VITALE HÆRPROJEKTER, MENS VI VENTER PÅ MATERIEL FRA DEN LAMMEDE FORSVARSLEDELSE

Det sidste par uger har gjort klart, at Forsvarsledelsen er helt lammet på de områder, som ministeriet og politikerne fokuserer på.

Derfor er disse småting, der ligger langt under deres fokus, helt vitale som kravlegårs-øvelser, der kan genlære nødvendige færdigheder og samtidig motivere de stakkels ansatte.

Grundlag
Mit gamle grundlag som veteran for tro på, at det stadig er muligt at nå at forbedre en ret håbløs situation, på trods af, at forsvaret med specielt Hæren er hensygnet så dybt, er (også efter men pensionering for mange år siden), er mine møder og andet samspil med unge og yngre officerer, befalingsmænd af sergentgruppen og menigt stampersonel.

Disse kontakter har overbevist mig om manges motivation, grundlæggende dygtighed og vilje til at lære nyt, samt om mange af disse folks uudnyttede potentiale.

Det er denne motivation og dette potentiale, som disse projektforslag er bygget på.

Hvor hurtigt, det er muligt at opnå fokuserede resultater, har jeg også lært af mit historiske gravearbejde, herunder i dem danske hærs moderniseringsindsats i sidste halvdel af 1930’erne.

En hurtig udbygning af europæisk forsvar – og herunder også lille Danmarks – er nødvendig pga. situationen med krig i verdensdelen, som kan forudses udvidet mod vest senest efter ophør af intensiv kamp i Ukraine. Opbygningen af det militære kan forventes at ske i faser, et element er lige nu skabt længere mod syd ved truslen mod Moldova via Transniestr.

Udgangspunktet for denne prognose er Ruslands ultimatum af 17.12.21, der understreger truslen mod NATOs frontlinje-medlemsstater (her er primært Baltikum og Polen relevante).

Jf. Wikipedias referat omfattede dette ultimatum bl.a.:
*… a withdrawal of NATO’s infrastructure and capabilities from the territories of the former Soviet Union.
* A recognition of Russia’s special interests and role in ensuring security and stability in the post-Soviet space, and a respect for its sovereignty and territorial integrity, …

Truslen for at opnå den krævede ændrede sikkerhedsordning i Europa er pga. Ruslands kapaciteter dobbelt:

I. trusler om og gennemførelse af Invasionsoperationer mod frontlinjestaterne samt
II. missiltrusler (konventionelle og kernevåben) med andre medlemslande, det sidste med nedtoning af angreb mod kernevåbenmagterne Storbritannien og Frankrig.


De styrkemål, Danmark har lovet NATO, herunder ”én tung brigade”, er irrelevante i forhold til situationen herefter.

Løftet om brigaden kan sammenlignes med, at vi har lovet at skabe et lille standardbyggeri på en fredelig sidevej, hvor det nu nødvendige er at bidrage til løsning af problemerne i et uoverskuelig stort, stadig mere aktivt jordskælvsområde.

De her beskrevne projekter foregriber ikke hvilke opgaver, danske landstyrker skal løse, når spørgsmålet er blevet afgjort i en dialog mellem Alliancen, partnerne, regeringen og Forsvarsledelsen. Heller ikke styrken skitseres. Det eneste, der sker, er at den danske hærstyrkers evne til at kunne kæmpe i en krig mod en konventionel og lige modstander, markant vil være forbedret efter tre år.


Større materielanskaffelser kan ikke forventes at ankomme hurtigt, i første omgang pga. Ukraines behov, derefter pga. af sælgers marked, hvor producenterne prioriterer eget lands opbygningsbehov.


Overvindelsen af manglende erfaring med at forberede symmetrisk krig hos de danske ældre uniformerede kadrer skaber sammen med accepten af den centraliserede og forvaltningsvanedrevne beslutnings-, myndigheds- og ansvarsstruktur meget vanskelige hindringer.


Uanset den nyligt afsluttede samarbejdsaftale med USA, kan Danmark ikke regne med hjælp fra amerikanske styrker, specielt ikke landstyrker. USA i stigende grad isolationistiske linje må ses som en central del af forudsætningerne og problemerne, dette selv om Trump ikke bliver valgt.

Et centralt element under genopbygningen af også danske styrker er i øvrigt erfaringer fra krigen i Ukraine. Det afgørende er bl.a. en konstant og tæt integreret indsættelse af droner i masse i alle operationer.

Teksten er rettet efter meddelelsen om, at politikerne har besluttet, at man vil tage 5.000 værnepligtige ind årligt til 11 måneders uddannelse.

Tre parallelle akutte projektaktiviteter
Det er klart for tidligt at indrette Forsvaret og herunder Hæren uden en grundlæggende fastlæggelse af hvilke opgaver, landstyrker skal løse.
Det vil derefter tage tid at få nødvendigt nyt materiel indkøbt og på plads i enhederne: Det gør, at der er nogle år, hvor andre nødvendige projekter kan gennemføres for at genlære nødvendige ting.


Våben og andet materiel, der er under anskaffelse for at leve op til eksisterende styrkemål, såsom luftværn, kan dog med sikkerhed også bidrage efter en klarlæggelse af nødvendige bidrag og den efterfølgende justering af mål.


Den første af disse opgaver er med stor sikkerhed at genskabe evnen til at uddanne og kunne mobilisere enheder af værnepligtige og enheder, der ud over stampersonel til tjeneste og af reserven også indeholder værnepligtige. Hvor omfattende behovet bliver, afhænger af Hærens opgaver.

Værnepligten har to fordele, som ikke kan opnås på anden måde. For det første tilføres Hærens mobiliserede styrke via værnepligt for én årsløn over tid et antal soldater. Hvor mange, afhænger af det antal år, den værnepligtige forbliver i reservestyrken. For det andet giver værnepligten adgang til folk med civile uddannelser (bl.a. læger, sygeplejersker, ingeniører, IT-folk og håndværkere) og folk med erfaringer, som Forsvaret kan få brug for igen i stort antal som fra 1950 til 1990. Det er indlysende, at det er Hærens tjenestesteder, der må lede dette projekt og dermed genopbygge viden, metoder og eventuel infrastruktur. Opgaven vil blive diskuteret i større detalje nedenfor.


Den anden opgave er at genlære krigsplanlægning samt operativ og logistisk forberedelse af landstyrkers krigsindsats. Det er logisk, at dette læringsprojekt ledes af den multinationale divisions og de to brigaders stabe. Det er dem, der skal anvende læringen.


Det tredje projekt
er at re-fokusere uddannelsen af Hærens tjenstgørende samt dens reserves officerer og befalingsmænd til opgaver under symmetrisk storkrig med fuld inddragelse af erfaringerne fra Ukraine. Som organisationen er nu, kan denne kun placeres i Forsvarsakademiets forskellige skoler for uddannelse af Hærens kadrer.
Forsvarets styrelser og Hærens centrale elementer har kun til opgave facilitere, støtte, monitere projekternes gennemførelse og udsprede den læring, der finder sted i dem.


1. Tjenestestedsprojekter
Den definerende opgave for hvert større tjenestested i Hæren (garnisoner) kan standardiseres til at årligt uddanne en bataljon (afdeling) af den pågældende våbenart (infanteri/ingeniører, o.a.) i princippet med alle bataljonens specialer. De 5000 til 11 måneders uddannelse, der nu er besluttet, vurderes som det absolut maksimale, som den nuværende hær med de eksisterende faciliteter kan klare.

Derefter udvikles praktiske muligheder for at kunne mønstre de uddannede enheder fra et år efter afsluttet uddannelse. Uddannelsen bør også opfatte gennemførelse af forsøg med anvendelse af droner til løsningen af våbenartens opgaver, under maksimal inspiration fra erfaringer fra Ukrainekrigen.

Der er et antal store udfordringerne i løsningen af denne opgave. Et er at finde de officerer, der er villige og egnede til som bemyndiget chef til at tage personligt ansvar for at gennemføre projektet i garnisonerne i en åben proces, der under fuld udnyttelse af medierne ”opmuntrer” og fastholder de støttende styrelser, m.m. til at levere den nødvendige støtte efter den opstillede projekttidsplan.
For at udnytte viden og kreativitet, må udførelsen af udvikling og gennemførelsen af uddannelsen fra tjenestestedschefen delegeres ned il laveste chefsniveau, underafdelingen (kompagniet).

Projektet må gennemføres med det eksisterende hovedmateriel og med de på tjenestestedet værende personel. Herunder ikke mindst egnet, nu menigt stampersonel, herefter korporaler. Disse forberedes hurtigt til at kunne virke som instruktører ved makkeruddannelse og korte kurser. Andre anvendes som støttepersonel (herunder kørere, indtil værnepligtige er uddannet). De officerer og det stampersonel, der findes egnet som kadrer og instruktører o.a. gives en attraktiv kontrakt, der sikrer, at de uden arbejdstidsbegrænsninger er til fuld rådighed under hele uddannelsesperioden.

Om nødvendigt lejes civilt materiel eller udenlandsk militært materiel til opgaven.


For så vidt angår de værnepligtige, søges svenske, norske og Den Kongelige Livgardes erfaringer for de nødvendige krav og vilkår samt for den bedste uddannelsestakt for den generation af unge mennesker, der skal uddannes. Uddannelsens længe bestemmes af tre forhold. For det første den nødvendige tid til at opnå uddannelsesmålene for den enkelte og enheden, for det andet evnen til at fylde tiden med motiverende aktiviteter og endelig de tjeneste- og fritidsvilkår, værnepligtige har i de danske by-garnisoner (i forhold til tjenestesteder i de andre, langt større, nordiske lande). I øvrigt kan uddannelsesplaner og -mål tilpasses efter eksisterende planer fra uddannelsen af stampersonel, så man er ikke uden grundlag.


Om nødvendigt skal tjenestestederne sikre egnet indkvartering, m.m. ved etablering af midlertidige (herunder containerbaserede) faciliteter i tilslutning til kasernen, mens dennes bygninger renoveres. Hermed nyttiggøres erfaringer fra de tidligere fjerne missionsområder.

Ud fra egen erfaring med start af krævende uddannelsesprojekter (og under hensyn til presset fra den kritiske internationale situation) kan og bør uddannelsen starte seks måneder efter, at beslutningen er taget og chefer er valgt. Forberedelserne kan fortsættes parallelt med, at den almene grunduddannelse af de værnepligtige indledes. En sådan kort lunte vil selvfølgelig i høj grad og gavnligt presse de støttende styrelser til at arbejde både hurtigt og effektivt og fremme de udpegede chefers tilbøjelighed til at delegere.


Under hele projektet er det nødvendigt, at der opretholdes et tæt netværk mellem tjenestestederne, herunder for at udvikle erfaringer, der også omfatter idéer om, hvorledes man sikrer rettidig støtte fra danske myndigheder og bedst udnytter udenlandsk rådgivning og erfaring under de danske vilkår.

2. De operative stabes projekt
Dette projekt er hæmmet af to forhold. For det første, at ingen tjenstgørende danske hærofficerer har erfaring med krigsplanlægning for højintensiv forsvarskamp på dette niveau af våbensamvirke (brigade og division) og med de efterfølgende praktiske forberedelser, herunder bl.a. og ikke mindst krigstidslogistik samt kadreuddannelse. For det andet, at stabenes kampføringsstøtteenheder i bedste fald er under opbygning.

Ikke mindst brigadestabene er i forhold til tidligere meget store, 1. brigades er over 100 personer, 4-5 gange større end en 1990-brigades krigstidsbemanding. Det skyldes deres aktuelle forvaltningsopgaver samt arven fra nullernes interventionsoperationer.

Brigadestabene (og Jyske Divisions stab) under den tidligere Kolde Krigsperiode havde kun opgaver i forberedelserne og ledelse af krigsopgaver, og havde derfor kun en bemanding i den “egentlige stab” på ti-tolv til tjeneste og det dobbelte efter modtagelse af supplement af reservepersonel. Her er det kun stabenes ikke-forvaltningspersonel, dvs. personel med nøgleopgaver i føring og logistik, der involveres i dette læringsprojekt.


Her foreslås, at opgaverne fordeles, således at 1. Brigades stab fokuserer på mulige opgaver ved de baltiske landes grænser til Rusland og Belarus, 2. Brigades stab på løsningen på mulige opgaver i Danmark (Bornholm og resten af landet), mens divisionsstaben følger og støtter begge, herunder med styrende trusselsscenarier.


Efter valg af en teoretisk mulig opgave i et afgrænset terræn gennemføres kortstudie fulgt af dronestøttet rekognoscering, laves en foreløbig plan. Derefter rekognosceres i terrænet sammen med førere fra brigadens enheder (eller officerer, der gives denne rolle). Alle enheders placering, kunstige hindringers placering fastlægges og den endelige plan udarbejdes.

Så afprøves planen i et krigsspil i en taktisk træner og eventuelt med computerstøtte, hvor divisionen med ekstern støtte af udenlandske eksperter i russiske enheders taktik, våben og metoder. Derefter tilpasses planen for at mindske erkendte svagheder i muligt omfang.


Dette forløb gentages i et andet område nogle gange for at skabe rutine, hvor krav øges ved at forlænge spils varighed til at dække ugers forløb, øge friktion, inddrage fysiske og andre angreb på brigadens føringsstøtte samt et langvarigt komplekst logistisk pres.


Divisionen har ansvar for at kommunikere erfaringer til både allierede partnere og til anvendelse i de to andre projekter.

3. Forsvarsakademiets projekt
Forsvarsakademiet (med dets skoler) har fra starten en afgørende rolle.
For det første skaffes og derefter uddybes et vidensgrundlag for de andre projekter. Det ville være naturligt straks at inddrage alt viden, der kan skaffes om de russiske og ukrainske operationer fra Ukraine.


Herunder gennemføres målrettede studieperioder med udenlandske eksperter (herunder fra britiske R.U.S.I.). Naturlige prioriterede emner ville være læring om integrationen af droner i våbenarternes opgaveløsning, løsning af føringsopgaver og gennemførelse af planlægning for bataljon, brigade og højere niveau på en sådan måde, at sårbarheden mindskes maksimalt. Er andet centralt område er at afklare, hvorledes man dækker de dele af fronten, der må dækkes af andet end brigader.
Den anden opgave er langt mere krævende. Skolerne skal reelt standse deres aktuelle akademiseringsprojekter og satse alle resurser på professionsskoling til krig på de forskellige niveauer. For at påvirke bredest muligt skal kurser være korte, i maksimal udstrækning anvende fjernundervisning, dog med kontrol af læring under tilstedeværelse (med kontante krav for at bestå og opnå fordele af dette).


Umiddelbart skal de forskellige uddannelser:


Støtte tjenestestedernes retablerede våbenskoler i uddannelsen af menigt stampersonel til instruktører for værnepligtsenhedernes uddannelser.


Hos alle faste officerer og befalingsmænd samt officerer og befalingsmænd med reservestatus, der ønsker en fortsat rolle i Hæren, udvikles den generelle viden og de færdigheder, der er en forudsætning for anvendelighed i en højintensiv krig. Denne uddannelse suppleres ved tjenestestedet med våbenartsspecifik viden og færdigheder.

Som tidligere i Hærens historie gives de i praksis demonstreret klart dygtigste et kursus i føring og planlægning til krig og under krigsforhold. Selvstændig tænkning og evnen til at arbejde i længere tid under hårdt pres er en forudsætning for at bestå.

Det fjerde, helt selvstændigt projekt for hele Forsvaret: At genskabe en robust evne til at holde krigsmateriellet operativt

I vel 25 år har Forsvarets materielvedligeholdelse og -reparationer været styret af to hensyn: New Public Managements fokus på ikke at gøre noget, før dette var akut nødvendigt samt det politisk fastholdte krav om, at opgaver skulle udliciteres til ikke-offentlige virksomheder.

Begge hensyn er i direkte modsætning til hensynet om til stadig at kunne holde mest muligt i operativ tilstand. Dvs. til stadighed at kunne have ren spredt og robust evne til at kunne reparere og forbedre materiellet (selv væk fra fabrikker i baglandet).

Det kræver flere oplægninger af nødvendige reservedele; opretholdelse af Forsvarets egne hold af teknikere/mekanikere med godt kendskab til materiellet; faciliteter, heraf nogle mobile, til ar støtte arbejdet samt opretholdelse af et højt beredskab til stadig at kunne gennemføre reparations- og klargøringsindsats.

2 thoughts on “VITALE HÆRPROJEKTER, MENS VI VENTER PÅ MATERIEL FRA DEN LAMMEDE FORSVARSLEDELSE”

  1. Hvordan kan hjemmeværnet tænkes ind i styrelsen af forsvaret? Her tænker jeg bl.a. på sikring af infrastruktur som eksempelvis sikring af transformatorstationer og lignende.

  2. Hjemmeværnet (dvs. Hærhjemmeværnet) har altid haft den rolle, som det naturligt vil have i fremtidige kriser og en krigssituation. Den må påtage sig de opgaver, du nævner. Hærhjemmeværnet er den militære del af det, der fra 1950 til 1990 blev benævnt Totalforsvaret. en del, der også kan støtte de andre dele såsom Politiet. Problemet er nu. at de andre dele stal genopbygges fra grunden eller styrkes. Det gælder Beredskabskorpsets evne til at håndtere de store katastrofer, som opstår i krig. Det gælder for det, der tidligere benævnes sygehusberedskabet. Og det gælder de pengestrømme, som holder samfundet i gang. Cyberforsvar er kun en del, for systemet kan også rammes ved fysisk angreb. Hjemmeværnets frivillige er et helt nødvendigt nøgleelement i retablering af Totalforsvaret.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *