(a Russian defence scholar) ”… off-handedly raised a theoretical situation in which a country without adequate nuclear capabilities could be forced under threat of seeing one of its cities blasted, to demilitarize even surrender part of its territories, regardless of the strength of its conventional forces. This seemed to me a ludicrously unlikely situation, not least as the aggressor would find itself an international pariah, but the matter-of-fact way he advanced it, and his surprise when I challenged it, spoke volumes about the kind of thinking held at least within his circle. And it is worth noting, he is on-and-off consulted for the Presidential Administration.” (Mark Galeotti, Putin’s Wars. From Chechnya to Ukraine, Osprey Publishing. Oxford 2022, s. 307)
Situationen nu, fordi USA stadig sikrer os
“The strategy in the new warfare consists primarily of intimidation. They want the politicians, the journalists, the diplomats, the military to fear that Russia is ready for a military conflict with NATO, if a third world war is required. The military provocations along NATO’s eastern border should demonstrate Russia’s threatening risk-taking propensity. The daring high-stakes game of exterminating all human life on the planet is a test with a fairly predictable outcome: the West will never be prepared to start a nuclear war. The Kremlin knows that the willingness to sacrifice something for Donetsk is quite low, for example in Germany. The specter of death can go on forever, the democratic countries will have to back down again and again and have to accept whatever the Moscow ulus does. ….In this blackmail game the democracies don’t stand a chance… Fear is a weapon. Fear shackles the victim. In nuclear poker, you can always double the stakes. It is not the strongest who wins, but the one who is prepared to run the rope. That is the unwritten rule in Russian prisons. Now the whole world is forced to live according to this law. …The West is simply not prepared for the new war and is reacting as in the “good” old days, when there were still fixed rules of the game.” (Mikhail Shishkin, My Russia: War or Peace? Quercus Publishing, 2023, p. 143).
NATO indtil 1960
Fra Atlantpagtens underskrivelse og igennem de efterfølgende ti år var kernen i sikkerhedsgarantien til Vesteuropa det amerikanske kernevåbenmonopol og derefter overlegenheden.
Våbnene skulle anvendes mod militære og økonomiske mål Sovjetunionen i en ”kernevåbenmodoffensiv” med fly straks efter et sovjetisk angreb mod Vesteuropa.
Senere undersøgte amerikanerne forgæves veje til at anvende våbnene på kamppladsen for at kompensere for den sovjetiske overlegenhed i landstyrker.
Efter Koreakrigens afslutning søgte man nemlig en billigere løsning end at opbygge store konventionelle forsvarsstyrker.
NATO fra 1962 til 1977
Efter, at Sovjetunionen ved en kraftanstrengelse havde opbygget sine kernevåbenstyrker på alle områder og niveauer, nærmede man sig en situation, hvor den totale ødelæggelse ville kunne blive gensidig, og efter forskrækkelsen ved Cubakrisen i efteråret 1962 indledtes et forhandlingsforløb, der både skulle standse forsøg, kontrollere våbnenes antal og sikre en så stabil og overskuelig situation som mulig.
I slutningen af 1960’erne lykkedes det at inddæmme risikoen for spredning ved at få de fleste af verdens lande til at forpligte sig til ikke at anskaffe kernevåben. Kun et land, Nordkorea, har indtil nu trukket sig ud af traktatforpligtelserne i kernevåbenspredningstraktaten (NPT).
Vesten fra 1977 til 1987
Da Sovjetunionen i en modernisering af ældre mellemdistancemissiler fra 1975 indførte de nye mobile SS-20-missiler, opfattede man i Europa dette som et forsøg på at undergrave forbindelsen til de interkontinentale amerikanske missiler og dermed troværdigheden af NATO-afskrækkelsen.
På trods af en voldsom folkelig modstand, der også blev næret af Sovjetunionen, besluttede NATO-medlemmerne at opstille nye amerikanske missiler (de såkaldte INF-våben) af to typer i forskellige medlemslande, hvis Sovjetunionen ikke opgav SS-20.
Det lykkedes i slutningen af 1987 at blive enige om at begge siders missiler af denne type skulle skrottes efter det politiske skift i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov.
De neutrale europæiske lande, der havde egne kernevåbenprogrammer, herunder Schweiz og Sverige, standsede disse og undertegnede ikke-spredningsaftalen. Man markerede sin satsning på, at den grimme del af historien var slut.
NATO 1992 til 2011
Fra afslutningen af den oprindelige Kolde Krig opfattedes kernevåben derfor som et anakronistisk levn.
I alt væsentligt bevarede de vestlige kernevåbenmagter kun kernevåbenstyrker, der skulle afskrække kernevåbenangreb på hjemlandet. I de efterfølgende år skete der drastiske reduktioner i de endnu kortere rækkende systemer. Frankrig opløste deres enheder med taktiske Hadés-missiler i 1995-96. Storbritannien trak deres kernevåben-flybombe WE-177 tilbage fra enhederne i 1998.
Kun USA bevarede også resterne af de tidligere styrker i form af en håndfuld gamle atomflybomber fordelt på baser i Vesteuropa.
I Vesteuropa var der absolut ingen bevidsthed om, at vore sikkerhed og frie politiske fremtid stadig hvilede på den amerikanske kernevåbenparaply.
2011 til 2021
Som Mark Galeotti gør klart i den indledningsvis citerede 2022-bog om den russiske militære udvikling i de seneste årtier, blev kernevåbenstyrkerne givet den højeste prioritet i reformer og genopbygningen af de russiske væbnede styrker.
I NATO skete der imidlertid ingen genopbygning af kernevåbenstyrker i denne periode, uanset hvad der skete i Rusland og andre, fjendtligsindede lande.
Der var bortset fra i Finland, De Baltiske Lande og Polen ingen vilje til at se, at Rusland åbent fra 2014 havde indledt en ny kold krig mod Vesten, der var åben i Donbass.
Den 17.12.2021 blev der (uden at dette blev taget seriøst) fra Moskva sent et ultimatum til Vesten med krav om:
En juridisk bindende garanti for, at NATO ikke ville optage nye medlemmer, specielt Ukraine og Georgien, og at man ikke ville sende ekstra tropper eller våben til de eksisterende medlemslande.
En revision af ”NATO–Russia Founding Act” fra 1997, som regulerer militære aktiviteter og samarbejde mellem NATO og Rusland, samt en tilbagetrækning af NATOs infrastruktur og styrker fra tidligere sovjetisk område og andre områder optaget efter 1997 (dvs. reelt ophæve resultaterne af Baltikum, Polens og balkanlandes NATO-medlemskab).
En anerkendelse af Ruslands særlige interesser og rolle i at opretholde sikkerhed og stabilitet i det post-sovjetiske rum, og en respekt for dets suverænitet og territoriale integritet, herunder over Krim og Donbass (dvs. anerkendelse af Ruslands særlige interessesfære).
Et forbud mod ny deployering af mellemdistance- og kortere rækkevidde missiler i Europa, kombineret med en dialog om stabilitet og våbenkontrol (dvs. blokere for en ny ”Dobbeltbeslutning”).
En reform af OSCE for at gøre organisationen til et effektivt forum for at håndtere sikkerhedsudfordringer og konflikter i Europa (dvs. give Rusland veto).
Selv dette ultimatum skabte ingen bevidsthed om, at muligheden for at trække på skuldrene af dette helt afhang af de amerikanske kernevåbens afskrækkende virkning.
2021 til 2025
Denne virkning er imidlertid ved at være historie: Den efterfølgende analyse og prognose bygger på den stadig mere sandsynlige forudsætning, at Donald Trump bliver genvalgt i november, og at hans politik i forhold til NATO, Europa og Ukrainekrigen bliver som meddelt gentagne gange og som allerede blev signaleret i hans første præsidentperiode.
Om blokeringen af formel udmelding af NATO kan finde sted, afhænger af sammensætningen af Senatet fra næste år, men opretholdelsen af den amerikanske vilje til at leve op til Atlantpagtens Artikel 5 afhænger af den siddende præsident.
I 2022 kunne Galeotti som citeret beskrive en russisk militæranalytikers opfattelse som noget eksotisk. Siden har krigen gjort kravene om anvendelse af kernevåben mod Ukraine og Vesten blevet til et fast tema i højtstående russiske politikeres og mediefolks repertoire. Respekt for de amerikanske kernevåbenstyrker (med deres i russiske øjnes overlegne teknologi) har imidlertid indtil nu forhindret, at russerens billede med muligheden for anvendelse af kernevåbentrusler og egentlig våbenbrug reelt var risikofri.
Men det kan nu forventes at ændre sig fundamentalt med et genvalg af Trump. Herefter bliver den russiske analytikers situation en realitet. Man kan uden risiko for andet end forfærdet politisk forargelse anvende kernevåben i Ukraine til at fremtvinge en afgørelse og samtidig signalere den helt nye situation til europæerne, en situation hvor 2021-kravene kan presses igennem.
Der er reelt allerede nu behov for, at de europæiske lande trækker sig ud af kernevåbenspredningstraktaten (NPT), og at kernevåbenmagterne Frankrig og Storbritannien samt Tyskland teknisk hjælper andre lande, herunder Polen, med hurtigt at opbygge en mindre kernevåbenafskrækkelsesstyrke, der kan hjælpe europæiske regeringer i at modstå det snart kommende russiske pres.
Desværre tror jeg ikke på, at de ansvarlige politiske ledere (og deres for kløgtig efterargumentation valgte rådgivere) er i stand til at konfrontere virkeligheden og tage rettidige beslutninger af så drastisk og kontroversiel karakter.
Tilsidst er det rimeligt at citere indledningen af den nye analyse af problemet i William Alberques januar 2024-analyse til den højt anerkendte London-tænketank The Internation Institute for Strategic Studies (IISS): “Russian Military Thought and Doctrine Related to Non-Strategic Nuclear Weapons: Change and Continuity“:
“In June 2023, in the shadow of Russia’s war in Ukraine, Sergei Karaganov, the head of Russia’s Council on Foreign and Defense Policy and one of the more influential
advisers to the Russian political leadership, wrote an article calling for a pre-emptive nuclear strike against an ally of the US in Europe directly supporting Ukraine. He theorised that such a strike would help curb US actions against Russian interests and
allow Russia to prevail in what he sees as a global conflict between the East and West. This view was condemned by some in Russia, but it was also praised by
respected theorists such as Dmitry Trenin of the Russian International Affairs Council. The scope and scale of debate surprised many in the West and further heightened already-growing fears across the globe of Russian NSNW use in its war against Ukraine.”
På grundlag af IISS-analysen konstaterede Mark Trevelyan fra Reuters den 22. januar, at: “The war in Ukraine has dented Russia’s confidence in its conventional forces and increased the importance to Moscow of non-strategic nuclear weapons (NSNWs) as a means of deterring and defeating NATO in a potential future conflict …”
Karaganov eller Trenin kan have været Galeottis anonyme samtalepartner.
Men i fremtiden kan vi forvente en situation, hvor russerne ikke længere skal kunne tage hensyn til USA som allieret af det land, man vil true til tilpasning.
“…….a pre-emptive nuclear strike against an ally of the US in Europe directly supporting Ukraine.” (Sergei Karaganov)
En hypotese kunne være, at Danmark med sin uforbeholdne støtte til Ukraine, kunne være et sådant Europæisk land – eller ?
Ja absolut. Som historikeren Steen Andersen har gravet frem fra polske arkiver, udarbejdede Sovjet så sent som i 1989 en plan, hvor man med mere end 200 kernevåben ville udslette Danmark ved at ramme ethvert militært eller halvmilitært mål i landet.
Formålet var åbenbart med demonstrationen at få resten af de europæiske lande til at opgive modstand.
Det var i en situation, hvor der var mulighed for en amerikansk gengældelse …