2028-SCENARIE

(kortet overfor af Suwalki-korridoren er fra Atlantic Council)

Senest efter et par år med Trump som genvalgt præsident (men nu sandsynligvis før) er Ukraine tvunget til fred (benævnt og reelt kun en våbenhvile) på russiske betingelser (med USAs accept=støtte). Bortset fra, at Trumps valg jo heldigvis fortsat ikke er givet, bygger scenariet, dvs. udviklingsmuligheden, på en fortsættelse af den aktuelle tendens og faktiske udmeldinger om hensigter og problemer.

Rest-Ukraine er med russisk støtte således i 2028 på vej mod det lovede EU-medlemskab. For Rusland med det formål, at EU svækkes af belastningen fra genopbygningen og den store demoraliserede ukrainske befolkning.

Nu fortsætter Rusland i forlængelse af sit 17.12.2021-ultimatum, der havde til klart formål at ødelægge NATO. Det sker med henvisning til dette. Man opmarcherer i Belarus og det vestlige Rusland mod Polen og det tyndt forsvarede Baltikum med tyngde mod Litauen.

Det sker med det udtrykte mål at få fremmede styrker ud af Østeuropa OG samtidig skabe forbindelse fra Belarus til Kaliningrad på tværs af “Suwalki-korridoren” (se kortet).

De amerikanske enheder i den USA-ledede NATO-brigade i nordøst-Polen, der skulle beskytte korridoren, er allerede ude/på vej hjem efter direkte aftale mellem Trump og Putin.

Der indledes en omfattende hybrid undergravende indsats mod resten af Baltikum fokuseret mod de ikke-baltiske mindretal i Estland og Letland. Dens karakter er som Hitlertysklands mod Sudeterland halvfems år tidligere.

Samtidig indledes og omfatter også en cyber- og fysisk sabotageoffensiv mod landenes internetinfrastruktur (som i Danmark eksempelvis NETS og Sundhedsplatformen).

Samtidig gennemføres diskret sabotage af infrastruktur på havbunden i Østersøen, Nordsøen, Kanalen og Norskehavet.

Den konventionelle opmarch bakkes eksplicit op af en kernevåbentrussel med en stort antal af jord-til-jord-præcisionsmissiler, der kan udrustes med kernevåben.

Al dette skal ses i sammenhæng med den klart demonstreret svigtende vesteuropæiske evne til hurtigt at opbygge sine forsvarskapaciteter.

Efter 2014 var der blevet placeret små, rent symbolske, allierede styrker i Baltikum. Disse “kampgrupper” var ledet af Storbritannien i Estland, Canada i Letland og Tyskland i Litauen. Efter 2022 skal de tre større lande booste styrkerne op til en lidt mindre symbolske brigaderamme.

Men det er ikke ligetil. Tysklands forsvarsminister har nu ganske vist indgået en aftale med Litauen om at ville have brigaden klar om 3-4 år. Men forsvarsbehovet er efter min gennemrekognoscering af grænseområderne på mindst seks tyske brigader ud over de tre lettere udrustede litauiske brigader: En division med tre tyske og en litauisk brigade i vest ved Kaliningrad-grænsen og kysten, en division med tre tyske og to litauiske brigader i øst op mod dem lange skovrige grænse til Belarus.

I det omfang europæerne taler om den kernevåbenafskrækkelse, der kunne afparere russisk pres, vises som altid politisk naivisme kombineret med berøringsangst varm ordluft.

Kun Frankrig (og Storbritannien) har kernevåben, og nu kun styrker, der skal afskrække et kernevåbenangreb på hjemlandet.

Som minimum er behovet at genopbygge europæiske kernevåbenstyrker til den mere varierede sammensætning, de havde i 1980’erne, med våben med kortere rækkevidde fra fly og på missiler (som det franske HADES-system).

For at gøre det sandsynligt, at de derefter anvendes til andet end afskrækkelse af ejerlandene, må frontlinjelandende på en måde gives adgang til “aftrækkeren”, enten gennem egne våben eller franske våben på deres jord, kernevåben der kan nå Sankt Petersborg.

Uden dette må vi konstatere, at Europa tabte anden halvleg i Den Kolde Krig, en konflikt, som man fornægtede eksisterede.