On ways to man an army… the full discussion

The comment is based on personal experience, observations and reading through more than half a century. The personal experience is from the Danish “Home Guard” and army from 1962 to 1994.

It will not address political-ideological issues such as whether conscription is a disgusting interference into the freedom of man, a good way to discipline and harden the youth or just natural “national service”.


I am not surprised that theoretical academics such as Professor Mikkel Vedby Rasmussen, who periodically wears the “emperor’s new military expert’s garb“, rejects conscription as obsolete irrespective of personal and historical experience and context. I am only ashamed that my professional colleagues and the media let him get away with the arrogance, as the point of view is not and cannot be based on critical use of experience.

Likewise I am not surprised when I hear that the leader of the contract soldiers’ union lobby against conscription using superficial and partly faulty arguments. I am just unhappy if it means that Denmark will get a less balanced military than would otherwise be possible.

But I am both embarrassed and depressed when I hear from the politicians now involved in the negotiations about our Denmark’s future military defence that the Chief of Defence, General Bjørn Bisserup, reacts to any idea of a partial return to the pragmatic mixed manning system that includes some conscription based reserve elements with blind dogmatism and an inability to argue on the basis of mission context and experience.


In Norway, the use of conscripts has finally become truly “universal” as the future Swedish version.

Four paths to force manning will be discussed in the vain hope of enlightening our CHOD and others with influence.

Firstly manning by contract employment and the creation of any reserves through service contracts with ex-contract soldiers.

The option is often misnamed “professional”. Misnamed because the term imply a life or career long commitment to the knowledge, practice and ethics of a focused expert group.

Most private contract soldiers do not even commit themselves or stay long enough to learn a specialist soldier’s craft such as an all-round, expert tank soldier or infantry soldier capable of doing all jobs in an infantry section/squad. Either will take 3 to 4 years with varied practical peace-time activities or more than one half-year tour on the job in a demanding mission area.

Secondly manning by conscription to create reserve forces for mobilisation. However with intensive basic training beyond six months possibly also to create units with specialised combat readiness.

Thirdly manning by a mix of the conscription and contract employment, possibly both in the standing force and for the manning of reserve units.

Fourthly manning of reserves by civilian volunteers (named National Guard, Territorials and Home Guard to highlight the local main mission), motivated by a combination of nationalism and “hobbyism”, herafter named the “Volunteer Forces”.

Each option will be discussed to identify the strengths and problems, and the end of piece will outline the connections of the option to the situation of the state.

1. Contract soldiers
The option creates a pool of armed state employees with the costs depending on market conditions and the chosen requirements for general and special skills. It does form a good framework for selecting and developing NCOs. The gradually accumulated pool of competencies will give flexibility in use of individuals and small elements in both domestic security and various international missions; however my Danish experience is that unit culture is far too hampered by a “trade union” attitude to demanding service, military discipline and risks, to make the force effective. This is natural as the situation mirrors the civilian society around the soldiers where most soldiers live with their families. In other armies that are kept more separate from their society in military accommodation.

Danish Army contract soldiers

However even for a Danish unit deployed to a mission area there seems to exist the risk known from other contract manned armies of combat units being infected by political extremism and macho culture. No matter which army, this can only be countered by visible and direct leadership and a formal and enforced military discipline.

If the force is intensively and broadly exercised and employed, it will create a framework for the professional education, training and personal development of its officers. However, the presently often limited force size and thus very few leadership positions means that only a small fraction of the officer corps will benefit, and the remainder will soon relapse into being uniformed administrators, not updated in their profession.

In my experience and from my observations the main problems related to a small state contract soldier army are the following: Where the individual soldiers may have gained a significant routine through various service, the subunits only have a relatively low level of combat readiness. They need 4-6 weeks of intensive and focused preparatory training before any deployment.

The reasons are that

1) the rotation between positions is high (and filling of positions now hampered and delayed by centralised “HR” management),

2) the subunits (companies) are not kept fully manned due to absence for various reasons such as professional and civilian courses and lack of funds to maintain full manning and

3) due to the Danish working hours limited employment and missing funds for overtime payment, soldiers are absent for compensation leave.

Before any deployment the company will have to be developed from something resembling a partly structured ad hoc pool of soldiers to one with fully developed unit cohesion and teams or crews of cooperating soldiers fully trained in their functions.

A second damaging problem for a small state army of contract soldiers is that there will never be funds for a complete and fully deployable combat service support (logistic) organisation and rarely for a sufficient combat support (fire support and engineer) structure that will give a resilience in a mission and make the contract force capable of more than symbolic action.

Thus the small state contract manned army is actually a “Potemkin Village“, unfortunately with too many of its officers in denial of this fact due to loss of professional eyesight or moral courage.

2. The conscripts
The first advantage of the conscript-mobilisation army is the high production of units for a given sum of money.

Another advantage is the focused training sequence from general individual soldier development over small unit and individual soldier specialist training to the creation of cohesive functional units – for immediate employment or for the reserve.

That the training activity is directed at the production of subunits rather than individual soldiers means that if the unit is kept together in the reserve and receive regular refresher training under its war time cadre and if that cadre is constantly monitored and tested to weed out incompentents, the unit can be employed quickly and be combat ready right after mobilisation for the mission it has been trained for.

A third advantage is that conscription gives direct access to the civilian society and its specialists such as doctors, nurses, engineers, mechanics, and various craftsmen. That makes it feasible for even a small state to balance the army’s combat elements with a full and resilient logistic organisation that is linked directly to the similar civilian functions.

The access to the most capable civilian human resources also means that the regular officer corps can be reduced to the number necessary to command and administer the peace-time army as it can develop a robust reserve officer corps of capable and highly motivated civilians and add them and whatever competencies they have developed to the war time officer corps.

Finnish conscript military policemen during training

However, the drawbacks of the pure conscript system can be significant. Its continued acceptance by the voters/taxpayers depends on the conscripts being given a positive and meaningful impression of their basic training. The conscripts must be inspired by dynamic and highly competent NCO-instructors and officers, who end up being seen as role models. The equipment they are trained on must be updated and relevant, and the intensity of the training sequence must be balanced both to avoid the impression of wasting time or accelerating too quickly. Thus the demands on the officers and NCO-instructors are very high.

At the same time repeated work as instructors for a several conscript classes will undermine the development of cadre professionalism because they never get beyond the basic level where they learn themselves by being tested and learning the humility required for successful tactical leadership. This is especially the case in the present short up to 6 months basic conscription training that ends before any realistic subunit and higher exercises that can give and test the cadre’s ability to lead in the field.

Due to the short basic training, the quality of the conscript system depends on reserve unit refresher training. Then the conscripts are older and likely to be even more critical and intolerant of any leadership folly and waste of time. Unfortunately the extended and demanding field manoeuvres where the mature conscripts could exercise together with their cadre became very rare in the Danish Army after the mid-1960s.

These older conscripts are likely to be especially critical of any officer or NCO who ignores that they are now mature persons that cannot be treated and motivated as they were in basic training. This means that they will look for the professional leadership qualities that are likely to be lost in cadres mainly employed as basic training administrators and instructors, leaderships that asks for and employ what the conscripts have learnt from live and work.

A final potential problem for this manning option is that it may be considered politically unacceptable that general conscription also means giving military training and expertise to groups of young people of potentially limited loyalty to the state. One such special case was the British decision not to introduce conscription to Ireland in 1916. Others, such as Estonia, has deliberately used the conscript service to strengthen the ties to the state of citizens of other ethnic and language background.

3. The mix
The mix of a conscription and a contract employed serving and reserve personnel was used and developed in various forms in the Danish Army from the 1950s until 2004. It was developed pragmatically with changing demands and gained experience, with the zenit reached at the end for the Cold War with the period’s framework of intensive unit and formation exercises. The motives were to get most for the money and to increase unit combat readiness.

The first steps were taken when reduction of the conscript service period undermined a rational conscript manning of tank crews and other demanding functions with drafted personnel. Later contract soldiers were used as armoured personnel carrier drivers for otherwise conscript manned armoured infantry companies to enhance training efficiency by making the drivers available from the moment three months into the training where the armoured infantry training started.

The first contract service soldiers of the Danish Army manned the Centurion tank squadrons. Here one of these squadrons at the parade in 1991 marking mothballing of the remaining Centurions. I commanded the sister squadron in 1984-86. In the Centurion Tank squadron in Vordingborg 30 kms to the south, one of the troop leaders was the young first lieutenant Bjørn Bisserup.

To keep key reserve officers updated and available during reserve unit refresher training, they were given “standing” reserve contracts committing them to serving some weeks every year. From the late 1980s such reserve contracts were given to NCOs and privates with key roles in supporting unit commanders and their staff, such as the core command teams. In this way it became more realistic to maintain reserve element and unit combat readiness at the very high level required by the Alliance. It also made it possible for logistics and other support unit command cadre and staff to participate in co-operation exercises with the brigades, the Jutland Division and the two regional army corps.

The mixed manning system also made it possible to rotate officers and NCOs away from repetitive service such as instructor at conscript basic training. Thereby this pragmatically developed system reduced the limitations of the conscript system at a very limited cost.

4. Volunteer soldiers
This manning option does not really compete with the other possibilities during peace-time. Then it just supplements the other options by harnessing the various attitudes and interests of the citizens at a very low cost.

The voluntary part-time soldiers join with very different backgrounds and willingness to commit their time and resources. The majority cannot be expected to reach a training level beyond participation in simple rear area guard duties unless they have a background as former contract soldiers or the earlier full conscript service.

Danish Homeguard volunteers during the Cold War

At the other end of the spectrum the system may see volunteers committing themselves to seek and achieve the expertise and training levels of special operations forces or to seek relevant formal qualification (in the Danish Naval Home Guard e.g. as captain of a search and rescue vessel).

If regular mobilisation unit standards are applied in the fields of physical and age requirements, cadre education and quality, equipment norms as well as formal military discipline, volunteer manned units can be trained and prepared for high intensity conventional warfare. This took place with the British Territorial Army units and the U.S. Army National Guard in both world wars and British Territorial Army battalions were planned deployed to Germany for rear area tasks during the Cold War.

Soldiers from the 30 U.S. Infantry Division during the Second World War. It was formed from volunteer Army National Guard units and was judged to be the best American regular infantry formation involved in the fighting in Western Europe 1944-45.

However, converting the Homeguard/National Guard to a competent and disciplined combat force is extremely hard to achieve if the people or its volunteers either see the organisation as a modern version of “Dad’s Army” or a nationalist party militia.

If not selected, trained, officered and disciplined for a regular conventional combat role, the volunteer force can only be employed in rear area guard and police support duties as Dad’s Army

Through the volunteer manning option, the forces can get access to civilian expertise otherwise only reachable through conscription. One problem with the option is that the organisation has to be even more alert to the risk of the development of clusters of political extremist and macho culture than is the case in the easier disciplined regular contract manned units.

The national situation and the choice
With Finland’s 1918-45 history, long border with Russia and large geographical area well suited for light forces fighting with strong artillery support and operating under the constrains of the 1947 Paris Peace Treaty, her choice of manning option was obvious: Full use of the maximum peace-time strength to create the largest possible post-mobilisation army supplemented by the paramilitary border guard under the Interior Ministry.

The Finnish Army combat doctrine was built on massive use of artillery fires in support of the infantry. Old pieces had to remain in service with the reserve units to achieve this. Here a 150 mm howitzer from 1940 during a 1987 exercise in Lapland.

That meant a short training-focused conscription period and combat readiness plus deterrence built on the ability to mobilise quickly combined with the Finnish reputation for fighting well in spite of odds.

As logical as the Finnish choice was both the British return to conscription as “National Service” in 1939 that mirrored the expectations of another continental war and the learning from 1916 to 1920 and the return to a contract soldiers army in 1920 and again in 1960 as the main mission in 1920 returned to stabilisation of the Empire and in 1960, when the step could be justified by the expected decisive role of nuclear weapons.

Denmark’s post-Second World War way was as logical. As the equipment was donated by allies and the NATO emphasis was on the largest possible forces in high readiness, the choice soon became an army created through 16 months conscription service with the last 12 months in readiness. As conscript unhappiness with the long boring months of readiness forces grew, and as money had to be found to replace the donated equipment, the army was reduced and ended with the mixed system described above and with the mission to stop the first Warsaw Treaty Organisation attack wave giving time and space for the arrival of reinforcements and crisis management to stop the war before nuclear holocaust happened.

The British 1920 logic can be seen as mirrored by the decisions of Europeans after 2001, when the history not only had ended dramatically on 9-11, but the threat had been replaced by something not easily countered by territorial defence forces.

However, as the U.S. Army knows from its overseas commitments: Every time a conventional war becomes extended, some type of conscription must be introduced to sustain the engaged forces. It the situation in Korea spins out of control and fighting starts, this will be clear again.


Nu bliver krisens omkostninger i form af pludseligt tab af mange års privilegeret livsstil stadig mere klare. Det er foreløbigt slut med lette oplevelser ude og hjemme og med vores frihed til at fokusere på resterende småmangler i vores samfund. Hvad man i det meste af verden ville betragte som navlebeskuelse kommer muligvis aldrig tilbage. I frustration leder man efter alternativer til at nedlukke de liv, vi havde. Reaktionerne er præget af frustration og tunnelsyn.

1) Den forudsætning, som bl.a. har styret myndighederne under krisen, er, at vi bare skal igennem denne kritiske fase. Så kan vi igen nå en stabil situation (flokimmuniteten, men det siges ikke åbent) og genoptage vores liv og økonomi næsten som intet var hændt. Denne forudsætning bliver stadig mere uholdbar, men den er rammen for social-darwinistiske idé om at ofre gamle og svage for helheden.

For det første må man konstatere, at det nu synes mere og mere klart, at den opnåede immunitet bliver kortvarig og/eller begrænset, og at vi skal leve med sygdommens tilbagevenden i bølger indtil vi (hvis muligt) får en bredt virkende vaccine.

For det andet ignorer forventningen de problemer og svagheder, som prægede verdensøkonomien før pandemien. Den har blot blotlagt og forstærket disse. Selv med ofringen hviler økonomien på kviksand.

2) En anden forudsætning er, at man ved at lukke øjnene og stålsætte sit sind uanset død og hospitalssammenbrud kunne redde økonomien. Det ignorerer forskning i tidligere epidemier. Den viser, at de, der midlertidigt lukkede ned, endte med at få mindre skade på økonomien end de, der ignorerede smitten.

Et lille aktuelt eksempel på hvorfor, at det er sådan, er det forløb, som vi så og ser i Sioux Falls i South Dakota. Her forsøgte det massive Smithfield-slagteri blot at køre videre uden hensyn til epidemien. Men uanset, at de tætsiddende, hårdtarbejdende arbejdere havde desperat behov for deres løn, voksede smitten så eksplosivt, at de ikke turde at komme på arbejde. Produktionen standsede og alle blev afskediget.

Da andre dele af den amerikanske slagteriindustri har samme arbejdsmiljø- og smitteproblemer, trues fødevareforsyningen i USA nu af kollaps. Regeringens reaktion har været blot at accelerere produktionen under nedprioritering af fødevaresikkerheden, hvilket ikke reducerer risikoen for sammenbrud.

3) Synspunktet, at man blot kan køre videre, når det kun er gamle og syge, der går til, ignorerer, at ingen regering uanset politisk system kan forsvare blot at stå til og ignorere de grimme billeder. Dette gælder Kina, det gælder Rusland, det gælder Iran. Selv dér må statsmagten ses at gøre det maksimale for at hjælpe befolkningen, hvis den skal bevare et minimum af legitimitet. Man må nøjes med at lægge røgslør over det antal af ekstra døde, der var et resultat af manglende rettidig omhu.

Dette sidste kan ikke ske i et åbent demokrati, uanset at Trump halvdelen af tiden stadig tror det. Her har billeder som fra Bergamos, Madrids, New Yorks og Londons hospitaler direkte virkning på den politiske handlefrihed. Det får arbejdsløshedstallene også, men forløbet på Smithfield-slagteriet gør det sandsynligt, at eksplosionen i arbejdsløshedstallene ville være kommet under alle omstændigheder.

4) Endeligt viser diskussionen om prisen for at holde de nytteløse gamle i live en svigtende forståelse for, at mens vi kan redde menneskeliv gennem danske foranstaltninger, bliver de økonomiske virkninger i overvejende grad bestemt af, hvad der sker i udlandet.

Det er tiden, hvor vi skal genlære ydmyghed, at være glade for de små ting, tålmodighed og solidaritet. Det bliver en “Kold Tyrker” og måske fem onde år. Men jo før vi forstår, at verdenen aldrig kommer helt tilbage, som den var i februar 2020, desto bedre for alle.


En informeret og ansvarlig politik kan kun udvikles og føres i en direkte dialog mellem den bedste rådige fagkundskab og de ansvarlige politikere.

I godt tyve år har “generalister” uden fagkundskab med succes præsenteret sig som den nødvendige buffer og mellemlag i denne dialog, så politikeren ikke skulle forholde sig til komplicerede faglige argumenter, men kun til, hvad fagmandens område kostede, og det var klart alt for mange penge.

I overvældende grad reagerede medlemmer af fagkundskaben ved at acceptere den nye virkelighed og søge trøst i de nicher af fagligheden, der overlevede. De ambitiøse fagfolk søgte dog indflydelse ved at lære generalisternes sprog og logik, uanset at dette hurtigt først medførte tab af faglighed og så af kollegernes respekt.

Der var enkelte, der var så engagerede, at de udnyttede den luksus, vi har i Danmark med en fri presse, og luftede deres frustration til medierne. Men de fleste, der fløjtede, ventede til de var blevet pensioneret.

Disse medier søgte aldrig i dybden, for tabet af fagligheden i sundhedsvæsen, SKAT, undervisningen eller Forsvaret var jo ikke noget, der betød nogen for danskerne … indtil det så gjorde det alligevel. Medierne bad i rygmarvspresseetisk rutine bare om den anden sides kommentarer. Generalisterne, konsulenterne, de “civiliserede” tidligere fagfolk i ledelsen fik så hurtigt kvalt den irrelevante og forældende fløjten.

Det var jo logisk, at den viden, de funktioner og den produktion, der var så dyr i Danmark, ville blive leveret fra udlandet. Sådan var verden jo nu. Det sagde alle de “eksperter”, man gad lytte til.

Så stod vi og vores regering her i marts da det begyndte at gåk galt med en fagligt synligt svag ledelse med gode kommunikationsevner (Sundhedsstyrelsen) henholdsvis en dogmatisk holdning til vejen frem (SSI), men uden rutine i ansvarlig vejledning af politikerne.

Generalisterne blev pludselig helt usynlige (for de kan jo bekvemt for dem ikke tage ansvar uden faglig viden), og man kan jo ikke skifte de formelt ansvarlige fagfolk ud i begyndelsen af en krise, også fordi man i mere end tyve år ikke har udviklet alternativer. [Jeg anbefaler at søge en nordmand med en svenskfinsk deputy]

Alle er skyldige i misæren; De arrogante generalister og deres konsulenter; generationer af dovne og “unysgerrige” ressort-politikere; selvtjenende, ambitiøse fagfolk og en presse, der kun prioriterede salgstal.


Det er muligt, at jeg overser noget. Men hvilken idé styrer anvendelsen af den nu heldigvis øgede tekstkapacitet? Det er afgørende for os alle, for det må jo være disse tests, der er “efterretningstjenesten”, der skal vejlede hele den sygdomsbekæmpende og inddæmmende indsats og give grundlaget for genoplukningen af økonomien.

Da testene stadig er unøjagtige, kan man kun stole på dem, hvis de testedes symptomer eller kontakthistorie sandsynliggør smitte.

Selvfølgelig er myndighederne testplan (efter man officielt har opgivet flokimmunitetsrammen) og har opbygget kapaciteten, følgende (det må den være, for vi kan ikke tro, at myndighederne ikke handler ud fra et klart formål, vel?):

1) At fortsætte med at teste ved visitationen af nye patienter [% af total?].

2) Men nu samtidig i forlængelse af 1) ved test kortlægge smitten i den familie og andre kontakter, som den smittede har haft kontakt med i det sidste par uger. Dette sidste med det formål at iværksætte isolation af smittede og karantæne af familien m.m. (karakter er isolation og karantæne bestemmes af viljen til at downloade den nye app – uden app fysisk tvangsisolation, -karantæne) [% af total?]

3) At man med faste mellemrum, evt. hver uge, tester alt plejepersonale.[% af total?]

4) At man lader regioner sammen med kommuner etablere mobile testhold (transporteret af Hjemmeværn og andre frivillige), der tester folk, der selv melder tidlige symptomer til deres læge. Hvis smitte konstateres følger isolation hhv. karantæne som beskrevet i 2). [% af total?]

Ud over testningen er det logisk, at kommunerne – for at minimere risikoen for smitte af gamle og andre sårbare – sammen med lokale supermarkedskæder etablerer udbringning af dagligvarer bestilt online eller pr. telefon.


Problemet med, at man tankeløst måler succes på tal er ikke ny. Det startede alt sammen i Pentagon. Da USA gik ind i Vietnamkrigen på landjorden i 1965, havde Robert McNamara være forsvarsminister i en årrække, og han havde fået den amerikanske hær tvunget til at forstå, at effektivitet skulle være målbar. Han kom fra Ford Motors, den amerikanske pionér med hensyn til samlebåndsproduktion, og det planlægnings- og forvaltningssystem (“PPBS”). Ministerens hjælpere, “Whiz Kids”, gennemtvang den prioritering af målbare mål over for disse uforståelige faglige synspunkter.

Dette betød, at det amerikanske succeskriterium i Vietnam blev det antal døde vietnamesere, man kunne tælle. Da hovedparten af disse så endte med at være uskyldige civile, havde amerikanerne lidt vanskeligt ved at fastholde den sydvietnamesiske befolknings vilje til at stå sammen mod det nordvietnamesiske pres.

Senere forstod de bedst begavede amerikanske analytikere af forløbet (herunder Jim Mattis, hvis I husker ham), at et effektiv bekæmpelse af et oprør bl.a. kræver, at de militære styrker anvendes målrettet, styret af en energisk efterretningsvirksomhed, så kun de aktive oprørere rammes.

PPBS-moden fra dengang for mange årtier siden genopstod i en muteret form som New Public Management for omkring tyve år siden. Dens fokus på resurseforbrug og målbart output som også forgængerens var nødvendigt og sundt, men kun så længe metodens agenter accepterede, at organisationernes faglighed ikke blev undertrykt, så man igen blev reduceret til at tælle.

Som i alt menneskeligt gik det ikke ideelt, for de, der lærte NPM-‘”lingoet” og lærte at formulere “business cases” uden faglig substans og fokusere på det målbare, var mest populære i centraladministrationen som chefer. Finansministeriet kunne tale med dem. De rene tal var lettere at forklare den politiske chef og for ham at give videre til medierne.


Ved hver eneste briefing under Coronakrisen i Danmark får vi stolt rapporter om de stigende tal. Man meddeler glad, at man nu har kompenseret for den tidligere manglende rettidige omhu. Man gør nu, som WHO siger. Men med hvilket formål?


Som alle alvorlige kriser blev epidemien straks en direkte udfordring af landenes centrale ledelse. Når den som den kinesiske manglede demokratisk legitimitet, reagerede man resolut på det oprør på de sociale medier, der tegnede sig med den døde øjenlæge som martyr.

Selv om krisen er ikke overstået har regimet behov for at tegne den robuste indgriben som en sejr, hvilket også er nødvendig for den forstærkning af belejringstilstanden, der bliver nødvendig under den kommende økonomiske krise, som direkte anfægter det kinesiske kommunistpartis centrale legitimitetsgrundlag, lig med evnen til at kunne levere fortsat økonomisk vækst.

Krisen gør, at alle autokrater vejrer morgenluft, fordi krisen kan retfærdiggøre et direkte angreb på oppositionens muligheder. Det sker i demokratisk umodne samfund som Rusland, Polen og Ungarn. Dette vil dog kunne skabe problemer for regimerne allerede på kort sigt, fordi oppositionen så ikke længere kan gives medansvar for kriseforanstaltninger, der mislykkes.

Den stik modsatte linje er blevet valgt af et land som Sverige. Her satses på, at den snævre fagligt ansvarlige myndigheds chef, Anders Tegnells, stædige fastholdelse af en kriseplan uden vilje til læring kan leder til succes. Dette resultat kan så smitte af på landets svage regering og give den en popularitet og legitimitet, som ellers er udfordret.

I øvrigt er situationen som ved tidligere pestsituationer: Magten bevæger sig ned til det politiske niveau, der demonstrerer evne til effektiv handling. Det er i Europa indtil videre staterne, hvor de klogeste regeringer er villige til at delegere resurser og myndighed til regioner og byer. I Tyskland er det pga. den føderale struktur naturligt og rutine.

I USA fejlede den føderale magt så klart, at autoritet er ved at blive overtaget af guvernører og borgmestre. Dette kommer til at betyde, at valgene til november kommer til af afhænge af, hvem der efter de næste måneders dramatiske, multimedieovervågede menneskelige og økonomiske katastrofe er i stand til at få de lokale lederes erklærede støtte .

Lad mig derefter drage en parallel med en tidligere katastrofe, fordi menneskelig optræden før og under katastrofer er sammenlignelig, uanset kalamitetens karakter. Det vil ske på trods af, at den kan støde flere af læserne.

Myndigheders optræden før og under denne epidemi minder for meget om datidens militære og politiske lederes op til og under Første Verdenskrig til, at det bør ignoreres.

Man var i begge situationer uprofessionel i de logistiske forberedelser, hvilket førte til manglede effektivitet og unødvendige tab blandt nøglepersonel i de første faser. Dengang manglede ammunition, nu respiratorer, værnemidler og manglende reservehospitalskapacitet.

I nogle lande søgte kredse af intellektuelle et svar på epidemien, der var oplyst og styrket af, at man har set den enkle sandhed og måtte kæmpe for denne med næsten religiøst fokus. Bortset fra i Sverige er disse typer gradvist blevet fortrængt pga. den politiske virkning af den stadig mere dramatiske krise på landenes hospitaler.

Disse intellektuelle svarer til den store gruppe ligeledes intellektuelle med støttende politikere, der i 1930’erne også i de nordiske lande søgte at fremme racehygiejne (eugenik). Den tilsvarende idé nu er at søge flokimmunitet uanset omkostninger.

Man kan som nævnt sammenligne denne beslutsomme, dogmatiske søgen efter flokimmunitet, som dengang generalerne fra 1914-18 ligeledes dogmatisk forfulgte frontale offensiver uden taktisk fleksibilitet på trods af voksende tab, lidelser og traumatiske politiske eftervirkninger. Man lukkede hjertet og bed tænderne sammen, mens man nedsled fjendens hær, samfund og økonomi. Sammenbrud og revolution ville ske hos modstanderen, så der var ingen grund til læring og tilpasning.

Det er stadig uklart, om Sveriges Anders Tegnell ender som Douglas Haig, der som bekendt fik ret til sidst … men ikke det bedste eftermæle, som Erich von Falkenhayn, der blev flyttet til andet arbejde, eller måske som Erich Ludendorff, hvis stædighed udløste sit lands politiske systems sammenbrud. Der vil tiden vise, nok snart.

Vi lever i interessante tider.


I det foregående indlæg om Forsvarsakademiets fravalgte evne til at videreuddanne officerer i militære fag, blev de tabte kompetencer beskrevet.

Billedet er af den nye 37 mm fodfolkskanon under reserveofficersaspirant Frode Vesterby i Haderslev tidlig morgen for snart 80 år siden. Det symboliserer bevidst provokerende de mange årtier, før henfaldet hos for mange af fagligt fokus og tjenestemoral startede.

Der har ikke været kommentarer eller spørgsmål til det centrale indhold i min foregående artikel. Der har dog fra ikke-militære været givet udtryk for undren over, hvordan det kunne ske.

Det vil jeg forsøge at beskrive her.

For at lette forståelsen er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i en anden praktisk profession, som læseren af gode grunde følger tættere.

Lægeprofessionens kerne er givet af det lægeløfte, som hvert enkelt medlem af professionen aflægger. Lad mig citere den centrale del.

Lægen lover efter bedste skøn ”… at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, … at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.”

Den danske officer aflægger i modsætning til kolleger andre steder ikke noget formelt tjenesteløfte. En tjeneste- eller fane-”ed” ville være udansk. Dette hindrer ikke, at også den militære profession herhjemme har været styret af en fællesopfattelse og tjenestekultur svarende til i udlandet.

Også det danske forsvar var indtil et par årtier siden organiseret til at kunne fungere under ekstremt pres i kamp. Derfor måtte professionen præges af en uegennyttighed, demonstreret vilje til at lede ved moralsk og fagligt eksempel samt selvdisciplin.

Den forventede og accepterede hierarkiske og entydige myndigheds- og ansvarsstrukturer og formel disciplin. Det kunne andre opfatte som lidt smålatterlig gammeldags ”oberst Hackel’sk”.

Professionen var også her i landet præget af en pessimisme, der indebar en historisk forankret skepsis. Officerer forstod generelt, at mange politikere og folk i almindelighed ønskede at ignorere den hypotetiske mulighed af en fremtidig militær konflikt og dennes krav. Men officererne så det som deres pligt, at forholde sig til risikoen for krig på samme måde, som lægeprofessionen må have øje for, at små og store sundhedskatastrofer forbliver en mulighed.

Officerer der ikke tror krig kan ske, giver sig selv et frikort til et ansvarsfrit behageligt liv og undergraver deres profession. Det blev i årene efter den Kolde Krig stadigt mere almindeligt i officerskorpset, på samme måde som i befolkningen at føle, at en fremtidig storkrig i Europa var utænkelig og idéen indlysende latterlig.

Officerskorpsets top viste deres lydhørhed og innovationsvilje ved at anbefale, at man helt droppede muligheden for at føre konventionel forsvarskrig. Den slags krig er nemlig både dyr og fagligt irrelevant. Det var nok, hvis man blot kunne sende grupper, snart små grupper, af unge soldater til fjerne krige, mens man selv proaktivt tilpassede indholdet i sit behagelige kontorjob til den sidste civile forvaltningsmode.

Som også krævet i lægeløftet burde den enkelte officer føle ansvar for kvaliteten og den konstante udvikling af organisationen til fremtidens krav. Som vi kan se flere steder uden for Danmark udelukkes en sådan ansvarsfølelse ikke af den hierarkiske struktur.

Udvikling af professionens fremtidige ledere har grundlæggende følgende elementer:

For det første et krævende både teoretisk og praktisk grunduddannelsesforløb, der også indpoder professionens etiske normer.

For det andet varierende og derigennem krævende praktik.

For det tredje den enkeltes ajourføring af eget professionelle niveau gennem formelle efteruddannelser og ikke mindst egne personlige konstante studier. Forudsætningen for at professionen som helhed udvikles bedst muligt, er at den enkeltes nye erkendelser videregives til de andre medlemmer

For det fjerde en konstant ledelsesvirksomhed for at identificere og videreudvikle de medlemmer af professionen, der er både teoretisk dygtig og i praksis viser overbevisende lederegenskaber, kan føre den videre.

Mulighederne for at give den grundlæggende praktiske grunduddannelse til de kommende medlemmer af professionen er blevet forringet. Det skyldes de lavere adgangskrav, afkortningen af uddannelsen samt ikke mindst den snævrere sammensætning af dansk forsvar og dets stadig mere civile forvaltnings- og ”HR”-fokus uden dybdeaccept af professionens karakter.

Det største problem er dog ikke grunduddannelserne. Der er nu langt færre muligheder for at give de yngre officerer en krævende og varieret tjenesteerfaring. Med det meget lille operative forsvar, er det sjældent muligt praktisk at uddanne, teste og udvikle de bedste officerer som chefer og generelt ansvarlige stabsofficerer.

Der er stort set ingen praktisk erfaring i planlægning og forberedelse af forsvarskamp mod en veludrustet modstander tilbage i forsvaret. Knap to årtier uden tæt samarbejde mellem artilleri, krigsmæssig logistik, panserværn, luftværn, ubåde osv., har kostet professionalismen dyrt. Øvelser (undtagen for de få udsendte) stoppede i perioder: Øvelsernes karakter udviklede kun procedurer for korrekt handling ved forudsete begivenheder, ikke evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig eller stærkere modstander.

Jeg har allerede i den foregående artikel nævnt afskaffelsen af videregående professionsuddannelse, der gradvis blev udviklet igennem 150 år på grundlag af udenlandske erfaringer,

I lægeløftet forpligter den enkelte læge sig til at følge med i sin profession igennem egne studier. Så klart er kravet til de danske officerer aldrig blevet defineret. Nogle kender muligvis de canadiske væbnede styrkers koncept og krav om ”continuous kearning”. Enkelte ved muligvis, at det amerikanske marinekorps ajourfører lister over pligtlæsning, hvor der stilles klare krav om studievirksomhed til hver grad inklusive generals-niveau. Hvordan dette virker i praksis beskrives ultraklart i general Jim Mattis erindringsbog ”Call Sign Chaos”.

Så langt er man mig bekendt ikke gået i Danmark. Her har man begrænset sig til anbefalet læsning til støtte af undervisning under de tidligere gennemførte videregående kurser.

Professionens udvikling og ajourføring kræver også, at dens medlemmer bidrager aktivt til den faglige debat på grundlag af egne erkendelser og kritiske analyser af andres opfattelser. Dette fandt da også sted tidligere i Danmark i de forskellige generelle og specialiserede faglige publikationer som “Militært Tidsskrift”, “Tidsskrift for Søvæsen” og eksempelvis Hærens kamptroppers “Kentaur” og “Dansk Artilleri-Tidsskrift”.

Allerede under det sidste årti af Den Kolde Krig viste faldet i antal og selvstændig argumentation i artiklerne til tidsskrifterne en tydelig svækkelse af officerernes engagement i deres profession.

Dengang kunne man med en vis ret undskylde sig med, at en åben debat var umulig, fordi så meget væsentligt var hemmeligt, og at den væsentlige debat foregik i lukkede kvalificerede forsamlinger.

Men det var reelt kun en dårlig undskyldning, for ganske vist foregik en sådan lukket diskussion i de grupper, hvor man udviklede doktriner, men generelle faglige spørgsmål kunne stadig fremlægges åbent.

Derefter var officers bidrag i “Militært Tidsskrift” i alt væsentligt reduceret til ukritiske referater af andres tanker, herunder af de seneste amerikanske slagordsdoktriner.

Denne udvikling blev bl.a. dokumenteret i Jeppe Plenge Trautners artikel “Forsvaret efter Den Kolde Krig. Nye opgaver og gamle strukturer” i den af mig redigerede antologi “Danmark i krig”.
Bogen skulle være udkommet i vinteren 2008-09, men udgivelsen blev i sidste øjeblik vetoet af den daværende chef for Forsvarsakademiet, der i særlig grad var uenig med indholdet i antologiens artikler af militærsociologerne Henning Sørensen og Claus Kold.

Den udvikling, der førte til det militærfaglige kompentencetab (og etiske svigt hos for mange), må derfor siges at have to hovedårsager:

For det første et accelererende ledelsesvigt fra midten af 1990’erne, der også har karakter af undertrykkelse af en fri faglig debat.

For det andet et tab af engagement og fagligt fokus i officerskorpset, hvor de, som havde haft engagement i deres første tjenesteår, på ingen måde blev hjulpet og støttet i faglig fordybelse engagementets videreudvikling.


I efteråret 2019 demonstrerede Filmskolens studerende mod en ny studieordning. Den skulle erstatte de hidtil anvendelsesorienterede og internationalt succesfulde uddannelser med teoretiseren uden forankring i filmskabelsens håndværk. Forsøget på at afløse fagligheden på Filmskolen mislykkedes, eleverne vandt, rektor gik og det ministerielle ensretningsregime, der under navnet ”akkreditering” omdanner faglige uddannelser til teoretisk varm luft, fik modstand. Anderledes gik det på de danske officersuddannelser.

Formålet med dette indlæg er at beskrive, hvad danske officerer indtil for nylig lærte, og på en måde, hvor også civile læsere forstår det. Med andre ord: Hvad den militære faglighed er. Derefter forklarer jeg hvordan den militære faglighed i Danmark blev udviklet og raffineret igennem i et godt århundrede, før den blev fravalgt.

1864-krigen understregede behovet for et mere veluddannet officerskorps. I 1868 blev Hærens Officersskole oprettet som en fælles ramme for Hærens uddannelse af fastansatte officerer.

De rent militære fag som taktik (dvs. militære styrkers optræden på kamppladsen), militær forvaltning og retslære blev suppleret med civile fag som matematik, fysik og fremmedsprog.

Officersskolen havde også til opgave at videreuddanne officerer. De dygtigste og højst motiverede blev efter 10-15 års overbevisende dygtig tjeneste udtaget til stabskursus. Uddannelsen på kurset blev i 1890’erne reorganiseret efter inspiration fra udlandet. Man skabte et klart professionelt sprog, og eleverne blev gennem opgaveløsning konstant trænet i at gennemføre systematisk analyse af operative og logistiske problemer under hårdt tidspres og derefter formulere resultatet entydigt og kort. Det skete i betydelig grad i terrænet i forskellige dele af landet. Man øvede metoder for kritisk afprøvning af ideer og planer med dynamiske krigsspil.

Denne del af stabsuddannelsen var det centrale element i militær faglighed. Kombinationen af officerernes forskellige praktiske erfaring og deres konstante kritiske studier i kriges virkelighed i rammen af formaliseret kritisk analyse, var og er det centrale element, som ikke kan civilt akademisk ”akkrediteres”.

Mens hærofficererne blev videreuddannet, udvalgte det i forvejen grundigt teknisk uddannede søofficerskorps de bedste ud fra deres dygtighed til søs og i forskellige forvaltningsstillinger på land. Enkelte af de dygtigste fik på frivillig basis af marinen tilladelse til at deltage i videregående uddannelse på Hærens Officersskole.

I 1908 ønskede I.C. Christensen, Venstres regeringsleder og forsvarsminister, et demokratiseret hærofficerskorps af høj kvalitet. Den derefter brede rekruttering fra hele folket blev sikret ved, at det væsentligste krav for at kunne komme på Hærens Officersskole var, at man var en dygtig befalingsmand. Det skulle man bevise i tjenesten som værnepligtig korporal eller reserveofficersuddannet. Hvis den unge mand ikke levede op til ministerens nye krav om skoleuddannelse – en matematisk-fysisk studentereksamen – fik han uanset tidligere skoleniveau mulighed for at tage denne på officersskolen.

Med mindre justeringer fortsatte i denne grundlæggende officerersuddannelse uændret indtil midt i 1960’erne, og I,C. Christensens kvalitetssikring med studentereksamen som adgangskrav fortsatte helt indtil personelreformen i 1983. Da blev de civile uddannelseskrav til officerer blev sænket. Det ramte ikke mindst kritisk niveauet i fremmedsprog.

I.C.’s krav om, at optagelse på officersuddannelse forudsatte demonstreret praktisk lederevne, blev droppet i 2014.

Fra midt i 1960’erne blev stabsuddannelsen tilføjet flere civile elementer så stabsofficerer bedre kunne bidrage til politiske beslutninger hjemme og i NATO. Med indsigt i nationaløkonomi, national og international politik og krisebeslutninger skulle de bedste officerer med politologen Gregory D. Forsters ordvalg bibringes en dyb forståelse for samfundsforhold (”social literacy”). Fra 1970’erne fik de bedste officerer fra alle tre værn en fælles kursusramme for at fremme værnenes samspil, og senere også en effektiv indføring i offentlig driftsøkonomisk planlægning og forvaltning.

Den sidste positive udvikling af stabsuddannelsen fandt sted omkring 1990, hvor også eleverne i den værnsfælles del af stabsuddannelsen gennemførte individuelle operative analyser. Nu kunne eleverne lære alle værns enhedstypers og våbens muligheder og svagheder under forskellige typer af militære opgaver. De forberedtes til at kritisk at søge vejledning og samarbejde med eksperter i forskellige områder. Det være sig ingeniører, læger, specialiserede forvalter af økonomi, materiel eller personel, efterretningsfolk, eller kolleger fra de andre værn, danske eller udenlandske. Uddannelsen var nu så vellykket, at stabskurset på trods af det danske undervisningssprog tiltrak bl.a. norske, svenske og tyske elever.

Den faglige kerne i officerers grunduddannelse, deres udvikling gennem krævende tjeneste og deres stabsuddannelse og konstante personlige faglige studier sikrer, at de bedste stabsuddannede officerer i de sidste 10-15 år af deres tjeneste kan følgende:

1. Vurdere muligheder og risici ved forskellig anvendelse af militære styrker i hele spektret af militære operationer fra fredsbevarende indsats over begrænset interventionskrig til storkrig sammen med allierede. På dette grundlag kan vedkommende dels give ansvarlig militær rådgivning i dialogen med civile beslutningstagere, dels lede de nationale styrkers indsats under de besluttede operationer.

2. Inden for de givne økonomiske og andre rammer opbygge og administrere militære organisationer rationelt, robust og fleksibelt på en måde så disses militære faglighed samt god, uegennyttig embedsmandsetik trives og udvikles.

3. Sikre saglig rekruttering og forfremmelse og relevante og effektive uddannelser og tjenesteforløb, der vedligeholder et fagligt vidende korps af chefer-, førere og specialister, der sikrer balancen og robustheden ved tab i en militær organisation.

3. Udvikle og administrere den dybe og slidstærke logistik- og mobiliseringsstruktur, der er fundamentet under de operative enheder uanset om det er i fjerne stabiliseringsoperationer eller lange storkrige.

4. Sikre at materiel og udrustning er egnet til krigsforhold, dvs. robust, let at vedligeholde under kamp og økonomisk muligt at anskaffe og bruge i fred og krig.
Disse idealer kan i virkelighedens verden selvfølgelig kun tilnærmes, for selv perfekt uddannede og udviklede militære fagfolk er jo kun mennesker. Men uden en indsats for at nå idealet, er et nationalt forsvar spild af penge.

Næsten alt ovenstående er nu historie. 1990’erne og nullernes fredsoptimisme gjorde tanker om storkrig i Europa til en indiskutabel absurditet. Forsvarets formål blev fredsoperationer i rammen af FN og snart USA. Mange tusinder af soldater blev udsendt med liv og helbred som indsats, uden at Danmark følte sig kaldet til at tænke selvstændigt om formål og muligheder for succes. Nu er evnen til systematisk militærfaglig analyse fravalgt.

Fra begyndelsen af nullerne var den videregående officersuddannelse med enkelte undtagelser præget af, at lærerne ikke længere vidste hvad de gjorde, og hvorfor, og eleverne ønskede blot at slippe igennem lettest muligt. I 2014 blev resterne af det nu dysfunktionelle værnsfælles stabskursus ”akkrediteret” om til ”Master i Militære Studier”. Her var den militærfaglige kerne droppet som irrelevant for de civile akademikere, der skulle akkreditere uddannelsen.

I modsætning til på Filmskolen valgte elever og lærere på Forsvarsakademiet en fagligt set irrelevant samfundsfagsteoretisk salat af et eksamensdiplom. Forskellen på forløbet på Filmskolen, hvor eleverne kan se frem til et liv i arbejdsløshed og økonomisk armod, hvis de er uddannet til at være ”akkrediteret” inkompetente, er danske officerer sikret et behageligt liv med fast månedlig indkomst og senere måske ”resultatløn”, uanset om de er militært duelige eller ej. Det er nok derfor, at Filmskolens elever forsvarede deres faglighed.

Vi må håbe, at hverken Danmark eller officererne selv får brug for den fravalgte militære faglighed.

En genopretning er umulig uden en tilbageføring af resten af Forsvarets organisation og virksomhed inspireret af situationen for mindst 25-30 år siden. Opretningen vil i øvrigt kræve betydelig udenlandsk hjælp.


The photo above from Richard Fry’s collection shows Harry Lembourn with the two years old daughter Grace in early spring 1928 just before the fateful departure for the Berlin fact-finding late April.

A year ago I finished the work on my book “Sønderjyllands forsvar og Lembourns spionage” (The Defence of South Jutland and Lembourn’s Espionage) that was published on 25 February 2019, on Thordis and Harry Lembourn’s daughter Grace Fry’s 92th birthday. A large part of the book reconstructed the tragic Lembourn family history.

On 8 June Grace died, and on 1 November 2019 her youngest son, Richard Fry, informed me that he had been given the largest part of the family’s letter and photo collection. He asked me to take care of it and if possible hand it over to an interested museum. Then he sent me the collection in three packages, with the last supplement arriving on 27 December.

The parts of the collection relevant for my reconstructed family story added up to more than 2500 letter pages, etc. and more than 250 photographs.

When I received the packages I copied by taking photos and processed for easier reading.

In all key aspects my reconstruction of the family history was confirmed. What I give below is my supplements and adjustments to the narrative.

1920 TO SUMMER 1924
During the winter 1920-21, Harry Lembourn worked as leader of the passport office at the Danish Legation in the Norwegian capital. In reality it was an intelligence service posting as the main mission was to monitor Norwegian and other left-wing activists that tried to enter Denmark. In spring 1919 an international “Bolshevik Central” with military intelligence and passport representatives of the foreign legations had been established in Copenhagen. The main revolutionary threat against Denmark had soon proved to be radical members of the Norwegian Labour Movement.

Harry Lembourn did not meet his future wife during his stay in Christiania. It did not happen until 1922 when they both stayed in Nice. Based on information from the daughter, the book places the meeting in Easter, but the letters make clear that it did not happen until just before Christmas. In a few days over the holiday the brilliant dancer and elegant gentleman Harry courted the 18 years younger Thordis in storming offensive, proposing to her several times and apparently convinced her at visits to the Monte Carlo Casino on 28 December and New Year’s Eve. The parents were informed just after New Year, and Thordis had to counter her mother’s scepticism of the match in her January letters.

As Thordis stay in France into 1924 and Harry’s service with the French Army continued until autumn 1923, they kept in close touch and could meet in France during the first many months of the engagement.

In late 1923 after having returned to Denmark, Harry informed Thordis that he might have to break-up the engagement if he lost his commission in the massive reduction of the number of regular army officers that was one result of the 1922 Defence Laws. If that happened he would not be able to support the marriage economically.

However, early in 1924 he happily wrote Thordis that he had been saved from retirement by Captain Halvor Jessen from the War Officer. He knew Jessen from his work as instructor of the volunteer “Kongens Livjægerkorps” during the war that Jessen had now taken over as commander of the corps in addition to his work as head of the ministry’s mobilization office. The captain had appointed Lembourn as his second-in-command and chief instructor. As made clear in the book the continued connection to Lembourn ended undermining Jessen’s until 1928 promising career prospects.

Lembourn was active in the Copenhagen Citadel volunteer corps until a couple of days before he started in the border garrison of Tondern on 1 April 1924. Harry got three days leave in August so he could travel to Christiania to get married.

1924 TO SUMMER 1927
Thereafter the newly-wed settled to the active social life of the small provincial garrison. Thordis had to learn to ride, Harry trained his conscripts, gave French language lessons, worked to create a local branch of the Alliance Française, practiced his hobby as amateur photographer, and participated in starting a local sports club.

As a natural consequence of his many years long work as instructor for volunteer military corps, he joined as instructor when such a corps, “Grænseværnet” (The Border Guard), was created some months after his arrival by a group a local Danish nationalist activists.

He had first met one of the leading activists, the senior leader of the town’s Danish community, Bank Director Rasmus Peter Rossen, at a party on 11 October.

In his letter to Thordis’ parents Harry only mentions that it was useful that his wife was seated next to a local bank manager at the dinner. He does not mention the discussion he had with the veteran intelligence agent Rossen during that evening or one of the next days about his own interest in intelligence work that Rossen mentioned later than month during the visit of his General Staff intelligence contact officer visit.

Rossen became the first chairman of the volunteer corps board, and it was he who later dispatched Harry Lembourn on his fateful fact-finding trip to Berlin in spring 1928.

Reading the letters one gets the solid impression of a very close and intensely happy married couple. Apparently Harry did not hide anything from Thordis who was aware that the instructor work for the still officially unrecognized “Grænseværn” was a risk to his career in the army.

Lembourn’s work to reinforce the defence of South Jutland was not limited to the volunteers. Another of Halvor Jessen’s ideas was to train and test the former World War I German Army veterans to become Danish reserve officers and NCO for the “South Jutland militia”, the reserve units created on mobilization from the veterans. Lembourn ran courses for the Tondern battalion of that militia.

The Francophile Lembourn is recognized by France’s diplomats. In late March 1925 he and Thordis visited Copenhagen, and during the visit, they spent time with Captain André Sorne, “one of Harry’s French friends”, and the next week they met Sorne’s superior officer, the Military Attaché, Colonel de Saint-Denis.

Early July they were visited by the French Consul in Esbjerg, Paul Kraemer, who as described in my book would be instrumental to the misfortune of the Lembourg family in his role of French intelligence in Jutland.

The the otherwise comprehensive letter and photo collection is without sources to the period from Grace’s birth in late February 1926 until spring 1929.

Based on the content of the rest of the collection there should have been dozens of letters to Thordis parents as well as letters between Harry and Thordis during Harry’s communications course in Versailles during the first quarter of 1927. But these are lacking as are photos from the same period.

The most likely explanation for the destruction is that the letters would have exposed the close relations between Rossen and the Lembourg couple during the next two years and thus undermined Harry’s effort to keep Rossen’s role in sending him to Berlin secret.

However, even if the expected letters and photos are missing, the collection contained something that helped explaining what motivated events. As already described in the book, Rossen became intensely worried in the second half of 1927 that the German nationalists were preparing to carry-out a coup invasion of South Jutland to move the border back north. A small envelope with newspaper clippings in the collection’s general collection of newspaper cuttings documented that a new local movement named after the old border river, Kongeåen (in German Königsau) had started an aggressive campaign with the mayor of Flensburg, Hermann Todsen, as one of the leaders. Other clippings describe how Stahlhelm created motorised columns in eastern Pomorania close to the border of the “Polish Corridor”.

At the same time the para-military Stahlhelm militia had started to create branches among the German minority north of the border. Rossen had briefed Lembourn in the autumn of the need to carry-out the fact-finding visit to Berlin and correctly informed Lembourn that the General Staff Intelligence Section would be interested in anything he could find-out about the German militias. However, Lembourn did not get time to make the trip until next year, when the dedicated General Staff Intelligence liaison officer to the South Jutland intelligence districts had been prematurely retired.

Reading the letters from the periods before and after it seems most unlikely that Harry had not involved his wife in everything that he planned to do. Most likely it was Thordis who destroyed all letters from early 1926 until summer 1928 and all photos linked to the volunteers immediately after Harry’s arrest at the border.

For obvious reasons the collection does not add to the German and official Danish actors’ motives for acting as they did. It is covered to the extent possible in my book and my coming article in “Fra Krig og Fred”, the journal of the Danish Commission for Military History: “Om Nils Arnberger, den svenske marineattaché, der i 1928-29 var tysk agent mod Danmark”. The article narrates how Denmark had to be presented as an ally of France and Poland to get a political decision in the German Government to build the first pocket battleship. And to give Denmark a strong warning for the alleged hostility, Lembourn had to be given a severe sentence. However, the contents of the letters about events at the Leipzig trial strongly reinforce the article’s thesis.

When Harry Lembourn was moved from Leipzig to Gollnow in north-eastern Germany following President Hindenburg’s reduction of the sentence to five years fortress arrest, Thordis and her two small children followed him and settled in a rented room in the town’s market square. During the next year the family could meet during Harry’s five hours daily time outside the prison and his cell. The letter collection documents how this year was used in an intensive campaign driven by Thordis’ energy and strong will and with the support and active public contribution of the old lawyer Oluf Heise.

Heise’s criticism of Danish authorities’ handling of the case was considered awkward, and the authorities convinced Harry’s brother Edgar and his youngest sister Alice (Alix) that Thordis and Harry should break with Heise as his efforts was counter-productive. However, they failed, and Heise continued his work.

The work to achieve Harry’s release was even more extensive than described in my book and included letters to the French defence minister, André Maginot, and the first of several letters to Hindenburg. However, as described in the book, pressure from increasingly radical right-wing groups made it unsafe to keep the family in Gollnow, and they returned home in early summer 1930, either staying with Thordis parents in Oslo or with Harry’s sister Astrid (“Adda”) at Nyraad east of Vordingborg in southern Zeeland.

The next year became characterized by the continued campaign of Oluf Heise and the friendship between Harry Lembourn and the young German anarchist-pacifist Ernst Friedrich that led to Friedrich’s presentation of Lembourn’s situation and the case for his immediate release in the book “Festung Gollnow” published some months after Friedrich’s release in autumn 1931. The letter collection documents that Friedrich and his wife still tried to help Lembourn and his family after the publication of the book, but still in vain. After a final failure in August 1932 Friedrich concluded that the release was blocked by a group of influential German military officers.

In spite of intensified efforts of Thordis and Heise through the year following the publication of the book, the only result of it’s revelations was that Lembourn was transferred from Gollnow to the prison in Bielefeld in Western Germany at New Year 1991/1932.

1932 saw the continued attempts to ensure Harry’s release, but the letters between Harry and Thordis make clear that their marriage had been brought to the breaking point. Thordis not only drove the campaign to seek his release, she had to find support and money from her and Harry’s family both to keep her and the children alive and to help Harry keep his morale in prison by financing his gentleman’s living style that included buying new lacquer shoos for his dinner jacket and money for the best tailor in town. He fantasied without any sense of realism about his glorious return and the likelihood of receiving the Commander’s Cross of the French Legion of Honour. When hopeful about about his early release he asked her if his full morning suit and best quality riding outfit was ready, and he complained about her continuous failure to understand his horrible situation. What she needed, but rarely got, was statement of optimism and a determination to prevail and fight for his rights.

By mid-November 1932 Harry had become desparate, and he asked Thordis to write the German authorities and win favour with them by blaming the French for having failed to give support by explaining how they had decieved and exploited him.

The letter add little to my book’s narrative of the Danish War Office’s pseudo-investigation of Lembourn’s actions conducted in March 1933 and the discussions in the French Ministry of War in the following weeks. However, in a letter to France in autumn of that year from Norway Lembourn makes clear that the value of the sum sent every quarter that with the value of 400 crowns monthly (equals roughly 16.000 crowns in 2018) was completely insufficient to support the now full family. However, as the money transfers continued at the same level in the following years, the complaint had no effect.

The book described how both Harry and Thordis tried in vain by letters to the Danish Prime Minister in 1934 and the Minister of Finance in 1937 to get his pension. The collection add hitherto missing parts of the correspondence including a letter from 1937 addressed directly to the Finance Committee of the Danish Parliament had had taken the formal decision not to grant pension.

As narrated in the book the family’s fate during the war was bleak during the German occupation of Denmark and Norway, and letters give us details.

Harry had returned to Denmark in spring 1940 to see his family for the first time in seven years. Early March he wrote in vain to the French legation in Oslo to achieve a restart of the support that had ended after the start of the war. He was stopped from returning to Oslo by the German invasion, and during the next months his situation looked hopeless.

However, they the letter make clear that the situation gradually got better in two ways. In autumn 1941 the teenage daughter Grace was given permission to join her father in Denmark, but as he lived as boarder in cheap pensions, she got a good place at a large farm close to Knapstrup Manor.

One year later Thordis joined Harry in Copenhagen. They started to look for a flat, but continued to live in low quality pensions, Thordis spending time in South Zeeland with Harry’s second youngest sister Adda. As the food situation in Norway was desperate, the letters tells the story of the constant effort to help Thordis’ parents in Oslo with food parcels. In summer 1943 Harry’s youngest sister Alix’s husband, a successful lawyer, had found a six room, newly painted apartment in central Copenhagen. With economic help from Thordis parents, Thordis and Harry moved into the flat in the late summer of that year. Thereafter Grace and well as Philip, who was still with his grandparents, could join their parents, and Thordis started to work so that they could pay the rent. She lived in that apartment until she moved to a flat for elderly in the “Peter Lykke Centre” on Amager a short time before her death in early 1991.

The collection adds little new to the book’s narrative of Harry’s attempt to get vindication and pension just after the war. It only makes clear and illustrates with a photo album that Thordis had a job as interpreter for the British Army in Germany at Hamburg in autumn 1946. It does not explain why she ended her contract after only three months in spite of her employers’ satisfaction with her work.

The only supplement to the story about Thordis and Harry’s final effort to get a an income to himself and his wife after his 70 years birthday is the information that the decision in late 1956 to give support by adding extra funds to the intelligence budget lapsed on Harry’s death in early 1958. Thordis had to apply to the Defence Ministry to have the support extended thereafter. In June 1958 it was decided that she would receive 1470 crowns annually, which equals a little more than 20.000 in 2018. No wonder that she complained about Denmark and praised Norway the rest of her life.

In the short narrative of her life that Grace left for Richard, the family’s tragic fate was left out. It simply stated that “My dad was 20 years older than my mum, so when he retired we moved to Norway”. However, in November 1991, she started to collect Harry’s key descriptions from 1937 and 1955 of events in an envelope marked “Papas historie”. It was a little more than half a year after Thordis’ death and Viggo Øhlenschlægers had started his project on 14 March to find out what had happened.

Now we know.


Vi kan forklare, hvorfor Vesten, og specielt ikke de europæiske små og mellemstore lande ikke truer Rusland. Det kan bl.a. ske med henvisning til det utænkelige i, at en gruppe åbne, liberale demokratier bliver enige om at starte en ulovlig aggressionskrig. Men som bl.a. Taylor Downing har klarlagt i sin analyse af 1983-krisen, ser situationen faretruende anderledes ud fra Moskva, bl.a. fordi man ikke tror på, at vores politiske systemer er åbne og fundamentalt anderledes motiveret end deres.

Det efterfølgende forsøger bedst muligt at beskrive det russiske perspektiv uden at forholde sig analyserende kritisk til, om det er rimeligt. At ledende russeres afvisende opfattelse af Vestens værdier og perspektiv ikke er nogen ny foreteelse, kan bekræftes af selv et overfladisk studie af russisk og sovjetisk historie. Artiklen bygger på russiske reaktioner, udtalelser og handlinger igennem de sidste 25 år.

Briten Keir Giles studie fra begyndelsen af 2019 beskriver og forklarer russernes opfattelse af samfundet og verden. Hans beskrivelse uddyber og understøtter det indtryk, jeg under mit ophold i Baltikum fra 1994 til 2004 fik af både russeres og andre sovjetborgeres kyniske grundsyn,
For det første ser russeren ikke sit land som det sidste ikke afviklede europæiske kolonirige med den tvivl om grænsers legitimitet, der ville følge af en sådan opfattelse.

Moderlandet ses og skal bevares som en enhedsstat, hvis rolle som en af verdens førende magter blot i kraft af landets størrelse er naturlig, retfærdig og nødvendig.

Russerens erfaring gennem hele hans historie er, at alle menneskelige og i forlængelse heraf interstatslige relationer bygger på den svages indordning under og afhængighed af den stærke, dvs. et feudalt eller klientbaseret forhold.

Bortset fra måske i familien kan intet forhold bygges på tillid. Også retsvæsenet må forventes bygget på magtrelationer snarere end de formelle lovrammer.

Demokratiet og dets idé om folkets indflydelser er en fiktion, der kynisk og falsk skjuler reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumpede og helt dominerende drevet af selvinteresse.

Alt, hvad der sker i verden, sker som følge af bevidste handlinger i en kamp for at udvide og forsvare den magtposition, der er givet af geografien og naturresurser. Dette gælder også ”bevægelser”, som selv deltagerne tror, er folkelige og spontane.

Der eksisterer ikke reelle varige fællesinteresser mellem stater. Fordele opnås på andres bekostning.

Internationale love og regler skal udnyttes for at begrænse modstanderens handlemuligheder, ikke egne handlinger.

Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturlig og katastrofalt.

Det var et resultat af kombinationen af ydre, dvs. amerikansk, manipulation på den ene side og forræderisk, eller som minimum unational optræden, fra landets ledere og utaknemmelig illoyalitet og senfascisme hos småfolk som balterne. Rusland blev dolket i ryggen af svage ledere og den indre fjende inspireret og hjulpet af den ydre.

Amerikanerne orkestrerede gennem manipulation af den politiske proces i landene, at sikkerhedsbufferen af naturlige klientstater i Østeuropa samt det gamle russiske land i Baltikum helt vendte sig mod Rusland. Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens.

USA holdt derefter NATO sammen for at kunne anvende organisationen mod Rusland og landets interesser. Det skete første gang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor NATO i Bosnien og endnu mere groft i Kosovo angreb og knækkede den traditionelle russiske allierede Serbien og ignorerede og dermed ydmygede Rusland.

Amerikanerne brugte uden at tage hensyn til Rusland militær magt mod Irak, en sovjetisk samarbejdspartner i Mellemøsten, for at gennemføre et regimeskift, og det skete efter, at russerne havde vist velvilje over for USA’s forståelige straffeoperation mod terroristerne i Afghanistan.
USA orkestrerede derefter fra 2004 de hybride ”farverevolutioner”, først og fremmest i Ukraine og Georgien, og med Ukraine startede amerikanerne en offensiv ind i det russiske historiske kerneland. Kun den derefter iværksatte militære modoffensiv i Georgien og derefter en politisk modoffensiv i Ukraine og stabiliserede situationen.

Men fra sent efterår 2011 orkestrerede USA så de voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget og direkte mod Putins valg til præsident for ny periode. Dette blev af den russiske ledelse opfattet som en optrapning til en de facto-krig med formål af opnå regimeskift.

Obama og hans klienter i EU fortsatte i 2014 denne de facto krig mod Rusland ved at fortsætte Ukraine vej mod vest.

I de samme år begyndte USA at deployere det regionale NATO-missilforsvarssystem til Europa. Rusland ser enhver forstærkning af Vestens teknisk overlegne missilforsvar som værende rettet mod den vitale mulighed for at gengælde et angreb med de russiske ballistiske missilstyrker.

Denne kan, ved at give konkrete forsvarsproblemer, ses i modsætning til den senere deployering af de politisk symbolske små NATO-fly- og landstyrker til Baltikum. Deployeringen kan, på trods af, at styrkerne i sig selv er for små til at være militært relevante, af den almindelige russer ses som en uvelkommen og ydmygende markering af, at fjenden har fået lov at rykke frem til grænsen.

Det er afgørende at forstå, at Vladimir Putin deler, ikke skabte, denne opfattelse af forløbet. Jeg mødte allerede elementer af opfattelse i 1990’erne i en samtale med Boris Jeltsins liberale udenrigsminister Andreij Kosyrev under hans besøg i Udenrigspolitisk Selskab.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere. Han oplevede som karriereofficer i tjenesten direkte det traumatiske forløb af det hurtige kollaps ti-femten år senere.

Han blev hentet ind som Jeltsins afløser i forlængelse af det ydmygende nederlag i den Første Tjetjenienkrig og ydmygelsen i Kosovo og han vendte udviklingen ved sejren i Anden Tjetjenienkrig og ved at stabilisere udbryderrepublikken under udnyttelse af den gamle russiske kolonistrategi: pacificering adoption af den samvittighedsløst effektive lokale leder Ramzan Kadyrov som klient.

Men så fulgte mellem 2004 og 2014 ydmygelserne og en nødvendig optrapning af reaktionerne:

Estland måtte i 2007 straffes med et massivt cyberangreb, da man demonstrerede en totalt manglende respekt for Ruslands stolthed over sin indsats under Den Store Fædrelandskrig ved at fjerne befrielsesmonumentet fra Sejrspladsen i midten af Tallinn.

Georgien måtte i 2008 udsættelse for militær afstraffelse, da landet begyndte en reel indsats for at indlemme de russiskstøttede udbryderområder Syd-Ossetien og Abkhasien. Indsatsen her demonstrerede igen som også krigene i Tjetjenien på pinlig måde reformbehovet i den russiske hær, og for første gang begyndte man på en seriøs indsats for at afkorrumpere og professionalisere det indtil da selvtjenende militær.

Samtidig anvendte man som korruption som indflydelsesmiddel. Man udnytter den økonomiske selvinteresse, som oligarker som den lettiske Aivars Lembergs og den nye ukrainske præsident fra 2010, Viktor Janukovitj, havde i gode forbindelser med Rusland. Man udnytter folk som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders grådighed.

Efter, hvad man opfattede som indledningen af Vestens de facto hybrid krig med formål at opnå regimeskift i selve Rusland mellem 2011 og 2013 samt den faktiske gennemførelse af regimeafløsning med fjernelse af Janukovitj i Ukraine i 2014, førte Rusland krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft.

Det skete i Ukraine (Krim og Østukraine), hvor overtagelsen af Krim blokerede for eventuelle ukrainske planer om at give NATO en base her, måske over i købet Sevastopol. Det skete med brutal beslutsomhed i Syrien, i det centrale Afrika, nu i Libyen samt ved jævnlige magtdemonstrationer direkte mod USA og amerikanske allierede over hele verden.

Ruslands strategiske mål (ikke specielt Putins) er en genetablering af Ruslands magt og internationale status. De ”taktiske” midler af forskellig typer, der anvendes efter omstændighederne, skal splitte og undergrave modstanderne, dvs. mellem USA og Europa, inden for EU og i hvert af de vestlige lande.

Man anvender en buket at ikke-militære midler, herunder kontrollerer og korrumperer man nøglepersoner med økonomiske incitamenter både inden og uden for Ruslands grænser. Man støtter antivestlige og radikale demokratielementer hos modstanderne. Man desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring. Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for.

De russiske militære styrker gennemgik først demoraliseringen under 1980’ernes operationer i Afghanistan og samtidige korrumperende resurserigdom og derefter økonomiske kollaps fra 1991 til 2008 med faldende professionalisme og moral i et oppustet officerskorps. Derfor har genopbygningen igennem det sidste årti været krævende.

Men allerede i 2014 var styrkerne klar til den mindre indsats i Ukraine, der sammen med den begyndende militære aktivisme både mod naboer i Europa og globalt blev anvendt til at udvikle kadrernes dygtighed og teste nyt materiel og praktiske fremgangsmåder. Ikke mindst operationerne i Syrien har været anvendt på samme måde som Tyskland anvendte Den Spanske Borgerkrig i slutningen af 1930’erne.

Militære midler som luftbombardement er her med succes uden hensyn til folkerettens blevet anvendt sammen med benægtelser, der har været nok til, at det ikke har fået politiske omkostninger i forhold til verdensopinionen. Belastningen af egen befolkning er ved at begrænse tilstedeværelsen på jorden i kampområderne ved at lade lokale allierede tage tabene og i øvrigt at skabe ”private” kontrakthære af lejesoldater.

Man har været i stand til at genopbygge en fælles strategisk optræden med Kina, samtidig med, at man har fortsat materielsamarbejdet med Indien til begges fordel.
I løbet af de senere år har stadig mere krævende og større øvelser være kombineret med intensive inspektioner og udrensning at ineffektive og korrumperede chefer. Nu er denne indsats kombineret med genopbygningen af mobiliseringsevnen og de logistiske strukturer, som kun vil være relevante i en omfattede og længere varende generel krig med andre stater.

At russerne ser det som nødvendigt at opbygge militære midler til hele spektret af konfliktmuligheder ses også på det meget høje prioritering, man har givet til modernisering og supplement af de russiske kernevåbenstyrker. Man vægter ikke mindst evnen til at komme igennem eller uden om det amerikanske missilforsvar. Opbygningen sker samtidig med en diskussion af, hvordan disse våben kan anvendes til kombinationen af afskrækkelse og pres ved trusler.

Rusland vil gennem landets politik sikre, at europæerne på sigt ikke har vilje og evne til at begrænse russisk handlefrihed og derigennem opnå en stigende til ideelt set afgørende indflydelse på landenes politik. Man kan se det som et kopi af de traditionelle mål og midler for amerikansk politik i Latinamerika; en russisk Monroe-doktrin for Europa.

Dette søges opnået ved med de rådige midler at undergrave amerikansk indflydelse i Europa og europæisk samarbejde samt sammenhængen og det liberale demokratiske system i hvert enkelt europæisk land. Det sker ved at søge at retfærdiggøre Ruslands revisionistiske politik over for nabolandene ved historieforvanskning.
Det er sådan set ikke en nyhed. Sovjetunionen havde samme mål og anvendte samme midler over for Europa under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne klart har sværere ved at afbalancere de russiske ikke-militære og militære midler og derefter enigt inddæmme den alsidige russiske offensiv.


Kritikere har efter en krig med foragt konstateret, at de tåbelige generaler i begyndelsen havde optrådt, som om de skulle udkæmpe den foregående større konflikt. En sådan optræden er selvklart ikke ideel, hvis der som situationen har været igennem godt 150 år skete væsentlige ændringer på det teknologiske eller samfundsmæssige område i de perioder mellem krigene, hvor optimister forventede, at krige som de foregående var slut.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig konstaterede den pensionerede britiske general Sir Rupert Smith i en bog fra 2005 imidlertid efter sine observationer fra Balkan under opløsningen af Jugoslavien samt som chef for de britiske styrker i Nordirland, at fremtidens krige havde ændret karakter. De ville blive ført i og om befolkningerne, dvs. ikke længere være materieldominerede krige mellem stater, som den han selv tidligere havde oplevet som chef for de britiske landstyrker under Golfkrigen i 1991. Her var en anderledes general, som tænkte nyt.

Vestens oplevelser i Afghanistan og Irak syntes at bekræfte hans konklusioner, og generalens bidrag blev centralt i de analyser om de ”nye krige”, som civile akademikere derefter fokuserede på at beskrive og analysere. Man kan se denne skole som liggende i forlængelse af den teoridannelse om begrænsede krige i skyggen af kernevåbenbalancen, som havde fundet sted op til i 1960’erne og under Vietnamkrigen.

Man kan se Rupert Smiths tekst som det militære tillæg til Francis Fukuyamas bog fra 1992 om den nye verden efter Vestens sejr i Den Kolde Krig. Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter. Man ville nok før, man blev politisk korrekt, have omtalt sådanne konflikter som liggende uden for civilisationen.

Men nye krige kunne også være ydre interventioner for at fjerne uønskede regimer eller standse borgerkrige og derefter stabilisere situationen for at skabe rammen for genopbygning af staten. Dvs. interventionskrige som på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen.

Krige ville herefter blive indledt med en kort fase, hvor man smadrer de underlegne militære styrker fra dem, der modsætter sig interventionen. Det ville ske, så nænsomt som muligt for befolkningen omkring de militære mål. Derefter blev indsatsen en besættelsesmagts statsbygningshjælp der – når nødvendigt – skulle støttes og beskyttes af en muskuløs gendarmeriindsats. Besættelsesprojektet ville fortsætte, indtil situationen blev så rolig, at værtsregeringen kunne overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører rejste hjem.

Der er i disse nye krige ingen kvalificerede modstandere i luften eller på havet, så evnen til egentlig luft- og søkrig kan bortspares. Landstyrker behøver heller ikke at bevare evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander med støttefly, bevæbnede helikoptere, elektroniske kampmidler, kampvogne og artilleri.

Ganske vist måtte man forvente, at modstanderen pga. sin svaghed kæmpede beskidt, terroristisk og uden hensyn til krigens love. Men for at gøre besættelsesindsatsen acceptabel i de hjemlige samfund, der jo ikke opfattede sig som i krig, skulle styrkerne reagere med minimal magtanvendelse, selv om dette øger risikoen for besættelsesstyrkerne. Det sikres af et korps af jurister, der, uden selv at løbe nogen risiko, regulerer den ”lawfare”, som er rammen for de nye krige.

For at mindske risikoen for mandskabet så meget så muligt under denne stramt regelregulerede besættelsesindsats, anvendte man moderne overvågningsteknologi og herunder ikke mindst droner.

I det omfang der fortsat var modsætninger mellem stater, ville man forventeligt anvende de muligheder, som svaghederne i den digitale infrastruktur gav for at gennemføre strategiske cyberangreb direkte mod modstanderens hjemland.

I det tilfælde, at cyberkrig ikke var tilstrækkeligt til at skabe fornuft og få standset fjendtlighederne, kunne man vel uden, at dette blev gennemanalyseret systematisk i rammen af krigsspil, forestille sig en højteknologisk maskinkrig, hvor ubemandede droner gennemførte og afgjorde krigen og fremkaldte et resultat, som modstanderne så måtte forventes at acceptere, som hvis krigen var blevet afgjort ved en fodboldkamp med FN-dommere.

Teorien bag de ”nye krige” viste sig snart uholdbar. Specielt har de vestlige lande vist sig uegnede til at føre interventionskrige. De var dels alt for utålmodige som besættelsesmagter, dels ude af stand til at sikre effektiv enhedsledelse af de militære og civile elementer af besættelsesmagten.

De hjemlige fredstidssamfund blev pinligt berørte og havde vanskeligt ved at tage ansvaret for veteraner, der kom hjem som fysiske og specielt psykiske vrag. Andre havde derude under pres i kamp handlet på en uforståelig, uhensigtsmæssig og muligvis strafbar måde, som de hjemlige fredstidsmyndigheder og -politikere naturligvis afviste at tage deres del af ansvaret for.

Dertil kommer at Vesten, som amerikanerne i Vietnam, ikke har været så sofistikerede og beslutsomme, at man har kunnet sikre sig et bedre, stabilt, legitimt regime til afløsning af besættelsen.
Indsatsen i disse krige blev så belastende, at de europæiske landes militære styrker, der netop skulle være skræddersyet til disse operationer, efter den økonomiske 2008-krise blev beskåret til et lavere niveau, hvor en meningsfuld indsats var endnu mere urealistisk.

Hvis man fortsat blev bedt om at deltage i sådanne krige, skulle man begrænse sig til helt symbolsk tilstedeværelse, så man ikke kunne gives noget ansvar, hvis eller rettere sagt når det gik galt.

På et andet punkt har nykrigs-teorierne vist sig utilstrækkelige. Borgerkrigen i Syrien, den hurtige opblussen af Islamisk Stat i den ny lovløse ramme her og dennes dramatiske overtagelse af store dele af Irak og modoffensiverne i begge lande blev præget af en uhæmmet brug af alle typer våben uden synligt hensyn til krigens love. Alle anvendte lejesoldater og stedfortræderstyrker, hvis handlinger man ikke behøvede at tage ansvar for.

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler, fødevare- og vandforsyning dækket af løgnagtig propaganda. Det skete uden, at Vesten har vist nogen vilje til at reagere selv i situationer, hvor de ramte ikke var terroristerne.

Medens man i Vesten efter at man selv havde overladt kampene til andre fortsat diskuterede ”lawfare” rent teoretisk, blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien.

Fuldstændig samme ekstreme brutalisering af krigsførelsen ser vi under den borgerkrig i Yemen, der brød ud i foråret 2015. Denne krig er i stor udstrækning en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien, men har nu også fået karakter af at være en stedfortræderkrig mellem USA og Iran. Både konflikten i Levanten og i Yemen omfatter ud over stedfortræderindsats også anvendelse af moderne teknologi som droner både på kamppladsen og i direkte angreb på modpartens værdier samt inddragelse af verdenssamfundet gennem angreb på olieforsyningen. Alt bliver sikret af en robust anvendelse af propaganda og løgn.

Det samme havde vi set under den åbne krig mellem staterne Rusland og Ukraine, der indledtes i 2014. Konflikten her har dels omfattet, hvad Rubert Smith ville karakterisere som den nu utænkelige traditionelle, industrielle krig mellem de to landes regulære hærstyrker. Dels har indsatsen – fra Ruslands side – omfattet skabelsen og indsatsen af stedfortrædermilitser og styrker af lejesoldater, som ikke var synlige og kritisable i hjemlandet.

Mens kampene i Østukraine var lidt bevægelige i de første faser, er der nu tale om lavintensiv stillingskrig. Russisk succes blev fra starten sikret ved en integreret anvendelse af moderne materiel som droner, cyberangreb og elektroniske angrebsmidler med traditionel anvendelse af slagkraftigt feltartilleri samt luftværnssystemer, der holdt ukrainske kampfly væk.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa.

Denne regulære konfliktmulighed, som af nye krigs-teorien afskaffede er åbenbart klart accepteret i Rusland, hvor årene efter 2014 er blevet præget af målrettede forberedelser til en eventuel generel hurtig storkrig med Vesten.

De russiske øvelser er blevet gjort stadig mere krævende og omfattende. De logistiske og mobiliseringssystemer, der kun er relevante i en længerevarende storkrig, genopbygges og afprøves. Evnen til strategisk overraskelsesangreb opbygges og øves.

Kommandostrukturen udsættes for uvarslede inspektioner og mindre motiverede og kvalificerede ledere fjernes konsekvent. Alle typer elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter.

Alle dele af kernevåbenstyrkerne opbygges og gives en synlig rolle i krigsforberedelserne.

Dele af det samme sker så småt i Vesten, men da kapabiliteter, der ikke kun er relevante i ”nye krige”, er sparet væk eller reduceret væsentligt i løbet af de sidste tyve år i alle andre end de amerikanske styrker, er det meget begrænset, hvor realistisk man kan øve generel krigsførelse.

I Europa er man også hæmmet af, at den teoridannelse om fremtidige krige, der har afløst professionelle studier, er uændret. Som lemminger kører en ikke triviel andel af officerskorpsene, forskere og politikere videre i det ”nye krige”-spor, som blev fastlagt i nullerne.

Da civile akademikere, som især Europas militære og strategiske tænkning nu hviler på, sjældent har forudsætninger for at forstå eller analysere generel konventionel krig i endsige mulig kernevåbenanvendelse, er det nu dem, der låser de militære styrker fast i en anakronistisk krigsopfattelse, uanset, om man beslutter at anvende flere penge til at øge og forstærke dem.

Generalerne kan heller ikke hjælpe, da de som hovedregel heller ikke har markeret synlig interesse eller selvstændig tænkning uden for ”nye krige”-rammen (og ofte heller ikke inden for denne ramme). De har koncentreret sig om loyal, uselvkritisk forvaltning efter den offentlige sektors standardregler af de styrker, de har fået stillet til rådighed.

Der er dog én afgørende faktor, der må ses i øjnene som det allerførste og kritiske problem i forbindelse med muligheden og afskrækkelsen af en generel konflikt. Det er, at antallet af enheder på begge sider er dramatisk nedskåret i antal i forhold til under Den Kolde Krig. Dette betyder, at ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar.

Dette gælder både i Europa og mange andre steder i verden, også steder, hvor klimaforandringer, kombineret med en stor befolkningstæthed og stadig mere radikal nationalisme dramatisk øger risikoen for konflikt mellem naboer.

Den lave troppetæthed betyder, at den side, der kan tage initiativet for at opnå overraskelse kan sikre sig afgørende fordele. Han kan søge en hurtig afgørelse ved at gå uden om den forsvarendes sides styrker og meget hurtigt, måske inden for et døgn. Derved fremkaldes en krise, hvor forsvareren har valget mellem at overgive sig uden betingelser eller på den anden side optrappe til anvendelse af kernevåben.

Det betyder blandt andet, at man med den nuværende situation i Europa har placeret sig i en potentielt fatalt ustabil situation.

Efter de sidste ti års erfaringer må vi forvente, at en sådan eventuel krig, som ligner de første operationer i Østukraine, vil kombinere en anvendelse af konventionel indsats, en opbygning med disinformationskampagne, cyberkrig på kamppladsen, mod hjemlandet og mod internationale kabler, massiv anvendelse af forskellige typer droner til støtte for præcisionsangreb, angreb på navigations- og kommandosystemer.

En sådan konflikt er på vestlig side hverken gennemtænkt af generalerne eller de civile teoretiserende akademikere. De kunne med fordel blive inspireret af tænkningen i general Valerij Gerasimovs russiske generalstab.

Hvis konflikten ikke bliver afgjort hurtigt med den ene sides accepterede nederlag eller med en gensidigt selvmorderisk kernevåbenkrig (de steder i verden, hvor modstanderne begge har kernevåben), vil den meget vel kunne udvikle sig som de foregående to verdenskrige i en længerevarende, pulserende nedslidningsindsats, hvor både traditionelle, nye og nu ukendte typer våben og enheder bliver anvendt i samspil, som det altid har været tilfældet.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, den nullernes teoribølge for de såkaldte nye krige var, er og vil være irrelevant. Det er på tide at standse med at bruge penge og grå celler i det spor, også fordi det blokerer for nødvendig erkendelse af nogle af fremtidens alvorlige udfordringer.