Når man følger den danske debat om værnepligt er det påfaldende, at erfaringer fra andre steder og tider er ret irrelevante.
Hvad USA og Det Engelske Imperium måtte gøre i Verdenskrigene, hvad vi gjorde under Den Kolde Krig, hvad Finland har gjort igennem hele sin nyere historie, og hvad Ukraine må gøre i sin nuværende overlevelseskamp.
Alle disse forhold er irrelevante for de danske modstandere, der er en blanding af superliberale i Liberal Alliance og De Radikale, ledende officerer, fagforeninger for Forsvarets kontraktansatte og mange, der har set deres værnepligtstjeneste som meningsløst og undertrykkende tidsspild.
Det er min påstand her, at det centrale element, der gør, at modstanderne af et forsvar, der bygger på værnepligt kan se argumentation som ret overflødig, er vores lands oplevelse af sin sikkerhedspolitiske historie. Denne oplevelse har to elementer.
For det første den behandlede “Hvad skal de nytte”-erfaring af 1864-nederlaget og 9. aprils ydmygelse.
For det andet erfaringen fra 1920 efter 1. Verdenskrig, 1945 efter Besættelsen og 1990 efter Sovjetunionens sammenbrud, at Danmark efter begrænsede lidelser og en minimal egen indsats vil blive reddet af store allierede, fordi det fortjener vi af en eller anden grund.
Så hvorfor genere landets befolkning og specielt dets ungdom, inklusive mig, når det både er nytteløst og unødvendigt. Lad være med at være hysteriske og krævende. Erfaringen viser, at det jo alligevel går godt for Danmark og danskerne.
Så liberale kan ignorere alle argumenter om, at truslen fra Rusland igen kræver så store styrker, en udholdende solidarisk støtte til alliancepartnere og et sådant beredskab mod ulykker og angreb, at det er umuligt at skaffe og fastholde en tilstrækkelig stor og kvalificeret bemanding til at løse opgaverne.
Så gamle værnepligtige kan fortælle om, hvor tåbelig, lidelsesfuld og indlysende meningsløs deres tjeneste tjeneste som tvungne soldater var.
Officerer uden personlig erfaring med uddannelsen af værnepligtsenheder, men med en sikker fornemmelse af, at det vil være krævende og presse aktuelle privilegier, ignorerer muligheden for, at man skal kunne skabe og opretholde store væbnede styrker til en regulær forsvarskrig for at kunne afskrække denne.
Stampersonelfagforeninger vil selvfølgelig i egeninteresse være enig med de værnepligtsskeptiske officerer.
At hele modstanden hviler på anakronistiske kviksandsforudsætninger erkendes selvfølgelig ikke.
Jeg er søn af en far, som var i ventegruppe (Polyteknikerbattaljon), fordi kun få danske havde aftjent værnepligt og dermed havde var uddannet i brug af våben. Polyteknikerne havde høj værnepligtsdeltagelse og var samlet på et sted.
Når jeg læser om modstandskampen, så ser jeg om så mange dødsfald som følge af vådeskud…