Category: Andre artikler på dansk

Det er ikke mindst i Vesten almindeligt, at beslutningstagere, såvel politiske, civilt akademiske og uniformerede, forfalder til at satse på strategier, der i bedste fald bygger op overfladisk analyse.

De er som oftest er en fælles, bekvem, arrogant, forsimplet religionslignende tro på, at der er en smertefri vej til sejr.

Det forhold, at eliten (ved den proces, som politologer benævner “group-think”) har gjort sig enige om, at et positivt og hurtigt forløb er sikret, driver en beslutning om at vælge/risikere krig.

Et grundproblem ved en sådan strategisk “religion” er, at man er ude af stand til at se modpartens styrke og mulighed for at reagere, så strategien ikke virker eller effekten bliver dramatisk forsinket.

Fantasierne undergraver indsats for at forberede etablering af “sikkerhedsnet” for andre forløb.

Den franske selvhjernevask i 1914, på at de franske troppers moral sammen med effekten af hurtigskydende, let feltartilleri ville sikre en hurtig sejr over tyskerne, hvis alle slag blev gennemført ved hensynsløse, fortsatte angreb uanset situationen.

Troen ignorerede virkningerne af nye magasingeværer og maskingeværer og var tæt ved at føre til et fransk nederlag i det tidligere efterår 1914 efter de franske arméer have haft tab på flere hundredetusinde soldater.

Det Engelske Imperiums tro på den maritime blokade lammende virkninger på den import- og eksportafhængige tyske økonomi i 1914

Tyskerne reagerede gennem statslig organisering af tysk økonomi og gennem udnyttelse af råstofs-, industri- og landbrugsproduktion samt import via neutrale lande som de nordiske og Holland.

Blokaden virkede kun langsomt. Den førte til mærkbare mangelproblemer fra slutningen af 1916, med først indtræden af den største neutrale, USA, på fjenden side i foråret 1917 gjorde blokaden effektiv.

Den britisk-franske tro i 1930’erne på egen økonomis overlegenhed overfor Tysklands i en lang krig

Var som udgangspunkt korrekt, men Tyskland ændrede fra 1938 balancen ved at opnå kontrol over den tjekkoslovakiske industri og rumænske olie samt ved fra eftersommeren 1939 at opnå adgang til sovjetiske resurser og endelig ved i foråret 1940 at erobre Norge.

Det britiske og det amerikanske hærflyvevåbens fanatiske tro på den selvstændigt krigsafgørende virkning af luftbombardement af fjendens arbejderbefolkning henholdsvis præcisionsbombardement af nøgleindustri.

Viste sig i lang tid at være en ren fiktion. Briternes Royal Air Force kunne ikke finde de fleste mål og kunne derefter ikke opnå væsentlig virkning af bombningerne på tysk moral eller produktion.

Amerikanerne ville i lang tid ikke se og acceptere bombeflyenes sårbarhed, dernæst blev virkningen af bombningen undergravet af spredning og effektivisering af tysk økonomi,produktion. Endelig overså man, at man ved en ensidig satsning på luftkrig reelt støttede en sovjetisk fremrykning til kontrol over Centraleuropa.

***

De aktuelle, farlige skyklapper:

Nogle i NATOs åbenbart nuværende faste tro på at teknisk (stealth) overlegne flystyrker med konventionel præcisionsammunition både kan operere forholdvis frit over hele Rusland og ramme og afgørende svække landets økonomi og evne til fortsætte en krig.

Ledsaget af en tyrkertro på. at en sådan indsats ikke vil udløse smertefulde modangreb med missiler, eventuelt også nukleare, på Vestens uforberedte samfund.

Men kan se denne tro som en opdateret udgave af det amerikanske hærflyvevåbens tro i mellemkrigstiden, og man bør huske, hvorfor og hvordan denne fantasi fejlede i sin amatøragtige arrogance.

Instrumentet, flyene, viste sig mindre effektive og mere sårbare, end man havde forudsat, dvs troet.

Selv det lille Tyskland, der dengang kunne nås og rammes fra vest, syd og til sidst også øst, kunne afbøde virkningerne ved spredning, hærdning og effektivisering af krigsøkonomien.

Dette i modsætning til det enorme Rusland nu, hvor landets økonomi får allerede nu afgørende støtte fra Kina (som Tyskland til sommeren 1941) fik fra Sovjetunionen.

Allerede nu har Rusland vist en for mange overraskende evne til at tilpasse økonomien og samfundet til krigen.

***

Hele den nuværende fanatiske tro på luftmagts næsten magiske usårlighed og muligheder bygger i øvrigt alene på amerikanske flyresurser og på, at heller ikke amerikanske beslutningstagere ser muligheden af et russisk (muligvis også nukleart) modangreb.

Den eneste modgift til sådanne livsfarlige strategiske opfattelser er konstante kritiske krigsspil, der blotlægger deres svagheder, dels med fuld dokumentation til beslutningstagerne, dels konklusionerne åbent.

Desværre er denne metode gået af mode.

De i A) skitserede opgaver var:

I) Forsvaret af det danske hovedterritorium (minus Bornholm)

II) Forsvaret af Bornholm med øens beliggenhed på tværs af sejlruterne.

III) Sikringen af nøgleinfrastruktur i Den Vestlige Østersø og Nordsøen.

IV) Bidrag til det fælles forsvar af Alliancens truede fælles østfront.

V) Bidrag til forsvaret af Rigsfællesskabets nordlige dele.

For hver af disse opgaver opstilles nu forskellige muligheder med skitsemæssige opgaver for de tre værn og “totalforsvars”-beredskabet.

Dette sker i samspil med relevante allierede og NATO-myndigheder.

Mulighederne afspejler den trussel, der knytter sig til hver af opgaverne.

Hver mulighed, der opstilles, indeholder en beskrivelse af:

a) Kommandoarrangementet (der som en alvorlig udfordring skal være både allieret og effektivt fokuseret – i denne verden nok umuligt).

b) Forudsatte/aftalte bidrag fra allierede.

c) Organisation og beredskab i fredstid for bidrag fra hvert værn og Beredskabet og efter styrkeopbygning (herunder ved formel mobilisering af landets resurser).

d) Alle typer logistik.

Mulighederne analyseres mod truslen for at identificere den for det pågældende værn henholdsvis Beredskabet mest krævende og derfor dimensionerende for de kommende udviklings- og klargøringsaktiviteter. For Hæren vil det sandsynligvis være bidrag til opgaverne I og IV; for Søværnet opgaverne III og V; for Flyvevåbnet opgaverne I, IV og V; for Beredskabet og Hjemmeværnet opgave I.

På dette grundlag af dimensionerende behov kan man udvikle skitseorganisation med materiel, bemanding, logistik og uddannelses-/øvelsesbehov.

Materiellet, bemærkninger

Indtil for få år siden havde ikke mindst værnets våben- eller specialskole ansvaret for at følge med i udviklingen og være klar til at identificere de forskellige typer materiel, der var behov for at kunne løse våbnets/specialets opgaver i fremtiden. Andre bidrag kom fra de relevante specialister i materielkommandoen (senere tjenesten). Samlingen og afvejningen af de forskellige behov skete på værnsniveau (for Hærens vedkommende i den formaliserede Studie- og Udviklingsvirksomhed).

På grund af reduktioner i 2018 med nedlæggelse af skolerne skal denne aktivitet improviseres. På grund af dronernes betydning i de seneste fem års krige, skal alle værn, våben og specialer nu medtage de forskellige typer droners betydning for opgaveløsning og behovet for modmidler mod fjendens droner.

Da udviklingen sker meget hurtigt og da materielanskaffelser sker langsomt, udstrakt over en årrække, kan det konstateres, at analyseprocessen er kontinuerlig, og at det skal forudses, at der vil være behov for hurtig opdatering/modernisering af anskaffet materiel samt for supplerende anskaffelser.

Det er klart, at der ikke mindst i opgave IV vil være betydelige og konstante tab. Derfor skal materiel-, ammunition og reservedelsanskaffelser går langt ud over at fylde fredstidsorganisationen. Der skal anskaffes betydelige reserver af alt som forberedelsen af højt forbrug og betydelige tab.

Bemandingen, bemærkninger

Det er klart, at de civile HR-principper, der i de sidste mange år har styret opbygning og forvaltning af kadrerne, slet ikke svarere til en militær organisations behov.

Da Flyvevåbnets problemer lige er blevet understreget af pilothenvendelsen til Forsvarsministeren, vil jeg starte med det værn. For det første er en høj pilotkvote helt afgørende for at kunne udnyttede de ekstremt dyre fly maksimalt at mindske værnets sårbarbarhed over for afgang (og tab). Det er også, som piloterne har understreget, helt afgørende, at fordelingen af specielt piloter på aldersgrupper er jævn, så det praktiske erfaringsniveau ikke kan forudset at blive ramt af samtidig stor afgang.

Bemandingen ikke mindst af a reservepersonellet skal også sikre, at værnets enheder kan operere under krigsforhold med enheder til jord- og luftforsvar (også mod droner), elementer til reparation af flyvestationsinfrastruktur og mobil logistik og kommandoelementer til støtte af spredning og eventuelt til støtte for operationer fra fremskudte baser. Det sidste kan blive en logisk følge af opgave IV.

For Hæren er den største udfordring, at produktionen af faste officerer langt overstiger antallet af “praktikpladser” i den lille organisation. Dermed ignoreres, at professionen er erfaringsbaseret, og at officerer uden krævende, praktisk tjeneste som unge officerer blot fastlåses som teoretisk funderede, uniformerede forvaltere.

Den mere omfattende uddannelse af værnepligtige vil give en del flere praktiske stillinger, men da også reserveofficerer skal gives praktisk tjenesteerfaringer for at blive færdiguddannede og anvendelige, kan der kun skabes en bedre balance ved at reducere antal fastansatte officerer.

Det vil betyde, at der på sigt vil være færre ældre officerer til at fylde de nu store forvaltningstunge stabe. Det vil sige at der vil være behov for at konvertere faste officersfunktioner til stampersonelbesatte og i øvrigt afvikle eller delegere forvaltningsopgaver.

At dette ikke alene er muligt, men også er en fordel, kan pensionerede officerer vidne om.

Søværnets primære bemandingsproblem har i mange år været og er fortsat for få besætninger, og det problem kan kun løses gennem tjenestevilkår, der giver bedre fastholdelse, samt øgede normer.

Logistik, bemærkninger

Generelt kræver evnen til en løsning af logistiske krigsopgaver, at Forsvarets og Beredskabets funktioner, regler, infrastruktur og oplægninger fra Den Kolde Krigs periode retableres. Hermed depoter, produktion af ammunition, forberedelse til masseskader og i sundhedsvæsnet til massetab med reservekapacitet, værnepligtsudskrivning af sundhedspersonel (der med kvindelig værnepligt kan gøres mere rationel og effektiv).

Specielt opgave IV men også opgave V vil indebære logistiske udfordringer og behov. Opgave IV vil indebære behovet for etablering af en logistik base i frontområdet med forsyninger, militærpoliti, ingeniørenhed, reservemateriel, værksted-, bjærgnings- og transportkapicitet, ekstra felthospital- og ambulanceenheder samt personelerstatningsenheder til at støtte efter tab.

Støtteafstanden fra de baltiske Østersøhavne til grænsen i øst svarer nogenlunde til den afstand fra Nordjylland til Den Indre Tyske Grænse, som var opgaven under Den Kolde Krig. Dengang fremsendte “Vestre Landsdelskommando” et “Fremskudt Forsyningsområde” omkring Rendsburg ved Kielerkanalen for at støtte de danske enheder i det dansk-tyske korps. Idéer kan således søges i Rigsarkivet.

Lidt vil kunne eventuelt kunne afhjælpes med værtslandsstøtte, men min erfaring fra planlægning af dansk værtsstøtte til allierede forstærkningen under Den Kolde Krig gør klart, at langt det meste må klares af forstærkningslandet selv.

Uddannelses-/øvelsesbehov, bemærkninger

Flere af opgaverne vil kunne indebære en virkelighed i en varig højintensiv krig. Det gælder både de militære enheder og Beredskabet. Dette må naturligt derefter bestemme karakteren af al uddannelse af kadrer. Alt andet er ligegyldigt og i bedste fald “nice to have”. Uddannelser og herunder omskoling skal være kort, praktisk orienteret og bygge på en beslutsomhed om at lære mest muligt af kampene i Ukraine. Kadrer, der ikke vil lære og bidrage, frasorteres. Det gælder fra bund til top.

Vi skal hurtigt muligt genlære at kunne mobilisere enheder og klargøre dem til indsættelser.

Alle ideer til løsning udsættes for kritisk afprøvning ved krigsspil.

Alle feltøvelser gøres så lange, at man lærer materiellets, organisationens og personers brudgrænse.

Stabe udsættes for maksimalt pres under kontinuerlige øvelser for at frasortere unødvendige, hæmmende dele og personer.

Det er ikke længere for sjovt, kære venner!

I 1989 fik jeg som Fargruppeleder på Forsvarsakademiet ansvaret for undervisningen i værnsfælles operationer, Undervisningen havde indtil da kun omfattet en høflig gensidig orientering fra værnenes side om egne muligheder.

Det blev nu hurtigt ændret, og uddannelsen kom derefter til at omfatte et grundelement og individuel praktisk øvelse.

Den centrale del i grundelementet var elevernes gensidige undervisning i, hvad værnenes forskellige enhedstyper kunne løse af opgaver. Denne blev om nødvendigt suppleret med en understregning af, hvad de pågældende enhedstyper havde af begrænsninger og svagheder, Den anden del af undervisningen var elevernes praktiske konsolidering af det forsøgt lærte ved gennemførelse af analyser af operative opgaver både i gruppe og individuelt,

Både som militærhistoriker tidligere som langtidsplanlægger i Forsvarsstaben og ved medlemskabet at Forsvarskommissionen af 1988 havde jeg oplevet, hvor store problemer officerer fra de tre værn havde ved at forstå enhedernes helt afgørende begrænsninger.

Det var naturligt, at den interne værnsdebat ikke gjorde meget ud af dette emne. Det var imidlertid helt afgørende for værnsfælles stabsarbejde, at officerer fra ét værn vidste, at de andre værns officerer vidste så meget, at de ikke kunne snydes.

For Hærens officerers vedkommende var det et centralt problem, at man for det første ikke var sig bevidst, hvor begrænset område en given enhed kunne dække og forsvare samt hvor lang reaktionstid selv en veluddannet enhed havde. For det andet ignoreredes normalt, hvor store krav der var til logistikken, herunder reservemateriel af alle tyder og personelerstatning for tab indebærer. Det var normalt at hærofficerer ikke åbent forstod og erkendte disse forhold.

For Søværnets officerer var det dengang den største mangel, at mange ikke var parat til at erkende overfladeenhedernes og specielt de størstes problemer med at overleve længe nok til at løse kampopgaver i det daværende højtrusselområde i den sydlige Østersø.

Her vil jeg herefter fokusere på flyvevåbenofficerer.

Deres svagheder var og er dels, at man koncentrerede sig om den rene potentielle virkning af våbnene uden inddragelse af krigens politiske mål, dels, at opfattelsen af egne muligheder mere byggede på doktrinær tro end på en kritisk og skeptisk inddragelse af erfaringerne fra tidligere luftmilitære forløb.

I nu 100 år har flyveofficerer fra italiener Douhet, englænderen Trenchard og amerikaneren Mitchell haft den opfattelse, at de ikke alene kunne, men at de burde vinde krige og løse mindre problemer alene og derigennem mere rationelt.

Vestallierede bombeflychefer fandt under 2. Verdenskrig, at Invasionen var resursespild. Man skulle have bombet sig til sejren over Tyskland. At det ville have sikret en sovjetisk kontrol af hele Europa i 1945 inddrages ikke.

I 2011 fik flystyrker samt missiler fra skibe lov til alene at forsøge at standse borgerkrigen i Libyen. Det lykkedes at svække den stærkeste side, Gaddafis,, styrker. Dette sikrede at kaos fortsatte. Da man ikke var villige til at forsøge at stabilisere situationen med landstyrker, kunne den velmenende koalition på havet og i luften ikke gøre mere. Man havde fået demonstreret flystyrkers destruktive muligheder og samtidig deres begrænsninger.

Nu får det israelske luftvåben lov til at spille hovedrollen i nedkæmpelsen af Hamas, Det går som bekendt fint. Igen demonstreres både ødelæggelsespotentiale og begrænsninger.

Som vi så i 1982 over Libanon og i 1991 i første Golfkrig kan teknisk og uddannelsesmæssigt totalt overlegne flystyrker skabe klart asymmetriske sejre. Men normalt er også kamp i og fra luften en nedslidningskrig mellem offensive og defensive midler.

Det bemærkelsesværdige ved mange flyvevåbenofficerer og -støtter er den åbenbart tyrkerfaste tro på egen sides konstante overlegenhed. Fly kan igen løse opgaver selv og derved gøre anden militær indsats unødvendig.

Nu bygger optimismen ikke mindst på, at der ikke igennem mere end 30 år er udviklet effektive midler til at begrænse beskyttelsen af “stealth”-teknologi og på, at Vestens modstandere ikke længere er i stand til at opretholde et integreret luftforsvar af hærstyrker.

Jeg håber, at optimisterne har ret, men tvivler på, at vi er så heldige. Helt at bygge vores fremtid på (grundlæggende inhabile) fagfolks faste tro er ikke næppe en god løsning.

***

Det kan i øvrigt noteres, at indsatsen mod danske officerers værnsblindhed svækkedes i begyndelsen af nullerne, da uddannelsen skulle akademiseres.

Indsatsen blev irrelevant et par år derefter. Det skete med K-notatets fravalg af evnen til dansk værnsfælles operativ indsats.

For ti år siden blev uddannelsen helt afskaffet sammen med den videregående stabsuddannelse.

Når man følger den danske debat om værnepligt er det påfaldende, at erfaringer fra andre steder og tider er ret irrelevante.

Hvad USA og Det Engelske Imperium måtte gøre i Verdenskrigene, hvad vi gjorde under Den Kolde Krig, hvad Finland har gjort igennem hele sin nyere historie, og hvad Ukraine må gøre i sin nuværende overlevelseskamp.

Alle disse forhold er irrelevante for de danske modstandere, der er en blanding af superliberale i Liberal Alliance og De Radikale, ledende officerer, fagforeninger for Forsvarets kontraktansatte og mange, der har set deres værnepligtstjeneste som meningsløst og undertrykkende tidsspild.

Det er min påstand her, at det centrale element, der gør, at modstanderne af et forsvar, der bygger på værnepligt kan se argumentation som ret overflødig, er vores lands oplevelse af sin sikkerhedspolitiske historie. Denne oplevelse har to elementer.

For det første den behandlede “Hvad skal de nytte”-erfaring af 1864-nederlaget og 9. aprils ydmygelse.

For det andet erfaringen fra 1920 efter 1. Verdenskrig, 1945 efter Besættelsen og 1990 efter Sovjetunionens sammenbrud, at Danmark efter begrænsede lidelser og en minimal egen indsats vil blive reddet af store allierede, fordi det fortjener vi af en eller anden grund.

Så hvorfor genere landets befolkning og specielt dets ungdom, inklusive mig, når det både er nytteløst og unødvendigt. Lad være med at være hysteriske og krævende. Erfaringen viser, at det jo alligevel går godt for Danmark og danskerne.

Så liberale kan ignorere alle argumenter om, at truslen fra Rusland igen kræver så store styrker, en udholdende solidarisk støtte til alliancepartnere og et sådant beredskab mod ulykker og angreb, at det er umuligt at skaffe og fastholde en tilstrækkelig stor og kvalificeret bemanding til at løse opgaverne.

Så gamle værnepligtige kan fortælle om, hvor tåbelig, lidelsesfuld og indlysende meningsløs deres tjeneste tjeneste som tvungne soldater var.

Officerer uden personlig erfaring med uddannelsen af værnepligtsenheder, men med en sikker fornemmelse af, at det vil være krævende og presse aktuelle privilegier, ignorerer muligheden for, at man skal kunne skabe og opretholde store væbnede styrker til en regulær forsvarskrig for at kunne afskrække denne.

Stampersonelfagforeninger vil selvfølgelig i egeninteresse være enig med de værnepligtsskeptiske officerer.

At hele modstanden hviler på anakronistiske kviksandsforudsætninger erkendes selvfølgelig ikke.

Her kun almindelige bemærkninger om faktorer af stor/afgørende betydning for dansk militært forsvars udvikling.

Den afgørende faktor for NATOs fremtid og dermed også for dansk forsvar må vurderes at være, hvordan de amerikanske valg i november kommer til at påvirke unionens forsvarspolitik. Hvis Trump vinder præsidentvalget kan dette påvirke organisationens fremtid, dette specielt hvis Demokraterne også taber flertallet i Senatet, så dets blokering af formel amerikansk udmelding eventuelt kan bortfalde.

Den mest alvorlige virkning af et valg af Trump vurderer jeg at være en svækkelse af troværdigheden af den amerikanske kernevåbendækning af Europa, dels direkte, dels ved at Trump må forventes at trække konvent,ionelle styrker tilbage, som understreger de amerikanske sikkerhedsgaranti til de europæiske lande.

I relation til de her opstillede mulige opgaver for dansk forsvar i fremtiden, er det sandsynligt at opgaverne knyttet til den nordatlantiske dele af Rigsfællesskabet vil blive mindst påvirket. Dette skyldes, at den amerikanske tilstedeværelse her i langt mindre knytter sig til NATO, de er bilaterale og afspejler nationale amerikanske sikkerhedsinteresser. Dette vil dog også betyde, at Københavns indflydelse på udviklingen kan blive reduceret væsentligt, hvis Washington vælger at udnytte til magtposition og bestemme udviklingen.

Opgaven med at sikre Danmark som et base- og transitområde for NATO-operationer i Østersøområdet er knyttet til et fortsat stærkt amerikansk NATO-engagement.

Det er dog ikke kun valgene i USA, der kan påvirke situationen og udviklingen. Det er nu sandsynligt, at højrefløjspartier, hvoraf nogle tidligere har haft tætte forbindelser til Putin, vil gå væsentligt frem ved valget til Europaparlamentet i juni 2024.

NI øvrigt er de afgørende rammer for mulighederne for at løse opgaverne dels svagheden af Europas forsvar fremkaldt af tre problemer.

Det første problem er svagheden af forsvaret af “fronten” mod Rusland og Belarus, dette på trods af De Baltiske Landes kraftanstrengelse med at opruste deres militære forsvar igennem de sidste ti år.

Det andet problem er fremkaldt af de vesteuropæiske stormagter igennem 25 år har ladet deres militære styrker forvitre og forsvinde i fravalget af evnen til at kunne gennemføre en indsats i konventionel forsvarskrig.

Det tredje problem er Europas samfunds- og ikke mindst infrastrukturmæssige sårbarhed hvis udsat for fysiske angreb i rammen af en krig mod Rusland.

De deltrusler, som her diskuteres, er de relevante for de i A) skitserede opgaver:

Forsvaret af det danske hovedterritorium (minus Bornholm)

Forsvaret af Bornholm med øens beliggenhed på tværs af sejlruterne.

Sikringen af nøgleinfrastruktur i Den Vestlige Østersø og Nordsøen.

Bidrag til det fælles forsvar af Alliancens truede fælles østfront.

Bidrag til forsvaret af Rigsfællesskabets nordlige dele.

Artiklen bygger ikke på efterretninger. Den opregner kun de muligheder, der vil svække danske og allieredes opgaveløsning.

Den indledningsvise trussel mod hovedterritoriet (så længe “fronten” holder) omfatter angreb med missiler, droner, specialoperationsstyrker til fysiske angreb og gidseltagning samt cyberangreb. Angrebene kan forventet rettet mod eventuelle allierede mål på dansk jord, mod danske styrker her samt terrorangreb mod befolkning og al slags infrastruktur herunder også sundhedsvæsnet. Den omfatter også truslen og de facto anvendelse af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben.

Truslen mod Bornholm er affødt af forsvaret af NATO-frontlinjestaterne øst for Østersøen, fordi man fra en erobret ø kan anvende langtrækkende våben mod sejlands og flyvning i den sydlige Østersø. Truslen er en erobring ved kup mod en ikke eller let forsvaret ø, eller en senere mere krævende landsætning. Derudover omfatter truslen også alle de trusler, der også kan blive rettet mod resten af landet.

Truslen mod den maritime infrastruktur er fra maritime specialoperationsstyrker, herunder med undervandsdroner.

Truslen mod Alliancens østfront omfatter alt fra massiv landinvasion støttet af omfattende bombardement over begrænsede kupangreb og præcisionsbombardement af hovedstæderne over cyberangreb mod landenes infrastruktur til hybrid støtte til illoyale mindretal og migrantpres mod grænserne.

Truslen mod atlantiske dele af Rigsfælleskabet omfatter angreb mod allierede baser, operationer for at undergrave vestlig kontrol over farvandet mellem Grønland og Norge, bombardement, angreb af arktiske specialoperationsstyrker, cyberangreb samt indsats for at øge modsætninger mellem den lokale befolkning, andre danskere og dér baserede allierede styrker.

(Illustrationen illustrerer, at russerne følger med i dansk forsvars tilstand)

Hvis regeringen for to år siden havde nedsat en forsvarskommission efter modellen fra 1988 (eller snarere inspireret af 1946-situationen, hvor man stod tæt ved nul) ville det første emne have været en overordnet diskussion af dansk forsvars opgaver.

Der er sådan, at politikernes umiddelbare opfattelse selvfølgelig er, at Danmark og danske interesser skal forsvares af Forsvaret.

Det faglige svar på det krav/ønske vil være, at dette ikke er muligt, selv ikke med en israelsk-type almindelig værnepligt for alle med tre års første tjeneste og et par årtier i reserven plus anskaffelsen af kernevåben.

Danmark er og forbliver en småstat, hvis sikkerhed er afhængig af hjælp fra andre. Det lærte vi på den hårde måde ved Besættelsen, hvilket førte til indtræden i Atlantpagten i 1949 og til amerikanske baser på Grønland.

Når denne erkendelse hurtigt accepteres af forsvarspolitikerne, starter den normalt smertefulde diskussion af:

1) hvad der skal forsøges gjort med de resurser, der findes og kan opbygges,

2) hvor,

3) i hvilken afhængighed af/samarbejde med allierede,

4) med hvilket varsel,

5) i hvilken prioritet.

Hvad politikerne i sidste instans vælger efter den politisk-faglige dialog og efter forhandlinger med allierede, er klart et politisk ansvar, men valget bygger på faglige vurderinger.

Denne proces kontinuerlig, men akut nu på grund af den internationale situation og opgaven at genopbygge Forsvaret.

Resultatet giver rammerne for alt andet: bevæbning, bemandingstype, kontrakter for ansatte, uddannelser, infrastruktur, karakter af samarbejdet med allierede, logistik.

Det ville ikke være simpelt:

1) Fordi den geostrategiske sammenhæng er blevet fundamentalt ændret siden Forsvarskommissionen af 1988, hvor jeg var juniormedlem, løste denne opgave.

2) Fordi Danmark som småstat i alliance med andre stater må løse de fleste opgaver i samarbejde med disse, og hvor hverken NATOs centrale organer eller mange af medlemmerne, herunder de største, har gjort mål eller bidrag klart. Det gælder også og ikke mindst de største medlemslande i Vesteuropa.

3) Fordi det både hos de mange medlemslande, der som Danmark ikke er placeret geografisk ved den truede grænse til Rusland og Belarus eller bag det kæmpende Ukraine samt Moldova, ikke en meget vanskeligt at forstå og tage konsekvenserne af, at vi ikke alene er i en genopstået Kold Krig, men i en mindre forudseelig og mere delt, svækket og derfor farligere situation, end tilfældet var i hovedparten af perioden 1950-1990.

I forhold til trusler fra Rusland er der følgende klare opgaver, der må analyseres, prioriteres og lede til vejlede danske militære beslutninger angående struktur, kadrer, logistik og beredskab:

Forsvaret af det danske hovedterritorium (minus Bornholm), der (i hvert tilfælde så længe USA stiller større militære styrker til rådighed for Europas forsvar) er et væsentligt transit- og baseområde for operationer i Østersøen, Baltikum og Polen. Forsvaret af dette område er indlysende en dansk hovedopgave. Dog betyder Sveriges NATO-medlemskab, at Danmark i disse roller er mindre afgørende. Beliggenheden i NATOs europæiske bagland betyder, at truslen mod området indledningsvis er konventionelt (og nukleart) bombardement.

Forsvaret af Bornholm med øens beliggenhed på tværs af sejlruterne. Også sikringen af denne ø er naturligt et nationalt dansk ansvar.

Sikringen af nøgleinfrastruktur i Den Vestlige Østersø og Nordsøen mod angreb.

Bidrag til det fælles forsvar af Alliancens truede fælles østfront, primært i det tyndt forsvarede Baltikum. Hidtil har Danmark i perioder bidraget til “air policing”, med hærstyrker til NATOs solidariske styrkede fremskudte tilstedværelse og med ledelsen et divisionshovedkvarter i Letland.

Bidrag til forsvaret af Rigsfællesskabets nordlige dele, først og fremmest Grønland, og hermed til kontrollen med det afgørende havområde i det nordøstlige Atlanten mellem Grønland, Norge, Island og Storbritannien.

Alle kan kun forsvares ved, at fronten kan holdes. Alt falder, hvis den kollapser pga. manglende solidaritet.

Dengang i 1950’erne og efter 1976: Solidarisk hjælp til de invasionstruede.
Fra opbygningen af forsvarsalliancen fra 1950 forstod alle, at de udsatte medlemslande, der lå med grænsen til de sovjetkontrollerede områder, måtte have hjælp til at kunne forsvare sig.

Det blev afgørende for lande som bl.a. Danmark og Norge. Vi fik afgørende solidarisk massiv våbenhjælp og fællesfinansiering af baser og anden infrastruktur. Vi truede lande kunne i øvrigt fra starten beskyttes af den overlegne amerikanske “atomparaply”.

Da man godt 15 år senere fra midten af 1970’erne igen følte truslen som akut og samtidig ønskede at mindske afhængigheden af en tidlig anvendelse af kernevåben, besluttede Alliancen, at de direkte truede områder, som Norge, Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland ikke alene skulle forsvares af Alliancens stående enheder fra alle i landene og de mobiliserede reserveenheder fra frontlinjemedlemmerne.

De ikke direkte invasionstruede baglandslande bidrog fra omkring 1980 til den fælles forsvarsopgave ved østgrænsen med øremærkede forstærkningsenheder af både fly- og landstyrker. Aftaler om dette, planlægning og forberedelser kunne ske i rammen af den da eksisterende NATO-kommandostruktur.

Det var for dansk områdes vedkommende Nordregionen (AFNORTH) og den dansk-nordtyske Enhedskommando (BALTAP).

Fra 1999 til nu: Reelt ingen solidarisk hjælp til de invasionstruede

Da NATO for 20-27 år siden blev udvidet med først de østeuropæiske lande betragtede man det i gamle medlemslande som upassende hysterisk, at lande som Polen og De Baltiske Lande, følte sig truet af Rusland.

Pinligt berørte partnere pressede dem til at ignorere deres anakroniske trusselsopfattelse i udviklingen af små væbnede styrker.

Selv da Rusland i 2014 tog Krim ved kup og indledte krigen om Donbas med Ukraine, bidrog partnere ikke med væsentlig hjælp til opstillingen af de baltiske landes små selvforsvarsstyrker, som man havde de menneskelige og økonomiske resurser til at etablere.

Hvis man havde husket og lært af 1950’erne, ville de ikke invasionstruede baglandsmedlemmer have ydet massiv våben- og infrastrukturstøtte. Der var ingen gentagelse af den opfattende våben- og infrastrukturhjælp, som havde hjulpet bl.a. Danmark i 1950’erne.

Det skete ikke, hvilket betyder at specielt de direkte truede Baltiske Lande kun er svagt forsvaret med næsten kun lette styrker.

Intet ændrede sig væsentligt, selv ikke efter, at Rusland i slutningen af februar 2022 indledte en generel invasion af Ukraine efter 17. december 2021 i ultimatumform havde meddelt NATO sit krav om en militær tilbagerulning af de kun symbolske partnerstyrker fra Østeuropa.

Det burde her være indlysende nødvendigt, at NATO senest med Finland og Sveriges vej til optagelse havde understreget, at forsvaret af alliancen måtte ske med øremærkede land- og flyforstærkninger fra baglandsstater fremskudt ved og mod Alliancens østgrænse.

Alle baglandsmedlemmer burde som efter 1976 have gjort en kraftanstrengelse for at genetablere betydelige reservestyrker, der blev øremærket til frontlinjestaterne og specielt Baltikum, startede at øve der, og fik oplagt materiel og ammunition her.

Det ville også være klart, at man hurtigt skulle skabe rammen for en sådan indsats ved at begynde etableringen af nye regionale militære NATO-kommandoer for indsatsen.

Sammenfatning

Hjernedødt men bekvemt opretholdes fiktionen om, at forsvar af eget terrirorium er tilstrækkeligt. Fiktionen opretholdes i NATO og herhjemme.

Men at kunne forsvare eget land i et baglandsmedlem er kun udgangspunktet, ikke tilstrækkeligt.

Det egentlige forsvar af også Danmark må igen, som det også skete fra 1951 til 1990, ske foran eget territorium. Det må ske ved en fælles solidarisk kraftanstrengelse, herunder ved de udsatte frontmedlemmers grænse.

Det er ikke kun andres ansvar, det er også vores, svenskernes, hollændernes, osv.

Hvis Baltikum falder er også vi fortabte. At tro, at vi derefter har en alliancebeskyttelse af Danmark, er en helt uansvarlig dumhed.

At vi ikke har det som et fælles udgangspunkt viser mere end noget andet forfaldet i den danske sikkerheds- og forsvarspolitiske forståelse.

Balterne burde selvfølgelig have gjort virkeligeheden klart for alle for længe siden.

De burde udiplomatisk og rettidigt have optrådt som den lille dreng i “Kejserens nye Klær”. Brutalt burde de have understreget den fælles nødvendighed af omfattende solidarisk assistance i det fælles forsvar.

Deres skadelige tilbageholdenhed skyldes nok dels, at de har været taknemmelige for det symbolske smule, de har opnået, dels at de erkender, at baglandsmedlemmer fra Tyskland over Storbritannien til Danmark nu er helt “uden klær”. De har derfor helt satset på, at Ukraine kunne holde, indtil vi vågnede op.

Balterne erkendte realistisk og fatalistisk, at de ikke direkte truede alliancepartnere havde nedprioriteret og opløst enheder, der for ti år siden burde være retableret og fra 2022 klargjort som øremærkede forstærkninger.

At kombinationen af den politiske-departementale-uniformerede forsvarsledelse er alvorligt ramt af funktionsproblemer, behøver man ikke længere at begrunde. Men det er ikke den eneste vanskelige udfordring nu. Det er ikke engang det grundlæggende problem. Det er at politikerne synes at mene, at den alvorligste trussel stadig er mulig kritik fra NATO samt Rigsrevisionen.

Det centrale problem synes først og fremmest at være, at politikerne ikke har gjort klart, hvordan Forsvaret skal løse sin hovedopgave inden for rammen af det solidariske alliancesamarbejde.

Indtil 1990 var ikke alene opgaven, at forsvare Danmark, klar, men det var også overordnet bestemt hvordan. Det var givet af truslen og de da stadig eksisterende NATO-kommandomyndigheder:

En stor del af Hæren skulle indsættes i fremskudt forsvar ved Lübeck sammen vesttyske styrker. Resten af de tre værns hovedopgave var at forsvare de danske øer fremskudt i Østersøen og på kysterne mod en invasion. og andre angreb

Derefter forsvandt truslen mod Danmark, og fra 2012 var den sidste dimensionerende kampopgave afsluttet: Indsatsen i Afghanistan.

Opgaven for de nu resterende mindre styrker er stadig at forsvare Danmark, som den fungerende forsvarschef, Michael Hyldgaard, understregede i Korsør den 4. april. Men nu ved ingen åbenbart hvordan.

Den trussel mod vores område er dog klar. Den er kun udskudt af krigen i Ukraine Den er rettet mod alle NATO-lande.

Det russiske mål, at ødelægge det vestlige forsvarssamarbejde, der har sikret Danmark i 75 år, blev formelt understreget af Ruslands ultimatum af 17.12.2021.

Landmilitært retter truslen sig i vort område mod de meget tyndt forsvarede baltiske lande og afledt heraf de NATO-øer, Gotland og Bornholm, som må sikres for at opretholde søforbindelserne igennem Østersøen til Baltikum. Svenskerne har i modsætning til vi indrettet sig efter denne realitet.

I øvrigt er alle områdets NATO-lande og specielt infrastrukturen truet af cyber-, specialstyrke-, missil-, fly- og droneangreb herunder angreb på kabler og rørledninger på havbunden. Derudover er befolkningerne og hospitaler truet af bevidste terrorangreb.

Truslen og situationen leder klart til opgaverne for alle NATO-landene i området. Dvs. besvarelsen af det fælles “hvordan”.

For det første er det indlysende nødvendigt at forstærke de baltiske landes landforsvar væsentligt. Det er et stort problem, fordi kun frontlinjestaterne i Europa har bevaret eller genopbygget væsentlige reserveenheder.

For det andet må flest mulige lande bidrage til at sikre søforbindelserne i Østersøen.

For begge disse opgaver indebærer det også at modtage og sikre allierede (først og fremmest amerikanske) støttestyrker … i det omfang de er sandsynlige.

For det tredje beskyttelsen af infrastruktur og befolkning med både aktive foranstaltninger såsom luftforsvar og totalforsvarsforberedelser.

Det har indtil nu et kritisk NATO-ansvar, at en allieret fælles kommandostruktur, der kunne fastlægge behovet og bede om samt koordinere bidrag fra medlemmerne, endnu ikke er skabt. Behovet er akut efter Finland og Sverige er blevet medlemmer af alliancen.

Hidtil synes det overset i Danmark, at senest hvis et eller flere NATO-lande går tabt uden at dette leder til generel krig, herunder et eller flere baltiske lande, alliancens beskyttelse af også vores land slut.

Så skal vi selv kunne forsvare Danmark, og det er stadig ikke en mulig opgave, uanset hvordan man måtte vælge at gøre det.

Hvornår?
Når man som Finland kun har en lille befolkning og en meget lang truet grænse er der reelt kun et alternativ til en maksimal anvendelse af værnepligten, det er at opretholde en sikret kernevåbenslagstyrke og en automatisk udløsning af et svar med denne, hvis landet angribes. Dvs. automatisk selvmord som afskrækkelse.

Når man som Ukraine og Rusland nu er involveret en langvarig krig, der kræver meget store troppestyrker og indebærer konstante meget store tab, der skal erstattes, er alternativet til opfattende udskrivning af værnepligtige at acceptere nederlag (eller for kernevåbenmagter at optrappe til kernevåben med risiko for selvmord, hvis i krig mod anden kernevåbenmagt).

Under Verdenskrigene var selv Storbritannien og USA tvunget til at udskrive borgerne som værnepligtige pga de meget store styrkebehov og konstante tab.

Behovet er også klart, når man kan forudse en eller begge af de to situationer og ønsker at afskrække krig og invasion gennem rigelige forsvarsstyrker. Det er Europas situation nu i rammen og forlængelsen af Rusland-Ukraine-krigen. Alternativet er at lade Rusland bestemme Europas fremtid, som Danmark lod Tyskland bestemme sin på forskellig måde i både 1914-18 og 1939 samt på anden mere direkte måde fra 1940-45.

Hvornår ikke?
For det første, hvis regering og befolkning er så hårdt mod tvang til militærtjeneste, at man hellere opgiver at forsvare sig eller hellere vil satse helt på kernevåbnene.

For det andet, hvis man er en så heldig situation, at man ret frit kan vælge, hvilken militære opgaver, man vil løse. Det var situationen for Europa fra Den Kolde Krigs første halvleg og indtil 2014,

Omkostninger og effektivitet?

Konstant at uddanne værnepligtige, der derefter hjemsendes, er umiddelbart set kun rationelt, hvis målet – som i Finland og i større lande under storkrig – er at skabe store reservestyrker for at kunne løse omfattende opgaver eller sikre enheders effektivitet under store tab.

Men denne umiddelbare opfattelse indebærer under mange forhold en grov forsimpling.

Dette ignoreres både af liberale politiske modstandere af værnepligten og i Danmark af Hærens menige stampersonels personelorganisation.

For det første indebærer værnepligten adgang til folk med civile uddannelser og forudsætninger. Det er folk, det vil være vanskeligt eller meget dyrt at få til at søge militær kontraktansættelse i det meget store omfang, som er og forbliver nødvendigt i en generel krig.

For det andet er den kontraktansattes opbyggede større militære rutiner kun direkte anvendelige, hvis uddannelsen og tjenesten har haft til formål at forberede til den definerende konfliktform, dvs. ikke fredsstøtteindsats eller garnisonstjeneste i fredstid.

For det tredje er det centrale behov ikke knyttet til den enkeltes effektivitet, men til effektiviteten i samarbejdede besætninger og i de grundlæggende enheder. Her har værnepligtsuddannede enheder den fordel, at uddannelsesforløbet kulminerer med skabelsen af sådanne samarbejdede enheder, der derefter kan holdes samlet i reserven igennem flere år.

En hurtig personeludskiftning i kontraktbemandede enheder betyder, at et antal af deres hold, besætninger og basisenheder ikke kan holdes fuldt samarbejdede. De kræver supplerende, intensiv uddannelse før indsættelse.

Kvindelige værnepligtige?

En skarp kritiker af kvindelige værnepligtige er den israelske. kritiske militærkommentator Martin van Crefeld. Han argumenterer først og fremmest mod anvendelse af kvinder i kampenheder ved fronten. Han anfægter ikke den israelske anvendelse af kvindelige værnepligtige i militære støtteroller.

Hans primære argumenter mod anvendelse af kvinder i kampenheder er dels, at de er for svage, gennemsnitligt svagere og mindre robuste end mænd, dels, at deres tilstedeværelse undergraver kampkraften hos deres mandlige kolleger, der ikke kan undgå at vise særlige hensyn, eksempelvis over for sårede kvindelige soldater.

Til det første argument er der kun at bemærke, at dette er en kendsgerning, men at man allerede nu fordeler soldater på forskellige enheder og funktioner efter deres fysik og andre egenskaber. Heller ikke alle mænd er fysisk og psykisk kvalificerede til at indgå i eksempelvis Sirius-patruljen eller specialoperationsstyrkerne.

Så det er blot at fastholde samme krav til bemanding af en given funktion uanset køn. Det er ikke noget nyt i den danske hær, da dette har været gældende, fra man i 1980’erne begyndte at anvende kvindelige konstabler i enhederne. I øvrigt kan det bemærkes, at man tidligere kun bemandede kampenheder med unge mænd, men man har i Ukraine ser, hvordan ældre og dermed fysisk svagere mænd danner kernen i kampenhederne.

Der findes mig bekendt ikke undersøgelser af, hvordan kvindelige soldaters tilstedeværelse i kampenheder påvirker enhedens moral og optræden. Rent teoretisk kunne man argumentere for, at risikoen for at kvindelige kammerater blev fanget og udsat for alle typer mishandling af en bestialsk modstander ville få hele enheden til at kæmpe endnu hårdere og målrettet end det modsatte.

Selvfølgelig vil soldaters optræden blive påvirket af kærlighedsforhold mellem soldaterne, men som bekendt findes der også sådanne forhold mellem soldater af samme køn.