DE NYE CIVILE OPSTANDE

Af og til kan man være uforskammet heldig. Jeg var begyndt at skrive om den pandemi af alt fra unges afvisning af Coronabegrænsninger af deres opførsel til omfattende åbne oprør mod regeringer og autoriteter. Og så interviewede Flemming Rose den gamle CIA-analytiker Martin Gurri i den seneste Weekendavisartikel “Mørkets fyrste”. Gurri argumenterede i forlængelse af sin 2014-bog “The Revolt of the Public and the Crisis of Authority in the New Millenium”. Som følge af digitaliseringen var der var sket en eksplosion af information i de seneste tyve år. Det var en følge af digitaliseringen og havde undergravet respekten for alle typer autoritet og hierarkisk baseret myndighed.

En af min generation, der har oplevet 1968, vil formulere det som et nu folkeligt ungdomsoprør på speed. Dengang havde det blot været den intellektuelle elites angreb på konservative idéer og privilegier.

Og nu videre til spektret af nye opstande. Internettet og nu de sociale medier er hovedkommunikations- og mobiliseringsrammen, og derfor har overdrivelser, rygter og konspirationsteorier mindst lige så stor rolle som en “saglig”, logisk, erfaringsbaseret argumentation.

Der er indledningsvis ikke nogen ledere. Det er mere behov som symbolske Jeanne d’Arc-typer som Greta Thunberg da organisationsprocessen er flad- Opstanden kan uden problemer rumme grupper med vidt forskellige og endda modsat rettede mål. I det seneste par år har vi set De Gule Vestes aktion i Frankrig, Hongkong-opstanden mod Beijings undertrykkelse af friheden, BLM-demonstrationerne samt de igangværende oprør i Beirut og Belarus. Men man bør også medregne den store Berlin-demonstration mod de tyske Corona-epidemiforanstaltninger.

Man kan sige, at de første eksempler på denne type civile oprør var de amerikanske højre- og venstrereaktioner på 2008-finanskrisen; Tea Party Movement i 2009 henholdsvis Occupy Wall Street Movement i 2011. Mens den sidstnævnte tabte dampen og endte uden effekt, blev den første finansieret og overtaget af højrefløjen i Det Republikanske Parti og dannede et forstade til Donald Trumps gøgeungeovertagelse af sagen og partiet. I fornyet form lever opstanden videre i QAnon-konspirationsnetværket.

Fra slutningen af 2010 fulgte de civile opstande i Det Arabiske Forår, der endte i den syriske tragedie.

I øvrigt har den flade eller manglende formelle organisationsstruktur og ledelse betydet, at det har været umuligt at få en egentlig forhandling med henblik at nå til et politisk forlig. Det har hidtil ført til, at den franske præsident måtte søge at tage luften ud af De Gule Vestes protester gennem en modkampagne, der skulle fjerne eller mindske nogle af de påpegede uretfærdigheder. Klimabevægelsen er adopteret og søg tæmmet af politiske partier. Det samme kan siges om Det Demokratiske Partis udnyttelse af nogle af BLM-bevægelsens krav i den igangværende valgkamp.

Beijings reaktion på Hongkongoprøret var derimod at opgive den tidligere britiske kronkolonis særstatus af frit vindue til Vesten, for det Kinesiske Kommunistiske Parti kan ikke slippe kontrollen og bevare magten.

Hvordan det går i Beirut og Minsk er det stadig vanskeligt at sige, fordi det er de eksisterende politiske systemer i Libanon og Belarus, der på forskellig måde har umuliggjort en politisk organisering med legitime ledelsesstrukturer i oppositionen.

I Belarus har den flade struktur med kun symbolsk ledelse sammen med fastholdelse af ikke-voldsstrategien dog åbenbart blottet og undergravet Lukasjenkos magt og frataget Putin mulighederne for at intervenere med det russiske folks støtte.

Begge steder betyder den udenrigspolitiske realitet også, at oprørernes ønsker vanskeligt kan opfyldes i det lidt længere perspektiv. I Libanon pga. Iran, Syrien og Ruslands interesser i landet, I Belarus på grund af, at Putin må undergrave, at endnu et folk i Ruslands interesseområde ikke alene får held til at vælte en autokratisk leder og derigennem skaber et uønskeligt eksempel, men at det derefter også får held til at skabe et stabilt demokratisk styre.

Den hurtige og delvis lukkede meningsdannelse på de sociale medier af modstandere af selv legitimt valgte, demokratiske magthavere, vil med sikkerhed fortsætte, og som hidtil vil konspirationsteorier og svigtende vægt på fakta-forankring meget let kunne komme til at præge aktivismen, som det også var klart ved Corona-demonstrationen i Berlin den 1. august.

Det nye er, at spredningen og den medfølgende mulige mobilisering af en amorft opstand sker stadig – og med lysets hast. Man kan forstå hvorfor det kinesiske regime må kontrollere sit folk så tæt.

Alle regeringer herefter sidder på et fundament, der er så ustabilt som den lagrede ammoniumnitratgødning i Pakhus 12 Beiruts havn.

(Foto: Fra Det Arabiske Forår i Cairo, Neill-Cochran House Museum)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *