Comment on the current situation

In National-Conservative and Fundamentalist Liberalist circles in Britain and other European Union Member States, the common rules and the Eurocrats have been blamed for having been the straightjacket that hindered a return to national purity and former greatness.

However, even if EU-regulations may make a roll-back of the massive number of civilian state and council administrators in all our states with all the costs and constrains more difficult, they are not a main cause for the loss of power and freedom of action and fall from former greatness. The bureaucracy and the public welfare subsidies are mainly the results of domestic decisions, and I suspect that making Britain/England (or Germany) great again by reducing the civilian public sector and social welfare to the pre-1960 or even pre-1990 level to seek former external power and roles will be blocked by populistic or ideological domestic forces.

The British historian Paul Kennedy in his 1987 best-selling “The Rise and Fall of the Great Powers” was never right when he identified “imperial over-reach” as the main cause behind the end of empires. Empires withered mainly because of an ever increasing accumulation of priviledges at the centre that undermined the entrepreneur energy and willingsness to take risks that had made the expansion an irresistable wave, whether in the Roman Empire, in Russian Asia, in the Venice og the Dutch and British Empires. The loss of energy to priviledge is what happened everywhere in the West during the last half-century, the only difference between the U.S. and West European states being that the distribution of the benefits of Globalization was far more socially and geographically distributed in Europe than in the United States.

I see little of that self-confidence and dynamism anywhere in the West and no Cecil Rhodes-, John F. Kennedy-like or even Neo-Conservative sense of mission. Instead I see populations locked in a envious sharing of all publicly available and reachable wealth and an elite that hoards wealth for no other purpose than hoarding. Frustrated with the state of affairs, the voters and leaders (that are in reality opportunistic followers) ask for a regression to some glorius past or to the simple ideologies of the Right and Left, which is just another form of mindless regression.

Only the Chinese seem to possess some level of patient imperial purpose and determination, and with no continental enemies of significance at the borders, she can now act as an expanding sea-power state as long as the massive internal contradictions are managed.

After the wealth emigrated … a renewed publication of a 12 November 2011 article under the impression of the current situation

Flemming Ytzen’s comment to the previous article is important, however it is built on hope that China will behave differently from all other great imperial powers when under pressure of circumstances. The country will start as a mainly economic imperial state – as was England in many parts of the world until mid 19th Century.

Reading China as fundamentally different is not new. In the 1970’s its military behaviour on the borders was diagnosed as fundamentally defensive in character, the use of military force triggered by others and always limited, something that was based on the contemporary analysis of the Korean War 1950-53 and the Indo-Chinese Border War 1962. To put it mildly, the 1979 Chinese invasion of Vietnam undermined this interpretation of the country’s strategic behaviour. So did the new history writing about all aspects of Chinese politics during the Mao years, underlining not only the extreme arrogance and brutality show by the Chinese leadership towards not only the ethnic minorities, but against the Han Chinese. The costs i human lives dwarfed even the efforts of Stalin and Hitler.

I must read very positive evaluations of future Chinese policies as generally naive and ahistorical, most likely founded on a combination of necessary hopeful optimism and the liberal’s bad conscience about Western imperialism and colonialism.

With the ever-growing pressure on the limited ressources of the world from water over energy to minerals and the track record of Chinese actions to employ all necessary means to gain and keep control, I find it hard to see any difference between the actions of the former expanding Western empires and China. Only look at the country’s management of the water from the great Himalayan rivers, in the power play keep exclusive control of off-shore ressources and the policies in Africa and new mineral exploitation possibilities in places like the naively governed Greenland.

The only current limitation is the relative military inferiority that will last only a few years as the collapse of Western power as a result of the lack of economic ability to sustain or replace the forces is fast approaching. In Europe the next few years will bring full disarmament of over-seas expeditionary capabilities.

What will happen all over the West is now well illustrated by the developments in southern Europe. Collapse of production and the earning of foreign currency with an increasing part of the population that depend on government money as pensioners or as white collar public positions. The only parts of the economy that benefit from globalisation are the multinational companies including banks that no longer invest in the West and the agriculture that has been deeply rationalised and mechanised. These sectors can only employ a very small of the national population. Neither are able to form a stable foundation for state revenues. Unwillingness to work in hard or boring jobs themselves, the Western populations have imported workers from low income areas as sailors, farm and domestic jobs and for restaurants and hotels that add to the draining of currency and add little to state income.

Rising energy and mineral prizes as well as import of nearly all finished industrial products means a quickly worsening trade balance. The ever diminishing state income means that they try to cover the expenses with foreign loans, bridging to a post-crisis period that never comes. After some time the lenders get worried and the state bond interest rates rise to an unsustainable level. The states are then forced to cut state expenses, an effort that with further diminish the state revenues. Non-essential expenses such as the maintenance of military forces will be cut early, soon to be followed the all types of public services and subsidies. The ability to maintain infrastructure, import energy and goods will wither away and the populations rather spoiled trough decades will react with social unrest.

In some places the reaction will be to reduce taxes and thereby accelerate the undermining of state functions – without any hope of regaining competitiveness. Others will try heavier taxation to finance the repayment of loans and the maintenance of state activities – only to fail due to the disappearance of money to tax.

That bleak future is a result of Western naivity and ignorance of its own history, including recent history. In delirious hubris at the ‘End of History‘ we adopted raw capitalism as God and Molok, uncritically subordinating any political control and management to the assumed blessings of the ‘Market‘.

We are left without other options than to hope that Flemming Ytzen’s assumed authoritarian but civilized Chinese imperial power will allow us room for rebuilding our societies after the collapse and troubles of the coming decades.

It is now an open question to what extend the results of the progress of Western political civilization – in the Renaissance, during the Enlightenment, in the two decades prior to the First World War and after the Second World War – will survive to the benefit of all humanity: the rights of the invidual, the power balance and social contract between government and citizens of the democracy, the norms and limitations of international war. Both Flemming Ytzen and I know that even if Chinese political culture and norms commits the official to clean and just administration, the current practice is rather arrogant and corrupt, and the rulers only react by sacrificing some of those caught to symbolic execution.

“When the wealth and our future was allowed to emigrate” – a renewed publication of my my 15 October 2011 article republished with a tentative conclusion from November 2016

Five years ago I published the article below on the blog. It was followed by two more articles discussing the possible implications and politico-economic effects of the described development.

These implications and effects in the West are now all too clear: the loss of mass welfare and a popular belief in the future and in the effectiveness of liberal democracy; a rejection and withdrawal of binding commitments to international co-operation; a withering of the ability and will to domestic political dialogue and compromise and the rise of “brown” opportunistic political movements as a popular reaction to loss of the good, remembered world and the fascination with and yearning for a former great and simple past. All very similar to the reactions in nearly all states in the 1930s.

The only difference between the 1930s and now is the nobody understands how terribly it can end.


The brutally clear-thinking Israeli meta-historian Azar Gat has underlined that there is no real and certain link between liberal democracy and capitalism. A capitalist economy will not necessarily generate a democratic system and democracy is not automatically the ideal and most effective framework for capitalism. The latest twenty years have all too clearly demonstrated that he is correct.

As ahistorical media and nervous politicians are incapable or unwilling to see anything but the closest ‘trees’, they have missed the total character of the ‘forest’ of the current economic crisis. The Western economies North America, Europe, Australia and Eastern Asia do not only lack money because of problems created by short-sighted stupidity of irresponsible bankers investing in the real estate bubble of the previous ten years. We are not only looking at the risk of a ‘second dip’ or even an international depression as the one that started in 1929. The steps taken to contain the actual phase of the collapse equals wetting you pants for warmth in a Siberian blizzard.

Drugged by the ideology of Globalism – capitalism ‘in absurdum’ – where the bankers’ greedy and irresponsible gaming was a comparatively innocent aspect, the West has allowed its wealth to emigrate to breed faster, thereby undermining its own position and future, including the future of the fruits of its culture and civilization.

Religion is the opium of the masses; however the ideologies of the West during the last two centuries have been far more dangerous because they always stopped the critical application of experience, moderation and common sense by the elites. As lemmings intellectuals launch the human race into dangerous experiments guided by repeated buzzwords. No small boy around to remark on the flimsiness of the substance.

Here the ideology has led to a fixed belief that the free movement of capital is automatically to the common benefit of all, ignoring that the purpose is basically to increase the immediate income of the capital owners (that are thereafter beyond the effective reach af the national tax-man). They seem to have forgotten that it was the Western states’ successful efforts to contain the negative workings of capitalism that made it more attractive than socialism in the end. The unbridled capitalism of the pre-WWI era was like an uncontrolled petrol fire. The post-WWII versions had harnessed the energy like different types of petrol engines. Capitalism, necessary for economic innovation, dynamism, rational organisation and motivation, had been harnessed so that it nourished and supported the society rather than destroying its cohesion. The unbridled globalisation of capitalism is as destructive to positive and controlled development the human project as is unharnessed nuclear energy.

The ideology also seems to have blinded the West to ignore that migration of capital linked to production is bound to weaken its banking sector.

During the two decades following the end of the Cold War, an accelerating amount of industrial production left the West. It was not the fault of the Chinese and other developing economies, but of the Western economist and politicians, who ignored that the production and money not only moved to places where the salaries were more competitive. It moved to places where the political leaders deliberately ignored and still deliberately ignore patent rights and copy everything freely.

It moved to places where the rights of labour to organize to improve its salaries and working conditions beyond sweat-shop slavery is blocked by the autocratic police state, places where the environmental conditions is ignored as badly as in the Soviet Union. What was allowed to happen within the framework of Globalisation of industrial production amounted to what would previously have been termed unfair and destructive dumping. However, the economic gurus ignored the certain medium and long time effects. They emphasised the benefits to Western consumers and Western welfare level of the cheap Chinese and other low cost products and started to consider and develop the happy ‘Post-Industrial’ society of increased leisure and service rather than production economies.

The capital thereby freed from common sense and human experience to move by the ideology of Globalisation. It followed the initial cheap production to earn some of the money generated by the unfair dumping of China and to get access to the expanding marked of the world’s largest population. Soon all large Western companies including Japanese and South Korean moved an increasing part of their production there.

The Chinese got legitimate access to the latest patents and technology, and as less and less was produced in the West more and more capital was accumulated and thereafter used to buy the remaining brand and technologies as the Swedish Volvo and Saab. The Western states and local communities were happy to sell the increasingly unprofitable factories unrealistically hoping to keep the workplaces.

However, China will be hit by the recoil when the Western markeds collapse and default on its debt. The present accelerating slow-down is already being felt.

Western Universities – forced by another shallow, brainstopping ideology to substitute academic norms and ideals about quality with business principles demanding quantity – were and are happy to accommodate the armies of paying Chinese students that sap into the ideas and technological innovation that might otherwise have generated some resurgence of Western production. A Chinese recently bragged that he had gained access to iPhone5 technologies plus software and was already producing a pirate copy before the original. In a country as ridden with corruption as China his claim could be true.

The result of the fiction of a Post-Industrial economy is that the West is now without both capital and an acceptable future. Political leaders underline to their people that they are not going to compete with the salaries in lower income areas in Mexico or Eastern Europe – not to mention those of developing Asia. Banks now fail not just because of irresponsible speculation, but because the only robust part of their income should come from interests of loans given to sound and competitive production and from loans to individuals involved in that production. States have similar problems because the only solid taxation is from competitive production and related external and internal services.

Western politicians hope and conjure up that their borrowed welfare will be safeguarded by new Green technology, opportunistically ignoring that there is absolutely no chance that such production cannot be done much cheaper in China, both because it is more profitable for Western companies and because the ideas are transferred as they co-developed by the Chinese students.

They hope against all evidence that China will go the way of Japan, Taiwan and South Korea and become more normal and democratic and allow its now established advantage to slip. This is where Azar Gat’s analysis is so awkward. In the meantime they muzzle their concerns about the status of human rights in the country.

They pretend that the main problem of their economies is their aging population, ignoring that there will neither be productive jobs nor the previously hoped for paid leisure for those who will get ever older – at least for as long as there is money to sustain the full health system. They are happy to notice that China is facing the same problem of an aging population, ignoring the still vast labour supplus in the interior as well as the very limited social support spent on old Chinese people.

No state can maintain its wealth if it cannot produce at a combination of competitive price and superior quality that make the products attractive. Even well engineered and rationally produced German products of well-established brands are now coming under pressure due to the far too high cost of any production in Europe, and even if a significant part of the parts come from China or other low cost countries. Our remaining industries stand on quicksand.

Within the fiction of a still rich West, they have adopted the ideas of ‘New Public Management’ that have added a massive non-productive, Soviet type ‘nomenklatura’ to the already large public sectors without any evidence that the resulting control and centralisation add any benefits.

In an attempt to prepare for the ‘Post-Industrial’ fictional future, they have increased the number of university students far beyond the requirement and available talent. It has been done by lowering the student quality and academic staff morale within the irrelevant business ideas of the management fad.

Anyone with a minimum of historical sense knows that the unhappy result of academic overproduction is the creation of a large group of frustrated unemployed academic youth that will nourish and drive revolutionary protests – as we now see illustrated on both sides of the Mediterranean. They are not going to make easier the necessary dramatic downwards adjustment of welfare in the probably vain attempt to regain competiveness.

The reaction is now starting. Argentina tries to counter the development by legislation aimed at stopping capital flight and ensuring some taxation of multinational companies.

The Americans experience the fast collapse and proletarisation of a middle class. It could not be sustained without a basis of industrial production. They ask from their bankrupt position that China revalues its currency to make completion fairer. The Chinese threaten trade war. Due to the emigration of capital from the West the Chinese hand is the far stronger, but in self-defence of its future the American democracy will accept the challenge and initiate protectionist measures.

For Europe the situation is far worse. Heavily endebted, with some very inefficient economies, with fast falling income from exports, lack of labour mobility, inability to act quickly in crisis due to its decentralised and democratic decision making organisation and with a tradition to break rank and appease under pressure – hoping for miracles around the corner. Without drastic and painful adjustment we now stand at the end of some often nice 400 years.

Some may argue that the West has always been able to get out of economic depression after some years. My reply is that it was never in a situation where the general collapse of relative competiveness happened in relation to asymmetric outsiders with significant reserves of both capital and well educated labour.

Here in 2016 the political fall-out is becoming all too clear.

Udkommer om et par måneder på Syddansk Universitetsforlag

Det er tredje og sidste bind i trilogien fra Syddansk Universitetsforlag, der i 2010 blev indledt med Den lange vej mod 9. april og i 2012 fortsat med Det lille land før den store krig.

Der gives for første gang i dansk historieskrivning en beskrivelse og kritisk analyse af dansk sikkerheds- og forsvarspolitik op til og i rammen af 1922-forsvarslovene. Det er en fortælling om omkostningerne ved ikke at ville forsvare suverænitet og neutralitet.

Bogen er også et resultat af bidrag fra Harry Lembourns og hans søskendes efterkommere i Danmark, England og Australien. Tak til dem for støtte, oplysninger, dokumenter og ikke mindst fotografier.

Harry Lembourn med sine to yngste børn Grace og Philip i midten af 1930’erne på Bygdø i Oslo

Resuméet af indholdet på bagsiden af bogens omslag:
“1920-grænsen var for mange tyskere en voldsgrænse, et symbol på opportunistisk dansk udnyttelse af fransk tyskerhad. Danmark måtte være Frankrigs skabsallierede mod Tyskland, og ved hjælp af den svenske marineattaché fik man bekræftet antagelsen i sommeren 1928. Da var kaptajn Harry Lembourn fra Tøndergarnisonen blevet arresteret efter et kluntet spionageforsøg i Berlin. Tyskland udnyttede sagen til at give naboen en klar advarsel. Chokeret vendte Danmark tilbage til en entydig ”Tyskerkurs”, dvs. en aktiv tilpasning af en neutralitetspolitik til Tysklands ønsker. Man lovede under hånden Berlin at fortsætte afstraffelsen af Lembourn, når han kom ud af det tyske fængsel. Det kupforsvar af Sønderjylland med krigsveteraner og frivillige, som Lembourn havde besøgt Berlin for at hjælpe, kollapsede, og danske politikere blev bekræftet i, at dansk forsvar skulle nedrustes til et niveau, hvor det ikke kunne løse forsvarsopgaver. Som i foråret 1918 var Danmark igen klar til en 9. april.”

Kommentarer fra bogens omslag af pensionerede, ledende embedsmænd efter læsning af manuskriptet:
“Når staten som i bogen ikke vil betrygge landets og borgernes sikkerhed, kan nogle, også på efterretningstjenestens område, gribe til en fortvivlelsens selvhjælp. Det går som regel galt. Det gjorde det også for den ulykkelige kaptajn Lembourn.” Jørn Bro, pens. Politimester og i en årrække vicepolitimester i PET.

“Et væsentligt bidrag til mellemkrigstidens militærhistorie, men også historien om en lille mand i klemme i systemerne.” Knud Larsen, historiker, som i sin doktordisputats analyserede 1920’ernes forsvarsloves rødder. Senere departementschef i Forskningsministeriet.

“Bogen giver et imponerende tidsbillede og har en spændende, men samtidig beskæmmende handling fyldt med uheldige mellemspil og utidige dødsfald.” Hans Würtzen, jurist, reserveofficer og bl.a. tidligere departementschef i Finansministeriet.

The ever developing Harry Lembourn story

I first became aware of the existence of the Lembourn story late 2014 when I copied a multi-volume scrap-book with clippings from Danish newspapers and mainly from Nationaltidende.

From “Nationaltidende”s coverage of the Lembourn case and his contacts with the French assistant military attaché Captain Sorne. This photo in the paper on 11 January 1929 shows Danish and French officers enjoying an informal lunch somewhere in Denmark. Could be in Tondern Garrison. Harry Lembourn marked by cross.

Inserted a portrait of the new and aggressive military attaché to the Hague and Copenhagen, colonél Louis Burin des Roziers. He seems to be the officer sitting at the end of the table next to Lembourn, who later wrote that he met and talked to the colonel, but did not spy for him. Source:

Thereafter I started a full scale research into the case. After having read the massive Danish War Office personnel case file on Captain Lembourn, the biased Danish Foreign Office and Danish Berlin Legation case files as well as the contemporary press coverage in both other Danish and German newspapers, I became ever more aware that the decisions of Danish authorities were neither straightforward nor fair. And I was left in no doubt about the pain the events and Danish reactions caused the family. What really made me keenly aware of the family’s both pain, anger and loyalty was Thordis Lembourn’s search in vain for fairness and justice in a mid-1930s letter to the Danish Prime Minister Stauning.

Thordis’ letter to the Danish Prime Minister Stauning from 24 April 1934. (From the Danish War Office case file in the State Archives)

The files highlighted the degree of miscarriage of justice inflicted on Lembourn by panicky Danish authorities eager to appease the rearming Germany in a sacrifice of not only this awkward “spy”, but also the destructive effects on the ad hoc defence of the returned province of South Jutland that Captain Lembourn had been so imprudently active in supporting.

Marked with red the planned border posts south of Tondern from the Danish nationalist volunteer militia “Jydske Vaern” that Lembourn had volunteered training. (Map from Aage Westenholz archive in the Danish State Archives).

Background of events and what I now know or must conclude happened:

(I have to emphasise that most of the book I now write, is describing the development and workings of the Danish Armed Forces activities in the 1920sas a not formal, but by Germany suspected de facto ally of France. The narrative will have a special emphasis on the creation of the South Jutland defence plan and forces and consideration of direct naval co-operation in the Baltic Sea)

Harry Lembourn, here as First Lieutenant. (Photo: The Danish State Archives)

The general background and framework of Lembourn’s case was the following: Within six weeks after the end of fighting on 11 November 1918, Copenhagen had become the main base for Entente forces’ (mainly Royal Navy) intervention in the present Baltic States to push the Germans out and help defending against the Reds.

By 1920 this objective had been achieved, and even if Copenhagen Harbour remained important for the Western Powers, it was now mainly related to French support to Poland in its war against Soviet Russia. By spring-summer 1920 the Allied guaranteed plebiscites in North Schleswig led to the return of South Jutland to Denmark, and the new Liberal Government from May onwards was especially grateful towards France for her clear, but ineffective, support for Denmark keeping control of the city of Flensburg.

The new Danish Defence Laws of 1922 with deep budget reductions became built on the premise and strategy of a de facto alliance framework based on the collective security obligations of the League of Nations. The potential enemies of the tacit alliance were the non-League-members Germany and Soviet Russia, and all defence planning and exercises the next years were based on direct Danish military and naval cooperation with Britain and France.

The fluent French speaker Harry Lembourn benefited directly by spending the next couple of years on detachment to the French Army.

During his time as a young regimental subaltern during the war, Lembourn had played the active batchelor officer and gentleman, using his quarters at his 22nd Infantry Battalion barracks at the Copenhagen Citadel as his base. During 1917 and 1918, when he had become the battalion adjudant, he had much time in town, where he improved his dancing skills at the Tango, which had reached the Danish Capital from Paris just before the war. However, now in his mid thirties and approaching promotion to captain, Lembourn must have decided it was time for a change. In April 1923, during his last year in France, he met the 19 years old Norwegian girl Thordis Svane during his Easter holidays in Nice. They got married 16 months later in Tondern.

Thordis and Harry on the stairs of Hotel Pension du Danemark in Nice just after they met in Easter 1923. (Photo: A Grace Fry album)

During his two years on exchange training in France, Lembourn served the first year from November 1921 with the 158th Infantry Regiment in Strasbourg. He was then authorised to follow the last 8 months of the second year of the course of L’École spéciale militarie de St Cyr, the famous French Military Academy, followed by September and October 1923 with a tank regiment before returning to Denmark.

A few moths after his return to Denmark Lembourn joined 2nd Infantry Battalion on 1 April 1924 in the new Danish Army Garrison in the South-Western Jutland town of Tondern (Tønder). On 18 August he married Thordis.

With its large German population group, the town remained very much on the frontline between Danish and German. At the 1920 winter referendum, 77 percent of Tondern’s population had voted for Germany. In the struggle against German influence, Lembourn, who was always eager and working hard to please his peers, became active on two fronts. Firstly he became the leading promoter of French language and culture as head of the local Alliance Française, and secondly he offered his service as weapons instructor for the new volunteer defence organisation Jydske Værn (the Jutland Guard). The latter was natural to him as he had previously worked in Copenhagen instructing the likewise volunteer Kongens Livjægerkorps (The Royal Life Rifle Corps), which had its depot at the Citadel, his battalion barrachs. The Chairman of the Board of sponsors, etc., of Jydske Værn was the veteran leader of the Danish county and city community, Bank Director R.P. Rossen.

Denmark had no standing army, only a training-mobilisation force, and the fact that nationalist militias just south of the border openly prepared to retake most or all of North Schleswig made it self-evident to both the War Office and the local Danish leaders that something had to be done to make certain that a German local militia coup would meet some Danish resistance. Such a coup made by volunteer militia might not trigger an effective League of Nations reaction as surely as a regular invasion.

One pool of locally available trained manpower for defence against such a coup was Danes that had served in the Prussian Army during the Great War. To employ these veterans the War Office authorised the establishment of a Sønderjysk Landstorm (South Jutland Militia) on the basis on mobilised veterans of whom 60-70 % were considered pro-Danish. The only other potential defence force was the small volunteer corps that Lembourn helped training.

The volunteer instructor for Tondern County of the volunteer Frontier Guard, Captain Lembourn, standing to the right of the firing range flag as always impeccably dressed, here in the new British style khaki uniform. The other officer is his 2nd Infantry Battalion and Tondern Garrison commander, Lieutenant Colonel Obel in the old French style grey uniform. Obel later tried to defend Lembourn by giving (accurate) evidence on Lembourns personality, but soon had to stop trying as being vulnerable himself to accusations.

The driving force of the “Guard” that Lembourn instructed in weekends was the far right-wing political activist, Captain Max Arildskov, who had served in the Danish volunteer company in the Baltic Wars of Independence in 1919, but the formal leader of the volunteer guard project was the strong personality, Bank Director R.P. Rossen.

Events in 1928
Lembourn’s attitude profile matched that of a normal Danish regular officer of the period: uncritically National Conservative, anti-German, anti-Socialist, but otherwise with no interest in political issues … or in anything else beyond being considered to be a good army officer and a gentleman. This profile of Lembourn is not only clear from all Danish sources, it was repeated by Ernst Friedrich, Lembourn’s intellectual prison friend in Gollnow Fortress in 1930-31. When reading the Lembourn correspondence, it is it his honorable – but naïve – trustfulness that stands out, including and especially during his fact-finding visit to Berlin in late spring 1928. He was not a man with a strong, independent mind. He just worked hard and loyally to do what his respected peers wanted done.

I have now come to the firm conclusion that when Harry Lembourn choose to speak rather than trying to protect his contacts by silence, he spoke and wrote the truth, because he was incapable of doing otherwise.

According to Lembourn it was the strong willed Rossen that convinced him to make a short visit to Berlin seek information about German nationalist militias such as the large Stahlhelm that openly challenged Danish control of “North Schleswig”. This information was confirmed by the German press after Lembourn’s arrest when it wrote that Jydske Værn had been noted to seek information from Germany for some time.

Lembourn knew Rossen both as chairman of the board of Jydske Værn and as the long-serving local leading agent (“tillidsmand”) of the Tondern part of the Danish General Staff intelligence network, an understanding which was probably still true even if the Bank Director was now also working for the French. However, what is clear is that even if Lembourn later recognized that his report ended up with French Intelligence via the Military Attaché, Captain Sorne (which he seems to have seen as natural – he was later shown his report during his visit to Paris in spring 1933), he assumed that Rossen had sent him to Berlin to organize fact-finding for Denmark about the threat from the large German paramilitary militias, and especially the very large Stahlhelm organisation.

Harry Lembourn had only very limited confidence in himself, and therefore always sought guidance from those formally in command or strong personalities around him to be able to live up to their expectations. Thus he was very easy to manipulate and control.

During the later interrogation by German authorities Lembourn learned that Sorne’s activities and organisation had been monitored by German counter-intelligence from the start.

The local leader of the Danish General Staff Intelligence and French Intelligence representative in Tondern, the veteran Danish community leader Bank Director Rasmus Peter Rossen, who convinced Lembourn to make the recruiting visit i April 1928. (Photo probably from around 1920: Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Flensborg)

Rossen probably deliberately gave Lembourn the false impression that he would be working direct for Denmark. At the same time Rossen deliberately blocked Lembourn’s idea to contact the Danish Intelligence head, Captain Hother Styrmer, himself as that would make clear that Danish Intelligence had not officially authorised the trip. Rossen told Lembourn that Styrmer knew of the trip and wanted him to make it, so there was no need for a direct contact. This later made it possible for Styrmer to deny any knowledge of Lembourn and his activities.

Lembourn’s fateful two weeks visit to Berlin from late April 1928 to mid-May was conducted in the direct and unsophisticated amateurish way that mirrored both his trustful personality and the extremely short time available. In a local cinema Lembourn (pretending to be the English leather tradesman Mr. Brown from Copenhagen) befriended the local typist Ms Stegelmann. After the cinema followed a drink in a beer-restaurant, and Lembourn convinced her that she should seek information about the German armed forces. The recruitment of such an source of information was the purpose of the trip to Berlin. Contact was established to Denmark and she was sent a list of questions from Sorne going far beyond Lembourns missions. The agreed funds were cabled, probably cabled by Rossen.The sum (500 DKK) paid her and any assistants and covered expenses for buying a camera and a type-writer. The sum equals 2,000-2,500 UK£ today. Rossen might have got the money from the French.

The typist hired an assistant (Mr. Riek) to get the information for the list of questions about possible German violations of the Versailles Treaty. He did so by openly entering the Reichministerium (The National Defence Ministry in Berlin) to seek answers to the questions. The ministry security authorities got suspicious, replied with false information and involved the police. Policemen followed Riek back to Ms. Stegelmann, a convicted criminal, and soon identified Mr. Brown as Harry Lembourn. In spite of Lembourn’s fact-finding “espionage” being uncovered by the police during the Berlin visit, he reached home before being apprehended.

Lembourn noticed later that these German militias that he saw as his main task were not only seen as a menace to South Denmark; the new German Defence Minister considered them a threat to the German State. The open way all happened supports Lembourn’s constant later statements that he did not see his action as anything but legitimate “fact-finding”. It surprised him that it was considered to be espionage. He had not been alert to the content of the questionnaire from Sorne.

The report developed for Rossen was passed-on, and Lembourn had second hand information (but no confirmation) that it had been read by the head of Danish General Staff Intelligence before it ended-up with Capitain Sorne. Sorne was a logical recipient. By 1928 it was clear to all, including the French Intelligence, that Germany had become active in breaking the arms control limitations of the Versailles Peace Treaty after the formal control organization had been disbanded after Germany became a League of Nation Member.

When Lembourn arrived back in Tondern mid-May from Berlin, the 70 years old Bank Director was ill, on 15 June he died, and on 20 June Harry and Thordis crossed the Border for a tourist trip to the North-Frisian Island of Sylt together with other officer families from the Tondern Garrison.

What Lembourn presented as a legitimate and innocent find-finding for Denmark guided by list of questions that he must have been given by Rossen (from the French) could be seen as a clumsy attempt of recruiting foreign agents to seek sensitive information about Germany, and the visit could not have been made at a worse time. In January 1928 the so-called Lohmann scandal about a secret armament program led first of the replacement of the Reich Defence Minister Otto Gessler. On 30 September that year it was followed by the dismissal of the Reichmarine Chief, Admiral Hans Zenker. It was at a time when the Germans had not yet decided what to do with the arrested hapless amateur spy recruiter Lembourn. The character of his effort were apptly outlined by the Berlin paper 8-Uhr-Abendblatt headline (“Eight O’clock Evening Paper”) on 28. June: Solch eine plumpen Spion hat es wohl nie gegeben (“Never before such a clumsy spy”).

During the investigation in mid-January 1929 of Lembourn’s claim that he had acted on behalf of the General Staff Intelligence Section that claim was rejected as incorrect as was the specific claim that the section operated a post-box together with the French Assistant Military Attaché in Copenhagen. The denial of knowledge of Lembourn’s mission was easy as it was standard and sound procedure that only the recruiting leading border zone agent (here the now deceased Rossen) was supposed to know the identity of the agent. For reasons of security (and probably also deniability when something went wrong as here) there was no reason why the General Staff should know the identities of agents not tasked and financed directly be its intelligence section.

Captain Hother Styrmer, the head of the General Staff Intelligence Section, who needed information for his ongoing comprehensive analysis of the threat from the German paramilitary militias. During the winter 1929 investigation of Lembourn’s allegations of working for Danish Intelligence neither he or his superiors found reason to explain how the service was organised and worked with decentralised responsibility for border zone operations. When he had been made aware of the use of Lembourn in May 1928, he wrote to Colonél Burin des Roziers to warn against any further involvement of the captain. That letter was later shown to Lembourn during his spring 1933 visit to Paris to seek French support.

Late January 2018 I have found convincing evidence in the surviving intelligence files of the Danish State Archives that Styrmer actually had pre-knowledge of Rossen’s initiative, even if he may not have known Lembourn’s name before he was sent: On 17 May 1929 Styrmer completed a comprehensive analysis of the German militias with a focus on the Stahlhelm-organisation. It was the military intelligence section’s key analytic work of the year, and its text make clear that its main source foundation was information collected in spring 1918.

The front page of Styrmer’s intelligence report from May 1929 about the German para-military organisations and especially the “Stahlhelm”. Rossen’s fact-finding by Lembourn was most likely meant to supplement its basis. (Danish State Archives)

Thus Lembourn was probably correct when he never accepted that he only worked for France. But he did understand that his report was shared with the French, which he must have seen as natural considering both the security and defence policy since the war and his own service experience.

The Bank Director’s contact with French Military Intelligence might either have been direct – with Capitaine Sorne or his boss Colonel Burin de Roziers in Brussels – or via the Danish Captain Daniel Bruun. Bruun, a former Foreign Legionaire, seems to have been responsible for a French intelligence network in North Schleswig after the Great War, and Rossen had been on his contacts list as early as 1912. If this theory is right, the trusting Lembourn (he was consider as törich (simple-minded) by the Germans) was sent to Berlin by Rossen to recruit an agent and with the incurred costs paid by French money via Rossen, but still believing that he worked directly for Denmark. If so, it would not be the last time an agent would be cheated into working for a different state than he believed. That theory would explain why the French paid Lembourn a lifelong pension.

The intervew with Capitaine Sorne in Berlingske Tidende,s on 11 January 1929. He had served as the local Copenhagen assistant of the French Military Attaché for more than two years. He underlined in the interview that his mouth was closed: he acted under orders, but he had nothing to hide, being only a small piece of the game.

Lembourn’s arrest was most probably the result of information from hostile German citizens of Tondern and not the German central counter-intelligence authorities based on his activities in Berlin. The arresting Flensburg policeman was known to be anti-Danish.

Nothing much happened during the first months after his arrest – probably because his efforts had been so amateurish – and there were rumours that he would be released, even if it was clear to the Germans that Lembourn had been tasked by France. Then, in late autumn, however, it became clear that the German authorities would use the case against Lembourn to emphasize it as part of the unacceptable Danish defence cooperation with Germany main great power enemy, France.

From the year before the events: Harry’s parents’ – Poul and Maria’s – Golden Wedding Anniversary on 2 October 1927 celebrated at Nyråd east of Vordingborg. The celebration took part in the house of his son-in-law, “Bryggerhuset”, on Nyråd Hovedgade 90 (Photo: From Christian Lembourn and his father’s collection).

Just prior to the court proceedings started, German intelligence received (formally incorrect) information that Denmark was close to joining the (in reality non-existing) French-Polish Military Alliance against Germany. Rumours of the de facto Danish-French intelligence co-operation seem to have been picked up or simply suspected by the Germans. The alleged key Danish contribution would be the full subordination of Danish Intelligence to the French. This false information was most likely what triggered a trial meant to send a clear warning to Denmark to drop any cooperation against Germany.

Throughout the court proceedings the Germans also acted and ruled on the false information collected through their investigation that Lembourn had served in the French Army during the war.

Berlingske Tidende’s drawing from the court-room in Leipzig before the proceedings were closed to the public.


The Berliner Morgenpost found on the day after the Leipzig Court ruling that it was not only extraordinary hard. It would make the misled spies tragic heroes. The latter certainly did not happen to Lembourn.

On receiving information about Lembourn’s sentence (and weeded information from the court proceedings) the Danish authorities started a witch-hunt in vain for any contacts that Lembourn might have had in the central authorities in Copenhagen. As Rossen had died, Lembourn’s role for him remained unknown.

1½ months after Lembourn received his sentence in Leipzig the parliamentary basis of the 1922 defence compromise collapsed. (Nationaltidende)

The inherently provocative act of basing a defence of South Jutland on anti-German motives was quickly addressed by first the dissolution of the planned mobilization and use of units of Danish minded veterans and soon followed by pressure to dissolve Max Arildskov’s “Jutland Guard”.

However, the most important signal of understanding of the German warning was the total destruction of the future of Lembourn to discourage others. However the “Generalauditør” Victor Pürschel (the chief legal advisor and official of the Defence Minister) made absolutely clear in 1929 and later that a 1888 Supreme Court ruling against the Government (the Finance Ministry) in a similar case blocked the legal option of removing Lembourn’s salary and later pension. Then the retired Danish Captain Christian Sarauw, who had had a key role developing French intelligence against Germany, had claimed his pension after returning to Denmark after serving two years of his twelve years penitentiary sentence. Both the Intermediate and Supreme Courts had ruled clearly in Sarauws favour that no foreign court ruling could be used as basis for the Danish administrative decision such as removing an officer’s pension.

A contemporary newspaper portrait of Victor Pürschel. At the time of Lembourn’s sentence, Pürschel had just lost the position of leader of the Conservative Party group in the Lower House of Parliament (Folketinget). Both he and his post-Second World War successor as the chief legal officer of the Defence Forces kept underlining that depriving Lembourn of his pension was illegal. (Photo: The Pürschel Papers, The Royal Library)

The Danish Minister Herluf Zahle. He did his best from the arrest to undermine Harry Lembourn’s position and have him punished in Denmark as severely as possible as a human sacrifice to appease his German hosts.

The warning implied by the Lembourn arrest war clearly received even before the start of the trial. The Danish Minister in Berlin, Herluf Zahle, begged the German authorities that it would be closed to the public not to harm Danish-German relations too much. Zahle had always been a strong believer in a complete and unquestioned proactive subordination of Denmark to German security interests. From Lembourn’s arrest he never doubted that the Germans were right and worked hard to have Lembourn sacrificed to underline his country’s full and unquestioning subordination to German interests and power. During the war he had been the Foreign Affairs Minister, Erik Scavenius’, trusted assistant in negotiations meant to ensure a smooth and bloodless transfer of part of Denmark to German occupation if that had been considered necessary by the German Navy. From Lembourn’ sentence on 9 January Herluf Zahle had made clear that Denmark would do nothing to have the extremely harsh sentence of 5 years penitentiary reduced. He would only do so when the German Foreign Ministry explicitly asked him to do so on 21 February, and thereafter he would work to seek proof of Lembourn’s guilt. The legal approach closed, the Government used the 1929 supplementary state budget to remove Lembourn’s pension and thus proving to Germany that Denmark had got the message. The decision was justified by the claim that by working for French Intelligence Lembourn had violated the requirements of his employment contract.

Cartoon from 10-10-1928 with names added by Pürschel showing the leaders of the governing Liberal and Conservative Parties. It appeared at a time when the court case against Lembourn went through its final preparations. (Photo: The Pürschel Papers, The Royal Library)

Where the German Court prosecutor had accepted that Lembourn had acted from ideological motives, the Danish authorities rejected that notion and ruled that the money send by France to pay for expenses in Berlin was pay so that Lembourn acted out of greed and thus dishonourably.

During the next 25 years bureaucratic stonewalling succeeded in blocking repeated Lembourn family and legal supporters’ attempts to question the spring 1929 decision.

The family at the daughter’s wedding in 1948, the year when the French Minister in Copenhagen had to intervene to force the Danish authorities to offer Harry a paid position in the Defence Forces. (Photo: The Grace and Stuart Fry family collection)

No wonder that Harry, his wife and later generations of the family found and find it difficult to understand what happened then and later; namely:

1) How Lembourn could believe that he worked for the Danish General Staff Intelligence and the Danish Intelligence leader could claim without lying that it had no positive knowledge of any such affiliation. That would always be the situation as all border agents were recruited and controlled locally until 1937.
2) That Germany had given Denmark a clear warning by giving the hapless Lembourn an initially brutally hard prison sentence for his amateur attempt to set-up spying against violations of the Versailles Treaty that had already openly acknowledged and accepted of the German and international press.
3) That Denmark found it necessary to send the message that she had learnt by firing Harry Lembourn, removing his pension and continuing a campaign to destroy him, ignoring normal rules of law in a Kafka-like regime to uphold the effects during the following years. The officials even rejected to revisit the decision after the German defeat in 1945 (probably because the same civil servants were still in key positions).

Even in April 1946 the War Minister rejected Lembourn’s request to see the text of his 1929 sentence, because Denmark had promised Germany in 1929 not to do so. (Document from the Øhlenschlæger family collection, inherited from Harry’s youngest sister, “Alix” (Alice))

The trusting and always loyal Lembourn walked blindly into a mine-field that he still failed to see as such even after it had exploded in his face. He gave the Germans the chance to use him as an effective warning against Denmark and his own country an easy and way of proving that it surrendered. His family lost its home: the married quarters flat in the Tondern Barracks. His captain’s norm and position as company commander in the Tondern Garrison was immediately occupied by the promotion of Erik Jonstad-Møller, who as Major-General was to become the first commander of the new Danish volunteer Home Guard in 1948, where Lembourn sought – but failed to be allowed – a position.

The anti-military, anarchist, German trouble-maker Ernst Friedrich would use much of his late 1931 book on his time in Gollnow Fortress Prison in Pomerania in a vain attempt to support his Danish military gentleman friend’s case. Here their last beer together. Lembourn as always dressed as elegantly as possible, and even the anarchist in suit.

The most important pieces I used to miss to tell the Harry Lembourn part of the book’s story in a proper way, were family photos from 1919 to Harry’s death, and especially a photo of Thordis from around 1930. The family deserved it after the miscarriage of fairness and justice that you – mainly Harry, Thordis and the two children – have suffered. The more I read and understood, the angrier I have become and the more eager I am to get the story out. The family has now responded, and the grandson Stuart Fry in Australia has sent me some key photos.

Thordis with the daughter Grace and son Phillip. The photo appears to have been taken in Norway, most likely in 1930. (Photo: The Grace and Stuart Fry family collection)

The Danish reaction to the Lembourn affair was the start of what ended on 9 April 1940. Zahle, the Danish Berlin Minister was still in the same position twelve years later.

The table in Lembourns Gollnow Fortress room on 17 April 1931 when he celebrated his 25 years Soldier’s Anniversary with Ernst Friedrich. On the table apparently portraits of Lembourn and Thordis with a photo of Grace and Phillip on the right-hand photo.

I hope to be able to publish the book early 2019 at the University Press of Southern Jutland in Odense that I normally work with. If the family accepts, the book shall be dedicated to it.

Portrait photo taken on 22 December 1932 by “Politiken”s photographer on Lembourn’s arrival in Denmark after the release from prison.

Michael H. Clemmesen

The earlier somewhat similar case of Oluf Wolf:
Wolf had crossed the border from North Schleswig in 1915, and a year later he was recruited by a Dane working for French Intelligence by debriefing deserters and others who arrived from Germany to the Kolding district in Denmark. Those with important information were sent to Copenhagen for further debriefing by the French Military Attaché. He proved to be a very effective agent and focused successfully on collecting intelligence on the Imperial German Navy’s activities in the Baltic Sea and Little Belt. What he collected was also passed-on to the Danish Army Intelligence via its agent in Kolding.

Harry Lembourn’s effective and more lucky predecessor Oluf Wolf, here in the 1930s (Photo in family possession)

Wolf’s and other Entente intelligence activity north of the border were exposed in early 1918 when German Counter Intelligence succeeded in infiltrating a double agent posing as a deserter. All were arrested by the Danish Security Police and interrogated, revealing what happened. The Danish Intelligence Chief denied any knowledge of the source of the information he had been sent by his Kolding agent.

All arrested were were soon released with a warning which the German Minister had to accept to avoid the exposure of his double agent and all the negative reaction to be expected from the anti-German Danish public opinion in a court case Danes working for the Entente.

The German Navy did not forgive or forget the damage done by Wolf’s espionage, and some weeks after he had returned to his farm south of Haderslev in the still German North Schleswig, he was arrested and sent to the Moabit prison in Berlin to await trial for war-time espionage work for an enemy state at the Leipzig Court and then receive his sentence of five to ten years penitentiary. However, after 13½ months Wolf was released, and two years later he was thanked by France be being decorated with the Knight Cross of the Legion of Honour at the country’s Copenhagen legation.

There were many similarities with the Wolf and Lembourn cases. Both worked for both France and Denmark for patriotic reasons. Both were arrested when naïvely going to Germany and thereafter soon sent for investigation to Moabit Prison in Berlin. In both cases Danish Intelligence denied any cooperation with France and any knowledge of the arrested person and his activities.

The main differences were 1) that Wolf’s espionage activities had taken place from Denmark, where Lembourn’s had taken place in Berlin, and 2) that Wolf’s very effective work had really damaged Germany where Lembourn’s amateurish efforts never achieved anything.

The real important differences, however, were in the reactions of the two involved states’ authorities:

* In Wolf’s case the Danish authorities and public opinion felt supported by Allies and made every effort to get the effective spy home. He was given highly qualified legal assistance and full support of the Danish Berlin Minister. Germany was weak and wanted to case to go away.
* In Lembourn’s case the Danish authorities and public opinion wanted to please and appease the authorities of the emerging German power. The Germans should punish the bungling spy as hard as possible, and Denmark would reinforce whatever they did. He was deprived of the chance of getting qualified legal assistance and his country did everything possible to reinforce the case against him.

The story has developed thanks to the assistance of my young historian colleague Dr Kristian Bruhn, who made his growing understanding of the contemporary Danish Intelligence community available.

Siegfried Matlok, the respected veteran leader of the German minority community and former chief editor of “Der Nordschleswiger” found many additional contemporary articles dealing with the “Lembourn Case” in the local newspapers. He made it possible to create a consistent narrative of Lembourn’s actions during his “fact-finding” trip to Berlin late spring 1928.

Different members of the extended and direct family found and supplied copies of documents and photos. First Viggo and Niels Øhlenschlæger and then Christian Lembourn from Danish parts of the extended family. Via Niels Øhlenschlæger and his English relatives, I was contacted by Stuart Fry, Thordis and Harry Lembourn’s grandson, who lives outside Melbourne in Australia.

Den offentlige sektors ødelæggelse … og retablering?

Snart ny tid? Desværre ikke
Lige før jul for et par år siden konstaterede professor Jacob Torfing fra Roskilde School of Governance i en udtalelse til, at en ny undersøgelse af de sidste 30 års ledelsesideologi (“styringstænkning”) er en bombe under denne. Christopher Hood and Ruth Dixon fra Oxford Universitet lagde angiveligt New Public Management (NPM) i graven med bogen A Government that Worked Better and Cost Less? Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government, der blev udgivet i april 2015 på deres universitets forlag.

Desværre er det helt utænkeligt, at selv den grundigste, fuldt overbevisende argumenterede og dokumenterede videnskabelige undersøgelse ville få en så revolutionerende og pludselig virkning. Dette skyldes for det første at vi taler om den herskende klasses magtgrundlag, dens eneste legitime krav på at lede landet. Da den tidligere danske overklasse under “Provisorietiden” i slutningen af 19. århundrede forsvarede sit magtmonopol var den under pres fra en kritisk og stærk politisk opposition fra Folketingets flertal. Et sådan pres eksisterer ikke i dag. Partierne har ikke engang været i stand til at formulere en alternativ verdensopfattelse, og den tidligere finansministers Bjarne Corydons problemløse skift til et af de konsulentfirmaer, der har tjent fedt på skadelig NPM-rådgivning, viser problemets omfang.

Næsten alle politikerne kan ikke forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers “økonomisme“, og de enkelte, der ønsker noget andet, forestiller sig, at en afvigende politik blot skal have et supplerende værdigrundlag, ikke at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes.

Det er dog ikke kun den manglende formulering af et alternativ og den herskende klasses totale dominans af magtapparatet og medierne, der gør, at Hood og Dixons “bombe” ikke kan få virkning. Problemet er, at virkningen af en generation med NPM-idelogi har svækket eller helt ødelagt alternativet, styring og prioritering på grundlag af faglig-politisk diskurs om sandsynlige virkninger af alternativer.

Karakteren og skadevirkningerne af NPM
Da jeg efter ti års arbejde i Baltikum i 2005 vendte tilbage til den danske offentlige sektor, virkede den danske offentlige ledelses fravalg af faglighed i ledelsen dramatisk. Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede misvisende, substansløse ”New-speak”. Jeg mødte betegnelser som ”Moderniseringsstyrelse” (for lønudbetaling og overenskomstindgåelse uden forvirrende fagligt input), ”Servicecenter” (for konfrontationen med borgerne), ”Human Resources Management” (buffer mellem ledelsen og de ansatte, der fjerne opfattelsen af ansvar for medarbejderne). Mulige beslutninger blev reduceret til “business-cases“, hvorfra alle faglige elementer var fjernet som irrelevante. Det positivt ladede ord ”reform” var blevet knyttet til centraliseringstiltag og standardisering for standardiseringens skyld. I virksomheds-”strategier” meddelte man nu stolt – uden at forstå, hvad dette indebar – at man ville være verdens bedste. At deklarere med hurra-ord afløste realitet.

Siden 2005 har jeg iagttaget ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af reformer, men samtidig nydt godt af diskussioner med demoraliserede, men vidende, offentligt ansatte, primært fra Forsvaret, universiteter og sundhedssektor. Lidt efter lidt dannede sig det billede af årsager og symptomer i den danske spindoktor-oversolgte statssektors nu kroniske sygdomsforløb. Det har været et forløb, hvor den valgte medicinpakke med jævnlig dosering af dyr, ufaglig og usaglig konsulentmedicin fremmer terminalforløbet mod koma og lammelse.

Faglighed som beslutningsgrundlag blev fravalgt
Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den helt centrale og grundlæggende er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed. Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere.

Men man har nu helt fravalgt faglighed. Kun økonomien og de forhold, der er så kvantificerbare, de kan registreres og kontrolleres af en offentlig leder med fravalgt faglighed, tages i betragtning, når den offentlige sektor styres. En hurtigt voksende gruppe af ufaglige omfatter ud over nyuddannede økonomi- og statskundskabskandidater også de titusinder, der efter uddannelse til professionelle, såsom læger, officerer, humanistiske akademikere, der af dovenskab og personlig opportunisme af hensyn til karrieren har glemt og undertrykt deres egen faglighed og tillært sig de nye tiders afaglige forvaltningssprog. De ufaglige ledere og chefer dominerer nu en for stor gruppe politikere, der enten selv er uddannet til at være anti-professionelle, eller blot er så rodløse at de uselvstændigt følger deres embedsmænds forenklede syn og forvaltningsmoder.

Landet er nu blevet ramt af Dunning-Kruger-effekten, som jo er et resultat af samspillet mellem højt, men tomt, uddannede og derfor inkompetente mennesker, der er blokerede for forståelse uden for deres egen firkantede boks.

Nødvendige rationaliseringer skal vejledes af faglige valg
Det er indlysende og naturligt, at også offentlige organisationer skal opleve et konstant rationaliseringspres, da de dele, som udviklingen gør mindre relevante, ikke af sig selv overdrager resurser til de dele af organisationen, der har stigende relevans. Uden konstant pres vokser organisationen uden at blive mere effektiv. Men en fornyelse, der ikke er styret af faglig helhedsforståelse, skader organisationen, og det er netop, hvad der er blevet normen. Faglighed blev arrogant bevidst fravalgt som styringsgrundlag.

Flytningerne af arbejdspladser, hvor den første glemtes
Som erstatning for en stræben efter faglig baseret konsekvensanalyse køres den offentlige sektor efter to simple fremgangsmåder, hvis indskrænkede logik gør dem let forståelige for sagligt uvidende ledere, chefer og politikere:

For det første sovjetlignende, planøkonomisk arrogant centralisering af den offentlige sektors service og aktiviteter. Dette skete drevet af simple regnearksberegninger af hvor mange stillinger, der kunne udspares. Man gjorde det uden at inddrage vanskeligt kvantificerbare forhold, såsom hvilke konsekvenser udsultning af store dele af provinsen har, eller at der er negative effekter af ”reformer” på evnen til lokal tilpasning og fleksibilitet. At centraliseringen gav en stadig tungere bureaukratisering i de nu større enheder blev sløret med New-speak. Da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk model, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu – uforudset – hensygnende provinsbyer.

Man kæmper nu med økonomiske argumenter mod udflytningen, men det er typisk for forløbet og for mediernes historieløse og overfladiske holdning, at ingen spørger om de økonomiske (og andre) omkostninger, som de sidste 20 års centraliseringer havde.

Den anden vej i amatørgørelsen af den offentlige sektor var at reducere styringsgrundlaget til de elementer, det ikke krævede faglighed at forstå. Man koncentrerede målingen af den offentlige ”produktion” til, hvad selv vores nyuddannede statskundsskabs- og økonomikandidater kunne forstå og en førstegenerationscomputer beregne. Det skete ved reducere motivationsstrukturen i det offentlige til udelukkende at bygge på, at de ansatte fra top til bund var dovne og grådige. Den unge selv-usikre kandidatforvalter forstår ikke, der kan findes faglig stolthed, ildsjælsengagement, etik og ansvarsfølelse over for de mennesker man arbejder for og med. Sådanne holdninger, der tidligere fyldte og altid burde fylde meget, er snart væk, og den offentlige sektors ansatte bliver reduceret til opgivende, uambitiøse, selvtjenende og demotiverede kynikere. Med andre ord: Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed.

Den usunde budgetteringsforenkling
Uvidende forenkling medfører også en groft skadelig indretning af budgetstyringen. Eksempelvis skal ikke alene løsningen af politiets normale opgaver dækkes af standardresurserne og afspadseres, men også ekstraordinær indsats, som nu ved terror og massemigration. I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særlig bevilling og betales, ikke afspadseres. Dette problem erkendes ikke i det nye politiforlig. Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet. Det burde ske ved en særbevillingspraksis, der måske ville få politikerne til hvert år at overveje både de finansielle og andre omkostninger. For de udsendte og deres familier var og er krigen ikke rutine.

Ødelæggelsen af de administrative støttestrukturer
Bortset fra i Politiet, hvor det blev for tydeligt, at man undergravede effektiviteten ved at fjerne forvaltningsstøttede elementer, fortsætter denne udvikling over alt. Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører, forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning. Opgaverne kræves nu løst af de andre ansatte, hvilket på grund af mindre rutine nu sker langt mindre effektivt end tidligere, er demotiverende og bidrager yderligere til at undergrave fagligheden. Man har glemt, at civilisation leder til specialisering. Ødelæggelse er bekvemt usynlig for den afaglige forvalter.

Undergravelsen af de professionsskabende voksenuddannelser
Professionelle voksenuddannelser, der ud over umiddelbart brugbare færdigheder og viden tidligere også skulle give et professionelt fundament og en etisk holdning for den videre udvikling af faget, presses nu i tid og ramme. Man når til et niveau, hvor fagene bliver rent instrumentale og ikke kan anfægte den herskende embedsmandsklasse med saglige argumenter og rådgivning, som denne ikke forstår og derfor forkaster som irrelevant. De dårligere uddannede gives et ”professionsbatchelor”-diplom, og henvises til videreuddannelser, hvor de kan få en fin mastergrad, der blot er teoretisk discountuddannelse, som ikke skaber eller videreudvikler den tabte professionelle helhedsforståelse. Amatørgørelsen bliver således næsten irreversibel.

Politikorpsets rekruttering af modne mennesker fra befolkningen var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de tilsvarende umodne og halvstuderede ungdomspolitikere.

De humanistiske universitetsuddannelser er kastreret i tid og af gold teoretisering, lægeuddannelsen er presset ind i en kunstig tids- og standardramme og officersuddannelsen er efter henfald af den videregående del nu kastreret til et opreklameret absurdum.

NPM’s satsning på og belønning af akademisk masseproduktion snarere end på kandidatkvalitet gør, at der uddannes langt flere, end der er behov for. Det betyder, at kandidaterne i mange år efter afslutningen af deres uddannelse må leve som projekt- eller korttidsansatte, der bevæger sig fra område til område, felt til felt, som den nye tids proletarer. Herunder er der meget lille sandsynlighed for, at de motiveres til at opbygge faglig loyalitet og indsigt. Den manglende faste tilknytning og læring af et fagområde ses som gunstig og naturgiven.

Den skadelige betaling mellem offentlige myndigheder
Offentlige myndigheder, der direkte konkurrerer med private firmaer, skal, hvor muligt, gives sammenlignelige økonomiske vilkår. Men det må siges at være en skadelig standardiseringsidé, der strider mod sund fornuft, at lade andre offentlige myndigheder betale andet end forbrugsafgifter til hinanden. Det medfører øget forvaltning på begge sider og frister til misbrug hos den modtagende part.

Et groft eksempel på de negative virkninger er den meget kraftige ejendomsbeskatning, som Københavns Kommune har pålagt statslige institutioner på dens arealer. Nogle af disse institutioner er gaver. Men de fleste museer er bygget og vedligeholdt med skat fra hele landet, og andre institutioner sponsoreres kraftigt med statsmidler. Det forhold, at en institutionen ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat.

En institution som Nationalmuseet skal betale skat til kommunen selv om adgang var gjort gratis af en tidligere minister, men bliver nu presset til indskrænke sit kernevirke. Grund- og ejendomsbeskatningen til en anden offentlig kasse giver behov for et oppustet budget, der intet har at gøre med institutionernes aktiviteter, undergraver deres faglige fokus og binder deres handlefrihed, særlig når de derefter udsættes for krav om besparelser, rationaliseringen, reformer, m.m.

Når forvaltningsmoder som denne rammer centraladministrationens snøvs, forvises den sunde fornuft åbenbart til det udkants-Danmark, der betaler. Det er derfor helt uforståeligt, at folketingspolitikere derude mod syd og vest kan forklare deres vælgere, at hovedstaden – for at dække kommunens forbrug – malker disse fælles institutioner for midler fra deres pressede budgetter, der for størstedelen er betalt af andre. Malkningen foregår på trods af, at byen kvit og frit har fået disse institutioner stillet til rådighed og har hovedparten af fordelene af deres beliggenhed. Det kan også undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i dette.

Det ansvarsløse budget-grønthøsteri
Det seneste element i ødelæggelsen er det generelle besparelsespres på 2 % årligt for at udspare penge til andre tiltag. Umiddelbart er det sund fornuft, men som det sker, er det igen både et resultat af amatørgørelsen og et typisk resultat af forvaltningens tunnelsynsstandardisering og tab af evne til at formidle politisk-faglig prioritering.

Flere af de organisationer, der grønthøstes, har meget begrænset eller ingen handlefrihed på grund af, at en meget stor del er bundet til faste udgifter, bl.a. på grund af Københavns Kommunes brandbeskatning. Kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker, der allerede er grønthøstet, kan hvis de ved denne runde ikke kan afhænde bygninger som Orlogsmuseet, kun skære på aktiviteter og tilknyttet akademisk personale, og beregne hvilket år, kun bygningerne står tilbage for at støtte Københavns budget.

Uddannelsesanstalterne kan kun reducere ved fortsat at reducere mangfoldighed og kvalitet. Sundhedssektoren bliver stadig mere fastlåst af antiprofessionelt utænkte politiske hovsakrav, og lever med bundne effektivitetsødelæggende lægeoverenskomster fra Per Kaalunds regime for 30 år siden. Sektoren må reducere på alle de øvrige områder og håbe at det går godt i fraværet af politiske prioriteringer. Forsvaret er totalt bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af bevidst manglende sammenhæng mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar. Besparelsen i forsvaret rammer derfor næsten kun de allerede små og få, dybt nødlidende, underbemandede militære enheder, deres pressede materielsituation samt den øvelsesaktivitet, der er forudsætningen for effektivitet og udvikling.

De effektivitetsundergravende effektivitetsreorganiseringer
De reorganiseringer i alle dele af den offentlige sektor, der alle præsenteres som effektiviseringer i tidens ”New-speak”, fører hastigt mod at skabe den totale desorganisering og undergravning af faglighed og moral. Vel en snes rablende reorganiseringer har gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ufaglige, smarte reformatorer i centraladministrationen. Resultatet, den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter, accelererer nedbygningen af resten.

Det afaglige møderegime
Hver runde af reduktioner udløser en reorganiseringsrunde, og der følger en omgang ”dans om stolene”, hvor mulighederne for at lade processen lede af langsigtet faglighed er undergravet ved, at de fleste af stolene er besat på forhånd. Den centrale aktivitet bliver konstante møder, der formelt følger resurseforbruget til den rent kvantitative produktion. Det er møder, der ville være helt unødvendige, hvis opgaverne var delegeret til fagligt, kvalitetsmæssigt ansvarlige. Nu undergraver den stadige fagligt substansfrie, krævende konstante mødeaktivitet de resterende professionelle elementer i ledelsen. Alle vogter på hinanden i interessekamp om medarbejdere og magt. Faglig innovation bliver ikke alene irrelevant, den bliver utænkelig.

Hvis en offentlig myndighed reelt kun har frihed til at tage de to procents besparelse af ti procent af det samlede budget, og det er situationen flere steder, er besparelsen reelt 20 % det første år og 100 % det femte. Konstant reorganisering under ”reform”- og sparepres sender desorganiseringen i retning af SKATs. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og ”Moderniseringsstyrelsen”, er 2 % ikke langt mere end 2 %.

Reel ændring kræver retablering af ressortansvar og fagligt ledede styrelser
For at muliggøre en genprofessionalisering, og dermed en fornyet evne til at forudse virkninger af forskellige handlingsvalg, og en retablering af fagligt baseret rationel organisering af resten af Danmarks offentlige sektor foreslås, at Finansdepartementet straks udflyttes til Nakskov og ”Moderniserings”-styrelsen til Rudkøbing. Dér vil de tilbageværende medarbejdere kunne få en lille indføring i virkeligheden. Derefter kan ansvaret tilbageføres til fagansvarlige ministre og styrelser.

Hvad NPM har ødelagt
Til sidst er det nok nødvendigt at understrege, hvad der er tabt igennem amatørgørelsen af offentlig ledelse igennem tyve år. Indtil da blev beslutninger taget i en dialog mellem på den ene side de fagligt ansvarlige ledende professionelle, der kunne være fra forskellige fagområder, og på den anden side den eller de ansvarlige politikere. De involverede embedsmænd havde først og fremmest til opgave at give juridisk støtte. Dette betød ikke, at de økonomiske konsekvenser havde mindre vægt, men at udviklingen kunne styres af faglighed. Nu synes man alene at lade fagforeninger og interessegrupper give det faglige input til beslutninger.

Hvis man i fremtiden igen involverer fagligheden, kan alle de sandsynlige konsekvenser af mulige politiske beslutninger blive skitseret –ikke kun deres økonomiske og juridiske konsekvenser. Så undgås nutidens hovsa-virkninger af reformer. Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med faglighed kan innovation blive andet end endnu en gang reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning. Uden samspillet mellem fagkundskaben og den ansvarlige politiker bliver statens handlinger reduceret til – som de blev i Sovjetunionen – at kaste penge efter et nyt pinligt nødlidende hjørne af en organisation, medens resten hensygner. Uden faglighed og en klar fordeling af myndighed kan ansvar ikke pålægges, og den offentlige sektor vil fortsat rammes af demensforvirring. Det er blevet resultatet af de tyve års arrogance efter fravalg af faglighed.

Det fortjente tab af folkets respekt for lederne
Ikke mærkeligt, at folket uden for København og Aarhus protesterer, når muligt, og viser despekt for de politiske ledere, som tager ansvaret for udviklingen. Situationen nu svarer til, at man styrer fra maskinrummet uden forstyrrende interesse for, hvad der sker uden for dette og omkring skibet. Lad de fagligt professionelle komme tilbage ”på broen”, så den offentlige sektor skifter kurs fra et være en ufokuseret, nødlidende byrde.

Vejen frem er derfor en vej tilbage til den tid, hvor man forstod og handlede efter, at offentlig “virksomhed” i hele vejen fra beslutning til udførelse skal være faglig-politisk. Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.

Materiale om den spiondømte Harry Lembourn fra hans efterkommere

Billedet viser kaptajn Harry Lembourn (som premierløjtnant). Han blev i eftersommeren 1928 blev arresteret lige syd for landegrænsen og derefter straffet med fængsel for at være fransk spion. Det skete sandsynligvis, fordi de tyske myndigheder samme sommer af en (ukorrekt) agentrapport var blevet overbevist om, at Danmark var ved at indgå en aftale med Frankrig og Polen om militært og efterretningssamarbejde, og Berlin ønskede at sende en advarsel til København.

Det, som Lembourn blev dømt for, var at undersøge tyske brud på Versailles-fredstraktatens bestemmelser mod tysk genoprustning. I København så man meget alvorligt på den handling, som kaptajnen blev dømt for, og hvor man derfor ikke gennemførte en selvstændig analyse af sagen. Man så sagen som et pinligt ansigtstab over for den store nabo, der var ved at genopbygge sin militære magt, og hvor grupper nu anfægtede 1920-grænsen.

Danmark hævnede sig på Lembourn ved ikke alene at afskedige ham, men også ved at fratage ham hans pension ved lov. Det skete på trods af den ledende juridiske rådgiver, Generalauditør Victor Pürschels, påpegning af, at Lembourns ret til pension var blevet stadfæstet ved Højesteret i en tilsvarende sag omkring 40 år tidligere.

Gang på gang efter sin frigivelse skrev Lembourn til de danske myndigheder om at få ændret beslutningen, herunder til danske statsministre, men selv efter Befrielsen var det forgæves, indtil statsminister H.C. Hansen personligt intervenerede i slutningen af 1950’erne. Lembourn nåede at få omkring ét års pension, før han døde.

Jeg er nu gået i gang med et bogprojekt om den tragiske sag på grundlag af det omfattende materiale fra offentlige arkiver, herunder de mere end 800 sider i Krigsministeriets personsager. Men da det ikke mindst var familien, der reddede Lembourn igennem resten af hans liv, søger jeg efterkommere, der måtte ligge inde med billeder, breve, dagbøger o.a.

Hans fars registerkort.

Hele forløbet viser, hvordan et godt, idealistisk, retlinet – men uselvstændigt og politisk naivt – menneske bliver ofret i det lille Danmarks skift fra en de facto fransk-engelsk-allieret sikkerheds- og forsvarspolitik til en politik, hvor man efter ganske få år proaktivt vender tilbage til en principløs tilpasningspolitik over for Tyskland.

Da situationen med Tysklands nederlag i 1945 ændres, betyder dette dog ikke, at bureakratiet ændrer opfattelse; for embedsmænd tager ikke fejl og lader jo aldrig deres beslutninger bestemme af politisk opportunisme. Derfor er der ikke behov for at lave beslutninger om.

Næstældste klasse på Hærens Officersskole 1911-13, dvs. uddannelsen til linjeofficer. Her er Lembourn markeret. Han bestod som holdets nummer 24. Herudover er markeret den narcissistiske og uduelige Alex Thaarup, der var en af hovedpersonerne i min og Bernadette Preben-Hansens Bondefanget til Borgerkrigen. Det danske korstog til ærkeenglen Michaels by.

Da hær og professionalisme blev ødelagt

Analysen opsummerer bl.a. bloggens seneste forsvarspolitiske rådgivningsbidrag og analyser af dansk forsvars tragedie. Den er en kritisk rekonstruktionsanalyse af 2004-17-udviklingen fra sidelinjen. Kun med hensyn til forløbet på Forsvarsakademiet i samme periode hviler analysen på observationer på stedet.

Begrebet ”Ungtyrkere” har i mere end hundrede år blandt andet været betegnelsen for en lille gruppe stabsofficerer eller ambitiøse politikere under kabinetniveau (dvs. personer uden formelt ansvar), der sammen søger revolutionære ændringer af deres organisation/parti.

Det indlysende valg
I 2003 opnåede en lille gruppe dygtige og dynamiske karriereofficerer i Forsvarsstaben og Forsvarsdepartementets 1. Afdeling enighed om et klarsyn, der hurtigt kom til at ændre Forsvaret fundamentalt. Det skete under forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Nøglepersonerne var kommandør Torben Ørting Jørgensen (“Thøger“), der var afdelingschef i Forsvarsstabens Planlægningsafdeling, samt oberst Per Ludvigsen, der ganske vist nu var chef for 3. Brigade, men som i de fire sidste år af 1990’erne havde været chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, dvs. policykontoret. De to hovedpersoner tvivlede åbenbart aldrig på, at de havde ret, og det blev også tilfældet med de officerer, som derefter “konverterede” til den smarte ´ide´. Bortset fra Ludvigsen, der stadig havde en nøglerolle indtil sin pensionering ved udgangen af november 2017, blev det konvertitterne, der i årene efter 2010 kom til lede Forsvarets udvikling på deres opfattelse af idéen.

Ideen, der skulle revolutionere forsvaret ved at gøre op med arven efter Den Kolde Krig, havde skriftlig form med navnet ”K-notatet” (for ”Kapacitetsnotatet”). Forløbet er offentligt kendt gennem den dokumentarfilm af sammen navn fra foråret 2004, som fulgte Forsvarschefen tæt igennem det foregående efterår.

Den skitsemæssige rekonstruktion udefra af forløbet bygger på filmen, på korrespondance med kritikere af tidligere rekonstruktioner af forløbet, på i artiklen nævnte samtaler og på den logiske arv fra idéen, som helt op til denne september 2017s forsvarsforligsarbejde har præget Ludvigsens og konvertitternes indsats.

Forsvarschefen, general Jesper Helsø, i dokumentarfilmen om “K-notatet”, der fulgte det interne forløb i Forsvarskommandoen

De officerer fra forløbet, som stadig bestrider eller bestred nøgleposter i Forsvaret, er ud over Per Ludvigsen (der blev chef for Planlægningsstaben efter sin brigadechefstid), er som nævnt alle officerer, der blev overbevist og “konverterede” til idéen og derefter bidrog til at “sælge” og implementere den. Det var den daværende Chef for Forsvarsministeriets 1. Kontor, Bjørn Bisserup, Nils Wang, Chefen for Forsvarsstabens Ledelsessekretariat, og Forsvarskommandoens Kommunikationschef, oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen. Uden kontorchef Bisserups støtte til idéen ville den med stor sikkerhed have været dødsdømt.

Nøglepersonerne er ikke længere de innovative ungtyrkere, klogere og mere klartseende end alle andre. De blev magthaverne, der anførte fornægtelsen og skyttegravskrigen mod at erkende, at deres forudsætninger om fremtiden efter et årti viste sig at være uansvarligt opportunistiske og naive. Officererne er som bekendt ud over den nu afgående Viceforsvarschef nu Forsvarschef, Chef for Forsvarsakademiet samt Chef for Hærstaben.

Notatets reelt revolutionære ideer fik central betydning for det politiske forsvarsforlig for perioden 2005-9.

Når så lille en gruppe stabsofficerer fik så stor magt, skyldes det den uklare strategiske situation, som Danmark og Forsvaret stod i efter 2001. Der var helt klart behov for en entydig fokusering af organisationen og dens aktiviteter. Forsvarsminister Jensby understregede under et besøg ved min skole i Tartu, at det skulle ske straks ved et klart skift af fokus væk fra bl.a. Baltikum. Det er mit gæt, at Jensby blot viderebragte statsministerens hensigt, og han var af Torben Ørting Jørgensen blevet orienteret om det igangværende udviklingsarbejde.

Ministerbesøget i Tartu fandt sted en dag i vinteren 2001-02, dvs. kort efter 11. september, og næste morgen skulle ministeren besøge Per Ludvigsen og de elementer af hans 3. Brigade, der var på øvelse i Nordestland.

Forsigtigere, historisk forankrede officerer ville have valgt at acceptere usikkerheden i situationen og derfor satse på at bevare den størst mulige professionelle og strukturmæssige fleksibilitet. Hvordan dette kunne ske, beskrev jeg i artiklen De danske væbnede styrker i fremtiden – en skitse fra sidelinien i Militært Tidsskrift i maj 2003. Men satsning på organisatorisk fleksibilitet viser umandigt vægelsind, ikke politisk beslutsomhed, og fra en samtale, jeg havde med Per Ludvigsen i foråret 2003 om artiklens anbefalinger, kan jeg kun erindre, at han roste idéen om en meget kort værnepligtsuddannelse.

Under en efterfølgende diskussion af artiklen i Det Krigsvidenskabelige Selskab, der fandt sted, før kontreadmiral Jørn Olesen blev afløst af Per Ludvigsen som planlægningsstabschef, tegnede Olesen et billede af planlæggernes grundopfattelser: Der ville aldrig mere blive storkrige mellem stater i Europa, og dermed aldrig igen traditionelle trusler mod Danmark. Forsvaret skulle herefter være en “værktøjskasse” med rene værnselementer, dansk værnsfælles operativt samarbejde var herefter irrelevant.

Jeg ved nu, at den altid sagligt balancerede og klartseende Olesen under diskussionen loyalt repræsenterede ungtyrkernes projekt på trods af sin egen grundlæggende skepsis. Det kan kun skyldes, at som minimum Forsvarsstabschefen siden vinteren 2003, generalløjtnant Jesper Helsø, allerede havde givet sin principielle støtte til K-notatets indhold.

Ved en debat i Dansk Institut for Internationale Studier i februar 2004 klarlagde Torben Ørting Jørgensen, med sine sædvanlige klare meninger og sikre form de opfattelser, der lå bag notatet, herunder specielt at målet var at skabe kapaciteter, der i kvalitet kunne følge amerikanerne “først ind” og “først ud“. Jeg husker, at han dengang bl.a. forklarede, at for at kunne deltage i en sådan ramme ville Hærens 1. Brigade blive udviklet til en stående, offensivegnet panserbrigade.

Værktøjskassen med fravalgt fleksibilitet
“Værktøjskasse” lyder godt og fleksibelt, men i virkeligheden tømte gruppen næsten kassen for at kunne finansiere de tre værns traditionelle prestigeprojekter. Flyvevåbnet ønskede at koncentrere sig helt om flyene og specielt om jagerflyene. Søværnet interesserede sig primært for de store enheder, der kunne få værnet og det danske flådeflag placeret blandt de store. Hæren ville koncentrere sig om sit machoprojekt, den rigtige panserbrigade, man havde ønsket sig siden 1960’erne.

For at kunne skaffe penge til prestigeprojekterne kasserede flyvevåbnet luftforsvaret, der jo aldrig mere ville blive aktuelt, og logisk nok nedprioriterede hæren også sit i forvejen meget svage nærluftforsvar. Søværnet gik endnu mere drastisk til værks under tømningen af værktøjskassen.

De mindre kampenheder, der i tohundrede år havde været en del af flådens styrke bevæbnet med først kanoner, så torpedoer og endelig også langtrækkende sømålsmissiler blev skrottet. Det godt 120 år gamle minevåben, der havde været en dansk hovedkapacitet og internationalt ekspertiseområde i de foregående to årtier, røg ud af kassen. Det samme skete i processen frem loven også med det næsten hundrede år gamle undervandsbådsvåben. Alt, hvad der bandt Søværnet til den lidet glorværdige rolle som “brunvands”-kystmarine var ikke længere en relevant kapacitet på trods af, at fremtidige problemer også i fremtiden primært ville opstå, hvor folk bor, og det er som bekendt på kyster og længere inde i landet, hvor andre end flådestyrker måtte tage sig af sagerne. Alle de kapaciteter, der var designet til operativ indsats i danske farvande og nærområdet i Østersøen, røg ud af kassen. Det er ikke så mærkeligt, at udviklingen efter 2014 er vanskelig at tage til sig.

For at kunne gennemføre sit prestigeprojekt, panserbrigaden, skrottede eller nedprioriterede hæren ikke kun sin mobiliseringsevne, men alle sine lavprestigekapaciteter, herunder en slagkraftig artillerikapacitet, som nævnt nærluftforsvaret (der blev helt lukket i 2010), og derudover som det allermest kritiske den over tredive år møjsommeligt opbyggede kapacitet til at yde kampenhederne feltmæssig logistisk støtte og derigennem deres evne til at løse deres opgaver i konventionel kamp.

Værktøjskassen blev næsten tømt for kapaciteter for at skaffe rigeligt med penge til resten. Men da man ikke kom hurtigt “ud”, som forudsat i planen, gik disse penge i stor udstrækning til at vedligeholde de langvarige internationale operationer, og da besparelserne ramte, efter Afghanistan sluttede, var fregatterne stadig uden de ønskede nye våben, flyvevåbnet stadig uden nye fly og hærens panserbrigade kun en kastereret drøm.

Fremtiden skulle i gruppens reelt naive plan kun bringe deltagelse i korte og effektive interventionsoperationer mod terrorister. Derfor var mental og organisatorisk fleksibilitet, som jeg anbefalede i min samtidige analyses og konklusion, irrelevant som grundlag for det fremtidige forsvar.

Det var lige før, at det i sommeren og efteråret 2004 begyndte at gå kritisk galt i Irak og små to år før, at amerikansk strategisk letsind efter sejren over Taliban i 2002 muliggjorde organisationens nye invasion efter genopbygningen i Pakistan.

Planlæggerne i 2003-4 gjorde jo netop det, Forsvarsministeriet forgæves havde efterlyst lige siden etableringen af Forsvarskommandoen, og som man først havde skabt Forsvarstabens Langtidsplanlægningsgruppe og senere Rådgivnings- og Analysegruppen under Forsvarets Forskningstjeneste for at opnå. Mere om det senere. Nu leverede Forsvarsstaben uden- og indenrigspolitisk relevant nytænkning, der samtidig kunne begrunde besparelser.

Torben Ørting Jørgensens far, den dynamiske senere oberst Per Jacob Jørgensen, havde været en nøgleperson i både Langtidsplanlægningsgruppen og senere været leder i Forsvarministeriets egen lille planlægningsenhed. Det første forsøg på alternativlanlægning, som bl.a. faren og denne forfatter havde bidraget til, kom aldrig til at ende i godkendte forslag. Det lykkedes nu for sønnen.

Idéfolkene og konvertitterne kendte klart fremtiden og så ingen grund til at vise ydmyghed. De satsede personligt korrekt. Bisserup afløste sin afdelingschef, Jørgen Hansen-Nord, og har derefter konstant haft en central rolle i Forsvarets ledelse. Bortset fra en kort periode gør det samme sig gældende for Ludvigsen. Nils Wang kom efter en periode som Chef for Søværnets Operative Kommando til Forsvarsakademiet. Torben Ørting Jørgensens klare meninger og tale passede dog ikke til formen i et NATO-hovedkvarter, så han endte i det private erhvervsliv.

Deres syn på fremtiden var formet af de teorier om ”Nye Krige”, som politologer stadig udbreder i uvidenhed om, at begrænsede krige i ustabile områder altid har præget de kortere eller længere perioder mellem stormagtskrige.

Målet var altid synlighed i Washington (DC)
For vores fremadskuende kolleger og den daværende Anders Fogh Rasmussen-regering stod det som nævnt klart, at Forsvaret i den for dem nye situation skulle indrettes således, at man kunne levere danske styrker til amerikansk ledede, internationale operationer. Danmark skulle indkassere mest mulig good-will i Washington.

Som den daværende chefredaktør ved Information, Erik Seidenfaden, havde konstateret, skulle dansk forsvar blot virke som et hornorkester på Det Hvide Hus’ græsplæne. Nu betød dette åbenbart, at landet uden at tænke dybere over hvert amerikansk projekt skulle stille et synligt bidrag til rådighed på trods af den risiko for tab, der snart blev meget tydelig.

For at opnå maksimal politisk synlighed, skulle de danske styrker følge med amerikanerne ”først ind og først ud”. Dette mål bundede i at man i 2003 troede på, at oprydningen efter internationale militære interventioner kunne overlades til FN og eventuelt NATO, som det var sket efter første fase i Afghanistan i 2002.

Ind kom vi snart, men at komme ud tog mange år
Som det viste sig i Irak og Afghanistan, var det betydeligt lettere at komme ”ind” end ”ud”. De tragiske følger af den automatiske deltagelse i udlandsoperationerne, der var idéindholdet bag de revolutionæres forsvarskoncept, skabte forsvarspolitisk forskrækkelse, frustration og modvilje, der blev grundlaget for det for alle særdeles negative forsvarsforlig for 2013-17, der for Hæren blev ødelæggende.

Folkene bag K-notatet kunne indvende, at problemet blev skabt af de politikere, herunder statsministeren, der ikke sørgede for, at det danske bidrag som forudsat kom hurtigt ud igen. Men da krigen jo ikke var blevet hurtigt vundet, som krige sjældent bliver, ville en hurtig tilbagetrækning indebære faneflugt i vore allieredes øjne.

I 2014 gik forsvarsledelsen i gang med at implementere, hvad man rent logisk set kan opfatte som en sidste konsekvens af notatet, nu med Ludvigsen og Wang som nøglepersonerne: Da man var sikker på, at Forsvaret aldrig igen skulle gøre andet end at sende små bidrag til fjerne krige, var der ingen grund til at officerskorpset skulle beholde sin resterende evne til at kunne gennemføre selvstændig dansk militær analyse og forsvarsplanlægning.

Men her i året efter 2013-forsvarsforliget fulgte de tragiske begivenheder på Krim og i Østukraine, der viste, at notatets historieløse præmisser var grundfalske. Det krævede derfor et brud med K-notatets forudsætninger, men det viste Ludvigsen og konvertitterne ikke villige til at gøre.

Det er åbenbart en dansk Forsvars skæbne, at vi ofte lige har fået et forlig, når situationen drastisk ændrer sig til det værre. Det skete i 1932, hvor Hitler kom til magten året efter, og i 1937, året før Europa i 1938 startede bevægelsen mod storkrig. I dag i 2017 står vi med et forsvar, der dels ikke har relevante militære kapaciteter, dels er ude af stand til at erkende dette endsige rådgive om hvordan det igen gøres relevant.

Dansk forsvarspolitiks tilvalgte DNA
Det er nødvendigt at forstå, at alt må føres tilbage til reaktionerne på 1864-nederlaget. Den umiddelbare reaktion blev, at landets forsvar mod Tyskland stadig kunne være meningsfuldt, men kun med støtte af en interesseret stormagt, og det var klart, at Danmark kun kunne holde ud til hjælpen kom, hvis forsvaret – som ved Dybbøl – kunne støtte sig til en fæstning. I åben kamp var vores soldater og officer indledningsvis stækt underlegne stormagternes rutinerede tropper.

Støttet af befæstninger som ved Dybbøl kunne selv den korttidsuddannede danske hær holde, indtil hjælpen kunne nå frem. Derfor Københavns Befæstning.

Senere forstod man det uholdbare i at indrette forsvaret mod Tyskland og satsede på at gøre en tysk invasion unødvendigt ved at indrette et neutralitetsforsvar, der i måske et par dage også kunne gøre modstand mod anvendelse af dansk territorium mod Tyskland. Men det indebar viljen til at acceptere krigsødelæggelser i Danmark.

Den endelige reaktion på nederlaget blev, i det nye Radikale Venstres Peter Munchs analyse, at Danmark kun var forpligtet til en symbolsk markering ved territoriets lande- og søgrænsen fulgt af en diplomatisk protest, hvis en stormagt invaderede landet. Mere kunne udlandet ikke forlange af et lille land.

Erfaringen fra den 9. april 1940 og Besættelsen betød, at de ledende politikere erkendte, at dette ikke var tilstrækkeligt. Danmark måtte sikre, at der uanset angrebets karakter blev gjort militær modstand, der symbolsk markerede viljen til national overlevelse, ligegyldigt hvor håbløst dette måtte ses at være rent logisk.

Tyske tropper i Horsens den 9. april. Næste gang skulle der gøres modstand som i Norge, uanset hvor logisk set håbløs denne ville være.

Erkendelsen blev fra foråret 1952 forankret i Den Kongelige Forholdsordre om ubetinget modstand samt i den landsdækkende karakter af det forsvar, der blev opbygget omkring 1950. Da vi snart erkendte, at vore NATO-allierede ikke kunne bidrage væsentligt til landets direkte forsvar, blev formålet med dansk forsvar og forsvarsbudgettet kun at bidrage lige netop så meget, at man undgik åben protest fra den amerikanske ambassade og således kunne tro på, at Danmark forblev dækket af den amerikanske kernevåbenparaply.

De danske styrker blev fra 1960 i stadig stigende grad blev integreret i de genopbyggede stærke vesttyske styrker i Østersøen og Slesvig-Holsten. Men dette medførte dog ikke, at selv stærkt forsvarsvenlige politikere som Erhard Jakobsen kunne forstå, at det danske militære bidrag til landets forsvar kunne være andet og mere end symbolsk.

Dette er efter 1864 og 9. april det centrale element i det danske forsvarspolitiske DNA, som ingen logiske argumenter synes at kunne ændre. Det kræver desværre nok en ny traumatisk national militær katastrofe. Når de militære chefer som nu tillader opfattelsen at dominere tjenesten, er der ingen nederste grænse for hvor lavt professionelt niveau, der er acceptabelt.

Kun et entydigt fagligt pres fra USA og et par primære europæiske alliancepartnere kan få danskere til at handle, som om de var blevet overbevist om, at en dansk militær indsats kan være meningsfuld.

I 1960 var den tyske Bundesmarines kampkraft i Østersøen under hurtig opbygning. Her motortorpedobåde af Type 140 Jaguar-klassen.

Længslen efter ”smarte” og billigere alternativer
Som det fremgik af det socialdemokratiske forsvarsforslag fra 1970 og tidens diskussion af national ”krisestyring” ophørte danske militære styrkers opgaver, når krigen kom, for den ville jo straks blive en kernevåbenkrig.

Forsvarspolitikerne søgte fra 1970 at skabe et alternativt tænkende planlægnings- og analyseled i Forsvaret, der kunne udarbejde forslag til en innovativ og billigere organisering for dansk forsvar. Planlægningsenheden skulle bryde med forsvarsledelsens idé om, at man skulle fortsætte med den eksisterende organisation med tre værn, der troede, at de kunne og skulle løse egentlige krigsopgaver, samt hjemmeværnet . I 1970 blev denne opgave givet til en Langtidsplanlægningsgruppe i den nyoprettede Forsvarskommando.

Femten år senere fulgte Forsvarsministeriets Rådgivnings- og Analysegruppe, der nu skulle løse den alternativproducerende opgave. Det skulle ske fra Forsvarets Forskningstjeneste, da en placering under Forsvarsstaben ikke havde givet det ønskede brud med den lukkede, traditionelle tænkning.

I 2005 konkluderede forfatterne til den officielle redegørelse for Danmark under Den Kolde Krig uden at inddrage militær sagkundskab, at den danske forsvarsindsats have været tilstrækkelig til at løse sin tids opgaver. Der var ingen grund til at bebrejde nogen.

På det tidspunkt havde en ny tid som allerede skitseret skabt en helt ny ramme for det tilvalgte syn på danske militære styrkers muligheder.

Udgangspunktet: Hæren i slutningen af 1970’erne
For at forstå, hvad der senere skete, er det væsentligt at gå til situationen før 2003-revolutionen begyndte. Indtil 1980 var linjeofficerens teoretiske uddannelse præget af, at han – og snart i få tilfælde hun – som sergent eller reserveofficer havde demonstreret praktisk evne til at lede og uddanne soldater. Før starten på officersuddannelsen havde sergenten eller løjtnanten en civil uddannelse svarende til en matematisk studentereksamen, som enten var fra den foregående skoletid eller var blevet givet af Forsvarets Gymnasium, fordi Forsvaret fandt befalingsmanden så egnet som officer, at man på den måde investerede i personen.

Ud over de militære fag, der domineredes af klasse- og taktiklæreren, en generalstabsofficersuddannet major på vej til oberstløjtnantsgraden som var rollemodel for klassens kadetter, blev den almene dannelse fra gymnasiet videreudviklet med sproguddannelse i tysk og fransk. Officersuddannelsen var dengang ikke kun var rettet mod den første stilling som ung officer, dvs. som delingsfører eller normalt næstkommanderende i et kompagni. Uddannelsen skulle give en generel forståelse for resten af officerens tjeneste, dvs. at det skulle give grundlaget for tjenesten som premierløjtnant, kaptajn og major, hvor udnævnelsen til næste grad kom efter en fast årrække, hvis officeren var bedømt egnet på grundlag af hans praktiske tjeneste. For de fleste skulle der kun være behov for kortere efteruddannelseskurser, ikke for en tilbagevenden til et formelt uddannelsesforløb.

Selv udnævnelsen til højere grader forudsatte i princippet ikke ekstra uddannelse, men i praksis var udnævnelse til oberstløjtnant og højere forbeholdt officerer med generalstabsuddannelse, ingeniøruddannelse samt for nogle uddannelsen som geodæt eller psykolog. For intendanturofficererne – dvs, Forsvarets specialiserede forvaltningskorps – var der udviklet en særlig stabsuddannelse.

Det forhold, at officersskolen i princippet skulle give kadetten et grundlag for hele karrieren, betød, at han skulle uddannes til at forstå bataljonens indsættelse under våbnenes samvirke i brigaderamme. Man tog herigennem højde for – som andre hære, hvis primære opgave var i rammen af konventionel krig – at forløbet under kamp var uforudsigeligt. Enhver ung officer skulle, hvis en ældre officer viste sig uegnet eller blev dræbt eller såret, umiddelbart kunne overtage hans opgaver i alt fald for en tid. Den brede uddannelse af officeren betød også, at hans tjeneste som uddanner og øvelsestilrettelægger kunne støtte sig på en helhedsforståelse af den ramme, hans enhed skulle virke i.

Officerens egnethed som praktisk fører og leder var det centrale ved enhederne
Dengang var det ikke officersskolens teoretiske uddannelse, der bestemte dem faste officers egnethed. Skolemiljøet er et drivhus, hvor planterne ofte sygner, når de plantes ud. Grundlaget for karrieren var primært officerens demonstrerede praktiske og faglige lederevner, som blev opbygget i de første 10-15 års tjeneste ved enhederne. Disse evner som uddanner, forvalter, hjælper for ældre officerer samt som fører i felten blev udviklet og demonstreret under varierede øvelser. Herunder langvarige og krævende feltøvelser, hvor officeren virkede under vejledning som mentor af både yngre faste officerer af ”A- eller B-linjen” og det store reserveofficerskorps, der assisterede under føringen af reserveenhederne fra mobiliseringsstyrken.

Der var indbygget stadig stigende krav i de bredt anvendelige officerers tjenesteforløb. Efter 5-10 års praktisk tjeneste blev rammen for officerens virksomhed i stigende grad samvirket mellem hans eget våben, typisk infanteriet, og kampvognsenheder, feltartilleri, luftværnsenheder, ingeniørstyrker og logistiske enheder. Uanset om han gjorde tjeneste ved enhederne eller i fredstidstabe, deltog officeren igennem hele sin tjeneste indtil pensionering i større øvelser samt bidrog til rekognoscering af krigsplaner og bearbejdning og diskussion af disse ved instruktionsøvelser og procedurestyrede krigsspil kaldet Taktisk Træner-øvelser.

En del af officerskorpset engagerede sig også i den professionelle debat, der for de flestes vedkommende var knyttet til våbenartens, dvs. specialets fagpresse. Derfor kom en meget betydelig del af den professionelle diskurs til at finde sted ved drøftelse af opgaveløsning inden for den enhed eller stab, hvor man arbejde, eller ved de taktiske og planinstruktionsøvelser, der blev gennemført af brigader, militærregioner og andre myndigheder.

Det centrale i en officers uddannelse er at prøve og øve de teoretisk lærte ting i praksis, fra krigsplanlægning til virket som fører. Simulation kan kun indøve procedurer. Professionen læres gennem krævende øvelser, hvor ikke mindst læren af personlige fejl gror fast og derefter forstås i sammenhæng ved efterfølgende læsning om andres erfaringer

Det er helt afgørende at forstå, at ligesom en anden praktisk funderet profession, nemlig lægens, kommer det centrale element i officersuddannelsen fra praktik, og ikke fra teorier. Den militære profession er dog i forhold til den medicinske handikappet af, at man sjældent kan lære ved at gøre tingene i praksis, men må lære ved at øve – og øve så intensivt og realistisk, at man nærmer sig vilkårene i kamp mest muligt.

Indtil 1980’erne byggede Forsvaret bevidst organisationens professionelle udvikling på de officerer, der havde demonstreret deres egnethed under tjenesten i enhederne og grundlæggende stabsposter i omkring ti år. Således udvalgte Hæren på dette grundlag de bedste 10-15 procent af en officersklasse. De blev så sendt til videreuddannelse enten på generalstabskursus eller på en relevant civilingeniøruddannelse, så de blev forberedt til at lede den videre generelt militærfaglige henholdsvis militærtekniske udvikling af værnet.

Uanset, at rammen for at opretholde hærens professionalisme således både fandtes i den professionelle grunduddannelse og i den praktiske tjeneste, var der selvfølgelig en del af officerskorpset, der ikke tog deres profession alvorlig. For mange troede og satsede på, at kernevåbnene ville sikre, at der ikke blev krig, og så var der jo ikke grund til at tage sin tjeneste så alvorligt, at man arbejdede hårdt og krævede af andre, at de også gjorde det. Som Kjeld Hillingsø konstaterede omkring 1980, opfattede en betydelig del af kollegerne, tjenesten som ”for sjov”. Men flertallet gjorde, hvad de med rimelighed kunne inden for deres evner og muligheder, også inspireret af periodens mange markante og indlysende dygtige, professionelle chefer på oberst- og generalsniveauerne.

Virkningerne af ”P83”-officersreformen i begyndelsen af 1980’erne
Intensiveringen af Den Kolde Krig i begyndelsen af 1980’erne og chefers gode eksempel modvirkede til en vis grad for-sjov-tendensen, men netop i disse år blev der gennemført en reform af officerskorpsets tjeneste- og uddannelsesforløb, der skulle skabe alvorlige problemer for især Hæren.

Med P83-reformen slog man uddannelsen af officer til den tidligere ”A-” og ”B-linje” sammen, og alle fik en samlet uddannelsestid som ”Enhedsofficerer” på 2½ år. Det var reelt uproblematisk, for de militære krav til optagelse var fortsat, at ansøgeren havde demonstreret egnethed som befalingsmand. Men de akademiske adgangskrav blev sænket, hvilket ikke mindst var et problem med hensyn til de sproglige basisforudsætninger, som studentereksamen gav. I begyndelsen af 1990’erne kom dette til at betyde, at de eneste udenlandske tekster, der kunne anvendes i den videregående officersuddannelse, var relativt simple engelske. Selv svenske tekster blev afvist som uforståelige af eleverne på videregående uddannelser.

Den grundlæggende officersuddannelses lavere status kom også til at betyde, at hovedfaget taktik blev reduceret i niveauog ikke længere blev båret af en stabsuddannet officer i karrieren, der derved havde faglig ”overhøjde” og autoritet til at koordinere uddannelsen samtidig med, at han var rollemodel.

Indtil denne officersreform havde også Danmark opretholdt det internationalt og erfaringsbaserede princip om, at en generelt videregående uddannet hærofficer, dvs. en officer med generalstabsuddannelse, skulle gennemføre en to års tilfredsstillende tjeneste som underafdelingschef mellem “første” og “anden” stabstjeneste.

Hvis han som en 36-40-årig major ikke længere viste sig egnet til praktisk tjeneste som chef for sit kompagni, batteri eller sin eskadron, kunne han ikke udnævnes til oberstløjtnant. Ordningen kunne virke irriterende på både enhederne, der skulle skabe plads til afprøvningen, og for officererne indebar det en risiko for, at man ødelagde sin fine karriere blot fordi man ikke længere var praktiker. Langt væsentligere for hæren var imidlertid, at ordningen understregede den centrale betydning af praktikken, og den gav den modne officer en læring i, hvad der var væsentligt. Den fine stabsofficer fik en mulighed for at opbygge ydmyghed i forhold til professionens kompleksitet og krav.

Herefter blev stabsofficererne ikke længere udsat for denne ubehagelige og risikable prøvelse, og man kunne blot uantastet fokusere på policy og forvaltning indtil man afstemplet som stabsofficer i et år eller to rykkede ind på et bataljonschefskontor, hvor det var betydeligt lettere at skjule svigtende chefsegenskaber og praktisk forståelse end det var som underafdelingschef. Det efterfølgende forløb i 1990’erne og senere er langt lettere at forstå i rammen af den her gennemførte nedprioritering betydningen af praktisk chefstjeneste og den læring og ydmyghed, der kunne hentes her. Alle de her nævnte tre nøgleofficerer fra Hæren, Ludvigsen, Bisserup og Mathiesen, var berøvet muligheden for den tidligere tvangslæring.

Et helt afgørende problem med P83-ordningen var dens ”funktionærisering” af officerskorpset. Tidligere havde alle linjeofficerer og efterfølgende A-linjeofficerer været ansat uden øverste arbejdstid. De fik ikke penge for overarbejde, de skulle blot løse de opgaver, deres stilling indebar, uden hensyn til den tid dette krævede. Derudover skulle de selvfølgelig holde sig fagligt ajour i fritiden, når dette var nødvendigt. 7-16-officerer kunne ikke forvente videreuddannelse eller karriere. Enhedsofficeren blev efter 1983 derimod reelt som den tidligere B-officer ansat som funktionær til fast arbejdstid, og overarbejde skulle honoreres med betaling eller afspadseres. Det blev for mange helt utænkeligt at anvende fritiden til faglig ajourføring, hvilket er et centralt element i enhver profession.

Tidligere havde den indledende officersskoleuddannelse som nævnt skullet stå alene, og blev kun efterfulgt af tekniske funktionsuddannelser og relativt korte efteruddannelser. Nu blev officeren i princippet kun uddannet til den umiddelbart forestående tjeneste og til den militære grad, der automatisk fulgte med den beståede uddannelse.

Ville man udnævnes til næsthøjere grad/funktionsniveau, skulle man gennemgå og bestå det næste videregående generelle formelle uddannelse. Der var ingen alternative veje, såsom tidligere for uddannelserne til kaptajn og major blot tilfredsstillende bedømt praktisk tjeneste i nogle år. Uddannelsen blev herefter vejledt af princippet “just enough, just in time“, hvilket teoretisk sparede penge, men som i virkeligheden var så resurse- og tjenestefraværskrævende, at Forsvaret senere konstant har søgt at “rebe sejlene”, dog uden at ville erkende, at systemet i modsætning til det tidligere passer til en praktisk profession.

Blandt de negative virkninger af ansættelsesformen var, at officeren forventede kun at skulle beskæftige sig med faglig opdatering under formel uddannelse, hvilket er en uholdbar forventning i en profession, hvor alt er under en rivende udvikling opgavemæssigt, organisatorisk og teknologisk. Men kernen i P83 var, at andre, og ikke én selv, skulle forberede én på nye stillinger. Det skulle systemet.

Det var og er objektivt forkert at lade som om, at et sikkert professionelt niveau med evnen til at holde sig ajour og udvikle professionen kan holdes med 37 timers indsats om ugen. Det er gældende uanset hvilken profession, man taler om. Men funktionæriseringen af officerskorpset gjorde det nærmest fornærmende og illoyalt over for kollegerne samt problematisk for ens chef, hvis man ikke ”tog sin arbejdstid alvorligt”.

Selv om kvaliteten af officerens tjeneste – og derigennem evnen til at lære fra egen praktisk erfaring- i 1980’erne var afgørende for forfremmelse, fik gennemgangen af de formelle videregående uddannelsestrin kaldet “VUT I og II” stadig større fokus. Måske så meget, at officerer og personelforvaltningen kunne overse, at i en praktisk profession må praktisk faglighed og lederevne være det helt centrale element i den professionelle udvikling.

De formelle rent militære uddannelser blev efter P83 den eneste vej til uddannelse, også fordi man lukkede adgangen til mere end én akademisk uddannelse, dvs. først og fremmest for officerers mulighed for ingeniøruddannelse og for nogle uddannelse til psykolog. Dette skabte dels et pres for at åbne uddannelserne for stadig flere, dels et pres fra den forvaltning, der havde beordret officeren på kursus, for at sænke kravene for adgang og for beståelse. For mange blev optaget og stort set ingen frasorteret, hvilket stod klart for undertegnede, da jeg blev kursusleder for stabskursus i begyndelsen af 1990’erne.

Men uanset ændringerne i det formelle uddannelsessystem kunne officererne som flest stadig få en fuld og varieret uddannelse under praktik. Dette skyldtes, at 1980’erne var præget af et meget højt aktivitetsniveau med hensyn til brigadernes og andre hovedkvarterers krigsplansrekognosceringer og uddannelsesaktiviteter.

Det skal understreges, at både Per Ludvigsen og Bjørn Bisserup var for unge til at få personlige praktiske erfaringer fra 1980’ernes intensive aktiviteter, da disse typisk blev opnået på bataljonschefsniveauet i rammen af brigadernes planlægnings- og øvelsesaktiviteter. Ludvigsen modtog sin stabsuddannelse i den britiske hær og brugte sin fritid på jurastudiet. Bisserup markerede sig efter sin tidlige markant gode regimentstjeneste som en usædvanligt dygtig embedsmand i policystillinger. Ingen af de to markerede sig internt eller i offentligheden som interesserede eller originalt debatbidragende unge, yngre eller modne professionelle.

De første år efter Den Kolde Krig
I det første halve årti efter Den Kolde Krig var specielt Hæren præget af stigende krav fra først FN- og så NATO-indsatsen i Ex-Jugoslavien. Samtidig udnyttede forsvarsminister Hans Hækkerup og forsvarschefen Jørgen Lyng Balkan-operationerne til at bedst muligt at forsvare strukturen mod Finansministeriets ønske om at indkassere ”Fredsdividenden”. Snart blev indsatsen på Balkan suppleret med den militære udviklingshjælp til Baltikum og det voksende militære samarbejde med Polen.

I officerskorpset var udviklingen i første halvdel af 1990’erne en skærpelse af både det gode og det dårlige fra udviklingen i 1980’erne. Kvaliteten af den videregående officersuddannelse forbedredes i forlængelse af skridt, der allerede var taget i de foregående 15 år, herunder ikke mindst i evnen til at gennemføre en analyse af opgaver og strukturbehov på tværs af værnene. Jeg har kommenteret udviklingsforløbet i den videregående officersuddannelse en serie essayartikler på, der er blevet udgivet samlet må, konkluderende med artiklen: Mellem militær professionalisme og civile hattefjer: Danske officersuddannelser gennem tiderne.

Den praktiske tjeneste i Ex-Jugoslavien motiverede og udviklede samtidig en del af de unge og yngre linjeofficerer. Værnepligten blev i 1990’erne i betydelig grad rettet mod at sikre bemandingen af den danske internationale indsats her. Professionelt afgørende viden om praktisk logistik samt om risikoen for psykiske kampskader blev genlært.

Læreprocessen mht. psykiske kampskader fik unødvendigt store omkostninger for mange, unødvendigt, fordi professionel amatørisme eller glemsomhed på dette område gjorde, at personellet blev sendt på afspadsering umiddelbart efter hjemkomst og derfor ikke fik nogle ugers “dekompressionsperiode” med kammeraterne, der kunne have mindsket risikoen for kroniske skader.

Nu begyndte de uheldige virkninger af P83-personelordningen at vise sig. Det kostbare og ufleksible system, der havde fastlåst sammenhængen mellem teoretisk uddannelse og udnævnelse, skabte et kostbart uddannelsesforløb, med flere lange fravær fra praktisk tjeneste og store klasser med mange umotiverede elever. Behovet for besparelser førte dog ikke til et generelt opgør med systemet. Dets fortsættelse blev muliggjort ved, at man efter ca. femten år standsede gennemførelsen af det obligatoriske værnsfælles Stabskursus-I, med ringere gensidig forståelse, samspil og samarbejde værnene imellem til følge.

Udviklingen mod en for dyr uddannelse blev også forstærket af en idiotisk beslutning på budgetteringsområdet. Tidligere havde et kursusbudget primært omfattet poster, som kursuslederen sammen med Forsvarsakademiet selv kunne gøre noget ved, herunder udgifter til eksterne lærere og kursusrejser. Nu kom budgettet også til at omfatte de meget store udgifter, der var forbundet med at sende officeren på kursus. Dette fik en dobbelt skadelig virkning. For det første mistede den myndighed, der sendte elever på kursus, enhver motivation til at begrænse antallet til de egnede. For det andet forsvandt de udgifter, som kursusledelsen og Forsvarsakademiet selv burde holde nede, i et budget, der var domineret af udgifter, de ikke havde indflydelse på. Resultatet blev selvfølgelig, at stabskursus’ rejser kom til at gå til fjerne mål som USA og Kina, de stigende rejseudgifter forsvandt i det oppustede budget.

Forsvaret fik snart et for stort og gennemsnitligt for gammelt officerskorps i forhold til de stadig færre enheder og praktiske opgaver. Da man bl.a. overførte de meget store enhedsstabe, der var nødvendige i missionsområdet, til organisationen hjemme, og tømte de resterende kaserner for værnepligtige, blev der dog kontorer, skriveborde og computere til alle. Det er velbeskrevet, at en organisation altid kan skabe arbejde for sig selv ved tom forvaltning og utallige møder, og dermed sikre fornemmelsen af travlhed hos alle. Samtidig fjernede man i fortsat “rationaliserings-“iver de sidste rester af fredstidsstabenes civile stabsstøttepersonale. Herefter blev officerer fastlåst ved skrivebordet med så tidskrævende indtastning af data til DeMap/DeMars og systemets forgreninger, at de fik og fastlåstes i den opfattelse, at dette var naturligt officersarbejde og ikke en undergravning af det resterende professionelle fokus.

Kun få ældre officerer havde oplevet fordelene ved de tidligere ganske små og fokuserede fredstidsstabe ved alle enheder og myndigheder. Den stadig større tidsmæssige afstand til praktisk tjeneste i enheder hos de fleste officerer forstærkede denne udvikling. Fraværet af Den Kolde Krigs krigsopgaver gjorde, at den meget store andel af det faste officerskorps, der ikke blev knyttet til den internationale indsats, ikke længere blev opdateret professionelt ved instruktionsøvelser o.l. Hvis de ikke selv fulgte med, blev deres professionalisme snart reduceret til blot at tage uniformen på. Det er en situation, der er forværret igennem de efterfølgende tyve år.

Materielmæssigt forbrugte man i årene 1992 til omkring 2000 i det store og hele, hvad man havde arvet fra Den Kolde Krig. Der blev et voksende behov for at skære igennem for at skabe handlefrihed til investeringer, og også dette pres var med til i 2003 at åbne et mulighedernes vindue for de revolutionære reformatorer.

General Hvidts satsning: Forsvaret som en produktionsvirksomhed
For mange officerers tendens til at koncentrere sig om at bære forvaltningsbyrden snarere end om at ajourføre deres militære professionalisme, er, som citatet viser, ældre end New Public Management:
… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.”
– Sir Michael Howard, “The use and abuse of military history” in R.U.S.I. Journal 1962.

Da general Lyngs afløser som Forsvarschef, admiral Hans Garde, efter kun fire måneder i stillingen i 1996 blev dræbt ved et flystyrt på Færøerne, kom dette til at medføre et afgørende brud med det primært professionelle fokus i Forsvaret.

Gardes afløser, flyverofficeren Hvidt, og dennes stedfortræder mod slutningen af Hvidts forsvarschefsperiode, chefen for Forsvarsstaben og senere Forsvarschef, artilleristen general Jesper Helsø, så begge Forsvaret som “en produktionsvirksomhed“. For både flystyrker og for artilleriet er den rationelle, videnskabelige, centraliserede og standardiserede anvendelse af resurserne, som i en produktionsvirksomhed, et afgørende element i organisationens effektivitet. Det var derfor naturligt for Hvidt og Helsø at opfange og forstærke de ønsker, der fra 1990’erne kom fra Finansministerets ”New Public Management”-reformer.

Offentlige myndigheder skulle ledes ved hjælp af en måling af output, og ledelsen skulle motiveres til stadig effektivisering gennem konstant reorganisering. Som i en produktionsvirksomhed skulle alle processer gøres målbare og standardiserede på tværs af al aktivitet. Eksisterende og nye aktiviteter skulle gives et standardformat med såkaldte ”business-cases“. Virksomheden skulle motiveres og samles gennem ”visioner”, “missioner“, og et ”strategisk mål” skulle sikre at al indsats loyalt – uden offentlig diskussion – rettedes mod samme mål. Dette medførte, at professionalismen, den militære faglighed, ligesom fagligheden i andre dele af den offentlige sektor, kom under et voldsomt pres, da den ikke lod sig måle eller standardisere. Det er heller ikke så sært, at den i forvejen hensygnende faglige debat i Forsvaret forsvandt under general Hvidt. Loyale diskussionsbidrag skulle koncentrere sig om implementeringen af virksomhedens beslutninger og udnytte ledelsens standardiserede ”New-speak“.

General Hvidt søgte i 1990’ernes sidste år at legitimere Forsvaret ved at gå i spidsen for ”reformerne” og demonstrere, at Forsvaret havde udviklet sig til en supereffektiv, moderne, offentlig virksomhed. En embedsmand i Rigsrevisionen konstaterede smilende over for mig i foråret 2008, da jeg beskrev de ødelæggende virkninger og den dramatiske bureaukratisering, der blev følgen, at Forsvaret jo ikke havde gjort nogen modstand mod kravene om standardisering. Det synes ikke at være gået op for nogle af de involverede i og uden for Forsvaret, at den så eftertragtede ”kreativitet” og ”innovationsevne” forudsætter en både dyb og bred faglighed, som gør det muligt at forudse konsekvenser af beslutninger ”uden for kassen”.

Et sådan dyb og bred faglighed havde de officerer fra Hvidt og videre frem, som er hovedpersonerne i den her beskrevne udvikling, aldrig set som relevant at skaffe sig. Det vidste jo, at Forsvaret – eller i hvert fald de selv – aldrig mere skulle i krig. Derefter var de ikke i stand til selv at definere innovationstiltag. Deres karriere fik således karakter AF proaktiv tilpasning til ikke-faglige ideer i rammen af New Public Management. De fik selv høj rang og den synlige del af magten, som embedsmænd med DJØF-baggrund vidste ville eksponere dem selv for meget over for befolkningen. Det ville jo være godt, at det også blev Forsvarschefen, der søgte sin afsked, næste gang departemenschefen skønnede forkert, ligesom under Jægerbog-skandalen.

Officerernes identitetskrise og tab af selvtillid
Allerede i de sidste tyve år af Den Kolde Krig havde udviklingen været i gang. Den generation af officerer, der havde oplevet besættelsen og de først ti år af tiden efter som barn eller teenager var sjældent i tvivl om, hvad en dygtig officer var og hvordan han burde optræde professionelt. Men dette var og blev slet ikke gjort tidligt klart for de senere generationer, der sluttede sig til officerskorpset i 1970’erne og 1980’erne.

Dette syntes specielt og naturligt at være et problem i Hæren, der i modsætning til søofficerer og Flyvevåbnets piloter ikke havde en professionsforankring, der gik ud over Forsvaret. At implementeringen af “P83”-officersordningen for Hærens officer betød, at de ikke blev udsat for en professionel mentor og rollemodel under grunduddannelsen har sandsynligvis øget risikoen for, hvad jeg i titlen beskrev som “fagdemens”, dvs. tabet af forståelsen for, hvad officersgerningen indebar og stolthed over denne. Uden denne viden og følelse blev officeren reduceret til blot at være aktivitetsforvalter i uniform uden noget grundlag for selvtillid eller selvrespekt.

Dette forhold betød, at officererne i størst mulig udstrækning søgte privelegier, skjul og tryghed ved at nærme sig civile normer og rammer.

Man havde omkring 1970 udvidet officersuddannelsens længde og ændret dens indhold med det klare formål at blive optaget i Akademikernes Centralorganisation og derigennem opnå prestige og sikret høj løn. Uanset, at dette undergravede Hærens aldersbalance og effektivitet søgte og opnåede linjeofficerenes fagforening allerede under Den Kolde Krig at få indført en generel 60-års pensionsalder. Det skete på trods af, at de danske officerers aldersgrænser allerede tidligere var høje i international sammenhæng.

Alle reformer af ansættelsesformerne og uddannelsen skete med tilpasning til den laveste civile fællesnævner med hensyn til mindst mulige arbejdsindsats, størst mulige tryghed i ansættelsen og mest mulige prestige.

Fremskridt” på disse områder blev søgt med den uunderbyggede begrundelse, at det ville fremme rekrutteringen til officerskorpset og forbedre fastholdelsesmulighederne. Ingen forsøgte at få personer til at søge officerstjenesten vil at stille høje krav. Det var åbenbart udansk at satse på kvalitet.

Forsvarsledelsens interessevaretagelse
Den militære forsvarsledelse ophørte i realiteten med at være arbejdsgiver og optrådte i stedet som de facto ledere af officerernes interesseorganisation.

Under private overenskomstforhandlinger søges et kompromis mellem på den ene side ledelsens ønsker om øget faglig fokusering af produktionen og mere fleksibilitet i denne og på den anden side de ansatte organisationers ønske om at sikre medlemmerne højere løn, flere privilegier og øget trykhed.

Ud fra denne model skulle forsvarsledelsen og departementets forhandlere have søgt at fremme militærfaglig kvalitet og fleksibilitet i anvendelsen af de ansatte mod at disse fik større fordele. Således skulle forsvarsledelsen have søgt en forenkling og harmonisering i den nu uoverskuelige jungle af løn-, ydelses- og ansættelsesformer. Det skete naturligvis ikke. De forhandlende uniformerede og civile embedsmænd er også arbejdstagere, og de optræder som medansatte snarere end at stræbe mod at give Forsvaret øget professionel kvalitet og virksomhed mod højere løn og mere tryghed.

Jeg glemmer ikke det svar, som den daværende forsvarschef Jesper Helsø gav på et spørgsmål fra mig under et møde i august 2003 med hele generaliteten, forsvarsattachéer og andre udsendte chefer. Spørgsmålet drejede sig om hvor dybt man agtede at beskære antallet af højere grader under de påtænkte styrkereduktioner, så man undgik at få en situation, der mindede om det groteske og latterlige billede, der traditionelt karakteriserede sydamerikanske militære styrker. Helsø gjorte klart, at det ikke var hans hensigt at ændre på antallet af officerer i de højere og højeste grader, da udnævnelserne var privilegier, som motiverede og som derfor skulle bevares.

Helsøs hensigt blev realiseret, og udviklingen senere har vist, hvorledes forsvarsledelsen har valgt at sikre privilegier og tryghed uden modkrav for officerskorpset, men reelt kun for den hjemlige del.

Man bevarede derfor flest mulige officerer på trods af deres stillinger blev militært substansløse. Man fortsatte en linje med flest mulige privilegier og med kun minimale krav med hensyn til at officeren skulle opdyrke, ajourføre og konsolidere sin militære faglighed en identitet, som ledelsen selv lykkeligt havde besluttet var irrelevant i den fremtidige verden.

De helst glemte, vi sendte i krig og derefter svigtede, her repræsenteret af Pilou Asbæk som kompagnichefen i filmen “Krigen”

Men ledelsens omhu og interesse var reelt begrænset til de konstant hjemmetjenstgørende officerer. De unge og yngre hærofficerer, der gjorde den gode, robuste og risikable krigstjeneste for Danmark, mens de ældre sad hjemme og nød privilegierne, fik under operationerne sjældent den loyale støtte og meningsfulde vejledning hjemmefra, de burde have fået.

Og efter 2014 reducerede Forsvaret, som vi skal se, drastisk deres chance for en fremtidig praktisk tjeneste og fjernede deres mulighed for en professionel videregående uddannelse. Derigennem blev det udelukket, at organisationen i fremtiden kunne bygge videre på, udvikle og udnytte de professionelle veteraners motivation og praktiske krigserfaringer.

Ikke klogt eller smukt!

Ansættelsen af skrædderne til K-notatets ”Kejserens nye klær
“People often of masterful intelligence, trained usually in law or economics or perhaps in political science, who have led their governments into disastrous decisions and miscalculations because they have no awareness whatever of the historical background, the cultural universe, of the foreign societies with which they have to deal.”
– Sir Michael Howard, “The Lessons of History

Det 2004-forsvarsforlig, der fulgte K-notatet og implementerede dette, skabte også, hvad der skulle være dets akademiske forankring. Det skete i etableringen af et nyt samfundsvidenskabeligt studiefelt, som man kaldte ”Militære Studier”. Med Mikkel Vedby Rasmussen som første leder blev der først etableret et ”Dansk Institut for Militære Studier” (DIMS) på Forsvarsakademiet, men uafhængigt af dette. Fra 2010 var aktiviteten flyttet til Institut for Statskundskab på Københavns Universitet som ”Center for Militære Studier” (CMS).

Måske skulle forligets beslutning skabe en dansk aktivitet, der svarede til det brede studie af krig og strategi, ”War Studies”, som Sir Michael Howard havde skabt på King’s College, London halvtreds år tidligere. Det var i samme by og periode, hvor de beslægtede ”Strategic Studies” blev udviklet i rammen tænketanken ”The International Institute for Strategic Studies”.

Michael Howard kombinerede sin baggrund som historiker med den direkte og personlige erfaring i krig, som han have opnået som kaptajn i en eliteinfanteribataljon i Italien under 2. Verdenskrig. Hans doktordisputats var et epokegørende studie af den Fransk-Tyske Krig 1870-71, der klart demonstrerede Howards krav om, at krig skulle undersøges historisk i bredde, dybde og sammenhæng, hvis man skulle opnå indsigt fra studiet.

War Studies-virksomheden på King’s College skulle være og blev en dynamisk ramme, hvor krig og konflikt blev studeret på tværs af alle videnskabelige discipliner og med altid bred og åben forståelse af emnet. Den danske hærs grundlæggende officersuddannelses uddannelse i krigshistorie og den videregående officersuddannelse i ”strategi” blev dybt og direkte inspireret af Michael Howards virksomhed og eksempel fra midten af 1960’erne, hvor jeg blev uddannet.

I 2004 gik det med 1968-generationen ved magten og den danske storforskrækkede opfattelse af ordet ”krig” imidlertid ikke at dyrke ”krigsstudier” her i landet. Derfor valgte man i Bisserups 1. Afdeling i Forsvarsministeriet det mere ufarlige og intetsigende begreb ”militære studier”. Navnet var dog ikke den centrale problem i Mikkel Vedby Rasmussens løsning af DIMS’ opgave. Det var, at han arrogant lukkede boksen om studiet på en måde, der var et klart og manipulerende brud med den åbne og empirifunderede videnskabelige tradition fra King’s College.

Den fravalgte evne til operativ og geostrategisk, m.m. analyse
Et seriøst studie af mulige militære konflikter og operationer, af mulighederne for afskrækkelse og af behov for struktur og andre forberedelser, omfatter følgende elementer:

a) At søge en dyb og alsidig forståelse af det problem eller de problemer, som overvejes løst med bl.a. militære midler, af den eller de affødte opgaver samt af både det mulige indsatsområde og af vilkårene i eget land.

b) At opnå en dyb og kritisk indsigt i, hvad de i situationen relevante militære styrker kan og ikke kan med bl.a. en given bemanding og kadrekvalitet, den rådige teknologi og det opnåelige uddannelses- og træningsniveau.

c) At søge et så godt som muligt tilsvarende billede af modstanderen og af eventuelle allierede.

d) At opstille mulige kombinationer af styrker, opgavesæt og bl.a. juridiske rammer og begrænsninger for indsatsen.

e) At identificere mulige kombinationer hos modstanderen og eventuelle allierede.

f) At lade de af modstanderens muligheder, der opfattes farligst og mest ubehagelige for end selv og eventuelt allierede, ”spille” med inddragelse af kritiske ”peers” for at identificere svagheder i egne muligheder, modstanderens muligheder for at reagere effektivt må en måde, der undergraver opgavens løsning og skaber risiko for optrapning ved spredning eller mod mere total konflikt.

g) At lade mulige negative virkninger – herunder ”collateral damage” – identificere med inddragelse af andre end de ansvarlige planlæggere.

h) Herefter at fastlægge ansvarlige anbefalinger til de politiske beslutningstagere.

Intet af dette så de kommende ”militæranalytikere” som specielt relevant, hverken den nødvendige fremgangsmådes militære element eller den systematiske, analytiske fremgangsmåde.

Dette er ikke fordi fremgangsmåden ikke kan læres af ikke-officerer, der gider. Det viste den senere generallæge Erik Darre, da han efter eget valg gennemgik Stabskursus II på Forsvarsakademiet på det tidspunkt, hvor fremgangsmåden var udbygget og konsolideret til en værnsfælles operativ analysemetode. Darre bestod som den bedste i sin klasse.

Det delvise alternativ i Odense
Modsat den britiske og senere internationale War Studies-tradition fravalgte Vedby Rasmussen for det første et historisk grundlag som irrelevant for studiet af krig. Faktisk blev al militær erfaring fravalgt som grundlag for danske militære studier.

I forlængelse af den teoretiserende dominans i det københavnske studie af statskundskab blev emnet ”afmilitariseret”, dvs. at det multi-disciplinære fokus med hensyn til emner og metode fra ”War studies”-traditionen blev bevidst kastreret.

Studier i dybde og sammenhæng var irrelevant, og danske ”militære studier” blev herefter lig med på den ene side studier (ofte isoleret set udmærkede) af teknisk-økonomiske forhold, der dog ikke blev placeret i en helhedsramme bygget på forståelse af militære muligheder og på den anden side ordrige banale betragtninger om den internationale udvikling indpakket i teoretisk-videnskabelige termer. Dette sidste så Vedby Rasmussen som det mest videnskabelige og centrale, fordi dermed forsynede han de betalende med ”nye klær”. Og hverken Forsvarets ledere, der finansierede det teoretiske spindelvæv, eller medierne følte sig kaldet til at optræde som den lille dreng i eventyret om kejseren.

For det andet var det klart, at Mikkel Vedby Rasmussen og hans følge ikke et øjeblik tvivlede på, at historien var slut, og at ”gamle krige” og den tilknyttede gammeldags afskrækkelse og krisehåndtering bygget på militære styrker derfor var irrelevant fortid.

Frigjort fra historien har han som andre politologer let ved at glemme, at politiske beslutninger om krig og fred sjældent bygger på fuld indsigt i konsekvenser og rationalitet. Uanfægtet af menneskelige og organisatoriske erfaringer bliver “boksens” inderside den eneste interessante virkelighed.

Senere fik Danmark rent faktisk oprettet et studie, der mere direkte blev inspireret af de internationale uddannelser i War Studies. Det skete, da Syddansk Universitet oprettede ”Centre for War Studies”, hvor centrets ambition var ”at forstå krigen i sin essens og historiske udvikling, få indblik i nye mønstre indenfor krig og konflikt, og bidrage til samfundets viden om krig og fred og de handlingsmuligheder, vi har foran os. … Krigsstudier er således en pragmatisk akademisk tradition, hvor internationale sikkerhedsstudier, folkeretsstudier og historie og kulturstudier bringes sammen.”

Det var et fremskridt, men også her var der åbenbart ingen interesse i at inddrage militære erfaringer i form af militærhistorie og krigshistorie i studiet, da dette blev tilbudt. Nok også fordi man også i Odense var positivistisk sikker på, at ”gamle krige” var for evigt overstået i Europa. Endvidere blev det ikke SDUs lidt bredere opfattelse, der inspirerede den udvikling af den videregående danske officersuddannelse, ”Master i militære Studier”, der for et par år siden blev resultatet af akkrediteringsforløbet. Det blev den snævrere teorifokuserede københavnske skole.

Militæreksperterne uden interesse for krig
Det ahistoriske tunnelsyn, der kom til at fastlåse de forvaltende tidligere ungtyrkere, der nu er blevet forsvarsledelse, fik således en teoretisk-videnskabelig forankring. Den præger alle de politologer, der får løn for at lade som om, at de er ”militæreksperter” eller ”-analytikere”.

Selv de allerbedste og mest målrettede af disse civile akademikere, som Forsvarsakademiets klare stemme Peter Viggo Jakobsen og CMS’ nuværende leder Henrik Breitenbauch, synes ikke at være klar til at forestille sig, at historien måske ikke er slut, og at den lange europæiske mellemstatslige fredsperiode efter 1945 ikke automatisk er sikret mod en opportunistisk militærstøttet revision, der kan komme helt ud af kontrol. I de første 45 år optrådte man i hvert fald ikke så stråsikkert, som i de seneste to årtier. Selv disse to er ikke parat til at undersøge råddet i NATOs militære muligheder og følgerne af dette.

I en TV2 Bornholm-udsendelse 24. september 2017 om truslen mod øen kunne seerne nyde godt af, at Jakobsen klart fremlagde sit grundlag og analyse. Derved belyste og bekræftede han det beskrevne danske forsvarspolitiske DNA, som også var hans: Hvis der krævedes mere end symbolsk militær optræden, var opgaven irrelevant for Danmark, og hvis det gik galt skulle man optræde som den 9. april. Befolkningen ønskede ikke at nedprioritere andre områder for at vise solidaritet med allierede. Vi nyder, yder ikke. Operativ og geostrategisk analyse var irrelevant og derfor uinteressant. Rusland ville handle rationelt inden for en vestlig logik. Historisk erfaring var irrelevant.

Direkte citeret fra udsendelsen forklarede Jakobsen: “Vores politikere vil hellere have skattelettelser (…) man vinder ikke valg på at opruste. (…) Ingen lægger mærke til, om man køber flere soldater (…) og det er et vilkår, man er nødt til at operere ud fra. Og det er jo også det vilkår, jeg lægger til grund for min fagmilitære rådgivning og min strategiske rådgivning til politikerne, der er at sige, hvad er det realistisk at få, og hvordan kan vi bedst muligt bruge de penge, og er det så forsvarligt. Ja, det vil jeg jo mene, givet den trusselsvurdering, som jeg anlægger.”

Han synes sig ikke bevidst, at han ikke var ”fagmilitær”, men en statskundskabs-akademiker, der i en årrække efter Den Kolde Krig havde interesseret sig for dansk sikkerhedspolitik og med rette var blevet kendt for sin vilje til at sige klart, hvad han var nået frem til.

Som han gør klart i udsendelsen indebar det ikke, at han skulle sætte sig ind i, hvad militære enheder kunne eller ikke kunne eller hvad geostrategisk eller operativ analyse indebar eller hvordan disse påvirkede situationen. Sådanne var irrelevante og – man forstod – under hans værdighed.

At han med dette reelle fravalg i realiteten ikke kunne rådgive fagligt om strategi, fordi en sådan rådgivning netop drejede sig om at gøre de praktiske – ikke teoretiske – militære muligheder og begrænsninger klart for politikerne, synes Jakobsen ikke bevidst om.

Da De Radikale i efteråret 2017 gjorde klart, at de krævede, at der netop i Forsvarsbudgettet skulle findes meget betydelige ekstra resurser til dansk hjælp til genopbygning af krigszoner, fik idéen straks klar støtte af lederen af Center for Militære Studier, Henrik Ø. Breitenbauch. Han konstaterede, at det var en “fremragende idé“.

Man kan have forskellige opfattelser af mulighederne for at fremme den politiske stabilitet gennem infrastrukturprojekter i krigsområder, hvor der ikke er holdbare tegn på politisk stabilisering. Men det, der her skal noteres, at støtten til de facto-reduktionen af forsvarsudgettet med 118 millioner kroner årligt skete uden, at Breitenbauch overvejede, hvad dette ville betyde i den i forvejen ekstremt vanskelige forligs- og resursesituation.

Breitenbauchs støtte bekræfter reelt også, at de civile sikkerhedspolitiske akademikere fortsat er låst fast i Nye Krige-paradigmet i en situation, hvor fornyet interesse i mulighederne og problemerne ved konventionel og nuklear afskrækkelse umiddelbart set synes logisk.

I kommentarer fra politologerne til enhver truende negativ udenrigspolitik udvikling var og er indholdet altid fortrøstningsfuldt, uanset om der var tale om Nordkorea, NATO, EU, Storbritannien under BREXIT, Det Sydkinesiske Hav eller Ruslands udenrigspolitik: Den ville ende OK, der er nok som i markedet en “usynlig hånd“, der kombineret med aktørernes snusfornuft sikrer, at situationen igen lander på benene, uden at nogen (og da slet ikke Danmark) skulle tænke eller gøre noget selvstændigt. Reelt er substansen i dette argument (som det var i juli 1914), at forløbet plejer at ende godt. ndtil dette ikke længere er tilfældet, får politologerne ret uden at skulle forstå eller argumentere dybere hvorfor.

Det svarer til, at en by på grundlag af de sidste fem års erfaringer med, at alt går godt, opløser brandvæsnet og at dens borgere opsiger deres brandforsikringskontrakter. Logikken er, at hvis det går galt, kan man nok få hjælp af beredskabet i nabobyen, og velfærdssamfundet tillader næppe, at ens familie går til uden tag over hovedet. Og som Jakobsen rigtigt gør klart, er borgerne mere interesseret i flere penge i lommen og mere velfærd.

Selv de bedste og mest åbne er som de tidligere ungtyrkere ikke parat til at erkende, at uforsete politiske jordskælv som i 1989 vil komme igen i en eller anden form, og at det er deres opgave at forberede sig bedst muligt ved at satse på åben erkendelse og strukturel fleksibilitet. At fastlåse beslutningstagernes skyklapper er uansvarligt.

Det største problem med de danske civile statskundskabsbidrag til militære og strategiske studier (på institutter, centrer og efter 2014 i den videregående officersuddannelse) er ikke, at man som grundlæggende positivistisk præmis forudsætter, at mellemstatslige storkrige ikke længere kan ske og erfaringerne fra disse derfor totalt kan ignoreres sammen den konventionelle og nukleare afskrækkelse af disse. Det er, at man ikke åbent fremlægger dette ekstremt begrænsende grundlag for ens forskning, hvilket sådan set er intellektuel uhæderlighed.

Forsvarets virkelighed efter 2004-forliget: Irak og Afghanistan
New Public Management og virksomhedsmodellen slog først fuldt ud igennem efter 2001 i forsvarschef general Jesper Helsøs periode, men den blev forstærket af de revolutionære ungtyrkeres forsvarskonceptkup i 2003, som Helsø valgte at adoptere. Dertil kom virkningerne af, at Danmark i logisk forlængelse af den nye først-ind-i-de-nye-småkrige-koncept endte i to fjerne krige, hvor vi valgte at bidrage uden at have baseret deltagelsesbeslutningen og bidragene på selvstændig faglig analyse.

I perioden fra 2005 til 2013 var Forsvarets ydre virksomhed præget af værnenes indsats i de internationale operationer. Samtidig blev den ”producerende”, hjemlige virksomhed indledningsvis præget af gennemførelsen af ungtyrkernes revolution af organisationen. Arbejdet og arbejdsvilkår på Forsvarets tjenestesteder blev først og fremmest præget af ”New Public Management”-ideologiens fastlåste tro på, at effektivitet blev fremmet af konstant ombrydning af organisation og ansvar (benævnt ”reformer”). Det skete under konstant pres for at skabe målbarhed gennem standardisering af al virksomhed.

Udviklingen var et direkte brud med den veldokumenterede erfaring fra alle organisationer, at reorganisering skaber en periode med dyk i effektiviteten, og at konstant reorganisering hurtigt og drastisk undergraver en organisations effektivitet, fordi den hindrer den nødvendige konsolidering af ansvar, samarbejde og rutineret opgaveløsning. At denne gamle erfaring stadig er gældende, er senest blevet pinligt dokumenteret af SKATs “reform“-drevne, synlige sammenbrud.

Styring ved opretholdelse af organisatorisk lammelse og kaos
Man kan kalde den metode, som fortsat anvendes af Finansministeriet til at presse resurser ud af eksisterende offentlige aktiviteter for at skaffe frihed til nye, pengekrævende politiske initiativer, som styring ved at skabe organisatorisk kaos. Derefter undrer man sig over, at dette kaos – som i SKAT – ikke kan levere faglig kvalitet eller opretholde de ansattes moral.

For Forsvarets vedkommende indebar standardiseringspresset også et direkte angreb på fagligheden, dvs. den militære professionalisme, som skal sikre målretning af aktiviteter med mindst mulig risiko for spild og tab. Et højt fælles niveau i værnene var kun lige og vanskeligt opnået i 1990’erne, i øvrigt med et centralt bidrag af den daværende orlogskaptajn Nils Wang. Det havde bl.a. været vanskeligt, fordi det skulle opnås under bevarelsen af den forskellige organisationskultur, som er central for værnenes effektive opgaveløsning. Angrebet på professionalismen skete ved de afgørende ændringer af den videregående officersuddannelse, som blev præsenteret og ukritisk accepteret som forudsætningen for uddannelsernes civile ”akkreditering”. At ungtyrkerne valgte ikke at se professionsødelæggelsen som et problem, der skulle imødegås, kan forklares af deres sikre syn på fremtiden.

Da det nye aprofessionelle syn på Forsvaret som en først-ind-først-ud produktionsvirksomhed også indebar, at Danmark ikke skulle have et egentligt forsvar, men kun skulle tage rådige ting op af kapacitets-”værktøjskassen” for at opnå amerikansk velvilje, er det naturligt, at man ikke følte behov for selvstændig, national strategisk, også militærfaglig analyse, før man sendte de danske bidrag afsted. Før Irakinvasionen var der fra både det amerikanske udenrigsministerium og den amerikanske hærs side gennemført og offentliggjort indlysende sunde analyser, der gjorde klart, at opgaven ikke ville blive så enkel som Præsident Bush og hans altvidende forsvarsminister Donald Rumsfeld mente. Danmark kunne sammen med vores hovedsamarbejdspartner Storbritannien have læst disse grundige og erfaringsbaserede analyser samt anvendt omtanke og dømmekraft som grundlag for vores bidrag. Ved blot at følge utænkende “først ind” i den dårligt planlagte krigsførelse uden en strategi, blev Danmark medskyldig i den efterfølgende og stadig fortsatte tragedie. Den manglende faglige analyse førte i øvrigt også til bristende juridisk-professionel forberedelse af krigsindsatsen, som man derefter som bekendt forsøgte juridisk at få Forsvarets Auditørkorps til at tørre af på konstabler og på yngre officerer af reserven og senere også linjeofficerer.

Den manglende professionelle forudseenhed på det operativt-folkeretlige område havde allerede skabt problemer i forhold til de danske specialoperationsstyrkers indsats i Afghanistan i 2002. Så fulgte den svigtende evne til at erkende og tilpasse indsatsen i Helmandprovinsen fra 2006 til behovet og situationen. Bl.a. dette kom i kritisk grad til at hæmme effektiviteten af den danske tilstedeværelse. At det ikke gik værre skyldtes kombinationen af simpelt held og Hærens enheders og skolers fortsatte evne til på nogle området at tilpasse sig virkeligheden i missionsområdet, efter man var kommet på plads. Indsatsen i Afghanistan og de betydelige tab gav dog – uanset indsatsens alvorlige professionelle mangler – Danmark stor synlighed i Det Hvide Hus.

Den professionstømte akkrediteringsproces af officersuddannelsen
På trods af, at både Irak og Afghanistan havde understreget betydningen af, at Danmark forberedte sig ligeså godt før vi gik ind i krige, som når vi forberedte fiskeriforhandlinger i EU-regi eller klimapolitiske bidrag i FN, fortsatte de professionsødelæggende virkninger af Hvidts standardiseringsoffensiv op gennem nullerne. Officersuddannelserne skulle som nævnt nu puttes ind i de standardiseringsskabeloner, som skulle gælde for alle civile uddannelser. ECTS-pointsredskabet blev i de civile uddannelser brugt til bl.a. at lette, at studerende kunne tage næste skridt af uddannelsen ved et andet universitet, evt. i udlandet. ECTS blev indført i Forsvaret uanset at det var grundlæggende irrelevant for militære uddannelser. Også det civile krav om faglig akkreditering blev indført ukritisk. Civile uden militær indsigt samt uerfarne politologisk uddannede officerer foretog den faglige ”peer review”-vurdering, der i en ægte fagfællebedømmelse burde have været hentet fra de ledende militære uddannelsesinstitutioner i udlandet. Også på Forsvarsakademiet blev stadig flere ikke-peers fra teoretiske akademiske uddannelser uden faglig militær indsigt sat til at forme officersuddannelserne. Det ville have været indlysende risikabelt, hvis man havde gjort det samme i speciallægeuddannelserne.

På Forsvarsakademiet skete der i begyndelsen af nullerne en organisatorisk dekonstruktion af stabskursus, der dramatisk svækkede dets helhedsudvikling og værdi. Den blev på vegne af Forsvarschefen, Christian Hvidt og hans Chef for Personelstaben, generalmajor Kurt Ebbe Rosgaard, drevet af den daværende kommandørkaptajn Annemette Ruth fra hendes plads som chef for Personeludviklingssektionen i Forsvarskommandoen.

Kursuslederen, der indtil reorganiseringen var en officer med markant professionel profil og højt karrierepotentiale, havde været den helhedsansvarlige chef, der samtidig evnede selv at lede og selv undervise i et af de to hovedfag – strategi eller operationer. Fra 2002 blev kursuslederen reduceret til blot at være koordinerende forvalter af autonome bidrag fra institutterne. Denne organisationsudvikling skabte sammen med den stadig svagere faglige ballast og det stadig lavere professionelle engagement hos den voksende militære lærergruppe, en flok uniformerede, der var så let at vildføre med luftspejlingen af et akademisk diplom, som det var for børnene i Hameln at følge fløjtespilleren.

Hovedkraften i afprofessionaliseringen blev fra 2002 den i København statskundskabsuddannede Ole Kværnø, der som den første ikke-militære leder af stabsuddannelsens strategi-del og i de senere år fra den nye stilling som akademiets “dekan” stod for akkrediteringen, dvs. tilpasningen af officerernes videregående uddannelse til, hvad ufaglærte uddannelsesbureaukrater kunne genkende. Annemette Ruth fik stillingen som Kværnøs kollega som chef for Institut for Ledelse og Organisation, indtil hun i 2005 med udnævnelsen til kommandør blev chef for Policy- og Rådgivningsafdelingen i Forsvarets Personeltjeneste, og herfra kunne retlede akkrediteringsforløbet.

Det var et centralt krav akkrediteringsforløbet, at uddannelsen i fremtiden skulle være forskningsbaseret, dvs. som udgangspunkt, at den eksisterende uddannelse i karakteren af krig, krigsførelse, andre typer operationer, føring og management i krig og krigsforberedelse, nuklear og konventionel afskrækkelse, militær-politisk samarbejde samt professionel operativ og strategisk analyse skulle gives af forskere, dvs. i princippet akademikere med ph.d.-grad.

Problemet var, at sådanne folk fandtes ikke i Danmark, fordi disse emner blandt danske akademikere kun havde interesset en håndfuld historikere, der ikke ønskede at gøre sig relevante ved at søge at generalisere.

Nu kunne cheferne for Forsvarsakademiet i de femten år efter 2002 havde vist rettidig omhu og fastholdt under henvisning til udlandet, at de ovenfor nævnte emner også skulle indgå i den fremtidige videregående officersuddannelse i Danmark.

Derefter kunne man have sikret forskningsbasering ad to parallelle veje: For det første ved at søge kræfterne fra udlandet og for det andet fastholde, at det for rene militære fag ikke var en ph.d., men en kombination af en inspirerende tjeneste som chef, demonstreret analytisk virksomhed og et udenlandsk “War College”-kursus.

Denne rettidige omhu blev ikke vist, og Forsvarsakademiet opgav i stedet professionalismen og søgte taknemmeligt, hvad de danske teoretiske statskundskabsinstitutter kunne levere. Undervisningen blev forskningsbaseret, men militært set irrelevant.

Virkningen af akkrediteringsprocessen blev, at man fra omkring 2010 fjernede uddannelsen i at analysere militære opgaver og problemer med henblik at kunne opnå helhedsforståelse. Dermed forsvandt officerernes evne til at give ansvarlig rådgivning og implementere organisationsudvikling i en militær organisation. Dette skal ses i sammenhæng med, at ingen officerer i mere end tyve år har fået praktisk erfaring med at planlægge større konventionelle forsvarsoperationer over bataljonsniveauet, endsige med at gennemføre forberedelserne til disse. Højere hovedkvarterer har fået for vane styret af inerti og som beskæftigelsesterapi at gennemføre absurde drejebogsstyrede papirøvelser med ikke eksisterende styrker ubundet af virkelighedens terræn, logistik og potentielle modstandere.

Fravalget af officersuddannelsernes vægt på evnen til professionel militær analyse og fra 2013 overgangen til HR-principper og rekruttering, der yderligere nedbygger officerskorpsets evne til at tænke militært, er vanskeligt at forklare. Blandt hovedårsagerne er imidlertid nok K-notatets sikre syn på fremtiden, ifølge hvilket Danmarks hær aldrig mere ville komme rigtigt i krig, og Forsvarets formål jo så er hurtigst muligt at stille de rådige ”kapaciteter” klar til USA’s næste strategiløse projekt. Dertil kommer den beskrevne ”funktionærisering” som P83-personelstrukturen accelererede samt Hvidt-tidens ideal om styringsmæssigt at gøre Forsvaret til en produktionsvirksomhed. De officerer, der som Per Ludvigsen, Nils Wang og Bjørn Bisserup ikke blot tolererede disse udviklinger, men accelererede dem, har formet det Forsvar vi har i dag. Som ledende chefer har de stået og står fortsat som garanter for K-notatets syn på krig i Europa som en anakronistisk umulighed, og afviser derfor i modsætning til vores nabolande, USA og NATO, at Rusland skulle være en trussel, og søger at forhindre, at Danmark og Forsvaret reagerer ligesom de nævnte lande har gjort.

Videreførelse af 2003-logikken, men nu med også politisk bevidst ødelæggelse af hæren
The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”.
– John F. Guilmartin, ”Technology and Strategy: What are the limits?”, “Two Historians in Technology and War“, U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994.

Torben Ørting Jørgensen er fortsat tilfreds og stolt over det bidrag han og Per Ludvigsen ydede til dansk Forsvar med K-notatet. De havde hermed lagt op til den i situationen rigtige reform, og havde derefter fulgt idéerne til dør under gennemførelsen af 2004-forliget. Det var den efterfølgende anvendelse af Forsvaret, der skabte senere problemer, herunder først og fremmest den store reduktion af forsvarsbudgettet. Det, der nu skete, havde efter Ørting Jørgensens opfattelse intet at gøre med reformatorernes hensigt.

Nu var det imidlertid sådan, at udgangspunkt og startstruktur for, hvad der skete, da Hærens kamptropper kom hjem fra Afghanistan faktisk var 2004-strukturen, hvor grundpræmissen var, at der ikke eksisterede en krigsrisiko i de efterfølgende ti år, hvorfor der ikke var behov for reserveenheder, materiel til disse og uddannelse af værnepligtige til bemanding af dem.

Den ødelæggende ”perfekte storm”
Fire forhold skabte den perfekte storm efter 2010, der ramte denne struktur, da det blev klart, at Afghanistan-operationerne var under afslutning.

For det første kunne Finansministeriet i oktober 2011 endelig komme igennem med implementering af en klar ”fredsdividende”. Besparelser på 15 % blev meddelt og legitimeret af venstre-forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, og gennemført af den efterfølgende socialdemokratiske minister Nick Hækkerup. Ud over at spare penge skulle reformerne åbenbart fjerne alle de elementer, der gjorde Forsvaret irriterende anderledes end andre styrelser.

Besparelsen blev annonceret på et tidspunkt, hvor Forsvarschefen, general Knud Bartels, var på vej væk fra Danmark for at overtage stillingen som Formand for NATOs Militærkomité. Det fik de tre officerer fra 2002-03-forløbet, der stadig sad i Forsvarets nøgleposter, til at mødes for at fastlægge den “reform” af officersuddannelserne, der derefter ramte Forsvaret. Bisserup var Forsvarsstabschef og ville med Bartels formelle afgang 1. januar 2012 blive fungerende Forsvarschef. Ludvigsen var chef for Forsvarstabens Personelstab og Wang var nytiltrådt Chef for Forsvarsakademiet. Ud over den i lang tid diskuterede samling af de tre værns officersuddannelser under Forsvarsakademiet valgte de tre chefer en vej til besparelser, der både drastisk brød med dansk erfaring for grundlæggende officersuddannelse og forringede denne og endeligt afviklede den gennem årtier møjsommeligt udviklede videregående officersuddannelse, der var blevet svækket efter 2002-rekonstruktionen. De tre officers kortslutning af beslutningsforløbet betød, at den langt mere logiske besparelsesvej aldrig kom på bordet. Den ville have været en reduktion af antallet af kadetter, elever og lærere til behovet sammen med en faglig fokusering af uddannelserne. Men en sådan ville jo have forudsat faglig indsigt snarere end den lettere arrogante forkastelse af det ikke forståede eksisterende.

For det andet kulminerede New Public Management-standardiseringen derfor med annullering af Forsvarschefens myndighed og ansvar for Forsvarets aktiviteter. Måske fordi man ikke så grund til at bevare et entydigt ansvar for militære aktiviteter i det altid fredelige Europa, når Danmark så eftertrykkeligt havde brændt fingrene på først-ind ideen i Irak og Afghanistan.

Forsvarschefen blev med reformen i 2013 nu blot en officer, der meldte sig frivilligt til i nogle år at sælge det, som den nu egentlige helhedsansvarlige embedsmand, Departementschefen, bestemmer. Det var herefter ret ligegyldigt, om Forsvarschefen havde en faglig kompetence og erfaring og personlig pondus, der i den tidligere struktur ville have givet ham mulighed for med vægt at rådgive regeringen samt pligt til at give denne rådgivning.

For det tredje havde forsvarspolitikerne lært på den hårde måde, hvad det koster at ville levere mere end symbolsk tilstedeværelse ud over penge:

a) Invalider og psykisk kampskadede, det var vanskeligt at få indpasset i kommunernes socialsystemer.

b) Lokale tolke, der med livet som indsats havde hjulpet danskerne, og som man nu helst ville glemme og overlade til deres skæbne, fordi også de og deres nærmeste var muslimer.

c) Uautoriserede publikationer som i “Jægerbogssagen“, der kostede forsvarschefen stillingen. (Dette på trods af, at det var den daværende departementschef, der på trods af rådgivning fra forsvarsstabschefen Bisserup opmuntrerede ministeren til at dumme sig i Folketinget.)

d) Juridiske skandalesager, der i deres essens var en følge af, at man ikke havde villet være en besættelsesmagt, men gerne ville hjem hurtigst muligt, hvilket betød, at man måtte lade den lokale ordensmagt måtte optræde nogenlunde, som de plejede. Presse, jurister og politikere var enige om at ignorere denne realitet, fordi den både krævede klar tanke og moralsk mod at se i øjnene og forklare befolkningen. I stedet tørrede man problemet af på de udsendte officerer og hjemlige kommandochefer og deres stabsofficerer.

Som en ledende landspolitiker fra Partiet Vestre gjorde klart under anonymitet, ønskede forsvarspolitikerne på baggrund af disse tragiske, uheldige og politisk ubehagelige sager op til 2013-forliget at afslutte deres aktivistiske anvendelse af Hæren. Perioden blev nu lukket med en årlig parade og monumentet i Kastellet.

Men lad os lige se på de fire problemer a) til -d), der rystede og frustrerede politikerne. Alle var reelt fuldt ud forudseelige og ville være blevet erkendt i en systematisk professionel forhåndsanalyse med gennemspilning af mulige forløb. Analysen kunne løbende være blevet opdateret, efter at problemer blev forværret pga. udviklingen i missionsområdet eller hjemme i Danmark.

Problemerne a) og b) krævede kun professionel grundviden henholdsvis den minimale indenrigspolitiske tæft, som forventes af enhver embedsmand i Danmark i ministerier og centrale styrelser.

Problemerne c) og d) kræver derimod en kombination af militær og juridisk viden i både Forsvarsdepartement og Forsvarsstaben. I departementet, der traditionelt har været bemandet med en kombination af jurister og officerer, var den policy- og rådgivningsansvarlige topembedsmand fra 2004 til 2008 Chefen for 1. Afdeling, Bjørn Bisserup. Derefter overtog han som Chef for Forsvarsstaben et tilsvarende ansvar over for Forsvarschefen, hvilket jo også sås i “Jægerbogssagen“. Ansvaret for policyrådgivning og -planlægning i Forsvarsstaben var i perioden fra 2003 placeret i Planlægningsstaben, hvis chef som nævnt var Per Ludvigsen, der i denne forbindelse var velforberedt, da han jo havde kombineret sin militære baggrund med en juridisk embedseksamen. Fra 2005 bevarede han rollen som Forsvarsstabens ledende policyrådgiver, men nu som Chef for Koordinationsstaben.

General Ludvigsens britificeringsprojekt
For forståelse af udviklingen siden 2010 er det afgørende at fokusere på nu viceforsvarschef Per Ludvigsen og det forhold, at han i slutningen af 1980’erne ikke gennemgik den danske videregående officersuddannelse, men derimod den britiske hærs stabskursus. Det var umiddelbart før, at han parallelt med tjenesten som taktiklærer på Forsvarsakademiet gennemførte jurastudiet.

I de seneste år har han bevidst søgt at indføre den britiske model for officersuddannelse i den danske hær. I første omgang ved at afløse P83-ordningens grundlæggende officersuddannelse med rekruttering via praktisk tjeneste og demonstrerede lederevner med den nuværende, hvor en ofte irrelevant teoretisk universitetsgrad er forudsætningen.

I anden omgang, op til 2017-forliget, ved at overlade til enhederne at uddanne de unge premierløjtnanter til kaptajner ved såkaldt “sidemandsoplæring”, som er en fattig dansk erstatning for den britiske læring ved kontant gruppepres fra ældre kolleger og tvungen mentoring fra underofficerskorpset.

Kopieringen ignorerer – bevidst? i uvidenhed? – nogle helt fundamentale forskelle mellem de britiske og danske hære, som gør øvelsen til et bedste fald risikabelt eksperiment.

Den britiske hærs “regimenter” er med deres hjemmegarnisoner stadig bevidst lukkede samfund med personellet – selv familier – indkvarteret på kaserneområdet. Som det vises på diverse TV-serier, er det lukkede samfund, hvis disciplin- og retsforhold bevidst afviger fra det omgivende samfunds.

Det er der en god grund til. Den britiske hær har selv i hjemlandet opgaven at fungere som et gendarmeri og om nødvendigt strejkebrydere. Internt afspejler regimentet stadig en blanding af klasse og paternalistisk kultur, hvor den unge officer formes og uddannes fra to sider.

Det sker for det første gennem pres fra de ældre officerer i korpset af løjtnanter og kaptajner, hvor ansvaret ligger hos den ældre kaptajn, “The Adjudant“, der over for chefen er ansvarlig for at oplære den unge officer til at opføre sig som en sådan.

For det andet “uddannes” officeren i tjenestens praksis af sin delings ofte særdeles erfarne sergent, der bakkes op af den anden af regimentchefens primære hjælpere, den ofte ærefrygtindgydende dygtige “The Regimental Sergeant Major“. Den danske hær har ikke disse vilkår og roller.

For hundrede år siden havde den danske hær et fast underofficerskorps, der kunne sammenlignes med det britiske. Det blev konverteret til “officiantgruppen” i 1923-hærordningen med hjælp fra den tidligere forsvarsminister Peter Munch i et opgør med det daværende danske klassesamfund.

Officiantgruppen blev senere “Specialofficerer”, så “Officer af B-linjen” for med P83 at blive integreret i det nuværende Enhedsofficerskorps. Vi har i 1980’erne igen fået et fast befalingsmandskorps, men i modsætning til den kasernerede amerikanske hær efter Vietnam har Danmark ikke kopieret det britiske system. I rammen af de ledelses- og omgangsformer, der har præget Forsvaret og det øvrige Danmark siden 1970’erne, ville dette også være anakronistisk og uantageligt.

Indtil 1970’erne var de yngre danske officerer indkvarteret på kaserne eller i hvert fald i garnisonen, og herigennem udsat for en mildere form for det opdragende gruppepres, som er en central del af det britiske system. Tre forhold har nu totalt ændret den daværende situation.

For det første betød misundelsen blandt civile embedsmænd over bl.a. officerskorpsets adgang til billige tjeneste- og lejeboliger, at disse efterhånden blev afhændet, senest Rigensgade Kaserne.

For det andet var det i hele tiden efter 2. Verdenskrig et bevidst socialdemokratisk og fra 1973-forliget bredt politisk ønske, at officerskorpset, ja hele Hæren, skulle ud og integreres i samfundet. Man opfattede den tidligere ghetto-lignende situation som usund i et demokrati.

Endelig, for det tredje, betød den hurtige reduktion af garnisonerne sammen med det ændrede familiemønster og mindre mulighed for at flytte til tjenestestedet, at enhedernes personel i dag kommer fra et stadigt større geografisk område.

De vilkår, der lige nu fortsat eksisterer i et britisk regiment for at forme og uddanne unge officerer, forsvandt gradvis fra den danske hær igennem det 20. Århundrede, da den tilpassede sig det omkringliggende samfund under politisk vejledning og mildt pres.

Britificeringen af officersuddannelserne i disse år er fejlplaceret i tid og rum, en mærkelig anakronisme, der dækkes ind under, at der er tale om besparelser.

At der var behov for at reformere P83-ordningen, har som beskrevet været indlysende fra starten. Men besparelserne kunne være opnået uden det brud med de bedste elementer fra den danske fremgangsmåde, der nu er gennemført og forbundet med New Public Management-rammens pligt til at forholde sig positivt uvidende og ukritik til “innovationen”.

Det skal i øvrigt nævnes, at den britiske model er under direkte pres i hjemlandet, fordi Forsvarsministeriet i London nu frasælger garnisonernes kvarterer for at tjene penge.

Ledelsen fra broen
I alle de afgørende år i Irak og Afghanistan, var det de samme to officerer, Ludvigsen og Bisserup, der på Forsvarets “bro” havde ansvaret for at forudse problemer og foreslå “kaptajnen” den kurs, der skulle udstikkes. Men da det efterfølgende havari skete langsomt, blev der ikke gennemført “søforhør” eller pålagt ansvar.

Det er nemlig umoderne og i modstrid med New Public Management at pålægge eller tage fagligt ansvar som embedsmand. Det kan man jo ikke, når faglighed og den medfølgende mulige evne til at forudse virkninger af beslutninger er fravalgt som relevant for ledelse. Hvad der skete, var derfor uforudseeligt for lægmænd, herunder politikere og selv-afprofessionaliserede militære chefer. De kunne dog forstå, at man kunne undgå tilsvarende problemer i fremtiden ved at nær-nedlægge det værn, Hæren, der var skyldigt i den politiske forlegenhed.

Opgaven med at tilpasse Forsvaret efter Afghanistan påtog Bisserup og Ludvigsen sig så som de gode, proaktive embedsmænd de var: Ludvigsen nu som den projektansvarlige i rollen som den ufleksible og politisk blinde Rokos’ afløser som Chef for Hærens Operative Kommando. Her sluttede oberst Hans-Christian Mathiesen sig igen til 2003-gruppen, først som Ludvigsens stabschef og senere som chef for den nye hærstab, da Ludvigsen blev placeret i stillingen som viceforsvarschef.

Annemette Hommel-sagen og Armadillo-dokumentarfilmen satte de ikke gennemtænkte elementer i Irak- og Afghanistanoperationerne på spidsen – og viste derigennem både nogle reelle konsekvenser af “K-notatet” og dets professionelt overfladiske karakter

Det er på dette grundlag af flugt fra ti års indsættelser både logisk og naturligt, at den såkaldte ”Budgetanalyse”, besparelseskataloget op til 2017- forsvarsforliget, foreslår at fjerne den vanskeligt og dyrt opbyggede evne til at imødegå vejsidebomber.

Analysedokumentet er som alle tilsvarende dokumenter fra de sidste tre årtier udarbejdet i rammen af et civilt rationaliseringsfirma, der er helt afhængigt af Forsvarets faglige input for at vejlede resultatet. Vejledningen i dette tilfælde har været at optimere uden hensyn til andet end rene fredstidsforvaltningsbehov. Forsvarsledelsen vidste øjensynlig stadig med sikkerhed, at rigtig militær indsats, dvs. i krig, aldrig mere bliver nødvendig.

Men for Per Ludvigsen er alt dette nu uden relevans, da han efter det gode samarbejde med det afaglige konsulentfirma om at spare endnu en milliard fra Forsvarets allerede nødlidende og demotiverede dele opnåede ansættelse som seniorrådgiver i Struensee & Co ved sin pensionering. Så er han klar til at fortsætte sin virksomhed for Forsvaret eller andre offentlige myndigheder, næret af sin sikre fornemmelse af, at han har ret, og at alle andre er sentimentale og bagstræberiske middelmådigheder.

Ludvigsen følger i øvrigt med hensyn til virksomhedetisk niveau i sporene på den venstre-forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech, der i 2010-11 på vegne af den nuværende statsminister og daværende finansminister, nu forsvarsminister, lagde op til dramatiske besparelser på forsvarsbudgettet. Det var besparelser, som derefter blev gennemført af hendes socialdemokratiske efterfølgere sammen med ødelæggelsen af Forsvarets faglige enhedsledelse og officersuddannelserne. Bech lod sig kort tid efter sin ministertid ansætte som lobbyist i kommunikationsfirmaet “Advice” for at påvirke det beslutningsforløb i jagerfly anskaffelsen, hun kendte fra sin ministertid.

Militæret, der er operationsklart til evig fred
At de traumatiske problemer i Irak og Afghanistan synes at være kommet overraskende, kan kun have to forklaringer. Den ene er, at den uniformerede sagkundskab har været så fagligt uvidende, at problemerne ikke blev erkendt på forhånd. Den anden mulighed er, at den politiske forhånds- og beslutningsdialog om problemerne med sagkundskaben var så defekt, at politikerne ikke blev orienteret om problemerne, eventuelt fordi de ikke ville modtage ubehagelige informationer. Det er bl.a. derfor, en grundig kortlægning af det forløb, der førte til de alvorlige tab, egentligt fortjener at blive udført.

Alle disse problemer kan undgås i fremtiden, håber man, hvis danske styrker som i Libyen kun kaster bomber. Og når man aldrig igen skal have landstyrker på jorden, er det logisk yderligere at nedbygge Hærens evne til at bidrage til konventionel krisestyring og konfliktforebyggelse. I 2017 er det besluttet at sælge Stinger-nærluftværnssystemet til Letland. Det var en af de kapaciteter, som man endeligt fravalgte i 2009 i aldrig-mere-krig optimismen, og som har ligget på lager siden. Det var året efter, at Rusland havde invaderet Georgien, men det var langt væk, og det lille land havde jo provokeret sin store nabo.

Med dette salg vil det bliver både vanskeligere, dyrere og mere tidskrævende at genetablere det minimale selvforsvarsluftværn, som er en forudsætning for enhver indsættelse af landstyrker i et område som Baltikum, hvor der eksisterer en trussel fra fly, helikoptere og droner.

Forsvaret har i sikker forventning om, at Hærens enheder aldrig mere kommer i konventionel kamp, som rationalisering afskaffet det radiosystem, der havde en vis mulighed for at overleve på en kampplads. Erfaringer fra Østukraine viser, at det nuværende satellitbaserede signalsystem i den korte periode, det varer, indtil det slås ud, vil være livsfarligt for operatørerne. Derefter vil al forbindelse mellem enhederne i en udsendt dansk hærenhed være afbrudt.

Den politiske vilje til igen at udsende hærenheder til egentlig kamp på fjerne steder, var opbrugt i 2010, og kommer næppe igen i forudsigelige situationer. Hvis luftbombardementer som i Libyen senere skabte problemer med statsopløsning og flygtningestrømme, var det ikke vores ansvar, for hvordan kunne vi dog have forudset det? Selv flådens indsats mod pirater havde skabt problemer, hvis og når piraterne kom ombord på vore skibe.

Tiden efter hjemtagningen af kampenhederne betød, at der efter 2013 blev ro til formelt at gennemføre nedlæggelsen af den gennem 150 år opbyggede videregående professionelle officersuddannelse. Processen havde som nævnt været på vej siden Hvidt-perioden. Da der ikke ville blive krige igen, der krævede professionel viden om virkeligheden og om behov i kamp, var officerers militære faglighed overflødig. Der var ikke længere behov for folk, der kunne rådgive med ansvar, udvikle og uddanne militære styrker og lede operationer på grundlag af systematisk analyse af egne, allierede og modstandernes handlemuligheder over skibs-, fly- eller kompagniniveau. Derfor kunne videregående officersuddannelser sløjfes, forkortes og omdannes til fjernunderviste minikurser i hovedsageligt civile management- og politologteorier.

Erasmus Montanus som rollemodel
Evnen til at gennemføre systematisk analyse på grundlag af faglig indsigt var i øvrigt helt irrelevant i rammen af den civile statsvidenskabelige akkrediteringsproces, der så videnskabelighed som værende lig med kendskab til teorier og evnen til sofistikeret teoretisk eksegese. I forhold til den militære professions behov er teori-eksegese som Erasmus Montanus-optræden under artilleribeskydning. Det, som nu indlæres på Forsvarsakademiets videregående officersuddannelser, er kun lidt mere relevant for løsningen af et komplekst militært problem, end diskussionen af antallet af engle, der kunne sidde på et knappenålshoved, var for at komme i himlen.

Det blev Nils Wang, der som Chef for Forsvarsakademiet fra 2010 kom til at stå som overordnet ansvarlig for afskaffelsen af den nu overflødige konventionelle militære kunnen, men som tidligere beskrevet var udviklingen allerede på vej som følge af den ukritiske omfavnelse af New Public Management, som general Hvidt havde indledt, og som ramte Forsvarsakademiet i begyndelsen af nullerne. Som nævnt og beskrevet blev resultatet af “reformen” af den videregående officersuddannelse, at Danmark brød med al erfaring fra 150 år og skabte en substansløs uddannelse, der fjernede officerskorpsets evne til at udvikle de danske militære styrker ud fra en forståelse af, hvad de skulle kunne, som burde være professionel rådgivning og evnen til at lede militære indsættelser.

Nu forsøger Danmark at sælge sin fagundergravende “danske model“til udlandet.

Lad mig illustrere, hvad man letsindigt fravalgte ved at fjerne Forsvarschefens professionelle tyngde og ansvar i forhold til regeringens ledelse: Det bedste nyere danske eksempel på effektiv politisk-professionel dialog om et akut militært spørgsmål er forsvarschef er general Lyngs rådgivning af regeringen Poul Nyrup Rasmussen under krigen i Bosnien i 1993. Rådgivningen sikrede, at danske styrker ikke blev sendt til Srebrenica-enklaven for at beskytte denne, men til Tuzla-enklaven sammen med svenskerne, og Lyng bidrog til at FNs og civile eksperters modstand mod, at styrken fik rådighed over kampvogne, blev ignoreret. Senere, før man sendte kampvogne til støtte for styrken i Helmand-provinsen, gentog civile eksperter deres teoribaserede modstand med det argumentet, at kampvogne ville optrappe konflikten i missionsområdet. Ingen civile rådgivere er kvalificerede til at gennemføre den analyse, som militær rådgivning forudsatte, og i modsætning til Lyngs kan deres rådgivning aldrig være ansvarlig.

Som følge af general Lyngs professionelle analyse og rådgivning af regeringen, blev det ikke danske styrker, der stod her i Srebrenica, da det gik så galt i 1995

Da den perfekte storm ramte Forsvaret, blev Hæren de facto straffet for den politiske belastning og forlegenhed, den føltes at have forvoldt politikerne i de forløbne ti år. Værnets struktur blev beskåret til niveau, hvor den ikke kunne gøre noget tilsvarende ondt i fremtiden. Det blev reduceret til tre såkaldte ”battle groups”, dvs. bataljonskampgrupper, hvor hver dog reelt er en lille bataljon uden evne til at løse nogen som helst militære opgaver ud over tilstedeværelse en kort tid i et fjendefrit operationsmiljø (et såkaldt “permissive environment“). Styrkens uanvendelighed blev forstærket af de fravalg af ”kapaciteter”, som skete i forlængelse af K-notatet. Man byggede ikke styrkerne op omkring stærke bataljoner, med en alsidig kommunikationsenhed, selvstændig ildstøtte, et efterretningsled, alsidig logistik, sanitetsled, helikoptere, militærpoliti og ingeniørelementer m.m. Den styrke på mindst 2000-2500 soldater, som normalt benævnes en ”battle group”, er i Danmark omkring 960 soldater, hvis og når kampgruppen formeres ved samling af dens forskellige, spredte stumper.

De fleste af de elementer, der skulle gøre kampgruppen egnet til indsættelse, blev fra 2013 centraliseret i værnsfælles elementer, som blev reformeret for at opnå en besparelse. Det skete på bekostning dels af dyrekøbt erfaring, dels af egnetheden til at støtte og samvirke tæt med enhederne fra bataljonen, der udgjorde kampgruppens kerne. Man havde dermed skabt en hærorganisation, der hverken er meningsfuld i en konventionel forsvarssituation, som man havde besluttet ikke kom, eller i en lidt længere varende og lidt krævende interventionsoperation.

I disse år kan man anvende resthæren som en pulje af rådgivere og instruktører. Det er dog kun meningsfuldt så længe, man stadig har folk med erfaring og ekspertise fra indsatsen på Balkan, i Irak, Afghanistan og Mali. Denne ”kapital” af erfarne soldater er af naturlige årsager snart forbrugt, når de forsvinder og afløses af folk, der i den nu stavnsbundne hærrest ikke længere får relevant erfaring.

Indledningen til 2012-forligsforhandlingerne var udgivelsen Center for Militære Studiers ”En analyse af vilkår dansk forsvarspolitik – strategiske valg 2012”. Centrets analyse var en ordrig, tilforladelig, illustreret politologisk skitse uden reel faglig analyse af de scenarier, der blev løst beskrevet.

Forsvarsudvalgets seminar i september 2012
Den løse karakter af analysen betød, at Folketingets Forsvarsudvalg valgte at gennemføre et seminar i september 2012, hvor de tre værn kunne fremlægge deres syn på det fremtidige forsvarsforlig. Også Chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, var inviteret, med arrangørernes forventning om, at han ville bruge sin taletid til at kommentere de omfattende reformer af officersuddannelserne, der tegnede sig.

Dette gjorde Wang ikke, han anvendte sin taletid til at forstærke presset for nedbygning af Hæren. Han ignorerede i forlængelse af ungtyrkerprojektet ti år tidligere helt muligheden af, at forsvar og afskrækkelse nogensinde skulle blive relevant igen. Nu var det jævnfør kontreadmiralen allerede således, at bataljonskampgrupper var den største relevante hærenhed, og i fremtiden ville blot kompagnier være tilstrækkeligt. Som hvis det havde været et indlæg fra en af de civile ”eksperter”, var Wangs konstateringer ikke knyttet til klare scenarier. Han undergravede derigennem Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, hvis indlæg overfor politikerne i forvejen var svækket af generalens ringe situationsfornemmelse for at der ikke var opbakning til flere operationer som i Afghanistan. Disse modsætningsforhold og Wangs indlæg uden for sit ansvarsområde opstod på trods af, at alle indlæg angiveligt på forhånd var godkendt at forsvarschefen, Peter Bartram.

Man har ikke længere officerer, der grundigt, alsidigt og på grundlag af en kombination af erfaring og studier kan samarbejde på tværs af værnene om at gennemarbejde et militært problem og prøve mulige løsninger ved simuleringer og spil. Det forhold, at Danmark brændte sig alvorligt på Irak og Afghanistan, betyder, at den herefter næsten udslettede danske hær efter 2015 kun kan levere symbolske, Dannebrogsmarkerede småstyrker og enkeltpersoner og holde vagt ved de kongelige slotte samt hjælpe politiet.

Der var og er ingen erkendelse af, at mange af problemerne før og i Irak- og Afghanistanoperationerne, var fremkaldt af en manglende politisk-militærfaglig dialog, og af den som følge af manglende politisk interesse pinligt overfladiske opgaveanalyse på den militære side. Den ukritiske accept af en indlysende usund amerikansk plan for Irak-operationen er allerede nævnt. Med hensyn til Afghanistan erkendte man ikke, at den danske indsats i Afghanistan set i retrospekt virkede mere som en blanding af på den ene side konventionelle operationer med angreb og forsvar af terræn og på den anden side opfyldelse af produktionsnormen for patruljevirksomhed. Helmand-indsatserne blev en cyklus der gentog sig hvert halve år, og ikke et forsøg på at optræde i overensstemmelse med de gentagne gange bekræftede principper for oprørsbekæmpelse. Det var en optræden, der gjorde den danske indsats så forudseelig, at Talibanstyrkerne i stor udstrækning kunne forberede deres indsats.

Officerernes uddannelse og ansættelse efter 2013
Reformindsatsen rettet mod officersuddannelserne og officerernes ansættelsesform havde fra 2013 åbenbart tre mål:
For det første det meget naturlige mål at spare penge, hvilket var rimeligt, når forsvarsbudgettet blev drastisk reduceret.

Reelt er det dog tvivlsomt om der er sparet noget. Personellet er det samme, blot endnu ældre og spisende en endnu større andel af forsvarsbudgettet.

For det andet skulle reformerne gøre det lettest og billigst muligt at slippe af med officererne i forbindelse med fremtidige besparelser.
Det virker derimod fremragende, idet det yngste og militært set mest kapable og operativt relevante personel forlader forsvaret i stort tal.

For det tredje blev indsatsen for at nedbygge den professionelle videregående uddannelse optimeret, så officeren i dag optjener ECTS-point til et akademisk diplom med en kort og rodet modul-uddannelse, der hverken giver civilt eller militært relevante kompetencer. Den tidligere særlige militære professionsuddannelse i systematisk militær analyse på operativt og strategisk niveau, et centralt element i det nu nedlagte stabskursus, blev fjernet bl.a. fordi den ikke kunne opnå civil akademisk akkreditering, dvs. ikke forstås af amatører. Erstatningen, den overfladiske Master i Militære Studier, er et fjernundervist rodsammen i teorier, som civile universitetsansatte ”militæreksperter” og konsulenter anvender som grundlag for deres analyser og i deres aldrig ansvarstyngede rapporter og anbefalinger.

Officererne havde derudover som beskrevet allerede gennem i de foregående tyve år mistet mulighederne for at opnå praktisk erfaring med forberedelserne til generelle store konventionelle forsvarsoperationer, som man tidligere havde opnået igennem planrekognoscering, øvelser og faglige drøftelser. Et lille mindretal opnåede dog før 2014 praktisk erfaring op til kompagniniveau under indsættelserne i de små fjernkrige. Som ligeledes nævnt var den professionelle debat, der kunne have givet en andenhåndsviden om disse forhold, hensygnet og undertrykt. Endeligt var officererne efter 2013 uden mulighed for at få den værdifulde praktiske uddannelse gennem tjenesten med egne enheder i international ramme, som havde præget tiden efter Den Kolde Krig.

På vej til at lukke døren i Afghanistan for forsvarspolitikernes grimme oplevelser. Missionsuddannelse før udsendelse tidligt i 2014.

Hæren er næsten helt afviklet, og dens hjerne sygnet hen i en kombination af uvidenhed og selvtilfredshed. Selv hos de allerbedste af de yngre officerer er der ingen forståelse for, at de med reelt monopol på militær faglig viden har et medansvar for at sikre, at politikerne ikke beslutter og handler på endnu svagere grundlag end i de foregående tyve år. Men et resultat af P83-personelstrukturen er, at officerer, som de funktionærer, de er gjort til, ikke længere føler noget generelt professionelt ansvar. Ansvaret for Forsvaret formodes at ligge hos folk i højere lønrammer og med en højere grad. Hvor Forsvarets chefer får den nødvendige indsigt, viden og ansvarlighed fra, er uklart. Det meget store flertal af de over 3000 officerer gør tjeneste langt væk fra praktisk militær erfaring, og typisk i grotesk og skadeligt store stabe.

Den forsvarsbetalte civile udlandsefterretningstjeneste
Samtidig er den formelle afprofessionalisering af Forsvarets Efterretningstjeneste sket. Tjenestens hovedopgave var under Den Kolde Krig at varsle om risikoen for krig, for angreb på Danmark samt for at følge udviklingen af de militære styrker i det vestlige Sovjetunionen, Polen og DDR. Dette blev i løbet af 1990’erne hurtigt irrelevant, og fokus blev snart truslen mod de udsendte danske styrker i eksisterende og mulige operationsområder. Efter 2000 måtte der opbygges en ekspertise, der kunne dække indsatsen i Mellemøsten, Centralasien og Afrika. Den stærke militære bemanding, FE tidligere havde til at analysere truslen og varsle, ansås for irrelevant, og tjenesten blev derefter præget af dens civile akademiske analytikere. Tidligere havde tjenestens civile analysekomponent primært haft til opgave at støtte den militære varsling gennem analyse af den politisk-økonomiske udvikling i Sovjetunionen. I 2010 skete det formelle skift, da tjenesten for første gang fik en civil akademiker, en tidligere diplomat, som chef i stedet for en officer. Senere skiftede fokus snart yderligere væk fra militære forhold til efterretningsvirksomhed i udlandet for at forebygge terror i Danmark samt imødegå cybertruslen mod landet suppleret af politologiske godkøbsbetragtninger om fremtiden.

Selv om man skulle beslutte at genopbygge en militær analyse og varslingskapacitet er dette ikke muligt, for der ikke længere er danske officerer med en baggrund og erfaring, der gør dem i stand til at gennemføre en strategisk analyse af f.eks. situationen i Østersøområdet. Det militære personel, der er efterladt, er typisk tekniske specialister af fra seniorsergent- til majorgrad med en dyb ekspertise på et snævert område.

Men de bredere stabsuddannede analytikere savnes, og ingen kan indplacere udviklingen på hvert af specialfelterne i en bredere militær sammenhæng – taktisk, operativ, strategisk og ikke mindst geostrategisk – ud fra både en generel militær praktisk erfaring, militæranalytisk rutine og vedkommende analyseelements langvarige observation af russisk militær historie, tænkning og kultur. For at bedømme russisk potentiale, tilbøjelighed og risikovillighed må denne analyse – som tidligere i tjenesten – kobles sammen med analysen af den politiske og økonomiske udvikling, men den kan ikke som nu undværes.

Men hvis analysen ledes eller gennemføres af rent statskundskabsuddannede, hvis uddannelse og fantasi ikke rækker til at forestille sig, at fremtiden også kan indeholde andet end “Nye krige”, og som derfor afviser relevansen af også at gennemføre en operativ og geostrategisk analyse, så diskvalificerer man sig til at forstå bl.a. Rusland. En sådan optræden svarer til, at en billist for ikke at blive forvirret af ting, han ikke forstår, vælger at køre med briller, der giver både tunnelsyn og farveblindhed.

Som man kan læse ud af tjenestens besværgende, men uargumenterede offentlige Risikovurdering fra 2016, synes stringent strategisk analyse af Danmarks strategiske situation ikke længere mulig.

Den ovenfor beskrevne afvikling af officerers kombination af grundlæggende uddannelse, relevant praktisk tjeneste og videregående analytisk uddannelse fokuseret på faktiske militære handlemuligheder gør, at det vil tage tid for Efterretningstjenesten at genskabe evnen til realistisk forståelse den regionale militære situations ”balance” og dennes konsekvenser. Dette selv om det usandsynlige skulle ske, at man igen finder og placerer en egnet officer som tjenestens chef.

Forsvaret uden en egentlig militær rolle
Virkningerne af bl.a. de nu gamle ”ungtyrkers” virksomhed og deres fortsatte rolle er, at Danmark hverken kan eller vil bidrage til Østersøområdets sikkerhed. Vi er efter deres opfattelse så små, at vi ikke kan eller vil bidrage, dette på trods af den reelle kombination af befolkning og økonomisk styrke giver landet et militært potentiale som Finland og Norge og langt større end de baltiske landes.

The comic image of the ostrich that hiding its head

På trods af, at Danmark under Den Kolde Krig i meget høj grad nød godt af allieredes hjælp, er vi ikke parat til at give meningsfuld hjælp til de nu udsatte baltiske stater. Med deres sikre viden om fremtiden besluttede disse officerer, at militær professionalisme over arbejdslederniveau var irrelevant. Nu kan hverken de eller andre gennemføre en simpel analyse af behovet.

Vi kan nu blot håbe på miraklet, at tidens negative udvikling vender, så den umiddelbart mest tydelige trussel blot er på IT-sikkerhedsområdet. Hvis ikke, er det desværre nok nødvendigt at søge robust faglighed fra udlandet igen, som man gjorde midt i 1950’erne, da det nye danske flyvevåben opgav selv at skabe en brugbar organisation. Ophobningen af organisatoriske og aktivitetsmæssige tåbeligheder og tomt resurseforbrug gør dog, at den militære re-fokusering vil blive oplevet som ekstrem smertefuld og urimelig, herunder ikke mindst fordi det militære personel efter 35 år på vej den modsatte vej igen skal tilpasses den militære professions vilkår, og ikke længere omvendt.

1940 og 1945 i forhold til nu

Dengang Hæren var både større og mere professionelt motiveret end nu: Element af Beredskabsstyrken i Sønderjylland den 9. april 1940 og ankomsten 5. maj 1945 af brigaden, kernen i den nye danske hær, til Helsingør Havn.

Man havde dengang en veluddannet og i forhold til nu fuldt rådig beredskabsstyrke med veluddannede og stærkt nationalt og professionelt motiverede, veluddannede officerer, hvor mange chefer dog – som nu – var for gamle og manglede mental og fysisk forberedelse til at føre enheder i kamp (som tyskerne konstaterede om den danske hær både under 1. og 2. Verdenskrig). Krigsstyrken var langt fra tilstrækkeligt, men udrustningen var efter de forbedringer fra efteråret 1938 på niveau med eller over gennemsnittet i den tyske hær, der jo var domineret af fodmarcherende og hestetrukne enheder.

Selv den langt mere kritiske situation fem år senere, den 5. maj 1945, hvor hæren havde været opløst i 21 ½ måned, var bedre end den nuværende. Det skyldtes først og fremmest den stærkt motiverede, bredt kampuddannende, stærke og afbalancerede brigade, der landede i Helsingør og sluttede sig til Modstandsbevægelsen og dennes ventegrupper. Sammenlignet med Den Danske Brigade i Sverige er den nuværende danske hær en svag og løs struktur, hvor kun antallet af officerer er markant.

Lidt om ærlighed
Jeg vil afslutte med at provokere mine forsvarsvenlige læsere ved at rose den radikale leder, Danmarks indenrigs-, forsvars- og udenrigsminister Peter Munch. I hele perioden fra foråret 1905 indtil Besættelsen gjorde han klart for alle, der kunne læse indenad og ville acceptere det mærkelige budskab, at han betragtede en anvendelse af den danske hær i en forsvarskamp mod en invasion som en national ulykke. Det var en ulykke, som han ville gøre alt, som han havde i sin magt for at undgå. Det kunne man være uenig i, men man kunne ikke anklage Munch for at skjule noget væsentligt. Som forsvarsminister og senere fra positionen som udenrigsminister arbejdede Munch fra 1913 til 1940 for at nedbygge værnenes styrke og beredskab, så de ikke kunne skade Danmark ved at kæmpe.

En sådan konsistens og åbenhed findes ikke mere …

…. bortset i det parti, hvor Munch for godt 112 år siden definerede den forsvarspolitiske linje. Her markerer partilederen Morten Østergaard i dette 2017-efterår, at man stadigvæk er fast i troen på, at dansk militær i hvert fald ikke skal bidrage til forsvarskamp for Danmark eller allierede.

Militæret må kun have en rolle i vores indsats langt væk mod nød og uret. Når nu flertallet af politikerne, ja selv Forsvarsledelsen, endeligt har erkendt det, som De Radikale hele tiden har sagt, nemlig at dansk militær indsats kun skal være symbolsk, er det da bedre at anvende pengene i “Freds- og Stabiliseringsfonden” end på krudt og kugler. Det er så indlysende rigtigt, at man måske kan hente vælgere tilbage fra “Alternativet“.

Nu har vore 2003-ungtyrkere sammen med Finansministeriets standardiseringsfundamentalister diskret, men efter 2013 bevidst, nedbragt Hæren til et så lavt niveau, at værnets størrelse, sammensætning og professionalisme helt forhindrer det i at løse meningsfulde militære opgaver eller danne basis for en genopbygning.

Nu er Hærens situation – uanset sammenligningsgrundlag – kritisk ringe, og vores formelt ansvarlige chefer taler situationen op med management “New-speak“, der opfattes som en grov fornærmelse for de prøvede folk i de resterende enheder. Hvis der er mangler og disse forværres som følge af den ufinansierede F-35-anskaffelse, opfattes dette åbenbart ret ligegyldigt militært set, for der er jo ikke nogen trusler mod Danmark, uanset hvad andre lande og pensionerede koldkrigere som Clemmesen påstår. Og skulle koldkrigeren alligevel have ret, kan og skal vennerne i NATO nok klare det ganske let uden den danske hærs hjælp.

Det bliver de også nødt til.

Både befolkningen og de politikere, der ikke har forstået det endnu, har som vores allierede fortjent at få at vide, at alliancesolidaritet over for frontlinjestater, der har behov for mere hjælp end den nuværende symbolske tilstedeværelse i en turnustjeneste med andre landes bidrag, ikke skal henvende sig til Danmark.

Vi koncentrerer os stadig om så billigt som muligt, pinligt tryglende at deltage i skønhedskonkurrencen foran Det Hvide Hus, for vi ville få alvorlige abstinenssymptomer, hvis vi forsøger andet. At opfatte Rusland som et problem, ja selv at sikre Bornholm, ville også kunne forstyrre Danmarks Arktis-stormagtsdrøm.

Hårdt presset af NATO er Forsvarets politiske og uniformerede ledelse nu blevet tvunget til at anbefale, at man skaber en “brigade” på 4.000, der også skal kunne indsættes i Baltikum. Da det sker ved at samle de tre kampgrupper og tilsætte resten af den resterende hær, er det en næsten substansløs beslutning.

Selv lille Estland og det indeklemte Litauen erkender det enormt udækkede forsvarsbehov ved den over 1000 km udstrakte truede landgrænse, de lange udsatte kyststrækninger på fastlandet og de estiske øer samt de kupsårbare hovedstæder og har erkendt, at behovet kræver etablering af reserveenheder, i begge disse lande både af uddannede værnepligtige og af frivillige hjemmeværnsfolk, i Letland kun af frivillige.

Ingen andre europæiske NATO-medlemmer kan uden genskabelse af kvantitet og udholdenhed ved reserveenheder bidrage så troværdigt sikring af alliancens østgrænse, at forsvarsevnen har afskrækkende evne snarere end at invitere til kupangreb pga. svaghed. Det skitserede kommende danske brigade signalerer med sin sammensætning, at den på en god dag kan forsvare et rum ved en grænse på op til 20 kilometer i maksimalt 24 timer.

I den militære virkeligheds verden kan de 4.000 ikke uden videre indsættes i et truet område. Bag “brigaden” må der skabes en logistisk, sanitets- og anden hjælpestyrke på anslået mindst et par tusinde soldater, der både skulle støtte brigaden fra dennes umiddelbare bagland og fra det valgte baseområde ved en egnet havn. Som de juridiske specialister nok denne gang vil huske at understrege, skal vi også forberede egen håndtering af mulige krigsfanger. En “brigade” på 4.000 eksisterer kun på paradepladsen og rapporteringsskemaet, ikke i den militære virkelighed.

Det valgte “center of gravity” for dansk Forsvar, der dog i Påsken anvendes til andre aktiviteter.
Normalt vil det ikke være et problem at få plads til hele den nuværende danske hærs mandskab, hvis de stadig kan opstille i kolonner

Hvis vore professionelle lederes var så ærlige som Peter Munch, havde de klart meddelt, at deres læsning af fremtidens behov og den ”kolde tyrker” i Irak og Afghanistan sammen med den problemløse oplevelse af Libyen havde fået dem til at nedlægge Hæren, anvende resterne til hjælpepoliti, afskaffe den militære profession over arbejdslederniveau samt afspist identitetssøgende officerer med et substanstomt uddannelsesdiplom for at minimere eventuelle negative reaktioner. Så kunne de interesserede borgere og udlandet forholde sig til denne virkelighed.

Samlingen af de resterende rester af Hæren i en “brigade” imponerer ingen andre end nogle af vores civile” militæreksperter” og måske et par af deres udenlandske amatørvenner.

Soldater foran synagogen og ved grænsen

Så fandt politikerne og Forsvarsledelsen endelig en opgave til Hæren, som helt lå inden for begrænsningen af deres forsvarspolitiske DNAs rammer efter Afghanistanforskrækkelsen.

Da man ikke ved bedre eller er ligeglade, behandler man hærenheder som puljer af soldater, ikke enheder, hvis værdi afhænger af konstant krævende, praktisk øvelsesvirksomhed. Den virksomhed, der sikrer samarbejdsevne og kompenserer for en personelrotation, der altid undergraver effektiviteten af kontraktbemandede militære enheder i fredstid.

Behovet opstod, fordi samme politikere sammen med de lyse hoveder i ministerierne og innovatorerne i Politiledelsen nu i en årrække har “reformeret”, bureaukratiseret og demotiveret politiet.

For at holde kontrol over budgettet blev det normale ordens- og kriminalpolitiarbejde reguleret som målbar produktion af tilstedeværelse, opklaring, trafikbøder, m.m.

Men så kom ekstraordinære og stærkt personalekrævende opgaver som bevogtning mod terror, symbolsk tilstedeværelse ved grænserne samt bandekrigen, som var og er en åben udfordring af staten og dens magtmonopol.

Det logiske og hensigtsmæssige ville være at konstatere nødsituationen og stille markant flere resurser til rådighed ved ekstraordinære bevillinger, der kunne gøre det muligt i størst mulig udstrækning at minimere undergravningen af politiets normale opgaveløsning. Det ville nødvendiggøre, at det ekstraordinære overarbejde dels ikke skulle kunne afspadseres, dels blev honoreret med markant bedre satser end normalt, eventuel ved skattefrihed.

Dette ville kræve at både politikerne og Finansministeriet kunne tænke uden for boksen samt måske undersøgte, hvorledes staten tidligere havde finansieret ekstraordinære aktiviteter. Men det var utænkeligt i et system, hvor selv Hærens ekstraudgifter i Afghanistankrigen blev søgt holdt inden for normalbudgettet.

Virkningen af tåbelighederne og den manglende fantasi blev, at politiet fik undergravet mulighederne for at løse deres normale opgaver, blev udsat for kritik for dette, og derefter oplevede, at politikerne og en politiledelse, der konkurrerede med Forsvarsledelsen i distancen fra realiteterne, i panik kastede klumper af penge efter seneste problem. Ikke overraskende får et stigende antal politifolk nok og forlader korpset.

At søge midlertidig hjælp fra Forsvaret, medens man finder en endelig løsning, er nok forståeligt, men ikke, at man her yderligere undergraver restkvaliteten i Hærens små og få kampenheder.

Både mine bekendte blandt pensionerede officer og nutidens tjenstgørende kolleger gentager, at ansvaret for udviklingen mod sammenbrud er politikernes. Det må jeg anfægte efter snart fyrre års erfaring med rådgivning og samspil med politikere, i Danmark primært i begyndelsen og slutningen af 1980’erne.

Min dominerende erfaring er, at næsten alle, selv forsvars- og NATO-kritiske landspolitikere, var åbne for gode, saglige argumenter. Man skulle kun som udgangspunkt satte sig ind i deres situation og sikre, at de ikke offentligt tabte ansigt pga. manglende viden.

Hvis man tog dette snusfornuftige hensyn, var langt de fleste parat til at lytte til argumenter, som lå uden for deres verden, og at lære. Det er jo sådan, at demokratiet fungerer eller i hvert fald fungerede, indtil New Public Management undergravede sund fornufts rolle.

Politikernes centrale – meget menneskelige – svaghed har været, at de ikke bevidst har søgt at vælge personer til Forsvarets øverste stillinger, der var indlysende fagligt kompetente, dvs. officerer, der jævnligt kom med rådgivning fra udenfor den kendte og bekvemmelige politiske og bureaukratiske “kasse”.

Det, som skete under Hvidt og i K-notatets sammenhæng, var, at den institutionelle rådgivning nok byggede på en proaktiv erkendelse af de politiske ønsker, men ikke havde et fundament i professionel dybdeforståelse og erfaring. En sådan blev øjensynlig betragtet som irrelevant eller karrieremæssig inopportun.

Derfor ligger hovedskylden hos officerskorpset, der bl.a. tillod og støttede at civile embedsmænd og her teoretiske amatører som Vedby Rasmussen uden forsøg på effektivt fagligt modspil dominerede forløbet: De første med forvaltningsmæssig standardiserings- og centraliserings New Speak, de teoretiske amatører med tom teoretisk varm luft. Officererne havde – i hvert fald i teorien – et fagligt vidensmonopol, som de i opportunisme eller sløvhed ikke udnyttede.

Politikerne har skyld og ansvar, men ikke, når de ikke energisk er forsøgt rådgivet fagligt.

Jeg har personligt været skyld i godtroenhed. Som det kan ses på hjemmesiden og bloggen, har mange tidligere indlæg analyseret og kritiseret centrale elementer af udviklingen. Men jeg har indtil arbejdet med denne artikel naivt troet, at de ansvarlige øverste chefer nok på et tidspunkt ville bryde med selvinteresse samt arrogant og gold udnyttelse og fastholdelse af deres magt.

De måtte da vågne op efter foråret 2014 ligesom det skete i landene omkring os!

Jeg håbede naivt, at vores generals-admiralstroika ville tænke på deres renommé blandt deres kolleger i eftertiden og handle derefter. Men det skete ikke og sker slet ikke med det forslag og i den proces med forsvarspolitikerne, der kendetegner arbejdet med det nye 2018-2023-forsvarsforlig.

Efter det gik galt for 80 år siden, gav befolkningen politikerne skylden for ulykkerne, da det var ubekvemt at erindre, hvem der havde valgt dem.

Hvis det skulle gå galt igen i de kommende år, kan man med rette koncentrere sig om de embedsmænd i civil og uniformer, der rådgav politikerne. De er jo ikke valgt … af andre end de ledende civile embedsmænd, der søgte at forskåne politikerne for at møde militære, der kunne repræsentere deres profession.

Med ødelæggelsen af de videregående officersuddannelser vil denne idiotiske situation vare indtil en ny national katastrofe, der, hvis den ender godt, får Danmark til at begynde igen, hvor vi startede i 1866 med at opbygge en moderne officersuddannelse. Så vil man med rette huske Bisserups, Ludvigsens og Wangs indsats.

On ways to man an army… or what the Danish CHOD resists learning and Mikkel Vedby Rasmussen will always be too shallow to grasp

The comment is based on personal experience, observations and reading through more than half a century. The personal experience is from the Danish “Home Guard” and army from 1962 to 1994.

It will not address political-ideological issues such as whether conscription is a disgusting interference into the freedom of man, a good way to discipline and harden the youth or just natural “national service”.


I am not surprised that theoretical academics such as Professor Mikkel Vedby Rasmussen, who periodically wears the “emperor’s new military expert’s garb“, rejects conscription as obsolete irrespective of personal and historical experience and context. I am only ashamed that my professional colleagues and the media let him get away with the arrogance, as the point of view is not and cannot be based on critical use of experience.

Likewise I am not surprised when I hear that the leader of the contract soldiers’ union lobby against conscription using superficial and partly faulty arguments. I am just unhappy if it means that Denmark will get a less balanced military than would otherwise be possible.

But I am both embarrassed and depressed when I hear from the politicians now involved in the negotiations about our Denmark’s future military defence that the Chief of Defence, General Bjørn Bisserup, reacts to any idea of a partial return to the pragmatic mixed manning system that includes some conscription based reserve elements with blind dogmatism and an inability to argue on the basis of mission context and experience.


In Norway, the use of conscripts has finally become truly “universal” as the future Swedish version.

Four paths to force manning will be discussed in the vain hope of enlightening our CHOD and others with influence.

Firstly manning by contract employment and the creation of any reserves through service contracts with ex-contract soldiers.

The option is often misnamed “professional”. Misnamed because the term imply a life or career long commitment to the knowledge, practice and ethics of a focused expert group.

Most private contract soldiers do not even commit themselves or stay long enough to learn a specialist soldier’s craft such as an all-round, expert tank soldier or infantry soldier capable of doing all jobs in an infantry section/squad. Either will take 3 to 4 years with varied practical peace-time activities or more than one half-year tour on the job in a demanding mission area.

Secondly manning by conscription to create reserve forces for mobilisation. However with intensive basic training beyond six months possibly also to create units with specialised combat readiness.

Thirdly manning by a mix of the conscription and contract employment, possibly both in the standing force and for the manning of reserve units.

Fourthly manning of reserves by civilian volunteers (named National Guard, Territorials and Home Guard to highlight the local main mission), motivated by a combination of nationalism and “hobbyism”, herafter named the “Volunteer Forces”.

Each option will be discussed to identify the strengths and problems, and the end of piece will outline the connections of the option to the situation of the state.

1. Contract soldiers
The option creates a pool of armed state employees with the costs depending on market conditions and the chosen requirements for general and special skills. It does form a good framework for selecting and developing NCOs. The gradually accumulated pool of competencies will give flexibility in use of individuals and small elements in both domestic security and various international missions; however my Danish experience is that unit culture is far too hampered by a “trade union” attitude to demanding service, military discipline and risks, to make the force effective. This is natural as the situation mirrors the civilian society around the soldiers where most soldiers live with their families. In other armies that are kept more separate from their society in military accommodation.

Danish Army contract soldiers

However even for a Danish unit deployed to a mission area there seems to exist the risk known from other contract manned armies of combat units being infected by political extremism and macho culture. No matter which army, this can only be countered by visible and direct leadership and a formal and enforced military discipline.

If the force is intensively and broadly exercised and employed, it will create a framework for the professional education, training and personal development of its officers. However, the presently often limited force size and thus very few leadership positions means that only a small fraction of the officer corps will benefit, and the remainder will soon relapse into being uniformed administrators, not updated in their profession.

In my experience and from my observations the main problems related to a small state contract soldier army are the following: Where the individual soldiers may have gained a significant routine through various service, the subunits only have a relatively low level of combat readiness. They need 4-6 weeks of intensive and focused preparatory training before any deployment.

The reasons are that

1) the rotation between positions is high (and filling of positions now hampered and delayed by centralised “HR” management),

2) the subunits (companies) are not kept fully manned due to absence for various reasons such as professional and civilian courses and lack of funds to maintain full manning and

3) due to the Danish working hours limited employment and missing funds for overtime payment, soldiers are absent for compensation leave.

Before any deployment the company will have to be developed from something resembling a partly structured ad hoc pool of soldiers to one with fully developed unit cohesion and teams or crews of cooperating soldiers fully trained in their functions.

A second damaging problem for a small state army of contract soldiers is that there will never be funds for a complete and fully deployable combat service support (logistic) organisation and rarely for a sufficient combat support (fire support and engineer) structure that will give a resilience in a mission and make the contract force capable of more than symbolic action.

Thus the small state contract manned army is actually a “Potemkin Village“, unfortunately with too many of its officers in denial of this fact due to loss of professional eyesight or moral courage.

2. The conscripts
The first advantage of the conscript-mobilisation army is the high production of units for a given sum of money.

Another advantage is the focused training sequence from general individual soldier development over small unit and individual soldier specialist training to the creation of cohesive functional units – for immediate employment or for the reserve.

That the training activity is directed at the production of subunits rather than individual soldiers means that if the unit is kept together in the reserve and receive regular refresher training under its war time cadre and if that cadre is constantly monitored and tested to weed out incompentents, the unit can be employed quickly and be combat ready right after mobilisation for the mission it has been trained for.

A third advantage is that conscription gives direct access to the civilian society and its specialists such as doctors, nurses, engineers, mechanics, and various craftsmen. That makes it feasible for even a small state to balance the army’s combat elements with a full and resilient logistic organisation that is linked directly to the similar civilian functions.

The access to the most capable civilian human resources also means that the regular officer corps can be reduced to the number necessary to command and administer the peace-time army as it can develop a robust reserve officer corps of capable and highly motivated civilians and add them and whatever competencies they have developed to the war time officer corps.

Finnish conscript military policemen during training

However, the drawbacks of the pure conscript system can be significant. Its continued acceptance by the voters/taxpayers depends on the conscripts being given a positive and meaningful impression of their basic training. The conscripts must be inspired by dynamic and highly competent NCO-instructors and officers, who end up being seen as role models. The equipment they are trained on must be updated and relevant, and the intensity of the training sequence must be balanced both to avoid the impression of wasting time or accelerating too quickly. Thus the demands on the officers and NCO-instructors are very high.

At the same time repeated work as instructors for a several conscript classes will undermine the development of cadre professionalism because they never get beyond the basic level where they learn themselves by being tested and learning the humility required for successful tactical leadership. This is especially the case in the present short up to 6 months basic conscription training that ends before any realistic subunit and higher exercises that can give and test the cadre’s ability to lead in the field.

Due to the short basic training, the quality of the conscript system depends on reserve unit refresher training. Then the conscripts are older and likely to be even more critical and intolerant of any leadership folly and waste of time. Unfortunately the extended and demanding field manoeuvres where the mature conscripts could exercise together with their cadre became very rare in the Danish Army after the mid-1960s.

These older conscripts are likely to be especially critical of any officer or NCO who ignores that they are now mature persons that cannot be treated and motivated as they were in basic training. This means that they will look for the professional leadership qualities that are likely to be lost in cadres mainly employed as basic training administrators and instructors, leaderships that asks for and employ what the conscripts have learnt from live and work.

A final potential problem for this manning option is that it may be considered politically unacceptable that general conscription also means giving military training and expertise to groups of young people of potentially limited loyalty to the state. One such special case was the British decision not to introduce conscription to Ireland in 1916. Others, such as Estonia, has deliberately used the conscript service to strengthen the ties to the state of citizens of other ethnic and language background.

3. The mix
The mix of a conscription and a contract employed serving and reserve personnel was used and developed in various forms in the Danish Army from the 1950s until 2004. It was developed pragmatically with changing demands and gained experience, with the zenit reached at the end for the Cold War with the period’s framework of intensive unit and formation exercises. The motives were to get most for the money and to increase unit combat readiness.

The first steps were taken when reduction of the conscript service period undermined a rational conscript manning of tank crews and other demanding functions with drafted personnel. Later contract soldiers were used as armoured personnel carrier drivers for otherwise conscript manned armoured infantry companies to enhance training efficiency by making the drivers available from the moment three months into the training where the armoured infantry training started.

The first contract service soldiers of the Danish Army manned the Centurion tank squadrons. Here one of these squadrons at the parade in 1991 marking mothballing of the remaining Centurions. I commanded the sister squadron in 1984-86. In the Centurion Tank squadron in Vordingborg 30 kms to the south, one of the troop leaders was the young first lieutenant Bjørn Bisserup.

To keep key reserve officers updated and available during reserve unit refresher training, they were given “standing” reserve contracts committing them to serving some weeks every year. From the late 1980s such reserve contracts were given to NCOs and privates with key roles in supporting unit commanders and their staff, such as the core command teams. In this way it became more realistic to maintain reserve element and unit combat readiness at the very high level required by the Alliance. It also made it possible for logistics and other support unit command cadre and staff to participate in co-operation exercises with the brigades, the Jutland Division and the two regional army corps.

The mixed manning system also made it possible to rotate officers and NCOs away from repetitive service such as instructor at conscript basic training. Thereby this pragmatically developed system reduced the limitations of the conscript system at a very limited cost.

4. Volunteer soldiers
This manning option does not really compete with the other possibilities during peace-time. Then it just supplements the other options by harnessing the various attitudes and interests of the citizens at a very low cost.

The voluntary part-time soldiers join with very different backgrounds and willingness to commit their time and resources. The majority cannot be expected to reach a training level beyond participation in simple rear area guard duties unless they have a background as former contract soldiers or the earlier full conscript service.

Danish Homeguard volunteers during the Cold War

At the other end of the spectrum the system may see volunteers committing themselves to seek and achieve the expertise and training levels of special operations forces or to seek relevant formal qualification (in the Danish Naval Home Guard e.g. as captain of a search and rescue vessel).

If regular mobilisation unit standards are applied in the fields of physical and age requirements, cadre education and quality, equipment norms as well as formal military discipline, volunteer manned units can be trained and prepared for high intensity conventional warfare. This took place with the British Territorial Army units and the U.S. Army National Guard in both world wars and British Territorial Army battalions were planned deployed to Germany for rear area tasks during the Cold War.

Soldiers from the 30 U.S. Infantry Division during the Second World War. It was formed from volunteer Army National Guard units and was judged to be the best American regular infantry formation involved in the fighting in Western Europe 1944-45.

However, converting the Homeguard/National Guard to a competent and disciplined combat force is extremely hard to achieve if the people or its volunteers either see the organisation as a modern version of “Dad’s Army” or a nationalist party militia.

If not selected, trained, officered and disciplined for a regular conventional combat role, the volunteer force can only be employed in rear area guard and police support duties as Dad’s Army

Through the volunteer manning option, the forces can get access to civilian expertise otherwise only reachable through conscription. One problem with the option is that the organisation has to be even more alert to the risk of the development of clusters of political extremist and macho culture than is the case in the easier disciplined regular contract manned units.

The national situation and the choice
With Finland’s 1918-45 history, long border with Russia and large geographical area well suited for light forces fighting with strong artillery support and operating under the constrains of the 1947 Paris Peace Treaty, her choice of manning option was obvious: Full use of the maximum peace-time strength to create the largest possible post-mobilisation army supplemented by the paramilitary border guard under the Interior Ministry.

The Finnish Army combat doctrine was built on massive use of artillery fires in support of the infantry. Old pieces had to remain in service with the reserve units to achieve this. Here a 150 mm howitzer from 1940 during a 1987 exercise in Lapland.

That meant a short training-focused conscription period and combat readiness plus deterrence built on the ability to mobilise quickly combined with the Finnish reputation for fighting well in spite of odds.

As logical as the Finnish choice was both the British return to conscription as “National Service” in 1939 that mirrored the expectations of another continental war and the learning from 1916 to 1920 and the return to a contract soldiers army in 1920 and again in 1960 as the main mission in 1920 returned to stabilisation of the Empire and in 1960, when the step could be justified by the expected decisive role of nuclear weapons.

Denmark’s post-Second World War way was as logical. As the equipment was donated by allies and the NATO emphasis was on the largest possible forces in high readiness, the choice soon became an army created through 16 months conscription service with the last 12 months in readiness. As conscript unhappiness with the long boring months of readiness forces grew, and as money had to be found to replace the donated equipment, the army was reduced and ended with the mixed system described above and with the mission to stop the first Warsaw Treaty Organisation attack wave giving time and space for the arrival of reinforcements and crisis management to stop the war before nuclear holocaust happened.

The British 1920 logic can be seen as mirrored by the decisions of Europeans after 2001, when the history not only had ended dramatically on 9-11, but the threat had been replaced by something not easily countered by territorial defence forces.

However, as the U.S. Army knows from its overseas commitments: Every time a conventional war becomes extended, some type of conscription must be introduced to sustain the engaged forces. It the situation in Korea spins out of control and fighting starts, this will be clear again.


At politikere er generalister og derfor faglige amatører er en af de rimelige og væsentlige grundlæggende sunde vilkår i et demokrati.

Men når to så rutinerede politikere som den danske statsminister og forsvarsminister præsenterer og forsvarer et forslag, der som det forsvarsforligsudspil, de fremlagde den 11. oktober, er fyldt af spin, fejlopfattelser samt halve sandheder og har væsentlige huller, er der noget galt.

Det er klart ved læsning og analyse af piecen, at problemerne ligger i embedsmændenes udarbejdelse af forslaget og i forberedelsen af specielt forsvarsministeren til de efterfølgende interviews. Problemet bliver ikke mindre af, at man har en klar fornemmelse af, at selv de uniformerede rådgivere ikke vidste bedre.

Forsvarsministeren slap kun nogenlunde sikkert igennem de efterfølgende interviews, dette fordi journalistkorpset på Christiansborg aldrig kunne finde på at nedlade sig til at søge indsigt i andre områder end forholdet internt i og mellem partierne, lidt makroøkonomi samt holdningspolitiske emner.

Da de af deres kolleger, der for tiden er ansat som rådgivere og kommunikationsrådgivere, har samme lave videns- og forståelsesniveau, bliver samspillet mellem politikerne og vælgernes kontrollører fra medierne et tomt, ukritisk og overfladisk spilfægteri.

Denne OBS-blogartikel skal dels bidrage med lidt supplerende oplysninger om nogle af de forhold, der kom frem under præsentationen og de efterfølgende interviews, dels berøre helt centrale emner, som glimrede ved deres fravær.

Fregatternes udrustning og bevæbning
Fregatterne vil blive udrustet med moderne områdeluftforsvarsmissiler, opgraderede radarer samt moderne muligheder for ubådsjagt.

Dette er helt fint og logisk, idet det betyder, at investeringen i bygningen af de nu vellykkede og velfungerende største danske krigsskibe i vores marinehistorie bliver meningsfuld.

Det vil gøre fregatterne anvendelige til at indgå i bl.a. amerikanske hangarskibsgrupper på de store have, og anti-ubådskapaciteten kan også blive relevant i isfrie farvande i omkring Grønland under suverænitetshævdelse og krisetilstedeværelse her.

Fregatterne hører hjemme dér, ikke øst for Bornholm, hvor de ved en eventuel krigsstart ikke vil komme til skud, før de bliver sænket. Det skyldes dels, at NATO ikke vil skyde først og for det andet, at vore skibe som resten af NATOs krigsskibe ikke har effektive selvforsvarsvåben mod de langtrækkende, supersoniske sømålsmissiler, som russerne kan flytte rundt i Kaliningrad.

Heller ikke fregatternes nye anti-ubådsvåben er specielt relevante i Østersøen, dels fordi russerne endnu ikke har prioriteret at opbygge deres ubådsstyrke her, dels fordi fregatterne ikke kan operere i det farvand, før de langtrækkende våben i Kaliningrad er sat ud af kraft. Dette kan i øvrigt lettest og mest rationalt kan ske med langtrækkende feltartilleri fra Litauen og Polen, der med droner finder og følger de russiske kystmissilbatterier. Denne svaghed ved russernes situation i Oblasten kommer jeg senere tilbage til.

Det er en gammel nyhed, som russerne allerede klart har taget afstand fra, at fregatternes opgraderede radarer skal kunne bidrage til NATOs forsvar mod ballistiske missiler. Der er dog ikke tale om truslen fra russiske ballistiske missiler, men først og fremmest iranske, som kun vil udgøre et alvorligt sikkerhedspolitisk problem, hvis de udrustes med kernevåben, og det vil først blive aktuelt, hvis Trump, som det nu desværre tyder på, bryder med den internationale aftale med landet.

Nu hører man under diskussionen om bevæbningen af fregatterne med et moderne områdeluftforsvarsmissilsystem, at dette begrundes med, at man så kan skyde Rusland ballistiske Iskandermissiler fra oblasten ned.

Om det er muligt, er for det første i meget høj grad tvivlsomt, for det andet er det totalt irrelevant, hvis det skulle være realistisk.

Der er hidtil kun et missilforsvarssystem i verden, der har haft rimeligt gode resultater med nedskydning af missiler. Det er Israels højtudviklede forsvarssystem mod Hizbollahs og Hamas’ langtrækkende raketter fra Libanon og Gaza. Truslen her er kun simple raketter af forskellige størrelser, der følger en ren ballistisk bane. De støttes ikke som russiske våben af modmidler.

Selv USA har ikke haft tilsvarende succes under deres forsøg med anti-missilvåben, og selvom det rent faktisk skulle blive muligt at anvende fregatternes luftværnsvåben mod Iskandermissilerne fra Kaliningrad, er dette totalt irrelevant for Danmarks og andre landes sikkerhed.

Rusland kan nå bl.a. Danmark med tusinder af andre kernevåben fra mere langtrækkende ballistiske missiler, flybårne bomber og missiler samt krydsermissiler fra land, overfladeskibe og undervandsbåde. Vi må som under Den Kolde Krig leve med, at den eneste sikkerhed mod russiske kernevåben er de tilsvarende amerikanske. At tro, at vi selv kan sikre os mod dem, er naivt tosseri.

Brigaden med de 4.000 mand
Udkastets forfattere har åbenbart en opfattelse, af hvad en brigade er, der ligger på samme amatørniveau, som vi kan forvente hos en statskundskabsuddannet ”militærekspert”: Det er en stor hob af soldater, der jo kan deres job, hvis de er kontraktansatte. Denne består af delhobe udrustet med forskellige typer af våben.

De synes at tro, at alle andre er ligeså uvidende og derfor ligeså let imponerede som de selv.

Kun gamle professionelle “ex-koldkrigere” som blogforfatteren, ved fra egen erfaring, hvor vanskeligt det er at få ikke alene enhederne – delhobene – til at fungere internt. Hertil kommer det krævende samvirke mellem de forskellige dele. For os er det tragikomisk at konstatere, at pjeceforfatterne synes at tro, at når man har hobene og våbnene, kan man, efter at have trukket soldaterne hjem fra forskellige internationale missioner og grænsevagt m.m., på et halvt år få opbygget enhederne af de forskellige legoklodser og derefter skabe en smuk samling af forskellige legobygninger. Denne pæne legolandsby er så brigaden.

Forudsætningen for at få hobene til at blive en brigade er for det første, at enhedernes officers- og befalingsmandkorps er særdeles veluddannet og rutineret i at kunne gennemføre og lede enheder under ekstremt krævende konventionelle operationer, hvor enhver officer og befalingsmand skal kunne virke på et eller bedst to niveauer over sin indledningsvise stilling.

Et sådant officerskorps findes ikke længere, dels på grund af, at udtagelsen og uddannelsen til stadighed er blevet forringet, dels fordi det høje, krævende og varierende øvelsesaktivitetsniveau i 25-30 % af året, der skaber kadrernes rutine, af mange forskellige årsager ikke finder sted. Officerens virksomhed domineres af organisatoriske nødløsninger, afspadsering af overarbejde samt konstant indtastning af detaljerede forbrugsdata.

Det allerførste og væsentligste skridt i skabelsen af brigaden er at erkende, udtrykke og handle ud fra, at den skal forberedes til at kunne deltage i regulære og længerevarende kamphandlinger i en konventionel krig.

Jeg ved, at dette for danske politikere – samt de fleste af nutidens officerer – er næsten umuligt at nå til. Det skulle have været udtrykt entydigt i præsentationspjecen. Uden at dette sker, er indsatsen spild af penge, idet vi ikke kan overbevise russerne, balterne eller os selv om, at anstrengelsen har nogen værdi.

De afgørende skridt, der derefter skal tages, er for det første, at alle chefer fra brigadechefen og nedefter til kompagnichefer fra starten af og fremover skal være rollemodeller med hensyn professionel viden, færdigheder, professionel innovationsevne og engagement. De tre chefsniveauer i brigaden skal fra top til bund derefter helt frigøres for rutineforvaltningsopgaver, så de kan koncentrere sig om at følge og forny uddannelsen og tilpasningen til de nye opgavekompleks og gennemføre udviklingen af deres stab og underlagte enheder. De skal endvidere havde delegeret ansvar for og myndighed til at flytte personel, der selv efter vejledning og hjælp viser sig uegnet til deres funktion. I princippet bør chefer på alle niveauer ansættes under en form, hvor der ved fast tillæg kompenseres for, at de ikke har nogen højeste arbejdstid.

Disse forhold kan i dansk nuværede Forsvar virke fremmed og mærkeligt, hvilket kun viser én ting, nemlig hvor langt vej vi siden 1992 har bevæget os væk fra militært minimalt effektive arbejdsformer.

For at skabe brigaden af materiellet og delhobene skal kadrerne i øvrigt straks og jævnligt rekognoscere i det område, hvor den forudsættes indsat, herefter ikke mindst i Baltikum. Derefter skal de udarbejde og øvelsesteste skitseplaner for de mulige indsættelser.

Herunder skal der konstant netværkes med de lokale militære og civile myndigheder for at fastlægge underlæggelseforholdet til de derværende kommandomyndigheder, muligheder som samarbejde med lokale enheder samt mulighed for værtslandets støtte (Host Nation Support). Efter danske værtslandserfaringer fra 1980’er skal der udarbejdes formelle samarbejdsaftaler.

Det tager erfaringsmæssigt et par år at få en aftale færdigforhandlet. Den tid tog det i slutningen af 1970’erne under forhandlingerne mellem Østre Landsdelskommando (hæren øst for Storebælt) og de britiske myndigheder om den mulige indsættelse af 1. Britiske Infanteribrigade på Sjælland.

Først efter, at man har opnået et vist kendskab til de mulige indsættelsesområder, kan man gå i gang med at skræddersy og øve brigaden til opgaven. Organiseringen indebærer dels tilpasningen af brigadens enheders udrustning til terræn og klima, men først og fremmest opbygningen af brigadens logistik.

Dette først og fremmest med et logistisk støtteområde tæt bag kampenhederne med en todelt logistikbataljon med militærpoliti, forsyninger af bl.a. ammunition, brændstof og mad til vel en uges intensiv indsættelse, feltmæssige værksteder med materielbjærgningskapacitet og reservedele samt en sanitetsenhed.

Hvis der ikke kan aftales sikringsstøtte fra værtslandet skal der også opstilles danske sikringsdelinger til alle dele bag kampenhederne, dvs. artilleri, kommandostationer og logistik.

Derudover skal der opstilles et logistisk baseområde ved den vestbaltiske havn, som skal være punkt for søforbindelsen hjem. Her skal bl.a. placeres militærpoliti, nogle ekstra ugers forsyninger af alt, som værtslandet ikke leverer, et feltlazaret, ekstra transportkapacitet og en krigsfangelejr. Ja, krigsfanger er folkeretligt et dansk ansvar, her kan vi som bekendt ikke snyde på vægten igen.

Det er godt at huske, at den professionelle militære altid og hele tiden tænker logistik. I pjecen nævnes ordet, men man synes ikke at forstå, at det indebærer for brigadeprojektet, at kadrerne i hele logistikorganisationen skal være etableret af faste officerer og befalingsmænd samt reservefolk med den relevante blanding af civil og militær baggrund.

Et første skridt til at opnå et indtryk af opgavens omfang og løsningsmuligheder ville være at gennemføre en historisk undersøgelse af Fremskudt Forsyningsområde, Vestre Landsdelskommando (FFO/VLK), den logistikorganisation, der under Den Kolde Krig havde ansvaret for at støtte Jyske Division ved Lübeck fra de danske logistiske baseelementer nord for grænsen, herunder i Nordjylland.

Det er i øvrigt helt urealistisk, at andet end kadrerne og militærpolitiet i logistikorganisationen kan holdes inden for loftet på de 4000. Resten må som under Den Kolde Krig skaffes ved uddannelse af værnepligtige enheder og udrustes med udskrevne køretøjer og materiel. For at brigaden skal blive mere end en kulisse, der kun imponerer Christiansborgmedierne, skal opstillingen af logistikelementerne indledes straks, dvs. fra starten af forligsperioden.

Når organisationen er på plads startes en konstant øvelsesaktivitet af brigadens stab og stabskompagni sammen med alle enhedernes føringselementer, øvelser hvor lokale værtlandsofficerer ofte deltager, og hvor også logistikenhederne deltager.

Når dette har været gennemført et par år under jævnlig allieret inspektion, vil den voksende hob af personel og materiel tage form af en brigade. I forløbet vil der vise sig et akut behov for at genskabe en professionel videregående uddannelse af den bedste af hærens yngre officerer. Officerer over 45 år hører ikke hjemme i brigaden.
Se i øvrigt:

Land Force Re-booting Guide for Dummies

Værnepligtige og kontraktlønnet personel
Ordudvekslingen om dette emne, herunder både spørgsmål og svar, var præget af uforbeholden uvidenhed hos både journalister og civile ”eksperter”. Hos politikerne var de også præget af uvidenhed, men samtidig af parti- og den enkeltes grundholdninger til statslig tvang og til krig.

Da jeg lige har behandlet spørgsmålet ud personlige og observerede erfaringer med alle typer af bemanding, henviser jeg her til:

On ways to man an army

De 180 dages varsel
Som allerede beskrevet kan man ikke vente med at skabe “brigaden” af soldaterhoben og materielbunkerne til det tidspunkt, hvad man beslutter, at nu er gode dyr rådne. Det skal ske straks.

Det kan i øvrigt undre, hvor disse 180 dages varsel kommer fra. Hvis vi anvender de gamle begreber “strategisk varsel” (dækkende varsel om krigsrisiko) og “taktisk varsel” (om umiddelbart forestående angreb) må man for det første konstatere, at erfaringerne med Sovjetunionens invasioner af nabolande i 1956, 1968 og 1979, Cubakrisen i 1962 og med Ruslands invasioner i 2008 og 2014 ikke giver noget som helst håb om mere end et par ugers kombination af de to varsler.

Læsningen synes at bygge på opfattelsen af, at Putin vil handle rationelt, og da han ved, at NATO/Vesten er stærkest, og at vi derfor vil vinde anden runde, vil han ikke han ikke handle ufornuftigt. Der er indledningsvis to problemer med denne opfattelse.

For det første er NATOs vesteuropæiske lande som Danmark reelt uden kampklare enheder, og USA har ikke mulighed for at rømme Stillehavet, Korea og Det Sydkinesiske Hav og koncentrere til Europa. Som i 1941 har USA samtidig to krigsskuepladser selv efter man har nedbygget sine styrker til kun at kunne håndtere én, og på grund af de ekstremt høje priser for nyt materiel har man ikke penge til at retablere evnen til at håndtere to.

For det andet er vælges krigsmuligheden i min erindring som historiker så at sige aldrig ud fra en objektivitetsbaseret og rationel analyse. Krig vælges som den mindst ringe mulighed som af Japan i 1941, Storbritannien og Frankrig i 1956, Sovjetunionen i 1979, Irak i 1990 og USA i 2003, fordi man føler sig overbevist om, at lige nu er der en mulighed, et åbent vindue til et hurtigt kup med minimum risiko. Og Putin kan med forberedelse af kernevåben skabe en “firewall” efter første fases fait accompli, der placerer problemet på vores side.

Men lad os nu sige, at læsningen af Putin er korrekt, og at han uanset om USA måtte ville blive bundet af en åben konflikt i Sydøstasien ikke opportunistisk vil udnytte situationen i Europa. I så tilfælde er det ændring, der kan udløse 180-dages overvejelser, være en afløsning af ham med kræfter fra den radikalt nationale opposition til højre for det nuværende styre.

I den situation er det imidlertid min historisk baserede opfattelse, at NATO og medlemslandene vil være ekstremt tilbageholdende med at gøre noget som helst, som det nye styre kan anvende som påskud. Dvs. at det teoretiske varsel ikke vil blive anvendt.

De 180 dage må være forankret i Forsvarets Efterretningstjeneste. Problemet er imidlertid, at tjenesten ikke længere også er en militær efterretningstjeneste. Det er blevet en af forsvarsbudgettet finansieret civil udenrigsefterretningstjeneste, der er blevet rettet mod at varsle om udenlandske terrorkilder. I forhold til Rusland er det den tidligere politisk-økonomiske dimension, der er bevaret. Den militære varslingskapacitet er nedlagt som irrelevant, og nedlæggelse af den militærprofesssionelt analytiske videregående uddannelse på Forsvarsakademiet gør, at den nu tabte kapacitet ikke umiddelbart kan retableres.

Det mest problematiske i situationen er dog, at Forsvarsledelsem og FE’s chef ikke åbent fremlægger de begrænsninger, som den nuværende tjeneste har.

Ikke behandlede forhold: Bornholm
Tjenstestens nu ekspertisemæssige skyklapper viser sig også i den manglede evne til at sætte sig i en russisk, militærvidenskabelig generalstabsofficers verdenssyn og arbejde.

Hvis man forsøgte, ville man forstå, at Kaliningrads udsatte position mellem Polen og Litauen gør det nødvendigt, at Rusland – om dette fortsætter med at være muligt – må gøre denne trussel mod Kaliningrad operativt og geostrategisk irrelevant ved at låne Bornholm som fremskudt sømåls- og luftværnsmissilbase.

Øen er i modsætning til Oblasten ikke sårbar fra naboområder, og vil derfor effektivt kunne lukke mulighederne for at sejle hjælp fra NATOs bagland i Danmark og Nordtyskland til Baltikum.

Hindring af anvendelsen af Bornholm på denne måde vil derfor være det umiddelbart væsentligste danske bidrag til den fremtidige sikrede base-transitrolle, som forligsudkastet ser for dansk forsvar. Målet med bevogtning og forsvar af øen skal være at hindre, at tung materiel som missilenheder kan komme i land på øen efter et kup. De første havne og den første lufthavn, der skal kunne bevogtes og spærres, ligger på Bornholm, og bortset fra sikringen af Rønne Havn vil opgaven kunne løses af værnepligsuddannede sammen med lokale specialister og folk fra søværnet.

Andre ikke behandlede områder
1) Retableringen af et ansvarligt forsvarschefsembede
2) Retablering af en kvalitetsuddannelse for det mindre antal faste officerer, der er behov for i fremtiden, både på det grundlæggende niveau og på det videregående niveau (det ville indebære en analyse af, hvad der var fast officersarbejde, hvad der var fast befalingsmandsarbejde, og hvad der kunne løses af reservekontraktpersonel
3) Diskussion af Cyberforsvar som en central totalforsvarsopgave og denne opgave og organisations logiske placering i Centraladmistrationen