The illustration above from Richard Fry’s collection is one of the postcards Harry Lembourn aquired during his spring 1928 fact-finding trip to Berlin.

A year ago I finished the work on my book “Sønderjyllands forsvar og Lembourns spionage” (The Defence of South Jutland and Lembourn’s Espionage) that was published on 25 February 2019, on Thordis and Harry Lembourn’s daughter Grace Fry’s 92th birthday. A large part of the book reconstructed the tragic Lembourn family history.

On 8 June Grace died, and on 1 November 2019 her youngest son, Richard Fry, informed me that he had been given the largest part of the family’s letter and photo collection. He asked me to take care of it and if possible hand it over to an interested museum. Then he sent me the collection in two packages.

The parts of the collection relevant for my reconstructed family story added up to more than 2000 letter pages, etc. and more than 250 photographs.

When I received the packages I copied by taking photos and processed for easier reading.

In all key aspects my reconstruction of the family history was confirmed. What I give below is my supplements and adjustments to the narrative.

1920 TO SUMMER 1924
During the winter 1920-21, Harry Lembourn worked as leader of the passport office at the Danish Legation in the Norwegian capital. In reality it was an intelligence service posting as the main mission was to monitor Norwegian and other left-wing activists that tried to enter Denmark. In spring 1919 an international “Bolshevik Central” with military intelligence and passport representatives of the foreign legations had been established in Copenhagen. The main revolutionary threat against Denmark had soon proved to be radical members of the Norwegian Labour Movement.

Harry Lembourn did not meet his future wife during his stay in Christiania. It did not happen until 1922 when they both stayed in Nice. Based on information from the daughter, the book places the meeting in Easter, but the letters make clear that it did not happen until Christmas. In a few days over the holiday the brilliant dancer and elegant gentleman Harry courted the 18 years younger Thordis in storming offensive, proposing to her several times and apparently convinced her at a visit to the Monte Carlo Casino on 28 December. The parents were informed just after New Year.

Ad Thordis stay in France continued until 1924 and Harry’s service with the French Army continued until autumn 1923, they kept in close touch and could meet in France during the first many months of the engagement. However, in late 1923 after having returned to Denmark, Harry informed Thordis that he might have to break-up the engagement if he lost his commission in the massive reductions of the number of regular army officers that was the result of the 1922 Defence Laws. If that happened he would not be able to support the marriage economically. However, early in 1924 he happily informed Thordis that he had been saved from retirement by Captain Halvor Jessen from the War Officer that he knew from his work as instructor of the volunteer Kongens Livjægerkorps that Jessen had now taken over as commander in addition to his work as head of the ministry’s mobilization office. Jessen had appointed Lembourn as his second-in-command and chief instructor. As made clear in the book the continued connection to Lembourn ended undermining Jessen’s promising career.

Lembourn was active in the volunteer corps until a couple of days before he started in the border garrison of Tondern on 1 April 1924. Harry got three days leave in August so he could travel to Christiania to get married.

1924 TO SUMMER 1927
Thereafter the newly-wed settled to the active social life of the small provincial garrison town. Thordis had to learn to ride, Harry trained his conscripts, gave French language lessons, worked to create a local branch of the Alliance Française, practiced his hobby as amateur photographer, participated in starting a local sports club and as natural consequence of his many years long work as instructor for volunteer military corps, he joined as instructor when such a corps, “Grænseværnet”, was created some months after his arrival.

He first met the senior leader of the town’s Danish community, Bank Director Rasmus Peter Rossen, at a party on 11 October, who became the first formal leader of the volunteer corps and later dispatched Harry Lembourn on his fateful fact-finding trip to Berlin in spring 1928. In his letter to Thordis’ parents Harry only mentions that it was useful that his wife was seated next to a local bank manager at the dinner. He does not mention the discussion he had with the veteran intelligence agent Rossen during that evening or one of the next days about his own interest in intelligence work that Rossen mentioned later than month during the visit of his General Staff intelligence contact officer visit.

Reading the letters one gets the solid impression of a very close and intensely happy married couple. Apparently Harry does not hide anything from Thordis who is aware that the instructor work for the still officially unrecognized “Grænseværn” is a risk to his career in the army.

Lembourn’s work to reinforce the defence of South Jutland was not limited to the volunteers. Another of Halvor Jessen’s ideas was to train and test the former World War I German Army veterans to become Danish reserve officers and NCO for the mobilized South Jutland militia. Lembourn ran courses for the Tondern militia battalion.

The Francophile Lembourn is recognized by France’s diplomats. In late March 1925 he and Thordis visited Copenhagen, and during the visit, they spent time with Captain André Sorne, “one of Harry’s French friends”, and the next week they met Sorne’s superior officer, the Military Attaché, Colonel de Saint-Denis. Early July they were visited by the French Consul in Esbjerg, Paul Kraemer, who as described in my book would be instrumental to the misfortune of the Lembourg family in his role of French intelligence in Jutland.

The letter and photo collection is without sources to the period from Grace’s birth in late February 1926 and the next three years, where based on the rest of the collection it should have the letters to Thordis parents as well as the letters between Harry and Thordis during Harrys communications course in Versailles during the first quarter of 1927. The most likely explanation is that the letters would have exposed the close relations between Rossen and the Lembourg couple during the next two years and thus undermined Harry’s effort to keep Rossen’s role in sending him to Berlin secret.

However, even if the expected letters and photos are missing, the collection contained something that helped explaining what motivated events. As already described in the book, Rossen became intensely worried in the second half of 1927 that the German nationalists were about to carry-out a coup invasion of South Jutland to move the border back north. A small envelope with newspaper clippings in the collection’s general collection of newspaper cuttings documented that a new local movement named after the old border river, Kongeåen (in German Königsau) had started an aggressive campaign with the mayor of Flensburg, Hermann Todsen, as one of the leaders. At the same time the para-military Stahlhelm militia had started to create branches among the German minority north of the border. Rossen had briefed Lembourn in the autumn of the need to carry-out the fact-finding visit to Berlin and correctly informed Lembourn that the General Staff Intelligence Section would be interested in anything he could find-out about the German militias. However, Lembourn did not get time to make the trip until next year, when the dedicated General Staff Intelligence liaison officer to the South Jutland intelligence districts had been prematurely retired.

Reading the letters from the periods before and after it seems most unlikely that Harry had not involved his wife in everything that he planned to do. Most likely it was Thordis who destroyed all letters from early 1926 until summer 1928 and all photos linked to the volunteers immediately after Harry’s arrest at the border.

For obvious reasons the collection does not add to the German and official Danish actors’ motives for acting as they did. It is covered to the extent possible in my book and my coming article in “Fra Krig og Fred”, the journal of the Danish Commission for Military History: “Om Nils Arnberger, den svenske marineattaché, der i 1928-29 var tysk agent mod Danmark”. The article narrates how Denmark had to be presented as an ally of France and Poland to get a political decision in the German Government to build the first pocket battleship. And to give Denmark a strong warning for the alleged hostility, Lembourn had to be given a severe sentence. However, the contents of the letters about events at the Leipzig trial strongly reinforce the article’s thesis.

When Harry Lembourn was moved from Leipzig to Gollnow in north-eastern Germany following President Hindenburg’s reduction of the sentence to five years fortress arrest, Thordis and her two small children followed him and settled in a rented room in the town’s market square. During the next year the family could meet during Harry’s five hours daily time outside the prison and his cell. The letter collection documents how this year was used in an intensive campaign driven by Thordis’ energy and strong will and with the support and active contribution of the old lawyer Oluf Heise. The work to get her husbond’s release was even more extensive than described in my book and included letters to the French defence minister, André Maginot, and the first of several letters to Hindenburg. However, as described in the book, pressure from increasingly radical right-wing groups made it unsafe to keep the family in Gollnow, and they returned home, either staying with Thordis parents in Oslo or with Harry’s sister Astrid (“Adda”) at Nyraad east of Vordingborg in southern Zeeland.

The next year became characterized by the continued campaign of Oluf Heise and the friendship between Harry Lembourn and the young German anarchist-pacifist Ernst Friedrich that led to Friedrich’s presentation of Lembourn’s situation and the case for his immediate release in the book “Festung Gollnow” published some months after Friedrich’s release in autumn 1931. The letter collection documents that Friedrich and his wife still tried to help Lembourn and his family after the publication of the book, but still in vain. In spite of intensified efforts of Thordis and Heise, the only result of the book’s revelations was that Lembourn was transferred from Gollnow to the prison in Bielefeld in Western Germany at New Year 1991/1932.

The last year saw the continued attempts to ensure Harry’s release, but the letters between Harry and Thordis make clear that their marriage had been brought to the breaking point. Thordis not only drove the campaign to seek his release, she had to find support and money from her and Harry’s family both to keep her and the children alive and to help Harry keep his morale in prison by financing his gentleman’s living style that included buying new lacquer shoos for his dinner jacket and money for the best tailor in town. He fantasied without any sense of realism about his glorious return and the likelihood of receiving the Commander’s Cross of the French Legion of Honour. When hopeful about about his early release he asked her if his full morning suit and best quality riding outfit was ready, and he complained about her continuous failure to understand his horrible situation. What she needed, but rarely got, was statement of optimism and a determination to prevail and fight for his rights.

The letter add little to my book’s narrative of the Danish War Office’s pseudo-investigation of Lembourn’s actions conducted in March 1933 and the discussions in the French Ministry of War in the following weeks. However, in a letter to France in autumn of that year from Norway Lembourn makes clear that the value of the sum sent every quarter that with the value of 400 crowns monthly (equals roughly 16.000 crowns in 2018) was completely insufficient to support the now full family. However, as the money transfers continued at the same level in the following years, the complaint had no effect.

The book described how both Harry and Thordis tried in vain by letters to the Danish Prime Minister in 1934 and the Minister of Finance in 1937 to get his pension. The collection add hitherto missing parts of the correspondence including a letter from 1937 addressed directly to the Finance Committee of the Danish Parliament had had taken the formal decision not to grant pension.

As narrated in the book the family’s fate during the war was bleak during the German occupation of Denmark and Norway, and letters give us details. However, they also make clear that the situation in two ways gradually got better. In autumn 1941 the teenager Grace was given permission to join her father in Denmark, but as he lived as boarder in cheap pensions, she got a good place at a large farm close to Knapstrup Manor. One year later Thordis joined Harry in Copenhagen. They started to look for a flat, but continued to live in low quality pensions, Thordis spending time in South Zeeland with Harry’s second youngest sister Adda. As the food situation in Norway was desperate, the letters tells the story of the constant effort to help Thordis’ parents in Oslo with food parcels. In summer 1943 Harry’s youngest sister’s husband, a successful lawyer, had found a six room, newly painted apartment in central Copenhagen, and with economic help from Thordis parents, Thordis and Harry moved into the flat in the late summer of that year. Thereafter Grace and well as Philip, who was still with his grandparents, could join their parents, and Thordis started to work so that they could pay the rent. She lived in that apartment until her death in early 1991.

The collection adds little new to the book’s narrative of Harry’s attempt to get vindication and pension just after the war. It only makes clear and illustrates with a photo album that Thordis had a job as interpreter for the British Army in Germany at Hamburg in autumn 1946. It does not explain why she ended her contract after only three months in spite of her employers’ satisfaction with her work.

The only supplement to the story about Thordis and Harry’s final effort to get a an income to himself and his wife after his 70 years birthday is the information that the decision in late 1956 to give support by adding extra funds to the intelligence budget lapsed on Harry’s death in early 1958. Thordis had to apply to the Defence Ministry to have the support extended thereafter. In June 1958 it was decided that she would receive 1470 crowns annually, which equals a little more than 20.000 in 2018. No wonder that she complained about Denmark and praised Norway the rest of her life.

In the short narrative of her life that Grace left for Richard, the family’s tragic fate was left out. It simply stated that “My dad was 20 years older than my mum, so when he retired we moved to Norway”. However, in November 1991, she started to collect Harry’s key descriptions from 1937 and 1955 of events in an envelope marked “Papas historie”. It was a little more than half a year after Thordis’ death and Viggo Øhlenschlægers had started his project on 14 March to find out what had happened.

Now we know.


Vi kan forklare, hvorfor Vesten, og specielt ikke de europæiske små og mellemstore lande ikke truer Rusland. Det kan bl.a. ske med henvisning til det utænkelige i, at en gruppe åbne, liberale demokratier bliver enige om at starte en ulovlig aggressionskrig. Men som bl.a. Taylor Downing har klarlagt i sin analyse af 1983-krisen, ser situationen faretruende anderledes ud fra Moskva, bl.a. fordi man ikke tror på, at vores politiske systemer er åbne og fundamentalt anderledes motiveret end deres.

Det efterfølgende forsøger bedst muligt at beskrive det russiske perspektiv uden at forholde sig analyserende kritisk til, om det er rimeligt. At ledende russeres afvisende opfattelse af Vestens værdier og perspektiv ikke er nogen ny foreteelse, kan bekræftes af selv et overfladisk studie af russisk og sovjetisk historie. Artiklen bygger på russiske reaktioner, udtalelser og handlinger igennem de sidste 25 år.

Briten Keir Giles studie fra begyndelsen af 2019 beskriver og forklarer russernes opfattelse af samfundet og verden. Hans beskrivelse uddyber og understøtter det indtryk, jeg under mit ophold i Baltikum fra 1994 til 2004 fik af både russeres og andre sovjetborgeres kyniske grundsyn,
For det første ser russeren ikke sit land som det sidste ikke afviklede europæiske kolonirige med den tvivl om grænsers legitimitet, der ville følge af en sådan opfattelse.

Moderlandet ses og skal bevares som en enhedsstat, hvis rolle som en af verdens førende magter blot i kraft af landets størrelse er naturlig, retfærdig og nødvendig.

Russerens erfaring gennem hele hans historie er, at alle menneskelige og i forlængelse heraf interstatslige relationer bygger på den svages indordning under og afhængighed af den stærke, dvs. et feudalt eller klientbaseret forhold.

Bortset fra måske i familien kan intet forhold bygges på tillid. Også retsvæsenet må forventes bygget på magtrelationer snarere end de formelle lovrammer.

Demokratiet og dets idé om folkets indflydelser er en fiktion, der kynisk og falsk skjuler reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumpede og helt dominerende drevet af selvinteresse.

Alt, hvad der sker i verden, sker som følge af bevidste handlinger i en kamp for at udvide og forsvare den magtposition, der er givet af geografien og naturresurser. Dette gælder også ”bevægelser”, som selv deltagerne tror, er folkelige og spontane.

Der eksisterer ikke reelle varige fællesinteresser mellem stater. Fordele opnås på andres bekostning.

Internationale love og regler skal udnyttes for at begrænse modstanderens handlemuligheder, ikke egne handlinger.

Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturlig og katastrofalt.

Det var et resultat af kombinationen af ydre, dvs. amerikansk, manipulation på den ene side og forræderisk, eller som minimum unational optræden, fra landets ledere og utaknemmelig illoyalitet og senfascisme hos småfolk som balterne. Rusland blev dolket i ryggen af svage ledere og den indre fjende inspireret og hjulpet af den ydre.

Amerikanerne orkestrerede gennem manipulation af den politiske proces i landene, at sikkerhedsbufferen af naturlige klientstater i Østeuropa samt det gamle russiske land i Baltikum helt vendte sig mod Rusland. Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens.

USA holdt derefter NATO sammen for at kunne anvende organisationen mod Rusland og landets interesser. Det skete første gang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor NATO i Bosnien og endnu mere groft i Kosovo angreb og knækkede den traditionelle russiske allierede Serbien og ignorerede og dermed ydmygede Rusland.

Amerikanerne brugte uden at tage hensyn til Rusland militær magt mod Irak, en sovjetisk samarbejdspartner i Mellemøsten, for at gennemføre et regimeskift, og det skete efter, at russerne havde vist velvilje over for USA’s forståelige straffeoperation mod terroristerne i Afghanistan.
USA orkestrerede derefter fra 2004 de hybride ”farverevolutioner”, først og fremmest i Ukraine og Georgien, og med Ukraine startede amerikanerne en offensiv ind i det russiske historiske kerneland. Kun den derefter iværksatte militære modoffensiv i Georgien og derefter en politisk modoffensiv i Ukraine og stabiliserede situationen.

Men fra sent efterår 2011 orkestrerede USA så de voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget og direkte mod Putins valg til præsident for ny periode. Dette blev af den russiske ledelse opfattet som en optrapning til en de facto-krig med formål af opnå regimeskift.

Obama og hans klienter i EU fortsatte i 2014 denne de facto krig mod Rusland ved at fortsætte Ukraine vej mod vest.

I de samme år begyndte USA at deployere det regionale NATO-missilforsvarssystem til Europa. Rusland ser enhver forstærkning af Vestens teknisk overlegne missilforsvar som værende rettet mod den vitale mulighed for at gengælde et angreb med de russiske ballistiske missilstyrker.

Denne kan, ved at give konkrete forsvarsproblemer, ses i modsætning til den senere deployering af de politisk symbolske små NATO-fly- og landstyrker til Baltikum. Deployeringen kan, på trods af, at styrkerne i sig selv er for små til at være militært relevante, af den almindelige russer ses som en uvelkommen og ydmygende markering af, at fjenden har fået lov at rykke frem til grænsen.

Det er afgørende at forstå, at Vladimir Putin deler, ikke skabte, denne opfattelse af forløbet. Jeg mødte allerede elementer af opfattelse i 1990’erne i en samtale med Boris Jeltsins liberale udenrigsminister Andreij Kosyrev under hans besøg i Udenrigspolitisk Selskab.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere. Han oplevede som karriereofficer i tjenesten direkte det traumatiske forløb af det hurtige kollaps ti-femten år senere.

Han blev hentet ind som Jeltsins afløser i forlængelse af det ydmygende nederlag i den Første Tjetjenienkrig og ydmygelsen i Kosovo og han vendte udviklingen ved sejren i Anden Tjetjenienkrig og ved at stabilisere udbryderrepublikken under udnyttelse af den gamle russiske kolonistrategi: pacificering adoption af den samvittighedsløst effektive lokale leder Ramzan Kadyrov som klient.

Men så fulgte mellem 2004 og 2014 ydmygelserne og en nødvendig optrapning af reaktionerne:

Estland måtte i 2007 straffes med et massivt cyberangreb, da man demonstrerede en totalt manglende respekt for Ruslands stolthed over sin indsats under Den Store Fædrelandskrig ved at fjerne befrielsesmonumentet fra Sejrspladsen i midten af Tallinn.

Georgien måtte i 2008 udsættelse for militær afstraffelse, da landet begyndte en reel indsats for at indlemme de russiskstøttede udbryderområder Syd-Ossetien og Abkhasien. Indsatsen her demonstrerede igen som også krigene i Tjetjenien på pinlig måde reformbehovet i den russiske hær, og for første gang begyndte man på en seriøs indsats for at afkorrumpere og professionalisere det indtil da selvtjenende militær.

Samtidig anvendte man som korruption som indflydelsesmiddel. Man udnytter den økonomiske selvinteresse, som oligarker som den lettiske Aivars Lembergs og den nye ukrainske præsident fra 2010, Viktor Janukovitj, havde i gode forbindelser med Rusland. Man udnytter folk som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders grådighed.

Efter, hvad man opfattede som indledningen af Vestens de facto hybrid krig med formål at opnå regimeskift i selve Rusland mellem 2011 og 2013 samt den faktiske gennemførelse af regimeafløsning med fjernelse af Janukovitj i Ukraine i 2014, førte Rusland krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft.

Det skete i Ukraine (Krim og Østukraine), hvor overtagelsen af Krim blokerede for eventuelle ukrainske planer om at give NATO en base her, måske over i købet Sevastopol. Det skete med brutal beslutsomhed i Syrien, i det centrale Afrika, nu i Libyen samt ved jævnlige magtdemonstrationer direkte mod USA og amerikanske allierede over hele verden.

Ruslands strategiske mål (ikke specielt Putins) er en genetablering af Ruslands magt og internationale status. De ”taktiske” midler af forskellig typer, der anvendes efter omstændighederne, skal splitte og undergrave modstanderne, dvs. mellem USA og Europa, inden for EU og i hvert af de vestlige lande.

Man anvender en buket at ikke-militære midler, herunder kontrollerer og korrumperer man nøglepersoner med økonomiske incitamenter både inden og uden for Ruslands grænser. Man støtter antivestlige og radikale demokratielementer hos modstanderne. Man desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring. Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for.

De russiske militære styrker gennemgik først demoraliseringen under 1980’ernes operationer i Afghanistan og samtidige korrumperende resurserigdom og derefter økonomiske kollaps fra 1991 til 2008 med faldende professionalisme og moral i et oppustet officerskorps. Derfor har genopbygningen igennem det sidste årti været krævende.

Men allerede i 2014 var styrkerne klar til den mindre indsats i Ukraine, der sammen med den begyndende militære aktivisme både mod naboer i Europa og globalt blev anvendt til at udvikle kadrernes dygtighed og teste nyt materiel og praktiske fremgangsmåder. Ikke mindst operationerne i Syrien har været anvendt på samme måde som Tyskland anvendte Den Spanske Borgerkrig i slutningen af 1930’erne.

Militære midler som luftbombardement er her med succes uden hensyn til folkerettens blevet anvendt sammen med benægtelser, der har været nok til, at det ikke har fået politiske omkostninger i forhold til verdensopinionen. Belastningen af egen befolkning er ved at begrænse tilstedeværelsen på jorden i kampområderne ved at lade lokale allierede tage tabene og i øvrigt at skabe ”private” kontrakthære af lejesoldater.

Man har været i stand til at genopbygge en fælles strategisk optræden med Kina, samtidig med, at man har fortsat materielsamarbejdet med Indien til begges fordel.
I løbet af de senere år har stadig mere krævende og større øvelser være kombineret med intensive inspektioner og udrensning at ineffektive og korrumperede chefer. Nu er denne indsats kombineret med genopbygningen af mobiliseringsevnen og de logistiske strukturer, som kun vil være relevante i en omfattede og længere varende generel krig med andre stater.

At russerne ser det som nødvendigt at opbygge militære midler til hele spektret af konfliktmuligheder ses også på det meget høje prioritering, man har givet til modernisering og supplement af de russiske kernevåbenstyrker. Man vægter ikke mindst evnen til at komme igennem eller uden om det amerikanske missilforsvar. Opbygningen sker samtidig med en diskussion af, hvordan disse våben kan anvendes til kombinationen af afskrækkelse og pres ved trusler.

Rusland vil gennem landets politik sikre, at europæerne på sigt ikke har vilje og evne til at begrænse russisk handlefrihed og derigennem opnå en stigende til ideelt set afgørende indflydelse på landenes politik. Man kan se det som et kopi af de traditionelle mål og midler for amerikansk politik i Latinamerika; en russisk Monroe-doktrin for Europa.

Dette søges opnået ved med de rådige midler at undergrave amerikansk indflydelse i Europa og europæisk samarbejde samt sammenhængen og det liberale demokratiske system i hvert enkelt europæisk land. Det sker ved at søge at retfærdiggøre Ruslands revisionistiske politik over for nabolandene ved historieforvanskning.
Det er sådan set ikke en nyhed. Sovjetunionen havde samme mål og anvendte samme midler over for Europa under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne klart har sværere ved at afbalancere de russiske ikke-militære og militære midler og derefter enigt inddæmme den alsidige russiske offensiv.


Kritikere har efter en krig med foragt konstateret, at de tåbelige generaler i begyndelsen havde optrådt, som om de skulle udkæmpe den foregående større konflikt. En sådan optræden er selvklart ikke ideel, hvis der som situationen har været igennem godt 150 år skete væsentlige ændringer på det teknologiske eller samfundsmæssige område i de perioder mellem krigene, hvor optimister forventede, at krige som de foregående var slut.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig konstaterede den pensionerede britiske general Sir Rupert Smith i en bog fra 2005 imidlertid efter sine observationer fra Balkan under opløsningen af Jugoslavien samt som chef for de britiske styrker i Nordirland, at fremtidens krige havde ændret karakter. De ville blive ført i og om befolkningerne, dvs. ikke længere være materieldominerede krige mellem stater, som den han selv tidligere havde oplevet som chef for de britiske landstyrker under Golfkrigen i 1991. Her var en anderledes general, som tænkte nyt.

Vestens oplevelser i Afghanistan og Irak syntes at bekræfte hans konklusioner, og generalens bidrag blev centralt i de analyser om de ”nye krige”, som civile akademikere derefter fokuserede på at beskrive og analysere. Man kan se denne skole som liggende i forlængelse af den teoridannelse om begrænsede krige i skyggen af kernevåbenbalancen, som havde fundet sted op til i 1960’erne og under Vietnamkrigen.

Man kan se Rupert Smiths tekst som det militære tillæg til Francis Fukuyamas bog fra 1992 om den nye verden efter Vestens sejr i Den Kolde Krig. Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter. Man ville nok før, man blev politisk korrekt, have omtalt sådanne konflikter som liggende uden for civilisationen.

Men nye krige kunne også være ydre interventioner for at fjerne uønskede regimer eller standse borgerkrige og derefter stabilisere situationen for at skabe rammen for genopbygning af staten. Dvs. interventionskrige som på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen.

Krige ville herefter blive indledt med en kort fase, hvor man smadrer de underlegne militære styrker fra dem, der modsætter sig interventionen. Det ville ske, så nænsomt som muligt for befolkningen omkring de militære mål. Derefter blev indsatsen en besættelsesmagts statsbygningshjælp der – når nødvendigt – skulle støttes og beskyttes af en muskuløs gendarmeriindsats. Besættelsesprojektet ville fortsætte, indtil situationen blev så rolig, at værtsregeringen kunne overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører rejste hjem.

Der er i disse nye krige ingen kvalificerede modstandere i luften eller på havet, så evnen til egentlig luft- og søkrig kan bortspares. Landstyrker behøver heller ikke at bevare evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander med støttefly, bevæbnede helikoptere, elektroniske kampmidler, kampvogne og artilleri.

Ganske vist måtte man forvente, at modstanderen pga. sin svaghed kæmpede beskidt, terroristisk og uden hensyn til krigens love. Men for at gøre besættelsesindsatsen acceptabel i de hjemlige samfund, der jo ikke opfattede sig som i krig, skulle styrkerne reagere med minimal magtanvendelse, selv om dette øger risikoen for besættelsesstyrkerne. Det sikres af et korps af jurister, der, uden selv at løbe nogen risiko, regulerer den ”lawfare”, som er rammen for de nye krige.

For at mindske risikoen for mandskabet så meget så muligt under denne stramt regelregulerede besættelsesindsats, anvendte man moderne overvågningsteknologi og herunder ikke mindst droner.

I det omfang der fortsat var modsætninger mellem stater, ville man forventeligt anvende de muligheder, som svaghederne i den digitale infrastruktur gav for at gennemføre strategiske cyberangreb direkte mod modstanderens hjemland.

I det tilfælde, at cyberkrig ikke var tilstrækkeligt til at skabe fornuft og få standset fjendtlighederne, kunne man vel uden, at dette blev gennemanalyseret systematisk i rammen af krigsspil, forestille sig en højteknologisk maskinkrig, hvor ubemandede droner gennemførte og afgjorde krigen og fremkaldte et resultat, som modstanderne så måtte forventes at acceptere, som hvis krigen var blevet afgjort ved en fodboldkamp med FN-dommere.

Teorien bag de ”nye krige” viste sig snart uholdbar. Specielt har de vestlige lande vist sig uegnede til at føre interventionskrige. De var dels alt for utålmodige som besættelsesmagter, dels ude af stand til at sikre effektiv enhedsledelse af de militære og civile elementer af besættelsesmagten.

De hjemlige fredstidssamfund blev pinligt berørte og havde vanskeligt ved at tage ansvaret for veteraner, der kom hjem som fysiske og specielt psykiske vrag. Andre havde derude under pres i kamp handlet på en uforståelig, uhensigtsmæssig og muligvis strafbar måde, som de hjemlige fredstidsmyndigheder og -politikere naturligvis afviste at tage deres del af ansvaret for.

Dertil kommer at Vesten, som amerikanerne i Vietnam, ikke har været så sofistikerede og beslutsomme, at man har kunnet sikre sig et bedre, stabilt, legitimt regime til afløsning af besættelsen.
Indsatsen i disse krige blev så belastende, at de europæiske landes militære styrker, der netop skulle være skræddersyet til disse operationer, efter den økonomiske 2008-krise blev beskåret til et lavere niveau, hvor en meningsfuld indsats var endnu mere urealistisk.

Hvis man fortsat blev bedt om at deltage i sådanne krige, skulle man begrænse sig til helt symbolsk tilstedeværelse, så man ikke kunne gives noget ansvar, hvis eller rettere sagt når det gik galt.

På et andet punkt har nykrigs-teorierne vist sig utilstrækkelige. Borgerkrigen i Syrien, den hurtige opblussen af Islamisk Stat i den ny lovløse ramme her og dennes dramatiske overtagelse af store dele af Irak og modoffensiverne i begge lande blev præget af en uhæmmet brug af alle typer våben uden synligt hensyn til krigens love. Alle anvendte lejesoldater og stedfortræderstyrker, hvis handlinger man ikke behøvede at tage ansvar for.

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler, fødevare- og vandforsyning dækket af løgnagtig propaganda. Det skete uden, at Vesten har vist nogen vilje til at reagere selv i situationer, hvor de ramte ikke var terroristerne.

Medens man i Vesten efter at man selv havde overladt kampene til andre fortsat diskuterede ”lawfare” rent teoretisk, blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien.

Fuldstændig samme ekstreme brutalisering af krigsførelsen ser vi under den borgerkrig i Yemen, der brød ud i foråret 2015. Denne krig er i stor udstrækning en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien, men har nu også fået karakter af at være en stedfortræderkrig mellem USA og Iran. Både konflikten i Levanten og i Yemen omfatter ud over stedfortræderindsats også anvendelse af moderne teknologi som droner både på kamppladsen og i direkte angreb på modpartens værdier samt inddragelse af verdenssamfundet gennem angreb på olieforsyningen. Alt bliver sikret af en robust anvendelse af propaganda og løgn.

Det samme havde vi set under den åbne krig mellem staterne Rusland og Ukraine, der indledtes i 2014. Konflikten her har dels omfattet, hvad Rubert Smith ville karakterisere som den nu utænkelige traditionelle, industrielle krig mellem de to landes regulære hærstyrker. Dels har indsatsen – fra Ruslands side – omfattet skabelsen og indsatsen af stedfortrædermilitser og styrker af lejesoldater, som ikke var synlige og kritisable i hjemlandet.

Mens kampene i Østukraine var lidt bevægelige i de første faser, er der nu tale om lavintensiv stillingskrig. Russisk succes blev fra starten sikret ved en integreret anvendelse af moderne materiel som droner, cyberangreb og elektroniske angrebsmidler med traditionel anvendelse af slagkraftigt feltartilleri samt luftværnssystemer, der holdt ukrainske kampfly væk.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa.

Denne regulære konfliktmulighed, som af nye krigs-teorien afskaffede er åbenbart klart accepteret i Rusland, hvor årene efter 2014 er blevet præget af målrettede forberedelser til en eventuel generel hurtig storkrig med Vesten.

De russiske øvelser er blevet gjort stadig mere krævende og omfattende. De logistiske og mobiliseringssystemer, der kun er relevante i en længerevarende storkrig, genopbygges og afprøves. Evnen til strategisk overraskelsesangreb opbygges og øves.

Kommandostrukturen udsættes for uvarslede inspektioner og mindre motiverede og kvalificerede ledere fjernes konsekvent. Alle typer elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter.

Alle dele af kernevåbenstyrkerne opbygges og gives en synlig rolle i krigsforberedelserne.

Dele af det samme sker så småt i Vesten, men da kapabiliteter, der ikke kun er relevante i ”nye krige”, er sparet væk eller reduceret væsentligt i løbet af de sidste tyve år i alle andre end de amerikanske styrker, er det meget begrænset, hvor realistisk man kan øve generel krigsførelse.

I Europa er man også hæmmet af, at den teoridannelse om fremtidige krige, der har afløst professionelle studier, er uændret. Som lemminger kører en ikke triviel andel af officerskorpsene, forskere og politikere videre i det ”nye krige”-spor, som blev fastlagt i nullerne.

Da civile akademikere, som især Europas militære og strategiske tænkning nu hviler på, sjældent har forudsætninger for at forstå eller analysere generel konventionel krig i endsige mulig kernevåbenanvendelse, er det nu dem, der låser de militære styrker fast i en anakronistisk krigsopfattelse, uanset, om man beslutter at anvende flere penge til at øge og forstærke dem.

Generalerne kan heller ikke hjælpe, da de som hovedregel heller ikke har markeret synlig interesse eller selvstændig tænkning uden for ”nye krige”-rammen (og ofte heller ikke inden for denne ramme). De har koncentreret sig om loyal, uselvkritisk forvaltning efter den offentlige sektors standardregler af de styrker, de har fået stillet til rådighed.

Der er dog én afgørende faktor, der må ses i øjnene som det allerførste og kritiske problem i forbindelse med muligheden og afskrækkelsen af en generel konflikt. Det er, at antallet af enheder på begge sider er dramatisk nedskåret i antal i forhold til under Den Kolde Krig. Dette betyder, at ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar.

Dette gælder både i Europa og mange andre steder i verden, også steder, hvor klimaforandringer, kombineret med en stor befolkningstæthed og stadig mere radikal nationalisme dramatisk øger risikoen for konflikt mellem naboer.

Den lave troppetæthed betyder, at den side, der kan tage initiativet for at opnå overraskelse kan sikre sig afgørende fordele. Han kan søge en hurtig afgørelse ved at gå uden om den forsvarendes sides styrker og meget hurtigt, måske inden for et døgn. Derved fremkaldes en krise, hvor forsvareren har valget mellem at overgive sig uden betingelser eller på den anden side optrappe til anvendelse af kernevåben.

Det betyder blandt andet, at man med den nuværende situation i Europa har placeret sig i en potentielt fatalt ustabil situation.

Efter de sidste ti års erfaringer må vi forvente, at en sådan eventuel krig, som ligner de første operationer i Østukraine, vil kombinere en anvendelse af konventionel indsats, en opbygning med disinformationskampagne, cyberkrig på kamppladsen, mod hjemlandet og mod internationale kabler, massiv anvendelse af forskellige typer droner til støtte for præcisionsangreb, angreb på navigations- og kommandosystemer.

En sådan konflikt er på vestlig side hverken gennemtænkt af generalerne eller de civile teoretiserende akademikere. De kunne med fordel blive inspireret af tænkningen i general Valerij Gerasimovs russiske generalstab.

Hvis konflikten ikke bliver afgjort hurtigt med den ene sides accepterede nederlag eller med en gensidigt selvmorderisk kernevåbenkrig (de steder i verden, hvor modstanderne begge har kernevåben), vil den meget vel kunne udvikle sig som de foregående to verdenskrige i en længerevarende, pulserende nedslidningsindsats, hvor både traditionelle, nye og nu ukendte typer våben og enheder bliver anvendt i samspil, som det altid har været tilfældet.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, den nullernes teoribølge for de såkaldte nye krige var, er og vil være irrelevant. Det er på tide at standse med at bruge penge og grå celler i det spor, også fordi det blokerer for nødvendig erkendelse af nogle af fremtidens alvorlige udfordringer.


Det er normalt, at når man konstaterer en bekymrende politisk eller militær udvikling heldigvis bliver beroliget med konstateringen af, at det med stor sikkerhed ender med, at sund fornuft råder. Der bliver ikke krig, for det plejer der jo ikke, fordi det er indlysende, at det ikke tjener nogen interesser eller noget godt formål. Det var argumentet i sommeren 1914, efter at sund fornuft havde rådet ved de akutte kriser i 1904, 1905, 1908-09, 1911, 1912 og 1913.

Efterretningstjenester har i disse år konstateret, at Vestens modstandere opbygger militære styrker og indsatsberedskabet ved nogle af Vestens grænser. Mange hér mener, at vi skal være tilbageholdende med at opbygge egne militære muligheder, for så vil naboerne jo blot føle sig yderligere truede og usikre. At den historiske erfaring ofte viser det modsatte, skal man jo vide, for at kunne indtænke.

Uanset, at der er fællestræk ved den politiske udvikling i 1930’erne med den nuværende udvikling både i store dele af Vesten og i resten er verden, kan vi berolige os med, at demokratiet er robust. Det plejer det jo at være. Det var det i de robuste demokratier i Nord- og Nordvesteuropa dengang, ja selv under presset fra Verdenskrigen. Så uanset om den politiske midte visner bort under manglende selvtillid og de antidemokratiske fløjes hadkampagner, populistiske forenklinger og løgne giver gode resultater, skal vi blot være cool. Problemerne plejer at forsvinde, hvis de mødes med tålmodighed. Hvis stadig flere og stadig mere autokratiske regeringer stjæler fra samfundet og med international hjælp presser retssamfundet og den frie presse og hindrer oppositionens adgang til vælgerne, skal vi bare tage det roligt og afvente, for så vil problemerne løse sig selv.

Når vores politikere og andre ledere af forskellige grunde ikke reagerer på henfaldet af demokrati og anstændig opførsel er det bedst, at ignorere dette. Dette bl.a. fordi vi er sikkerhedsafhængige af USA og økonomisk er afhængige af Kina. Det skal nok senere gå fremad uden at det i mellemtiden går galt.

Uanset, at vi er i en demokratisk og sikkerhedsmæssig tørkeperiode, skal vi fortsat brænde ukrudt med gasbrænder, for huset bliver ikke antændt, bare vi gør som vi plejer. Det går jo meget godt alt sammen, hvilket underbygges både i det store og små med en fremskrivning hændelserne i perioden siden det gik galt sidste gang.

Demokratisk valgte politikere har fornuftigvis normalt maksimalt en interessehorisont på få år og et fokus på de umiddelbare udfordringer. Det er ikke velkomment også at skulle tage hensyn til hypotetiske negative begivenheder, der kun måske finder sted inden for denne horisont og nok først senere. Indtil vælgerne mobiliserer deres nervøsitet, fordi de som i klimaspørgsmålet opfatter muligheden af en katastrofe som sikker, er det forståeligt og naturligt at de ansvarlige politikere at lytter til den rådgivning, der kan opfattes beroligende. Det er velkomment, hvis embedsmænd konkluderer, at det ”ikke er sandsynligt” at Rusland vil anvende de militære styrker, selv om dette land igennem nu lang tid har forberedt sig til en eventuel krig. Det er bedst at ignorere muligheden af, at Trump bliver genvalgt, og derefter kan nå sine erklærede mål i forhold til NATO-engagementet og kontrollen over Grønland. Det er bekvemt at overfortolke de positive tegn på modstand mod de halv- og helautoritære regimer i og grænsende til Europa. Det er hensigtsmæssigt ikke at se på sårbarheden af det danske samfund over for cyberangreb på NETS og Sundhedsplatformen, for der plejer jo ikke at ske noget.

Men når ”Plejer” så alligevel dør, og det ”ikke-sandsynlige” sker med alvorligt negative til katastrofale virkninger på samfundet, er det ingens fejl, for de rådgivende embedsmænd havde jo ingen krystalkugle. De kunne jo ikke vide bedre, og de ansvarlige politikere har intet alternativ til at viderebringe rådgivernes løfte om, at ”man vil lære fremadrettet”. Det gjorde embedsmændende også, da de negative virkninger af de rabiate ideologiske centraliserings-, standardiserings- og besparelses-”reformer” i statslige organisationer som SKAT viste sig til stor overraskelse for alle andre end de med konkret indsigt i praktisk skatteligning.
Problemet er i meget stor udstrækning, at embedsmændene tillades at anvende et ordvalg, der ikke indebærer ansvar for dem selv. Med sprogligt sløseri sikrer embedsværket, at politikerne ikke skal tænke over sagerne, og dermed ikke får ansvar for at staten konfronterer også ubehagelige, mulige begivenheder.

Rådgiverne burde, på trods af at det ikke er velkomment, i overensstemmelse med sandheden altid gøre det klart, ”at (den negative udvikling) ikke kan udelukkes”. Men evnen til at forudse negative konsekvenser, er stærkere hos de, der har konkret saglig indsigt, en de med generaliserende, teoretiske forvaltningsuddannelser. Og den første kategori er der kun få af i toppen af embedsværket.

Hvis jeg havde været samfundsfaglig generalist og teoretiker kunne jeg sove trygt uanset alle tiden problematiske udviklinger. Men jeg blev officer og derefter historiker med fokus på 20. århundrede, hvor det er bruddene i udviklingen, der træder frem. Det uforudsete i det århundrede, var ofte forudseeligt, men varslerne blev oftest bagatelliseret og negligeret som politisk ubekvemme og derfor dømt usandsynlige.

Her står ikke mindst udbrud af krige, flygtninge-migrantbølger, økonomiske kriser samt staters og hidtil velfungerende politiske systemers først træthed og så sammenbrud som klare eksempler.
Det 20. århundrede så antiautoritets generationsoprør i slutningen af 1960’erneog igen nu flere steder i verden, smitsom ideologisk hjernebetændelse som først den munkemarxistiske i 1970’erne, så den fundamentalistisk-liberalistiske virus i 1990’erne og endelig patologisk romantisk nationalegoisme.

Alle disse bevægelser havde og har tydelige forstadier, hvor konstateringen af, at det nok er et kort og uskadelig udvikling, som man kan ignorere og lade rinde ud uden forståelse og engagement.
Som historiker fokuserer man naturligt på bruddene samt deres årsager og konsekvenser, og mindre på mellemperioderne af stabilitet, hvor det normalt kun er på overfladen, at alt fortsætter, som det plejer at gøre.

Med hensyn til én profession, ingeniørerne, synes selv politikere og generalistiske forvaltere at forstå, at det nok er bedst, at man lytter til deres forudsigelser. Det er også meget vanskeligt at slippe for personligt ansvar, hvis man (på skrift) ignorerer dem, og det så går synligt og grueligt galt.

Også prognoserne fra en anden profession, lægerne, er de fleste motiveret til at respektere, i hvert fald på det individuelle plan.

Ved begge professioner er det centrale element ansvarlige anbefalinger bygget på prognoser over alternativer. Og i begge professioner er det de professionelle selv, der – igen under ansvar – skal føre de besluttede løsninger ud i livet.

Derved adskiller de sig normalt fra den generelt samfundsvidenskabeligt funderede forvalter, der ikke selv har konkret viden og færdigheder, der skaber evnen til at lede en praktisk udførelse.

Ingeniører og læger deler i øvrigt vilkår med den professionelle militære planlægger og chef, dvs. officerer, der kombinerer et professionsrettet uddannelsesforløb med praktisk militær ledelseserfaring. En sådan uddannelse fik selv danske officerer, indtil den omlægning, som heldigvis forgæves blev forsøgt på Filmskolen, glemte professionens krav for at fokusere på akkrediterings-givende, teoretisk varm luft.

Sådanne officerer er som både planlæggere og chefer personligt ansvarlige for at udvikle handlemuligheder samt derefter identificere risici på grundlag af prognoser for, hvad modstanderen kan og måske vil gøre. Og som ingeniøren og lægen vil officeren selv eller andre militære være ansvarlige for, at føre den besluttede handling ud i livet.

At noget ubehageligt og potentielt katastrofalt ikke plejer at ske betyder normalt samtidig, at ”det ikke kan udelukkes”.

Ved at anvende denne sidste formulering kan man begrunde, at den uønskelige udvikling gennemanalyseres med henblik på at identificere også negative konsekvenser. Derved bringer analytikeren ansvaret op til politikerne, hvor det naturligt bør ligge. Og dermed får offentligheden og politikere bedre muligheder for at se mulige alvorlige problemer og reagere i tide.

Indtil videre lever ”Plejer” trods det uerkendte stærkt skrøbelige helbred dog i bedste velgående.

Det ville være en god ide, hvis også militære embedsmænd med demonstreret ajourført, robust fagkundskab, og ikke kun af natur og uddannelse uansvarlige samfundsvidenskabelige generalister sammen med langtidsbureaukratiserede uniformerede forvaltere igen fik ansvaret for at rådgive politikerne i sikkerheds- og forsvarspolitikken.

Så ville rådgivningen bl.a. igen blive ansvarlig og kunne ske med et sprog, hvor uønskelige udviklinger ikke afvises som umulige.

Omkostningen ville selvfølgelig være, at ikke alle rådgivere på forhånd mente det samme, fordi nogle ville være forurenet af faglig viden og tilknyttet ansvarlighed.


Der har her været diskussioner af, hvor mange procent Trump og hans politik var onde og hvor mange gode.

Det er ikke formålet med dette indlæg, også fordi det afspejler en tilsvarende naiv konstatering i borgerlige kredse af de positive sider af Mussolinis og Hitlers politik i Mellemkrigstiden.

Den fik jo skabt orden og bekæmpede kommunisterne effektivt.
Jeg forstår simpelthen ikke hvad der nærer andre borgerlige kommentatorers blindhed med hensyn til karakteren og virkningerne på vores fremtid af Trumps projekt.

Her vil der blive givet det billede af ham, som nu står klart: Primært som illustreret af hans handlinger og kommunikationer, sekundært på fundamentet af de allerede nu massive mængde vidneudsagn fra tætte medarbejdere om, hvad der bestemmer og vejleder hans politiske valg.

Man kan konstatere, at han blev formet og på mange måder afsluttede sin udvikling som en forkælet, egocentrisk teenagedreng. Han gad ikke da eller senere i sin udvikling at opbygge mere viden om verden eller noget som helst andet end en kontrær, umoden knægt. Han imponerethed af militær facade og syn på kvinder er stivnet på dette niveau.

Som et usofistikeret stort barn kunne han erkende simple sandheder, som at Kina nok udnyttede den globaliserede handel på en måde, der truede USAs position i verden, og at Amerikas allierede af en for ham uforståelig grund brugte færre penge på militæret end hans eget land. Da forhistorien ikke interesserede ham, var den førte politik idiotisk, hvilket han senere effektivt anvendte til at latterliggøre det ”system”, der var hæmmet af hensynet til viden.

Han opfattes nu delvis fejlagtigt som isolationist. Han er internationalist og globalist i den forstand, at han søger en global amerikansk militær dominans, så USA som den store bølle i skolegården kan true sig til fordele, dvs. økonomiske fordele for hans egen familie og kernevælgerne. Derved sikres hans magt og mulighederne for at kunne udnytte denne til fortsat berigelse. Det er ikke et tilfælde, at han med alle midler bekæmper offentlig indsigt i hans økonomiske forhold. Det ville blotlægge karakteren af hans hensigter og arbejdsmetode. Bøllemagten – forstærket med svulstigt pral – er dog ikke til risikabel anvendelse. Hvis forsøget på at bluffe ikke virker, snakker man sig fra problemet med en løgn.

Da han blev voksen blev han formet af sine erfaringer som entreprenør i det gennemkriminaliserede New Yorkske byggemarked. Da målet var og er magt med henblik på berigelse fandt han aldrig nogen grund til at lade sine handlinger begrænse af, om de var etisk forsvarlige eller strikte lovlige.

Han overlevede ved potemkinsk facadebygning, beskidte tricks, svindel med andres penge, benægtelse af fakta, samt ved at reagere ekstremt offensivt, når han blev fanget i uetisk eller halvkriminel handling. Han indgik hurtige diskrete forlig Potemkin-beskrevet som sejre, når nederlaget var uundgåeligt.

Det er Trumps imponerende og ligefremme form som hensynsløs taler ved stormøder, hvor han spiller på sine tilhængere fra provinsens Lumpenproletariat og tidligere arbejdende hvide middelklasses frustration og systemhad, der er basis for hans magt og samtidig nærer hans narcissisme og storhedsvanvid. Mens vi ved, hvordan Hitler erkendte sine tilsvarende politiske evner og metode under sin virksomhed som talsmand lige efter 1. Verdenskrig, er det mig ukendt, hvornår Trump erkendte sit potentiale i radikal politisk mobilisering.

Vi ved kun, at han under sin kampagne for at blive præsident overtog og undergravede det Republikanske Parti som en gøgeunge fyldt med parasitter, der derefter netop på gøgeungemaner skubbede både moderate og ideologiske republikanere ud af reden, mens hans parasitiske idéer forgiftede partiets og dets organisations rygrad og moral. Det er en fremgangsmåde, der er fortsat under præsidentperioden med en sådan dynamik rettet mod embedsmænd og medier, så man næsten har glemt det politiske kodeks af ansvarlighed, checks and balances, som er kernen i det amerikanske demokratis fundament. Også herhjemme kommenteres forløbet nu som et underholdende grotesk show uden fokus på de nu sandsynlige konsekvenser, herunder, hvad der sker, hvis Trump genvælges, og specielt hvis han bevarer kontrollen over et Senat, hvor Republikanere med viden og rygrad er blevet afløst af endnu mere automatiske jasigere.

Det er nu indlysende, at Trump ikke accepterer nogen begrænsning af hans muligheder for arbitrært at beslutte som en enevældig hersker. Derfor overlever rådgivere med viden og rygrad ikke længe, når de afviser loyalt at føre hans beslutninger ud i livet uden selvstændig tanke eller moralske kvababbelser.

Der er nu skabt en kujoneret gruppe af nikkedukker, der skal sikre og forstærke Trumps muligheder for at bruge statens instrumenter til at sikre hans personlige magt. Derfor er den uafhængige presse, et selvstændigt tænkende embedsmandskorps og parlamentarisk kontrol naturligt fjendtlige kræfter, der skal dæmoniseres med alle til rådighed stående midler. Som sagen med anvendelsen af udenrigsforbindelserne til bl.a. Ukraine og Kina viser, føles Trump ikke længere behov for at skjule sin fremgangsmåde. Gøgeungen har overtaget Senatet.

Det er naturligt, at han beundrer andre landes autokratiske eller diktatoriske ledere, der mere effektivt har blokeret mulighederne for at udnytte statens magtmidler til at forstærke magten over staten og til personlig berigelse. Det er ledere, som han kan lave ”deals” med i fælles interesse. Når alle disse – russeren, nordkoreaneren, iranerne, tyrken og kronprinsen – som klogere og mere vidende end Trump derefter udmanøvrerer og snyder USA, er Trump ligeglad, så længe hans personlige interesser ikke anfægtes.

Derimod er demokratiske ledere og internationale forpligtelser, der begrænser hans mulighed for at opererer frit ved trusler og lovede belønninger, foragtelige og uønskede hindringer. Den ideelle verden er anarkisk, det ideelle USA er uden begrænsninger af præsidentens magt.

Et forhold, som man i en behandling af Trump ikke kan undgå at kommentere, er hvorvidt Sovjetunionen under Trumps besøg i 1980erne eller Rusland senere har fået skaffet sig indflydelse på den politik, han fører som præsident. Dette skyldes, at vi ved, at det er ret utænkeligt, at KGB ikke søgte kontakt med en så prominent amerikansk besøgende og – hvis muligt – også søgte at kompromittere ham. Med udgangspunkt i hans beskrevne personlighed må det vurderes, at det ikke er muligt eller sandsynligt, at en kontakt dengang eller senere kunne føre til kontrol. Man må også sige, at et forsøg ville være tåbeligt og bl.a. derfor usandsynligt. Trump er ikke i stand til konspiratorisk optræden. Hans tilbøjelighed til indiskretion er så dominerende, at selv hans egne efterretningstjenester tøver med at give ham følsomme oplysninger.

En kontakt dengang i 1980’erne ville af Trump efter min læsning af manden blive opfattet som en smigrende accept af hans betydning, men han har klart vist, at han hverken har ydmyghed eller selvdisciplin nok til at acceptere andres rådgivning eller vejledning. For kontakten ville Trump være set som en egocentrisk ”loose cannon”, som ingen professionel efterretningsorganisation (der som alle andre bureaukratier søger et minimum af forudseenhed) vil turde binde sig til.

Angående eventuelt seksuelt kompromitterende materiale må man sige, at han med sin elefanthud på netop dette område og evne til at bortforklare alt, ikke er sårbar, og hvorfor skulle man anvende det, når manden af egen kraft og uden vejledning handler så destruktivt for Vestens interesser i Europa?

Noget andet er, at Trump må have set ting dengang, som værende i god overensstemmelse med sin egen verdensopfattelse og derfor fornuftige, og også hans opposition til og foragt for det politiske system hjemme, kan have medført en grundlæggende positiv holdning til russiske synspunkter. Det gør ham imidlertid ikke til agent, at han nok var venligt stemt og enig.

Jeg vil acceptere, at man selvfølgelig ikke kan være sikker på, at Trump ikke kun ved et tilfæle er enig i dele af Ruslands mål. Men jeg finder ikke, at der kommer noget hensigtsmæssigt ud af at tage som udgangspunkt, at Trump styres eller vejledes fra Moskva. Ved at fjerne agentmuligheden fra sin argumentation kan man koncentrere sig om resten. Alt hvad der fjerner fokus fra hovedproblemet, Trumps politik, er skadeligt.

For russerne har det været sund fornuft at konsolidere den venlige holdning ved diskret at sørge for, at han ikke manglede kreditmuligheder i afgørende perioder. Men heller ikke dette gør Trump til agent for andet end sine indskydelser og interesser, der som nævnt er næret af en selvovervurdering, begrænset viden, ingen ønske om at lære og en akut fornemmelse for, hvad der tjener hans magt- og økonomiske interesser.
Virkningerne af Trumps præsidentperiode vil i nogen grad afhænge af, om han bliver afløst i 2020 eller fortsætter fire år yderligere. USA var ved at reducere sin internationale profil allerede i 2001, før angrebene 11. september ændrede udviklingen i det efterfølgende årti. Derefter ønskede landet under Obama at lægge større vægt på Stillehavsområdet, og tilbagetrækningen fra ikke mindst Mellemøsten blev indledt.

Trumps første periode har bevidst søgt en ny situation, hvor USA med sin genopbyggede militære magt søger at påvirke udviklingen fra baser hjemme. Tilstedeværelsen i udlandet skal være tidsbegrænset og betinget af, at udgifterne betales af værtslandet.

Det er en udvikling, som Trump må forventes at ville forstærke en anden periode, men selv en demokratisk afløser kan ikke forventes at ville ændre substansen af denne politik.

En god ting, der kan komme ud af Trumps første regeringsperiode, kan dog være, at alle er blevet mere opmærksomme på behovet for en mere fair udvikling af handelskonkurrencen. Dette dog kun, hvis han klodsede indsats ikke udløser en ødelæggende handelskrig.

Hjemme i USA er de politiske modsætninger nu så dybe, at det er vanskeligt at forudse, hvad reaktionen bliver på et genvalg og en fortsættelse af presset på de af ham uønskede, hæmmende demokratiske strukturer.

De generelle virkninger af Trumps præsidentskab har været en legitimering af ekstremnationalistisk og højreradikal optræden i hele verden, dvs. at vi har set, at Vestens førende lands leder har haft samme mål som dette lands tidligere modstandere.

Den kurdiske gøgeunge i den centrale del af Mellemøsten

Problemet er, at det moderne Tyrkiet blev skabt i årene før, under og efter 1. Verdenskrig på ambitionen og fiktionen om en etnisk homogen nationalstat. De gensidige etniske udrensninger af kristne fra Tyrkiet og tyrkere fra Balkan blev intensiveret under 1. og 2. Balkankrig, fortsatte under Verdenskrigen og blev afsluttet under den efterfølgende Græsk-Tyrkiske Krig. Den mest kendte enkeltbegivenhed er massemordet og fordrivelsen af armenierne fra den østlige del af det nuværende Tyrkiet.

Her fandtes nu hovedparten af den del af den kurdiske nation, der boede inden for Tyrkiets grænser, og da tyrkerne ikke kunne forene tilstedeværelsen af en anden nation, der skulle anerkendes og gives fulde politiske rettigheder, med idéen om en-nationsstaten, måtte kurdernes eksistens benægtes og de måtte udsættes for et så stærkt pres ved at nægte dem politiske og kulturelle rettigheder, at de blev assimileret.

I næsten tyve år i slutningen af det foregående århundrede og de første år af dette forsøgte man at nedkæmpe den kurdiske modstand, men forsøget vanskeliggjordes nu af eksistensen af de delvis autonome kurdiske områder i det nordlige Irak efter Golfkrigen i 1991.

Det efter årtusindskiftet stadig mere demokratiske Tyrkiet søgte halvhjertet at give kurderne lige politiske rettigheder, og efter Irakkrigen samarbejdede man økonomisk med de kurdiske ledere i irakisk Kurdistan. Men nogle år efter Erdogans magtovertagelse blev der igen stigende politisk pres på de tyrkiske kurdere og en undergravning af deres politiske rettigheder, og de kurdisk kontrollede områder, der skabtes under den syriske borgerkrig, blev en synlig trussel mod den stadig mere nationalistisk motiverede enhedsstat.

Som den osmanniske sultan i slutningen af 1800-tallet mobiliserede hadet til de kristne for at støtte sit styres legitimitet, anvender Erdogan nu kurderne.

Indtil den tyrkiske stat fuldt ud accepterer det kurdiske mindretal og giver det fulde kulturelle og politiske rettigheder inden for landet, forbliver kurderne et sikkerhedspolitisk problem i regionen og potentielt i de lande, de er immigreret til.

Jo længere det varer, før dette sker, desto bedre argumenter har kurderne for, at deres fremtid kun kan sikres i et hjemland i regionen op mod den type, som sejrherrerne nægtede dem efter 1. Verdenskrig (se kort).


Hvad kan vi, dvs. Danmark, så gøre? Reelt kun én ting. Vi kan meddele som vores konklusion (og arbejde for internationalt), at man efter 100 års erfaring med behandling af det kurdiske folk uden sikring af et hjemland må se dette valg som i stigende grad uholdbar.

Derfor bør der gennemføres FN-kontrollerede folkeafstemninger i de grænsedistrikter af Tyrkiet, Irak, Syrien og Iran, hvor der er større kurdiske befolkningsgrupper, med henblik på at en international grænsekommission fastlægger grænserne for en nye kurdisk stat.

Dette vil selvfølgeligt fremkalde afvisning og særdeles negative politiske reaktioner fra de fire lande, men det eneste, de kan gøre for at imødegå idéen efter den er formuleret, er at gennemføre de politiske reformer, der kan undergrave dennes logik.


Trumps brutale klarlæggelse af den amerikanske opfattelse af, at europæerne burde forsvare sig selv, så USA kan koncentrere sig om egen sikkerhed og om på selvvalgte tider og steder at dominere verden, har fremkaldt en ny bølge af ufokuserede og lidet dækkende reaktioner i EU-lande, herunder i den her afgørende stat, Forbundsrepublikken Tyskland.

Det er væsentligt at fastslå, at udviklingen ikke forudsættes at indebære et europæisk-amerikansk modsætningsforhold, kun at europæerne er blevet tvunget til at tage konsekvensen af, at man forsvarsmæssigt herefter skal stå på egne ben.

Det problem, som derfor skal og kan behandles, er, at USA, som Frankrig gjorde i 1966, trækker sig ud af den faste organisation, NATO, der blev skabt som reaktion på invasionen af Sydkorea i 1950. Man skal derfor ikke forholde sig til en situation, hvor USA trækker sig fra sine forpligtelser i Atlantpagten. USA forlader blot NATOs kommandostruktur, m.m. og ophører med at have militære styrker stationeret i Europa.

Dvs. at der i det transatlantiske forhold herefter kun vil blive tale om et ad hoc etableret alliancesamarbejde for klokkeklare Artikel V-situationer (som tilfældet sandsynligvis ville have været efter 1949, når den militære besættelse af Tyskland og Østrig var afsluttet, hvis modsætningsforholdet til Sovjetunionen ikke var blevet drastisk forværret og militariseret som følge af Vestens læsning af invasionen af Sydkorea).

Det, som USA her forudsættes at have gjort, svarer i princippet helt til, hvad De Gaulle gjorde, dvs. at trække sig ud af den militære organisation, men forblive alliancemedlem. Man kan reelt sammenligne Trumps motiv om maksimal national markering som meget lig med den daværende franske præsidents. Den primære forskel er den dramatisk anderledes virkning af USAs exit fra organisationen i forhold til Frankrigs.

De eneste skridt, der altid diskuteres, når et fælles europæisk forsvar er på dagsordenen, er muligheden af samordning af EU-landenes materielindkøb, en opbygning af de europæiske stabsstrukturer og samarbejde om fælles operationer uden for vores ende af det euroasiatiske kontinent. Det er områder, som ikke-militære embedsmænd som EUs er trygge ved. Problemet er, at langt hoveddelen af det, der skaber evnen til robust, territoriedækkende og varig militær indsats og beredskab – og derigennem også troværdig afskrækkelse af aggression – hermed lades ubehandlet. Det bliver militært set som diskussionen af Kejserens nye klær.

Dette lille indlæg vil bevidst kalde spaderne ved deres navne med et professionelt militærfagligt fundament beskrive, hvad der skulle ske, hvis Den Europæiske Union reelt skulle vise enighed, viljestyrke og evne til bl.a. at konvertere NATOs europæiske søjle og sit eget forsvarssamarbejde til en troværdig forsvarsevne, der bl.a. med rimelig stor sikkerhed kunne afskrække Rusland fra amå eller større eventyr selv efter USAs udtræden af organisationen.

Indlægget vil ikke systematisk forholde sig til politisk realisme eller den altid og allestedsnærværende organisatoriske selvinteresse og inerti.

Her skitseres de nødvendige skridt kort på fem områder:

For det første de overordnede politisk-økonomiske strukturer.

For det andet det territoriale selvforsvar af EU-landene, specielt de østlige grænselande, mod Rusland.

For det tredje den fælles nukleare afskrækkelse.

For det fjerde den maritime og eventuelt arktiske dimension og endelig for det femte militær stabiliseringsindsats i nærområdet i Afrika og Mellemøsten.

Storbritannien betragtes ikke som en del af løsningen, og intet bygges på de nuværende britiske styrker, dels fordi de er blevet dramatisk udhulet og svækket igennem de sidste ti år, dels fordi Skotlands fortsættelse i Unionen er usikker.

Derimod indgår Den Irske Republik som en del af det landområde, der skal sikres og kan udnyttes. Det forhold som det enkelte NATO-medlem havde til alliancen, overføres til afløserorganisationen. For ikke-NATO-medlemmer som Irland, Østrig, Sverige og Finland indgår de som EU-medlemmer uden forbehold. Neutralitet i forhold til det europæiske fælles forsvarsbehov forudsættes udelukket.

Da USA må forventes herefter specielt at udvikle sine maritime styrker, vil det praktiske, nu ad hoc-samarbejde naturlig først og fremmest ske på havet.

Til EU’s ledelse vælges herefter af rådet og parlamentet en minister for koordination af det fælles forsvar. Han afløser NATOs Generalsekretær, hvis stilling jo er nedlagt, og han støttes af en tilpasset udgave af generalsekretærens stab.

Det Nordatlantiske Råd slås sammen med EUs Ministerråd, hvor ex-NATO-medlemmer som Norge, der ikke er EU-medlemmer, deltager, når forsvarsemner behandles.

Den overordnede militærfaglige rådgivning påhviler en europæisk forsvarschef, der vælges blandt flere kandidater efter en fokuseret afprøvning af han militærfaglige bredde og dybde. Dette betragtes som nødvendigt for at stillingen gennem faglig respekt bevarer den legitimitet, som tidligere kunne bygges på USAs dominerende militære magt. Han virker samtidig som formand for den europæiske militærkomité og støttes af den herefter ”europæiserede” Internationale Militære Stab.

NATOs operative stabe fra SHAPE og nedefter overtages af europæerne og strukturen tilpasses det nye behov. Den afbureaukratiseres samtidig, og fra besættelse af chefstillinger på forskellige niveauer efter aftale eller rotation sker det herefter ved uafhængig faglig afprøvning af tilbudte, kvalificerede kandidater fra medlemslandene.

Det er indlysende, at et fælles EU-forsvar fortsat må hvile på anvendelse af engelsk som det fælles hovedsprog og på brugen og videreudvikling af de standarder og procedurer, som er udviklet i NATO.

NATO Defense College, nu European Defence College, må udvides og konverteres til at uddanne tre typer elever på sine nu tre hovedkurser. Formålet er på alle kurser og andre aktiviteter networking og bedømmelse af egnethed, og præstationspresset på kurset skal sikre grundlag for det sidste.

For det første etableres kurser for de få officerer på oberst/kommandørniveau, der er fundet egnede til de øverste nationale militære stillinger, samt generaler/admiraler, landene ønsker at tilbyde til stillingerne i de fælles stabe på højeste niveauer eller som chefer for fælles operationer.

For det andet (ved konvertering af NDCs nuværende primære kursus) gennemføres et kursus, der skal forberede eleverne til stillinger i de fælles stabe.

For det tredje skabes et kursus for de nationale og fælles chefer samt de ledere fra industrien, der skal sikre fælles og standardiserede materielindkøb. En effektiv harmonisering af materieludvikling og -indkøb kan kun sikres gennem en fælles godkendelse fra en fælles EU-materielorganisation, der har agenter placeret i alle medlemslandenes forsvarsministerier. For at sikre bevarelse af habilitet roterer agenterne hurtigt mellem landene.

I øvrigt er det afgørende for omkostningseffektiv udvikling af fremtidige våben og andet materiel, at man altid sikrer åben konkurrence mellem mindst to uafhængige producenter, og at projekterne styres gennem operative og andre krav, ikke gennem fælles projektforvaltning (der erfaringsmæssigt forsinker og fordyrer udviklingen dramatisk).
Centralisering af den begrænsede våbenproduktion efter Den Kolde Krig gør dette til en vanskelig udfordring, som næppe kan løses uden subsidier, der sikrer overlevelse eller retablering af konkurrenter.

Hvordan dette må ske, kan illustreres ved at kombinere inspiration fra to eksempler: Det første er Finlands forsvarsmodel, det andet NATOs militære assistanceprogram fra 1950’erne, hvor Vestmagterne donerede materiel, udrustning og ammunition til frontlinjestater, og hvor den nødvendige forsvarsinfrastruktur blev fællesfinansieret.

Europas lange østgrænse til Rusland (og Hviderusland) fra Barentshavet til Sortehavet kan kun gives en sådan tæthed af styrker, at man afskrækker konventionelle angreb gennem tilstedeværelse og evnen til nogle ugers forsvar, hvis frontlinjestaternes befolkninger motiveres og uddannes som værnepligtige, så de kan mobiliseres i forsvarsenheder på forskelligt kvalitetsniveau og beredskab.

At det er muligt illustreres af den tidligere nordiske og nu specielt finske forsvarsmodel, og anfægtes kun af de akademikere og militære, der ikke fra egen erfaring ved, at en enheds kampværdi i en veldefineret opgave som tilfældet er ved territorialforsvar (eller guerilla) afhænger af kvaliteten af førings- og specialistkadrer samt af mandskabets motivation – ikke af de meniges generelle rutine.

Der er dog tre forhold, der kan nødvendiggøre, at den finske model suppleres med kvindelig værnepligt. For det første den meget store del af de østeuropæiske landes unge, der arbejder i udlandet, For det andet den generelle fedmeepidemi også blandt yngre mænd, der gør dem uegnede i forsvarsopgaver. For det tredje den stigende tendens til kønsskift.

Med våbenhjælpsprogrammet i 1950’erne demonstrerede NATO, at man vidste, at det ikke var muligt for frontlinjestaterne både at stille det nødvendige antal enheder og levere materiellet samt øvelsesammunitionen til hærene, flystyrkerne og flåderne. Så ud over at have styrker, der kunne deltage i frontlinjestaternes forsvar eller forstærke dette efter nogle dage eller uger, udrustede og støttede man frontlinjestaterne med fly, skibe og hærmateriel, og hjalp med nyere materiel efter nogle år.

Et effektivt europæisk territorialforsvar må give materielhjælp til frontlinjestaternes uddannelses- og mobiliseringsstyrker, og baglandsstater må både opstille de kampflystyrker og krævende luftforsvarssystemer, som frontlinjestaterne ikke kan klare økonomisk, samt de supplerende og bl.a. tungere hærstyrker samt ammunition, som skal forstærke frontlinjestaterne sikre deres lokale styrkers evne til fortsat kamp.

Forstærkningsstyrkers evne til at blive klar i tide kan sikres gennem forhåndsoplægning af materiel- og ammunition, som USA gjorde under Den Kolde Krig. Hjælp og forstærkning må afhænge af frontlinjestatens vilje til at etablere en værnepligtsbaseret forsvarsstruktur, da denne er en forudsætning for at sikre tid og rum til forstærkningernes ankomst og deployering.

Opstillingen af styrker af forsvarsrelevant størrelse (dvs. flere komplette og logistisk robuste brigader fra et baglandsland som Danmark), vil også kræve anvendelse af værnepligten her, men ikke den brede og totale anvendelse, som er nødvendig i frontlinjestaterne.

Ud over disse bemærkninger om den overordnede, nødvendige struktur, er det nødvendigt at understrege, at intet kommer til at virke, hvis man ikke “re-booter” hærene, afvikler New Public Management-bureaukrati og genskaber de professionelt fokuserede aktiviteter, med lange, krævende feltøvelser og krigsspil, der klart eksponerer svagheder hos personer og strukturer, så de kan afløses henholdsvis fjernes.

Stabe på alle niveauer skal reduceres gennem fokusering på opgaver i krise og krig, så faste officerer ikke længere kan forfalde til at blive snævre forvaltningsspecialister (kun tekniske officerer må forblive specialister, men skal sikres generel indsigt).

Alle problemer skal forstås og øves i alle deres aspekter, logistiske, cyberkrigs-, osv. og strukturerne skal gøres robuste ved, at man stadig øver tab af nøglepersonel og materiel, indlægger effektivitetsundergravende kunstig friktion, og uddanner officerer til at kunne virke “et niveau op” og forstå “to niveauer” op.

Kun ved igen at stille brutale videns- og færdighedsmæssige samt fysiske krav med langvarig og stressende arbejdsindsats med minimal hvile, kan de europæiske hærstyrker blive andet end personellets selvtjenende spild af penge. Stigende kompleksitet (hvis den måtte findes) håndteres ikke effektiv ved større egentlige stabe, men ved at give chefer og primære stabsofficerer indblik i denne kompleksitets karakter og rutine i at virke i denne, så de kan refokusere og prioritere stabens virksomhed.

Der er reelt kun en mulighed for at opbygge et fælles nukleart afskrækkelses-”tag” på den territoriale selvforsvarsstruktur, så Unionen og landene ikke ligger åben for nuklear afpresning. Det er en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der erklæringsmæssigt også dækker resten af EUs område.

Det måtte indebære, at Tyskland overtog mindst 50 % finansieringen af driften af de franske atomdrevne undervandsbåde af Triomphant-klassen, at også Tyskland stillede besætninger eller dele af disse, og at antallet af både blev udvidet til nok seks ved afløsningen med næste generation, så antallet af både på konstant patrulje kunne blive øget.

Alt dette for at gøre det mere troværdigt, at også andet end et kernevåbenangreb på selve Frankrig kunne udløse et svarangreb og at også andre dele af Europa var værn mod nuklear afpresning.

For at dække behovet for afskrækkelse af truslen fra russiske præcisionsmissiler med mellemrækkevidden på op til 5.500 km, kunne man satse på krydsermissiler fra torpedorør i andre franske, tyske og eventuelt andre EU-landes undervandsbåde, hvor landet påtog sig rollen og havde de nødvendige franske og tyske officerer ombord, når der var kernevåben i rørene.

Det centrale problem ved at løse denne del af det fælleseuropæiske forsvarsproblem er ikke teknisk eller økonomisk, men alle andre europæere end franskmændenes evne og vilje til at se behovet i øjnene.

Som det demonstreres klart i Hormuz-strædet og i Middelhavet i denne periode er der selv i fredstid behov for maritime styrker til at løse krævende opgaver af forskellig karakter. På grund af mange års samarbejde i NATO- og anden ramme, er evnen til samarbejde høj, og der er derfor på nogle områder ret få problemer her med at få en EU-flådestyrke til at fungere, da det kun er det blå flag, der ændres.

Det vil dog stadig være en udfordring at sikre en rationel bygning af skibe og andre fartøjer, så de har en højere grad af standardisering end nu og der opnås besparelser gennem bygning af et større antal af samme enheder. Det kan også være et problem at bevare en afbalanceret styrke, der udover større skibe til opgaver på det åbne hav også har specialiserede enheder til indsats i kystnære farvande, herunder til minekrigsindsats.

Det vil være vanskeligt – reelt nok umuligt – at gøre styrken materielmæssig uafhængig af USA, fordi amerikanerne på mange områder er førende i Vesten på de maritime våben- og anden maritime nøgleteknologiområder.

På den anden side er denne afhængighed et mindre problem, fordi europæerne netop på havet som understreget i indledningen vil kunne og skulle samarbejde med USA i en krig.

Om EU også skal forholde sig til sikkerhedsproblemer i Arktis vil være afhængigt af norske og dansk-grønlandske beslutninger. Også her vil indsatsen blive domineret af USA.

Som nu vil den indledningsvise hovedindsats i en fremtid med et EU-forsvar blive båret af ikke-frontlinjestater, hvilket efter tabet af Storbritannien først og fremmest vil sige Frankrig. Andres deltagelse vil som nu i høj grad afhænge af, om FN legitimerer indsatsen og overtager ansvaret for den længerevarende operation.

Hvad laver iranerne nu? … og hvad betyder det for os?

Vi kan ikke vide det første med sikkerhed, men hvis den iranske flåde handler og forbereder sig professionelt, som vi bør forudsætte, er den i gang med ved hjælp af sine undervandsbåde og andre sensorer at skaffe data om de fremmede skibe i området. Det vil bl.a. eksempelvis muliggøre, at man, hvis dette besluttes, kan vælge hvilken skibstype eller skib, som en gruppe hurtigt til denne opgave udlagte bundminer skal udløses af.

At finde områder med under den for disse miner maksimale vanddybde på 60 meter er ikke et problem i det mest af Golfen og store dele af Strædet.

De miner, der i givet fald vil blive anvendte i Golfen under denne konfrontation, vil derfor ikke nødvendigvis være simple forankrede kontaktminer, som tilfældet var under “Tankerkrigen” i 1980’erne.

En minedetonation under et krigsskib af fregat-størrelse må forventes at medføre totalforlis, herunder ikke mindst af en kraftig bundmine. At den 14. april 1988 iransk mineramte fregat USS Samuel B. Roberts nåede i havn var tæt på et mirakel (Billedet viser fregattens revnede dæk. Maskinrummene var oversvømmet og kølen brækket).

Derfor skal den britisk ledede flådestyrke ved Hormuz-strædet også – som den allierede styrke i 1980’erne – råde over et robust og alsidig minerydningsstyrke. Det bliver ikke så let denne gang efter de dybe styrkereduktioner og kapacitetsfravalg i årene siden.

After the wealth emigrated … a renewed publication of a 12 November 2011 article under the impression of the current situation

Flemming Ytzen’s comment to the previous article is important, however it is built on hope that China will behave differently from all other great imperial powers when under pressure of circumstances. The country will start as a mainly economic imperial state – as was England in many parts of the world until mid 19th Century.

Reading China as fundamentally different is not new. In the 1970’s its military behaviour on the borders was diagnosed as fundamentally defensive in character, the use of military force triggered by others and always limited, something that was based on the contemporary analysis of the Korean War 1950-53 and the Indo-Chinese Border War 1962. To put it mildly, the 1979 Chinese invasion of Vietnam undermined this interpretation of the country’s strategic behaviour. So did the new history writing about all aspects of Chinese politics during the Mao years, underlining not only the extreme arrogance and brutality show by the Chinese leadership towards not only the ethnic minorities, but against the Han Chinese. The costs i human lives dwarfed even the efforts of Stalin and Hitler.

I must read very positive evaluations of future Chinese policies as generally naive and ahistorical, most likely founded on a combination of necessary hopeful optimism and the liberal’s bad conscience about Western imperialism and colonialism.

With the ever-growing pressure on the limited ressources of the world from water over energy to minerals and the track record of Chinese actions to employ all necessary means to gain and keep control, I find it hard to see any difference between the actions of the former expanding Western empires and China. Only look at the country’s management of the water from the great Himalayan rivers, in the power play keep exclusive control of off-shore ressources and the policies in Africa and new mineral exploitation possibilities in places like the naively governed Greenland.

The only current limitation is the relative military inferiority that will last only a few years as the collapse of Western power as a result of the lack of economic ability to sustain or replace the forces is fast approaching. In Europe the next few years will bring full disarmament of over-seas expeditionary capabilities.

What will happen all over the West is now well illustrated by the developments in southern Europe. Collapse of production and the earning of foreign currency with an increasing part of the population that depend on government money as pensioners or as white collar public positions. The only parts of the economy that benefit from globalisation are the multinational companies including banks that no longer invest in the West and the agriculture that has been deeply rationalised and mechanised. These sectors can only employ a very small of the national population. Neither are able to form a stable foundation for state revenues. Unwillingness to work in hard or boring jobs themselves, the Western populations have imported workers from low income areas as sailors, farm and domestic jobs and for restaurants and hotels that add to the draining of currency and add little to state income.

Rising energy and mineral prizes as well as import of nearly all finished industrial products means a quickly worsening trade balance. The ever diminishing state income means that they try to cover the expenses with foreign loans, bridging to a post-crisis period that never comes. After some time the lenders get worried and the state bond interest rates rise to an unsustainable level. The states are then forced to cut state expenses, an effort that with further diminish the state revenues. Non-essential expenses such as the maintenance of military forces will be cut early, soon to be followed the all types of public services and subsidies. The ability to maintain infrastructure, import energy and goods will wither away and the populations rather spoiled trough decades will react with social unrest.

In some places the reaction will be to reduce taxes and thereby accelerate the undermining of state functions – without any hope of regaining competitiveness. Others will try heavier taxation to finance the repayment of loans and the maintenance of state activities – only to fail due to the disappearance of money to tax.

That bleak future is a result of Western naivity and ignorance of its own history, including recent history. In delirious hubris at the ‘End of History‘ we adopted raw capitalism as God and Molok, uncritically subordinating any political control and management to the assumed blessings of the ‘Market‘.

We are left without other options than to hope that Flemming Ytzen’s assumed authoritarian but civilized Chinese imperial power will allow us room for rebuilding our societies after the collapse and troubles of the coming decades.

It is now an open question to what extend the results of the progress of Western political civilization – in the Renaissance, during the Enlightenment, in the two decades prior to the First World War and after the Second World War – will survive to the benefit of all humanity: the rights of the invidual, the power balance and social contract between government and citizens of the democracy, the norms and limitations of international war. Both Flemming Ytzen and I know that even if Chinese political culture and norms commits the official to clean and just administration, the current practice is rather arrogant and corrupt, and the rulers only react by sacrificing some of those caught to symbolic execution.

“When the wealth and our future was allowed to emigrate” – a renewed publication of my my 15 October 2011 article republished with a tentative conclusion from November 2016

Five years ago I published the article below on the blog. It was followed by two more articles discussing the possible implications and politico-economic effects of the described development.

These implications and effects in the West are now all too clear: the loss of mass welfare and a popular belief in the future and in the effectiveness of liberal democracy; a rejection and withdrawal of binding commitments to international co-operation; a withering of the ability and will to domestic political dialogue and compromise and the rise of “brown” opportunistic political movements as a popular reaction to loss of the good, remembered world and the fascination with and yearning for a former great and simple past. All very similar to the reactions in nearly all states in the 1930s.

The only difference between the 1930s and now is the nobody understands how terribly it can end.


The brutally clear-thinking Israeli meta-historian Azar Gat has underlined that there is no real and certain link between liberal democracy and capitalism. A capitalist economy will not necessarily generate a democratic system and democracy is not automatically the ideal and most effective framework for capitalism. The latest twenty years have all too clearly demonstrated that he is correct.

As ahistorical media and nervous politicians are incapable or unwilling to see anything but the closest ‘trees’, they have missed the total character of the ‘forest’ of the current economic crisis. The Western economies North America, Europe, Australia and Eastern Asia do not only lack money because of problems created by short-sighted stupidity of irresponsible bankers investing in the real estate bubble of the previous ten years. We are not only looking at the risk of a ‘second dip’ or even an international depression as the one that started in 1929. The steps taken to contain the actual phase of the collapse equals wetting you pants for warmth in a Siberian blizzard.

Drugged by the ideology of Globalism – capitalism ‘in absurdum’ – where the bankers’ greedy and irresponsible gaming was a comparatively innocent aspect, the West has allowed its wealth to emigrate to breed faster, thereby undermining its own position and future, including the future of the fruits of its culture and civilization.

Religion is the opium of the masses; however the ideologies of the West during the last two centuries have been far more dangerous because they always stopped the critical application of experience, moderation and common sense by the elites. As lemmings intellectuals launch the human race into dangerous experiments guided by repeated buzzwords. No small boy around to remark on the flimsiness of the substance.

Here the ideology has led to a fixed belief that the free movement of capital is automatically to the common benefit of all, ignoring that the purpose is basically to increase the immediate income of the capital owners (that are thereafter beyond the effective reach af the national tax-man). They seem to have forgotten that it was the Western states’ successful efforts to contain the negative workings of capitalism that made it more attractive than socialism in the end. The unbridled capitalism of the pre-WWI era was like an uncontrolled petrol fire. The post-WWII versions had harnessed the energy like different types of petrol engines. Capitalism, necessary for economic innovation, dynamism, rational organisation and motivation, had been harnessed so that it nourished and supported the society rather than destroying its cohesion. The unbridled globalisation of capitalism is as destructive to positive and controlled development the human project as is unharnessed nuclear energy.

The ideology also seems to have blinded the West to ignore that migration of capital linked to production is bound to weaken its banking sector.

During the two decades following the end of the Cold War, an accelerating amount of industrial production left the West. It was not the fault of the Chinese and other developing economies, but of the Western economist and politicians, who ignored that the production and money not only moved to places where the salaries were more competitive. It moved to places where the political leaders deliberately ignored and still deliberately ignore patent rights and copy everything freely.

It moved to places where the rights of labour to organize to improve its salaries and working conditions beyond sweat-shop slavery is blocked by the autocratic police state, places where the environmental conditions is ignored as badly as in the Soviet Union. What was allowed to happen within the framework of Globalisation of industrial production amounted to what would previously have been termed unfair and destructive dumping. However, the economic gurus ignored the certain medium and long time effects. They emphasised the benefits to Western consumers and Western welfare level of the cheap Chinese and other low cost products and started to consider and develop the happy ‘Post-Industrial’ society of increased leisure and service rather than production economies.

The capital thereby freed from common sense and human experience to move by the ideology of Globalisation. It followed the initial cheap production to earn some of the money generated by the unfair dumping of China and to get access to the expanding marked of the world’s largest population. Soon all large Western companies including Japanese and South Korean moved an increasing part of their production there.

The Chinese got legitimate access to the latest patents and technology, and as less and less was produced in the West more and more capital was accumulated and thereafter used to buy the remaining brand and technologies as the Swedish Volvo and Saab. The Western states and local communities were happy to sell the increasingly unprofitable factories unrealistically hoping to keep the workplaces.

However, China will be hit by the recoil when the Western markeds collapse and default on its debt. The present accelerating slow-down is already being felt.

Western Universities – forced by another shallow, brainstopping ideology to substitute academic norms and ideals about quality with business principles demanding quantity – were and are happy to accommodate the armies of paying Chinese students that sap into the ideas and technological innovation that might otherwise have generated some resurgence of Western production. A Chinese recently bragged that he had gained access to iPhone5 technologies plus software and was already producing a pirate copy before the original. In a country as ridden with corruption as China his claim could be true.

The result of the fiction of a Post-Industrial economy is that the West is now without both capital and an acceptable future. Political leaders underline to their people that they are not going to compete with the salaries in lower income areas in Mexico or Eastern Europe – not to mention those of developing Asia. Banks now fail not just because of irresponsible speculation, but because the only robust part of their income should come from interests of loans given to sound and competitive production and from loans to individuals involved in that production. States have similar problems because the only solid taxation is from competitive production and related external and internal services.

Western politicians hope and conjure up that their borrowed welfare will be safeguarded by new Green technology, opportunistically ignoring that there is absolutely no chance that such production cannot be done much cheaper in China, both because it is more profitable for Western companies and because the ideas are transferred as they co-developed by the Chinese students.

They hope against all evidence that China will go the way of Japan, Taiwan and South Korea and become more normal and democratic and allow its now established advantage to slip. This is where Azar Gat’s analysis is so awkward. In the meantime they muzzle their concerns about the status of human rights in the country.

They pretend that the main problem of their economies is their aging population, ignoring that there will neither be productive jobs nor the previously hoped for paid leisure for those who will get ever older – at least for as long as there is money to sustain the full health system. They are happy to notice that China is facing the same problem of an aging population, ignoring the still vast labour supplus in the interior as well as the very limited social support spent on old Chinese people.

No state can maintain its wealth if it cannot produce at a combination of competitive price and superior quality that make the products attractive. Even well engineered and rationally produced German products of well-established brands are now coming under pressure due to the far too high cost of any production in Europe, and even if a significant part of the parts come from China or other low cost countries. Our remaining industries stand on quicksand.

Within the fiction of a still rich West, they have adopted the ideas of ‘New Public Management’ that have added a massive non-productive, Soviet type ‘nomenklatura’ to the already large public sectors without any evidence that the resulting control and centralisation add any benefits.

In an attempt to prepare for the ‘Post-Industrial’ fictional future, they have increased the number of university students far beyond the requirement and available talent. It has been done by lowering the student quality and academic staff morale within the irrelevant business ideas of the management fad.

Anyone with a minimum of historical sense knows that the unhappy result of academic overproduction is the creation of a large group of frustrated unemployed academic youth that will nourish and drive revolutionary protests – as we now see illustrated on both sides of the Mediterranean. They are not going to make easier the necessary dramatic downwards adjustment of welfare in the probably vain attempt to regain competiveness.

The reaction is now starting. Argentina tries to counter the development by legislation aimed at stopping capital flight and ensuring some taxation of multinational companies.

The Americans experience the fast collapse and proletarisation of a middle class. It could not be sustained without a basis of industrial production. They ask from their bankrupt position that China revalues its currency to make completion fairer. The Chinese threaten trade war. Due to the emigration of capital from the West the Chinese hand is the far stronger, but in self-defence of its future the American democracy will accept the challenge and initiate protectionist measures.

For Europe the situation is far worse. Heavily endebted, with some very inefficient economies, with fast falling income from exports, lack of labour mobility, inability to act quickly in crisis due to its decentralised and democratic decision making organisation and with a tradition to break rank and appease under pressure – hoping for miracles around the corner. Without drastic and painful adjustment we now stand at the end of some often nice 400 years.

Some may argue that the West has always been able to get out of economic depression after some years. My reply is that it was never in a situation where the general collapse of relative competiveness happened in relation to asymmetric outsiders with significant reserves of both capital and well educated labour.

Here in 2016 the political fall-out is becoming all too clear.