OBS!

At politikere er generalister og derfor faglige amatører er en af de rimelige og væsentlige grundlæggende sunde vilkår i et demokrati.

Men når to så rutinerede politikere som den danske statsminister og forsvarsminister præsenterer og forsvarer et forslag, der som det forsvarsforligsudspil, de fremlagde den 11. oktober, er fyldt af spin, fejlopfattelser samt halve sandheder og har væsentlige huller, er der noget galt.

Det er klart ved læsning og analyse af piecen, at problemerne ligger i embedsmændenes udarbejdelse af forslaget og i forberedelsen af specielt forsvarsministeren til de efterfølgende interviews. Problemet bliver ikke mindre af, at man har en klar fornemmelse af, at selv de uniformerede rådgivere ikke vidste bedre.

Forsvarsministeren slap kun nogenlunde sikkert igennem de efterfølgende interviews, dette fordi journalistkorpset på Christiansborg aldrig kunne finde på at nedlade sig til at søge indsigt i andre områder end forholdet internt i og mellem partierne, lidt makroøkonomi samt holdningspolitiske emner.

Da de af deres kolleger, der for tiden er ansat som rådgivere og kommunikationsrådgivere, har samme lave videns- og forståelsesniveau, bliver samspillet mellem politikerne og vælgernes kontrollører fra medierne et tomt, ukritisk og overfladisk spilfægteri.

Denne OBS-blogartikel skal dels bidrage med lidt supplerende oplysninger om nogle af de forhold, der kom frem under præsentationen og de efterfølgende interviews, dels berøre helt centrale emner, som glimrede ved deres fravær.

Fregatternes udrustning og bevæbning
Fregatterne vil blive udrustet med moderne områdeluftforsvarsmissiler, opgraderede radarer samt moderne muligheder for ubådsjagt.

Dette er helt fint og logisk, idet det betyder, at investeringen i bygningen af de nu vellykkede og velfungerende største danske krigsskibe i vores marinehistorie bliver meningsfuld.

Det vil gøre fregatterne anvendelige til at indgå i bl.a. amerikanske hangarskibsgrupper på de store have, og anti-ubådskapaciteten kan også blive relevant i isfrie farvande i omkring Grønland under suverænitetshævdelse og krisetilstedeværelse her.

Fregatterne hører hjemme dér, ikke øst for Bornholm, hvor de ved en eventuel krigsstart ikke vil komme til skud, før de bliver sænket. Det skyldes dels, at NATO ikke vil skyde først og for det andet, at vore skibe som resten af NATOs krigsskibe ikke har effektive selvforsvarsvåben mod de langtrækkende, supersoniske sømålsmissiler, som russerne kan flytte rundt i Kaliningrad.

Heller ikke fregatternes nye anti-ubådsvåben er specielt relevante i Østersøen, dels fordi russerne endnu ikke har prioriteret at opbygge deres ubådsstyrke her, dels fordi fregatterne ikke kan operere i det farvand, før de langtrækkende våben i Kaliningrad er sat ud af kraft. Dette kan i øvrigt lettest og mest rationalt kan ske med langtrækkende feltartilleri fra Litauen og Polen, der med droner finder og følger de russiske kystmissilbatterier. Denne svaghed ved russernes situation i Oblasten kommer jeg senere tilbage til.

Det er en gammel nyhed, som russerne allerede klart har taget afstand fra, at fregatternes opgraderede radarer skal kunne bidrage til NATOs forsvar mod ballistiske missiler. Der er dog ikke tale om truslen fra russiske ballistiske missiler, men først og fremmest iranske, som kun vil udgøre et alvorligt sikkerhedspolitisk problem, hvis de udrustes med kernevåben, og det vil først blive aktuelt, hvis Trump, som det nu desværre tyder på, bryder med den internationale aftale med landet.

Nu hører man under diskussionen om bevæbningen af fregatterne med et moderne områdeluftforsvarsmissilsystem, at dette begrundes med, at man så kan skyde Rusland ballistiske Iskandermissiler fra oblasten ned.

Om det er muligt, er for det første i meget høj grad tvivlsomt, for det andet er det totalt irrelevant, hvis det skulle være realistisk.

Der er hidtil kun et missilforsvarssystem i verden, der har haft rimeligt gode resultater med nedskydning af missiler. Det er Israels højtudviklede forsvarssystem mod Hizbollahs og Hamas’ langtrækkende raketter fra Libanon og Gaza. Truslen her er kun simple raketter af forskellige størrelser, der følger en ren ballistisk bane. De støttes ikke som russiske våben af modmidler.

Selv USA har ikke haft tilsvarende succes under deres forsøg med anti-missilvåben, og selvom det rent faktisk skulle blive muligt at anvende fregatternes luftværnsvåben mod Iskandermissilerne fra Kaliningrad, er dette totalt irrelevant for Danmarks og andre landes sikkerhed.

Rusland kan nå bl.a. Danmark med tusinder af andre kernevåben fra mere langtrækkende ballistiske missiler, flybårne bomber og missiler samt krydsermissiler fra land, overfladeskibe og undervandsbåde. Vi må som under Den Kolde Krig leve med, at den eneste sikkerhed mod russiske kernevåben er de tilsvarende amerikanske. At tro, at vi selv kan sikre os mod dem, er naivt tosseri.

Brigaden med de 4.000 mand
Udkastets forfattere har åbenbart en opfattelse, af hvad en brigade er, der ligger på samme amatørniveau, som vi kan forvente hos en statskundskabsuddannet ”militærekspert”: Det er en stor hob af soldater, der jo kan deres job, hvis de er kontraktansatte. Denne består af delhobe udrustet med forskellige typer af våben.

De synes at tro, at alle andre er ligeså uvidende og derfor ligeså let imponerede som de selv.

Kun gamle professionelle “ex-koldkrigere” som blogforfatteren, ved fra egen erfaring, hvor vanskeligt det er at få ikke alene enhederne – delhobene – til at fungere internt. Hertil kommer det krævende samvirke mellem de forskellige dele. For os er det tragikomisk at konstatere, at pjeceforfatterne synes at tro, at når man har hobene og våbnene, kan man, efter at have trukket soldaterne hjem fra forskellige internationale missioner og grænsevagt m.m., på et halvt år få opbygget enhederne af de forskellige legoklodser og derefter skabe en smuk samling af forskellige legobygninger. Denne pæne legolandsby er så brigaden.

Forudsætningen for at få hobene til at blive en brigade er for det første, at enhedernes officers- og befalingsmandkorps er særdeles veluddannet og rutineret i at kunne gennemføre og lede enheder under ekstremt krævende konventionelle operationer, hvor enhver officer og befalingsmand skal kunne virke på et eller bedst to niveauer over sin indledningsvise stilling.

Et sådant officerskorps findes ikke længere, dels på grund af, at udtagelsen og uddannelsen til stadighed er blevet forringet, dels fordi det høje, krævende og varierende øvelsesaktivitetsniveau i 25-30 % af året, der skaber kadrernes rutine, af mange forskellige årsager ikke finder sted. Officerens virksomhed domineres af organisatoriske nødløsninger, afspadsering af overarbejde samt konstant indtastning af detaljerede forbrugsdata.

Det allerførste og væsentligste skridt i skabelsen af brigaden er at erkende, udtrykke og handle ud fra, at den skal forberedes til at kunne deltage i regulære og længerevarende kamphandlinger i en konventional krig.

Jeg ved, at dette for danske politikere – samt de fleste af nutidens officerer – er næsten umuligt at nå til. Det skulle have været udtrykt entydigt i præsentationspjecen. Uden at dette sker, er indsatsen spild af penge, idet vi ikke kan overbevise russerne, balterne eller os selv om, at anstrengelsen har nogen værdi.

De afgørende skridt, der derefter skal tages, er for det første, at alle chefer fra brigadechefen og nedefter til kompagnichefer fra starten af og fremover skal være rollemodeller med hensyn professionel viden, færdigheder, professionel innovationsevne og engagement. De tre chefsniveauer i brigaden skal fra top til bund derefter helt frigøres for rutineforvaltningsopgaver, så de kan koncentrere sig om at følge og forny uddannelsen og tilpasningen til de nye opgavekompleks og gennemføre udviklingen af deres stab og underlagte enheder. De skal endvidere havde delegeret ansvar for og myndighed til at flytte personel, der selv efter vejledning og hjælp viser sig uegnet til deres funktion. I princippet bør chefer på alle niveauer ansættes under en form, hvor der ved fast tillæg kompenseres for, at de ikke har nogen højeste arbejdstid.

Disse forhold kan i dansk nuværede Forsvar virke fremmed og mærkeligt, hvilket kun viser én ting, nemlig hvor langt vej vi siden 1992 har bevæget os væk fra militært minimalt effektive arbejdsformer.

For at skabe brigaden af materiellet og delhobene skal kadrerne i øvrigt straks og jævnligt rekognoscere i det område, hvor den forudsættes indsat, herefter ikke mindst i Baltikum. Derefter skal de udarbejde og øvelsesteste skitseplaner for de mulige indsættelser.

Herunder skal der konstant netværkes med de lokale militære og civile myndigheder for at fastlægge underlæggelseforholdet til de derværende kommandomyndigheder, muligheder som samarbejde med lokale enheder samt mulighed for værtslandets støtte (Host Nation Support). Efter danske værtslandserfaringer fra 1980’er skal der udarbejdes formelle samarbejdsaftaler.

Det tager erfaringsmæssigt et par år at få en aftale færdigforhandlet. Den tid tog det i slutningen af 1970’erne under forhandlingerne mellem Østre Landsdelskommando (hæren øst for Storebælt) og de britiske myndigheder om den mulige indsættelse af 1. Britiske Infanteribrigade på Sjælland.

Først efter, at man har opnået et vist kendskab til de mulige indsættelsesområder, kan man gå i gang med at skræddersy og øve brigaden til opgaven. Organiseringen indebærer dels tilpasningen af brigadens enheders udrustning til terræn og klima, men først og fremmest opbygningen af brigadens logistik.

Dette først og fremmest med et logistisk støtteområde tæt bag kampenhederne med en todelt logistikbataljon med militærpoliti, forsyninger af bl.a. ammunition, brændstof og mad til vel en uges intensiv indsættelse, feltmæssige værksteder med materielbjærgningskapacitet og reservedele samt en sanitetsenhed.

Hvis der ikke kan aftales sikringsstøtte fra værtslandet skal der også opstilles danske sikringsdelinger til alle dele bag kampenhederne, dvs. artilleri, kommandostationer og logistik.

Derudover skal der opstilles et logistisk baseområde ved den vestbaltiske havn, som skal være punkt for søforbindelsen hjem. Her skal bl.a. placeres militærpoliti, nogle ekstra ugers forsyninger af alt, som værtslandet ikke leverer, et feltlazaret, ekstra transportkapacitet og en krigsfangelejr. Ja, krigsfanger er folkeretligt et dansk ansvar, her kan vi som bekendt ikke snyde på vægten igen.

Det er godt at huske, at den professionelle militære altid og hele tiden tænker logistik. I pjecen nævnes ordet, men man synes ikke at forstå, at det indebærer for brigadeprojektet, at kadrerne i hele logistikorganisationen skal være etableret af faste officerer og befalingsmænd samt reservefolk med den relevante blanding af civil og militær baggrund.

Det er i øvrigt helt urealistisk, at andet end kadrerne og militærpolitiet i logistikorganisationen kan holdes inden for loftet på de 4000. Resten må som under Den Kolde Krig skaffes ved uddannelse af værnepligtige enheder og udrustes med udskrevne køretøjer og materiel. For at brigaden skal blive mere end en kulisse, der kun imponerer Christiansborgmedierne, skal opstillingen af logistikelementerne indledes straks, dvs. fra starten af forligsperioden.

Når organisationen er på plads startes en konstant øvelsesaktivitet af brigadens stab og stabskompagni sammen med alle enhedernes føringselementer, øvelser hvor lokale værtlandsofficerer ofte deltager, og hvor også logistikenhederne deltager.

Når dette har været gennemført et par år under jævnlig allieret inspektion, vil den voksende hob af personel og materiel tage form af en brigade. I forløbet vil der vise sig et akut behov for at genskabe en professionel videregående uddannelse af den bedste af hærens yngre officerer. Officerer over 45 år hører ikke hjemme i brigaden.
Se i øvrigt:

Land Force Re-booting Guide for Dummies

Værnepligtige og kontraktlønnet personel
Ordudvekslingen om dette emne, herunder både spørgsmål og svar, var præget af uforbeholden uvidenhed hos både journalister og civile ”eksperter”. Hos politikerne var de også præget af uvidenhed, men samtidig af parti- og den enkeltes grundholdninger til statslig tvang og til krig.

Da jeg lige har behandlet spørgsmålet ud personlige og observerede erfaringer med alle typer af bemanding, henviser jeg her til:

On ways to man an army

De 180 dages varsel
Som allerede beskrevet kan man ikke vente med at skabe “brigaden” af soldaterhoben og materielbunkerne til det tidspunkt, hvad man beslutter, at nu er gode dyr rådne. Det skal ske straks.

Det kan i øvrigt undre, hvor disse 180 dages varsel kommer fra. Hvis vi anvender de gamle begreber “strategisk varsel” (dækkende varsel om krigsrisiko) og “taktisk varsel” (om umiddelbart forestående angreb) må man for det første konstatere, at erfaringerne med Sovjetunionens invasioner af nabolande i 1956, 1968 og 1979, Cubakrisen i 1962 og med Ruslands invasioner i 2008 og 2014 ikke giver noget som helst håb om mere end et par ugers kombination af de to varsler.

Læsningen synes at bygge på opfattelsen af, at Putin vil handle rationelt, og da han ved, at NATO/Vesten er stærkest, og at vi derfor vil vinde anden runde, vil han ikke han ikke handle ufornuftigt. Der er indledningsvis to problemer med denne opfattelse.

For det første er NATOs vesteuropæiske lande som Danmark reelt uden kampklare enheder, og USA har ikke mulighed for at rømme Stillehavet, Korea og Det Sydkinesiske Hav og koncentrere til Europa. Som i 1941 har USA samtidig to krigsskuepladser selv efter man har nedbygget sine styrker til kun at kunne håndtere én, og på grund af de ekstremt høje priser for nyt materiel har man ikke penge til at retablere evnen til at håndtere to.

For det andet er vælges krigsmuligheden i min erindring som historiker så at sige aldrig ud fra en objektivitetsbaseret og rationel analyse. Krig vælges som den mindst ringe mulighed som af Japan i 1941, Storbritannien og Frankrig i 1956, Sovjetunionen i 1979, Irak i 1990 og USA i 2003, fordi man føler sig overbevist om, at lige nu er der en mulighed, et åbent vindue til et hurtigt kup med minimum risiko. Og Putin kan med forberedelse af kernevåben skabe en “firewall” efter første fases fait accompli, der placerer problemet på vores side.

Men lad os nu sige, at læsningen af Putin er korrekt, og at han uanset om USA måtte ville blive bundet af en åben konflikt i Sydøstasien ikke opportunistisk vil udnytte situationen i Europa. I så tilfælde er det ændring, der kan udløse 180-dages overvejelser, være en afløsning af ham med kræfter fra den radikalt nationale opposition til højre for det nuværende styre.

I den situation er det imidlertid min historisk baserede opfattelse, at NATO og medlemslandene vil være ekstremt tilbageholdende med at gøre noget som helst, som det nye styre kan anvende som påskud. Dvs. at det teoretiske varsel ikke vil blive anvendt.

De 180 dage må være forankret i Forsvarets Efterretningstjeneste. Problemet er imidlertid, at tjenesten ikke længere også er en militær efterretningstjeneste. Det er blevet en af forsvarsbudgettet finansieret civil udenrigsefterretningstjeneste, der er blevet rettet mod at varsle om udenlandske terrorkilder. I forhold til Rusland er det den tidligere politisk-økonomiske dimension, der er bevaret. Den militære varslingskapacitet er nedlagt som irrelevant, og nedlæggelse af den militærprofesssionelt analytiske videregående uddannelse på Forsvarsakademiet gør, at den nu tabte kapacitet ikke umiddelbart kan retableres.

Det mest problematiske i situationen er dog, at Forsvarsledelsem og FE’s chef ikke åbent fremlægger de begrænsninger, som den nuværende tjeneste har.

Ikke behandlede forhold: Bornholm
Tjenstestens nu ekspertisemæssige skyklapper viser sig også i den manglede evne til at sætte sig i en russisk, militærvidenskabelig generalstabsofficers verdenssyn og arbejde.

Hvis man forsøgte, ville man forstå, at Kaliningrads udsatte position mellem Polen og Litauen gør det nødvendigt, at Rusland – om dette fortsætter med at være muligt – må gøre denne trussel mod Kaliningrad operativt og geostrategisk irrelevant ved at låne Bornholm som fremskudt sømåls- og luftværnsmissilbase.

Øen er i modsætning til Oblasten ikke sårbar fra naboområder, og vil derfor effektivt kunne lukke mulighederne for at sejle hjælp fra NATOs bagland i Danmark og Nordtyskland til Baltikum.

Hindring af anvendelsen af Bornholm på denne måde vil derfor være det umiddelbart væsentligste danske bidrag til den fremtidige sikrede base-transitrolle, som forligsudkastet ser for dansk forsvar. Målet med bevogtning og forsvar af øen skal være at hindre, at tung materiel som missilenheder kan komme i land på øen efter et kup. De første havne og den første lufthavn, der skal kunne bevogtes og spærres, ligger på Bornholm, og bortset fra sikringen af Rønne Havn vil opgaven kunne løses af værnepligsuddannede sammen med lokale specialister og folk fra søværnet.

Andre ikke behandlede områder
1) Retableringen af et ansvarligt forsvarschefsembede
2) Retablering af en kvalitetsuddannelse for det mindre antal faste officerer, der er behov for i fremtiden, både på det grundlæggende niveau og på det videregående niveau (det ville indebære en analyse af, hvad der var fast officersarbejde, hvad der var fast befalingsmandsarbejde, og hvad der kunne løses af reservekontraktpersonel
3) Diskussion af Cyberforsvar som en central totalforsvarsopgave og denne opgave og organisations logiske placering i Centraladmistrationen

Da hær og professionalisme blev ødelagt

Analysen opsummerer bl.a. bloggens seneste forsvarspolitiske rådgivningsbidrag og analyser af dansk forsvars tragedie. Den er en kritisk rekonstruktionsanalyse af 2004-17-udviklingen fra sidelinjen. Kun med hensyn til forløbet på Forsvarsakademiet i samme periode hviler analysen på observationer på stedet.

Begrebet ”Ungtyrkere” har i mere end hundrede år blandt andet været betegnelsen for en lille gruppe stabsofficerer eller ambitiøse politikere under kabinetniveau (dvs. personer uden formelt ansvar), der sammen søger revolutionære ændringer af deres organisation/parti.

Det indlysende valg
I 2003 opnåede en lille gruppe dygtige og dynamiske karriereofficerer i Forsvarsstaben og Forsvarsdepartementets 1. Afdeling enighed om et klarsyn, der hurtigt kom til at ændre Forsvaret fundamentalt. Det skete under forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Nøglepersonerne var kommandør Torben Ørting Jørgensen (“Thøger“), der var afdelingschef i Forsvarsstabens Planlægningsafdeling, samt oberst Per Ludvigsen, der ganske vist nu var chef for 3. Brigade, men som i de fire sidste år af 1990’erne havde været chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, dvs. policykontoret. De to hovedpersoner tvivlede åbenbart aldrig på, at de havde ret, og det blev også tilfældet med de officerer, som derefter “konverterede” til den smarte ´ide´. Bortset fra Ludvigsen, der stadig havde en nøglerolle indtil sin pensionering ved udgangen af november 2017, blev det konvertitterne, der i årene efter 2010 kom til lede Forsvarets udvikling på deres opfattelse af idéen.

Ideen, der skulle revolutionere forsvaret ved at gøre op med arven efter Den Kolde Krig, havde skriftlig form med navnet ”K-notatet” (for ”Kapacitetsnotatet”). Forløbet er offentligt kendt gennem den dokumentarfilm af sammen navn fra foråret 2004, som fulgte Forsvarschefen tæt igennem det foregående efterår.

Den skitsemæssige rekonstruktion udefra af forløbet bygger på filmen, på korrespondance med kritikere af tidligere rekonstruktioner af forløbet, på i artiklen nævnte samtaler og på den logiske arv fra idéen, som helt op til denne september 2017s forsvarsforligsarbejde har præget Ludvigsens og konvertitternes indsats.

Forsvarschefen, general Jesper Helsø, i dokumentarfilmen om “K-notatet”, der fulgte det interne forløb i Forsvarskommandoen

De officerer fra forløbet, som stadig bestrider eller bestred nøgleposter i Forsvaret, er ud over Per Ludvigsen (der blev chef for Planlægningsstaben efter sin brigadechefstid), er som nævnt alle officerer, der blev overbevist og “konverterede” til idéen og derefter bidrog til at “sælge” og implementere den. Det var den daværende Chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, Bjørn Bisserup, Nils Wang, Chefen for Forsvarsstabens Ledelsessekretariat, og Forsvarskommandoens Kommunikationschef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen. Uden kontorchef Bisserups støtte til idéen ville den med stor sikkerhed have været dødsdømt.

Nøglepersonerne er ikke længere de innovative ungtyrkere, klogere og mere klartseende end alle andre. De blev magthaverne, der anførte fornægtelsen og skyttegravskrigen mod at erkende, at deres forudsætninger om fremtiden efter et årti viste sig at være uansvarligt opportunistiske og naive. Officererne er som bekendt ud over den nu afgående Viceforsvarschef nu Forsvarschef, Chef for Forsvarsakademiet samt Chef for Hærstaben.

Notatets reelt revolutionære ideer fik central betydning for det politiske forsvarsforlig for perioden 2005-9.

Når så lille en gruppe stabsofficerer fik så stor magt, skyldes det den uklare strategiske situation, som Danmark og Forsvaret stod i efter 2001. Der var helt klart behov for en entydig fokusering af organisationen og dens aktiviteter. Forsvarsminister Jensby understregede under et besøg ved min skole i Tartu, at det skulle ske straks ved et klart skift af fokus væk fra bl.a. Baltikum. Det er mit gæt, at Jensby blot viderebragte statsministerens hensigt, og han var af Torben Ørting Jørgensen blevet orienteret om det igangværende udviklingsarbejde.

Ministerbesøget i Tartu fandt sted en dag i vinteren 2001-02, dvs. kort efter 11. september, og næste morgen skulle ministeren besøge Per Ludvigsen og de elementer af hans 3. Brigade, der var på øvelse i Nordestland.

Forsigtigere, historisk forankrede officerer ville have valgt at acceptere usikkerheden i situationen og derfor satse på at bevare den størst mulige professionelle og strukturmæssige fleksibilitet. Hvordan dette kunne ske, beskrev jeg i artiklen De danske væbnede styrker i fremtiden – en skitse fra sidelinien i Militært Tidsskrift i maj 2003. Men satsning på organisatorisk fleksibilitet viser umandigt vægelsind, ikke politisk beslutsomhed, og fra en samtale, jeg havde med Per Ludvigsen i foråret 2003 om artiklens anbefalinger, kan jeg kun erindre, at han roste idéen om en meget kort værnepligtsuddannelse.

Under en efterfølgende diskussion af artiklen i Det Krigsvidenskabelige Selskab, der fandt sted, før kontreadmiral Jørn Olesen blev afløst af Per Ludvigsen som planlægningsstabschef, tegnede Olesen et billede af planlæggernes grundopfattelser: Der ville aldrig mere blive storkrige mellem stater i Europa, og dermed aldrig igen traditionelle trusler mod Danmark. Forsvaret skulle herefter være en “værktøjskasse” med rene værnselementer, dansk værnsfælles operativt samarbejde var herefter irrelevant.

Jeg ved nu, at den altid sagligt balancerede og klartseende Olesen under diskussionen loyalt repræsenterede ungtyrkernes projekt på trods af sin egen grundlæggende skepsis. Det kan kun skyldes, at som minimum Forsvarsstabschefen siden vinteren 2003, generalløjtnant Jesper Helsø, allerede havde givet sin principielle støtte til K-notatets indhold.

Ved en debat i Dansk Institut for Internationale Studier i februar 2004 klarlagde Torben Ørting Jørgensen, med sine sædvanlige klare meninger og sikre form de opfattelser, der lå bag notatet, herunder specielt at målet var at skabe kapaciteter, der i kvalitet kunne følge amerikanerne “først ind” og “først ud“. Jeg husker, at han dengang bl.a. forklarede, at for at kunne deltage i en sådan ramme ville Hærens 1. Brigade blive udviklet til en stående, offensivegnet panserbrigade.

Værktøjskassen med fravalgt fleksibilitet
“Værktøjskasse” lyder godt og fleksibelt, men i virkeligheden tømte gruppen næsten kassen for at kunne finansiere de tre værns traditionelle prestigeprojekter. Flyvevåbnet ønskede at koncentrere sig helt om flyene og specielt om jagerflyene. Søværnet interesserede sig primært for de store enheder, der kunne få værnet og det danske flådeflag placeret blandt de store. Hæren ville koncentrere sig om sit machoprojekt, den rigtige panserbrigade, man havde ønsket sig siden 1960’erne.

For at kunne skaffe penge til prestigeprojekterne kasserede flyvevåbnet luftforsvaret, der jo aldrig mere ville blive aktuelt, og logisk nok nedprioriterede hæren også sit i forvejen meget svage nærluftforsvar. Søværnet gik endnu mere drastisk til værks under tømningen af værktøjskassen.

De mindre kampenheder, der i tohundrede år havde været en del af flådens styrke bevæbnet med først kanoner, så torpedoer og endelig også langtrækkende sømålsmissiler blev skrottet. Det godt 120 år gamle minevåben, der havde været en dansk hovedkapacitet og internationalt ekspertiseområde i de foregående to årtier, røg ud af kassen. Det samme skete i processen frem loven også med det næsten hundrede år gamle undervandsbådsvåben. Alt, hvad der bandt Søværnet til den lidet glorværdige rolle som “brunvands”-kystmarine var ikke længere en relevant kapacitet på trods af, at fremtidige problemer også i fremtiden primært ville opstå, hvor folk bor, og det er som bekendt på kyster og længere inde i landet, hvor andre end flådestyrker måtte tage sig af sagerne. Alle de kapaciteter, der var designet til operativ indsats i danske farvande og nærområdet i Østersøen, røg ud af kassen. Det er ikke så mærkeligt, at udviklingen efter 2014 er vanskelig at tage til sig.

For at kunne gennemføre sit prestigeprojekt, panserbrigaden, skrottede eller nedprioriterede hæren ikke kun sin mobiliseringsevne, men alle sine lavprestigekapaciteter, herunder en slagkraftig artillerikapacitet, som nævnt nærluftforsvaret (der blev helt lukket i 2010), og derudover som det allermest kritiske den over tredive år møjsommeligt opbyggede kapacitet til at yde kampenhederne feltmæssig logistisk støtte og derigennem deres evne til at løse deres opgaver i konventionel kamp.

Værktøjskassen blev næsten tømt for kapaciteter for at skaffe rigeligt med penge til resten. Men da man ikke kom hurtigt “ud”, som forudsat i planen, gik disse penge i stor udstrækning til at vedligeholde de langvarige internationale operationer, og da besparelserne ramte, efter Afghanistan sluttede, var fregatterne stadig uden de ønskede nye våben, flyvevåbnet stadig uden nye fly og hærens panserbrigade kun en kastereret drøm.

Fremtiden skulle i gruppens reelt naive plan kun bringe deltagelse i korte og effektive interventionsoperationer mod terrorister. Derfor var mental og organisatorisk fleksibilitet, som jeg anbefalede i min samtidige analyses og konklusion, irrelevant som grundlag for det fremtidige forsvar.

Det var lige før, at det i sommeren og efteråret 2004 begyndte at gå kritisk galt i Irak og små to år før, at amerikansk strategisk letsind efter sejren over Taliban i 2002 muliggjorde organisationens nye invasion efter genopbygningen i Pakistan.

Planlæggerne i 2003-4 gjorde jo netop det, Forsvarsministeriet forgæves havde efterlyst lige siden etableringen af Forsvarskommandoen, og som man først havde skabt Forsvarstabens Langtidsplanlægningsgruppe og senere Rådgivnings- og Analysegruppen under Forsvarets Forskningstjeneste for at opnå. Mere om det senere. Nu leverede Forsvarsstaben uden- og indenrigspolitisk relevant nytænkning, der samtidig kunne begrunde besparelser.

Torben Ørting Jørgensens far, den dynamiske senere oberst Per Jacob Jørgensen, havde været en nøgleperson i både Langtidsplanlægningsgruppen og senere været leder i Forsvarministeriets egen lille planlægningsenhed. Det første forsøg på alternativlanlægning, som bl.a. faren og denne forfatter havde bidraget til, kom aldrig til at ende i godkendte forslag. Det lykkedes nu for sønnen.

Idéfolkene og konvertitterne kendte klart fremtiden og så ingen grund til at vise ydmyghed. De satsede personligt korrekt. Bisserup afløste sin afdelingschef, Jørgen Hansen-Nord, og har derefter konstant haft en central rolle i Forsvarets ledelse. Bortset fra en kort periode gør det samme sig gældende for Ludvigsen. Nils Wang kom efter en periode som Chef for Søværnets Operative Kommando til Forsvarsakademiet. Torben Ørting Jørgensens klare meninger og tale passede dog ikke til formen i et NATO-hovedkvarter, så han endte i det private erhvervsliv.

Deres syn på fremtiden var formet af de teorier om ”Nye Krige”, som politologer stadig udbreder i uvidenhed om, at begrænsede krige i ustabile områder altid har præget de kortere eller længere perioder mellem stormagtskrige.

Målet var altid synlighed i Washington (DC)
For vores fremadskuende kolleger og den daværende Anders Fogh Rasmussen-regering stod det som nævnt klart, at Forsvaret i den for dem nye situation skulle indrettes således, at man kunne levere danske styrker til amerikansk ledede, internationale operationer. Danmark skulle indkassere mest mulig good-will i Washington.

Som den daværende chefredaktør ved Information, Erik Seidenfaden, havde konstateret, skulle dansk forsvar blot virke som et hornorkester på Det Hvide Hus’ græsplæne. Nu betød dette åbenbart, at landet uden at tænke dybere over hvert amerikansk projekt skulle stille et synligt bidrag til rådighed på trods af den risiko for tab, der snart blev meget tydelig.

For at opnå maksimal politisk synlighed, skulle de danske styrker følge med amerikanerne ”først ind og først ud”. Dette mål bundede i at man i 2003 troede på, at oprydningen efter internationale militære interventioner kunne overlades til FN og eventuelt NATO, som det var sket efter første fase i Afghanistan i 2002.

Ind kom vi snart, men at komme ud tog mange år
Som det viste sig i Irak og Afghanistan, var det betydeligt lettere at komme ”ind” end ”ud”. De tragiske følger af den automatiske deltagelse i udlandsoperationerne, der var idéindholdet bag de revolutionæres forsvarskoncept, skabte forsvarspolitisk forskrækkelse, frustration og modvilje, der blev grundlaget for det for alle særdeles negative forsvarsforlig for 2013-17, der for Hæren blev ødelæggende.

Folkene bag K-notatet kunne indvende, at problemet blev skabt af de politikere, herunder statsministeren, der ikke sørgede for, at det danske bidrag som forudsat kom hurtigt ud igen. Men da krigen jo ikke var blevet hurtigt vundet, som krige sjældent bliver, ville en hurtig tilbagetrækning indebære faneflugt i vore allieredes øjne.

I 2014 gik forsvarsledelsen i gang med at implementere, hvad man rent logisk set kan opfatte som en sidste konsekvens af notatet, nu med Ludvigsen og Wang som nøglepersonerne: Da man var sikker på, at Forsvaret aldrig igen skulle gøre andet end at sende små bidrag til fjerne krige, var der ingen grund til at officerskorpset skulle beholde sin resterende evne til at kunne gennemføre selvstændig dansk militær analyse og forsvarsplanlægning.

Men her i året efter 2013-forsvarsforliget fulgte de tragiske begivenheder på Krim og i Østukraine, der viste, at notatets historieløse præmisser var grundfalske. Det krævede derfor et brud med K-notatets forudsætninger, men det viste Ludvigsen og konvertitterne ikke villige til at gøre.

Det er åbenbart en dansk Forsvars skæbne, at vi ofte lige har fået et forlig, når situationen drastisk ændrer sig til det værre. Det skete i 1932, hvor Hitler kom til magten året efter, og i 1937, året før Europa i 1938 startede bevægelsen mod storkrig. I dag i 2017 står vi med et forsvar, der dels ikke har relevante militære kapaciteter, dels er ude af stand til at erkende dette endsige rådgive om hvordan det igen gøres relevant.

Dansk forsvarspolitiks tilvalgte DNA
Det er nødvendigt at forstå, at alt må føres tilbage til reaktionerne på 1864-nederlaget. Den umiddelbare reaktion blev, at landets forsvar mod Tyskland stadig kunne være meningsfuldt, men kun med støtte af en interesseret stormagt, og det var klart, at Danmark kun kunne holde ud til hjælpen kom, hvis forsvaret – som ved Dybbøl – kunne støtte sig til en fæstning. I åben kamp var vores soldater og officer indledningsvis stækt underlegne stormagternes rutinerede tropper.

Støttet af befæstninger som ved Dybbøl kunne selv den korttidsuddannede danske hær holde, indtil hjælpen kunne nå frem. Derfor Københavns Befæstning.

Senere forstod man det uholdbare i at indrette forsvaret mod Tyskland og satsede på at gøre en tysk invasion unødvendigt ved at indrette et neutralitetsforsvar, der i måske et par dage også kunne gøre modstand mod anvendelse af dansk territorium mod Tyskland. Men det indebar viljen til at acceptere krigsødelæggelser i Danmark.

Den endelige reaktion på nederlaget blev, i det nye Radikale Venstres Peter Munchs analyse, at Danmark kun var forpligtet til en symbolsk markering ved territoriets lande- og søgrænsen fulgt af en diplomatisk protest, hvis en stormagt invaderede landet. Mere kunne udlandet ikke forlange af et lille land.

Erfaringen fra den 9. april 1940 og Besættelsen betød, at de ledende politikere erkendte, at dette ikke var tilstrækkeligt. Danmark måtte sikre, at der uanset angrebets karakter blev gjort militær modstand, der symbolsk markerede viljen til national overlevelse, ligegyldigt hvor håbløst dette måtte ses at være rent logisk.

Tyske tropper i Horsens den 9. april. Næste gang skulle der gøres modstand som i Norge, uanset hvor logisk set håbløs denne ville være.

Erkendelsen blev fra foråret 1952 forankret i Den Kongelige Forholdsordre om ubetinget modstand samt i den landsdækkende karakter af det forsvar, der blev opbygget omkring 1950. Da vi snart erkendte, at vore NATO-allierede ikke kunne bidrage væsentligt til landets direkte forsvar, blev formålet med dansk forsvar og forsvarsbudgettet kun at bidrage lige netop så meget, at man undgik åben protest fra den amerikanske ambassade og således kunne tro på, at Danmark forblev dækket af den amerikanske kernevåbenparaply.

De danske styrker blev fra 1960 i stadig stigende grad blev integreret i de genopbyggede stærke vesttyske styrker i Østersøen og Slesvig-Holsten. Men dette medførte dog ikke, at selv stærkt forsvarsvenlige politikere som Erhard Jakobsen kunne forstå, at det danske militære bidrag til landets forsvar kunne være andet og mere end symbolsk.

Dette er efter 1864 og 9. april det centrale element i det danske forsvarspolitiske DNA, som ingen logiske argumenter synes at kunne ændre. Det kræver desværre nok en ny traumatisk national militær katastrofe. Når de militære chefer som nu tillader opfattelsen at dominere tjenesten, er der ingen nederste grænse for hvor lavt professionelt niveau, der er acceptabelt.

Kun et entydigt fagligt pres fra USA og et par primære europæiske alliancepartnere kan få danskere til at handle, som om de var blevet overbevist om, at en dansk militær indsats kan være meningsfuld.

I 1960 var den tyske Bundesmarines kampkraft i Østersøen under hurtig opbygning. Her motortorpedobåde af Type 140 Jaguar-klassen.

Længslen efter ”smarte” og billigere alternativer
Som det fremgik af det socialdemokratiske forsvarsforslag fra 1970 og tidens diskussion af national ”krisestyring” ophørte danske militære styrkers opgaver, når krigen kom, for den ville jo straks blive en kernevåbenkrig.

Forsvarspolitikerne søgte fra 1970 at skabe et alternativt tænkende planlægnings- og analyseled i Forsvaret, der kunne udarbejde forslag til en innovativ og billigere organisering for dansk forsvar. Planlægningsenheden skulle bryde med forsvarsledelsens idé om, at man skulle fortsætte med den eksisterende organisation med tre værn, der troede, at de kunne og skulle løse egentlige krigsopgaver, samt hjemmeværnet . I 1970 blev denne opgave givet til en Langtidsplanlægningsgruppe i den nyoprettede Forsvarskommando.

Femten år senere fulgte Forsvarsministeriets Rådgivnings- og Analysegruppe, der nu skulle løse den alternativproducerende opgave. Det skulle ske fra Forsvarets Forskningstjeneste, da en placering under Forsvarsstaben ikke havde givet det ønskede brud med den lukkede, traditionelle tænkning.

I 2005 konkluderede forfatterne til den officielle redegørelse for Danmark under Den Kolde Krig uden at inddrage militær sagkundskab, at den danske forsvarsindsats have været tilstrækkelig til at løse sin tids opgaver. Der var ingen grund til at bebrejde nogen.

På det tidspunkt havde en ny tid som allerede skitseret skabt en helt ny ramme for det tilvalgte syn på danske militære styrkers muligheder.

Udgangspunktet: Hæren i slutningen af 1970’erne
For at forstå, hvad der senere skete, er det væsentligt at gå til situationen før 2003-revolutionen begyndte. Indtil 1980 var linjeofficerens teoretiske uddannelse præget af, at han – og snart i få tilfælde hun – som sergent eller reserveofficer havde demonstreret praktisk evne til at lede og uddanne soldater. Før starten på officersuddannelsen havde sergenten eller løjtnanten en civil uddannelse svarende til en matematisk studentereksamen, som enten var fra den foregående skoletid eller var blevet givet af Forsvarets Gymnasium, fordi Forsvaret fandt befalingsmanden så egnet som officer, at man på den måde investerede i personen.

Ud over de militære fag, der domineredes af klasse- og taktiklæreren, en generalstabsofficersuddannet major på vej til oberstløjtnantsgraden som var rollemodel for klassens kadetter, blev den almene dannelse fra gymnasiet videreudviklet med sproguddannelse i tysk og fransk. Officersuddannelsen var dengang ikke kun var rettet mod den første stilling som ung officer, dvs. som delingsfører eller normalt næstkommanderende i et kompagni. Uddannelsen skulle give en generel forståelse for resten af officerens tjeneste, dvs. at det skulle give grundlaget for tjenesten som premierløjtnant, kaptajn og major, hvor udnævnelsen til næste grad kom efter en fast årrække, hvis officeren var bedømt egnet på grundlag af hans praktiske tjeneste. For de fleste skulle der kun være behov for kortere efteruddannelseskurser, ikke for en tilbagevenden til et formelt uddannelsesforløb.

Selv udnævnelsen til højere grader forudsatte i princippet ikke ekstra uddannelse, men i praksis var udnævnelse til oberstløjtnant og højere forbeholdt officerer med generalstabsuddannelse, ingeniøruddannelse samt for nogle uddannelsen som geodæt eller psykolog. For intendanturofficererne – dvs, Forsvarets specialiserede forvaltningskorps – var der udviklet en særlig stabsuddannelse.

Det forhold, at officersskolen i princippet skulle give kadetten et grundlag for hele karrieren, betød, at han skulle uddannes til at forstå bataljonens indsættelse under våbnenes samvirke i brigaderamme. Man tog herigennem højde for – som andre hære, hvis primære opgave var i rammen af konventionel krig – at forløbet under kamp var uforudsigeligt. Enhver ung officer skulle, hvis en ældre officer viste sig uegnet eller blev dræbt eller såret, umiddelbart kunne overtage hans opgaver i alt fald for en tid. Den brede uddannelse af officeren betød også, at hans tjeneste som uddanner og øvelsestilrettelægger kunne støtte sig på en helhedsforståelse af den ramme, hans enhed skulle virke i.

Officerens egnethed som praktisk fører og leder var det centrale ved enhederne
Dengang var det ikke officersskolens teoretiske uddannelse, der bestemte dem faste officers egnethed. Skolemiljøet er et drivhus, hvor planterne ofte sygner, når de plantes ud. Grundlaget for karrieren var primært officerens demonstrerede praktiske og faglige lederevner, som blev opbygget i de første 10-15 års tjeneste ved enhederne. Disse evner som uddanner, forvalter, hjælper for ældre officerer samt som fører i felten blev udviklet og demonstreret under varierede øvelser. Herunder langvarige og krævende feltøvelser, hvor officeren virkede under vejledning som mentor af både yngre faste officerer af ”A- eller B-linjen” og det store reserveofficerskorps, der assisterede under føringen af reserveenhederne fra mobiliseringsstyrken.

Der var indbygget stadig stigende krav i de bredt anvendelige officerers tjenesteforløb. Efter 5-10 års praktisk tjeneste blev rammen for officerens virksomhed i stigende grad samvirket mellem hans eget våben, typisk infanteriet, og kampvognsenheder, feltartilleri, luftværnsenheder, ingeniørstyrker og logistiske enheder. Uanset om han gjorde tjeneste ved enhederne eller i fredstidstabe, deltog officeren igennem hele sin tjeneste indtil pensionering i større øvelser samt bidrog til rekognoscering af krigsplaner og bearbejdning og diskussion af disse ved instruktionsøvelser og procedurestyrede krigsspil kaldet Taktisk Træner-øvelser.

En del af officerskorpset engagerede sig også i den professionelle debat, der for de flestes vedkommende var knyttet til våbenartens, dvs. specialets fagpresse. Derfor kom en meget betydelig del af den professionelle diskurs til at finde sted ved drøftelse af opgaveløsning inden for den enhed eller stab, hvor man arbejde, eller ved de taktiske og planinstruktionsøvelser, der blev gennemført af brigader, militærregioner og andre myndigheder.


Det centrale i en officers uddannelse er at prøve og øve de teoretisk lærte ting i praksis, fra krigsplanlægning til virket som fører. Simulation kan kun indøve procedurer. Professionen læres gennem krævende øvelser, hvor ikke mindst læren af personlige fejl gror fast og derefter forstås i sammenhæng ved efterfølgende læsning om andres erfaringer

Det er helt afgørende at forstå, at ligesom en anden praktisk funderet profession, nemlig lægens, kommer det centrale element i officersuddannelsen fra praktik, og ikke fra teorier. Den militære profession er dog i forhold til den medicinske handikappet af, at man sjældent kan lære ved at gøre tingene i praksis, men må lære ved at øve – og øve så intensivt og realistisk, at man nærmer sig vilkårene i kamp mest muligt.

Indtil 1980’erne byggede Forsvaret bevidst organisationens professionelle udvikling på de officerer, der havde demonstreret deres egnethed under tjenesten i enhederne og grundlæggende stabsposter i omkring ti år. Således udvalgte Hæren på dette grundlag de bedste 10-15 procent af en officersklasse. De blev så sendt til videreuddannelse enten på generalstabskursus eller på en relevant civilingeniøruddannelse, så de blev forberedt til at lede den videre generelt militærfaglige henholdsvis militærtekniske udvikling af værnet.

Uanset, at rammen for at opretholde hærens professionalisme således både fandtes i den professionelle grunduddannelse og i den praktiske tjeneste, var der selvfølgelig en del af officerskorpset, der ikke tog deres profession alvorlig. For mange troede og satsede på, at kernevåbnene ville sikre, at der ikke blev krig, og så var der jo ikke grund til at tage sin tjeneste så alvorligt, at man arbejdede hårdt og krævede af andre, at de også gjorde det. Som Kjeld Hillingsø konstaterede omkring 1980, opfattede en betydelig del af kollegerne, tjenesten som ”for sjov”. Men flertallet gjorde, hvad de med rimelighed kunne inden for deres evner og muligheder, også inspireret af periodens mange markante og indlysende dygtige, professionelle chefer på oberst- og generalsniveauerne.

Virkningerne af ”P83”-officersreformen i begyndelsen af 1980’erne
Intensiveringen af Den Kolde Krig i begyndelsen af 1980’erne og chefers gode eksempel modvirkede til en vis grad for-sjov-tendensen, men netop i disse år blev der gennemført en reform af officerskorpsets tjeneste- og uddannelsesforløb, der skulle skabe alvorlige problemer for især Hæren.

Med P83-reformen slog man uddannelsen af officer til den tidligere ”A-” og ”B-linje” sammen, og alle fik en samlet uddannelsestid som ”Enhedsofficerer” på 2½ år. Det var reelt uproblematisk, for de militære krav til optagelse var fortsat, at ansøgeren havde demonstreret egnethed som befalingsmand. Men de akademiske adgangskrav blev sænket, hvilket ikke mindst var et problem med hensyn til de sproglige basisforudsætninger, som studentereksamen gav. I begyndelsen af 1990’erne kom dette til at betyde, at de eneste udenlandske tekster, der kunne anvendes i den videregående officersuddannelse, var relativt simple engelske. Selv svenske tekster blev afvist som uforståelige af eleverne på videregående uddannelser.

Den grundlæggende officersuddannelses lavere status kom også til at betyde, at hovedfaget taktik blev reduceret i niveauog ikke længere blev båret af en stabsuddannet officer i karrieren, der derved havde faglig ”overhøjde” og autoritet til at koordinere uddannelsen samtidig med, at han var rollemodel.

Indtil denne officersreform havde også Danmark opretholdt det internationalt og erfaringsbaserede princip om, at en generelt videregående uddannet hærofficer, dvs. en officer med generalstabsuddannelse, skulle gennemføre en to års tilfredsstillende tjeneste som underafdelingschef mellem “første” og “anden” stabstjeneste.

Hvis han som en 36-40-årig major ikke længere viste sig egnet til praktisk tjeneste som chef for sit kompagni, batteri eller sin eskadron, kunne han ikke udnævnes til oberstløjtnant. Ordningen kunne virke irriterende på både enhederne, der skulle skabe plads til afprøvningen, og for officererne indebar det en risiko for, at man ødelagde sin fine karriere blot fordi man ikke længere var praktiker. Langt væsentligere for hæren var imidlertid, at ordningen understregede den centrale betydning af praktikken, og den gav den modne officer en læring i, hvad der var væsentligt. Den fine stabsofficer fik en mulighed for at opbygge ydmyghed i forhold til professionens kompleksitet og krav.

Herefter blev stabsofficererne ikke længere udsat for denne ubehagelige og risikable prøvelse, og man kunne blot uantastet fokusere på policy og forvaltning indtil man afstemplet som stabsofficer i et år eller to rykkede ind på et bataljonschefskontor, hvor det var betydeligt lettere at skjule svigtende chefsegenskaber og praktisk forståelse end det var som underafdelingschef. Det efterfølgende forløb i 1990’erne og senere er langt lettere at forstå i rammen af den her gennemførte nedprioritering betydningen af praktisk chefstjeneste og den læring og ydmyghed, der kunne hentes her. Alle de tre nøgleofficerer fra Hæren, som nu styrer Forsvaret og værnet, var berøvet muligheden for den tidligere tvangslæring.

”Funktionæriseringen”
Et helt afgørende problem med P83-ordningen var dens ”funktionærisering” af officerskorpset. Tidligere havde alle linjeofficerer og efterfølgende A-linjeofficerer været ansat uden øverste arbejdstid. De fik ikke penge for overarbejde, de skulle blot løse de opgaver, deres stilling indebar, uden hensyn til den tid dette krævede. Derudover skulle de selvfølgelig holde sig fagligt ajour i fritiden, når dette var nødvendigt. 7-16-officerer kunne ikke forvente videreuddannelse eller karriere. Enhedsofficeren blev efter 1983 derimod reelt som den tidligere B-officer ansat som funktionær til fast arbejdstid, og overarbejde skulle honoreres med betaling eller afspadseres. Det blev for mange helt utænkeligt at anvende fritiden til faglig ajourføring, hvilket er et centralt element i enhver profession.

Tidligere havde den indledende officersskoleuddannelse som nævnt skullet stå alene, og blev kun efterfulgt af tekniske funktionsuddannelser og relativt korte efteruddannelser. Nu blev officeren i princippet kun uddannet til den umiddelbart forestående tjeneste og til den militære grad, der automatisk fulgte med den beståede uddannelse.

Ville man udnævnes til næsthøjere grad/funktionsniveau, skulle man gennemgå og bestå det næste videregående generelle formelle uddannelse. Der var ingen alternative veje, såsom tidligere for uddannelserne til kaptajn og major blot tilfredsstillende bedømt praktisk tjeneste i nogle år. Uddannelsen blev herefter vejledt af princippet “just enough, just in time“, hvilket teoretisk sparede penge, men som i virkeligheden var så resurse- og tjenestefraværskrævende, at Forsvaret senere konstant har søgt at “rebe sejlene”, dog uden at ville erkende, at systemet i modsætning til det tidligere passer til en praktisk profession.

Blandt de negative virkninger af ansættelsesformen var, at officeren forventede kun at skulle beskæftige sig med faglig opdatering under formel uddannelse, hvilket er en uholdbar forventning i en profession, hvor alt er under en rivende udvikling opgavemæssigt, organisatorisk og teknologisk. Men kernen i P83 var, at andre, og ikke én selv, skulle forberede én på nye stillinger. Det skulle systemet.

Det var og er objektivt forkert at lade som om, at et sikkert professionelt niveau med evnen til at holde sig ajour og udvikle professionen kan holdes med 37 timers indsats om ugen. Det er gældende uanset hvilken profession, man taler om. Men funktionæriseringen af officerskorpset gjorde det nærmest fornærmende og illoyalt over for kollegerne samt problematisk for ens chef, hvis man ikke ”tog sin arbejdstid alvorligt”.

Selv om kvaliteten af officerens tjeneste – og derigennem evnen til at lære fra egen praktisk erfaring- i 1980’erne var afgørende for forfremmelse, fik gennemgangen af de formelle videregående uddannelsestrin kaldet “VUT I og II” stadig større fokus. Måske så meget, at officerer og personelforvaltningen kunne overse, at i en praktisk profession må praktisk faglighed og lederevne være det helt centrale element i den professionelle udvikling.

De formelle militære uddannelser blev efter P83 den eneste vej til uddannelse, også fordi man lukkede adgangen til mere end én akademisk uddannelse, dvs. først og fremmest for officerers mulighed for ingeniøruddannelse og for nogle uddannelse til psykolog. Dette skabte dels et pres for at åbne uddannelserne for stadig flere, dels et pres fra den forvaltning, der havde beordret officeren på kursus, for at sænke kravene for adgang og for beståelse. For mange blev optaget og stort set ingen frasorteret, hvilket stod klart for undertegnede, da jeg blev kursusleder for stabskursus i begyndelsen af 1990’erne.

Men uanset ændringerne i det formelle uddannelsessystem kunne officererne som flest stadig få en fuld og varieret uddannelse under praktik. Dette skyldtes, at 1980’erne var præget af et meget højt aktivitetsniveau med hensyn til brigadernes og andre hovedkvarterers krigsplansrekognosceringer og uddannelsesaktiviteter.

Det skal understreges, at både Per Ludvigsen og Bjørn Bisserup var for unge til at få personlige praktiske erfaringer fra 1980’ernes intensive aktiviteter, da disse typisk blev opnået på bataljonschefsniveauet i rammen af brigadernes planlægnings- og øvelsesaktiviteter. Ludvigsen modtog sin stabsuddannelse i den britiske hær og brugte sin fritid på jurastudiet. Bisserup markerede sig efter sin tidlige markant gode regimentstjeneste som en usædvanligt dygtig embedsmand i policystillinger. Ingen af de to markerede sig internt eller i offentligheden som interesserede eller originalt debatbidragende unge, yngre eller modne professionelle.

De første år efter Den Kolde Krig
I det første halve årti efter Den Kolde Krig var specielt Hæren præget af stigende krav fra først FN- og så NATO-indsatsen i Ex-Jugoslavien. Samtidig udnyttede forsvarsminister Hans Hækkerup og forsvarschefen Jørgen Lyng Balkan-operationerne til at bedst muligt at forsvare strukturen mod Finansministeriets ønske om at indkassere ”Fredsdividenden”. Snart blev indsatsen på Balkan suppleret med den militære udviklingshjælp til Baltikum og det voksende militære samarbejde med Polen.

I officerskorpset var udviklingen i første halvdel af 1990’erne en skærpelse af både det gode og det dårlige fra udviklingen i 1980’erne. Kvaliteten af den videregående officersuddannelse forbedredes i forlængelse af skridt, der allerede var taget i de foregående 15 år, herunder ikke mindst i evnen til at gennemføre en analyse af opgaver og strukturbehov på tværs af værnene. Jeg har kommenteret udviklingsforløbet i den videregående officersuddannelse en serie essayartikler på Krigsvidenskab.dk, der er blevet udgivet samlet må www.clemmesen.org, konkluderende med artiklen: Mellem militær professionalisme og civile hattefjer: Danske officersuddannelser gennem tiderne.

Den praktiske tjeneste i Ex-Jugoslavien motiverede og udviklede samtidig en del af de unge og yngre linjeofficerer. Værnepligten blev i 1990’erne i betydelig grad rettet mod at sikre bemandingen af den danske internationale indsats her. Professionelt afgørende viden om praktisk logistik samt om risikoen for psykiske kampskader blev genlært.

Læreprocessen mht. psykiske kampskader fik unødvendigt store omkostninger for mange, unødvendigt, fordi professionel amatørisme eller glemsomhed på dette område gjorde, at personellet blev sendt på afspadsering umiddelbart efter hjemkomst og derfor ikke fik nogle ugers “dekompressionsperiode” med kammeraterne, der kunne have mindsket risikoen for kroniske skader.

Nu begyndte de uheldige virkninger af P83-personelordningen at vise sig. Det kostbare og ufleksible system, der havde fastlåst sammenhængen mellem teoretisk uddannelse og udnævnelse, skabte et kostbart uddannelsesforløb, med flere lange fravær fra praktisk tjeneste og store klasser med mange umotiverede elever. Behovet for besparelser førte dog ikke til et generelt opgør med systemet. Dets fortsættelse blev muliggjort ved, at man efter ca. femten år standsede gennemførelsen af det obligatoriske værnsfælles Stabskursus-I, med ringere gensidig forståelse, samspil og samarbejde værnene imellem til følge.

Forsvaret fik snart et for stort og gennemsnitligt for gammelt officerskorps i forhold til de stadig færre enheder og praktiske opgaver. Da man bl.a. overførte de meget store enhedsstabe, der var nødvendige i missionsområdet, til organisationen hjemme, og tømte de resterende kaserner for værnepligtige, blev der dog kontorer, skriveborde og computere til alle. Det er velbeskrevet, at en organisation altid kan skabe arbejde for sig selv ved tom forvaltning og utallige møder, og dermed sikre fornemmelsen af travlhed hos alle. Samtidig fjernede man i fortsat “rationaliserings-“iver de sidste rester af fredstidsstabenes civile stabsstøttepersonale. Herefter blev officerer fastlåst ved skrivebordet med så tidskrævende indtastning af data til DeMap/DeMars og systemets forgreninger, at de fik og fastlåstes i den opfattelse, at dette var naturligt officersarbejde og ikke en undergravning af det resterende professionelle fokus.

Kun få ældre officerer havde oplevet fordelene ved de tidligere ganske små og fokuserede fredstidsstabe ved alle enheder og myndigheder. Den stadig større tidsmæssige afstand til praktisk tjeneste i enheder hos de fleste officerer forstærkede denne udvikling. Fraværet af Den Kolde Krigs krigsopgaver gjorde, at den meget store andel af det faste officerskorps, der ikke blev knyttet til den internationale indsats, ikke længere blev opdateret professionelt ved instruktionsøvelser o.l. Hvis de ikke selv fulgte med, blev deres professionalisme snart reduceret til blot at tage uniformen på. Det er en situation, der er forværret igennem de efterfølgende tyve år.

Materielmæssigt forbrugte man i årene 1992 til omkring 2000 i det store og hele, hvad man havde arvet fra Den Kolde Krig. Der blev et voksende behov for at skære igennem for at skabe handlefrihed til investeringer, og også dette pres var med til i 2003 at åbne et mulighedernes vindue for de revolutionære reformatorer.

General Hvidts satsning: Forsvaret som en produktionsvirksomhed
For mange officerers tendens til at koncentrere sig om at bære forvaltningsbyrden snarere end om at ajourføre deres militære professionalisme, er, som citatet viser, ældre end New Public Management:
… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.”
– Sir Michael Howard, “The use and abuse of military history” in R.U.S.I. Journal 1962.

Da general Lyngs afløser som Forsvarschef, admiral Hans Garde, efter kun fire måneder i stillingen i 1996 blev dræbt ved et flystyrt på Færøerne, kom dette til at medføre et afgørende brud med det primært professionelle fokus i Forsvaret.

Gardes afløser, flyverofficeren Hvidt, og dennes stedfortræder mod slutningen af Hvidts forsvarschefsperiode, chefen for Forsvarsstaben og senere Forsvarschef, artilleristen general Jesper Helsø, så begge Forsvaret som “en produktionsvirksomhed“. For både flystyrker og for artilleriet er den rationelle, videnskabelige, centraliserede og standardiserede anvendelse af resurserne, som i en produktionsvirksomhed, et afgørende element i organisationens effektivitet. Det var derfor naturligt for Hvidt og Helsø at opfange og forstærke de ønsker, der fra 1990’erne kom fra Finansministerets ”New Public Management”-reformer.

Offentlige myndigheder skulle ledes ved hjælp af en måling af output, og ledelsen skulle motiveres til stadig effektivisering gennem konstant reorganisering. Som i en produktionsvirksomhed skulle alle processer gøres målbare og standardiserede på tværs af al aktivitet. Eksisterende og nye aktiviteter skulle gives et standardformat med såkaldte ”business-cases“. Virksomheden skulle motiveres og samles gennem ”visioner”, “missioner“, og et ”strategisk mål” skulle sikre at al indsats loyalt – uden offentlig diskussion – rettedes mod samme mål. Dette medførte, at professionalismen, den militære faglighed, ligesom fagligheden i andre dele af den offentlige sektor, kom under et voldsomt pres, da den ikke lod sig måle eller standardisere. Det er heller ikke så sært, at den i forvejen hensygnende faglige debat i Forsvaret forsvandt under general Hvidt. Loyale diskussionsbidrag skulle koncentrere sig om implementeringen af virksomhedens beslutninger og udnytte ledelsens standardiserede ”New-speak“.

General Hvidt søgte i 1990’ernes sidste år at legitimere Forsvaret ved at gå i spidsen for ”reformerne” og demonstrere, at Forsvaret havde udviklet sig til en supereffektiv, moderne, offentlig virksomhed. En embedsmand i Rigsrevisionen konstaterede smilende over for mig i foråret 2008, da jeg beskrev de ødelæggende virkninger og den dramatiske bureaukratisering, der blev følgen, at Forsvaret jo ikke havde gjort nogen modstand mod kravene om standardisering. Det synes ikke at være gået op for nogle af de involverede i og uden for Forsvaret, at den så eftertragtede ”kreativitet” og ”innovationsevne” forudsætter en både dyb og bred faglighed, som gør det muligt at forudse konsekvenser af beslutninger ”uden for kassen”.

Officerernes identitetskrise og tab af selvtillid
Allerede i de sidste tyve år af Den Kolde Krig havde udviklingen været i gang. Den generation af officerer, der havde oplevet besættelsen og de først ti år af tiden efter som barn eller teenager var sjældent i tvivl om, hvad en dygtig officer var og hvordan han burde optræde professionelt. Men dette var og blev slet ikke gjort tidligt klart for de senere generationer, der sluttede sig til officerskorpset i 1970’erne og 1980’erne.

Dette syntes specielt og naturligt at være et problem i Hæren, der i modsætning til søofficerer og Flyvevåbnets piloter ikke havde en professionsforankring, der gik ud over Forsvaret. At implementeringen af “P83”-officersordningen for Hærens officer betød, at de ikke blev udsat for en professionel mentor og rollemodel under grunduddannelsen har sandsynligvis øget risikoen for, hvad jeg i titlen beskrev som “fagdemens”, dvs. tabet af forståelsen for, hvad officersgerningen indebar og stolthed over denne. Uden denne viden og følelse blev officeren reduceret til blot at være aktivitetsforvalter i uniform uden noget grundlag for selvtillid eller selvrespekt.

Dette forhold betød, at officererne i størst mulig udstrækning søgte privelegier, skjul og tryghed ved at nærme sig civile normer og rammer.

Man udvidede officersuddannelsens længde og ændrede dens indhold med det klare formål at blive optaget i Akademikernes Centralorganisation og derigennem prestige og sikret høj løn. Uanset, at dette undergravede Hærens aldersbalance og effektivitet søgte og opnåede linjeofficerenes fagforening allerede under Den Kolde Krig at få indført en generel 60-års pensionsalder. Det skete på trods af, at de danske officerers aldersgrænser allerede tidligere var høje i international sammenhæng.

Alle reformer af ansættelsesformerne og uddannelsen skete med tilpasning til den laveste civile fællesnævner med hensyn til mindst mulige arbejdsindsats, størst mulige tryghed i ansættelsen og mest mulige prestige.

Fremskridt” på disse områder blev søgt med den uunderbyggede begrundelse, at det ville fremme rekrutteringen til officerskorpset og forbedre fastholdelsesmulighederne. Ingen forsøgte at få personer til at søge officerstjenesten vil at stille høje krav. Det var åbenbart udansk at satse på kvalitet.

Forsvarsledelsens interessevaretagelse
Den militære forsvarsledelse ophørte i realiteten med at være arbejdsgiver og optrådte i stedet som de facto ledere af officerernes interesseorganisation.

Under private overenskomstforhandlinger søges et kompromis mellem på den ene side ledelsens ønsker om øget faglig fokusering af produktionen og mere fleksibilitet i denne og på den anden side de ansatte organisationers ønske om at sikre medlemmerne højere løn, flere privilegier og øget trykhed.

Ud fra denne model skulle forsvarsledelsen og departementets forhandlere have søgt at fremme militærfaglig kvalitet og fleksibilitet i anvendelsen af de ansatte mod at disse fik større fordele. Således skulle forsvarsledelsen have søgt en forenkling og harmonisering i den nu uoverskuelige jungle af løn-, ydelses- og ansættelsesformer. Det skete naturligvis ikke. De forhandlende uniformerede og civile embedsmænd er også arbejdstagere, og de optræder som medansatte snarere end at stræbe mod at give Forsvaret øget professionel kvalitet og virksomhed mod højere løn og mere tryghed.

Jeg glemmer ikke det svar, som den daværende forsvarschef Jesper Helsø gav på et spørgsmål fra mig under et møde i august 2003 med hele generaliteten, forsvarsattachéer og andre udsendte chefer. Spørgsmålet drejede sig om hvor dybt man agtede at beskære antallet af højere grader under de påtænkte styrkereduktioner, så man undgik at få en situation, der mindede om det groteske og latterlige billede, der traditionelt karakteriserede sydamerikanske militære styrker. Helsø gjorte klart, at det ikke var hans hensigt at ændre på antallet af officerer i de højere og højeste grader, da udnævnelserne var privilegier, som motiverede og som derfor skulle bevares.

Helsøs hensigt blev realiseret, og udviklingen senere har vist, hvorledes forsvarsledelsen har valgt at sikre privilegier og tryghed uden modkrav for officerskorpset, men reelt kun for den hjemlige del.

Man bevarede derfor flest mulige officerer på trods af deres stillinger blev militært substansløse. Man fortsatte en linje med flest mulige privilegier og med kun minimale krav med hensyn til at officeren skulle opdyrke, ajourføre og konsolidere sin militære faglighed en identitet, som ledelsen selv lykkeligt havde besluttet var irrelevant i den fremtidige verden.


De helst glemte, vi sendte i krig og derefter svigtede, her repræsenteret af Pilou Asbæk som kompagnichefen i filmen “Krigen”

Men ledelsens omhu og interesse var reelt begrænset til de konstant hjemmetjenstgørende officerer. De unge og yngre hærofficerer, der gjorde den gode, robuste og risikable krigstjeneste for Danmark, mens de ældre sad hjemme og nød privilegierne, fik under operationerne sjældent den loyale støtte og meningsfulde vejledning hjemmefra, de burde have fået.

Og efter 2014 reducerede Forsvaret, som vi skal se, drastisk deres chance for en fremtidig praktisk tjeneste og fjernede deres mulighed for en professionel videregående uddannelse. Derigennem blev det udelukket, at organisationen i fremtiden kunne bygge videre på, udvikle og udnytte de professionelle veteraners motivation og praktiske krigserfaringer.

Ikke klogt eller smukt!

Ansættelsen af skrædderne til K-notatets ”Kejserens nye klær
“People often of masterful intelligence, trained usually in law or economics or perhaps in political science, who have led their governments into disastrous decisions and miscalculations because they have no awareness whatever of the historical background, the cultural universe, of the foreign societies with which they have to deal.”
– Sir Michael Howard, “The Lessons of History

Det 2004-forsvarsforlig, der fulgte K-notatet og implementerede dette, skabte også, hvad der skulle være dets akademiske forankring. Det skete i etableringen af et nyt samfundsvidenskabeligt studiefelt, som man kaldte ”Militære Studier”. Med Mikkel Vedby Rasmussen som første leder blev der først etableret et ”Dansk Institut for Militære Studier” (DIMS) på Forsvarsakademiet, men uafhængigt af dette. Fra 2010 var aktiviteten flyttet til Institut for Statskundskab på Københavns Universitet som ”Center for Militære Studier” (CMS).

Måske skulle forligets beslutning skabe en dansk aktivitet, der svarede til det brede studie af krig og strategi, ”War Studies”, som Sir Michael Howard havde skabt på King’s College, London halvtreds år tidligere. Det var i samme by og periode, hvor de beslægtede ”Strategic Studies” blev udviklet i rammen tænketanken ”The International Institute for Strategic Studies”.

Michael Howard kombinerede sin baggrund som historiker med den direkte og personlige erfaring i krig, som han have opnået som kaptajn i en eliteinfanteribataljon i Italien under 2. Verdenskrig. Hans doktordisputats var et epokegørende studie af den Fransk-Tyske Krig 1870-71, der klart demonstrerede Howards krav om, at krig skulle undersøges historisk i bredde, dybde og sammenhæng, hvis man skulle opnå indsigt fra studiet.

War Studies-virksomheden på King’s College skulle være og blev en dynamisk ramme, hvor krig og konflikt blev studeret på tværs af alle videnskabelige discipliner og med altid bred og åben forståelse af emnet. Den danske hærs grundlæggende officersuddannelses uddannelse i krigshistorie og den videregående officersuddannelse i ”strategi” blev dybt og direkte inspireret af Michael Howards virksomhed og eksempel fra midten af 1960’erne, hvor jeg blev uddannet.

I 2004 gik det med 1968-generationen ved magten og den danske storforskrækkede opfattelse af ordet ”krig” imidlertid ikke at dyrke ”krigsstudier” her i landet. Derfor valgte man i Bisserups 1. Afdeling i Forsvarsministeriet det mere ufarlige og intetsigende begreb ”militære studier”. Navnet var dog ikke den centrale problem i Mikkel Vedby Rasmussens løsning af DIMS’ opgave. Det var, at han arrogant lukkede boksen om studiet på en måde, der var et klart og manipulerende brud med den åbne og empirifunderede videnskabelige tradition fra King’s College.

Den fravalgte evne til operativ og geostrategisk, m.m. analyse
Et seriøst studie af mulige militære konflikter og operationer, af mulighederne for afskrækkelse og af behov for struktur og andre forberedelser, omfatter følgende elementer:

a) At søge en dyb og alsidig forståelse af det problem eller de problemer, som overvejes løst med bl.a. militære midler, af den eller de affødte opgaver samt af både det mulige indsatsområde og af vilkårene i eget land.

b) At opnå en dyb og kritisk indsigt i, hvad de i situationen relevante militære styrker kan og ikke kan med bl.a. en given bemanding og kadrekvalitet, den rådige teknologi og det opnåelige uddannelses- og træningsniveau.

c) At søge et så godt som muligt tilsvarende billede af modstanderen og af eventuelle allierede.

d) At opstille mulige kombinationer af styrker, opgavesæt og bl.a. juridiske rammer og begrænsninger for indsatsen.

e) At identificere mulige kombinationer hos modstanderen og eventuelle allierede.

f) At lade de af modstanderens muligheder, der opfattes farligst og mest ubehagelige for end selv og eventuelt allierede, ”spille” med inddragelse af kritiske ”peers” for at identificere svagheder i egne muligheder, modstanderens muligheder for at reagere effektivt må en måde, der undergraver opgavens løsning og skaber risiko for optrapning ved spredning eller mod mere total konflikt.

g) At lade mulige negative virkninger – herunder ”collateral damage” – identificere med inddragelse af andre end de ansvarlige planlæggere.

h) Herefter at fastlægge ansvarlige anbefalinger til de politiske beslutningstagere.

Intet af dette så de kommende ”militæranalytikere” som specielt relevant, hverken den nødvendige fremgangsmådes militære element eller den systematiske, analytiske fremgangsmåde.

Dette er ikke fordi fremgangsmåden ikke kan læres af ikke-officerer, der gider. Det viste den senere generallæge Erik Darre, da han efter eget valg gennemgik Stabskursus II på Forsvarsakademiet på det tidspunkt, hvor fremgangsmåden var udbygget og konsolideret til en værnsfælles operativ analysemetode. Darre bestod som den bedste i sin klasse.

Det delvise alternativ i Odense
Modsat den britiske og senere internationale War Studies-tradition fravalgte Vedby Rasmussen for det første et historisk grundlag som irrelevant for studiet af krig. Faktisk blev al militær erfaring fravalgt som grundlag for danske militære studier.

I forlængelse af den teoretiserende dominans i det københavnske studie af statskundskab blev emnet ”afmilitariseret”, dvs. at det multi-disciplinære fokus med hensyn til emner og metode fra ”War studies”-traditionen blev bevidst kastreret.

Studier i dybde og sammenhæng var irrelevant, og danske ”militære studier” blev herefter lig med på den ene side studier (ofte isoleret set udmærkede) af teknisk-økonomiske forhold, der dog ikke blev placeret i en helhedsramme bygget på forståelse af militære muligheder og på den anden side ordrige banale betragtninger om den internationale udvikling indpakket i teoretisk-videnskabelige termer. Dette sidste så Vedby Rasmussen som det mest videnskabelige og centrale, fordi dermed forsynede han de betalende med ”nye klær”. Og hverken Forsvarets ledere, der finansierede det teoretiske spindelvæv, eller medierne følte sig kaldet til at optræde som den lille dreng i eventyret om kejseren.

For det andet var det klart, at Mikkel Vedby Rasmussen og hans følge ikke et øjeblik tvivlede på, at historien var slut, og at ”gamle krige” og den tilknyttede gammeldags afskrækkelse og krisehåndtering bygget på militære styrker derfor var irrelevant fortid.

Frigjort fra historien har han som andre politologer let ved at glemme, at politiske beslutninger om krig og fred sjældent bygger på fuld indsigt i konsekvenser og rationalitet. Uanfægtet af menneskelige og organisatoriske erfaringer bliver “boksens” inderside den eneste interessante virkelighed.

Senere fik Danmark rent faktisk oprettet et studie, der mere direkte blev inspireret af de internationale uddannelser i War Studies. Det skete, da Syddansk Universitet oprettede ”Centre for War Studies”, hvor centrets ambition var ”at forstå krigen i sin essens og historiske udvikling, få indblik i nye mønstre indenfor krig og konflikt, og bidrage til samfundets viden om krig og fred og de handlingsmuligheder, vi har foran os. … Krigsstudier er således en pragmatisk akademisk tradition, hvor internationale sikkerhedsstudier, folkeretsstudier og historie og kulturstudier bringes sammen.”

Det var et fremskridt, men også her var der åbenbart ingen interesse i at inddrage militære erfaringer i form af militærhistorie og krigshistorie i studiet, da dette blev tilbudt. Nok også fordi man også i Odense var positivistisk sikker på, at ”gamle krige” var for evigt overstået i Europa. Endvidere blev det ikke SDUs lidt bredere opfattelse, der inspirerede den udvikling af den videregående danske officersuddannelse, ”Master i militære Studier”, der for et par år siden blev resultatet af akkrediteringsforløbet. Det blev den snævrere teorifokuserede københavnske skole.

Militæreksperterne uden interesse for krig
Det ahistoriske tunnelsyn, der kom til at fastlåse de forvaltende tidligere ungtyrkere, der nu er blevet forsvarsledelse, fik således en teoretisk-videnskabelig forankring. Den præger alle de politologer, der får løn for at lade som om, at de er ”militæreksperter” eller ”-analytikere”.

Selv de allerbedste og mest målrettede af disse civile akademikere, som Forsvarsakademiets klare stemme Peter Viggo Jakobsen og CMS’ nuværende leder Henrik Breitenbauch, synes ikke at være klar til at forestille sig, at historien måske ikke er slut, og at den lange europæiske mellemstatslige fredsperiode efter 1945 ikke automatisk er sikret mod en opportunistisk militærstøttet revision, der kan komme helt ud af kontrol. I de første 45 år optrådte man i hvert fald ikke så stråsikkert, som i de seneste to årtier. Selv disse to er ikke parat til at undersøge råddet i NATOs militære muligheder og følgerne af dette.

Vejledningen
I en TV2 Bornholm-udsendelse 24. september 2017 om truslen mod øen kunne seerne nyde godt af, at Jakobsen klart fremlagde sit grundlag og analyse. Derved belyste og bekræftede han det beskrevne danske forsvarspolitiske DNA, som også var hans: Hvis der krævedes mere end symbolsk militær optræden, var opgaven irrelevant for Danmark, og hvis det gik galt skulle man optræde som den 9. april. Befolkningen ønskede ikke at nedprioritere andre områder for at vise solidaritet med allierede. Vi nyder, yder ikke. Operativ og geostrategisk analyse var irrelevant og derfor uinteressant. Rusland ville handle rationelt inden for en vestlig logik. Historisk erfaring var irrelevant.

Direkte citeret fra udsendelsen forklarede Jakobsen: “Vores politikere vil hellere have skattelettelser (…) man vinder ikke valg på at opruste. (…) Ingen lægger mærke til, om man køber flere soldater (…) og det er et vilkår, man er nødt til at operere ud fra. Og det er jo også det vilkår, jeg lægger til grund for min fagmilitære rådgivning og min strategiske rådgivning til politikerne, der er at sige, hvad er det realistisk at få, og hvordan kan vi bedst muligt bruge de penge, og er det så forsvarligt. Ja, det vil jeg jo mene, givet den trusselsvurdering, som jeg anlægger.”

Han synes sig ikke bevidst, at han ikke var ”fagmilitær”, men en statskundskabs-akademiker, der i en årrække efter Den Kolde Krig havde interesseret sig for dansk sikkerhedspolitik og med rette var blevet kendt for sin vilje til at sige klart, hvad han var nået frem til.

Som han gør klart i udsendelsen indebar det ikke, at han skulle sætte sig ind i, hvad militære enheder kunne eller ikke kunne eller hvad geostrategisk eller operativ analyse indebar eller hvordan disse påvirkede situationen. Sådanne var irrelevante og – man forstod – under hans værdighed.

At han med dette reelle fravalg i realiteten ikke kunne rådgive fagligt om strategi, fordi en sådan rådgivning netop drejede sig om at gøre de praktiske – ikke teoretiske – militære muligheder og begrænsninger klart for politikerne, synes Jakobsen ikke bevidst om.

Da De Radikale i efteråret 2017 gjorde klart, at de krævede, at der netop i Forsvarsbudgettet skulle findes meget betydelige ekstra resurser til dansk hjælp til genopbygning af krigszoner, fik idéen straks klar støtte af lederen af Center for Militære Studier, Henrik Ø. Breitenbauch. Han konstaterede, at det var en “fremragende idé“.

Man kan have forskellige opfattelser af mulighederne for at fremme den politiske stabilitet gennem infrastrukturprojekter i krigsområder, hvor der ikke er holdbare tegn på politisk stabilisering. Men det, der her skal noteres, at støtten til de facto-reduktionen af forsvarsudgettet med 118 millioner kroner årligt skete uden, at Breitenbauch overvejede, hvad dette ville betyde i den i forvejen ekstremt vanskelige forligs- og resursesituation.

Breitenbauchs støtte bekræfter reelt også, at de civile sikkerhedspolitiske akademikere fortsat er låst fast i Nye Krige-paradigmet i en situation, hvor fornyet interesse i mulighederne og problemerne ved konventionel og nuklear afskrækkelse umiddelbart set synes logisk.

I kommentarer fra politologerne til enhver truende negativ udenrigspolitik udvikling var og er indholdet altid fortrøstningsfuldt, uanset om der var tale om Nordkorea, NATO, EU, Storbritannien under BREXIT, Det Sydkinesiske Hav eller Ruslands udenrigspolitik: Den ville ende OK, der er nok som i markedet en “usynlig hånd“, der kombineret med aktørernes snusfornuft sikrer, at situationen igen lander på benene, uden at nogen (og da slet ikke Danmark) skulle tænke eller gøre noget selvstændigt. Reelt er substansen i dette argument (som det var i juli 1914), at forløbet plejer at ende godt. ndtil dette ikke længere er tilfældet, får politologerne ret uden at skulle forstå eller argumentere dybere hvorfor.

Det svarer til, at en by på grundlag af de sidste fem års erfaringer med, at alt går godt, opløser brandvæsnet og at dens borgere opsiger deres brandforsikringskontrakter. Logikken er, at hvis det går galt, kan man nok få hjælp af beredskabet i nabobyen, og velfærdssamfundet tillader næppe, at ens familie går til uden tag over hovedet. Og som Jakobsen rigtigt gør klart, er borgerne mere interesseret i flere penge i lommen og mere velfærd.

Selv de bedste og mest åbne er som de tidligere ungtyrkere ikke parat til at erkende, at uforsete politiske jordskælv som i 1989 vil komme igen i en eller anden form, og at det er deres opgave at forberede sig bedst muligt ved at satse på åben erkendelse og strukturel fleksibilitet. At fastlåse beslutningstagernes skyklapper er uansvarligt.

Det største problem med de danske civile statskundskabsbidrag til militære og strategiske studier (på institutter, centrer og efter 2014 i den videregående officersuddannelse) er ikke, at man som grundlæggende positivistisk præmis forudsætter, at mellemstatslige storkrige ikke længere kan ske og erfaringerne fra disse derfor totalt kan ignoreres sammen den konventionelle og nukleare afskrækkelse af disse. Det er, at man ikke åbent fremlægger dette ekstremt begrænsende grundlag for ens forskning, hvilket sådan set er intellektuel uhæderlighed.

Forsvarets virkelighed efter 2004-forliget: Irak og Afghanistan
New Public Management og virksomhedsmodellen slog først fuldt ud igennem efter 2001 i forsvarschef general Jesper Helsøs periode, men den blev forstærket af de revolutionære ungtyrkeres forsvarskonceptkup i 2003, som Helsø valgte at adoptere. Dertil kom virkningerne af, at Danmark i logisk forlængelse af den nye først-ind-i-de-nye-småkrige-koncept endte i to fjerne krige, hvor vi valgte at bidrage uden at have baseret deltagelsesbeslutningen og bidragene på selvstændig faglig analyse.

I perioden fra 2005 til 2013 var Forsvarets ydre virksomhed præget af værnenes indsats i de internationale operationer. Samtidig blev den ”producerende”, hjemlige virksomhed indledningsvis præget af gennemførelsen af ungtyrkernes revolution af organisationen. Arbejdet og arbejdsvilkår på Forsvarets tjenestesteder blev først og fremmest præget af ”New Public Management”-ideologiens fastlåste tro på, at effektivitet blev fremmet af konstant ombrydning af organisation og ansvar (benævnt ”reformer”). Det skete under konstant pres for at skabe målbarhed gennem standardisering af al virksomhed.

Udviklingen var et direkte brud med den veldokumenterede erfaring fra alle organisationer, at reorganisering skaber en periode med dyk i effektiviteten, og at konstant reorganisering hurtigt og drastisk undergraver en organisations effektivitet, fordi den hindrer den nødvendige konsolidering af ansvar, samarbejde og rutineret opgaveløsning. At denne gamle erfaring stadig er gældende, er senest blevet pinligt dokumenteret af SKATs “reform“-drevne, synlige sammenbrud.

Styring ved opretholdelse af organisatorisk lammelse og kaos
Man kan kalde den metode, som fortsat anvendes af Finansministeriet til at presse resurser ud af eksisterende offentlige aktiviteter for at skaffe frihed til nye, pengekrævende politiske initiativer, som styring ved at skabe organisatorisk kaos. Derefter undrer man sig over, at dette kaos – som i SKAT – ikke kan levere faglig kvalitet eller opretholde de ansattes moral.

For Forsvarets vedkommende indebar standardiseringspresset også et direkte angreb på fagligheden, dvs. den militære professionalisme, som skal sikre målretning af aktiviteter med mindst mulig risiko for spild og tab. Et højt fælles niveau i værnene var kun lige og vanskeligt opnået i 1990’erne, i øvrigt med et centralt bidrag af den daværende orlogskaptajn Nils Wang. Det havde bl.a. været vanskeligt, fordi det skulle opnås under bevarelsen af den forskellige organisationskultur, som er central for værnenes effektive opgaveløsning. Angrebet på professionalismen skete ved de afgørende ændringer af den videregående officersuddannelse, som blev præsenteret og ukritisk accepteret som forudsætningen for uddannelsernes civile ”akkreditering”. At ungtyrkerne valgte ikke at se professionsødelæggelsen som et problem, der skulle imødegås, kan forklares af deres sikre syn på fremtiden.

Da det nye aprofessionelle syn på Forsvaret som en først-ind-først-ud produktionsvirksomhed også indebar, at Danmark ikke skulle have et egentligt forsvar, men kun skulle tage rådige ting op af kapacitets-”værktøjskassen” for at opnå amerikansk velvilje, er det naturligt, at man ikke følte behov for selvstændig, national strategisk, også militærfaglig analyse, før man sendte de danske bidrag afsted. Før Irakinvasionen var der fra både det amerikanske udenrigsministerium og den amerikanske hærs side gennemført og offentliggjort indlysende sunde analyser, der gjorde klart, at opgaven ikke ville blive så enkel som Præsident Bush og hans altvidende forsvarsminister Donald Rumsfeld mente. Danmark kunne sammen med vores hovedsamarbejdspartner Storbritannien have læst disse grundige og erfaringsbaserede analyser samt anvendt omtanke og dømmekraft som grundlag for vores bidrag. Ved blot at følge utænkende “først ind” i den dårligt planlagte krigsførelse uden en strategi, blev Danmark medskyldig i den efterfølgende og stadig fortsatte tragedie. Den manglende faglige analyse førte i øvrigt også til bristende juridisk-professionel forberedelse af krigsindsatsen, som man derefter som bekendt forsøgte juridisk at få Forsvarets Auditørkorps til at tørre af på konstabler og på yngre officerer af reserven og senere også linjeofficerer.

Den manglende professionelle forudseenhed på det operativt-folkeretlige område havde allerede skabt problemer i forhold til de danske specialoperationsstyrkers indsats i Afghanistan i 2002. Så fulgte den svigtende evne til at erkende og tilpasse indsatsen i Helmandprovinsen fra 2006 til behovet og situationen. Bl.a. dette kom i kritisk grad til at hæmme effektiviteten af den danske tilstedeværelse. At det ikke gik værre skyldtes kombinationen af simpelt held og Hærens enheders og skolers fortsatte evne til på nogle området at tilpasse sig virkeligheden i missionsområdet, efter man var kommet på plads. Indsatsen i Afghanistan og de betydelige tab gav dog – uanset indsatsens alvorlige professionelle mangler – Danmark stor synlighed i Det Hvide Hus.

Den professionstømte akkrediteringsproces af officersuddannelsen
På trods af, at både Irak og Afghanistan havde understreget betydningen af, at Danmark forberedte sig ligeså godt før vi gik ind i krige, som når vi forberedte fiskeriforhandlinger i EU-regi eller klimapolitiske bidrag i FN, fortsatte de professionsødelæggende virkninger af Hvidts standardiseringsoffensiv op gennem nullerne. Officersuddannelserne skulle som nævnt nu puttes ind i de standardiseringsskabeloner, som skulle gælde for alle civile uddannelser. ECTS-pointsredskabet blev i de civile uddannelser brugt til bl.a. at lette, at studerende kunne tage næste skridt af uddannelsen ved et andet universitet, evt. i udlandet. ECTS blev indført i Forsvaret uanset at det var grundlæggende irrelevant for militære uddannelser. Også det civile krav om faglig akkreditering blev indført ukritisk. Civile uden militær indsigt samt uerfarne politologisk uddannede officerer foretog den faglige ”peer review”-vurdering, der i en ægte fagfællebedømmelse burde have været hentet fra de ledende militære uddannelsesinstitutioner i udlandet. Også på Forsvarsakademiet blev stadig flere ikke-peers fra teoretiske akademiske uddannelser uden faglig militær indsigt sat til at forme officersuddannelserne. Det ville have været indlysende risikabelt, hvis man havde gjort det samme i speciallægeuddannelserne.

På Forsvarsakademiet skete der i begyndelsen af nullerne en organisatorisk dekonstruktion af stabskursus, der dramatisk svækkede dets helhedsudvikling og værdi. Den blev på vegne af Forsvarschefen, Christian Hvidt og hans Chef for Personelstaben, generalmajor Kurt Ebbe Rosgaard, drevet af den daværende kommandørkaptajn Annemette Ruth fra hendes plads som chef for Personeludviklingssektionen i Forsvarskommandoen.

Kursuslederen, der indtil reorganiseringen var en officer med markant professionel profil og højt karrierepotentiale, havde været den helhedsansvarlige chef, der samtidig evnede selv at lede og selv undervise i et af de to hovedfag – strategi eller operationer. Fra 2002 blev kursuslederen reduceret til blot at være koordinerende forvalter af autonome bidrag fra institutterne. Denne organisationsudvikling skabte sammen med den stadig svagere faglige ballast og det stadig lavere professionelle engagement hos den voksende militære lærergruppe, en flok uniformerede, der var så let at vildføre med luftspejlingen af et akademisk diplom, som det var for børnene i Hameln at følge fløjtespilleren.

Hovedkraften i afprofessionaliseringen blev fra 2002 den i København statskundskabsuddannede Ole Kværnø, der som den første ikke-militære leder af stabsuddannelsens strategi-del og i de senere år fra den nye stilling som akademiets “dekan” stod for akkrediteringen, dvs. tilpasningen af officerernes videregående uddannelse til, hvad ufaglærte uddannelsesbureaukrater kunne genkende. Annemette Ruth fik stillingen som Kværnøs kollega som chef for Institut for Ledelse og Organisation, indtil hun i 2005 med udnævnelsen til kommandør blev chef for Policy- og Rådgivningsafdelingen i Forsvarets Personeltjeneste, og herfra kunne retlede akkrediteringsforløbet.

Det var et centralt krav akkrediteringsforløbet, at uddannelsen i fremtiden skulle være forskningsbaseret, dvs. som udgangspunkt, at den eksisterende uddannelse i karakteren af krig, krigsførelse, andre typer operationer, føring og management i krig og krigsforberedelse, nuklear og konventionel afskrækkelse, militær-politisk samarbejde samt professionel operativ og strategisk analyse skulle gives af forskere, dvs. i princippet akademikere med ph.d.-grad.

Problemet var, at sådanne folk fandtes ikke i Danmark, fordi disse emner blandt danske akademikere kun havde interesset en håndfuld historikere, der ikke ønskede at gøre sig relevante ved at søge at generalisere.

Nu kunne cheferne for Forsvarsakademiet i de femten år efter 2002 havde vist rettidig omhu og fastholdt under henvisning til udlandet, at de ovenfor nævnte emner også skulle indgå i den fremtidige videregående officersuddannelse i Danmark.

Derefter kunne man have sikret forskningsbasering ad to parallelle veje: For det første ved at søge kræfterne fra udlandet og for det andet fastholde, at det for rene militære fag ikke var en ph.d., men en kombination af en inspirerende tjeneste som chef, demonstreret analytisk virksomhed og et udenlandsk “War College”-kursus.

Denne rettidige omhu blev ikke vist, og Forsvarsakademiet opgav i stedet professionalismen og søgte taknemmeligt, hvad de danske teoretiske statskundskabsinstitutter kunne levere. Undervisningen blev forskningsbaseret, men militært set irrelevant.

Virkningen af akkrediteringsprocessen blev, at man fra omkring 2010 fjernede uddannelsen i at analysere militære opgaver og problemer med henblik at kunne opnå helhedsforståelse. Dermed forsvandt officerernes evne til at give ansvarlig rådgivning og implementere organisationsudvikling i en militær organisation. Dette skal ses i sammenhæng med, at ingen officerer i mere end tyve år har fået praktisk erfaring med at planlægge større konventionelle forsvarsoperationer over bataljonsniveauet, endsige med at gennemføre forberedelserne til disse. Højere hovedkvarterer har fået for vane styret af inerti og som beskæftigelsesterapi at gennemføre absurde drejebogsstyrede papirøvelser med ikke eksisterende styrker ubundet af virkelighedens terræn, logistik og potentielle modstandere.

Fravalget af officersuddannelsernes vægt på evnen til professionel militær analyse og fra 2013 overgangen til HR-principper og rekruttering, der yderligere nedbygger officerskorpsets evne til at tænke militært, er vanskeligt at forklare. Blandt hovedårsagerne er imidlertid nok K-notatets sikre syn på fremtiden, ifølge hvilket Danmarks hær aldrig mere ville komme rigtigt i krig, og Forsvarets formål jo så er hurtigst muligt at stille de rådige ”kapaciteter” klar til USA’s næste strategiløse projekt. Dertil kommer den beskrevne ”funktionærisering” som P83-personelstrukturen accelererede samt Hvidt-tidens ideal om styringsmæssigt at gøre Forsvaret til en produktionsvirksomhed. De officerer, der som Per Ludvigsen, Nils Wang og Bjørn Bisserup ikke blot tolererede disse udviklinger, men accelererede dem, har formet det Forsvar vi har i dag. Som ledende chefer har de stået og står fortsat som garanter for K-notatets syn på krig i Europa som en anakronistisk umulighed, og afviser derfor i modsætning til vores nabolande, USA og NATO, at Rusland skulle være en trussel, og søger at forhindre, at Danmark og Forsvaret reagerer ligesom de nævnte lande har gjort.

Videreførelse af 2003-logikken, men nu med også politisk bevidst ødelæggelse af hæren
The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”.
– John F. Guilmartin, ”Technology and Strategy: What are the limits?”, “Two Historians in Technology and War“, U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994.

Torben Ørting Jørgensen er fortsat tilfreds og stolt over det bidrag han og Per Ludvigsen ydede til dansk Forsvar med K-notatet. De havde hermed lagt op til den i situationen rigtige reform, og havde derefter fulgt idéerne til dør under gennemførelsen af 2004-forliget. Det var den efterfølgende anvendelse af Forsvaret, der skabte senere problemer, herunder først og fremmest den store reduktion af forsvarsbudgettet. Det, der nu skete, havde efter Ørting Jørgensens opfattelse intet at gøre med reformatorernes hensigt.

Nu var det imidlertid sådan, at udgangspunkt og startstruktur for, hvad der skete, da Hærens kamptropper kom hjem fra Afghanistan faktisk var 2004-strukturen, hvor grundpræmissen var, at der ikke eksisterede en krigsrisiko i de efterfølgende ti år, hvorfor der ikke var behov for reserveenheder, materiel til disse og uddannelse af værnepligtige til bemanding af dem.

Den ødelæggende ”perfekte storm”
Fire forhold skabte den perfekte storm efter 2010, der ramte denne struktur, da det blev klart, at Afghanistan-operationerne var under afslutning.

For det første kunne Finansministeriet nu endelig komme igennem med implementering af en klar ”fredsdividende”. Besparelser på 15 % blev meddelt og legitimeret af venstre-forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, og gennemført af den efterfølgende socialdemokratiske minister Nick Hækkerup. Ud over at spare penge skulle reformerne åbenbart fjerne alle de elementer, der gjorde Forsvaret irriterende anderledes end andre styrelser.

For det andet kulminerede New Public Management-standardiseringen derfor med annullering af Forsvarschefens myndighed og ansvar for Forsvarets aktiviteter. Måske fordi man ikke så grund til at bevare et entydigt ansvar for militære aktiviteter i det altid fredelige Europa, når Danmark så eftertrykkeligt havde brændt fingrene på først-ind ideen i Irak og Afghanistan.

Forsvarschefen blev med reformen i 2013 nu blot en officer, der meldte sig frivilligt til i nogle år at sælge det, som den nu egentlige helhedsansvarlige embedsmand, Departementschefen, bestemmer. Det var herefter ret ligegyldigt, om Forsvarschefen havde en faglig kompetence og erfaring og personlig pondus, der i den tidligere struktur ville have givet ham mulighed for med vægt at rådgive regeringen samt pligt til at give denne rådgivning.

For det tredje havde forsvarspolitikerne lært på den hårde måde, hvad det koster at ville levere mere end symbolsk tilstedeværelse ud over penge:

a) Invalider og psykisk kampskadede, det var vanskeligt at få indpasset i kommunernes socialsystemer.

b) Lokale tolke, der med livet som indsats havde hjulpet danskerne, og som man nu helst ville glemme og overlade til deres skæbne, fordi også de og deres nærmeste var muslimer.

c) Uautoriserede publikationer som i “Jægerbogssagen“, der kostede forsvarschefen stillingen. (Dette på trods af, at det var den daværende departementschef, der på trods af rådgivning fra forsvarsstabschefen Bisserup opmuntrerede ministeren til at dumme sig i Folketinget.)

d) Juridiske skandalesager, der i deres essens var en følge af, at man ikke havde villet være en besættelsesmagt, men gerne ville hjem hurtigst muligt, hvilket betød, at man måtte lade den lokale ordensmagt måtte optræde nogenlunde, som de plejede. Presse, jurister og politikere var enige om at ignorere denne realitet, fordi den både krævede klar tanke og moralsk mod at se i øjnene og forklare befolkningen. I stedet tørrede man problemet af på de udsendte officerer og hjemlige kommandochefer og deres stabsofficerer.

Som en ledende landspolitiker fra Partiet Vestre gjorde klart under anonymitet, ønskede forsvarspolitikerne på baggrund af disse tragiske, uheldige og politisk ubehagelige sager op til 2013-forliget at afslutte deres aktivistiske anvendelse af Hæren. Perioden blev nu lukket med en årlig parade og monumentet i Kastellet.

Men lad os lige se på de fire problemer a) til -d), der rystede og frustrerede politikerne. Alle var reelt fuldt ud forudseelige og ville være blevet erkendt i en systematisk professionel forhåndsanalyse med gennemspilning af mulige forløb. Analysen kunne løbende være blevet opdateret, efter at problemer blev forværret pga. udviklingen i missionsområdet eller hjemme i Danmark.

Problemerne a) og b) krævede kun professionel grundviden henholdsvis den minimale indenrigspolitiske tæft, som forventes af enhver embedsmand i Danmark i ministerier og centrale styrelser.

Problemerne c) og d) kræver derimod en kombination af militær og juridisk viden i både Forsvarsdepartement og Forsvarsstaben. I departementet, der traditionelt har været bemandet med en kombination af jurister og officerer, var den policy- og rådgivningsansvarlige topembedsmand fra 2004 til 2008 Chefen for 1. Afdeling, Bjørn Bisserup. Derefter overtog han som Chef for Forsvarsstaben et tilsvarende ansvar over for Forsvarschefen, hvilket jo også sås i “Jægerbogssagen“. Ansvaret for policyrådgivning og -planlægning i Forsvarsstaben var i perioden fra 2003 placeret i Planlægningsstaben, hvis chef som nævnt var Per Ludvigsen, der i denne forbindelse var velforberedt, da han jo havde kombineret sin militære baggrund med en juridisk embedseksamen. Fra 2005 bevarede han rollen som Forsvarsstabens ledende policyrådgiver, men nu som Chef for Koordinationsstaben.

General Ludvigsens britificeringsprojekt
For forståelse af udviklingen siden 2010 er det afgørende at fokusere på nu viceforsvarschef Per Ludvigsen og det forhold, at han i slutningen af 1980’erne ikke gennemgik den danske videregående officersuddannelse, men derimod den britiske hærs stabskursus. Det var umiddelbart før, at han parallelt med tjenesten som taktiklærer på Forsvarsakademiet gennemførte jurastudiet.

I de seneste år har han bevidst søgt at indføre den britiske model for officersuddannelse i den danske hær. I første omgang ved at afløse P83-ordningens grundlæggende officersuddannelse med rekruttering via praktisk tjeneste og demonstrerede lederevner med den nuværende, hvor en ofte irrelevant teoretisk universitetsgrad er forudsætningen.

I anden omgang, op til 2017-forliget, ved at overlade til enhederne at uddanne de unge premierløjtnanter til kaptajner ved såkaldt “sidemandsoplæring”, som er en fattig dansk erstatning for den britiske læring ved kontant gruppepres fra ældre kolleger og tvungen mentoring fra underofficerskorpset.

Kopieringen ignorerer – bevidst? i uvidenhed? – nogle helt fundamentale forskelle mellem de britiske og danske hære, som gør øvelsen til et bedste fald risikabelt eksperiment.

Den britiske hærs “regimenter” er med deres hjemmegarnisoner stadig bevidst lukkede samfund med personellet – selv familier – indkvarteret på kaserneområdet. Som det vises på diverse TV-serier, er det lukkede samfund, hvis disciplin- og retsforhold bevidst afviger fra det omgivende samfunds.

Det er der en god grund til. Den britiske hær har selv i hjemlandet opgaven at fungere som et gendarmeri og om nødvendigt strejkebrydere. Internt afspejler regimentet stadig en blanding af klasse og paternalistisk kultur, hvor den unge officer formes og uddannes fra to sider.

Det sker for det første gennem pres fra de ældre officerer i korpset af løjtnanter og kaptajner, hvor ansvaret ligger hos den ældre kaptajn, “The Adjudant“, der over for chefen er ansvarlig for at oplære den unge officer til at opføre sig som en sådan.

For det andet “uddannes” officeren i tjenestens praksis af sin delings ofte særdeles erfarne sergent, der bakkes op af den anden af regimentchefens primære hjælpere, den ofte ærefrygtindgydende dygtige “The Regimental Sergeant Major“. Den danske hær har ikke disse vilkår og roller.

For hundrede år siden havde den danske hær et fast underofficerskorps, der kunne sammenlignes med det britiske. Det blev konverteret til “officiantgruppen” i 1923-hærordningen med hjælp fra den tidligere forsvarsminister Peter Munch i et opgør med det daværende danske klassesamfund.

Officiantgruppen blev senere “Specialofficerer”, så “Officer af B-linjen” for med P83 at blive integreret i det nuværende Enhedsofficerskorps. Vi har i 1980’erne igen fået et fast befalingsmandskorps, men i modsætning til den kasernerede amerikanske hær efter Vietnam har Danmark ikke kopieret det britiske system. I rammen af de ledelses- og omgangsformer, der har præget Forsvaret og det øvrige Danmark siden 1970’erne, ville dette også være anakronistisk og uantageligt.

Indtil 1970’erne var de yngre danske officerer indkvarteret på kaserne eller i hvert fald i garnisonen, og herigennem udsat for en mildere form for det opdragende gruppepres, som er en central del af det britiske system. Tre forhold har nu totalt ændret den daværende situation.

For det første betød misundelsen blandt civile embedsmænd over bl.a. officerskorpsets adgang til billige tjeneste- og lejeboliger, at disse efterhånden blev afhændet, senest Rigensgade Kaserne.

For det andet var det i hele tiden efter 2. Verdenskrig et bevidst socialdemokratisk og fra 1973-forliget bredt politisk ønske, at officerskorpset, ja hele Hæren, skulle ud og integreres i samfundet. Man opfattede den tidligere ghetto-lignende situation som usund i et demokrati.

Endelig, for det tredje, betød den hurtige reduktion af garnisonerne sammen med det ændrede familiemønster og mindre mulighed for at flytte til tjenestestedet, at enhedernes personel i dag kommer fra et stadigt større geografisk område.

De vilkår, der lige nu fortsat eksisterer i et britisk regiment for at forme og uddanne unge officerer, forsvandt gradvis fra den danske hær igennem det 20. Århundrede, da den tilpassede sig det omkringliggende samfund under politisk vejledning og mildt pres.

Britificeringen af officersuddannelserne i disse år er fejlplaceret i tid og rum, en mærkelig anakronisme, der dækkes ind under, at der er tale om besparelser.

At der var behov for at reformere P83-ordningen, har som beskrevet været indlysende fra starten. Men besparelserne kunne være opnået uden det brud med de bedste elementer fra den danske fremgangsmåde, der nu er gennemført og forbundet med New Public Management-rammens pligt til at forholde sig positivt uvidende og ukritik til “innovationen”.

Det skal i øvrigt nævnes, at den britiske model er under direkte pres i hjemlandet, fordi Forsvarsministeriet i London nu frasælger garnisonernes kvarterer for at tjene penge.

Ledelsen fra broen
I alle de afgørende år i Irak og Afghanistan, var det de samme to officerer, Ludvigsen og Bisserup, der på Forsvarets “bro” havde ansvaret for at forudse problemer og foreslå “kaptajnen” den kurs, der skulle udstikkes. Men da det efterfølgende havari skete langsomt, blev der ikke gennemført “søforhør” eller pålagt ansvar.

Det er nemlig umoderne og i modstrid med New Public Management at pålægge eller tage fagligt ansvar som embedsmand. Det kan man jo ikke, når faglighed og den medfølgende mulige evne til at forudse virkninger af beslutninger er fravalgt som relevant for ledelse. Hvad der skete, var derfor uforudseeligt for lægmænd, herunder politikere og selv-afprofessionaliserede militære chefer. De kunne dog forstå, at man kunne undgå tilsvarende problemer i fremtiden ved at nær-nedlægge det værn, Hæren, der var skyldigt i den politiske forlegenhed.

Opgaven med at tilpasse Forsvaret efter Afghanistan påtog Bisserup og Ludvigsen sig så som de gode, proaktive embedsmænd de var: Ludvigsen nu som den projektansvarlige i rollen som den ufleksible og politisk blinde Rokos’ afløser som Chef for Hærens Operative Kommando. Her sluttede oberst Hans-Christian Mathiesen sig igen til 2003-gruppen, først som Ludvigsens stabschef og senere som chef for den nye hærstab, da Ludvigsen blev placeret i stillingen som viceforsvarschef.


Annemette Hommel-sagen og Armadillo-dokumentarfilmen satte de ikke gennemtænkte elementer i Irak- og Afghanistanoperationerne på spidsen – og viste derigennem både nogle reelle konsekvenser af “K-notatet” og dets professionelt overfladiske karakter

Det er på dette grundlag af flugt fra ti års indsættelser både logisk og naturligt, at den såkaldte ”Budgetanalyse”, besparelseskataloget op til 2017- forsvarsforliget, foreslår at fjerne den vanskeligt og dyrt opbyggede evne til at imødegå vejsidebomber.

Analysedokumentet er som alle tilsvarende dokumenter fra de sidste tre årtier udarbejdet i rammen af et civilt rationaliseringsfirma, der er helt afhængigt af Forsvarets faglige input for at vejlede resultatet. Vejledningen i dette tilfælde har været at optimere uden hensyn til andet end rene fredstidsforvaltningsbehov. Forsvarsledelsen vidste øjensynlig stadig med sikkerhed, at rigtig militær indsats, dvs. i krig, aldrig mere bliver nødvendig.

Men for Per Ludvigsen er alt dette nu uden relevans, da han efter det gode samarbejde med det afaglige konsulentfirma om at spare endnu en milliard fra Forsvarets allerede nødlidende og demotiverede dele opnåede ansættelse som seniorrådgiver i Struensee & Co ved sin pensionering. Så er han klar til at fortsætte sin virksomhed for Forsvaret eller andre offentlige myndigheder, næret af sin sikre fornemmelse af, at han har ret, og at alle andre er sentimentale og bagstræberiske middelmådigheder.

Ludvigsen følger i øvrigt med hensyn til virksomhedetisk niveau i sporene på den venstre-forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, der i 2010-11 på vegne af den nuværende statsminister og daværende finansminister, nu forsvarsminister, lagde op til dramatiske besparelser på forsvarsbudgettet. Det var besparelser, som derefter blev gennemført af hendes socialdemokratiske efterfølgere sammen med ødelæggelsen af Forsvarets faglige enhedsledelse og officersuddannelserne. Bech lod sig kort tid efter sin ministertid ansætte som lobbyist i kommunikationsfirmaet “Advice” for at påvirke det beslutningsforløb i jagerfly anskaffelsen, hun kendte fra sin ministertid.

Militæret, der er operationsklart til evig fred
At de traumatiske problemer i Irak og Afghanistan synes at være kommet overraskende, kan kun have to forklaringer. Den ene er, at den uniformerede sagkundskab har været så fagligt uvidende, at problemerne ikke blev erkendt på forhånd. Den anden mulighed er, at den politiske forhånds- og beslutningsdialog om problemerne med sagkundskaben var så defekt, at politikerne ikke blev orienteret om problemerne, eventuelt fordi de ikke ville modtage ubehagelige informationer. Det er bl.a. derfor, en grundig kortlægning af det forløb, der førte til de alvorlige tab, egentligt fortjener at blive udført.

Alle disse problemer kan undgås i fremtiden, håber man, hvis danske styrker som i Libyen kun kaster bomber. Og når man aldrig igen skal have landstyrker på jorden, er det logisk yderligere at nedbygge Hærens evne til at bidrage til konventionel krisestyring og konfliktforebyggelse. I 2017 er det besluttet at sælge Stinger-nærluftværnssystemet til Letland. Det var en af de kapaciteter, som man endeligt fravalgte i 2009 i aldrig-mere-krig optimismen, og som har ligget på lager siden. Det var året efter, at Rusland havde invaderet Georgien, men det var langt væk, og det lille land havde jo provokeret sin store nabo.

Med dette salg vil det bliver både vanskeligere, dyrere og mere tidskrævende at genetablere det minimale selvforsvarsluftværn, som er en forudsætning for enhver indsættelse af landstyrker i et område som Baltikum, hvor der eksisterer en trussel fra fly, helikoptere og droner.

Forsvaret har i sikker forventning om, at Hærens enheder aldrig mere kommer i konventionel kamp, som rationalisering afskaffet det radiosystem, der havde en vis mulighed for at overleve på en kampplads. Erfaringer fra Østukraine viser, at det nuværende satellitbaserede signalsystem i den korte periode, det varer, indtil det slås ud, vil være livsfarligt for operatørerne. Derefter vil al forbindelse mellem enhederne i en udsendt dansk hærenhed være afbrudt.

Den politiske vilje til igen at udsende hærenheder til egentlig kamp på fjerne steder, var opbrugt i 2010, og kommer næppe igen i forudsigelige situationer. Hvis luftbombardementer som i Libyen senere skabte problemer med statsopløsning og flygtningestrømme, var det ikke vores ansvar, for hvordan kunne vi dog have forudset det? Selv flådens indsats mod pirater havde skabt problemer, hvis og når piraterne kom ombord på vore skibe.

Tiden efter hjemtagningen af kampenhederne betød, at der efter 2013 blev ro til formelt at gennemføre nedlæggelsen af den gennem 150 år opbyggede videregående professionelle officersuddannelse. Processen havde som nævnt været på vej siden Hvidt-perioden. Da der ikke ville blive krige igen, der krævede professionel viden om virkeligheden og om behov i kamp, var officerers militære faglighed overflødig. Der var ikke længere behov for folk, der kunne rådgive med ansvar, udvikle og uddanne militære styrker og lede operationer på grundlag af systematisk analyse af egne, allierede og modstandernes handlemuligheder over skibs-, fly- eller kompagniniveau. Derfor kunne videregående officersuddannelser sløjfes, forkortes og omdannes til fjernunderviste minikurser i hovedsageligt civile management- og politologteorier.

Erasmus Montanus som rollemodel
Evnen til at gennemføre systematisk analyse på grundlag af faglig indsigt var i øvrigt helt irrelevant i rammen af den civile statsvidenskabelige akkrediteringsproces, der så videnskabelighed som værende lig med kendskab til teorier og evnen til sofistikeret teoretisk eksegese. I forhold til den militære professions behov er teori-eksegese som Erasmus Montanus-optræden under artilleribeskydning. Det, som nu indlæres på Forsvarsakademiets videregående officersuddannelser, er kun lidt mere relevant for løsningen af et komplekst militært problem, end diskussionen af antallet af engle, der kunne sidde på et knappenålshoved, var for at komme i himlen.

Det blev Nils Wang, der som Chef for Forsvarsakademiet fra 2010 kom til at stå som overordnet ansvarlig for afskaffelsen af den nu overflødige konventionelle militære kunnen, men som tidligere beskrevet var udviklingen allerede på vej som følge af den ukritiske omfavnelse af New Public Management, som general Hvidt havde indledt, og som ramte Forsvarsakademiet i begyndelsen af nullerne. Som nævnt og beskrevet blev resultatet af “reformen” af den videregående officersuddannelse, at Danmark brød med al erfaring fra 150 år og skabte en substansløs uddannelse, der fjernede officerskorpsets evne til at udvikle de danske militære styrker ud fra en forståelse af, hvad de skulle kunne, som burde være professionel rådgivning og evnen til at lede militære indsættelser.

Nu forsøger Danmark at sælge sin fagundergravende “danske model“til udlandet.

Lad mig illustrere, hvad man letsindigt fravalgte ved at fjerne Forsvarschefens professionelle tyngde og ansvar i forhold til regeringens ledelse: Det bedste nyere danske eksempel på effektiv politisk-professionel dialog om et akut militært spørgsmål er forsvarschef er general Lyngs rådgivning af regeringen Poul Nyrup Rasmussen under krigen i Bosnien i 1993. Rådgivningen sikrede, at danske styrker ikke blev sendt til Srebrenica-enklaven for at beskytte denne, men til Tuzla-enklaven sammen med svenskerne, og Lyng bidrog til at FNs og civile eksperters modstand mod, at styrken fik rådighed over kampvogne, blev ignoreret. Senere, før man sendte kampvogne til støtte for styrken i Helmand-provinsen, gentog civile eksperter deres teoribaserede modstand med det argumentet, at kampvogne ville optrappe konflikten i missionsområdet. Ingen civile rådgivere er kvalificerede til at gennemføre den analyse, som militær rådgivning forudsatte, og i modsætning til Lyngs kan deres rådgivning aldrig være ansvarlig.


Som følge af general Lyngs professionelle analyse og rådgivning af regeringen, blev det ikke danske styrker, der stod her i Srebrenica, da det gik så galt i 1995

Da den perfekte storm ramte Forsvaret, blev Hæren de facto straffet for den politiske belastning og forlegenhed, den føltes at have forvoldt politikerne i de forløbne ti år. Værnets struktur blev beskåret til niveau, hvor den ikke kunne gøre noget tilsvarende ondt i fremtiden. Det blev reduceret til tre såkaldte ”battle groups”, dvs. bataljonskampgrupper, hvor hver dog reelt er en lille bataljon uden evne til at løse nogen som helst militære opgaver ud over tilstedeværelse en kort tid i et fjendefrit operationsmiljø (et såkaldt “permissive environment“). Styrkens uanvendelighed blev forstærket af de fravalg af ”kapaciteter”, som skete i forlængelse af K-notatet. Man byggede ikke styrkerne op omkring stærke bataljoner, med en alsidig kommunikationsenhed, selvstændig ildstøtte, et efterretningsled, alsidig logistik, sanitetsled, helikoptere, militærpoliti og ingeniørelementer m.m. Den styrke på mindst 2000-2500 soldater, som normalt benævnes en ”battle group”, er i Danmark omkring 960 soldater, hvis og når kampgruppen formeres ved samling af dens forskellige, spredte stumper.

De fleste af de elementer, der skulle gøre kampgruppen egnet til indsættelse, blev fra 2013 centraliseret i værnsfælles elementer, som blev reformeret for at opnå en besparelse. Det skete på bekostning dels af dyrekøbt erfaring, dels af egnetheden til at støtte og samvirke tæt med enhederne fra bataljonen, der udgjorde kampgruppens kerne. Man havde dermed skabt en hærorganisation, der hverken er meningsfuld i en konventionel forsvarssituation, som man havde besluttet ikke kom, eller i en lidt længere varende og lidt krævende interventionsoperation.

I disse år kan man anvende resthæren som en pulje af rådgivere og instruktører. Det er dog kun meningsfuldt så længe, man stadig har folk med erfaring og ekspertise fra indsatsen på Balkan, i Irak, Afghanistan og Mali. Denne ”kapital” af erfarne soldater er af naturlige årsager snart forbrugt, når de forsvinder og afløses af folk, der i den nu stavnsbundne hærrest ikke længere får relevant erfaring.

Indledningen til 2012-forligsforhandlingerne var udgivelsen Center for Militære Studiers ”En analyse af vilkår dansk forsvarspolitik – strategiske valg 2012”. Centrets analyse var en ordrig, tilforladelig, illustreret politologisk skitse uden reel faglig analyse af de scenarier, der blev løst beskrevet.

Forsvarsudvalgets seminar i september 2012
Den løse karakter af analysen betød, at Folketingets Forsvarsudvalg valgte at gennemføre et seminar i september 2012, hvor de tre værn kunne fremlægge deres syn på det fremtidige forsvarsforlig. Også Chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, var inviteret, med arrangørernes forventning om, at han ville bruge sin taletid til at kommentere de omfattende reformer af officersuddannelserne, der tegnede sig.

Dette gjorde Wang ikke, han anvendte sin taletid til at forstærke presset for nedbygning af Hæren. Han ignorerede i forlængelse af ungtyrkerprojektet ti år tidligere helt muligheden af, at forsvar og afskrækkelse nogensinde skulle blive relevant igen. Nu var det jævnfør kontreadmiralen allerede således, at bataljonskampgrupper var den største relevante hærenhed, og i fremtiden ville blot kompagnier være tilstrækkeligt. Som hvis det havde været et indlæg fra en af de civile ”eksperter”, var Wangs konstateringer ikke knyttet til klare scenarier. Han undergravede derigennem Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, hvis indlæg overfor politikerne i forvejen var svækket af generalens ringe situationsfornemmelse for at der ikke var opbakning til flere operationer som i Afghanistan. Disse modsætningsforhold og Wangs indlæg uden for sit ansvarsområde opstod på trods af, at alle indlæg angiveligt på forhånd var godkendt at forsvarschefen, Peter Bartram.

Man har ikke længere officerer, der grundigt, alsidigt og på grundlag af en kombination af erfaring og studier kan samarbejde på tværs af værnene om at gennemarbejde et militært problem og prøve mulige løsninger ved simuleringer og spil. Det forhold, at Danmark brændte sig alvorligt på Irak og Afghanistan, betyder, at den herefter næsten udslettede danske hær efter 2015 kun kan levere symbolske, Dannebrogsmarkerede småstyrker og enkeltpersoner og holde vagt ved de kongelige slotte samt hjælpe politiet.

Der var og er ingen erkendelse af, at mange af problemerne før og i Irak- og Afghanistanoperationerne, var fremkaldt af en manglende politisk-militærfaglig dialog, og af den som følge af manglende politisk interesse pinligt overfladiske opgaveanalyse på den militære side. Den ukritiske accept af en indlysende usund amerikansk plan for Irak-operationen er allerede nævnt. Med hensyn til Afghanistan erkendte man ikke, at den danske indsats i Afghanistan set i retrospekt virkede mere som en blanding af på den ene side konventionelle operationer med angreb og forsvar af terræn og på den anden side opfyldelse af produktionsnormen for patruljevirksomhed. Helmand-indsatserne blev en cyklus der gentog sig hvert halve år, og ikke et forsøg på at optræde i overensstemmelse med de gentagne gange bekræftede principper for oprørsbekæmpelse. Det var en optræden, der gjorde den danske indsats så forudseelig, at Talibanstyrkerne i stor udstrækning kunne forberede deres indsats.

Officerernes uddannelse og ansættelse efter 2013
Reformindsatsen rettet mod officersuddannelserne og officerernes ansættelsesform havde fra 2013 åbenbart tre mål:
For det første det meget naturlige mål at spare penge, hvilket var rimeligt, når forsvarsbudgettet blev drastisk reduceret.

Reelt er det dog tvivlsomt om der er sparet noget. Personellet er det samme, blot endnu ældre og spisende en endnu større andel af forsvarsbudgettet.

For det andet skulle reformerne gøre det lettest og billigst muligt at slippe af med officererne i forbindelse med fremtidige besparelser.
Det virker derimod fremragende, idet det yngste og militært set mest kapable og operativt relevante personel forlader forsvaret i stort tal.

For det tredje blev indsatsen for at nedbygge den professionelle videregående uddannelse optimeret, så officeren i dag optjener ECTS-point til et akademisk diplom med en kort og rodet modul-uddannelse, der hverken giver civilt eller militært relevante kompetencer. Den tidligere særlige militære professionsuddannelse i systematisk militær analyse på operativt og strategisk niveau, et centralt element i det nu nedlagte stabskursus, blev fjernet bl.a. fordi den ikke kunne opnå civil akademisk akkreditering, dvs. ikke forstås af amatører. Erstatningen, den overfladiske Master i Militære Studier, er et fjernundervist rodsammen i teorier, som civile universitetsansatte ”militæreksperter” og konsulenter anvender som grundlag for deres analyser og i deres aldrig ansvarstyngede rapporter og anbefalinger.

Officererne havde derudover som beskrevet allerede gennem i de foregående tyve år mistet mulighederne for at opnå praktisk erfaring med forberedelserne til generelle store konventionelle forsvarsoperationer, som man tidligere havde opnået igennem planrekognoscering, øvelser og faglige drøftelser. Et lille mindretal opnåede dog før 2014 praktisk erfaring op til kompagniniveau under indsættelserne i de små fjernkrige. Som ligeledes nævnt var den professionelle debat, der kunne have givet en andenhåndsviden om disse forhold, hensygnet og undertrykt. Endeligt var officererne efter 2013 uden mulighed for at få den værdifulde praktiske uddannelse gennem tjenesten med egne enheder i international ramme, som havde præget tiden efter Den Kolde Krig.


På vej til at lukke døren i Afghanistan for forsvarspolitikernes grimme oplevelser. Missionsuddannelse før udsendelse tidligt i 2014.

Hæren er næsten helt afviklet, og dens hjerne sygnet hen i en kombination af uvidenhed og selvtilfredshed. Selv hos de allerbedste af de yngre officerer er der ingen forståelse for, at de med reelt monopol på militær faglig viden har et medansvar for at sikre, at politikerne ikke beslutter og handler på endnu svagere grundlag end i de foregående tyve år. Men et resultat af P83-personelstrukturen er, at officerer, som de funktionærer, de er gjort til, ikke længere føler noget generelt professionelt ansvar. Ansvaret for Forsvaret formodes at ligge hos folk i højere lønrammer og med en højere grad. Hvor Forsvarets chefer får den nødvendige indsigt, viden og ansvarlighed fra, er uklart. Det meget store flertal af de over 3000 officerer gør tjeneste langt væk fra praktisk militær erfaring, og typisk i grotesk og skadeligt store stabe.

Den forsvarsbetalte civile udlandsefterretningstjeneste
Samtidig er den formelle afprofessionalisering af Forsvarets Efterretningstjeneste sket. Tjenestens hovedopgave var under Den Kolde Krig at varsle om risikoen for krig, for angreb på Danmark samt for at følge udviklingen af de militære styrker i det vestlige Sovjetunionen, Polen og DDR. Dette blev i løbet af 1990’erne hurtigt irrelevant, og fokus blev snart truslen mod de udsendte danske styrker i eksisterende og mulige operationsområder. Efter 2000 måtte der opbygges en ekspertise, der kunne dække indsatsen i Mellemøsten, Centralasien og Afrika. Den stærke militære bemanding, FE tidligere havde til at analysere truslen og varsle, ansås for irrelevant, og tjenesten blev derefter præget af dens civile akademiske analytikere. Tidligere havde tjenestens civile analysekomponent primært haft til opgave at støtte den militære varsling gennem analyse af den politisk-økonomiske udvikling i Sovjetunionen. I 2010 skete det formelle skift, da tjenesten for første gang fik en civil akademiker, en tidligere diplomat, som chef i stedet for en officer. Senere skiftede fokus snart yderligere væk fra militære forhold til efterretningsvirksomhed i udlandet for at forebygge terror i Danmark samt imødegå cybertruslen mod landet suppleret af politologiske godkøbsbetragtninger om fremtiden.

Selv om man skulle beslutte at genopbygge en militær analyse og varslingskapacitet er dette ikke muligt, for der ikke længere er danske officerer med en baggrund og erfaring, der gør dem i stand til at gennemføre en strategisk analyse af f.eks. situationen i Østersøområdet. Det militære personel, der er efterladt, er typisk tekniske specialister af fra seniorsergent- til majorgrad med en dyb ekspertise på et snævert område.

Men de bredere stabsuddannede analytikere savnes, og ingen kan indplacere udviklingen på hvert af specialfelterne i en bredere militær sammenhæng – taktisk, operativ, strategisk og ikke mindst geostrategisk – ud fra både en generel militær praktisk erfaring, militæranalytisk rutine og vedkommende analyseelements langvarige observation af russisk militær historie, tænkning og kultur. For at bedømme russisk potentiale, tilbøjelighed og risikovillighed må denne analyse – som tidligere i tjenesten – kobles sammen med analysen af den politiske og økonomiske udvikling, men den kan ikke som nu undværes.

Men hvis analysen ledes eller gennemføres af rent statskundskabsuddannede, hvis uddannelse og fantasi ikke rækker til at forestille sig, at fremtiden også kan indeholde andet end “Nye krige”, og som derfor afviser relevansen af også at gennemføre en operativ og geostrategisk analyse, så diskvalificerer man sig til at forstå bl.a. Rusland. En sådan optræden svarer til, at en billist for ikke at blive forvirret af ting, han ikke forstår, vælger at køre med briller, der giver både tunnelsyn og farveblindhed.

Som man kan læse ud af tjenestens besværgende, men uargumenterede offentlige Risikovurdering fra 2016, synes stringent strategisk analyse af Danmarks strategiske situation ikke længere mulig.

Den ovenfor beskrevne afvikling af officerers kombination af grundlæggende uddannelse, relevant praktisk tjeneste og videregående analytisk uddannelse fokuseret på faktiske militære handlemuligheder gør, at det vil tage tid for Efterretningstjenesten at genskabe evnen til realistisk forståelse den regionale militære situations ”balance” og dennes konsekvenser. Dette selv om det usandsynlige skulle ske, at man igen finder og placerer en egnet officer som tjenestens chef.

Forsvaret uden en egentlig militær rolle
Virkningerne af bl.a. de nu gamle ”ungtyrkers” virksomhed og deres fortsatte rolle er, at Danmark hverken kan eller vil bidrage til Østersøområdets sikkerhed. Vi er efter deres opfattelse så små, at vi ikke kan eller vil bidrage, dette på trods af den reelle kombination af befolkning og økonomisk styrke giver landet et militært potentiale som Finland og Norge og langt større end de baltiske landes.

The comic image of the ostrich that hiding its head

På trods af, at Danmark under Den Kolde Krig i meget høj grad nød godt af allieredes hjælp, er vi ikke parat til at give meningsfuld hjælp til de nu udsatte baltiske stater. Med deres sikre viden om fremtiden besluttede disse officerer, at militær professionalisme over arbejdslederniveau var irrelevant. Nu kan hverken de eller andre gennemføre en simpel analyse af behovet.

Vi kan nu blot håbe på miraklet, at tidens negative udvikling vender, så den umiddelbart mest tydelige trussel blot er på IT-sikkerhedsområdet. Hvis ikke, er det desværre nok nødvendigt at søge robust faglighed fra udlandet igen, som man gjorde midt i 1950’erne, da det nye danske flyvevåben opgav selv at skabe en brugbar organisation. Ophobningen af organisatoriske og aktivitetsmæssige tåbeligheder og tomt resurseforbrug gør dog, at den militære re-fokusering vil blive oplevet som ekstrem smertefuld og urimelig, herunder ikke mindst fordi det militære personel efter 35 år på vej den modsatte vej igen skal tilpasses den militære professions vilkår, og ikke længere omvendt.

1940 og 1945 i forhold til nu

Dengang Hæren var både større og mere professionelt motiveret end nu: Element af Beredskabsstyrken i Sønderjylland den 9. april 1940 og ankomsten 5. maj 1945 af brigaden, kernen i den nye danske hær, til Helsingør Havn.

Man havde dengang en veluddannet og i forhold til nu fuldt rådig beredskabsstyrke med veluddannede og stærkt nationalt og professionelt motiverede, veluddannede officerer, hvor mange chefer dog – som nu – var for gamle og manglede mental og fysisk forberedelse til at føre enheder i kamp (som tyskerne konstaterede om den danske hær både under 1. og 2. Verdenskrig). Krigsstyrken var langt fra tilstrækkeligt, men udrustningen var efter de forbedringer fra efteråret 1938 på niveau med eller over gennemsnittet i den tyske hær, der jo var domineret af fodmarcherende og hestetrukne enheder.

Selv den langt mere kritiske situation fem år senere, den 5. maj 1945, hvor hæren havde været opløst i 21 ½ måned, var bedre end den nuværende. Det skyldtes først og fremmest den stærkt motiverede, bredt kampuddannende, stærke og afbalancerede brigade, der landede i Helsingør og sluttede sig til Modstandsbevægelsen og dennes ventegrupper. Sammenlignet med Den Danske Brigade i Sverige er den nuværende danske hær en svag og løs struktur, hvor kun antallet af officerer er markant.

Lidt om ærlighed
Jeg vil afslutte med at provokere mine forsvarsvenlige læsere ved at rose den radikale leder, Danmarks indenrigs-, forsvars- og udenrigsminister Peter Munch. I hele perioden fra foråret 1905 indtil Besættelsen gjorde han klart for alle, der kunne læse indenad og ville acceptere det mærkelige budskab, at han betragtede en anvendelse af den danske hær i en forsvarskamp mod en invasion som en national ulykke. Det var en ulykke, som han ville gøre alt, som han havde i sin magt for at undgå. Det kunne man være uenig i, men man kunne ikke anklage Munch for at skjule noget væsentligt. Som forsvarsminister og senere fra positionen som udenrigsminister arbejdede Munch fra 1913 til 1940 for at nedbygge værnenes styrke og beredskab, så de ikke kunne skade Danmark ved at kæmpe.

En sådan konsistens og åbenhed findes ikke mere …

…. bortset i det parti, hvor Munch for godt 112 år siden definerede den forsvarspolitiske linje. Her markerer partilederen Morten Østergaard i dette 2017-efterår, at man stadigvæk er fast i troen på, at dansk militær i hvert fald ikke skal bidrage til forsvarskamp for Danmark eller allierede.

Militæret må kun have en rolle i vores indsats langt væk mod nød og uret. Når nu flertallet af politikerne, ja selv Forsvarsledelsen, endeligt har erkendt det, som De Radikale hele tiden har sagt, nemlig at dansk militær indsats kun skal være symbolsk, er det da bedre at anvende pengene i “Freds- og Stabiliseringsfonden” end på krudt og kugler. Det er så indlysende rigtigt, at man måske kan hente vælgere tilbage fra “Alternativet“.

Nu har vore 2003-ungtyrkere sammen med Finansministeriets standardiseringsfundamentalister diskret, men efter 2013 bevidst, nedbragt Hæren til et så lavt niveau, at værnets størrelse, sammensætning og professionalisme helt forhindrer det i at løse meningsfulde militære opgaver eller danne basis for en genopbygning.

Nu er Hærens situation – uanset sammenligningsgrundlag – kritisk ringe, og vores formelt ansvarlige chefer taler situationen op med management “New-speak“, der opfattes som en grov fornærmelse for de prøvede folk i de resterende enheder. Hvis der er mangler og disse forværres som følge af den ufinansierede F-35-anskaffelse, opfattes dette åbenbart ret ligegyldigt militært set, for der er jo ikke nogen trusler mod Danmark, uanset hvad andre lande og pensionerede koldkrigere som Clemmesen påstår. Og skulle koldkrigeren alligevel have ret, kan og skal vennerne i NATO nok klare det ganske let uden den danske hærs hjælp.

Det bliver de også nødt til.

Både befolkningen og de politikere, der ikke har forstået det endnu, har som vores allierede fortjent at få at vide, at alliancesolidaritet over for frontlinjestater, der har behov for mere hjælp end den nuværende symbolske tilstedeværelse i en turnustjeneste med andre landes bidrag, ikke skal henvende sig til Danmark.

Vi koncentrerer os stadig om så billigt som muligt, pinligt tryglende at deltage i skønhedskonkurrencen foran Det Hvide Hus, for vi ville få alvorlige abstinenssymptomer, hvis vi forsøger andet. At opfatte Rusland som et problem, ja selv at sikre Bornholm, ville også kunne forstyrre Danmarks Arktis-stormagtsdrøm.

Hårdt presset af NATO er Forsvarets politiske og uniformerede ledelse nu blevet tvunget til at anbefale, at man skaber en “brigade” på 4.000, der også skal kunne indsættes i Baltikum. Da det sker ved at samle de tre kampgrupper og tilsætte resten af den resterende hær, er det en næsten substansløs beslutning.

Selv lille Estland og det indeklemte Litauen erkender det enormt udækkede forsvarsbehov ved den over 1000 km udstrakte truede landgrænse, de lange udsatte kyststrækninger på fastlandet og de estiske øer samt de kupsårbare hovedstæder og har erkendt, at behovet kræver etablering af reserveenheder, i begge disse lande både af uddannede værnepligtige og af frivillige hjemmeværnsfolk, i Letland kun af frivillige.

Kulissebrigaden
Ingen andre europæiske NATO-medlemmer kan uden genskabelse af kvantitet og udholdenhed ved reserveenheder bidrage så troværdigt sikring af alliancens østgrænse, at forsvarsevnen har afskrækkende evne snarere end at invitere til kupangreb pga. svaghed. Det skitserede kommende danske brigade signalerer med sin sammensætning, at den på en god dag kan forsvare et rum ved en grænse på op til 20 kilometer i maksimalt 24 timer.

I den militære virkeligheds verden kan de 4.000 ikke uden videre indsættes i et truet område. Bag “brigaden” må der skabes en logistisk, sanitets- og anden hjælpestyrke på anslået mindst et par tusinde soldater, der både skulle støtte brigaden fra dennes umiddelbare bagland og fra det valgte baseområde ved en egnet havn. Som de juridiske specialister nok denne gang vil huske at understrege, skal vi også forberede egen håndtering af mulige krigsfanger. En “brigade” på 4.000 eksisterer kun på paradepladsen og rapporteringsskemaet, ikke i den militære virkelighed.


Det valgte “center of gravity” for dansk Forsvar, der dog i Påsken anvendes til andre aktiviteter.
Normalt vil det ikke være et problem at få plads til hele den nuværende danske hærs mandskab, hvis de stadig kan opstille i kolonner

Hvis vore professionelle lederes var så ærlige som Peter Munch, havde de klart meddelt, at deres læsning af fremtidens behov og den ”kolde tyrker” i Irak og Afghanistan sammen med den problemløse oplevelse af Libyen havde fået dem til at nedlægge Hæren, anvende resterne til hjælpepoliti, afskaffe den militære profession over arbejdslederniveau samt afspist identitetssøgende officerer med et substanstomt uddannelsesdiplom for at minimere eventuelle negative reaktioner. Så kunne de interesserede borgere og udlandet forholde sig til denne virkelighed.

Samlingen af de resterende rester af Hæren i en “brigade” imponerer ingen andre end nogle af vores civile” militæreksperter” og måske et par af deres udenlandske amatørvenner.

Soldater foran synagogen og ved grænsen

Så fandt politikerne og Forsvarsledelsen endelig en opgave til Hæren, som helt lå inden for begrænsningen af deres forsvarspolitiske DNAs rammer efter Afghanistanforskrækkelsen.

Da man ikke ved bedre eller er ligeglade, behandler man hærenheder som puljer af soldater, ikke enheder, hvis værdi afhænger af konstant krævende, praktisk øvelsesvirksomhed. Den virksomhed, der sikrer samarbejdsevne og kompenserer for en personelrotation, der altid undergraver effektiviteten af kontraktbemandede militære enheder i fredstid.

Behovet opstod, fordi samme politikere sammen med de lyse hoveder i ministerierne og innovatorerne i Politiledelsen nu i en årrække har “reformeret”, bureaukratiseret og demotiveret politiet.

For at holde kontrol over budgettet blev det normale ordens- og kriminalpolitiarbejde reguleret som målbar produktion af tilstedeværelse, opklaring, trafikbøder, m.m.

Men så kom ekstraordinære og stærkt personalekrævende opgaver som bevogtning mod terror, symbolsk tilstedeværelse ved grænserne samt bandekrigen, som var og er en åben udfordring af staten og dens magtmonopol.

Det logiske og hensigtsmæssige ville være at konstatere nødsituationen og stille markant flere resurser til rådighed ved ekstraordinære bevillinger, der kunne gøre det muligt i størst mulig udstrækning at minimere undergravningen af politiets normale opgaveløsning. Det ville nødvendiggøre, at det ekstraordinære overarbejde dels ikke skulle kunne afspadseres, dels blev honoreret med markant bedre satser end normalt, eventuel ved skattefrihed.

Dette ville kræve at både politikerne og Finansministeriet kunne tænke uden for boksen samt måske undersøgte, hvorledes staten tidligere havde finansieret ekstraordinære aktiviteter. Men det var utænkeligt i et system, hvor selv Hærens ekstraudgifter i Afghanistankrigen blev søgt holdt inden for normalbudgettet.

Virkningen af tåbelighederne og den manglende fantasi blev, at politiet fik undergravet mulighederne for at løse deres normale opgaver, blev udsat for kritik for dette, og derefter oplevede, at politikerne og en politiledelse, der konkurrerede med Forsvarsledelsen i distancen fra realiteterne, i panik kastede klumper af penge efter seneste problem. Ikke overraskende får et stigende antal politifolk nok og forlader korpset.

At søge midlertidig hjælp fra Forsvaret, medens man finder en endelig løsning, er nok forståeligt, men ikke, at man her yderligere undergraver restkvaliteten i Hærens små og få kampenheder.

Ansvarsspørgsmålet
Både mine bekendte blandt pensionerede officer og nutidens tjenstgørende kolleger gentager, at ansvaret for udviklingen mod sammenbrud er politikernes. Det må jeg anfægte efter snart fyrre års erfaring med rådgivning og samspil med politikere, i Danmark primært i begyndelsen og slutningen af 1980’erne.

Min dominerende erfaring er, at næsten alle, selv forsvars- og NATO-kritiske landspolitikere, var åbne for gode, saglige argumenter. Man skulle kun som udgangspunkt satte sig ind i deres situation og sikre, at de ikke offentligt tabte ansigt pga. manglende viden.

Hvis man tog dette snusfornuftige hensyn, var langt de fleste parat til at lytte til argumenter, som lå uden for deres verden, og at lære. Det er jo sådan, at demokratiet fungerer eller i hvert fald fungerede, indtil New Public Management undergravede sund fornufts rolle.

Politikernes centrale – meget menneskelige – svaghed har været, at de ikke bevidst har søgt at vælge personer til Forsvarets øverste stillinger, der var indlysende fagligt kompetente, dvs. officerer, der jævnligt kom med rådgivning fra udenfor den kendte og bekvemmelige politiske og bureaukratiske “kasse”.

Det, som skete under Hvidt og i K-notatets sammenhæng, var, at den institutionelle rådgivning nok byggede på en proaktiv erkendelse af de politiske ønsker, men ikke havde et fundament i professionel dybdeforståelse og erfaring. En sådan blev øjensynlig betragtet som irrelevant eller karrieremæssig inopportun.

Derfor ligger hovedskylden hos officerskorpset, der bl.a. tillod og støttede at civile embedsmænd og her teoretiske amatører som Vedby Rasmussen uden forsøg på effektivt fagligt modspil dominerede forløbet: De første med forvaltningsmæssig standardiserings- og centraliserings New Speak, de teoretiske amatører med tom teoretisk varm luft. Officererne havde – i hvert fald i teorien – et fagligt vidensmonopol, som de i opportunisme eller sløvhed ikke udnyttede.

Politikerne har skyld og ansvar, men ikke, når de ikke energisk er forsøgt rådgivet fagligt.

Jeg har personligt været skyld i godtroenhed. Som det kan ses på hjemmesiden og bloggen, har mange tidligere indlæg analyseret og kritiseret centrale elementer af udviklingen. Men jeg har indtil arbejdet med denne artikel naivt troet, at de ansvarlige øverste chefer nok på et tidspunkt ville bryde med selvinteresse samt arrogant og gold udnyttelse og fastholdelse af deres magt.

De måtte da vågne op efter foråret 2014 ligesom det skete i landene omkring os!

Men det skete og sker ikke ved mere end den påtænkte, modstræbende, symbolske markering gennem etablering af Potemkinkulissebrigaden.

Land Force Re-booting Guide for Dummies


If not learned: Effects of a Russian artillery strike in the Donbas

The military profession is a practical one, and it can only be learned by practising under ever more adverse and thus demanding conditions. By not being exercised seriously for more than twenty years, it has been unlearned in nearly all West-European armies.

This small guide presents the only peace-time path to the rebuilding land-force professionalism. It must start from scratch, shedding the irrelevant procedures and structures like a computer no longer able to function and therefore re-booted.

First phase: Relearning operational war planning
To create a usable framework, the frontline states (the Baltic States, Poland and possibly Finland for the Swedish Army) must identify a handful of very different relevant defence sectors/missions relevant for brigade group size forces (“group” meaning reinforced for independent operations).

They should be high threat areas such as the Narva area, the Lithuanian coastal area bordering Kaliningrad Oblast, and the border zone in Estonia and Latvia along the highway from Pskov to Riga. Depending on terrain, the width of a brigade defence sector would be 10-20 kilometres.

Other relevant missions could be in likely “economy of force” zones such as the north-eastern Lithuania and near the Latvian south-eastern border with Belarus, where the observation and security mission could give sectors of up to 40 kilometres width.

Finally there could be missions defending the capital and other exposed urban centres against coup air or sea landings.

Even if the planning missions would not be the real defence tasks, the collection of missions itself and the Allies’ use of these for their ‘professional reboot’ planning exercises would add to deterrence. Limiting the options in each frontline state to a handful of brigade group missions would ease host-nation support to the planning exercises, as well as increase lateral learning between Allied land forces that have planned for the same option.

When given a task in a Baltic state, an Allied land force will choose a mission from the catalogue. The selected brigade group staff selected for “re-booting” will then create an outline war plan for their mission and sector, involving the commanders and staffs of subordinate and attached battalions and independent sub-units. This outline plan must cover the full spectrum of problems and issues such as logistic, host nation, legal, cooperation with local military and civilian authorities, communications, air defence, indirect fire support, engineer unit missions, information policy, etc.

It is not to recommend that such staffs should remain bloated. Contrary to staffs expanded for peace-keeping, COIN and stability operations, planning and controlling conventional combat requires very few, extremely high quality officers at the core of the operations and logistics staff elements, the remainder being either supporting specialists such as fire support and engineer planners, intelligence specialists, liaison officers and the watch-keeping warrant officers and attached officers.

The traditional British brigade staff core consists of four officers, one major (staff trained) and one assisting captain focused on operations and another major (staff trained) and assisting captain responsible for logistics and administration. The small elite core made decision making fast and focused. It minimises the risks of friction and misunderstanding. The Cold War period Danish brigade staff core was not much larger.

Another problem we all have to address in the way land forces prepare to command and fight: we know that all satellite based command, control, navigation – and thus precision fire systems – will be exposed to a massive and varied cyber, electronic warfare and physical attack at the onset of hostilities. We can not predict the outcome, but we can and must improve resilience by reducing full dependence.

Thereafter the brigade group and subordinate unit staffs will conduct an extended reconnaissance and coordination visit to develop and adjust the outline plan and requirements to match the actual terrain and infrastructure. And it should engage the actual local forces such as the border guard/police, neighbour units, any host nation support and territorial forces involved in rear area security.

Then the corrected plan must be fully tested through a series of focused war games. These seek to expose weaknesses all the way to the combat phase from the planned mobilisation, movement to across borders to the deployment area, establishment of base and forward logistics area, and host nation support.

The gaming should cover both a crisis period and actual combat.

The gaming input and assessment should be completely independent of the sending nation, and be led by a senior retired officer from another army. They must include legal expertise, military historians (alert to likely friction to add that to the play), experts on current Russian doctrine and capabilities (cyber and electronic warfare, indirect fire support, air operations, special operation forces), as well as representatives of the local military and civilian authorities. All games should be recorded to support analysis.

Lessons learned in the gaming phase are to be built into in the exercise operations plan, and shape requirements for cadre training and force development, and must lead to the removal of ineffective officers.

Another full planning cycle from the choice of mission to the formulation of lessons learned should be conducted with the brigade group and subordinate and supporting units in two-three months, to make sure that the commander and staff have started relearning their profession.

Second phase: Relearning command and control in combined arms combat
The lessons learn from the first war planning cycles are to be transformed into brigade group command post exercise (CPX) scenario in the brigade’s own country.

All CPX for the brigade group should last a minimum of four full 24-hour days to ensure the development of sustainable working procedures. The longer the more effective. After 10-14 days, best practice staff procedures become routine. During the whole CPX the commander and staff should be forced to plan for two different tactical tasks in parallel and to conduct a full orders sequence with warning, as well as preliminary and execution orders every day.

To do this should be possible also as the brigade main HQs moves at least twice a day and with the brigade commander absent with his mobile tactical command post. Moving HQs are necessary because of the likely low troops density, high threat and therefore mobile fighting framework of a Baltic conflict scenario. There will exist constant risks of raids by special operations forces patrols, artillery fire and air attack.

Moves interrupts work, but the more moves are practised, the less so.
To regain high mobility, brigade staffs should – as a principle – be reduced to their Cold War size and configuration, which may necessitate a preparation to work without cumbersome and vulnerable digital paraphernalia for jamming-resistant, and emission-free combat proven tools and procedures such as analogue pens and notebooks.

The resilience of the planning and command tools shall constantly be tested against cyber and electronic warfare attacks, so the HQs may use alternative command and control procedures if their favoured tools fail.


A U.S. Armored Brigade Tactical Command Post … Far better, if full air supremacy and no Russian long range artillery systems around:

Third phase: Relearning unit command
After the brigade has been rebooted through its work with the Baltic mission catalogue exercises and CPX activities, the next phase is the professionalization of the reinforced combat battalions.

This can only be done properly in similarly minimum length – four days – highly intensive field training exercises that are inspired by the same scenario, but conducted in a national and later in larger allied training area.

As at the brigade level, the battalion command and control should be forced to plan and operate simultaneously, some of the time while moving, or alternatively with three moves of the headquarters every day and with the commander away from the HQs.

As during the CPX, the field training exercise should deliberately test usually weak and difficult points.

The battalion HQs should be drilled to operate under own force protection, emphasising camouflage and emission discipline under constant pressure from the risk of enemy artillery fire as well as from electronic detection of and attack against its communications. To regain agility, focus and lower their profile, battalion HQs should be reduced to their pre-COIN missions’ size of a handful officers, and the commanders should relearn to command from the tactical command post.


Even this can be significantly improved

Replacement of battalion commanders and key staff due to casualties should be tested regularly.

Their subunits (companies) should likewise remain constantly aware of the risks of artillery and remain dispersed, especially when not moving.

As in the brigade commando post exercises, the battalion field training exercises should be controlled and umpired dynamically to expose weaknesses and mistakes.

Both at brigade and battalion levels, an officer’s lack of practical knowledge, physical and mental stamina or leadership ability should lead to the immediate replacement. Otherwise the reboot will remain a fiction and the land force in question a waste of resources.

In order to regain effectiveness quickly, both the minimum four days brigade command post exercises and similar length battalion field exercises should be conducted twice a year.

Fourth phase: Relearning deployment readiness
All combat readiness objectives will remain unrealised as long as all exercises are pre-announced.

In order to regain readiness, both the brigades and battalions should be exposed to a new readiness regime, where they might be exposed to NATO HQs initiated “Tactical Evaluation” exercises (actually the soft CREVAL regime rebooted) without warning, and the commanders/acting commanders and staff ordered thereafter required to solve a theoretical tactical problem in terrain near their garrison, ending with formal orders, at the same time as the readiness and availability of key equipment and ammunition stocks are inspected.


The armies would have to be inspired by the tactical evaluation inspections of the airforces

On ways to man an army

The comment is based on personal experience, observations and reading through more than half a century. It will not address political-ideological issues such as whether conscription is a disgusting interference into the freedom of man, a good way to discipline and harden the youth or just natural “national service”. The personal experience is from the Danish “Home Guard” and army from 1962 to 1994.

Four paths to force manning will be discussed.

Firstly manning by contract employment and the creation of any reserves through service contracts with ex-contract soldiers.

The option is often misnamed “professional”. Misnamed because the term imply a life or career long commitment to the knowledge, practice and ethics of a focused expert group.

Most private contract soldiers do not even commit themselves or stay long enough to learn a specialist soldier’s craft such as an all-round, expert tank soldier or infantry soldier capable of doing all jobs in an infantry section/squad. Either will take 3 to 4 years with varied practical peace-time activities or more than one half-year tour on the job in a demanding mission area.

Secondly manning by conscription to create reserve forces for mobilisation. However with intensive basic training beyond six months possibly also to create units with specialised combat readiness.

Thirdly manning by a mix of the conscription and contract employment, possibly both in the standing force and for the manning of reserve units.

Fourthly manning of reserves by civilian volunteers (named National Guard, Territorials and Home Guard to highlight the local main mission), motivated by a combination of nationalism and “hobbyism”, herafter named the “Volunteer Forces”.

Each option will be discussed to identify the strengths and problems, and the end of piece will outline the connections of the option to the situation of the state.

1. Contract soldiers
The option creates a pool of armed state employees with the costs depending on market conditions and the chosen requirements for general and special skills. It does form a good framework for selecting and developing NCOs. The gradually accumulated pool of competencies will give flexibility in use of individuals and small elements in both domestic security and various international missions; however my Danish experience is that unit culture is far too hampered by a “trade union” attitude to demanding service, military discipline and risks, to make the force effective. This is natural as the situation mirrors the civilian society around the soldiers where most soldiers live with their families. In other armies that are kept more separate from their society in military accommodation.


Danish Army contract soldiers

However even for a Danish unit deployed to a mission area there seems to exist the risk known from other contract manned armies of combat units being infected by political extremism and macho culture. No matter which army, this can only be countered by visible and direct leadership and a formal and enforced military discipline.

If the force is intensively and broadly exercised and employed, it will create a framework for the professional education, training and personal development of its officers. However, the presently often limited force size and thus very few leadership positions means that only a small fraction of the officer corps will benefit, and the remainder will soon relapse into being uniformed administrators, not updated in their profession.

In my experience and from my observations the main problems related to a small state contract soldier army are the following: Where the individual soldiers may have gained a significant routine through various service, the subunits only have a relatively low level of combat readiness. They need 4-6 weeks of intensive and focused preparatory training before any deployment.

The reasons are that

1) the rotation between positions is high (and filling of positions now hampered and delayed by centralised “HR” management),

2) the subunits (companies) are not kept fully manned due to absence for various reasons such as professional and civilian courses and lack of funds to maintain full manning and

3) due to the Danish working hours limited employment and missing funds for overtime payment, soldiers are absent for compensation leave.

Before any deployment the company will have to be developed from something resembling a partly structured ad hoc pool of soldiers to one with fully developed unit cohesion and teams or crews of cooperating soldiers fully trained in their functions.

A second damaging problem for a small state army of contract soldiers is that there will never be funds for a complete and fully deployable combat service support (logistic) organisation and rarely for a sufficient combat support (fire support and engineer) structure that will give a resilience in a mission and make the contract force capable of more than symbolic action.

Thus the small state contract manned army is actually a “Potemkin Village“, unfortunately with too many of its officers in denial of this fact due to loss of professional eyesight or moral courage.

2. The conscripts
The first advantage of the conscript-mobilisation army is the high production of units for a given sum of money.

Another advantage is the focused training sequence from general individual soldier development over small unit and individual soldier specialist training to the creation of cohesive functional units – for immediate employment or for the reserve.

That the training activity is directed at the production of subunits rather than individual soldiers means that if the unit is kept together in the reserve and receive regular refresher training under its war time cadre and if that cadre is constantly monitored and tested to weed out incompentents, the unit can be employed quickly and be combat ready right after mobilisation for the mission it has been trained for.

A third advantage is that conscription gives direct access to the civilian society and its specialists such as doctors, nurses, engineers, mechanics, and various craftsmen. That makes it feasible for even a small state to balance the army’s combat elements with a full and resilient logistic organisation that is linked directly to the similar civilian functions.

The access to the most capable civilian human resources also means that the regular officer corps can be reduced to the number necessary to command and administer the peace-time army as it can develop a robust reserve officer corps of capable and highly motivated civilians and add them and whatever competencies they have developed to the war time officer corps.


Finnish conscript military policemen during training

However, the drawbacks of the pure conscript system can be significant. Its continued acceptance by the voters/taxpayers depends on the conscripts being given a positive and meaningful impression of their basic training. The conscripts must be inspired by dynamic and highly competent NCO-instructors and officers, who end up being seen as role models. The equipment they are trained on must be updated and relevant, and the intensity of the training sequence must be balanced both to avoid the impression of wasting time or accelerating too quickly. Thus the demands on the officers and NCO-instructors are very high.

At the same time repeated work as instructors for a several conscript classes will undermine the development of cadre professionalism because they never get beyond the basic level where they learn themselves by being tested and learning the humility required for successful tactical leadership. This is especially the case in the present short up to 6 months basic conscription training that ends before any realistic subunit and higher exercises that can give and test the cadre’s ability to lead in the field.

Due to the short basic training, the quality of the conscript system depends on reserve unit refresher training. Then the conscripts are older and likely to be even more critical and intolerant of any leadership folly and waste of time. Unfortunately the extended and demanding field manoeuvres where the mature conscripts could exercise together with their cadre became very rare in the Danish Army after the mid-1960s.

These older conscripts are likely to be especially critical of any officer or NCO who ignores that they are now mature persons that cannot be treated and motivated as they were in basic training. This means that they will look for the professional leadership qualities that are likely to be lost in cadres mainly employed as basic training administrators and instructors, leaderships that asks for and employ what the conscripts have learnt from live and work.

A final potential problem for this manning option is that it may be considered politically unacceptable that general conscription also means giving military training and expertise to groups of young people of potentially limited loyalty to the state. One such special case was the British decision not to introduce conscription to Ireland in 1916. Others, such as Estonia, has deliberately used the conscript service to strengthen the ties to the state of citizens of other ethnic and language background.

3. The mix
The mix of a conscription and a contract employed serving and reserve personnel was used and developed in various forms in the Danish Army from the 1950s until 2004. It was developed pragmatically with changing demands and gained experience, with the zenit reached at the end for the Cold War with the period’s framework of intensive unit and formation exercises. The motives were to get most for the money and to increase unit combat readiness.

The first steps were taken when reduction of the conscript service period undermined a rational conscript manning of tank crews and other demanding functions with drafted personnel. Later contract soldiers were used as armoured personnel carrier drivers for otherwise conscript manned armoured infantry companies to enhance training efficiency by making the drivers available from the moment three months into the training where the armoured infantry training started.


The first contract service soldiers of the Danish Army manned the Centurion tank squadrons. Here one of these squadrons at the parade in 1991 marking mothballing of the remaining Centurions. I commanded the sister squadron in 1984-86.

To keep key reserve officers updated and available during reserve unit refresher training, they were given “standing” reserve contracts committing them to serving some weeks every year. From the late 1980s such reserve contracts were given to NCOs and privates with key roles in supporting unit commanders and their staff, such as the core command teams. In this way it became more realistic to maintain reserve element and unit combat readiness at the very high level required by the Alliance. It also made it possible for logistics and other support unit command cadre and staff to participate in co-operation exercises with the brigades, the Jutland Division and the two regional army corps.

The mixed manning system also made it possible to rotate officers and NCOs away from repetitive service such as instructor at conscript basic training.
Thereby this pragmatically developed system reduced the limitations of the conscript system at a very limited cost.

4. Volunteer soldiers
This manning option does not really compete with the other possibilities during peace-time. Then it just supplements the other options by harnessing the various attitudes and interests of the citizens at a very low cost.

The voluntary part-time soldiers join with very different backgrounds and willingness to commit their time and resources. The majority cannot be expected to reach a training level beyond participation in simple rear area guard duties unless they have a background as former contract soldiers or the earlier full conscript service.


Danish Homeguard volunteers during the Cold War

At the other end of the spectrum the system may see volunteers committing themselves to seek and achieve the expertise and training levels of special operations forces or to seek relevant formal qualification (in the Danish Naval Home Guard e.g. as captain of a search and rescue vessel).

If regular mobilisation unit standards are applied in the fields of physical and age requirements, cadre education and quality, equipment norms as well as formal military discipline, volunteer manned units can be trained and prepared for high intensity conventional warfare. This took place with the British Territorial Army units and the U.S. Army National Guard in both world wars and British Territorial Army battalions were planned deployed to Germany for rear area tasks during the Cold War.


Soldiers from the 30 U.S. Infantry Division during the Second World War. It was formed from volunteer Army National Guard units and was judged to be the best American regular infantry formation involved in the fighting in Western Europe 1944-45.

However, converting the Homeguard/National Guard to a competent and disciplined combat force is extremely hard to achieve if the people or its volunteers either see the organisation as a modern version of “Dad’s Army” or a nationalist party militia.


If not selected, trained, officered and disciplined for a regular conventional combat role, the volunteer force can only be employed in rear area guard and police support duties as Dad’s Army

Through the volunteer manning option, the forces can get access to civilian expertise otherwise only reachable through conscription. One problem with the option is that the organisation has to be even more alert to the risk of the development of clusters of political extremist and macho culture than is the case in the easier disciplined regular contract manned units.

The national situation and the choice
With Finland’s 1918-45 history, long border with Russia and large geographical area well suited for light forces fighting with strong artillery support and operating under the constrains of the 1947 Paris Peace Treaty, her choice of manning option was obvious: Full use of the maximum peace-time strength to create the largest possible post-mobilisation army supplemented by the paramilitary border guard under the Interior Ministry.


The Finnish Army combat doctrine was built on massive use of artillery fires in support of the infantry. Old pieces had to remain in service with the reserve units to achieve this. Here a 150 mm howitzer from 1940 during a 1987 exercise in Lapland.

That meant a short training-focused conscription period and combat readiness plus deterrence built on the ability to mobilise quickly combined with the Finnish reputation for fighting well in spite of odds.

As logical as the Finnish choice was both the British return to conscription as “National Service” in 1939 that mirrored the expectations of another continental war and the learning from 1916 to 1920 and the return to a contract soldiers army in 1920 and again in 1960 as the main mission in 1920 returned to stabilisation of the Empire and in 1960, when the step could be justified by the expected decisive role of nuclear weapons.

Denmark’s post-Second World War way was as logical. As the equipment was donated by allies and the NATO emphasis was on the largest possible forces in high readiness, the choice soon became an army created through 16 months conscription service with the last 12 months in readiness. As conscript unhappiness with the long boring months of readiness forces grew, and as money had to be found to replace the donated equipment, the army was reduced and ended with the mixed system described above and with the mission to stop the first Warsaw Treaty Organisation attack wave giving time and space for the arrival of reinforcements and crisis management to stop the war it before nuclear holocaust happened.

The British 1920 logic can be seen as mirrored by the decisions of Europeans after 2001, when the history not only had ended dramatically on 9-11, but the threat had been replaced by something not easily countered by territorial defence forces.

However, as the U.S. Army knows from its overseas commitments: Every time a conventional war becomes extended, some type of conscription must be introduced to sustain the engaged forces. It the situation in Korea spins out of control and fighting starts, this will be clear again.

Military Balance Guide for Dummies … updated

To conclude on the basis of numbers only is easy, and the result is equally easy to present convincingly with the support of graphs. However, anybody who bothers to include just a fraction of the relevant strategic and military history soon realise that purely quantitative analysis is meaningless and dangerous as a basis for political decisions on security policy. In order to establish a more solid basis for policy and strategy, one has to use and apply the knowledge and insight of relevant professionals, even if this calls for both hard work learning new stuff and for rare humility.

The current West European view of present Russian revisionist military resurgence still has a relaxed and facile head-in-the-clouds-or-sand character. It is dangerously anachronistic in its views of Russian backwardness and remains based on the amateurish view that comparisons of official budget input and status in the form of basic bean counting of equipment numbers are both relevant and sufficient in the estimate of military power and related options. It seems to be considered an unchallengeable reality and is constantly promoted by shallow political scientists, busy journalists, empty heads on uniforms and parroting politicians.

bkxnpkwimaaafhq-png-large

Their amateur comments and advice quickly worsen an already dangerous situation by reinforcing decision-maker and popular trust in what in reality is a Potemkin Village that is fully transparent to even semi-professional observers from the outside. They will be tempted to test what they rightly see as our intellectually unchallenged combination of self-delusion and bluff.

The guide is for those who are willing to face the complex and unpleasant reality. This small guide will not and cannot present any exact result. It can just offer an approach to gain the essential deeper insight.

The first step is to define the geographical focus (such as the Baltic-Nordic Region within the general European “theatre” of potential conflict) and to accept that military power unfortunately has very little to do with the amount of money spent.

Large amounts of money as well as sorely needed intellectual energy is wasted on:
1) running small and large base complexes for reasons rather unrelated to military power
2) paying salaries for a large number of officers without any recent practical experience and relevant knowledge of or interest in their profession or even their branch speciality
3) paying salaries to a large number of other ranks as well as civilians with no operational or relevant operational support role, many too old to contribute anything, people with no wish to learn or subordinate themselves to the military profession
4) paying salaries to underemployed full-time personnel in positions where a contract or even drafted reservist would be the better choice
5) supporting education systems that actually undermine military professionalism by seeking empty theoretical academic credits
6) supporting expensive employment and working hour contract systems that are incompatible with maintaining effective forces
7) implementing New Public Management and similar civilian fads that undermine the essential clear link between authority and responsibility for advice and implementation
8) living up to the agreed environmental standards of the state that add nothing to military effectiveness
9) maintaining elements of force structures only or mainly relevant for national prestige, anti-terrorism, ceremony or peace time work (such as fishery inspection, gendarme work, etc.)
10) covering pensions for retired military personnel
11) covering the cost of the veteran support system
12) covering costs of outsourcing driven by liberal ideology that create dependence on support structures without any military potential
13) covering costs of a general state rescue service rather than only the extra civil defence capabilities only relevant in war
14) covering costs of the general state cyber defence organisation rather than only cyber defence and offence capabilities needed in joint and combined arms operations
15) deliberate derailing of professional focus to chase such fringe mirages as application of “lawfare” to contain destruction and human suffering in remaining conflicts, gender framework for the application of fire and manoeuvre and the pursuit of “green warfare” … those responsible arrogantly assuming eternal peace from large scale war

There may be perfectly good political reasons for all these budgeting choices, but most are irrelevant in a military balance analysis and some even detract from the military effect of the money spent.

On the other side some states such as Russia and China fund large and capable para-military forces with war-time combat or security roles outside the defence budget.

Basically the budgets should be ignored in the analysis of relative power, because the total input necessary to produce the same military effect may be several times larger in one state than in another.

The second step is to accept that simple “bean counting” of the two sides’ number of combat aircraft, tanks, submarines, artillery weapons, etc. is nearly as irrelevant, because it ignores:
1) the availability (with fully trained operating crews, available and trained support crews, spare parts, ample stocks of key weapons such as precision munition, etc.)
2) whether fully modernised/updated (if not, it has very limited general use and cannot be counted in a comparison)

The third step is to understand whether all forces of a country would be available in the potential theatre of confrontation/war (U.S. forces meant for the Pacific and in East Asia cannot be counted as NATO forces for European operations as China and North Korea are likely to use any crisis in Europe to move positions forward … or worse)

Numbers are not irrelevant if all things are equal: the equipment similar, crew standards were comparable, leadership and doctrine at same quality level and the situation symmetrical, however that is hardly ever the case, especially before extended fighting enhances harmonisation.

The initial part of the fourth and decisive step is to identify the number and availability of the force elements that should be counted as the main building stones of military power:
1) On land the relevant output to be counted is the number of basic army formations (brigades)
2) At sea the relevant output is the exercised potential for creating mixed naval task groups that are clearly balanced in composition for the analysed deployment area (with robust command-and-control systems, long range surveillance and warning, mine counter-measures, anti-submarine, long range anti-ship as well as appropriate air and missile defence systems)
3) The relevant air power element to be counted is the number of fully capable composite air combat wings that can be organised from the national air forces (with command-and-control, long range air-to-air, effective electronic and other means for suppressing enemy air defences and a mix of precision and area weapons against ground targets)

Your have to accept that the key to any sound analysis is to concentrate on the comparison of output in the form of fundamentally similar force elements available in the relevant potential theatre of conflict.

However, such a counting and comparison of the number of such force packages is not sufficient. The follow-on analysis is at least as essential and includes e.g. answering the questions that requires the professional insight that is ignored for very good reasons by “experts” that can’t have it:
1) Is the force element well-balanced for the mission? Does it have the necessary combat elements, flexible and robust command and control elements, indirect, long range fire systems with integrated reconnaissance elements (if surface forces), robust area and point air defence systems, engineer support (if land or air units), full and flexible logistic systems, and with resilience and redundancy created by personnel and equipment replacement systems. If not balanced, the force is only a facade usable for bluff.
2) Has the command cadre and the full units been exposed to a realistic and demanding, free-play training and exercise regime and the cadre thereafter been trimmed deliberately on the basis of practical performance to enhance quality? This may be quantified by counting the frequency, length and peace-time limitations of exercises ranging from fully scripted, one type, generic scenario, command post, computer supported exercises at one end of the spectre to unscripted, free-play troop exercises within changing mission scenarios and with deliberate elements bringing disruption of plans to increase friction and realism. Only the latter type of exercises can add significantly to force combat readiness.
3) Does the command philosophy encourage flexibility in execution?
4) Are one side’s forces deliberately handicapped in relation to availability of means (such as cluster ammunition, anti-personnel mines, thermobaric weapons)?
5) Are one side’s forces handicapped in the level of integration and range of indirect fire weapons?
6) Are one side’s forces handicapped by inferiority in key technical fields such as cyber warfare or electronic warfare (e.g. in the air defence/offensive air operations field)?

Even forces such as mechanised brigades that are more or less similar in manning, equipment and technological level can be fundamentally different in de facto capabilities. If one brigade has been through a rigorous, realistic two-year exercise programme and have weeded out inefficient leaders and other cadre and the other brigade has just maintained a peace-time activity level, the second formation simply does not have a military capability. It is just another waste of state funds.

It is important to accept that some forces cannot be directly included in the force comparison for a specific part of the potential conflict theatre such as large oceanic surface and submarine naval warfare units in the Baltic Sea, Black Sea and East European operational context. The same applies to the general nuclear forces of Britain, France, Russia and the U.S.

In the force comparison it is essential to accept that multinational land forces with mix at brigade or lower levels are as militarily ineffective as they may be effective as a symbol of political solidarity. Due to language, equipment and training differences and diplomatic politeness they must be considered military Potemkin Villages if the bluff is called.

One final element: In relation to land forces it is essential to underline the fundamental operational handicap of the defender.

Normally we think that a defending unit can defeat an attacking force 2-3 times as large. This, however, assumes that the attacker must attack frontally, that no side has a clear artillery advantage, and that neighbouring units are in place to prevent the defender being bypassed. If the Russians had to assume that NATO would and could act offensively, they would have no advantage, but Western Alliance political cohesion requires a defensive posture.

Mobile (mechanised) land combat forces do not have the mobility of air and naval forces to concentrate and engage the enemy where and when he emerges. With a couple of thousand kilometres of threatened sectors on the European eastern border, the side with the freedom to choose the time and places of invasion needs far fewer forces than the defender that have to screen all possible sectors and therefore will have significant forces deployed in sectors that prove to be irrelevant. A brigade or battalion can only screen a limited sector of threatened border and defend even less.

A platoon to company detachment blocking a road will be destroyed by artillery in minutes and only the quality of any obstacles will create delay. A well-equipped and led battalion with engineer elements, robust air defence and long range artillery support can hold a frontage of around five kilometres with one major road for some hours. If no neighbours, it will thereafter be forced to withdraw or be bypassed and destroyed. A brigade can cover 2-3 times that frontage and two major roads.

Even a two to one superiority in land forces will not ensure success for the reactive side on the eastern border. When part of these forces can be freed and arrive at the actual invasion, the invader is most likely to have the tactical defence advantage, meaning that the late arriving force of the defender will need a three-to-one superiority to succeed.

At forbruge den uvirksomme hær som politiforstærkning er indlysende styrkenedbrydende og samtidigt farligt


En gruppe italienske faldskærmsjægere med pansret køretøj som vagter foran det skæve tårn i Pisa 14.8.2017

Det umiddelbart indlysende
Politiet er blevet presset af ekstra opgaver såsom politisk krav om midlertidig grænsebevogtning, vagt ved terrormål og af en åben bandekrig, som hverken korpset selv eller politikerne har noget svar på. Samtidig er Politiet hæmmet af enhver organisations og personelorganisationers vanskelighed ved at tænke uden for boksen og gøre noget nyt (jævnfør min tidligere blogartikel).

For vores politikere er det indlysende fornuftigt at anvende Forsvarets personel – læs Hærens menige og sergentgruppe – til at hjælpe politiet med at løse vagtopgaver, der ikke kræver politimæssig sagkundskab eller rutine.

Hæren (bortset fra Den Kongelige Livgardes vagt ved de kongelige slotte) har jo ikke noget fornuftigt at lave, da man jo ikke længere kunne finde på at sende enheder til fjerne lande, og da enhver ved, at NATO er så stærk, at i hvert fald Danmark ikke er truet i de få år indtil den evige fred indtræffer. Mange andre lande gør jo det samme med deres landstyrker. Store dele af de franske og belgiske hære er på terrorvagt – som de italienske elitestyrker ovenfor.

Det nedbrydende og reelt farlige. Først det nedbrydende
Anvendelsen har imidlertid den omkostning, at landenes hære hurtigt bliver ubrugelige til deres opgave. For at forstå hvorfor, er det hensigtmæssigt både at se en hær som sammenligneligt med både et stort orkester og med en stor kompleks virksomhed som eksempelvis et hospital.

Kvaliteten i en hær afhænger for det første af den fælles grundlæggende uddannelse af den enkelte soldat. Det er her, at man bl.a. lærer de færdigheder, der anvendes under simpel vagttjeneste. Men denne uddannelse skaber ikke andet end en jævn hob af vagter, ikke en anvendelig organisation.

Landmilitær effektivitet forudsætter for det første, at soldaten derudover uddannes i mindst én specialiseret funktion, her sammenligneligt med musikerens instrument, og som for musikeren kræver soldatens effektivitet konstant og mere øvelse, hvor denne aktivitet skal foregå i varierende stadig mere krævende situationer som musikerens i forskellige musikstykker.

Som musikeren i orkestret skal soldaten ikke alene mestre sit instrument, han skal kunne gøre det i et tæt samarbejde med de andre i sin enhed. Samarbejdet/samspillet skal blive så rutineret, tillidsfuldt og tæt, at det foregår, uden at man behøver at tænke på det (også som på et godt, sammenspillet fodboldhold).

For at de mindste hærenheder kan virke effektivt og uden risiko for kammerater og andre, skal såvel grunduddannelsen, specialuddannelserne og samarbejdet bringes op og holdes på et højt niveau. Dette nødvendige niveau kan kun holdes, hvis enheden er fuldt bemandet og at bemandingen er stabil. Det er den samtidige og jævnt fremadskridende uddannelse af en hel enheds soldater sammen, der gør, at en værnepligtenhed kan nå et så højt efter et lille års tid, at dette er meget vanskeligt at opnå for en enhed af kontraktsoldater, hvor en del hele tiden udskiftes.

Som også for hospitalet, skal det grundlæggende delelement i en hær både kunne arbejde gnidningsløst sammen med andre tilsvarende elementer (på hospitalerne afdelingernes vagthold) og med andre specialafdelinger og støtteelementer. Dette samarbejde mellem forskellige funktioner kræver for hæren vedkommende større, langvarige og krævende feltøvelser o.l., hvor ikke mindst lederne lærer deres funktion i praksis med de problemer, som aldrig opstår i teorien. Der skal her være tale om feltøvelser, der også øver indsættelse i ekstremt belastende og komplicerede kampsituationer.

Uanset hvilken hær, vi taler om, vil anvendelsen til løsningen af ikke-militære opgaver hurtigt nedbygge alt andet end den grundlæggende færdighed, som opgaven kræver. Folk, der afgives til disse opgaver, vil være fraværende, så enheden hurtigt taber kvaliteten som et orkester, hvor et stort antal musikere anvendes som dørmænd eller billetsælgere for at hjælpe på koncertsalens budget.

Men for en hære som den nuværende meget lille danske, vil yderligere fravær fra enheden hurtigt blive kritisk undergravende. Her er det allerede i forvejen umuligt for enhederne at nå mere end et middelmådigt uddannelsesniveau, bortset fra i situationer, hvor uddannelsesrammen er forberedelsen til en konkret mission:

* Her, hvor stram økonomi sammen en ineffektiv og ufagligt baseret personelforvaltningsfunktion både giver store “huller” i enhederne og manglende frihed til at kompensere lokalt.
* Her, hvor alle fra general til menig er ansat med fast timetal uanset funktionens behov og med pligt til at afspadsere alt overarbejde
* Her, hvor man i forvejen og i fremtiden i stigende grad ikke alene er fraværende fra sin enhed med henblik på faglig efteruddannelse, med også væk til civilt kompetencegivende kurser.


Fra dansk feltøvelse, der både rutinerer soldaten i de grundlæggende færdigheder og hans/hendes speciale under vanskelige vilkår i samspil med kammeraterne, med også gør det under samarbejde med andre funktioner

Men det er også farligt
Det virker måske afskrækkende for amatør-terrorister, at der foran synagogen eller menneskemængden ved rockkoncerten står et par soldater foran deres pansrede køretøj med beskyttelsesvest og automatiske stormgeværer, som på billedet ovenfor fra indgangen til Pisa-tårnet.

Men som vi ved fra begivenhederne den 30. januar 1972 i Nordirland, kan det hurtigt ændre sig til en katastrofe, hvis soldaterne bliver beskudt eller tror sig beskudt. På “Bloody Sunday” var det ikke italienske, men britiske faldskærmssoldater, der så sig under angreb og besvarede ilden. Dengang døde fjorten og tolv blev kvæstet, på trods af at den tids håndvåben var langt mindre effektive end moderne stormgeværer.

Med normale unge, primært kampuddannede soldater på terrorvagt vil det være langt lettere for målbevidste terrorister at fremprovokere en tragedie, end det vil være med modne politifolk, uanset disses bevæbning. Det er et helt naturligt resultat af deres forskellige uddannelse. Det hjalp ikke i Nordirland, at der var tale om veluddannede elitesoldater. Som 4. maj 1970, hvor det var frivillige deltidssoldater fra Ohio National Guard på Kent State University, kom situationen ud af kontrol og endte i en tragedie.


Fra Kent State University i maj 1970, hvor fire blev dræbt og ni sårede.

Som terrorvagt kan heller ikke bandebekæmpelse være en militær opgave. Kun tankeløst uansvarlige kan tro andet.


Fra tragedien i Nordirland i 1972.

Men hvad så ved grænsen.
Politiet har et behov for assistance, så noget skal ske. Løsningen ligger lige for. Der er ikke behov for at ødelægge resten af hæren ved at sende dens soldater til grænsen. En langt bedre mulighed findes i Hjemmeværnets Politikompagnier. Det er i forvejen et hjælpepoliti, der siden Den Kolde Krig har haft politifolk som chefer og befalingsmænd.

Antallet af disse kompagnier kunne forøges i området nord for grænsen. Politiet kunne tage styrken mere alvorligt, vise det ansvar for kompagnierne, de har, og med inspiration fra Marinehjemmeværnet kunne de og SKAT påtage sig at give egnede medlemmer målrettet uddannelse til grænsetjenesten. Marinehjemmeværnet løser i stor udstrækning løser Søværnets opgaver i hjemlige farvande med frivillige, som har skaffet sig de nødvendige civile uddannelser som navigatører, kommunikatører og teknikere. Med voksne politifolk fra grænselandet som befalingsmænd og med disse politihjemmeværnsfolk fra samme region som rygrad, ville man kunne skaffe sig en langt mere lokalforbundet, målrettet og fleksibel hjælpepolitistyrke end de kommende politikadetter, der grundlæggende starter på den rekrutuddannede soldats niveau.


Politiet burde tage deres ansvar for politikompagnierne alvorligt, udbygge, uddanne og udruste dem til grænsevagtsopgaven

Men hvad så som vagter ved terrormål.

Hjælpen bør ske igennem militærpolitiet.

Forsvaret har en uddannet ordenspolitistyrke, der sådan set er egnet til at hjælpe, men militærpolitiet er alt for lille til at hjælpe på et meningsfuldt niveau. Det vil være spild at anvende personellet fra Jæger- og Frømandskorps til vagtopgaver, det bør anvendes til direkte støtte til Politiets Aktionsstyrke i løsningen af langt mere krævende opgaver.

Terrorvagtopgaven bør løses på anden måde, og Danmark er så heldig, at vi råder over en meget stor pulje af grunduddannet og velegnet personel.

Livgardens uddannelse til vagttjenesten ved de kongelige slotte skaber robuste, tålmodige og disciplinerede soldater. Den forbereder til tjeneste i direkte kontakt med befolkningen, hvilket væsentligt mindsker risikoen for tragedier. Der uddannes hvert år et stort antal værnepligtige til vagtkompagniet, og fra styrken af tidligere soldater i kompagniet kunne der rekrutteres det nødvendige antal egnede til en militærpolitireservepulje. De skulle for en årlig kontraktsum samt løn under anvendelse forpligtede sig til eksempelvis seks ugers vagttjeneste årligt i eksempelvis fire år. De egnede kunne forberedes på et 3-4 måneders kursus, der blev gennemført af Forsvarets Militærpoliti og Politiskolen. Herefter kunne de, som bestod og fik kontrakt, blive udnævnt til militærpolitikorporaler.


Tidligere soldater fra Den Kongelige Livgardes Vagtkompagni – som disse to gardere – bør anvendes til hurtigt at opbygge militærpolitiet med en stor, landsdækkende reservestyrke af folk på rådighedskontrakter.

Håndtér dog banderne efter principperne for moderne oprørsbekæmpelse!


Efter skyderiet

Vi ved, at banderne er rekrutteringssted for islamistiske krigere.

Vi ved, at folk fra IS og andre terrororganisationer kan vende tilbage til dem.

Vi ved, at banderne og rockerorganisationer ser sig som separate uden for vores samfund og har deres egne normer og “rets”-system.

Vi ved, at de virker på tværs af landegrænser, også fordi det fremmer de kriminelle muligheder.

Vi ved, at de anvender pres og vold til at opnå deres mål.

At opfatte banderne som et begyndende oprør har væsentlige fordele.

Det er dog væsentligt først at understrege, at det ikke betyder, at der skal anvendes militært personel mod banderne. Det ville nemlig være indlysende skadeligt, fordi inddæmning og undergravelse at et oprør må ses som det, det er: et politisk efterretningsdrevet politiprojekt.

Det, som det betyder, er, at alle involverede klart forstår, at indsatsen må være efterretningsdrevet for at virke effektivt uden at fremprovokere negativ reaktion. Efterretningerne, der kan føre til politiindsats, skal være bygget på et stadig bedre efterretningsbillede.

Efterretningerne må som under ethvert oprør først og fremmest hentes fra lokalsamfundet, som “opmuntres”, presses eller købes til at bidrage – og derefter beskyttes effektivt mod hævn.

Efterretningerne skal også komme fra tidligere eller aktive bandemedlemmer, der presses/købes til at bidrage, og derefter beskyttes. Fængselophold for de straffede og ureformerede bandemedlemmer skal gøres maksimalt belastende gennem korte ophold og mange flytninger mellem institutionerne.

Endeligt skal efterretningerne suppleres igennem en tæt tilstedeværelse og monitering (med alskens moderne midler) fra politiet side i bandernes områder.

At man skal lade sig inspirere af erfaringer fra moderne oprørsbekæmpelse betyder også, at politiets magelige rutineoptræden – ved patruljering og visiteringszoner – må forstås som groft ineffektiv. Det er den af den simple grund, at modstanderen også kan tænke og straks tager højde for disse skridt, der så mister deres effekt. De er ligeså dumme og ineffektive, som hærens forudseelige kontrolposter og patruljering fra stadigt Taliban-moniterede baser i Helmand var det.


Forudseelig og derfor ineffektiv patruljeproduktion i Helmand

Overborgmester Frank Jensen har ret, der skal straks etableres mobile politistationer på Nørrebro og i Nordvest.

De skal bemandes med en kombination af uniformeret og civilklædt personale, hvoraf nogle har rødder i lokalområdet eller andre tilsvarende ghettoer. Stationerne skal have delvis skiftende bemanding for at undergrave bandernes mod-efterretningstjeneste.

Ledelsen af efterretnings- og politiindsatsen skal, som under oprørsbekæmpelse, gives klart og entydigt og have delegeret myndighed.

Som ved oprørsbekæmpelse bør også indsatsen mod banderne styres af politisk logik.

I mulig udstrækning skal der tages politisk-økonomiske skridt, der mindsker risikoen for rekruttering og loyaliteten til banderne, og man skal se og indrette sig på, at der er tale om en informationskrig om lokalbefolkningens og ikke mindst børnenes sjæle.

Observationer af debatten op til næste danske forsvarsforlig: Forsvarsinnovations-organisationsentreprenør-reformator-konsulentens korte grundbog

Forsvarspolitik bygget på den selvfølgeligt ahistoriske kombination af naiv og arrogant intuition, der VED, at:

Organisationer (som specielt Hæren) er:
> Øsle med menneskelige og økonomiske resurser
>> Ubegavet reaktionære
>>> Dovent forsvarende egeninteresser

Fordi disse ikke-innovative ikke ved/vil indse, at vi, der har ret, derfor ikke vil argumentere for det åbenbart rigtige, nemlig:
1) At andre i udlandet eller i den civile verden har smartere løsninger, som kan kopieres direkte [selvfølgelig skal man søge inspiration overalt, men anvendeligheden i dansk militær sammenhæng er langt fra givet, og kopiering uden udnyttelse af professionel erfaring og indsigt vil med stor sikkerhed undergrave den militære effektivitet]
2) At fortiden er irrelevant for fremtiden, hvilket bl.a. gør det indlysende, at danske styrker aldrig kommer i krig igen [en helt utroligt arrogant og overfladisk holdning]
3) At dette også, fordi hæren nu er beskåret til et minimum, hvor den kun lige kan klare Livgardens Blå Vagt og Gardehusareskorten, så der er blokeret for, at fremtidens politikere igen kan sende den til et sted som Irak eller Afghanistan [betyder blot, at de, der sendes alligevel af regeringerne – nu som “rådgivere” – er langt dårligere forberedt og støttet]
4) At dette er godt, fordi det er indlysende, at danske hærstyrker ikke kan løse nogen reel forsvarsopgave [håber vi, men allerede nu gælder det kun for Danmark vest for Bornholm og hvis vi nægter at bidrage substantielt til det fremskudte forsvar af NATOs østgrænse]
5) At dette heller ikke er nødvendigt, for NATO er meget stærkere end Rusland [kun korrekt, hvis en konflikt bliver lang, global og ikke optrappes til generel kernevåbenkrig; Rusland har en klar overlegenhed indledningsvis i Europa]
6) At det er indlysende, at idéen om at retablere danske reservestyrker viser mangel på innovationsevne [inden for rammen af realistiske forsvarsbudgetter er opbygningen af reservestyrker med kadrer og materiel den eneste vej til at sikre fleksibilitet og udholdenhed af strukturen]
7) At det er indlysende, at kontraktansatte soldater er både billigere, mere motiverede og dygtigere end værnepligtige på grund af, at de er lønnet for 37 timers tilstedeværelse pr. uge, dette selv om enhederne sjældent er samlede pga. afspadsering efter øvelser, m.m. og i fremtiden for at kunne få civil erhvervsbevis under tjenesten [som så meget andet bygger dette synspunkt ikke på erfaringen; de eneste ulemper ved værnepligtige er, at deres uddannelse kræver hårdt arbejde og engagement af kadrerne så uddannelsen er indlysende meningsfuld, at man derfor kan forklare dem, hvorfor vi tager deres tid, dvs. at der er et klart behov for den styrkestørrelse og den adgang til også den bedste del af ungdommen giver]
8) At da vi ikke skal i krig mere, er det indlysende, at militær ”ledelse” og professionalisme ud over sjakbajsniveauet er både unødvendigt og anakronistisk for Danmark, og vi vil nødigt præsenteres for argumenter, vi ikke kan forstå [men præmissen er jo desværre tvivlsom]

Fordi behovet er så indlysende, er det spild at tid at forstå og undersøge grundlaget for den eksisterende organisation

Da andre innovations-organisationsentreprenører-reformatorer-konsulenter med videnskabelig statskundskabsteoretisk baggrund allerede igennem tyve år har demonstreret deres evner inden for andre dele af den offentlige sektor, herunder SKAT, er der ingen grund til at forholde sig kritisk til virkningen på Forsvaret. Forsvaret fik allerede nær-dødelige doser af indlysende forsvarsinnovationsreformer i 2004 og 2013. Der er her ikke engang behov for at anvende penge på endnu en konsulentrapport, for alt er jo fortsat indlysende, ikke?

Desværre er disse generalistiske, indsigtsblinde organisationsentreprenører ikke alene, når vi taler om Forsvaret. Al for mange – også af organisationens højeste grader – er kun professionsbærere i den forstand, at de optræder i uniform som kejserens nye klær. De har overset, at en profession ikke sikres gennem det par teoretiske kurser, der stempler ud til forfremmelse. Den opretholdes for officerer som for læger kun gennem livslang kritisk og åben nysgerrighed, konstant flid og studier, hvor egen og andres praktisk erfaringer og voksende modenhed giver grundlag for stadig større indsigt. I deres skadelige selvtilfredshed følte de aldrig behov for faglig debatdeltagelse, klarede sig ved at tilegne sig Alliancens og Finansministeriets skiftende buzzwords og sikrede gennem deres destruktive eksempel, at den efterfølgende generation er blevet som de selv. De har nu specielt i hæren skabt en træg masse, der ikke har bevaret evnen til faglig genopbygning. Forsvaret er takket være dem og deres samarbejde med den første gruppe af “innovatorer” langt mere ødelagt og mere demoraliseret, end hvis en udenlandsk fjende havde gjort det under en besættelse.

.

Et konkret resultat af de to gruppers samarbejde er følgende: For 25 år siden havde Danmark det bedste officersuddannelsessystem i landets historie, og den resterende generelle videregående uddannelse var – selv efter lukning af et niveau for at spare penge – så god, at den søgtes af udlandet, selv om eleverne skulle kunne dansk eller et andet nordisk sprog for at gennemføre den. Det centrale resterende problem var, at man ikke havde vilje til at begrænse elevskaren til de motiverede og kvalificerede, hvilket gjorde uddannelsen dobbelt så dyr og fraværsbelastende for enhederne, som den burde have været, og de uegnede og umotiverede hæmmede den fulde udnyttelse af rammen.

Nu er den grundlæggende teoretiske officersuddannelse på niveau med uddannelsen til menig politibetjent, men i modsætning til i politiet indeholder forsvaret meget begrænsede rammer for den relevante praktik, der skal konsolidere fagligheden. Nødvendige efteruddannelser er ved at blive fjernet. Den videregående uddannelse er nu blevet en professionsfjern og substansløs samling af teoretiske moduler, gennemgået uden, at der stilles krav om reelle adgangsforudsætninger, hårdt arbejde eller fordybelse. Tilbage er en blanding af fjernundervisning og tilstedeværelse til lidt orientering og diskussion. En uddannelse, der hverken kvalificerer til professionel indsats eller til relevant civil beskæftigelse. I politiet vil både efteruddannelser og muligheden for at tage en juridisk akademisk uddannelse være fagligt meningsfuldt.

Men når den evige fred er på vej, er det jo ligegyldigt, bortset fra de mange milliarder der spildes og den øgede risiko for landet, de ansatte og deres familier, og ligegyldigheden over for vores mere udsatte allierede, som tabet af faglighed indebærer, indtil dette mål nås.

Svar til Niels Klingenberg Vistesens indlæg om brigaderne på OLFI.dk

Følgende kommentar kom ikke umiddelbart på OLFI.dk, da jeg lagde den på, og publiceredes derfor først her i illustreret version, hvor organisationsskemaerne er hentet fra min mangeårige undervisning i hærdoktrin og organisation på Forsvarsakademiets Operations og Føringsuddannelse:

Divisionen og de to resterende brigader er forlængst ophørt med at eksistere som troppeenheder, dvs. som “division” og “brigader”. Tilbage er nu blot føringshovedkvarterer på to forskellige niveauer, dvs. såkaldte “kommandoer” med chef plus stab. De råder ikke over de føringsstøtte- og logistiske elementer, der er en forudsætning for at føre og støtte en troppeenhed. Den centrale gavnvirkning af disse stabes fortsatte eksistens er, at de er de eneste steder i hærens egen organisation, hvis fokus er bredt professionelt militært, og ikke kun produktion og forvaltning.

Brigadekommandoerne nu er nogenlunde som stabene i de løse føringselementer, som den amerikanske hær flere gange i sin historie efter 1939 har valgt som alternativet til fast sammensatte brigader, da man havde den opfattelse, at man skulle ad hoc-“skræddersy” til opgaven. Det er, hvad Vistisen refererer til fra 2. Verdenskrigs Regimental Combat Teams, der ikke mindst prægede anvendelserne af bataljonerne i den amerikanske model 1942 panserdivision.

Foroven den amerikanske panserdivision i november 1940 før overgang til puljeorganisationen for den meget kampvognstunge, nye panserdivision i marts 1942 med to Regimental Combat Teams, der kunne blive forstærket med divisionens øvrige kampelementer. Organisationen viste sig som hverken fugl eller fisk og manglede ikke mindst et tredje føringselement.

Nedenfor en ren puljedivisionsorganisation med tre taktiske Task Force stabe i den nye luftmobile stormdivision til at føre de bataljoner, m.m. Nedenfor 1965, hvor føringselementerne er givet brigadebetegnelse.

Men det eneste tilfælde, hvor den amerikanske division satsede på at føre sine fem bataljonskampgrupper direkte uden mellemliggende føringsstabe, var i “Pentomic”-forsøgsdivisionens periode i 1950’erne, og dette skyldtes, at divisionens primære kampindsats var indsættelsen af taktiske kernevåben.

Pentana-divisionen, der er det eneste historiske eksempel på, at den amerikanske hær planlægger at undvære et taktisk hovedkvarter mellem division og bataljon.

Den nuværende danske divisionskommandos og to brigadekommandoers roller (her gentages, at divisionen og brigaderne for længst er nedlagt som troppeenheder) har været at løse tre forskellige uddannelsesopgaver, for divisionen først og fremmest af de baltiske og danske brigadekadrer, for de danske brigader to forskellige dele af hærens uddannelseopgaver.

De nuværende danske bataljoner er i modsætning til Vistisens opfattelser ikke stærke. Hvis de skulle være opbygget til selvstændige indsættelser som bataljonskampgrupper, måtte deres kampunderafdelinger styrkes meget væsentligt både materiel- og bemandingsmæssigt, og kampgruppens samlede styrke med ildstøtte, luftværn, ingeniører, opklaringsled, helikopterelement og logistik nå op på mindst 1500 mand, hvis vi ser på nuværende internationale eksempler.

I øvrigt kan ingen enheder på bataljonsniveau løse egentlige forsvarsopgaver, kun strategisk afskrækkelse ved tilstedeværelse (som nu i Baltikum og Polen) eller tidsbegrænsede opgaver områdekontrolopgaver under fredsoperationer eller stabiliseringsmissioner (som på Balkan, i Irak og Afghanistan).

Hvorvidt den danske hær skal bevare troppeenhedskommandoer på to niveauer eller kun ét afgænger af, hvilke opgaver vi ser Forsvaret med Hæren løse i fremtiden. Som sagt er brigaderne for længst nedlagte. Med kun ét hovedkvarter mister vi evnen til at føre mere end fire (måske kun tre) primære kampenheder og evnen til at gøre dette mere end ét sted. Det nuværende system giver muligheden for at udvikle evnen (vi har den ikke nu) til både at bevare ansvaret for en fremskudt NATO-indsats i Baltikum, hvor vi både bevarer den nuværende synlige overordnede rolle med divisionskommandoen og selv efter genudvikling af en brigade af de overlevende elementer også bidrager med en dansk troppeenhed. Dette kan så ske uden, at alle føringsstabe sendes ud af landet. Tidligere opstillede kamptropregimenterne også område- eller taktiske føringsstabe (for militærregionerne eller kampgrupperne), men nu har vi kun de tre tilbage.

Det er ikke videnskabeligt eller akademisk at underbygge med argumenter og eksempler samt skitsere konsekvenser. Det er kun grundlæggende debatkultur, hvor man forudsætter, at læserne er interesseret i at blive klogere.

Man skal altid være på forkant i organisations- og doktrinudvikling, men det er hensigtsmæssigt først at gøre sig klart, hvad man taler om.

Niels Klingenberg Vistisen blogindlæg fra 28. juli 2017 samt generalmajor Michael Lollesgards kommentar skal læses på OLFI.dk

On the accelerated Russian Military Build-up: the strategy history perspective

It happens in all fields:
* In the modernisation of large stocks of good late Cold War equipment to make them better than the majority of Western systems and less vulnerable to these.
* In massive exercises such as the current Zapad 2017.
* In the creation of new forward deployment bases.
* In the consolidation of ever more effective bastions in places such as Kaliningrad Oblast and Crimea.
* In the effective and self-critical lessons-learning from the Syrian experience.
* In the comprehensive testing of both strategic cyber warfare and tactical reconnaissance-strike systems in the Ukraine.
* In the creation of new large formation and the re-focusing of the conscript based reserve element to make the forces robust.
* In the creation of large heavy lift tank transporter units to make fast and flexible forward deployment possible.

The dynamic military reformer Nikolai Ogarkov, who tried to adjust to the Western Surge and his current successor Valery Gerasimov, who can benefit from a Russian military military reboot that has still not inspired the West to take the challenge seriously.

What Valery Gerasimov is doing now is similar to what Nikolai Ogarkov did during his years as General Staff Chief from 1977 to 1984 with his Operational Manoeuvre Group and enhanced readiness package: Not preparing for an inevitable war, but for a “Victory in Europe”-chance if war becomes inevitable or necessary for the state.

This is the key duty of any serious armed forces’ leader … in case the reader has forgotten.

The accelerated Gerasimov effort requires “full spectrum” preparations in all fields – geo-strategic, information, cyber warfare, conventional operational and logistic, etc. – as always built on the Military Doctrine’s scientific analysis of enemy’s and own developing strengths and weaknesses in all fields.

The correlation of forces is presently in Russia’s favour and shifting even further in that direction:

1) Compared to 35 years back, the U.S. armed forces are unable to maintain the number of units. The costs of replacing existing platforms and systems – especially but not only in the USN – have become prohibitively high. No matter what Trump does to change the trends by am increased Pentagon budget, he cannot find funds for approaching what Reagan and his Naval Secretary did then. The life extension potential for many platforms is limited, and the sums required for just maintaining all systems and reach what Russia has achieved since 2008 are staggering. Western catching-up with what has been lost in the last twenty years in the electronic warfare field and in high intensity warfare professionalism in officer command cadres may take a full decade (if we started, now which we don’t).

Unfortunately Gerasimov will not allow his navy to build a “luxury fleet” such as Gorshkov’s that might have triggered a bout of USN creativeness to maintain quantity at a “good enough” platform level rather than insisting on the prohibitively costly sublime.

2) The U.S. can no longer pull forces from the Pacific. It cannot concentrate to Europe and the Atlantic in the way in did after the Vietnam War. Now China is likely to take advantage of any concentration towards the east of the far more limited forces. The American situation is that of 1941-42.

3) Then the U.S. had far more militarily robust allies in Europe. It was before the German Armed Forces were reduced to under-trained remnants counting working hours waiting for weapon systems in various private workshops to prove willingness to out-sourcing/before the conventional British Forces dropped all focus and capabilities for conventional deterrence and fighting/before the French conventional Armed Forces lost the remaining ability beyond internal security at home and in the former colonies. Even smaller NATO member states had meaningful forces in the 1980s. That is no longer the case.

So where Ogarkov’s task was tough, Gerasimov’s is less so. However, both were limited by the lack of economic sustainability of his Military Doctrine. Ogarkov’s window of opportunity was closed in autumn 1983 and he was moved by Andropov’s frightened successor early the next year. If or when Gerasimov’s window is closing is an open question.

Putin’s physical and political health seems to be a good deal more robust than his predecessor Andropov’s was in autumn 1983.

So far NATO members have tried optimistically with some flimsy window dressing. Cannot do much more with the resources available.