Clemme's Blog For Critical Insight: latest posts:

Det er ikke mindst i Vesten almindeligt, at beslutningstagere, såvel politiske, civilt akademiske og uniformerede, forfalder til at satse på strategier, der i bedste fald bygger op overfladisk analyse.

De er som oftest er en fælles, bekvem, arrogant, forsimplet religionslignende tro på, at der er en smertefri vej til sejr.

Det forhold, at eliten (ved den proces, som politologer benævner “group-think”) har gjort sig enige om, at et positivt og hurtigt forløb er sikret, driver en beslutning om at vælge/risikere krig.

Et grundproblem ved en sådan strategisk “religion” er, at man er ude af stand til at se modpartens styrke og mulighed for at reagere, så strategien ikke virker eller effekten bliver dramatisk forsinket.

Fantasierne undergraver indsats for at forberede etablering af “sikkerhedsnet” for andre forløb.

Den franske selvhjernevask i 1914, på at de franske troppers moral sammen med effekten af hurtigskydende, let feltartilleri ville sikre en hurtig sejr over tyskerne, hvis alle slag blev gennemført ved hensynsløse, fortsatte angreb uanset situationen.

Troen ignorerede virkningerne af nye magasingeværer og maskingeværer og var tæt ved at føre til et fransk nederlag i det tidligere efterår 1914 efter de franske arméer have haft tab på flere hundredetusinde soldater.

Det Engelske Imperiums tro på den maritime blokade lammende virkninger på den import- og eksportafhængige tyske økonomi i 1914

Tyskerne reagerede gennem statslig organisering af tysk økonomi og gennem udnyttelse af råstofs-, industri- og landbrugsproduktion samt import via neutrale lande som de nordiske og Holland.

Blokaden virkede kun langsomt. Den førte til mærkbare mangelproblemer fra slutningen af 1916, med først indtræden af den største neutrale, USA, på fjenden side i foråret 1917 gjorde blokaden effektiv.

Den britisk-franske tro i 1930’erne på egen økonomis overlegenhed overfor Tysklands i en lang krig

Var som udgangspunkt korrekt, men Tyskland ændrede fra 1938 balancen ved at opnå kontrol over den tjekkoslovakiske industri og rumænske olie samt ved fra eftersommeren 1939 at opnå adgang til sovjetiske resurser og endelig ved i foråret 1940 at erobre Norge.

Det britiske og det amerikanske hærflyvevåbens fanatiske tro på den selvstændigt krigsafgørende virkning af luftbombardement af fjendens arbejderbefolkning henholdsvis præcisionsbombardement af nøgleindustri.

Viste sig i lang tid at være en ren fiktion. Briternes Royal Air Force kunne ikke finde de fleste mål og kunne derefter ikke opnå væsentlig virkning af bombningerne på tysk moral eller produktion.

Amerikanerne ville i lang tid ikke se og acceptere bombeflyenes sårbarhed, dernæst blev virkningen af bombningen undergravet af spredning og effektivisering af tysk økonomi,produktion. Endelig overså man, at man ved en ensidig satsning på luftkrig reelt støttede en sovjetisk fremrykning til kontrol over Centraleuropa.

***

De aktuelle, farlige skyklapper:

Nogle i NATOs åbenbart nuværende faste tro på at teknisk (stealth) overlegne flystyrker med konventionel præcisionsammunition både kan operere forholdvis frit over hele Rusland og ramme og afgørende svække landets økonomi og evne til fortsætte en krig.

Ledsaget af en tyrkertro på. at en sådan indsats ikke vil udløse smertefulde modangreb med missiler, eventuelt også nukleare, på Vestens uforberedte samfund.

Men kan se denne tro som en opdateret udgave af det amerikanske hærflyvevåbens tro i mellemkrigstiden, og man bør huske, hvorfor og hvordan denne fantasi fejlede i sin amatøragtige arrogance.

Instrumentet, flyene, viste sig mindre effektive og mere sårbare, end man havde forudsat, dvs troet.

Selv det lille Tyskland, der dengang kunne nås og rammes fra vest, syd og til sidst også øst, kunne afbøde virkningerne ved spredning, hærdning og effektivisering af krigsøkonomien.

Dette i modsætning til det enorme Rusland nu, hvor landets økonomi får allerede nu afgørende støtte fra Kina (som Tyskland til sommeren 1941) fik fra Sovjetunionen.

Allerede nu har Rusland vist en for mange overraskende evne til at tilpasse økonomien og samfundet til krigen.

***

Hele den nuværende fanatiske tro på luftmagts næsten magiske usårlighed og muligheder bygger i øvrigt alene på amerikanske flyresurser og på, at heller ikke amerikanske beslutningstagere ser muligheden af et russisk (muligvis også nukleart) modangreb.

Den eneste modgift til sådanne livsfarlige strategiske opfattelser er konstante kritiske krigsspil, der blotlægger deres svagheder, dels med fuld dokumentation til beslutningstagerne, dels konklusionerne åbent.

Desværre er denne metode gået af mode.

De i A) skitserede opgaver var:

I) Forsvaret af det danske hovedterritorium (minus Bornholm)

II) Forsvaret af Bornholm med øens beliggenhed på tværs af sejlruterne.

III) Sikringen af nøgleinfrastruktur i Den Vestlige Østersø og Nordsøen.

IV) Bidrag til det fælles forsvar af Alliancens truede fælles østfront.

V) Bidrag til forsvaret af Rigsfællesskabets nordlige dele.

For hver af disse opgaver opstilles nu forskellige muligheder med skitsemæssige opgaver for de tre værn og “totalforsvars”-beredskabet.

Dette sker i samspil med relevante allierede og NATO-myndigheder.

Mulighederne afspejler den trussel, der knytter sig til hver af opgaverne.

Hver mulighed, der opstilles, indeholder en beskrivelse af:

a) Kommandoarrangementet (der som en alvorlig udfordring skal være både allieret og effektivt fokuseret – i denne verden nok umuligt).

b) Forudsatte/aftalte bidrag fra allierede.

c) Organisation og beredskab i fredstid for bidrag fra hvert værn og Beredskabet og efter styrkeopbygning (herunder ved formel mobilisering af landets resurser).

d) Alle typer logistik.

Mulighederne analyseres mod truslen for at identificere den for det pågældende værn henholdsvis Beredskabet mest krævende og derfor dimensionerende for de kommende udviklings- og klargøringsaktiviteter. For Hæren vil det sandsynligvis være bidrag til opgaverne I og IV; for Søværnet opgaverne III og V; for Flyvevåbnet opgaverne I, IV og V; for Beredskabet og Hjemmeværnet opgave I.

På dette grundlag af dimensionerende behov kan man udvikle skitseorganisation med materiel, bemanding, logistik og uddannelses-/øvelsesbehov.

Materiellet, bemærkninger

Indtil for få år siden havde ikke mindst værnets våben- eller specialskole ansvaret for at følge med i udviklingen og være klar til at identificere de forskellige typer materiel, der var behov for at kunne løse våbnets/specialets opgaver i fremtiden. Andre bidrag kom fra de relevante specialister i materielkommandoen (senere tjenesten). Samlingen og afvejningen af de forskellige behov skete på værnsniveau (for Hærens vedkommende i den formaliserede Studie- og Udviklingsvirksomhed).

På grund af reduktioner i 2018 med nedlæggelse af skolerne skal denne aktivitet improviseres. På grund af dronernes betydning i de seneste fem års krige, skal alle værn, våben og specialer nu medtage de forskellige typer droners betydning for opgaveløsning og behovet for modmidler mod fjendens droner.

Da udviklingen sker meget hurtigt og da materielanskaffelser sker langsomt, udstrakt over en årrække, kan det konstateres, at analyseprocessen er kontinuerlig, og at det skal forudses, at der vil være behov for hurtig opdatering/modernisering af anskaffet materiel samt for supplerende anskaffelser.

Det er klart, at der ikke mindst i opgave IV vil være betydelige og konstante tab. Derfor skal materiel-, ammunition og reservedelsanskaffelser går langt ud over at fylde fredstidsorganisationen. Der skal anskaffes betydelige reserver af alt som forberedelsen af højt forbrug og betydelige tab.

Bemandingen, bemærkninger

Det er klart, at de civile HR-principper, der i de sidste mange år har styret opbygning og forvaltning af kadrerne, slet ikke svarere til en militær organisations behov.

Da Flyvevåbnets problemer lige er blevet understreget af pilothenvendelsen til Forsvarsministeren, vil jeg starte med det værn. For det første er en høj pilotkvote helt afgørende for at kunne udnyttede de ekstremt dyre fly maksimalt at mindske værnets sårbarbarhed over for afgang (og tab). Det er også, som piloterne har understreget, helt afgørende, at fordelingen af specielt piloter på aldersgrupper er jævn, så det praktiske erfaringsniveau ikke kan forudset at blive ramt af samtidig stor afgang.

Bemandingen ikke mindst af a reservepersonellet skal også sikre, at værnets enheder kan operere under krigsforhold med enheder til jord- og luftforsvar (også mod droner), elementer til reparation af flyvestationsinfrastruktur og mobil logistik og kommandoelementer til støtte af spredning og eventuelt til støtte for operationer fra fremskudte baser. Det sidste kan blive en logisk følge af opgave IV.

For Hæren er den største udfordring, at produktionen af faste officerer langt overstiger antallet af “praktikpladser” i den lille organisation. Dermed ignoreres, at professionen er erfaringsbaseret, og at officerer uden krævende, praktisk tjeneste som unge officerer blot fastlåses som teoretisk funderede, uniformerede forvaltere.

Den mere omfattende uddannelse af værnepligtige vil give en del flere praktiske stillinger, men da også reserveofficerer skal gives praktisk tjenesteerfaringer for at blive færdiguddannede og anvendelige, kan der kun skabes en bedre balance ved at reducere antal fastansatte officerer.

Det vil betyde, at der på sigt vil være færre ældre officerer til at fylde de nu store forvaltningstunge stabe. Det vil sige at der vil være behov for at konvertere faste officersfunktioner til stampersonelbesatte og i øvrigt afvikle eller delegere forvaltningsopgaver.

At dette ikke alene er muligt, men også er en fordel, kan pensionerede officerer vidne om.

Søværnets primære bemandingsproblem har i mange år været og er fortsat for få besætninger, og det problem kan kun løses gennem tjenestevilkår, der giver bedre fastholdelse, samt øgede normer.

Logistik, bemærkninger

Generelt kræver evnen til en løsning af logistiske krigsopgaver, at Forsvarets og Beredskabets funktioner, regler, infrastruktur og oplægninger fra Den Kolde Krigs periode retableres. Hermed depoter, produktion af ammunition, forberedelse til masseskader og i sundhedsvæsnet til massetab med reservekapacitet, værnepligtsudskrivning af sundhedspersonel (der med kvindelig værnepligt kan gøres mere rationel og effektiv).

Specielt opgave IV men også opgave V vil indebære logistiske udfordringer og behov. Opgave IV vil indebære behovet for etablering af en logistik base i frontområdet med forsyninger, militærpoliti, ingeniørenhed, reservemateriel, værksted-, bjærgnings- og transportkapicitet, ekstra felthospital- og ambulanceenheder samt personelerstatningsenheder til at støtte efter tab.

Støtteafstanden fra de baltiske Østersøhavne til grænsen i øst svarer nogenlunde til den afstand fra Nordjylland til Den Indre Tyske Grænse, som var opgaven under Den Kolde Krig. Dengang fremsendte “Vestre Landsdelskommando” et “Fremskudt Forsyningsområde” omkring Rendsburg ved Kielerkanalen for at støtte de danske enheder i det dansk-tyske korps. Idéer kan således søges i Rigsarkivet.

Lidt vil kunne eventuelt kunne afhjælpes med værtslandsstøtte, men min erfaring fra planlægning af dansk værtsstøtte til allierede forstærkningen under Den Kolde Krig gør klart, at langt det meste må klares af forstærkningslandet selv.

Uddannelses-/øvelsesbehov, bemærkninger

Flere af opgaverne vil kunne indebære en virkelighed i en varig højintensiv krig. Det gælder både de militære enheder og Beredskabet. Dette må naturligt derefter bestemme karakteren af al uddannelse af kadrer. Alt andet er ligegyldigt og i bedste fald “nice to have”. Uddannelser og herunder omskoling skal være kort, praktisk orienteret og bygge på en beslutsomhed om at lære mest muligt af kampene i Ukraine. Kadrer, der ikke vil lære og bidrage, frasorteres. Det gælder fra bund til top.

Vi skal hurtigt muligt genlære at kunne mobilisere enheder og klargøre dem til indsættelser.

Alle ideer til løsning udsættes for kritisk afprøvning ved krigsspil.

Alle feltøvelser gøres så lange, at man lærer materiellets, organisationens og personers brudgrænse.

Stabe udsættes for maksimalt pres under kontinuerlige øvelser for at frasortere unødvendige, hæmmende dele og personer.

Det er ikke længere for sjovt, kære venner!

Når man følger den danske debat om værnepligt er det påfaldende, at erfaringer fra andre steder og tider er ret irrelevante.

Hvad USA og Det Engelske Imperium måtte gøre i Verdenskrigene, hvad vi gjorde under Den Kolde Krig, hvad Finland har gjort igennem hele sin nyere historie, og hvad Ukraine må gøre i sin nuværende overlevelseskamp.

Alle disse forhold er irrelevante for de danske modstandere, der er en blanding af superliberale i Liberal Alliance og De Radikale, ledende officerer, fagforeninger for Forsvarets kontraktansatte og mange, der har set deres værnepligtstjeneste som meningsløst og undertrykkende tidsspild.

Det er min påstand her, at det centrale element, der gør, at modstanderne af et forsvar, der bygger på værnepligt kan se argumentation som ret overflødig, er vores lands oplevelse af sin sikkerhedspolitiske historie. Denne oplevelse har to elementer.

For det første den behandlede “Hvad skal de nytte”-erfaring af 1864-nederlaget og 9. aprils ydmygelse.

For det andet erfaringen fra 1920 efter 1. Verdenskrig, 1945 efter Besættelsen og 1990 efter Sovjetunionens sammenbrud, at Danmark efter begrænsede lidelser og en minimal egen indsats vil blive reddet af store allierede, fordi det fortjener vi af en eller anden grund.

Så hvorfor genere landets befolkning og specielt dets ungdom, inklusive mig, når det både er nytteløst og unødvendigt. Lad være med at være hysteriske og krævende. Erfaringen viser, at det jo alligevel går godt for Danmark og danskerne.

Så liberale kan ignorere alle argumenter om, at truslen fra Rusland igen kræver så store styrker, en udholdende solidarisk støtte til alliancepartnere og et sådant beredskab mod ulykker og angreb, at det er umuligt at skaffe og fastholde en tilstrækkelig stor og kvalificeret bemanding til at løse opgaverne.

Så gamle værnepligtige kan fortælle om, hvor tåbelig, lidelsesfuld og indlysende meningsløs deres tjeneste tjeneste som tvungne soldater var.

Officerer uden personlig erfaring med uddannelsen af værnepligtsenheder, men med en sikker fornemmelse af, at det vil være krævende og presse aktuelle privilegier, ignorerer muligheden for, at man skal kunne skabe og opretholde store væbnede styrker til en regulær forsvarskrig for at kunne afskrække denne.

Stampersonelfagforeninger vil selvfølgelig i egeninteresse være enig med de værnepligtsskeptiske officerer.

At hele modstanden hviler på anakronistiske kviksandsforudsætninger erkendes selvfølgelig ikke.

Her kun almindelige bemærkninger om faktorer af stor/afgørende betydning for dansk militært forsvars udvikling.

Den afgørende faktor for NATOs fremtid og dermed også for dansk forsvar må vurderes at være, hvordan de amerikanske valg i november kommer til at påvirke unionens forsvarspolitik. Hvis Trump vinder præsidentvalget kan dette påvirke organisationens fremtid, dette specielt hvis Demokraterne også taber flertallet i Senatet, så dets blokering af formel amerikansk udmelding eventuelt kan bortfalde.

Den mest alvorlige virkning af et valg af Trump vurderer jeg at være en svækkelse af troværdigheden af den amerikanske kernevåbendækning af Europa, dels direkte, dels ved at Trump må forventes at trække konvent,ionelle styrker tilbage, som understreger de amerikanske sikkerhedsgaranti til de europæiske lande.

I relation til de her opstillede mulige opgaver for dansk forsvar i fremtiden, er det sandsynligt at opgaverne knyttet til den nordatlantiske dele af Rigsfællesskabet vil blive mindst påvirket. Dette skyldes, at den amerikanske tilstedeværelse her i langt mindre knytter sig til NATO, de er bilaterale og afspejler nationale amerikanske sikkerhedsinteresser. Dette vil dog også betyde, at Københavns indflydelse på udviklingen kan blive reduceret væsentligt, hvis Washington vælger at udnytte til magtposition og bestemme udviklingen.

Opgaven med at sikre Danmark som et base- og transitområde for NATO-operationer i Østersøområdet er knyttet til et fortsat stærkt amerikansk NATO-engagement.

Det er dog ikke kun valgene i USA, der kan påvirke situationen og udviklingen. Det er nu sandsynligt, at højrefløjspartier, hvoraf nogle tidligere har haft tætte forbindelser til Putin, vil gå væsentligt frem ved valget til Europaparlamentet i juni 2024.

NI øvrigt er de afgørende rammer for mulighederne for at løse opgaverne dels svagheden af Europas forsvar fremkaldt af tre problemer.

Det første problem er svagheden af forsvaret af “fronten” mod Rusland og Belarus, dette på trods af De Baltiske Landes kraftanstrengelse med at opruste deres militære forsvar igennem de sidste ti år.

Det andet problem er fremkaldt af de vesteuropæiske stormagter igennem 25 år har ladet deres militære styrker forvitre og forsvinde i fravalget af evnen til at kunne gennemføre en indsats i konventionel forsvarskrig.

Det tredje problem er Europas samfunds- og ikke mindst infrastrukturmæssige sårbarhed hvis udsat for fysiske angreb i rammen af en krig mod Rusland.

De deltrusler, som her diskuteres, er de relevante for de i A) skitserede opgaver:

Forsvaret af det danske hovedterritorium (minus Bornholm)

Forsvaret af Bornholm med øens beliggenhed på tværs af sejlruterne.

Sikringen af nøgleinfrastruktur i Den Vestlige Østersø og Nordsøen.

Bidrag til det fælles forsvar af Alliancens truede fælles østfront.

Bidrag til forsvaret af Rigsfællesskabets nordlige dele.

Artiklen bygger ikke på efterretninger. Den opregner kun de muligheder, der vil svække danske og allieredes opgaveløsning.

Den indledningsvise trussel mod hovedterritoriet (så længe “fronten” holder) omfatter angreb med missiler, droner, specialoperationsstyrker til fysiske angreb og gidseltagning samt cyberangreb. Angrebene kan forventet rettet mod eventuelle allierede mål på dansk jord, mod danske styrker her samt terrorangreb mod befolkning og al slags infrastruktur herunder også sundhedsvæsnet. Den omfatter også truslen og de facto anvendelse af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben.

Truslen mod Bornholm er affødt af forsvaret af NATO-frontlinjestaterne øst for Østersøen, fordi man fra en erobret ø kan anvende langtrækkende våben mod sejlands og flyvning i den sydlige Østersø. Truslen er en erobring ved kup mod en ikke eller let forsvaret ø, eller en senere mere krævende landsætning. Derudover omfatter truslen også alle de trusler, der også kan blive rettet mod resten af landet.

Truslen mod den maritime infrastruktur er fra maritime specialoperationsstyrker, herunder med undervandsdroner.

Truslen mod Alliancens østfront omfatter alt fra massiv landinvasion støttet af omfattende bombardement over begrænsede kupangreb og præcisionsbombardement af hovedstæderne over cyberangreb mod landenes infrastruktur til hybrid støtte til illoyale mindretal og migrantpres mod grænserne.

Truslen mod atlantiske dele af Rigsfælleskabet omfatter angreb mod allierede baser, operationer for at undergrave vestlig kontrol over farvandet mellem Grønland og Norge, bombardement, angreb af arktiske specialoperationsstyrker, cyberangreb samt indsats for at øge modsætninger mellem den lokale befolkning, andre danskere og dér baserede allierede styrker.

(Illustrationen illustrerer, at russerne følger med i dansk forsvars tilstand)

Hvis regeringen for to år siden havde nedsat en forsvarskommission efter modellen fra 1988 (eller snarere inspireret af 1946-situationen, hvor man stod tæt ved nul) ville det første emne have været en overordnet diskussion af dansk forsvars opgaver.

Der er sådan, at politikernes umiddelbare opfattelse selvfølgelig er, at Danmark og danske interesser skal forsvares af Forsvaret.

Det faglige svar på det krav/ønske vil være, at dette ikke er muligt, selv ikke med en israelsk-type almindelig værnepligt for alle med tre års første tjeneste og et par årtier i reserven plus anskaffelsen af kernevåben.

Danmark er og forbliver en småstat, hvis sikkerhed er afhængig af hjælp fra andre. Det lærte vi på den hårde måde ved Besættelsen, hvilket førte til indtræden i Atlantpagten i 1949 og til amerikanske baser på Grønland.

Når denne erkendelse hurtigt accepteres af forsvarspolitikerne, starter den normalt smertefulde diskussion af:

1) hvad der skal forsøges gjort med de resurser, der findes og kan opbygges,

2) hvor,

3) i hvilken afhængighed af/samarbejde med allierede,

4) med hvilket varsel,

5) i hvilken prioritet.

Hvad politikerne i sidste instans vælger efter den politisk-faglige dialog og efter forhandlinger med allierede, er klart et politisk ansvar, men valget bygger på faglige vurderinger.

Denne proces kontinuerlig, men akut nu på grund af den internationale situation og opgaven at genopbygge Forsvaret.

Resultatet giver rammerne for alt andet: bevæbning, bemandingstype, kontrakter for ansatte, uddannelser, infrastruktur, karakter af samarbejdet med allierede, logistik.

Det ville ikke være simpelt:

1) Fordi den geostrategiske sammenhæng er blevet fundamentalt ændret siden Forsvarskommissionen af 1988, hvor jeg var juniormedlem, løste denne opgave.

2) Fordi Danmark som småstat i alliance med andre stater må løse de fleste opgaver i samarbejde med disse, og hvor hverken NATOs centrale organer eller mange af medlemmerne, herunder de største, har gjort mål eller bidrag klart. Det gælder også og ikke mindst de største medlemslande i Vesteuropa.

3) Fordi det både hos de mange medlemslande, der som Danmark ikke er placeret geografisk ved den truede grænse til Rusland og Belarus eller bag det kæmpende Ukraine samt Moldova, ikke en meget vanskeligt at forstå og tage konsekvenserne af, at vi ikke alene er i en genopstået Kold Krig, men i en mindre forudseelig og mere delt, svækket og derfor farligere situation, end tilfældet var i hovedparten af perioden 1950-1990.

I forhold til trusler fra Rusland er der følgende klare opgaver, der må analyseres, prioriteres og lede til vejlede danske militære beslutninger angående struktur, kadrer, logistik og beredskab:

Forsvaret af det danske hovedterritorium (minus Bornholm), der (i hvert tilfælde så længe USA stiller større militære styrker til rådighed for Europas forsvar) er et væsentligt transit- og baseområde for operationer i Østersøen, Baltikum og Polen. Forsvaret af dette område er indlysende en dansk hovedopgave. Dog betyder Sveriges NATO-medlemskab, at Danmark i disse roller er mindre afgørende. Beliggenheden i NATOs europæiske bagland betyder, at truslen mod området indledningsvis er konventionelt (og nukleart) bombardement.

Forsvaret af Bornholm med øens beliggenhed på tværs af sejlruterne. Også sikringen af denne ø er naturligt et nationalt dansk ansvar.

Sikringen af nøgleinfrastruktur i Den Vestlige Østersø og Nordsøen mod angreb.

Bidrag til det fælles forsvar af Alliancens truede fælles østfront, primært i det tyndt forsvarede Baltikum. Hidtil har Danmark i perioder bidraget til “air policing”, med hærstyrker til NATOs solidariske styrkede fremskudte tilstedværelse og med ledelsen et divisionshovedkvarter i Letland.

Bidrag til forsvaret af Rigsfællesskabets nordlige dele, først og fremmest Grønland, og hermed til kontrollen med det afgørende havområde i det nordøstlige Atlanten mellem Grønland, Norge, Island og Storbritannien.

Alle kan kun forsvares ved, at fronten kan holdes. Alt falder, hvis den kollapser pga. manglende solidaritet.

Dengang i 1950’erne og efter 1976: Solidarisk hjælp til de invasionstruede.
Fra opbygningen af forsvarsalliancen fra 1950 forstod alle, at de udsatte medlemslande, der lå med grænsen til de sovjetkontrollerede områder, måtte have hjælp til at kunne forsvare sig.

Det blev afgørende for lande som bl.a. Danmark og Norge. Vi fik afgørende solidarisk massiv våbenhjælp og fællesfinansiering af baser og anden infrastruktur. Vi truede lande kunne i øvrigt fra starten beskyttes af den overlegne amerikanske “atomparaply”.

Da man godt 15 år senere fra midten af 1970’erne igen følte truslen som akut og samtidig ønskede at mindske afhængigheden af en tidlig anvendelse af kernevåben, besluttede Alliancen, at de direkte truede områder, som Norge, Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland ikke alene skulle forsvares af Alliancens stående enheder fra alle i landene og de mobiliserede reserveenheder fra frontlinjemedlemmerne.

De ikke direkte invasionstruede baglandslande bidrog fra omkring 1980 til den fælles forsvarsopgave ved østgrænsen med øremærkede forstærkningsenheder af både fly- og landstyrker. Aftaler om dette, planlægning og forberedelser kunne ske i rammen af den da eksisterende NATO-kommandostruktur.

Det var for dansk områdes vedkommende Nordregionen (AFNORTH) og den dansk-nordtyske Enhedskommando (BALTAP).

Fra 1999 til nu: Reelt ingen solidarisk hjælp til de invasionstruede

Da NATO for 20-27 år siden blev udvidet med først de østeuropæiske lande betragtede man det i gamle medlemslande som upassende hysterisk, at lande som Polen og De Baltiske Lande, følte sig truet af Rusland.

Pinligt berørte partnere pressede dem til at ignorere deres anakroniske trusselsopfattelse i udviklingen af små væbnede styrker.

Selv da Rusland i 2014 tog Krim ved kup og indledte krigen om Donbas med Ukraine, bidrog partnere ikke med væsentlig hjælp til opstillingen af de baltiske landes små selvforsvarsstyrker, som man havde de menneskelige og økonomiske resurser til at etablere.

Hvis man havde husket og lært af 1950’erne, ville de ikke invasionstruede baglandsmedlemmer have ydet massiv våben- og infrastrukturstøtte. Der var ingen gentagelse af den opfattende våben- og infrastrukturhjælp, som havde hjulpet bl.a. Danmark i 1950’erne.

Det skete ikke, hvilket betyder at specielt de direkte truede Baltiske Lande kun er svagt forsvaret med næsten kun lette styrker.

Intet ændrede sig væsentligt, selv ikke efter, at Rusland i slutningen af februar 2022 indledte en generel invasion af Ukraine efter 17. december 2021 i ultimatumform havde meddelt NATO sit krav om en militær tilbagerulning af de kun symbolske partnerstyrker fra Østeuropa.

Det burde her være indlysende nødvendigt, at NATO senest med Finland og Sveriges vej til optagelse havde understreget, at forsvaret af alliancen måtte ske med øremærkede land- og flyforstærkninger fra baglandsstater fremskudt ved og mod Alliancens østgrænse.

Alle baglandsmedlemmer burde som efter 1976 have gjort en kraftanstrengelse for at genetablere betydelige reservestyrker, der blev øremærket til frontlinjestaterne og specielt Baltikum, startede at øve der, og fik oplagt materiel og ammunition her.

Det ville også være klart, at man hurtigt skulle skabe rammen for en sådan indsats ved at begynde etableringen af nye regionale militære NATO-kommandoer for indsatsen.

Sammenfatning

Hjernedødt men bekvemt opretholdes fiktionen om, at forsvar af eget terrirorium er tilstrækkeligt. Fiktionen opretholdes i NATO og herhjemme.

Men at kunne forsvare eget land i et baglandsmedlem er kun udgangspunktet, ikke tilstrækkeligt.

Det egentlige forsvar af også Danmark må igen, som det også skete fra 1951 til 1990, ske foran eget territorium. Det må ske ved en fælles solidarisk kraftanstrengelse, herunder ved de udsatte frontmedlemmers grænse.

Det er ikke kun andres ansvar, det er også vores, svenskernes, hollændernes, osv.

Hvis Baltikum falder er også vi fortabte. At tro, at vi derefter har en alliancebeskyttelse af Danmark, er en helt uansvarlig dumhed.

At vi ikke har det som et fælles udgangspunkt viser mere end noget andet forfaldet i den danske sikkerheds- og forsvarspolitiske forståelse.

Balterne burde selvfølgelig have gjort virkeligeheden klart for alle for længe siden.

De burde udiplomatisk og rettidigt have optrådt som den lille dreng i “Kejserens nye Klær”. Brutalt burde de have understreget den fælles nødvendighed af omfattende solidarisk assistance i det fælles forsvar.

Deres skadelige tilbageholdenhed skyldes nok dels, at de har været taknemmelige for det symbolske smule, de har opnået, dels at de erkender, at baglandsmedlemmer fra Tyskland over Storbritannien til Danmark nu er helt “uden klær”. De har derfor helt satset på, at Ukraine kunne holde, indtil vi vågnede op.

Balterne erkendte realistisk og fatalistisk, at de ikke direkte truede alliancepartnere havde nedprioriteret og opløst enheder, der for ti år siden burde være retableret og fra 2022 klargjort som øremærkede forstærkninger.

At kombinationen af den politiske-departementale-uniformerede forsvarsledelse er alvorligt ramt af funktionsproblemer, behøver man ikke længere at begrunde. Men det er ikke den eneste vanskelige udfordring nu. Det er ikke engang det grundlæggende problem. Det er at politikerne synes at mene, at den alvorligste trussel stadig er mulig kritik fra NATO samt Rigsrevisionen.

Det centrale problem synes først og fremmest at være, at politikerne ikke har gjort klart, hvordan Forsvaret skal løse sin hovedopgave inden for rammen af det solidariske alliancesamarbejde.

Indtil 1990 var ikke alene opgaven, at forsvare Danmark, klar, men det var også overordnet bestemt hvordan. Det var givet af truslen og de da stadig eksisterende NATO-kommandomyndigheder:

En stor del af Hæren skulle indsættes i fremskudt forsvar ved Lübeck sammen vesttyske styrker. Resten af de tre værns hovedopgave var at forsvare de danske øer fremskudt i Østersøen og på kysterne mod en invasion. og andre angreb

Derefter forsvandt truslen mod Danmark, og fra 2012 var den sidste dimensionerende kampopgave afsluttet: Indsatsen i Afghanistan.

Opgaven for de nu resterende mindre styrker er stadig at forsvare Danmark, som den fungerende forsvarschef, Michael Hyldgaard, understregede i Korsør den 4. april. Men nu ved ingen åbenbart hvordan.

Den trussel mod vores område er dog klar. Den er kun udskudt af krigen i Ukraine Den er rettet mod alle NATO-lande.

Det russiske mål, at ødelægge det vestlige forsvarssamarbejde, der har sikret Danmark i 75 år, blev formelt understreget af Ruslands ultimatum af 17.12.2021.

Landmilitært retter truslen sig i vort område mod de meget tyndt forsvarede baltiske lande og afledt heraf de NATO-øer, Gotland og Bornholm, som må sikres for at opretholde søforbindelserne igennem Østersøen til Baltikum. Svenskerne har i modsætning til vi indrettet sig efter denne realitet.

I øvrigt er alle områdets NATO-lande og specielt infrastrukturen truet af cyber-, specialstyrke-, missil-, fly- og droneangreb herunder angreb på kabler og rørledninger på havbunden. Derudover er befolkningerne og hospitaler truet af bevidste terrorangreb.

Truslen og situationen leder klart til opgaverne for alle NATO-landene i området. Dvs. besvarelsen af det fælles “hvordan”.

For det første er det indlysende nødvendigt at forstærke de baltiske landes landforsvar væsentligt. Det er et stort problem, fordi kun frontlinjestaterne i Europa har bevaret eller genopbygget væsentlige reserveenheder.

For det andet må flest mulige lande bidrage til at sikre søforbindelserne i Østersøen.

For begge disse opgaver indebærer det også at modtage og sikre allierede (først og fremmest amerikanske) støttestyrker … i det omfang de er sandsynlige.

For det tredje beskyttelsen af infrastruktur og befolkning med både aktive foranstaltninger såsom luftforsvar og totalforsvarsforberedelser.

Det har indtil nu et kritisk NATO-ansvar, at en allieret fælles kommandostruktur, der kunne fastlægge behovet og bede om samt koordinere bidrag fra medlemmerne, endnu ikke er skabt. Behovet er akut efter Finland og Sverige er blevet medlemmer af alliancen.

Hidtil synes det overset i Danmark, at senest hvis et eller flere NATO-lande går tabt uden at dette leder til generel krig, herunder et eller flere baltiske lande, alliancens beskyttelse af også vores land slut.

Så skal vi selv kunne forsvare Danmark, og det er stadig ikke en mulig opgave, uanset hvordan man måtte vælge at gøre det.

Hvornår?
Når man som Finland kun har en lille befolkning og en meget lang truet grænse er der reelt kun et alternativ til en maksimal anvendelse af værnepligten, det er at opretholde en sikret kernevåbenslagstyrke og en automatisk udløsning af et svar med denne, hvis landet angribes. Dvs. automatisk selvmord som afskrækkelse.

Når man som Ukraine og Rusland nu er involveret en langvarig krig, der kræver meget store troppestyrker og indebærer konstante meget store tab, der skal erstattes, er alternativet til opfattende udskrivning af værnepligtige at acceptere nederlag (eller for kernevåbenmagter at optrappe til kernevåben med risiko for selvmord, hvis i krig mod anden kernevåbenmagt).

Under Verdenskrigene var selv Storbritannien og USA tvunget til at udskrive borgerne som værnepligtige pga de meget store styrkebehov og konstante tab.

Behovet er også klart, når man kan forudse en eller begge af de to situationer og ønsker at afskrække krig og invasion gennem rigelige forsvarsstyrker. Det er Europas situation nu i rammen og forlængelsen af Rusland-Ukraine-krigen. Alternativet er at lade Rusland bestemme Europas fremtid, som Danmark lod Tyskland bestemme sin på forskellig måde i både 1914-18 og 1939 samt på anden mere direkte måde fra 1940-45.

Hvornår ikke?
For det første, hvis regering og befolkning er så hårdt mod tvang til militærtjeneste, at man hellere opgiver at forsvare sig eller hellere vil satse helt på kernevåbnene.

For det andet, hvis man er en så heldig situation, at man ret frit kan vælge, hvilken militære opgaver, man vil løse. Det var situationen for Europa fra Den Kolde Krigs første halvleg og indtil 2014,

Omkostninger og effektivitet?

Konstant at uddanne værnepligtige, der derefter hjemsendes, er umiddelbart set kun rationelt, hvis målet – som i Finland og i større lande under storkrig – er at skabe store reservestyrker for at kunne løse omfattende opgaver eller sikre enheders effektivitet under store tab.

Men denne umiddelbare opfattelse indebærer under mange forhold en grov forsimpling.

Dette ignoreres både af liberale politiske modstandere af værnepligten og i Danmark af Hærens menige stampersonels personelorganisation.

For det første indebærer værnepligten adgang til folk med civile uddannelser og forudsætninger. Det er folk, det vil være vanskeligt eller meget dyrt at få til at søge militær kontraktansættelse i det meget store omfang, som er og forbliver nødvendigt i en generel krig.

For det andet er den kontraktansattes opbyggede større militære rutiner kun direkte anvendelige, hvis uddannelsen og tjenesten har haft til formål at forberede til den definerende konfliktform, dvs. ikke fredsstøtteindsats eller garnisonstjeneste i fredstid.

For det tredje er det centrale behov ikke knyttet til den enkeltes effektivitet, men til effektiviteten i samarbejdede besætninger og i de grundlæggende enheder. Her har værnepligtsuddannede enheder den fordel, at uddannelsesforløbet kulminerer med skabelsen af sådanne samarbejdede enheder, der derefter kan holdes samlet i reserven igennem flere år.

En hurtig personeludskiftning i kontraktbemandede enheder betyder, at et antal af deres hold, besætninger og basisenheder ikke kan holdes fuldt samarbejdede. De kræver supplerende, intensiv uddannelse før indsættelse.

Kvindelige værnepligtige?

En skarp kritiker af kvindelige værnepligtige er den israelske. kritiske militærkommentator Martin van Crefeld. Han argumenterer først og fremmest mod anvendelse af kvinder i kampenheder ved fronten. Han anfægter ikke den israelske anvendelse af kvindelige værnepligtige i militære støtteroller.

Hans primære argumenter mod anvendelse af kvinder i kampenheder er dels, at de er for svage, gennemsnitligt svagere og mindre robuste end mænd, dels, at deres tilstedeværelse undergraver kampkraften hos deres mandlige kolleger, der ikke kan undgå at vise særlige hensyn, eksempelvis over for sårede kvindelige soldater.

Til det første argument er der kun at bemærke, at dette er en kendsgerning, men at man allerede nu fordeler soldater på forskellige enheder og funktioner efter deres fysik og andre egenskaber. Heller ikke alle mænd er fysisk og psykisk kvalificerede til at indgå i eksempelvis Sirius-patruljen eller specialoperationsstyrkerne.

Så det er blot at fastholde samme krav til bemanding af en given funktion uanset køn. Det er ikke noget nyt i den danske hær, da dette har været gældende, fra man i 1980’erne begyndte at anvende kvindelige konstabler i enhederne. I øvrigt kan det bemærkes, at man tidligere kun bemandede kampenheder med unge mænd, men man har i Ukraine ser, hvordan ældre og dermed fysisk svagere mænd danner kernen i kampenhederne.

Der findes mig bekendt ikke undersøgelser af, hvordan kvindelige soldaters tilstedeværelse i kampenheder påvirker enhedens moral og optræden. Rent teoretisk kunne man argumentere for, at risikoen for at kvindelige kammerater blev fanget og udsat for alle typer mishandling af en bestialsk modstander ville få hele enheden til at kæmpe endnu hårdere og målrettet end det modsatte.

Selvfølgelig vil soldaters optræden blive påvirket af kærlighedsforhold mellem soldaterne, men som bekendt findes der også sådanne forhold mellem soldater af samme køn.

“Israelis and Palestinians believe that thery are engaged in an existential conflict as well as a territorial conflict … a struggle for survival ... the ongoing battle … is driven by the collective psychological needs and desires of both sides.” Dov Waxman: The Israeli-Palestinian Conflict: What Everyone Needs To Know (Oxford 2019) [den ret korte bog anbefales varmt]

Da krigen om Palæstina startede igen i begyndelsen af oktober 2023 med Hamas terrorstrejftog ind i Negev fra Gazastriben, blev jeg på trods af lang tids interesse i emnet fanget med en utilstrækkelig viden om rødderne og derigennem forståelse for, hvorfor der ikke er nogen politisk løsning.

Derfor indledte jeg et gravearbejde. Selv om man er gammel, har man pligt til at søge opdateret viden. Opdateringen blev muliggjort af de seneste årtiers historiske forskning og publikationsvirksomhed.

Denne artikel opsummerer mit konkluderende billede.

***

Som så mange andre ulykker i de sidste godt hundrede år startede forløbet i Rusland med en giftig kombination af nationalistisk og racistisk inspireret vold. Da blev volden rettet mod den jødiske befolkning i de vestlige dele af zarimperiet, som man havde erobret i slutningen af 1700-tallet ved delingerne af Det Polsk-Litauiske Rige.

Her var den største koncentration af Europas jøder henvist til at bo, mange i dybeste armod i landsbyer.

Fra 1881 blev de udsatte for bølger af systematisk, statsstøttet vold, “pogromer”. Zar Aleksandr II var dræbt ved attentat, og den nye, stærkt antisemitiske Alexandre III gav jøderne skylden.

Vold og retsløshed udløste en flygtningestrøm til resten af de europæisk befolkede dele af verden. Her blev flygtningene mødt med mistro og ny racisme, og i Europa og specielt Central- og Østeuropa, blev antisemismen udbredt og radikal.

I slutningen af 1890’erne nåede jødiske ledere til erkendelse af, at den eneste mulige vej frem var at søge at få sit eget hjemland, og at det naturlige sted for dette ville være det Palæstina, hvor de oprindeligt var fordrevet fra. Dette uanset, at befolkningen dér på det tidspunkt kun omfattede ret få jøder, mens befolkningen nu var muslimske arabere med et ligeledes arabisk kristent mindretal.

I det nye “zionistiske” projekt investeredes jødiske fondsmidler i jord fra arabiske bønder til de jødiske flygtninge og migranter og i udviklingen af moderne produktion i de hermed etablerede bosættelser.

På det tidspunkt er det reelt ikke muligt tale om en palæstinensisk nation. Araberne i landet var blot en del af befolkningen i den samlede arabiske befolkning i den sydøstlige, mellemøstlige del af det tyrkisk styrede Osmanniske Imperium.

De zionistiske aktivister som organisatoren og arbejderlederen David Ben Gurion så det som muligt, rimeligt og til økonomisk gavn for alle, også de lokale arabere, hvis en del i Palæstina i dette samlet store område blev udviklet af de dygtige jødiske bosættere med ekstern kapital.

Under 1. Verdenskrig voksede presset mod jøderne i Østeuropa, da deres landsdele blev hovedskueplads for kampene mellem Rusland på den ene side og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden.

I Mellemøsten betød Verdenskrigen, at Det Britiske Imperiums behov for allierede skabte et arabisk oprør mod tyrkerne ved at love araberne støtte til en senere skabelse af en arabisk føderation. Under krigen opnåede de jødisk-zionistiske ledere også i 1917 et formelt løfte fra den konservative udenrigsminister om at støtte etableringen af et jødisk hjemland i Palæstina. Det andet nu dominerende engelske parti, Arbejderpartiet, støttede endvidere projektet pga. mange zionististers socialistiske ideologi.

I USA udvikledes der i årene 1917-22 en stærk politisk lobby, der støttede det britiske løfte til det zionistiske projekt.

I mellemkrigstiden sad England så med ansvaret for at regere de arabiske lande fra Palæstina over Trans-Jordan, nuværende Jordan, til Irak. Man havde mandat fra Folkeforbundet til at administrere området, men havde samtidig som nævnt lovet at skabe et jødisk hjemland i Palæstina. Det sidste indebar snart modtagelsen af titusinder af jødiske migranter til landet årligt.

Der er nu mange, der er er fastlåst i en opfattelse af, at zionismen med bosættelserne i Palæstina blot var endnu et eksempel på vestlig kolonialisme. Reelt er det mere korrekt at sammenligne med senere flygtningestrømme fra undertrykkelse og risikoen for udslettelse.

Efter bl.a. at have opgivet håbet om, at en massekonvertering til kristendommen ville kunne standse antisemitisk forfølgelse, var skabelsen af et hjemland for jøder den eneste mulige løsning. Alternativer til Palæstina blev overvejet, men kunne ikke samle flertalsstøtte.

Igennem 1920-erne voksede modsætningerne mellem de stadig bedre organiserede jødiske migranter og den arabiske befolkning i landet. Det gennemførtes overfald, mord og massakrer fra begge side i 1920, 1921 og 1929. Urolighedernes fokus blev i første omgang muslimernes og jødernes hellige steder i Jerusalems gamle tætbyggede by: Vestmuren (Grædemusen) og dens nabo Al-Aqsa-moskékomplekset.

Urolighederne førte både til skabelsen af en jødisk forsvarsmilits og til rabiate zionistiske kræfters brud med ledernes moderate linje.

Urolighederne kulminerede i første omgang i 1929. Briterne greb hårdt ind, straffede mordere, bl.a. med henrettelser, derunder af flest arabere. Mens man som nævnt ikke tidligere kunne tale om en palæstinensisk nation, blev denne nu skabt. Det skete dels fordi alle de arabiske nabolande definerede sig selv som nationer, dels naturligt under presset fra konflikten mod bosætterne.

Den politiske leder blev den nye, unge mufti i Jerusalem, Mohammed Amin el-Husseini, der kom fra en af byens ledende familier. Efter sin pilgrimsrejse til Mekka som ung, havde han “Haj” før sit navn. Englænderne gjorde ham i 1921 til “Stormufti”. Det fortrød de senere.

Haj Amin var fra starten af årtiet politisk leder af modstanden mod den jødiske immigration til landet. Han lagde og fastholdt en kompromisløs linje i sin indsats for at skabe en uafhængig, arabisk, muslimsk stat i Palæstina.

Så fulgte den akutte forværring af situationen af Europas jøder efter begyndelsen af 1933. Migrations-presset voksede og andre staters vilje til at modtage jødiske flygtninge faldt igennem årtiet. Situationen udløste i 1936 et åbent arabisk oprør i Palæstina mod både briterne og jøderne i landet. Indledningsvis blev reaktionen et stadig mere tæt militært samarbejde mellem briterne stadig mere kapable jødiske militære styrker samt udarbejdelse af skitse til deling af landet mellem jøder og arabere.

Men da en europæisk storkrig nu truede, erkendte briterne, at man må sikre sig mod, at araberne sluttede sig til fjenden. Derudover er det i de år naturligt for de engelske ledere at søge at svare på pres med tilpasning til modparten, og i begyndelsen af 1939 udarbejdede man en skitseplan for Palæstina, hvor idéen om en deling blev opgivet, og hvor jødisk immigration efter nogle år skulle underlægges arabisk veto. Dette forslag godkendtes af alle de arabisk-palæstinensiske parter bortset fra Haj Amin, mens de jødiske ledere erkendte, at de herefter måtte satse på USA få at opnå deres hjemland. I USA havde ledende politikere fra starten sluttet sig til idéen om et jødisk hjemland,

At Holocaust radikaliserede de jødiske ledere, er naturligt, og det krigssvækkede England blev tvunget til at opgive at fastholde kontrollen i landet, da de jødiske bosættere efter krigen indledte deres oprør. Storbritannien meddelte, at landets styrker ville rømme Palæstina i foråret 1948. En løsning var nu op til FN.

Ved udgangen af november 1947 forelå FNs delingresolution. Den gav de jødiske bosættere mere land, end den engelske kommissionsskitse fra 1930’erne. Det afvistes af palæstinenserne. Derefter udbrød kampe, som førte til, at den jødiske regulære milits Haganah og de to terrorgrupper Irgun og Lehi fordrev flertallet af palæstinenserne fra en række områder.

I midten af maj 1948 forlod de britiske styrker landet og Israel blev erklæret etableret. Nu fulgte de arabiske nabolande og andre arabiske landes invasion. Målet med invasionerne var ikke at skabe en palæstinensisk stat, men erobre dele af Palæstina til eget land.

Krigen fik to faser. Først standsede de tal- og uddannelsesmæssige overlegne israelske de arabiske landes totalt ukoordinerede offensiver. Derefter gennemførte styrkede og rutinerede israelske styrker modoffensiver, der førte til landets grænser indtil 1967. Vestbredden forblev under Jordan og Gaza-striben en del af Egypten.

1949-Israel, der omfattede 78 % af det britiske mandat-Palæstina (mod maj 1948-Israels 56 %) var resultatet af en forsvarskrig og således formelt legitimt. Men våbenstilstandslinjerne blev som Israels eksistens ikke anerkendt af de arabiske lande som internationale grænser. Disse de facto-grænser blev helt grundlæggende afvist af de palæstinensiske flygtninge. Mange var fordrevet fra deres boliger i det kommende Israel i vinteren før den regulære krigs start.

De palæstinensiske flygtninge havde de arabiske landes befolkningers fulde støtte, hvilket fastholdt deres regeringers afvisning af Israel i de næste årtier. Flygtningenes liv i FN-lejre uden borgerrettigheder i værtslandene bidrog til at fastlåse fjendskabet igennem generationer og mange fra den hurtigt voksende flygtningebefolkning emigrerede til vestlige lande som en diaspora, der matchede den jødiske, og som blev suppleret med migranter og flygtninge fra andre arabiske lande.

Man kan konstatere, at senfølgerne af undertrykkelsen af jøder i Europa fra 1880’erne nu sammen med virkningerne af andre konflikter i Mellemøsten som en ny bølge bredte sig sig til de vestlige lande.

Krigshandlinger fortsatte i de næste år som begrænsede overfaldsoperationer over våbenstilstandslinjerne. I 1956 udviklede modsætningerne med Egypten til en krig om Sinai, der blev erobret at Israel, men derefter igen rømmet en FN-styrke som buffer mellem de israelske og egyptiske styrker.

Ved sommerkrigen i 1967 ændredes alt i og med, at de israelske styrker fortsatte det knusende nederlag af nabolandenes styrker, som først var sket i 1948-49. Derefter blev udviklingen defineret af tre typer konflikter, hvor kun krigene i 1973 og til dels i 1982 var regulære konflikter mellem Israel og nabostater.

Den anden type var reelt genoptagelsen af Det Arabiske Oprør i 1936-39 ved de to Intifadaer 1987-93 og 2000-2005. Aktivisterne fra de besatte områder støttes i stigende grad af dele af de stadigt mere politiske aktive palæstinensiske israelske borgere.

Den tredje type var en fornyelse og voldsom optrapning af de grænsestridigheder, der havde præget årene mellem våbenhvilen i 1949 og 1967-krigen, hvor konflikterne fortsætter næret af Israels nye hovedmodstander Iran i nord gennem Hizbollah og i syd gennem Hamas. Det blev indtil oktober 2023 til to åbne grænsekrige ved nordgrænsen 1982-85 og 2006, og to fra og i Gaza 2008-9 og 2014. I stigende grad omfatter krigen mod Israel angreb med raketter mod israelske beboelser.

Med “Seksdageskrigen” i sommeren 1967’s hurtige og ydmygende ødelæggelse af Egyptens, Syriens og Jordans militære styrker ændrede konflikten afgørende karakter, fordi Israel overtog den direkte kontrol med de palæstinensere i landet, der ikke allerede boede i Israel. Syrien tabte Golanhøjderne, Egypten Gaza og Jordan Vestbredden og Østjerusalem til israelsk besættelse. Den efterfølgende kamp gennemførtes først og uden positive palæstinensiske resultater med terrorhandlinger.

For Israels vedkommende førte beslutningen om at erobre Vestbredden til nyzionistisk sult efter nyt territorium hos grupper, som senere destabiliserede landets indenrigspolitik.

Efter de sidste forsøg på at opnå militær succes 1970-1982 i regulære arabiske krige mod Israel, konflikten næsten helt palæstinensisk-israelsk. Senere trådte Iran dog til som primær modstanderstat af Israel og støtte til stedfortræderkrige mod landet.

Inden dette skete havde palæstinenserne haft politisk succes med civilt oprør i Den Første Intifada, der med amerikansk pression bragte en kompromisproces fra 1993 til 2000 mellem moderate palæstinensere og israelere.

Processen sluttede med den sidste israelske Arbejderparti-premierminister Ehud Baraks tilbud i Camp David i juli 2000, hvor han tilbød hele Gazastriben og 91% af Vestbredden. PLO-lederen Yassir Arafat afviste tilbuddet, hvilket fik israelerne til at se ham som uvillig til at indgå kompromis. Palæstinenserne opfattede den store forøgelse af bosætterne fra 1993 til 2000 (115.000 til 200.000) i årene før som tegn på israelernes uhæderlighed på trods af, at denne ikke var et formelt brud på aftalerne. Palæstinenserne så hele Vestbredden plus Østjerusalem som aftalt overdraget. Israelerne begyndte heller aldrig på at bygge den ca. 50 km lange højbro eller tunnel, der skulle forbinde den kommende palæstinensiske stats Gaza-stribe med Vestbredden.

Derefter skred udviklingen mod den Anden Intifada med stadig mere vold under israelske regeringer ledet af Likud-partiet. Fredsprocessen havde ikke givet israelerne mere sikkerhed, i stedet fik man nu mere terrorisme.

Efter processens sammenbrud har rabiate kræfter på begge sider kontrolleret udviklingen. Efter den anden – denne gang terrordominerede – intifada og grænsekrigene nord og syd kulminerer konflikten nu i den åbne nedslidningskrig om Gaza.

Situationen har siden 2009 været domineret og fastlåst af den tilbagevendende israelske premierminister Benjamin Netanyahus evne til at lamme den indenrigspolitiske udvikling og fastholde magten ved alliancer med religiøst zionistiske bosættergrupper og traditionelt fundamentalistisk-jødiske grupper. Herunder har enhver fredsproces været utænkelig.

Det tjener intet formål at behandle grænsekonflikterne i de sidste tyve år ud over at konstatere, at konflikterne om Gaza har været ramme om at lære Hamas den mest effektive måde at føre krig mod Israel, nemlig

1) med en maksimal satsning på underjordisk militær infrastruktur,

2) angreb med missiler og andre midler mod den israelske befolkning for at fremprovokere den ønskede militære reaktion, samt

3) åben og kynisk ofring af civilbefolkningen i Gaza for at fremkalde en “Pavlovsk” storm i Vestens sociale medier via den palæstinensiske diaspora.

Samtidig har Iran gennem sine støttede militser i Libanon og Yemen fremkaldt en regional krise.

Diasporaen har haft held til at fremkalde alvorlige indenrigspolitiske og derefter nok også udenrigspolitiske konsekvenser for Vesten, mens det er usandsynligt at palæstinensernes situation bliver bedret under en genvalgt Trump og med et derefter dramatisk svækket Europa.

Jeg vil ikke her bruge tekst på at følge udviklingen af de begrænsede konflikter som har været udkæmpet mellem Israel og Hizbollah i de to sidste årtier ud over at konstatere, at Israels modstandere åbenbart at lært mindst lige så meget som landet selv, hvilket er tydeligt under de seneste måneders ubegrænsede krigsførelse. I stedet vil jeg som afslutning fokusere på to forhold.

For det første er det klart, at den israelsk-palæstinensiske konflikt har fået en stadig stærkere religiøs dimension. Det er sket på begge sider. På palæstinensisk side er det resultatet af, at den ledende kraft er Hamas, er erklæret fundamentalistisk, islamistisk organisation, Det er noget, som de vestlige støtter til den palæstinensiske sag ikke finder det bekvemt at tage højde for. På israelsk side har Netanyahu gjort sin og landets fremtid helt afhængig af radikalt religiøst motiverede, zionistiske bosætterkredse, der udnytter Gazakrigen som dække for at presse palæstinensere væk fra Vestbredden.

Udviklingen på Vestbredden (Judæa og Samaria) er en afgørende hindring for enhver fredsordning. Det er ikke kun Likudregeringer, der er skyldige. Ganske vist er det det parti, som står de fundamentalistiske zionistiske aktivister, der etablerer bosættelser, der skal lukke muligheder for at rømme Vestbredden for fred, men alle regeringer har både aktivt og passivt bidraget til at lukke denne mulighed.

Aktivt ved at gøre det økonomisk attraktivt for almindelige folk at vælge bolig i Vestbredsbosættelser snarere end i selve Israel. Det gør, at antallet af bosættere nu er over 400.000.

Passivt ved ikke at hindre, at en stigende del af de væbnede styrker officerer sympatiserer med de rabiate bosættere, ikke griber ind ved overgreb på palæstinensere. Det øger også risikoen for, at dele af hæren vil gøre mytteri, hvis den beordres til at gennemtvinge en rømning af de rabiates bosættelser i de centrale dele af Vestbredden.

For det andet ses der en bevidst nedbrydning af de begrænsninger, som Krigens Love gradvist igennem mere end 150 år har skabt for retsstater krigsførelse.

Denne nedbrydning startede for godt tyve år siden under den amerikanske krigsførelse under “Krigen mod terror”, hvor man valgte hverken at sikre tilbagetagne modstandere beskyttelsen som krigsfanger eller som beskyttet i rammen af amerikanske retsregler.

Den russiske krigsførelse til støtte for den syriske regering under borgerkrigen i landet rettede dels terrorbombardementer mod nonkombattanter, dels angreb man som noget nyt direkte hospitaler o.l. i de områder, der var kontrolleret af modstanderne for at presse civilbefolkningen yderligere. Det er en barbarisk praksis, der er blevet overført til krigen i Ukraine.

Hamas gik videre. Dels indledte man krigen med en omfattende terrorhandling og gidseltagning, der tvang den folkestyrede modstander til en voldsom reaktion. Dels havde man med underjordiske fæstningsanlæg gjort hele Gaza til en fæstning, der tvang Israel til at gennemføre en klassisk fæstningskamp med belejring og bombardement, hvor fæstningens civile befolkning – i folkeretten ulovligt – bevidst anvendes som skjold for forsvarsstyrkerne.

På grund af de dybe fæstningsanlægs totale udstrækning og karakter må bombardementet anvende store flybomber med dybdeminevirkning. Bomberne ødelægger civile bebyggelser på overfladen.

At civilbefolkningen måtte evakueres/flygte fra angrebne dele af befæstningen blev slet ikke givet den nødvendige prioritet i den israelske krigsførelse eller i Egyptens optræden. Dette nok fordi dette ville forudsætte etablering af store midlertidige flygtningelejre uden for Gaza, som Hamas ville søge at infiltrere og gøre permanente.

(billedet viser den muntre og hyggelige forsvarschef, general Jesper Helsø, i perioden, hvor han fravalgte dansk evne til bidrage til egentlige forsvarsoperationer)

Det professionelle forfald startede tidligt i Den Kolde Krig. De enkelte skridt havde ofte gode forklaringer. Men resultatet blev altid en professionel svækkelse. Det skyldtes, at den forblev varig, fordi man senere glemte, hvad man havde ændret og hvorfor.

Tabet af krigsspillet og fri føring
Igennem da ca. 75 år havde Hærens ledelse forstået, hvor væsentlig en afprøvning af idéer, planer og organisatoriske løsninger gennem krigsspil, hvor modspilleren var fri til at udnytte egen løsnings svagheder. Med i slutningen af 1950’erne blev dette afgørende redskab droppet af hovedlæreren for “Generalstabskurset”, den da 1½ års videregående uddannelse af de bedste officerer. Hovedlæreren var den daværende oberstløjtnant A.C.B. Vegger, og forklaringen synes at have været, at han skulle uddanne sine elever i kamp under anvendelse af taktiske kernevåben, og det under gensidig kernevåbenbrug på kamppladsen var meningsløst at forsøge at analysere forløbet efter begge sider havde anvendt kernevåben.

Dette værktøj til forståelse af kamps karakter blev aldrig, genindført, fordi senere hovedlærere ikke oplevede muligheden, og senere blev det således at i alle øvelsesaktiviteter lod øvelsesledelsen styre “fjenden” gennem en “drejebog”, så kurset, enheden eller staben kunne glemme, at kamp er mellem to frie viljer.

Enheder lærte herefter kun procedurer i Hærens Taktiske Trænere eller Stabs- og Signaløvelser (CPX), hvor momenterne i drejebogen ikke skulle forsøge at få egen sidens plan til at bryde sammen.

Det samme kom også til at gælde for Feltøvelser med enhederne. På trods af, at man til tider etablerede en kampdommerorganisation, der muliggjorde “fri føring”, var øvelserne så kostbare og, hvis øvelsen var med allierede, så politisk påvirket, at man måtte styre alt væsentligt gennem en godkendt drejebog.

Funktionæransættelsen fra begyndelsen af 1980’erne
Fra 1983 var en stadig større del at officerskorpset som stampersonellet begrænset af en fast arbejdstid, dvs. at lange øvelser gennem mange døgn blev kostbare og belastede enhederne med afspadseringsfravær, specielt, hvis der som oftest var for få penge. Mulighederne for at gennemføre langvarige øvelser, der nærmede sig presset under krigsforhold.

Mens uddannelsesniveauet i stampersonelenheder faldt, var den nye situation specielt alvorlig for mulighederne for at give værnepligtige et intensiv, realistisk og derigennem motiverende uddannelsesforløb, At uddanne værnepligtige, der er naturligt kritiske over spild af tid, er et projekt, der kræver kadrernes konstante tilstedeværelse.

Afskaffelsen af egentlige krigsopgaver og -organisation for tyve år siden
Medens de to foregående forfaldselementer, var den generelle forringelse, som fandt sted under regeringen Anders Fogh-Rasmussen for godt tyve år siden, helt bevidst. Man var overbevist om, at historien var slut, og at man aldrig mere skulle kunne kæmpe i forsvar af dansk eller NATO-territorie mod en stats angreb.

Derfor afviklede man “kapabiliteter” herunder ikke mindst evnen til at mobilisere, herunder “trække Hæren ud som en harmonika” fra fredstidsstørrelse til at kunne løse krævende og langvarige opgaver. Herefter skulle hvert værn bestå af en lille “værktøjskasse” af kapabiliteter, som Danmark i en kort tid kunne stille til rådighed for allierede, først og fremmest USA og sekundært Storbritannien.

For det første betød det afvikling af det materiel og den udrustning, som ikke knyttede sig til den nu meget lille fredsstyrke, herunder den praktiske viden og erfaring om, hvordan man mobiliserede samt den nu unødvendige depot- og magasinkapacitet.

For det andet skete der en dramatisk reduktion i antallet af enheder. Herunder ignorerede man (nok overså) betydningen af dette for værnets kvalitet. Man havde bekvemt glemt, at officerers og befalingsmænds kvalitet opbygges ved praktisk erfaring. Teoretisk uddannelse er kun støttende. Man fjernede langt hovedparten af de “praktikpladser”, hvor kadrerne skulle uddannes. Det skete uden en tilsvarende reduktion af produktionen af teoretisk grunduddannede officerer.

Senere blev situationen yderligere forværret ved, at man droppede det mere end 100 år gamle krav om, at ingen kunne komme på Hærens Officersskole uden i praksis at have vist sig egnet som befalingsmand.

For det andet blev det flertal af officerskorpset, der ikke indgik i de landmilitære “værktøjer” helt reduceret til uniformerede forvaltere. Tidligere havde kadrer, der til dagligt gjorde tjeneste i en fredstidsforvaltningsfunktion, en krigsfunktion i en operativ stab eller mobiliseringsenhed. De indgik i uddannelsen til denne funktion, havde våben og militær standardudrustning udleveret. Alt dette blev nu irrelevant og sparet væk.

En anden meget væsentlig ændring blev, at man ikke længere havde styrende opgaver som tidligere kystforsvar, øforsvar, baglandsforsvar eller forsvar af en kendt grænsesektor.

Nu skulle man blot producere nogle “værktøjer”, der ikke skulle være fokuseret på noget bestemt i et givent scenarie, som kunne vejlede uddannelse og andre forberedelser.

Indtil ophøret af kampindsatsen i Afghanistan var der dog grænser for forfaldet, for man skulle hvert halvår producere en motiveret og rimeligt veluddannet enhed til den fælles indsats i Helmand-provinsen. Og hvert halvår kom kadrer hjem, der var blevet intensivt praktisk “uddannet” under kampopgaverne her. Og da Danmark var et lille, uambitiøst land, skulle vi ikke som stormagter udvikle enheder og faglighed til at kunne løse et bredt spekter af opgaver i forskellige scenarier.

“Civiliseringen“

Men for tolv år siden blev denne opgave i det fremmede opgivet, og dermed forsvandt den sidste hindring for at det accelererede hjemlige forfald og de kommende besparelser kunne ramme med fuld effekt.

Nu var der ikke længere nogen argumenter mod, at også alle Hærens aktiviteter blev underlagt den offentlige forvaltnings centralisering, standardisering og kontrolrapporteringsregime. Der skulle ikke længere eksistere myndigheder, der fokuserede på operative og faglige forberedelser. Stabe, der i forvejen var vokset under hensyn til opgaverne i nullerne, blev nu kun egnede til forvaltning, og da specialskolerne i 2018 blev sparet væk, blev faglighed en hobbyaktivitet. Staben i 1. Brigade er nu vokset til at være 4-5 gange den størrelse, som en 1990-brigadestab var efter mobilisering.

Nu kunne kadreuddannelserne, der skulle skabe fagligheden ved grunduddannelsen og senere vedligeholde denne igennem tjeneste- og karriereforløbet, gøres helt teoretisk og rettes mod målet at opnå akademisk akkreditering.

At stillinger blev besat ved ansøgninger (for at harmonisere til civil praksis), betød at ledelsen ikke længere kunne sikre, at de mest egnede gennemløb den fagligt-praktisk nødvendige erfaringsudvikling. Dette var specielt alvorligt, fordi det meget lille antal “praktikpladser” gør stram faglig ledelsesstyring afgørende.

Det kursus, som siden 1880’erne har hårdt og dynamisk har uddannet Hærens demonstreret bedste officerer, er ganske vist overlevet som “Operations- og Føringsuddannelsen” på Forsvarsakademiet, men hidtil synes ingen involverede at forstå, at det er bl.a. her, at genopbygningen af Hæren til at kunne fungere rimeligt effektivt i krig skal indledes.

Sådan set var det logisk at afskaffe kurset, for det var fokuseret på at planlægge den indsættelse og logistiske støtte til større, alsidigt sammensatte styrker (“troppeenheder”, dvs. brigader og derover) i egentlig krig, samt derefter at lede styrken under indsættelse ved siden at tilsvarende allierede styrker.

Der var også logisk at afskaffe den “værnsfælles” stabsuddannelse, der var skabt i 1977 og i de næste 25 år udviklet til at kunne forstå alle elementer i opbygningen af alle tre værns enheder, herunder deres muligheder og begrænsninger, bedst mulige materiel- og personelsammensætning samt hvordan de kunne spille sammen med typer af enheder, som allierede stormagter rådede over.

Dansk forsvar skulle ikke længere kunne tænke selv og levere professionelt begrundet rådgivning til politikerne. Vi skulle blot bidrage loyalt med værktøjer (med mennesker og resurser) til de store, som vi forventede kunne tænke for os.

Både medier og politikere rettede deres ønsker om ekspertstøtte til civile akademikere, der var uden praktisk militær baggrund og som aldrig havde sat sig ind i, hvad indsats i krig var og krævede.

Derefter kunne de uniformerede koncentrere sig om at skabe en ansvarsforflygtigende (over)forvaltning(ssump), hvilket så skete.

Gennemfør disse småting, der ligger langt under Forsvarsledelsens og politikernes fokus. De er helt vitale kravlegårs-øvelser, der kan genlære nødvendige færdigheder og samtidig motivere de stakkels ansatte.

Grundlag
Mit gamle grundlag som aktivistisk veteran får mig til at tro på, at det stadig er muligt at nå at forbedre en ret håbløs situation. Dette på trods af, at forsvaret med specielt Hæren er hensygnet så smerteligt dybt (også efter min pensionering for mange år siden).

Men mine møder og andet samspil med unge og yngre officerer, befalingsmænd af sergentgruppen og menigt stampersonel igennem de sidste 25 år giver grundlag for optimisme. Disse kontakter har overbevist mig om manges motivation, grundlæggende dygtighed og vilje til at lære nyt, samt om mange af disse folks uudnyttede potentiale.

Det er denne motivation og dette potentiale, som disse projektforslag er bygget på.

Hvor hurtigt, det er muligt at opnå fokuserede resultater, har jeg også lært af mit historiske gravearbejde, herunder i dem danske hærs moderniseringsindsats i sidste halvdel af 1930’erne.

En hurtig udbygning af europæisk forsvar – og herunder også lille Danmarks – er nødvendig pga. situationen med krig i verdensdelen, som kan forudses udvidet mod vest senest efter ophør af intensiv kamp i Ukraine.

Opbygningen af det militære forsvar kan forventes at ske i faser, et element er lige nu skabt længere mod syd ved truslen mod Moldova via Transniestr.

Udgangspunktet for denne prognose er Ruslands ultimatum af 17.12.21, der understreger truslen mod NATOs frontlinje-medlemsstater (her er primært Baltikum og Polen relevante).

Jf. Wikipedias referat omfattede dette ultimatum bl.a.:
*… a withdrawal of NATO’s infrastructure and capabilities from the territories of the former Soviet Union.
* A recognition of Russia’s special interests and role in ensuring security and stability in the post-Soviet space, and a respect for its sovereignty and territorial integrity, …

Truslen for at opnå den krævede ændrede sikkerhedsordning i Europa er pga. Ruslands kapaciteter dobbelt:

I. trusler om og gennemførelse af Invasionsoperationer mod frontlinjestaterne samt

II. missiltrusler (konventionelle og kernevåben) med andre medlemslande, det sidste med nedtoning af angreb mod kernevåbenmagterne Storbritannien og Frankrig.

De styrkemål, Danmark har lovet NATO, herunder ”én tung brigade”, er ganske irrelevante i forhold til situationen efter 2022, men dette styrkemål er grundlaget for forligene indtil nu.

Løftet om brigaden kan sammenlignes med, at vi har lovet at skabe et lille standardbyggeri på en fredelig sidevej, hvor det nu nødvendige er at bidrage til løsning af problemerne i et uoverskuelig stort, stadig mere aktivt jordskælvsområde.

De her beskrevne projekter foregriber ikke hvilke opgaver, danske landstyrker skal løse, når spørgsmålet er blevet afgjort i en dialog mellem Alliancen, partnerne, regeringen og Forsvarsledelsen. Heller ikke styrken skitseres.

Det eneste, der her søges, er at den danske hærstyrkers evne til at kunne kæmpe i en krig mod en konventionel og lige modstander, markant vil være forbedret efter tre år.

Større materielanskaffelser kan ikke forventes at ankomme hurtigt, i første omgang pga. Ukraines behov, derefter pga. af sælgers marked, hvor producenterne prioriterer eget lands opbygningsbehov.

Overvindelsen af manglende erfaring med at forberede symmetrisk krig hos de danske ældre uniformerede kadrer skaber sammen med accepten af den centraliserede og forvaltningsvanedrevne beslutnings-, myndigheds- og ansvarsstruktur meget vanskelige hindringer.

Uanset den nyligt afsluttede samarbejdsaftale med USA, kan Danmark ikke regne med hjælp fra amerikanske styrker, specielt ikke landstyrker. USA i stigende grad isolationistiske linje må ses som en central del af forudsætningerne og problemerne, dette selv om Trump ikke bliver valgt i november 2024.

Et centralt element under genopbygningen af også danske styrker er i øvrigt erfaringer fra krigen i Ukraine.

Det afgørende er bl.a. at skabe og videreudvikle en konstant og tæt integreret indsættelse af droner i masse i alle operationer.

Teksten er rettet efter meddelelsen om, at politikerne har besluttet, at man vil tage 5.000 værnepligtige ind årligt til 11 måneders uddannelse.

Tre parallelle akutte projektaktiviteter
Det er klart for tidligt at indrette Forsvaret og herunder Hæren uden en grundlæggende fastlæggelse af hvilke opgaver, landstyrker skal løse.
Det vil derefter tage tid at få nødvendigt nyt materiel indkøbt og på plads i enhederne: Det gør, at der er nogle år, hvor andre nødvendige projekter kan gennemføres for at genlære nødvendige ting.

Våben og andet materiel, der er under anskaffelse for at leve op til eksisterende styrkemål, såsom luftværn, kan dog med sikkerhed også bidrage efter en klarlæggelse af nødvendige bidrag og den efterfølgende justering af mål.

Den første af disse opgaver er med stor sikkerhed at genskabe evnen til at uddanne og kunne mobilisere enheder af værnepligtige og enheder, der ud over stampersonel til tjeneste og af reserven også indeholder værnepligtige.

Hvor omfattende behovet bliver, afhænger af Hærens opgaver.

Værnepligten har to fordele, som ikke kan opnås på anden måde.

For det første tilføres Hærens mobiliserede styrke via værnepligt for én årsløn over tid et antal soldater. Hvor mange, afhænger af det antal år, den værnepligtige forbliver i reservestyrken.

For det andet giver værnepligten adgang til folk med civile uddannelser (bl.a. læger, sygeplejersker, ingeniører, IT-folk og håndværkere) og folk med erfaringer, som Forsvaret kan få brug for igen i stort antal som fra 1950 til 1990.

Det er indlysende, at det er Hærens tjenestesteder, der må lede dette projekt og dermed genopbygge viden, metoder og eventuel infrastruktur. Opgaven vil blive diskuteret i større detalje nedenfor.

Den anden opgave er at genlære krigsplanlægning samt operativ og logistisk forberedelse af landstyrkers krigsindsats. Det er logisk, at dette læringsprojekt ledes af den multinationale divisions og de to brigaders stabe. Det er dem, der skal anvende læringen.

Det tredje projekt er at re-fokusere uddannelsen af Hærens tjenstgørende samt dens reserves officerer og befalingsmænd til opgaver under symmetrisk storkrig med fuld inddragelse af erfaringerne fra Ukraine. Som organisationen er nu, kan denne kun placeres i Forsvarsakademiets forskellige skoler for uddannelse af Hærens kadrer.
Forsvarets styrelser og Hærens centrale elementer har kun til opgave facilitere, støtte, monitere projekternes gennemførelse og udsprede den læring, der finder sted i dem.

1. Tjenestestedsprojekter
Den definerende opgave for hvert større tjenestested i Hæren (garnisoner) kan standardiseres til at årligt uddanne en bataljon (afdeling) af den pågældende våbenart (infanteri/ingeniører, o.a.) i princippet med alle bataljonens specialer. Projektet burde starte nu, men nu bliver sandsynligvis sinket tre år af karakteren af forliget.

De 7500 til 11 måneders uddannelse, der nu er besluttet, vurderes som det absolut maksimale, som det nuværende forsvar med de eksisterende faciliteter kan klare (med de skitsere to årlige indkaldelser).

Der skal udvikles praktiske muligheder for at kunne mønstre de uddannede enheder efter afsluttet uddannelse.

Uddannelsen af alle enheder bør også omfatte gennemførelse af forsøg med anvendelse af egne droner og modmidler mod droner til løsningen af våbenartens opgaver, under maksimal inspiration fra erfaringer fra Ukrainekrigen.

Der er et antal store udfordringerne i dette projekt En central opgave er at finde de officerer, der er villige og egnede til som bemyndiget chef til at tage personligt ansvar for at gennemføre projektet i garnisonerne i en åben proces, der under fuld udnyttelse af medierne ”opmuntrer” og fastholder de støttende styrelser, m.m. til at levere den nødvendige støtte efter den opstillede projekttidsplan.

Uanset, at dette vil være konfliktskabende og upopulært, er jeg ikke i tvivl om, at sådanne officerer findes.

For at udnytte viden og kreativitet, må udførelsen af udvikling og gennemførelsen af uddannelsen fra tjenestestedschefen delegeres ned til laveste chefsniveau, dvs. til underafdelingen (kompagniet).

Projektet må gennemføres med det eksisterende hovedmateriel og med det på tjenestestedet værende personel, herunder ikke mindst egnet, nu menigt stampersonel, herefter korporaler.

Disse kadrer forberedes hurtigt til at kunne virke som instruktører ved makkeruddannelse og korte kurser. Andre kontraktansatte anvendes som støttepersonel (herunder kørere, indtil værnepligtige er uddannet).

De officerer og det stampersonel, der findes egnet som kadrer og instruktører o.a. gives en attraktiv kontrakt, der sikrer, at de uden arbejdstidsbegrænsninger er til fuld rådighed under hele uddannelsesperioden.

Om nødvendigt lejes civilt materiel eller udenlandsk militært materiel til opgaven.

For så vidt angår de værnepligtige, søges svenske og norske erfaringer for de nødvendige krav og vilkår samt for den bedste uddannelsestakt for den generation af unge mennesker, der skal uddannes.

Uddannelsens fasers længde og karakter bestemmes af to forhold. For det første den nødvendige tid til at opnå uddannelsesmålene for den enkelte og enheden, for det andet evnen til at fylde tiden med motiverende aktiviteter og endelig de tjeneste- og fritidsvilkår, værnepligtige har i de danske by-garnisoner (i forhold til tjenestesteder i de andre, langt større, nordiske lande).

I øvrigt kan uddannelsesplaner og -mål tilpasses efter eksisterende planer fra uddannelsen af stampersonel, så man er ikke uden grundlag.

Om nødvendigt skal tjenestestederne sikre egnet indkvartering, m.m. ved etablering af midlertidige (herunder containerbaserede) faciliteter i tilslutning til kasernen, mens dennes bygninger renoveres. Hermed nyttiggøres erfaringer fra de tidligere fjerne missionsområder.

Ud fra egen erfaring med start af krævende uddannelsesprojekter (og under hensyn til presset fra den kritiske internationale situation) kan og bør uddannelsen starte snarest.

Forberedelserne kan fortsættes parallelt med, at den almene grunduddannelse af de værnepligtige indledes. Tidskravet for hurtigt at aflære “selvlært hjælpeløshed”. En sådan kort lunte vil selvfølgelig i høj grad og gavnligt presse de støttende styrelser til at arbejde både hurtigt og effektivt og fremme de udpegede chefers tilbøjelighed til at delegere.

Under hele projektet er det nødvendigt, at der opretholdes et tæt, åbent og direkte netværk mellem tjenestestederne, herunder for at udvikle erfaringer, der også omfatter idéer om, hvorledes man sikrer rettidig støtte fra tøvende danske myndigheder og bedst udnytter udenlandsk rådgivning og erfaring under de danske vilkår.

2. De operative stabes projekt
Dette projekt kan uanset forligsteksten indledes straks. Det er dog hæmmet af to forhold.

For det første, at ingen tjenstgørende danske hærofficerer har erfaring med krigsplanlægning for højintensiv forsvarskamp på dette niveau af våbensamvirke (brigade og division) og med de efterfølgende praktiske forberedelser, herunder bl.a. og ikke mindst krigstidslogistik samt kadreuddannelse.

For det andet, at stabenes stabsenheder/kampføringsstøtteenheder ikke eksisterer eller i bedste fald er under opbygning.

Ikke mindst brigadestabene er nu i forhold til tidligere meget (reelt sygt) store, 1. brigades er over 100 personer, 4-5 gange større end en 1990-brigades krigstidsbemanding. Det skyldes kombinationen af arven fra nullernes interventionsoperationer og deres aktuelle forvaltningsopgaver.

Brigadestabene (og den daværende Jyske Divisions stab) havde under den tidligere Kolde Krigs periode kun opgaver i forberedelserne og ledelse af krigsopgaver, og havde derfor kun en bemanding i den “egentlige stab” på ti-tolv til tjeneste og det dobbelte efter modtagelse af supplement af reservepersonel.

Her er det kun stabenes ikke-forvaltningspersonel, dvs. personel med nøgleopgaver i føring og logistik, der involveres i dette læringsprojekt. Resten vil hindre eller hæmme relevant læring.

Her foreslås, at opgaverne fordeles mellem stabene, således at 1. Brigades stab fokuserer på mulige opgaver ved de baltiske landes grænser til Rusland og Belarus, mens 2. Brigades stab koncentrerer sig om løsningen på mulige opgaver i Danmark (Bornholm og resten af landet).

Divisionsstaben følger og støtter begge, herunder med styrende trusselsscenarier.

Efter valg af en teoretisk mulig opgave i et afgrænset terræn gennemføres kortstudie fulgt af dronestøttet rekognoscering laves en foreløbig plan.

Derefter rekognosceres i terrænet sammen med førere fra brigadens enheder (eller officerer, der gives denne rolle). Alle enheders placering, kunstige hindringers placering fastlægges og den endelige plan udarbejdes.

Så afprøves planen i et krigsspil i en taktisk træner og eventuelt med computerstøtte, hvor divisionen med ekstern støtte af udenlandske eksperter i russiske enheders taktik, våben og metoder. Derefter tilpasses planen for at mindske erkendte svagheder i muligt omfang.

Dette forløb gentages i et andre områder nogle gange for at skabe rutine, hvor krav øges ved at forlænge spils varighed til at dække ugers forløb, øge friktion, inddrage fysiske og andre angreb på brigadens føringsstøtte samt et langvarigt komplekst logistisk pres.

Divisionen har ansvar for at kommunikere erfaringer til både allierede partnere og til anvendelse i de to andre projekter.

3. Forsvarsakademiets projekt
Forsvarsakademiet (med dets skoler) har fra starten en afgørende rolle.

Der skaffes og uddybes et vidensgrundlag for de andre projekter. Det ville være naturligt straks at inddrage al viden, der kan skaffes fra Ukraine om de russiske og ukrainske operationer.

Herunder gennemføres målrettede studieperioder med udenlandske eksperter (herunder fra britiske R.U.S.I.).

Naturlige prioriterede emner ville være læring om integrationen af droner i våbenarternes opgaveløsning, løsning af føringsopgaver og gennemførelse af planlægning for bataljon, brigade og højere niveau på en sådan måde, at sårbarheden mindskes maksimalt. Er andet centralt område er at afklare, hvorledes man dækker de dele af fronten, der må dækkes af andet end brigader.

Skolerne skal reelt standse deres aktuelle akademiseringsprojekter og satse alle resurser på professionsskoling til intensiv krig på de forskellige niveauer. Det bør styre overvejelserne om en (igen) “reformeret” officersuddannelse. For at påvirke bredest muligt skal kurser være korte, i maksimal udstrækning anvende fjernundervisning, dog med kontrol af læring under tilstedeværelse (med kontante krav for at bestå og opnå fordele af dette).

Umiddelbart skal de forskellige uddannelser støtte tjenestestedernes nu retablerede våbenskoler i uddannelsen af menigt stampersonel til instruktører for værnepligtsenhedernes uddannelser.

Hos alle faste officerer og befalingsmænd samt officerer og befalingsmænd med reservestatus, der ønsker en fortsat rolle i Hæren, udvikles den generelle viden og de færdigheder, der er en forudsætning for anvendelighed i en højintensiv krig. Denne uddannelse suppleres ved tjenestestedet med våbenartsspecifik viden og færdigheder.

Som tidligere i Hærens historie gives de i praksis demonstreret klart dygtigste et kursus i føring og planlægning til krig og under krigsforhold. Selvstændig tænkning og evnen til at arbejde i længere tid under hårdt pres er en forudsætning for at bestå.

Det fjerde, helt selvstændigt projekt for hele Forsvaret: At genskabe en robust evne til at holde krigsmateriellet operativt

I vel 25 år har Forsvarets materielvedligeholdelse og -reparationer været styret af to hensyn: New Public Managements fokus på ikke at gøre noget, før dette var akut nødvendigt samt det politisk fastholdte krav om, at opgaver skulle udliciteres til ikke-offentlige virksomheder.

Begge hensyn er i direkte modsætning til hensynet om til stadig at kunne holde mest muligt i operativ tilstand. Dvs. til stadighed at kunne have ren spredt og robust evne til at kunne reparere og forbedre materiellet (selv væk fra fabrikker i baglandet).

Det kræver flere oplægninger af nødvendige reservedele; opretholdelse af Forsvarets egne hold af teknikere/mekanikere med godt kendskab til materiellet; faciliteter, heraf nogle mobile, til ar støtte arbejdet samt opretholdelse af et højt beredskab til stadig at kunne gennemføre reparations- og klargøringsindsats.

FORESTIL DIG DIN FREMTID MED ET SAMFUND – EFTER ET TRUMP-GENVALG, UKRAINES NEDERLAG OG NATOs KOLLAPS: EFTER TRYGLENDE BENÆGTELSE SIDEN 2012 AF DEN KOLDE KRIGS GENVIRKELIGHED OG KRAV:

Det er ikke fremtiden i områder under direkte russisk kontrol som Belarus og det genunderlagte Ukraine, men efter tilpasning til Ruslands krav og forventninger under respekten for russisk magt (som respekten for den dominerende Mafia-boss i Syditalien). Dette er, hvad russerne igen har lært at opfatte som en naturlig tilstand:

> hvor al politik og magtsøgen er kynisk drevet af søgen efter personlig rigdom
> hvor alle indtægtsgivende stillinger besættes ved kombinationen af nepotisme og bestikkelse
> hvor politi, domstole og fængselsvæsen direkte tjener magten
> hvor valghandlinger frit manipuleres
> hvor alle massemedier er i magthavernes hænder
> hvor magtmisbrug og uretfærdighed kun straffes, hvis det er i magthaverens interesse
> hvor magten i sidste instans ligger i en fremmed hovedstad

Dvs. samfund med endnu mindre frihed end under den sidste og værste del af Besættelsen af Danmark, et samfund hvor medmenneskelige forhold og tillid med god grund forgiftes.

Så kan du forstå, hvorfor polakker og mange baltere efter deres erfaring i to menneskealdre efter 2. Verdenskrig vil kæmpe for deres frihed selv om USA og de andre europæiske lande efter manglende rettidige omhu og skulle svigte dem, efter de svigtede Ukraine.

Dette er Ruslands fremgangsmåde til at holde eget og andre folk undertrykte. Nu hjulpet af moderne overvågning.

Billedet viser, hvordan vores fremtidige politiske ledere vil optræde.

(kortet overfor af Suwalki-korridoren er fra Atlantic Council)

Senest efter et par år med Trump som genvalgt præsident (men nu sandsynligvis før) er Ukraine tvunget til fred (benævnt og reelt kun en våbenhvile) på russiske betingelser (med USAs accept=støtte). Bortset fra, at Trumps valg jo heldigvis fortsat ikke er givet, bygger scenariet, dvs. udviklingsmuligheden, på en fortsættelse af den aktuelle tendens og faktiske udmeldinger om hensigter og problemer.

Rest-Ukraine er med russisk støtte således i 2028 på vej mod det lovede EU-medlemskab. For Rusland med det formål, at EU svækkes af belastningen fra genopbygningen og den store demoraliserede ukrainske befolkning.

Nu fortsætter Rusland i forlængelse af sit 17.12.2021-ultimatum, der havde til klart formål at ødelægge NATO. Det sker med henvisning til dette. Man opmarcherer i Belarus og det vestlige Rusland mod Polen og det tyndt forsvarede Baltikum med tyngde mod Litauen.

Det sker med det udtrykte mål at få fremmede styrker ud af Østeuropa OG samtidig skabe forbindelse fra Belarus til Kaliningrad på tværs af “Suwalki-korridoren” (se kortet).

De amerikanske enheder i den USA-ledede NATO-brigade i nordøst-Polen, der skulle beskytte korridoren, er allerede ude/på vej hjem efter direkte aftale mellem Trump og Putin.

Der indledes en omfattende hybrid undergravende indsats mod resten af Baltikum fokuseret mod de ikke-baltiske mindretal i Estland og Letland. Dens karakter er som Hitlertysklands mod Sudeterland halvfems år tidligere.

Samtidig indledes og omfatter også en cyber- og fysisk sabotageoffensiv mod landenes internetinfrastruktur (som i Danmark eksempelvis NETS og Sundhedsplatformen).

Samtidig gennemføres diskret sabotage af infrastruktur på havbunden i Østersøen, Nordsøen, Kanalen og Norskehavet.

Den konventionelle opmarch bakkes eksplicit op af en kernevåbentrussel med en stort antal af jord-til-jord-præcisionsmissiler, der kan udrustes med kernevåben.

Al dette skal ses i sammenhæng med den klart demonstreret svigtende vesteuropæiske evne til hurtigt at opbygge sine forsvarskapaciteter.

Efter 2014 var der blevet placeret små, rent symbolske, allierede styrker i Baltikum. Disse “kampgrupper” var ledet af Storbritannien i Estland, Canada i Letland og Tyskland i Litauen. Efter 2022 skal de tre større lande booste styrkerne op til en lidt mindre symbolske brigaderamme.

Men det er ikke ligetil. Tysklands forsvarsminister har nu ganske vist indgået en aftale med Litauen om at ville have brigaden klar om 3-4 år. Men forsvarsbehovet er efter min gennemrekognoscering af grænseområderne på mindst seks tyske brigader ud over de tre lettere udrustede litauiske brigader: En division med tre tyske og en litauisk brigade i vest ved Kaliningrad-grænsen og kysten, en division med tre tyske og to litauiske brigader i øst op mod dem lange skovrige grænse til Belarus.

I det omfang europæerne taler om den kernevåbenafskrækkelse, der kunne afparere russisk pres, vises som altid politisk naivisme kombineret med berøringsangst varm ordluft.

Kun Frankrig (og Storbritannien) har kernevåben, og nu kun styrker, der skal afskrække et kernevåbenangreb på hjemlandet.

Som minimum er behovet at genopbygge europæiske kernevåbenstyrker til den mere varierede sammensætning, de havde i 1980’erne, med våben med kortere rækkevidde fra fly og på missiler (som det franske HADES-system).

For at gøre det sandsynligt, at de derefter anvendes til andet end afskrækkelse af ejerlandene, må frontlinjelandende på en måde gives adgang til “aftrækkeren”, enten gennem egne våben eller franske våben på deres jord, kernevåben der kan nå Sankt Petersborg.

Uden dette må vi konstatere, at Europa tabte anden halvleg i Den Kolde Krig, en konflikt, som man fornægtede eksisterede.

Efter Den Kolde Krig gjorde forsvarspolitikerne og deres civile embedsmænd klart, at “oberst Hachel-typer” ikke længere hørte hjemme i dem nye danske forsvarsledelse,

De skabte problemer i denne nye tid, fordi de tænkte og argumenterede anderledes end personer med civil baggrund. Dette havde nok været relevant i fortiden, men ikke længere efter de egentlige krige, dem mellem stater, kun var historie.

Her vil jeg kort beskrive konsekvenserne af den succes, man i Danmark har haft med harmonisere landets forsvarsledelsestyper gennem at fravælge den traditionelle faglighed samt dennes synspunkter og prioriteringer.

***

For at gøre dette, er det nødvendigt at skitsere de centrale elementer i den fravalgte faglighed.

Karakteristika ved den tabte “Hachel-type” findes i endnu renere moderniseret form hos officeren på billedet til højere, min gamle ven, den pensionerede generalløjtnant Kjeld Hillingsø, som mange af mine læsere sikkert også kender.

***

1) Det er afgørende at forstå, at mens der findes et par tusinders års teorier om militær optræden i krig og kamp, er professionen i sin kerne praktisk. Professionen bygger først og fremmest på læring af færdigheder under stadig mere krævende praksis gennem officerskarrierens formative første 15-20 år.

Dette praktiske element er uundværligt, og uden fokus på dette udvikles ingen militær faglighed, der kan forholde sig kritisk til og anvende relevante teorier eller historiske erfaringer.

Uden praktik – med en energisk søgen efter at opnå erfaringer – er uniformen ikke andet end en “stuffed shirt”, “Kejserens nye Klær”, og læringen giver kun “Erasmus Montanus”-viden.

Den uniformerede persons løn er spild af penge, og den potentielt direkte skadelig, hvis vedkommende bliver søgt anvendt som sikkerhedspolitisk eller militærfaglig rådgiver.

Ved anvendelse af en sådan officer leder af militærfaglig projektimplementering må man så forvente uduelighed (og med en lille smule selvkritisk sans hos personen må man forvente en erkendelse af bevidst selvvalgt hjælpeløshed).

Men hans politiske chefer og deres civile embedsmænd kan glæde så sig over, at officeren ikke tænker og taler som en Hachel eller den senere Hillingsø.

2) Det er centralt for officeren, at denne søger at udvikle handle- og organisationsmuligheder ud fra en prognose med hensyn til mulighederne for at løse et erkendt konkret opgave eller en mulig fremtidig, hypotetisk opgave.

Da de potentielle konsekvenser af et fejlvalg for den militære organisation eller landet kan være alvorlige til katastrofale, vil sådanne vurderinger fra en professionel officer være irriterende og uønskeligt pessimistiske.

Dette forhold er et centralt element i politikeres og civile embedsmænds dybe ønske om at undgå de besværlige Hachel-typer.

3) Et andet irriterende element kan ofte være sådanne typers beslutningsiver og ansvarssøgen.

Dette, når det for politikeren og den civile embedsmand så ofte er politisk bekvemt at vente, udskyde og ikke tage ansvar for ubehagelige og potentielt upopulære foranstaltninger.

Officeren vil komme med besværlige argumenter om, at gennemførelse af beslutninger er komplicerede og ikke alene er stærkt resursekrævende, men de tager lag tid at gennemføre, så rettidige skridt burde reelt være sket for længe siden, i 2014-15.

***

Hvis man har afvist disse karakteristika og ubekvemme egenskaber hos den militærprofessionelle fagmand, er det måske en idé at huske på, at den ikke er unik. Samme holdninger, samme optræden genfindes også i den anden teoretisk-praktiske profession, hos lægen, og er helt afgørende for dennes effektivitet.

Det er også tilfældet for den militære profession, og den bevidste undertrykkelse af denne har af politisk og karrierebegrundet bekvemmelighed sikret fastlåsningen af den arrogance og katastrofekurs, som jeg har skitseret i de to foregående indlæg.

***

Det er desværre ikke kun i Danmark, at det her beskrevne problem med manglende militær pessimisme-realisme i nærheden af politikerne har betydet, at nødvendige mobiliserings- og forsvarsforanstaltninger er sket tøvende, for begrænset og sandsynligvis for sent.

Det gælder hele Vesteuropa og i betydelig grad også lande i resten af verdensdelen.

At situationen ikke var sådan i mellemkrigstiden betød lige netop, at det ikke gik helt galt i 1939-45. Da startede man ganske vist kun modvilligt og tøvende i landene omkring aksen Tyskland-Italien-Japan (Vesteuropa og USA), men det skete med stadig større målbevidsthed og konsekvens overalt i de sidste fem år af 1930’erne.

(a Russian defence scholar) ”… off-handedly raised a theoretical situation in which a country without adequate nuclear capabilities could be forced under threat of seeing one of its cities blasted, to demilitarize even surrender part of its territories, regardless of the strength of its conventional forces. This seemed to me a ludicrously unlikely situation, not least as the aggressor would find itself an international pariah, but the matter-of-fact way he advanced it, and his surprise when I challenged it, spoke volumes about the kind of thinking held at least within his circle. And it is worth noting, he is on-and-off consulted for the Presidential Administration.” (Mark Galeotti, Putin’s Wars. From Chechnya to Ukraine, Osprey Publishing. Oxford 2022, s. 307)

Situationen nu, fordi USA stadig sikrer os

“The strategy in the new warfare consists primarily of intimidation. They want the politicians, the journalists, the diplomats, the military to fear that Russia is ready for a military conflict with NATO, if a third world war is required. The military provocations along NATO’s eastern border should demonstrate Russia’s threatening risk-taking propensity. The daring high-stakes game of exterminating all human life on the planet is a test with a fairly predictable outcome: the West will never be prepared to start a nuclear war. The Kremlin knows that the willingness to sacrifice something for Donetsk is quite low, for example in Germany. The specter of death can go on forever, the democratic countries will have to back down again and again and have to accept whatever the Moscow ulus does. ….In this blackmail game the democracies don’t stand a chance… Fear is a weapon. Fear shackles the victim. In nuclear poker, you can always double the stakes. It is not the strongest who wins, but the one who is prepared to run the rope. That is the unwritten rule in Russian prisons. Now the whole world is forced to live according to this law. …The West is simply not prepared for the new war and is reacting as in the “good” old days, when there were still fixed rules of the game.” (Mikhail Shishkin, My Russia: War or Peace? Quercus Publishing, 2023, p. 143).

NATO indtil 1960

Fra Atlantpagtens underskrivelse og igennem de efterfølgende ti år var kernen i sikkerhedsgarantien til Vesteuropa det amerikanske kernevåbenmonopol og derefter overlegenheden.

Våbnene skulle anvendes mod militære og økonomiske mål Sovjetunionen i en ”kernevåbenmodoffensiv” med fly straks efter et sovjetisk angreb mod Vesteuropa.

Senere undersøgte amerikanerne forgæves veje til at anvende våbnene på kamppladsen for at kompensere for den sovjetiske overlegenhed i landstyrker.

Efter Koreakrigens afslutning søgte man nemlig en billigere løsning end at opbygge store konventionelle forsvarsstyrker.

NATO fra 1962 til 1977

Efter, at Sovjetunionen ved en kraftanstrengelse havde opbygget sine kernevåbenstyrker på alle områder og niveauer, nærmede man sig en situation, hvor den totale ødelæggelse ville kunne blive gensidig, og efter forskrækkelsen ved Cubakrisen i efteråret 1962 indledtes et forhandlingsforløb, der både skulle standse forsøg, kontrollere våbnenes antal og sikre en så stabil og overskuelig situation som mulig.

I slutningen af 1960’erne lykkedes det at inddæmme risikoen for spredning ved at få de fleste af verdens lande til at forpligte sig til ikke at anskaffe kernevåben. Kun et land, Nordkorea, har indtil nu trukket sig ud af traktatforpligtelserne i kernevåbenspredningstraktaten (NPT).

Vesten fra 1977 til 1987

Da Sovjetunionen i en modernisering af ældre mellemdistancemissiler fra 1975 indførte de nye mobile SS-20-missiler, opfattede man i Europa dette som et forsøg på at undergrave forbindelsen til de interkontinentale amerikanske missiler og dermed troværdigheden af NATO-afskrækkelsen.

På trods af en voldsom folkelig modstand, der også blev næret af Sovjetunionen, besluttede NATO-medlemmerne at opstille nye amerikanske missiler (de såkaldte INF-våben) af to typer i forskellige medlemslande, hvis Sovjetunionen ikke opgav SS-20.

Det lykkedes i slutningen af 1987 at blive enige om at begge siders missiler af denne type skulle skrottes efter det politiske skift i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov.

De neutrale europæiske lande, der havde egne kernevåbenprogrammer, herunder Schweiz og Sverige, standsede disse og undertegnede ikke-spredningsaftalen. Man markerede sin satsning på, at den grimme del af historien var slut.

NATO 1992 til 2011

Fra afslutningen af den oprindelige Kolde Krig opfattedes kernevåben derfor som et anakronistisk levn.

I alt væsentligt bevarede de vestlige kernevåbenmagter kun kernevåbenstyrker, der skulle afskrække kernevåbenangreb på hjemlandet. I de efterfølgende år skete der drastiske reduktioner i de endnu kortere rækkende systemer. Frankrig opløste deres enheder med taktiske Hadés-missiler i 1995-96. Storbritannien trak deres kernevåben-flybombe WE-177 tilbage fra enhederne i 1998.

Kun USA bevarede også resterne af de tidligere styrker i form af en håndfuld gamle atomflybomber fordelt på baser i Vesteuropa.

I Vesteuropa var der absolut ingen bevidsthed om, at vore sikkerhed og frie politiske fremtid stadig hvilede på den amerikanske kernevåbenparaply.

2011 til 2021

Som Mark Galeotti gør klart i den indledningsvis citerede 2022-bog om den russiske militære udvikling i de seneste årtier, blev kernevåbenstyrkerne givet den højeste prioritet i reformer og genopbygningen af de russiske væbnede styrker.

I NATO skete der imidlertid ingen genopbygning af kernevåbenstyrker i denne periode, uanset hvad der skete i Rusland og andre, fjendtligsindede lande.

Der var bortset fra i Finland, De Baltiske Lande og Polen ingen vilje til at se, at Rusland åbent fra 2014 havde indledt en ny kold krig mod Vesten, der var åben i Donbass.

Den 17.12.2021 blev der (uden at dette blev taget seriøst) fra Moskva sent et ultimatum til Vesten med krav om:

En juridisk bindende garanti for, at NATO ikke ville optage nye medlemmer, specielt Ukraine og Georgien, og at man ikke ville sende ekstra tropper eller våben til de eksisterende medlemslande.

En revision af ”NATO–Russia Founding Act” fra 1997, som regulerer militære aktiviteter og samarbejde mellem NATO og Rusland, samt en tilbagetrækning af NATOs infrastruktur og styrker fra tidligere sovjetisk område og andre områder optaget efter 1997 (dvs. reelt ophæve resultaterne af Baltikum, Polens og balkanlandes NATO-medlemskab).

En anerkendelse af Ruslands særlige interesser og rolle i at opretholde sikkerhed og stabilitet i det post-sovjetiske rum, og en respekt for dets suverænitet og territoriale integritet, herunder over Krim og Donbass (dvs. anerkendelse af Ruslands særlige interessesfære).

Et forbud mod ny deployering af mellemdistance- og kortere rækkevidde missiler i Europa, kombineret med en dialog om stabilitet og våbenkontrol (dvs. blokere for en ny ”Dobbeltbeslutning”).

En reform af OSCE for at gøre organisationen til et effektivt forum for at håndtere sikkerhedsudfordringer og konflikter i Europa (dvs. give Rusland veto).

Selv dette ultimatum skabte ingen bevidsthed om, at muligheden for at trække på skuldrene af dette helt afhang af de amerikanske kernevåbens afskrækkende virkning.

2021 til 2025

Denne virkning er imidlertid ved at være historie: Den efterfølgende analyse og prognose bygger på den stadig mere sandsynlige forudsætning, at Donald Trump bliver genvalgt i november, og at hans politik i forhold til NATO, Europa og Ukrainekrigen bliver som meddelt gentagne gange og som allerede blev signaleret i hans første præsidentperiode. 

Om blokeringen af formel udmelding af NATO kan finde sted, afhænger af sammensætningen af Senatet fra næste år, men opretholdelsen af den amerikanske vilje til at leve op til Atlantpagtens Artikel 5 afhænger af den siddende præsident.

I 2022 kunne Galeotti som citeret beskrive en russisk militæranalytikers opfattelse som noget eksotisk. Siden har krigen gjort kravene om anvendelse af kernevåben mod Ukraine og Vesten blevet til et fast tema i højtstående russiske politikeres og mediefolks repertoire. Respekt for de amerikanske kernevåbenstyrker (med deres i russiske øjnes overlegne teknologi) har imidlertid indtil nu forhindret, at russerens billede med muligheden for anvendelse af kernevåbentrusler og egentlig våbenbrug reelt var risikofri.

Men det kan nu forventes at ændre sig fundamentalt med et genvalg af Trump. Herefter bliver den russiske analytikers situation en realitet. Man kan uden risiko for andet end forfærdet politisk forargelse anvende kernevåben i Ukraine til at fremtvinge en afgørelse og samtidig signalere den helt nye situation til europæerne, en situation hvor 2021-kravene kan presses igennem.

Der er reelt allerede nu behov for, at de europæiske lande trækker sig ud af kernevåbenspredningstraktaten (NPT), og at kernevåbenmagterne Frankrig og Storbritannien samt Tyskland teknisk hjælper andre lande, herunder Polen, med hurtigt at opbygge en mindre kernevåbenafskrækkelsesstyrke, der kan hjælpe europæiske regeringer i at modstå det snart kommende russiske pres.

Desværre tror jeg ikke på, at de ansvarlige politiske ledere (og deres for kløgtig efterargumentation valgte rådgivere) er i stand til at konfrontere virkeligheden og tage rettidige beslutninger af så drastisk og kontroversiel karakter.

Tilsidst er det rimeligt at citere indledningen af den nye analyse af problemet i William Alberques januar 2024-analyse til den højt anerkendte London-tænketank The Internation Institute for Strategic Studies (IISS): “Russian Military Thought and Doctrine Related to Non-Strategic Nuclear Weapons: Change and Continuity“:

“In June 2023, in the shadow of Russia’s war in Ukraine, Sergei Karaganov, the head of Russia’s Council on Foreign and Defense Policy and one of the more influential
advisers to the Russian political leadership, wrote an article calling for a pre-emptive nuclear strike against an ally of the US in Europe directly supporting Ukraine. He theorised that such a strike would help curb US actions against Russian interests and
allow Russia to prevail in what he sees as a global conflict between the East and West. This view was condemned by some in Russia, but it was also praised by
respected theorists such as Dmitry Trenin of the Russian International Affairs Council. The scope and scale of debate surprised many in the West and further heightened already-growing fears across the globe of Russian NSNW use in its war against Ukraine.”

På grundlag af IISS-analysen konstaterede Mark Trevelyan fra Reuters den 22. januar, at: “The war in Ukraine has dented Russia’s confidence in its conventional forces and increased the importance to Moscow of non-strategic nuclear weapons (NSNWs) as a means of deterring and defeating NATO in a potential future conflict …”

Karaganov eller Trenin kan have været Galeottis anonyme samtalepartner.

Men i fremtiden kan vi forvente en situation, hvor russerne ikke længere skal kunne tage hensyn til USA som allieret af det land, man vil true til tilpasning.

Katastrofen er med stor sandsynlighed på vej

Lige nu, er vi to eller tre dårlige valg fra NATOs endeligt, afslutningen på Den Europæiske Union og måske afslutningen på den liberale verdensorden, som vi kender den (Anna Applebaum, november 2016 (citeret i Weekendavisen 29-12-2023)) Det første valg var netop i 2016, det andet er i 2024. Det tredje bliver ikke nødvendigt.

Ukraine er hårdt presset, Trump kan vende tilbage, og Europa mangler en plan: »Vores strategi er håb« (overskrift i Information 30-12-2023).

Dette indlæg følger og diskuterer, hvordan vi søvngængeragtigt kom dertil og intet gjorde rettidigt.

Vi forsøgte ikke engang at beskrive og konfrontere problemet, hvilket ville være det lillebitte første skridt i et forsøg på at håndtere det.

At vi blot spinnede Kejserens nye klær, tager ingen ansvaret for.

Pga. total uansvarlig amatørisme har vi nu ikke tid til at gennemføre skridt, der kan afværge eller inddæmme den ødelæggelse, Applebaum forudså.

Jeg vil her undlade at komme ind på det allermest kritiske problem: det nu sandsynlige tab af det i hele NATOs eksistensperiode allermest centrale amerikanske bidrag til Europas sikkerhed: De amerikanske kernevåben.

***

Søvngængeriet

For det går jo nok fortsat fint.

Afghanistan gik fint, indtil det pludselig kollapsede. Helt uforudseeligt!?

Ukraine. Bortset fra nogle gale amerikanske efterretningsfolk var alle for to år siden enige i, at Rusland ikke ville angribe. Alt andet var da uforudseeligt?!

For et år siden var man nervøs for, om Ukraine ville være i stand til at administrere sin snarlige sikre militære sejr klogt. For det var helt sikkert, at forårsoffensiven ville vælte de stakkels uduelige russere. Helt sikkert!?

Nu forventer man, at de nuværende fastlåste fronter vil fortsætte som i 1. Verdenskrig. Alt andet er da helt uforudseeligt og utænkeligt!?

“Fastlåsningen” skal udnyttes til at opnå en forhandlet kompromisfred med Rusland, for uanset, hvad dette land siger og gør, er det da for almindelige mennesker helt utænkeligt og uforudseeligt, at russerne ikke også længes efter fred.

Man ignorerer, at fronterne dengang ikke fortsatte med at være fastlåste, for den ene part vandt – efter logikken i nedslidningskamp – pga. talmæssig og materiel overlegenhed.

Russerne står jo på den anden side af Ukraine over for det NATO, som er overvældende meget stærkere end dem … insisterer man.

Man ignorerer ignorerer imidlertid helt, at NATOs militære styrke og afskrækning af Rusland helt hviler på USAs militær. Vesteuropa har ikke vekslet ret meget af sin økonomiske styrke til militær magt og er slet ikke startet med at gøre sig umage.

I den manglende militære indsats er Danmark absolut førende.

Nu er i første omgang den amerikanske støtte til Ukraine er kollapset på grund af blandingen af kujoneri, højreradikalisme og opportunisme hos Republikanerne.

USAs fortsatte dominerende rolle i Europas sikkerhed er akut og alvorligt truet.

I bedste fald snart vil den hurtigt blive drastisk mindsket for at støtte inddæmningen af Kina. I værste fald vil det ske som en punkteret ballon fra begyndelsen af 2025.

Det ignoreres på strudsevis og som af de tre aber.

Noget sådant anses på trods af en entydig tendens som helt utænkeligt, fordi det, hvis det sker, vil være så forfærdeligt, forfærdeligt krævende på alle tænkelige områder.

Så vores politiske ledere har valgt i nu tyve år at nøjes med en selvtilfreds, uanalytisk og ukritisk sikkerhedspolitisk rådgivning.

De formelt ansvarlige rådgivere finder dette udmærket.

Alternativet er ikke faldet dem ind:

Det som fortsat burde være sket på de sikkerhedspolitiske områder, er, at de relevante statsinstitutioner, herunder efterretningstjenester og relevante ministerier jævnligt havde udviklet prognoser for alle de mulige hovedforløb.

Det skulle som minimum været sket, når et aktuelt eller fremtidig sikkerhedspolitisk problem trængte sig på eller overraskende opstod.

Det skulle så naturligvis ske under inddragelse af specialister med den nødvendige ekspertise (i sikkerhedspolitikken økonomisk, militær, regionalpolitisk og -historisk for pågældende land og region).

Under hvert muligt hovedforløb måtte de sandsynlige konsekvenser for Danmark og allierede skitseres, også det mest uønskede/ubehagelige forløb.

At vores land er lille, fjerner ikke ansvaret for at tænke selv over for befolkningen og dens fremtid. Landets i omfang begrænsede analysebureaukratier gør ikke evnen til at se og konkludere klart mindre …

På dette grundlag måtte de mulige/nødvendige reaktioner på forskellige områder identificeres, der kunne at mindske skader og risici.

Det var gældende for Irak, for Afghanistan og for Ukraine. Man valgte uselvstændigt og ukritisk at lægge sig i halen på en indlysende fejlagtig analyse og afledt dybt strategi, der blev dybt risikabel ved en klart manglende sammenhæng mellem mål og midler.

Den indenrigspolitiske fordel for de ansvarlige embedsmænd og deres formelt ansvarlige politikere, var, at man kunne fralægge sig ethvert ansvar for nederlaget, uanset at dette i tilfældet Ukraine med stor sikkerhed vil føre til en katastrofe for andre end ukrainerne.

I tilfældet Ukraine kan enhver med kendskab til Rusland fortælle, at krigen kun var midlet til at fjerne USA militært fra Europa og derigennem underlægge os alle kravet om tilpasning til ethvert russisk behov og krav.

At det går den vej er tydeligt for selv de tre aber i det japanske tempel, der regerer som danske sikkerhedspolitiske rådgivere.

Der skulle ikke på forhånd defineres et mere “sandsynligt” forløb, fordi dette vil fjerne opmærksomheden og ansvaret for beslutninger, der ville være nødvendige, hvis forløbet bliver anderledes og eventuelt mere krævende end det bekvemt sandsynlige.

Når det faktiske forløb blev klarere, skulle myndighederne løbende fastlægge, hvilke fejlvurderinger, der var opstået i prognosearbejdet.

Dette skulle ske for at lære, rettidigt.

***

Den sikkerhedspolitisk centale rådgivningsmyndighed var tidligere og er fortsat Forsvarets Efterretningstjeneste.

Indtil tjenesten i 2010 som et brud med efterkrigstidens rolle fik civil chef (Thomas Ahrenkiel fra Udenrigsministeriet) havde den siden sin etablering 60 år tidligere ikke (som derefter) været et hjælpsomt politiserende embedsmandsapparat. At det varede næsten tyve år efter 1990, før råddenskaben satte ind, kan bl.a. have været en funktion af, at tjenesten i perioden skulle varsle om trusler mod udsendte danske soldater. Men det kan også skyldes, at chefen, til slut Finn Hansen, havde officersbaggrund.

Før 1991 havde dens hovedopgave være at varsle om krigsrisiko og om militære trusler mod Danmark.

I 2010 havde man endnu ikke reelt befriet regeringen for ansvaret for at lede og tage vanskelige og upopulære beslutninger rettidigt.

Det skete derefter ved at tjenesten fast konkluderede, at politisk ubehagelige, hypotetiske udviklinger var mindre sandsynlige.

FE var dog selv under Den Kolde Krig selvvalgt delvis blindet af, at man undlod at inddrage egen side i analysen, hvorfor man systematisk “overså” de svagheder, som kunne være centrale for at tolke mulige fjenders angrebsforberedelser.

Ansvaret for denne sammenholdende analyse var Forsvarsledelsens ansvar, og derfor var Forsvarschefen dengang FEs øverste chef.

Men i 2010 var der jo ikke længere farlige militære trusler mod Danmark, som krævede ikke-politiserende, faglig analyse.

(Illustration: De tre aber fra Tōshō-gū helligdommen i Nikkō, Japan, fra flickr.com)

Podcast: https://web.24syv.dk//audio_clips/330930

Den væsentlige årsag til at skrive har nu i et årtier kun været ikke at kunne blive medskyldig i den forudseelige katastrofe.

Her vil jeg også ved starten af det sidste år, før jeg bliver 80, dvs. olding, behandle, hvad der skulle og kunne ske, hvis Danmark ved at genopbygge Hæren skulle bidrage til at forebygge det kommende.

Jeg vil starte med at videregive oplysningen om, at Forsvarets Efterretningstjeneste er på vej med en vurdering af forløbet efter det nu truende ukrainske nederlag, hvor man åbenbart (igen naivt) forestiller sig, at krigen nu er ved blive afsluttet med en aftale, som Rusland vil acceptere som endelig.

Dette på trods af, at landet for to år siden gjorde helt klart, at krigen mod Ukraine kun var et middel til at smadre den internationale ordning i Europa.

På trods af, at aftalen vil få samme virkning, som München-aftalen i efteråret 1938.

Efter denne aftale vurderer FE angiveligt, at det vil vare 3-5 år, før de russiske konventionelle styrker vil være genopbygget til et sådant niveau, at de kan skabe en alvorlig militær trussel mod bl.a. Baltikum.

Men selvfølgelig mener FE ikke, at Rusland vil angribe et eller flere NATO-medlemmer derefter, for som med hensyn til Afghanistan i 2021 og Ukraine et halvt år senere er man sikker på, at alt går godt. Rusland vil uanset, hvad de har meddelt og gjort, ikke angribe igen, for man har jo ikke flere territoriale krav (for at citere Putins rollemodel Hitler).

Ved at vurdere således gør FE (der i modsætning til under Den Kolde Krig aldrig føler eller bliver pålagt ansvar) reelt politikerne ansvarsløse, hvis man som i 2021 og 2022 igen fejlvurderer, og her med katastrofalt resultat for land og befolkning. Dette opfatter jeg som et kriminelt svigt, fordi det ignorerer den indlysende realitet, at politikere selvfølgelig ikke vil tage vanskelige, kostbare og upopulære beslutninger for at imødegår en ubehagelig, kun hypotetisk mulighed.

Den grundlæggende totalt uholdbare præmis i FE’s vurdering af Ruslands optræden om nogle få år er, at man forudsætter, at NATO (i russernes øjne korrekt set som militært lig med USA) forbliver Rusland militært overlegen med en central og troværdig rolle i afskrækningen af trusler mod de europæiske NATO-lande.

Man kan mene, at det at skrive andet ville være fornærmende mod USA, men det gør med den sandsynlige udvikling FEs vurdering både uholdbar og misvisende.

Fremtiden ligger mellem Trumps varslede amerikanske direkte udmeldelse af alliancen til Bidens skift af fokus til Stillehavet og overladelse af forsvaret mod Rusland til de europæiske medlemmer efter Ukrainekrigen.

Men til Hæren, hvor der reelt intet sker, fordi man mangler klare ansvar, er tillært hjælpeløse og ikke bliver udsat for det nødvendige politiske og faglige pres.

Det første, jeg ville gøre, hvis denne snart-olding pludselig fik myndighed og ansvar for hurtigt at klargøre Hæren til at kunne bidrage til en inddæmning af Rusland, ville være at ansætte en projekttroika bestående tre udenlandske, lige pensionerede seniorofficerer på en treårskontrakt, en finsk, en USMC og en ukrainsk (nok krigsinvalideret) oberst-generalmajor. Gruppen skulle gives et lille sekretariat af danske officerer.

Projektgruppens første opgave skulle være at udpege ny dynamisk officer på 35-40 til hvert regiment som chef på en treårskontrakt. Derefter var det gruppens opgave at inspicere, vejlede og eventuelt og have fuld myndighed til gribe ind. Hvert regiment skulle hvert at de næste tre år uddanne en fuld krigsstærk, i princippet værnepligtsbaseret bataljon/afdeling inden for pågældende våben/speciale.

At det er muligt ved fortidens officerer af min generation. Men med den tabte praktiske faglighed vil den være nødvendigt at knytte “best-practice” fagkundskab, ved logistikregimentet finske og ukrainske befalingsmænd fra sanitetsenheder, vedligeholds- og bjærgningselementer, forsyningsenheder og militærpoliti.

De danske tjenesteders instruktører/befalingsmænd må hentes/udvælges blandt egnede frivillige fra stampersonel- og officersgrupperne, alle med en ny kontrakt, hvor lønnen var tilpasset, at arbejdstiden blev bestemt af tilstedeværelsesbehovet.

Kadrerne skal samtidig gives ansvar for at eksperimentere med integrationen af nyt materiel såsom droner.

De nye under tjenestestedschefer må gives totalt helhedsansvar og -myndighed for at kunne løse deres opgave, og alle Forsvarets andre myndigheder var ansvarlige for uden forsinkelse at levere den nødvendige støtte.

Egnede kasernefaciliteter skulle hvor nødvendigt skabes med midlertidige, eksempelvis skibscontainerbaserede, faciliteter. Manglende krigsmaterielmateriel til uddannelsen og simulatorer kunne om nødvendigt lejes, også i udlandet.

Mens uddannelsen af enhederne ved kamptropsregimenterne vil være simpel, vil produktionen ved specielt ingeniør-, logistik- og signalregimenterne senest fra andet år blive bestemt af de valgte opgaver for Hæren og den derefter fastlagte krigsorganisation.

Parallelt med denne uddannelse enheder af skulle reserveofficers- og befalingsmandsuddannelsen accelereres, fokuseret på behovet for at levere kadrer til de nye værnepligtsuddannede enheder.

En ting er enheds-“produktionen”, en anden ting er bevæbningen og ammunitionsproduktionen. Den eneste mulige vil til hurtigt at kunne producere og udvikle moderne ammunition og måske også våbentyper i Danmark ville være at lave en kontrakt med en udenlandsk producent som Bofors/BAE om at etablere produktionslinjer i Danmark med dansk finansieringsgaranti, hvor det blev særdeles lønnende at overstige de aftalte produktionstal.

(fotografiet er fra uddannelsen af den finske hærs beredskabsenheder)

Europas erfaring med sine krige førte til fire årtiers international indsats fra midten af 1800-tallet for at begrænse lidelserne i fremtidige krige. Efter Første Verdenskrig og ikke mindst efter den Anden Verdenskrigs erfaringer i sin fulde periode fra sin start i Kina 1931 til afslutningen i 1945 var det klart, at de eksisterende traktater måtte skærpes og udbygges. Det var et arbejde der i første omgang blev afsluttet i 1949 i Geneve, men blev fortsat i de efterfølgende årtier for at klargøre regler under interne konflikter og forbyde våben, man vælger at se som specielt og unødvendigt lidelsesskabende.

Derefter gik udviklingen desværre den modsatte vej. Man er nu på en hurtig glidetur mod barbariet.

I første omgang blev denne udvikling drevet af chokket og vreden efter angrebene mod USA den 11. september 2001. I “Krigen mod terror” var fjenden ikke kun bevæbnede repræsentanter for en fjendtlig fremmed stat, der skulle behandles som kombattanter efter konventionerne, og egne statsborgere, der kunne drages til ansvar indenfor eget retsvæsen. Der var tale om internationale forbrydere, som USA valgte at behandle som ikke dækket af de to kategorier, i hvert fald indtil de kunne overdrages til straf i den stat, som vedkommende kom fra, og hvis retsvæsen amerikanerne havde tillid til.

På trods af, at krigsforbrydelserne fandt sted under borgerkrige, var det internationale samfund tilstrækkeligt enigt og stærkt til at reagere efter krigsforbrydelserne under krigene i 1990’erne under opløsningen af Jugoslavien og den etniske borgerkrig i Rwanda, men derefter gik forfaldet hurtigt.

Meget naturligt fik problemerne arnested i området fra Mellemøsten til Centralasien, fra Levanten og Den Arabiske Halvø til Afghanistan, hvor krigsførelsen kunne være dobbelt asymmetrisk. Det var det ofte i den forstand, at den ene side var en militær stormagt, mens den anden side var henvist til guerilla og terror. Derudover kunne nogle af konflikterne også være asymmetriske i den forstand, at kun den ene side kæmpede hæmmet af traktatmæssige begrænsninger.

Denne sidste asymmetri kom i meget høj grad til at styre den vestlige opinions indsats i Irak og Afghanistan såvel om forventningen om lawfare, stramt folkeretligt tilbageholdende krigsindsats, som efter Irakkrigen specielt ramte de vesteuropæiske hærofficerskorps.

Det er centralt at notere sig, at en tilsvarende tilbageholdenhed ikke blev set eller forventet fra den syriske regerings side samt under indsatsen fra russisk, iransk eller Hizbollahs siden under Den Syriske Borgerkrigs mest intensive fase fra 2012 til 2017.

Her anvendes den asymmetriske militære magt fuldt ud for at terrorisere og nedkæmpe modparten. Det skete bl.a. med bevidste terrorangreb på civilbefolkningen og hospitaler.

At der findes eksempler på tilsvarende russiske angreb i Ukraine var forventeligt.

I den pulserende krig ved Israels grænser i de sidste tyve år i sydvest mod Hamas og i nord mod Hizbollah har den centrale tekst for reguleringen af krigen fra “Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War, Geneva, 12 August 1949, Article 28 – Treatment II. Danger zones”:

The presence of a protected person may not be used to render certain points or areas immune from military operations.

Det vil sige, at det er eksplicit forbudt at anvende civilbefolkningen og specielt nævnt hospitaler som en bevidst integreret del af forsvaret.

Dette er helt centralt for at nå målet at undgå, at civilbefolkningen rammes.

Det har imidlertid været en helt central del af Hizbollahs og specielt Hamas strategi netop at indrette forsvaret, så Israel ikke kan undgå at ramme netop den palæstinensiske civilbefolkning hårdt og synligt, for jo flere dræbte, jo mere og mere synlig lidelse, jo bedre.

Det er i dette lys, som konflikten i Gaza skal ske. Hamas har igennem mange år udbygget det nu fuldt dækkende tunnel- og bunkersystem under enklaven med fuld udnyttelse af specielt folkeretsbeskyttede faciliteter som hospitaler. Gennem terrorhandlingerne 7. oktober og disses omfattende og overraskende karakter tvang man Israel til at reagere som det skete.

Ved at tage mange gidsler og anbringe dem i tunnelerne lukkede man israelernes mulighed for at løse problemet forholdsvis diskret ved at oversvømme med vand fra Middelhavet.

Kun bombardement med store bomber med minevirkning kunne tunnelsystemets anvendelse under Hamas kamp begrænses, men da Israel ikke kunne skaffe sig efterretninger om placering, blev præcisionsbombning umulig.

Som nævnt ovenfor forventer den vestlige opinion kun en folkeretlig ren optræden fra egen side, så det blev ikke Hamas usynlige folkeretsbrud, der blev fordømt, for organisationen kunne jo ikke gøre andet, vel?

Det var derfor Israels pavlovske krigsførelse, som reelt generelt er uden praktisk militært alternativ, der mobiliserede opinionen, for Israel kunne jo bare, som Vesten gør hele tiden, opgive og acceptere nederlag, når situationen bliver for vanskelig og upopulær.

Jøderne kunne jo bare opgive Israel-projektet, trække sig ud og forsvinde ud af Mellemøsten og historien, ikke?

Det er mange enige om. Den vestlige opinion er pavlovsk tankeløs. Med de sociale medier som ukritisk accelerator fremmer den samtidig den igangværende ødelæggelse af folkerettens forsøg på at inddæmme fremtidig krigsførelse mest muligt. En ødelæggelse, der allerede var i gang.

Dette viser en kollektivt tabt snøvs.

I går, den 10. december, deltog jeg i Clement Kjærsgaards P1-program “Akkurat”. Mine bidrag knyttede sig primært til situationen i Ukraine, hvor jeg dels understregede dennes alvor og konstaterede, at som Rusland havde gjort klart for to år siden, var en sejr over Ukraine ikke et mål i sig selv. Det var et middel til at opnå en ny strategisk situation, hvor USA var væk og hvert europæisk land var tvunget til at tilpasse sig russisk magt.

Jeg konstaterede ved afslutningen af min deltagelse, at næste fase var indledt, idet Rusland havde stillet krav til Letland om at forbedre landets russiske minoritets status.

Det fik en anden deltager, den tidligere direktør i Udenrigsministeriet, ambassadør Friis Arne Petersen, til at påpege, at Letland som de andre baltiske lande i modsætning til Ukraine var sikret af deres NATO-medlemskab. Alliancens styrke ville effektivt sikre dem.

Han syntes derfor ikke at forstå, at det eneste medlemsland, der har militære styrker, der kan sikre russisk respekt for NATO, er USA. Andre, derunder Danmark, har på alt andet end det symbolske niveau kørt på frihjul i tyve år.

De vesteuropæiske medlemslandes støttemuligheder over for russisk militært pres og et konventionelt angreb er igennem de sidste tre årtier sparet og rådnet væk, og i modsætning i frontlinjestaterne fra Sverige og Finland mod syd, der siden 2014 har forsøgt at lukke de værste huller, er USA’s militær nu endnu mere dominerende end under Den Kolde Krig.

Rusland ser grundlæggende ret, når man opfatter USA som lig med NATO.

At USA nu er på vej til at opgive Ukraine, fordi Trump-støttende Republikanerne blokerer en fortsættelse og samarbejder med Putins agent, Ungarns Viktor Orban, om at sabotere økonomisk støtte fra EU til Ukraine.

Dette undergraver med god grund frontlinjestaternes tillid til USAs og derigennem alliancens muligheder.

Mens ambassadøren forklarede, hvordan USA måtte bede europæerne om at bære mere at eget konventionelt forsvar af Europa, var en anden deltager i udsendelsen, Danmarksdemokraternes Søren Espersen uden argumenter af den sikre opfattelse, at USA ikke ville tillade et ukrainsk nederlag.

Kort sagt viste udsendelsen klart og akkurat, at man slet ikke forstår den dramatiske ændring af Europas situation som er på vej som følge af Vestens amatørisme og svigt i at inddæmme Ruslands offensiv mod vores fremtid.

You should feel proud of the long Western legacy of breaking with a past where we did as earlier empires.

We thereafter sought less suffering, more equality, more freedom and more justice for all or most, even if the situation was often difficult and complex.

But instead you hate your world and its achievements and follow the Pied Piper with no knowledge/understanding driven by unthinking and manipulated emotions in your social media echo chambers.

You deserve what you will get, but I feel sorry for my gransons.

Russia invaded Ukraine starting a war that most in the West saw as a conflict between good and evil. A war between democratic aspirations and autocratic and imperial regression.

However, it soon became clear that the Global South remained neutral and it exploited the situation as much as possible. The Russians had again succeeded in making the former colonies of Western European empires ignore that the only old European empire still there and aggressively active is Russia. The only people remembering this is China, but Beijing wanted Moscow as an ally.

Through 2023 it became ever more clear that the relatively united Western front was fragmenting, as right-wing, populist political forces in both the U.S. and Europe sought a regression from democracy and rule of law. Historically aware people may recognise that this is a replay of what had happened in the Interwar Period.

After the start of the Hamas-Israeli War on 7 October the support for Ukraine has come under serious pressure from three independent forces.

The first one were the right-wing, Ukraine hostile, Trumpist forces in the U.S. It adopted an uncritical pro-Israeli line to further undermine support for Ukraine.

The second were the large – and now clearly not politically integrated – Muslim population groups of the West that fully identified with the Palestinian (in reality Hamas) position in the new conflict. In reality they acted as a radicalised extension of the Global South‘s position of neutrality in the Ukraine War.

The third was what must be called the young and largely Anarchist left that was and is nourished by years of Woke hatred and disgust of the West and their democratic governments. The West – their own countries – had been colonialist exploiters and racist slave owners, and their elites were still considered to be “structurally” racist and supporting inequality.

And their democratic states’ politicians had clearly been ineffective in meeting the main problem of our time, climate collapse. Therefore chaos with human extinction is approaching fast and uncontained.

As their equally tunnel-visioned grand-parents uncritically marched for Vietnamese Communist Party dictatorship in all Vietnam and their parents marched for unilateral Western nuclear disarmament, the young Left activists now march for a Palestine from the Mediterranean Sea to the Jordan River. They feel good doing so, so everything will end all right. Ukraine’s future is clearly a minor issue not relevant to them.

I shall not use text here to consider how it is possible for in principle intelligent, young people that have grown-up and benefitted from the rule of law and attempted social justice in Western Europe to put these unique benefits at risk and at stake by their actions. I do not understand it now as I did not understand it meeting the many fundamentalist Marxists at University and in meetings in the 1970’ties.

However, I do understand that the insecure, but convinced, young now organise outside and in opposition to the party based parliamentary democracy. The echo rooms of social media groups of the like-minded feel much safer.

My focus here is their never aquired or lost knowledge/acceptance of how Western international behaviour has improved in a unique way over the last two and a half century. I do this even if it probably is futile to unlock and defuse the self-disgust of young activists by pointing out that they should be proud of the history of the West and embrace their inheritance.

It is true that the West, at the end mainly Anglo-Saxons and the French, build and exploited immense empires and enslaved other nations.

They behaved the same way that others had done in other periods for thousands of years and some still work hard to continue to do (such as the Russians and Han Chinese on a large scale and many others on a regional or local scale).

What they should be proud rather than ashamed of is that it was their countries of the West that past started roughly 250 years ago during the Enlightenment movement in Europa.

Gradually it became accepted by more and more of the Western elites that past behaviour was morally wrong should end. The elite and state behaviour paradigm morfed gradually into what would be familiar today. The actions necessary to expand and sustain empire became controlled in means and ways to fight until it could be completely abolished. International behaviour should be regulated by a common framework of rules.

The development towards changed behaviour and more international justice certainly did not follow a straigth line.

However, after the disastrous lapse of the extended world conflict 1931 to 1945, the complex of improvement ideas was realised at the creation of the United Nations. As this organisation was created and manned by humans, it was not perfect. However most did their best to solve the unsolvable dilemmas of the time.

One such dilemma was how to create some future for the Jewish nation after decades of intensified Russian progroms in the “Bloodlands” of the Eastern Europe followed by the German led Holocaust.

Note, dear simple-minded critics, that the intentions were the best possible, but as all other settlements and societal enginnering, the implementation brought a continuation of the conflict in the British Mandate of Palestine in the 1930’ties.

Ambitious new Arab neighbouring states actively nourished the hostilities, and the UN 1956 attempt to contain the conflict failed after ten years, bringing half a century of conflict and escalating misery.

The solution now suggested by the critics of the past well-intentioned solution will just continue the Holocaust in a more naïve clothing pretending the certain result to be just.

An indirect result of the blind support of unlimited Palestinian claims against easing the way for the return of the last European empire, the Russian, to Eastern Europe.

The new Israeli-Palestinian War was likely condoned and supported by Iran to break the developing relations between Israel and Arab States. This means that Russia has been informed in advance and has (at least tacitly) approved the Hamas coup attack.

However, as the Iran dominated Hezbollah was not involved from the start, it was probably not a direct Iranian initiative.

But, no matter who has been involved in various ways, the war is the worst news possible for the Ukraine since 24 February last year.

The reason is not only that it attracts world media and political attention at crucial time of fading interest in the Ukrainian cause.

The Israeli-Palestinian Conflict has for decades been a highly devisive issue for Europe with the large Muslim, Palestinian supporting minorities in several states. However, the latest domestic political development in Israel away from the rule of law worries even traditional European supporters of the country.

In the U.S. the issue of support for the Ukrainians now divides the Republicans, but the support for Israel does not. The more Trumpist, the more uncritical support.

Thus the new war threatens to undermine Western unity, so no matter if or how the Kremlin was involved, it is good news for Putin, and the more the new conflict spreads and longer it lasts the better for him.

Israeli support for Ukraine was limited by its security concerns in Syria. Any hope of change is now gone, if the conflicts do not merge after an escalation to a direct Israeli-Iranian conflict.

Erdogan’s Türkiye should be watched as it will try to exploit the new conflict as well.

(Photo AP)

The gangs and their warfare are creating the equivalent og “liberated areas” in the classical theory of insurgency. They are exploiting the lack of ability of the courts, social support system and police to do more than reacting to the tragic results.

To counter the problem, the Swedish authorities must apply the tools of the classical methods of counter-insurgency presented by Robert Thompson nearly 60 years ago when he extracted the lessons of the succesful campaign i Malaya. Then the central tools were an energetic campaing to generate accurate intelligence for precise intervention combined with pressure against the communities that protected the rebels plus political and economic benefits for both those communities and for the rebels that changed side.

It must be accepted that a more massive police operation even with military support will not help in itself.

These tools are necessary even if very controversial:

Forced move of families (north – Sweden is large) in forced settlement in places and environment that enhance effective survellance and control.

Effective constant and complete surveillance of the rebellious gang clusters must be sought.

Changing juvenile court procedures and decisions to support the control and intelligence effort.

Recruiting agents in the gangs and communities with guarantees of rewards, freedom from procecution and protection.

Achieving full acceptance and support from EU authorities and especially neighbouring states such as Denmark.

The alternative is continued escalation until the remaining unity of Sweden is lost.

Den 1. september, dvs. i går

svarede jeg dårligt i spørgeperioden efter et foredrag om Ukrainekrigen. Spørgsmålet drejede sig om den danske hærs læring af ukrainerne.

Det vil jeg derfor tage op i dette blog-indlæg. Det er indlysende, at vi kan og bør lære af det der er gjort godt og skidt under konflikten. Det er uansvarligt andet. Bl.a. Forsvarsakademiet og dets Hærens Officerskole samt sergentuddannelser, i hærstaben, i brigadestabene samt i regimenterne (og derefter forhåbentligt i genskabte våbenskoler) må man da selvfølgelig være i gang med at samle informationer, analyse, lære og tilpasse sig. Alt andet kan man da slet ikke forestille sig.

Lad mig her berøre nogle af de emner, der ligger lige for.

Hvordan er det lykkedes ukrainerne at føre deres brigader under presset fra konstant overvågning af droner samt elektronisk overvågning. Hvordan ser føringscentrene og deres bemanding ud, dvs. hvor store er de, med hvilke specialister ud over cheferne, med hvilke køretøjer skjult hvordan, eller i bygninger? Hvordan planlægges for kommende indsats? Hvordan kontrollerer man de forskellige enheder? Alt må ske helt anderledes, end vi normalt gør det, meget mere diskret?

Hvordan organiseres sikkerheden i felten mod udslip effektivt i en periode med intensiv droneovervågning og sociale medier?

Hvordan organiseres anvendelsen af forskellige typer af droner med artilleri under angreb og forsvar (at det sker effektivt for overvågningsdroner, kan man se på udsendte videoer)?

(Fotografiet viser angiveligt ødelagte russiske føringskøretøjer fra et kampstade)

Indtil begyndelsen af 1990’erne var næsten hele Hærens virksomhed rettet mod at kunne løse krigsopgaverne bedst muligt med de svage enheder i fredsstyrken og de forberedte mobiliseringsstyrker. Det drejede sig først og fremmest om forsvaret af det dansk-tyske korps, LANDJUT’s, nordlige sektor ved Lübeck, forsvaret af Sjælland med hovedindsatsen mod de østlige kyster samt øforsvaret af Bornholm. Hertil kom baglandsforsvaret af Nørrejylland og Fyn.

Udgangspunktet i denne indsats var de periodiske rekognosceringer i forsvarsterrænet og den efterfølgende planproces, der skulle sikre en tilpasning til erkendte udviklinger i de identificerede sandsynlige fjendtlige enheder fra DDR, Polen og Sovjetunionen samt ændrede egne muligheder. Da de rådige danske hærenheder altid var betydeligt mindre og ikke specielt tilstrækkeligt udrustet, var perioden fra begyndelsen af 1970’erne præget af en stadig søgen efter fremgangsmåder, der kompenserede for manglerne. Herunder ingeniørtroppers bidrag til hindrearbejder og senere integrationen af artilleriets nye clusterammunition i de taktiske fremgangsmåder for våbnenes samvirke.

Denne søgen efter den bedste vej til at løse konkrete opgaver i et givet terræn inspirerede Hærens øvrige aktiviteter, herunder de instruktionsøvelser, der skulle sikre professionel ajourføring af reserveofficerer og de linjeofficerer, der normalt anvendtes i rene fredstidsstillinger, men bemandede stillinger i enheder og taktiske stabe fra mobilisering.

Umiddelbart skabte de operative og logistiske krigsplaner grundlaget for mobiliseringsplanlægningen og forberedelserne til flytningen af de mobiliserede enheder fra mobiliseringsområderne i militærregionerne til de planlagte indsættelsesområder.

Mere generelt skabte den opgavefokuserede krigsplanlægning grundlaget for alle hærens aktiviteter, dvs. logistiske forberedelser, uddannelsen af kadrerne til deres rolle i krig samt scenarierne for den praktiske uddannelse ved øvelser af stabe og enheder fra enhedsniveau og opefter i højere ramme. Ikke mindst stabe fra bataljon/afdeling og opefter blev bevidst presset og stresset af behovet for at kunne løse deres opgaver 27syv i mange dage under jævnlige flytninger og kravet om maksimal sikkerhed i forhold til udstråling, synlighed fra luften og risikoen af overfald af specialstyrker. Realistiske scenarier spillede altid risikoen for at blive ramt artilleri og fly samt periodevis også kemiske våben, og uddømning af nøglepersoner skulle øve enhederne i at fungere på trods af forventelige tab.

Selvfølgelig kan stormagtslandstyrker udvikle effektive enheder og stabe uden at have én dimensionerende terrænlåst krigsopgave, men det forudsætter at styrkerne er fuldt bemandede og man har de meget store resurser, der kan sikre fleksibilitet. Og selv sådanne styrker (som marineinfanteri og luftbårne styrker) lader deres organisation og aktiviteter styrke af et dimensionerende scenarie.

Men den tidligere ikke alene danske, men den generelle terrænbestemte ramme for alle NATOs landmilitære forsvarsforberedelser i Europa, sikrede, at disse forberedelser tog udgangspunkt i den samlede forsvarsopgave. Hele fronten skulle dækkes. Dette krav var forankret i NATOs daværende regionale og subregionale ramme for forsvarsplanlægningen, i Danmark og Nordtyskland Enhedskommandoen for området (BALTAP).

Det er ikke sandsynligt, at en sådan størrelse og forberedt dansk hærstyrke, der kan bidrage til løsningen af NATO-opgaver, kan genskabes uden, at udgangspunktet igen bliver én (eller evt. et par) dimensionerende forsvarsopgave(r).

Det er ikke kun enhederne og deres kadrer, der tabte relevant erfaring og rutine efter begyndelsen af 1990’erne og specielt fra nullerne. De faciliteter i garnisonerne og den rutine her, at sikrede muligheden for at kunne mobilisere og derefter supplere Hærens enheder, blev nedlagt og må i givet fald retableres fra bunden. Det må nok ske med udenlandsk hjælp, hvis det skal kunne ske friktionsløst og hurtigt.

Til sidst er det væsentligt at erindre sig, at forfaldet allerede var startet i 1980’erne. Allerede da var øvelserne blevet drejebogsstyrede med henblik på at indøve en doktrinær opførsel, der reelt var blevet dogmatisk. Man gennemførte ikke længere øvelser, kontrolleret af en øvelsesledelse støttet af en kampdommerorganisation, hvor cheferne fik muligheden af at lære kampens virkelighed gennem egne dumheder. Den sidste kampdommerstøttede øvelse, jeg oplevede, var en 2. Sjællandske Brigade-styret øvelse på Lolland i vinteren 1975-76.

Fra starten af opbygningen under Den Kolde Krig havde Hæren det problem, at man ikke indrettede strukturen til en længerevarende konfrontation og åben konflikt. Man havde ikke reservemateriel, og der eksisterede ikke nogen professionelt indrettet personelerstatningsorganisation i mobiliseringsstyrken. Alt for meget facade, for lidt substans.

Øvelser blev allerede da “afviklet” og var altid en succes, uanset om denne succes var, hvad der senere benævntes “spin”, dvs. en forkromet løgn.

Bold Guard 86 var den sidste øvelse, hvor næsten alle elementer, som her beskrives, blev øvet.

In Afghanistan the West was incapable of developing a strategy that might have brought a less tragic outcome for the Afghan people. That strategy would have had to be founded on the reality that Pakistan should to be forced to stopped supporting the rebellion north of the border line by playing the Indian card.

We failed in our short-lived and half-hearted effert, the Afghans lost.

And we failed to learn that a strategy for conflict must have a solid bridging between a realistic objective and the dedicated means and chosen methods.

So now we are in a hurry and therefore cannot accept the reality that Russia has chosen an extended strategy for what it has convinced its people is a defensive war against the West for its existential right to become (again) a traditional empire and thereby a main world power in defence of etarnal conservative values.

In this Russian struggle all international rules of war and humanity are obviously irrelevant, as only a defeated power can be held responsible.

The initial war theatre is Ukraine. Here Western politicians seem incapable of accepting that any attempts af compromise will only fuel the conflict. We must face the difficult and unwanted future as we did in 1948-49.

However, it seems impossible to accept the reality that the brilliant British analyst Keir Giles has described in his latest two books.

As the West is as always in a hurry it has to assume that Russia will not become able to develop a war economy that can support an extended war. We have to assume that our sanctions will work well enough to keep the Russians from getting what they need. We must ignore what they get by other channels … via “neutral” and neighbour states and from China (that has only limited herself by not supplying finished weapons, at least not openly).

We cherish at any rumour that Russia is running out of enough missiles, shells, tanks, etc. to sustain the war.

Everybody noted that the Russian Army of winter-spring 2022 was corrupt, backward and ineffective and thus over-rated. We noted all stories about badly equipped and disillusioned Russian soldiers, and we ignore the evidence that these stories have become less frequent. This it spite of Ukrainian information that the Russian forces have learned and improved tactics, logistics and command security. We are happy to continue our contempt for the Russian Army performance instead of seeking to understand where it succeeded at improving and where it remains sub-standard.

With deep lack of military professionalism we encouraged the Ukrainians to become convinced that some donated Western army equipment would enable them to break-through the formidable Russian defended obstacles that their engineer troops created in the occupied areas from last autumn.

Because politically we needed and early victory and we had un-learnt the ability to see bad news and moral courage to advice the politicians accordingly.

Right now we do not confront the situation that has been and will be created by the very high Ukrainian casualties that they have little hope of replacing.

As they rarely describe their motivations, I hereby outline the likely steadily growing resistance to continuing the support of the Ukranian side in the struggle. I have the Danish scene in mind, but please correct me if wrong.

The first group are the people that always belonged to the left. The U.S. was and is the main enemy, and everybody fighting the U.S. is basically right. They consider it obviously right when Putin presents the Americans as self-serving hypocrits. Democracy is a sham.

The second group are fundamentalist supporters of various religions, in the West primarily militant Christianity. The woke liberal democracies undermine the core pillars of Western societies with the traditional family at the centre.

Putin is the present main defender of those values and must therefore be supported in his fight against the slide towards immorality. Democracy is irrelevant if it does not stand-up in the defence against the slide. If necessary “strong patriotic MEN” such as Putin, Orban and Erdogan must command the bulwark against the satanic destruction of values.

We at the centre are under siege from both Putin and our own left and right.

Billedet viser sydkoreanske K9 Thunder haubitser, som bl.a. Norge, Finland, Estland og Polen har valgt, og som Polen producerer og videreudvikler.

Den første fase i en af en større militær materielgenstand er ren politisk, og uden denne rager man efterfølgende rundt i tågen.

Politikerne skal bestemme hvilke opgaver, som det enkelte værn skal løse, under hvilke vilkår (hvor lang forberedelse) og i hvilket sandsynligt geografisk område.

Forsvarsledelsen undersøger sammen med værnsledelsen/-ledelserne mulighederne for at løse de forskellige opgaver og fastlægger det umiddelbart mest økonomiske og robuste mix af enheder og våbensystemer.

Dette geografiske er af stor betydning, for hvis allierede i området allerede opererer en sådan type materiel i området og er tilfredse, vil det være ret logistisk, operativt og uddannelsesmæssigt dumt ikke at vælge samme type og ikke udnytte vennernes erfaringer maksimalt. Som basis må intet materiel anskaffes, der ikke anvender samme ammunition og brændstof som de allierede.

Den anden fase finder sted i et tæt samspil mellem den centrale forvaltning og specialister (det relevante værns-specialcenter/skole for studie- og uddannelsesvirksomhed). Her fastlægges mulighederne for mulige valg, og man indhenter oplysninger om økonomiske forhold (herunder anslåede “livstidsomkostninger”, logistiske forhold vedrørende vedligeholdelse og ammunition og uddannelseskrav for brugere og mekanikere).

Om muligt skal hver producent enten levere et kopi af materielgenstanden til sammenlignede afprøvning på specialcentret/-skolen, eller også skal hold fra skolen have mulighed for at prøve materiellet over en længere periode i produktionslandet, bedst i en enhed, der i en periode har haft materielle. Ingen kontrakt skal undertegnes før en hård praktisk afprøvning af genstanden og vedligeholdelsen af denne. Et centralt problem i Danmark er, at Hærens våbenskoler for fem år siden blev nedlagt, og så man på mange områder allerede tidligere har fravalgt materieltyper, så man mangler erfaringer med

I denne fase skal det også fastlægges, hvor hurtigt de forskellige mulige producenter kan levere 1) materiel til den første enhed, der kan opnå erfaringer med anvendelsen af det nye materiel og simulator (evt. ved udlån fra producentens militære styrker), og 2) resten.

Hvorfor er der så store problemer nu?

Fordi der ikke findes det politiske grundlag af prioritering af opgaver.

A) Fordi der derfor ikke foreligger forsvars- og værnskoncepter for at løse opgaverne.

B) Fordi de danske forsvarsmyndigheder synes at have været ekstremt arrogante i manglede vilje til at lære af allierede i regionen.

C) Fordi de ansvarlige myndigheder ikke synes at vide, hvordan de opbygger og inddrager den operative og logistiske baggrund for beslutningerne.

D) Fordi studie- og udviklingsvirksomheden og den tilknyttede faglige debat er nedlagt, reduceret og forvitret, så man reelt skal starte fra bunden.

Hvordan det virkede i det nuværende forsvar (på grundlag af åbne kilder)

Man valgte oprindeligt den israelske pjece uden nogen tanker om operativ anvendighed, for der fandtes jo ikke nogen dimensionerende opgave, og vi skulle aldrig i krig, hvor man skød rigtigt tilbage. Opgaven var at tilfredsstille NATO. Det eneste styrende kriterie var, at FMI angiveligt ikke kan lide bæltekøretøjer. Det er rationelt, når man stille forudsætter, at man ikke skal vælge stillinger frit i terrænet hele året rundt.

Men så blev man underkendt i den politiske proces, fordi De Radikale ikke ville acceptere Israel som leverandør. Det blokerede for den beslutning om køb, som man åbenbart allerede havde meddelt, at Elbit kunne regne med.

Uden at gennemføre ny udbudsforretning med nye kriterier anskaffer man i stedet de franske Caesar-haubitser.

Israelerne blev med god grund sure og forberedte et for FMI meget ubehageligt sagsanlæg.

Men da ukrainerne så gerne ville have vores Caesar slap man af med problemet og handelen med israelerne besluttes hurtigt uden seriøst udbud. Sagsanlægget blev droppet, og artilleriregimentet kunne hurtigt gives noget at lege med. Ingen var interesseret i, at Atmos og Puls ikke fandtes i andre NATO-lande.

Man kunne forklare hastværket med, at artilleriregimentet havde været til grin så længe, at brigaden fik kanoner og NATO så havde lidt mindre grund til at brokke sig. Nu skulle man blot have solgt eventyret til politikerne og offentligheden.

Processen har været uskøn på enhver måde pga. at man ikke har fulgt den professionelle model med saglig analyse på grundlag af et prioriteret scenarie.

Det ville med stor sandsynlighed – som i de andre lande – have givet den danske hær K9.

Dette kan ikke udredes af selv den mest kvalificerede civile udredning, for hvorfra skulle et konsulentfirma vide noget om dette.

Måske kan problemerne afdækkes af en kombineret gruppe af udenlandske militære fagfolk fra kvalificerede strukturer.

Som den finske analyse i satellitoptagelserne af de russiske hindre og befæstningsarbejder viser, har de russiske ingeniørtropper anvendt de sidste mange måneder til at øge forsvarsmulighederne i de besatte dele af Ukraine.

I forvejen var det “Vestlolland”-lignende åbne og flade terræn meget vanskelig at angribe i, når forsvareren konstant har fuldt overblik, har direkte skydende våben med en rækkevidde der kan udnytte det åbne terræn samt mulighed for at skabe artillerioverlegenhed.

De russiske ingeniørtropper bygger på en lang stolt tradition for diskret, men professionel indsats i næsten 170 år og Eduard Totlebens indsats i Krimkrigen i forsvaret af Sevastopol. Man har også den fordel, at der i Sovjettiden blev udviklet og anskaffet maskiner til hurtig gravning af stillinger, udlægning af miner og gravning af pansergrave.

De nye stillinger udnytter terrænets fordele fuldt ud, omfatter velbeskyttede skyttegrave og ildstillinger for tunge våben, samlet i dybe stillinger med flere linjer, og med flere sådanne dybe stillinger bag hinanden.

I modsætning til ved erobringen af Kherson vest for Dnipro kan ukrainerne ikke afskære forsyningerne til stillingerne, som som de kan ikke, som de gjorde dér sidste år, ikke komme ind bag det forreste stillingsområde og “rulle det op” fra siden og bagfra.

Så hvis den russiske hær koldt og velovervejet udnyttede den militærvidenskabelige “forsvarsinfrastruktur”, som dens ingeniørtropper har skabt for dens kamp, vil det skabe en tragedie for ukrainerne.

Men dette synes nu ikke at være tilfældet. Stillingens virkning forudsætter, at man lader de ukrainske angribere trænge ind gennem de første skyttegrave, så man udnytte hovedkamplinjen bag denne og samtidig ramme angriberen i siden.

Men heldigvis synes den russiske hær ikke at have den politiske frihed og professionelle tålmodighed til at kæmpe således. Man reagerer nu på den ukrainske offensiv med hektiske og derfor kostbare modangreb for at generobre de forreste skyttegravsstillinger.

Lad os håbe, at denne optræden fortsætter.

Her vil jeg se kynisk-analytisk tilbage på perioden 1909-1939 og sammenholde den med den lange periode 1951-2023.

I årene 1909 til 1918 opbyggedes Danmarks indtil dette tidspunkt mest robuste hær, der ganske vist ikke levede op til hærledelsens ønsker, men som lige derefter blev set som tilstrækkelig, hvis man kunne forudsætte, at man ikke varigt skulle kæmpe alene. Udgangspunktet var forliget mellem de forsvarsvenlige partier i 1909, realiseringen af det meste af dette forlig fra 1910-1913 samt den efterfølgende opbygning af styrken under Sikringsstyrkens beredskab fra 1914 til 1917 under indtryk af Verdenskrigen.

Noget tilsvarende skete fra 1951 til 1958. Igen var man tilbage til tegnebrættet, og man kunne både udnytte den formelle Allianceramme, den udbredte forsvarsvilje efter Besættelsen i langt de fleste partier og det forhold, at de samme allierede hjalp med opbygningen med våbenhjælp og støtte til infrastrukturopbygning.

I mellemkrigstiden gik det derefter hurtigt tilbage. I 1922-23 inkasserede Venstregeringen fredsdividenden ved at reducere kadrer og indkaldelser samt næsten lukkede for materielinvesteringer. I 1932 opgav politikerne også ambitionen om at kunne forsvare landet og reducerede den samlede organisations størrelse til, hvad den ti år tidligere reducerede kadre kunne klare. Derefter fik man imidlertid det problem, at den internationale situation dramatisk og hurtigt forværredes og indebar en voksende krigsrisiko. Efter stridigheder i den socialdemokratisk-radikale regering blev løsningen, at man fra 1937 gik i gang med at nybevæbne 1932-hæren. Hærledelsen ønskede dog at markere, at styrken var for lille til at løse egentlige forsvarsopgaver, og udarbejdede så i detaljer et forslag til en hærstyrke, der ville kunne opstille et afskrækkende nationalt forsvar af territoriet.

Under Den Kolde Krig gik det langsommere. I 1951 var man begyndt på den første fase af opbygningen af en moderniseret udgave af den nødvendige hærstørrelse, man havde præsenteret i 1938, men allerede efter få år blev målet begrænset til at realisere denne første fase. Men efter få yderligere år blev muligheden af at anvende kernevåben på kamppladsen anvendt som begrundelse for at begrænse ambitionsniveauet til dette, og målet for felthærens størrelse blev derefter reduceret til mindre end den havde været i 1937-39. Men denne mindre styrke på seks brigader var dog tænkt som bedre udrustet end da. Også dette mål viste sig urealistisk, og fra begyndelsen af 1970’erne blev antallet af brigader dels reduceret til fem, og disse blev i stadig højere grad rene skeletter af kadrer. I 1980’erne betød NATOs stigende prioritering af forsvarets reserver og udholdenhed, at man supplerede de fem brigader med rene reserveheder, specialiserede kampgrupper bygget af tidligere lokalforsvarsenheder.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig gik det hurtigt. Antallet af brigader kom snart ned på tre og da man jo ikke havde dimensionerende krigsopgaver, fordi krigsmuligheden og truslen mod Danmark var forsvundet, kunne man lukke reserven helt.

Man nåede oven i købet i 2013 at gentage forløbet fra 1932, hvor man indgik et nyt forsvarsforlig umiddelbart før den internationale situation blev drastisk forværret, denne gang med Rusland anneksion af Krim og den væbnede intervention i Østukraine. Man nåede her dels at afslutte ambitionen om at opbygge en brigade, dels at afbryde 150 års udvikling af en professionelt funderet officersuddannelse. I 2018-forliget retablerede man gangske vist ambitionen om at skabe en brigade, men som nu fortsat uden at have forestilling om, hvilken eller hvilke opgaver, den skal dimensioneres til at kunne løse.

Hvad vi hører fra Forsvarsministeriets tanker om det kommende forligs udvikling af Hæren, må man sige, at det på sigt og i bedste fald bliver som med 1937-ordningen, hvor man uden at ønske at give værnet en meningsfuld opgave vil “opruste” den lille styrke med nyt materiel.

Forskellen fra dengang er, at generalerne denne gang ikke synes at se behovet for selv at gøre deres holdning klart og præsentere denne for regeringen, som generalerne With og Gørtz følte sig forpligtet til i 1938. Er det viljen eller evnen, der mangler?

(Fotografiet er ikke fra en dansk kaserne. Det er fra en Dybbølskanse efter stormen i april 1864)

Jeg konstaterer, at medierne (som sædvanlig) spørger politikere, de militære fagforeninger (benævnt “personelorganisationer”), samt diverse “eksperter”.

Ministeren (den fungerende, den rigtige nåede ikke at sige noget, før han blev overbelastet) regerer med positive men uforpligtende røgsignaler på de stadige symptomer på Forsvarets dybe krises ydre tegn som rådnende infrastruktur og flygtende ansatte.

Det skal nok blive taget med i betragtning.

De andre politikere farer frem med deres forskellige ønsker til resultatet. Flere F-35, undervandsbåde, flere værnepligtige længere uddannelsestid, kønsneutral værnepligt.

Ingen politiker synes presset af medierne til at udtale sig om, at det, som bl.a. drejer sig om er:

I) At få fastlagt hvilken del af prioriterede, dimensionerende opgaver, som danske styrker skal koncentrere sig om og målrette organisation, aktiviteter og samarbejde mod. Det er jo opgaverne, der bestemmer typen af bemanding og uddannelse, bevæbning, typer øvelser og beredskab.

II) At få identificeret hvilke nedlagte dele af Forsvarets dele og aktiviteter, der snarest retableres, såsom Forsvarets Efterretningstjenestes varslingsfunktion og militære trusselsanalytiske funktion [og hvordan bl.a. disse dele af tjenesten placeres i forsvarsforberedelser og i internationalt samarbejde].

III) At få rebootet Forsvarets kadreuddannelser, da det jo ikke primært drejer sig om at akkreditere dem i det akademiske uddannelsessystem, så officerer og befalingsmænd kan få civile stempler, som kan lette deres civile ansættelse, når Freden kommer. Det drejer sig om at udvikle deres faglige engagement og deres forståelse af også en krigs realiteter, så de bedst muligt kan løse militære opgaver under krævende forhold sammen med allierede samt senere i karrieren være sikre og vidende rådgivere og chefer.

Medierne skal spørge fagforeningerne under klar og kritisk forståelse af, at det er interesseorganisationer, og at deres opgave og kerneekspertise er ikke at foreslå, hvordan Forsvaret skal kunne opbygges til at fungere i krise og krig. Det er at varetage foreningens og den medlemmers interesser ved at skaffe flest mulige privilegier til det størst mulige antal medlemmer.

Endeligt spørger man “eksperter” om, hvad de mener, uden at sikre dig, at de ikke kun har meninger, men a) også kan beskrive, hvilket scenarie, de forudsætter, b) hvilke krav til Forsvarets organisation og aktiviteter, dette medfører, og c) logisk fremlægge vejen til deres konklusion. Da deres konklusion skal virke i praksis, er d) empirien fra virkeligheden bag deres ekspertise og deres egen praktiske erfaring central for deres værdi. I øvrigt er kritiske udenlandske eksperter med viden om den danske situation centrale som korrektiv til dansk ekspertise.

En historie om spændet mellem den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske virkelighed.

(Fotografiet viser landsdommer Michael Kistrup, som var formand for TET, og som blev underkendt af tre kolleger (arkivfoto Philip Davali/Ritzau Scanpix))

På den ene siden havde man en socialdemokratisk regering med den forsvarsminister Trine Bramsen. Hun var selvfølgelig bevidst om, at regeringens støttepartier ikke delte hendes eget partis sikkerhedspolitiske grundopfattelse, herunder ikke det vitale samarbejde med USAs sikkerhedstjenester mod fælles ydre fjender. Det var dengang før 24. februar 2022, hvor der var uenighed om dansk sikkerhedspolitik. Men det gik jo nok.

Det gik lige indtil en “whistleblower” i uenighed med sin arbejdsplads Forsvarets Efterretningstjeneste klagede til Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).

Whistleblowerens påstand var i hvert fald, at en del af dette samarbejde var mod dansk lovgivning, og det daværende tilsyn under landsdommer Michael Kistrup var tilstrækkelig enig til at sende rapporten til Trine Bramsen med ønske om svar.

Da hun i modsætning til mig åbenbart vidste eller formodede, at fløjtespilleren politisk var på linje med et af regeringens støttepartier, var gode dyr rådne.

Det er min analyse nu, at Forsvarsdepartementet havde undervurderes TET-formandens selvtilstrækkelighed og stædighed, og at det først var nu, at Departementschefen, Thomas Ahrenkiel, erkendte situationens alvor, og at det var nødvendigt at inddrage statsministeriet. Her var man efter den nylige erfaring med krisehåndteringen af Trumps Grønlandskøbstilbud akut opmærksom på forholdet til USA, og reaktionen blev drastisk, også for Ahrenkiel selv pga. hans manglende rettidige omhu.

Regeringen med Bramsen som ansvarlig for udførelsen suspenderede hun de ansvarlige for den påståede ulovlighed, herunder chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen og hans forgænger, Ahrenkiel.

Findsen følte sig stødt på manchetterne og led ikke i stilhed, men snakkede bl.a. med medlemmer af pressen om det påståede ulovlige samarbejde, hvilket han ikke måtte. Det havde man åbenbart forventet, så samtaler blev aflyttet. Snakke gjorde også Bramsens forgænger som forsvarsminister, Klaus Hjorth Frederiksen, hvilket heller ikke han måtte.

Efter at have tænkt sig om, hyrede regeringen andre jurister, tre andre landsdommere, der underkendte tilsynet. Det var skam ikke sket noget, der var i strid med dansk lovgivning. Kistrup fik minksagen at lege med.

Men der var lige de uheldige bivirkninger, Findsen og Frederiksen, som ikke havde holdt kæft med det, som fløjtespilleren havde været uenig i. Derfor var de landsforrædere, og af hensyn til den store samarbejdspartner, måtte en uafhængig domstol afgøre deres sag. Det var ganske vidst.

At det centrale problem var en manglende mulighed for at sikre loyaliteten hos efterretningstjenesternes medarbejdere efter historiens afslutning, blev og er stadig overset af alle, herunder medierne, hvilket ikke imponerer mig specielt meget.

Men ved at danne en flertalsregering over midten efter, at historien overraskende genstartede, klarede man i hvert fald nu problemet ved, at fremtidige uenige fløjtespillere i efterretningstjenesterne ikke kan referere til et støtteparti.

Om det imponerer vores store samarbejdspartnere, kan jeg tvivle mere på. Mine udenlandske kontakter undrer sig over, at nogen kan være så ekstremt naive, som de danske myndigheder var og er.

(Fotografiet er af Thomas Lekfeldt, Berlingske Tidende fra Antvorskov Kaserne)

Man skal indse, at det er den uudtalte grundopfattelse hos både politikere og civile “eksperter”, at Danmark i modsætning til andre lande ikke forsvare os selv og det er spild af penge at gøre mere end nødvendigt for at andre helt overtager. Opfattelsen har rødder i 1864, 1940 samt i den generelle lave status for den militære profession som uduelige og latterlige “oberst Hackel”-typer. Opfattelsen bygger på uvidenhed, historiske myter og arrogance, men det er et andet indlæg.

Man skal forstå og tage konsekvensen af, at professionen som den medicinske både er praktisk og teoribaseret. Professionel modenhed og overblik hviler derfor på kombinationen af praktisk erfaring og effektiviteten af den faglige diskurs.

Dette medfører, at det nuværende forvaltnings- og uddannelsessystem med bevidst standardiseret HR-forvaltning, akademisk akkreditering og besættelse af stillinger efter ansøgning er dybt skadelig. Det samme er en faglig debatkultur ramt af automatisk og ukritisk loyalitet over for ledelsen.

Behovet er, at kadreantallet bestemmes af ”praktikpladser” til at lære ved at gøre. Det er at kadre med klart udviklingspotentiale beordres til erfaringsskabende tjenesteforløb. Behovet er også, at professionalismen næres af en energisk og kritisk faglig debat internt og eksternt.

Man skal forstå, at Forsvaret og dets mål skal udvikles i en velfungerende, direkte ”strategisk bro” mellem en politisk ledelse med prioriterede ønsker og en militærfaglig ledelse med evne og vilje til at klargøre, hvad der er militært muligt. Man skal erkende, at den militære faglighed i ledelsen ikke sikres af uniform og grad, og at man kan have behov for at søge udenlandsk faglig støtte.

Man skal forstå, at den militære ledelses mulighed for at udvikle den nødvendige brede viden og forståelse for professionen (og mulighed for at gennemføre beslutninger) kræver, at fagligt helhedsansvar og helhedsmyndighed er det styrende princip (som det var med succes indtil ca. 2000). Kun derved sikrer man en forsvarsledelse med med en klar og ajourført viden forståelse af forskellige enhedstypers styrke og begrænsninger. Kun derved sikres en forsvarsledelse, der løbende fremmer organisatorisk og teknisk forsøgsvirksomhed.

Man skal sikre en forsvarsledelse med fuldstændig åbenhed mht. at vælge det til det til den enkelte enheds opgave svarende personelmix af:  

I) fastansatte;

II) kontraktansatte;

III) tidligere fast- og kontraktansatte med rådighedskontrakt til 3/6 ugers årlig tjeneste i funktionen;

IV) kontraktpersonel fraværende fra enheden til (civil-)uddannelse;

V) frivillige civile deltidsansatte (som hjemmeværnsfolk);

VI) værnepligtuddannet reservepersonel med rådighedskontrakt 3/6 ugers årlig tjeneste i funktionen;

VII) militært personel designeret fra rene fredsstillinger;

VIII)  tidligere fast- eller kontraktpersonel uden reservekontrakt;

IX) almindeligt værnepligtigt reservepersonel; X) værnepligtige under første uddannelse.

Man skal sikre en forsvars- og værnsledelse, der forstår, at hvis en enhed ikke dimensioneres til sin opgave, er enheden uegnet som andet end symbolsk facade (som den nuværende 1. Brigade). Hvis den skal være generelt anvendelig (som en amerikansk USMC-enhed), er det krævende og dyrt.  Hvis enheden ”designes” til én opgave, som det finske forsvar, kan man få både stor effekt og styrke for begrænsede midler.

Man skal sikre, at ved en af politikerne bestemt og højt prioriteret opgave skal det fastlægges, hvilke dele af denne der skal forudsættes klaret af allierede, og hvilken del, der er et dansk ansvar. De umiddelbart logiske opgaver er:

I) Arktis

II) Sikringen af Danmark som base

III) Østersøen og Bornholm

IV) Deltagelse i afskrækkelse og forsvar i Baltikum.

Man skal sikre, at det er opgaven, stedet/området for dens løsning og den tilknyttede trussel der bestemmer:

I) Styrkens doktrinudvikling med studie og udviklingsaktiviteter.

II) Styrkens affødte sammensætning af enheder/våben.

III) Styrkens beredskab, herunder balancen mellem stående elementer og reserve.

IV) Styrkens udholdenhed (med reservemateriel, med reservepersonel samt med støttende uddannelsessystem hjemme)

V) Styrkens logistik (bestemmes primært af støtteafstanden)

VI) Styrkens aktivitetsmønster, herunder uddannelsesaktivitet.

Politikerne skal sikre en effektiv og robust organisation af totalforsvaret og sikringen af vital infrastruktur.

Forsvarsministeriet skal hurtigst muligt iværksætte en omfattende delegering af myndighed fra centrale styrelser, m.m. Dette er en central forudsætning for løsning af Forsvarets grundlæggende sygdomme, som blokerer for genopbygningen:

I) Til chefer for tjenestesteder af al støtte til aktiviteter: Faciliteter, herunder bygningsvedligeholdelse; værksteder; sikkerhed; mobiliseringsoplægninger (alt under foresatte myndigheders samlede budgettering, direktiv og vejledning/inspektion)

II) Til chefer for enheder (både stående og reserveenheder): enhedens materiel, gennemførelse af uddannelse, opretholdelse af beredskab, forvaltningen alt personel (både fredstids- og reservepersonel).

III) Til chefer for operative og andre myndigheder (brigader, eskadrer, wings): resurser til aktiviteter, inspektion af enheder.

(Foto fra EuroMaidan Press, Kyiv Post)

Om Vesten og Ukrainekrigen, NATOs sløvhed samt og sjaskede forligsforhandlinger om forsvar og afskrækkelse i Østersøområdet.

“We will continue to support Ukraine to ensure a decisive military victory on the battlefield this year.” (premierminister Rishi Sunak den 8.2.2023 i forbindelse med præsident Volodymyr Zelenskyjs Londonbesøg)

Rusland har valgt en dobbelt nedslidningsstrategi.

I Ukraine sker det ved en Verdun-1916-model, der ikke stiller uoverkommelige kvalitetskrav til det russiske militær eller forsvarsindustrien. Da man i modsætning til modstanderne for godt 100 år siden har sikret sig helt mod fri meningsdannelse, er tabene af menneskeliv intet problem.

Ukraines allierede i Vesten er endnu lettere at håndtere for Rusland, for disse (i Putins øjne naive svæklinge) tror, som Sunak tryglende optimistisk meddeler, at krigen kan vindes hurtigt. Man vil åbenbart ikke se i øjnene, at den eneste, stadig usikre, vej til at undgå nederlaget er, som først Carter og så Reagan gjorde fra 1977 og 1981: Også satse på den lange bane og på Vestens overlegne produktionskapacitet og teknologiske innovationsevne.

Ruslands opgave lettes også dramatisk af NATOs inerti. På trods af begivenhederne i 2014 og den massive invasion af Ukraine sidste år har man ikke lagt organisationens overlevelsesstrategi for dyb fred bag sig. Den betød, at medlemmerne i sin tid i 2002 blev enige om at lege, at man havde til hensigt at opstille en fælles reaktionsstyrke (NRF) på 40.000 mand, der hurtigt kunne blive sendt til fremmede lande for at løse en eller anden slags militære opgaver. Det blev der nogle hyggelige multinationale flagparader og receptioner ud af. Officererne kunne i ro og mag glemme alt om de brutale krav, som kamp i krige mod ligelige modstandere medfører. De kunne glæde de civile embedsmænd med at ikke at huske og fortælle, hvad det ville kræve af ikke-businesslignende logistiske strukturer og enheder at støtte kapable kampenheder, specielt på afstand af de hjemlige kødgryder og værksteder.

Danske officer kunne forklare, at de ikke var som oberst Hackel. Og det var de ved Gud heller ikke længere. De var blevet civile mennesker, der kun var i uniform for at matche den militære grad, de skammede sig lidt over.

Hvis NATO havde tilpasset sig udviklingen siden 2014 og 2022, ville der være blevet retableret internationale ((“subregionale”) hovedkvarterer for hvert af de geografisk veldefinerede forsvarsopgaver, hvor landene (under gensidigt pres og uden venlig overbærenhed over for manglende eller svage bidrag) var ved at udvikle forståelse for, hvad et robust forsvar af et givet område og dermed afskrækkelse ville kræve.

På dette grundlag ville de mest direkte truede medlemslande været gået i gang med en konkurrence om at sikre sig øremærkede hær- og flystyrker til at dække de behov, som de ikke kunne klare selv. Dvs. den proces, som indledtes i 1977 og fortsatte igennem resten af Den Kolde Krig. Den bidrog til en klar professionalisering af forsvarsforberedelserne. Før 1977 havde amerikanerne været fokuseret på Sydøstasien, og hvis der før da var sket noget, ville det blive forsøgt klaret med kernevåben. Derefter ville resten være ret ligegyldigt uanset resultatet.

Hvis NATO havde tilpasset sig udviklingen nu, ville der været blevet genskabt en fælles ramme for rapportering og styring af opbygning af forsvarsevnen ved militær mobilisering, klargøring og fremflytning af militære styrker samt forberedelse af medlemmernes civile samfund til en krise- og krigssituation. Denne ramme ville gennem tilbagevendende øvelser på topniveau blive prøvet og forbedret.

Indtil nu har NATO ikke haft fokus og situationssans til gentage det, som man startede i sommeren 1950 efter invasionen af Sydkorea og færdiggjorde efter 1977, da amerikanerne begyndte at reagere på sovjetiske interventioner i først Afrika og så Afghanistan.

NATOs katastrofale inerti skaber en uanvendelig ramme for de danske forsvarsforligsdrøftelser. De kan foregå helt uden reference til krigen i Ukraine. Krigen blev kun et indenrigspolitisk vækkeur, der nødvendiggjorde, at Danmark bidrog med noget synligt ret hurtigt.

Forudsætningen er, at den krig vinder Ukraine heldigvis hurtigt, så der bliver derfor ingen trussel mod Danmark. Sagen drejer sig således ikke om at kunne løse militære opgaver i en forsvarskrig. De forbliver irelevante. Problemet er udelukkende at tage højde for den politisk stærkt ubehagelige kritik fra NATO og Rigsvisionen af svigtet i at leve op til klart givne løfter pga. ineffektivitet og svigtende resursetildeling.

NATOs inerti og svigt gør, at Forsvars- og Hærledelsen kan holde sig inden for den anakronistiske NRF-Potemkinramme og koncentrere sig om at opfylde en ”tung brigade”, der hverken har materiel, bemanding eller logistik til at løse nogen militær opgave i virkelighedens verden. Hæren var ikke engang i stand til at opretholde en symbolsk, mindre tilstedeværelse i Baltikum i mere end et år.

Da hverken politikere eller Forsvarsledelse ser en relevant trussel, og da de er uden erindring om tiden før 2000 eller interesse for, hvad de nordiske naboer gør, har Forsvarsledelsen kun modvilje mod politikernes ønske om flere og længere uddannede værnepligtige.

Hvis NATO skulle vågne af sin Tornerosesøvn og Danmark derefter opdage dette, ville følgende blive pinligt klart. For det første, at Forsvaret ud over bidrag til sikringen af Rigsfællesskabets nordlige dele ville have tre påtrængende opgaver, hvis løsning for Hærens vedkommende ville være akut afhængige af reservestyrker af hjemsendte værnepligtige og tidligere kontraktansatte.

For det første opgaver i Danmark (minus Bornholm) som base- og transitområde. Det kræver luft- og missilforsvar, løsningen af forsvars- og bevogtningsopgaver med lokale og mobile styrker samt aftalt værtsnationsstøtte til allierede. Der er mange opgaver for værnepligtige.

For det andet et egentligt dansk forstærkningsbidrag til forsvaret af nærområdet i Baltikum. Desværre skal der ske dramatiske ændringer med 1. Brigade, hvis den skal gøres egnet til at løse forsvarsopgaver her. Der er mange opgaver for mobiliserede reserveelementer af tidligere kontraktansatte og værnepligtsuddannede.

For det tredje kupforsvaret mod luft-, helikopter- og sølandsætninger på Bornholm. Kontrol over øen er strategisk afgørende for forsvaret af Baltikum. Opgaven kan ikke løses alene af Søværnets fregatter eller andre skibe, for dels skal de være til rådighed her, og for det andet må det accepteres, at NATO ikke skyder, før skudt på, og en sænket fregat bidrager ikke til noget efterfølgende forsvar. Kupforsvaret af Bornholm må, som tidligere forberedt, indledes med en stående landstyrke og havnespærringshold fra Søværnet, der hurtigt forstærkes af frivillige og værnepligtige reserver.

Strategi for lang Ukrainekrig, re-fokusering af NATO og dansk opvågnen savnes akut.

(Billedet viser norske, sydkoreansk producerede, K9 Vidar haubitser. Tilsvarende også i de finske, estiske og polske hære. I Polen vil pjecen også blive licensproduceret)

Der er krig i Europa. Den optrappes nu. På russisk side er man på vej til at mobilisere økonomien til en krigsøkonomi, man har mobiliseret 300.000 mænd og har nu annonceret en forøgelse af de væbnede styrker med 50 %. Yderligere mobilisering må derfor forventes.

Konflikten opfattes som identitetstruende og dermed eksistenstruende i Rusland, i Ukraine og er det reelt også for Vesten. Derfor er man undervejs med en yderligere optrapning af den militære hjælp til Ukraine, og Danmark bidrager efter en evne, der dog begrænses af de dybe og brede nedskæringer af Forsvaret igennem fyrre år. Specielt de sidste ti år har reelt lammet organisationens evne til at operere og udvikle sig.

Indtil nu har Danmark og resten kun været ramt af forholdsvis uproblematiske cyberangreb, forstyrrelser af GPS-signaler og ukendtes angreb på energiinfrastrukturen. Det er endnu usikkert, om denne krig også kommer til at ramme vores land mere direkte senere i et forløb, hvor ingen nu kan se enden.

Vi håber og satser på, at konflikten afsluttes hurtigt med et for Ukraine tilfredsstillende forløb, men det er desværre langt mest sandsynligt, at krigen vil vare op til flere år længere.

At den ikke spredes, afhænger også af, om Vesten, herunder Danmark, hurtigt genopbygger en overbevisende selvforsvars- og derigennem afskrækkelsesevne. Til dette hører en genopbygget evne til at opretholde samfundets funktioner i en eventuel krig.

Danmark står over for at skabe en ny langtidsordning for Forsvaret. Det sker ved indgåelse af politiske forlig. Det er begrænset hvor meget vi kan beslutte at gøre, før denne ramme findes. Men da situationen kræver en klar markering af regeringens syn på alvoren og behov for klare signaler, meddeler regeringen allerede før forligsforhandlingerne.

1) At forhandlingerne også vil omfatte Beredskabet, dvs. totalforsvaret af samfundets funktioner under katastrofe- og krigsforhold. For at forberede forhandlingerne vil regeringen straks kontakte de andre nordiske lande, der har samme eller beslægtede traditioner og organisation for at løse opgaven. Vi ved, at de er længere end Danmark, og vi vil gerne lære.

2) At den øgede anvendelse af værnepligten, der nok bliver besluttet i forhandlingsforløbet, bliver kønsneutral. Derfor tager Forsvarsministeriet allerede nu kontakt med de relevante myndigheder i Sverige og Norge for at lære af deres erfaringer.

3) At materiel fra Forsvaret, der besluttes overdraget til Ukraine – straks og med overgribning – afløses af tilsvarende materiel af typer, der allerede er operative i partnerlande. Det sker i et tæt samarbejde med disse. For at undgå yderligere demoralisering og kompetencetab i dansk forsvar, anvendes eventuelt leje af materiel for at sikre kontinuitet. Ikke at gøre dette ville jo demonstrere pinlig uduelighed samt og manglende ansvarlighed i Forsvarsledelsen.

Det er afgørende for regeringen, at befolkningen ved sin reaktion viser forståelse for situationens alvor. Dette betyder, at landet igen må forberedes til forsvarskrig for om muligt at hindre, at denne krig bliver en realitet. Danskerne kan dog glæde sig over, at opgaven af bl.a. geografiske årsager på nogle områder er lettere end fra 1949 til 1989. Det meste af landet ligger mindre udsat. Kun Bornholm er truet af andet end bombardement og specialstyrker.

GENERELT

Når Hærens fremtidige “Knytnæve”, 1. Brigade, omtales i offentligheden, får man stadig det indtryk, at alle ser den som et hus, der blot skal bygges færdigt. Men dette giver et helt fejlagtigt billede af processen og problemet.

Hvis man man endelig skal anvende et relevant billede, er brigaden som en cirkusby, der til stadighed skal have tilført nye folk på grund af afgang og nye opgaver.

Den skal med kort varsel kunne flyttes til et nyt sted og her tilpasse sig behovet dér. Det er som en levende organisme, der enten tilpasser sig eller bliver ineffektiv og irrelevant.

Men i øvrigt er brigaden slet ikke i nærheden af noget som helst meningsfuldt endnu. Det er et skelet, hvor selv “armene” er blevet sammensat med manglende knogler, og hvor støtteapparatet, “benene” i stor udstrækning mangler. Personellets og kadrernes angivelige gode uddannelse og professionalisme bygger således ikke på en erfaring med, hvordan helheden skal virke.

Den har ikke engang en personelstyrke, der gør det muligt at holde en bataljon udsendt af gangen, ikke engang sammen med resten af hæren. Selv en så simpel opgave vil kræve en samlet styrke i Hæren på vel omkring otte bataljoner (hvilket svarer til en halvt års udsendelse hvert fjerde år. Dvs. at begge brigader hver havde fire store bataljoner.

Rødderne til den nuværende ene meget lille 1. Brigade lå i idéen i K-notatet for godt 15 år siden: Hæren skulle koncentrere sig om at udvikle en panserbrigade, der skulle være sammensat og specialiseret i med kort varsel at rykke med allierede (læs helst USA) ud til steder som Irak for derefter sammen med den hovedallierede at rykke hjem efter et halvt år.

Da denne brigade skulle ud med en stormagt til en begrænset opgave over for en underlegen fjende, behøvede den ikke at være sammensat til at virke selvstændigt mod en ligeværdig modstander (bl. a. med et selvstændigt luftværn, stærkt panserværn og en robust feltmæssig logistik).

For ca. ti år siden blev denne begrænsede ambition reduceret yderligere, og Hærens felthær blev reduceret til tre “battlegroups” (dvs. bataljonskampgrupper).

Men ved indeværende Forsvarsforlig, der jo blev indgået efter 2014-invasionen af Øst-Ukraine, blev målet om at opbygge brigaden genoptaget. Det skete dog på en måde, der ikke udnytter også danske erfaringer igennem 50 år med hvordan man kan skabe samarbejdede enheder. Med den valgte organisation vil man aldrig kunne sikre samarbejdede og umiddelbart klargjorte enheder. For de elementer, der rutinemæssigt og friktionsløst straks skal kunne samarbejde (som infanteri, panserværn, kampvogne, overvågningsmateriel og direkte støttende morterer), er fordelt i specialiserede regimentspuljer over hele landet. Dvs. at cirkusset skal samles i mange uger før sæsonen til intensive og krævende øvelser for at blive klar.

Ud over dette strukturproblem er brigadens tre infanteribataljoner alt for små, dvs. personelsvage, til at kunne løse de kampopgaver, man må kunne give en bataljon. At landets eneste panserbataljon ikke er underlagt brigaden, men blot en uddannelsesorganisation, der skal sende kampvognseskadroner til de tre uafbalancerede og ekstremt svage infanteribataljoner, gør at projektet efter smag er til grin eller gråd.

For at kunne løse kampopgaver, understreger al logik og erfaring, at bataljonerne som andre steder i verden skal op på tre ens infanterikompagnier.

Den simpleste og billigste måde ville være at samle de tre kompagnier med CV-90-infanterikampkøretøjer i én af de tre bataljoner, de tre kompagnier med med Piranha 5-transportkøretøjer i en anden af bataljonerne, og anskaffe nye CV-90 vogne til den tredje bataljon.

Derudover skal brigaden råde over en panserbataljon for at kunne løse selvstændige kampopgaver som i forsvaret af Baltikum. Hvor brigaden, når fuldt opbygget, i dag råder over ni kampunderafdelinger, er behovet erfaringsmæssigt seksten.

I øvrigt afspejler brigaden ikke virkelighed og krav til en indsættelse i Baltikum, hvor den meget lave troppetæthed betyder, at en brigade vil have et meget stort “rum” uden for de sandsynlige angrebsakser om vejene, der bør kunne overvåges og hvor en uventet fjendtlig fremrykning vil kunne sinkes … dag og nat.

Det eneste område, hvor brigadens organisation synes i balance, er på ingeniørområdet, hvor man råder over de tre panseringeniørkompagnier, der erfaringsmæssigt er behov for i en brigades ansvarsområde.

Artilleriafdelingen eller efterretningsbataljonen mangler åbenbart den artilleri-målopklaringskapacitet, der ville gøre det muligt at udnytte ATMOS-pjecernes rækkevidde. For ikke at tale om PULS-raketkasternes.

Organisationen mangler også de bevæbnede droner, selvmordsdroner samt overvågningsdroner, der herefter må forventes at blive et centralt element i enhver “symmetrisk” kampsituation, i særlig høj grad når lav troppetæthed. Det synes afgørende for mulighederne herefter, at brigaden gives rådighed over et kompagni, der sammen med artilleriafdelingen kontrollerer de forskellige typer bevæbnede droner og våbendroner.

EN SKITSERET RELEVANT ANVENDELSE OG DE ORGANISATORISKE KONSEKVENSER

Lad mig herefter behandle, hvad der skulle ske med brigade og Hæren, hvis Danmark forstod og besluttede, at vi også er forpligtet til at være solidariske over for truede NATO-medlemmer, og ikke kun andre over for os. Hvis vi med indledningsvis denne brigades værdi ville deltage i forsvaret af Alliancens østgrænse. Her forudsættes, at den indsættes i et 35-40 km bredt rum i Baltikum i nordøst-Letland/sydøst-Estland (mellem Aluksne og hovedvejen mod Pskov), og en basen med forbindelsen hjem i den store lettiske havn Liepāja 450 km mod nordvest.

Lad mig først se på, hvad der så skal opbygges logistisk bag brigadens egen logistikbataljon, der med sit/sine forsyningskompagni(er), sanitetskompagni (med hovedforbindeplads og ambulancekapacitet) samt vedligeholdelses-(dvs. værksteds-)kompagni med bjærgnings-, reparations- og reservedels- og komponentdepot) og vil være placeret vest for brigaden.

Det for det første er stærkt tvivlsomt, om denne bataljon på vel 400-500 personer med de nødvendige kompetencer kan opstilles med kontraktpersonel.

For at kunne støtte “cirkusset” på den anden side af Østersøen, vil Søværnet eller allierede krigsskibe og fly skulle anvendes i eskorte.

Styrken i Baltikum må have en forankring hjemme, der sikrer en stadig uddannelse af alle de mange typer personer, der indgår i brigaden og støtteorganisationen, dels for at opretholde styrken ved normal afløsning og dels for at kunne erstatte tab.

For at erstatningspersonel er rettidigt til rådighed skal der findes en såkaldt personelerstatningsenheden ved basehavnen i Letland, hvis styrke må vurderes at skulle opretholdes på 10-15 % af brigadens og den logistiske bases styrke. Her kan personellet være indsat i bevogtningstjeneste.

I den nok internationale base og dennes fremskudte del mod den godt 400 km længere mod øst indsatte brigade skulle placeres et dansk feltlazaret med helikopterambulanceelement, og i basen skal have dansk erstatningsmateriel til afløsning af alle typer af brigadens materiel samt en reparationskapacitet der kan gøre, at selv alvorligt skadet materiel kan gøre brugbart igen. Endvidere skal basen indeholde alle typer danske forsyninger, herunder ammunition, brændstof og forplejning, så brigadens logistikbataljon kan holdes forsynet, og dansk en transportkapacitet, der kan bringe forsyningerne frem inden for rækkevidde af denne logistikbataljon, og eskorte-, bjærgnings- og ingeniørelementer, der kan sikre og støtte transporterne. Det er mit skøn, at hele NATO-basestrukturen (ud over personelerstatningsenheden) vil kræve en bemanding på mindst i størrelsesordenen 1.000.

Brigaden mangler akut forsvar mod fly og bevæbnede og selvmordsdroner, herunder dronesværme. Da dette forsvar også skal dække basen og den logistiske indsats fra denne til og hele brigadens område, vil der blive tale om en meget betydelig investerings- og styrkeindsats, sandsynligvis to meget store luftværnsbataljoner med varieret bevæbning.

Som ved logistikdelene er det ikke realistisk at regne med, at andet end de tekniske og føringskadrer kan være fast- eller kontraktansat. Resten må skaffes gennem en værnepligtsuddannelse og efterfølgende tjeneste, specialt af folk med relevant civil baggrund.

Ud over områderne omkring de sandsynlige angrebsakser ved veje, vil der være et rum på vel 20-30 km, der kun kan overvåges og sikres mod fjendtlig brug, hvis brigaden også råder over en stor opklaringsbataljon med et stort antal delinger udrustet med overvågnings- og selvmordsdroner, lette opklaringskøretøjer (ideelt nok en blanding af den tyske Fennek og et let spejderkøretøj som den israelske Mantis med en kraftig udrustning af panserværnsvåben og mulighed for at trække på ildstøtte fra artilleri og morterer). Denne bataljons størrelse og sammensætning forudsætter fastlæggelsen af en mulig konkret forsvarsopgave, der kan virke dimensionerende for organisationen og styrende for aktiviteterne, som opgaverne under Den Kolde Krig gjorde for Hæren dengang.

OPBYGNINGEN AF DEN NØDVENDIGE RAMME FOR BRIGADEN KAN KUN SKE GENNEM VÆRNEPLIGTSUDDANNEDE RESERVEENHEDER BEMANDET MED PERSONEL PÅ RÅDIGHEDSKONTRAKT

Det grundlæggende problem med den nuværende brigade, dens svaghed og de manglende muligheder for at supplere og støtte den, er at man ikke som tidligere kun bygger bemandingen på fast og kontraktansat personel i de funktioner, hvor dette var og er absolut nødvendigt, eksempelvis hvor funktionsuddannelsen er så kostbar, at den ikke ofte skal gentages.

En balanceret og støttet dansk enhed af den størrelse kræver som tidligere en meget stor del, som er uddannet gennem en funktionsbestemt værnepligtstid og derefter er til rådighed i reserven i vel omkring fem år.

Gamle soldater med min erfaring husker, at sådanne målrettet uddannede værnepligtige og de enheder, de bemandede, ikke var dårligere end stampersonelenheder. Specielt ikke hvis de var blevet godt motiveret under grunduddannelsen, og fordi de medbragte deres civile forudsætninger og færdigheder. Det var i øvrigt sådanne blandende enheder, Danmark sendte i krig i Afghanistan, uanset at de under udsendelsen havde fået kontrakt.

Alt brigadens personel vil således være på kontrakt, enten til normal tjeneste eller til rådighedstjeneste i reserven.

For at sikre dygtige og sammenarbejdede enheder, må reservesoldaterne knyttes til funktionen og enheden af en rådighedskontakt, der vel indebære samling og videreuddannelse af vel 4 uger årligt, men kontraktbeløbet også bestemt af reservesoldatens civile uddannelse og erfaring. Beløbet skal også hæves, hvis reservesoldaten tager en periode med tjeneste, eksempelvis til udsendelse.

Eksempelvis logistikbataljonens vedligeholdelseskompagni være bemandet af værnepligtsuddannede civile mekanikere på rådighedskontrakt.

Dvs. at grunduddannelsen til brigaden altid er rettet mod en kontraktansættelse, enten til start af tjeneste ved en af brigadens fredstidsenheder, eller til rådighedskontrakt. For at sikre, at reservesoldaterne reelt er til rådighed, gør tidligere erfaringer, at kontrakten kun giver en lille del af beløbet for rådighedspligten, langt hovedparten tjenes under rådighedstjenesten.

Grunduddannede værnepligtige, der ikke tegner rådighedskontrakt med brigaden, reserveplaceres ikke i denne, men i en bevogtningsdeling i lokalforsvaret.

Også kampenhederne må der være en blanding af ansættelsesformer for at sikre personelstyrken. Når en godt bedømt soldat opsiger sin tjenestekontrakt og forlader enheden tilbydes han en rådighedskontrakt med samme bataljon, bl.a. således at det bliver muligt at opstille det nødvendige tredje infanterikompagni. Hvis vedkommende ikke ønsker rådighedskontrakt overføres han til brigadens personelerstatningsenhed.

For at brigaden skal kunne løse sine opgaver, vurderes det nødvendigt at reserven er så stor, at den bringer den samlede personelstyrke inklusive erstatningsdepotet på op på 20 % over organisatorisk styrke. Dette sikrer også, at brigaden selv ved afgivelser kan være til rådighed for uddannelse og udsendelse.

For at kunne gå tilbage til en blandingsbemanding, må man i øvrigt målrettet justere for samfundsudviklingen i en ny værnepligtslov. Det er dels nødvendigt at værnepligten skal være kønsneutral. Dels er det nødvendigt at dybdeforstå og indrette sig efter, at uddannelsen af en god værnepligtsenhed skal have karakter af et fremadskridende projekt som et sportshold, hvor en motiveret uddannelseskadre følger og træner dem hele vejen. Det forudsætter at kadren under værnepligtsuddannelse af en enhed ikke er underlagt de normale arbejdstidsregler eller begrænsninger på overtidsbetaling.

Hvis man skulle vælge at gøre brigaden til en styrke ved at forøge den med de beskrevne enheder og ved forøgelse af styrken af de eksisterende enheder, vil man konstatere at “halen” af støtteenheder vil udgøre en meget betydelig del at den samlede enhed.

Man kunne dog med den nødvendige ændring til den blandede bemanding forholdsvis let gøre strukturen lidt mere rationel ved at øge størrelsen af felthæren til mere en denne ene brigades små enheder. Hvis den resterende kaserneinfrastruktur blev fuldt udnyttet, kunne man uden problemer tredoble antallet af kampbataljoner, hvis man anskaffede våben og anden udrustning til dem.

Men det forudsætter alt sammen, at miraklet skulle ske, at partierne gennem et ydre chok bringes til at forstå, at også Hæren skulle genopbygges til at have mening.

Dette indlæg forklarer hvorfor Danmark ikke længere er i stand til at vælge og implementere udrustningen af Hæren med de nødvendige hovedvåben og andet materiel. Det sker ved at beskrive, hvordan dette burde ske (og tidligere skete) for derefter at forklare, hvorfor det nu er en umulig opgave.

Det er væsentligt at forstå, at udgangspunktet for udrustning og hermed bevæbning af en hærenhed for det første er en fastlæggelse og forståelse af den sandsynligvis mest krævende opgave, den skal løse. I hvilket og hvor omfattende terrænsektor og under hvilke klimatiske forhold? Hvor længe? Under hvilken sandsynlig trussel fra angribende styrker på jorden, specialoperationsstyrker, elektroniske og cyberangreb, fra artilleri, fly og droner? Efter hvilken taktisk koncept? Hvilken logistisk støtte? Hvad er enhedens personelsituation kvalitativt, kvantitativt og moralsk? Med hvilke partnere? Hvad betyder den forventelige friktion og usikkerhed i den første kampindsættelse for materielindholdet?

Uden at have søgt disse spørgsmål belyst bedst muligt er materielanskaffelsen selvvalgt blind.

Indlægget er skrevet på mit grundlag af for det første i historisk forskning i, hvordan det skete tidligere, for det andet personlige erfaringer og observationer fra udviklinger 1968 til indgåelsen af det i her i begyndelsen af 2023 gældende forsvarsforlig, samt for det tredje en periode fra 1991 til 1994 med ansvaret for at videreuddanne Forsvarets bedste officerer i at indgå i løsningen af denne opgave.

Der er grundlæggende tre niveauer i den altid rullende udrustning af hærenheder med materiel: Beslutningsnetværket, det militærfaglige vidensnetværk og implementeringsnetværket, hvor alle er forbundne i feed-back-kredsløb.

Det sidste, implementeringsnetværket, Hærens enheder, behandles ikke her, fordi de kun eksisterer som en uafbalanceret, overlevende rest, som kun kan levere lidt tidsbegrænset tilstedeværelse.

BESLUTNINGSNETVÆRKET

Omfatter på den ene side de besluttende politikere, der har myndighed til at opstille ønsker for opgaveløsning samt fastlægge de økonomiske og andre rammer, og på den anden side der de fagligt ansvarlige chefer, hvis rolle er at fastlægge muligheder og implementere de trufne beslutninger angående organisation, beredskab, m.m.

Politikernes valg og beslutninger vil ud over af dialogen med i fagligt ansvarlige chefer også for et NATO-medlem som Danmark blive bestemt af konsultation med alliancens myndigheder og direkte med partnerlande om opgavefordeling, fælles opgaveløsning og andet samarbejde, som også de fagligt ansvarlige chefer må tage udgangspunkt i.

Derudover kan både politikere og faglige chefer blive påvirket at eventuel ekstern dansk og udenlandsk civil ekspertise og nationale interesser, herunder erhvervsinteresser, der ses som relevant.

DET MILITÆRFAGLIGE VIDENSNETVÆRK

De ansvarlige militære chefer skal repræsentere og trække på de forskellige dele af vidensnetværket, der løbende følger og implementerer de stadig ændrede muligheder for den aktuelle organisation (“doktriner”) og i den fremtidige organisation (“koncepter”).

Dette lag er det helt centrale i opretholdelsen af en “agil”, proaktiv og konstant anskaffelse af det bedst egnede materiel, rettidigt. Det skyldes to forhold. For det første skal dets eksistens sikre, at værnets højere officerers faglighed – dem i beslutningsnetværket – ikke forsumper og resten af værnets officerer inspireres og tvinges til at holde sig teknisk og taktisk ajour. For det andet danner laget det direkte fundament for de højere officerers bidrag. Det er derfor trist, at det netop er dette lag, der igennem mange årtier er døet hen eller bevidst kvalt i den danske hær.

Det nok afgørende element i netværket er våben- og specialskolerne med deres studie- og udviklingsvirksomhed, publikationer og kurser samt det forhold, at våbnets/specialets officerer gennem både kurserne og tjeneste på skolerne blev opdateret og inspireret til innovation og effektivisering hjemme ved regimenterne. Der er jo gennem enhedernes aktiviteters udvikling og realisme, at hele personellets erfarings skabes.

En afgørende faktor i formidlingen og udviklingen af den militære viden er kadrernes faglige debat. Når den teknisk-taktiske debat trives finder den i høj grad sted inden for den snævre faggruppe, inden for våbnet/specialet, dvs. i medier direkte eller indirekte knyttet til våbenskolen. Derimod vil den eventuelle debat af mere overordnede spørgsmål normalt finde sted i medier knyttet til værnsniveauet.

Hvor afgørende våbenskolens rolle kan være kan læses i min artikel om Hærens valg, anskaffelse og integration af bl.a. panserværns- og luftværnsvåben samt maskinpistoler fra 1937, herunder Skydeskolen for Haandvaabens rolle (se “9. april var ikke på programmet. Generalerne og skiftet i socialdemokratiets forsvarspolitik”, Fra Krig og Fred 2021).

Et helt nødvendigt element er, at både disse skoler og den materielforvaltende tekniske tjeneste har (og havde i Danmark) nøgleofficerer, der kombinerer erfaring med praktisk tjeneste 5-10 år ved våbnets enheder, med en grundig teknisk videregående uddannelse. I årtierne efter Anden Verdenskrig sikrede man dette ved at et antal egnede officer gennemgik specialiserede ingeniøruddannelser med artilleri-, ingeniørtroppernes, svagstrøms- eller mere generelt våbenteknisk fokus. Dobbeltuddannelse officer-ingeniør skabte grundlaget for, at materielanskaffelser både kunne holdes økonomisk rationelle med hensyn til totalomkostninger gennem hele deres anvendelsestid, og kunne fungere, blive holdt operative og vedligeholdt under krævende krigsforhold med nødvendige lagre af reservedele overalt, hvor der var behov for dette.

Dette er selvfølgelig vanskeligere at opnå ved selv det bedste samarbejde mellem bruger og en rent civilt uddannet og orienteret ingeniør, men det kan nok opnås hos civilingeniører med praktisk reserveofficerstjeneste i våbnenes enheder.

Dobbeltuddannelserne sikrede også muligheden for, at praktiske uddannelseskrav til betjening og vedligeholdelse kunne holdes for øje under hele anskaffelsen og anvendelsen og ikke først skulle identificeres derefter.

Disse dobbeltuddannelser var af naturlige årsager også væsentlige for forberedelse af officerer på chefs- og ledende stabsofficersniveau i den støttende tekniske tjeneste, senere Hærens Materielkommando.

Også den generelle uddannelse af de bedste officerer på førings- eller stabskurser skulle og kunne forberede elevernes deltagelse i materielbeslutninger, dvs. forståelse for taktiske muligheder også uden for eget våben, bruger- og vedligeholdelsesorganisationen, uddannelsesbehov og driftsøkonomiske faktorer, så de forberedes bedst muligt til både at samarbejde med teknikere samt logistikere og danne bro til politikerne.

Under beslutningen om valget af kombinationen af forskellige våbensystemer, der skal virke sammen i løsningen af en opgave, bliver det for kompliceret for selv rutinerede officerer med teknisk indsigt at vælge den optimale løsning. Derfor udviklede det daværende Forsvarets Forskningstjeneste, nærmere bestemt overingeniør Svend Clausen, muligheden for computerbaseret operationsanalyse til støtte af materielbeslutninger og bidrog således til vidensnetværkets kvalitet og muligheder. I min tid i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe for fyrre år siden havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.

DET DANSKE FRAVALG GENNEM NOGLE ÅRTIER AF MULIGHEDERNE FOR MILITÆRT RATIONELLE MATERIELBESLUTNINGER

For det første nåede man i sin visdom til, at det var spild at give mere end én akademisk uddannelse (og officerskorpset havde jo i det almindelige akademikersnobberi og sociale klatring mod 1970 opnået accept som akademisk uddannelse i stedet for at være en målrettet professionsuddannelse).

Det kvalte i løbet af nogle år den teknisk kritiske sans og medvirkede sandsynligvis til et par tåbelige materielbeslutninger, som derefter kunne anvendes til at forringe (af-professionalisere) systemet yderligere og nu anvendes anakronistisk af Jørgen Grønnegaard Christensen som argument mod at tilbageføre ansvaret til Forsvarschefen.

For det andet besluttede man for små tyve år siden, at den militære professionalisme kunne begrænses til at levere militært “værktøj” til stormagternes oversøiske operationer. Vi kunne derfor godt glemme den viden, der herefter blev irrelevant. Dette specialiserede værktøj, der ikke på forhånd længere skal passe i en værnskoncept eller -doktrin, benævnes nu en “kapacitet“.

For det tredje havde man allerede for ca. femårtyve år siden adopteret en ledelsesstruktur, hvor professionel kritisk tænkning og debat, der kunne anfægte ledelsens valg på alle råder, blev set som illoyal og blev karriereskadelig. Det kunne ikke gøre andet end at kastrere og kvæle vidensnetværket.

For det fjerde nedlagde man Forsvarets Forskningstjeneste og hermed den kapacitet for operationsanalytisk støtte til materielbeslutninger,

For det femte nedlagde man så de gennem 150 år opbyggede generelle videregående uddannelser med den begrundelse, at de var blevet for dyre. Det var de korrekt blevet, fordi 2-4 fire gange så mange som de klart egnede og motiverede skulle optages, og fordi kurser tabte klart fokus og blev for lange.

Og så endeligt lukkede man, for det sjette, for fem år siden våben- og specialskolerne og dermed de sidste medier for en militærfaglig debat.

At retablere en kvalificeret hær, der også kan vælge og indføre komplicerede pakker af bl.a. nye materieltyper, må man på alle disse områder gå tilbage. Det dog kun et lille hjørne af genopbygningsbehovene.

Jeg har forstået, at det er Ukraines position nu, at det skal vi, hvilket jo er forståeligt. Når det har vundet over Rusland skal de nok forsvare Europas østgrænse.

Mit konklusion er imidlertid, at den går ikke. Ikke helt. Der er to grunde til det.

For det første er der det rent geostrategiske argument, at Ukraine kun kan dække NATOs sydøsteuropæiske flanke, dvs. Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, ikke Polen, Baltikum og Norden.

For det andet må vi i Europa se i øjnene, at vi har meget travlt med at genopbygge vores militære styrker og militærindustri, for USA er i bedste fald på vej til Stillehavet for at inddæmme fortsden kinesiske udfordring, i værste fald på vej ud af det internationale spil.

Uanset at vores politikere og diplomater ikke siger eller skriver det klart i dokumenter som Zilmerrapporten, for sådan er virkeligheden, er der tre mulige forløb, der alle gør det nødvendigt at opbygge det selvstændige forsvar i Europa.

I den første og værste fortsætter og forværres den interne politiske og geografiske splittelse i USA og udvikler sig til en åben, lavintensiv borgerkrig og et fortsat skred mod demokratiets sammenbrud. I så tilfælde er vi helt alene.

I den anden vinder den trumpistiske, USA First-linje entydigt valget over de næste godt to år, så vi får et reelt og hurtigt sammenbrud af det amerikanske bidrag til forsvaret af alliancens territorium i Europa. Men i denne mulighed forudsættes det, at man undgår en åben intern konflikt i USA.

I den tredje lykkes det moderate fra Demokraterne og Republikanerne at kontrollere udviklingen, så vi oplever, at USA bevarer sin dominerende sø- og luftmilitære rolle i Vestens forsvar, også af Europa, men dog således at man efter Ukraines sejr eller en anden stabilisering i krigen hurtigt kan få gennemført skiftet til Stillehavet.

Uanset hvilken af de tre muligheder, der bliver virkeligheden, er der behov for en meget hurtig udvikling af forsvarskapacitet.

Det er ikke mere end rimeligt. USA har nu fire gange reddet Europa. Første gang 1917-19, anden gang 1941-45, tredje gang 1950-89 samt fjerde gang fra tidligt 2022.

Dette betyder følgende begrænsninger i den europæiske militære støtte til Ukraine:

1) Udbygningen og udviklingen af våben- og ammunitionsproduktionen accelereres maksimalt, både for at forsyne Ukraine, men også for at kunne udruste eksisterende og nye europæiske enheder med moderne materiel.

2) Alle våben samt al ammunition og udrustning, der ikke er bemandet og nødvendigt i denne opbygning af europæisk forsvar, afleveres straks og derefter løbende til Ukraine.

Der er ingen grund til at være tilbageholdende, for det er ikke os europæere, der kan udløse en russisk optrapning til kernevåbenkrig. Den kan komme på grund af udviklingen og i det russisk-amerikansk forhold.

Jeg er i modsætning til andre kommentatorer og militær”analytikere” så gammel, at jeg som jævnaldrende danske hærofficerer blev uddannet i at planlægge anvendelsen af “taktiske kernevåben”, dvs. til støtte for danske og allierede operationer på kamppladsen.

Det skete under uddannelserne på Hærens Officersskole 1965-68 samt på Forsvarsakademiet 1974 og 1978-79. Derudover studerende vi sovjetisk/russisk anvendelse af tilsvarende våben til støtte for deres offensive operationer. Vi ved nu, at deres operationsplaner var stærkt afhængige af massiv anvendelse af kernevåben.

Oprindeligt i min uddannelse var der tale om anvendelse af enkelte våben, men i 1978-79 arbejdedes der med “pakker” af 30-60 våben af forskellig størrelse – så vidt jeg erindrer af 1,5 kiloton til 20 kilotons størrelse. Vi vidste, at de sovjetiske våben typisk var større.

Anvendelsen i slutningen af 1970’erne gik typisk ud på at lægge et “tæppe” af våben for at sikre muligheden for et modangreb. Hvert våben skulle beregnet placeret, så der skete mindst mulig skade på civile og var mindst mulig risiko for egne tropper. Mål var kampenheder, artilleristillinger, logistik og kommandostationer.

Vi vidste fra sovjetiske og østtyske udgivelser, at deres planlagte anvendelse var tilsvarende, men da kilderne var tidlige (1960’erne) var våbnene større og færre.

Vi kender ikke den aktuelle russiske doktrin for anvendelse.

Vi kender kun det omtrentlige antal russiske våben og ved, at de som vestens tidligere våben leveres med artilleri, fly og raketter/missiler.

Vi ved også, at man råder over et fuldt spektrum af våbenstørrelser, herunder meget små. Man må forvente, at våbnene som vores tidligere våben planlægges anvendt med lavtlufteksplosion for at undgå at lave hindrende, forurenede områder (ud over det uundgåelige neutroninducerede cirkelformede område lige under eksplosionen).

Når man omtaler den mulige anvendelse af kernevåben i Ukraine har man omtalt muligheden for at anvende 1-2 mindre våben med formål at signalere beslutsomhed.

Men man skal blot være klar over, at hvis en sådan anvendelse ikke afskrækkes, vil ballet være åbent for anvendelse af “pakker” af våben, som vi planlagde det, dvs. som en “tæppe”-nedkæmpelse af en ukrainsk brigade eller angrebet mod Kherson. Eller for at smadre et hul et en forsvarszone eller ødelægge flyvebaser.

Samt selvfølgelig i terrorangreb mod civile mål.

Så hold for Guds skyld op med at nedvurdere denne risiko, som vi som altid har overladt til den amerikanske præsident at holde under kontrol uden at det lammer Vestens handlemuligheder. Biden har åbenbart nu vurderet det nødvendigt at klargøre sin advarsel til Putin.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mit ansvar at finde et svar, hvis Putin ikke lytter men anvender en pakke kernevåben i Ukraine som vist her på et udsnit af et godt 50 år gammel plankort for at angreb over Den Indre Tyske Grænse ved Lübeck (hver rød plet med cirkel omkring er et kernevåben).

Det startede med at Hæren fra slutningen af 1950’erne blev tilpasset og organiseret til at føre sin kamp med taktiske kernevåben som hovedmidlet. Indtil da havde kendskabet til 2. Verdenskrigs operationer og interessen for Koreakrigen givet officerskorpset en fælles opfattelse af, hvad der virkede i kamp.

Det frie krigsspil, der indtil da havde været et centralt pædagogisk hjælpemiddel for undervisningen af officerer i landkampens realiteter samt muligheder, styrke og svaghed ved forskellige våben og enhedstyper, blev reelt irrelevante, for hvordan skulle man forudse forløbet efter at først vi og så fjenden havde anvendt kernevåben på kamppladsen?

Den daværende hovedlærer på det normsættende generalstabskursus, oberstløjtnant A.C.B. Vegger (senere generalløjtnant og hærchef) ophørte med at anvende krigsspil på kurset, og da man i Hæren normalt kun anvender det, man selv oplevet, blev krigsspillets potentiale herefter glemt. Da Hæren ca. tyve år senere indførte sin hærtaktiske træner, der reelt var en “krigsspilsmaskine” med et kortbord som sit centrale element, blev denne anvendt til at indoktrinere i den nye doktrin for “Stedbunden forsvarskamp”. Fjendens optræden var under kontrol, for man forudsatte, at han optrådte helt skematisk uden hensyn til terræn og andre vilkår.

Den fælles forståelse fra Verdenskrigen var nu ikke længere tilstede, og fordi landkrigen foregår i et samspil mellem mange forskellige våben og med personel, der ikke til daglig beskæftiger sig med professionens virksomhed under krig (civilt reservepersonel og officerer/befalingsmænd til daglig i fredstidsfunktioner), er der behov for et fælles grundlag, en doktrin, der dels kan siges at være en “kontrakt”, der fastlægger roller i den forventede kampsituation, og en del af det fælles fagligt “sprog”, der mindsker risikoen for misforståelser. Doktrinen bygger på forudsætninger om, hvad egne forskellige enheder og våben normalt kan, og om, hvad den sandsynlige fjendes enheder og våben kan. Det er dog indlysende, at man skal se doktrinen som dynamisk, et “levende dokument”, da ændringer hos egne styrker og modstanderen kan medføre afgørende ændringer mht. hvordan man bedst gennemfører kampen. Det er afgørende for doktrinens kvalitet og relevans, at de personer, der udvikler den, har en akut og opdateret forståelse af virkeligheden under kamp og egne og modstanderes enheders styrke og svagheder. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver doktrinen et dogmatisk forvaltningsprodukt, en realitetsuafhængig spændetrøje, der gør enhedernes optræden på kamppladsen til en hjernelammet lemmingemarch (som de britiske angreb den 1. juli 1916 ved Somme).

Det for længe siden glemte krigsspil havde øvet “fri kamp”, hvor beslutninger blev bedømt og dømt på spillebordet, hvor modstanderne søgte at udmanøvrere og nedkæmpe hinanden. Metoden var udviklet til et højt niveau af den preussiske generalstab i midten af 1800-tallet. I dag anvendes den mig bekendt kun af det amerikanske marinekorps.

Tilsvarende krigsspillet blev der selv op i 1960’erne og 1970’erne gennemført feltøvelser, hvor modstanderne inden for øvelsens rammer under “fri føring” kunne søge at vinde. Øvelsens forløb blev styret af øvelsesledelsen gennem et netværk af kampdommere, der afgjorde udfaldet af kampe efter den udarbejdede fælles opfattelse af våbenvirkning. Fordelen ved fri føring var, at fordelen ved dynamisk og kreativ feltmæssig optræden og godt samvirke mellem våbnene i forhold dårlig taktisk optræden var tydelig og motiverende.

Men som ved udviklingen af doktrin var også udbytte af øvelser med fri føring helt afhængig af de ansvarlige militære chefers professionalisme, og dennes dybde blev ikke dyrket og belønnet i den lange fredsperiode.

Den sidste gang jeg oplevede fri føring styret af kampdømning var midt i 1970’erne. Det var i en national, brigadeledet øvelse i to partier. Senere har jeg oplevet lokale faser af større nationale og allierede øvelser med et element af fri føring, men allerede fra 1980’erne var øvelserne i alt væsentligt drejebogsstyrede. Hvis øvelsesledelsen var dybdeprofessionel, udelukkede denne form ikke relevant læring, hvis drejebogen pressede enhedernes føring til at virke under spillede tab, til at flytte ofte og hurtigt, på trods af ekstrem træthed på grund af aktiviteternes intensitet og varighed.

Ved slutningen af Den Kolde Krig var mulighederne for realisme i uddannelse og dens værdi blevet dramatisk undergravet af, at fredsstyrkens enheders bemanding var kommet langt ned under krigsstyrken. Korrekt taktik og de rigtige procedurer kunne derfor ikke længere øves og udvikles andetsteds end i værnepligtsunderafdelingerne i uddannelsesstyrken.

Enhederne i brigadernes fredsstyrke var blevet politiserede “Potemkinkulisser”. Selv deres feltøvelser blev i realiteten stabs- og signaløvelser med småstyrker. Kun under korte mønstringsøvelser oplevedes krigsstærke enheder. Manglende bemanding kunne undskylde, at aldrig patruljerede for at opnå og fastholde føling efter at været gået i stilling eller efter et mål var erobret. Sikrings- og vagttjeneste blev tilrettelagt anderledes, end den fulde krigsstyrke forudsatte.

Men fra 1990’erne blev øvelserne i stigende grad rettet mod at indoktrinere styrker til indsættelse i “krisestyring” eller først til fredsbevarende og fredsskabende operationer og derefter til oprørsbekæmpelse. Ganske vist fastholdt man et fokus på kamp med styrker med sovjetisk materiel og organisation, men øvelsesaktiviteterne blev domineret af drejebogsstyret forberedelse af missioner.

Der er nu meget langt op til igen at kunne skabe en kampegnet hær. Der er alt for meget af professionalismen med viden om kampens krav og karakter, som er derefter nedprioriteret og glemt, ligesom de nødvendige, pædagogiske fremgangsmåder aldrig har været oplevet og anvendt af tjenstgørende officerer.

For kvaliteten af krigsspil og øvelser bygger på kombinationen af studier af kamp under forskellige vilkår og hvad der får enheder til at fejle, opfattet kritisk på et grundlag af feltøvelser, gjort krævende gennem længden (mindst et par uger) og af alle troppeenhedens elementers inddragelse, herunder logistik, fysiske og elektroniske angreb på alle føringselementer og sikkerheden at førere fejler, materiel bryder sammen og mandskabet demotiveres af inaktivitet og belastning.

Genopbygningen sker samtidig med, at ny teknologi betyder, at selv ren landkrig herefter skal føres med fuld inddragelse af den tredje dimension, hvilket må gives afgørende indflydelse på doktrin, organisation og uddannelse, men som selv de erfarne og vidende officerer ingen erfaring har med.

Verden står med Ruslands invasion af Ukraine og sin erklærede hensigt om at jage USA ud af Europa i sin værste sikkerhedspolitiske krise i tres år. Danmark har reageret ved at udsende Forsvarets resterende meget små og små dele ud til det truede baltiske nærområde og Østersøen som solidaritetsmarkering.

Det sker i det helt urealistiske håb om, at problemerne forsvinder i det næste par måneder, for derefter er mulighederne forbrugt, for alt, hvad der kan krybe og gå, er udsendt. Når de kommer hjem, må der forventes kontraktopsigelser, der vil forringe mulighederne yderlige, for danske hærsoldater tegnede ikke kontrakter for at kede sig i en gammel sovjetlejr med øvelser langt fra familien. Det eneste, der måske stabiliserer situationen, er, at krisen snart nok vil betyde, at den nuværende fulde beskæftigelse kollapser.

Det er indlysende, at der er behov for øjeblikkelig handling, og i lande udenom Danmark som Holland, Tyskland og Litauen boostes forsvarsbudgetterne op, og der skaffes penge til meget store nye materielinvesteringer.

Derimod er Danmark åbenbart sikker på, at intet haster, og vi ikke skal skynde os med noget som helst. Forsvarsbudgettet er jo for at lukke munden på de allierede, og ikke for at skabe danske militære styrker, der kan løse forsvarsopgaver. Det ved alle politikere er nyttesløst. Alliancedeltagelse er for at andre skal forsvare Danmark, og pengene og styrkernes solidaritetsbidrag skal bruges til at gøre dette lidt mere sikkert. Derfor skal vi ikke gøre noget ekstraordinært nu som at øge skatterne, ændre prioriteringerne eller belåne fremtiden. Det vi lovede i 2014, vil vi måske gøre tyve år senere, idet politikerne må antages at forvente, at verden til den tid gør anstrengelsen unødvendig.

Det er Forsvarsledelsen åbenbart helt i overensstemmelse med. I denne krise har vi sælgers marked, og man kan ikke hurtigt indhente konkurrerende tilbud, selv om man havde gjort sig klart, hvad man havde brug for. Man kan heller ikke øge antallet af værnepligtige. Man er blevet forsinket Coronaen, som har betydet, at man ikke har fået holdt sessioner. Man mangler plads på de resterende kaserner, fordi alle de tidligere indkvarteringsstuer nu anvendes til kontorer, hvor der nu sidder to-tre forvaltere med deres computerer, forvaltere, der ikke var opfundet dengang i min militære ungdom, hvor kasernerne havde plads til 1.000-1.200 soldater, deres stabe og materiel hele året.

Men jeg har den mistanke, at den egentlige blokering er i hovedet og mageligheden i officerskorpset, der ikke har personlig erfaring med at uddanne og opstille værnepligtsenheder og sikre, at de har udrustning og materiel til hurtigt at kunne blive klar til krig. De burde på tvungen studierejse til ukrainske værnepligts- og frivillig-enheder, eller hvis dette er for farligt og ubekvemt til Finland og derefter tvinges til at analysere ukrainske erfaringer som en forudsætning for at bevarede deres ansættelse.

Med en vis ret undskylder Forsvarsledelsen sig med, at man jo ikke kender det forsvars- og værnsorganisation, beredskab, bevæbning og bemanding, som politikerne senere måtte beslutte sig til under de kommende forligsforhandlinger.

Men kun en ”vis” ret, fordi på mange centrale områder er der allerede et solidt grundlag, eksempelvis Forsvarets eksisterende infrastruktur, der også skal anvendes i fremtiden, samt værnenes eksisterede beholdning af nyt eller kommende materiel og deraf følgende opgaver. Derudover er kombinationen af dansk geografi og truslen fra Rusland nogenlunde givne størrelser.

Forsvarsledelsen og lavere chefer synes herudefra helt at have mistet evnen til at tage initiativ, og ingen synes at forstå, at de derigennem bliver totalt uduelige i den militære profession, hvor effektivitet helt netop afhænger af, at man altid tænker forud, presser for at få ansvar, og, når mulighed opstår, handler selvstændigt. Det er denne sygdom, som jeg efter inspiration fra en jævnaldrende søofficer benævner tillært hjælpeløshed. Det er nogenlunde dem svaghed i de russiske styrker, som ukrainerne med så stor effekt udnytter.

Efter mine samtaler med tjenstgørende for at forberede denne tekst, er det klar for mig, at ingen dansk politiker, ingen civil embedsmand, få eller ingen højtstående officerer, ja ikke engang majoriteten af andre tjenstgørende officerer forstår dybden af det råd og moraltab, der har ramt styrkerne, og herunder specielt Hæren. Problemet med den sidste gruppe er, at så mange er så unge og/eller så professionelt uinteresserede, at de ikke har den relevante erfaring og heller ikke føler, at det er deres opgave at skaffe den på anden måde.

Rapport fra sygelejet

Dette medfører, at de generelle ændringer, der specielt må ske i Hæren, er voldsomme, både for organisationen og for den enkelte.

En rutineret tjenstgørende hærofficer, som jeg har fuld tillid til, beskriver de generelle problemer (som han oplever i Hæren) således:

” Officersstanden er umyndiggjort og truet til tavshed: Hele organisationen er indenfor alle grader presset i bund, og således har det været de seneste 10-15 år.

Men de seneste 5-7 år har situationen udviklet sig katastrofalt. Alle advarsler, nødråb og indsigelser er i bedste fald blevet mødt med tavshed. I værste fald har det betydet direkte stop eller opbremsning i karrieren for den formastelige og illoyale ansatte i forsvaret.

Der accepteres ikke andre holdninger end den officielle; her i forsvaret, og især Hæren, der går det godt. “Husk, at jo flere opgaver vi kan løse med utilstrækkelige midler, jo større chance er der for at Hæren får større del af kagen næste gang!”
Der er ingen debat eller reel orientering omkring hvor vi skal hen og hvorledes vi kommer der. Alle oplysninger stykkes op i fragmenter, og ingen uden for “den øverste ledelse” modtager nok brugbar information til at kunne sammensætte et korrekt billede af både situationen og de mulige veje frem mod fastsatte, officielle mål.

I det norske og svenske forsvar, som jeg personligt kender godt, forventes det, at officererne er aktivt med til at forme fremtiden for forsvaret; de er jo eksperter indenfor deres fagområde, og hvem andre end de faglige eksperter skulle ellers kunne bidrage effektivt til at sikre det bedste forsvarsforlig for pengene? Samtidigt er det holdningsskabende og korpsåndsstyrkende at engagere et dygtigt officerskorps i forsvarsdebatten, vurderer de nævnte nabolandes øverste politiske og militære ledelse.

Sådan forholder det sig ikke i Danmark, hvilket over tid har afmilitariseret officerskorpset og gjort det håndsky overfor al påvirkning fra et niveau op. I Danmark benyttes midlertidige udnævnelser og “åremålsansættelse” ganske ofte. Det sikrer nemlig “loyalitet ved frygt”. Leverer du ikke varen, eller ytrer dig negativt/stiller spørgsmål ved valgte løsning, så går du ved periodens udløb fra f.eks. Generalmajor tilbage til oberst. Og hvem har lyst til det?!

I en uendeligt lille hær som den danske, så er der ikke plads til fejltagelser; her lever “nulfejlskulturen” i bedste velgående. Derfor er der særdeles få individer som tør påpege fejl og mangler, uanset hvor skrigende tydelige disse er.

Et eksempel er de mange kultur og kreative projekter som forsvarets tjenestesteder påtvinges. I en tid hvor der ikke er ammunition, udrustning, våben eller materiel nok til en eneste brigade i hele landet, så skal komplet ligegyldige projekter til mange millioner gennemføres; uanset hvor tåbeligt alle grader og civilt ansatte finder det.”

Da jeg bad officeren om at uddybe sin beskrivelse, fik jeg følgende tekst:

“Førernes daglige udfordringer ved hærens kamptropper

Dagligdagen ved hærens enheder er præget af mangel på næsten alt fra ammunition til uniformer. Værst af alt, så begynder motivationen til at være soldat at forsvinde. Dette ses tydeligt i omsætningshastigheden på både konstabler og stregbefalingsmænd, selv i de bedste regimenter.   

At give de gode job og uddannelsesmuligheder i det civile liv hele skylden er simpelthen for enkelt, og det er tillige direkte forkert. Hvis Forsvaret havde den rette indstilling og gav hæren det rette værktøj, så vover jeg den påstand, at vi i løbet af kort tid kunne skabe en korrekt dimensioneret stående styrke, støttet af en værnepligtsbaseret dækningsstyrke og et stærkt hjemmeværn.  

Når man spørger de enkelte delingsførere og deres befalingsmænd om hvilke udfordringer som fylder mest i hverdagen, så har de svært ved at pege på én bestemt ting. Det er summen af de mange forsinkelser, fejl og mangler, og irrationelle beslutninger som skaber den perfekte storm. Dagligdags administration er lagt ud til de enkelte officerer og befalingsmænd, da kommandokontorene (det vil sige kompagniets kontor) ikke har egne kontorhjælpere til at gennemføre administrationen ved på dette laveste niveau. Der sidder i stedet en række tastere i regimentsstabenes administrationssektion (S1), som gør deres bedste for at kunne følge med i hyppige ændringer i reglerne, og indviklede metoder til tastning af vagttillæg og timer (½ og hele timer, særlige tillæg, fridage til gode, særlige feriedage, ferieoptjening/afvikling osv).

Igennem de sidste fire år har enhederne kæmpet for at få deres egne kontorhjælpere tilbage, og igen få en decentralisering af de rådige ressourcer.

Derfor er både delingsfører og kompagniledelsen er under konstant pres for at rapportere indenfor administration, logistik, uddannelse, HR, uddannelse, og alt det ‘som lige tager 15 minutter’.

Alle førerne skal også rapportere hvis de ikke kan nå at gennemføre den pligtige/nødvendige uddannelse på den rådige tid, og hvordan de senere vil rette op på manglerne. Dette er en nærmest umulig opgave, da man mangler alt; især mangler der tid til at gennemføre en komplet uddannelse.

Ved HBU og HRU-enhederne (dvs. basisuddannelsen og uddannelse til kontraktansættelse) er der meget kort tid til forberedelse af aktiviteter, bestillinger af genstande og materiel, og administration af arbejdstid. Derfor falder succesraten drastisk. Indlysende forberedelser bliver glemt eller kun delvis gennemført, og kontrolfasen er ofte sporadisk eller helt fraværende. Ledelsen i kompagniet har derfor ofte ikke et retvisende billede af situationen ude ved de enkelte delinger, og delingsføreren har ikke gennemført den fornødne kontrol ved de enkelte grupper. Gruppeførerne er generelt uerfarne, og de satser ofte på at alt er kommet med i felten og virker, i stedet for at gennemføre kontrol ved selvsyn.

Der mangler selv basalt uddannelsesmateriel ved enhederne; f.eks. har en HRU-enhed været i gang i fem måneder uden at fået tildelt de nødvendige radioer til brug under de otte måneders samlet uddannelse.

Det halter ligeledes med føreruddannelsen på alle niveauer. Dette hæmmer uddannelsen i kvalitet, og i kvantitet, da det ofte kun er de vigtigste elementer som gennemføres. Selv de elementer som faktisk gennemføres, bliver kun kontrolleret af førere, som ikke selv føler sig godt nok klædt på til opgaven.

I den rådige tid er der ofte ikke plads til at gennemføre vanskelige sekvenser mere end én gang, og elementer som første gang gik skævt, når ikke at blive gentaget. Derved bliver selv graverende fejl ikke rettet på stedet, og de kommende soldater i stående styrke når simpelthen ikke op på et tilfredsstillende niveau.

Når enheder i stående styrke efterfølgende skal klargøres til udsendelse i internationale operationer, så starter de populært sagt på minus. Disse stående enheder mangler ligeledes alle typer materiel, nok tid til uddannelse, basal udrustning til enkeltmand og gruppen, reservedele, ammunition og meget hurtigt også motivation.

Mangel på motivation skaber misnøje, opsigelser og forflyttelser. Ofte står selv enheder udpeget til udsendelse med mangelfuld bemanding, og hullerne fyldes op med mandskab fra enheder over hele landet (som nu bataljonen til Letland, der er samlet fra hele hæren).

Enheden som udsendes er altså ikke på ens niveau, sammentømret eller motiveret.“

Det nødvendige indgreb

For at forklare, hvordan man må rette op på problemerne, bliver jeg nødt til at anvende den ulækre beskrivelse, at det er som om en kræftsvulst af dårligdom har overtaget det tidligere funktionelle væv.

Derfor er det nødvendigt med et opfattende og dybtgående kirurgisk indgreb, der i et hug fører organisationen tilbage til klare myndigheds- og ansvarsforhold og derigennem dramatisk reducerer den forvaltningsbyrde, der som beskrevet undergraver motivation og effektivitet.

I toppen betyder det, at Forsvarschefen straks og som en forudsætning for al effektivisering igen gives myndighed og ansvar for at lede og udvikle det samlede forsvar. De styrelser, der er nødvendige for at løse opgaven underlægges straks ham. Det gælder ikke mindst al forvaltning af forsvarets personel samt materielanskaffelser og drift.

Men det er kun det første skridt. Myndigheden skal straks delegeres videre til de tre værnschefer, der bl.a. gives ansvaret for at bestemme uddannelsen af deres officers-, sergent- og teknikerkadrer ved direktiv til Forsvarsakademiet for uddannelsernes indhold, længde og elevantal. Det er også værnscheferne, der herefter sikrer, at der ikke skoleuddannes flere officerer, end der er ”praktikpladser” ved tjenestestederne til at sikre praktisk uddannelse for. Forsvarschefen skal kun have ansvaret for at fastlægge videregående værnsfælles uddannelser.

Værnscheferne har derved også fået delegeret ansvaret for at udvikle doktrin igennem studie- og udviklingsvirksomhed og forslag til den sammensætning af værnet, der skal kunne løse de opgaver, politikerne herefter giver det.

Men det er det tredje delegeringsskridt, der er afgørende for at fjerne overforvaltningskræftsvulsten. Forvaltningen af ressourcer føres igen til bunds, til tjenestestedschefen, hvor det også lå, før centraliserings- og standardiseringsidiotien ramte. Således fjernes al ressourceforvaltning igen fra myndigheder som brigader, og deres stabe reduceres igen dramatisk til den kerne, som krigstidsstaben skal opbygges efter. Jeg kommer under behandlingen tilbage til den helt nødvendige ”rebootning” af netop brigadernes fokus på deres krigsopgave.

Der er mange problemer og ricisi ved delegeringen til tjenestestedet. Man kan ikke huske, hvordan man gjorde indtil centraliseringen for mere end tyve år siden. Derfor er det nødvendigt at starte med et forsøg ét sted, f.eks. ved regimentet i Haderslev, og lære af det. Et andet helt afgørende problem er, at kadrerne med meget god grund vil være stærkt skeptiske mod endnu en ændring, uanset, hvordan den bliver solgt. Dette fordi deres erfaring er, at der uanset spin altid er tale om besparelser og forringelser. Derfor er det afgørende, at kadrerne bliver så direkte involveret i forberedelserne og gennemførelsen af forsøget, at de føler ejerforhold pga. afgørende indflydelse.

Medens det for Hærens vedkommende er tjenestestedet, der skal have delegeret ansvaret for at støtte enhederne, så de ikke belastes af forvaltningsopgaver, er det sandsynligt, at delegeringen i Søværnet skal ske til eskadrerne og det er muligt, at det i Flyvevåbnet er den pågældende wing, dvs. afdeling, der er den bedste løsning.
Det er tjenestestedet, der som en base for uddannelse, beredskab og eventuel mobilisering må lede og fordele arbejdet og som er ansvarlig for at støtte de opstillede enheder i fredsstyrken og krigsstyrkens reserve på alle områder, og således at forvaltningsbyrden ved disse enheder igen reduceres til det minimale, så de kan koncentrere sig om kvalitetsuddannelse og opretholdelse af beredskab.

Alle officerer skal i princippet igen gives en meningsfuld krigsfunktion. For at sikre retablering af det professionelle fokus skal alle tjenestesteders chefer og stabe derfor igen også have en operativ opgave. Dette kan ske i rammen af det genetablerede totalforsvar i regionsramme eller mere lokalt.

Officerer i stillinger, der ikke er relevante i krig, som ikke har en krigsfunktion, aflægger uniform og mister militær grad som fastansatte. De kan, hvis de er interesserede og egnede få en funktion i reserven.

En beslutning om at overføre en person til civil ansættelse skal herefter også kunne blive resultatet af manglende niveau i fysisk prøve i egnethed til at varetage en lederfunktion i krigsstyrker. Det skal kunne følge en under værnschefens ansvar oprettet periodisk kontrol af grundlæggende professionel viden og praktiske færdigheder inden for specialet/våbnet.

Det er spild af ressourcer at anvende penge på lønninger til officerer, der ikke kan varetage en krigsfunktion i værnet. Det er nu nødvendigt at markere helt klart, at Forsvaret ikke længere er for sjovt.

Booste den kritiske forsvarsdebat
Et af de helt afgørende områder er meget hurtigt at genetablere en levende og også systemkritisk militærfaglig debat i dansk forsvar. Det er kun et første skridt at bryde med den beskrevne anvendelse af midlertidige grader og åremålsansættelser som undertrykkelsesmiddel. For yngre officerer er det risikoen for familieødelæggende forflyttelse, der kan anvendes som et ”hold kæft”-disciplineringsmiddel.

Der synes kun at være én vej til hurtigt at knuse den nu igennem lang tid udviklede undertrykkelse af fri debat, det er at etablere en militær ombudsmandsfunktion, der gives denne opgave. Det vil være naturligt at tilknytte ham Folketingets Forsvarsudvalg.

Man kunne i øvrigt indføre et punkt i den årlige bedømmelse af den ansatte, hvor bedømmeren skulle karakterisere den pågældendes aktivitet i den interne og eksterne debat for at forbedre enheden og Forsvaret.

I øvrigt er situationen sådan, at jeg har måttet love kommentatorer og bidragydere til denne analyse anonymitet.

Der er i den grad behov for, at man, dvs. politikerne, får Forsvarets ledelse til åbent og direkte at erklære sin støtte til de ansattes selvstændige deltagelse i den militærfaglige og sikkerhedspolitiske debat. Det gjorde generalerne Knud Jørgensen (Flyvevåbnet, forsvarschef 1977-84 under Den Kolde Krigs sidste iskolde periode) og Jørgen Lyng (Hæren, forsvarschef 1989-96 under omstillingen til perioden derefter). Det gjorde de, fordi de mente det. Det nød jeg godt af, bl.a. som freelance kommentator på først Information og så Weekendavisen samtidig med, at jeg var tjenstgørende officer i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, på Hærens Officersskole, ved Gardehusarregimentet samt på Forsvarsakademiet.

På nogle reaktioner vedrørende mit angreb på en systematisk anvendelse af åremålsansættelser, selv fra officerer, må jeg her forklare, hvad for mig er selvindlysende.

En officer, specielt i kamptropperne eller senere som chef for en større enhed med kampopgaver, skal altid være mindst lige så loyal over for de mennesker, som han skal i givet fald skal sende i kamp, som han er over for sine foresatte. Over for sine chefer skal han varetage deres interesser på enhver måde. Hvis officeren ikke gør det og sætter sig ind i de forhold og farer, de vil blive udsat for, fortjener vedkommende kun foragt og afskedigelse.

Dette er normalt indlysende for unge officerer, op til kaptajner, der lever tæt på sit mandskab og sine underførere. Derimod er der en tilbøjelighed til at glemme det senere i tjenesten, når karriereambitionen rammer, og man af hensyn til sig selv bliver akut opmærksom på, at man ikke bliver så “ufleksibel” i sin loyalitet nedadtil, at man ødelægger sine chancer ved at komme i “bad standing” pga. det.

Men når man opnår sin slutgrad, er det lettere at huske, hvorfor man er her, hvis man da ikke undervejs har lagt sin rygrad så lang tid i opportunismens lune vand, så den er blevet som kogt spaghetti. Hvis det er tilfældet, har både personen og de personer, der har forfremmet officeren, fejlet totalt.

Min erfaring er, at de fleste kan bringes til at huske deres loyalitet over for deres ansvarsområde.

Kaserner o.l.
Forsvarets tilbageværende kaserner på tjenestestederne har typisk de fleste tidligere indkvarteringsstuer fyldt op med unge og ældre officerer og befalingsmænd, der er beskæftiget med grundlæggende forvaltning, herunder rapportering, der under den nødvendige delegering til tjenestestedet bliver overflødig.

En ung officer og befalingsmand skal i princippet ikke anvende en computer tjenstligt til andet end direkte forberedelse af uddannelse og øvelser og til opbygning af generel og professionel viden. Så en tilnærmelse af situationen til tidligere tiders delegerede forvaltning med en professionelt bestemt anvendelse af kadrernes tid vil hen ad vejen frigøre lokaler til deres oprindelige formål.

Men hvis Forsvaret glemte sin tillærte hjælpeløshed og viste rettidig omhu, kunne man starte straks, med den uddannelse af værnepligtsenheder, som der, som jeg vil komme tilbage til, er et klart behov for. Straks betyder om uger eller få måneder. Der er krig, og vi er midt i den mest krigstruende sikkerhedspolitiske konfrontation i tres år. Officerer, der ikke kan beslutte og gennemføre hurtigt, er uduelige.

Det drejer sig i første omgang om infanteri, der uddannes som motoriserede, dvs. lastvognstransporterede, infanterikompagnier, om nødvendigt indledningsvis med lejede køretøjer og anden udrustning. Hvis våben og ammunition ikke er til rådighed, kan det lånes/lejes af de nordiske nabolande. Hvorfor ikke tage telefonen?

Mens det i Finland og Estland under deres tjeneste- og fritidsvilkår sker på seks måneder, er det nok nødvendigt at anvende otte måneder i Danmark, selv om de involverede officerer og befalingsmænd overgår fra normal ansættelse til funktionsansættelse i uddannelsesperioden, så de konstant kan følge og motivere de værnepligtige.

Jeg kommer nedenfor ind på kompagniernes anvendelse til forsvarsopgaver i krig.
For at komme i gang straks jeg ville starte uddannelsen i Sønderborg efter en statslig geninddragelse af kasernen, øvelsesområdet og skydebanen igen, og ved samtidig her – indtil videre – gennemføre en kort uddannelse af værnepligtige befalingsmænd (sergenter eller korporaler), der skal kunne fungere som grundlæggende førere i krigsstyrken.

En tilsvarende uddannelse af motoriserede infanterikompagnier kunne ske i Almegårdens Kaserne på Bornholm og andre tjenestesteder, efter at indkvarteringsområder blev frigjort. Dansk forsvar har et meget stort, men ubeskrevet og derfor ukendt behov for grundlæggende uddannede bevogtnings- og lokalforsvarsenheder, så der er ingen grund til at vente.

Der er desværre mange uvidende/intellektuelt dovne officerer, herunder også i dansk forsvar, der som Pavlovske Hunde konstaterer, at vi jo ved, at værnepligtige ikke kan slås. De samme – ikke specielt vidende – ignorerer i første omgang ikke mindst finsk forsvar, men nu også resultaterne i ukrainsk forsvar, hvor kernen i hæren er værnepligtige, og hvor man med succes anvender frivillige uden militær uddannelse, der lærer under kamp ved at overleve. Officerer med en så overfladisk viden, uanset grad, bør stå forrest for aflæggelse af uniformen.

I det efterfølgende vil jeg tage udgangspunkt i de forhold om værnenes organisation og indhold, som vi arver fra det eksisterende forsvarsforlig. For at gå videre end de grundlag, er det nødvendigt at kende planen for udbygning i de næste ti år.

Hæren: Om brigaderne
Det er først, da jeg begyndte at grave som forberedelse at denne artikel, at jeg forstod, hvor galt det stod til. Det var ikke tilfældet, da jeg for nogen tid siden behandlede 1. Brigades situation og behov. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/; OLFI, 11.3.2022: 1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis]
• Det er i en lille hær, som den danske, brigader, der står for den praktiske forberedelse af de væsentligste enheder til krig. For et vise, hvad det betyder for chefen og hans stab, vil jeg blot liste de opgaver, dette indebærer, så det er indlysende, at det er uforeneligt med opgaven som forvaltningsstab. Lad mig her forudsætte, at 1. Brigade gives opgaven at forberede indsættelse i Baltikum og 2. Brigade har opgave at forberede indsættelser i selve Danmark. Hvad indebærer opgaven så)
• Der skal skabes et godt generelt billede af de kampopgaver, der er sandsynlige i de pågældende indsættelsesområder, så man på det grundlag kan tilpasse organisation og fremgangsmåder. Herunder skal man tage udgangspunkt i en stadig ajourført forståelse af den sandsynlige modstanders organisation og metoder, og man skal opbygge og bevare et godt kendskab til lokale samarbejdspartnere. Man skal anvende dette billede til at opstille behov for udvikling af organisation og fremgangsmåde, udvikle og gennemføre øvelser for brigaden og dens enheder samt for om nødvendigt hurtigt kunne udarbejde en indsættelsesplan for brigaden.
• Den skal udvikle og gennemføre en årlig serie af øvelser for brigadens kadrer og forskellige enheder, der belaster disse med førere og logistik maksimalt, så de kan fortsætte med at operere under stadigt forsøg på overvågning af droner, m.m., samt konstante trusler om fysiske og elektroniske angreb. Enhederne skal kunne fungere selv efter betydelige tab af dele eller førere. Opgaverne skal kunne løses i forskellige, mulige indsættelsesområder og sammen med de her aktuelle samarbejdspartnere.
• Endeligt skal brigadens eget stab og stabskompagni udvikles og hårdt uddannes til at kunne virke under bevægelse og under truslen om stadige elektroniske og fysiske angreb.

Det er en mere end fuldtidsbeskæftigelse for en lille, fokuseret stab af vidende og højt motiverede officerer.

Jeg stillede nogle yngre, men erfarne, officerer følgende to spørgsmål, hvor det første var:

“Har du nogensinde deltaget i en øvelse over dit eget ansvarsområde, der ikke var drejebogsstyret, men hvor der var fri føring og udfaldet blev afgjort af kampdømning?” Det mest komplette svar var:

”I de seneste 15 år har jeg ikke deltaget i en øvelse med fri føring og kvalitativ kampdømning.

Indtil 2016 har enkelte bataljoner deltaget i udenlandske øvelser og uddannelsesforløb ved udenlandske øvelsescentre, hvor kvalificeret kampdømning afgjorde udfaldet. Men efter 2016, nej.

Men hvis en dansk enhed faldt igennem under en øvelse/test, så endte slutrapporten med at give et ”tilfredsstillende” resultat. Den ”faktuelle bedømmelse” var klart og utvetydigt ”ikke tilfredsstillende”, men et sådant resultat ville skabe unødvendigt postyr og problemer i større, NATO-sammenhæng. Derfor blev resultatet altid justeret inden det ramte den pågældende enheds hjemland. Således har de senere års tests, kontroller og forløbskontroller i NATO-regi potentielt været forurenet af politiske indgreb og mistet relevans.

I Danmark arbejder Tjenestegrensinspektørerne under samme vilkår. Et tænkt eksempel; hvis en enhed, som skal udsendes til Tapa i Estland på ingen måde opfylder kravene, eller kan nå selv de mest grundlæggende niveauer for enkeltmand, gruppe, deling og underafdeling/kompagni, så udsendes det alligevel.

Rapporterne bliver beordret udvandet indtil at resultatet opfattes som næsten acceptabelt, og der anbefales en opfølgende inspektion/kontrol efter at enheden er ankommet og i gang med opgaveløsningen i indsættelsesområdet. Denne kontrol stemples uanset resultatet ”tilfredsstillende”. Dette er naturligvis et tænkt eksempel, som blot benyttes for at understrege alvoren og dybden i Hærens problemer.”

En læser har til denne kommentar føjet følgende, der understreger, at uansvarligheden ikke er ny: ”Da jeg i 2008 som inspicent dømte spejdereskadronen til hold 8 i Afghanistan for ikke krigsbrugbar blev jeg nærmest truet på livet og den blev udsendt alligevel. Den havde efterfølgende tab, på grund af taktiske uhensigtsmæssigheder der allerede blev påpeget i rapporten.”

Det andet spørgsmål til mine yngre officerskontakter var: “Har du oplevet øvelser, FTX (dvs. feltøvelser med enheder) eller CPX (dvs. stabs- og signaløvelser, med kun chefer/fører med føringsenheder/-led), hvor brigadeniveauet ikke var øvelsesleder, men øvelsestager, og hvor brigadens stabs- og føringselementer var udsat for trusler og pres?” Det mest dækkende svar var:

”Jeg har ikke oplevet denne type øvelser som officer, men har deltaget i de store øvelser i 1980-1990-erne hvor alle dele af den danske krigsorganisation kom under et passende pres.

Det gav effekt, fri føring og initiativ fra selv underordnede førere. Det udviklede alle førere, organisationen og gjorde at synergieffekten fik fuld virkning. Den danske hær flyttede bjerge, med et lille budget og få rådige styrker. Kvaliteten hos de værnepligtige var betragtelig, og ved de professionelle enheder som var godt ført, der trivedes mandskab og officerer. I dag er alt dette glemt, ofte latterliggjort og dømt irrelevant.

De øvelser vi har gennemført i 2013-2020 (FTX og CPX) bød ikke på fri føring og pres på organisationen. CPX var konstant ud fra ”supponeret” organisation, udgangssituation og fiktive enheder på 100%. Førerne og enhederne blev påtvunget et fejlagtigt billede af egen kunnen, organisation og dermed udygtiggjort af egnen foresat myndighed. Det gav sig udtryk i dårlige planer på brigadeniveau, en divisionsplan som i praktikken ville medføre voldsomme tab/det samlede mål sat over styr, og officerer indenfor specialerne som ikke stolede på egne ledere.

Der var ingen respekt for specialerne og deres faglige input, hvilket over tid udvandede al faglig rådgivning. I slutenden skabte alt dette en ledelse med en uskønt og farligt ”over-jeg”, baseret i ”ja-sigerkultur”, russiske tilstande (frygtbaseret ledelse) og total mangel på forståelse for de faktorer ”grøn krig”/Major Combat indebærer. Dette er situationen vi nu står i, hvor Europa er på vej ind i potentiel fuldskala krig med Rusland; en konflikt vi har udsat siden 1946, men som vi inderst inde vidste var uundgåelig. Modsat Sverige, Finland og Norge, så har Danmark pr. d.d. valgt at satse på at andre endnu engang klarer ærterne for os. Deri tager vi grueligt fejl.”

Hvis denne optræden i behandling af rapporter om amatørmæssig optræden er korrekt, hvilket jeg ikke har grund til at betvivle, er der tale om decideret forfalskning og svindel, der blokerer for indsats for afhjælpning. I det tidligere Sovjetunionen anvender man ordet “vranjo” om den samfunds- eller organisationsskabte nødvendige løgn. Det er denne sproglige moral- og effektivitetsødelæggende gift, der der nu er blevet normen i Hæren.

De ansvarlige burde straks suspenderes fra deres stillinger, mens forholdet blev undersøgt. Hvis bekræftet skal vedkommende fjernes permanent, og det samme skulle ske med chef og andre, der var accepterende medvidende.

Tolereret uærlighed og svindel af den beskrevne type er ikke alene kriminelt. Det er gift for mulighederne for at opbygge og opretholde effektive militære styrker og dermed for landets forsvar. Jeg kan ikke finde ord for min dybe foragt.

Hæren: Studie- og udviklingsvirksomhed
Gennem de sidste to forsvarsforlig er hærens tjenestegrensskoler nedlagt og dermed er hærens studie- og udviklingsvirksomhed de facto nedlagt. Det har helt undergravet værnets muligheder for at have et forståelsesgrundlag for udvikling af organisation og fremgangsmåder (doktrin).

Den påstås herefter at ville blive videreført i et umage parløb mellem Forsvarskommandoen og brigader/bataljoner, men da brigaderne er begravet i forvaltning, er det som så meget andet varm luft fra tarmene, og studie- og udviklingsvirksomhed i et forvaltningsmiljø vil altid fokusere snævert på den opgave man har løst eller er i gang med at løse.

Der er ikke længere steder i Hæren, hvor man systematisk studerer relevante krigshistoriske eksempler som nu Ukraine, organisationsudvikling, materieludvikling og doktrin, og bl.a. derfor er der heller ikke længere en målrettet intern og ekstern debat der formulerer de kommende organisatoriske krav, de materielmæssige muligheder og doktrinudvikling på en måde, så danske hærenheder ikke blot kan kæmpe med rimelige muligheder for succes.

Hæren (bl.a.): Kupforsvar af Bornholm
Bornholms geografiske placering gør det indlysende, at hvis Rusland ved et kup fik kontrol med øen og fremskød bl.a. en luftværnsmissilafdeling og sømålsmissilbatterier fra Kaningrad Oblast til øen, ville det være endnu vanskeligere for de allierede at forstærke og støtte Baltikum ad søvejen.

Bornholm er sammen med Suwalki-korridoren et nøgleområde for NATOs muligheder i Østersøen og Baltikum. Hvis Bornholm er sikret, gælder dette dog også for svenske Gotland.

Retablering af et aktivt tjenestested på Bornholm er forligsstof, men dette hindrer ikke, at man nu vælger en kendt energisk og selvstændig oberstløjtnant, gør ham til midlertidig oberst, sender ham til øen sammen med en tilsvarende orlogskaptajn med opgave og myndighed at forberede retableringen af et kupforsvar af øen, idet han indtil videre kan udnytte Bornholms Hjemmeværn, hjemmeværende enheder af Gardehusarregimentets Opklaringsbataljon og værnepligtige under uddannelse på Almegårdens Kaserne.

Hæren; Reservekontrakter som en hurtig vej frem
Som beskrevet i min blogartikel om opbygningen af 1. Brigade, er der både akut behov og mulighed for at opbygge brigadens personelstyrke. Det burde være en af den nye brigadechefs allervigtigste opgaver hurtigt at levere resultater på disse områder, både ved rekruttering via værnepligt og ved at fastholde tilknytningen til kontraktansatte, der opsiger deres kontrakt. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/]

Hæren: Materielforsøg, mens vi venter
Når man ser på de materielsager, der når medierne, synes der at være et alvorligt ”IC-4”-problem i Forsvaret, dvs. at myndighederne helt har overset, at det afgørende for brugeren, soldaten, er at få robust materiel, der virker, hvor der er reservedele med i pakken, og som er let at holde brugbart. Det er vanvittigt og uansvarligt at købe noget, blot fordi det er det nyeste og måske engang kan blive det allerbedste.

Det bør være værnschefen, der under personligt ansvar endeligt godkender køb af materiel og udrustning, der både er kendt som robust og anvendeligt, og som er det rigtige til de stillede opgaver og den af ham godkendte fremgangsmåde (doktrin) for opgavernes løsning. [Fagligt Forsvar, 4.4.2022: Piranha 5: Soldaternes største hovedpine er vedligeholdelse og reservedele; OLFI, 11.4.2022; Mobile værksteder skulle have været med til Baltikum, men samler slud i Aalborg]

Men før vi igen kan gå til større materielindkøb, må vi afvente politikernes beslutning om det kommende forsvar, og deres prioritering af indkøb. Og derefter kommer vi til at vente i køen, før vi kan få materiellet leveret og indfaset.

Det betyder dog ikke, at vi behøver at vente passivt. Der er to typer materiel, som det er indlysende, at Forsvaret skal råde over for at kunne løse sin opgave. Det første er nærluftforsvar til Hæren (og som nedenfor beskrevet også til Flyvevåbnet), det andet er overvågningsdroner og bevæbnede droner. De første er indlysende nødvendige for enhver hærenheds løsning af sin opgave, den bevæbnede drone må ses som et langtrækkende artillerivåben.

Der er intet i vejen for, at Artilleriregimentet straks sættes i gang med at gennemføre intensive forsøg med forskellige typer nærluftforsvarssystemer og med bevæbnede droner samt ”selvmordsdroner” (Loitering Munitions (LM)), og der er heller intet i vejen for, at dette regiment sammen med Efterretningsregimentet begynder forsøg med overvågningsdroner til forskellige formål. Der er allerede firmaer, der tripper for at komme i gang, så det er også her bare at tage telefonen.

Søværnet
Værnet venter på indkøb af ammunition og systemer, hvor man i første omgang venter på beslutning og bevillinger, og derefter på levering.

Hermed en kommentar fra en søofficer:

”Vi har ansættelsesstop i min enhed og har haft det længe for at spare penge. Efter en af vores medarbejdere stoppede har vi ikke måttet ansætte en ny i hans stilling. Vi er derfor underbemandede til at varetage vores opgaver i den nuværende krise.

Problemet bliver værre af, at mere administration og forvaltning er blevet lagt ned på enhedschefens niveau, hvorfor han skal bruge sid tid på at administrere i stedet for operative opgaver.

Jeg ved ikke hvor udbredt ansættelsesstoppet er, men jeg ved at Søværnet har meget store problemer med manglende besætninger til sine skibe. Man må konstant låne og kannibalisere på kryds og på tværs, når en fregat skal udsendes eller lignende.
Om det er ansættelsesstop eller fastholdelsesproblemer ved jeg ikke. Under den nuværende krise har man for at få fulde besætninger måttet trække folk ombord fra administrative sagsbehandlerstillinger, og give dem operative opgaver.

Det er måske fint nok, men ikke noget man har planlagt eller løbende uddannet folk til. Hver en krone vendes og ofte er spørgsmålet ikke hvad der giver mening at gøre, men hvad vi har råd til at gøre. Det gælder alt lige fra uddannelse til tjenesterejser. “

Søværnet har i lang tid været hårdt ramt af for lave personelnormer og den ekstremt centralistiske forvaltning af personellet, der blokerer for antalsmæssig og kvalificeret bemanding af enhederne. Dette sidste kunne der hjælpes på, hvis man som en ekstraordinær foranstaltning blev givet bemyndigelse til lokal rekruttering.

Flyvevåbnet
Flyvevåbnet har i forlængelse af allerede tagne beslutninger opgaverne at operere egne fly og at integrere og efter nærmere aftale støtte amerikanske flystyrker, der som planlagt i 1980’erne igen måtte blive placeret på danske flyvestationer eller civile lufthavne. Også danske fly vil under krig og krise (som nu) kunne blive spredt til civile lufthavne.

For at kunne sikre operationer i krig, skal både flyvestationerne og civile spredningslufthavne kunne forsvares mod kupangreb og specialoperationsstyrker samt med nærluftforsvar, basen skal have rådighed en specialudrustet ingeniør-/entreprenørenhed til hurtig reparation af ødelagt infrastruktur (Rapid Runway Repair) og man skal have rådighed over mobil logistisk støtte og kommandomulighed, specielt for at støtte operationer fra civile pladser.

Dele af disse opgaver, der igen er relevante, blev tidligere løst af ansatte organiseret i ramme af Flyverhjemmeværnet. Men hovedparten må løses af reserveenheder, hvoraf nogle, såsom kupforsvarsstyrken, indtil videre kunne modtage grunduddannelsen som motoriseret infanterikompagni i Hæren.

Civilforsvaret
Med krigstruslen bortdefineret blev det reducerede civilforsvar under navnet ”Beredskabet” flyttet fra Indenrigsministeriet til Forsvarsministeriet.
Sammen med cyberforsvaret og folkesundheden burde områderne nu samles under et ministerium med ansvar for hele totalforsvaret af civilbefolkningen. Forsvarsministeriet bør renses for alle elementer, der kan fjerne fokus fra opgaven at genopbygge det dansk militært forsvar.

Retableringen af Civilforsvaret har den fordel, at man kan trække på Casper Sylvest og Rosanna Farbøls nu afsluttede historiske arbejde om opbygningen af Civilforsvaret efter 2. Verdenskrig. [https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/ih/forskning/forskningsprojekter/dacide.]

Er det muligt? Og i givet fald hvordan?
I modsætning til for Civilforsvarets vedkommende findes der ikke et nogenlunde dækkende grundarbejde om den militære forsvar. Viden om, hvad der er fravalgt igennem de sidste 25 måde derfor søges tre forskellige steder, i arkiver, hos pensionister som mig og i det udland, der har relevant erfaring.

For så vidt angår arkiverne har jeg foreslået lederen af Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, militærhistorikeren Niels Bo Poulsen, at instituttet overvejer at hjælpe i mulig udstrækning.

Den tidligere forsvarschef, general Knud Bartels, er dels tilknyttet dette institut, dels har han fra sin tid i nøglestillinger i NATO et omfattende internationalt kontaktnet. Det er derfor logisk at give ham en central rådgiverrolle, også fordi han med sin tjeneste danner bro mellem situationen under Den Kolde Krig og perioden efter.

Angående behovet for udenlands støtte er det mit skøn, at det først og fremmest er Hæren, der ikke kan klare opgaven selv.

Søværnet har dels havet til at blokere for professionelt forfald, dels har officerskorpset til stadighed været involveret i krævende operativ indsats. Det sidste er også tilfældet for Flyvevåbnet. Derimod er det nu ti år siden, at Hæren blev udsat for krævende indsats. Det var under de her ret irrelevante operationer i Afghanistan. Det var kun de unge officerer og opgaven anfægtede ikke den hjemlige udvikling i væsentlig grad. Og det var efter Afghanistan, at de ”reformer” blev iværksat, der endeligt afsporede Hæren.

Under Enevælden var det almindeligt, at Danmark søgte udenlands eksperthjælp. I 1762 blev den franske grev Claude-Louis de Saint-Germain kaldt til Danmark og blev ansat som feltmarskal for at reformere Hæren til at kunne møde den da akutte trussel fra Rusland.

Da den hessiske officer Johann Ewald i 1788 blev hentet til Danmark var det dog kun for som oberstløjtnant at videregive sin viden om let infanteri fra tiden i britisk tjeneste under Den Amerikanske Frihedskrig. På grund af sin tjeneste for Danmark under krigen mod England efter 1807 endte han dog som generalløjtnant.

I ny tid er det eneste eksempel den tjeneste, som den lige pensionerede firestjernede RAF-general Sir Hugh Saunders, ydede Danmark. Han blev i midten af 1950’erne blev hentet til Danmark for som rådgiver at løse Flyvevåbnets meget store begynder- og vækstvanskeligheder.

Under hensyn til sprog, professionel kultur og opgavens karakter, ville det nu være logisk, om vi søgte nordisk støtte og fik en pensioneret svensktalende finsk general på kontrakt med henblik på at rådgive for genopbygningen af Hæren under Knud Bartels vejledning. Finnen skulle herunder formidle direkte støtte fra finske brigader, o.a. til tilsvarende danske enheder.

The first is to decide that such a war must be avoided, because a massive nuclear exchange will most likely destroy civilization and lead to hundreds of millions of follow-on deaths.

This was obvious to my generation that repeatedly saw the tests of ever larger weapons. However, lately ordinary people, politicians and their advisors do not seem to take the risks seriously. Some because they reject the chance that somebody may actually use the weapons and they do not accept the resulting limits to their freedom of action. Others because they do not believe that the weapons can be so horrible in their effect.

Secondly it is necessary to maintain a secure, robust and flexible deterrent adapted to who you want to deter from what,

When that state is a Russia that never fully accepted the Western view of nuclear weapons and when Continental Europe depends on a credible “extended deterrence” with American weapons, the Russians must perceive the American force as clearly as superior to their own. That is no longer the case.

Thirdly it is essential that you are very careful not to bring the opponent, here Russia, to the point where use of nuclear weapons can be seen as the only option to avoid dramatic humiliation.

I am not convinced that this is seen or accepted as a valid point of view now.

Fourthly it is vitally important to keep open communications contacts at both the political and military levels to reduce the risks of catastropic misperceptions.

We hear that the military direct contact has been dropped by Russia.

Geography and terrain
The situation maps totally misrepresent the real conditions in the combat area. This is a low-density conflict with both sides only present and in control of a very limited part of the conflict areas. The Russian forward company positions or platoon posts have open space between them not covered by weapons or even surveillance.

As the Russian Civil War was rail-bound, this is road-bound as the Finnish Winter War north of the isthmus. The Russian invasion took place in the mud season and has therefore been fully tied to the roads by their Cold War generation logistics trucks (mostly the ZIL-131 workhorse).

This factor gives the Ukrainians the possibility to move in the unoccupied spaces against the flanks and rear of the Russians … as the Finns did in the Winter War.

Videos make clear that the terrain is far less open than I expected. Hedgerows, small and larger woods, and trees and bushes in village or suburban gardens makes infiltration and ambush possible for the Ukrainian combat patrols, and they use simple commercial hobby drones to gain superior situation awareness.

Command and Control
Instead of using the well-stablished Russian system of appointing and supplementing the appropriate Military District HQs as the coordinating joint “front” HQs for the operation, the Russian leadership has kept operational-tactical control in Moscow and left it to the four involved Military Districts to command various operational groups.

Whether if it is to make certain that all got a share in the honour or to promote competition, it is certain to slow reactions to friction and local failure.

The situation has been worsened with the deliberate Ukrainian campaign to attack the various operational and tactical commanders to decapitate local command and delay reactions.

On the other side the Ukrainians seem to have delegated tactical leadership to the local commander that leads a tailored mix of regular army elements, National Guard and ad hoc volunteer militia groups.

Logistics
The long road-bound columns hamper logistics and medevac support for the forward battalion task group (BTG), and this has apparently been worsened by a lack of attention to this issue. Reports of BTGs running out of food and fuel and of wounded only reaching hospitals (in Belarus) after gangrene his started indicates how critical the situation is.

On the other hand, the Ukrainians can use a combination of prepared military and civilian “total defence” logistics. The main challenge was an effective distribution of the vital arms from the West. Apparently, the only place where delivery failed was in Kherson.

Pre-war expectations and reality
I had followed the reform initiatives under General Gerasimov to create a more competent army, and after the observations of take-over of Crimea and the two effective interventions in the Donbass fighting in 2014-15 as well as the demonstration of new capabilities in Syria,. However I missed that the in deoth improvement has been limited to the staff prepared coordination of more complex operations and to the airborne landing troops (VDV) and naval infantry.

I did not realise that fact the regular army had not disciplined itself to break with the practice of “Dedovshchina”-discipline by mobbing, Therefore it was impossible to create motivated and well-trained citizen conscripts and later good contract soldiers. The Russian leadership and generals apparently has no real feeling of respect and sympathy for their soldiers.

I noted that the Russian Army had recreated several divisions and armies, and I thought that these would be organised as earlier for echeloned break-through operations in attack formations with the ability to take attrition and thereafter succeed. However, the reality was that the divisions and armies were just pools of weak brigades of BTGs advancing in columns on roads. With the total force including the airborne landing (VDV) and naval infantry limited to the 168 BTGs mentioned last year by the Russian Defence Minister, “general” Sergei Shoigu. Therefore, the maximum sum of ground force infantry was 26.000. The airborne added around 6.000 and naval infantry around 2.000 to that number.

The combat power in Ukraine in countering ambushes and in urban combat was totally dependent on the quality and motivation of these soldiers.

Pre-invasion observations
I therefore noted with wonder that the units concentrated to camps in the vicinity of Ukraine since the autumn were kept basically unemployed an untrained in their tents with their vehicles left to deteriorate in the open in the damp and cold winter weather. The only training that I saw was some basic firing range training.
I also noted that the clear majority of the tanks were of 1970s and 1980s vintage, however modernised with reactive armour and better fire-control. Later it became clear that a number of the T-90 tanks were also deployed. No T-14 Armatas.

The same average age was reported for the deployed Russian aviation.

Actual tactical performance of the combat units
The ground force Battalion Tactical Group’s field performance was worse than anything I have seen in my professional life. The motor-riflemen stayed mounted in their combat vehicles or carriers and became casualties there, when fleeing from the striken vehicles or probably of their wounds later on the long evacuation route.

There was apparently no training in counter-ambush drills. There were no developed routines for the close team cooperation between the BTG tanks, dismounted infantry and combat engineers essential for combat in built-up areas. No sign of close cooperation with direct support mortars or any BTG howitzer batteries.

The airborne assault infantry and naval infantry acted far better. The air-assault infantry was seen seated on top of the BMDs and the naval infantry moved on foot, dismounted from their BTRs. The better performance of the elite infantry is a likely explanation for the better results in the south, but it also led to heavy losses in these units.

Videos of Ukrainian patrols also showed a low level of field-use skills in the improvised volunteer units. No fire-and-movement drill. However, with use of the open space between Russian units that normally acted in a very predictable way meant that this behaviour apparent rarely brought disaster.

Equipment and its performance
The Russian Army average equipment situation was even worse than I noted before the invasion. Some tank units also had only slightly modernised or unmodernised T-72s, and most carriers were MT-LBs, older BTRs and BMP-1s with no added protection. Only the airborne and naval infantry had new vehicles.

Even on T-90s, the Russian reactive armour boxes have proven incapable of defeating the new Western two-step hollow-charge missiles, and even traditional weapons (such as RPGs or old LAW) could penetrate earlier versions.

Russian tanks are still likely to be destroyed be by explosion of the charges of their main ammunition (leaving the turret blow-off next to the burned-out hull).

Air force performance
It was a surprise that the Russian Airforce failed to achieve air supremacy at the start of the invasion. Not being an air force specialist myself, I have read that the operations in Syria had given a too positive picture of Russian air performance. It was now realised that the missions there were conducted with single aircraft or pair, not as large scale and complex missions. It was now noted that the Russian pilots had relatively few flying hours and these were not used for training in hard missions. Therefor the tactical air operation staffs got no or little practice in planning and controlling large scale and complex operations as one required to destroy or disable the Ukrainian Airforce at the start of the invasion.

Final remarks with warning
I know from correspondence with close contacts how hard it is to acknowledge and accept the Russian military weaknesses shown in the conflict so far. It is apparently too hard to accept that the mighty army that you needed and still need as the defining threat had been so thoroughly defeated by a force inferior in materiel.

However, I miss another explanation how and why the invasion stalled if the reason wasn’t massive losses of personnel and main equipment.

The great Russian Army may be mighty in total size because of having to maintain a full base for operations at most areas of the enormous territory. However, the combat echelon was limited in number of units and therefore tactically defeated, even if the General Staff concentrated around 75 % of all these units for the invasion.

On the other side we find too many eager to conclude that hereby the military threat from Russia has proven to be empty. A historian of Russian reaction to former defeats I must characterise this as irresponsible bullshit. Even if the priviledged had to be brutally purged and disciplined, difficult reforms followed awkward humiliations.

What Russia can achieve in an unlimited mobilisation of society was shown twice in the 20th century. Firstly from 1929 to 1942, and secondly after the humiliation of the Cuban Missile Crisis.

That the latter effort broke the economy and the political system just shows the determination the humiliation triggered in an already demoralised society. Russian arms designers produce some excellent solutions that are ready for mass production when the will and money is made available.

What we see now after the initial failed coup and the stalled offensive of the Russian peacetime army is the call-up of regular reserves to man the normally unmanned units of divisions and brigades and equip them with the remaining vehicles and other equipment of the depots. Whether it is possible to improve tactical performance is to be seen, but the next offensives are likely to be far more deliberate and thus have strong artillery preparation.

It seems to be ignored by those without roots in the 1980-ties’ discourse that the main issue related to nuclear weapons from the 1950-ties onwards was how to make the weapons usable for something more than the deterrence of a general nuclear attack.

The U.S, sought to enhance the credibility of NATO’s defensive by arming the existing forces with with a very large number of Tactical Nuclear Weapons. Thereby we hoped to deter a Soviet attack without spending a large amount of money on larger conventional forces.

Likewise the leader of the Soviet Union, Nikita Khrushchev, needed to free funds for the development of the economy and forced the Red Army to replace mass with nuclear weapons, mainly on missiles.

Where NATO realised the problems of assuming an automatic escalation to nuclear weapons as an early response to a Soviet Invasion, the lack of a academic-political-military exchange in Moscow meant that the Soviet General Staff war planners and staff colleges continued regarding nuclear weapons as just a more powerful type of ammunition, and only the Chernobyl disaster in 1986 and the massive follow-on cleaning operation made some realise that this view could not be sustained.

By mid-late 1970-ties the U.S. Carter Administration sought ways to extend its nuclear deterrence to Western Europe by developing a capability for “Limited Nuclear Options” different from the general and self-destructive possiblity of fighting a defensive tactical nuclear war in Europe.

When the Soviet Union modernised its intermediate range nuclear forces by deploying the SS-20 missiles, NATO decided to meet the threat of Western Europe being “de-coupled” from the U.S. strategic deterrent by deploying its own intermediate ballistic and cruise missiles, if the SS-20s were not removed.

The only place in Denmark where officials were educated in understanding nuclear issues was at the Joint Staff Course at the Royal Danish Defence College. I graduated in 1979 and soon became drawn into the hot and divisive public debate on the threat of nuclear war and human extinction that followed. My years 1981 to 1983 were spent serving as a board member of the government created Commission for Security and Disarmament Affairs dealing with nuclear weapons issues in writing, international conferences and in public discourse. After 1989 with its end of the Cold War, I hoped and assumed that I would never have to remember and use the understanding developed from ten years earlier.

However, now I am chocked by the frivolous certainty from people like the former NATO Secretary General, Anders Fogh-Rasmussen, that even in an open war between Russia and the West there is no risk of escalation to use of nuclear weapons. He may have heard the the 2013 Russian Military Doctrine include nuclear weapons’ threat and use to protect gains at a lower level of conflict.

But he ignores the risk and thereby the problem of what to do if mistaken.

With my background in the period where the dominating public consern was nuclear war rather than climate change, I find that the optimistic certainty borders on madness.

As a historian I am certain that nuclear weapons will be used again – early or later – and that it is our duty to confront that risk and do our maximum to minimise that risk by accepting the possibility rather than by arrogant denial.

When an American friend noted that the rot of the Russian Army exposed in Ukraine would mean that Russia would not become a conventionel threat for twenty years, I replied:

The Russian potential is enormous. My Baltic friends have experience with that enormous power and have already been told once since 1991 by arrogant Westerners such as Americans, Brits and Germans to ignore it.

My experience with Russian officers is that they are well trained and their General Staff officer corps is very good and focused.

However, right now they are led by a corrupt, self-serving mediocrat. But I know as historian what they could do when their leader was that extremely brutal hater of inefficiency and corruption, Josif Stalin.

If such a person replaced Putin tomorrow, the Russian nation would hail him.

Hundred years ago Trotsky had taken a broken army to victory in 1 1/2 years by using zarist officers. Only the Poles were just able to beat it because of jealousy between Soviet commanders.

So if nothing happens to counter corruption and kleptocratic behaviour, you are right. And if Russia finally goes West, we shall all be right.

But if a hater of Putin’s thieving regime that is still an ardent nationalist takes over, it will take a very short time to rebuild the army using the Chinese axis to the maximum. Navalny could be that person.

This my Balts, the Poles, the Finns and the Ukrainians know. They are not like Westerners without history to inform them.

I identify the following causes:
1) Bad (echo-chamber) intelligence
2) Unsuitable unit and formation organisation for general mobile warfare, as the basic, conventional elements had been focused exclusively on limited military support of other means of waging open conflict
3) Low quality tactical leadership (no initiative, no hard-exercised combined arms tactical skills, road-bound advance, no integration of drones for reconnaissance and supplementary deep fire support)
4) Inferior training and motivation of soldiers also mirroring the character/lack of dynamic leaderby example
5) Inferior quality materiel (especially personnel carriers, drones, and trucks for the logistics tail, but also protection of tanks)

The problems are apparently much smaller in the Russian Naval Infantry and airborne troops than in the regular army units, so the analysis concentrate on the latter.

Reference 1) The echo-chamber intelligence

As we know from other cases, this problem is hardly unique to Putin’s Russia now. We just have to go back to the situation in Afghanistan last summer or Donald Rumsfeld’s record before the invasion of Iraq in 2003.

As long as Russia have a dictatorial leadership real improvement is unlikely.

Reference 2) The Battalion Task Group building block

The BTG proved far too weak to take the attrition and still operate as the traditional Russian/Soviet break-through and follow-up manoeuvre require. Its effect is also dependents on a quality of delegated command that seems to be beyond the Russian Army to achieve (except at the end of a major war as in 1946-45).

The Russian Army could probably improve its performance by returning til Motor Rifle and Tank Regiment based divisions. However, this would be a move away from the 2013 Military Doctrine focus on grey zone situations, and Russia will find it hard to create the mass required to succeed.

Reference 3) Leadership quality improvement

In order to achieve this the army needs to allow and breed initiative amongst its officers. Their education, training and character of the field exercises should change in a fundamental way away from detailed planned, “scientific” battle management military paradigm. It would require a very significant change of service culture that would probably be easier to develop and accept in the major to colonel ranks than among the junior officers. Apparently such improvement has been easier to develop in the elite naval and airborne infantry as well as spesnaz units than in the regular army.

Reference 4) Soldiers’ training and motivation

It would apparently take a major change of service culture and leadership commitment to change the “dedovshchina” treatment of conscript soldiers and make regular contract service attractive to both the soldier and his family. The war has made clear that this has not yet been anywhere near achieved in the army.

Reference 5) The weapons, etc.

I see this as the most difficult Russian challenge, as it would require not only a massive use of resources, it would have to discipline and clean-up the corruption in a lucrative part of the state sector . As a minimum they have to achieve a standardised modernisation of all main battle tanks with new defensive sensors and automatic active armour to defeat modern anti-tank weapons … in real competition between tha design bureaus. They also had to develop and integrate far better drone systems, to supply thousands of new armoured transport and combat vehicles for their infantry (motor riflemen) and to replace tens of thousands of trucks with vehicles with a far better cross-country capability. Parallel with this the air forces need to produce a large number of new sophisticated replacement aircraft and large stocks of precision munitions.

In 1918 the Finns fought and achieved independence. The German assistance proved effective.

At the end of 1918 the Baltic peoples started their fight for independence led by the Estonians. The German invasion in February 1918 had made this possible. Russian Bolsheviks invaded in December to crush the attempt as they had in Finland. However, a surge of will to fight similar to what we now see in Ukraine was nourished by the arrival of the Royal Navy off Reval (Tallinn) with moral support and weapons. Finland helped their brothers. In 1919 first a more energetic British and thereafter a determined French support chased both the Russian army and then the German mercenaries out of the emerging new Baltic Republics.

Thereafter the fight for freedom against Russian rule moved south, and with the help of French assistance the Poles broke the Soviet Russian counter-offensive at Warsaw in late summer 1920. The defeat of the Russians also meant that Western Ukraine remained part of Europe until late summer 1939 with the Molotov-Ribbentrop Pact in autumn 1939. By June 1940 it also led to the end of the first Baltic years of independence.

When Stalin invaded Finland after a “false flag”-incident later in 1939, Western public opinion reacted as now to events in Ukraine. France and Britain – already in the “Phoney War” with Germany – sent arms assistance and prepared to exploit the situation by sending an expeditionary corps to North Scandinavia and reach the Finns. The threat of that intervention stopped the massive resumed Soviet offensive against Finland and thus saved Finland for the future.

After the Second World War Russian powed had brought control of Eastern Europe, and in 1956 the Hungarians rebelled to regain their freedom.

They were followed in 1968 by the Czechoslovakians and thereafter soon by the Poles in several waves.

We now know that in 1956 the American nuclear weapons dominance had been so total that a determined threat of war would have been likely to have forced a compromise that would probably have ended in a neutral status of Hungary similar to that of Austria.

However, in 1968 that clear dominance had ended. It was also the case in 1982, and the U.S. President, Ronald Reagan, choose a strategy of long term support for the Polish aspirations by denying the legitimacy of Soviet rule.

In 1994 and 1999 in Chechnya, in 2008 in Georgia and 2014 in Ukraine the response was indifference, denial and appeasement. Ukrainians now pay for that.

Here in 2022, Westerns states’ naïvity and unilateral disarmament, (including American in the nuclear weapons field), have removed key check pieces from the board and turned the 1956 advantage on its head.

The West has therefore been left self-emasculated and the Ukranians have joined the far too long list of heroes in the struggle against Russian imperialism.

This was developed as notes for an interview with Ole Nyeng for an article in Weekendavisen. However, the editor choose not to use any of the arguments below. Instead the article ended-up being focused on Putin-loyal citizens of Narva that hoped that they would be liberated next after the end of the “operation” against the Ukrainian “Nazis“.

1) The Bad News
• Very long borders to Russia and Belarus
• The limited “depth” of the territory from the border to the sea
• The geostrategic significance and vulnerability of Lithuania: Vilnius’ location close to the border to Belarus; Kaliningrad treatening both the coast north and the Suwalki Gap
• The very small total size of the Latvian forces in relation to the area to be defended and threat from the east and up the coast
• The full dependence on external air support
• The experience of Ukraine regarding the totalitarian warfare of the Russians

2) The Good News
• Geography’s somewhat better support for defensive operations than in Ukraine (but clearly worse than in Finland)
• That the population will act as the Ukrainian, including the clear majority of the Russian-speaking population
• Skilled and highly motivated officers in the armed forces
• The experience of Ukraine regarding the weaknesses of the Russian forces (small size and low fighting value of most infantry; low level of air force tactical and coordination skills)

3) Can they be defended now? Unfortunately only a very short time due to problems:
• The vulnerable sea lines in the southern part of the sea (Kaliningrad and potential Russian capture and use of Bornholm and/or Gotland)
• The uncertain air situation: Lack of well-located NATO bases. This gives Russian artillery the same free and dominant role as we see in Ukraine
• The lack of enough effective weapons for the forces of all three countries (especially air defence; anti-tank; numerous very long range artillery systems including long range sensors; armed drones)
• Lack of powerful Allied presence, especially American

4) What might be done quickly to improve the situation?
• Massive weapons aid to the Baltics (as to Ukraine) in exchange for them quickly developing the size of their forces (in line with the Military Assistance model from the early 1950s)
• Building American and German presence to a substantial level, meaning brigade frameworks, mainly at the Suwalki Gap
• Securing Bornholm against a coup capture (as the Swedes have secured Gotland)
• Preparation of air bases for support of Baltic Defence (best and easiest if Swedish bases were available)
• A rapid American build-up of nuclear deterrence in Europe to deter Russian coercion and limited use
• The creation of a Joint NATO Regional Baltic Sea Command under SHAPE

In 1939-40 and again i summer 1944 Finnish bravery in defence on the Karelian Istmus held in spite of massive Soviet Russian artillery bombardment. Today they would have failed.

In this winter of 2022 the cowardly president of the formerly great Russian Nation realised that the bravery of the Ukranian Nation was beyond what his ineffective soldiers could manage.

However, now the right weapon to counter raw courage was available.

A weapon that destroy the courage by killing everything alive immediately within at least a square kilometer. Like the effects of a small nuclear warhead. All killed with a combination of destroyed lungs and third degree burns.

The West experimented with the “thermobaric”/”fuel-air explosive”/”vacuum” ammunition, and I remember that it was considered a possible solution to clearing mine fields.

But the Russians developed field artillery systems for the weopon.

For the Russian corrupt cowards it was good to have this tool to counter first Chechnyan and now Ukrainian courage and raw will to resist.

The Russians used to be the carrier of a great culture. Now be they have let themselves be reduced to a mix of criminals and accomplises with only the brave few that stand up.

Let that nation freeze in isolation until it learns, regrets and compensates for the crimes against humanity they have now been responsible for in more than a century.

Nu skal forligsforhandlingerne i gang på det klart nye grundlag, som Ruslands invasion af Ukraine og åbne militære trussel mod Europa har skabt.

Mange af artiklerne her på bloggen er direkte rettet mod dette behov, og det eneste, jeg her vil tilføje som nyt forslag er at inddrage eksterne, erfarne sagkyndige i en rådgivende støttegruppe:

Både nordisk-talende fagfolk (man kunne tænke sig et par finlandssvensktalende finske generaler/admiraler)

Og respekterede danske pensionerede officerer, der er så gamle, at de har personlig erfaring med beredskabs-, mobiliserings- samt operativ og logistisk krigsplanlægning og har studeret symmetrisk forsvarskrig og afskrækkelse og har personlig erfaring fra helhedsforsvarsledelse (man kunne tænke på admiral Tim Slott Jørgensen, general Knud Bartels og kontreadmiral Jørn Olesen).

Dette opslag er for at andre kan bidrage med analyser, kommentarer og forslag.

Det er af forløbet allerede nu klart, at der straks skal findes og anvendes betydelige ekstra midler.

For at gøre deres anvendelse rimeligt rationel, skal helhedsmyndighed- og ansvar straks tilbageføres til Forsvarschefsembedet.

Der skal straks ske en forsøgsordning med uddannelse af værnepligtsenheder til Hærens reserve i konkurrence mellem tjenesteder.

Der skal ske en intensiv rekruttering af gode tidligere stampersonel, både til at fylde op i eksisterende enheder og til tjeneste som kadrer i værnepligtsuddannelsen. det

Hjemmeværnet skal udvides gennem offensiv rekruttering og lære af det ukrainske eksempel vedrørende bevæbning og uddannelse i bykamp.

De ekstra penge til materiel skal anvendes til:

1) at bygge brigadens bataljoner op til meningsfuld styrke med tre infanterikompagnier

2) at anskaffe det manglende materiel, våben og ammunition til alle tre værn, for Hæren specielt bevæbnede droner, artilleriets målopklaringsevne, og både områdeluftforsvar (en Patriot-afdeling) og nærluftforsvar til enhederne (Stinger-afløser)

Det var ikke af venlighed, at den russiske ambassadør gjorde os opmærksom på betydningen af Bornholm.

Det er ikke noget nyt, at Bornholm er militært vigtig, når langtrækkende våben stationeret på øen kan begrænse mulighederne for at sejle forbi.

Det var også tilfældet, da det amerikanske atlas, som jeg har klippet fra, blev udgivet i 1930.

I 1930 havde Sovjetunionen indledt en voldsom oprustning som forberedelse til en krig mod bl.a. Polen, Rumænien og De Baltiske Lande. Den oprustning betaltes ved eksport af korn, der blev presset ud af især ukrainske bønder, hvilket snart skabte en omfattende hungerdød i Den Ukrainske Sovjetrepublik. Forholdet til Storbritannien var blevet iskoldt, og sovjetledelsen forventede, at den britiske flåde ligesom efter 1. Verdenskrig ville støtte balterne og Polen. Det ville ske i rammen af Folkeforbundet, den tids FN, der her ville operere som forsvarsalliance, og Danmark måtte som Forbundsmedlem støtte.

I den situation blev Bornholm luft- og sømilitært vigtig for både de allierede og Sovjet.

Det var på grund af disse muligheder for at lukke for sejlads forbi Bornholm, at den nyankomne tyske besættelsesmagt i 1940 begyndte at anlægge de fire stillinger for tunge, langtrækkende kanoner ved Dueodde.

Netop i 1930 betød beliggenheden, at den danske marinestab under sin midlertidige chef, orlogskaptajn Paul Ipsen, og hans hjælper, den senere Chef for Søværnet, Aage Vedel, gennemarbejdede truslen mod øen og forsvaret af den i et krigsspil. Marinestaben så risikoen for en international konflikt i Østersøen, hvor Folkeforbundet reagerede ved at sende en flåde ind for at støtte landene her mod Sovjetunionen. Sovjetunionen landsatte i krigsspillet 2.000 mand samt en flystyrke ved Nexø for at etablere en fremskudt flybase på øen, der kunne virke mod de internationale flådestyrker, der blev sendt ind for at hjælpe Sovjetunionens modstandere. Øen blev forsvaret af 1.000 mand fra Bornholms Værn samt nogle få rekognosceringsfly og jagerfly fra det danske søværn. Den danske flådes indsats skulle muliggøre en forstærkning af styrken på øen med yderligere 2.000 mand.

Det bornholmske forsvar, Bornholms Væbning, var ganske vist blevet nedlagt ved hærordningen af 1922. Men som jeg beskrev i min 2009-artikel til Bornholmske Samlinger, lykkedes det den da nyudnævnte, energiske kommandant, oberst O.B Schousboe, at få hærledelsen og Venstre-regeringen til at acceptere etableringen af Bornholms Værn, der skulle afløse den nedlagte ”væbning” og efter mobilisering sikre et forsvar med en forstærket bataljon af øen, dvs. krigsspillets 1.000 mand.

Efter oberstens forsvarsplan var styrken fordelt med et kompagni til forsvar af hver af øens havne, herunder Nexø.

I 1920’erne havde Schousboe og hans efterfølgere søgt at få Søværnet til at se på Bornholm som en mulig fremskudt base, og de opnåede, at marinen undersøgte de bornholmske havnes muligheder og fandt mulige flyvepladser.

At det lykkedes at skabe interesse, blev bekræftet, da Marinestaben allerede i vinteren 1925 gennemførte et første krigsspil med inddragelse af Bornholm. Her havde formålet været at undersøge mulighederne for at forsvare øen med hjælp fra Sjælland, og med dette formål overførte Hæren 2.000 mand og Søværnet et par undervandsbåde, en division (dvs. tre) torpedobåde samt fly til øens forsvar. Forstærkning var også en mulighed, der blev overvejet under Den Kolde Krig, hvor der eksisterede en plan for at overføre en brigade fra Sjælland til Bornholm.

Situationen i dag – med Bornholm som svenske Gotland liggende som afgørende for mulighederne for allieret støtte til Baltikums og Polens forsvar – er blot et ekko af den tidligere situation. I øvrigt mente marineflyverne i 1930, at øen lå for langt væk fra den sovjetiske Østersøbase ved Leningrad (nu igen St Petersborg) til at være en ideel ”mellembase”. Det argument er nu irrelevant med den russiske rådighed over Kaliningrad Oblast, den nordlige del at atlassets Østprøjsen.

Den væsentlige ændring fra 1930’erne til nu er, at man ikke skal se på Bornholm som en fremskudt flybase, men en fremskudt placering af de langtrækkende luftværns- og sømålsmissiler, der med langt færre muligheder står i Kaliningrad. Det er en våbenteknisk udvikling, der gør, at et robust kupforsvar ikke alene er interessant, men afgørende vigtigt for vores allierede og nordiske venner i Østersøen. For hvis Bornholm ikke holdes, hjælper svenskernes forsvar af Gotland ikke andre end dem selv.

Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral, historiker, chef for Bornholms Værns kampgruppe og I. Bataljon 1986-88.

(artiklen er også bragt i Bornholms Tidende)

It is both stupid and dangerous to show bullies respect, whether they are Foreign Ministers or just the local ambassador.

Open threats, rude language ignoring the standards of diplomatic communications, should bring immediate reactions.

When Russian notes threatened the recipient OSCE c-member states, they should be published immediately with the remark that the character of the communication meant that it could not be recieved or processed.

When the Russian Ambassadors to first Denmark and then Sweden openly threatened their host states in totally inappropiate form, they should be deprived of access to the local contacts, until they apologized (which would not happen, meaning that contacts dropped to lower level).

When the treatment of Macron or Liz Truss totally broke decent diplomatic standards, their continued presence was both futile and harmful to their states and the chances of promoting their cause, and they should break the meeting and leave.

Even Hitler’s diplomats knew better.

So interrupt the bullying and break. That is is only way to make Putin re-realize that he needs normal diplomacy.

Freeze contacts with the brutes and use other channels for bypass. Plenty available nowadays.

Forleden dag reagerede Forsvarsministeren (den tidligere) på oppositionens krav om at starte forhandlinger om det fremtidige forsvarsforlig allerede nu.

En sådan fremrykning afviste hun. Hun kunne ikke trække Forsvarets top væk fra “operationsrummet”, hvor de angiveligt sad og overvejede Danmarks reaktioner på den internationale krise.

Jeg ved ikke, i hvor høj grad hun og hendes rådgivere forstår, hvor latterlig hendes udtalelse var. Men lad os for at kunne forklare hvorfor og hvordan det var sort tale gå 35 år tilbage og se på, hvad forsvarsledelsen dengang drøftede i en alvorlig international krise.

Dengang ville grundlaget i en betydelig udstrækning blive givet af Forsvarets Efterretningstjenestes militærfaglige analyse af ændringer af “normalbilledet” i Østersøområdet.

Det kan man ikke længere, for FE skal ikke kunne varsle om krig og militært angreb. Hvis analysen af udviklingen i Afghanistan sidste sommer er udtryk for kvaliteten af den resterende, faglige analyse, er den bedste anvendelse af tiden ikke at lytte til Tjenesten, men tænke selv.

Dengang i sidste halvdel af 1980’erne ville Hærens chefer diskutere forberedelsen og gennemførelsen af de dengang mange niveauer af forstærkning af fredsstyrken fra indkaldelsen af “supplementet” til enhedernes lille fredsstyrke til den fulde mobilisering af hele Hæren til dennes fulde styrke på (efter min erindring) ca. 70.000 mand med “udskrivning” af civile køretøjer. Man skulle også diskutere afsendelsen af Jyske Division og resten af den danske del af LANDJUT til Holsten for at danne det fælles fremskudte forsvar af Nordtyskland-Danmark. For Sjælland skulle man overveje forberedelsen af invasionsforsvaret af østkysten ved minelægning på strandene og rydning af boligkvarterer for at kunne anlægge stillinger for de mobiliserede “kampgrupper” her. De store broer mellem øerne skulle forberedes forsvaret og klargøres ødelagt ved sprængning. Man skulle også mobilisere og klargøre de “Værtsstøtteenheder”, som Danmark skulle have klar til øremærkede allierede hærforstærkninger.

Al dette er nedlagt og glemt, og der er ingen grund til for dagens generaler at diskutere mulighederne. Hærens reserveenheder er nedlagt og materiellet væk. Ingen har erfaring i den praktiske gennemførelse af indkaldelser og klargøring af enheder.

Også Søværnet ville dengang have behov for at mobilisere og klargøre nogle ekstra enheder og give dem fuld bemanding. Derudover skulle marinestationerne kunne forsvares i samarbejde med de andre værn. Undervandsbådene skulle sendes til deres operationsområde ved Bornholm, og de store lagre af søminer skulle klargøres og senere besluttes transporteret til havne og udlagte i forskellige felter. Dette i tæt koordination med Den Tyske Forbundsmarine.

Undervandsbådene og minerne er væk, og mig bekendt har heller ikke Søværnet i dag en krigsopgave og mobiliseringsstruktur.

Flyvevåbnet skulle indkalde mobiliseringsenheder og -elementer, så flyvestationer, radarstationer og HAWK-luftværnsraketeskadriller kunne forsvares mod kup og luftangreb, og således at der var enheder, der kunne reparere flyvestationer efter angreb. Også Flyvevåbnet skulle forberede ankomsten af allierede flyforstærkninger til Danmark.

Det eneste, Flyvevåbnet stadig har tilbage fra den tid, er F-16-flyene.

Evnen til at styre denne styrkeopbygning og samtidig opbygge de ikke-militære dele af Totalforsvaret blev løbende øvet mellem de forskellige myndigheder på regionalt og statsligt niveau. Det skete under anvendelse af de forskellige “Beredskabsplaner”. Hvert andet år fra 1968 til 1989 blev også Danmarks opbygning af beredskabet øvet på tværs af NATO i rammen af de såkaldte vinterøvelser (WINTEX).

Men hele dette grundlag og den rutine er væk.

Så hvad de sidder og laver i operationsrummet nu er uklart. Ideelt sidder de og diskuterer, hvordan de skulle kunne genopbygge det tabte koordinations- og styringssystem, dvs. beredskabsplanerne.

Men for at kunne optræde logisk og økonomisk ansvarligt skulle Danmark indledningsvi opstille og prioritere de opgaver, som dansk forsvar naturligt har i forsvaret af Danmark ved Østersøens vestlige del og Rigsfælleskabets territorier i Nordatlanten og Arktis. Herudover skulle man fastlægge bidrag til det fælles NATO-forsvar i Østersøen på og fra Bornholm samt nu fremskudt i Baltikum og Polen.

Det sidste må ses som en fortsættelse af det tidligere forsvar i LANDJUT-området. Hovedkvarteret blev senere som det polsk-tysk-danske MNCNE flyttet til Szczecin i Polen.

En sådan opstilling af Forsvarets opgaver i et samarbejde mellem forsvarspolitikerne og fagkundskaben skete senest i 1988-89 under den daværende forsvarskommissions arbejde. Også nye formuleringer skal naturligt både dække opgaver i fredstid, i krisetid og under krig.

Det sidste efter den så igen planlagte opbygning af fredsstyrken, da danske enheder nu ikke er organiseret til at kunne løse opgaver i en symmetrisk konfrontation og krig.

Først når disse opgaver er opstillet og prioriteret kan man gå til for det første at diskutere mulighederne for at løse dem og for det andet valgt den myndigheds- og ansvarsorganisation, der skal lede opbygningen. Først derefter er der for det tredje en mulighed for at styre anvendelsen af ekstra penge rationelt.

Vi kan som nævnt håbe, at det er, hvad de mødende generaler og admiraler nu diskuterer, så de er forberedte til at kunne diskuterer emnerne med forsvarspolitikerne.

Hvorfor tror jeg ikke på, at det er tilfældet?

Når politikere vil anlægge en ny bydel eller et enkeltbyggeri som et stort hospital sker planlægningen og gennemførelsen i tæt samspil med byplanlæggere, ofte arkitekter, der så inddrager den for dette projekt nødvendige ingeniør- og anden ekspertise.

Hvis der skal være en rimelig mulighed for, at anlægsprojektet ikke bliver ramt af sædvanlige skandaler med forsinkelser, fordyrelser og dårlig kvalitet, skal byplanlæggeres og støttede ingeniørers og andre eksperters bidrag være forankret i både ajourførte studier i tilsvarende projekter andetsteds og i egne praktiske erfaringer og rutiner erhvervet gennem tidligere nogenlunde lignende anlægsprojekter.

Sådan var det indtil for vel 25 år siden med hensyn til udviklingen og styringen af Forsvaret i Danmark. Beslutninger blev taget på grundlag af en dialog mellem forsvarspolitikerne, de formelt ansvarlige ledende fagmilitære og de juridisk og økonomisk uddannede embedsmænd i Centraladministrationen.

De fagmilitæres bidrag var dels bygget på, at de var ansat til at forstå, hvad krig og kamp ville betyde og kræve af strukturen, hvis det rædselsfulde skulle ske, at denne hypotetiske mulighed skulle blive en realitet. Dels byggede den på disse fagfolks praktiske erfaringer fra deres klargøring af de militære styrker til krig gennem øvelser og andre forberedelser.

Da politikerne også mødte væsentlige allieredes militære fagfolk, der tænkte på samme mærkelige måde, var det nyttigt at have sine egne særlinge at øve sig på.

Men fra midten af 1990erne begyndte situationen hurtigt at ændre sig. Alle blev nu enige om, at en sådan rigtig krig aldrig mere ville kunne ske, og selv de fagmilitære ophørte med at opføre sig mærkeligt og referere til de nu irrelevante hypotetiske muligheder og krav. På trods af uniformen talte de nu om ting, som alle kunne forstå, som produktion, rationalisering, økonomi.

I de efterfølgende år blev officerernes praktiske erfaringsgrundlag stadig tyndere og i det omfang, der havde været “praktikpladser” til dem, dvs. positioner for unger og yngre officerer ved enhederne, var denne erfaring kun knyttet til deres første år. Snart ophørte de med at studere og forstå de krav, som krig og kamp ville stille, og den militærfaglige debat i Danmark døde ud.

Dette selv om officererne blev udsendt til international tjeneste i krigsområder. For når de kom hjem, var det indlysende for dem, at sådanne erfaringer overordnet set var irrelevante for tjeneste og karriere hjemme.

For små tyve år siden synes forsvarspolitikerne at være kommet til den konklusion, at da officererne var holdt op at tale om de mærkelige og ubehagelige ting, kunne man lige så godt udfase dem som forsvarsrådgivere og lade dem afløse af den slags teoretiske statskundskabsakademikere, der alligevel var ved at overtage Centraladministrationen under den igangværende “New Public Management”-reform-tsunami.

Dette skete så både på Forsvarsakademiet og på det indledningsvis her placerede Center for Militære Studier. ‘Militære Studier’ blev herefter den danske betegnelse for teoretiske studier i udvalgte sikkerhedspolitiske sager ud fra civile perspektiver.

Jeg var som lige pensioneret ansvarlig for på kontrakt at etablere centret som uafhængigt element på akademiet, og jeg var selv som 60-årig så naiv, at jeg foreslog at man som leder ansatte en pensioneret, men yngre, udenlandsk general, der havde dokumenteret evnen til selvstændig tænkning. Ak ja!

‘Militære Studier’. Ikke ‘War Studies’, dvs. Krigsstudier, der på grundlag af historiske dybdestudier af eksempler fra også storkrige, der i udlandet beriger den videregående faglige uddannelse af officerer. Det emne har ikke længere nogen fast rolle i Forsvarets officersuddannelser.

Dette på trods af den inspiration denne britiske disciplin oprindeligt – for godt 50 år siden – gav til den danske stabsofficersuddannelse. Hvis og når ‘War Studies’ bruges herhjemme (som på Syddansk Universitet), har fokus været på de juridiske og teoretiske elementer.

De civile statskundskabsfolk, der herefter blev ansat for at akademisere (forskningsbasere) uddannelsen, havde ikke forsket i krig eller søgt at uddrage militærfaglig erfaring, så dette måtte præge den efterfølgende uddannelse.

De interesserede sig fortsat ikke for de nu afskaffede store krige og for de ekstreme vilkår, som kamp mod en ligeværdig eller overlegen modstander giver for den militære professions uddannelse af kadrer og enheder og for kravene til delegeret myndighed i opgaveløsning og robust logistik.

De interesserede sig ikke for at uddrage de dyrekøbte praktiske erfaringer, som man tidligere søgte at uddrage af studier af krige og af realistiske øvelser og krigsspil.

Det var ikke alene politikerne, der havde det godt ved, at disse sære “oberst Hackel”-typer, som Lars Reinhardt Møller, forsvandt som andet end anakronistisk underholdning og blev afløst af uniformerede forvaltere og civile akademikere som Mikkel Vedby Rasmussen, der blev den første leder af Center for Militære Studier. Møller overtog i øvrigt og videreudviklede den uddannelse, som jeg beskriver om lidt.

Det var dog i den grad også medierne, der blev lettet af afprofessionaliseringen, for de skulle ikke længere have nogen specielle forudsætninger for at skrive eller tale om udviklingen i Danmarks Forsvar.

Virkningen blev, som hvis politikere under byudvikling fravalgte arkitekt- og ingeniørfirmaer med praktisk erfaring.

Der var en god grund til, at jeg ikke syntes at dette var specielt morsomt. Det skyldes at jeg som leder af den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet fra 1989 og to år frem var ansvarlig for konsolidering og formalisering af uddannelsen af de bedste officerer i at forstå og planlægge operationer i krig med både danske og andre landes enheder af alle værn. Det skulle forbedre mulighederne for at forudse behov under forsvarsplanlægning og i udviklingen af Forsvarets sammensætning.

I det omfang, eleverne selv havde relevante erfaringer fra deres foregående 10-15 års tjeneste i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet, gav de denne viden videre under uddannelsens (“Stabskursus II”s) grundlæggende del. Hærens folk kunne få de andre værns elever til at forstå, hvad en brigade og dennes forskellige dele kunne eller ikke kunne løse af opgaver, hvor lang tid handlinger tog, hvad der kunne gå galt. Søofficererne orienterede om vilkår og muligheder for minekrig, undervandsbåde og de forskellige typer overfladeenheder, som man havde haft tjeneste på. Flyvevåbnet officerer bidrog med mulighederne for operationer med de danske flytyper og med HAWK-luftværnsraketeskadrillerne.

Lærerne supplerede med styrke og svagheder for enhedstyper, Danmark ikke rådede over, herunder hangarskibe og Warszawapagtens enheder, og supplerede med erfaringer fra den tjeneste, herunder overordnet logistik, som eleverne endnu ikke havde haft erfaring med.

På grundlag af denne grundlæggende undervisning blev eleverne først i gruppe og derefter alene sat til metodisk at gennemanalysere forskellige scenarier med opgave- og konfliktforløb, da de fik en dybdeforståelse for dansk forsvars muligheder og kunne være forberedt til at virke i en højere dansk eller international stab som planlægger og rådgiver.

Da jeg i 1994 forlod akademiet for at oprette stillingen som Forsvarsattache i De Baltiske Lande, var denne uddannelse konsolideret under min afløser. Den begyndte at falde fra hinanden i begyndelsen af nullerne som alt andet, der var bygget på kravet om at forstå også en symmetrisk, international konflikt.

For små ti år siden nåede man så et afgørende skridt videre i afprofessionaliseringen. Da blev resterne af det kvalitetsmæssigt hendøende Stabskursus II-tilstedværelsesuddannelse afløst af en “Master i Militære Studier”-studier, der var domineret af fjernundervisning for at spare penge.

Den nye uddannelse kunne i sin kerne kan beskrives som et Statskundskabskursus Light, der kunne give de akademisk mindreværdsbelastede officerer et meget luftigt akademisk stempel.

Den gennem mere end 150 år udviklede militærfaglige stolthed, indsigt og evne til professionel analyse og ansvarlig rådgivning var blevet kasseret som irrelevant. Desværre kan den ikke længere hurtigt genopbygges, og det fravalgte fokus på forståelse af krigens behov og forankret militærerfaring er desværre ikke længere uden mening .

Jeg blev i går i et interview spurgt af Simon Kruse fra Berlingske, om hvad Danmark kunne gøre straks i den alvorlige internationale krise. Det var først bagefter, at jeg fandt, at vi havde en mulighed.

Bornholm ligger som Gotland således, at man herfra kunne hjælpe med at sikre forbindelserne til de nu direkte udfordrede NATO-medlemslande øst for Østersøen, og en ø har i forhold til et krigsskib den fordel, at den ikke kan sænkes af missiler fra Kaliningrad, ubåde, overfladeenheder eller fly eller ved et “uheld” i en krise.

Svenskerne har valgt at starte genopbygningen af deres militære kapacitet på Gotland. Alt det, som var gået i glemmebogen som herhjemme kan nu genlæres i rammen af planlægning af en reel forsvarsopgave.

Men herhjemme, hvor Forsvarets problem heller ikke kun er økonomisk, har man ikke foretaget sig noget som helst, og da man jo har nedlagt uddannelsen på Forsvarsakademiet i operativ analyse, der ved en kraftanstrengelse blev etableret omkring 1990, så selv om FE havde interesser for sådanne sager, kunne man ikke længere trække på sådanne færdigheder.

Og ikke engang russerne kan brokke sig. Danmark forpligtede sig i 1946 til at forsvare øen, da de trak sig hjem.

I 2018-forliget krævede politikerne, at Forsvaret skulle opstille egentlige værnepligtsbaserede enheder på Bornholm. Det har Forsvaret i direkte konflikt med politikernes hensigt først forsinket og i december 2021 bortsparet.

Jeg ved godt, at Peter Viggo Jakobsen for nogle år siden flot konstaterede, at det jo var indlysende, at Danmark selv ikke kunne forsvare Bornholm. Russerne kunne altid sende overlegne styrker.

Men for det første er et af Rusland problemer (i forhold til Sovjetunionen), at man i den grad må prioritere anvendelsen af sine begrænsede landstyrker.

Og for det andet, er det noget, som Peter Viggo ikke er uddannet til at vurdere. Jeg har ikke alene i to år, fra 1986 til 1988, været på øen været involveret i krigsplanlægningen. Jeg var i samme periode ansvarlig for øens kupforsvar. Senere gennemgravede jeg 50 år af øens forsvarshistorie, der jo drejede sig om udnyttelsen af øens geografiske og terrænmæssige muligheder.

Hvis man skulle vælge at følge dette råd, og i g e n placerede en kampgruppe med alle typer lettere materiel på øen (bornholmerne er ret overfølsomme over for markskader) og samtidig seriøst styrkede de lokale muligheder ved uddannelse af værnepligtsenheder her, kunne man anvende rammen til at genlære de tabte rutiner med at gennemføres forsvarsplanlægning, opretholdelse af katastrofeberedskab for befolkningen samt at etablere og øve feltmæssig (dvs. egen – ikke -udliciteret) logistik.

Men det har som forudsætning, at man vågner op og forbereder overgivelsen, hvis amerikanerne ikke – alene – rager de varme kastanier ud af ilden. Men at gøre det meget mere, som senere vil blive nødvendigt og igen muligt, kan blive vejledt af kravlegårdsøvelserne.

Og det vil gøre det muligt at gøre noget synligt NU.

Vesten har med undtagelse af Reagans første præsidentperiode konstant vist ekstremt hensyn til Ruslands sikkerhedspolitiske paranoia, dette uanset at beslutningstagere godt har været klar over, at et centralt formål med trusselsbilledet har været at opretholde en belejringsmentalitet i fredstid, der holdt befolkningen under kontrol og forklarede afsavn.

Hensynet har ikke mindst været markant i de nordiske lande, hvor Norge og Danmark naturligt var præget af Ruslands nærhed efter 1945 samt det forhold, at Anden Verdenskrig var blevet afsluttet med russiske styrker i Nordnorge og Bornholm, styrker der ved deres tilbagetrækning blev afløst af norske og danske enheder.

De to lande blokerede under Den Kolde Krig for andre NATO-landes tilstedeværelse i disse landsdele, og dette blev tilfældet selv da Alliancen i slutningen af 1960’erne så det som mindst usandsynligt, at en sovjetisk aggression ville tage karakter af
besættelse af sådanne udsatte landområder, så man endte i en ny krisestyringssituation (som i Berlin- og Cubakriserne).

Allerede før dette tidspunkt havde de to nordiske NATO-medlemmer formelt afvist fast basering af både kernevåben og andre landes militære styrker på deres territorium, hvilket for Danmarks vedkommende for kernevåben dog kun var gældende for selve landet ved Østersøudløbet.

I 1990 lovede Vesten Gorbatjov ikke at stationere ikke-tyske styrker i Østtyskland og holdt derefter løftet.

I de efterfølgende år efter, at de Baltiske Lande opnåede selvstændighed, markerede Jeltsins regering ønsket om, at Ruslands “Nære Udland”, dvs. bl.a. Baltikum, skulle underkaste sig, hvad Rusland så som deres interesser. Dette afviste Vesten, men man viste på andre måder den yderste tilbageholdenhed. Det blev ikke doneret våben til de baltiske militære styrker, og den assistance, der derefter blev givet både før og efter NATO- og EU-medlemskabet i 2004, var knyttet til deltagelse i internationale operationer samt rydning af gamle søminer. Da balterne opnåede medlemskab blev den eneste ændring, at NATO-partnerne måtte tage konsekvensen af, at de tre lande var blevet frarådet at anvende penge på at skabe et jagerflyvevåben, og de roterede så et par fly til den litauiske flyvestation ved Siauliai, der opretholdt en basal “air policing” af baltisk luftrum.

Derudover deployerede den amerikanske flåde i 2016 et anti-ballistisk-missilbatteri med radar i Rumænien et tilsvarende skulle blive klar i Polen næste år. De er deployeret som et europæisk svar på den stigende missiltrussel fra Iran. Men på trods af deres meget begrænsede kapacitet præsenterer Rusland deployeringen som være rettet mod sine kernevåbenstyrkers muligheder. I forhold til Rusland er der først og fremmest tale om en synlig amerikansk tilstedeværelsen, ikke ved Ruslands, men i Belarus’ og Ukraines nabolande, dvs. op til det “nære udland”.

Det er først efter den russiske anneksion af Krim og indledningen af krigen i Østukraine i 2014, at det lykkedes balterne og Polen at få udstationeret andet de roterende luftpolitihold. Derefter blev fire, nationalt blandede bataljons grupper udstationeret i området. Samtidig indledtes for første gang operativ forsvarsplanlægning. Styrkerne er imidlertid så små, at de må opfattes som en rent symbolske bekræftelse af NATO-medlemskabet, ikke som et militært relevant bidrag til landenes invasionsforsvar. Og det er slet ikke styrker, der kan påvirke russisk territorial sikkerhed.

Det, som de ligesom de to missilforsvarsenheder markerer, er at dele af det “nære udland” ikke er underlagt russisk diktat.

“Russian military leaders describe the prevailing strategy as ‘active defense,’ a strategic concept integrating preemptive measures to anticipate and prevent conflict, wartime concepts of operations that seek to deny an opponent decisive victory in the initial period of war, degrading and disorganizing their effort, while setting the conditions to attain war termination on acceptable terms.” (CNA Research Memorandum: Michael Kofman et al.: Russian Military Strategy: Core Tenets and Operational Concepts. October 2021, Abstract)

Min baggrund og erfaring er dobbelt. Som generalstabsofficer fra 1977 til 2004 var mit arbejde som både planlægger og lærer at søge at forudse de krav, som en mulig fremtidig krig sandsynligvis ville stille til militære strukturer, aktiviteter og ledelse.

Som fagmilitærhistoriker fra 2006 til nu gjorde tilfældigheder, at min forskning og historieformidling i meget stor udstrækning fik fokus på 1. Verdenskrig og årene op mod denne. Det blev herunder klart, at denne krig i meget stor udstrækning fik sin karakter pga. problemer med at forstå virkningerne af den meget brede og hurtige teknologiske udvikling, der var sket igennem den lange foregående fredsperiode og som accelererede under konflikten. Samtidig fortsatte jeg med at analysere og kritisk kommentere den sikkerhedspolitiske udvikling og udviklingen af de danske militære styrker.

Virkningerne af den hurtige udvikling på mange områder blev ikke forstået i de ansvarlige dele af de militære, maritime og politiske eliter. Opinionen og de fleste politikere forventede, at man ville undgå krigen, fordi den truede med at blive systemødelæggende. Fagfolkene kunne ikke erkende virkningen af samspillet mellem de forskellige nye og kommende teknologier, nogle fordi man ikke kunne øve sig med dem realistisk. Man forventede derefter, at den kommende krig kunne afgøres hurtigt med anvendelse af moderniseringen af kendte fremgangsmåde.

Det gik som bekendt ikke. De fremgangsmåder og den teknologi, der bragte afgørelsen i 1918, måtte udvikles, efter de tidligere metoder havde fejlet katastrofalt.

TEKNOLOGISTORMEN
Den nuværende situation er som i årene før 1914. Dette både i den offentlige og politiske tro på, at politiske modsætninger ikke vil kunne ende i storkrig og i den naturlige militærprofessionelle usikkerhed om, hvad den samlede virkning ville blive i en sådan konflikt. Det er nok en betydelig del af forklaringen af, at man nu i modsætning til dengang ikke ser en faglig og offentlig debat om de militærpolitiske virkninger af den mangesidige teknisk-videnskabelige udvikling.

Men som det illustreres af det indledende citat, søger bl.a. Rusland at finde svar på, hvorledes man skal håndtere krigsrisikoen under den aktuelle situation med dens lynhurtige udvikling, der finder sted i samme ramme af muligheden af en gensidig civilisationsødelæggende kernevåbenkrig, som også prægede den foregående Kolde Krigs over tredive års konfrontation.

Dette bidrag vil have tre dele. Indledningsvis vil jeg berøre virkningerne af de forskellige områder for teknologisk udvikling. Her vil jeg argumentere, at disse reelt gør det umuligt af forudse, hvorledes den indledende og specielt de eventuelle senere faser i en storkonflikt vil forløbe.

Derefter vil to afsnit behandle udviklingen i de europæiske og asiatiske områder, der nu bliver stadig tættere sammenknyttet, som de også var fra det igennem Aksemagternes samtidige operationer fra 1941 til 1945.

Afslutningen vil derefter berøre konsekvenserne af, at situationen nu ikke kun har fællestræk med årene før 1914, men at den også gennem intern politisk ustabilitet i afgørende lande har fællestræk med situationen i Mellemkrigstiden.

Jeg vil ikke her resumere de forhold, der før og i 1914 gjorde det så vanskeligt at forudse den teknologiske udvikling og ikke mindst for de professionelle militære at acceptere dens virkninger på krigen. På landjorden var udfordringen ikke mindst den dramatiske udvikling i forskellige våbens ildkraft. Med hensyn til det maritime område, hvor det som nu var samspillet mellem mange nye og potentielle teknologier, der skabte forudsigelsesproblemet, har jeg selv forsøgt at analysere dette.

Det er i disse år i øvrigt væsentligt at gøre sig klart, at den våbenteknologiske udvikling i alt væsentligt finder sted i to parallelle konkurrenceforløb: Rusland mod USA og Kina mod USA, Her er en betydelig del af den russiske indsats motiveret af den ydmygende teknologiske underlegenhed, som Sovjetunionen opleverede i 1980’erne, og hvor Kina indtil for nyligt var afhængig af russiske fremskridt.

Centralt er de overskuelige problemer med at bedømme virkningerne af teknologi, som måske kun er teoretisk, måske er potentiel, måske er i enhederne under forsøg, måske er fuldt operativ.
Man kan umiddelbart nævne:
1. Muligheden for at nedskyde de kommunikations-, navigations- og rekognosceringssatellitter, der både bærer militær kapacitet og civile nøgleaktiviteter.
2. Muligheden at forstyrre satellitbårne navigationssystemer lokalt ved jamming.
3. Kommunikationssystemers modstandskraft mod nye typer elektronisk angreb, herunder mod cyberangreb.
4. Muligheden for at overskære internetkabler på havbunden, der skal ses som parallelt til ødelæggelse af kommunikationssatellitter.
5. Nye radar- og luftværnssystemers muligheder mod bemandede og ubemandede stealth-fly.
6. Balancen mellem mulighederne af sværme af delvis bevæbnede droner og våbnene mod dem.
7. Hypersoniske missilsystemer med kernevåben eller med konventionelle våben mod højværdisystemer som hangarskibe.
8. Ballistiske, manøvrerende og målsøgende systemer (eks. mod hangarskibe – Kina og Iran)
9. Kapaciteten og begrænsninger af nye meget langtrækkende feltartilleri- og jord-til-jordmissilsystemer.
10. At dette i samspil og med uklarhed om, hvad anvendelsen af kunstig intelligens i sensorer, våben og ledelsessystemer vil komme til at betyde.

Som før 1. Verdenskrig giver mindre konflikter et vist grundlag for at bedømme nye teknologiske muligheder. Man har nu konflikterne i Donbass og Nagorno-Karabakh, der kan give et vist indblik i mulighederne, som man dengang havde Den Russisk-Japanske Krig i 1904-5 og Første Balkankrig 1912-13. De giver nogle indikationer, men det er helt umuligt at opnå en rimeligt sikker forståelse for de nye midler. Dette selv om der søges klarhed ved realistiske (lange og krævende) praktiske øvelser, og selv om der spilles mellem egne enheder og modstandere og delvis ukendte egenskaber hos modstanderen, kan man kun opnå en sikker forståelse af egenskaber og øve i det omfang, man har sikre oplysninger og fjendens teknik og procedurer – hvilket altid er utopi.

Da man før 1914 forsøgte at lære betydningen af den ekstremt hurtige teknologiske udvikling, fejlede man i alt væsentligt. Fejlopfattelserne kom til at betyde, at man først forstod de nye grundvilkår efter godt to års katastrofal krig.

Man kunne derfor konkludere, at rammen for afskrækkelse nu er en “perfekt storm” af nye teknologier, hvis virkninger er uklare eller helt uprøvede. Men det bør også erkendes, at Rusland og Kina har søgt veje til at muliggøre militær handling på trods af disse grundvilkår af usikkerhed.

RUSLAND
Når man læser resultatet af den russiske analyse af situationen og muligheder i militærdoktrinen fra 2013 (som skitseret af generalstabschefen general Valerij Gerasimov) og både sammenholder opfattelserne i denne skitse med operationerne mod Ukraine i 2014 (samt med interventionen i Georgien i 2008) og ikke mindst de tilbagevendende store samlede øvelser, tegner der sig et klart billede af, at den russiske generalstab forstår og accepterer de begrænsninger i de skitserede mulighederne for at forudse en kommende storkrigs forløb.
Russernes har endvidere i deres materiel- og taktikudvikling taget højde for erfaringerne fra 1980’ernes ydmygelser og det forhold, at Ruslands vilkår og ressourcer er fundamentalt forskellige fra Sovjetunionens, dvs. langt mindre. Dengang viste Sovjetunionens militær sig dramatisk underlegent på afgørende områder. Man havde bl.a. pga. svage computere ikke teknisk niveau til at kopiere Vestens voksende evne til at se og ramme mål langt inde i modstanderes bagland. Den sovjetiske økonomi og tekniske niveau kunne ikke kopiere det amerikanske missilforsvarssystem. Endelig havde det centralistiske og bureaukratiske sovjetiske ledelsessystem ikke evnen til hurtigt og fleksibelt at koordinere indsættelsen af et mix af forskellige militære styrker.

Rusland har også måttet indrette sig på, at landet ikke som Sovjetunionen både kan satse på totalmobilisering af enorme økonomiske og militære resurser og kunne basere sin magt på en universalistisk ideologi. Rusland har ganske vist bevaret værnepligten og derigennem massemobiliserings-muligheden, men de begrænsede aktive militære styrker, der er til rådighed, er bemandet med fast og kontraktansat personel.
Med nationalismen som den centrale ideologi har man ikke som tidligere en forholdsvis let vej til at kontrollere besatte områder med ideologiske meningsfæller, der støtter sikkerhedsstyrkernes indsats som efter 1944 i Østeuropa.

Dette forhold lægger aktuelt begrænsninger på Ruslands muligheder over for Ukraine. Rusland har uden tvivl militære styrker til at tilføje de ukrainske et hurtigt nederlag i en luft-landmilitær lynoperation og erobre landet. Men det ville være en meget betydelig politisk og militær belastning derefter at kontrollere landet ved en besættelse under befolkningens modstand.

Min analyse af de sidste års russiske operationer, styrkeopbygning og krigsforberedelser er som følgende:
1. Man lægger maksimal vægt på ikke at anvende militære midler åbent og aktivt, men arbejde med hvad vi har givet betegnelsen ”hybride” midler.
2. Når militære midler alligevel anvendes, søger man at begrænse indsættelsen i omfang og tid og kompensere gennem dramatisk effekt. Man anvender overlegen styrke og ildkraft til at smadre modpartens militære magt og derigennem ydmyge ham og vise det nytteløse af yderligere modstand. Derefter kan man som i Georgien 2008 og Donbas i 2014 trække sine styrker ud. Man udsætter sig derigennem ikke for risikoen ved en besættelse med egen direkte kontrol af en fjendtlig befolkning. Sådanne begrænsede indsættelser ved og over grænserne med forskellige styrkekombinationer øves ved stadig mere fleksibilitetskrævende øvelser. Begrænsede indsættelser vil også have til formål at lamme modstanderen ved at ramme rekognoscerings-, navigations- og kommunikationsmuligheder ved cyberoperationer samt fysiske angreb på satellitter og kabler.
3. Man søger at kunne afskrække en fortsættelse af den konflikt ad to veje. For det første gennemfører man den genopbygning af mobiliseringsevne og national baglandslogistik (såsom militære jernbanetransportenheder og feltmæssige reparationsenheder), som ville være nødvendig i en fortsat krig. For det andet lægges ekstrem vægt at skabe kernevåbenstyrker, der på overbevisende vis kan afskrække en fortsættelse af konflikt og modoffensiver, der skal berøve Rusland de indledende gevinster. Denne sidste indsats omfatter skabelsen af våben med en endnu klarere dommedagsprofil end de traditionelle gengældelseskernevåben.

Man kunne kalde det samlede russiske svar på situationen en”skakmat-strategi” med entydig vægt på konfliktens indledende fase..

KINA
En konflikt mellem USA (plus allierede) og Kina er defineret af, at den ikke vil finde sted som en landkrig i Kina. Den er henvist til at finde sted og blive afgjort på havet, i luften, i rummet, i cyber-space, missilangreb mod hjemlandene med mulige sammenstød i Korea og på Syd- og Østasiatiske øer.

I modsætning til for Ruslands vedkommende, kan man fsva. Kina ikke bygge sin rekonstruktion af landets planer på åbne oplysninger om formel doktrin og øvelser. Man er henvist til en vurdering af den militære kapacitet, som hurtigt skabes af landets intensive oprustning.

Ud over en fortsat modernisering af hæren er det tydeligt, at den kinesiske styrkeopbygning har tre retninger.
For det første skal styrkerne med en meget stor styrke af mindre, moderne, missilbærende overfladekampenheder og meget stille ubåde i flåden samt nye stealth-beskyttede fly og ikke mindst ballistiske og hyperhastighedsmissiler kunne totaldominere De Syd- og Østkinesiske Hav-områder og nok også Det Japanske Hav, således at det er mere end sandsynligt, at amerikanske, der søger at gribe ind her, vil blive ødelagt med konventionelle våben. En regionalt begrænset krig her vil sandsynligvis blive støttet af angreb på amerikanske satellitter samt med cyberangreb, der hæmmer eller lammer den amerikanske reaktion.
For det andet udbygger de kinesiske kernevåbenstyrker på alle områder, så de har stor sikkerhed for at kunne afskrække en amerikansk optrapning. Kina stræber ikke længere som Storbritannien og Frankrig kun efter at opretholde en minimalafskrækkelsesstyrke.
Endeligt er den kinesiske flåde hurtigt i gang med at opbygge en oceangående stormagtsflåde, der på sigt kan støtte landets interesser og indflydelse i verden over for USA.

Som Rusland viser også Kinas krigsforberedelser en koncentration om en konflikts første fase, hvis forløb nogenlunde kan forudses, og søger en ”kernevåben”-firewall mod Vestens reaktionsmuligheder og en langvarig og totalt uforudseelig krig.
AKSEMAGTSSAMSPILLET
Det må nu betragtes som usandsynligt efter etablering af den sikkerhedspolitiske og militære akse mellem Rusland og Kina, at en konflikt i Europa eller Asien ikke vil blive fuldt udnyttet af magten i den anden ende af aksen.
Det oprindelige samarbejde mellem de to magter var præget af kinesisk kopiering af sovjetisk og senere russisk militærteknologi. Efter Sovjetunionens sammenbrud har der i stigende grad været tale om et magtpolitisk samarbejde for at modarbejde amerikansk dominans og indblanding i andre landes indre anliggender. I de seneste år er der sket en udvidelse og uddybning, og på det våbenteknologiske område med en markant og stigende overlegenhed både pga. de langt større kinesiske ressourcer og pga. teknologiske fremskridt. Det sikkerhedspolitiske samarbejde er blevet udbygget med symbolsk militært samarbejde med deltagelse i hinandens øvelser.
Man må sammenligne det nuværende samspil med den japansk-tyske aksesamarbejde, hvor man uden fuld alliance opportunistisk udnyttede partnerens svækkelse af de fælles fjender. Da begge sider er opportunistisk-revisionistiske vil de indirekte støtte hinanden.

VESTEN
I Vesten er der to reaktioner på den beskrevne udvikling. I NATO og alliancens europæiske lande vil man ikke være i stand til at gennemtænke og diskutere virkningerne af den hurtige teknologiske udvikling og den russiske løsning på sit problem,
> fordi der ikke har været nogen systematisk analyse af mulige forløb af en storkrig siden begyndelsen af 1990’erne,
> fordi en diskussion af kernevåbenproblemet og affødte behov har været politisk gift siden 1980’erne, hvor resultatet senest markeres af, at to-tredjedele af briterne ønsker, at NATO formelt skal fraskrive sig førstebrugsmuligheden, og
> fordi alliancens medlemmer af forskellige årsager fornægter behovet for både at opretholde et betydeligt stående styrkeberedskab og (som Finland stadig gør) planlægge og forberede en totalforsvarsmobilisering af samfundet.
Alliancen er ikke i stand til at definere et svar på kortvarslede og kortvarige russiske operationer, hvis mål er at skabe politiske kursændringer i udvalgte medlemslande som de baltiske snarere end at invadere for besættelse. Derfor øver alliancen angiveligt (nu efter en lang pause) reaktionen på klassiske invasioner uden reference til erklæret og demonstreret russisk tilbøjelighed og uden at diskutere, hvad der derefter kan følge militært og politisk.

For USAs vedkommende er reaktionen indtil videre drevet af en naiv teknologioptimistisk tro på at man igen kan sikre sig overlegenhed på væsentlige områder, så man kan vinde den første fase af en konflikt. Hvad der derefter sker, er der mindre tradition eller tilbøjelighed til at anvende kræfter på.

De overvejelser, der finder sted i USA om den kommende krig, koncentrere sig for flådens vedkommende naturligt om den indledende fase i en konflikt med Kina i landets havområder og munder ud i behovet for at modernisere og udbygge flåden. For hærens (og marinekorpsets) vedkommende ser man en søgen efter en rolle i en konflikt mod Kina, hvilket er hæmmet af, at en indsættelse i selve Kina er utænkelig. For flyvevåbnets vedkommende analyserer man de teknisk-taktiske muligheder for at kunne operere i Europa mod Rusland på trods af nye russiske luftværnssystemer.

USIKKERHEDEN EFTER 2024
Et element, der må ind i afslutningen, er mulighederne af et demokratisk sammenbrud i USA fra 2024. Dette næsten uanset om det også indebærer Trump’s eller blot hans Republikanske Partis tilbagevenden til magten, hvilket på nuværende tidspunkt må ses som overvejende sandsynligt på grund af Biden-Harris-holdets svagheder samt den øgede inflation og disse forholds forventelige indflydelse på Midtvejsvalget og den efterfølgende politiske lammelse.

Et demokratisk sammenbrud i Amerika vil åbne et vindue for antivestlig aktion fra Kina og Rusland, der vil være akut farlig, både fordi ingen andre endnu vil kunne handle effektivt uden USA, og fordi amerikanske beslutningstageres handlinger vil være helt uforudseelige på andre områder end en fortsat konfrontation over for Kina.

For at gennemtænke dette, er det nødvendigt stringent at gennemtænke en situation, hvor USA i løbet af uger til et par måneder forsvandt som magtpolitisk faktor i sit eget nærområde. Som USA gjorde i Mellemkrigstiden. Først forvirringen og derefter panikreaktionerne og opportunismen.

Jeg læser opfattelsen hos de mange klimaaktivister som reelt modstandere af en demokratisk proces (i det omfang de tænker over og føler sig ansvarlige for at anvise en konkret vej til målet):

Det er åbenbart Vesten, der igennem den økonomiske og politiske udvikling, der bragte dem foran alle de mere langsomt kørende dele af Verden, er skyldig og nu skal banke sig selv tilbage til … meget langt tilbage. Så langt, at der er plads til at de mindre heldige også får plads til at svine lidt mere med den stadig stigende befolkning (som er OK).

Målet er åbenbart ikke kun at redde Verden fra ødelæggende klimaforandringer, men at straffe Vesten for at skabe hurtig vækst gennem unfair udbytning af resten af Verden. Hvis nu bevidstheden i de Vestlige befolkninger er så umoden, at et flertal tøver med at hoppe ud fra klinten, må det rettroende tage de revolutionære og totalitære midler i brug, som kan skaffe resultater (som da problemet fra for hundrede år siden var klassekampen).

Vesten skal ikke snyde ved at indføre mere kernekraft, for det er man enige om er noget skidt. Løsningen er at sikre konstant jævn, hård vind … og solskin. Det er det kættersk at foreslå anden end vind, sol og (underforstået) en tilbagevenden til 1800-tallets forbrugsniveau, dog kun som veganere.

Vestens livsform har båret dramatiske fremskridt, som hele menneskeheden har haft gavn af. Men som alle andre civilisationer har også dele af den meget skiftende kraft igennem fem hundrede år på områder og i perioder været drevet manglende overblik, balance, individuel og kollektiv griskhed, kujoneri og direkte ondskab.

Det er både uhistorisk og uhensigtsmæssigt, hvis vi søger en løsning her klokken 1155 at forvente, at Vesten skal påtage sig en så stor del af byrden, at vi opnår socialt og politisk sammenbrud, som vi så med de Gule Veste og med trumpismen. Denne udvikling er allerede nu truende pga. de ulige virkende store prisstigninger på energi. For så er ødelæggende reaktion fra landenes befolkninger og national sabotage af resultatet en sikkerhed.

Vi må også forstå og forholde os til, at befolkningstallet har hele tiden været erkendt som en kritisk og afgørende faktor, men har været undertrykt af to årsager. For det første pga. de store religioners dogmers magt. For det andet på grund af den nævnte opfattelse af, at det udelukkende er Vesten, der skal løse problemet, fordi det er den, der er skyld i alt ondt i Verden.

Det kunne være en fordel, hvis alle nu koncentrerede sig om at gøre alt, ALT, for at bremse den globale opvarmning, og glemme den totalitær-revolutionære agenda. Også massiv investering i kernekraft og italesætning af befolkningsfaktoren, hvor denne er væsentlig for en løsning. Samt netop at give klar prioritet til klimatiltag over andre grønne og lokale hensyn, når dette måtte være nødvendigt.

For nogle af os vil også gerne bevare menneskehedens landvindinger, hvoraf en pæn del som beskrevet blev nået i Vesten.

Dette ikke for at udelukke aktivisme, der kan tilfredsstille behovet for at markere behovet for handling nu. Herunder vil en naturlig vej være at søge at ramme specielt klimaskadende firmaer og lande økonomisk med boycott, når dette kan ske uden en destabilisering af samfund, der kan udløse reaktion og sabotage.

Jeg beskriver mit rygskadeforløb, fordi en af mine gamle venner ikke rigtig kunne forstå, at der havde været tale om en gradvis udviklende situation, ikke en ulykke/et uheld.

Jeg havde i løbet af Coronaåret haft smerter i begge ben, der efter henvisning til MR-skanning på Privathospitalet CAPIO i oktober 2020 blev diagnosticeret som en diskusprolaps i begge sider. Symptomerne blev forværret med de øvelser, min første fysioterapeut anviste, men nye øvelser anvist af rygklinikken på Frederiksberg Hospital skabte hurtig en bedring, og ved en afsluttende konsultation mandag den 16. august blev jeg raskmeldt.

På dette tidspunkt havde jeg imidlertid fået smerter i venstre hofte, som jeg troede skyldtes begyndende slidgigt. I løbet af uge 33 blev smerterne hurtigt værre, og jeg bestilte fredag 20. august et par krykker over nettet. De ankom allerede næste morgen med avisbudet/DAO, og de var nødvendige, da smerterne efter nogle fejlbevægelser nu var så alvorlige, at jeg ikke kunne støtte på venstre ben. Om lørdagen den 21. august kørte vi til København for at være i Region Hovedstaden.

I uge 34 var situationen blevet så alvorlig, at vore praktiserende læge fik indlagt mig akut på Bispebjerg. De tilbød mig indlæggelse med henblik på at lære at bevæge mig med støtte af smertebehandling. Denne mulighed blev støtte af vores læge, men mine symptomer var så alvorlige, at jeg afviste muligheden, da jeg var at oprette yderligere skade. Jeg blev derfor henvist til undersøgelse på Frederiksbergs Hospitals Rygklinik. Den fandt sted den 30. august. Jeg var på det tidspunkt klar over, at jeg ikke turde indlede behandling før, der eksisterede en ny MR-skanning som grundlag.

Da jeg fik en dato midt i oktober som dato for skanningen i Frederiksberg Hospital, henvendte jeg mig til Privathospitalet Aleris-Hamlet. Her blev jeg skannet den 9. september. Det kostede 2.500 kr. Resultatet viste diskusprolaps og ødelagt brusk imellem to lave hvirvler i lænden og svarede nøje til oplevelsen af skadeforløbet den 21. august og symptomerne derefter.

Det lykkedes at få Hamlet-skanningen sendt til Region Hovedstaden, så den var til rådigheden for konsultationen på Frederiksberg Hospitals Rygklinik den 17. september. Her blev besluttede min læge, Adam Høgsbro Laursen, at henvise mig til operation. Hermed indledtes så løsningen af mit problem. Laursen tog senere, 18. oktober, kontakt for at høre, hvordan det gik, og jeg havde her den ublandede glæde at at kunne fortælle ham, at jeg var blevet opereret en uge før.

Forundersøgelsen på Rigshospitalet i Glostrup gennemførtes at kirurgen Linda Jørgensen den 29. september. Det lykkedes hende derefter at få mig placeret til operation om morgenen den 13. oktober på et afbud. Da var smerterne øget så meget, at jeg var tæt ved at søge akut indlæggelse.

Jeg deltog den 7. oktober i det obligatoriske operationsseminar på hospitalet.

Operationen fandt sted som planlagt, og jeg blev udskrevet dagen efter, den 14. om eftermiddagen. Jeg er nu ved at begynde at vænne mig til at anvende venstre ben igen. Som jeg blev advaret om ved forundersøgelsen som en mulighed, er der fortsat nogle smerter i venstre ben/fod, som er fortsat efter operationen.

Mine oplevelser fra de 1½ døgn på Glostrup er videregivet til interesserede. Jeg er dybt taknemmelig.

Det skal nu hurtigt udredes, hvordan dansk kolonihistorie skal formidles.

Først skal man herunder selvklart fastlægge rammen.
Hvordan forholder Danmarks optræden sig til den generelle koloniverdenshistorie før og under de europæiske landes oversøiske ekspansion fra 16. Århundrede og frem?

Herunder er det naturligt at fastlægge slaveriets verdenshistories hovedtræk, vilkårene for ejendomsret over mennesker i andre og europæiske kulturer i de sidste århundreder samt slaveholds sammenhæng med raceopfattelser. Dette fordi det blandt nogle aktivister er opfattelsen, at den hvide races ubevidste subjektivitet blokerer for en sand historieopfattelse og -formidling.

Endelig bør motiver og forløb af afkoloniseringen samt frigivelsen af livegne og slaver følges fra Oplysningstidens meningsdannelse i Vesten og andre kulturer frem til den aktuelle aktivisme.

Opgaven er jo at give et så sandt og komplet billede som muligt, ikke?

Man skal vel ikke formidle en anakronistisk karikatur, vel? Vi vil hverken have fake news eller fake history

Denne bog er så væsentlig, at den snarest muligt skal læses af flest mulige interesserede. Storkrige som Anden Verdenskrig får så omfattende virkninger på menneskehedens historie derefter, at det er af indlysende betydning, at årsagerne til forløbet klarlægges i så høj grad som dette er muligt.

Dette sker dog af mange gode grunde ikke umiddelbart. Den mest interessante historie er ens egen, for Danmark Besættelsen, for England landets overlevelseskamp alene fra forsommeren 1940 til først Sovjetunionen og så USA blev inddraget i krigen i 1941.

Historikerne er begrænset af de hovedsprog, som er udbredt i deres uddannelsessystem. Det er naturligt og fristende at begrænse fortællingen i tid og geografisk, som det sker ved fokus på en del af krigen såsom et slag.

Selv for generelle behandlinger af krigen vil vores fortælling om Anden Verdenskrig normalt være koncentreret om krigen mod Tyskland og Italien i Europa og Atlanterhavet, og som oftest vil vinklen i Danmark være den angelsaksiske, fordi danske historikere normalt ikke kan læse russisk. I det omfang interesse for Anden Verdenskrig inspirerer til turistrejser, er det mest sandsynlige mål for danskere nok til invasionskysten i Normandiet samt måske kamppladserne i Ardennerne eller i det sydlige Holland.

Det er noget mere nørdet at beskæftige sig med krigen mod Japan i Stillehavet for slet ikke at tale om de dele af krigen, der fandt sted på det asiatiske fastland, ølandene i de sydlige og vestlige Stillehav samt i Det Indiske Ocean. I de seneste årtier har interessen for Stillehavskrigen, som markeret af spillefilm, været koncentreret om overfaldet på Pearl Harbor, det afgørende søslag ved Midway og på Guadalcanal og Iwo Jima og afslutningen med de to atombomber.

Der kom dog nyt fokus på den amerikanske del af Stillehavskrigen med den fremragende TV-serie, ”The Pacific”, der fulgte den herhjemme mere sete ”Band of Brothers” fra krigen i Vesteuropa efter Invasionen. Britisk og australske historikere forskede videre i kampene i Burma, Malaya og på Nyguinea, men rammen var normalt altid en Stillehavskrig, der blev indledt med Pearl Harbor og afsluttet med atombomberne.

Det første væsentlige brud med dette for interesserede som mig, der ikke kan læse kinesisk, kom med den unge britiske historiker Rana Mitters 2013-bog: ”China’s War With Japan, 1937-1945: The Struggle for Survival”. Allerede i 2005 havde Jonathan Parshall og Anthony Tully med ”Shattered Sword. The Untold Story of the Battle of Midway” centralt bidrag . Bogen gav en føste analyse af en af krigens nøglebegivenheder, der fuldt ud inddrog japanske opfattelser og kilder.

Men så kom Peter Harmsens epokegørende bog.

For det første dækker den efter anmelderens opfattelse på afbalanceret måde alle dele af den enorme konflikt økonomisk og velfortalt. Det sker kronologisk ved at give de nødvendige dele af forhistorien. Derefter følges hele forløbet med de første fire års japansk-kinesiske krig før Pearl Harbor til afslutningen med atombombardementet af Hiroshima og Nagasaki samt den sovjetiske invasion af Manchuriet.

Bogen følger krigens forløb på det asiatiske fastland i Kina, Indokina, Thailand, Malaya og Burma-Indien, i Phillipinerne, Hollandsk Ostindien, på Ny Guinea, Solomon-øerne og øgrupperne i det centrale Stillehav, som udgjorde Nimitz centrale akse. De ledende politiske og militære personligheder fra alle deltagerne følges og karakteriseres, samtidig med at de normalt korte kapitler i bogen levendegøres af deltagernes vidneudsagn, så læseren aldrig bliver træt.

De afgørende kampe på land, i luften og på havet beskrives kort og klart hjulpet af kortskitser, og illustrationerne støtter teksten godt. Civilbefolkningens lidelser glemmes aldrig, og også den voldsomme belastning som indsættelsen i junglekrigen er for på soldaterne, indtil de er vænnet og trænet til miljøet, følges og gives et særligt kort kapitel. Værket indeholder et utal af detaljer, herunder fortællingen om de italienske styrker i Kina, efter at Italien brød med aksemakterne i 1943.

Men dette er ikke det afgørende nye bidrag. Den helt afgørende og enestående fordel ved bogen er forfatterens fulde og overbevisende inddragelse af japanske kilder. Dette giver ikke mindst et helt nyt billede af den tvivl og usikkerhed, som prægede de fire års krigsførelse i Kina fra 1937, hvor den japanske hær to gange samtidig kom i åben grænsekrig med Sovjetunionen. Dette fokus på det japanske beslutningsforløb forklarer også, hvorledes de tyske sejre i Europa i 1940 påvirkede udviklingen i Asien og de japanske ledere. Herunder følges gennem hele forløbet kejser Hirohitos svingende og nervøse opfattelse af forløbet.

Bogen skaber klarhed og bringer nyheder. Dette selv for en militærhistoriker, der som anmelderen i årtier har læst om disse felttog og operationer på og over havet. Den japanske hær manglede desperat tropper. Under den offensive lynkrigsfase fra vinteren 1941-42 angreb man med talmæssigt underlegne styrker, der efter en hård tidsplan snart blev flyttet til en ny operation, så man rettidigt kunne få fat i hovedmålet, olien i Hollands Ostindien. I 1944-45 skulle man med sine begrænsede styrker opbygge forsvaret af selve Japan, holde gang i storoffensiven i Kina, fortsætte indsatsen i Burma og sammen med flåden finde garnisoner til baserne i hele det vestlige, centrale og sydlige Stillehavsområde. Disse øgarnisoner blev derefter låst fast af den stadig mere totale amerikanske luftoverlegenhed og specielt undervandsbådsblokaden.

Bogen er massiv og ikke let at læse i sengen eller sofaen. Man forstår godt, at værket på engelsk udgives som en trilogi med titlen ”War in the Far East” med bind dækkende 1931-1941, 1942-1943 og 1944-1945. Som nogle af forfatterens tidligere udgivelser er værket planlagt udgivet på kinesisk.

Forfatteren Peter Roy Harmsen er knyttet til Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Herudover dækker han udviklingen i Asien for Weekendavisen. Han har tidligere udgivet bøger om danskere i Kina i 1930 samt om begivenhederne ved Shanghai henholdsvis Nanjing i 1937.

Tak til forfatteren for den reelt utrolige indsats og for, at vi også fik dette helt unikke værk på dansk.

Dette indlæg provokeret af et Facebook-indlæg i går, der ud fra dette kort forstod den russiske opfattelse af, at nationens sikkerhed krævede, at ukrainerne og belaruserne optrådte som klienter, der underlagde deres sikkerhedsbehov og fremtid Ruslands forgodtbefindende.

Det skulle og skal de gøre, fordi den russiske ledelse angiveligt fast tror på, at Vesten med alle midler vil undergrave og ødelægge Rusland. Fra Belarus og Ukraine vil hvad der må være Zombie-Panzerarméer igen kunne angribe mod Moskva.

Jeg vil som militærhistoriker nøgternt konstatere, at den erfaring som russerne burde drage af deres historie, er entydigt, at landets enorme udstrækning gør en landinvasion fra vest til et umuligt foretagende.

Den eneste alvorlige menneskelige trussel med Ruslands fremtid er en kernevåbenkrig, der som under Den Kolde Krig kan opstå pga. tåbelig, dvs. aggressiv og tvetydig, optræden på landjorden.

Jeg kan forstå sympati med det russiske folk, der har været udsat for så meget brutalitet og tåbelighed både udefra og fra egne herskere. Men jeg kan kun foragte den forståelse, der gør, at man ikke behandler Rusland som man ville behandle ethvert andet land, der angiver at være civilisationsbærer.

Hvis noget andet land havde optrådt så samvittighedsløst og morderisk, som Rusland har optrådt i Syrien, ville der være en international folkebevægelse, der arbejdede for at få krigsforbryderne for en international domstol. Selv Kina er udsat for end mere målrettet kritik for undertrykkelsen i Xinqiang. Men de stakkels russere skal vi vise forståelse, for det er jo ikke amerikanere eller israelere.

Vi konstaterer, at den frie meningsdannelse i vesteuropæiske lande angribes og forgiftes af russiske medier. Dette registreres og vi diskuterer, hvilke defensive tiltag vi kan tage inden for den frie presses rammer for at imødegå forureningen. Vi overvejer ikke åbent, hvilke offensive skridt vil kunne tage for at udnytte de brudlinjer, der præger livet i Rusland, herunder de voldsomme sociale forskelle og den dybe racisme, der siden 1800-tallet har præget landet. Vi udnytter ikke den højt kvalificerede russiske flygtningemiljø så målrettet og aktivt, som vi kunne.

Det russiske regimes optræden over for kritikere demonstrerer klart, at man kender egen sårbarhed, men eliten har jo økonomisk gavn og personlig fornøjelse af sine muligheder i Vesten, så det er begrænset, hvor meget man kan lukke ned.

Og så til sagens kerne: Det russiske billede af en landinvasion via Ukraine og Belarus. Det nærer en mental belejringsoptræden, er uden fundament og derfor totalt latterligt. De, der i Vesten tror på og forsvarer muligheden som realistisk at tro på, har samme forhold til virkeligheden som COVID19-vaccinemodstandere har på et andet område. NATO i Europa er historiens klareste eksempel på et hurtigt og frivilligt kollaps af kapaciteten til militært selvforsvar – for slet ikke at nævne offensiv landmilitær evne. Selv en zombiehær ville mangle egnet materiel og logistik.

Dette forhold burde anvendes offensivt af Vesten. Det burde indledes en diplomatisk kampagne for en nye europæisk våbenkontrolaftale, der fokuseret på de midler, der bærer landoffensiv evne, dvs. pansrede kampkøretøjer samt støttende artilleri- og dronesystemersystemer. Det burde for at kunne virke være koblet til et tillidsskabende kontrolregime.

Man konstaterer korrekt, at det vil russerne ikke gå med til.

Netop derfor skal muligheden energisk forfølges som al anden ubekvem sandhed, Dette fordi en sådan kampagne ville blotte det manglende indhold i det russiske trusselsbillede og dermed punktere kravet om belarusisk og ukrainsk underlæggelse. Det vil også give den europæiske reaktion på den stadig dybere amerikanske isolationisme en politisk attraktiv irriterende idealistisk dimension. Her kan selv tyske Grønne og socialdemokrater være med.

Så lad også energisk beskrive de russiske kejserens nye klær og de internationale tiltag, der vil virke som den lille drengs konstatering.

Sygeplejerskerne har ret i, at 1969-lønstrukturen for offentlige ansatte hurtigst muligt bør kasseres og erstattes af noget mere rimeligt. Men årsagen er ikke, at ordningen lønnede kvinder for lavt.

At systemet er uretfærdigt og umuligt at sælge til sygeplejerskerne ses af de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der er fulgt regeringsindgrebet.

Ordningen blev udviklet på det dengang faktiske grundlag. Her var manden stadig hovedforsørgeren. Ordningen hovedproblem var og er, at den overbelønnede akademisk uddannelse. Og det tør ingen regeringer se i øjnene, fordi både politikerne og deres rådgivere er klart inhabile.

Lønstrukturen skal imidlertid hurtigt afløses af noget mere tidsvarende, fordi både systemet og senere supplementer er urimelige og provokerende. Sygeplejerskestrejken er kun en advarsel om en uholdbar situation.

Da jeg i slutningen af 1960’erne gik på Hærens Officersskole, arbejdede linjeofficerskorpsets organisationsformand, generalmajor Hans Christian Engell, intensivt for at få accept af, at hans medlemmer skulle tilhøre Akademikernes Centralorganisation, og som en del af processen lavede oberst Nils Berg en ny, længere uddannelse af Hærens officerer, som derefter blev sat i gang.

I den nye offentlige lønstruktur var en lang, akademisk uddannelse den eneste vej til en attraktiv indplacering i det nye system.

Dette kriterium har været styrende lige siden 1969 på trods af, at udviklingen hurtigt undergravede dette grundlag. Uddannelserne var snart ikke længere finansieret af studielån, som man skulle betale tilbage, men af kontant uddannelsesstøtte.

Senere blev de akademiske uddannelser i øvrigt reduceret i længde samtidig med, at de halvlange uddannelser blev øget i tid og indhold.

Snart blev det faktuelt uholdbart at forudsætte at manden var “hovedforsørger”, men forvaltere af en ordning, forvalter kun, uanset at verden ændrer sig omkring dem.

Men 1969-lønstrukturen blev bevaret.

Det eneste supplement blev idéen om, at de offentlige chefers lønninger skulle øges dramatisk og langt ud over den løn, der blev givet til deres politiske ledere, dvs. borgmesteren eller ministeren.

Påstanden, hvor der aldrig blev søgt et evidensgrundlag, var, at det kun ville være muligt at få gode offentlige chefer, hvis man kunne give lønninger på niveau med det private erhvervslivs højeste.

Ingen stillede sig spørgsmålet, om der var evidens for, at man ikke tidligere kunne få kvalificerede folk til at søge stillinger som forvaltnings- og styrelseschefer. Det var helt i overensstemmelse med resten af New Public Managementsidéerne, at man ikke kritisk søger evidens for sine teorier.

Det er let at se, hvad der bør afløse 1969-ordningen. Først og fremmest skal man anvende markedsmekanismerne som incitament til et anderledes uddannelsesvalg. Når man ikke kan få tilstrækkeligt mange og talentfulde unge til at søge de uddannelser, som velfærdsstaten bygger på, skal disse stillinger selvfølge lønindplaceres, så de bliver attraktive.

Det skal også gives indflydelse på grundlønnen, om stillingerne indeholder døgnvagttjeneste, flytte- og udstationeringskrav eller farlig tjeneste.

En akademikers villighed til at lade sig omskole til og ansætte i en velfærdsstilling skal belønnes ved indplaceringen, så skiftet accelereres.

Det er for at skabe øget fleksibilitet også en god idé at lære af udlandet, på hvilke steder uddannelser til forskellige lærerstillinger kan ske, og at opløse grænserne mellem fagforeningerne for forskellige typer af lærere (dvs. Danmarks Lærerforening, Gymnasielærerforeningen og Magisterforeningen). Lønninger og ansættelsesformer bør jo hurtigt harmoniseres. Opdelingen er hæmmende for fleksibilitet, og hvis uddannelseslængden ikke er bestemmende kan skel fjernes.

Lærerens egnethed bygger på faglig viden, og kunnen, der stadig bør udvikles, og herunder uddybes og udvides til en mere krævende elevskare (dette er ikke muligt med den nuværende kasseopdeling på grundlag af minimumskrav). Den hviler på en til elevskaren tilpasset formidlingsevne, der må næres af et stadigt engagement. I den her skitserede ramme vil mange grundskolelærere søge dybere faglig forståelse ved universitetsstudie og lærere på ungdomsuddannelser være i gang med forskningsprojekter. At det er muligt og givende ved jeg fra egen erfaring.

Det system, som skitserer, ved jeg er naturligt i Canada, Finland og Estland. Da jeg var akademichef i Tartu var næsten alle mine estiske lokalansatte (ligesom embedsmænd i ministerierne i Tallinn) i gang med en eller anden videregående uddannelse. Arbejdsgivere forventedes at støtte med frihed og en vis sponsorering af uddannelsesudgifter. Det fandt jeg meget, meget begavet.

Tilbage til Danmark. Der er ikke en ubegrænset lønsum til rådighed, så et system baseret på nye kriterier vil betyde en gradvis nedbygning af andre, og forudsætte, at der sker en meget kritisk gennemgang af rene forvaltnings- og kontrolfunktioner. Det er stillinger med fagligt indhold, der må prioriteres i antal og med lønsum.
Det er en helt anden offentlig sektor, som skitseres her, en hvor der sker en liberalisering på det offentlige område, der afspejler opløsningen af håndværkerlaug.

Med Folketingets sammensætning nu kan man konstatere, at der er mange af medlemmerne, som en sådan reform vil true på lønnen. Men idéen om en sådan reform vil nok være et udmærket budskab at sende til de vrede sygeplejersker, uanset at deres læsning af kriterierne bag 1969-ordningen ikke er korrekt.

(Billedet er fra Politiken 5/2 2014 “Militærekspert: Taleban lever i en fantasiverden Britisk sikkerhedsekspert mener, at Afghanistans hær har overtaget i konflikten med Taleban”)

Lad mig være specifik med hensyn til fokus for “Center for Militære Studier” (CMS), nu Københavns Universitet, og også “militæreksperterne” på Forsvarsakademiet.

Alle har koncentreret sig om “nye krige” (dvs. interventionskrige i de varme lande), og de har gjort dette uden at komme til problemerne på kamppladsen (dvs, de rigtige militære problemer), som jo også kræver analytisk fordybelse (i krigshistoriske eksempler) og/eller personlig erfaring.

Ingen af de to muligheder er fundet relevante for de mediedominerende danske “militæreksperter”. I øvrigt er det typisk, at eksperterne ikke giver personlig ansvarlig rådgiving, men kun bidrager til den løbende infotainment, i bedste fald, som Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsende, leverende det umiddelbart indlysende, men ellers ikke sagte

Dette gør eksempelvis, at der ikke har fundet en kritisk analyse sted af vores indsats i kamp i Helmand på trods af, at der her var tale om en “ny krig” efter “historien” arrogant blev betragtet som afsluttet. Et superrelevant emne kunne her være “Krigens friktion, dansk fredstidsforsvars-forvaltning og indsatsen i Helmandprovinsen 2006-2012.”

Jeg kan huske den totalt afvisende holdning til deres ældre kolleger professionalisme og optræden, der prægede de kaptajner med krigserfaring fra Afghanistan eller Irak, jeg underviste på Forsvarsakademiets kursus for de bedste hærofficerer i slutningen af nullerne. Så der var/er i den grad noget at komme efter.

Men da Hæren senere kun er forudset til større opgaver i Europa, efter forsvarspolitikerne i 2012 havde brændt fingrene i de “nye krige” (med deres ubekvemme produktion af veteraner, hvoraf mange af fysiske og psykiske invalider) og ikke ville sådan noget i fremtiden, ville det have været logisk derefter at skifte spor og fokus.

Et oplagt emne ville have været at beskrive og analysere kampene er Østukraine i eftersommeren 2014 henholdsvis i Nagorno-Karabakh i 2020 med henblik på at uddrage betydningen for NATO-styrkers, herunder danske enheders organisation kampdoktrin i fremtiden.

Det ville måske også have været en god idé at genopbygge, hvad der til midten af 1990’erne var blevet dansk forsvars unike kompetence: Tæt praktisk integrerede operationer med styrker fra mere end ét værn.

Et andet akut område for analyse ville have været forsvaret af Vesteuropa og kernevåbenafskrækkelse af Rusland her i de kommende år.

Et tredje emne er betydningen af Kaliningrad for mulighederne af NATO-forsvar, -afskrækkelse og krisestyring i Baltikum.

Et påtrængende problem er diskussionen af problemet med meget lav troppetæthed i Baltikum og mulighederne for at forsvare regionen.

Jeg kunne som gammelt medlem af Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, som CMS jo er oldebarn af, godt håbe, at det blev forstået, at udgangspunktet for militære studier er de af krig skabte krav og vilkår. Med som Peter Viggo Jakobsen med vanlig umiddelbar skarphed gjorde klart for nogle år siden under en diskussion af Bornholms forsvar, ser den danske befolkning en rigtig forsvarsindsats som noget andre må klare, da vi ikke kan.

Uden studiet af krig er disse “militære” studier som modediskussion i Kejserens Nye Klær.

Vi savner fra ekspertgruppernes side en opstilling og kritisk åben diskussion af de mulige fremtidige “scenarier”, dvs. dimensionerende, tænkte situationer i Europa, Arktis, o.a., som Forsvaret skal virke i. Uden disse bliver forsvarspolitik uden substans og ender altid som en skandale eller blot spild af penge og menneskeskæbner. Jeg har ikke set en eneste af “eksperterne” bidrage til en sådan indsats. Derfor bliver deres aktiviteter som ikke forankrede luftkasteller. Jeg skammer mig over, at mine yngre kolleger, mange af dem fremragende som vore elever på stabskursus i 1990’erne, har ladet det ske.

Det var ikke skæbnebestemt. Det var slet ikke givet, at Vestens indsats skulle lide samme skæbne som da briterne og russerne gentagne gange mellem 1839 og 1989 forsøgte at opnå en geostrategisk dominans over landet og dermed området mellem Central- og Sydasien.

Forløbet fra 2001 til nu skyldes først og fremmest manglende amerikansk viden og interesse. Hertil kom grov militær selvovervurdering hos alt for mange i Pentagon – med Donald Rumsfeld i spidsen – for tyve år siden.

Den anden centrale faktor bag udviklingen var (og er) den pakistanske ledelses (dvs. generalernes) opfattelse af geostrategisk nødvendighed. Krigen er ved at blive tabt, fordi Vesten valgte at ignorere, at den egentlige modstander var den pakistanske hær, der i en tålmodig og målrettet, men fleksibel, indsats i over fyrre år ville sikre sig en venligsindet regering i Kabul.

På et langt mere underordnet niveau bidrog uprofessionelt fumleri (også dansk) under den velmenende indsats til det tumpede forløb i de afghanske provinser.

Artiklen er en senvirkning af de diskussioner, jeg havde med etnografen Klaus Ferdinand i 1980’erne, da vi i DR1s Orientering skulle kommentere modstanden mod de sovjetiske besættelsestropper. Jeg havde midt i 1970’erne gjort FN-tjeneste i Kashmir parallelt med, at jeg som del af mit historiestudie på København Universitet arbejdede med Sydasiens historie efter 1850. Det skete under kyndig vejledning af Indien-historikeren Benedicte Hjejle. Ferdinand fik mig til at udvide min læsning og interesse til også at omfatte Afghanistans skæbne. Det har fortsat siden.

Hvis jeg skal nævne en enkelt forfatter, der bredt beskriver og forklarer forløbet i de sidste 50 år, er det eksil-pakistaneren Ahmed Rashid, herunder bl.a. hans “Descent into Chaos: The world’s most unstable region and the threat to global security” fra 2008.

GEOSTRATEGISK GRÆNSEBUFFER
Det centrale område i konflikten er bjergområderne langs grænsen. De stadig lavere bjergkæder fra det vestlige Himalaya danner en fysisk barriere mellem sletteområdet syd for den centralafghanske bjergmassiv Hindukush og sletteområdet i Pakistan vest for Indusfloden. Bjergområdet er befolket af et ujævnt netværk af primært pashtunske bjergstammer, der i Afghanistan traditionelt har domineret landet politisk.

Grænselinjen igennem området blev i 1893 fastlagt af briten Mortimer Durand og opkaldt efter ham. Den tog ikke hensyn til stamme- eller familieforhold i de tæt forbundne befolkninger nord og syd for linjen. Den blev kun modstræbende accepteret af den afghanske emir ved afslutningen på Den Tredje Afghanske Krig i 1919. Stammerne syd for Afghanistan skal i Pakistan som tidligere i Britisk Indien kunne virke som irregulære første grænseforsvarere.

For at undgå, at grænsestammerne gennem civilisationspåvirkning mistede deres krigeregenskaber etablerede briterne et politik- og offentlig forvaltningsfrit område omkring grænsepassene syd for Kabul. Denne praksis blev overtaget af Pakistan og området blev opretholdt som Føderalt Administreret Stammeområde (F.A.T.A.). Dette formelt lovløse og fattige område blev i den pakistanske politiske virkelighed direkte, men løst styret af specielle agenter og lokalt rekrutterede paramilitære elementer fra hæren.

DEN AFGHANSK-PAKISTANSKE GENSIDIGE INTERVENTIONSKRIG
Situationen blev dramatisk forværret fra 1973. To år tidligere var Pakistan efter et katastrofalt nederlag til Indien blevet reduceret til landets vestlige del. Indien havde interveneret militært til fordel for Østpakistans selvstændighed.

Nu havde Mohammed Daud Khan ved kup afskaffet det afghanske kongedømme. Han forsøgte sammen med landets kommunistpartis to fraktioner og officerer uddannet i Sovjetunionen at modernisere landet. For at legitimere sit kupstyre slog han ind på en aggressiv udenrigspolitik rettet mod det svækkede Pakistan.

Ikke alene skulle pashtuner nord og syd for Durand-linjen samles i et Storafghanistan med navnet “Pashtunistan”. Den nye stat under afghansk ledelse skulle også omfatte Baluchistan, dvs. hele den vestlige del af det tidligere Vestpakistan. Fra baser i Afghanistan blev anti-pakistanske kræfter derfor bl.a. støttet med våben.

Dauds kampagne for et stor-Afghanistan under et nyt navn blev korrekt set som en eksistenstrussel mod Pakistan. Det skulle også ses i sammenhæng med, at arvefjenden Indien og Dauds Afghanistan var knyttet sammen som samarbejdspartnere med Sovjetunionen.

Jeg kørte hjem fra FN-tjenesten i marts 1976 gennem Afghanistan. Det skete via Kabul, Kandahar og Herat videre til Iran. Det var i Muhammad Daud Khans periode, hvor fjendtlighederne med Pakistan blev indledt med hans forsøg på at destabilisere den svækkede sydlige nabo.

Den pakistanske hær opfattede sig som garanten for landets overlevelse som en muslimsk stat, og efter hærchefen Muhammad Zia-ul-Haq i juli 1977 havde overtaget magten i landet ved et kup, blev Dauds udfordring taget op. Efter Daud var blev snigmyrdet i april 1978 af afghanske kommunister, indledtes et oprør mod Kabulstyret, der straks blev støttet fra Pakistan. Kampene førte til voksende flygtningestrømme ind i Pakistan. Her blev de samlet i store lejre. Disse blev rekrutteringspuljer og baser for den pakistanske støtte til oprøret.

Som en del af hærens redefinition af Pakistans identitet og eksistensberettigelse allierede Zia sit styre med landets radikale islamistiske politiske kræfter. Dette valg bestemte også prioriteringer af støtten til de forskellige dele af den afghanske opposition. Denne pakistanske militære indsats mod Kabul har med enkelte mere lavintensive faser nu varet uafbrudt igennem mere end fyrre år.

Det eneste, der ændrede sig med den sovjetiske intervention i slutningen af 1979 til støtte for den afghanske “revolution”, var at den pakistanske indsats nu fik massiv amerikansk støtte. Denne blev givet i rammen af Vestens kamp mod Sovjetunionen. Den pakistanske militære ledelse sikrede sig, at den amerikanske støtte ikke fandt sted direkte. Den blev kanaliseret via Pakistans militære efterretningstjeneste ISI, der støttede og anvendte islamistiske kræfter i sin indsats.

UDNYTTELSEN AF SOVJETS INVASION
For Sovjetunionen var målet med den militære intervention i Afghanistan altid begrænset, og styrkerne i landet skulle kun sikre hovedbyerne, hovedvejen mellem disse, og de baser, der støttede operationerne her. Det betød, at de sovjetiske styrker næsten konstant var i defensiven og søgte at forbedre deres situation gennem modoffensiver med rensningsoperationer støttede af bevæbnede helikoptere og flybombardement.

Dette betød, at de bl.a. amerikansk finansierede baser på den pakistanske side af grænsen kunne virke uhindret, og at alle forsøg på at lukke grænsen blev forgæves.

Fra 1986 søgte Sovjetunionen at sikre en intern forsoning under Mohammad Najibullah. Han skabte gennem kompromis med regionale ledere, dvs. krigsherrer, en stabilisering, der skulle muliggøre, at de sovjetiske styrker kunne overlade sikkerheden til afghanerne og forlade landet. Tilbagetrækningen blev afsluttet i februar 1989.

Krigen havde kostet anslået mindst en million afghanere livet, og omkring fem millioner var flygtet, de fleste til lejre i Pakistan, hvor ISI kunne rekruttere og målrettet udvikle den radikalt islamistiske del af den afghanske opposition.

Det lykkedes Najibullah at inddæmme og standse åbent pakistanskstøttede angreb selv efter den sovjetiske militære tilbagetrækning. Men med Sovjetunionens sammenbrud og opløsning standsede finansieringen. Det undergravede den afghanske præsidents mulighed for at kunne bevare kontrollen over landet. I 1992 måtte han afgive magten, og da USA ikke var interesseret i at støtte FNs forsøg på at stabilisere situationen, indledtes nu en fire års ødelæggende borgerkrig. CIA ønskede et afghansk sammenbrud og en sovjetisk ydmygelse som hævn for Vietnam.

Borgerkrigen sluttede først, da det i 1996 lykkedes den nye pakistansk-støttede, islamistiske Taleban-bevægelse at erobre Kabul. Talebans indsats blev fortsat støttet af ISI, men med sejren i Kabul var tjenesten nu fri til at anvende sine baser til at udvide og støtte oprørsindsatsen mod hovedfjenden Indien i Kashmir.

BIPRODUKTET AL-QUEDA
Under krigen mod den sovjetiske tilstedeværelse havde ISI også anvendt ikke-afghanske frivillige. En gruppe af disse var under ledelse den saudiarabiske rigmandssøn Osama Bin Laden. Han dannede efter den sovjetiske tilbagetrækning kamporganisationen al-Qaeda. Den skulle fortsætte en hellig krig mod dem, man så som Islams fjender, herunder først og fremmest USA med allierede. Fra 1992 opererede man mod USA fra Sudan, men i 1998 flyttede Bin Laden til det Taleban-kontrollerede Afghanistan, hvor han etablerede sine internationale træningslejre. Hans internationale krigere støttede også Taleban i kampen mod de resterende modstandere i den afghanske borgerkrig. Reelt overtog al-Qaeda som en gøgeunge den internationale ledelse af Talebanværten.

USA VIDERE EFTER SEJREN
Efter al-Quedas angreb på USA blev den pakistanske diktator, general Pervez Musharraf, afkrævet støtte til den amerikanske invasion af Afghanistan, der jo var rettet mod Taleban, Pakistans skabelse og allieret. Men USA søgte heldigvis for Pakistan ikke at blive involveret i langvarige kampe eller genopbygningen af Afghanistan. Den internt svage Musharraf kunne ikke kontrollere ISI, og tjenesten blev heller ikke afgørende stækket af sin amerikanske partner CIA.

ISI blev givet mulighed for at evakuere ikke alene sine talrige egne operatører i Afghanistan til Pakistan. Med fulgte også et stort antal Taleban- og al-Queda-krigere, og som vi ved blev Bin Laden placeret i en nordpakistans garnisonsby. ISIs træningsbaser for vennerne blev genskabt.

USA gjorde bevidst heller ikke gjort forsøg på at hindre Talebans og al-Quedas tilbagetrækning over grænsen efter sejren. Den amerikanske regering havde allerede før denne besluttet at udnytte situationen til hurtigst muligt fortsætte til Irak.

Som George H.W. Bush havde gjort ti år tidligere, valgte sønnen George W. Bush i 2002 at droppe virkninger af investeringen i Afghanistans fremtid og overlade udnyttelsen af denne til den pakistanske hærs national-islamistiske ledelse.

Stabiliseringen efter sejren blev stærkt hæmmet af, at der ikke længere var kendte og derigennem legitime modstandsledere til rådighed at overdrage til. Den Nordlige Alliances leder, tadsjiken Ahmad Shah Massoud, var blevet myrdet af al-Queda den 9. september, og den naturlige pashtunske leder, Abdul Haq, var senere blevet dræbt af Taleban i et forsøg på at komme ind i landet. De tabte måtte afløses af den tøvende, intellektuelle pashtun Hamid Karzai og Massouds hjælper, den altid ambitiøse Abdullah Abdullah. De kunne ikke løfte arven, og da slet ikke efter at den amerikanske interesse flyttet til Irak.

De amerikanske vestlige allierede kunne så koncentrere sig om den trælse stabilisering og genopbygning af Afghanistan. Det gik langsomt og tøvende, da man ikke blev drevet af utålmodigt pres fra en engageret amerikansk ledelse.

Den langsomme udvikling betød, at Vesten ikke fik udnyttet den udbredte velvilje skabt af det allerede forhadte Taleban-styres nederlag. Det gav ISI tid til at genopbygge Taleban i fred og ro. Det skete i F.A.T.A. og i Quetta-provinsen syd for den sydvestlige del af Afghanistan.

LIDT OM OPRØRSBEKÆMPELSE
Oprørskrig drejer sig ikke om at erobre og fastholde terræn eller slå fjender ihjel. For de sikkerhedsstyrker, der arbejder for regeringen, er målet at overbevise en stadig større del af befolkningen om, at regeringen kontrollerer fremtiden. Det skal demonstreres, at det er regeringen, ikke oprørerne, der kan levere sikkerhed, retfærdighed inden for loven og samfundets normer samt et økonomisk grundlag for familiens, slægtens og lokalsamfundets fremtid.

Hvis regeringen ikke gennem sin totale indsats konstant demonstrerer, at den vil og kan sikre folk og bedre fremtiden, taber den.

Retfærdighed omfatter i første omgang, at sikkerhedsstyrkernes politimæssige og om nødvendigt militære indsats rammer oprørerne og ikke andre. Det er derfor nødvendigt, at enhver aktion bygger på solide efterretninger, som kun vil være til rådighed, hvis befolkningen tror og satser på, at regeringen vinder. Alle aktiviteter fra sikkerhedsstyrkernes side skal holdes inden for loven. Det betyder også, at sikkerhedsstyrkerne skal være ekstremt tilbageholdende med at anvende magt og specielt relativt unøjagtige våben som fly- og artilleristøtte.

Det indebærer også, at al indsats fra regeringens side skal målrettes og koordineres effektivt under en (personligt) ansvarlig ledelse, der er kendt og respekteret lokalt og som har et robust kendskab til de lokale vilkår. Erfaringsmæssigt kræver dette lang tids tilstedeværelse, sprog- og kulturkundskab og effektiv enhedsledelse af udviklingsprojekter og sikkerhedsindsats.

Ikke alene skal sikkerhedsstyrkerne optræde på et sikkert efterretningsgrundlag. De skal konstant fastholde initiativet ved aldrig at forfalde til rutineoptræden og derigennem forudseelig optræden. Hvis dette glemmes af bekvemmelighed, vil oprørerne kunne tage initiativet og tvinge sikkerhedsstyrkerne til kamp, hvor de må anvende tunge, upræcise våben, der skaber tab og ødelæggelser blandt befolkningen.

Så regeringsstyrkernes indsats skal være klart mere præget af logik som bag regeringsindsats i fredstid end af krigens logik. Hvis oprørerne opnår, at dette ikke er muligt, er de på vejen til at vinde. Det var hvad, der skete efter 2006.

DEN PAKISTANSKE TALEBANOFFENSIV FRA 2006
Det var denne vej til sejr, som Pakistan igennem ISI indledte i 2006, hvor de genopbyggede og nybevæbnede oprørsstyrker fra lejrene i F.A.T.A. og Quettaprovinsen passerede grænsen og indledte oprørskrigen i provinserne på den afghanske side og senere i de mere fjerne nordlige dele af landet. De vestlige lande var på det tidspunkt i ro og mag ved at etablere små militære-civile rekonstruktionshold i de afghanske distrikter, samtidig med at både central- og lokalregeringernes legitimitet blev svækket af korruptionsskandaler.

De vestlige lande svarede på Talebanoffensiven ved endelig af opbygge deres militære styrker i Afghanistan og senere også øge indsatsen for at opbygge den Afghanske Nationale Hær (ANA) og politistyrkerne. Men som det hurtigt blev klart, herunder ved det britisk-danske forsvar af distriktscentret Musa Qala samme sommer, havde de forskellige Talebanstyrker opnået og bevaret initiativet, og det eneste forsøg på at genere oprørerne i deres pakistanske baseområder blev anvendelse af præcisionangreb fra droner mod oprørsledere i F.A.T.A. over for de amerikanske hærenheder i det østlige Afghanistan.

Baserne i det pakistanske Quetta-distrikt, der var udgangspunkt for den oprørsvirksomhed, der bl.a. førte til hovedparten af de danske tab, fik lov til at virke uden sådanne generende droneangreb.

Det eneste forsøg herefter på at få den pakistanskstøttede krigsindsats i Afghanistan under kontrol gennem diplomatisk indsats, var i begyndelsen af Barrack Obamas første periode. Her erklærede man åbent, at der var tale om en krig i to lande og udpegede den tidligere resultatsøgende diplomat Richard Holbrooke som speciel repræsentant til begge landene. Men indsatsen forblev halvhjertet.

Holbrooke var uden opbakning fra Obama og vicepræsident Joe Biden. Han viste sig endvidere som andre amerikanere uden vilje eller evne til lægge effektivt pres på Pakistan og han så det derfor som umuligt at bringe konflikten under kontrol. Han døde, for han kunne når at ændre mening.

Selv da amerikanske styrker fandt, at Osama-Bin-Laden levede som den pakistanske hærs gæst 1 kilometer fra dens officersskole, anvendte hverken USA eller vi selv dette åbne pakistanske forræderi som anledning til at åbent brud. I stedet koncentrerede man sig om at vise hensyn og kompensere for dette pinlige ansigtstab, så man kunne fortsætte samarbejdet.

DET VELMENTE DANSKE RYGMARVSBIDRAG
Den danske indsats i Afghanistan demonstrerede aldrig noget selvstændig forsøg på forstå, hvad situationen reelt drejede sig om eller hvad dette medførte af krav og vilkår til den civile og militære indsats.

Danmark etablerede ikke en nødvendige enhedsledelse over dansk militær indsats og udviklingsprojekter med henblik på at integrere denne i en tilsvarende britisk enhedsledelse. I stedet opfandt man begrebet “samtænkning”. Det skulle skjule, at man ikke kunne eller ville placere al indsats under én af regeringen fuldt bemyndiget person. Jeg tror reelt ikke, at man i Danmark havde gjort sig klart, at dette var nødvendigt.

Danmark ville blot være synlig og hjælpe så godt som muligt, og hvis man forstod, at vores problemer og tab skyldtes pakistansk indsats, fortalte man de ikke til befolkningen.

Det igangværende sammenbrud af den sidste indsats ses som forklaret af de ædle vildes effektive modstand mod fremmed tilstedeværelse.

Det ville være ubekvemt at skulle forklare befolkningen, at problemet skyldtes amerikansk manglende rettidig omhu i først 1992 og så 2002 samt pakistansk militær indsats for at destabilisere og kontrollere nabolandet.

Den danske militære indsats viste ingen selvstændig tænkning om, hvad stabilisering og oprørsbekæmpelse indebærer. Man producerede og sendte nye hold hvert halve år, inklusive en ny ledelse, hvilket undergravede lokalforståelse, kontinuitet og læring. Holdene optrådte med programmeret forudsigelighed men planlagte orlogs- og aktivitetsperioder. Patruljeringen og andre operationer var også i stor udstrækning forudseelig både geografisk og i tid, hvilket lettede oprørernes indsats mod styrken.

SLUT
Jeg er som gammel soldat stolt over de danske enheders mod, gode hensigter og offervilje, specielt nede på gulvet i specialstyrkepatruljer, delinger og kompagnier. Men jeg har som gammel operations- og strategilærer intet positivt at sige om dansk eller allieret professionalisme eller vilje til at konfrontere virkeligheden på højere niveau.

Den manglende amerikanske vilje og evne til at udvikle og fastholde en realistisk strategi undergravede muligheden for en succes. Man gjorde intet effektivt for at afdække Pakistans hykleri og bringe landets diskrete krigsførelse mod Vesten til standsning. At opnå dette ville næppe have været muligt uden at gøre det sikkert, at alternativet ville være, at USA satsede på Indien som sin regionale partner.

Dette sidste er en udvikling, der er på vej, men nu uden virkning på situationen i Afghanistan.

Det er nødvendigt at gå hele vejen tilbage til 1950. Så kan man følge den udvikling, der har medført, at der stadig findes danskere, der mener, at det er af betydning, hvad man kalder den general eller admiral, der har noget loven kalder “kommandoen” over dansk militær.

Det må allerede nu understreges, at ordet “kommando” er groft misvisende i den nuværende situation. Værnenes enheder er kun til rådighed for Forsvarschefen i en meget begrænset grad, og hans indflydelse på deres tilstand er bevidst stærkt begrænset.

Forsvarschefens nuværende rolle kan bedst forstås som, at han er projektansvarlig i en tværgående organisation uden klar autoritet over linjeorganisationens dele.

Det hele kritiske problem med den nuværende organisation er, at der ikke er klare sammenhængende myndigheds- og ansvarsforhold. Denne mangel er, som buketten af skandaler viser, en kræftsvulst, der forgifter, korrumperer og ødelægger organisationen og dens mennesker.

Men at få løst dette problem er næppe lettere and at få Myanmars generaler til at opgive magten.

MINISTERIETS LEDENDE (CIVILE) EMBEDSMÆND ER (I BEDSTE FALD) STÆRKT SKEPTISKE OVER FOR MILITÆRFAGLIGE SYNSPUNKTER
Rammen har altid været en både forståelig og nødvendig kritisk dialog mellem på den ene side det politiske mulige og ønskelige, som departementet i Forsvarsministeriet skal støtte ministeren i at repræsentere, og på den anden side det fagligt militære mulige,som Forsvarets og værnenes professionelle ledelse skal repræsentere og søge at skabe forståelse for.

I de første mange år efter 1950 blev dialogen mellem de to synspunkter lettet af de fælles erfaringer i de foregående ti år og af, at et meget stor del af Departementets embedsmænd var militære fagfolk.

De var håndplukkede, ofte højt uddannede, erfarne karriereofficerer, der havde en del af deres tjenesteforløb i ministeriet. De havde en professionel viden og indsigt, som de militære kommandoer, dvs. indtil 1970 værnskommandoerne, kunne finde irriterende, Men denne fagkundskab i departementet lettede også brobygning.

Denne situation er imidlertid ændret igennem de seneste tredive år, hvor stadig flere embedsmænd med rent civil akademisk baggrund ikke ser de fagmilitære erfaringer og argumenter som vægtige i en situation, hvor Danmark ikke trues af storkrig og invasion. De finder synspunkterne uforståelige og ubekvemme, for i modsætning til officerer er de ikke opdraget til at se katastrofale muligheder som beslutnings- og ledelsesrelevante.

FORSVARSCHEFEN SOM KUN ANSVARLIG FOR FORSVARSFORBEREDELSER OG KOMMANDOEN I KRIG
Men nu tilbage til 1950, hvor situationen var anderledes. Politikernes erfaringer gjorde det indlysende, at der var behov for, at de nu tre værn efter etableringen af Flyvevåbnet ikke planlagde og eventuelt gennemførte hver deres forsvarsindsats uden hensyn til de andre.

Den første forsvarschef, admiral Erhard Quistgaard, fik derfor i fredstid underlagt efterretningsvirksomheden samt et koordinerende ansvar for forberedelserne til landets territorialforsvar i krig. Som leder af den danske delegation i planlægningen af NATO havde Quistgaard værdifulde internationale kontakter, som han kunne anvende i stillingen.

Ansvaret for ressourcer og “anlæg”, dvs. byggeri og materielanskaffelser forblev i Forsvarsministeriet, og de tre værns forskellige myndigheder tog sig af materieldrift og uddannelse direkte under ministeriet.

I FORHOLD TIL NU
På overfladen er denne situation meget lig den nuværende, hvor Forsvarschefen kun har det overordnede ansvar for indsættelse af styrkerne, men da opgaven dengang var territorialforsvaret af Danmark mod et truende stormagtskup eller -angreb, var Quistgaards rolle og det politiske behov for hans fagkundskab dramatisk meget stærkere end general Flemming Lentfers.

Nu er situationen fundamentalt anderledes, fordi ingen centrale danske politikere, toneangivende mediefolk eller civile sikkerhedspolitiske eksperter længere synes at acceptere, at der er eller igen kan blive militære roller for dansk forsvar, som er specielt viden- og færdighedskrævende.

Det ignoreres, at uden en solid baggrund mangler personen med sikkerhed grundlaget for at planlægge og lede operationer under krise og konflikter. Det nødvendige fundament er en årelang konstant faglig interesse, støttende formel uddannelse, praktisk ledelseserfaringer fra varierende, realistiske øvelser eller eventuelt tjeneste i internationale myndigheder i krigszoner. Uden denne kan man heller ikke effektivt repræsentere danske interesser i internationalt militærfagligt samarbejde.

ROLLEFORDELINGEN MELLEM MINISTERIET OG VÆRNENE I KRISE
I sidste halvdel 1960’erne brød den daværende ansvarsfordeling mellem Forsvarsministeriet og de tre værnskommandoer sammen. De allieredes våbenhjælp ophørte, og der var voksende udgifter til stampersonel. Det sidste var et resultat af den stigende modstand mod den først 18 og så 16 måneders lange værnepligtstjeneste, som bar styrkernes indsatsberedskabet.

Nu dækkede det forsvarsbudget, som partierne ville stille til rådighed, ikke udgifterne. Det fik Forsvarsministeriet til at kaste ansvaret for ressourcerne fra sig, og det landede hos de tre værnskommandoer. Af større poster forblev kun “anlæg” i ministeriet.

Men dette skridt løste ikke problemerne for regeringen. For de tre værnskommandoer fremlagde ønsker om deres fremtidige udvikling, som det var umuligt at holde inden for politisk realistiske forsvarsbudgetrammer. At afveje og prioritere mellem de tre værns ønsker var særdeles ubekvemt for regeringspartier, så allerede, før Forsvarskommissionen af 1969 afgav sin rapport i 1973, besluttede man at give det samlede ansvar til Forsvarschefen.

FORSVARSCHEFEN SOM CHEF FOR FORSVARET I BÅDE FRED OG KRIG
Han skulle herefter sammen med en stærkt udvidet Forsvarsstab danne “Forsvarskommandoen”, der afløste de tre værnskommandoer. Opgaverne blev udvidet fra krigsforberedelser og ledelse i krise og storkrig til også at drive og udvikle organisationen i fred.

Den daværende Forsvarschef, general Knud Ramberg fra Flyvevåbnet, var imidlertid ikke klar til at overtage økonomiansvaret. Det skete derfor først, da hærchefen, general Otto Blixenkrone-Møller, blev Forsvarschef fra 1972 til 1977.

Dele af de nedlagte tre værnskommandoer blev som små stabe placeret i Forsvarskommandoen. De fik primært doktrin-,uddannelses- og koordinationsansvar.

Forsvarschefens væsentlige underlagte myndigheder var herefter de tre værns operative myndigheder samt deres tre materielkommandoer.

FORSVARSDEPARTEMENTETS GØGEUNGE
Efter nogle år med den nye struktur nåede ministeriets centrale embedsmænd til den opfattelse, at den nu meget stærke Forsvarskommando ikke var tilstrækkelig lydhør over for politiske signaler.

Dette på trods af, at Forsvarsstaben var givet en “Langtidsplanlægningsgruppe”, der skulle udvikle alternativer til den rene fortsættelse af den eksisterende struktur, der blev stadig dyrere. Forfatteren var medlem af gruppen fra 1979 til 1982.

Da Blixenkrone-Møller var blevet afløst af general Knud Jørgensen fra Flyvevåbnet i 1977, blev den socialdemokratiske minister Orla Møller overbevist af sine embedsmænd om, at man skulle sikre sig kontrol over den politisk “døve” kommando ved at placere sin egen mand i forsvarsledelsen.

Derfor blev oberstløjtnant Gunnar Kjær (“GK”) Kristensen, der var chef for departementets 1. Kontor, udnævnt til generalløjtnant og Chef for Forsvarsstaben. Han skulle på ministeriets vegne fra sin nye stilling kontrollere Forsvarskommandoen under det arbejde med et nyt forsvarsforlig, der samtidig blev iværksat som svar på presset fra NATO for at opnå en forøgelse af forsvarsbudgettet.

Fra 1982 blev udviklingen af Forsvaret fanget i den sikkerhedspolitiske konfrontation mellem den borgelige regering og Socialdemokratiet om sikkerhedspolitikken. Under konflikten blev Langtidsplanlægningsgruppen med det nye navn “Rådgivnings- og analysegruppen” flyttet til Forsvarets Forskningstjeneste. Flytningen skulle give gruppen større frihed til at tænke alternativt.

Den videre udvikling måtte imidlertid afvente det resultat af Forsvarskommissionen af 1988s arbejde, der kom i slutningen af 1989. Forfatteren var menigt medlem af kommissionen.

DEPARTEMENT OG FORSVARSCHEF I SAMARBEJDE
Med først Knud Enggaard og så Hans Hækkerup som Forsvarsminister var general Jørgen Lyng som Forsvarschef fra 1989 til 1996 både ansvarlig for at føre forsvarskommissionens anbefalinger ud i livet. Ved at samle de landmilitære operative kommandoer øst henholdsvis vest for Storebælt i én Hærens Operative Kommando blev det muligt at delegere driften af værnenes aktiviteter og derigennem aflaste Forsvarskommandoen.

Der var gået tyve år præget af friktion mellem Departement og de fagansvarlige militære kommandoer, før man var nået til et fungerende samarbejde. Dette skete imidlertid på det tidspunkt, hvor Forsvarschefens oprindelige opgave – at forberede og eventuelt lede forsvaret af Danmark i krig – blev stadig mindre akut og relevant på grund af Den Kolde Krigs afslutning.

Opgaven fra 1970 havde været at udvikle samt bedst og billigst muligt drive den organisation, der skulle kunne løse netop Den Kolde Krigs opgaver i Danmark og nærområdet i krise og krig. Men hurtigt blev netop den opgave, som var blevet grundigt gennemarbejdet af Forsvarskommissionen af 1988, ikke længere set som relevant.

FORSVARSCHEFEN SOM NEW PUBLIC MANAGEMENT VIRKSOMHEDSLEDER
Da general Christian Hvidt efter få måneder som Chef for Forsvarsstaben blev Forsvarschef ved admiral Hans Gardes død ved flystyrtet på Færøerne i august 1996 var man kommet så langt på afstand af Den Kolde Krig, at man kunne have gennemtænkt og defineret en forsvarschefs faglige rolle under de nu mere klare, ændrede vilkår.

Det skete imidlertid ikke. Hvidt valgte i stedet energisk at omfarme de nye “New Public Management” (NPM)-teorier. Forsvaret skulle organiseres og virke som en veldrevet privat virksomhed, og kun målbare dele af “produktionen” var relevante at sammenholde med forbruget af ressourcer. Det blev som at måle Den Kongelige Ballets kvalitet alene på antallet af forestillinger og tilskuere ganget med frekvensen og højden af dansernes spring modregnet danserlønninger og teaterdrift i et regneark. Mange af de forskellige og komplekst samvirkende afgørende faktorer, der skaber effektivitet og synergi i kamp og andre operationer, er ikke målbare.

Det kan ikke undre, at den videregående officersuddannelse, som det havde taget fra 1830 til 1994 at udvikle, nu kom under pres for at nærme sig akademiske civile uddannelser, uanset at dette var værre end spild af penge, fordi det afsporede fagligheden.

Hvidt ignorerede også sin rolle som regeringens ansvarlige militærfaglige rådgiver, for hans mål var at blive set som den administrerede direktør for en gennemrationaliseret, moderne, NPM “New Speak”-talende produktionsvirksomhed.

Det, der gik tabt, var at regeringen ikke længere blev fristet eller opfordret til at udnytte Forsvarschefens faglighed og evne til at forudse udfaldet ved forskellige muligheder. Det skete f.eks., da general Lyng i 1993 overbeviste regeringen om, at det var en risikabel og derfor dårlig idé at følge FNs ønsker og sende den næste nordiske FN-styrke til Srebrenica-enklaven i det østlige Bosnien.

Efter Hvidt var det kun Forsvarschefens opgave at fortælle regeringen hvilke muligheder, man kunne støtte med sin “produktion” af enheder. Han forventedes ikke under fagligt ansvar at forudse, hvad der sandsynligvis ville ske i konflikten og vurdere forskellige handlemuligheder, der derefter kunne drøftes med de allierede.

Hermed satsede man på, at vores større allierede gjorde. Det vil sige, at Hvidt reelt gjorde sin egen militær-faglige position overflødig. Det, han begrænsede sig til, kunne en civilt uddannet embedsmand godt klare.

Stille afgav man selvstændighed i forhold til spørgsmål om krig og fred, noget der aldrig ville ske på EU-relevante områder.

FORSVARSCHEFEN SOM REAKTIV BESTYRER AF VÆRKTØJSKASSEN
Denne begrænsede opgave blev også styrende for Hvidts egen og afløseren, general Jesper Helsøs, indsats ved indsættelsen af danske styrker i Afghanistan, Irak og igen Afghanistan fra sent 2001 til 2006. Det blev ikke set som en dansk opgave selvstændigt at analysere og forudse forløbet af konflikten og tilpasse Forsvarets forberedelser og optræden.

Man gennemtænkte herunder ikke konsekvenserne af, at Danmark var forpligtet af internationale konventioner, og at disse danske forpligtelser ubekvemt afveg fra USAs og selv fra Storbritanniens.

Professionel forudseenhed ville have betydet, at man på forhånd havde forhandlet virkningerne af disse forskelle på plads før udsendelsen. Et pinligt resultat af den manglende rettidige omhu blev dels sagen med efterretningsofficeren Annemette Hommel, dels en lang række sager om den danske rolle under tilbageholdelse og behandling af lokale i missionsområderne. Det var skandaler fremkaldt af svækkelsen af Forsvarschefens ansvar.

Med de ændringer af dansk forsvar, der derefter fulgte Helsøs planlægningsstabs “K-notat” fra 2003, skulle Forsvaret koncentrere “produktionen” om ganske få elementer, der fra “værktøjskassen” med kort varsel kunne tilbydes vores allierede (læs USA) til korttidsbrug. At der hermed var tale om et fravalg af landets muligheder for at løse selvstændige forsvarsopgaver i en meget lang fremtid, bremsede ikke 2005-2009-Forsvarsforliget.

Departementet var blevet skuffet over Langtidsplanlægningsgruppens og Rådgivnings- og Analysegruppens evne til at producere alternativer til Forsvarskommandoens forslag. I 2005 førte den fortsatte ambition til oprettelsen af et Dansk Institut for Militære Studier. Forfatteren var praktisk projektansvarlig for dets etablering. Instituttet blev indledningsvis fysisk placeret på Forsvarsakademiet men senere flyttet til Københavns Universitet. Instituttets opfattelse af “Militære studier” var imidlertid rent politologisk og produkterne renset for militærfagligt fokus, så departementet fik heller ikke denne gang præsenteret strukturalternativer.

Forsvarets reduktion til “værktøjskasse” undergravede igen grundlaget for den professionelle videregående uddannelse. Den var jo i sin sidste fase udviklet til at kunne gøre eleverne i stand til at overse og planlægge de operationer med styrker fra flere værn, der havde været nødvendige under forsvaret af Enhedskommandoen for Danmark og Slesvig-Holsten (BALTAP). Når man kun skulle dække allieredes behov i en kort periode, var selvstændige overvejelser irrelevante.

“FORSVARSCHEFEN” SOM SITUATIONSBESTEMT PROJEKTLEDER
Da dansk forsvars længst varende kampindsats sluttede med tilbagetrækningen fra Helmand-provinsen i Afghanistan, blev alle disse forskellige svækkelser udmøntet i Forsvarsforliget for 2013-2017.

Her bevarede Forsvarschefen ganske vist, hvad man fortsat kaldte “kommandoen” over Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Men myndigheden var nu reduceret til at omfatte styrker, der blev taget op fra “værktøjskassen” og klargjort af andre med personel og materiel.

Hvis ministeriet bestemte, at Forsvaret skulle udvikle dele af organisationen, som ved opbygningen af den “brigade”, som er et mål i Forsvarsforliget 2018-2023, havde han ikke umiddelbart myndighed til at styre arbejdet. Da næsten hele den “virksomhed” med styring af produktionen, som Christian Hvidt havde set som sin hovedopgave, nu var henlagt til civilt arbejdende styrelser under Departementschefen, er Forsvarschefen henvist til samarbejde med disse styrelser og pågældende værn uden mulighed for at bestemme, dvs. “kommandere” og derefter kontrollere, at det sker.

Siden 2013 var ikke længere klare myndigheds- og ansvarsforhold. Det bør ikke undre nogen, at man snart blev ramt af en type af skandaler, der indtil da havde været ukendte i Forsvaret.

Den videregående uddannelse af udvalgte officerer, der muliggjorde militærfaglig analyse af større og komplekse opgaver og kunne støtte bl.a. Forsvarschefen i hans arbejde, blev endelig helt nedlagt i 2014. Samtidig blev den grundlæggende officersuddannelse, der med ændringer og moderniseringer var bevaret igennem mere end 100 år, udhulet ved, at udgangspunktet ikke længere var demonstrerede praktiske lederevner.

Nok så alvorligt er dog, at der i ti år på grund af det faldende antal enheder og tjenestesteder ikke har været “praktikpladser” til at sikre, at nyuddannede officerer får praktiske erfaringer. Det er et tidligt resultat af, at Forsvaret ikke længere ledes og udvikles på grundlag af faglig erfaring. Begrebet officer herefter kun af, hvilket gradstegn det i udgangspunkt civile indhold har på uniformen.

Ved det sidste forsvarsforlig er situationen forringet yderligere, ved nedlæggelsen af de specialistskoler, der var ekspertise- og udviklingsansvarlige for nøglekompetenser i de tre værn. Vi blev som Den Kongelige Ballet uden Balletskolen.

Som beskrevet er Forsvarschefs-embedet gradvis blevet udhulet så meget, at han i dag reelt ikke med rette kan benævnes “styrelseschef”, da det er andre, der forvalter hans områdes økonomi, materiel og økonomi. Da webmediet OLFI i et interview bragt 16. februar stillede spørgsmålet: “Hvem er ansvarlig for, at vi ikke lever op til de mål, som vi selv har været med til at sætte i Nato?” svarede generalen: »Jeg oplever det ikke som, at der er behov for at placere et ansvar i den her sammenhæng …” Forfatterens erfaring er, at klare myndigheds- og ansvarsforhold fremmer at anvendelsen af ressourcerne rettes mod målet, vejledt af chefens faglighed.

Hvorvidt den nye Forsvarschef får magt til at løse de opgaver han får eller stiller sig, afhænger ikke af hans formelle rolle og af, hvad han kaldes. Det afhænger af hans personlighed, energi og argumenter samt den direkte og åbne støtte, som ministeren giver ham i forhold til Forsvarsdepartementets egne styrelser.

FORSVARSCHEFEN HEREFTER?
Lad os til sidst drømme lidt om, hvad der kunne ske nu, hvis de ansvarlige politikere troede aktivt på, at Forsvaret i fremtiden skulle kunne andet end at levere hjælpepoliti.

I det nævnte OLFI-interview gjorde Lentfer klart, at havde ikke havde haft tid til at studere sin profession og krig siden det par år i slutningen af 1990’erne, hvor han var lærer på Forsvarsakademiet i værnsfælles operationer. Vi må håbe, at hans mærmeste hjælpere kan opdatere ham.

Vi er af Donald Trump og samtidig af den grønlandske selvstændighedsbevægelse gjort opmærksom på, at det arktiske område på trods af gode ønsker og hellige besværgelser nok ikke vil forblive et lavspændingsområde og i et uændret Rigsfællesskab, en opgave, som Forsvaret blot skal forvalte.

Der er nu reelt akut behov for en også militærfaglig national analyse af mulige krisesituationer i dette ekstremt krævende operationsområde. Dette også fordi dansk forsvars bidrag uanset ekstre milliarder altid vil forblive ubetydelige i forhold til områdets geografiske udstrækning-

Det er klart, at Rusland stadig ikke fuldt ud accepterer situationen ved landets nordvestgrænse op til Østersøen. Mens svenskerne har forstået og accepteret russernes åbent revisionistiske stormagtsholdning som grundlag for forsvarspolitikken, har danske myndigheder hidtil ikke set det nødvendigt at gøre mere end at bidrage lidt til den symbolske alliancetilstedeværelse i Baltikum uden rigtigt at tage denne opgave alvorligt.

Meget typisk for den civile akademiske ledelse af Forsvaret og “Forsvarets” Efterretningstjeneste herhjemme, har der ikke været fremlagt en militærfaglig analyse af situationen i Baltikum og Østersøen, idet man åbenbart historieløst forudsætter, at NATO-medlemskab i sig selv er afskrækkende i alle situationer. Dette er logisk og historisk erfaringsmæssigt nonsens, fordi det forudsætter, at beslutninger om aggression altid tages på rationelt grundlag.

Nu bindes de to hovedinteresseområder for dansk forsvar direkte sammen af russerne. I deres store militære øvelse i år, Zapad(Vest)-21, er grundlaget for første gang en samtidig konflikt med Vesten i Østersøen og i Arktis.

Det kunne teoretisk set få tænksomme og interesserede politikere til at give Forsvarschefen opgaven at overveje situationen og bidrage til analysen af konsekvenserne. Flemming Lentfer lærte analysemetoden af den daværende oberstløjtnant Lars R. Møller i midten af 1990’erne. Forsvarschefen var Møllers bedste elev.

Man kan sige, at det ville svare til indledningsvis at give Forsvarschefen og hans stab den klare opgave, som admiral Quistgaard fik i 1950. Man skulle så som dengang give ham mulighed for direkte at stille konkrete analyseopgaver til Forsvarets Efterretningstjeneste til støtte for arbejdet.

Det ville også være hensigtsmæssigt igen at uddanne en håndfuld analytisk begavede officerer i strategisk og værnsfælles operativ scenarieanalyse, folk der kunne give generalen en støtte, som ikke kan hentes hos andre faggrupper.

Alternativet er at hente dem i udlandet, fordi vi i Danmark kun gennemfører akademisk pointgivende “Militære studier”.

Af og til kan man være uforskammet heldig. Jeg var begyndt at skrive om den pandemi af alt fra unges afvisning af Coronabegrænsninger af deres opførsel til omfattende åbne oprør mod regeringer og autoriteter. Og så interviewede Flemming Rose den gamle CIA-analytiker Martin Gurri i den seneste Weekendavisartikel “Mørkets fyrste”. Gurri argumenterede i forlængelse af sin 2014-bog “The Revolt of the Public and the Crisis of Authority in the New Millenium”. Som følge af digitaliseringen var der var sket en eksplosion af information i de seneste tyve år. Det var en følge af digitaliseringen og havde undergravet respekten for alle typer autoritet og hierarkisk baseret myndighed.

En af min generation, der har oplevet 1968, vil formulere det som et nu folkeligt ungdomsoprør på speed. Dengang havde det blot været den intellektuelle elites angreb på konservative idéer og privilegier.

Og nu videre til spektret af nye opstande. Internettet og nu de sociale medier er hovedkommunikations- og mobiliseringsrammen, og derfor har overdrivelser, rygter og konspirationsteorier mindst lige så stor rolle som en “saglig”, logisk, erfaringsbaseret argumentation.

Der er indledningsvis ikke nogen ledere. Det er mere behov som symbolske Jeanne d’Arc-typer som Greta Thunberg da organisationsprocessen er flad- Opstanden kan uden problemer rumme grupper med vidt forskellige og endda modsat rettede mål. I det seneste par år har vi set De Gule Vestes aktion i Frankrig, Hongkong-opstanden mod Beijings undertrykkelse af friheden, BLM-demonstrationerne samt de igangværende oprør i Beirut og Belarus. Men man bør også medregne den store Berlin-demonstration mod de tyske Corona-epidemiforanstaltninger.

Man kan sige, at de første eksempler på denne type civile oprør var de amerikanske højre- og venstrereaktioner på 2008-finanskrisen; Tea Party Movement i 2009 henholdsvis Occupy Wall Street Movement i 2011. Mens den sidstnævnte tabte dampen og endte uden effekt, blev den første finansieret og overtaget af højrefløjen i Det Republikanske Parti og dannede et forstade til Donald Trumps gøgeungeovertagelse af sagen og partiet. I fornyet form lever opstanden videre i QAnon-konspirationsnetværket.

Fra slutningen af 2010 fulgte de civile opstande i Det Arabiske Forår, der endte i den syriske tragedie.

I øvrigt har den flade eller manglende formelle organisationsstruktur og ledelse betydet, at det har været umuligt at få en egentlig forhandling med henblik at nå til et politisk forlig. Det har hidtil ført til, at den franske præsident måtte søge at tage luften ud af De Gule Vestes protester gennem en modkampagne, der skulle fjerne eller mindske nogle af de påpegede uretfærdigheder. Klimabevægelsen er adopteret og søg tæmmet af politiske partier. Det samme kan siges om Det Demokratiske Partis udnyttelse af nogle af BLM-bevægelsens krav i den igangværende valgkamp.

Beijings reaktion på Hongkongoprøret var derimod at opgive den tidligere britiske kronkolonis særstatus af frit vindue til Vesten, for det Kinesiske Kommunistiske Parti kan ikke slippe kontrollen og bevare magten.

Hvordan det går i Beirut og Minsk er det stadig vanskeligt at sige, fordi det er de eksisterende politiske systemer i Libanon og Belarus, der på forskellig måde har umuliggjort en politisk organisering med legitime ledelsesstrukturer i oppositionen.

I Belarus har den flade struktur med kun symbolsk ledelse sammen med fastholdelse af ikke-voldsstrategien dog åbenbart blottet og undergravet Lukasjenkos magt og frataget Putin mulighederne for at intervenere med det russiske folks støtte.

Begge steder betyder den udenrigspolitiske realitet også, at oprørernes ønsker vanskeligt kan opfyldes i det lidt længere perspektiv. I Libanon pga. Iran, Syrien og Ruslands interesser i landet, I Belarus på grund af, at Putin må undergrave, at endnu et folk i Ruslands interesseområde ikke alene får held til at vælte en autokratisk leder og derigennem skaber et uønskeligt eksempel, men at det derefter også får held til at skabe et stabilt demokratisk styre.

Den hurtige og delvis lukkede meningsdannelse på de sociale medier af modstandere af selv legitimt valgte, demokratiske magthavere, vil med sikkerhed fortsætte, og som hidtil vil konspirationsteorier og svigtende vægt på fakta-forankring meget let kunne komme til at præge aktivismen, som det også var klart ved Corona-demonstrationen i Berlin den 1. august.

Det nye er, at spredningen og den medfølgende mulige mobilisering af en amorft opstand sker stadig – og med lysets hast. Man kan forstå hvorfor det kinesiske regime må kontrollere sit folk så tæt.

Alle regeringer herefter sidder på et fundament, der er så ustabilt som den lagrede ammoniumnitratgødning i Pakhus 12 Beiruts havn.

(Foto: Fra Det Arabiske Forår i Cairo, Neill-Cochran House Museum)

Engang i foråret udtalte den svenske chefsepidemiolog Anders Tegnell, at der før udbruddet ikke havde været uenighed mellem ham og kollegerne i udlandet om hvilken strategi, der skulle følges ved en eventuel pandemi. Den var udviklet på forhånd for et udbrud af en ny type influenza og gik ud på at inddæmme skaderne indtil befolkningen havde opnået flokimmunitet eller en vaccine var klar.

I Danmark havde man alligevel ikke valgt dén strategi. I det omfang man overhovedet var sig det bevidst, optrådte man som man altid må gøre i en ny, stadig dynamisk situation: Man valgte en ”strategi”, der reelt blev indledt som en pragmatisk læreproces.

Nøglepersonen her måtte meget naturligt blive Sundheds- og Ældreministeriets kendt stærke departementschef, Per Okkels. Han havde 35 års erfaring med ledelse af forvaltning af fagområdet på regionalt og centralt niveau, herunder med afvejning af faglige input mod politisk nødvendighed. Sådan fungerer den danske centraladministration.

Tesen om, at Okkels fik og beholdt hovedrollen kan forklare både styrken og problemerne med den danske optræden fra optræden siden begyndelsen af marts og frem mod den nu kommende anden krise: 1) Hurtighed, 2) lukkethed om forløbet og reelle motiver og prioriteringer, 3) centralisme, 4) fokus på organisatorisk ”byggearbejde”, landsdækkende skridt og effektivt samarbejde med erhvervslivets hovedaktører, 5) vanskelighed med at lære nyt, når beslutningen først er taget og først ud i livet, samt endelig 6) den forsigtighed med at irritere befolkningen, som kendetegner den dygtige danske embedsmands rådgivning.

De to første karakteriserer den oprindelige nedlukning. Den væsentligste fejl skete, som Information har klarlagt, i nedlukningen af domstolene, hvor man glemte at tage tilstrækkeligt hensyn til deres uafhængige status.

Alle de fire første bestemte forløbet derefter til og med faserne i “oplukningen”. Den organisatoriske ombygningsindstats fik skubbet opretningen af den pinlige værnemiddelsskandale over til Justitsministeriet. Man fik beskæftiget regionerne med den efterhånden mere tilstrækkelige testningsindsats. Med ny midlertidig chef blev kontaktsmittesporingen stadig holdt indpakket i den amorfe rodebutik, som hedder Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunerne kunne koncentrere sig om at finde og administrere faciliteter til isolation.

Sundhedsstyrelsen blev uden reel indflydelse opretholdt som magtens nødvendige faglige facade, og det mere demonstreret loyale Statens Seruminstitut fik nu den ansvarlige rådgiverrolle.

Under hele forløbet indtil nu forblev al reel myndighed direkte ved ministeriets departement, der således også virkede som styrelse. Ingen kombination af aktiviteter blev delegeret.

Da der jo konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige.

I modsætning til i hårdere ramte udlande, forblev den danske kriseindsats balanceret, dvs. halvhjertet.

Da alt synes at gå langt, langt bedre, end man kunne frygte, gik regeringen med til en hurtig genåbning, der herefter skete i tæt samarbejde med erhvervslivets fagkundskab.

Forsigtigheden blev opretholdt. I modsætning til i Tyskland var masker ikke nødvendige, testning ved indrejse fra smittefarlige udlande ikke tvungen, isolation ikke effektivt søgt håndhævet og det var frivilligt om smittede ville bidrage til kontaktsporing. Den midlertidigt ansvarlige styrelseschef Anette Lykke Petri fortalte tilfreds Berlingske den 4. august, at man havde styr på 90 %, hvilket enhver forvalter jo måtte være stolt over. Denne procentdel var lige før smitten igen bredte sig til hovedparten af landets kommuner og øgede opgavepresset dramatisk.

Utilstrækkelig kapacitet på kontaktsmittesporeområdet og dermed muligheden for konstant at trykke smitten i bund, før den når et niveau, så dette bliver umuligt, er et resultat af den svigtende evne til at lære af udlande som bl.a. Norge og Island. For en beskrivelse af den robuste norske fremgangsmåde, se:https://www.fhi.no/nettpub/coronavirus/testing-og-oppfolging-av-smittede/smittesporing/?term=&h=1

Dette virker sammen med ministeriets svigtende vilje eller evne til delegering af ansvaret for den regionale og lokale indsats. Sammen betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet.

Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte i stedet at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning.

At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien i stedet for kun at jage tilbagevenden til normaliteten.
Medierne har helt svigtet i undersøgelsen af, hvordan de danske beslutninger blev taget, og af hvorfor de var så markant mere halvhjertede, end i Tyskland og forskellige fra Norges på et helt centralt område.

Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise. Det skyldes kombinationen af den oprindelige lukkethed, de svigtende medier og den udbredte halvhjertede og nølende opfattelse af alvoren, som var resultatet af, at vi ved rettidig nedlukning slap for tragedier som i Lombardiet, Madrid, New York og London i foråret.

Dette står klart, hvis man som jeg oplever den voksende bølge af hadske konspirationsteorier på de danske sociale medier. Elementerne er kendte: Ikke værre end en influenza/de gamle skal jo alligevel dø/vi kan selvfølgelig ignorere sygdommen og lade økonomien fortsætte uændret/regeringen har valgt at udnytte en fiktiv trussel for at bevare magten/indføre kommunisme (jeg citerer, hvad jeg derefter blokerede). Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende.

Den lukkethed om beslutninger, der er naturligt for en embedsmand, kan have alvorlige omkostninger.