(Fotografiet er af Thomas Lekfeldt, Berlingske Tidende fra Antvorskov Kaserne)
Man skal indse, at det er den uudtalte grundopfattelse hos både politikere og civile “eksperter”, at Danmark i modsætning til andre lande ikke forsvare os selv og det er spild af penge at gøre mere end nødvendigt for at andre helt overtager. Opfattelsen har rødder i 1864, 1940 samt i den generelle lave status for den militære profession som uduelige og latterlige “oberst Hackel”-typer. Opfattelsen bygger på uvidenhed, historiske myter og arrogance, men det er et andet indlæg.
Man skal forstå og tage konsekvensen af, at professionen som den medicinske både er praktisk og teoribaseret. Professionel modenhed og overblik hviler derfor på kombinationen af praktisk erfaring og effektiviteten af den faglige diskurs.
Dette medfører, at det nuværende forvaltnings- og uddannelsessystem med bevidst standardiseret HR-forvaltning, akademisk akkreditering og besættelse af stillinger efter ansøgning er dybt skadelig. Det samme er en faglig debatkultur ramt af automatisk og ukritisk loyalitet over for ledelsen.
Behovet er, at kadreantallet bestemmes af ”praktikpladser” til at lære ved at gøre. Det er at kadre med klart udviklingspotentiale beordres til erfaringsskabende tjenesteforløb. Behovet er også, at professionalismen næres af en energisk og kritisk faglig debat internt og eksternt.
Man skal forstå, at Forsvaret og dets mål skal udvikles i en velfungerende, direkte ”strategisk bro” mellem en politisk ledelse med prioriterede ønsker og en militærfaglig ledelse med evne og vilje til at klargøre, hvad der er militært muligt. Man skal erkende, at den militære faglighed i ledelsen ikke sikres af uniform og grad, og at man kan have behov for at søge udenlandsk faglig støtte.
Man skal forstå, at den militære ledelses mulighed for at udvikle den nødvendige brede viden og forståelse for professionen (og mulighed for at gennemføre beslutninger) kræver, at fagligt helhedsansvar og helhedsmyndighed er det styrende princip (som det var med succes indtil ca. 2000). Kun derved sikrer man en forsvarsledelse med med en klar og ajourført viden forståelse af forskellige enhedstypers styrke og begrænsninger. Kun derved sikres en forsvarsledelse, der løbende fremmer organisatorisk og teknisk forsøgsvirksomhed.
Man skal sikre en forsvarsledelse med fuldstændig åbenhed mht. at vælge det til det til den enkelte enheds opgave svarende personelmix af:
I) fastansatte;
II) kontraktansatte;
III) tidligere fast- og kontraktansatte med rådighedskontrakt til 3/6 ugers årlig tjeneste i funktionen;
IV) kontraktpersonel fraværende fra enheden til (civil-)uddannelse;
V) frivillige civile deltidsansatte (som hjemmeværnsfolk);
VI) værnepligtuddannet reservepersonel med rådighedskontrakt 3/6 ugers årlig tjeneste i funktionen;
VII) militært personel designeret fra rene fredsstillinger;
VIII) tidligere fast- eller kontraktpersonel uden reservekontrakt;
IX) almindeligt værnepligtigt reservepersonel; X) værnepligtige under første uddannelse.
Man skal sikre en forsvars- og værnsledelse, der forstår, at hvis en enhed ikke dimensioneres til sin opgave, er enheden uegnet som andet end symbolsk facade (som den nuværende 1. Brigade). Hvis den skal være generelt anvendelig (som en amerikansk USMC-enhed), er det krævende og dyrt. Hvis enheden ”designes” til én opgave, som det finske forsvar, kan man få både stor effekt og styrke for begrænsede midler.
Man skal sikre, at ved en af politikerne bestemt og højt prioriteret opgave skal det fastlægges, hvilke dele af denne der skal forudsættes klaret af allierede, og hvilken del, der er et dansk ansvar. De umiddelbart logiske opgaver er:
I) Arktis
II) Sikringen af Danmark som base
III) Østersøen og Bornholm
IV) Deltagelse i afskrækkelse og forsvar i Baltikum.
Man skal sikre, at det er opgaven, stedet/området for dens løsning og den tilknyttede trussel der bestemmer:
I) Styrkens doktrinudvikling med studie og udviklingsaktiviteter.
II) Styrkens affødte sammensætning af enheder/våben.
III) Styrkens beredskab, herunder balancen mellem stående elementer og reserve.
IV) Styrkens udholdenhed (med reservemateriel, med reservepersonel samt med støttende uddannelsessystem hjemme)
V) Styrkens logistik (bestemmes primært af støtteafstanden)
VI) Styrkens aktivitetsmønster, herunder uddannelsesaktivitet.
Politikerne skal sikre en effektiv og robust organisation af totalforsvaret og sikringen af vital infrastruktur.
Forsvarsministeriet skal hurtigst muligt iværksætte en omfattende delegering af myndighed fra centrale styrelser, m.m. Dette er en central forudsætning for løsning af Forsvarets grundlæggende sygdomme, som blokerer for genopbygningen:
I) Til chefer for tjenestesteder af al støtte til aktiviteter: Faciliteter, herunder bygningsvedligeholdelse; værksteder; sikkerhed; mobiliseringsoplægninger (alt under foresatte myndigheders samlede budgettering, direktiv og vejledning/inspektion)
II) Til chefer for enheder (både stående og reserveenheder): enhedens materiel, gennemførelse af uddannelse, opretholdelse af beredskab, forvaltningen alt personel (både fredstids- og reservepersonel).
III) Til chefer for operative og andre myndigheder (brigader, eskadrer, wings): resurser til aktiviteter, inspektion af enheder.