I 1989 fik jeg som Fargruppeleder på Forsvarsakademiet ansvaret for undervisningen i værnsfælles operationer, Undervisningen havde indtil da kun omfattet en høflig gensidig orientering fra værnenes side om egne muligheder.
Det blev nu hurtigt ændret, og uddannelsen kom derefter til at omfatte et grundelement og individuel praktisk øvelse.
Den centrale del i grundelementet var elevernes gensidige undervisning i, hvad værnenes forskellige enhedstyper kunne løse af opgaver. Denne blev om nødvendigt suppleret med en understregning af, hvad de pågældende enhedstyper havde af begrænsninger og svagheder, Den anden del af undervisningen var elevernes praktiske konsolidering af det forsøgt lærte ved gennemførelse af analyser af operative opgaver både i gruppe og individuelt,
Både som militærhistoriker tidligere som langtidsplanlægger i Forsvarsstaben og ved medlemskabet at Forsvarskommissionen af 1988 havde jeg oplevet, hvor store problemer officerer fra de tre værn havde ved at forstå enhedernes helt afgørende begrænsninger.
Det var naturligt, at den interne værnsdebat ikke gjorde meget ud af dette emne. Det var imidlertid helt afgørende for værnsfælles stabsarbejde, at officerer fra ét værn vidste, at de andre værns officerer vidste så meget, at de ikke kunne snydes.
For Hærens officerers vedkommende var det et centralt problem, at man for det første ikke var sig bevidst, hvor begrænset område en given enhed kunne dække og forsvare samt hvor lang reaktionstid selv en veluddannet enhed havde. For det andet ignoreredes normalt, hvor store krav der var til logistikken, herunder reservemateriel af alle tyder og personelerstatning for tab indebærer. Det var normalt at hærofficerer ikke åbent forstod og erkendte disse forhold.
For Søværnets officerer var det dengang den største mangel, at mange ikke var parat til at erkende overfladeenhedernes og specielt de størstes problemer med at overleve længe nok til at løse kampopgaver i det daværende højtrusselområde i den sydlige Østersø.
Her vil jeg herefter fokusere på flyvevåbenofficerer.
Deres svagheder var og er dels, at man koncentrerede sig om den rene potentielle virkning af våbnene uden inddragelse af krigens politiske mål, dels, at opfattelsen af egne muligheder mere byggede på doktrinær tro end på en kritisk og skeptisk inddragelse af erfaringerne fra tidligere luftmilitære forløb.
I nu 100 år har flyveofficerer fra italiener Douhet, englænderen Trenchard og amerikaneren Mitchell haft den opfattelse, at de ikke alene kunne, men at de burde vinde krige og løse mindre problemer alene og derigennem mere rationelt.
Vestallierede bombeflychefer fandt under 2. Verdenskrig, at Invasionen var resursespild. Man skulle have bombet sig til sejren over Tyskland. At det ville have sikret en sovjetisk kontrol af hele Europa i 1945 inddrages ikke.
I 2011 fik flystyrker samt missiler fra skibe lov til alene at forsøge at standse borgerkrigen i Libyen. Det lykkedes at svække den stærkeste side, Gaddafis,, styrker. Dette sikrede at kaos fortsatte. Da man ikke var villige til at forsøge at stabilisere situationen med landstyrker, kunne den velmenende koalition på havet og i luften ikke gøre mere. Man havde fået demonstreret flystyrkers destruktive muligheder og samtidig deres begrænsninger.
Nu får det israelske luftvåben lov til at spille hovedrollen i nedkæmpelsen af Hamas, Det går som bekendt fint. Igen demonstreres både ødelæggelsespotentiale og begrænsninger.
Som vi så i 1982 over Libanon og i 1991 i første Golfkrig kan teknisk og uddannelsesmæssigt totalt overlegne flystyrker skabe klart asymmetriske sejre. Men normalt er også kamp i og fra luften en nedslidningskrig mellem offensive og defensive midler.
Det bemærkelsesværdige ved mange flyvevåbenofficerer og -støtter er den åbenbart tyrkerfaste tro på egen sides konstante overlegenhed. Fly kan igen løse opgaver selv og derved gøre anden militær indsats unødvendig.
Nu bygger optimismen ikke mindst på, at der ikke igennem mere end 30 år er udviklet effektive midler til at begrænse beskyttelsen af “stealth”-teknologi og på, at Vestens modstandere ikke længere er i stand til at opretholde et integreret luftforsvar af hærstyrker.
Jeg håber, at optimisterne har ret, men tvivler på, at vi er så heldige. Helt at bygge vores fremtid på (grundlæggende inhabile) fagfolks faste tro er ikke næppe en god løsning.
***
Det kan i øvrigt noteres, at indsatsen mod danske officerers værnsblindhed svækkedes i begyndelsen af nullerne, da uddannelsen skulle akademiseres.
Indsatsen blev irrelevant et par år derefter. Det skete med K-notatets fravalg af evnen til dansk værnsfælles operativ indsats.
For ti år siden blev uddannelsen helt afskaffet sammen med den videregående stabsuddannelse.