Indtil begyndelsen af 1990’erne var næsten hele Hærens virksomhed rettet mod at kunne løse krigsopgaverne bedst muligt med de svage enheder i fredsstyrken og de forberedte mobiliseringsstyrker. Det drejede sig først og fremmest om forsvaret af det dansk-tyske korps, LANDJUT’s, nordlige sektor ved Lübeck, forsvaret af Sjælland med hovedindsatsen mod de østlige kyster samt øforsvaret af Bornholm. Hertil kom baglandsforsvaret af Nørrejylland og Fyn.
Udgangspunktet i denne indsats var de periodiske rekognosceringer i forsvarsterrænet og den efterfølgende planproces, der skulle sikre en tilpasning til erkendte udviklinger i de identificerede sandsynlige fjendtlige enheder fra DDR, Polen og Sovjetunionen samt ændrede egne muligheder. Da de rådige danske hærenheder altid var betydeligt mindre og ikke specielt tilstrækkeligt udrustet, var perioden fra begyndelsen af 1970’erne præget af en stadig søgen efter fremgangsmåder, der kompenserede for manglerne. Herunder ingeniørtroppers bidrag til hindrearbejder og senere integrationen af artilleriets nye clusterammunition i de taktiske fremgangsmåder for våbnenes samvirke.
Denne søgen efter den bedste vej til at løse konkrete opgaver i et givet terræn inspirerede Hærens øvrige aktiviteter, herunder de instruktionsøvelser, der skulle sikre professionel ajourføring af reserveofficerer og de linjeofficerer, der normalt anvendtes i rene fredstidsstillinger, men bemandede stillinger i enheder og taktiske stabe fra mobilisering.
Umiddelbart skabte de operative og logistiske krigsplaner grundlaget for mobiliseringsplanlægningen og forberedelserne til flytningen af de mobiliserede enheder fra mobiliseringsområderne i militærregionerne til de planlagte indsættelsesområder.
Mere generelt skabte den opgavefokuserede krigsplanlægning grundlaget for alle hærens aktiviteter, dvs. logistiske forberedelser, uddannelsen af kadrerne til deres rolle i krig samt scenarierne for den praktiske uddannelse ved øvelser af stabe og enheder fra enhedsniveau og opefter i højere ramme. Ikke mindst stabe fra bataljon/afdeling og opefter blev bevidst presset og stresset af behovet for at kunne løse deres opgaver 27syv i mange dage under jævnlige flytninger og kravet om maksimal sikkerhed i forhold til udstråling, synlighed fra luften og risikoen af overfald af specialstyrker. Realistiske scenarier spillede altid risikoen for at blive ramt artilleri og fly samt periodevis også kemiske våben, og uddømning af nøglepersoner skulle øve enhederne i at fungere på trods af forventelige tab.
Selvfølgelig kan stormagtslandstyrker udvikle effektive enheder og stabe uden at have én dimensionerende terrænlåst krigsopgave, men det forudsætter at styrkerne er fuldt bemandede og man har de meget store resurser, der kan sikre fleksibilitet. Og selv sådanne styrker (som marineinfanteri og luftbårne styrker) lader deres organisation og aktiviteter styrke af et dimensionerende scenarie.
Men den tidligere ikke alene danske, men den generelle terrænbestemte ramme for alle NATOs landmilitære forsvarsforberedelser i Europa, sikrede, at disse forberedelser tog udgangspunkt i den samlede forsvarsopgave. Hele fronten skulle dækkes. Dette krav var forankret i NATOs daværende regionale og subregionale ramme for forsvarsplanlægningen, i Danmark og Nordtyskland Enhedskommandoen for området (BALTAP).
Det er ikke sandsynligt, at en sådan størrelse og forberedt dansk hærstyrke, der kan bidrage til løsningen af NATO-opgaver, kan genskabes uden, at udgangspunktet igen bliver én (eller evt. et par) dimensionerende forsvarsopgave(r).
Det er ikke kun enhederne og deres kadrer, der tabte relevant erfaring og rutine efter begyndelsen af 1990’erne og specielt fra nullerne. De faciliteter i garnisonerne og den rutine her, at sikrede muligheden for at kunne mobilisere og derefter supplere Hærens enheder, blev nedlagt og må i givet fald retableres fra bunden. Det må nok ske med udenlandsk hjælp, hvis det skal kunne ske friktionsløst og hurtigt.
Til sidst er det væsentligt at erindre sig, at forfaldet allerede var startet i 1980’erne. Allerede da var øvelserne blevet drejebogsstyrede med henblik på at indøve en doktrinær opførsel, der reelt var blevet dogmatisk. Man gennemførte ikke længere øvelser, kontrolleret af en øvelsesledelse støttet af en kampdommerorganisation, hvor cheferne fik muligheden af at lære kampens virkelighed gennem egne dumheder. Den sidste kampdommerstøttede øvelse, jeg oplevede, var en 2. Sjællandske Brigade-styret øvelse på Lolland i vinteren 1975-76.
Fra starten af opbygningen under Den Kolde Krig havde Hæren det problem, at man ikke indrettede strukturen til en længerevarende konfrontation og åben konflikt. Man havde ikke reservemateriel, og der eksisterede ikke nogen professionelt indrettet personelerstatningsorganisation i mobiliseringsstyrken. Alt for meget facade, for lidt substans.
Øvelser blev allerede da “afviklet” og var altid en succes, uanset om denne succes var, hvad der senere benævntes “spin”, dvs. en forkromet løgn.
Bold Guard 86 var den sidste øvelse, hvor næsten alle elementer, som her beskrives, blev øvet.
Hvor ville det være relevant og forfriskende, hvis der kom konkrete forslag til, hvorledes hæren igen bliver en del af et forsvarligt og forklareligt dansk forsvar. Vi bruger al fir neget energi på at debattere fortiden fremfor at tage afsæt i den virkelighed vi konkret befinder os i. En af de væsentligste problemer vi har er, at der ikke er tænkt en eneste ny tanke om forsvarets indretning siden K-notatet, selvom præmissen for dette forsvar er radikalt forandret.
Jeg er bange for, at forudsætningen er, at tavlen vaskes ren, og man ser hele Nordeuropa og andre dele af alliancens område med udgangspunkt i den mulige udvikling af truslen på en ti års horisont. Som i alliancens første tiår skal man igen for alle værn og våben beskrive styrke- og beredskabsbehov og derefter gennemføre den hårde forhandling med medlemslandene ved fronten og længere tilbage. Denne gang med det problem, at hovedbyrden med hensyn til landstyrker og nok også “brown water” kapabiliteter skal bæres af europæerne. Dengang spillede de regionale (og senere subregionale) hovedkvarterer en rammerolle, som vi savner nu. Men jeg er helt enig med dig i, at blot at tage udgangspunkt i de eksisterende rester, går ikke … godt. Jeg er i øvrigt blevet inspireret af den svenske marines foreløbige og generelle tanker om emnet,