OM DEN TILLÆRTE HJÆLPELØSHED: SKAM JER!

Verden står med Ruslands invasion af Ukraine og sin erklærede hensigt om at jage USA ud af Europa i sin værste sikkerhedspolitiske krise i tres år. Danmark har reageret ved at udsende Forsvarets resterende meget små og små dele ud til det truede baltiske nærområde og Østersøen som solidaritetsmarkering.

Det sker i det helt urealistiske håb om, at problemerne forsvinder i det næste par måneder, for derefter er mulighederne forbrugt, for alt, hvad der kan krybe og gå, er udsendt. Når de kommer hjem, må der forventes kontraktopsigelser, der vil forringe mulighederne yderlige, for danske hærsoldater tegnede ikke kontrakter for at kede sig i en gammel sovjetlejr med øvelser langt fra familien. Det eneste, der måske stabiliserer situationen, er, at krisen snart nok vil betyde, at den nuværende fulde beskæftigelse kollapser.

Det er indlysende, at der er behov for øjeblikkelig handling, og i lande udenom Danmark som Holland, Tyskland og Litauen boostes forsvarsbudgetterne op, og der skaffes penge til meget store nye materielinvesteringer.

Derimod er Danmark åbenbart sikker på, at intet haster, og vi ikke skal skynde os med noget som helst. Forsvarsbudgettet er jo for at lukke munden på de allierede, og ikke for at skabe danske militære styrker, der kan løse forsvarsopgaver. Det ved alle politikere er nyttesløst. Alliancedeltagelse er for at andre skal forsvare Danmark, og pengene og styrkernes solidaritetsbidrag skal bruges til at gøre dette lidt mere sikkert. Derfor skal vi ikke gøre noget ekstraordinært nu som at øge skatterne, ændre prioriteringerne eller belåne fremtiden. Det vi lovede i 2014, vil vi måske gøre tyve år senere, idet politikerne må antages at forvente, at verden til den tid gør anstrengelsen unødvendig.

Det er Forsvarsledelsen åbenbart helt i overensstemmelse med. I denne krise har vi sælgers marked, og man kan ikke hurtigt indhente konkurrerende tilbud, selv om man havde gjort sig klart, hvad man havde brug for. Man kan heller ikke øge antallet af værnepligtige. Man er blevet forsinket Coronaen, som har betydet, at man ikke har fået holdt sessioner. Man mangler plads på de resterende kaserner, fordi alle de tidligere indkvarteringsstuer nu anvendes til kontorer, hvor der nu sidder to-tre forvaltere med deres computerer, forvaltere, der ikke var opfundet dengang i min militære ungdom, hvor kasernerne havde plads til 1.000-1.200 soldater, deres stabe og materiel hele året.

Men jeg har den mistanke, at den egentlige blokering er i hovedet og mageligheden i officerskorpset, der ikke har personlig erfaring med at uddanne og opstille værnepligtsenheder og sikre, at de har udrustning og materiel til hurtigt at kunne blive klar til krig. De burde på tvungen studierejse til ukrainske værnepligts- og frivillig-enheder, eller hvis dette er for farligt og ubekvemt til Finland og derefter tvinges til at analysere ukrainske erfaringer som en forudsætning for at bevarede deres ansættelse.

Med en vis ret undskylder Forsvarsledelsen sig med, at man jo ikke kender det forsvars- og værnsorganisation, beredskab, bevæbning og bemanding, som politikerne senere måtte beslutte sig til under de kommende forligsforhandlinger.

Men kun en ”vis” ret, fordi på mange centrale områder er der allerede et solidt grundlag, eksempelvis Forsvarets eksisterende infrastruktur, der også skal anvendes i fremtiden, samt værnenes eksisterede beholdning af nyt eller kommende materiel og deraf følgende opgaver. Derudover er kombinationen af dansk geografi og truslen fra Rusland nogenlunde givne størrelser.

Forsvarsledelsen og lavere chefer synes herudefra helt at have mistet evnen til at tage initiativ, og ingen synes at forstå, at de derigennem bliver totalt uduelige i den militære profession, hvor effektivitet helt netop afhænger af, at man altid tænker forud, presser for at få ansvar, og, når mulighed opstår, handler selvstændigt. Det er denne sygdom, som jeg efter inspiration fra en jævnaldrende søofficer benævner tillært hjælpeløshed. Det er nogenlunde dem svaghed i de russiske styrker, som ukrainerne med så stor effekt udnytter.

Efter mine samtaler med tjenstgørende for at forberede denne tekst, er det klar for mig, at ingen dansk politiker, ingen civil embedsmand, få eller ingen højtstående officerer, ja ikke engang majoriteten af andre tjenstgørende officerer forstår dybden af det råd og moraltab, der har ramt styrkerne, og herunder specielt Hæren. Problemet med den sidste gruppe er, at så mange er så unge og/eller så professionelt uinteresserede, at de ikke har den relevante erfaring og heller ikke føler, at det er deres opgave at skaffe den på anden måde.

Rapport fra sygelejet

Dette medfører, at de generelle ændringer, der specielt må ske i Hæren, er voldsomme, både for organisationen og for den enkelte.

En rutineret tjenstgørende hærofficer, som jeg har fuld tillid til, beskriver de generelle problemer (som han oplever i Hæren) således:

Officersstanden er umyndiggjort og truet til tavshed: Hele organisationen er indenfor alle grader presset i bund, og således har det været de seneste 10-15 år.

Men de seneste 5-7 år har situationen udviklet sig katastrofalt. Alle advarsler, nødråb og indsigelser er i bedste fald blevet mødt med tavshed. I værste fald har det betydet direkte stop eller opbremsning i karrieren for den formastelige og illoyale ansatte i forsvaret.

Der accepteres ikke andre holdninger end den officielle; her i forsvaret, og især Hæren, der går det godt. “Husk, at jo flere opgaver vi kan løse med utilstrækkelige midler, jo større chance er der for at Hæren får større del af kagen næste gang!”
Der er ingen debat eller reel orientering omkring hvor vi skal hen og hvorledes vi kommer der. Alle oplysninger stykkes op i fragmenter, og ingen uden for “den øverste ledelse” modtager nok brugbar information til at kunne sammensætte et korrekt billede af både situationen og de mulige veje frem mod fastsatte, officielle mål.

I det norske og svenske forsvar, som jeg personligt kender godt, forventes det, at officererne er aktivt med til at forme fremtiden for forsvaret; de er jo eksperter indenfor deres fagområde, og hvem andre end de faglige eksperter skulle ellers kunne bidrage effektivt til at sikre det bedste forsvarsforlig for pengene? Samtidigt er det holdningsskabende og korpsåndsstyrkende at engagere et dygtigt officerskorps i forsvarsdebatten, vurderer de nævnte nabolandes øverste politiske og militære ledelse.

Sådan forholder det sig ikke i Danmark, hvilket over tid har afmilitariseret officerskorpset og gjort det håndsky overfor al påvirkning fra et niveau op. I Danmark benyttes midlertidige udnævnelser og “åremålsansættelse” ganske ofte. Det sikrer nemlig “loyalitet ved frygt”. Leverer du ikke varen, eller ytrer dig negativt/stiller spørgsmål ved valgte løsning, så går du ved periodens udløb fra f.eks. Generalmajor tilbage til oberst. Og hvem har lyst til det?!

I en uendeligt lille hær som den danske, så er der ikke plads til fejltagelser; her lever “nulfejlskulturen” i bedste velgående. Derfor er der særdeles få individer som tør påpege fejl og mangler, uanset hvor skrigende tydelige disse er.

Et eksempel er de mange kultur og kreative projekter som forsvarets tjenestesteder påtvinges. I en tid hvor der ikke er ammunition, udrustning, våben eller materiel nok til en eneste brigade i hele landet, så skal komplet ligegyldige projekter til mange millioner gennemføres; uanset hvor tåbeligt alle grader og civilt ansatte finder det.”

Da jeg bad officeren om at uddybe sin beskrivelse, fik jeg følgende tekst:

Førernes daglige udfordringer ved hærens kamptropper

Dagligdagen ved hærens enheder er præget af mangel på næsten alt fra ammunition til uniformer. Værst af alt, så begynder motivationen til at være soldat at forsvinde. Dette ses tydeligt i omsætningshastigheden på både konstabler og stregbefalingsmænd, selv i de bedste regimenter.   

At give de gode job og uddannelsesmuligheder i det civile liv hele skylden er simpelthen for enkelt, og det er tillige direkte forkert. Hvis Forsvaret havde den rette indstilling og gav hæren det rette værktøj, så vover jeg den påstand, at vi i løbet af kort tid kunne skabe en korrekt dimensioneret stående styrke, støttet af en værnepligtsbaseret dækningsstyrke og et stærkt hjemmeværn.  

Når man spørger de enkelte delingsførere og deres befalingsmænd om hvilke udfordringer som fylder mest i hverdagen, så har de svært ved at pege på én bestemt ting. Det er summen af de mange forsinkelser, fejl og mangler, og irrationelle beslutninger som skaber den perfekte storm. Dagligdags administration er lagt ud til de enkelte officerer og befalingsmænd, da kommandokontorene (det vil sige kompagniets kontor) ikke har egne kontorhjælpere til at gennemføre administrationen ved på dette laveste niveau. Der sidder i stedet en række tastere i regimentsstabenes administrationssektion (S1), som gør deres bedste for at kunne følge med i hyppige ændringer i reglerne, og indviklede metoder til tastning af vagttillæg og timer (½ og hele timer, særlige tillæg, fridage til gode, særlige feriedage, ferieoptjening/afvikling osv).

Igennem de sidste fire år har enhederne kæmpet for at få deres egne kontorhjælpere tilbage, og igen få en decentralisering af de rådige ressourcer.

Derfor er både delingsfører og kompagniledelsen er under konstant pres for at rapportere indenfor administration, logistik, uddannelse, HR, uddannelse, og alt det ‘som lige tager 15 minutter’.

Alle førerne skal også rapportere hvis de ikke kan nå at gennemføre den pligtige/nødvendige uddannelse på den rådige tid, og hvordan de senere vil rette op på manglerne. Dette er en nærmest umulig opgave, da man mangler alt; især mangler der tid til at gennemføre en komplet uddannelse.

Ved HBU og HRU-enhederne (dvs. basisuddannelsen og uddannelse til kontraktansættelse) er der meget kort tid til forberedelse af aktiviteter, bestillinger af genstande og materiel, og administration af arbejdstid. Derfor falder succesraten drastisk. Indlysende forberedelser bliver glemt eller kun delvis gennemført, og kontrolfasen er ofte sporadisk eller helt fraværende. Ledelsen i kompagniet har derfor ofte ikke et retvisende billede af situationen ude ved de enkelte delinger, og delingsføreren har ikke gennemført den fornødne kontrol ved de enkelte grupper. Gruppeførerne er generelt uerfarne, og de satser ofte på at alt er kommet med i felten og virker, i stedet for at gennemføre kontrol ved selvsyn.

Der mangler selv basalt uddannelsesmateriel ved enhederne; f.eks. har en HRU-enhed været i gang i fem måneder uden at fået tildelt de nødvendige radioer til brug under de otte måneders samlet uddannelse.

Det halter ligeledes med føreruddannelsen på alle niveauer. Dette hæmmer uddannelsen i kvalitet, og i kvantitet, da det ofte kun er de vigtigste elementer som gennemføres. Selv de elementer som faktisk gennemføres, bliver kun kontrolleret af førere, som ikke selv føler sig godt nok klædt på til opgaven.

I den rådige tid er der ofte ikke plads til at gennemføre vanskelige sekvenser mere end én gang, og elementer som første gang gik skævt, når ikke at blive gentaget. Derved bliver selv graverende fejl ikke rettet på stedet, og de kommende soldater i stående styrke når simpelthen ikke op på et tilfredsstillende niveau.

Når enheder i stående styrke efterfølgende skal klargøres til udsendelse i internationale operationer, så starter de populært sagt på minus. Disse stående enheder mangler ligeledes alle typer materiel, nok tid til uddannelse, basal udrustning til enkeltmand og gruppen, reservedele, ammunition og meget hurtigt også motivation.

Mangel på motivation skaber misnøje, opsigelser og forflyttelser. Ofte står selv enheder udpeget til udsendelse med mangelfuld bemanding, og hullerne fyldes op med mandskab fra enheder over hele landet (som nu bataljonen til Letland, der er samlet fra hele hæren).

Enheden som udsendes er altså ikke på ens niveau, sammentømret eller motiveret.

Det nødvendige indgreb

For at forklare, hvordan man må rette op på problemerne, bliver jeg nødt til at anvende den ulækre beskrivelse, at det er som om en kræftsvulst af dårligdom har overtaget det tidligere funktionelle væv.

Derfor er det nødvendigt med et opfattende og dybtgående kirurgisk indgreb, der i et hug fører organisationen tilbage til klare myndigheds- og ansvarsforhold og derigennem dramatisk reducerer den forvaltningsbyrde, der som beskrevet undergraver motivation og effektivitet.

I toppen betyder det, at Forsvarschefen straks og som en forudsætning for al effektivisering igen gives myndighed og ansvar for at lede og udvikle det samlede forsvar. De styrelser, der er nødvendige for at løse opgaven underlægges straks ham. Det gælder ikke mindst al forvaltning af forsvarets personel samt materielanskaffelser og drift.

Men det er kun det første skridt. Myndigheden skal straks delegeres videre til de tre værnschefer, der bl.a. gives ansvaret for at bestemme uddannelsen af deres officers-, sergent- og teknikerkadrer ved direktiv til Forsvarsakademiet for uddannelsernes indhold, længde og elevantal. Det er også værnscheferne, der herefter sikrer, at der ikke skoleuddannes flere officerer, end der er ”praktikpladser” ved tjenestestederne til at sikre praktisk uddannelse for. Forsvarschefen skal kun have ansvaret for at fastlægge videregående værnsfælles uddannelser.

Værnscheferne har derved også fået delegeret ansvaret for at udvikle doktrin igennem studie- og udviklingsvirksomhed og forslag til den sammensætning af værnet, der skal kunne løse de opgaver, politikerne herefter giver det.

Men det er det tredje delegeringsskridt, der er afgørende for at fjerne overforvaltningskræftsvulsten. Forvaltningen af ressourcer føres igen til bunds, til tjenestestedschefen, hvor det også lå, før centraliserings- og standardiseringsidiotien ramte. Således fjernes al ressourceforvaltning igen fra myndigheder som brigader, og deres stabe reduceres igen dramatisk til den kerne, som krigstidsstaben skal opbygges efter. Jeg kommer under behandlingen tilbage til den helt nødvendige ”rebootning” af netop brigadernes fokus på deres krigsopgave.

Der er mange problemer og ricisi ved delegeringen til tjenestestedet. Man kan ikke huske, hvordan man gjorde indtil centraliseringen for mere end tyve år siden. Derfor er det nødvendigt at starte med et forsøg ét sted, f.eks. ved regimentet i Haderslev, og lære af det. Et andet helt afgørende problem er, at kadrerne med meget god grund vil være stærkt skeptiske mod endnu en ændring, uanset, hvordan den bliver solgt. Dette fordi deres erfaring er, at der uanset spin altid er tale om besparelser og forringelser. Derfor er det afgørende, at kadrerne bliver så direkte involveret i forberedelserne og gennemførelsen af forsøget, at de føler ejerforhold pga. afgørende indflydelse.

Medens det for Hærens vedkommende er tjenestestedet, der skal have delegeret ansvaret for at støtte enhederne, så de ikke belastes af forvaltningsopgaver, er det sandsynligt, at delegeringen i Søværnet skal ske til eskadrerne og det er muligt, at det i Flyvevåbnet er den pågældende wing, dvs. afdeling, der er den bedste løsning.
Det er tjenestestedet, der som en base for uddannelse, beredskab og eventuel mobilisering må lede og fordele arbejdet og som er ansvarlig for at støtte de opstillede enheder i fredsstyrken og krigsstyrkens reserve på alle områder, og således at forvaltningsbyrden ved disse enheder igen reduceres til det minimale, så de kan koncentrere sig om kvalitetsuddannelse og opretholdelse af beredskab.

Alle officerer skal i princippet igen gives en meningsfuld krigsfunktion. For at sikre retablering af det professionelle fokus skal alle tjenestesteders chefer og stabe derfor igen også have en operativ opgave. Dette kan ske i rammen af det genetablerede totalforsvar i regionsramme eller mere lokalt.

Officerer i stillinger, der ikke er relevante i krig, som ikke har en krigsfunktion, aflægger uniform og mister militær grad som fastansatte. De kan, hvis de er interesserede og egnede få en funktion i reserven.

En beslutning om at overføre en person til civil ansættelse skal herefter også kunne blive resultatet af manglende niveau i fysisk prøve i egnethed til at varetage en lederfunktion i krigsstyrker. Det skal kunne følge en under værnschefens ansvar oprettet periodisk kontrol af grundlæggende professionel viden og praktiske færdigheder inden for specialet/våbnet.

Det er spild af ressourcer at anvende penge på lønninger til officerer, der ikke kan varetage en krigsfunktion i værnet. Det er nu nødvendigt at markere helt klart, at Forsvaret ikke længere er for sjovt.

Booste den kritiske forsvarsdebat
Et af de helt afgørende områder er meget hurtigt at genetablere en levende og også systemkritisk militærfaglig debat i dansk forsvar. Det er kun et første skridt at bryde med den beskrevne anvendelse af midlertidige grader og åremålsansættelser som undertrykkelsesmiddel. For yngre officerer er det risikoen for familieødelæggende forflyttelse, der kan anvendes som et ”hold kæft”-disciplineringsmiddel.

Der synes kun at være én vej til hurtigt at knuse den nu igennem lang tid udviklede undertrykkelse af fri debat, det er at etablere en militær ombudsmandsfunktion, der gives denne opgave. Det vil være naturligt at tilknytte ham Folketingets Forsvarsudvalg.

Man kunne i øvrigt indføre et punkt i den årlige bedømmelse af den ansatte, hvor bedømmeren skulle karakterisere den pågældendes aktivitet i den interne og eksterne debat for at forbedre enheden og Forsvaret.

I øvrigt er situationen sådan, at jeg har måttet love kommentatorer og bidragydere til denne analyse anonymitet.

Der er i den grad behov for, at man, dvs. politikerne, får Forsvarets ledelse til åbent og direkte at erklære sin støtte til de ansattes selvstændige deltagelse i den militærfaglige og sikkerhedspolitiske debat. Det gjorde generalerne Knud Jørgensen (Flyvevåbnet, forsvarschef 1977-84 under Den Kolde Krigs sidste iskolde periode) og Jørgen Lyng (Hæren, forsvarschef 1989-96 under omstillingen til perioden derefter). Det gjorde de, fordi de mente det. Det nød jeg godt af, bl.a. som freelance kommentator på først Information og så Weekendavisen samtidig med, at jeg var tjenstgørende officer i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, på Hærens Officersskole, ved Gardehusarregimentet samt på Forsvarsakademiet.

På nogle reaktioner vedrørende mit angreb på en systematisk anvendelse af åremålsansættelser, selv fra officerer, må jeg her forklare, hvad for mig er selvindlysende.

En officer, specielt i kamptropperne eller senere som chef for en større enhed med kampopgaver, skal altid være mindst lige så loyal over for de mennesker, som han skal i givet fald skal sende i kamp, som han er over for sine foresatte. Over for sine chefer skal han varetage deres interesser på enhver måde. Hvis officeren ikke gør det og sætter sig ind i de forhold og farer, de vil blive udsat for, fortjener vedkommende kun foragt og afskedigelse.

Dette er normalt indlysende for unge officerer, op til kaptajner, der lever tæt på sit mandskab og sine underførere. Derimod er der en tilbøjelighed til at glemme det senere i tjenesten, når karriereambitionen rammer, og man af hensyn til sig selv bliver akut opmærksom på, at man ikke bliver så “ufleksibel” i sin loyalitet nedadtil, at man ødelægger sine chancer ved at komme i “bad standing” pga. det.

Men når man opnår sin slutgrad, er det lettere at huske, hvorfor man er her, hvis man da ikke undervejs har lagt sin rygrad så lang tid i opportunismens lune vand, så den er blevet som kogt spaghetti. Hvis det er tilfældet, har både personen og de personer, der har forfremmet officeren, fejlet totalt.

Min erfaring er, at de fleste kan bringes til at huske deres loyalitet over for deres ansvarsområde.

Kaserner o.l.
Forsvarets tilbageværende kaserner på tjenestestederne har typisk de fleste tidligere indkvarteringsstuer fyldt op med unge og ældre officerer og befalingsmænd, der er beskæftiget med grundlæggende forvaltning, herunder rapportering, der under den nødvendige delegering til tjenestestedet bliver overflødig.

En ung officer og befalingsmand skal i princippet ikke anvende en computer tjenstligt til andet end direkte forberedelse af uddannelse og øvelser og til opbygning af generel og professionel viden. Så en tilnærmelse af situationen til tidligere tiders delegerede forvaltning med en professionelt bestemt anvendelse af kadrernes tid vil hen ad vejen frigøre lokaler til deres oprindelige formål.

Men hvis Forsvaret glemte sin tillærte hjælpeløshed og viste rettidig omhu, kunne man starte straks, med den uddannelse af værnepligtsenheder, som der, som jeg vil komme tilbage til, er et klart behov for. Straks betyder om uger eller få måneder. Der er krig, og vi er midt i den mest krigstruende sikkerhedspolitiske konfrontation i tres år. Officerer, der ikke kan beslutte og gennemføre hurtigt, er uduelige.

Det drejer sig i første omgang om infanteri, der uddannes som motoriserede, dvs. lastvognstransporterede, infanterikompagnier, om nødvendigt indledningsvis med lejede køretøjer og anden udrustning. Hvis våben og ammunition ikke er til rådighed, kan det lånes/lejes af de nordiske nabolande. Hvorfor ikke tage telefonen?

Mens det i Finland og Estland under deres tjeneste- og fritidsvilkår sker på seks måneder, er det nok nødvendigt at anvende otte måneder i Danmark, selv om de involverede officerer og befalingsmænd overgår fra normal ansættelse til funktionsansættelse i uddannelsesperioden, så de konstant kan følge og motivere de værnepligtige.

Jeg kommer nedenfor ind på kompagniernes anvendelse til forsvarsopgaver i krig.
For at komme i gang straks jeg ville starte uddannelsen i Sønderborg efter en statslig geninddragelse af kasernen, øvelsesområdet og skydebanen igen, og ved samtidig her – indtil videre – gennemføre en kort uddannelse af værnepligtige befalingsmænd (sergenter eller korporaler), der skal kunne fungere som grundlæggende førere i krigsstyrken.

En tilsvarende uddannelse af motoriserede infanterikompagnier kunne ske i Almegårdens Kaserne på Bornholm og andre tjenestesteder, efter at indkvarteringsområder blev frigjort. Dansk forsvar har et meget stort, men ubeskrevet og derfor ukendt behov for grundlæggende uddannede bevogtnings- og lokalforsvarsenheder, så der er ingen grund til at vente.

Der er desværre mange uvidende/intellektuelt dovne officerer, herunder også i dansk forsvar, der som Pavlovske Hunde konstaterer, at vi jo ved, at værnepligtige ikke kan slås. De samme – ikke specielt vidende – ignorerer i første omgang ikke mindst finsk forsvar, men nu også resultaterne i ukrainsk forsvar, hvor kernen i hæren er værnepligtige, og hvor man med succes anvender frivillige uden militær uddannelse, der lærer under kamp ved at overleve. Officerer med en så overfladisk viden, uanset grad, bør stå forrest for aflæggelse af uniformen.

I det efterfølgende vil jeg tage udgangspunkt i de forhold om værnenes organisation og indhold, som vi arver fra det eksisterende forsvarsforlig. For at gå videre end de grundlag, er det nødvendigt at kende planen for udbygning i de næste ti år.

Hæren: Om brigaderne
Det er først, da jeg begyndte at grave som forberedelse at denne artikel, at jeg forstod, hvor galt det stod til. Det var ikke tilfældet, da jeg for nogen tid siden behandlede 1. Brigades situation og behov. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/; OLFI, 11.3.2022: 1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis]
• Det er i en lille hær, som den danske, brigader, der står for den praktiske forberedelse af de væsentligste enheder til krig. For et vise, hvad det betyder for chefen og hans stab, vil jeg blot liste de opgaver, dette indebærer, så det er indlysende, at det er uforeneligt med opgaven som forvaltningsstab. Lad mig her forudsætte, at 1. Brigade gives opgaven at forberede indsættelse i Baltikum og 2. Brigade har opgave at forberede indsættelser i selve Danmark. Hvad indebærer opgaven så)
• Der skal skabes et godt generelt billede af de kampopgaver, der er sandsynlige i de pågældende indsættelsesområder, så man på det grundlag kan tilpasse organisation og fremgangsmåder. Herunder skal man tage udgangspunkt i en stadig ajourført forståelse af den sandsynlige modstanders organisation og metoder, og man skal opbygge og bevare et godt kendskab til lokale samarbejdspartnere. Man skal anvende dette billede til at opstille behov for udvikling af organisation og fremgangsmåde, udvikle og gennemføre øvelser for brigaden og dens enheder samt for om nødvendigt hurtigt kunne udarbejde en indsættelsesplan for brigaden.
• Den skal udvikle og gennemføre en årlig serie af øvelser for brigadens kadrer og forskellige enheder, der belaster disse med førere og logistik maksimalt, så de kan fortsætte med at operere under stadigt forsøg på overvågning af droner, m.m., samt konstante trusler om fysiske og elektroniske angreb. Enhederne skal kunne fungere selv efter betydelige tab af dele eller førere. Opgaverne skal kunne løses i forskellige, mulige indsættelsesområder og sammen med de her aktuelle samarbejdspartnere.
• Endeligt skal brigadens eget stab og stabskompagni udvikles og hårdt uddannes til at kunne virke under bevægelse og under truslen om stadige elektroniske og fysiske angreb.

Det er en mere end fuldtidsbeskæftigelse for en lille, fokuseret stab af vidende og højt motiverede officerer.

Jeg stillede nogle yngre, men erfarne, officerer følgende to spørgsmål, hvor det første var:

“Har du nogensinde deltaget i en øvelse over dit eget ansvarsområde, der ikke var drejebogsstyret, men hvor der var fri føring og udfaldet blev afgjort af kampdømning?” Det mest komplette svar var:

I de seneste 15 år har jeg ikke deltaget i en øvelse med fri føring og kvalitativ kampdømning.

Indtil 2016 har enkelte bataljoner deltaget i udenlandske øvelser og uddannelsesforløb ved udenlandske øvelsescentre, hvor kvalificeret kampdømning afgjorde udfaldet. Men efter 2016, nej.

Men hvis en dansk enhed faldt igennem under en øvelse/test, så endte slutrapporten med at give et ”tilfredsstillende” resultat. Den ”faktuelle bedømmelse” var klart og utvetydigt ”ikke tilfredsstillende”, men et sådant resultat ville skabe unødvendigt postyr og problemer i større, NATO-sammenhæng. Derfor blev resultatet altid justeret inden det ramte den pågældende enheds hjemland. Således har de senere års tests, kontroller og forløbskontroller i NATO-regi potentielt været forurenet af politiske indgreb og mistet relevans.

I Danmark arbejder Tjenestegrensinspektørerne under samme vilkår. Et tænkt eksempel; hvis en enhed, som skal udsendes til Tapa i Estland på ingen måde opfylder kravene, eller kan nå selv de mest grundlæggende niveauer for enkeltmand, gruppe, deling og underafdeling/kompagni, så udsendes det alligevel.

Rapporterne bliver beordret udvandet indtil at resultatet opfattes som næsten acceptabelt, og der anbefales en opfølgende inspektion/kontrol efter at enheden er ankommet og i gang med opgaveløsningen i indsættelsesområdet. Denne kontrol stemples uanset resultatet ”tilfredsstillende”. Dette er naturligvis et tænkt eksempel, som blot benyttes for at understrege alvoren og dybden i Hærens problemer.

En læser har til denne kommentar føjet følgende, der understreger, at uansvarligheden ikke er ny: ”Da jeg i 2008 som inspicent dømte spejdereskadronen til hold 8 i Afghanistan for ikke krigsbrugbar blev jeg nærmest truet på livet og den blev udsendt alligevel. Den havde efterfølgende tab, på grund af taktiske uhensigtsmæssigheder der allerede blev påpeget i rapporten.”

Det andet spørgsmål til mine yngre officerskontakter var: “Har du oplevet øvelser, FTX (dvs. feltøvelser med enheder) eller CPX (dvs. stabs- og signaløvelser, med kun chefer/fører med føringsenheder/-led), hvor brigadeniveauet ikke var øvelsesleder, men øvelsestager, og hvor brigadens stabs- og føringselementer var udsat for trusler og pres?” Det mest dækkende svar var:

Jeg har ikke oplevet denne type øvelser som officer, men har deltaget i de store øvelser i 1980-1990-erne hvor alle dele af den danske krigsorganisation kom under et passende pres.

Det gav effekt, fri føring og initiativ fra selv underordnede førere. Det udviklede alle førere, organisationen og gjorde at synergieffekten fik fuld virkning. Den danske hær flyttede bjerge, med et lille budget og få rådige styrker. Kvaliteten hos de værnepligtige var betragtelig, og ved de professionelle enheder som var godt ført, der trivedes mandskab og officerer. I dag er alt dette glemt, ofte latterliggjort og dømt irrelevant.

De øvelser vi har gennemført i 2013-2020 (FTX og CPX) bød ikke på fri føring og pres på organisationen. CPX var konstant ud fra ”supponeret” organisation, udgangssituation og fiktive enheder på 100%. Førerne og enhederne blev påtvunget et fejlagtigt billede af egen kunnen, organisation og dermed udygtiggjort af egnen foresat myndighed. Det gav sig udtryk i dårlige planer på brigadeniveau, en divisionsplan som i praktikken ville medføre voldsomme tab/det samlede mål sat over styr, og officerer indenfor specialerne som ikke stolede på egne ledere.

Der var ingen respekt for specialerne og deres faglige input, hvilket over tid udvandede al faglig rådgivning. I slutenden skabte alt dette en ledelse med en uskønt og farligt ”over-jeg”, baseret i ”ja-sigerkultur”, russiske tilstande (frygtbaseret ledelse) og total mangel på forståelse for de faktorer ”grøn krig”/Major Combat indebærer. Dette er situationen vi nu står i, hvor Europa er på vej ind i potentiel fuldskala krig med Rusland; en konflikt vi har udsat siden 1946, men som vi inderst inde vidste var uundgåelig. Modsat Sverige, Finland og Norge, så har Danmark pr. d.d. valgt at satse på at andre endnu engang klarer ærterne for os. Deri tager vi grueligt fejl.

Hvis denne optræden i behandling af rapporter om amatørmæssig optræden er korrekt, hvilket jeg ikke har grund til at betvivle, er der tale om decideret forfalskning og svindel, der blokerer for indsats for afhjælpning. I det tidligere Sovjetunionen anvender man ordet “vranjo” om den samfunds- eller organisationsskabte nødvendige løgn. Det er denne sproglige moral- og effektivitetsødelæggende gift, der der nu er blevet normen i Hæren.

De ansvarlige burde straks suspenderes fra deres stillinger, mens forholdet blev undersøgt. Hvis bekræftet skal vedkommende fjernes permanent, og det samme skulle ske med chef og andre, der var accepterende medvidende.

Tolereret uærlighed og svindel af den beskrevne type er ikke alene kriminelt. Det er gift for mulighederne for at opbygge og opretholde effektive militære styrker og dermed for landets forsvar. Jeg kan ikke finde ord for min dybe foragt.

Hæren: Studie- og udviklingsvirksomhed
Gennem de sidste to forsvarsforlig er hærens tjenestegrensskoler nedlagt og dermed er hærens studie- og udviklingsvirksomhed de facto nedlagt. Det har helt undergravet værnets muligheder for at have et forståelsesgrundlag for udvikling af organisation og fremgangsmåder (doktrin).

Den påstås herefter at ville blive videreført i et umage parløb mellem Forsvarskommandoen og brigader/bataljoner, men da brigaderne er begravet i forvaltning, er det som så meget andet varm luft fra tarmene, og studie- og udviklingsvirksomhed i et forvaltningsmiljø vil altid fokusere snævert på den opgave man har løst eller er i gang med at løse.

Der er ikke længere steder i Hæren, hvor man systematisk studerer relevante krigshistoriske eksempler som nu Ukraine, organisationsudvikling, materieludvikling og doktrin, og bl.a. derfor er der heller ikke længere en målrettet intern og ekstern debat der formulerer de kommende organisatoriske krav, de materielmæssige muligheder og doktrinudvikling på en måde, så danske hærenheder ikke blot kan kæmpe med rimelige muligheder for succes.

Hæren (bl.a.): Kupforsvar af Bornholm
Bornholms geografiske placering gør det indlysende, at hvis Rusland ved et kup fik kontrol med øen og fremskød bl.a. en luftværnsmissilafdeling og sømålsmissilbatterier fra Kaningrad Oblast til øen, ville det være endnu vanskeligere for de allierede at forstærke og støtte Baltikum ad søvejen.

Bornholm er sammen med Suwalki-korridoren et nøgleområde for NATOs muligheder i Østersøen og Baltikum. Hvis Bornholm er sikret, gælder dette dog også for svenske Gotland.

Retablering af et aktivt tjenestested på Bornholm er forligsstof, men dette hindrer ikke, at man nu vælger en kendt energisk og selvstændig oberstløjtnant, gør ham til midlertidig oberst, sender ham til øen sammen med en tilsvarende orlogskaptajn med opgave og myndighed at forberede retableringen af et kupforsvar af øen, idet han indtil videre kan udnytte Bornholms Hjemmeværn, hjemmeværende enheder af Gardehusarregimentets Opklaringsbataljon og værnepligtige under uddannelse på Almegårdens Kaserne.

Hæren; Reservekontrakter som en hurtig vej frem
Som beskrevet i min blogartikel om opbygningen af 1. Brigade, er der både akut behov og mulighed for at opbygge brigadens personelstyrke. Det burde være en af den nye brigadechefs allervigtigste opgaver hurtigt at levere resultater på disse områder, både ved rekruttering via værnepligt og ved at fastholde tilknytningen til kontraktansatte, der opsiger deres kontrakt. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/]

Hæren: Materielforsøg, mens vi venter
Når man ser på de materielsager, der når medierne, synes der at være et alvorligt ”IC-4”-problem i Forsvaret, dvs. at myndighederne helt har overset, at det afgørende for brugeren, soldaten, er at få robust materiel, der virker, hvor der er reservedele med i pakken, og som er let at holde brugbart. Det er vanvittigt og uansvarligt at købe noget, blot fordi det er det nyeste og måske engang kan blive det allerbedste.

Det bør være værnschefen, der under personligt ansvar endeligt godkender køb af materiel og udrustning, der både er kendt som robust og anvendeligt, og som er det rigtige til de stillede opgaver og den af ham godkendte fremgangsmåde (doktrin) for opgavernes løsning. [Fagligt Forsvar, 4.4.2022: Piranha 5: Soldaternes største hovedpine er vedligeholdelse og reservedele; OLFI, 11.4.2022; Mobile værksteder skulle have været med til Baltikum, men samler slud i Aalborg]

Men før vi igen kan gå til større materielindkøb, må vi afvente politikernes beslutning om det kommende forsvar, og deres prioritering af indkøb. Og derefter kommer vi til at vente i køen, før vi kan få materiellet leveret og indfaset.

Det betyder dog ikke, at vi behøver at vente passivt. Der er to typer materiel, som det er indlysende, at Forsvaret skal råde over for at kunne løse sin opgave. Det første er nærluftforsvar til Hæren (og som nedenfor beskrevet også til Flyvevåbnet), det andet er overvågningsdroner og bevæbnede droner. De første er indlysende nødvendige for enhver hærenheds løsning af sin opgave, den bevæbnede drone må ses som et langtrækkende artillerivåben.

Der er intet i vejen for, at Artilleriregimentet straks sættes i gang med at gennemføre intensive forsøg med forskellige typer nærluftforsvarssystemer og med bevæbnede droner samt ”selvmordsdroner” (Loitering Munitions (LM)), og der er heller intet i vejen for, at dette regiment sammen med Efterretningsregimentet begynder forsøg med overvågningsdroner til forskellige formål. Der er allerede firmaer, der tripper for at komme i gang, så det er også her bare at tage telefonen.

Søværnet
Værnet venter på indkøb af ammunition og systemer, hvor man i første omgang venter på beslutning og bevillinger, og derefter på levering.

Hermed en kommentar fra en søofficer:

Vi har ansættelsesstop i min enhed og har haft det længe for at spare penge. Efter en af vores medarbejdere stoppede har vi ikke måttet ansætte en ny i hans stilling. Vi er derfor underbemandede til at varetage vores opgaver i den nuværende krise.

Problemet bliver værre af, at mere administration og forvaltning er blevet lagt ned på enhedschefens niveau, hvorfor han skal bruge sid tid på at administrere i stedet for operative opgaver.

Jeg ved ikke hvor udbredt ansættelsesstoppet er, men jeg ved at Søværnet har meget store problemer med manglende besætninger til sine skibe. Man må konstant låne og kannibalisere på kryds og på tværs, når en fregat skal udsendes eller lignende.
Om det er ansættelsesstop eller fastholdelsesproblemer ved jeg ikke. Under den nuværende krise har man for at få fulde besætninger måttet trække folk ombord fra administrative sagsbehandlerstillinger, og give dem operative opgaver.

Det er måske fint nok, men ikke noget man har planlagt eller løbende uddannet folk til. Hver en krone vendes og ofte er spørgsmålet ikke hvad der giver mening at gøre, men hvad vi har råd til at gøre. Det gælder alt lige fra uddannelse til tjenesterejser. “

Søværnet har i lang tid været hårdt ramt af for lave personelnormer og den ekstremt centralistiske forvaltning af personellet, der blokerer for antalsmæssig og kvalificeret bemanding af enhederne. Dette sidste kunne der hjælpes på, hvis man som en ekstraordinær foranstaltning blev givet bemyndigelse til lokal rekruttering.

Flyvevåbnet
Flyvevåbnet har i forlængelse af allerede tagne beslutninger opgaverne at operere egne fly og at integrere og efter nærmere aftale støtte amerikanske flystyrker, der som planlagt i 1980’erne igen måtte blive placeret på danske flyvestationer eller civile lufthavne. Også danske fly vil under krig og krise (som nu) kunne blive spredt til civile lufthavne.

For at kunne sikre operationer i krig, skal både flyvestationerne og civile spredningslufthavne kunne forsvares mod kupangreb og specialoperationsstyrker samt med nærluftforsvar, basen skal have rådighed en specialudrustet ingeniør-/entreprenørenhed til hurtig reparation af ødelagt infrastruktur (Rapid Runway Repair) og man skal have rådighed over mobil logistisk støtte og kommandomulighed, specielt for at støtte operationer fra civile pladser.

Dele af disse opgaver, der igen er relevante, blev tidligere løst af ansatte organiseret i ramme af Flyverhjemmeværnet. Men hovedparten må løses af reserveenheder, hvoraf nogle, såsom kupforsvarsstyrken, indtil videre kunne modtage grunduddannelsen som motoriseret infanterikompagni i Hæren.

Civilforsvaret
Med krigstruslen bortdefineret blev det reducerede civilforsvar under navnet ”Beredskabet” flyttet fra Indenrigsministeriet til Forsvarsministeriet.
Sammen med cyberforsvaret og folkesundheden burde områderne nu samles under et ministerium med ansvar for hele totalforsvaret af civilbefolkningen. Forsvarsministeriet bør renses for alle elementer, der kan fjerne fokus fra opgaven at genopbygge det dansk militært forsvar.

Retableringen af Civilforsvaret har den fordel, at man kan trække på Casper Sylvest og Rosanna Farbøls nu afsluttede historiske arbejde om opbygningen af Civilforsvaret efter 2. Verdenskrig. [https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/ih/forskning/forskningsprojekter/dacide.]

Er det muligt? Og i givet fald hvordan?
I modsætning til for Civilforsvarets vedkommende findes der ikke et nogenlunde dækkende grundarbejde om den militære forsvar. Viden om, hvad der er fravalgt igennem de sidste 25 måde derfor søges tre forskellige steder, i arkiver, hos pensionister som mig og i det udland, der har relevant erfaring.

For så vidt angår arkiverne har jeg foreslået lederen af Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, militærhistorikeren Niels Bo Poulsen, at instituttet overvejer at hjælpe i mulig udstrækning.

Den tidligere forsvarschef, general Knud Bartels, er dels tilknyttet dette institut, dels har han fra sin tid i nøglestillinger i NATO et omfattende internationalt kontaktnet. Det er derfor logisk at give ham en central rådgiverrolle, også fordi han med sin tjeneste danner bro mellem situationen under Den Kolde Krig og perioden efter.

Angående behovet for udenlands støtte er det mit skøn, at det først og fremmest er Hæren, der ikke kan klare opgaven selv.

Søværnet har dels havet til at blokere for professionelt forfald, dels har officerskorpset til stadighed været involveret i krævende operativ indsats. Det sidste er også tilfældet for Flyvevåbnet. Derimod er det nu ti år siden, at Hæren blev udsat for krævende indsats. Det var under de her ret irrelevante operationer i Afghanistan. Det var kun de unge officerer og opgaven anfægtede ikke den hjemlige udvikling i væsentlig grad. Og det var efter Afghanistan, at de ”reformer” blev iværksat, der endeligt afsporede Hæren.

Under Enevælden var det almindeligt, at Danmark søgte udenlands eksperthjælp. I 1762 blev den franske grev Claude-Louis de Saint-Germain kaldt til Danmark og blev ansat som feltmarskal for at reformere Hæren til at kunne møde den da akutte trussel fra Rusland.

Da den hessiske officer Johann Ewald i 1788 blev hentet til Danmark var det dog kun for som oberstløjtnant at videregive sin viden om let infanteri fra tiden i britisk tjeneste under Den Amerikanske Frihedskrig. På grund af sin tjeneste for Danmark under krigen mod England efter 1807 endte han dog som generalløjtnant.

I ny tid er det eneste eksempel den tjeneste, som den lige pensionerede firestjernede RAF-general Sir Hugh Saunders, ydede Danmark. Han blev i midten af 1950’erne blev hentet til Danmark for som rådgiver at løse Flyvevåbnets meget store begynder- og vækstvanskeligheder.

Under hensyn til sprog, professionel kultur og opgavens karakter, ville det nu være logisk, om vi søgte nordisk støtte og fik en pensioneret svensktalende finsk general på kontrakt med henblik på at rådgive for genopbygningen af Hæren under Knud Bartels vejledning. Finnen skulle herunder formidle direkte støtte fra finske brigader, o.a. til tilsvarende danske enheder.





3 thoughts on “OM DEN TILLÆRTE HJÆLPELØSHED: SKAM JER!”

  1. Tak for denne chockerende, men formentlig stærkt tiltrængte opsang, grænsende til en kollektiv skideballe.

    Man kan kun håbe at det vil have den ønskede effekt, men djævelens advokat ville nok bemærke at de skyldige / ansvarlige vil føle deres egen ære gået for nær og derfor gøre store krumspring for at ignorere og bagatellisere indlæggets konklusioner.

  2. Tak for en oplysende og rystende gennemgang af forsvarets og især hærens katastrofale tilstand. Jeg vidste, at meget var galt, men det er langt værre, end hvad jeg i min vildeste fantasi forestillede mig.
    Jeg håber, at denne gennemgang af tilstanden med anvisningerne til vejen ud af moradset vil blive læst og taget alvorligt af såvel politikere som officerer i alle ledelseslag. Det er absolut nødvendigt, at Danmark har et troværdigt og stærkt forsvar, der kan forsvare og sikre landet i så lang tid, at vore allierede kan se et formål med at sende forstærkninger til os. Ellers er vi overladt til os selv.
    Det nødvendige arbejde skal sættes i gang NU!

  3. Under en korrespondance for nyligt mødte sig (som sædvanlig) den sikre overbevisning, at NATO var Rusland militært overlegent. Vi brugte jo flere penge og havde flere ansatte. Jeg har tidligere diskuteret denne ansvarlige arrogance i blogartiklen om den militære balance for “dummies”, arrogance, fordi man bl.a. ignorerer virkningerne af New Public Management, centralisering, tab af fokus i uddannelserne mhp. civil akademisk akkreditering, udlicitering af materielvedligeholdelseog rekruttering.

    Her vil jeg blot bede om, at man stiller følgende spørgsmål vedrørende landets landstyrker:

    Hvornår blev landets brigader sidste gang øvet på en måde:
    1) Hvor “fjendens” optræden ikke var forudbestemt i drejebogen
    2) Hvor også brigadens ledelse og stab blev udsat for angreb og fik “tab” af nøglepersonel
    3) Hvor brigaden var fuldt krigstidsbemandet, så alt kunne øves realistisk
    4) Hvor øvelsens længde var så betydelig (uger) at både personel og materiel blev alvorligt presset
    5) Hvor arbejdstids- og hviletidsbestemmelser ikke er styrede
    6) Hvor fejl og mangler ikke blev spinnet væk og hvor feltmæssig uduelighed ødelagde karrieren.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *