(Fotografiet er ikke fra en dansk kaserne. Det er fra en Dybbølskanse efter stormen i april 1864)
Jeg konstaterer, at medierne (som sædvanlig) spørger politikere, de militære fagforeninger (benævnt “personelorganisationer”), samt diverse “eksperter”.
Ministeren (den fungerende, den rigtige nåede ikke at sige noget, før han blev overbelastet) regerer med positive men uforpligtende røgsignaler på de stadige symptomer på Forsvarets dybe krises ydre tegn som rådnende infrastruktur og flygtende ansatte.
Det skal nok blive taget med i betragtning.
De andre politikere farer frem med deres forskellige ønsker til resultatet. Flere F-35, undervandsbåde, flere værnepligtige længere uddannelsestid, kønsneutral værnepligt.
Ingen politiker synes presset af medierne til at udtale sig om, at det, som bl.a. drejer sig om er:
I) At få fastlagt hvilken del af prioriterede, dimensionerende opgaver, som danske styrker skal koncentrere sig om og målrette organisation, aktiviteter og samarbejde mod. Det er jo opgaverne, der bestemmer typen af bemanding og uddannelse, bevæbning, typer øvelser og beredskab.
II) At få identificeret hvilke nedlagte dele af Forsvarets dele og aktiviteter, der snarest retableres, såsom Forsvarets Efterretningstjenestes varslingsfunktion og militære trusselsanalytiske funktion [og hvordan bl.a. disse dele af tjenesten placeres i forsvarsforberedelser og i internationalt samarbejde].
III) At få rebootet Forsvarets kadreuddannelser, da det jo ikke primært drejer sig om at akkreditere dem i det akademiske uddannelsessystem, så officerer og befalingsmænd kan få civile stempler, som kan lette deres civile ansættelse, når Freden kommer. Det drejer sig om at udvikle deres faglige engagement og deres forståelse af også en krigs realiteter, så de bedst muligt kan løse militære opgaver under krævende forhold sammen med allierede samt senere i karrieren være sikre og vidende rådgivere og chefer.
Medierne skal spørge fagforeningerne under klar og kritisk forståelse af, at det er interesseorganisationer, og at deres opgave og kerneekspertise er ikke at foreslå, hvordan Forsvaret skal kunne opbygges til at fungere i krise og krig. Det er at varetage foreningens og den medlemmers interesser ved at skaffe flest mulige privilegier til det størst mulige antal medlemmer.
Endeligt spørger man “eksperter” om, hvad de mener, uden at sikre dig, at de ikke kun har meninger, men a) også kan beskrive, hvilket scenarie, de forudsætter, b) hvilke krav til Forsvarets organisation og aktiviteter, dette medfører, og c) logisk fremlægge vejen til deres konklusion. Da deres konklusion skal virke i praksis, er d) empirien fra virkeligheden bag deres ekspertise og deres egen praktiske erfaring central for deres værdi. I øvrigt er kritiske udenlandske eksperter med viden om den danske situation centrale som korrektiv til dansk ekspertise.
Clear Sight!