Month: August 2023

Indtil begyndelsen af 1990’erne var næsten hele Hærens virksomhed rettet mod at kunne løse krigsopgaverne bedst muligt med de svage enheder i fredsstyrken og de forberedte mobiliseringsstyrker. Det drejede sig først og fremmest om forsvaret af det dansk-tyske korps, LANDJUT’s, nordlige sektor ved Lübeck, forsvaret af Sjælland med hovedindsatsen mod de østlige kyster samt øforsvaret af Bornholm. Hertil kom baglandsforsvaret af Nørrejylland og Fyn.

Udgangspunktet i denne indsats var de periodiske rekognosceringer i forsvarsterrænet og den efterfølgende planproces, der skulle sikre en tilpasning til erkendte udviklinger i de identificerede sandsynlige fjendtlige enheder fra DDR, Polen og Sovjetunionen samt ændrede egne muligheder. Da de rÃ¥dige danske hærenheder altid var betydeligt mindre og ikke specielt tilstrækkeligt udrustet, var perioden fra begyndelsen af 1970’erne præget af en stadig søgen efter fremgangsmÃ¥der, der kompenserede for manglerne. Herunder ingeniørtroppers bidrag til hindrearbejder og senere integrationen af artilleriets nye clusterammunition i de taktiske fremgangsmÃ¥der for vÃ¥bnenes samvirke.

Denne søgen efter den bedste vej til at løse konkrete opgaver i et givet terræn inspirerede Hærens øvrige aktiviteter, herunder de instruktionsøvelser, der skulle sikre professionel ajourføring af reserveofficerer og de linjeofficerer, der normalt anvendtes i rene fredstidsstillinger, men bemandede stillinger i enheder og taktiske stabe fra mobilisering.

Umiddelbart skabte de operative og logistiske krigsplaner grundlaget for mobiliseringsplanlægningen og forberedelserne til flytningen af de mobiliserede enheder fra mobiliseringsområderne i militærregionerne til de planlagte indsættelsesområder.

Mere generelt skabte den opgavefokuserede krigsplanlægning grundlaget for alle hærens aktiviteter, dvs. logistiske forberedelser, uddannelsen af kadrerne til deres rolle i krig samt scenarierne for den praktiske uddannelse ved øvelser af stabe og enheder fra enhedsniveau og opefter i højere ramme. Ikke mindst stabe fra bataljon/afdeling og opefter blev bevidst presset og stresset af behovet for at kunne løse deres opgaver 27syv i mange dage under jævnlige flytninger og kravet om maksimal sikkerhed i forhold til udstråling, synlighed fra luften og risikoen af overfald af specialstyrker. Realistiske scenarier spillede altid risikoen for at blive ramt artilleri og fly samt periodevis også kemiske våben, og uddømning af nøglepersoner skulle øve enhederne i at fungere på trods af forventelige tab.

Selvfølgelig kan stormagtslandstyrker udvikle effektive enheder og stabe uden at have én dimensionerende terrænlåst krigsopgave, men det forudsætter at styrkerne er fuldt bemandede og man har de meget store resurser, der kan sikre fleksibilitet. Og selv sådanne styrker (som marineinfanteri og luftbårne styrker) lader deres organisation og aktiviteter styrke af et dimensionerende scenarie.

Men den tidligere ikke alene danske, men den generelle terrænbestemte ramme for alle NATOs landmilitære forsvarsforberedelser i Europa, sikrede, at disse forberedelser tog udgangspunkt i den samlede forsvarsopgave. Hele fronten skulle dækkes. Dette krav var forankret i NATOs daværende regionale og subregionale ramme for forsvarsplanlægningen, i Danmark og Nordtyskland Enhedskommandoen for området (BALTAP).

Det er ikke sandsynligt, at en sådan størrelse og forberedt dansk hærstyrke, der kan bidrage til løsningen af NATO-opgaver, kan genskabes uden, at udgangspunktet igen bliver én (eller evt. et par) dimensionerende forsvarsopgave(r).

Det er ikke kun enhederne og deres kadrer, der tabte relevant erfaring og rutine efter begyndelsen af 1990’erne og specielt fra nullerne. De faciliteter i garnisonerne og den rutine her, at sikrede muligheden for at kunne mobilisere og derefter supplere Hærens enheder, blev nedlagt og mÃ¥ i givet fald retableres fra bunden. Det mÃ¥ nok ske med udenlandsk hjælp, hvis det skal kunne ske friktionsløst og hurtigt.

Til sidst er det væsentligt at erindre sig, at forfaldet allerede var startet i 1980’erne. Allerede da var øvelserne blevet drejebogsstyrede med henblik pÃ¥ at indøve en doktrinær opførsel, der reelt var blevet dogmatisk. Man gennemførte ikke længere øvelser, kontrolleret af en øvelsesledelse støttet af en kampdommerorganisation, hvor cheferne fik muligheden af at lære kampens virkelighed gennem egne dumheder. Den sidste kampdommerstøttede øvelse, jeg oplevede, var en 2. Sjællandske Brigade-styret øvelse pÃ¥ Lolland i vinteren 1975-76.

Fra starten af opbygningen under Den Kolde Krig havde Hæren det problem, at man ikke indrettede strukturen til en længerevarende konfrontation og åben konflikt. Man havde ikke reservemateriel, og der eksisterede ikke nogen professionelt indrettet personelerstatningsorganisation i mobiliseringsstyrken. Alt for meget facade, for lidt substans.

Øvelser blev allerede da “afviklet” og var altid en succes, uanset om denne succes var, hvad der senere benævntes “spin”, dvs. en forkromet løgn.

Bold Guard 86 var den sidste øvelse, hvor næsten alle elementer, som her beskrives, blev øvet.

In Afghanistan the West was incapable of developing a strategy that might have brought a less tragic outcome for the Afghan people. That strategy would have had to be founded on the reality that Pakistan should to be forced to stopped supporting the rebellion north of the border line by playing the Indian card.

We failed in our short-lived and half-hearted effert, the Afghans lost.

And we failed to learn that a strategy for conflict must have a solid bridging between a realistic objective and the dedicated means and chosen methods.

So now we are in a hurry and therefore cannot accept the reality that Russia has chosen an extended strategy for what it has convinced its people is a defensive war against the West for its existential right to become (again) a traditional empire and thereby a main world power in defence of etarnal conservative values.

In this Russian struggle all international rules of war and humanity are obviously irrelevant, as only a defeated power can be held responsible.

The initial war theatre is Ukraine. Here Western politicians seem incapable of accepting that any attempts af compromise will only fuel the conflict. We must face the difficult and unwanted future as we did in 1948-49.

However, it seems impossible to accept the reality that the brilliant British analyst Keir Giles has described in his latest two books.

As the West is as always in a hurry it has to assume that Russia will not become able to develop a war economy that can support an extended war. We have to assume that our sanctions will work well enough to keep the Russians from getting what they need. We must ignore what they get by other channels … via “neutral” and neighbour states and from China (that has only limited herself by not supplying finished weapons, at least not openly).

We cherish at any rumour that Russia is running out of enough missiles, shells, tanks, etc. to sustain the war.

Everybody noted that the Russian Army of winter-spring 2022 was corrupt, backward and ineffective and thus over-rated. We noted all stories about badly equipped and disillusioned Russian soldiers, and we ignore the evidence that these stories have become less frequent. This it spite of Ukrainian information that the Russian forces have learned and improved tactics, logistics and command security. We are happy to continue our contempt for the Russian Army performance instead of seeking to understand where it succeeded at improving and where it remains sub-standard.

With deep lack of military professionalism we encouraged the Ukrainians to become convinced that some donated Western army equipment would enable them to break-through the formidable Russian defended obstacles that their engineer troops created in the occupied areas from last autumn.

Because politically we needed and early victory and we had un-learnt the ability to see bad news and moral courage to advice the politicians accordingly.

Right now we do not confront the situation that has been and will be created by the very high Ukrainian casualties that they have little hope of replacing.

As they rarely describe their motivations, I hereby outline the likely steadily growing resistance to continuing the support of the Ukranian side in the struggle. I have the Danish scene in mind, but please correct me if wrong.

The first group are the people that always belonged to the left. The U.S. was and is the main enemy, and everybody fighting the U.S. is basically right. They consider it obviously right when Putin presents the Americans as self-serving hypocrits. Democracy is a sham.

The second group are fundamentalist supporters of various religions, in the West primarily militant Christianity. The woke liberal democracies undermine the core pillars of Western societies with the traditional family at the centre.

Putin is the present main defender of those values and must therefore be supported in his fight against the slide towards immorality. Democracy is irrelevant if it does not stand-up in the defence against the slide. If necessary “strong patriotic MEN” such as Putin, Orban and Erdogan must command the bulwark against the satanic destruction of values.

We at the centre are under siege from both Putin and our own left and right.

Billedet viser sydkoreanske K9 Thunder haubitser, som bl.a. Norge, Finland, Estland og Polen har valgt, og som Polen producerer og videreudvikler.

Den første fase i en af en større militær materielgenstand er ren politisk, og uden denne rager man efterfølgende rundt i tågen.

Politikerne skal bestemme hvilke opgaver, som det enkelte værn skal løse, under hvilke vilkår (hvor lang forberedelse) og i hvilket sandsynligt geografisk område.

Forsvarsledelsen undersøger sammen med værnsledelsen/-ledelserne mulighederne for at løse de forskellige opgaver og fastlægger det umiddelbart mest økonomiske og robuste mix af enheder og våbensystemer.

Dette geografiske er af stor betydning, for hvis allierede i området allerede opererer en sådan type materiel i området og er tilfredse, vil det være ret logistisk, operativt og uddannelsesmæssigt dumt ikke at vælge samme type og ikke udnytte vennernes erfaringer maksimalt. Som basis må intet materiel anskaffes, der ikke anvender samme ammunition og brændstof som de allierede.

Den anden fase finder sted i et tæt samspil mellem den centrale forvaltning og specialister (det relevante værns-specialcenter/skole for studie- og uddannelsesvirksomhed). Her fastlægges mulighederne for mulige valg, og man indhenter oplysninger om økonomiske forhold (herunder anslÃ¥ede “livstidsomkostninger”, logistiske forhold vedrørende vedligeholdelse og ammunition og uddannelseskrav for brugere og mekanikere).

Om muligt skal hver producent enten levere et kopi af materielgenstanden til sammenlignede afprøvning på specialcentret/-skolen, eller også skal hold fra skolen have mulighed for at prøve materiellet over en længere periode i produktionslandet, bedst i en enhed, der i en periode har haft materielle. Ingen kontrakt skal undertegnes før en hård praktisk afprøvning af genstanden og vedligeholdelsen af denne. Et centralt problem i Danmark er, at Hærens våbenskoler for fem år siden blev nedlagt, og så man på mange områder allerede tidligere har fravalgt materieltyper, så man mangler erfaringer med

I denne fase skal det også fastlægges, hvor hurtigt de forskellige mulige producenter kan levere 1) materiel til den første enhed, der kan opnå erfaringer med anvendelsen af det nye materiel og simulator (evt. ved udlån fra producentens militære styrker), og 2) resten.

Hvorfor er der så store problemer nu?

Fordi der ikke findes det politiske grundlag af prioritering af opgaver.

A) Fordi der derfor ikke foreligger forsvars- og værnskoncepter for at løse opgaverne.

B) Fordi de danske forsvarsmyndigheder synes at have været ekstremt arrogante i manglede vilje til at lære af allierede i regionen.

C) Fordi de ansvarlige myndigheder ikke synes at vide, hvordan de opbygger og inddrager den operative og logistiske baggrund for beslutningerne.

D) Fordi studie- og udviklingsvirksomheden og den tilknyttede faglige debat er nedlagt, reduceret og forvitret, så man reelt skal starte fra bunden.

Hvordan det virkede i det nuværende forsvar (på grundlag af åbne kilder)

Man valgte oprindeligt den israelske pjece uden nogen tanker om operativ anvendighed, for der fandtes jo ikke nogen dimensionerende opgave, og vi skulle aldrig i krig, hvor man skød rigtigt tilbage. Opgaven var at tilfredsstille NATO. Det eneste styrende kriterie var, at FMI angiveligt ikke kan lide bæltekøretøjer. Det er rationelt, når man stille forudsætter, at man ikke skal vælge stillinger frit i terrænet hele året rundt.

Men så blev man underkendt i den politiske proces, fordi De Radikale ikke ville acceptere Israel som leverandør. Det blokerede for den beslutning om køb, som man åbenbart allerede havde meddelt, at Elbit kunne regne med.

Uden at gennemføre ny udbudsforretning med nye kriterier anskaffer man i stedet de franske Caesar-haubitser.

Israelerne blev med god grund sure og forberedte et for FMI meget ubehageligt sagsanlæg.

Men da ukrainerne så gerne ville have vores Caesar slap man af med problemet og handelen med israelerne besluttes hurtigt uden seriøst udbud. Sagsanlægget blev droppet, og artilleriregimentet kunne hurtigt gives noget at lege med. Ingen var interesseret i, at Atmos og Puls ikke fandtes i andre NATO-lande.

Man kunne forklare hastværket med, at artilleriregimentet havde været til grin så længe, at brigaden fik kanoner og NATO så havde lidt mindre grund til at brokke sig. Nu skulle man blot have solgt eventyret til politikerne og offentligheden.

Processen har været uskøn på enhver måde pga. at man ikke har fulgt den professionelle model med saglig analyse på grundlag af et prioriteret scenarie.

Det ville med stor sandsynlighed – som i de andre lande – have givet den danske hær K9.

Dette kan ikke udredes af selv den mest kvalificerede civile udredning, for hvorfra skulle et konsulentfirma vide noget om dette.

Måske kan problemerne afdækkes af en kombineret gruppe af udenlandske militære fagfolk fra kvalificerede strukturer.