At forbruge den uvirksomme hær som politiforstærkning er indlysende styrkenedbrydende og samtidigt farligt


En gruppe italienske faldskærmsjægere med pansret køretøj som vagter foran det skæve tårn i Pisa 14.8.2017

Det umiddelbart indlysende
Politiet er blevet presset af ekstra opgaver såsom politisk krav om midlertidig grænsebevogtning, vagt ved terrormål og af en åben bandekrig, som hverken korpset selv eller politikerne har noget svar på. Samtidig er Politiet hæmmet af enhver organisations og personelorganisationers vanskelighed ved at tænke uden for boksen og gøre noget nyt (jævnfør min tidligere blogartikel).

For vores politikere er det indlysende fornuftigt at anvende Forsvarets personel – læs Hærens menige og sergentgruppe – til at hjælpe politiet med at løse vagtopgaver, der ikke kræver politimæssig sagkundskab eller rutine.

Hæren (bortset fra Den Kongelige Livgardes vagt ved de kongelige slotte) har jo ikke noget fornuftigt at lave, da man jo ikke længere kunne finde på at sende enheder til fjerne lande, og da enhver ved, at NATO er så stærk, at i hvert fald Danmark ikke er truet i de få år indtil den evige fred indtræffer. Mange andre lande gør jo det samme med deres landstyrker. Store dele af de franske og belgiske hære er på terrorvagt – som de italienske elitestyrker ovenfor.

Det nedbrydende og reelt farlige. Først det nedbrydende
Anvendelsen har imidlertid den omkostning, at landenes hære hurtigt bliver ubrugelige til deres opgave. For at forstå hvorfor, er det hensigtmæssigt både at se en hær som sammenligneligt med både et stort orkester og med en stor kompleks virksomhed som eksempelvis et hospital.

Kvaliteten i en hær afhænger for det første af den fælles grundlæggende uddannelse af den enkelte soldat. Det er her, at man bl.a. lærer de færdigheder, der anvendes under simpel vagttjeneste. Men denne uddannelse skaber ikke andet end en jævn hob af vagter, ikke en anvendelig organisation.

Landmilitær effektivitet forudsætter for det første, at soldaten derudover uddannes i mindst én specialiseret funktion, her sammenligneligt med musikerens instrument, og som for musikeren kræver soldatens effektivitet konstant og mere øvelse, hvor denne aktivitet skal foregå i varierende stadig mere krævende situationer som musikerens i forskellige musikstykker.

Som musikeren i orkestret skal soldaten ikke alene mestre sit instrument, han skal kunne gøre det i et tæt samarbejde med de andre i sin enhed. Samarbejdet/samspillet skal blive så rutineret, tillidsfuldt og tæt, at det foregår, uden at man behøver at tænke på det (også som på et godt, sammenspillet fodboldhold).

For at de mindste hærenheder kan virke effektivt og uden risiko for kammerater og andre, skal såvel grunduddannelsen, specialuddannelserne og samarbejdet bringes op og holdes på et højt niveau. Dette nødvendige niveau kan kun holdes, hvis enheden er fuldt bemandet og at bemandingen er stabil. Det er den samtidige og jævnt fremadskridende uddannelse af en hel enheds soldater sammen, der gør, at en værnepligtenhed kan nå et så højt efter et lille års tid, at dette er meget vanskeligt at opnå for en enhed af kontraktsoldater, hvor en del hele tiden udskiftes.

Som også for hospitalet, skal det grundlæggende delelement i en hær både kunne arbejde gnidningsløst sammen med andre tilsvarende elementer (på hospitalerne afdelingernes vagthold) og med andre specialafdelinger og støtteelementer. Dette samarbejde mellem forskellige funktioner kræver for hæren vedkommende større, langvarige og krævende feltøvelser o.l., hvor ikke mindst lederne lærer deres funktion i praksis med de problemer, som aldrig opstår i teorien. Der skal her være tale om feltøvelser, der også øver indsættelse i ekstremt belastende og komplicerede kampsituationer.

Uanset hvilken hær, vi taler om, vil anvendelsen til løsningen af ikke-militære opgaver hurtigt nedbygge alt andet end den grundlæggende færdighed, som opgaven kræver. Folk, der afgives til disse opgaver, vil være fraværende, så enheden hurtigt taber kvaliteten som et orkester, hvor et stort antal musikere anvendes som dørmænd eller billetsælgere for at hjælpe på koncertsalens budget.

Men for en hære som den nuværende meget lille danske, vil yderligere fravær fra enheden hurtigt blive kritisk undergravende. Her er det allerede i forvejen umuligt for enhederne at nå mere end et middelmådigt uddannelsesniveau, bortset fra i situationer, hvor uddannelsesrammen er forberedelsen til en konkret mission:

* Her, hvor stram økonomi sammen en ineffektiv og ufagligt baseret personelforvaltningsfunktion både giver store “huller” i enhederne og manglende frihed til at kompensere lokalt.
* Her, hvor alle fra general til menig er ansat med fast timetal uanset funktionens behov og med pligt til at afspadsere alt overarbejde
* Her, hvor man i forvejen og i fremtiden i stigende grad ikke alene er fraværende fra sin enhed med henblik på faglig efteruddannelse, med også væk til civilt kompetencegivende kurser.


Fra dansk feltøvelse, der både rutinerer soldaten i de grundlæggende færdigheder og hans/hendes speciale under vanskelige vilkår i samspil med kammeraterne, med også gør det under samarbejde med andre funktioner

Men det er også farligt
Det virker måske afskrækkende for amatør-terrorister, at der foran synagogen eller menneskemængden ved rockkoncerten står et par soldater foran deres pansrede køretøj med beskyttelsesvest og automatiske stormgeværer, som på billedet ovenfor fra indgangen til Pisa-tårnet.

Men som vi ved fra begivenhederne den 30. januar 1972 i Nordirland, kan det hurtigt ændre sig til en katastrofe, hvis soldaterne bliver beskudt eller tror sig beskudt. På “Bloody Sunday” var det ikke italienske, men britiske faldskærmssoldater, der så sig under angreb og besvarede ilden. Dengang døde fjorten og tolv blev kvæstet, på trods af at den tids håndvåben var langt mindre effektive end moderne stormgeværer.

Med normale unge, primært kampuddannede soldater på terrorvagt vil det være langt lettere for målbevidste terrorister at fremprovokere en tragedie, end det vil være med modne politifolk, uanset disses bevæbning. Det er et helt naturligt resultat af deres forskellige uddannelse. Det hjalp ikke i Nordirland, at der var tale om veluddannede elitesoldater. Som 4. maj 1970, hvor det var frivillige deltidssoldater fra Ohio National Guard på Kent State University, kom situationen ud af kontrol og endte i en tragedie.


Fra Kent State University i maj 1970, hvor fire blev dræbt og ni sårede.

Som terrorvagt kan heller ikke bandebekæmpelse være en militær opgave. Kun tankeløst uansvarlige kan tro andet.


Fra tragedien i Nordirland i 1972.

Men hvad så ved grænsen.
Politiet har et behov for assistance, så noget skal ske. Løsningen ligger lige for. Der er ikke behov for at ødelægge resten af hæren ved at sende dens soldater til grænsen. En langt bedre mulighed findes i Hjemmeværnets Politikompagnier. Det er i forvejen et hjælpepoliti, der siden Den Kolde Krig har haft politifolk som chefer og befalingsmænd.

Antallet af disse kompagnier kunne forøges i området nord for grænsen. Politiet kunne tage styrken mere alvorligt, vise det ansvar for kompagnierne, de har, og med inspiration fra Marinehjemmeværnet kunne de og SKAT påtage sig at give egnede medlemmer målrettet uddannelse til grænsetjenesten. Marinehjemmeværnet løser i stor udstrækning løser Søværnets opgaver i hjemlige farvande med frivillige, som har skaffet sig de nødvendige civile uddannelser som navigatører, kommunikatører og teknikere. Med voksne politifolk fra grænselandet som befalingsmænd og med disse politihjemmeværnsfolk fra samme region som rygrad, ville man kunne skaffe sig en langt mere lokalforbundet, målrettet og fleksibel hjælpepolitistyrke end de kommende politikadetter, der grundlæggende starter på den rekrutuddannede soldats niveau.


Politiet burde tage deres ansvar for politikompagnierne alvorligt, udbygge, uddanne og udruste dem til grænsevagtsopgaven

Men hvad så som vagter ved terrormål.

Hjælpen bør ske igennem militærpolitiet.

Forsvaret har en uddannet ordenspolitistyrke, der sådan set er egnet til at hjælpe, men militærpolitiet er alt for lille til at hjælpe på et meningsfuldt niveau. Det vil være spild at anvende personellet fra Jæger- og Frømandskorps til vagtopgaver, det bør anvendes til direkte støtte til Politiets Aktionsstyrke i løsningen af langt mere krævende opgaver.

Terrorvagtopgaven bør løses på anden måde, og Danmark er så heldig, at vi råder over en meget stor pulje af grunduddannet og velegnet personel.

Livgardens uddannelse til vagttjenesten ved de kongelige slotte skaber robuste, tålmodige og disciplinerede soldater. Den forbereder til tjeneste i direkte kontakt med befolkningen, hvilket væsentligt mindsker risikoen for tragedier. Der uddannes hvert år et stort antal værnepligtige til vagtkompagniet, og fra styrken af tidligere soldater i kompagniet kunne der rekrutteres det nødvendige antal egnede til en militærpolitireservepulje. De skulle for en årlig kontraktsum samt løn under anvendelse forpligtede sig til eksempelvis seks ugers vagttjeneste årligt i eksempelvis fire år. De egnede kunne forberedes på et 3-4 måneders kursus, der blev gennemført af Forsvarets Militærpoliti og Politiskolen. Herefter kunne de, som bestod og fik kontrakt, blive udnævnt til militærpolitikorporaler.


Tidligere soldater fra Den Kongelige Livgardes Vagtkompagni – som disse to gardere – bør anvendes til hurtigt at opbygge militærpolitiet med en stor, landsdækkende reservestyrke af folk på rådighedskontrakter.

Håndtér dog banderne efter principperne for moderne oprørsbekæmpelse!


Efter skyderiet

Vi ved, at banderne er rekrutteringssted for islamistiske krigere.

Vi ved, at folk fra IS og andre terrororganisationer kan vende tilbage til dem.

Vi ved, at banderne og rockerorganisationer ser sig som separate uden for vores samfund og har deres egne normer og “rets”-system.

Vi ved, at de virker på tværs af landegrænser, også fordi det fremmer de kriminelle muligheder.

Vi ved, at de anvender pres og vold til at opnå deres mål.

At opfatte banderne som et begyndende oprør har væsentlige fordele.

Det er dog væsentligt først at understrege, at det ikke betyder, at der skal anvendes militært personel mod banderne. Det ville nemlig være indlysende skadeligt, fordi inddæmning og undergravelse at et oprør må ses som det, det er: et politisk efterretningsdrevet politiprojekt.

Det, som det betyder, er, at alle involverede klart forstår, at indsatsen må være efterretningsdrevet for at virke effektivt uden at fremprovokere negativ reaktion. Efterretningerne, der kan føre til politiindsats, skal være bygget på et stadig bedre efterretningsbillede.

Efterretningerne må som under ethvert oprør først og fremmest hentes fra lokalsamfundet, som “opmuntres”, presses eller købes til at bidrage – og derefter beskyttes effektivt mod hævn.

Efterretningerne skal også komme fra tidligere eller aktive bandemedlemmer, der presses/købes til at bidrage, og derefter beskyttes. Fængselophold for de straffede og ureformerede bandemedlemmer skal gøres maksimalt belastende gennem korte ophold og mange flytninger mellem institutionerne.

Endeligt skal efterretningerne suppleres igennem en tæt tilstedeværelse og monitering (med alskens moderne midler) fra politiet side i bandernes områder.

At man skal lade sig inspirere af erfaringer fra moderne oprørsbekæmpelse betyder også, at politiets magelige rutineoptræden – ved patruljering og visiteringszoner – må forstås som groft ineffektiv. Det er den af den simple grund, at modstanderen også kan tænke og straks tager højde for disse skridt, der så mister deres effekt. De er ligeså dumme og ineffektive, som hærens forudseelige kontrolposter og patruljering fra stadigt Taliban-moniterede baser i Helmand var det.


Forudseelig og derfor ineffektiv patruljeproduktion i Helmand

Overborgmester Frank Jensen har ret, der skal straks etableres mobile politistationer på Nørrebro og i Nordvest.

De skal bemandes med en kombination af uniformeret og civilklædt personale, hvoraf nogle har rødder i lokalområdet eller andre tilsvarende ghettoer. Stationerne skal have delvis skiftende bemanding for at undergrave bandernes mod-efterretningstjeneste.

Ledelsen af efterretnings- og politiindsatsen skal, som under oprørsbekæmpelse, gives klart og entydigt og have delegeret myndighed.

Som ved oprørsbekæmpelse bør også indsatsen mod banderne styres af politisk logik.

I mulig udstrækning skal der tages politisk-økonomiske skridt, der mindsker risikoen for rekruttering og loyaliteten til banderne, og man skal se og indrette sig på, at der er tale om en informationskrig om lokalbefolkningens og ikke mindst børnenes sjæle.

Observationer af debatten op til næste danske forsvarsforlig: Forsvarsinnovations-organisationsentreprenør-reformator-konsulentens korte grundbog

Forsvarspolitik bygget på den selvfølgeligt ahistoriske kombination af naiv og arrogant intuition, der VED, at:

Organisationer (som specielt Hæren) er:
> Øsle med menneskelige og økonomiske resurser
>> Ubegavet reaktionære
>>> Dovent forsvarende egeninteresser

Fordi disse ikke-innovative ikke ved/vil indse, at vi, der har ret, derfor ikke vil argumentere for det åbenbart rigtige, nemlig:
1) At andre i udlandet eller i den civile verden har smartere løsninger, som kan kopieres direkte [selvfølgelig skal man søge inspiration overalt, men anvendeligheden i dansk militær sammenhæng er langt fra givet, og kopiering uden udnyttelse af professionel erfaring og indsigt vil med stor sikkerhed undergrave den militære effektivitet]
2) At fortiden er irrelevant for fremtiden, hvilket bl.a. gør det indlysende, at danske styrker aldrig kommer i krig igen [en helt utroligt arrogant og overfladisk holdning]
3) At dette også, fordi hæren nu er beskåret til et minimum, hvor den kun lige kan klare Livgardens Blå Vagt og Gardehusareskorten, så der er blokeret for, at fremtidens politikere igen kan sende den til et sted som Irak eller Afghanistan [betyder blot, at de, der sendes alligevel af regeringerne – nu som “rådgivere” – er langt dårligere forberedt og støttet]
4) At dette er godt, fordi det er indlysende, at danske hærstyrker ikke kan løse nogen reel forsvarsopgave [håber vi, men allerede nu gælder det kun for Danmark vest for Bornholm og hvis vi nægter at bidrage substantielt til det fremskudte forsvar af NATOs østgrænse]
5) At dette heller ikke er nødvendigt, for NATO er meget stærkere end Rusland [kun korrekt, hvis en konflikt bliver lang, global og ikke optrappes til generel kernevåbenkrig; Rusland har en klar overlegenhed indledningsvis i Europa]
6) At det er indlysende, at idéen om at retablere danske reservestyrker viser mangel på innovationsevne [inden for rammen af realistiske forsvarsbudgetter er opbygningen af reservestyrker med kadrer og materiel den eneste vej til at sikre fleksibilitet og udholdenhed af strukturen]
7) At det er indlysende, at kontraktansatte soldater er både billigere, mere motiverede og dygtigere end værnepligtige på grund af, at de er lønnet for 37 timers tilstedeværelse pr. uge, dette selv om enhederne sjældent er samlede pga. afspadsering efter øvelser, m.m. og i fremtiden for at kunne få civil erhvervsbevis under tjenesten [som så meget andet bygger dette synspunkt ikke på erfaringen; de eneste ulemper ved værnepligtige er, at deres uddannelse kræver hårdt arbejde og engagement af kadrerne så uddannelsen er indlysende meningsfuld, at man derfor kan forklare dem, hvorfor vi tager deres tid, dvs. at der er et klart behov for den styrkestørrelse og den adgang til også den bedste del af ungdommen giver]
8) At da vi ikke skal i krig mere, er det indlysende, at militær ”ledelse” og professionalisme ud over sjakbajsniveauet er både unødvendigt og anakronistisk for Danmark, og vi vil nødigt præsenteres for argumenter, vi ikke kan forstå [men præmissen er jo desværre tvivlsom]

Fordi behovet er så indlysende, er det spild at tid at forstå og undersøge grundlaget for den eksisterende organisation

Da andre innovations-organisationsentreprenører-reformatorer-konsulenter med videnskabelig statskundskabsteoretisk baggrund allerede igennem tyve år har demonstreret deres evner inden for andre dele af den offentlige sektor, herunder SKAT, er der ingen grund til at forholde sig kritisk til virkningen på Forsvaret. Forsvaret fik allerede nær-dødelige doser af indlysende forsvarsinnovationsreformer i 2004 og 2013. Der er her ikke engang behov for at anvende penge på endnu en konsulentrapport, for alt er jo fortsat indlysende, ikke?

Desværre er disse generalistiske, indsigtsblinde organisationsentreprenører ikke alene, når vi taler om Forsvaret. Al for mange – også af organisationens højeste grader – er kun professionsbærere i den forstand, at de optræder i uniform som kejserens nye klær. De har overset, at en profession ikke sikres gennem det par teoretiske kurser, der stempler ud til forfremmelse. Den opretholdes for officerer som for læger kun gennem livslang kritisk og åben nysgerrighed, konstant flid og studier, hvor egen og andres praktisk erfaringer og voksende modenhed giver grundlag for stadig større indsigt. I deres skadelige selvtilfredshed følte de aldrig behov for faglig debatdeltagelse, klarede sig ved at tilegne sig Alliancens og Finansministeriets skiftende buzzwords og sikrede gennem deres destruktive eksempel, at den efterfølgende generation er blevet som de selv. De har nu specielt i hæren skabt en træg masse, der ikke har bevaret evnen til faglig genopbygning. Forsvaret er takket være dem og deres samarbejde med den første gruppe af “innovatorer” langt mere ødelagt og mere demoraliseret, end hvis en udenlandsk fjende havde gjort det under en besættelse.

.

Et konkret resultat af de to gruppers samarbejde er følgende: For 25 år siden havde Danmark det bedste officersuddannelsessystem i landets historie, og den resterende generelle videregående uddannelse var – selv efter lukning af et niveau for at spare penge – så god, at den søgtes af udlandet, selv om eleverne skulle kunne dansk eller et andet nordisk sprog for at gennemføre den. Det centrale resterende problem var, at man ikke havde vilje til at begrænse elevskaren til de motiverede og kvalificerede, hvilket gjorde uddannelsen dobbelt så dyr og fraværsbelastende for enhederne, som den burde have været, og de uegnede og umotiverede hæmmede den fulde udnyttelse af rammen.

Nu er den grundlæggende teoretiske officersuddannelse på niveau med uddannelsen til menig politibetjent, men i modsætning til i politiet indeholder forsvaret meget begrænsede rammer for den relevante praktik, der skal konsolidere fagligheden. Nødvendige efteruddannelser er ved at blive fjernet. Den videregående uddannelse er nu blevet en professionsfjern og substansløs samling af teoretiske moduler, gennemgået uden, at der stilles krav om reelle adgangsforudsætninger, hårdt arbejde eller fordybelse. Tilbage er en blanding af fjernundervisning og tilstedeværelse til lidt orientering og diskussion. En uddannelse, der hverken kvalificerer til professionel indsats eller til relevant civil beskæftigelse. I politiet vil både efteruddannelser og muligheden for at tage en juridisk akademisk uddannelse være fagligt meningsfuldt.

Men når den evige fred er på vej, er det jo ligegyldigt, bortset fra de mange milliarder der spildes og den øgede risiko for landet, de ansatte og deres familier, og ligegyldigheden over for vores mere udsatte allierede, som tabet af faglighed indebærer, indtil dette mål nås.

Svar til Niels Klingenberg Vistesens indlæg om brigaderne på OLFI.dk

Følgende kommentar kom ikke umiddelbart på OLFI.dk, da jeg lagde den på, og publiceredes derfor først her i illustreret version, hvor organisationsskemaerne er hentet fra min mangeårige undervisning i hærdoktrin og organisation på Forsvarsakademiets Operations og Føringsuddannelse:

Divisionen og de to resterende brigader er forlængst ophørt med at eksistere som troppeenheder, dvs. som “division” og “brigader”. Tilbage er nu blot føringshovedkvarterer på to forskellige niveauer, dvs. såkaldte “kommandoer” med chef plus stab. De råder ikke over de føringsstøtte- og logistiske elementer, der er en forudsætning for at føre og støtte en troppeenhed. Den centrale gavnvirkning af disse stabes fortsatte eksistens er, at de er de eneste steder i hærens egen organisation, hvis fokus er bredt professionelt militært, og ikke kun produktion og forvaltning.

Brigadekommandoerne nu er nogenlunde som stabene i de løse føringselementer, som den amerikanske hær flere gange i sin historie efter 1939 har valgt som alternativet til fast sammensatte brigader, da man havde den opfattelse, at man skulle ad hoc-“skræddersy” til opgaven. Det er, hvad Vistisen refererer til fra 2. Verdenskrigs Regimental Combat Teams, der ikke mindst prægede anvendelserne af bataljonerne i den amerikanske model 1942 panserdivision.

Foroven den amerikanske panserdivision i november 1940 før overgang til puljeorganisationen for den meget kampvognstunge, nye panserdivision i marts 1942 med to Regimental Combat Teams, der kunne blive forstærket med divisionens øvrige kampelementer. Organisationen viste sig som hverken fugl eller fisk og manglede ikke mindst et tredje føringselement.

Nedenfor en ren puljedivisionsorganisation med tre taktiske Task Force stabe i den nye luftmobile stormdivision til at føre de bataljoner, m.m. Nedenfor 1965, hvor føringselementerne er givet brigadebetegnelse.

Men det eneste tilfælde, hvor den amerikanske division satsede på at føre sine fem bataljonskampgrupper direkte uden mellemliggende føringsstabe, var i “Pentomic”-forsøgsdivisionens periode i 1950’erne, og dette skyldtes, at divisionens primære kampindsats var indsættelsen af taktiske kernevåben.

Pentana-divisionen, der er det eneste historiske eksempel på, at den amerikanske hær planlægger at undvære et taktisk hovedkvarter mellem division og bataljon.

Den nuværende danske divisionskommandos og to brigadekommandoers roller (her gentages, at divisionen og brigaderne for længst er nedlagt som troppeenheder) har været at løse tre forskellige uddannelsesopgaver, for divisionen først og fremmest af de baltiske og danske brigadekadrer, for de danske brigader to forskellige dele af hærens uddannelseopgaver.

De nuværende danske bataljoner er i modsætning til Vistisens opfattelser ikke stærke. Hvis de skulle være opbygget til selvstændige indsættelser som bataljonskampgrupper, måtte deres kampunderafdelinger styrkes meget væsentligt både materiel- og bemandingsmæssigt, og kampgruppens samlede styrke med ildstøtte, luftværn, ingeniører, opklaringsled, helikopterelement og logistik nå op på mindst 1500 mand, hvis vi ser på nuværende internationale eksempler.

I øvrigt kan ingen enheder på bataljonsniveau løse egentlige forsvarsopgaver, kun strategisk afskrækkelse ved tilstedeværelse (som nu i Baltikum og Polen) eller tidsbegrænsede opgaver områdekontrolopgaver under fredsoperationer eller stabiliseringsmissioner (som på Balkan, i Irak og Afghanistan).

Hvorvidt den danske hær skal bevare troppeenhedskommandoer på to niveauer eller kun ét afgænger af, hvilke opgaver vi ser Forsvaret med Hæren løse i fremtiden. Som sagt er brigaderne for længst nedlagte. Med kun ét hovedkvarter mister vi evnen til at føre mere end fire (måske kun tre) primære kampenheder og evnen til at gøre dette mere end ét sted. Det nuværende system giver muligheden for at udvikle evnen (vi har den ikke nu) til både at bevare ansvaret for en fremskudt NATO-indsats i Baltikum, hvor vi både bevarer den nuværende synlige overordnede rolle med divisionskommandoen og selv efter genudvikling af en brigade af de overlevende elementer også bidrager med en dansk troppeenhed. Dette kan så ske uden, at alle føringsstabe sendes ud af landet. Tidligere opstillede kamptropregimenterne også område- eller taktiske føringsstabe (for militærregionerne eller kampgrupperne), men nu har vi kun de tre tilbage.

Det er ikke videnskabeligt eller akademisk at underbygge med argumenter og eksempler samt skitsere konsekvenser. Det er kun grundlæggende debatkultur, hvor man forudsætter, at læserne er interesseret i at blive klogere.

Man skal altid være på forkant i organisations- og doktrinudvikling, men det er hensigtsmæssigt først at gøre sig klart, hvad man taler om.

Niels Klingenberg Vistisen blogindlæg fra 28. juli 2017 samt generalmajor Michael Lollesgards kommentar skal læses på OLFI.dk

On the accelerated Russian Military Build-up: the strategy history perspective

It happens in all fields:
* In the modernisation of large stocks of good late Cold War equipment to make them better than the majority of Western systems and less vulnerable to these.
* In massive exercises such as the current Zapad 2017.
* In the creation of new forward deployment bases.
* In the consolidation of ever more effective bastions in places such as Kaliningrad Oblast and Crimea.
* In the effective and self-critical lessons-learning from the Syrian experience.
* In the comprehensive testing of both strategic cyber warfare and tactical reconnaissance-strike systems in the Ukraine.
* In the creation of new large formation and the re-focusing of the conscript based reserve element to make the forces robust.
* In the creation of large heavy lift tank transporter units to make fast and flexible forward deployment possible.

The dynamic military reformer Nikolai Ogarkov, who tried to adjust to the Western Surge and his current successor Valery Gerasimov, who can benefit from a Russian military military reboot that has still not inspired the West to take the challenge seriously.

What Valery Gerasimov is doing now is similar to what Nikolai Ogarkov did during his years as General Staff Chief from 1977 to 1984 with his Operational Manoeuvre Group and enhanced readiness package: Not preparing for an inevitable war, but for a “Victory in Europe”-chance if war becomes inevitable or necessary for the state.

This is the key duty of any serious armed forces’ leader … in case the reader has forgotten.

The accelerated Gerasimov effort requires “full spectrum” preparations in all fields – geo-strategic, information, cyber warfare, conventional operational and logistic, etc. – as always built on the Military Doctrine’s scientific analysis of enemy’s and own developing strengths and weaknesses in all fields.

The correlation of forces is presently in Russia’s favour and shifting even further in that direction:

1) Compared to 35 years back, the U.S. armed forces are unable to maintain the number of units. The costs of replacing existing platforms and systems – especially but not only in the USN – have become prohibitively high. No matter what Trump does to change the trends by am increased Pentagon budget, he cannot find funds for approaching what Reagan and his Naval Secretary did then. The life extension potential for many platforms is limited, and the sums required for just maintaining all systems and reach what Russia has achieved since 2008 are staggering. Western catching-up with what has been lost in the last twenty years in the electronic warfare field and in high intensity warfare professionalism in officer command cadres may take a full decade (if we started, now which we don’t).

Unfortunately Gerasimov will not allow his navy to build a “luxury fleet” such as Gorshkov’s that might have triggered a bout of USN creativeness to maintain quantity at a “good enough” platform level rather than insisting on the prohibitively costly sublime.

2) The U.S. can no longer pull forces from the Pacific. It cannot concentrate to Europe and the Atlantic in the way in did after the Vietnam War. Now China is likely to take advantage of any concentration towards the east of the far more limited forces. The American situation is that of 1941-42.

3) Then the U.S. had far more militarily robust allies in Europe. It was before the German Armed Forces were reduced to under-trained remnants counting working hours waiting for weapon systems in various private workshops to prove willingness to out-sourcing/before the conventional British Forces dropped all focus and capabilities for conventional deterrence and fighting/before the French conventional Armed Forces lost the remaining ability beyond internal security at home and in the former colonies. Even smaller NATO member states had meaningful forces in the 1980s. That is no longer the case.

So where Ogarkov’s task was tough, Gerasimov’s is less so. However, both were limited by the lack of economic sustainability of his Military Doctrine. Ogarkov’s window of opportunity was closed in autumn 1983 and he was moved by Andropov’s frightened successor early the next year. If or when Gerasimov’s window is closing is an open question.

Putin’s physical and political health seems to be a good deal more robust than his predecessor Andropov’s was in autumn 1983.

So far NATO members have tried optimistically with some flimsy window dressing. Cannot do much more with the resources available.

Bornholm kan desværre ikke forsvares af luftværnsmissiler fra fregatterne

Liselotte Odgaard, Ph.D. er en med rette internationalt anerkendt Kinaspecialist med statskundskabsbaggrund. Hun er ansat på Forsvarsakademiet af den grund. Hun deltog i Folkemødet som privatperson, men hun udtalte sig her om Bornholms situation og forsvar som beskrevet i blogartikeltitlen.

Hun konstaterede muligvis i en uudsagt accept af den øgede trussel mod øen?, at skibsbaseret luftværn er mere “fleksibelt” end landbaseret og derfor en bedre løsning af øens forsvarsproblem. Hun synes ikke at forstå, at dette kun gælder indtil skibet er sænket af en torpedo, mine eller en byge sømålsmissiler. Det er alle umiddelbare muligheder ved en konfliktstart i farvandet ved Bornholm.

Odgaard har imidlertid aldrig beskæftiget sig med det her relevante taktisk-operativ-strategiske problemer. Det kræver dels kræver ajourført viden om våbenteknologi og hvordan kamp gennemføres, dels rutine i analyse af konkrete militære spørgsmål. Hun er som en dygtig skomager, der ikke er blevet ved sin læst. OK som borger i en ramme som Folkemødet, men ikke, hvis man udtaler sig som ekspert.

De fremragende danske fregatter, der desværre mangler penge til den nødvendige bevæbning. Skibe, der dog selv derefter ikke kan sikre Bornholm op til og under en åben konflikt om Baltikum.

Fregatterne diskuteres indgående i NATOs missilforsvar som en del af radardækningen. Det var, hvad der fik den russiske ambassadør til at true Danmark med kernevåben.

NATOs missilforsvar er designet mod iranske missiler, ikke mod russiske. Det er ikke muligt at forsvare Europa eller Danmark mod russiske ballistiske missiler, og det har aldrig været dette forsvars opgave.

Fregatterne kan og bør selvfølgelig udrustes med moderne luftværnsmissiler. Det er meningsløs at have store kostbare enheder, der både mangler besætninger og de nødvendige våben.

Problemet i forhold til Bornholms forsvar er imidlertidig, at heller ikke danske fregatter eller andre NATO-flådefartøjer nu kan gives effektive modmidler mod de supersoniske antiskibsmissiler, som russerne har udviklet og nu har placeret både på skibe, undervandsbåde og på landjorden i Kaliningrad. Og skibe kan let ses og derefter sænkes, hvis de ikke har meget effektive selvforsvarsvåben.

Og da disse våben dels er lettere at skjule end våbenplatforme på havet og dels er forsvaret af mobile både langt og kortrækkede nye luftværnsmissiler, som NATO ikke har modmidler mod, er det ikke holdbart at bygge Bornholms luftforsvar på skibe.

Måder for landbasering af de russiske sømålsmissiler, som Vesten efter oplysninger fra den amerikanske flåde ikke har modmidler mod.

Dette betyder, at heller ikke fregatterne vil kunne overleve øst for Bornholm. Et skib kan sænkes, det kan Bornholm ikke. De eneste flådefartøjer, der kunne bidrage til Bornholms forsvar, er undervandsbåde.

Allerede Søværnets første chef, den dybt respekterede viceadmiral Aage Vedel, konstaterede i sin Flaadeplan fra 1953, at kun undervandsbåde kunne overleve fremskudt i Østersøen. Men denne skibstype findes ikke længere i dansk forsvar, og selv om de skulle blive genindført, er kuptruslen mod Bornholm også helikopterbåren, og dem kan undervandsbåde ikke gøre noget ved.

***

FE, der åbenbart fortsat rådgiver om forhold, som i 25 år gradvis er fravalgt som tjenestens kernekompentence. Det gør indtil korrektioner tjenesten ret irrelevant i forhold til den militære trussel og analysen hos vore naboer.

Det er også væsentligt for situationen – med bedømmelsen af at heller ikke Bornholm er truet – at forstå, at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke længere har den kombination af Ruslandsekspertise, militære analyseevne og varslingsfokus, som man havde under Den Kolde Krig.

De nye opgaver, som man har bemandet og organiseret tjenesten til at løse, er primært knyttet til eksterne terrortrusler mod Danmark og mod danske soldater på internationale operationer.

Det vil tage mange år at genetablere den tidligere kapacitet, og nok også nødvendigt igen lade en officer overtage chefsstillingen for at sikre en konsolidering af fokus.

***

Den argumentation mod en genskabelse af et forsvar af Bornholm er stærkt præget af den overfladiske og ukritiske argumentationsform, der præger diskussionen af militære spørgsmål. Det er sket efter, at amatører har overtaget tomrummet efter de bedste af de 150-200 danske officerer, jeg har givet videregående professionsuddannelse. De har åbenbart ikke gidet at holde sig ajour og udfylde den rolle, de blev forberedt til.

For det første ignorer amatører, der kalder sig militære eksperter, at det, den ene part i en konfrontation gør, vil blive forsøgt imødegået af modparten. Man kan ikke stille modparten skakmat ved et smart træk. Man må åbent og selvkritisk tænke og “spille” alle de mulige forløb igennem ud fra en viden om alle parter. Fokus skal herunder samtidig spænde helt fra deres strategiske, dvs. politisk-militære beslutningsproces, til, ned til, hvad enhederne og deres våbensystemer kan og ikke kan.

For det andet overser amatører, at man i sine beslutninger må regne med fysiske og andre angreb på den valgte løsning både efter fjendtlighederne er indledt og før dette. Jo mere åbent, synligt og derfor fristende sårbart, man optræder, desto større er risikoen for ødelæggende tab, efter det tidspunkt, hvor den aktive side i konfrontationen har valgt at tage risikoen for en åben konflikt.

For det tredje anvender amatører positivt lydende ord som “fleksibilitet” i forventning om, at det fortryller og lammer kritisk tænkning hos lyttere og læsere på samme måde, som det åbenbart har ramt dem selv. Her betyder ordet “fleksibilitet”, at luftværnsmissilerne på skibe kan sejle rundt i verden og ikke er henvist til at stå i Danmark helt unyttige, når angrebet sandsynligvis ikke kommer. Lyder godt, hvis man ignorerer, at den kedelige placering i en del af Danmark netop har til formål at forebygge, at det bliver nødvendigt at anvende systemerne.

Kritisk tænkning kan betyde, at man forstår, at nogle af disse missiler må forventes at være på værft, andre måske hæmmet af havari på anden del af skibet, andre igen langt fra Bornholm på det tidspunkt, hvor de skal anvendes her, da netop “fleksibiliteten” også gør det attraktivt at anvende fregatterne langt væk fra Østersøen, også i roller, hvor luftværnsmissilerne er irrelevante.

Også mobile luftværnssystemer på land er sådan set fleksible, da de ikke er placeret i beton, og når radaren ikke er aktiv er de langt mindre synlige og sårbare samt mindre komplekse og udgiftskrævende end skibene.

Luftværnssystemer på land er fleksible i den strategisk-operative forstand, at man eksempelvis kan placere et andet batteri fra luftværnsafdelingen end det på Bornholm placerede fremskudt i en truet del af Baltikum til beskyttelse af danske og andre allierede styrker.

A Simple Model for National Strategy Discourse

Just for information my latest fully “Clausewizian” version of a total strategy model … as a framework for understanding what has been missing in Western strategy making in a quarter century.

The original – more naïve – version below was used in my strategy and military doctrine development lecturing for many years. It had been developed three decades back from Général André Beaufre’s classical total strategy model.

Søgning af materiale om den spiondømte Harry Lembourn fra hans efterkommere

Billedet viser kaptajn Harry Lembourn (som premierløjtnant). Han blev i eftersommeren 1928 blev arresteret lige syd for landegrænsen og derefter straffet med fængsel for at være fransk spion. Det skete sandsynligvis, fordi de tyske myndigheder samme sommer af en (ukorrekt) agentrapport var blevet overbevist om, at Danmark var ved at indgå en aftale med Frankrig og Polen om militært og efterretningssamarbejde, og Berlin ønskede at sende en advarsel til København.

Det, som Lembourn blev dømt for, var at undersøge tyske brud på Versailles-fredstraktatens bestemmelser mod tysk genoprustning. I København så man meget alvorligt på den handling, som kaptajnen blev dømt for, og hvor man derfor ikke gennemførte en selvstændig analyse af sagen. Man så sagen som et pinligt ansigtstab over for den store nabo, der var ved at genopbygge sin militære magt, og hvor grupper nu anfægtede 1920-grænsen.

Danmark hævnede sig på Lembourn ved ikke alene at afskedige ham, men også ved at fratage ham hans pension ved lov. Det skete på trods af den ledende juridiske rådgiver, Generalauditør Victor Pürschels, påpegning af, at Lembourns ret til pension var blevet stadfæstet ved Højesteret i en tilsvarende sag omkring 40 år tidligere.

Gang på gang efter sin frigivelse skrev Lembourn til de danske myndigheder om at få ændret beslutningen, herunder til danske statsministre, men selv efter Befrielsen var det forgæves, indtil statsminister H.C. Hansen personligt intervenerede i slutningen af 1950’erne. Lembourn nåede at få omkring ét års pension, før han døde.

Jeg er nu gået i gang med et bogprojekt om den tragiske sag på grundlag af det omfattende materiale fra offentlige arkiver, herunder de mere end 800 sider i Krigsministeriets personsager. Men da det ikke mindst var familien, der reddede Lembourn igennem resten af hans liv, søger jeg efterkommere, der måtte ligge inde med billeder, breve, dagbøger o.a.

Hans fars registerkort.

Hele forløbet viser, hvordan et godt, velbegavet, idealistisk, retlinet – men politisk naivt – menneske bliver ofret i det lille Danmarks skift fra en de facto fransk-engelsk-allieret sikkerheds- og forsvarspolitik til en politik, hvor man efter ganske få år proaktivt vender tilbage til en principløs tilpasningspolitik over for Tyskland.

Da situationen med Tysklands nederlag i 1945 ændres, betyder dette dog ikke, at bureakratiet ændrer opfattelse; for embedsmænd tager ikke fejl og lader jo aldrig deres beslutninger bestemme af politisk opportunisme. Derfor er der ikke behov for at lave beslutninger om.

Næstældste klasse på Hærens Officersskole 1911-13, dvs. uddannelsen til linjeofficer. Her er Lembourn markeret. Han bestod som holdets nummer to. Herudover er markeret den narcissistiske og uduelige Alex Thaarup, der var en af hovedpersonerne i min og Bernadette Preben-Hansens Bondefanget til Borgerkrigen. Det danske korstog til ærkeenglen Michaels by.

Churchill as Leader of the Armed Forces in Peace and War

Sent to the Canadian friend and colleague, Professor Christopher M. Bell of Dalhousie University in Halifax, one of the current foremost scholars on Churchill (see his “Churchill & Sea Power” and his new “Churchill and the Dardanelles”):

I think I should send you this analysis summary because of our common fascination and attachment to the man. For me also because he had a key part in making sure that my country was liberated before I became 6 months old.

My reading of Churchill is influenced by my own background as light cavalry (hussar) officer, by my “conversion” to Clausewitzian due to my involvement as control reader and biographer in the translation of “On War” to Danish 32 years ago and by my personal involvement in political-military work both as official and as teacher at staff and war college levels, so I have a fair idea of how the political-professional “bridge” should work.

I have not made a general study of his work as leader. My work has be concentrated on:
• The first period as First Lord of the Admiralty until mid-autumn 1914 (an in-depth historical analysis). Have not studied the Dardanelles closely as you do in your new book because my focus has been on the alternative Baltic option.
• The period of Russian Interventions as Secretary of War and Air in 1919.
• The second period as First Lord with a focus on Scandinavia.
• His period as “Generalissimo” 1940-42 (as part of my teaching work using Churchill as an illustration of the Clausewitzian insight that a division between the political and military strategic fields is basically false and potentially dangerous rubbish (using Eliot A. Cohen’s book “Supreme Command” to provoke discussion).

My findings:
That Churchill kept being influenced by the profile, temper and understanding of a young cavalry officer: impatient, willing to take risks, admiration of impulsively aggressive rather than deliberate leaders (such as Keyes, Beatty, Bayly in my in-depth studied period).

The practical service limitation with no administrative and logistic staff experience reinforced his lack of understanding of and patience with the time and resource requirements of large operations. He found it hard to accept the limitations of insufficiently trained and led forces (Antwerp and Norway). He was temperamentally unsuited for deliberate strategies such as the late autumn 1912 Royal Navy War Plan.

However, when forced to learn from a tough reality, such as during his time at a Western Front battalion Commanding Officer, he proved both un-dogmatic pragmatism and leadership.

In the ability to work hard, to understand the political pressures on his office and to grasp “maybe potential” strategic opportunities, Churchill was unique, however his lack of patience with and understanding of the difficulty and complexity of deliberate implementation made him totally dependent on a robust and well led staff. So did his American-like continual search for technological silver bullets. This openness to new technical tools was an important strength, but it had to be staffed and harnessed to be an asset.

During the first period as First Lord he did not accept the need and only wanted to use the War Staff for the implementation of his orders. He saw little need for brilliant independent minds such as Ballard and (the arrogant) Richmond of the War Staff Operations Division and the level headed Chief of Staff Jackson and replaced them with more mediocre implementers such as their successors, Leveson and Sturdee.

After having purged the most capable and independently thinking staff officers, the self-confident and arrogant young politician had actually planned to be hailed and more or less approved as the de facto “Admiralissimo” at the late July Spithead Conference than had been moved from the Home Fleets’ Commander-in-Chief, Admiral Callagher’s flagship to the Admiralty Yacht, but the crisis led to the cancellation of the meeting. At the next chance in September, the newly appointed, robust Jellicoe could not be moved to offensive adventure beyond sending submarines on time-limited patrols to the Baltic Sea.

This is an area where Churchill clearly matured between the wars, even if the Norwegian Campaign could have benefited from better and more realistic joint staffing. Maybe he also accepted the limitations because Dudley Pound and he knew each other.

As “Generalissimo” he benefited from the robust interaction from a highly capable staff, which he normally accepted.

One very impressive and attractive element was Churchill’s full acceptance of the limitation of his power in the British parliamentary system. This, however, did not prevent him from making independent strategy when the Prime Minister left the field open (as Asquith in 1915) or was tired and defeatist (as Lloyd George in most of 1919).

Churchill was never a very good judge of character, probably because of his admiration for heroic types and because of the snobbery for royalty of his time, but in an extended direct interaction, he learned and made up his mind if he needed that specific officer as advisor (Ballard: No, Alanbrooke: Yes).

Churchill saw and used the need to be seen by the men of the various units, but he did not seem to have the knack for smelling the weakness and strength of the visited units and formation that comes with an extended professional military career. Therefore he failed to understand the fundamental problem of the 1940 French Army and his own British Army (that David French has underlined so clearly in “Raising Churchill’s Army”).