Det er ikke mindst i Vesten almindeligt, at beslutningstagere, såvel politiske, civilt akademiske og uniformerede, forfalder til at satse på strategier, der i bedste fald bygger op overfladisk analyse.
De er som oftest er en fælles, bekvem, arrogant, forsimplet religionslignende tro på, at der er en smertefri vej til sejr.
Det forhold, at eliten (ved den proces, som politologer benævner “group-think”) har gjort sig enige om, at et positivt og hurtigt forløb er sikret, driver en beslutning om at vælge/risikere krig.
Et grundproblem ved en sådan strategisk “religion” er, at man er ude af stand til at se modpartens styrke og mulighed for at reagere, så strategien ikke virker eller effekten bliver dramatisk forsinket.
Fantasierne undergraver indsats for at forberede etablering af “sikkerhedsnet” for andre forløb.
Den franske selvhjernevask i 1914, på at de franske troppers moral sammen med effekten af hurtigskydende, let feltartilleri ville sikre en hurtig sejr over tyskerne, hvis alle slag blev gennemført ved hensynsløse, fortsatte angreb uanset situationen.
Troen ignorerede virkningerne af nye magasingeværer og maskingeværer og var tæt ved at føre til et fransk nederlag i det tidligere efterår 1914 efter de franske arméer have haft tab på flere hundredetusinde soldater.
Det Engelske Imperiums tro på den maritime blokade lammende virkninger på den import- og eksportafhængige tyske økonomi i 1914
Tyskerne reagerede gennem statslig organisering af tysk økonomi og gennem udnyttelse af råstofs-, industri- og landbrugsproduktion samt import via neutrale lande som de nordiske og Holland.
Blokaden virkede kun langsomt. Den førte til mærkbare mangelproblemer fra slutningen af 1916, med først indtræden af den største neutrale, USA, på fjenden side i foråret 1917 gjorde blokaden effektiv.
Den britisk-franske tro i 1930’erne på egen økonomis overlegenhed overfor Tysklands i en lang krig
Var som udgangspunkt korrekt, men Tyskland ændrede fra 1938 balancen ved at opnå kontrol over den tjekkoslovakiske industri og rumænske olie samt ved fra eftersommeren 1939 at opnå adgang til sovjetiske resurser og endelig ved i foråret 1940 at erobre Norge.
Det britiske og det amerikanske hærflyvevåbens fanatiske tro på den selvstændigt krigsafgørende virkning af luftbombardement af fjendens arbejderbefolkning henholdsvis præcisionsbombardement af nøgleindustri.
Viste sig i lang tid at være en ren fiktion. Briternes Royal Air Force kunne ikke finde de fleste mål og kunne derefter ikke opnå væsentlig virkning af bombningerne på tysk moral eller produktion.
Amerikanerne ville i lang tid ikke se og acceptere bombeflyenes sårbarhed, dernæst blev virkningen af bombningen undergravet af spredning og effektivisering af tysk økonomi,produktion. Endelig overså man, at man ved en ensidig satsning på luftkrig reelt støttede en sovjetisk fremrykning til kontrol over Centraleuropa.
***
De aktuelle, farlige skyklapper:
Nogle i NATOs åbenbart nuværende faste tro på at teknisk (stealth) overlegne flystyrker med konventionel præcisionsammunition både kan operere forholdvis frit over hele Rusland og ramme og afgørende svække landets økonomi og evne til fortsætte en krig.
Ledsaget af en tyrkertro på. at en sådan indsats ikke vil udløse smertefulde modangreb med missiler, eventuelt også nukleare, på Vestens uforberedte samfund.
Men kan se denne tro som en opdateret udgave af det amerikanske hærflyvevåbens tro i mellemkrigstiden, og man bør huske, hvorfor og hvordan denne fantasi fejlede i sin amatøragtige arrogance.
Instrumentet, flyene, viste sig mindre effektive og mere sårbare, end man havde forudsat, dvs troet.
Selv det lille Tyskland, der dengang kunne nås og rammes fra vest, syd og til sidst også øst, kunne afbøde virkningerne ved spredning, hærdning og effektivisering af krigsøkonomien.
Dette i modsætning til det enorme Rusland nu, hvor landets økonomi får allerede nu afgørende støtte fra Kina (som Tyskland til sommeren 1941) fik fra Sovjetunionen.
Allerede nu har Rusland vist en for mange overraskende evne til at tilpasse økonomien og samfundet til krigen.
***
Hele den nuværende fanatiske tro på luftmagts næsten magiske usårlighed og muligheder bygger i øvrigt alene på amerikanske flyresurser og på, at heller ikke amerikanske beslutningstagere ser muligheden af et russisk (muligvis også nukleart) modangreb.
Den eneste modgift til sådanne livsfarlige strategiske opfattelser er konstante kritiske krigsspil, der blotlægger deres svagheder, dels med fuld dokumentation til beslutningstagerne, dels konklusionerne åbent.
Desværre er denne metode gået af mode.
“Nogle i NATOs åbenbart nuværende faste tro på at teknisk (stealth) overlegne flystyrker med konventionel præcisionsammunition både kan operere forholdvis frit over hele Rusland og ramme og afgørende svække landets økonomi og evne til fortsætte en krig”
– er der nogen kildehenvisning til, HVEM disse ‘nogle’ er? Er det nogle, der har MAGT til at gøre, som de har AGT?