til en Langtidsplanlægningsgruppe i den nyoprettede Forsvarskommando.

Femten år senere fulgte Forsvarsministeriets Rådgivnings- og Analysegruppe, der nu skulle løse den alternativproducerende opgave. Det skulle ske fra Forsvarets Forskningstjeneste, da en placering under Forsvarsstaben ikke havde givet det ønskede brud med den lukkede, traditionelle tænkning.

I 2005 konkluderede forfatterne til den officielle redegørelse for Danmark under Den Kolde Krig uden at inddrage militær sagkundskab, at den danske forsvarsindsats have været tilstrækkelig til at løse sin tids opgaver. Der var ingen grund til at bebrejde nogen.

På det tidspunkt havde en ny tid som allerede skitseret skabt en helt ny ramme for det tilvalgte syn på danske militære styrkers muligheder.

Udgangspunktet: Hæren i slutningen af 1970’erne
For at forstå, hvad der senere skete, er det væsentligt at gå til situationen før 2003-revolutionen begyndte. Indtil 1980 var linjeofficerens teoretiske uddannelse præget af, at han – og snart i få tilfælde hun – som sergent eller reserveofficer havde demonstreret praktisk evne til at lede og uddanne soldater. Før starten på officersuddannelsen havde sergenten eller løjtnanten en civil uddannelse svarende til en matematisk studentereksamen, som enten var fra den foregående skoletid eller var blevet givet af Forsvarets Gymnasium, fordi Forsvaret fandt befalingsmanden så egnet som officer, at man på den måde investerede i personen.

Ud over de militære fag, der domineredes af klasse- og taktiklæreren, en generalstabsofficersuddannet major på vej til oberstløjtnantsgraden som var rollemodel for klassens kadetter, blev den almene dannelse fra gymnasiet videreudviklet med sproguddannelse i tysk og fransk. Officersuddannelsen var dengang ikke kun var rettet mod den første stilling som ung officer, dvs. som delingsfører eller normalt næstkommanderende i et kompagni. Uddannelsen skulle give en generel forståelse for resten af officerens tjeneste, dvs. at det skulle give grundlaget for tjenesten som premierløjtnant, kaptajn og major, hvor udnævnelsen til næste grad kom efter en fast årrække, hvis officeren var bedømt egnet på grundlag af hans praktiske tjeneste. For de fleste skulle der kun være behov for kortere efteruddannelseskurser, ikke for en tilbagevenden til et formelt uddannelsesforløb.

Selv udnævnelsen til højere grader forudsatte i princippet ikke ekstra uddannelse, men i praksis var udnævnelse til oberstløjtnant og højere forbeholdt officerer med generalstabsuddannelse, ingeniøruddannelse samt for nogle uddannelsen som geodæt eller psykolog. For intendanturofficererne – dvs, Forsvarets specialiserede forvaltningskorps – var der udviklet en særlig stabsuddannelse.

Det forhold, at officersskolen i princippet skulle give kadetten et grundlag for hele karrieren, betød, at han skulle uddannes til at forstå bataljonens indsættelse under våbnenes samvirke i brigaderamme. Man tog herigennem højde for – som andre hære, hvis primære opgave var i rammen af konventionel krig – at forløbet under kamp var uforudsigeligt. Enhver ung officer skulle, hvis en ældre officer viste sig uegnet eller blev dræbt eller såret, umiddelbart kunne overtage hans opgaver i alt fald for en tid. Den brede uddannelse af officeren betød også, at hans tjeneste som uddanner og øvelsestilrettelægger kunne støtte sig på en helhedsforståelse af den ramme, hans enhed skulle virke i.

Officerens egnethed som praktisk fører og leder var det centrale ved enhederne
Dengang var det ikke officersskolens teoretiske uddannelse, der bestemte dem faste officers egnethed. Skolemiljøet er et drivhus, hvor planterne ofte sygner, når de plantes ud. Grundlaget for karrieren var primært officerens demonstrerede praktiske og faglige lederevner, som blev opbygget i de første 10-15 års tjeneste ved enhederne. Disse evner som uddanner, forvalter, hjælper for ældre officerer samt som fører i felten blev udviklet og demonstreret under varierede øvelser. Herunder langvarige og krævende feltøvelser, hvor officeren virkede under vejledning som mentor af både yngre faste officerer af ”A- eller B-linjen” og det store reserveofficerskorps, der assisterede under føringen af reserveenhederne fra mobiliseringsstyrken.

Der var indbygget stadig stigende krav i de bredt anvendelige officerers tjenesteforløb. Efter 5-10 års praktisk tjeneste blev rammen for officerens virksomhed i stigende grad samvirket mellem hans eget våben, typisk infanteriet, og kampvognsenheder, feltartilleri, luftværnsenheder, ingeniørstyrker og logistiske enheder. Uanset om han gjorde tjeneste ved enhederne eller i fredstidstabe, deltog officeren igennem hele sin tjeneste indtil pensionering i større øvelser samt bidrog til rekognoscering af krigsplaner og bearbejdning og diskussion af disse ved instruktionsøvelser og procedurestyrede krigsspil kaldet Taktisk Træner-øvelser.

En del af officerskorpset engagerede sig også i den professionelle debat, der for de flestes vedkommende var knyttet til våbenartens, dvs. specialets fagpresse. Derfor kom en meget betydelig del af den professionelle diskurs til at finde sted ved drøftelse af opgaveløsning inden for den enhed eller stab, hvor man arbejde, eller ved de taktiske og planinstruktionsøvelser, der blev gennemført af brigader, militærregioner og andre myndigheder.


Det centrale i en officers uddannelse er at prøve og øve de teoretisk lærte ting i praksis, fra krigsplanlægning til virket som fører. Simulation kan kun indøve procedurer. Professionen læres gennem krævende øvelser, hvor ikke mindst læren af personlige fejl gror fast og derefter forstås i sammenhæng ved efterfølgende læsning om andres erfaringer

Det er helt afgørende at forstå, at ligesom en anden praktisk funderet profession, nemlig lægens, kommer det centrale element i officersuddannelsen fra praktik, og ikke fra teorier. Den militære profession er dog i forhold til den medicinske handikappet af, at man sjældent kan lære ved at gøre tingene i praksis, men må lære ved at øve – og øve så intensivt og realistisk, at man nærmer sig vilkårene i kamp mest muligt.

Indtil 1980’erne byggede Forsvaret bevidst organisationens professionelle udvikling på de officerer, der havde demonstreret deres egnethed under tjenesten i enhederne og grundlæggende stabsposter i omkring ti år. Således udvalgte Hæren på dette grundlag de bedste 10-15 procent af en officersklasse. De blev så sendt til videreuddannelse enten på generalstabskursus eller på en relevant civilingeniøruddannelse, så de blev forberedt til at lede den videre generelt militærfaglige henholdsvis militærtekniske udvikling af værnet.

Uanset, at rammen for at opretholde hærens professionalisme således både fandtes i den professionelle grunduddannelse og i den praktiske tjeneste, var der selvfølgelig en del af officerskorpset, der ikke tog deres profession alvorlig. For mange troede og satsede på, at kernevåbnene ville sikre, at der ikke blev krig, og så var der jo ikke grund til at tage sin tjeneste så alvorligt, at man arbejdede hårdt og krævede af andre, at de også gjorde det. Som Kjeld Hillingsø konstaterede omkring 1980, opfattede en betydelig del af kollegerne, tjenesten som ”for sjov”. Men flertallet gjorde, hvad de med rimelighed kunne inden for deres evner og muligheder, også inspireret af periodens mange markante og indlysende dygtige, professionelle chefer på oberst- og generalsniveauerne.

Virkningerne af ”P83”-officersreformen i begyndelsen af 1980’erne
Intensiveringen af Den Kolde Krig i begyndelsen af 1980’erne og chefers gode eksempel modvirkede til en vis grad for-sjov-tendensen, men netop i disse år blev der gennemført en reform af officerskorpsets tjeneste- og uddannelsesforløb, der skulle skabe alvorlige problemer for især Hæren.

Med P83-reformen slog man uddannelsen af officer til den tidligere ”A-” og ”B-linje” sammen, og alle fik en samlet uddannelsestid som ”Enhedsofficerer” på 2½ år. Det var reelt uproblematisk, for de militære krav til optagelse var fortsat, at ansøgeren havde demonstreret egnethed som befalingsmand. Men de akademiske adgangskrav blev sænket, hvilket ikke mindst var et problem med hensyn til de sproglige basisforudsætninger, som studentereksamen gav. I begyndelsen af 1990’erne kom dette til at betyde, at de eneste udenlandske tekster, der kunne anvendes i den videregående officersuddannelse, var relativt simple engelske. Selv svenske tekster blev afvist som uforståelige af eleverne på videregående uddannelser.

Den grundlæggende officersuddannelses lavere status kom også til at betyde, at hovedfaget taktik blev reduceret i niveauog ikke længere blev båret af en stabsuddannet officer i karrieren, der derved havde faglig ”overhøjde” og autoritet til at koordinere uddannelsen samtidig med, at han var rollemodel.

Indtil denne officersreform havde også Danmark opretholdt det internationalt og erfaringsbaserede princip om, at en generelt videregående uddannet hærofficer, dvs. en officer med generalstabsuddannelse, skulle gennemføre en to års tilfredsstillende tjeneste som underafdelingschef mellem “første” og “anden” stabstjeneste.

Hvis han som en 36-40-årig major ikke længere viste sig egnet til praktisk tjeneste som chef for sit kompagni, batteri eller sin eskadron, kunne han ikke udnævnes til oberstløjtnant. Ordningen kunne virke irriterende på både enhederne, der skulle skabe plads til afprøvningen, og for officererne indebar det en risiko for, at man ødelagde sin fine karriere blot fordi man ikke længere var praktiker. Langt væsentligere for hæren var imidlertid, at ordningen understregede den centrale betydning af praktikken, og den gav den modne officer en læring i, hvad der var væsentligt. Den fine stabsofficer fik en mulighed for at opbygge ydmyghed i forhold til professionens kompleksitet og krav.

Herefter blev stabsofficererne ikke længere udsat for denne ubehagelige og risikable prøvelse, og man kunne blot uantastet fokusere på policy og forvaltning indtil man afstemplet som stabsofficer i et år eller to rykkede ind på et bataljonschefskontor, hvor det var betydeligt lettere at skjule svigtende chefsegenskaber og praktisk forståelse end det var som underafdelingschef. Det efterfølgende forløb i 1990’erne og senere er langt lettere at forstå i rammen af den her gennemførte nedprioritering betydningen af praktisk chefstjeneste og den læring og ydmyghed, der kunne hentes her. Alle de her nævnte tre nøgleofficerer fra Hæren, Ludvigsen, Bisserup og Mathiesen, var berøvet muligheden for den tidligere tvangslæring.

”Funktionæriseringen”
Et helt afgørende problem med P83-ordningen var dens ”funktionærisering” af officerskorpset. Tidligere havde alle linjeofficerer og efterfølgende A-linjeofficerer været ansat uden øverste arbejdstid. De fik ikke penge for overarbejde, de skulle blot løse de opgaver, deres stilling indebar, uden hensyn til den tid dette krævede. Derudover skulle de selvfølgelig holde sig fagligt ajour i fritiden, når dette var nødvendigt. 7-16-officerer kunne ikke forvente videreuddannelse eller karriere. Enhedsofficeren blev efter 1983 derimod reelt som den tidligere B-officer ansat som funktionær til fast arbejdstid, og overarbejde skulle honoreres med betaling eller afspadseres. Det blev for mange helt utænkeligt at anvende fritiden til faglig ajourføring, hvilket er et centralt element i enhver profession.

Tidligere havde den indledende officersskoleuddannelse som nævnt skullet stå alene, og blev kun efterfulgt af tekniske funktionsuddannelser og relativt korte efteruddannelser. Nu blev officeren i princippet kun uddannet til den umiddelbart forestående tjeneste og til den militære grad, der automatisk fulgte med den beståede uddannelse.

Ville man udnævnes til næsthøjere grad/funktionsniveau, skulle man gennemgå og bestå det næste videregående generelle formelle uddannelse. Der var ingen alternative veje, såsom tidligere for uddannelserne til kaptajn og major blot tilfredsstillende bedømt praktisk tjeneste i nogle år. Uddannelsen blev herefter vejledt af princippet “just enough, just in time“, hvilket teoretisk sparede penge, men som i virkeligheden var så resurse- og tjenestefraværskrævende, at Forsvaret senere konstant har søgt at “rebe sejlene”, dog uden at ville erkende, at systemet i modsætning til det tidligere passer til en praktisk profession.

Blandt de negative virkninger af ansættelsesformen var, at officeren forventede kun at skulle beskæftige sig med faglig opdatering under formel uddannelse, hvilket er en uholdbar forventning i en profession, hvor alt er under en rivende udvikling opgavemæssigt, organisatorisk og teknologisk. Men kernen i P83 var, at andre, og ikke én selv, skulle forberede én på nye stillinger. Det skulle systemet.

Det var og er objektivt forkert at lade som om, at et sikkert professionelt niveau med evnen til at holde sig ajour og udvikle professionen kan holdes med 37 timers indsats om ugen. Det er gældende uanset hvilken profession, man taler om. Men funktionæriseringen af officerskorpset gjorde det nærmest fornærmende og illoyalt over for kollegerne samt problematisk for ens chef, hvis man ikke ”tog sin arbejdstid alvorligt”.

Selv om kvaliteten af officerens tjeneste – og derigennem evnen til at lære fra egen praktisk erfaring- i 1980’erne var afgørende for forfremmelse, fik gennemgangen af de formelle videregående uddannelsestrin kaldet “VUT I og II” stadig større fokus. Måske så meget, at officerer og personelforvaltningen kunne overse, at i en praktisk profession må praktisk faglighed og lederevne være det helt centrale element i den professionelle udvikling.

De formelle rent militære uddannelser blev efter P83 den eneste vej til uddannelse, også fordi man lukkede adgangen til mere end én akademisk uddannelse, dvs. først og fremmest for officerers mulighed for ingeniøruddannelse og for nogle uddannelse til psykolog. Dette skabte dels et pres for at åbne uddannelserne for stadig flere, dels et pres fra den forvaltning, der havde beordret officeren på kursus, for at sænke kravene for adgang og for beståelse. For mange blev optaget og stort set ingen frasorteret, hvilket stod klart for undertegnede, da jeg blev kursusleder for stabskursus i begyndelsen af 1990’erne.

Men uanset ændringerne i det formelle uddannelsessystem kunne officererne som flest stadig få en fuld og varieret uddannelse under praktik. Dette skyldtes, at 1980’erne var præget af et meget højt aktivitetsniveau med hensyn til brigadernes og andre hovedkvarterers krigsplansrekognosceringer og uddannelsesaktiviteter.

Det skal understreges, at både Per Ludvigsen og Bjørn Bisserup var for unge til at få personlige praktiske erfaringer fra 1980’ernes intensive aktiviteter, da disse typisk blev opnået på bataljonschefsniveauet i rammen af brigadernes planlægnings- og øvelsesaktiviteter. Ludvigsen modtog sin stabsuddannelse i den britiske hær og brugte sin fritid på jurastudiet. Bisserup markerede sig efter sin tidlige markant gode regimentstjeneste som en usædvanligt dygtig embedsmand i policystillinger. Ingen af de to markerede sig internt eller i offentligheden som interesserede eller originalt debatbidragende unge, yngre eller modne professionelle.

De første år efter Den Kolde Krig
I det første halve årti efter Den Kolde Krig var specielt Hæren præget af stigende krav fra først FN- og så NATO-indsatsen i Ex-Jugoslavien. Samtidig udnyttede forsvarsminister Hans Hækkerup og forsvarschefen Jørgen Lyng Balkan-operationerne til at bedst muligt at forsvare strukturen mod Finansministeriets ønske om at indkassere ”Fredsdividenden”. Snart blev indsatsen på Balkan suppleret med den militære udviklingshjælp til Baltikum og det voksende militære samarbejde med Polen.

I officerskorpset var udviklingen i første halvdel af 1990’erne en skærpelse af både det gode og det dårlige fra udviklingen i 1980’erne. Kvaliteten af den videregående officersuddannelse forbedredes i forlængelse af skridt, der allerede var taget i de foregående 15 år, herunder ikke mindst i evnen til at gennemføre en analyse af opgaver og strukturbehov på tværs af værnene. Jeg har kommenteret udviklingsforløbet i den videregående officersuddannelse en serie essayartikler på Krigsvidenskab.dk, der er blevet udgivet samlet må www.clemmesen.org, konkluderende med artiklen: Mellem militær professionalisme og civile hattefjer: Danske officersuddannelser gennem tiderne.

Den praktiske tjeneste i Ex-Jugoslavien motiverede og udviklede samtidig en del af de unge og yngre linjeofficerer. Værnepligten blev i 1990’erne i betydelig grad rettet mod at sikre bemandingen af den danske internationale indsats her. Professionelt afgørende viden om praktisk logistik samt om risikoen for psykiske kampskader blev genlært.

Læreprocessen mht. psykiske kampskader fik unødvendigt store omkostninger for mange, unødvendigt, fordi professionel amatørisme eller glemsomhed på dette område gjorde, at personellet blev sendt på afspadsering umiddelbart efter hjemkomst og derfor ikke fik nogle ugers “dekompressionsperiode” med kammeraterne, der kunne have mindsket risikoen for kroniske skader.

Nu begyndte de uheldige virkninger af P83-personelordningen at vise sig. Det kostbare og ufleksible system, der havde fastlåst sammenhængen mellem teoretisk uddannelse og udnævnelse, skabte et kostbart uddannelsesforløb, med flere lange fravær fra praktisk tjeneste og store klasser med mange umotiverede elever. Behovet for besparelser førte dog ikke til et generelt opgør med systemet. Dets fortsættelse blev muliggjort ved, at man efter ca. femten år standsede gennemførelsen af det obligatoriske værnsfælles Stabskursus-I, med ringere gensidig forståelse, samspil og samarbejde værnene imellem til følge.

Udviklingen mod en for dyr uddannelse blev også forstærket af en idiotisk beslutning på budgetteringsområdet. Tidligere havde et kursusbudget primært omfattet poster, som kursuslederen sammen med Forsvarsakademiet selv kunne gøre noget ved, herunder udgifter til eksterne lærere og kursusrejser. Nu kom budgettet også til at omfatte de meget store udgifter, der var forbundet med at sende officeren på kursus. Dette fik en dobbelt skadelig virkning. For det første mistede den myndighed, der sendte elever på kursus, enhver motivation til at begrænse antallet til de egnede. For det andet forsvandt de udgifter, som kursusledelsen og Forsvarsakademiet selv burde holde nede, i et budget, der var domineret af udgifter, de ikke havde indflydelse på. Resultatet blev selvfølgelig, at stabskursus’ rejser kom til at gå til fjerne mål som USA og Kina, de stigende rejseudgifter forsvandt i det oppustede budget.

Forsvaret fik snart et for stort og gennemsnitligt for gammelt officerskorps i forhold til de stadig færre enheder og praktiske opgaver. Da man bl.a. overførte de meget store enhedsstabe, der var nødvendige i missionsområdet, til organisationen hjemme, og tømte de resterende kaserner for værnepligtige, blev der dog kontorer, skriveborde og computere til alle. Det er velbeskrevet, at en organisation altid kan skabe arbejde for sig selv ved tom forvaltning og utallige møder, og dermed sikre fornemmelsen af travlhed hos alle. Samtidig fjernede man i fortsat “rationaliserings-“iver de sidste rester af fredstidsstabenes civile stabsstøttepersonale. Herefter blev officerer fastlåst ved skrivebordet med så tidskrævende indtastning af data til DeMap/DeMars og systemets forgreninger, at de fik og fastlåstes i den opfattelse, at dette var naturligt officersarbejde og ikke en undergravning af det resterende professionelle fokus.

Kun få ældre officerer havde oplevet fordelene ved de tidligere ganske små og fokuserede fredstidsstabe ved alle enheder og myndigheder. Den stadig større tidsmæssige afstand til praktisk tjeneste i enheder hos de fleste officerer forstærkede denne udvikling. Fraværet af Den Kolde Krigs krigsopgaver gjorde, at den meget store andel af det faste officerskorps, der ikke blev knyttet til den internationale indsats, ikke længere blev opdateret professionelt ved instruktionsøvelser o.l. Hvis de ikke selv fulgte med, blev deres professionalisme snart reduceret til blot at tage uniformen på. Det er en situation, der er forværret igennem de efterfølgende tyve år.

Materielmæssigt forbrugte man i årene 1992 til omkring 2000 i det store og hele, hvad man havde arvet fra Den Kolde Krig. Der blev et voksende behov for at skære igennem for at skabe handlefrihed til investeringer, og også dette pres var med til i 2003 at åbne et mulighedernes vindue for de revolutionære reformatorer.

General Hvidts satsning: Forsvaret som en produktionsvirksomhed
For mange officerers tendens til at koncentrere sig om at bære forvaltningsbyrden snarere end om at ajourføre deres militære professionalisme, er, som citatet viser, ældre end New Public Management:
… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.”
– Sir Michael Howard, “The use and abuse of military history” in R.U.S.I. Journal 1962.

Da general Lyngs afløser som Forsvarschef, admiral Hans Garde, efter kun fire måneder i stillingen i 1996 blev dræbt ved et flystyrt på Færøerne, kom dette til at medføre et afgørende brud med det primært professionelle fokus i Forsvaret.

Gardes afløser, flyverofficeren Hvidt, og dennes stedfortræder mod slutningen af Hvidts forsvarschefsperiode, chefen for Forsvarsstaben og senere Forsvarschef, artilleristen general Jesper Helsø, så begge Forsvaret som “en produktionsvirksomhed“. For både flystyrker og for artilleriet er den rationelle, videnskabelige, centraliserede og standardiserede anvendelse af resurserne, som i en produktionsvirksomhed, et afgørende element i organisationens effektivitet. Det var derfor naturligt for Hvidt og Helsø at opfange og forstærke de ønsker, der fra 1990’erne kom fra Finansministerets ”New Public Management”-reformer.

Offentlige myndigheder skulle ledes ved hjælp af en måling af output, og ledelsen skulle motiveres til stadig effektivisering gennem konstant reorganisering. Som i en produktionsvirksomhed skulle alle processer gøres målbare og standardiserede på tværs af al aktivitet. Eksisterende og nye aktiviteter skulle gives et standardformat med såkaldte ”business-cases“. Virksomheden skulle motiveres og samles gennem ”visioner”, “missioner“, og et ”strategisk mål” skulle sikre at al indsats loyalt – uden offentlig diskussion – rettedes mod samme mål. Dette medførte, at professionalismen, den militære faglighed, ligesom fagligheden i andre dele af den offentlige sektor, kom under et voldsomt pres, da den ikke lod sig måle eller standardisere. Det er heller ikke så sært, at den i forvejen hensygnende faglige debat i Forsvaret forsvandt under general Hvidt. Loyale diskussionsbidrag skulle koncentrere sig om implementeringen af virksomhedens beslutninger og udnytte ledelsens standardiserede ”New-speak“.

General Hvidt søgte i 1990’ernes sidste år at legitimere Forsvaret ved at gå i spidsen for ”reformerne” og demonstrere, at Forsvaret havde udviklet sig til en supereffektiv, moderne, offentlig virksomhed. En embedsmand i Rigsrevisionen konstaterede smilende over for mig i foråret 2008, da jeg beskrev de ødelæggende virkninger og den dramatiske bureaukratisering, der blev følgen, at Forsvaret jo ikke havde gjort nogen modstand mod kravene om standardisering. Det synes ikke at være gået op for nogle af de involverede i og uden for Forsvaret, at den så eftertragtede ”kreativitet” og ”innovationsevne” forudsætter en både dyb og bred faglighed, som gør det muligt at forudse konsekvenser af beslutninger ”uden for kassen”.

Et sådan dyb og bred faglighed havde de officerer fra Hvidt og videre frem, som er hovedpersonerne i den her beskrevne udvikling, aldrig set som relevant at skaffe sig. Det vidste jo, at Forsvaret – eller i hvert fald de selv – aldrig mere skulle i krig. Derefter var de ikke i stand til selv at definere innovationstiltag. Deres karriere fik således karakter AF proaktiv tilpasning til ikke-faglige ideer i rammen af New Public Management. De fik selv høj rang og den synlige del af magten, som embedsmænd med DJØF-baggrund vidste ville eksponere dem selv for meget over for befolkningen. Det ville jo være godt, at det også blev Forsvarschefen, der søgte sin afsked, næste gang departemenschefen skønnede forkert, ligesom under Jægerbog-skandalen.

Officerernes identitetskrise og tab af selvtillid
Allerede i de sidste tyve år af Den Kolde Krig havde udviklingen været i gang. Den generation af officerer, der havde oplevet besættelsen og de først ti år af tiden efter som barn eller teenager var sjældent i tvivl om, hvad en dygtig officer var og hvordan han burde optræde professionelt. Men dette var og blev slet ikke gjort tidligt klart for de senere generationer, der sluttede sig til officerskorpset i 1970’erne og 1980’erne.

Dette syntes specielt og naturligt at være et problem i Hæren, der i modsætning til søofficerer og Flyvevåbnets piloter ikke havde en professionsforankring, der gik ud over Forsvaret. At implementeringen af “P83”-officersordningen for Hærens officer betød, at de ikke blev udsat for en professionel mentor og rollemodel under grunduddannelsen har sandsynligvis øget risikoen for, hvad jeg i titlen beskrev som “fagdemens”, dvs. tabet af forståelsen for, hvad officersgerningen indebar og stolthed over denne. Uden denne viden og følelse blev officeren reduceret til blot at være aktivitetsforvalter i uniform uden noget grundlag for selvtillid eller selvrespekt.

Dette forhold betød, at officererne i størst mulig udstrækning søgte privelegier, skjul og tryghed ved at nærme sig civile normer og rammer.

Man havde omkring 1970 udvidet officersuddannelsens længde og ændret dens indhold med det klare formål at blive optaget i Akademikernes Centralorganisation og derigennem opnå prestige og sikret høj løn. Uanset, at dette undergravede Hærens aldersbalance og effektivitet søgte og opnåede linjeofficerenes fagforening allerede under Den Kolde Krig at få indført en generel 60-års pensionsalder. Det skete på trods af, at de danske officerers aldersgrænser allerede tidligere var høje i international sammenhæng.

Alle reformer af ansættelsesformerne og uddannelsen skete med tilpasning til den laveste civile fællesnævner med hensyn til mindst mulige arbejdsindsats, størst mulige tryghed i ansættelsen og mest mulige prestige.

Fremskridt” på disse områder blev søgt med den uunderbyggede begrundelse, at det ville fremme rekrutteringen til officerskorpset og forbedre fastholdelsesmulighederne. Ingen forsøgte at få personer til at søge officerstjenesten vil at stille høje krav. Det var åbenbart udansk at satse på kvalitet.

Forsvarsledelsens interessevaretagelse
Den militære forsvarsledelse ophørte i realiteten med at være arbejdsgiver og optrådte i stedet som de facto ledere af officerernes interesseorganisation.

Under private overenskomstforhandlinger søges et kompromis mellem på den ene side ledelsens ønsker om øget faglig fokusering af produktionen og mere fleksibilitet i denne og på den anden side de ansatte organisationers ønske om at sikre medlemmerne højere løn, flere privilegier og øget trykhed.

Ud fra denne model skulle forsvarsledelsen og departementets forhandlere have søgt at fremme militærfaglig kvalitet og fleksibilitet i anvendelsen af de ansatte mod at disse fik større fordele. Således skulle forsvarsledelsen have søgt en forenkling og harmonisering i den nu uoverskuelige jungle af løn-, ydelses- og ansættelsesformer. Det skete naturligvis ikke. De forhandlende uniformerede og civile embedsmænd er også arbejdstagere, og de optræder som medansatte snarere end at stræbe mod at give Forsvaret øget professionel kvalitet og virksomhed mod højere løn og mere tryghed.

Jeg glemmer ikke det svar, som den daværende forsvarschef Jesper Helsø gav på et spørgsmål fra mig under et møde i august 2003 med hele generaliteten, forsvarsattachéer og andre udsendte chefer. Spørgsmålet drejede sig om hvor dybt man agtede at beskære antallet af højere grader under de påtænkte styrkereduktioner, så man undgik at få en situation, der mindede om det groteske og latterlige billede, der traditionelt karakteriserede sydamerikanske militære styrker. Helsø gjorte klart, at det ikke var hans hensigt at ændre på antallet af officerer i de højere og højeste grader, da udnævnelserne var privilegier, som motiverede og som derfor skulle bevares.

Helsøs hensigt blev realiseret, og udviklingen senere har vist, hvorledes forsvarsledelsen har valgt at sikre privilegier og tryghed uden modkrav for officerskorpset, men reelt kun for den hjemlige del.

Man bevarede derfor flest mulige officerer på trods af deres stillinger blev militært substansløse. Man fortsatte en linje med flest mulige privilegier og med kun minimale krav med hensyn til at officeren skulle opdyrke, ajourføre og konsolidere sin militære faglighed en identitet, som ledelsen selv lykkeligt havde besluttet var irrelevant i den fremtidige verden.


De helst glemte, vi sendte i krig og derefter svigtede, her repræsenteret af Pilou Asbæk som kompagnichefen i filmen “Krigen”

Men ledelsens omhu og interesse var reelt begrænset til de konstant hjemmetjenstgørende officerer. De unge og yngre hærofficerer, der gjorde den gode, robuste og risikable krigstjeneste for Danmark, mens de ældre sad hjemme og nød privilegierne, fik under operationerne sjældent den loyale støtte og meningsfulde vejledning hjemmefra, de burde have fået.

Og efter 2014 reducerede Forsvaret, som vi skal se, drastisk deres chance for en fremtidig praktisk tjeneste og fjernede deres mulighed for en professionel videregående uddannelse. Derigennem blev det udelukket, at organisationen i fremtiden kunne bygge videre på, udvikle og udnytte de professionelle veteraners motivation og praktiske krigserfaringer.

Ikke klogt eller smukt!

Ansættelsen af skrædderne til K-notatets ”Kejserens nye klær
“People often of masterful intelligence, trained usually in law or economics or perhaps in political science, who have led their governments into disastrous decisions and miscalculations because they have no awareness whatever of the historical background, the cultural universe, of the foreign societies with which they have to deal.”
– Sir Michael Howard, “The Lessons of History

Det 2004-forsvarsforlig, der fulgte K-notatet og implementerede dette, skabte også, hvad der skulle være dets akademiske forankring. Det skete i etableringen af et nyt samfundsvidenskabeligt studiefelt, som man kaldte ”Militære Studier”. Med Mikkel Vedby Rasmussen som første leder blev der først etableret et ”Dansk Institut for Militære Studier” (DIMS) på Forsvarsakademiet, men uafhængigt af dette. Fra 2010 var aktiviteten flyttet til Institut for Statskundskab på Københavns Universitet som ”Center for Militære Studier” (CMS).

Måske skulle forligets beslutning skabe en dansk aktivitet, der svarede til det brede studie af krig og strategi, ”War Studies”, som Sir Michael Howard havde skabt på King’s College, London halvtreds år tidligere. Det var i samme by og periode, hvor de beslægtede ”Strategic Studies” blev udviklet i rammen tænketanken ”The International Institute for Strategic Studies”.

Michael Howard kombinerede sin baggrund som historiker med den direkte og personlige erfaring i krig, som han have opnået som kaptajn i en eliteinfanteribataljon i Italien under 2. Verdenskrig. Hans doktordisputats var et epokegørende studie af den Fransk-Tyske Krig 1870-71, der klart demonstrerede Howards krav om, at krig skulle undersøges historisk i bredde, dybde og sammenhæng, hvis man skulle opnå indsigt fra studiet.

War Studies-virksomheden på King’s College skulle være og blev en dynamisk ramme, hvor krig og konflikt blev studeret på tværs af alle videnskabelige discipliner og med altid bred og åben forståelse af emnet. Den danske hærs grundlæggende officersuddannelses uddannelse i krigshistorie og den videregående officersuddannelse i ”strategi” blev dybt og direkte inspireret af Michael Howards virksomhed og eksempel fra midten af 1960’erne, hvor jeg blev uddannet.

I 2004 gik det med 1968-generationen ved magten og den danske storforskrækkede opfattelse af ordet ”krig” imidlertid ikke at dyrke ”krigsstudier” her i landet. Derfor valgte man i Bisserups 1. Afdeling i Forsvarsministeriet det mere ufarlige og intetsigende begreb ”militære studier”. Navnet var dog ikke den centrale problem i Mikkel Vedby Rasmussens løsning af DIMS’ opgave. Det var, at han arrogant lukkede boksen om studiet på en måde, der var et klart og manipulerende brud med den åbne og empirifunderede videnskabelige tradition fra King’s College.

Den fravalgte evne til operativ og geostrategisk, m.m. analyse
Et seriøst studie af mulige militære konflikter og operationer, af mulighederne for afskrækkelse og af behov for struktur og andre forberedelser, omfatter følgende elementer:

a) At søge en dyb og alsidig forståelse af det problem eller de problemer, som overvejes løst med bl.a. militære midler, af den eller de affødte opgaver samt af både det mulige indsatsområde og af vilkårene i eget land.

b) At opnå en dyb og kritisk indsigt i, hvad de i situationen relevante militære styrker kan og ikke kan med bl.a. en given bemanding og kadrekvalitet, den rådige teknologi og det opnåelige uddannelses- og træningsniveau.

c) At søge et så godt som muligt tilsvarende billede af modstanderen og af eventuelle allierede.

d) At opstille mulige kombinationer af styrker, opgavesæt og bl.a. juridiske rammer og begrænsninger for indsatsen.

e) At identificere mulige kombinationer hos modstanderen og eventuelle allierede.

f) At lade de af modstanderens muligheder, der opfattes farligst og mest ubehagelige for end selv og eventuelt allierede, ”spille” med inddragelse af kritiske ”peers” for at identificere svagheder i egne muligheder, modstanderens muligheder for at reagere effektivt må en måde, der undergraver opgavens løsning og skaber risiko for optrapning ved spredning eller mod mere total konflikt.

g) At lade mulige negative virkninger – herunder ”collateral damage” – identificere med inddragelse af andre end de ansvarlige planlæggere.

h) Herefter at fastlægge ansvarlige anbefalinger til de politiske beslutningstagere.

Intet af dette så de kommende ”militæranalytikere” som specielt relevant, hverken den nødvendige fremgangsmådes militære element eller den systematiske, analytiske fremgangsmåde.

Dette er ikke fordi fremgangsmåden ikke kan læres af ikke-officerer, der gider. Det viste den senere generallæge Erik Darre, da han efter eget valg gennemgik Stabskursus II på Forsvarsakademiet på det tidspunkt, hvor fremgangsmåden var udbygget og konsolideret til en værnsfælles operativ analysemetode. Darre bestod som den bedste i sin klasse.

Det delvise alternativ i Odense
Modsat den britiske og senere internationale War Studies-tradition fravalgte Vedby Rasmussen for det første et historisk grundlag som irrelevant for studiet af krig. Faktisk blev al militær erfaring fravalgt som grundlag for danske militære studier.

I forlængelse af den teoretiserende dominans i det københavnske studie af statskundskab blev emnet ”afmilitariseret”, dvs. at det multi-disciplinære fokus med hensyn til emner og metode fra ”War studies”-traditionen blev bevidst kastreret.

Studier i dybde og sammenhæng var irrelevant, og danske ”militære studier” blev herefter lig med på den ene side studier (ofte isoleret set udmærkede) af teknisk-økonomiske forhold, der dog ikke blev placeret i en helhedsramme bygget på forståelse af militære muligheder og på den anden side ordrige banale betragtninger om den internationale udvikling indpakket i teoretisk-videnskabelige termer. Dette sidste så Vedby Rasmussen som det mest videnskabelige og centrale, fordi dermed forsynede han de betalende med ”nye klær”. Og hverken Forsvarets ledere, der finansierede det teoretiske spindelvæv, eller medierne følte sig kaldet til at optræde som den lille dreng i eventyret om kejseren.

For det andet var det klart, at Mikkel Vedby Rasmussen og hans følge ikke et øjeblik tvivlede på, at historien var slut, og at ”gamle krige” og den tilknyttede gammeldags afskrækkelse og krisehåndtering bygget på militære styrker derfor var irrelevant fortid.

Frigjort fra historien har han som andre politologer let ved at glemme, at politiske beslutninger om krig og fred sjældent bygger på fuld indsigt i konsekvenser og rationalitet. Uanfægtet af menneskelige og organisatoriske erfaringer bliver “boksens” inderside den eneste interessante virkelighed.

Senere fik Danmark rent faktisk oprettet et studie, der mere direkte blev inspireret af de internationale uddannelser i War Studies. Det skete, da Syddansk Universitet oprettede ”Centre for War Studies”, hvor centrets ambition var ”at forstå krigen i sin essens og historiske udvikling, få indblik i nye mønstre indenfor krig og konflikt, og bidrage til samfundets viden om krig og fred og de handlingsmuligheder, vi har foran os. … Krigsstudier er således en pragmatisk akademisk tradition, hvor internationale sikkerhedsstudier, folkeretsstudier og historie og kulturstudier bringes sammen.”

Det var et fremskridt, men også her var der åbenbart ingen interesse i at inddrage militære erfaringer i form af militærhistorie og krigshistorie i studiet, da dette blev tilbudt. Nok også fordi man også i Odense var positivistisk sikker på, at ”gamle krige” var for evigt overstået i Europa. Endvidere blev det ikke SDUs lidt bredere opfattelse, der inspirerede den udvikling af den videregående danske officersuddannelse, ”Master i militære Studier”, der for et par år siden blev resultatet af akkrediteringsforløbet. Det blev den snævrere teorifokuserede københavnske skole.

Militæreksperterne uden interesse for krig
Det ahistoriske tunnelsyn, der kom til at fastlåse de forvaltende tidligere ungtyrkere, der nu er blevet forsvarsledelse, fik således en teoretisk-videnskabelig forankring. Den præger alle de politologer, der får løn for at lade som om, at de er ”militæreksperter” eller ”-analytikere”.

Selv de allerbedste og mest målrettede af disse civile akademikere, som Forsvarsakademiets klare stemme Peter Viggo Jakobsen og CMS’ nuværende leder Henrik Breitenbauch, synes ikke at være klar til at forestille sig, at historien måske ikke er slut, og at den lange europæiske mellemstatslige fredsperiode efter 1945 ikke automatisk er sikret mod en opportunistisk militærstøttet revision, der kan komme helt ud af kontrol. I de første 45 år optrådte man i hvert fald ikke så stråsikkert, som i de seneste to årtier. Selv disse to er ikke parat til at undersøge råddet i NATOs militære muligheder og følgerne af dette.

Vejledningen
I en TV2 Bornholm-udsendelse 24. september 2017 om truslen mod øen kunne seerne nyde godt af, at Jakobsen klart fremlagde sit grundlag og analyse. Derved belyste og bekræftede han det beskrevne danske forsvarspolitiske DNA, som også var hans: Hvis der krævedes mere end symbolsk militær optræden, var opgaven irrelevant for Danmark, og hvis det gik galt skulle man optræde som den 9. april. Befolkningen ønskede ikke at nedprioritere andre områder for at vise solidaritet med allierede. Vi nyder, yder ikke. Operativ og geostrategisk analyse var irrelevant og derfor uinteressant. Rusland ville handle rationelt inden for en vestlig logik. Historisk erfaring var irrelevant.

Direkte citeret fra udsendelsen forklarede Jakobsen: “Vores politikere vil hellere have skattelettelser (…) man vinder ikke valg på at opruste. (…) Ingen lægger mærke til, om man køber flere soldater (…) og det er et vilkår, man er nødt til at operere ud fra. Og det er jo også det vilkår, jeg lægger til grund for min fagmilitære rådgivning og min strategiske rådgivning til politikerne, der er at sige, hvad er det realistisk at få, og hvordan kan vi bedst muligt bruge de penge, og er det så forsvarligt. Ja, det vil jeg jo mene, givet den trusselsvurdering, som jeg anlægger.”

Han synes sig ikke bevidst, at han ikke var ”fagmilitær”, men en statskundskabs-akademiker, der i en årrække efter Den Kolde Krig havde interesseret sig for dansk sikkerhedspolitik og med rette var blevet kendt for sin vilje til at sige klart, hvad han var nået frem til.

Som han gør klart i udsendelsen indebar det ikke, at han skulle sætte sig ind i, hvad militære enheder kunne eller ikke kunne eller hvad geostrategisk eller operativ analyse indebar eller hvordan disse påvirkede situationen. Sådanne var irrelevante og – man forstod – under hans værdighed.

At han med dette reelle fravalg i realiteten ikke kunne rådgive fagligt om strategi, fordi en sådan rådgivning netop drejede sig om at gøre de praktiske – ikke teoretiske – militære muligheder og begrænsninger klart for politikerne, synes Jakobsen ikke bevidst om.

Da De Radikale i efteråret 2017 gjorde klart, at de krævede, at der netop i Forsvarsbudgettet skulle findes meget betydelige ekstra resurser til dansk hjælp til genopbygning af krigszoner, fik idéen straks klar støtte af lederen af Center for Militære Studier, Henrik Ø. Breitenbauch. Han konstaterede, at det var en “fremragende idé“.

Man kan have forskellige opfattelser af mulighederne for at fremme den politiske stabilitet gennem infrastrukturprojekter i krigsområder, hvor der ikke er holdbare tegn på politisk stabilisering. Men det, der her skal noteres, at støtten til de facto-reduktionen af forsvarsudgettet med 118 millioner kroner årligt skete uden, at Breitenbauch overvejede, hvad dette ville betyde i den i forvejen ekstremt vanskelige forligs- og resursesituation.

Breitenbauchs støtte bekræfter reelt også, at de civile sikkerhedspolitiske akademikere fortsat er låst fast i Nye Krige-paradigmet i en situation, hvor fornyet interesse i mulighederne og problemerne ved konventionel og nuklear afskrækkelse umiddelbart set synes logisk.

I kommentarer fra politologerne til enhver truende negativ udenrigspolitik udvikling var og er indholdet altid fortrøstningsfuldt, uanset om der var tale om Nordkorea, NATO, EU, Storbritannien under BREXIT, Det Sydkinesiske Hav eller Ruslands udenrigspolitik: Den ville ende OK, der er nok som i markedet en “usynlig hånd“, der kombineret med aktørernes snusfornuft sikrer, at situationen igen lander på benene, uden at nogen (og da slet ikke Danmark) skulle tænke eller gøre noget selvstændigt. Reelt er substansen i dette argument (som det var i juli 1914), at forløbet plejer at ende godt. ndtil dette ikke længere er tilfældet, får politologerne ret uden at skulle forstå eller argumentere dybere hvorfor.

Det svarer til, at en by på grundlag af de sidste fem års erfaringer med, at alt går godt, opløser brandvæsnet og at dens borgere opsiger deres brandforsikringskontrakter. Logikken er, at hvis det går galt, kan man nok få hjælp af beredskabet i nabobyen, og velfærdssamfundet tillader næppe, at ens familie går til uden tag over hovedet. Og som Jakobsen rigtigt gør klart, er borgerne mere interesseret i flere penge i lommen og mere velfærd.

Selv de bedste og mest åbne er som de tidligere ungtyrkere ikke parat til at erkende, at uforsete politiske jordskælv som i 1989 vil komme igen i en eller anden form, og at det er deres opgave at forberede sig bedst muligt ved at satse på åben erkendelse og strukturel fleksibilitet. At fastlåse beslutningstagernes skyklapper er uansvarligt.

Det største problem med de danske civile statskundskabsbidrag til militære og strategiske studier (på institutter, centrer og efter 2014 i den videregående officersuddannelse) er ikke, at man som grundlæggende positivistisk præmis forudsætter, at mellemstatslige storkrige ikke længere kan ske og erfaringerne fra disse derfor totalt kan ignoreres sammen den konventionelle og nukleare afskrækkelse af disse. Det er, at man ikke åbent fremlægger dette ekstremt begrænsende grundlag for ens forskning, hvilket sådan set er intellektuel uhæderlighed.

Forsvarets virkelighed efter 2004-forliget: Irak og Afghanistan
New Public Management og virksomhedsmodellen slog først fuldt ud igennem efter 2001 i forsvarschef general Jesper Helsøs periode, men den blev forstærket af de revolutionære ungtyrkeres forsvarskonceptkup i 2003, som Helsø valgte at adoptere. Dertil kom virkningerne af, at Danmark i logisk forlængelse af den nye først-ind-i-de-nye-småkrige-koncept endte i to fjerne krige, hvor vi valgte at bidrage uden at have baseret deltagelsesbeslutningen og bidragene på selvstændig faglig analyse.

I perioden fra 2005 til 2013 var Forsvarets ydre virksomhed præget af værnenes indsats i de internationale operationer. Samtidig blev den ”producerende”, hjemlige virksomhed indledningsvis præget af gennemførelsen af ungtyrkernes revolution af organisationen. Arbejdet og arbejdsvilkår på Forsvarets tjenestesteder blev først og fremmest præget af ”New Public Management”-ideologiens fastlåste tro på, at effektivitet blev fremmet af konstant ombrydning af organisation og ansvar (benævnt ”reformer”). Det skete under konstant pres for at skabe målbarhed gennem standardisering af al virksomhed.

Udviklingen var et direkte brud med den veldokumenterede erfaring fra alle organisationer, at reorganisering skaber en periode med dyk i effektiviteten, og at konstant reorganisering hurtigt og drastisk undergraver en organisations effektivitet, fordi den hindrer den nødvendige konsolidering af ansvar, samarbejde og rutineret opgaveløsning. At denne gamle erfaring stadig er gældende, er senest blevet pinligt dokumenteret af SKATs “reform“-drevne, synlige sammenbrud.

Styring ved opretholdelse af organisatorisk lammelse og kaos
Man kan kalde den metode, som fortsat anvendes af Finansministeriet til at presse resurser ud af eksisterende offentlige aktiviteter for at skaffe frihed til nye, pengekrævende politiske initiativer, som styring ved at skabe organisatorisk kaos. Derefter undrer man sig over, at dette kaos – som i SKAT – ikke kan levere faglig kvalitet eller opretholde de ansattes moral.

For Forsvarets vedkommende indebar standardiseringspresset også et direkte angreb på fagligheden, dvs. den militære professionalisme, som skal sikre målretning af aktiviteter med mindst mulig risiko for spild og tab. Et højt fælles niveau i værnene var kun lige og vanskeligt opnået i 1990’erne, i øvrigt med et centralt bidrag af den daværende orlogskaptajn Nils Wang. Det havde bl.a. været vanskeligt, fordi det skulle opnås under bevarelsen af den forskellige organisationskultur, som er central for værnenes effektive opgaveløsning. Angrebet på professionalismen skete ved de afgørende ændringer af den videregående officersuddannelse, som blev præsenteret og ukritisk accepteret som forudsætningen for uddannelsernes civile ”akkreditering”. At ungtyrkerne valgte ikke at se professionsødelæggelsen som et problem, der skulle imødegås, kan forklares af deres sikre syn på fremtiden.

Da det nye aprofessionelle syn på Forsvaret som en først-ind-først-ud produktionsvirksomhed også indebar, at Danmark ikke skulle have et egentligt forsvar, men kun skulle tage rådige ting op af kapacitets-”værktøjskassen” for at opnå amerikansk velvilje, er det naturligt, at man ikke følte behov for selvstændig, national strategisk, også militærfaglig analyse, før man sendte de danske bidrag afsted. Før Irakinvasionen var der fra både det amerikanske udenrigsministerium og den amerikanske hærs side gennemført og offentliggjort indlysende sunde analyser, der gjorde klart, at opgaven ikke ville blive så enkel som Præsident Bush og hans altvidende forsvarsminister Donald Rumsfeld mente. Danmark kunne sammen med vores hovedsamarbejdspartner Storbritannien have læst disse grundige og erfaringsbaserede analyser samt anvendt omtanke og dømmekraft som grundlag for vores bidrag. Ved blot at følge utænkende “først ind” i den dårligt planlagte krigsførelse uden en strategi, blev Danmark medskyldig i den efterfølgende og stadig fortsatte tragedie. Den manglende faglige analyse førte i øvrigt også til bristende juridisk-professionel forberedelse af krigsindsatsen, som man derefter som bekendt forsøgte juridisk at få Forsvarets Auditørkorps til at tørre af på konstabler og på yngre officerer af reserven og senere også linjeofficerer.

Den manglende professionelle forudseenhed på det operativt-folkeretlige område havde allerede skabt problemer i forhold til de danske specialoperationsstyrkers indsats i Afghanistan i 2002. Så fulgte den svigtende evne til at erkende og tilpasse indsatsen i Helmandprovinsen fra 2006 til behovet og situationen. Bl.a. dette kom i kritisk grad til at hæmme effektiviteten af den danske tilstedeværelse. At det ikke gik værre skyldtes kombinationen af simpelt held og Hærens enheders og skolers fortsatte evne til på nogle området at tilpasse sig virkeligheden i missionsområdet, efter man var kommet på plads. Indsatsen i Afghanistan og de betydelige tab gav dog – uanset indsatsens alvorlige professionelle mangler – Danmark stor synlighed i Det Hvide Hus.

Den professionstømte akkrediteringsproces af officersuddannelsen
På trods af, at både Irak og Afghanistan havde understreget betydningen af, at Danmark forberedte sig ligeså godt før vi gik ind i krige, som når vi forberedte fiskeriforhandlinger i EU-regi eller klimapolitiske bidrag i FN, fortsatte de professionsødelæggende virkninger af Hvidts standardiseringsoffensiv op gennem nullerne. Officersuddannelserne skulle som nævnt nu puttes ind i de standardiseringsskabeloner, som skulle gælde for alle civile uddannelser. ECTS-pointsredskabet blev i de civile uddannelser brugt til bl.a. at lette, at studerende kunne tage næste skridt af uddannelsen ved et andet universitet, evt. i udlandet. ECTS blev indført i Forsvaret uanset at det var grundlæggende irrelevant for militære uddannelser. Også det civile krav om faglig akkreditering blev indført ukritisk. Civile uden militær indsigt samt uerfarne politologisk uddannede officerer foretog den faglige ”peer review”-vurdering, der i en ægte fagfællebedømmelse burde have været hentet fra de ledende militære uddannelsesinstitutioner i udlandet. Også på Forsvarsakademiet blev stadig flere ikke-peers fra teoretiske akademiske uddannelser uden faglig militær indsigt sat til at forme officersuddannelserne. Det ville have været indlysende risikabelt, hvis man havde gjort det samme i speciallægeuddannelserne.

På Forsvarsakademiet skete der i begyndelsen af nullerne en organisatorisk dekonstruktion af stabskursus, der dramatisk svækkede dets helhedsudvikling og værdi. Den blev på vegne af Forsvarschefen, Christian Hvidt og hans Chef for Personelstaben, generalmajor Kurt Ebbe Rosgaard, drevet af den daværende kommandørkaptajn Annemette Ruth fra hendes plads som chef for Personeludviklingssektionen i Forsvarskommandoen.

Kursuslederen, der indtil reorganiseringen var en officer med markant professionel profil og højt karrierepotentiale, havde været den helhedsansvarlige chef, der samtidig evnede selv at lede og selv undervise i et af de to hovedfag – strategi eller operationer. Fra 2002 blev kursuslederen reduceret til blot at være koordinerende forvalter af autonome bidrag fra institutterne. Denne organisationsudvikling skabte sammen med den stadig svagere faglige ballast og det stadig lavere professionelle engagement hos den voksende militære lærergruppe, en flok uniformerede, der var så let at vildføre med luftspejlingen af et akademisk diplom, som det var for børnene i Hameln at følge fløjtespilleren.

Hovedkraften i afprofessionaliseringen blev fra 2002 den i København statskundskabsuddannede Ole Kværnø, der som den første ikke-militære leder af stabsuddannelsens strategi-del og i de senere år fra den nye stilling som akademiets “dekan” stod for akkrediteringen, dvs. tilpasningen af officerernes videregående uddannelse til, hvad ufaglærte uddannelsesbureaukrater kunne genkende. Annemette Ruth fik stillingen som Kværnøs kollega som chef for Institut for Ledelse og Organisation, indtil hun i 2005 med udnævnelsen til kommandør blev chef for Policy- og Rådgivningsafdelingen i Forsvarets Personeltjeneste, og herfra kunne retlede akkrediteringsforløbet.

Det var et centralt krav akkrediteringsforløbet, at uddannelsen i fremtiden skulle være forskningsbaseret, dvs. som udgangspunkt, at den eksisterende uddannelse i karakteren af krig, krigsførelse, andre typer operationer, føring og management i krig og krigsforberedelse, nuklear og konventionel afskrækkelse, militær-politisk samarbejde samt professionel operativ og strategisk analyse skulle gives af forskere, dvs. i princippet akademikere med ph.d.-grad.

Problemet var, at sådanne folk fandtes ikke i Danmark, fordi disse emner blandt danske akademikere kun havde interesset en håndfuld historikere, der ikke ønskede at gøre sig relevante ved at søge at generalisere.

Nu kunne cheferne for Forsvarsakademiet i de femten år efter 2002 havde vist rettidig omhu og fastholdt under henvisning til udlandet, at de ovenfor nævnte emner også skulle indgå i den fremtidige videregående officersuddannelse i Danmark.

Derefter kunne man have sikret forskningsbasering ad to parallelle veje: For det første ved at søge kræfterne fra udlandet og for det andet fastholde, at det for rene militære fag ikke var en ph.d., men en kombination af en inspirerende tjeneste som chef, demonstreret analytisk virksomhed og et udenlandsk “War College”-kursus.

Denne rettidige omhu blev ikke vist, og Forsvarsakademiet opgav i stedet professionalismen og søgte taknemmeligt, hvad de danske teoretiske statskundskabsinstitutter kunne levere. Undervisningen blev forskningsbaseret, men militært set irrelevant.

Virkningen af akkrediteringsprocessen blev, at man fra omkring 2010 fjernede uddannelsen i at analysere militære opgaver og problemer med henblik at kunne opnå helhedsforståelse. Dermed forsvandt officerernes evne til at give ansvarlig rådgivning og implementere organisationsudvikling i en militær organisation. Dette skal ses i sammenhæng med, at ingen officerer i mere end tyve år har fået praktisk erfaring med at planlægge større konventionelle forsvarsoperationer over bataljonsniveauet, endsige med at gennemføre forberedelserne til disse. Højere hovedkvarterer har fået for vane styret af inerti og som beskæftigelsesterapi at gennemføre absurde drejebogsstyrede papirøvelser med ikke eksisterende styrker ubundet af virkelighedens terræn, logistik og potentielle modstandere.

Fravalget af officersuddannelsernes vægt på evnen til professionel militær analyse og fra 2013 overgangen til HR-principper og rekruttering, der yderligere nedbygger officerskorpsets evne til at tænke militært, er vanskeligt at forklare. Blandt hovedårsagerne er imidlertid nok K-notatets sikre syn på fremtiden, ifølge hvilket Danmarks hær aldrig mere ville komme rigtigt i krig, og Forsvarets formål jo så er hurtigst muligt at stille de rådige ”kapaciteter” klar til USA’s næste strategiløse projekt. Dertil kommer den beskrevne ”funktionærisering” som P83-personelstrukturen accelererede samt Hvidt-tidens ideal om styringsmæssigt at gøre Forsvaret til en produktionsvirksomhed. De officerer, der som Per Ludvigsen, Nils Wang og Bjørn Bisserup ikke blot tolererede disse udviklinger, men accelererede dem, har formet det Forsvar vi har i dag. Som ledende chefer har de stået og står fortsat som garanter for K-notatets syn på krig i Europa som en anakronistisk umulighed, og afviser derfor i modsætning til vores nabolande, USA og NATO, at Rusland skulle være en trussel, og søger at forhindre, at Danmark og Forsvaret reagerer ligesom de nævnte lande har gjort.

Videreførelse af 2003-logikken, men nu med også politisk bevidst ødelæggelse af hæren
The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”.
– John F. Guilmartin, ”Technology and Strategy: What are the limits?”, “Two Historians in Technology and War“, U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994.

Torben Ørting Jørgensen er fortsat tilfreds og stolt over det bidrag han og Per Ludvigsen ydede til dansk Forsvar med K-notatet. De havde hermed lagt op til den i situationen rigtige reform, og havde derefter fulgt idéerne til dør under gennemførelsen af 2004-forliget. Det var den efterfølgende anvendelse af Forsvaret, der skabte senere problemer, herunder først og fremmest den store reduktion af forsvarsbudgettet. Det, der nu skete, havde efter Ørting Jørgensens opfattelse intet at gøre med reformatorernes hensigt.

Nu var det imidlertid sådan, at udgangspunkt og startstruktur for, hvad der skete, da Hærens kamptropper kom hjem fra Afghanistan faktisk var 2004-strukturen, hvor grundpræmissen var, at der ikke eksisterede en krigsrisiko i de efterfølgende ti år, hvorfor der ikke var behov for reserveenheder, materiel til disse og uddannelse af værnepligtige til bemanding af dem.

Den ødelæggende ”perfekte storm”
Fire forhold skabte den perfekte storm efter 2010, der ramte denne struktur, da det blev klart, at Afghanistan-operationerne var under afslutning.

For det første kunne Finansministeriet i oktober 2011 endelig komme igennem med implementering af en klar ”fredsdividende”. Besparelser på 15 % blev meddelt og legitimeret af venstre-forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, og gennemført af den efterfølgende socialdemokratiske minister Nick Hækkerup. Ud over at spare penge skulle reformerne åbenbart fjerne alle de elementer, der gjorde Forsvaret irriterende anderledes end andre styrelser.

Besparelsen blev annonceret på et tidspunkt, hvor Forsvarschefen, general Knud Bartels, var på vej væk fra Danmark for at overtage stillingen som Formand for NATOs Militærkomité. Det fik de tre officerer fra 2002-03-forløbet, der stadig sad i Forsvarets nøgleposter, til at mødes for at fastlægge den “reform” af officersuddannelserne, der derefter ramte Forsvaret. Bisserup var Forsvarsstabschef og ville med Bartels formelle afgang 1. januar 2012 blive fungerende Forsvarschef. Ludvigsen var chef for Forsvarstabens Personelstab og Wang var nytiltrådt Chef for Forsvarsakademiet. Ud over den i lang tid diskuterede samling af de tre værns officersuddannelser under Forsvarsakademiet valgte de tre chefer en vej til besparelser, der både drastisk brød med dansk erfaring for grundlæggende officersuddannelse og forringede denne og endeligt afviklede den gennem årtier møjsommeligt udviklede videregående officersuddannelse, der var blevet svækket efter 2002-rekonstruktionen. De tre officers kortslutning af beslutningsforløbet betød, at den langt mere logiske besparelsesvej aldrig kom på bordet. Den ville have været en reduktion af antallet af kadetter, elever og lærere til behovet sammen med en faglig fokusering af uddannelserne. Men en sådan ville jo have forudsat faglig indsigt snarere end den lettere arrogante forkastelse af det ikke forståede eksisterende.

For det andet kulminerede New Public Management-standardiseringen derfor med annullering af Forsvarschefens myndighed og ansvar for Forsvarets aktiviteter. Måske fordi man ikke så grund til at bevare et entydigt ansvar for militære aktiviteter i det altid fredelige Europa, når Danmark så eftertrykkeligt havde brændt fingrene på først-ind ideen i Irak og Afghanistan.

Forsvarschefen blev med reformen i 2013 nu blot en officer, der meldte sig frivilligt til i nogle år at sælge det, som den nu egentlige helhedsansvarlige embedsmand, Departementschefen, bestemmer. Det var herefter ret ligegyldigt, om Forsvarschefen havde en faglig kompetence og erfaring og personlig pondus, der i den tidligere struktur ville have givet ham mulighed for med vægt at rådgive regeringen samt pligt til at give denne rådgivning.

For det tredje havde forsvarspolitikerne lært på den hårde måde, hvad det koster at ville levere mere end symbolsk tilstedeværelse ud over penge:

a) Invalider og psykisk kampskadede, det var vanskeligt at få indpasset i kommunernes socialsystemer.

b) Lokale tolke, der med livet som indsats havde hjulpet danskerne, og som man nu helst ville glemme og overlade til deres skæbne, fordi også de og deres nærmeste var muslimer.

c) Uautoriserede publikationer som i “Jægerbogssagen“, der kostede forsvarschefen stillingen. (Dette på trods af, at det var den daværende departementschef, der på trods af rådgivning fra forsvarsstabschefen Bisserup opmuntrerede ministeren til at dumme sig i Folketinget.)

d) Juridiske skandalesager, der i deres essens var en følge af, at man ikke havde villet være en besættelsesmagt, men gerne ville hjem hurtigst muligt, hvilket betød, at man måtte lade den lokale ordensmagt måtte optræde nogenlunde, som de plejede. Presse, jurister og politikere var enige om at ignorere denne realitet, fordi den både krævede klar tanke og moralsk mod at se i øjnene og forklare befolkningen. I stedet tørrede man problemet af på de udsendte officerer og hjemlige kommandochefer og deres stabsofficerer.

Som en ledende landspolitiker fra Partiet Vestre gjorde klart under anonymitet, ønskede forsvarspolitikerne på baggrund af disse tragiske, uheldige og politisk ubehagelige sager op til 2013-forliget at afslutte deres aktivistiske anvendelse af Hæren. Perioden blev nu lukket med en årlig parade og monumentet i Kastellet.

Men lad os lige se på de fire problemer a) til -d), der rystede og frustrerede politikerne. Alle var reelt fuldt ud forudseelige og ville være blevet erkendt i en systematisk professionel forhåndsanalyse med gennemspilning af mulige forløb. Analysen kunne løbende være blevet opdateret, efter at problemer blev forværret pga. udviklingen i missionsområdet eller hjemme i Danmark.

Problemerne a) og b) krævede kun professionel grundviden henholdsvis den minimale indenrigspolitiske tæft, som forventes af enhver embedsmand i Danmark i ministerier og centrale styrelser.

Problemerne c) og d) kræver derimod en kombination af militær og juridisk viden i både Forsvarsdepartement og Forsvarsstaben. I departementet, der traditionelt har været bemandet med en kombination af jurister og officerer, var den policy- og rådgivningsansvarlige topembedsmand fra 2004 til 2008 Chefen for 1. Afdeling, Bjørn Bisserup. Derefter overtog han som Chef for Forsvarsstaben et tilsvarende ansvar over for Forsvarschefen, hvilket jo også sås i “Jægerbogssagen“. Ansvaret for policyrådgivning og -planlægning i Forsvarsstaben var i perioden fra 2003 placeret i Planlægningsstaben, hvis chef som nævnt var Per Ludvigsen, der i denne forbindelse var velforberedt, da han jo havde kombineret sin militære baggrund med en juridisk embedseksamen. Fra 2005 bevarede han rollen som Forsvarsstabens ledende policyrådgiver, men nu som Chef for Koordinationsstaben.

General Ludvigsens britificeringsprojekt
For forståelse af udviklingen siden 2010 er det afgørende at fokusere på nu viceforsvarschef Per Ludvigsen og det forhold, at han i slutningen af 1980’erne ikke gennemgik den danske videregående officersuddannelse, men derimod den britiske hærs stabskursus. Det var umiddelbart før, at han parallelt med tjenesten som taktiklærer på Forsvarsakademiet gennemførte jurastudiet.

I de seneste år har han bevidst søgt at indføre den britiske model for officersuddannelse i den danske hær. I første omgang ved at afløse P83-ordningens grundlæggende officersuddannelse med rekruttering via praktisk tjeneste og demonstrerede lederevner med den nuværende, hvor en ofte irrelevant teoretisk universitetsgrad er forudsætningen.

I anden omgang, op til 2017-forliget, ved at overlade til enhederne at uddanne de unge premierløjtnanter til kaptajner ved såkaldt “sidemandsoplæring”, som er en fattig dansk erstatning for den britiske læring ved kontant gruppepres fra ældre kolleger og tvungen mentoring fra underofficerskorpset.

Kopieringen ignorerer – bevidst? i uvidenhed? – nogle helt fundamentale forskelle mellem de britiske og danske hære, som gør øvelsen til et bedste fald risikabelt eksperiment.

Den britiske hærs “regimenter” er med deres hjemmegarnisoner stadig bevidst lukkede samfund med personellet – selv familier – indkvarteret på kaserneområdet. Som det vises på diverse TV-serier, er det lukkede samfund, hvis disciplin- og retsforhold bevidst afviger fra det omgivende samfunds.

Det er der en god grund til. Den britiske hær har selv i hjemlandet opgaven at fungere som et gendarmeri og om nødvendigt strejkebrydere. Internt afspejler regimentet stadig en blanding af klasse og paternalistisk kultur, hvor den unge officer formes og uddannes fra to sider.

Det sker for det første gennem pres fra de ældre officerer i korpset af løjtnanter og kaptajner, hvor ansvaret ligger hos den ældre kaptajn, “The Adjudant“, der over for chefen er ansvarlig for at oplære den unge officer til at opføre sig som en sådan.

For det andet “uddannes” officeren i tjenestens praksis af sin delings ofte særdeles erfarne sergent, der bakkes op af den anden af regimentchefens primære hjælpere, den ofte ærefrygtindgydende dygtige “The Regimental Sergeant Major“. Den danske hær har ikke disse vilkår og roller.

For hundrede år siden havde den danske hær et fast underofficerskorps, der kunne sammenlignes med det britiske. Det blev konverteret til “officiantgruppen” i 1923-hærordningen med hjælp fra den tidligere forsvarsminister Peter Munch i et opgør med det daværende danske klassesamfund.

Officiantgruppen blev senere “Specialofficerer”, så “Officer af B-linjen” for med P83 at blive integreret i det nuværende Enhedsofficerskorps. Vi har i 1980’erne igen fået et fast befalingsmandskorps, men i modsætning til den kasernerede amerikanske hær efter Vietnam har Danmark ikke kopieret det britiske system. I rammen af de ledelses- og omgangsformer, der har præget Forsvaret og det øvrige Danmark siden 1970’erne, ville dette også være anakronistisk og uantageligt.

Indtil 1970’erne var de yngre danske officerer indkvarteret på kaserne eller i hvert fald i garnisonen, og herigennem udsat for en mildere form for det opdragende gruppepres, som er en central del af det britiske system. Tre forhold har nu totalt ændret den daværende situation.

For det første betød misundelsen blandt civile embedsmænd over bl.a. officerskorpsets adgang til billige tjeneste- og lejeboliger, at disse efterhånden blev afhændet, senest Rigensgade Kaserne.

For det andet var det i hele tiden efter 2. Verdenskrig et bevidst socialdemokratisk og fra 1973-forliget bredt politisk ønske, at officerskorpset, ja hele Hæren, skulle ud og integreres i samfundet. Man opfattede den tidligere ghetto-lignende situation som usund i et demokrati.

Endelig, for det tredje, betød den hurtige reduktion af garnisonerne sammen med det ændrede familiemønster og mindre mulighed for at flytte til tjenestestedet, at enhedernes personel i dag kommer fra et stadigt større geografisk område.

De vilkår, der lige nu fortsat eksisterer i et britisk regiment for at forme og uddanne unge officerer, forsvandt gradvis fra den danske hær igennem det 20. Århundrede, da den tilpassede sig det omkringliggende samfund under politisk vejledning og mildt pres.

Britificeringen af officersuddannelserne i disse år er fejlplaceret i tid og rum, en mærkelig anakronisme, der dækkes ind under, at der er tale om besparelser.

At der var behov for at reformere P83-ordningen, har som beskrevet været indlysende fra starten. Men besparelserne kunne være opnået uden det brud med de bedste elementer fra den danske fremgangsmåde, der nu er gennemført og forbundet med New Public Management-rammens pligt til at forholde sig positivt uvidende og ukritik til “innovationen”.

Det skal i øvrigt nævnes, at den britiske model er under direkte pres i hjemlandet, fordi Forsvarsministeriet i London nu frasælger garnisonernes kvarterer for at tjene penge.

Ledelsen fra broen
I alle de afgørende år i Irak og Afghanistan, var det de samme to officerer, Ludvigsen og Bisserup, der på Forsvarets “bro” havde ansvaret for at forudse problemer og foreslå “kaptajnen” den kurs, der skulle udstikkes. Men da det efterfølgende havari skete langsomt, blev der ikke gennemført “søforhør” eller pålagt ansvar.

Det er nemlig umoderne og i modstrid med New Public Management at pålægge eller tage fagligt ansvar som embedsmand. Det kan man jo ikke, når faglighed og den medfølgende mulige evne til at forudse virkninger af beslutninger er fravalgt som relevant for ledelse. Hvad der skete, var derfor uforudseeligt for lægmænd, herunder politikere og selv-afprofessionaliserede militære chefer. De kunne dog forstå, at man kunne undgå tilsvarende problemer i fremtiden ved at nær-nedlægge det værn, Hæren, der var skyldigt i den politiske forlegenhed.

Opgaven med at tilpasse Forsvaret efter Afghanistan påtog Bisserup og Ludvigsen sig så som de gode, proaktive embedsmænd de var: Ludvigsen nu som den projektansvarlige i rollen som den ufleksible og politisk blinde Rokos’ afløser som Chef for Hærens Operative Kommando. Her sluttede oberst Hans-Christian Mathiesen sig igen til 2003-gruppen, først som Ludvigsens stabschef og senere som chef for den nye hærstab, da Ludvigsen blev placeret i stillingen som viceforsvarschef.


Annemette Hommel-sagen og Armadillo-dokumentarfilmen satte de ikke gennemtænkte elementer i Irak- og Afghanistanoperationerne på spidsen – og viste derigennem både nogle reelle konsekvenser af “K-notatet” og dets professionelt overfladiske karakter

Det er på dette grundlag af flugt fra ti års indsættelser både logisk og naturligt, at den såkaldte ”Budgetanalyse”, besparelseskataloget op til 2017- forsvarsforliget, foreslår at fjerne den vanskeligt og dyrt opbyggede evne til at imødegå vejsidebomber.

Analysedokumentet er som alle tilsvarende dokumenter fra de sidste tre årtier udarbejdet i rammen af et civilt rationaliseringsfirma, der er helt afhængigt af Forsvarets faglige input for at vejlede resultatet. Vejledningen i dette tilfælde har været at optimere uden hensyn til andet end rene fredstidsforvaltningsbehov. Forsvarsledelsen vidste øjensynlig stadig med sikkerhed, at rigtig militær indsats, dvs. i krig, aldrig mere bliver nødvendig.

Men for Per Ludvigsen er alt dette nu uden relevans, da han efter det gode samarbejde med det afaglige konsulentfirma om at spare endnu en milliard fra Forsvarets allerede nødlidende og demotiverede dele opnåede ansættelse som seniorrådgiver i Struensee & Co ved sin pensionering. Så er han klar til at fortsætte sin virksomhed for Forsvaret eller andre offentlige myndigheder, næret af sin sikre fornemmelse af, at han har ret, og at alle andre er sentimentale og bagstræberiske middelmådigheder.

Ludvigsen følger i øvrigt med hensyn til virksomhedetisk niveau i sporene på den venstre-forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, der i 2010-11 på vegne af den nuværende statsminister og daværende finansminister, nu forsvarsminister, lagde op til dramatiske besparelser på forsvarsbudgettet. Det var besparelser, som derefter blev gennemført af hendes socialdemokratiske efterfølgere sammen med ødelæggelsen af Forsvarets faglige enhedsledelse og officersuddannelserne. Bech lod sig kort tid efter sin ministertid ansætte som lobbyist i kommunikationsfirmaet “Advice” for at påvirke det beslutningsforløb i jagerfly anskaffelsen, hun kendte fra sin ministertid.

Militæret, der er operationsklart til evig fred
At de traumatiske problemer i Irak og Afghanistan synes at være kommet overraskende, kan kun have to forklaringer. Den ene er, at den uniformerede sagkundskab har været så fagligt uvidende, at problemerne ikke blev erkendt på forhånd. Den anden mulighed er, at den politiske forhånds- og beslutningsdialog om problemerne med sagkundskaben var så defekt, at politikerne ikke blev orienteret om problemerne, eventuelt fordi de ikke ville modtage ubehagelige informationer. Det er bl.a. derfor, en grundig kortlægning af det forløb, der førte til de alvorlige tab, egentligt fortjener at blive udført.

Alle disse problemer kan undgås i fremtiden, håber man, hvis danske styrker som i Libyen kun kaster bomber. Og når man aldrig igen skal have landstyrker på jorden, er det logisk yderligere at nedbygge Hærens evne til at bidrage til konventionel krisestyring og konfliktforebyggelse. I 2017 er det besluttet at sælge Stinger-nærluftværnssystemet til Letland. Det var en af de kapaciteter, som man endeligt fravalgte i 2009 i aldrig-mere-krig optimismen, og som har ligget på lager siden. Det var året efter, at Rusland havde invaderet Georgien, men det var langt væk, og det lille land havde jo provokeret sin store nabo.

Med dette salg vil det bliver både vanskeligere, dyrere og mere tidskrævende at genetablere det minimale selvforsvarsluftværn, som er en forudsætning for enhver indsættelse af landstyrker i et område som Baltikum, hvor der eksisterer en trussel fra fly, helikoptere og droner.

Forsvaret har i sikker forventning om, at Hærens enheder aldrig mere kommer i konventionel kamp, som rationalisering afskaffet det radiosystem, der havde en vis mulighed for at overleve på en kampplads. Erfaringer fra Østukraine viser, at det nuværende satellitbaserede signalsystem i den korte periode, det varer, indtil det slås ud, vil være livsfarligt for operatørerne. Derefter vil al forbindelse mellem enhederne i en udsendt dansk hærenhed være afbrudt.

Den politiske vilje til igen at udsende hærenheder til egentlig kamp på fjerne steder, var opbrugt i 2010, og kommer næppe igen i forudsigelige situationer. Hvis luftbombardementer som i Libyen senere skabte problemer med statsopløsning og flygtningestrømme, var det ikke vores ansvar, for hvordan kunne vi dog have forudset det? Selv flådens indsats mod pirater havde skabt problemer, hvis og når piraterne kom ombord på vore skibe.

Tiden efter hjemtagningen af kampenhederne betød, at der efter 2013 blev ro til formelt at gennemføre nedlæggelsen af den gennem 150 år opbyggede videregående professionelle officersuddannelse. Processen havde som nævnt været på vej siden Hvidt-perioden. Da der ikke ville blive krige igen, der krævede professionel viden om virkeligheden og om behov i kamp, var officerers militære faglighed overflødig. Der var ikke længere behov for folk, der kunne rådgive med ansvar, udvikle og uddanne militære styrker og lede operationer på grundlag af systematisk analyse af egne, allierede og modstandernes handlemuligheder over skibs-, fly- eller kompagniniveau. Derfor kunne videregående officersuddannelser sløjfes, forkortes og omdannes til fjernunderviste minikurser i hovedsageligt civile management- og politologteorier.

Erasmus Montanus som rollemodel
Evnen til at gennemføre systematisk analyse på grundlag af faglig indsigt var i øvrigt helt irrelevant i rammen af den civile statsvidenskabelige akkrediteringsproces, der så videnskabelighed som værende lig med kendskab til teorier og evnen til sofistikeret teoretisk eksegese. I forhold til den militære professions behov er teori-eksegese som Erasmus Montanus-optræden under artilleribeskydning. Det, som nu indlæres på Forsvarsakademiets videregående officersuddannelser, er kun lidt mere relevant for løsningen af et komplekst militært problem, end diskussionen af antallet af engle, der kunne sidde på et knappenålshoved, var for at komme i himlen.

Det blev Nils Wang, der som Chef for Forsvarsakademiet fra 2010 kom til at stå som overordnet ansvarlig for afskaffelsen af den nu overflødige konventionelle militære kunnen, men som tidligere beskrevet var udviklingen allerede på vej som følge af den ukritiske omfavnelse af New Public Management, som general Hvidt havde indledt, og som ramte Forsvarsakademiet i begyndelsen af nullerne. Som nævnt og beskrevet blev resultatet af “reformen” af den videregående officersuddannelse, at Danmark brød med al erfaring fra 150 år og skabte en substansløs uddannelse, der fjernede officerskorpsets evne til at udvikle de danske militære styrker ud fra en forståelse af, hvad de skulle kunne, som burde være professionel rådgivning og evnen til at lede militære indsættelser.

Nu forsøger Danmark at sælge sin fagundergravende “danske model“til udlandet.

Lad mig illustrere, hvad man letsindigt fravalgte ved at fjerne Forsvarschefens professionelle tyngde og ansvar i forhold til regeringens ledelse: Det bedste nyere danske eksempel på effektiv politisk-professionel dialog om et akut militært spørgsmål er forsvarschef er general Lyngs rådgivning af regeringen Poul Nyrup Rasmussen under krigen i Bosnien i 1993. Rådgivningen sikrede, at danske styrker ikke blev sendt til Srebrenica-enklaven for at beskytte denne, men til Tuzla-enklaven sammen med svenskerne, og Lyng bidrog til at FNs og civile eksperters modstand mod, at styrken fik rådighed over kampvogne, blev ignoreret. Senere, før man sendte kampvogne til støtte for styrken i Helmand-provinsen, gentog civile eksperter deres teoribaserede modstand med det argumentet, at kampvogne ville optrappe konflikten i missionsområdet. Ingen civile rådgivere er kvalificerede til at gennemføre den analyse, som militær rådgivning forudsatte, og i modsætning til Lyngs kan deres rådgivning aldrig være ansvarlig.


Som følge af general Lyngs professionelle analyse og rådgivning af regeringen, blev det ikke danske styrker, der stod her i Srebrenica, da det gik så galt i 1995

Da den perfekte storm ramte Forsvaret, blev Hæren de facto straffet for den politiske belastning og forlegenhed, den føltes at have forvoldt politikerne i de forløbne ti år. Værnets struktur blev beskåret til niveau, hvor den ikke kunne gøre noget tilsvarende ondt i fremtiden. Det blev reduceret til tre såkaldte ”battle groups”, dvs. bataljonskampgrupper, hvor hver dog reelt er en lille bataljon uden evne til at løse nogen som helst militære opgaver ud over tilstedeværelse en kort tid i et fjendefrit operationsmiljø (et såkaldt “permissive environment“). Styrkens uanvendelighed blev forstærket af de fravalg af ”kapaciteter”, som skete i forlængelse af K-notatet. Man byggede ikke styrkerne op omkring stærke bataljoner, med en alsidig kommunikationsenhed, selvstændig ildstøtte, et efterretningsled, alsidig logistik, sanitetsled, helikoptere, militærpoliti og ingeniørelementer m.m. Den styrke på mindst 2000-2500 soldater, som normalt benævnes en ”battle group”, er i Danmark omkring 960 soldater, hvis og når kampgruppen formeres ved samling af dens forskellige, spredte stumper.

De fleste af de elementer, der skulle gøre kampgruppen egnet til indsættelse, blev fra 2013 centraliseret i værnsfælles elementer, som blev reformeret for at opnå en besparelse. Det skete på bekostning dels af dyrekøbt erfaring, dels af egnetheden til at støtte og samvirke tæt med enhederne fra bataljonen, der udgjorde kampgruppens kerne. Man havde dermed skabt en hærorganisation, der hverken er meningsfuld i en konventionel forsvarssituation, som man havde besluttet ikke kom, eller i en lidt længere varende og lidt krævende interventionsoperation.

I disse år kan man anvende resthæren som en pulje af rådgivere og instruktører. Det er dog kun meningsfuldt så længe, man stadig har folk med erfaring og ekspertise fra indsatsen på Balkan, i Irak, Afghanistan og Mali. Denne ”kapital” af erfarne soldater er af naturlige årsager snart forbrugt, når de forsvinder og afløses af folk, der i den nu stavnsbundne hærrest ikke længere får relevant erfaring.

Indledningen til 2012-forligsforhandlingerne var udgivelsen Center for Militære Studiers ”En analyse af vilkår dansk forsvarspolitik – strategiske valg 2012”. Centrets analyse var en ordrig, tilforladelig, illustreret politologisk skitse uden reel faglig analyse af de scenarier, der blev løst beskrevet.

Forsvarsudvalgets seminar i september 2012
Den løse karakter af analysen betød, at Folketingets Forsvarsudvalg valgte at gennemføre et seminar i september 2012, hvor de tre værn kunne fremlægge deres syn på det fremtidige forsvarsforlig. Også Chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, var inviteret, med arrangørernes forventning om, at han ville bruge sin taletid til at kommentere de omfattende reformer af officersuddannelserne, der tegnede sig.

Dette gjorde Wang ikke, han anvendte sin taletid til at forstærke presset for nedbygning af Hæren. Han ignorerede i forlængelse af ungtyrkerprojektet ti år tidligere helt muligheden af, at forsvar og afskrækkelse nogensinde skulle blive relevant igen. Nu var det jævnfør kontreadmiralen allerede således, at bataljonskampgrupper var den største relevante hærenhed, og i fremtiden ville blot kompagnier være tilstrækkeligt. Som hvis det havde været et indlæg fra en af de civile ”eksperter”, var Wangs konstateringer ikke knyttet til klare scenarier. Han undergravede derigennem Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, hvis indlæg overfor politikerne i forvejen var svækket af generalens ringe situationsfornemmelse for at der ikke var opbakning til flere operationer som i Afghanistan. Disse modsætningsforhold og Wangs indlæg uden for sit ansvarsområde opstod på trods af, at alle indlæg angiveligt på forhånd var godkendt at forsvarschefen, Peter Bartram.

Man har ikke længere officerer, der grundigt, alsidigt og på grundlag af en kombination af erfaring og studier kan samarbejde på tværs af værnene om at gennemarbejde et militært problem og prøve mulige løsninger ved simuleringer og spil. Det forhold, at Danmark brændte sig alvorligt på Irak og Afghanistan, betyder, at den herefter næsten udslettede danske hær efter 2015 kun kan levere symbolske, Dannebrogsmarkerede småstyrker og enkeltpersoner og holde vagt ved de kongelige slotte samt hjælpe politiet.

Der var og er ingen erkendelse af, at mange af problemerne før og i Irak- og Afghanistanoperationerne, var fremkaldt af en manglende politisk-militærfaglig dialog, og af den som følge af manglende politisk interesse pinligt overfladiske opgaveanalyse på den militære side. Den ukritiske accept af en indlysende usund amerikansk plan for Irak-operationen er allerede nævnt. Med hensyn til Afghanistan erkendte man ikke, at den danske indsats i Afghanistan set i retrospekt virkede mere som en blanding af på den ene side konventionelle operationer med angreb og forsvar af terræn og på den anden side opfyldelse af produktionsnormen for patruljevirksomhed. Helmand-indsatserne blev en cyklus der gentog sig hvert halve år, og ikke et forsøg på at optræde i overensstemmelse med de gentagne gange bekræftede principper for oprørsbekæmpelse. Det var en optræden, der gjorde den danske indsats så forudseelig, at Talibanstyrkerne i stor udstrækning kunne forberede deres indsats.

Officerernes uddannelse og ansættelse efter 2013
Reformindsatsen rettet mod officersuddannelserne og officerernes ansættelsesform havde fra 2013 åbenbart tre mål:
For det første det meget naturlige mål at spare penge, hvilket var rimeligt, når forsvarsbudgettet blev drastisk reduceret.

Reelt er det dog tvivlsomt om der er sparet noget. Personellet er det samme, blot endnu ældre og spisende en endnu større andel af forsvarsbudgettet.

For det andet skulle reformerne gøre det lettest og billigst muligt at slippe af med officererne i forbindelse med fremtidige besparelser.
Det virker derimod fremragende, idet det yngste og militært set mest kapable og operativt relevante personel forlader forsvaret i stort tal.

For det tredje blev indsatsen for at nedbygge den professionelle videregående uddannelse optimeret, så officeren i dag optjener ECTS-point til et akademisk diplom med en kort og rodet modul-uddannelse, der hverken giver civilt eller militært relevante kompetencer. Den tidligere særlige militære professionsuddannelse i systematisk militær analyse på operativt og strategisk niveau, et centralt element i det nu nedlagte stabskursus, blev fjernet bl.a. fordi den ikke kunne opnå civil akademisk akkreditering, dvs. ikke forstås af amatører. Erstatningen, den overfladiske Master i Militære Studier, er et fjernundervist rodsammen i teorier, som civile universitetsansatte ”militæreksperter” og konsulenter anvender som grundlag for deres analyser og i deres aldrig ansvarstyngede rapporter og anbefalinger.

Officererne havde derudover som beskrevet allerede gennem i de foregående tyve år mistet mulighederne for at opnå praktisk erfaring med forberedelserne til generelle store konventionelle forsvarsoperationer, som man tidligere havde opnået igennem planrekognoscering, øvelser og faglige drøftelser. Et lille mindretal opnåede dog før 2014 praktisk erfaring op til kompagniniveau under indsættelserne i de små fjernkrige. Som ligeledes nævnt var den professionelle debat, der kunne have givet en andenhåndsviden om disse forhold, hensygnet og undertrykt. Endeligt var officererne efter 2013 uden mulighed for at få den værdifulde praktiske uddannelse gennem tjenesten med egne enheder i international ramme, som havde præget tiden efter Den Kolde Krig.


På vej til at lukke døren i Afghanistan for forsvarspolitikernes grimme oplevelser. Missionsuddannelse før udsendelse tidligt i 2014.

Hæren er næsten helt afviklet, og dens hjerne sygnet hen i en kombination af uvidenhed og selvtilfredshed. Selv hos de allerbedste af de yngre officerer er der ingen forståelse for, at de med reelt monopol på militær faglig viden har et medansvar for at sikre, at politikerne ikke beslutter og handler på endnu svagere grundlag end i de foregående tyve år. Men et resultat af P83-personelstrukturen er, at officerer, som de funktionærer, de er gjort til, ikke længere føler noget generelt professionelt ansvar. Ansvaret for Forsvaret formodes at ligge hos folk i højere lønrammer og med en højere grad. Hvor Forsvarets chefer får den nødvendige indsigt, viden og ansvarlighed fra, er uklart. Det meget store flertal af de over 3000 officerer gør tjeneste langt væk fra praktisk militær erfaring, og typisk i grotesk og skadeligt store stabe.

Den forsvarsbetalte civile udlandsefterretningstjeneste
Samtidig er den formelle afprofessionalisering af Forsvarets Efterretningstjeneste sket. Tjenestens hovedopgave var under Den Kolde Krig at varsle om risikoen for krig, for angreb på Danmark samt for at følge udviklingen af de militære styrker i det vestlige Sovjetunionen, Polen og DDR. Dette blev i løbet af 1990’erne hurtigt irrelevant, og fokus blev snart truslen mod de udsendte danske styrker i eksisterende og mulige operationsområder. Efter 2000 måtte der opbygges en ekspertise, der kunne dække indsatsen i Mellemøsten, Centralasien og Afrika. Den stærke militære bemanding, FE tidligere havde til at analysere truslen og varsle, ansås for irrelevant, og tjenesten blev derefter præget af dens civile akademiske analytikere. Tidligere havde tjenestens civile analysekomponent primært haft til opgave at støtte den militære varsling gennem analyse af den politisk-økonomiske udvikling i Sovjetunionen. I 2010 skete det formelle skift, da tjenesten for første gang fik en civil akademiker, en tidligere diplomat, som chef i stedet for en officer. Senere skiftede fokus snart yderligere væk fra militære forhold til efterretningsvirksomhed i udlandet for at forebygge terror i Danmark samt imødegå cybertruslen mod landet suppleret af politologiske godkøbsbetragtninger om fremtiden.

Selv om man skulle beslutte at genopbygge en militær analyse og varslingskapacitet er dette ikke muligt, for der ikke længere er danske officerer med en baggrund og erfaring, der gør dem i stand til at gennemføre en strategisk analyse af f.eks. situationen i Østersøområdet. Det militære personel, der er efterladt, er typisk tekniske specialister af fra seniorsergent- til majorgrad med en dyb ekspertise på et snævert område.

Men de bredere stabsuddannede analytikere savnes, og ingen kan indplacere udviklingen på hvert af specialfelterne i en bredere militær sammenhæng – taktisk, operativ, strategisk og ikke mindst geostrategisk – ud fra både en generel militær praktisk erfaring, militæranalytisk rutine og vedkommende analyseelements langvarige observation af russisk militær historie, tænkning og kultur. For at bedømme russisk potentiale, tilbøjelighed og risikovillighed må denne analyse – som tidligere i tjenesten – kobles sammen med analysen af den politiske og økonomiske udvikling, men den kan ikke som nu undværes.

Men hvis analysen ledes eller gennemføres af rent statskundskabsuddannede, hvis uddannelse og fantasi ikke rækker til at forestille sig, at fremtiden også kan indeholde andet end “Nye krige”, og som derfor afviser relevansen af også at gennemføre en operativ og geostrategisk analyse, så diskvalificerer man sig til at forstå bl.a. Rusland. En sådan optræden svarer til, at en billist for ikke at blive forvirret af ting, han ikke forstår, vælger at køre med briller, der giver både tunnelsyn og farveblindhed.

Som man kan læse ud af tjenestens besværgende, men uargumenterede offentlige Risikovurdering fra 2016, synes stringent strategisk analyse af Danmarks strategiske situation ikke længere mulig.

Den ovenfor beskrevne afvikling af officerers kombination af grundlæggende uddannelse, relevant praktisk tjeneste og videregående analytisk uddannelse fokuseret på faktiske militære handlemuligheder gør, at det vil tage tid for Efterretningstjenesten at genskabe evnen til realistisk forståelse den regionale militære situations ”balance” og dennes konsekvenser. Dette selv om det usandsynlige skulle ske, at man igen finder og placerer en egnet officer som tjenestens chef.

Forsvaret uden en egentlig militær rolle
Virkningerne af bl.a. de nu gamle ”ungtyrkers” virksomhed og deres fortsatte rolle er, at Danmark hverken kan eller vil bidrage til Østersøområdets sikkerhed. Vi er efter deres opfattelse så små, at vi ikke kan eller vil bidrage, dette på trods af den reelle kombination af befolkning og økonomisk styrke giver landet et militært potentiale som Finland og Norge og langt større end de baltiske landes.

The comic image of the ostrich that hiding its head

På trods af, at Danmark under Den Kolde Krig i meget høj grad nød godt af allieredes hjælp, er vi ikke parat til at give meningsfuld hjælp til de nu udsatte baltiske stater. Med deres sikre viden om fremtiden besluttede disse officerer, at militær professionalisme over arbejdslederniveau var irrelevant. Nu kan hverken de eller andre gennemføre en simpel analyse af behovet.

Vi kan nu blot håbe på miraklet, at tidens negative udvikling vender, så den umiddelbart mest tydelige trussel blot er på IT-sikkerhedsområdet. Hvis ikke, er det desværre nok nødvendigt at søge robust faglighed fra udlandet igen, som man gjorde midt i 1950’erne, da det nye danske flyvevåben opgav selv at skabe en brugbar organisation. Ophobningen af organisatoriske og aktivitetsmæssige tåbeligheder og tomt resurseforbrug gør dog, at den militære re-fokusering vil blive oplevet som ekstrem smertefuld og urimelig, herunder ikke mindst fordi det militære personel efter 35 år på vej den modsatte vej igen skal tilpasses den militære professions vilkår, og ikke længere omvendt.

1940 og 1945 i forhold til nu

Dengang Hæren var både større og mere professionelt motiveret end nu: Element af Beredskabsstyrken i Sønderjylland den 9. april 1940 og ankomsten 5. maj 1945 af brigaden, kernen i den nye danske hær, til Helsingør Havn.

Man havde dengang en veluddannet og i forhold til nu fuldt rådig beredskabsstyrke med veluddannede og stærkt nationalt og professionelt motiverede, veluddannede officerer, hvor mange chefer dog – som nu – var for gamle og manglede mental og fysisk forberedelse til at føre enheder i kamp (som tyskerne konstaterede om den danske hær både under 1. og 2. Verdenskrig). Krigsstyrken var langt fra tilstrækkeligt, men udrustningen var efter de forbedringer fra efteråret 1938 på niveau med eller over gennemsnittet i den tyske hær, der jo var domineret af fodmarcherende og hestetrukne enheder.

Selv den langt mere kritiske situation fem år senere, den 5. maj 1945, hvor hæren havde været opløst i 21 ½ måned, var bedre end den nuværende. Det skyldtes først og fremmest den stærkt motiverede, bredt kampuddannende, stærke og afbalancerede brigade, der landede i Helsingør og sluttede sig til Modstandsbevægelsen og dennes ventegrupper. Sammenlignet med Den Danske Brigade i Sverige er den nuværende danske hær en svag og løs struktur, hvor kun antallet af officerer er markant.

Lidt om ærlighed
Jeg vil afslutte med at provokere mine forsvarsvenlige læsere ved at rose den radikale leder, Danmarks indenrigs-, forsvars- og udenrigsminister Peter Munch. I hele perioden fra foråret 1905 indtil Besættelsen gjorde han klart for alle, der kunne læse indenad og ville acceptere det mærkelige budskab, at han betragtede en anvendelse af den danske hær i en forsvarskamp mod en invasion som en national ulykke. Det var en ulykke, som han ville gøre alt, som han havde i sin magt for at undgå. Det kunne man være uenig i, men man kunne ikke anklage Munch for at skjule noget væsentligt. Som forsvarsminister og senere fra positionen som udenrigsminister arbejdede Munch fra 1913 til 1940 for at nedbygge værnenes styrke og beredskab, så de ikke kunne skade Danmark ved at kæmpe.

En sådan konsistens og åbenhed findes ikke mere …

…. bortset i det parti, hvor Munch for godt 112 år siden definerede den forsvarspolitiske linje. Her markerer partilederen Morten Østergaard i dette 2017-efterår, at man stadigvæk er fast i troen på, at dansk militær i hvert fald ikke skal bidrage til forsvarskamp for Danmark eller allierede.

Militæret må kun have en rolle i vores indsats langt væk mod nød og uret. Når nu flertallet af politikerne, ja selv Forsvarsledelsen, endeligt har erkendt det, som De Radikale hele tiden har sagt, nemlig at dansk militær indsats kun skal være symbolsk, er det da bedre at anvende pengene i “Freds- og Stabiliseringsfonden” end på krudt og kugler. Det er så indlysende rigtigt, at man måske kan hente vælgere tilbage fra “Alternativet“.

Nu har vore 2003-ungtyrkere sammen med Finansministeriets standardiseringsfundamentalister diskret, men efter 2013 bevidst, nedbragt Hæren til et så lavt niveau, at værnets størrelse, sammensætning og professionalisme helt forhindrer det i at løse meningsfulde militære opgaver eller danne basis for en genopbygning.

Nu er Hærens situation – uanset sammenligningsgrundlag – kritisk ringe, og vores formelt ansvarlige chefer taler situationen op med management “New-speak“, der opfattes som en grov fornærmelse for de prøvede folk i de resterende enheder. Hvis der er mangler og disse forværres som følge af den ufinansierede F-35-anskaffelse, opfattes dette åbenbart ret ligegyldigt militært set, for der er jo ikke nogen trusler mod Danmark, uanset hvad andre lande og pensionerede koldkrigere som Clemmesen påstår. Og skulle koldkrigeren alligevel have ret, kan og skal vennerne i NATO nok klare det ganske let uden den danske hærs hjælp.

Det bliver de også nødt til.

Både befolkningen og de politikere, der ikke har forstået det endnu, har som vores allierede fortjent at få at vide, at alliancesolidaritet over for frontlinjestater, der har behov for mere hjælp end den nuværende symbolske tilstedeværelse i en turnustjeneste med andre landes bidrag, ikke skal henvende sig til Danmark.

Vi koncentrerer os stadig om så billigt som muligt, pinligt tryglende at deltage i skønhedskonkurrencen foran Det Hvide Hus, for vi ville få alvorlige abstinenssymptomer, hvis vi forsøger andet. At opfatte Rusland som et problem, ja selv at sikre Bornholm, ville også kunne forstyrre Danmarks Arktis-stormagtsdrøm.

Hårdt presset af NATO er Forsvarets politiske og uniformerede ledelse nu blevet tvunget til at anbefale, at man skaber en “brigade” på 4.000, der også skal kunne indsættes i Baltikum. Da det sker ved at samle de tre kampgrupper og tilsætte resten af den resterende hær, er det en næsten substansløs beslutning.

Selv lille Estland og det indeklemte Litauen erkender det enormt udækkede forsvarsbehov ved den over 1000 km udstrakte truede landgrænse, de lange udsatte kyststrækninger på fastlandet og de estiske øer samt de kupsårbare hovedstæder og har erkendt, at behovet kræver etablering af reserveenheder, i begge disse lande både af uddannede værnepligtige og af frivillige hjemmeværnsfolk, i Letland kun af frivillige.

Kulissebrigaden
Ingen andre europæiske NATO-medlemmer kan uden genskabelse af kvantitet og udholdenhed ved reserveenheder bidrage så troværdigt sikring af alliancens østgrænse, at forsvarsevnen har afskrækkende evne snarere end at invitere til kupangreb pga. svaghed. Det skitserede kommende danske brigade signalerer med sin sammensætning, at den på en god dag kan forsvare et rum ved en grænse på op til 20 kilometer i maksimalt 24 timer.

I den militære virkeligheds verden kan de 4.000 ikke uden videre indsættes i et truet område. Bag “brigaden” må der skabes en logistisk, sanitets- og anden hjælpestyrke på anslået mindst et par tusinde soldater, der både skulle støtte brigaden fra dennes umiddelbare bagland og fra det valgte baseområde ved en egnet havn. Som de juridiske specialister nok denne gang vil huske at understrege, skal vi også forberede egen håndtering af mulige krigsfanger. En “brigade” på 4.000 eksisterer kun på paradepladsen og rapporteringsskemaet, ikke i den militære virkelighed.


Det valgte “center of gravity” for dansk Forsvar, der dog i Påsken anvendes til andre aktiviteter.
Normalt vil det ikke være et problem at få plads til hele den nuværende danske hærs mandskab, hvis de stadig kan opstille i kolonner

Hvis vore professionelle lederes var så ærlige som Peter Munch, havde de klart meddelt, at deres læsning af fremtidens behov og den ”kolde tyrker” i Irak og Afghanistan sammen med den problemløse oplevelse af Libyen havde fået dem til at nedlægge Hæren, anvende resterne til hjælpepoliti, afskaffe den militære profession over arbejdslederniveau samt afspist identitetssøgende officerer med et substanstomt uddannelsesdiplom for at minimere eventuelle negative reaktioner. Så kunne de interesserede borgere og udlandet forholde sig til denne virkelighed.

Samlingen af de resterende rester af Hæren i en “brigade” imponerer ingen andre end nogle af vores civile” militæreksperter” og måske et par af deres udenlandske amatørvenner.

Soldater foran synagogen og ved grænsen

Så fandt politikerne og Forsvarsledelsen endelig en opgave til Hæren, som helt lå inden for begrænsningen af deres forsvarspolitiske DNAs rammer efter Afghanistanforskrækkelsen.

Da man ikke ved bedre eller er ligeglade, behandler man hærenheder som puljer af soldater, ikke enheder, hvis værdi afhænger af konstant krævende, praktisk øvelsesvirksomhed. Den virksomhed, der sikrer samarbejdsevne og kompenserer for en personelrotation, der altid undergraver effektiviteten af kontraktbemandede militære enheder i fredstid.

Behovet opstod, fordi samme politikere sammen med de lyse hoveder i ministerierne og innovatorerne i Politiledelsen nu i en årrække har “reformeret”, bureaukratiseret og demotiveret politiet.

For at holde kontrol over budgettet blev det normale ordens- og kriminalpolitiarbejde reguleret som målbar produktion af tilstedeværelse, opklaring, trafikbøder, m.m.

Men så kom ekstraordinære og stærkt personalekrævende opgaver som bevogtning mod terror, symbolsk tilstedeværelse ved grænserne samt bandekrigen, som var og er en åben udfordring af staten og dens magtmonopol.

Det logiske og hensigtsmæssige ville være at konstatere nødsituationen og stille markant flere resurser til rådighed ved ekstraordinære bevillinger, der kunne gøre det muligt i størst mulig udstrækning at minimere undergravningen af politiets normale opgaveløsning. Det ville nødvendiggøre, at det ekstraordinære overarbejde dels ikke skulle kunne afspadseres, dels blev honoreret med markant bedre satser end normalt, eventuel ved skattefrihed.

Dette ville kræve at både politikerne og Finansministeriet kunne tænke uden for boksen samt måske undersøgte, hvorledes staten tidligere havde finansieret ekstraordinære aktiviteter. Men det var utænkeligt i et system, hvor selv Hærens ekstraudgifter i Afghanistankrigen blev søgt holdt inden for normalbudgettet.

Virkningen af tåbelighederne og den manglende fantasi blev, at politiet fik undergravet mulighederne for at løse deres normale opgaver, blev udsat for kritik for dette, og derefter oplevede, at politikerne og en politiledelse, der konkurrerede med Forsvarsledelsen i distancen fra realiteterne, i panik kastede klumper af penge efter seneste problem. Ikke overraskende får et stigende antal politifolk nok og forlader korpset.

At søge midlertidig hjælp fra Forsvaret, medens man finder en endelig løsning, er nok forståeligt, men ikke, at man her yderligere undergraver restkvaliteten i Hærens små og få kampenheder.

Ansvarsspørgsmålet
Både mine bekendte blandt pensionerede officer og nutidens tjenstgørende kolleger gentager, at ansvaret for udviklingen mod sammenbrud er politikernes. Det må jeg anfægte efter snart fyrre års erfaring med rådgivning og samspil med politikere, i Danmark primært i begyndelsen og slutningen af 1980’erne.

Min dominerende erfaring er, at næsten alle, selv forsvars- og NATO-kritiske landspolitikere, var åbne for gode, saglige argumenter. Man skulle kun som udgangspunkt satte sig ind i deres situation og sikre, at de ikke offentligt tabte ansigt pga. manglende viden.

Hvis man tog dette snusfornuftige hensyn, var langt de fleste parat til at lytte til argumenter, som lå uden for deres verden, og at lære. Det er jo sådan, at demokratiet fungerer eller i hvert fald fungerede, indtil New Public Management undergravede sund fornufts rolle.

Politikernes centrale – meget menneskelige – svaghed har været, at de ikke bevidst har søgt at vælge personer til Forsvarets øverste stillinger, der var indlysende fagligt kompetente, dvs. officerer, der jævnligt kom med rådgivning fra udenfor den kendte og bekvemmelige politiske og bureaukratiske “kasse”.

Det, som skete under Hvidt og i K-notatets sammenhæng, var, at den institutionelle rådgivning nok byggede på en proaktiv erkendelse af de politiske ønsker, men ikke havde et fundament i professionel dybdeforståelse og erfaring. En sådan blev øjensynlig betragtet som irrelevant eller karrieremæssig inopportun.

Derfor ligger hovedskylden hos officerskorpset, der bl.a. tillod og støttede at civile embedsmænd og her teoretiske amatører som Vedby Rasmussen uden forsøg på effektivt fagligt modspil dominerede forløbet: De første med forvaltningsmæssig standardiserings- og centraliserings New Speak, de teoretiske amatører med tom teoretisk varm luft. Officererne havde – i hvert fald i teorien – et fagligt vidensmonopol, som de i opportunisme eller sløvhed ikke udnyttede.

Politikerne har skyld og ansvar, men ikke, når de ikke energisk er forsøgt rådgivet fagligt.

Jeg har personligt været skyld i godtroenhed. Som det kan ses på hjemmesiden og bloggen, har mange tidligere indlæg analyseret og kritiseret centrale elementer af udviklingen. Men jeg har indtil arbejdet med denne artikel naivt troet, at de ansvarlige øverste chefer nok på et tidspunkt ville bryde med selvinteresse samt arrogant og gold udnyttelse og fastholdelse af deres magt.

De måtte da vågne op efter foråret 2014 ligesom det skete i landene omkring os!

Jeg håbede naivt, at vores generals-admiralstroika ville tænke på deres renommé blandt deres kolleger i eftertiden og handle derefter. Men det skete ikke og sker slet ikke med det forslag og i den proces med forsvarspolitikerne, der kendetegner arbejdet med det nuværende 2018-2023-forsvarsforlig.

Efter det gik galt i 1940, gav befolkningen politikerne skylden for ulykkerne, da det var ubekvemt at erindre, hvem der havde valgt dem.

Hvis det skulle gå galt igen i de kommende år, kan man med rette koncentrere sig om de embedsmænd i civil og uniformer, der rådgav politikerne og som derefter i opportunisme fravalgte deres professions grundviden og etik for at søge magt. De er jo ikke valgt … af andre end de ledende civile embedsmænd, der søgte at forskåne politikerne for at møde militære, der kunne repræsentere deres profession.

Med ødelæggelsen af de videregående officersuddannelser vil denne idiotiske situation vare indtil en ny katastrofe, der, hvis den ender godt, får Danmark til at begynde igen, hvor vi startede i 1866 med at opbygge en moderne officersuddannelse. Så vil man med rette huske Bisserups, Ludvigsens og Wangs indsats.

CAN THE BALTIC STATES BE DEFENDED AGAINST RUSSIA?

This was developed as notes for an interview with Ole Nyeng for an article in Weekendavisen. However, the editor choose not to use any of the arguments below. Instead the article ended-up being focused on Putin-loyal citizens of Narva that hoped that they would be liberated next after the end of the “operation” against the Ukrainian “Nazis“.

1) The Bad News
• Very long borders to Russia and Belarus
• The limited “depth” of the territory from the border to the sea
• The geostrategic significance and vulnerability of Lithuania: Vilnius’ location close to the border to Belarus; Kaliningrad treatening both the coast north and the Suwalki Gap
• The very small total size of the Latvian forces in relation to the area to be defended and threat from the east and up the coast
• The full dependence on external air support
• The experience of Ukraine regarding the totalitarian warfare of the Russians

2) The Good News
• Geography’s somewhat better support for defensive operations than in Ukraine (but clearly worse than in Finland)
• That the population will act as the Ukrainian, including the clear majority of the Russian-speaking population
• Skilled and highly motivated officers in the armed forces
• The experience of Ukraine regarding the weaknesses of the Russian forces (small size and low fighting value of most infantry; low level of air force tactical and coordination skills)

3) Can they be defended now? Unfortunately only a very short time due to problems:
• The vulnerable sea lines in the southern part of the sea (Kaliningrad and potential Russian capture and use of Bornholm and/or Gotland)
• The uncertain air situation: Lack of well-located NATO bases. This gives Russian artillery the same free and dominant role as we see in Ukraine
• The lack of enough effective weapons for the forces of all three countries (especially air defence; anti-tank; numerous very long range artillery systems including long range sensors; armed drones)
• Lack of powerful Allied presence, especially American

4) What might be done quickly to improve the situation?
• Massive weapons aid to the Baltics (as to Ukraine) in exchange for them quickly developing the size of their forces (in line with the Military Assistance model from the early 1950s)
• Building American and German presence to a substantial level, meaning brigade frameworks, mainly at the Suwalki Gap
• Securing Bornholm against a coup capture (as the Swedes have secured Gotland)
• Preparation of air bases for support of Baltic Defence (best and easiest if Swedish bases were available)
• A rapid American build-up of nuclear deterrence in Europe to deter Russian coercion and limited use
• The creation of a Joint NATO Regional Baltic Sea Command under SHAPE

RUSSIA DESERVED ON THE WAY TO THE SCRAPYARD OF HISTORY WHERE NAZI GERMANY ENDED

In 1939-40 and again i summer 1944 Finnish bravery in defence on the Karelian Istmus held in spite of massive Soviet Russian artillery bombardment. Today they would have failed.

In this winter of 2022 the cowardly president of the formerly great Russian Nation realised that the bravery of the Ukranian Nation was beyond what his ineffective soldiers could manage.

However, now the right weapon to counter raw courage was available.

A weapon that destroy the courage by killing everything alive immediately within at least a square kilometer. Like the effects of a small nuclear warhead. All killed with a combination of destroyed lungs and third degree burns.

The West experimented with the “thermobaric”/”fuel-air explosive”/”vacuum” ammunition, and I remember that it was considered a possible solution to clearing mine fields.

But the Russians developed field artillery systems for the weopon.

For the Russian corrupt cowards it was good to have this tool to counter first Chechnyan and now Ukrainian courage and raw will to resist.

The Russians used to be the carrier of a great culture. Now be they have let themselves be reduced to a mix of criminals and accomplises with only the brave few that stand up.

Let that nation freeze in isolation until it learns, regrets and compensates for the crimes against humanity they have now been responsible for in more than a century.

TIL DE KOMMENDE FORSVARSFORLIGS-FORHANDLINGER RETTET EFTER KRIGSUDBRUD OG TYSK BESLUTNING OM GENOPRUSTNING

Nu skal forligsforhandlingerne i gang på det klart nye grundlag, som Ruslands invasion af Ukraine og åbne militære trussel mod Europa har skabt.

Mange af artiklerne her på bloggen er direkte rettet mod dette behov, og det eneste, jeg her vil tilføje som nyt forslag er at inddrage eksterne, erfarne sagkyndige i en rådgivende støttegruppe:

Både nordisk-talende fagfolk (man kunne tænke sig et par finlandssvensktalende finske generaler/admiraler)

Og respekterede danske pensionerede officerer, der er så gamle, at de har personlig erfaring med beredskabs-, mobiliserings- samt operativ og logistisk krigsplanlægning og har studeret symmetrisk forsvarskrig og afskrækkelse og har personlig erfaring fra helhedsforsvarsledelse (man kunne tænke på admiral Tim Slott Jørgensen, general Knud Bartels og kontreadmiral Jørn Olesen).

Dette opslag er for at andre kan bidrage med analyser, kommentarer og forslag.

Det er af forløbet allerede nu klart, at der straks skal findes og anvendes betydelige ekstra midler.

For at gøre deres anvendelse rimeligt rationel, skal helhedsmyndighed- og ansvar straks tilbageføres til Forsvarschefsembedet.

Der skal straks ske en forsøgsordning med uddannelse af værnepligtsenheder til Hærens reserve i konkurrence mellem tjenesteder.

Der skal ske en intensiv rekruttering af gode tidligere stampersonel, både til at fylde op i eksisterende enheder og til tjeneste som kadrer i værnepligtsuddannelsen. det

Hjemmeværnet skal udvides gennem offensiv rekruttering og lære af det ukrainske eksempel vedrørende bevæbning og uddannelse i bykamp.

De ekstra penge til materiel skal anvendes til:

1) at bygge brigadens bataljoner op til meningsfuld styrke med tre infanterikompagnier

2) at anskaffe det manglende materiel, våben og ammunition til alle tre værn, for Hæren specielt bevæbnede droner, artilleriets målopklaringsevne, og både områdeluftforsvar (en Patriot-afdeling) og nærluftforsvar til enhederne (Stinger-afløser)

KONSEKVENSERNE AF BORNHOLMS BELIGGENHED

Det var ikke af venlighed, at den russiske ambassadør gjorde os opmærksom på betydningen af Bornholm.

Det er ikke noget nyt, at Bornholm er militært vigtig, når langtrækkende våben stationeret på øen kan begrænse mulighederne for at sejle forbi.

Det var også tilfældet, da det amerikanske atlas, som jeg har klippet fra, blev udgivet i 1930.

I 1930 havde Sovjetunionen indledt en voldsom oprustning som forberedelse til en krig mod bl.a. Polen, Rumænien og De Baltiske Lande. Den oprustning betaltes ved eksport af korn, der blev presset ud af især ukrainske bønder, hvilket snart skabte en omfattende hungerdød i Den Ukrainske Sovjetrepublik. Forholdet til Storbritannien var blevet iskoldt, og sovjetledelsen forventede, at den britiske flåde ligesom efter 1. Verdenskrig ville støtte balterne og Polen. Det ville ske i rammen af Folkeforbundet, den tids FN, der her ville operere som forsvarsalliance, og Danmark måtte som Forbundsmedlem støtte.

I den situation blev Bornholm luft- og sømilitært vigtig for både de allierede og Sovjet.

Det var på grund af disse muligheder for at lukke for sejlads forbi Bornholm, at den nyankomne tyske besættelsesmagt i 1940 begyndte at anlægge de fire stillinger for tunge, langtrækkende kanoner ved Dueodde.

Netop i 1930 betød beliggenheden, at den danske marinestab under sin midlertidige chef, orlogskaptajn Paul Ipsen, og hans hjælper, den senere Chef for Søværnet, Aage Vedel, gennemarbejdede truslen mod øen og forsvaret af den i et krigsspil. Marinestaben så risikoen for en international konflikt i Østersøen, hvor Folkeforbundet reagerede ved at sende en flåde ind for at støtte landene her mod Sovjetunionen. Sovjetunionen landsatte i krigsspillet 2.000 mand samt en flystyrke ved Nexø for at etablere en fremskudt flybase på øen, der kunne virke mod de internationale flådestyrker, der blev sendt ind for at hjælpe Sovjetunionens modstandere. Øen blev forsvaret af 1.000 mand fra Bornholms Værn samt nogle få rekognosceringsfly og jagerfly fra det danske søværn. Den danske flådes indsats skulle muliggøre en forstærkning af styrken på øen med yderligere 2.000 mand.

Det bornholmske forsvar, Bornholms Væbning, var ganske vist blevet nedlagt ved hærordningen af 1922. Men som jeg beskrev i min 2009-artikel til Bornholmske Samlinger, lykkedes det den da nyudnævnte, energiske kommandant, oberst O.B Schousboe, at få hærledelsen og Venstre-regeringen til at acceptere etableringen af Bornholms Værn, der skulle afløse den nedlagte ”væbning” og efter mobilisering sikre et forsvar med en forstærket bataljon af øen, dvs. krigsspillets 1.000 mand.

Efter oberstens forsvarsplan var styrken fordelt med et kompagni til forsvar af hver af øens havne, herunder Nexø.

I 1920’erne havde Schousboe og hans efterfølgere søgt at få Søværnet til at se på Bornholm som en mulig fremskudt base, og de opnåede, at marinen undersøgte de bornholmske havnes muligheder og fandt mulige flyvepladser.

At det lykkedes at skabe interesse, blev bekræftet, da Marinestaben allerede i vinteren 1925 gennemførte et første krigsspil med inddragelse af Bornholm. Her havde formålet været at undersøge mulighederne for at forsvare øen med hjælp fra Sjælland, og med dette formål overførte Hæren 2.000 mand og Søværnet et par undervandsbåde, en division (dvs. tre) torpedobåde samt fly til øens forsvar. Forstærkning var også en mulighed, der blev overvejet under Den Kolde Krig, hvor der eksisterede en plan for at overføre en brigade fra Sjælland til Bornholm.

Situationen i dag – med Bornholm som svenske Gotland liggende som afgørende for mulighederne for allieret støtte til Baltikums og Polens forsvar – er blot et ekko af den tidligere situation. I øvrigt mente marineflyverne i 1930, at øen lå for langt væk fra den sovjetiske Østersøbase ved Leningrad (nu igen St Petersborg) til at være en ideel ”mellembase”. Det argument er nu irrelevant med den russiske rådighed over Kaliningrad Oblast, den nordlige del at atlassets Østprøjsen.

Den væsentlige ændring fra 1930’erne til nu er, at man ikke skal se på Bornholm som en fremskudt flybase, men en fremskudt placering af de langtrækkende luftværns- og sømålsmissiler, der med langt færre muligheder står i Kaliningrad. Det er en våbenteknisk udvikling, der gør, at et robust kupforsvar ikke alene er interessant, men afgørende vigtigt for vores allierede og nordiske venner i Østersøen. For hvis Bornholm ikke holdes, hjælper svenskernes forsvar af Gotland ikke andre end dem selv.

Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral, historiker, chef for Bornholms Værns kampgruppe og I. Bataljon 1986-88.

(artiklen er også bragt i Bornholms Tidende)

WHEN DIPLOMATS START TO ACT LIKE GANGSTERS, THEY SHOULD BE IGNORED FOR YOUR OWN GOOD AND THEIRS.

It is both stupid and dangerous to show bullies respect, whether they are Foreign Ministers or just the local ambassador.

Open threats, rude language ignoring the standards of diplomatic communications, should bring immediate reactions.

When Russian notes threatened the recipient OSCE c-member states, they should be published immediately with the remark that the character of the communication meant that it could not be recieved or processed.

When the Russian Ambassadors to first Denmark and then Sweden openly threatened their host states in totally inappropiate form, they should be deprived of access to the local contacts, until they apologized (which would not happen, meaning that contacts dropped to lower level).

When the treatment of Macron or Liz Truss totally broke decent diplomatic standards, their continued presence was both futile and harmful to their states and the chances of promoting their cause, and they should break the meeting and leave.

Even Hitler’s diplomats knew better.

So interrupt the bullying and break. That is is only way to make Putin re-realize that he needs normal diplomacy.

Freeze contacts with the brutes and use other channels for bypass. Plenty available nowadays.

FORSVARSMINISTEREN, DANMARKS MILITÆRE STYRKER I DAG OG DEN SVÆRE OG UNÆVNELIGE VEJ FREMAD TILBAGE. IKKE “DANMARKS FORSVAR”, FOR DET ER IKKE LÆNGERE OPGAVEN.

Forleden dag reagerede Forsvarsministeren (den tidligere) på oppositionens krav om at starte forhandlinger om det fremtidige forsvarsforlig allerede nu.

En sådan fremrykning afviste hun. Hun kunne ikke trække Forsvarets top væk fra “operationsrummet”, hvor de angiveligt sad og overvejede Danmarks reaktioner på den internationale krise.

Jeg ved ikke, i hvor høj grad hun og hendes rådgivere forstår, hvor latterlig hendes udtalelse var. Men lad os for at kunne forklare hvorfor og hvordan det var sort tale gå 35 år tilbage og se på, hvad forsvarsledelsen dengang drøftede i en alvorlig international krise.

Dengang ville grundlaget i en betydelig udstrækning blive givet af Forsvarets Efterretningstjenestes militærfaglige analyse af ændringer af “normalbilledet” i Østersøområdet.

Det kan man ikke længere, for FE skal ikke kunne varsle om krig og militært angreb. Hvis analysen af udviklingen i Afghanistan sidste sommer er udtryk for kvaliteten af den resterende, faglige analyse, er den bedste anvendelse af tiden ikke at lytte til Tjenesten, men tænke selv.

Dengang i sidste halvdel af 1980’erne ville Hærens chefer diskutere forberedelsen og gennemførelsen af de dengang mange niveauer af forstærkning af fredsstyrken fra indkaldelsen af “supplementet” til enhedernes lille fredsstyrke til den fulde mobilisering af hele Hæren til dennes fulde styrke på (efter min erindring) ca. 70.000 mand med “udskrivning” af civile køretøjer. Man skulle også diskutere afsendelsen af Jyske Division og resten af den danske del af LANDJUT til Holsten for at danne det fælles fremskudte forsvar af Nordtyskland-Danmark. For Sjælland skulle man overveje forberedelsen af invasionsforsvaret af østkysten ved minelægning på strandene og rydning af boligkvarterer for at kunne anlægge stillinger for de mobiliserede “kampgrupper” her. De store broer mellem øerne skulle forberedes forsvaret og klargøres ødelagt ved sprængning. Man skulle også mobilisere og klargøre de “Værtsstøtteenheder”, som Danmark skulle have klar til øremærkede allierede hærforstærkninger.

Al dette er nedlagt og glemt, og der er ingen grund til for dagens generaler at diskutere mulighederne. Hærens reserveenheder er nedlagt og materiellet væk. Ingen har erfaring i den praktiske gennemførelse af indkaldelser og klargøring af enheder.

Også Søværnet ville dengang have behov for at mobilisere og klargøre nogle ekstra enheder og give dem fuld bemanding. Derudover skulle marinestationerne kunne forsvares i samarbejde med de andre værn. Undervandsbådene skulle sendes til deres operationsområde ved Bornholm, og de store lagre af søminer skulle klargøres og senere besluttes transporteret til havne og udlagte i forskellige felter. Dette i tæt koordination med Den Tyske Forbundsmarine.

Undervandsbådene og minerne er væk, og mig bekendt har heller ikke Søværnet i dag en krigsopgave og mobiliseringsstruktur.

Flyvevåbnet skulle indkalde mobiliseringsenheder og -elementer, så flyvestationer, radarstationer og HAWK-luftværnsraketeskadriller kunne forsvares mod kup og luftangreb, og således at der var enheder, der kunne reparere flyvestationer efter angreb. Også Flyvevåbnet skulle forberede ankomsten af allierede flyforstærkninger til Danmark.

Det eneste, Flyvevåbnet stadig har tilbage fra den tid, er F-16-flyene.

Evnen til at styre denne styrkeopbygning og samtidig opbygge de ikke-militære dele af Totalforsvaret blev løbende øvet mellem de forskellige myndigheder på regionalt og statsligt niveau. Det skete under anvendelse af de forskellige “Beredskabsplaner”. Hvert andet år fra 1968 til 1989 blev også Danmarks opbygning af beredskabet øvet på tværs af NATO i rammen af de såkaldte vinterøvelser (WINTEX).

Men hele dette grundlag og den rutine er væk.

Så hvad de sidder og laver i operationsrummet nu er uklart. Ideelt sidder de og diskuterer, hvordan de skulle kunne genopbygge det tabte koordinations- og styringssystem, dvs. beredskabsplanerne.

Men for at kunne optræde logisk og økonomisk ansvarligt skulle Danmark indledningsvi opstille og prioritere de opgaver, som dansk forsvar naturligt har i forsvaret af Danmark ved Østersøens vestlige del og Rigsfælleskabets territorier i Nordatlanten og Arktis. Herudover skulle man fastlægge bidrag til det fælles NATO-forsvar i Østersøen på og fra Bornholm samt nu fremskudt i Baltikum og Polen.

Det sidste må ses som en fortsættelse af det tidligere forsvar i LANDJUT-området. Hovedkvarteret blev senere som det polsk-tysk-danske MNCNE flyttet til Szczecin i Polen.

En sådan opstilling af Forsvarets opgaver i et samarbejde mellem forsvarspolitikerne og fagkundskaben skete senest i 1988-89 under den daværende forsvarskommissions arbejde. Også nye formuleringer skal naturligt både dække opgaver i fredstid, i krisetid og under krig.

Det sidste efter den så igen planlagte opbygning af fredsstyrken, da danske enheder nu ikke er organiseret til at kunne løse opgaver i en symmetrisk konfrontation og krig.

Først når disse opgaver er opstillet og prioriteret kan man gå til for det første at diskutere mulighederne for at løse dem og for det andet valgt den myndigheds- og ansvarsorganisation, der skal lede opbygningen. Først derefter er der for det tredje en mulighed for at styre anvendelsen af ekstra penge rationelt.

Vi kan som nævnt håbe, at det er, hvad de mødende generaler og admiraler nu diskuterer, så de er forberedte til at kunne diskuterer emnerne med forsvarspolitikerne.

Hvorfor tror jeg ikke på, at det er tilfældet?

OM DE FAGLØSE EKSPERTER PÅ FORSVARSOMRÅDET – OG OM DEN FRAVALGTE SUBSTANS

Når politikere vil anlægge en ny bydel eller et enkeltbyggeri som et stort hospital sker planlægningen og gennemførelsen i tæt samspil med byplanlæggere, ofte arkitekter, der så inddrager den for dette projekt nødvendige ingeniør- og anden ekspertise.

Hvis der skal være en rimelig mulighed for, at anlægsprojektet ikke bliver ramt af sædvanlige skandaler med forsinkelser, fordyrelser og dårlig kvalitet, skal byplanlæggeres og støttede ingeniørers og andre eksperters bidrag være forankret i både ajourførte studier i tilsvarende projekter andetsteds og i egne praktiske erfaringer og rutiner erhvervet gennem tidligere nogenlunde lignende anlægsprojekter.

Sådan var det indtil for vel 25 år siden med hensyn til udviklingen og styringen af Forsvaret i Danmark. Beslutninger blev taget på grundlag af en dialog mellem forsvarspolitikerne, de formelt ansvarlige ledende fagmilitære og de juridisk og økonomisk uddannede embedsmænd i Centraladministrationen.

De fagmilitæres bidrag var dels bygget på, at de var ansat til at forstå, hvad krig og kamp ville betyde og kræve af strukturen, hvis det rædselsfulde skulle ske, at denne hypotetiske mulighed skulle blive en realitet. Dels byggede den på disse fagfolks praktiske erfaringer fra deres klargøring af de militære styrker til krig gennem øvelser og andre forberedelser.

Da politikerne også mødte væsentlige allieredes militære fagfolk, der tænkte på samme mærkelige måde, var det nyttigt at have sine egne særlinge at øve sig på.

Men fra midten af 1990erne begyndte situationen hurtigt at ændre sig. Alle blev nu enige om, at en sådan rigtig krig aldrig mere ville kunne ske, og selv de fagmilitære ophørte med at opføre sig mærkeligt og referere til de nu irrelevante hypotetiske muligheder og krav. På trods af uniformen talte de nu om ting, som alle kunne forstå, som produktion, rationalisering, økonomi.

I de efterfølgende år blev officerernes praktiske erfaringsgrundlag stadig tyndere og i det omfang, der havde været “praktikpladser” til dem, dvs. positioner for unger og yngre officerer ved enhederne, var denne erfaring kun knyttet til deres første år. Snart ophørte de med at studere og forstå de krav, som krig og kamp ville stille, og den militærfaglige debat i Danmark døde ud.

Dette selv om officererne blev udsendt til international tjeneste i krigsområder. For når de kom hjem, var det indlysende for dem, at sådanne erfaringer overordnet set var irrelevante for tjeneste og karriere hjemme.

For små tyve år siden synes forsvarspolitikerne at være kommet til den konklusion, at da officererne var holdt op at tale om de mærkelige og ubehagelige ting, kunne man lige så godt udfase dem som forsvarsrådgivere og lade dem afløse af den slags teoretiske statskundskabsakademikere, der alligevel var ved at overtage Centraladministrationen under den igangværende “New Public Management”-reform-tsunami.

Dette skete så både på Forsvarsakademiet og på det indledningsvis her placerede Center for Militære Studier. ‘Militære Studier’ blev herefter den danske betegnelse for teoretiske studier i udvalgte sikkerhedspolitiske sager ud fra civile perspektiver.

Jeg var som lige pensioneret ansvarlig for på kontrakt at etablere centret som uafhængigt element på akademiet, og jeg var selv som 60-årig så naiv, at jeg foreslog at man som leder ansatte en pensioneret, men yngre, udenlandsk general, der havde dokumenteret evnen til selvstændig tænkning. Ak ja!

‘Militære Studier’. Ikke ‘War Studies’, dvs. Krigsstudier, der på grundlag af historiske dybdestudier af eksempler fra også storkrige, der i udlandet beriger den videregående faglige uddannelse af officerer. Det emne har ikke længere nogen fast rolle i Forsvarets officersuddannelser.

Dette på trods af den inspiration denne britiske disciplin oprindeligt – for godt 50 år siden – gav til den danske stabsofficersuddannelse. Hvis og når ‘War Studies’ bruges herhjemme (som på Syddansk Universitet), har fokus været på de juridiske og teoretiske elementer.

De civile statskundskabsfolk, der herefter blev ansat for at akademisere (forskningsbasere) uddannelsen, havde ikke forsket i krig eller søgt at uddrage militærfaglig erfaring, så dette måtte præge den efterfølgende uddannelse.

De interesserede sig fortsat ikke for de nu afskaffede store krige og for de ekstreme vilkår, som kamp mod en ligeværdig eller overlegen modstander giver for den militære professions uddannelse af kadrer og enheder og for kravene til delegeret myndighed i opgaveløsning og robust logistik.

De interesserede sig ikke for at uddrage de dyrekøbte praktiske erfaringer, som man tidligere søgte at uddrage af studier af krige og af realistiske øvelser og krigsspil.

Det var ikke alene politikerne, der havde det godt ved, at disse sære “oberst Hackel”-typer, som Lars Reinhardt Møller, forsvandt som andet end anakronistisk underholdning og blev afløst af uniformerede forvaltere og civile akademikere som Mikkel Vedby Rasmussen, der blev den første leder af Center for Militære Studier. Møller overtog i øvrigt og videreudviklede den uddannelse, som jeg beskriver om lidt.

Det var dog i den grad også medierne, der blev lettet af afprofessionaliseringen, for de skulle ikke længere have nogen specielle forudsætninger for at skrive eller tale om udviklingen i Danmarks Forsvar.

Virkningen blev, som hvis politikere under byudvikling fravalgte arkitekt- og ingeniørfirmaer med praktisk erfaring.

Der var en god grund til, at jeg ikke syntes at dette var specielt morsomt. Det skyldes at jeg som leder af den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet fra 1989 og to år frem var ansvarlig for konsolidering og formalisering af uddannelsen af de bedste officerer i at forstå og planlægge operationer i krig med både danske og andre landes enheder af alle værn. Det skulle forbedre mulighederne for at forudse behov under forsvarsplanlægning og i udviklingen af Forsvarets sammensætning.

I det omfang, eleverne selv havde relevante erfaringer fra deres foregående 10-15 års tjeneste i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet, gav de denne viden videre under uddannelsens (“Stabskursus II”s) grundlæggende del. Hærens folk kunne få de andre værns elever til at forstå, hvad en brigade og dennes forskellige dele kunne eller ikke kunne løse af opgaver, hvor lang tid handlinger tog, hvad der kunne gå galt. Søofficererne orienterede om vilkår og muligheder for minekrig, undervandsbåde og de forskellige typer overfladeenheder, som man havde haft tjeneste på. Flyvevåbnet officerer bidrog med mulighederne for operationer med de danske flytyper og med HAWK-luftværnsraketeskadrillerne.

Lærerne supplerede med styrke og svagheder for enhedstyper, Danmark ikke rådede over, herunder hangarskibe og Warszawapagtens enheder, og supplerede med erfaringer fra den tjeneste, herunder overordnet logistik, som eleverne endnu ikke havde haft erfaring med.

På grundlag af denne grundlæggende undervisning blev eleverne først i gruppe og derefter alene sat til metodisk at gennemanalysere forskellige scenarier med opgave- og konfliktforløb, da de fik en dybdeforståelse for dansk forsvars muligheder og kunne være forberedt til at virke i en højere dansk eller international stab som planlægger og rådgiver.

Da jeg i 1994 forlod akademiet for at oprette stillingen som Forsvarsattache i De Baltiske Lande, var denne uddannelse konsolideret under min afløser. Den begyndte at falde fra hinanden i begyndelsen af nullerne som alt andet, der var bygget på kravet om at forstå også en symmetrisk, international konflikt.

For små ti år siden nåede man så et afgørende skridt videre i afprofessionaliseringen. Da blev resterne af det kvalitetsmæssigt hendøende Stabskursus II-tilstedværelsesuddannelse afløst af en “Master i Militære Studier”-studier, der var domineret af fjernundervisning for at spare penge.

Den nye uddannelse kunne i sin kerne kan beskrives som et Statskundskabskursus Light, der kunne give de akademisk mindreværdsbelastede officerer et meget luftigt akademisk stempel.

Den gennem mere end 150 år udviklede militærfaglige stolthed, indsigt og evne til professionel analyse og ansvarlig rådgivning var blevet kasseret som irrelevant. Desværre kan den ikke længere hurtigt genopbygges, og det fravalgte fokus på forståelse af krigens behov og forankret militærerfaring er desværre ikke længere uden mening .

FORSVARETS ULØSTE RESERVEPROBLEMS LØSNING. FRA 1. BRIGADE-KULISSEN TIL NOGET BRUGBART OG VIDERE TIL NOGET MENINGSFULDT. (opdateret 6.2.22).

GENERELT

Når Hærens fremtidige “Knytnæve”, 1. Brigade, omtales i offentligheden, får man det indtryk, at alle ser den som et hus, der blot skal bygges færdigt. Men dette giver et helt fejlagtigt billede af processen og problemet.

Hvis man man endelig skal anvende et relevant billede, er brigaden som en cirkusby, der til stadighed skal have tilført nye folk på grund af afgang og nye opgaver. Den skal med kort varsel kunne flyttes til et nyt sted og her tilpasse sig behovet dér. Det er som en levende organisme, der enten tilpasser sig eller bliver ineffektiv og irrelevant.

Men i øvrigt er brigaden slet ikke i nærheden af noget som helst endnu. Det er et skelet, hvor selv “armene” er blevet sammensat med manglende knogler, og hvor støtteapparatet, “benene” i stor udstrækning mangler. Personellets og kadrernes angivelige gode uddannelse og professionalisme bygger således ikke på en erfaring med, hvordan helheden skal virke.

Rødderne til den nuværende 1. Brigade i idéen i K-notatet for godt 15 år siden, om at hæren skulle koncentrere sig om at udvikle en panserbrigade, der skulle være sammensat og specialiseret i med kort varsel at rykke med allierede (læs USA) ud til steder som Irak for derefter sammen med den hovedallierede at rykke hjem efter et halvt år. Da brigaden skulle ud med en stormagt til en begrænset opgave over for en underlegen fjende, behøvede den ikke at være sammensat til at virke selvstændigt mod en ligeværdig modstander (bl. a. med et selvstændigt luftværn, stærkt panserværn og en robust feltmæssig logistik).

For ca. ti år siden blev denne begrænsede ambition reduceret yderligere, og Hærens felthær blev reduceret til tre “battlegroups” (dvs. bataljonskampgrupper).

Men ved indeværende Forsvarsforlig, der jo blev indgået efter 2014-invasionen af Ukraine, blev målet om at opbygge brigaden genoptaget. Det skete dog på en måde, der ikke udnytter også danske erfaringer igennem 50 år med hvordan man kan skabe samarbejdede enheder. Med den valgte organisation vil man aldrig kunne sikre samarbejdede og umiddelbart klargjorte enheder. For de elementer, der rutinemæssigt og friktionsløst straks skal kunne samarbejde (som infanteri, panserværn, kampvogne, overvågningsmateriel og direkte støttende morterer), er fordelt i specialiserede regimentspuljer over hele landet. Dvs. at cirkusset skal samles i mange uger før sæsonen til intensive og krævende øvelser for at blive klar.

Ud over dette strukturproblem er brigadens tre infanteribataljoner alt for små, dvs. personelsvage, til at kunne løse de kampopgaver, man må kunne give en bataljon. At landets eneste panserbataljon ikke er underlagt brigaden, men blot en uddannelsesorganisation, der skal sende kampvognseskadroner til de tre uafbalancerede og ekstremt svage infanteribataljoner, gør at projektet efter smag er til grin eller gråd.

For at kunne løse kampopgaver, understreger al logik og erfaring, at bataljonerne som andre steder i verden skal op på tre infanterikompagnier og derudover skal brigaden råde over en panserbataljon for at kunne løse selvstændige kampopgaver som i forsvaret af Baltikum. Hvor brigaden, når fuldt opbygget, råder over ni kampunderafdelinger, er behovet erfaringsmæssigt seksten.

Det eneste område, hvor brigadens organisation synes i balance, er på ingeniørområdet, hvor man råder over de tre panseringeniørkompagnier, der erfaringsmæssigt er behov for i en brigades ansvarsområde.

Artilleriafdelingen eller efterretningsbataljonen mangler åbenbart den artilleri-målopklaringskapacitet, der ville gøre det muligt at udnytte CAESAR-pjecernes rækkevidde.

Organisationen mangler også de bevæbnede droner, der herefter må forventes at blive et centralt element i enhver “symmetrisk” kampsituation.

EN SKITSERET RELEVANT ANVENDELSE OG DE ORGANISATORISKE KONSEKVENSER

Lad mig herefter behandle, hvad der skulle ske med brigade og Hæren, hvis Danmark forstod og besluttede, at vi også er forpligtet til at være solidariske over for truede NATO-medlemmer, og ikke kun andre over for os. Hvis vi med indledningsvis denne brigades værdi ville deltage i forsvaret af Alliancens østgrænse. Her forudsættes, at den indsættes i Baltikum, hvor det logistisk simpleste, dvs. støtteafstanden overkommelig, vil være på den litauiske grænse til Kaliningrad Oblast i nærheden af grænsebyen Kybartai med en basen med forbindelsen hjem vil være ved den store lettiske havn Liepāja godt 300 km mod nordvest. Her vil brigaden være en central del af forsvaret af Suwałki-korridoren, dvs. NATOs vitale landbro mellem Polen og Baltikum.

Lad mig først se på, hvad der så skal opbygges logistisk bag brigadens egen logistikbataljon, der med sit/sine forsyningskompagni(er), sanitetskompagni (med hovedforbindeplads og ambulancekapacitet) samt vedligeholdelses-(dvs. værksteds-)kompagni med bjærgnings-, reparations- og reservedels- og komponentdepot) og vil være placeret nordøst for brigaden. Det er stærkt tvivlsomt, om denne bataljon på vel 400-500 personer med de nødvendige kompetencer kan opstilles med kontrakt personel.

For at kunne støtte “cirkusset” på den anden side af Østersøen, vil Søværnet eller allierede krigsskibe og fly skulle anvendes i eskorte.

Styrken i Baltikum må have en forankring hjemme, der sikrer en stadig uddannelse af alle de mange typer personer, der indgår i brigaden og støtteorganisationen, dels for at opretholde styrken ved normal afløsning og dels for at kunne erstatte tab.

For at erstatningspersonel er rettidigt til rådighed skal der findes en såkaldt personelerstatningsenheden ved basehavnen i Letland, hvis styrke må vurderes at skulle opretholdes på 10-15 % af brigadens og den logistiske bases styrke. Her kan personellet være indsat i bevogtningstjeneste.

I basen eller fremskudt en del af de 300 km mod brigaden vel der bl.a. skulle placeres et feltlazaret med helikopterambulanceelement, og i basen skal have erstatningsmateriel til afløsning af alle typer af brigadens materiel samt en reparationskapacitet der kan gøre, at selv alvorligt skadet materiel kan gøre brugbart igen. Endvidere skal basen indeholde alle typer forsyninger, herunder ammunition, brændstof og forplejning, så brigadens logistikbataljon kan holdes forsynet, en transportkapacitet, der kan bringe forsyningerne frem inden for rækkevidde af denne bataljon, og eskorte-, bjærgnings- og ingeniørelementer, der kan sikre og støtte transporterne. Det er mit skøn, at hele basestrukturen (ud over personelerstatningsheden) vil kræve en bemanding på mindst i størrelsesordenen 1.000.

Brigaden mangler forsvar mod fly og bevæbnede droner, herunder dronesværme. Da dette forsvar også skal dække basen og den logistiske indsats fra denne til og hele brigadens område, vil der blive tale om en meget betydelig investerings- og styrkeindsats, sandsynligvis to luftværnsbataljoner med varieret bevæbning.

Som ved logistikdelene er det ikke realistisk at regne med, at andet end de tekniske og føringskadrer kan være fast- eller kontraktansat. Resten må skaffes gennem en værnepligtsuddannelse og efterfølgende tjeneste, specialt af folk med relevant civil baggrund.

OPBYGNINGEN AF DEN NØDVENDIGE RAMME FOR BRIGADEN KAN KUN SKE GENNEM VÆRNEPLIGTSUDDANNEDE RESERVEENHEDER BEMANDET MED PERSONEL PÅ RÅDIGHEDSKONTRAKT

Det grundlæggende problem med den nuværende brigade, dens svaghed og de manglende muligheder for at supplere og støtte den, er at man ikke som tidligere kun bygger bemandingen på fast og kontraktansat personel i de funktioner, hvor dette var og er absolut nødvendigt, eksempelvis hvor funktionsuddannelsen er så kostbar, at den ikke ofte skal gentages.

En balanceret og støttet dansk enhed af den størrelse kræver som tidligere en meget stor del, som er uddannet gennem en funktionsbestemt værnepligtstid og derefter er til rådighed i reserven i vel omkring fem år.

Gamle soldater med min erfaring husker, at sådanne målrettet uddannede værnepligtige og de enheder, de bemandede, ikke var dårligere end stampersonelenheder. Specielt ikke hvis de var blevet godt motiveret under grunduddannelsen, og fordi de medbragte deres civile forudsætninger og færdigheder. Det var i øvrigt sådanne blandende enheder, Danmark sendte i krig i Afghanistan, uanset at de under udsendelsen havde fået kontrakt.

Alt brigadens personel vil således være på kontrakt, enten til normal tjeneste eller til rådighedstjeneste i reserven.

For at sikre dygtige og sammenarbejdede enheder, må reservesoldaterne knyttes til funktionen og enheden af en rådighedskontakt, der vel indebære samling og videreuddannelse af vel 4 uger årligt, men kontraktbeløbet også bestemt af reservesoldatens civile uddannelse og erfaring. Beløbet skal også hæves, hvis reservesoldaten tager en periode med tjeneste, eksempelvis til udsendelse.

Eksempelvis logistikbataljonens vedligeholdelseskompagni være bemandet af værnepligtsuddannede civile mekanikere på rådighedskontrakt.

Dvs. at grunduddannelsen til brigaden altid er rettet mod en kontraktansættelse, enten til start af tjeneste ved en af brigadens fredstidsenheder, eller til rådighedskontrakt. For at sikre, at reservesoldaterne reelt er til rådighed, gør tidligere erfaringer, at kontrakten kun giver en lille del af beløbet for rådighedspligten, langt hovedparten tjenes under rådighedstjenesten.

Grunduddannede værnepligtige, der ikke tegner rådighedskontrakt med brigaden, reserveplaceres ikke i denne, men i en bevogtningsdeling i lokalforsvaret.

Også kampenhederne må der være en blanding af ansættelsesformer for at sikre personelstyrken. Når en godt bedømt soldat opsiger sin tjenestekontrakt og forlader enheden tilbydes han en rådighedskontrakt med samme bataljon, bl.a. således at det bliver muligt at opstille det nødvendige tredje infanterikompagni. Hvis vedkommende ikke ønsker rådighedskontrakt overføres han til brigadens personelerstatningsenhed.

For at brigaden skal kunne løse sine opgaver, vurderes det nødvendigt at reserven er så stor, at den bringer den samlede personelstyrke inklusive erstatningsdepotet på op på 20 % over organisatorisk styrke. Dette sikrer også, at brigaden selv ved afgivelser kan være til rådighed for uddannelse og udsendelse.

For at kunne gå tilbage til en blandingsbemanding, må man i øvrigt målrettet justere for samfundsudviklingen i en ny værnepligtslov. Det er dels nødvendigt at værnepligten skal være kønsneutral. Dels er det nødvendigt at dybdeforstå og indrette sig efter, at uddannelsen af en god værnepligtsenhed skal have karakter af et fremadskridende projekt som et sportshold, hvor en motiveret uddannelseskadre følger og træner dem hele vejen. Det forudsætter at kadren under værnepligtsuddannelse af en enhed ikke er underlagt de normale arbejdstidsregler eller begrænsninger på overtidsbetaling.

Hvis man skulle vælge at gøre brigaden til en styrke ved at forøge den med de beskrevne enheder og ved forøgelse af styrken af de eksisterende enheder, vil man konstatere at “halen” af støtteenheder vil udgøre en meget betydelig del at den samlede enhed.

Man kunne dog med den nødvendige ændring til den blandede bemanding forholdsvis let gøre strukturen lidt mere rationel ved at øge størrelsen af felthæren til mere en denne ene brigades små enheder. Hvis den resterende kaserneinfrastruktur blev fuldt udnyttet, kunne man uden problemer tredoble antallet af kampbataljoner, hvis man anskaffede våben og anden udrustning til dem.

Men det forudsætter alt sammen, at miraklet skulle ske, at partierne gennem et ydre chok bringes til at forstå, at også Hæren skulle genopbygges til at have mening.

BORNHOLM SOM KRAVLEGÅRD VED GENOPBYGNING AF FORSVARET

Jeg blev i går i et interview spurgt af Simon Kruse fra Berlingske, om hvad Danmark kunne gøre straks i den alvorlige internationale krise. Det var først bagefter, at jeg fandt, at vi havde en mulighed.

Bornholm ligger som Gotland således, at man herfra kunne hjælpe med at sikre forbindelserne til de nu direkte udfordrede NATO-medlemslande øst for Østersøen, og en ø har i forhold til et krigsskib den fordel, at den ikke kan sænkes af missiler fra Kaliningrad, ubåde, overfladeenheder eller fly eller ved et “uheld” i en krise.

Svenskerne har valgt at starte genopbygningen af deres militære kapacitet på Gotland. Alt det, som var gået i glemmebogen som herhjemme kan nu genlæres i rammen af planlægning af en reel forsvarsopgave.

Men herhjemme, hvor Forsvarets problem heller ikke kun er økonomisk, har man ikke foretaget sig noget som helst, og da man jo har nedlagt uddannelsen på Forsvarsakademiet i operativ analyse, der ved en kraftanstrengelse blev etableret omkring 1990, så selv om FE havde interesser for sådanne sager, kunne man ikke længere trække på sådanne færdigheder.

Og ikke engang russerne kan brokke sig. Danmark forpligtede sig i 1946 til at forsvare øen, da de trak sig hjem.

I 2018-forliget krævede politikerne, at Forsvaret skulle opstille egentlige værnepligtsbaserede enheder på Bornholm. Det har Forsvaret i direkte konflikt med politikernes hensigt først forsinket og i december 2021 bortsparet.

Jeg ved godt, at Peter Viggo Jakobsen for nogle år siden flot konstaterede, at det jo var indlysende, at Danmark selv ikke kunne forsvare Bornholm. Russerne kunne altid sende overlegne styrker.

Men for det første er et af Rusland problemer (i forhold til Sovjetunionen), at man i den grad må prioritere anvendelsen af sine begrænsede landstyrker.

Og for det andet, er det noget, som Peter Viggo ikke er uddannet til at vurdere. Jeg har ikke alene i to år, fra 1986 til 1988, været på øen været involveret i krigsplanlægningen. Jeg var i samme periode ansvarlig for øens kupforsvar. Senere gennemgravede jeg 50 år af øens forsvarshistorie, der jo drejede sig om udnyttelsen af øens geografiske og terrænmæssige muligheder.

Hvis man skulle vælge at følge dette råd, og i g e n placerede en kampgruppe med alle typer lettere materiel på øen (bornholmerne er ret overfølsomme over for markskader) og samtidig seriøst styrkede de lokale muligheder ved uddannelse af værnepligtsenheder her, kunne man anvende rammen til at genlære de tabte rutiner med at gennemføres forsvarsplanlægning, opretholdelse af katastrofeberedskab for befolkningen samt at etablere og øve feltmæssig (dvs. egen – ikke -udliciteret) logistik.

Men det har som forudsætning, at man vågner op og forbereder overgivelsen, hvis amerikanerne ikke – alene – rager de varme kastanier ud af ilden. Men at gøre det meget mere, som senere vil blive nødvendigt og igen muligt, kan blive vejledt af kravlegårdsøvelserne.

Og det vil gøre det muligt at gøre noget synligt NU.

Military Balance Guide for Dummies from 2017. Updated considering the Ukrainian defence conditions in early 2022

“In relation to land forces it is essential to underline the fundamental operational handicap of the defender.

In relation to the Russia-Ukraine comparison, this is essential, as both sides’ forces must be considered balanced in composition, well-trained and motivated.”

To conclude on the basis of numbers only is easy, and the result is equally easy to present convincingly with the support of graphs.

However, anybody who humbly bothers to include just a fraction of the relevant strategic and military history soon realise that purely quantitative analysis is meaningless and dangerous as a basis for political decisions on security policy.

In order to establish a more solid basis for policy and strategy, one has to use and apply the knowledge and insight of relevant professionals, even if this calls for both hard work learning new stuff and for rare humility.

The current West European view of present Russian revisionist military resurgence still has a relaxed and facile head-in-the-clouds-or-sand character. It is dangerously anachronistic in its views of Russian backwardness and remains based on the amateurish view that comparisons of official budget input and status in the form of basic bean counting of equipment numbers are both relevant and sufficient in the estimate of military power and related options. It seems to be considered an unchallengeable reality and is constantly promoted by shallow political scientists, busy journalists, empty heads on uniforms and parroting politicians.

Their amateur comments and advice quickly worsen an already dangerous situation by reinforcing decision-maker and popular trust in what in reality is a Potemkin Village that is fully transparent to even semi-professional observers from the outside. They will be tempted to test what they rightly see as our intellectually unchallenged combination of self-delusion and bluff.

The guide is for those who are willing to face the complex and unpleasant reality. This small guide will not and cannot present any exact result. It can just offer an approach to gain the essential deeper insight.

The first step is to define the geographical focus (such as the Baltic-Nordic Region or Ukraine/South-Western Russia within the general European “theatre” of potential conflict) and to accept that military power unfortunately has very little to do with the amount of money spent.

Large amounts of money as well as sorely needed intellectual energy is wasted on:
1) running small and large base complexes for reasons rather unrelated to military power
2) paying salaries for a large number of officers without any recent practical experience and relevant knowledge of or interest in their profession or even their branch speciality
3) paying salaries to a large number of other ranks as well as civilians with no operational or relevant operational support role, many too old to contribute anything, people with no wish to learn or subordinate themselves to the military profession
4) paying salaries to underemployed full-time personnel in positions where a contract or even drafted reservist would be the better choice
5) supporting education systems that actually undermine military professionalism by seeking empty theoretical academic credits
6) supporting expensive employment and working hour contract systems that are incompatible with maintaining effective forces
7) implementing New Public Management and similar civilian fads that undermine the essential clear link between authority and responsibility for advice and implementation
8) living up to the agreed environmental standards of the state that add nothing to military effectiveness
9) maintaining elements of force structures only or mainly relevant for national prestige, anti-terrorism, ceremony or peace time work (such as fishery inspection, gendarme work, etc.)
10) covering pensions for retired military personnel
11) covering the cost of the veteran support system
12) covering costs of outsourcing driven by liberal ideology that create dependence on support structures without any military potential
13) covering costs of a general state rescue service rather than only the extra civil defence capabilities only relevant in war
14) covering costs of the general state cyber defence organisation rather than only cyber defence and offence capabilities needed in joint and combined arms operations
15) deliberate derailing of professional focus to chase such fringe mirages as application of “lawfare” to contain destruction and human suffering in remaining conflicts, gender framework for the application of fire and manoeuvre and the pursuit of “green warfare” … those responsible arrogantly assuming eternal peace from large scale war

There may be perfectly good political reasons for all these budgeting choices, but most are irrelevant in a military balance analysis and some even detract from the military effect of the money spent.

On the other side some states such as Russia and China fund large and capable para-military forces with war-time security roles outside the defence budget.

Basically the budgets should be ignored in the analysis of relative power, because the total input necessary to produce the same military effect may be several times larger in one state than in another.

This is not easy to achieve when the U.S. has focused on the fellow NATO member states’ commitment to spend 2 % of the GDP on defence (that has led to a creative industry to transfer other budget post to defence).

The second step is to accept that simple “bean counting” of the two sides’ number of combat aircraft, tanks, submarines, artillery weapons, etc. is nearly as irrelevant, because it ignores:
1) the availability (with fully trained operating crews, available and trained support crews, spare parts, ample stocks of key weapons such as precision munition, etc.)
2) whether fully modernised/updated (if not, it has very limited general use and cannot be counted in a comparison)

The third step is to understand whether all forces of a country would be available in the potential theatre of confrontation/war (U.S. forces committed to the now highest priority Pacific-East Asia Region cannot be counted as NATO forces for European operations as China and North Korea are likely to use any crisis in Europe to move positions forward … or worse)

Numbers are not irrelevant if all things are equal: the equipment similar, crew standards were comparable, leadership and doctrine at same quality level and the situation symmetrical (including a disputed control of the air space), however that is hardly ever the case, especially before extended fighting enhances harmonisation.

The initial part of the fourth and decisive step is to identify the number and availability of the force elements that should be counted as the main building stones of military power:
1) On land the relevant output to be counted is the number of basic army formations (brigades)
2) At sea the relevant output is the exercised potential for creating mixed naval task groups that are clearly balanced in composition for the analysed deployment area (with robust command-and-control systems, long range surveillance and warning, mine counter-measures, anti-submarine, long range anti-ship as well as appropriate air and missile defence systems)
3) The relevant air power element to be counted is the number of fully capable composite air combat wings that can be organised from the national air forces (with command-and-control, long range air-to-air, effective electronic and other means for suppressing enemy air defences and a mix of precision and area weapons against ground targets)

Your have to accept that the key to any sound analysis is to concentrate on the comparison of output in the form of fundamentally similar force elements available in the relevant potential theatre of conflict.

However, such a counting and comparison of the number of such force packages is not sufficient. The follow-on analysis is at least as essential and includes e.g. answering the questions that requires the professional insight that is ignored for very good reasons by “experts” that can’t have it:
1) Is the force element well-balanced for the mission? Does it have the necessary combat elements, flexible and robust command and control elements, indirect, long range fire systems with integrated reconnaissance elements (if surface forces), robust area and point air defence systems, engineer support (if land or air units), full and flexible logistic systems, and with resilience and redundancy created by personnel and equipment replacement systems. If not balanced, the force is only a facade usable for bluff.
2) Has the command cadre and the full units been exposed to a realistic and demanding, free-play training and exercise regime and the cadre thereafter been trimmed deliberately on the basis of practical performance to enhance quality? This may be quantified by counting the frequency, length and peace-time limitations of exercises ranging from fully scripted, one type, generic scenario, command post, computer supported exercises at one end of the spectre to unscripted, free-play troop exercises within changing mission scenarios and with deliberate elements bringing disruption of plans to increase friction and realism. Only the latter type of exercises can add significantly to force combat readiness.
3) Does the command philosophy encourage flexibility in execution?
4) Are one side’s forces deliberately handicapped in relation to availability of means (such as cluster ammunition, anti-personnel mines, thermobaric weapons)?
5) Are one side’s forces handicapped in the level of integration and range of indirect fire weapons?
6) Are one side’s forces handicapped by inferiority in key technical fields such as cyber warfare or electronic warfare (e.g. in the air defence/offensive air operations field)?

Even forces such as mechanised brigades that are more or less similar in manning, equipment and technological level can be fundamentally different in de facto capabilities. If one brigade has been through a rigorous, realistic two-year exercise programme and have weeded out inefficient leaders and other cadre and the other brigade has just maintained a peace-time activity level, the second formation simply does not have a military capability. It is just another waste of state funds.

It is important to accept that some forces cannot be directly included in the force comparison for a specific part of the potential conflict theatre such as large oceanic surface and submarine naval warfare units in the Baltic Sea, Black Sea and East European operational context. The same applies to the general nuclear forces of Britain, France, Russia and the U.S.

In the force comparison it is essential to accept that multinational land forces with mix at brigade or lower levels are as militarily ineffective as they may be effective as a symbol of political solidarity.

Due to language, equipment and training differences and diplomatic politeness they must be considered military Potemkin Villages if the bluff is called.

One final element: In relation to land forces it is essential to underline the fundamental operational handicap of the defender. In relation to the Russia-Ukraine comparison, this is essential, as both sides’ forces must be considered balanced in composition, well-trained and motivated.

Normally we think that a defending unit can defeat an attacking force 2-3 times as large. This, however, assumes that the attacker must attack frontally, that no side has a clear artillery advantage, and that neighbouring units are in place to prevent the defender being bypassed.

If the Russians had to assume that NATO or the Ukraine would and could act offensively, invading Russian territory with a chance of achieving a military decision, they would have no advantage.

However, Western Alliance political cohesion requires a defensive and reactive posture and both in relation to NATO and Ukraine the vastness of the Russian territory has always made it futile to hope for a decision by land operations.

Mobile (mechanised) land combat forces do not have the mobility of air and naval forces to concentrate and engage the enemy where and when he emerges. With a couple of thousand kilometres of threatened sectors on the European eastern border, the side with the freedom to choose the time and places of invasion needs far fewer forces than the defender that have to screen all possible sectors and therefore will have significant forces deployed in sectors that prove to be irrelevant. A brigade or battalion can only screen a limited sector of threatened border and defend even less.

When I read text comparing forces, I see a strong tendency to ignore the fact of geographical dispersal and the requirement to chose where to deploy. It is as if the commentator believes that the two sides will be forced to commit their forces to meet the opposite number in a direct, frontal fight as if in the stricts confines of a medieval tournament. This is of course rubbish. Both sides will seek to outmanouver the opponent and the side in offensive has by far the best chances to achieve this.

A platoon to company detachment blocking a road will be destroyed by artillery in minutes and only the quality of any obstacles will create delay. A well-equipped and led battalion with engineer elements, robust air defence and long range artillery support can hold a frontage of around five kilometres with one major road for some hours. If no neighbours, it will thereafter be forced to withdraw or be bypassed and destroyed. A brigade can cover 2-3 times that frontage and two major roads.

Even a two to one superiority in land forces will not ensure success for the reactive side on NATO’s eastern or Ukraine’s northeastern border.

With the limited number of brigades available to the Ukrainian land forces and very long border to Russia (especially in the flat plain on the border north-east of Kyiv to Kharkiv), each of the Ukrainian Northern Command brigades will have in excess of 100 kms of border to observe and defend. The brigade will have to concentrate on blocking the main roads, at under the expected conditions of Russian air supremacy over the battlefield, it will early and easily be bypassed by the far superior forces the Russians can deploy in the axes selected for invasion.

OM AT VISE HENSYN TIL RUSLANDS OPFATTELSE AF SIKKERHEDSBEHOV

Vesten har med undtagelse af Reagans første præsidentperiode konstant vist ekstremt hensyn til Ruslands sikkerhedspolitiske paranoia, dette uanset at beslutningstagere godt har været klar over, at et centralt formål med trusselsbilledet har været at opretholde en belejringsmentalitet i fredstid, der holdt befolkningen under kontrol og forklarede afsavn.

Hensynet har ikke mindst været markant i de nordiske lande, hvor Norge og Danmark naturligt var præget af Ruslands nærhed efter 1945 samt det forhold, at Anden Verdenskrig var blevet afsluttet med russiske styrker i Nordnorge og Bornholm, styrker der ved deres tilbagetrækning blev afløst af norske og danske enheder.

De to lande blokerede under Den Kolde Krig for andre NATO-landes tilstedeværelse i disse landsdele, og dette blev tilfældet selv da Alliancen i slutningen af 1960’erne så det som mindst usandsynligt, at en sovjetisk aggression ville tage karakter af
besættelse af sådanne udsatte landområder, så man endte i en ny krisestyringssituation (som i Berlin- og Cubakriserne).

Allerede før dette tidspunkt havde de to nordiske NATO-medlemmer formelt afvist fast basering af både kernevåben og andre landes militære styrker på deres territorium, hvilket for Danmarks vedkommende for kernevåben dog kun var gældende for selve landet ved Østersøudløbet.

I 1990 lovede Vesten Gorbatjov ikke at stationere ikke-tyske styrker i Østtyskland og holdt derefter løftet.

I de efterfølgende år efter, at de Baltiske Lande opnåede selvstændighed, markerede Jeltsins regering ønsket om, at Ruslands “Nære Udland”, dvs. bl.a. Baltikum, skulle underkaste sig, hvad Rusland så som deres interesser. Dette afviste Vesten, men man viste på andre måder den yderste tilbageholdenhed. Det blev ikke doneret våben til de baltiske militære styrker, og den assistance, der derefter blev givet både før og efter NATO- og EU-medlemskabet i 2004, var knyttet til deltagelse i internationale operationer samt rydning af gamle søminer. Da balterne opnåede medlemskab blev den eneste ændring, at NATO-partnerne måtte tage konsekvensen af, at de tre lande var blevet frarådet at anvende penge på at skabe et jagerflyvevåben, og de roterede så et par fly til den litauiske flyvestation ved Siauliai, der opretholdt en basal “air policing” af baltisk luftrum.

Derudover deployerede den amerikanske flåde i 2016 et anti-ballistisk-missilbatteri med radar i Rumænien et tilsvarende skulle blive klar i Polen næste år. De er deployeret som et europæisk svar på den stigende missiltrussel fra Iran. Men på trods af deres meget begrænsede kapacitet præsenterer Rusland deployeringen som være rettet mod sine kernevåbenstyrkers muligheder. I forhold til Rusland er der først og fremmest tale om en synlig amerikansk tilstedeværelsen, ikke ved Ruslands, men i Belarus’ og Ukraines nabolande, dvs. op til det “nære udland”.

Det er først efter den russiske anneksion af Krim og indledningen af krigen i Østukraine i 2014, at det lykkedes balterne og Polen at få udstationeret andet de roterende luftpolitihold. Derefter blev fire, nationalt blandede bataljons grupper udstationeret i området. Samtidig indledtes for første gang operativ forsvarsplanlægning. Styrkerne er imidlertid så små, at de må opfattes som en rent symbolske bekræftelse af NATO-medlemskabet, ikke som et militært relevant bidrag til landenes invasionsforsvar. Og det er slet ikke styrker, der kan påvirke russisk territorial sikkerhed.

Det, som de ligesom de to missilforsvarsenheder markerer, er at dele af det “nære udland” ikke er underlagt russisk diktat.

TEKNOLOGISTORMEN OG EN EVENTUEL KOMMENDE STORKRIG

“Russian military leaders describe the prevailing strategy as ‘active defense,’ a strategic concept integrating preemptive measures to anticipate and prevent conflict, wartime concepts of operations that seek to deny an opponent decisive victory in the initial period of war, degrading and disorganizing their effort, while setting the conditions to attain war termination on acceptable terms.” (CNA Research Memorandum: Michael Kofman et al.: Russian Military Strategy: Core Tenets and Operational Concepts. October 2021, Abstract)

Min baggrund og erfaring er dobbelt. Som generalstabsofficer fra 1977 til 2004 var mit arbejde som både planlægger og lærer at søge at forudse de krav, som en mulig fremtidig krig sandsynligvis ville stille til militære strukturer, aktiviteter og ledelse.

Som fagmilitærhistoriker fra 2006 til nu gjorde tilfældigheder, at min forskning og historieformidling i meget stor udstrækning fik fokus på 1. Verdenskrig og årene op mod denne. Det blev herunder klart, at denne krig i meget stor udstrækning fik sin karakter pga. problemer med at forstå virkningerne af den meget brede og hurtige teknologiske udvikling, der var sket igennem den lange foregående fredsperiode og som accelererede under konflikten. Samtidig fortsatte jeg med at analysere og kritisk kommentere den sikkerhedspolitiske udvikling og udviklingen af de danske militære styrker.

Virkningerne af den hurtige udvikling på mange områder blev ikke forstået i de ansvarlige dele af de militære, maritime og politiske eliter. Opinionen og de fleste politikere forventede, at man ville undgå krigen, fordi den truede med at blive systemødelæggende. Fagfolkene kunne ikke erkende virkningen af samspillet mellem de forskellige nye og kommende teknologier, nogle fordi man ikke kunne øve sig med dem realistisk. Man forventede derefter, at den kommende krig kunne afgøres hurtigt med anvendelse af moderniseringen af kendte fremgangsmåde.

Det gik som bekendt ikke. De fremgangsmåder og den teknologi, der bragte afgørelsen i 1918, måtte udvikles, efter de tidligere metoder havde fejlet katastrofalt.

TEKNOLOGISTORMEN
Den nuværende situation er som i årene før 1914. Dette både i den offentlige og politiske tro på, at politiske modsætninger ikke vil kunne ende i storkrig og i den naturlige militærprofessionelle usikkerhed om, hvad den samlede virkning ville blive i en sådan konflikt. Det er nok en betydelig del af forklaringen af, at man nu i modsætning til dengang ikke ser en faglig og offentlig debat om de militærpolitiske virkninger af den mangesidige teknisk-videnskabelige udvikling.

Men som det illustreres af det indledende citat, søger bl.a. Rusland at finde svar på, hvorledes man skal håndtere krigsrisikoen under den aktuelle situation med dens lynhurtige udvikling, der finder sted i samme ramme af muligheden af en gensidig civilisationsødelæggende kernevåbenkrig, som også prægede den foregående Kolde Krigs over tredive års konfrontation.

Dette bidrag vil have tre dele. Indledningsvis vil jeg berøre virkningerne af de forskellige områder for teknologisk udvikling. Her vil jeg argumentere, at disse reelt gør det umuligt af forudse, hvorledes den indledende og specielt de eventuelle senere faser i en storkonflikt vil forløbe.

Derefter vil to afsnit behandle udviklingen i de europæiske og asiatiske områder, der nu bliver stadig tættere sammenknyttet, som de også var fra det igennem Aksemagternes samtidige operationer fra 1941 til 1945.

Afslutningen vil derefter berøre konsekvenserne af, at situationen nu ikke kun har fællestræk med årene før 1914, men at den også gennem intern politisk ustabilitet i afgørende lande har fællestræk med situationen i Mellemkrigstiden.

Jeg vil ikke her resumere de forhold, der før og i 1914 gjorde det så vanskeligt at forudse den teknologiske udvikling og ikke mindst for de professionelle militære at acceptere dens virkninger på krigen. På landjorden var udfordringen ikke mindst den dramatiske udvikling i forskellige våbens ildkraft. Med hensyn til det maritime område, hvor det som nu var samspillet mellem mange nye og potentielle teknologier, der skabte forudsigelsesproblemet, har jeg selv forsøgt at analysere dette.

Det er i disse år i øvrigt væsentligt at gøre sig klart, at den våbenteknologiske udvikling i alt væsentligt finder sted i to parallelle konkurrenceforløb: Rusland mod USA og Kina mod USA, Her er en betydelig del af den russiske indsats motiveret af den ydmygende teknologiske underlegenhed, som Sovjetunionen opleverede i 1980’erne, og hvor Kina indtil for nyligt var afhængig af russiske fremskridt.

Centralt er de overskuelige problemer med at bedømme virkningerne af teknologi, som måske kun er teoretisk, måske er potentiel, måske er i enhederne under forsøg, måske er fuldt operativ.
Man kan umiddelbart nævne:
1. Muligheden for at nedskyde de kommunikations-, navigations- og rekognosceringssatellitter, der både bærer militær kapacitet og civile nøgleaktiviteter.
2. Muligheden at forstyrre satellitbårne navigationssystemer lokalt ved jamming.
3. Kommunikationssystemers modstandskraft mod nye typer elektronisk angreb, herunder mod cyberangreb.
4. Muligheden for at overskære internetkabler på havbunden, der skal ses som parallelt til ødelæggelse af kommunikationssatellitter.
5. Nye radar- og luftværnssystemers muligheder mod bemandede og ubemandede stealth-fly.
6. Balancen mellem mulighederne af sværme af delvis bevæbnede droner og våbnene mod dem.
7. Hypersoniske missilsystemer med kernevåben eller med konventionelle våben mod højværdisystemer som hangarskibe.
8. Ballistiske, manøvrerende og målsøgende systemer (eks. mod hangarskibe – Kina og Iran)
9. Kapaciteten og begrænsninger af nye meget langtrækkende feltartilleri- og jord-til-jordmissilsystemer.
10. At dette i samspil og med uklarhed om, hvad anvendelsen af kunstig intelligens i sensorer, våben og ledelsessystemer vil komme til at betyde.

Som før 1. Verdenskrig giver mindre konflikter et vist grundlag for at bedømme nye teknologiske muligheder. Man har nu konflikterne i Donbass og Nagorno-Karabakh, der kan give et vist indblik i mulighederne, som man dengang havde Den Russisk-Japanske Krig i 1904-5 og Første Balkankrig 1912-13. De giver nogle indikationer, men det er helt umuligt at opnå en rimeligt sikker forståelse for de nye midler. Dette selv om der søges klarhed ved realistiske (lange og krævende) praktiske øvelser, og selv om der spilles mellem egne enheder og modstandere og delvis ukendte egenskaber hos modstanderen, kan man kun opnå en sikker forståelse af egenskaber og øve i det omfang, man har sikre oplysninger og fjendens teknik og procedurer – hvilket altid er utopi.

Da man før 1914 forsøgte at lære betydningen af den ekstremt hurtige teknologiske udvikling, fejlede man i alt væsentligt. Fejlopfattelserne kom til at betyde, at man først forstod de nye grundvilkår efter godt to års katastrofal krig.

Man kunne derfor konkludere, at rammen for afskrækkelse nu er en “perfekt storm” af nye teknologier, hvis virkninger er uklare eller helt uprøvede. Men det bør også erkendes, at Rusland og Kina har søgt veje til at muliggøre militær handling på trods af disse grundvilkår af usikkerhed.

RUSLAND
Når man læser resultatet af den russiske analyse af situationen og muligheder i militærdoktrinen fra 2013 (som skitseret af generalstabschefen general Valerij Gerasimov) og både sammenholder opfattelserne i denne skitse med operationerne mod Ukraine i 2014 (samt med interventionen i Georgien i 2008) og ikke mindst de tilbagevendende store samlede øvelser, tegner der sig et klart billede af, at den russiske generalstab forstår og accepterer de begrænsninger i de skitserede mulighederne for at forudse en kommende storkrigs forløb.
Russernes har endvidere i deres materiel- og taktikudvikling taget højde for erfaringerne fra 1980’ernes ydmygelser og det forhold, at Ruslands vilkår og ressourcer er fundamentalt forskellige fra Sovjetunionens, dvs. langt mindre. Dengang viste Sovjetunionens militær sig dramatisk underlegent på afgørende områder. Man havde bl.a. pga. svage computere ikke teknisk niveau til at kopiere Vestens voksende evne til at se og ramme mål langt inde i modstanderes bagland. Den sovjetiske økonomi og tekniske niveau kunne ikke kopiere det amerikanske missilforsvarssystem. Endelig havde det centralistiske og bureaukratiske sovjetiske ledelsessystem ikke evnen til hurtigt og fleksibelt at koordinere indsættelsen af et mix af forskellige militære styrker.

Rusland har også måttet indrette sig på, at landet ikke som Sovjetunionen både kan satse på totalmobilisering af enorme økonomiske og militære resurser og kunne basere sin magt på en universalistisk ideologi. Rusland har ganske vist bevaret værnepligten og derigennem massemobiliserings-muligheden, men de begrænsede aktive militære styrker, der er til rådighed, er bemandet med fast og kontraktansat personel.
Med nationalismen som den centrale ideologi har man ikke som tidligere en forholdsvis let vej til at kontrollere besatte områder med ideologiske meningsfæller, der støtter sikkerhedsstyrkernes indsats som efter 1944 i Østeuropa.

Dette forhold lægger aktuelt begrænsninger på Ruslands muligheder over for Ukraine. Rusland har uden tvivl militære styrker til at tilføje de ukrainske et hurtigt nederlag i en luft-landmilitær lynoperation og erobre landet. Men det ville være en meget betydelig politisk og militær belastning derefter at kontrollere landet ved en besættelse under befolkningens modstand.

Min analyse af de sidste års russiske operationer, styrkeopbygning og krigsforberedelser er som følgende:
1. Man lægger maksimal vægt på ikke at anvende militære midler åbent og aktivt, men arbejde med hvad vi har givet betegnelsen ”hybride” midler.
2. Når militære midler alligevel anvendes, søger man at begrænse indsættelsen i omfang og tid og kompensere gennem dramatisk effekt. Man anvender overlegen styrke og ildkraft til at smadre modpartens militære magt og derigennem ydmyge ham og vise det nytteløse af yderligere modstand. Derefter kan man som i Georgien 2008 og Donbas i 2014 trække sine styrker ud. Man udsætter sig derigennem ikke for risikoen ved en besættelse med egen direkte kontrol af en fjendtlig befolkning. Sådanne begrænsede indsættelser ved og over grænserne med forskellige styrkekombinationer øves ved stadig mere fleksibilitetskrævende øvelser. Begrænsede indsættelser vil også have til formål at lamme modstanderen ved at ramme rekognoscerings-, navigations- og kommunikationsmuligheder ved cyberoperationer samt fysiske angreb på satellitter og kabler.
3. Man søger at kunne afskrække en fortsættelse af den konflikt ad to veje. For det første gennemfører man den genopbygning af mobiliseringsevne og national baglandslogistik (såsom militære jernbanetransportenheder og feltmæssige reparationsenheder), som ville være nødvendig i en fortsat krig. For det andet lægges ekstrem vægt at skabe kernevåbenstyrker, der på overbevisende vis kan afskrække en fortsættelse af konflikt og modoffensiver, der skal berøve Rusland de indledende gevinster. Denne sidste indsats omfatter skabelsen af våben med en endnu klarere dommedagsprofil end de traditionelle gengældelseskernevåben.

Man kunne kalde det samlede russiske svar på situationen en”skakmat-strategi” med entydig vægt på konfliktens indledende fase..

KINA
En konflikt mellem USA (plus allierede) og Kina er defineret af, at den ikke vil finde sted som en landkrig i Kina. Den er henvist til at finde sted og blive afgjort på havet, i luften, i rummet, i cyber-space, missilangreb mod hjemlandene med mulige sammenstød i Korea og på Syd- og Østasiatiske øer.

I modsætning til for Ruslands vedkommende, kan man fsva. Kina ikke bygge sin rekonstruktion af landets planer på åbne oplysninger om formel doktrin og øvelser. Man er henvist til en vurdering af den militære kapacitet, som hurtigt skabes af landets intensive oprustning.

Ud over en fortsat modernisering af hæren er det tydeligt, at den kinesiske styrkeopbygning har tre retninger.
For det første skal styrkerne med en meget stor styrke af mindre, moderne, missilbærende overfladekampenheder og meget stille ubåde i flåden samt nye stealth-beskyttede fly og ikke mindst ballistiske og hyperhastighedsmissiler kunne totaldominere De Syd- og Østkinesiske Hav-områder og nok også Det Japanske Hav, således at det er mere end sandsynligt, at amerikanske, der søger at gribe ind her, vil blive ødelagt med konventionelle våben. En regionalt begrænset krig her vil sandsynligvis blive støttet af angreb på amerikanske satellitter samt med cyberangreb, der hæmmer eller lammer den amerikanske reaktion.
For det andet udbygger de kinesiske kernevåbenstyrker på alle områder, så de har stor sikkerhed for at kunne afskrække en amerikansk optrapning. Kina stræber ikke længere som Storbritannien og Frankrig kun efter at opretholde en minimalafskrækkelsesstyrke.
Endeligt er den kinesiske flåde hurtigt i gang med at opbygge en oceangående stormagtsflåde, der på sigt kan støtte landets interesser og indflydelse i verden over for USA.

Som Rusland viser også Kinas krigsforberedelser en koncentration om en konflikts første fase, hvis forløb nogenlunde kan forudses, og søger en ”kernevåben”-firewall mod Vestens reaktionsmuligheder og en langvarig og totalt uforudseelig krig.
AKSEMAGTSSAMSPILLET
Det må nu betragtes som usandsynligt efter etablering af den sikkerhedspolitiske og militære akse mellem Rusland og Kina, at en konflikt i Europa eller Asien ikke vil blive fuldt udnyttet af magten i den anden ende af aksen.
Det oprindelige samarbejde mellem de to magter var præget af kinesisk kopiering af sovjetisk og senere russisk militærteknologi. Efter Sovjetunionens sammenbrud har der i stigende grad været tale om et magtpolitisk samarbejde for at modarbejde amerikansk dominans og indblanding i andre landes indre anliggender. I de seneste år er der sket en udvidelse og uddybning, og på det våbenteknologiske område med en markant og stigende overlegenhed både pga. de langt større kinesiske ressourcer og pga. teknologiske fremskridt. Det sikkerhedspolitiske samarbejde er blevet udbygget med symbolsk militært samarbejde med deltagelse i hinandens øvelser.
Man må sammenligne det nuværende samspil med den japansk-tyske aksesamarbejde, hvor man uden fuld alliance opportunistisk udnyttede partnerens svækkelse af de fælles fjender. Da begge sider er opportunistisk-revisionistiske vil de indirekte støtte hinanden.

VESTEN
I Vesten er der to reaktioner på den beskrevne udvikling. I NATO og alliancens europæiske lande vil man ikke være i stand til at gennemtænke og diskutere virkningerne af den hurtige teknologiske udvikling og den russiske løsning på sit problem,
> fordi der ikke har været nogen systematisk analyse af mulige forløb af en storkrig siden begyndelsen af 1990’erne,
> fordi en diskussion af kernevåbenproblemet og affødte behov har været politisk gift siden 1980’erne, hvor resultatet senest markeres af, at to-tredjedele af briterne ønsker, at NATO formelt skal fraskrive sig førstebrugsmuligheden, og
> fordi alliancens medlemmer af forskellige årsager fornægter behovet for både at opretholde et betydeligt stående styrkeberedskab og (som Finland stadig gør) planlægge og forberede en totalforsvarsmobilisering af samfundet.
Alliancen er ikke i stand til at definere et svar på kortvarslede og kortvarige russiske operationer, hvis mål er at skabe politiske kursændringer i udvalgte medlemslande som de baltiske snarere end at invadere for besættelse. Derfor øver alliancen angiveligt (nu efter en lang pause) reaktionen på klassiske invasioner uden reference til erklæret og demonstreret russisk tilbøjelighed og uden at diskutere, hvad der derefter kan følge militært og politisk.

For USAs vedkommende er reaktionen indtil videre drevet af en naiv teknologioptimistisk tro på at man igen kan sikre sig overlegenhed på væsentlige områder, så man kan vinde den første fase af en konflikt. Hvad der derefter sker, er der mindre tradition eller tilbøjelighed til at anvende kræfter på.

De overvejelser, der finder sted i USA om den kommende krig, koncentrere sig for flådens vedkommende naturligt om den indledende fase i en konflikt med Kina i landets havområder og munder ud i behovet for at modernisere og udbygge flåden. For hærens (og marinekorpsets) vedkommende ser man en søgen efter en rolle i en konflikt mod Kina, hvilket er hæmmet af, at en indsættelse i selve Kina er utænkelig. For flyvevåbnets vedkommende analyserer man de teknisk-taktiske muligheder for at kunne operere i Europa mod Rusland på trods af nye russiske luftværnssystemer.

USIKKERHEDEN EFTER 2024
Et element, der må ind i afslutningen, er mulighederne af et demokratisk sammenbrud i USA fra 2024. Dette næsten uanset om det også indebærer Trump’s eller blot hans Republikanske Partis tilbagevenden til magten, hvilket på nuværende tidspunkt må ses som overvejende sandsynligt på grund af Biden-Harris-holdets svagheder samt den øgede inflation og disse forholds forventelige indflydelse på Midtvejsvalget og den efterfølgende politiske lammelse.

Et demokratisk sammenbrud i Amerika vil åbne et vindue for antivestlig aktion fra Kina og Rusland, der vil være akut farlig, både fordi ingen andre endnu vil kunne handle effektivt uden USA, og fordi amerikanske beslutningstageres handlinger vil være helt uforudseelige på andre områder end en fortsat konfrontation over for Kina.

For at gennemtænke dette, er det nødvendigt stringent at gennemtænke en situation, hvor USA i løbet af uger til et par måneder forsvandt som magtpolitisk faktor i sit eget nærområde. Som USA gjorde i Mellemkrigstiden. Først forvirringen og derefter panikreaktionerne og opportunismen.

KLIMAFOKUS PÅ VESTENS SKYLD OG PLIGT – OG DE SKADELIGE KONSEKVENSER

Jeg læser opfattelsen hos de mange klimaaktivister som reelt modstandere af en demokratisk proces (i det omfang de tænker over og føler sig ansvarlige for at anvise en konkret vej til målet):

Det er åbenbart Vesten, der igennem den økonomiske og politiske udvikling, der bragte dem foran alle de mere langsomt kørende dele af Verden, er skyldig og nu skal banke sig selv tilbage til … meget langt tilbage. Så langt, at der er plads til at de mindre heldige også får plads til at svine lidt mere med den stadig stigende befolkning (som er OK).

Målet er åbenbart ikke kun at redde Verden fra ødelæggende klimaforandringer, men at straffe Vesten for at skabe hurtig vækst gennem unfair udbytning af resten af Verden. Hvis nu bevidstheden i de Vestlige befolkninger er så umoden, at et flertal tøver med at hoppe ud fra klinten, må det rettroende tage de revolutionære og totalitære midler i brug, som kan skaffe resultater (som da problemet fra for hundrede år siden var klassekampen).

Vesten skal ikke snyde ved at indføre mere kernekraft, for det er man enige om er noget skidt. Løsningen er at sikre konstant jævn, hård vind … og solskin. Det er det kættersk at foreslå anden end vind, sol og (underforstået) en tilbagevenden til 1800-tallets forbrugsniveau, dog kun som veganere.

Vestens livsform har båret dramatiske fremskridt, som hele menneskeheden har haft gavn af. Men som alle andre civilisationer har også dele af den meget skiftende kraft igennem fem hundrede år på områder og i perioder været drevet manglende overblik, balance, individuel og kollektiv griskhed, kujoneri og direkte ondskab.

Det er både uhistorisk og uhensigtsmæssigt, hvis vi søger en løsning her klokken 1155 at forvente, at Vesten skal påtage sig en så stor del af byrden, at vi opnår socialt og politisk sammenbrud, som vi så med de Gule Veste og med trumpismen. Denne udvikling er allerede nu truende pga. de ulige virkende store prisstigninger på energi. For så er ødelæggende reaktion fra landenes befolkninger og national sabotage af resultatet en sikkerhed.

Vi må også forstå og forholde os til, at befolkningstallet har hele tiden været erkendt som en kritisk og afgørende faktor, men har været undertrykt af to årsager. For det første pga. de store religioners dogmers magt. For det andet på grund af den nævnte opfattelse af, at det udelukkende er Vesten, der skal løse problemet, fordi det er den, der er skyld i alt ondt i Verden.

Det kunne være en fordel, hvis alle nu koncentrerede sig om at gøre alt, ALT, for at bremse den globale opvarmning, og glemme den totalitær-revolutionære agenda. Også massiv investering i kernekraft og italesætning af befolkningsfaktoren, hvor denne er væsentlig for en løsning. Samt netop at give klar prioritet til klimatiltag over andre grønne og lokale hensyn, når dette måtte være nødvendigt.

For nogle af os vil også gerne bevare menneskehedens landvindinger, hvoraf en pæn del som beskrevet blev nået i Vesten.

Dette ikke for at udelukke aktivisme, der kan tilfredsstille behovet for at markere behovet for handling nu. Herunder vil en naturlig vej være at søge at ramme specielt klimaskadende firmaer og lande økonomisk med boycott, når dette kan ske uden en destabilisering af samfund, der kan udløse reaktion og sabotage.


EFTER RYGOPERATIONEN

Jeg beskriver mit rygskadeforløb, fordi en af mine gamle venner ikke rigtig kunne forstå, at der havde været tale om en gradvis udviklende situation, ikke en ulykke/et uheld.

Jeg havde i løbet af Coronaåret haft smerter i begge ben, der efter henvisning til MR-skanning på Privathospitalet CAPIO i oktober 2020 blev diagnosticeret som en diskusprolaps i begge sider. Symptomerne blev forværret med de øvelser, min første fysioterapeut anviste, men nye øvelser anvist af rygklinikken på Frederiksberg Hospital skabte hurtig en bedring, og ved en afsluttende konsultation mandag den 16. august blev jeg raskmeldt.

På dette tidspunkt havde jeg imidlertid fået smerter i venstre hofte, som jeg troede skyldtes begyndende slidgigt. I løbet af uge 33 blev smerterne hurtigt værre, og jeg bestilte fredag 20. august et par krykker over nettet. De ankom allerede næste morgen med avisbudet/DAO, og de var nødvendige, da smerterne efter nogle fejlbevægelser nu var så alvorlige, at jeg ikke kunne støtte på venstre ben. Om lørdagen den 21. august kørte vi til København for at være i Region Hovedstaden.

I uge 34 var situationen blevet så alvorlig, at vore praktiserende læge fik indlagt mig akut på Bispebjerg. De tilbød mig indlæggelse med henblik på at lære at bevæge mig med støtte af smertebehandling. Denne mulighed blev støtte af vores læge, men mine symptomer var så alvorlige, at jeg afviste muligheden, da jeg var at oprette yderligere skade. Jeg blev derfor henvist til undersøgelse på Frederiksbergs Hospitals Rygklinik. Den fandt sted den 30. august. Jeg var på det tidspunkt klar over, at jeg ikke turde indlede behandling før, der eksisterede en ny MR-skanning som grundlag.

Da jeg fik en dato midt i oktober som dato for skanningen i Frederiksberg Hospital, henvendte jeg mig til Privathospitalet Aleris-Hamlet. Her blev jeg skannet den 9. september. Det kostede 2.500 kr. Resultatet viste diskusprolaps og ødelagt brusk imellem to lave hvirvler i lænden og svarede nøje til oplevelsen af skadeforløbet den 21. august og symptomerne derefter.

Det lykkedes at få Hamlet-skanningen sendt til Region Hovedstaden, så den var til rådigheden for konsultationen på Frederiksberg Hospitals Rygklinik den 17. september. Her blev besluttede min læge, Adam Høgsbro Laursen, at henvise mig til operation. Hermed indledtes så løsningen af mit problem. Laursen tog senere, 18. oktober, kontakt for at høre, hvordan det gik, og jeg havde her den ublandede glæde at at kunne fortælle ham, at jeg var blevet opereret en uge før.

Forundersøgelsen på Rigshospitalet i Glostrup gennemførtes at kirurgen Linda Jørgensen den 29. september. Det lykkedes hende derefter at få mig placeret til operation om morgenen den 13. oktober på et afbud. Da var smerterne øget så meget, at jeg var tæt ved at søge akut indlæggelse.

Jeg deltog den 7. oktober i det obligatoriske operationsseminar på hospitalet.

Operationen fandt sted som planlagt, og jeg blev udskrevet dagen efter, den 14. om eftermiddagen. Jeg er nu ved at begynde at vænne mig til at anvende venstre ben igen. Som jeg blev advaret om ved forundersøgelsen som en mulighed, er der fortsat nogle smerter i venstre ben/fod, som er fortsat efter operationen.

Mine oplevelser fra de 1½ døgn på Glostrup er videregivet til interesserede. Jeg er dybt taknemmelig.

OM FORMIDLINGEN AF KOLONIHISTORIEN OG HERUNDER DANSK SLAVERI

Det skal nu hurtigt udredes, hvordan dansk kolonihistorie skal formidles.

Først skal man herunder selvklart fastlægge rammen.
Hvordan forholder Danmarks optræden sig til den generelle koloniverdenshistorie før og under de europæiske landes oversøiske ekspansion fra 16. Århundrede og frem?

Herunder er det naturligt at fastlægge slaveriets verdenshistories hovedtræk, vilkårene for ejendomsret over mennesker i andre og europæiske kulturer i de sidste århundreder samt slaveholds sammenhæng med raceopfattelser. Dette fordi det blandt nogle aktivister er opfattelsen, at den hvide races ubevidste subjektivitet blokerer for en sand historieopfattelse og -formidling.

Endelig bør motiver og forløb af afkoloniseringen samt frigivelsen af livegne og slaver følges fra Oplysningstidens meningsdannelse i Vesten og andre kulturer frem til den aktuelle aktivisme.

Opgaven er jo at give et så sandt og komplet billede som muligt, ikke?

Man skal vel ikke formidle en anakronistisk karikatur, vel? Vi vil hverken have fake news eller fake history

ANMELDELSE AF PETER HARMSEN: STORM OVER STILLEHAVET, ANDEN VERDENSKRIG I ASIEN. Lindhardt og Ringhof, 2021, Samlet 888 sider, ISBN: 9788711564370

Denne bog er så væsentlig, at den snarest muligt skal læses af flest mulige interesserede. Storkrige som Anden Verdenskrig får så omfattende virkninger på menneskehedens historie derefter, at det er af indlysende betydning, at årsagerne til forløbet klarlægges i så høj grad som dette er muligt.

Dette sker dog af mange gode grunde ikke umiddelbart. Den mest interessante historie er ens egen, for Danmark Besættelsen, for England landets overlevelseskamp alene fra forsommeren 1940 til først Sovjetunionen og så USA blev inddraget i krigen i 1941.

Historikerne er begrænset af de hovedsprog, som er udbredt i deres uddannelsessystem. Det er naturligt og fristende at begrænse fortællingen i tid og geografisk, som det sker ved fokus på en del af krigen såsom et slag.

Selv for generelle behandlinger af krigen vil vores fortælling om Anden Verdenskrig normalt være koncentreret om krigen mod Tyskland og Italien i Europa og Atlanterhavet, og som oftest vil vinklen i Danmark være den angelsaksiske, fordi danske historikere normalt ikke kan læse russisk. I det omfang interesse for Anden Verdenskrig inspirerer til turistrejser, er det mest sandsynlige mål for danskere nok til invasionskysten i Normandiet samt måske kamppladserne i Ardennerne eller i det sydlige Holland.

Det er noget mere nørdet at beskæftige sig med krigen mod Japan i Stillehavet for slet ikke at tale om de dele af krigen, der fandt sted på det asiatiske fastland, ølandene i de sydlige og vestlige Stillehav samt i Det Indiske Ocean. I de seneste årtier har interessen for Stillehavskrigen, som markeret af spillefilm, været koncentreret om overfaldet på Pearl Harbor, det afgørende søslag ved Midway og på Guadalcanal og Iwo Jima og afslutningen med de to atombomber.

Der kom dog nyt fokus på den amerikanske del af Stillehavskrigen med den fremragende TV-serie, ”The Pacific”, der fulgte den herhjemme mere sete ”Band of Brothers” fra krigen i Vesteuropa efter Invasionen. Britisk og australske historikere forskede videre i kampene i Burma, Malaya og på Nyguinea, men rammen var normalt altid en Stillehavskrig, der blev indledt med Pearl Harbor og afsluttet med atombomberne.

Det første væsentlige brud med dette for interesserede som mig, der ikke kan læse kinesisk, kom med den unge britiske historiker Rana Mitters 2013-bog: ”China’s War With Japan, 1937-1945: The Struggle for Survival”. Allerede i 2005 havde Jonathan Parshall og Anthony Tully med ”Shattered Sword. The Untold Story of the Battle of Midway” centralt bidrag . Bogen gav en føste analyse af en af krigens nøglebegivenheder, der fuldt ud inddrog japanske opfattelser og kilder.

Men så kom Peter Harmsens epokegørende bog.

For det første dækker den efter anmelderens opfattelse på afbalanceret måde alle dele af den enorme konflikt økonomisk og velfortalt. Det sker kronologisk ved at give de nødvendige dele af forhistorien. Derefter følges hele forløbet med de første fire års japansk-kinesiske krig før Pearl Harbor til afslutningen med atombombardementet af Hiroshima og Nagasaki samt den sovjetiske invasion af Manchuriet.

Bogen følger krigens forløb på det asiatiske fastland i Kina, Indokina, Thailand, Malaya og Burma-Indien, i Phillipinerne, Hollandsk Ostindien, på Ny Guinea, Solomon-øerne og øgrupperne i det centrale Stillehav, som udgjorde Nimitz centrale akse. De ledende politiske og militære personligheder fra alle deltagerne følges og karakteriseres, samtidig med at de normalt korte kapitler i bogen levendegøres af deltagernes vidneudsagn, så læseren aldrig bliver træt.

De afgørende kampe på land, i luften og på havet beskrives kort og klart hjulpet af kortskitser, og illustrationerne støtter teksten godt. Civilbefolkningens lidelser glemmes aldrig, og også den voldsomme belastning som indsættelsen i junglekrigen er for på soldaterne, indtil de er vænnet og trænet til miljøet, følges og gives et særligt kort kapitel. Værket indeholder et utal af detaljer, herunder fortællingen om de italienske styrker i Kina, efter at Italien brød med aksemakterne i 1943.

Men dette er ikke det afgørende nye bidrag. Den helt afgørende og enestående fordel ved bogen er forfatterens fulde og overbevisende inddragelse af japanske kilder. Dette giver ikke mindst et helt nyt billede af den tvivl og usikkerhed, som prægede de fire års krigsførelse i Kina fra 1937, hvor den japanske hær to gange samtidig kom i åben grænsekrig med Sovjetunionen. Dette fokus på det japanske beslutningsforløb forklarer også, hvorledes de tyske sejre i Europa i 1940 påvirkede udviklingen i Asien og de japanske ledere. Herunder følges gennem hele forløbet kejser Hirohitos svingende og nervøse opfattelse af forløbet.

Bogen skaber klarhed og bringer nyheder. Dette selv for en militærhistoriker, der som anmelderen i årtier har læst om disse felttog og operationer på og over havet. Den japanske hær manglede desperat tropper. Under den offensive lynkrigsfase fra vinteren 1941-42 angreb man med talmæssigt underlegne styrker, der efter en hård tidsplan snart blev flyttet til en ny operation, så man rettidigt kunne få fat i hovedmålet, olien i Hollands Ostindien. I 1944-45 skulle man med sine begrænsede styrker opbygge forsvaret af selve Japan, holde gang i storoffensiven i Kina, fortsætte indsatsen i Burma og sammen med flåden finde garnisoner til baserne i hele det vestlige, centrale og sydlige Stillehavsområde. Disse øgarnisoner blev derefter låst fast af den stadig mere totale amerikanske luftoverlegenhed og specielt undervandsbådsblokaden.

Bogen er massiv og ikke let at læse i sengen eller sofaen. Man forstår godt, at værket på engelsk udgives som en trilogi med titlen ”War in the Far East” med bind dækkende 1931-1941, 1942-1943 og 1944-1945. Som nogle af forfatterens tidligere udgivelser er værket planlagt udgivet på kinesisk.

Forfatteren Peter Roy Harmsen er knyttet til Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Herudover dækker han udviklingen i Asien for Weekendavisen. Han har tidligere udgivet bøger om danskere i Kina i 1930 samt om begivenhederne ved Shanghai henholdsvis Nanjing i 1937.

Tak til forfatteren for den reelt utrolige indsats og for, at vi også fik dette helt unikke værk på dansk.

FORSTÅELSENS TÅBELIGHED: DET ER IKKE SYND FOR RUSSERNE!

Dette indlæg provokeret af et Facebook-indlæg i går, der ud fra dette kort forstod den russiske opfattelse af, at nationens sikkerhed krævede, at ukrainerne og belaruserne optrådte som klienter, der underlagde deres sikkerhedsbehov og fremtid Ruslands forgodtbefindende.

Det skulle og skal de gøre, fordi den russiske ledelse angiveligt fast tror på, at Vesten med alle midler vil undergrave og ødelægge Rusland. Fra Belarus og Ukraine vil hvad der må være Zombie-Panzerarméer igen kunne angribe mod Moskva.

Jeg vil som militærhistoriker nøgternt konstatere, at den erfaring som russerne burde drage af deres historie, er entydigt, at landets enorme udstrækning gør en landinvasion fra vest til et umuligt foretagende.

Den eneste alvorlige menneskelige trussel med Ruslands fremtid er en kernevåbenkrig, der som under Den Kolde Krig kan opstå pga. tåbelig, dvs. aggressiv og tvetydig, optræden på landjorden.

Jeg kan forstå sympati med det russiske folk, der har været udsat for så meget brutalitet og tåbelighed både udefra og fra egne herskere. Men jeg kan kun foragte den forståelse, der gør, at man ikke behandler Rusland som man ville behandle ethvert andet land, der angiver at være civilisationsbærer.

Hvis noget andet land havde optrådt så samvittighedsløst og morderisk, som Rusland har optrådt i Syrien, ville der være en international folkebevægelse, der arbejdede for at få krigsforbryderne for en international domstol. Selv Kina er udsat for end mere målrettet kritik for undertrykkelsen i Xinqiang. Men de stakkels russere skal vi vise forståelse, for det er jo ikke amerikanere eller israelere.

Vi konstaterer, at den frie meningsdannelse i vesteuropæiske lande angribes og forgiftes af russiske medier. Dette registreres og vi diskuterer, hvilke defensive tiltag vi kan tage inden for den frie presses rammer for at imødegå forureningen. Vi overvejer ikke åbent, hvilke offensive skridt vil kunne tage for at udnytte de brudlinjer, der præger livet i Rusland, herunder de voldsomme sociale forskelle og den dybe racisme, der siden 1800-tallet har præget landet. Vi udnytter ikke den højt kvalificerede russiske flygtningemiljø så målrettet og aktivt, som vi kunne.

Det russiske regimes optræden over for kritikere demonstrerer klart, at man kender egen sårbarhed, men eliten har jo økonomisk gavn og personlig fornøjelse af sine muligheder i Vesten, så det er begrænset, hvor meget man kan lukke ned.

Og så til sagens kerne: Det russiske billede af en landinvasion via Ukraine og Belarus. Det nærer en mental belejringsoptræden, er uden fundament og derfor totalt latterligt. De, der i Vesten tror på og forsvarer muligheden som realistisk at tro på, har samme forhold til virkeligheden som COVID19-vaccinemodstandere har på et andet område. NATO i Europa er historiens klareste eksempel på et hurtigt og frivilligt kollaps af kapaciteten til militært selvforsvar – for slet ikke at nævne offensiv landmilitær evne. Selv en zombiehær ville mangle egnet materiel og logistik.

Dette forhold burde anvendes offensivt af Vesten. Det burde indledes en diplomatisk kampagne for en nye europæisk våbenkontrolaftale, der fokuseret på de midler, der bærer landoffensiv evne, dvs. pansrede kampkøretøjer samt støttende artilleri- og dronesystemersystemer. Det burde for at kunne virke være koblet til et tillidsskabende kontrolregime.

Man konstaterer korrekt, at det vil russerne ikke gå med til.

Netop derfor skal muligheden energisk forfølges som al anden ubekvem sandhed, Dette fordi en sådan kampagne ville blotte det manglende indhold i det russiske trusselsbillede og dermed punktere kravet om belarusisk og ukrainsk underlæggelse. Det vil også give den europæiske reaktion på den stadig dybere amerikanske isolationisme en politisk attraktiv irriterende idealistisk dimension. Her kan selv tyske Grønne og socialdemokrater være med.

Så lad også energisk beskrive de russiske kejserens nye klær og de internationale tiltag, der vil virke som den lille drengs konstatering.

EFTER SYGEPLEJERSKESTREJKEN – VÅGN OP OG REFORMÉR DET OFFENTLIGE LØNSYSTEM

Sygeplejerskerne har ret i, at 1969-lønstrukturen for offentlige ansatte hurtigst muligt bør kasseres og erstattes af noget mere rimeligt. Men årsagen er ikke, at ordningen lønnede kvinder for lavt.

At systemet er uretfærdigt og umuligt at sælge til sygeplejerskerne ses af de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der er fulgt regeringsindgrebet.

Ordningen blev udviklet på det dengang faktiske grundlag. Her var manden stadig hovedforsørgeren. Ordningen hovedproblem var og er, at den overbelønnede akademisk uddannelse. Og det tør ingen regeringer se i øjnene, fordi både politikerne og deres rådgivere er klart inhabile.

Lønstrukturen skal imidlertid hurtigt afløses af noget mere tidsvarende, fordi både systemet og senere supplementer er urimelige og provokerende. Sygeplejerskestrejken er kun en advarsel om en uholdbar situation.

Da jeg i slutningen af 1960’erne gik på Hærens Officersskole, arbejdede linjeofficerskorpsets organisationsformand, generalmajor Hans Christian Engell, intensivt for at få accept af, at hans medlemmer skulle tilhøre Akademikernes Centralorganisation, og som en del af processen lavede oberst Nils Berg en ny, længere uddannelse af Hærens officerer, som derefter blev sat i gang.

I den nye offentlige lønstruktur var en lang, akademisk uddannelse den eneste vej til en attraktiv indplacering i det nye system.

Dette kriterium har været styrende lige siden 1969 på trods af, at udviklingen hurtigt undergravede dette grundlag. Uddannelserne var snart ikke længere finansieret af studielån, som man skulle betale tilbage, men af kontant uddannelsesstøtte.

Senere blev de akademiske uddannelser i øvrigt reduceret i længde samtidig med, at de halvlange uddannelser blev øget i tid og indhold.

Snart blev det faktuelt uholdbart at forudsætte at manden var “hovedforsørger”, men forvaltere af en ordning, forvalter kun, uanset at verden ændrer sig omkring dem.

Men 1969-lønstrukturen blev bevaret.

Det eneste supplement blev idéen om, at de offentlige chefers lønninger skulle øges dramatisk og langt ud over den løn, der blev givet til deres politiske ledere, dvs. borgmesteren eller ministeren.

Påstanden, hvor der aldrig blev søgt et evidensgrundlag, var, at det kun ville være muligt at få gode offentlige chefer, hvis man kunne give lønninger på niveau med det private erhvervslivs højeste.

Ingen stillede sig spørgsmålet, om der var evidens for, at man ikke tidligere kunne få kvalificerede folk til at søge stillinger som forvaltnings- og styrelseschefer. Det var helt i overensstemmelse med resten af New Public Managementsidéerne, at man ikke kritisk søger evidens for sine teorier.

Det er let at se, hvad der bør afløse 1969-ordningen. Først og fremmest skal man anvende markedsmekanismerne som incitament til et anderledes uddannelsesvalg. Når man ikke kan få tilstrækkeligt mange og talentfulde unge til at søge de uddannelser, som velfærdsstaten bygger på, skal disse stillinger selvfølge lønindplaceres, så de bliver attraktive.

Det skal også gives indflydelse på grundlønnen, om stillingerne indeholder døgnvagttjeneste, flytte- og udstationeringskrav eller farlig tjeneste.

En akademikers villighed til at lade sig omskole til og ansætte i en velfærdsstilling skal belønnes ved indplaceringen, så skiftet accelereres.

Det er for at skabe øget fleksibilitet også en god idé at lære af udlandet, på hvilke steder uddannelser til forskellige lærerstillinger kan ske, og at opløse grænserne mellem fagforeningerne for forskellige typer af lærere (dvs. Danmarks Lærerforening, Gymnasielærerforeningen og Magisterforeningen). Lønninger og ansættelsesformer bør jo hurtigt harmoniseres. Opdelingen er hæmmende for fleksibilitet, og hvis uddannelseslængden ikke er bestemmende kan skel fjernes.

Lærerens egnethed bygger på faglig viden, og kunnen, der stadig bør udvikles, og herunder uddybes og udvides til en mere krævende elevskare (dette er ikke muligt med den nuværende kasseopdeling på grundlag af minimumskrav). Den hviler på en til elevskaren tilpasset formidlingsevne, der må næres af et stadigt engagement. I den her skitserede ramme vil mange grundskolelærere søge dybere faglig forståelse ved universitetsstudie og lærere på ungdomsuddannelser være i gang med forskningsprojekter. At det er muligt og givende ved jeg fra egen erfaring.

Det system, som skitserer, ved jeg er naturligt i Canada, Finland og Estland. Da jeg var akademichef i Tartu var næsten alle mine estiske lokalansatte (ligesom embedsmænd i ministerierne i Tallinn) i gang med en eller anden videregående uddannelse. Arbejdsgivere forventedes at støtte med frihed og en vis sponsorering af uddannelsesudgifter. Det fandt jeg meget, meget begavet.

Tilbage til Danmark. Der er ikke en ubegrænset lønsum til rådighed, så et system baseret på nye kriterier vil betyde en gradvis nedbygning af andre, og forudsætte, at der sker en meget kritisk gennemgang af rene forvaltnings- og kontrolfunktioner. Det er stillinger med fagligt indhold, der må prioriteres i antal og med lønsum.
Det er en helt anden offentlig sektor, som skitseres her, en hvor der sker en liberalisering på det offentlige område, der afspejler opløsningen af håndværkerlaug.

Med Folketingets sammensætning nu kan man konstatere, at der er mange af medlemmerne, som en sådan reform vil true på lønnen. Men idéen om en sådan reform vil nok være et udmærket budskab at sende til de vrede sygeplejersker, uanset at deres læsning af kriterierne bag 1969-ordningen ikke er korrekt.

DE “MILITÆRE EKSPERTER”

(Billedet er fra Politiken 5/2 2014 “Militærekspert: Taleban lever i en fantasiverden Britisk sikkerhedsekspert mener, at Afghanistans hær har overtaget i konflikten med Taleban”)

Lad mig være specifik med hensyn til fokus for “Center for Militære Studier” (CMS), nu Københavns Universitet, og også “militæreksperterne” på Forsvarsakademiet.

Alle har koncentreret sig om “nye krige” (dvs. interventionskrige i de varme lande), og de har gjort dette uden at komme til problemerne på kamppladsen (dvs, de rigtige militære problemer), som jo også kræver analytisk fordybelse (i krigshistoriske eksempler) og/eller personlig erfaring.

Ingen af de to muligheder er fundet relevante for de mediedominerende danske “militæreksperter”. I øvrigt er det typisk, at eksperterne ikke giver personlig ansvarlig rådgiving, men kun bidrager til den løbende infotainment, i bedste fald, som Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsende, leverende det umiddelbart indlysende, men ellers ikke sagte

Dette gør eksempelvis, at der ikke har fundet en kritisk analyse sted af vores indsats i kamp i Helmand på trods af, at der her var tale om en “ny krig” efter “historien” arrogant blev betragtet som afsluttet. Et superrelevant emne kunne her være “Krigens friktion, dansk fredstidsforsvars-forvaltning og indsatsen i Helmandprovinsen 2006-2012.”

Jeg kan huske den totalt afvisende holdning til deres ældre kolleger professionalisme og optræden, der prægede de kaptajner med krigserfaring fra Afghanistan eller Irak, jeg underviste på Forsvarsakademiets kursus for de bedste hærofficerer i slutningen af nullerne. Så der var/er i den grad noget at komme efter.

Men da Hæren senere kun er forudset til større opgaver i Europa, efter forsvarspolitikerne i 2012 havde brændt fingrene i de “nye krige” (med deres ubekvemme produktion af veteraner, hvoraf mange af fysiske og psykiske invalider) og ikke ville sådan noget i fremtiden, ville det have været logisk derefter at skifte spor og fokus.

Et oplagt emne ville have været at beskrive og analysere kampene er Østukraine i eftersommeren 2014 henholdsvis i Nagorno-Karabakh i 2020 med henblik på at uddrage betydningen for NATO-styrkers, herunder danske enheders organisation kampdoktrin i fremtiden.

Det ville måske også have været en god idé at genopbygge, hvad der til midten af 1990’erne var blevet dansk forsvars unike kompetence: Tæt praktisk integrerede operationer med styrker fra mere end ét værn.

Et andet akut område for analyse ville have været forsvaret af Vesteuropa og kernevåbenafskrækkelse af Rusland her i de kommende år.

Et tredje emne er betydningen af Kaliningrad for mulighederne af NATO-forsvar, -afskrækkelse og krisestyring i Baltikum.

Et påtrængende problem er diskussionen af problemet med meget lav troppetæthed i Baltikum og mulighederne for at forsvare regionen.

Jeg kunne som gammelt medlem af Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, som CMS jo er oldebarn af, godt håbe, at det blev forstået, at udgangspunktet for militære studier er de af krig skabte krav og vilkår. Med som Peter Viggo Jakobsen med vanlig umiddelbar skarphed gjorde klart for nogle år siden under en diskussion af Bornholms forsvar, ser den danske befolkning en rigtig forsvarsindsats som noget andre må klare, da vi ikke kan.

Uden studiet af krig er disse “militære” studier som modediskussion i Kejserens Nye Klær.

Vi savner fra ekspertgruppernes side en opstilling og kritisk åben diskussion af de mulige fremtidige “scenarier”, dvs. dimensionerende, tænkte situationer i Europa, Arktis, o.a., som Forsvaret skal virke i. Uden disse bliver forsvarspolitik uden substans og ender altid som en skandale eller blot spild af penge og menneskeskæbner. Jeg har ikke set en eneste af “eksperterne” bidrage til en sådan indsats. Derfor bliver deres aktiviteter som ikke forankrede luftkasteller. Jeg skammer mig over, at mine yngre kolleger, mange af dem fremragende som vore elever på stabskursus i 1990’erne, har ladet det ske.

PAKISTANS KRIGSSUCCES I AFGHANISTAN (suppleret i forhold til version på POV.international.com)

Det var ikke skæbnebestemt. Det var slet ikke givet, at Vestens indsats skulle lide samme skæbne som da briterne og russerne gentagne gange mellem 1839 og 1989 forsøgte at opnå en geostrategisk dominans over landet og dermed området mellem Central- og Sydasien.

Forløbet fra 2001 til nu skyldes først og fremmest manglende amerikansk viden og interesse. Hertil kom grov militær selvovervurdering hos alt for mange i Pentagon – med Donald Rumsfeld i spidsen – for tyve år siden.

Den anden centrale faktor bag udviklingen var (og er) den pakistanske ledelses (dvs. generalernes) opfattelse af geostrategisk nødvendighed. Krigen er ved at blive tabt, fordi Vesten valgte at ignorere, at den egentlige modstander var den pakistanske hær, der i en tålmodig og målrettet, men fleksibel, indsats i over fyrre år ville sikre sig en venligsindet regering i Kabul.

På et langt mere underordnet niveau bidrog uprofessionelt fumleri (også dansk) under den velmenende indsats til det tumpede forløb i de afghanske provinser.

Artiklen er en senvirkning af de diskussioner, jeg havde med etnografen Klaus Ferdinand i 1980’erne, da vi i DR1s Orientering skulle kommentere modstanden mod de sovjetiske besættelsestropper. Jeg havde midt i 1970’erne gjort FN-tjeneste i Kashmir parallelt med, at jeg som del af mit historiestudie på København Universitet arbejdede med Sydasiens historie efter 1850. Det skete under kyndig vejledning af Indien-historikeren Benedicte Hjejle. Ferdinand fik mig til at udvide min læsning og interesse til også at omfatte Afghanistans skæbne. Det har fortsat siden.

Hvis jeg skal nævne en enkelt forfatter, der bredt beskriver og forklarer forløbet i de sidste 50 år, er det eksil-pakistaneren Ahmed Rashid, herunder bl.a. hans “Descent into Chaos: The world’s most unstable region and the threat to global security” fra 2008.

GEOSTRATEGISK GRÆNSEBUFFER
Det centrale område i konflikten er bjergområderne langs grænsen. De stadig lavere bjergkæder fra det vestlige Himalaya danner en fysisk barriere mellem sletteområdet syd for den centralafghanske bjergmassiv Hindukush og sletteområdet i Pakistan vest for Indusfloden. Bjergområdet er befolket af et ujævnt netværk af primært pashtunske bjergstammer, der i Afghanistan traditionelt har domineret landet politisk.

Grænselinjen igennem området blev i 1893 fastlagt af briten Mortimer Durand og opkaldt efter ham. Den tog ikke hensyn til stamme- eller familieforhold i de tæt forbundne befolkninger nord og syd for linjen. Den blev kun modstræbende accepteret af den afghanske emir ved afslutningen på Den Tredje Afghanske Krig i 1919. Stammerne syd for Afghanistan skal i Pakistan som tidligere i Britisk Indien kunne virke som irregulære første grænseforsvarere.

For at undgå, at grænsestammerne gennem civilisationspåvirkning mistede deres krigeregenskaber etablerede briterne et politik- og offentlig forvaltningsfrit område omkring grænsepassene syd for Kabul. Denne praksis blev overtaget af Pakistan og området blev opretholdt som Føderalt Administreret Stammeområde (F.A.T.A.). Dette formelt lovløse og fattige område blev i den pakistanske politiske virkelighed direkte, men løst styret af specielle agenter og lokalt rekrutterede paramilitære elementer fra hæren.

DEN AFGHANSK-PAKISTANSKE GENSIDIGE INTERVENTIONSKRIG
Situationen blev dramatisk forværret fra 1973. To år tidligere var Pakistan efter et katastrofalt nederlag til Indien blevet reduceret til landets vestlige del. Indien havde interveneret militært til fordel for Østpakistans selvstændighed.

Nu havde Mohammed Daud Khan ved kup afskaffet det afghanske kongedømme. Han forsøgte sammen med landets kommunistpartis to fraktioner og officerer uddannet i Sovjetunionen at modernisere landet. For at legitimere sit kupstyre slog han ind på en aggressiv udenrigspolitik rettet mod det svækkede Pakistan.

Ikke alene skulle pashtuner nord og syd for Durand-linjen samles i et Storafghanistan med navnet “Pashtunistan”. Den nye stat under afghansk ledelse skulle også omfatte Baluchistan, dvs. hele den vestlige del af det tidligere Vestpakistan. Fra baser i Afghanistan blev anti-pakistanske kræfter derfor bl.a. støttet med våben.

Dauds kampagne for et stor-Afghanistan under et nyt navn blev korrekt set som en eksistenstrussel mod Pakistan. Det skulle også ses i sammenhæng med, at arvefjenden Indien og Dauds Afghanistan var knyttet sammen som samarbejdspartnere med Sovjetunionen.

Jeg kørte hjem fra FN-tjenesten i marts 1976 gennem Afghanistan. Det skete via Kabul, Kandahar og Herat videre til Iran. Det var i Muhammad Daud Khans periode, hvor fjendtlighederne med Pakistan blev indledt med hans forsøg på at destabilisere den svækkede sydlige nabo.

Den pakistanske hær opfattede sig som garanten for landets overlevelse som en muslimsk stat, og efter hærchefen Muhammad Zia-ul-Haq i juli 1977 havde overtaget magten i landet ved et kup, blev Dauds udfordring taget op. Efter Daud var blev snigmyrdet i april 1978 af afghanske kommunister, indledtes et oprør mod Kabulstyret, der straks blev støttet fra Pakistan. Kampene førte til voksende flygtningestrømme ind i Pakistan. Her blev de samlet i store lejre. Disse blev rekrutteringspuljer og baser for den pakistanske støtte til oprøret.

Som en del af hærens redefinition af Pakistans identitet og eksistensberettigelse allierede Zia sit styre med landets radikale islamistiske politiske kræfter. Dette valg bestemte også prioriteringer af støtten til de forskellige dele af den afghanske opposition. Denne pakistanske militære indsats mod Kabul har med enkelte mere lavintensive faser nu varet uafbrudt igennem mere end fyrre år.

Det eneste, der ændrede sig med den sovjetiske intervention i slutningen af 1979 til støtte for den afghanske “revolution”, var at den pakistanske indsats nu fik massiv amerikansk støtte. Denne blev givet i rammen af Vestens kamp mod Sovjetunionen. Den pakistanske militære ledelse sikrede sig, at den amerikanske støtte ikke fandt sted direkte. Den blev kanaliseret via Pakistans militære efterretningstjeneste ISI, der støttede og anvendte islamistiske kræfter i sin indsats.

UDNYTTELSEN AF SOVJETS INVASION
For Sovjetunionen var målet med den militære intervention i Afghanistan altid begrænset, og styrkerne i landet skulle kun sikre hovedbyerne, hovedvejen mellem disse, og de baser, der støttede operationerne her. Det betød, at de sovjetiske styrker næsten konstant var i defensiven og søgte at forbedre deres situation gennem modoffensiver med rensningsoperationer støttede af bevæbnede helikoptere og flybombardement.

Dette betød, at de bl.a. amerikansk finansierede baser på den pakistanske side af grænsen kunne virke uhindret, og at alle forsøg på at lukke grænsen blev forgæves.

Fra 1986 søgte Sovjetunionen at sikre en intern forsoning under Mohammad Najibullah. Han skabte gennem kompromis med regionale ledere, dvs. krigsherrer, en stabilisering, der skulle muliggøre, at de sovjetiske styrker kunne overlade sikkerheden til afghanerne og forlade landet. Tilbagetrækningen blev afsluttet i februar 1989.

Krigen havde kostet anslået mindst en million afghanere livet, og omkring fem millioner var flygtet, de fleste til lejre i Pakistan, hvor ISI kunne rekruttere og målrettet udvikle den radikalt islamistiske del af den afghanske opposition.

Det lykkedes Najibullah at inddæmme og standse åbent pakistanskstøttede angreb selv efter den sovjetiske militære tilbagetrækning. Men med Sovjetunionens sammenbrud og opløsning standsede finansieringen. Det undergravede den afghanske præsidents mulighed for at kunne bevare kontrollen over landet. I 1992 måtte han afgive magten, og da USA ikke var interesseret i at støtte FNs forsøg på at stabilisere situationen, indledtes nu en fire års ødelæggende borgerkrig. CIA ønskede et afghansk sammenbrud og en sovjetisk ydmygelse som hævn for Vietnam.

Borgerkrigen sluttede først, da det i 1996 lykkedes den nye pakistansk-støttede, islamistiske Taleban-bevægelse at erobre Kabul. Talebans indsats blev fortsat støttet af ISI, men med sejren i Kabul var tjenesten nu fri til at anvende sine baser til at udvide og støtte oprørsindsatsen mod hovedfjenden Indien i Kashmir.

BIPRODUKTET AL-QUEDA
Under krigen mod den sovjetiske tilstedeværelse havde ISI også anvendt ikke-afghanske frivillige. En gruppe af disse var under ledelse den saudiarabiske rigmandssøn Osama Bin Laden. Han dannede efter den sovjetiske tilbagetrækning kamporganisationen al-Qaeda. Den skulle fortsætte en hellig krig mod dem, man så som Islams fjender, herunder først og fremmest USA med allierede. Fra 1992 opererede man mod USA fra Sudan, men i 1998 flyttede Bin Laden til det Taleban-kontrollerede Afghanistan, hvor han etablerede sine internationale træningslejre. Hans internationale krigere støttede også Taleban i kampen mod de resterende modstandere i den afghanske borgerkrig. Reelt overtog al-Qaeda som en gøgeunge den internationale ledelse af Talebanværten.

USA VIDERE EFTER SEJREN
Efter al-Quedas angreb på USA blev den pakistanske diktator, general Pervez Musharraf, afkrævet støtte til den amerikanske invasion af Afghanistan, der jo var rettet mod Taleban, Pakistans skabelse og allieret. Men USA søgte heldigvis for Pakistan ikke at blive involveret i langvarige kampe eller genopbygningen af Afghanistan. Den internt svage Musharraf kunne ikke kontrollere ISI, og tjenesten blev heller ikke afgørende stækket af sin amerikanske partner CIA.

ISI blev givet mulighed for at evakuere ikke alene sine talrige egne operatører i Afghanistan til Pakistan. Med fulgte også et stort antal Taleban- og al-Queda-krigere, og som vi ved blev Bin Laden placeret i en nordpakistans garnisonsby. ISIs træningsbaser for vennerne blev genskabt.

USA gjorde bevidst heller ikke gjort forsøg på at hindre Talebans og al-Quedas tilbagetrækning over grænsen efter sejren. Den amerikanske regering havde allerede før denne besluttet at udnytte situationen til hurtigst muligt fortsætte til Irak.

Som George H.W. Bush havde gjort ti år tidligere, valgte sønnen George W. Bush i 2002 at droppe virkninger af investeringen i Afghanistans fremtid og overlade udnyttelsen af denne til den pakistanske hærs national-islamistiske ledelse.

Stabiliseringen efter sejren blev stærkt hæmmet af, at der ikke længere var kendte og derigennem legitime modstandsledere til rådighed at overdrage til. Den Nordlige Alliances leder, tadsjiken Ahmad Shah Massoud, var blevet myrdet af al-Queda den 9. september, og den naturlige pashtunske leder, Abdul Haq, var senere blevet dræbt af Taleban i et forsøg på at komme ind i landet. De tabte måtte afløses af den tøvende, intellektuelle pashtun Hamid Karzai og Massouds hjælper, den altid ambitiøse Abdullah Abdullah. De kunne ikke løfte arven, og da slet ikke efter at den amerikanske interesse flyttet til Irak.

De amerikanske vestlige allierede kunne så koncentrere sig om den trælse stabilisering og genopbygning af Afghanistan. Det gik langsomt og tøvende, da man ikke blev drevet af utålmodigt pres fra en engageret amerikansk ledelse.

Den langsomme udvikling betød, at Vesten ikke fik udnyttet den udbredte velvilje skabt af det allerede forhadte Taleban-styres nederlag. Det gav ISI tid til at genopbygge Taleban i fred og ro. Det skete i F.A.T.A. og i Quetta-provinsen syd for den sydvestlige del af Afghanistan.

LIDT OM OPRØRSBEKÆMPELSE
Oprørskrig drejer sig ikke om at erobre og fastholde terræn eller slå fjender ihjel. For de sikkerhedsstyrker, der arbejder for regeringen, er målet at overbevise en stadig større del af befolkningen om, at regeringen kontrollerer fremtiden. Det skal demonstreres, at det er regeringen, ikke oprørerne, der kan levere sikkerhed, retfærdighed inden for loven og samfundets normer samt et økonomisk grundlag for familiens, slægtens og lokalsamfundets fremtid.

Hvis regeringen ikke gennem sin totale indsats konstant demonstrerer, at den vil og kan sikre folk og bedre fremtiden, taber den.

Retfærdighed omfatter i første omgang, at sikkerhedsstyrkernes politimæssige og om nødvendigt militære indsats rammer oprørerne og ikke andre. Det er derfor nødvendigt, at enhver aktion bygger på solide efterretninger, som kun vil være til rådighed, hvis befolkningen tror og satser på, at regeringen vinder. Alle aktiviteter fra sikkerhedsstyrkernes side skal holdes inden for loven. Det betyder også, at sikkerhedsstyrkerne skal være ekstremt tilbageholdende med at anvende magt og specielt relativt unøjagtige våben som fly- og artilleristøtte.

Det indebærer også, at al indsats fra regeringens side skal målrettes og koordineres effektivt under en (personligt) ansvarlig ledelse, der er kendt og respekteret lokalt og som har et robust kendskab til de lokale vilkår. Erfaringsmæssigt kræver dette lang tids tilstedeværelse, sprog- og kulturkundskab og effektiv enhedsledelse af udviklingsprojekter og sikkerhedsindsats.

Ikke alene skal sikkerhedsstyrkerne optræde på et sikkert efterretningsgrundlag. De skal konstant fastholde initiativet ved aldrig at forfalde til rutineoptræden og derigennem forudseelig optræden. Hvis dette glemmes af bekvemmelighed, vil oprørerne kunne tage initiativet og tvinge sikkerhedsstyrkerne til kamp, hvor de må anvende tunge, upræcise våben, der skaber tab og ødelæggelser blandt befolkningen.

Så regeringsstyrkernes indsats skal være klart mere præget af logik som bag regeringsindsats i fredstid end af krigens logik. Hvis oprørerne opnår, at dette ikke er muligt, er de på vejen til at vinde. Det var hvad, der skete efter 2006.

DEN PAKISTANSKE TALEBANOFFENSIV FRA 2006
Det var denne vej til sejr, som Pakistan igennem ISI indledte i 2006, hvor de genopbyggede og nybevæbnede oprørsstyrker fra lejrene i F.A.T.A. og Quettaprovinsen passerede grænsen og indledte oprørskrigen i provinserne på den afghanske side og senere i de mere fjerne nordlige dele af landet. De vestlige lande var på det tidspunkt i ro og mag ved at etablere små militære-civile rekonstruktionshold i de afghanske distrikter, samtidig med at både central- og lokalregeringernes legitimitet blev svækket af korruptionsskandaler.

De vestlige lande svarede på Talebanoffensiven ved endelig af opbygge deres militære styrker i Afghanistan og senere også øge indsatsen for at opbygge den Afghanske Nationale Hær (ANA) og politistyrkerne. Men som det hurtigt blev klart, herunder ved det britisk-danske forsvar af distriktscentret Musa Qala samme sommer, havde de forskellige Talebanstyrker opnået og bevaret initiativet, og det eneste forsøg på at genere oprørerne i deres pakistanske baseområder blev anvendelse af præcisionangreb fra droner mod oprørsledere i F.A.T.A. over for de amerikanske hærenheder i det østlige Afghanistan.

Baserne i det pakistanske Quetta-distrikt, der var udgangspunkt for den oprørsvirksomhed, der bl.a. førte til hovedparten af de danske tab, fik lov til at virke uden sådanne generende droneangreb.

Det eneste forsøg herefter på at få den pakistanskstøttede krigsindsats i Afghanistan under kontrol gennem diplomatisk indsats, var i begyndelsen af Barrack Obamas første periode. Her erklærede man åbent, at der var tale om en krig i to lande og udpegede den tidligere resultatsøgende diplomat Richard Holbrooke som speciel repræsentant til begge landene. Men indsatsen forblev halvhjertet.

Holbrooke var uden opbakning fra Obama og vicepræsident Joe Biden. Han viste sig endvidere som andre amerikanere uden vilje eller evne til lægge effektivt pres på Pakistan og han så det derfor som umuligt at bringe konflikten under kontrol. Han døde, for han kunne når at ændre mening.

Selv da amerikanske styrker fandt, at Osama-Bin-Laden levede som den pakistanske hærs gæst 1 kilometer fra dens officersskole, anvendte hverken USA eller vi selv dette åbne pakistanske forræderi som anledning til at åbent brud. I stedet koncentrerede man sig om at vise hensyn og kompensere for dette pinlige ansigtstab, så man kunne fortsætte samarbejdet.

DET VELMENTE DANSKE RYGMARVSBIDRAG
Den danske indsats i Afghanistan demonstrerede aldrig noget selvstændig forsøg på forstå, hvad situationen reelt drejede sig om eller hvad dette medførte af krav og vilkår til den civile og militære indsats.

Danmark etablerede ikke en nødvendige enhedsledelse over dansk militær indsats og udviklingsprojekter med henblik på at integrere denne i en tilsvarende britisk enhedsledelse. I stedet opfandt man begrebet “samtænkning”. Det skulle skjule, at man ikke kunne eller ville placere al indsats under én af regeringen fuldt bemyndiget person. Jeg tror reelt ikke, at man i Danmark havde gjort sig klart, at dette var nødvendigt.

Danmark ville blot være synlig og hjælpe så godt som muligt, og hvis man forstod, at vores problemer og tab skyldtes pakistansk indsats, fortalte man de ikke til befolkningen.

Det igangværende sammenbrud af den sidste indsats ses som forklaret af de ædle vildes effektive modstand mod fremmed tilstedeværelse.

Det ville være ubekvemt at skulle forklare befolkningen, at problemet skyldtes amerikansk manglende rettidig omhu i først 1992 og så 2002 samt pakistansk militær indsats for at destabilisere og kontrollere nabolandet.

Den danske militære indsats viste ingen selvstændig tænkning om, hvad stabilisering og oprørsbekæmpelse indebærer. Man producerede og sendte nye hold hvert halve år, inklusive en ny ledelse, hvilket undergravede lokalforståelse, kontinuitet og læring. Holdene optrådte med programmeret forudsigelighed men planlagte orlogs- og aktivitetsperioder. Patruljeringen og andre operationer var også i stor udstrækning forudseelig både geografisk og i tid, hvilket lettede oprørernes indsats mod styrken.

SLUT
Jeg er som gammel soldat stolt over de danske enheders mod, gode hensigter og offervilje, specielt nede på gulvet i specialstyrkepatruljer, delinger og kompagnier. Men jeg har som gammel operations- og strategilærer intet positivt at sige om dansk eller allieret professionalisme eller vilje til at konfrontere virkeligheden på højere niveau.

Den manglende amerikanske vilje og evne til at udvikle og fastholde en realistisk strategi undergravede muligheden for en succes. Man gjorde intet effektivt for at afdække Pakistans hykleri og bringe landets diskrete krigsførelse mod Vesten til standsning. At opnå dette ville næppe have været muligt uden at gøre det sikkert, at alternativet ville være, at USA satsede på Indien som sin regionale partner.

Dette sidste er en udvikling, der er på vej, men nu uden virkning på situationen i Afghanistan.

EN NÆSTEN FORSVUNDEN FORSVARSCHEF

Det er nødvendigt at gå hele vejen tilbage til 1950. Så kan man følge den udvikling, der har medført, at der stadig findes danskere, der mener, at det er af betydning, hvad man kalder den general eller admiral, der har noget loven kalder “kommandoen” over dansk militær.

Det må allerede nu understreges, at ordet “kommando” er groft misvisende i den nuværende situation. Værnenes enheder er kun til rådighed for Forsvarschefen i en meget begrænset grad, og hans indflydelse på deres tilstand er bevidst stærkt begrænset.

Forsvarschefens nuværende rolle kan bedst forstås som, at han er projektansvarlig i en tværgående organisation uden klar autoritet over linjeorganisationens dele.

Det hele kritiske problem med den nuværende organisation er, at der ikke er klare sammenhængende myndigheds- og ansvarsforhold. Denne mangel er, som buketten af skandaler viser, en kræftsvulst, der forgifter, korrumperer og ødelægger organisationen og dens mennesker.

Men at få løst dette problem er næppe lettere and at få Myanmars generaler til at opgive magten.

MINISTERIETS LEDENDE (CIVILE) EMBEDSMÆND ER (I BEDSTE FALD) STÆRKT SKEPTISKE OVER FOR MILITÆRFAGLIGE SYNSPUNKTER
Rammen har altid været en både forståelig og nødvendig kritisk dialog mellem på den ene side det politiske mulige og ønskelige, som departementet i Forsvarsministeriet skal støtte ministeren i at repræsentere, og på den anden side det fagligt militære mulige,som Forsvarets og værnenes professionelle ledelse skal repræsentere og søge at skabe forståelse for.

I de første mange år efter 1950 blev dialogen mellem de to synspunkter lettet af de fælles erfaringer i de foregående ti år og af, at et meget stor del af Departementets embedsmænd var militære fagfolk.

De var håndplukkede, ofte højt uddannede, erfarne karriereofficerer, der havde en del af deres tjenesteforløb i ministeriet. De havde en professionel viden og indsigt, som de militære kommandoer, dvs. indtil 1970 værnskommandoerne, kunne finde irriterende, Men denne fagkundskab i departementet lettede også brobygning.

Denne situation er imidlertid ændret igennem de seneste tredive år, hvor stadig flere embedsmænd med rent civil akademisk baggrund ikke ser de fagmilitære erfaringer og argumenter som vægtige i en situation, hvor Danmark ikke trues af storkrig og invasion. De finder synspunkterne uforståelige og ubekvemme, for i modsætning til officerer er de ikke opdraget til at se katastrofale muligheder som beslutnings- og ledelsesrelevante.

FORSVARSCHEFEN SOM KUN ANSVARLIG FOR FORSVARSFORBEREDELSER OG KOMMANDOEN I KRIG
Men nu tilbage til 1950, hvor situationen var anderledes. Politikernes erfaringer gjorde det indlysende, at der var behov for, at de nu tre værn efter etableringen af Flyvevåbnet ikke planlagde og eventuelt gennemførte hver deres forsvarsindsats uden hensyn til de andre.

Den første forsvarschef, admiral Erhard Quistgaard, fik derfor i fredstid underlagt efterretningsvirksomheden samt et koordinerende ansvar for forberedelserne til landets territorialforsvar i krig. Som leder af den danske delegation i planlægningen af NATO havde Quistgaard værdifulde internationale kontakter, som han kunne anvende i stillingen.

Ansvaret for ressourcer og “anlæg”, dvs. byggeri og materielanskaffelser forblev i Forsvarsministeriet, og de tre værns forskellige myndigheder tog sig af materieldrift og uddannelse direkte under ministeriet.

I FORHOLD TIL NU
På overfladen er denne situation meget lig den nuværende, hvor Forsvarschefen kun har det overordnede ansvar for indsættelse af styrkerne, men da opgaven dengang var territorialforsvaret af Danmark mod et truende stormagtskup eller -angreb, var Quistgaards rolle og det politiske behov for hans fagkundskab dramatisk meget stærkere end general Flemming Lentfers.

Nu er situationen fundamentalt anderledes, fordi ingen centrale danske politikere, toneangivende mediefolk eller civile sikkerhedspolitiske eksperter længere synes at acceptere, at der er eller igen kan blive militære roller for dansk forsvar, som er specielt viden- og færdighedskrævende.

Det ignoreres, at uden en solid baggrund mangler personen med sikkerhed grundlaget for at planlægge og lede operationer under krise og konflikter. Det nødvendige fundament er en årelang konstant faglig interesse, støttende formel uddannelse, praktisk ledelseserfaringer fra varierende, realistiske øvelser eller eventuelt tjeneste i internationale myndigheder i krigszoner. Uden denne kan man heller ikke effektivt repræsentere danske interesser i internationalt militærfagligt samarbejde.

ROLLEFORDELINGEN MELLEM MINISTERIET OG VÆRNENE I KRISE
I sidste halvdel 1960’erne brød den daværende ansvarsfordeling mellem Forsvarsministeriet og de tre værnskommandoer sammen. De allieredes våbenhjælp ophørte, og der var voksende udgifter til stampersonel. Det sidste var et resultat af den stigende modstand mod den først 18 og så 16 måneders lange værnepligtstjeneste, som bar styrkernes indsatsberedskabet.

Nu dækkede det forsvarsbudget, som partierne ville stille til rådighed, ikke udgifterne. Det fik Forsvarsministeriet til at kaste ansvaret for ressourcerne fra sig, og det landede hos de tre værnskommandoer. Af større poster forblev kun “anlæg” i ministeriet.

Men dette skridt løste ikke problemerne for regeringen. For de tre værnskommandoer fremlagde ønsker om deres fremtidige udvikling, som det var umuligt at holde inden for politisk realistiske forsvarsbudgetrammer. At afveje og prioritere mellem de tre værns ønsker var særdeles ubekvemt for regeringspartier, så allerede, før Forsvarskommissionen af 1969 afgav sin rapport i 1973, besluttede man at give det samlede ansvar til Forsvarschefen.

FORSVARSCHEFEN SOM CHEF FOR FORSVARET I BÅDE FRED OG KRIG
Han skulle herefter sammen med en stærkt udvidet Forsvarsstab danne “Forsvarskommandoen”, der afløste de tre værnskommandoer. Opgaverne blev udvidet fra krigsforberedelser og ledelse i krise og storkrig til også at drive og udvikle organisationen i fred.

Den daværende Forsvarschef, general Knud Ramberg fra Flyvevåbnet, var imidlertid ikke klar til at overtage økonomiansvaret. Det skete derfor først, da hærchefen, general Otto Blixenkrone-Møller, blev Forsvarschef fra 1972 til 1977.

Dele af de nedlagte tre værnskommandoer blev som små stabe placeret i Forsvarskommandoen. De fik primært doktrin-,uddannelses- og koordinationsansvar.

Forsvarschefens væsentlige underlagte myndigheder var herefter de tre værns operative myndigheder samt deres tre materielkommandoer.

FORSVARSDEPARTEMENTETS GØGEUNGE
Efter nogle år med den nye struktur nåede ministeriets centrale embedsmænd til den opfattelse, at den nu meget stærke Forsvarskommando ikke var tilstrækkelig lydhør over for politiske signaler.

Dette på trods af, at Forsvarsstaben var givet en “Langtidsplanlægningsgruppe”, der skulle udvikle alternativer til den rene fortsættelse af den eksisterende struktur, der blev stadig dyrere. Forfatteren var medlem af gruppen fra 1979 til 1982.

Da Blixenkrone-Møller var blevet afløst af general Knud Jørgensen fra Flyvevåbnet i 1977, blev den socialdemokratiske minister Orla Møller overbevist af sine embedsmænd om, at man skulle sikre sig kontrol over den politisk “døve” kommando ved at placere sin egen mand i forsvarsledelsen.

Derfor blev oberstløjtnant Gunnar Kjær (“GK”) Kristensen, der var chef for departementets 1. Kontor, udnævnt til generalløjtnant og Chef for Forsvarsstaben. Han skulle på ministeriets vegne fra sin nye stilling kontrollere Forsvarskommandoen under det arbejde med et nyt forsvarsforlig, der samtidig blev iværksat som svar på presset fra NATO for at opnå en forøgelse af forsvarsbudgettet.

Fra 1982 blev udviklingen af Forsvaret fanget i den sikkerhedspolitiske konfrontation mellem den borgelige regering og Socialdemokratiet om sikkerhedspolitikken. Under konflikten blev Langtidsplanlægningsgruppen med det nye navn “Rådgivnings- og analysegruppen” flyttet til Forsvarets Forskningstjeneste. Flytningen skulle give gruppen større frihed til at tænke alternativt.

Den videre udvikling måtte imidlertid afvente det resultat af Forsvarskommissionen af 1988s arbejde, der kom i slutningen af 1989. Forfatteren var menigt medlem af kommissionen.

DEPARTEMENT OG FORSVARSCHEF I SAMARBEJDE
Med først Knud Enggaard og så Hans Hækkerup som Forsvarsminister var general Jørgen Lyng som Forsvarschef fra 1989 til 1996 både ansvarlig for at føre forsvarskommissionens anbefalinger ud i livet. Ved at samle de landmilitære operative kommandoer øst henholdsvis vest for Storebælt i én Hærens Operative Kommando blev det muligt at delegere driften af værnenes aktiviteter og derigennem aflaste Forsvarskommandoen.

Der var gået tyve år præget af friktion mellem Departement og de fagansvarlige militære kommandoer, før man var nået til et fungerende samarbejde. Dette skete imidlertid på det tidspunkt, hvor Forsvarschefens oprindelige opgave – at forberede og eventuelt lede forsvaret af Danmark i krig – blev stadig mindre akut og relevant på grund af Den Kolde Krigs afslutning.

Opgaven fra 1970 havde været at udvikle samt bedst og billigst muligt drive den organisation, der skulle kunne løse netop Den Kolde Krigs opgaver i Danmark og nærområdet i krise og krig. Men hurtigt blev netop den opgave, som var blevet grundigt gennemarbejdet af Forsvarskommissionen af 1988, ikke længere set som relevant.

FORSVARSCHEFEN SOM NEW PUBLIC MANAGEMENT VIRKSOMHEDSLEDER
Da general Christian Hvidt efter få måneder som Chef for Forsvarsstaben blev Forsvarschef ved admiral Hans Gardes død ved flystyrtet på Færøerne i august 1996 var man kommet så langt på afstand af Den Kolde Krig, at man kunne have gennemtænkt og defineret en forsvarschefs faglige rolle under de nu mere klare, ændrede vilkår.

Det skete imidlertid ikke. Hvidt valgte i stedet energisk at omfarme de nye “New Public Management” (NPM)-teorier. Forsvaret skulle organiseres og virke som en veldrevet privat virksomhed, og kun målbare dele af “produktionen” var relevante at sammenholde med forbruget af ressourcer. Det blev som at måle Den Kongelige Ballets kvalitet alene på antallet af forestillinger og tilskuere ganget med frekvensen og højden af dansernes spring modregnet danserlønninger og teaterdrift i et regneark. Mange af de forskellige og komplekst samvirkende afgørende faktorer, der skaber effektivitet og synergi i kamp og andre operationer, er ikke målbare.

Det kan ikke undre, at den videregående officersuddannelse, som det havde taget fra 1830 til 1994 at udvikle, nu kom under pres for at nærme sig akademiske civile uddannelser, uanset at dette var værre end spild af penge, fordi det afsporede fagligheden.

Hvidt ignorerede også sin rolle som regeringens ansvarlige militærfaglige rådgiver, for hans mål var at blive set som den administrerede direktør for en gennemrationaliseret, moderne, NPM “New Speak”-talende produktionsvirksomhed.

Det, der gik tabt, var at regeringen ikke længere blev fristet eller opfordret til at udnytte Forsvarschefens faglighed og evne til at forudse udfaldet ved forskellige muligheder. Det skete f.eks., da general Lyng i 1993 overbeviste regeringen om, at det var en risikabel og derfor dårlig idé at følge FNs ønsker og sende den næste nordiske FN-styrke til Srebrenica-enklaven i det østlige Bosnien.

Efter Hvidt var det kun Forsvarschefens opgave at fortælle regeringen hvilke muligheder, man kunne støtte med sin “produktion” af enheder. Han forventedes ikke under fagligt ansvar at forudse, hvad der sandsynligvis ville ske i konflikten og vurdere forskellige handlemuligheder, der derefter kunne drøftes med de allierede.

Hermed satsede man på, at vores større allierede gjorde. Det vil sige, at Hvidt reelt gjorde sin egen militær-faglige position overflødig. Det, han begrænsede sig til, kunne en civilt uddannet embedsmand godt klare.

Stille afgav man selvstændighed i forhold til spørgsmål om krig og fred, noget der aldrig ville ske på EU-relevante områder.

FORSVARSCHEFEN SOM REAKTIV BESTYRER AF VÆRKTØJSKASSEN
Denne begrænsede opgave blev også styrende for Hvidts egen og afløseren, general Jesper Helsøs, indsats ved indsættelsen af danske styrker i Afghanistan, Irak og igen Afghanistan fra sent 2001 til 2006. Det blev ikke set som en dansk opgave selvstændigt at analysere og forudse forløbet af konflikten og tilpasse Forsvarets forberedelser og optræden.

Man gennemtænkte herunder ikke konsekvenserne af, at Danmark var forpligtet af internationale konventioner, og at disse danske forpligtelser ubekvemt afveg fra USAs og selv fra Storbritanniens.

Professionel forudseenhed ville have betydet, at man på forhånd havde forhandlet virkningerne af disse forskelle på plads før udsendelsen. Et pinligt resultat af den manglende rettidige omhu blev dels sagen med efterretningsofficeren Annemette Hommel, dels en lang række sager om den danske rolle under tilbageholdelse og behandling af lokale i missionsområderne. Det var skandaler fremkaldt af svækkelsen af Forsvarschefens ansvar.

Med de ændringer af dansk forsvar, der derefter fulgte Helsøs planlægningsstabs “K-notat” fra 2003, skulle Forsvaret koncentrere “produktionen” om ganske få elementer, der fra “værktøjskassen” med kort varsel kunne tilbydes vores allierede (læs USA) til korttidsbrug. At der hermed var tale om et fravalg af landets muligheder for at løse selvstændige forsvarsopgaver i en meget lang fremtid, bremsede ikke 2005-2009-Forsvarsforliget.

Departementet var blevet skuffet over Langtidsplanlægningsgruppens og Rådgivnings- og Analysegruppens evne til at producere alternativer til Forsvarskommandoens forslag. I 2005 førte den fortsatte ambition til oprettelsen af et Dansk Institut for Militære Studier. Forfatteren var praktisk projektansvarlig for dets etablering. Instituttet blev indledningsvis fysisk placeret på Forsvarsakademiet men senere flyttet til Københavns Universitet. Instituttets opfattelse af “Militære studier” var imidlertid rent politologisk og produkterne renset for militærfagligt fokus, så departementet fik heller ikke denne gang præsenteret strukturalternativer.

Forsvarets reduktion til “værktøjskasse” undergravede igen grundlaget for den professionelle videregående uddannelse. Den var jo i sin sidste fase udviklet til at kunne gøre eleverne i stand til at overse og planlægge de operationer med styrker fra flere værn, der havde været nødvendige under forsvaret af Enhedskommandoen for Danmark og Slesvig-Holsten (BALTAP). Når man kun skulle dække allieredes behov i en kort periode, var selvstændige overvejelser irrelevante.

“FORSVARSCHEFEN” SOM SITUATIONSBESTEMT PROJEKTLEDER
Da dansk forsvars længst varende kampindsats sluttede med tilbagetrækningen fra Helmand-provinsen i Afghanistan, blev alle disse forskellige svækkelser udmøntet i Forsvarsforliget for 2013-2017.

Her bevarede Forsvarschefen ganske vist, hvad man fortsat kaldte “kommandoen” over Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Men myndigheden var nu reduceret til at omfatte styrker, der blev taget op fra “værktøjskassen” og klargjort af andre med personel og materiel.

Hvis ministeriet bestemte, at Forsvaret skulle udvikle dele af organisationen, som ved opbygningen af den “brigade”, som er et mål i Forsvarsforliget 2018-2023, havde han ikke umiddelbart myndighed til at styre arbejdet. Da næsten hele den “virksomhed” med styring af produktionen, som Christian Hvidt havde set som sin hovedopgave, nu var henlagt til civilt arbejdende styrelser under Departementschefen, er Forsvarschefen henvist til samarbejde med disse styrelser og pågældende værn uden mulighed for at bestemme, dvs. “kommandere” og derefter kontrollere, at det sker.

Siden 2013 var ikke længere klare myndigheds- og ansvarsforhold. Det bør ikke undre nogen, at man snart blev ramt af en type af skandaler, der indtil da havde været ukendte i Forsvaret.

Den videregående uddannelse af udvalgte officerer, der muliggjorde militærfaglig analyse af større og komplekse opgaver og kunne støtte bl.a. Forsvarschefen i hans arbejde, blev endelig helt nedlagt i 2014. Samtidig blev den grundlæggende officersuddannelse, der med ændringer og moderniseringer var bevaret igennem mere end 100 år, udhulet ved, at udgangspunktet ikke længere var demonstrerede praktiske lederevner.

Nok så alvorligt er dog, at der i ti år på grund af det faldende antal enheder og tjenestesteder ikke har været “praktikpladser” til at sikre, at nyuddannede officerer får praktiske erfaringer. Det er et tidligt resultat af, at Forsvaret ikke længere ledes og udvikles på grundlag af faglig erfaring. Begrebet officer herefter kun af, hvilket gradstegn det i udgangspunkt civile indhold har på uniformen.

Ved det sidste forsvarsforlig er situationen forringet yderligere, ved nedlæggelsen af de specialistskoler, der var ekspertise- og udviklingsansvarlige for nøglekompetenser i de tre værn. Vi blev som Den Kongelige Ballet uden Balletskolen.

Som beskrevet er Forsvarschefs-embedet gradvis blevet udhulet så meget, at han i dag reelt ikke med rette kan benævnes “styrelseschef”, da det er andre, der forvalter hans områdes økonomi, materiel og økonomi. Da webmediet OLFI i et interview bragt 16. februar stillede spørgsmålet: “Hvem er ansvarlig for, at vi ikke lever op til de mål, som vi selv har været med til at sætte i Nato?” svarede generalen: »Jeg oplever det ikke som, at der er behov for at placere et ansvar i den her sammenhæng …” Forfatterens erfaring er, at klare myndigheds- og ansvarsforhold fremmer at anvendelsen af ressourcerne rettes mod målet, vejledt af chefens faglighed.

Hvorvidt den nye Forsvarschef får magt til at løse de opgaver han får eller stiller sig, afhænger ikke af hans formelle rolle og af, hvad han kaldes. Det afhænger af hans personlighed, energi og argumenter samt den direkte og åbne støtte, som ministeren giver ham i forhold til Forsvarsdepartementets egne styrelser.

FORSVARSCHEFEN HEREFTER?
Lad os til sidst drømme lidt om, hvad der kunne ske nu, hvis de ansvarlige politikere troede aktivt på, at Forsvaret i fremtiden skulle kunne andet end at levere hjælpepoliti.

I det nævnte OLFI-interview gjorde Lentfer klart, at havde ikke havde haft tid til at studere sin profession og krig siden det par år i slutningen af 1990’erne, hvor han var lærer på Forsvarsakademiet i værnsfælles operationer. Vi må håbe, at hans mærmeste hjælpere kan opdatere ham.

Vi er af Donald Trump og samtidig af den grønlandske selvstændighedsbevægelse gjort opmærksom på, at det arktiske område på trods af gode ønsker og hellige besværgelser nok ikke vil forblive et lavspændingsområde og i et uændret Rigsfællesskab, en opgave, som Forsvaret blot skal forvalte.

Der er nu reelt akut behov for en også militærfaglig national analyse af mulige krisesituationer i dette ekstremt krævende operationsområde. Dette også fordi dansk forsvars bidrag uanset ekstre milliarder altid vil forblive ubetydelige i forhold til områdets geografiske udstrækning-

Det er klart, at Rusland stadig ikke fuldt ud accepterer situationen ved landets nordvestgrænse op til Østersøen. Mens svenskerne har forstået og accepteret russernes åbent revisionistiske stormagtsholdning som grundlag for forsvarspolitikken, har danske myndigheder hidtil ikke set det nødvendigt at gøre mere end at bidrage lidt til den symbolske alliancetilstedeværelse i Baltikum uden rigtigt at tage denne opgave alvorligt.

Meget typisk for den civile akademiske ledelse af Forsvaret og “Forsvarets” Efterretningstjeneste herhjemme, har der ikke været fremlagt en militærfaglig analyse af situationen i Baltikum og Østersøen, idet man åbenbart historieløst forudsætter, at NATO-medlemskab i sig selv er afskrækkende i alle situationer. Dette er logisk og historisk erfaringsmæssigt nonsens, fordi det forudsætter, at beslutninger om aggression altid tages på rationelt grundlag.

Nu bindes de to hovedinteresseområder for dansk forsvar direkte sammen af russerne. I deres store militære øvelse i år, Zapad(Vest)-21, er grundlaget for første gang en samtidig konflikt med Vesten i Østersøen og i Arktis.

Det kunne teoretisk set få tænksomme og interesserede politikere til at give Forsvarschefen opgaven at overveje situationen og bidrage til analysen af konsekvenserne. Flemming Lentfer lærte analysemetoden af den daværende oberstløjtnant Lars R. Møller i midten af 1990’erne. Forsvarschefen var Møllers bedste elev.

Man kan sige, at det ville svare til indledningsvis at give Forsvarschefen og hans stab den klare opgave, som admiral Quistgaard fik i 1950. Man skulle så som dengang give ham mulighed for direkte at stille konkrete analyseopgaver til Forsvarets Efterretningstjeneste til støtte for arbejdet.

Det ville også være hensigtsmæssigt igen at uddanne en håndfuld analytisk begavede officerer i strategisk og værnsfælles operativ scenarieanalyse, folk der kunne give generalen en støtte, som ikke kan hentes hos andre faggrupper.

Alternativet er at hente dem i udlandet, fordi vi i Danmark kun gennemfører akademisk pointgivende “Militære studier”.

DE NYE CIVILE OPSTANDE

Af og til kan man være uforskammet heldig. Jeg var begyndt at skrive om den pandemi af alt fra unges afvisning af Coronabegrænsninger af deres opførsel til omfattende åbne oprør mod regeringer og autoriteter. Og så interviewede Flemming Rose den gamle CIA-analytiker Martin Gurri i den seneste Weekendavisartikel “Mørkets fyrste”. Gurri argumenterede i forlængelse af sin 2014-bog “The Revolt of the Public and the Crisis of Authority in the New Millenium”. Som følge af digitaliseringen var der var sket en eksplosion af information i de seneste tyve år. Det var en følge af digitaliseringen og havde undergravet respekten for alle typer autoritet og hierarkisk baseret myndighed.

En af min generation, der har oplevet 1968, vil formulere det som et nu folkeligt ungdomsoprør på speed. Dengang havde det blot været den intellektuelle elites angreb på konservative idéer og privilegier.

Og nu videre til spektret af nye opstande. Internettet og nu de sociale medier er hovedkommunikations- og mobiliseringsrammen, og derfor har overdrivelser, rygter og konspirationsteorier mindst lige så stor rolle som en “saglig”, logisk, erfaringsbaseret argumentation.

Der er indledningsvis ikke nogen ledere. Det er mere behov som symbolske Jeanne d’Arc-typer som Greta Thunberg da organisationsprocessen er flad- Opstanden kan uden problemer rumme grupper med vidt forskellige og endda modsat rettede mål. I det seneste par år har vi set De Gule Vestes aktion i Frankrig, Hongkong-opstanden mod Beijings undertrykkelse af friheden, BLM-demonstrationerne samt de igangværende oprør i Beirut og Belarus. Men man bør også medregne den store Berlin-demonstration mod de tyske Corona-epidemiforanstaltninger.

Man kan sige, at de første eksempler på denne type civile oprør var de amerikanske højre- og venstrereaktioner på 2008-finanskrisen; Tea Party Movement i 2009 henholdsvis Occupy Wall Street Movement i 2011. Mens den sidstnævnte tabte dampen og endte uden effekt, blev den første finansieret og overtaget af højrefløjen i Det Republikanske Parti og dannede et forstade til Donald Trumps gøgeungeovertagelse af sagen og partiet. I fornyet form lever opstanden videre i QAnon-konspirationsnetværket.

Fra slutningen af 2010 fulgte de civile opstande i Det Arabiske Forår, der endte i den syriske tragedie.

I øvrigt har den flade eller manglende formelle organisationsstruktur og ledelse betydet, at det har været umuligt at få en egentlig forhandling med henblik at nå til et politisk forlig. Det har hidtil ført til, at den franske præsident måtte søge at tage luften ud af De Gule Vestes protester gennem en modkampagne, der skulle fjerne eller mindske nogle af de påpegede uretfærdigheder. Klimabevægelsen er adopteret og søg tæmmet af politiske partier. Det samme kan siges om Det Demokratiske Partis udnyttelse af nogle af BLM-bevægelsens krav i den igangværende valgkamp.

Beijings reaktion på Hongkongoprøret var derimod at opgive den tidligere britiske kronkolonis særstatus af frit vindue til Vesten, for det Kinesiske Kommunistiske Parti kan ikke slippe kontrollen og bevare magten.

Hvordan det går i Beirut og Minsk er det stadig vanskeligt at sige, fordi det er de eksisterende politiske systemer i Libanon og Belarus, der på forskellig måde har umuliggjort en politisk organisering med legitime ledelsesstrukturer i oppositionen.

I Belarus har den flade struktur med kun symbolsk ledelse sammen med fastholdelse af ikke-voldsstrategien dog åbenbart blottet og undergravet Lukasjenkos magt og frataget Putin mulighederne for at intervenere med det russiske folks støtte.

Begge steder betyder den udenrigspolitiske realitet også, at oprørernes ønsker vanskeligt kan opfyldes i det lidt længere perspektiv. I Libanon pga. Iran, Syrien og Ruslands interesser i landet, I Belarus på grund af, at Putin må undergrave, at endnu et folk i Ruslands interesseområde ikke alene får held til at vælte en autokratisk leder og derigennem skaber et uønskeligt eksempel, men at det derefter også får held til at skabe et stabilt demokratisk styre.

Den hurtige og delvis lukkede meningsdannelse på de sociale medier af modstandere af selv legitimt valgte, demokratiske magthavere, vil med sikkerhed fortsætte, og som hidtil vil konspirationsteorier og svigtende vægt på fakta-forankring meget let kunne komme til at præge aktivismen, som det også var klart ved Corona-demonstrationen i Berlin den 1. august.

Det nye er, at spredningen og den medfølgende mulige mobilisering af en amorft opstand sker stadig – og med lysets hast. Man kan forstå hvorfor det kinesiske regime må kontrollere sit folk så tæt.

Alle regeringer herefter sidder på et fundament, der er så ustabilt som den lagrede ammoniumnitratgødning i Pakhus 12 Beiruts havn.

(Foto: Fra Det Arabiske Forår i Cairo, Neill-Cochran House Museum)

DYGTIGT, MEN KUN HALVHJERTET. DANMARKS LIV MED VIRUSSEN TIL NU.

Engang i foråret udtalte den svenske chefsepidemiolog Anders Tegnell, at der før udbruddet ikke havde været uenighed mellem ham og kollegerne i udlandet om hvilken strategi, der skulle følges ved en eventuel pandemi. Den var udviklet på forhånd for et udbrud af en ny type influenza og gik ud på at inddæmme skaderne indtil befolkningen havde opnået flokimmunitet eller en vaccine var klar.

I Danmark havde man alligevel ikke valgt dén strategi. I det omfang man overhovedet var sig det bevidst, optrådte man som man altid må gøre i en ny, stadig dynamisk situation: Man valgte en ”strategi”, der reelt blev indledt som en pragmatisk læreproces.

Nøglepersonen her måtte meget naturligt blive Sundheds- og Ældreministeriets kendt stærke departementschef, Per Okkels. Han havde 35 års erfaring med ledelse af forvaltning af fagområdet på regionalt og centralt niveau, herunder med afvejning af faglige input mod politisk nødvendighed. Sådan fungerer den danske centraladministration.

Tesen om, at Okkels fik og beholdt hovedrollen kan forklare både styrken og problemerne med den danske optræden fra optræden siden begyndelsen af marts og frem mod den nu kommende anden krise: 1) Hurtighed, 2) lukkethed om forløbet og reelle motiver og prioriteringer, 3) centralisme, 4) fokus på organisatorisk ”byggearbejde”, landsdækkende skridt og effektivt samarbejde med erhvervslivets hovedaktører, 5) vanskelighed med at lære nyt, når beslutningen først er taget og først ud i livet, samt endelig 6) den forsigtighed med at irritere befolkningen, som kendetegner den dygtige danske embedsmands rådgivning.

De to første karakteriserer den oprindelige nedlukning. Den væsentligste fejl skete, som Information har klarlagt, i nedlukningen af domstolene, hvor man glemte at tage tilstrækkeligt hensyn til deres uafhængige status.

Alle de fire første bestemte forløbet derefter til og med faserne i “oplukningen”. Den organisatoriske ombygningsindstats fik skubbet opretningen af den pinlige værnemiddelsskandale over til Justitsministeriet. Man fik beskæftiget regionerne med den efterhånden mere tilstrækkelige testningsindsats. Med ny midlertidig chef blev kontaktsmittesporingen stadig holdt indpakket i den amorfe rodebutik, som hedder Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunerne kunne koncentrere sig om at finde og administrere faciliteter til isolation.

Sundhedsstyrelsen blev uden reel indflydelse opretholdt som magtens nødvendige faglige facade, og det mere demonstreret loyale Statens Seruminstitut fik nu den ansvarlige rådgiverrolle.

Under hele forløbet indtil nu forblev al reel myndighed direkte ved ministeriets departement, der således også virkede som styrelse. Ingen kombination af aktiviteter blev delegeret.

Da der jo konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige.

I modsætning til i hårdere ramte udlande, forblev den danske kriseindsats balanceret, dvs. halvhjertet.

Da alt synes at gå langt, langt bedre, end man kunne frygte, gik regeringen med til en hurtig genåbning, der herefter skete i tæt samarbejde med erhvervslivets fagkundskab.

Forsigtigheden blev opretholdt. I modsætning til i Tyskland var masker ikke nødvendige, testning ved indrejse fra smittefarlige udlande ikke tvungen, isolation ikke effektivt søgt håndhævet og det var frivilligt om smittede ville bidrage til kontaktsporing. Den midlertidigt ansvarlige styrelseschef Anette Lykke Petri fortalte tilfreds Berlingske den 4. august, at man havde styr på 90 %, hvilket enhver forvalter jo måtte være stolt over. Denne procentdel var lige før smitten igen bredte sig til hovedparten af landets kommuner og øgede opgavepresset dramatisk.

Utilstrækkelig kapacitet på kontaktsmittesporeområdet og dermed muligheden for konstant at trykke smitten i bund, før den når et niveau, så dette bliver umuligt, er et resultat af den svigtende evne til at lære af udlande som bl.a. Norge og Island. For en beskrivelse af den robuste norske fremgangsmåde, se:https://www.fhi.no/nettpub/coronavirus/testing-og-oppfolging-av-smittede/smittesporing/?term=&h=1

Dette virker sammen med ministeriets svigtende vilje eller evne til delegering af ansvaret for den regionale og lokale indsats. Sammen betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet.

Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte i stedet at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning.

At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien i stedet for kun at jage tilbagevenden til normaliteten.
Medierne har helt svigtet i undersøgelsen af, hvordan de danske beslutninger blev taget, og af hvorfor de var så markant mere halvhjertede, end i Tyskland og forskellige fra Norges på et helt centralt område.

Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise. Det skyldes kombinationen af den oprindelige lukkethed, de svigtende medier og den udbredte halvhjertede og nølende opfattelse af alvoren, som var resultatet af, at vi ved rettidig nedlukning slap for tragedier som i Lombardiet, Madrid, New York og London i foråret.

Dette står klart, hvis man som jeg oplever den voksende bølge af hadske konspirationsteorier på de danske sociale medier. Elementerne er kendte: Ikke værre end en influenza/de gamle skal jo alligevel dø/vi kan selvfølgelig ignorere sygdommen og lade økonomien fortsætte uændret/regeringen har valgt at udnytte en fiktiv trussel for at bevare magten/indføre kommunisme (jeg citerer, hvad jeg derefter blokerede). Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende.

Den lukkethed om beslutninger, der er naturligt for en embedsmand, kan have alvorlige omkostninger.

On ways to man an army… the full discussion

The comment is based on personal experience, observations and reading through more than half a century. The personal experience is from the Danish “Home Guard” and army from 1962 to 1994.

It will not address political-ideological issues such as whether conscription is a disgusting interference into the freedom of man, a good way to discipline and harden the youth or just natural “national service”.

***

I am not surprised that theoretical academics such as Professor Mikkel Vedby Rasmussen, who periodically wears the “emperor’s new military expert’s garb“, rejects conscription as obsolete irrespective of personal and historical experience and context. I am only ashamed that my professional colleagues and the media let him get away with the arrogance, as the point of view is not and cannot be based on critical use of experience.

Likewise I am not surprised when I hear that the leader of the contract soldiers’ union lobby against conscription using superficial and partly faulty arguments. I am just unhappy if it means that Denmark will get a less balanced military than would otherwise be possible.

But I am both embarrassed and depressed when I hear from the politicians now involved in the negotiations about our Denmark’s future military defence that the Chief of Defence, General Bjørn Bisserup, reacts to any idea of a partial return to the pragmatic mixed manning system that includes some conscription based reserve elements with blind dogmatism and an inability to argue on the basis of mission context and experience.

***

In Norway, the use of conscripts has finally become truly “universal” as the future Swedish version.

Four paths to force manning will be discussed in the vain hope of enlightening our CHOD and others with influence.

Firstly manning by contract employment and the creation of any reserves through service contracts with ex-contract soldiers.

The option is often misnamed “professional”. Misnamed because the term imply a life or career long commitment to the knowledge, practice and ethics of a focused expert group.

Most private contract soldiers do not even commit themselves or stay long enough to learn a specialist soldier’s craft such as an all-round, expert tank soldier or infantry soldier capable of doing all jobs in an infantry section/squad. Either will take 3 to 4 years with varied practical peace-time activities or more than one half-year tour on the job in a demanding mission area.

Secondly manning by conscription to create reserve forces for mobilisation. However with intensive basic training beyond six months possibly also to create units with specialised combat readiness.

Thirdly manning by a mix of the conscription and contract employment, possibly both in the standing force and for the manning of reserve units.

Fourthly manning of reserves by civilian volunteers (named National Guard, Territorials and Home Guard to highlight the local main mission), motivated by a combination of nationalism and “hobbyism”, herafter named the “Volunteer Forces”.

Each option will be discussed to identify the strengths and problems, and the end of piece will outline the connections of the option to the situation of the state.

1. Contract soldiers
The option creates a pool of armed state employees with the costs depending on market conditions and the chosen requirements for general and special skills. It does form a good framework for selecting and developing NCOs. The gradually accumulated pool of competencies will give flexibility in use of individuals and small elements in both domestic security and various international missions; however my Danish experience is that unit culture is far too hampered by a “trade union” attitude to demanding service, military discipline and risks, to make the force effective. This is natural as the situation mirrors the civilian society around the soldiers where most soldiers live with their families. In other armies that are kept more separate from their society in military accommodation.


Danish Army contract soldiers

However even for a Danish unit deployed to a mission area there seems to exist the risk known from other contract manned armies of combat units being infected by political extremism and macho culture. No matter which army, this can only be countered by visible and direct leadership and a formal and enforced military discipline.

If the force is intensively and broadly exercised and employed, it will create a framework for the professional education, training and personal development of its officers. However, the presently often limited force size and thus very few leadership positions means that only a small fraction of the officer corps will benefit, and the remainder will soon relapse into being uniformed administrators, not updated in their profession.

In my experience and from my observations the main problems related to a small state contract soldier army are the following: Where the individual soldiers may have gained a significant routine through various service, the subunits only have a relatively low level of combat readiness. They need 4-6 weeks of intensive and focused preparatory training before any deployment.

The reasons are that

1) the rotation between positions is high (and filling of positions now hampered and delayed by centralised “HR” management),

2) the subunits (companies) are not kept fully manned due to absence for various reasons such as professional and civilian courses and lack of funds to maintain full manning and

3) due to the Danish working hours limited employment and missing funds for overtime payment, soldiers are absent for compensation leave.

Before any deployment the company will have to be developed from something resembling a partly structured ad hoc pool of soldiers to one with fully developed unit cohesion and teams or crews of cooperating soldiers fully trained in their functions.

A second damaging problem for a small state army of contract soldiers is that there will never be funds for a complete and fully deployable combat service support (logistic) organisation and rarely for a sufficient combat support (fire support and engineer) structure that will give a resilience in a mission and make the contract force capable of more than symbolic action.

Thus the small state contract manned army is actually a “Potemkin Village“, unfortunately with too many of its officers in denial of this fact due to loss of professional eyesight or moral courage.

2. The conscripts
The first advantage of the conscript-mobilisation army is the high production of units for a given sum of money.

Another advantage is the focused training sequence from general individual soldier development over small unit and individual soldier specialist training to the creation of cohesive functional units – for immediate employment or for the reserve.

That the training activity is directed at the production of subunits rather than individual soldiers means that if the unit is kept together in the reserve and receive regular refresher training under its war time cadre and if that cadre is constantly monitored and tested to weed out incompentents, the unit can be employed quickly and be combat ready right after mobilisation for the mission it has been trained for.

A third advantage is that conscription gives direct access to the civilian society and its specialists such as doctors, nurses, engineers, mechanics, and various craftsmen. That makes it feasible for even a small state to balance the army’s combat elements with a full and resilient logistic organisation that is linked directly to the similar civilian functions.

The access to the most capable civilian human resources also means that the regular officer corps can be reduced to the number necessary to command and administer the peace-time army as it can develop a robust reserve officer corps of capable and highly motivated civilians and add them and whatever competencies they have developed to the war time officer corps.


Finnish conscript military policemen during training

However, the drawbacks of the pure conscript system can be significant. Its continued acceptance by the voters/taxpayers depends on the conscripts being given a positive and meaningful impression of their basic training. The conscripts must be inspired by dynamic and highly competent NCO-instructors and officers, who end up being seen as role models. The equipment they are trained on must be updated and relevant, and the intensity of the training sequence must be balanced both to avoid the impression of wasting time or accelerating too quickly. Thus the demands on the officers and NCO-instructors are very high.

At the same time repeated work as instructors for a several conscript classes will undermine the development of cadre professionalism because they never get beyond the basic level where they learn themselves by being tested and learning the humility required for successful tactical leadership. This is especially the case in the present short up to 6 months basic conscription training that ends before any realistic subunit and higher exercises that can give and test the cadre’s ability to lead in the field.

Due to the short basic training, the quality of the conscript system depends on reserve unit refresher training. Then the conscripts are older and likely to be even more critical and intolerant of any leadership folly and waste of time. Unfortunately the extended and demanding field manoeuvres where the mature conscripts could exercise together with their cadre became very rare in the Danish Army after the mid-1960s.

These older conscripts are likely to be especially critical of any officer or NCO who ignores that they are now mature persons that cannot be treated and motivated as they were in basic training. This means that they will look for the professional leadership qualities that are likely to be lost in cadres mainly employed as basic training administrators and instructors, leaderships that asks for and employ what the conscripts have learnt from live and work.

A final potential problem for this manning option is that it may be considered politically unacceptable that general conscription also means giving military training and expertise to groups of young people of potentially limited loyalty to the state. One such special case was the British decision not to introduce conscription to Ireland in 1916. Others, such as Estonia, has deliberately used the conscript service to strengthen the ties to the state of citizens of other ethnic and language background.

3. The mix
The mix of a conscription and a contract employed serving and reserve personnel was used and developed in various forms in the Danish Army from the 1950s until 2004. It was developed pragmatically with changing demands and gained experience, with the zenit reached at the end for the Cold War with the period’s framework of intensive unit and formation exercises. The motives were to get most for the money and to increase unit combat readiness.

The first steps were taken when reduction of the conscript service period undermined a rational conscript manning of tank crews and other demanding functions with drafted personnel. Later contract soldiers were used as armoured personnel carrier drivers for otherwise conscript manned armoured infantry companies to enhance training efficiency by making the drivers available from the moment three months into the training where the armoured infantry training started.


The first contract service soldiers of the Danish Army manned the Centurion tank squadrons. Here one of these squadrons at the parade in 1991 marking mothballing of the remaining Centurions. I commanded the sister squadron in 1984-86. In the Centurion Tank squadron in Vordingborg 30 kms to the south, one of the troop leaders was the young first lieutenant Bjørn Bisserup.

To keep key reserve officers updated and available during reserve unit refresher training, they were given “standing” reserve contracts committing them to serving some weeks every year. From the late 1980s such reserve contracts were given to NCOs and privates with key roles in supporting unit commanders and their staff, such as the core command teams. In this way it became more realistic to maintain reserve element and unit combat readiness at the very high level required by the Alliance. It also made it possible for logistics and other support unit command cadre and staff to participate in co-operation exercises with the brigades, the Jutland Division and the two regional army corps.

The mixed manning system also made it possible to rotate officers and NCOs away from repetitive service such as instructor at conscript basic training. Thereby this pragmatically developed system reduced the limitations of the conscript system at a very limited cost.

4. Volunteer soldiers
This manning option does not really compete with the other possibilities during peace-time. Then it just supplements the other options by harnessing the various attitudes and interests of the citizens at a very low cost.

The voluntary part-time soldiers join with very different backgrounds and willingness to commit their time and resources. The majority cannot be expected to reach a training level beyond participation in simple rear area guard duties unless they have a background as former contract soldiers or the earlier full conscript service.


Danish Homeguard volunteers during the Cold War

At the other end of the spectrum the system may see volunteers committing themselves to seek and achieve the expertise and training levels of special operations forces or to seek relevant formal qualification (in the Danish Naval Home Guard e.g. as captain of a search and rescue vessel).

If regular mobilisation unit standards are applied in the fields of physical and age requirements, cadre education and quality, equipment norms as well as formal military discipline, volunteer manned units can be trained and prepared for high intensity conventional warfare. This took place with the British Territorial Army units and the U.S. Army National Guard in both world wars and British Territorial Army battalions were planned deployed to Germany for rear area tasks during the Cold War.


Soldiers from the 30 U.S. Infantry Division during the Second World War. It was formed from volunteer Army National Guard units and was judged to be the best American regular infantry formation involved in the fighting in Western Europe 1944-45.

However, converting the Homeguard/National Guard to a competent and disciplined combat force is extremely hard to achieve if the people or its volunteers either see the organisation as a modern version of “Dad’s Army” or a nationalist party militia.


If not selected, trained, officered and disciplined for a regular conventional combat role, the volunteer force can only be employed in rear area guard and police support duties as Dad’s Army

Through the volunteer manning option, the forces can get access to civilian expertise otherwise only reachable through conscription. One problem with the option is that the organisation has to be even more alert to the risk of the development of clusters of political extremist and macho culture than is the case in the easier disciplined regular contract manned units.

The national situation and the choice
With Finland’s 1918-45 history, long border with Russia and large geographical area well suited for light forces fighting with strong artillery support and operating under the constrains of the 1947 Paris Peace Treaty, her choice of manning option was obvious: Full use of the maximum peace-time strength to create the largest possible post-mobilisation army supplemented by the paramilitary border guard under the Interior Ministry.


The Finnish Army combat doctrine was built on massive use of artillery fires in support of the infantry. Old pieces had to remain in service with the reserve units to achieve this. Here a 150 mm howitzer from 1940 during a 1987 exercise in Lapland.

That meant a short training-focused conscription period and combat readiness plus deterrence built on the ability to mobilise quickly combined with the Finnish reputation for fighting well in spite of odds.

As logical as the Finnish choice was both the British return to conscription as “National Service” in 1939 that mirrored the expectations of another continental war and the learning from 1916 to 1920 and the return to a contract soldiers army in 1920 and again in 1960 as the main mission in 1920 returned to stabilisation of the Empire and in 1960, when the step could be justified by the expected decisive role of nuclear weapons.

Denmark’s post-Second World War way was as logical. As the equipment was donated by allies and the NATO emphasis was on the largest possible forces in high readiness, the choice soon became an army created through 16 months conscription service with the last 12 months in readiness. As conscript unhappiness with the long boring months of readiness forces grew, and as money had to be found to replace the donated equipment, the army was reduced and ended with the mixed system described above and with the mission to stop the first Warsaw Treaty Organisation attack wave giving time and space for the arrival of reinforcements and crisis management to stop the war before nuclear holocaust happened.

The British 1920 logic can be seen as mirrored by the decisions of Europeans after 2001, when the history not only had ended dramatically on 9-11, but the threat had been replaced by something not easily countered by territorial defence forces.

However, as the U.S. Army knows from its overseas commitments: Every time a conventional war becomes extended, some type of conscription must be introduced to sustain the engaged forces. It the situation in Korea spins out of control and fighting starts, this will be clear again.

KAMPVOGNEN OG KHARHIVOFFENSIVEN

Først lidt om russerne og kampvogne. I modsætning til briter, franskmænd, amerikanere og i begyndelsen tyskerne, så de sovjetiske militærreformatorer i 1930’erne ikke kampvognen som en pansret hest med opgaven at bekæmpe modpartens pansrede heste eller en kørende bunker til hjælp for det angribende infanteri.

Den Røde Hærs ledere erkendte, at kampvognen var en terrænmobil, beskyttet kanon, der kunne løse forskellige opgaver, herunder også de to, som de vestlige traditionalister så som de eneste (og som jeg har oplevet som dominerende blandt kolleger under min aktive tjeneste fra 1964 til 2004).

Kulminationen af den russiske erkendelse blev den 31-32 ton tunge T-34/85 fra 1943, der var ekstremt robust, billig og let at masseproducere og simpel at vedligeholde. Erkendelsen styrede sovjetisk kampvognsudvikling i godt tyve år.

Efter Ukrainekrigens første måneder blev kampvognen som våbensystem endnu engang dømt ud som forældet, som det første gang var sket under Den Spanske Borgerkrig, anden gang efter første fase af Yom Kippurkrigen i 1973 og tredje gang efter historiens afslutning tyve år senere, da de var provokerende under fremtidens fredspolitiopgaver.

Men efter den ukrainske offensiv tidligere i september i år er kampvognen ikke længere dømt ud. Det er indlysende, at de ukrainske kampvogne har bidraget til at gøre offensiven mulig. Det er sket ved at anvende dette våben som kernen i tæt samvirkende små enheder af netop kampvognene, infanteri i pansrede køretøjer, minerydningsmateriel, luft-(og drone-)værn, droner og artilleristøtte. Uden kampvognenes kraftige, direkte og præcist skydende, langtrækkende kanoner ville der mangle et kerneelement.

Men hvorfor fortsætter offensiven så ikke bare? Da man angiveligt ikke har haft væsentlige tab kunne man jo bare hælde diesel på vognene og fortsætte igennem det rådnende russiske forsvar?

For at forstå det, må man erkende og forstå moderne kampvognes problemer og begrænsninger.

En moderne kampvogn er en ekstremt tung og kompleks monstermaskine på næsten to gange den simple T-34/85. Vægten kræver en meget stærk maskine, der presser transmissionen og undervognen, der stadig skal efterses og vedligeholdes af besætningen for at holde vognen kørende uden problemer. Det er ikke som en moderne bil, som man kan regne med kan køre og virke, når man sætter sig ind i den.

De tunge, leddelte stålbælter, der muliggør kørsel igennem mudret terræn, giver yderligere problemer, Dette specielt under kørsel på vej, der reducerer brændstofforbrug og øger fremrykkehastigheden. Her betyder bælterne, at vognen udsættes for kraftige rystelser, der kan mindskes, men ikke fjernes, ved at sætte gummipuder på bælteleddene. Rystelserne belaster både besætningen og alle vognens dele.

I min tid som kampvognsofficer var den mest sårbare del i forhold til rystelserne den tids elektronik, herunder tårnstabilisering og radioerne. Senere er det den skydetekniske kombination af optik og elektronik, der skal kunne sikre præcis skydning på meget store afstande. Rystelserne gør, at den korrekte stilling af det computerstøttede sigte i forhold til kanon og andre våben løbende bør kontrolleres og justeres.

Rystelserne øger træthedsbelastningen på besætningen i høj grad, og dette er også tilfældet for besætningerne i de andre pansrede bæltekøretøjer i det samvirkende taktiske hold, kampvognene indgår i. Min erfaring er, at jo lettere køretøjer, jo værre er rystelserne.

Uanset løbende kontrol og småvedligeholdelse opbygges der hurtigt et behov for en pause til mere omfattende vedligeholdelse og småreparationer, når en pansret enhed og specielt en kampvognsenhed er indsat. Efter en uges krævede brug som under offensiven i Kharhiv Oblast, har de ukrainske pansrede enheder behov for en pause for at kunne genopbygge effektiviteten.

Under offensiven er det også blevet klart, at førere og besætningsmedlemmer bør udskiftes pga. sammenbrud eller demonstrerede svagheder. Der vil derfor være behov for mulighed for efteruddannelse.

ON THE QUALITY OF INFANTRY


Whether an army infantry unit has high fighting power does not depend on the type of manpower recruitment:

The important issues are:

1) If the junior command cadre (from junior NCOs to company commander) clearly know what they are doing and show loyalty and empathy towards their soldiers.

2) If the cadre and best soldier are prepared and motivated by training to take over from a superior failing or killed in combat.

3) If the individual soldier, platoon and company training is realistic and demanding, thereby fostering unit cohesion with the cadre participating so that the formal and informal leadership matches to the maximum degree.

4) If the unit weapons, other equipment and supplies are reasonably sufficient.

5) If most generally agree and accept that the current army mission isn’t fake.

As the Russian contract manned army has failed on all counts where the Finnish mass conscription army matches the requirements, it is not a matter how the soldiers are recruited, it is a matter of the above listed factors.

The Ukrainian Army now is manned with a mix of long service professionals, conscripts at various stages of training as well as reservists from both backgrounds, and it has been beefed-up by a militia of untrained volunteers and draftees that are learning on the job together with similarly untrained junior cadres.

But soon the force matches the requirements, and the higher level command cadres and staffs are clearly far better than the Russian and the Ukrainian Army has a far more sound command paradigm emphasizing delegation rather than centralization of authority.