I disse måneder, hvor regeringspartierne har problemer med at finde fælles grundlag på alle andre områder, er man inspireret fra det normale kor af modedrevne eksperter faldet tilbage til den afrustningspolitik, som den daværende regering af samme farve partier forlod for 80 år siden. Da man må afvise konspiration og ved, at både politikere og eksperter er fuldstændig ahistoriske, er det klart at der er tale om tilfældigheder, ikke velovervejet ond hensigt.
Denne korte blogartikel har til formål at blotlægge motiver og konsekvenser med henblik på debat.
Holdningerne til værnepligt – med kommentarer:
Ideologisk bevidste liberale har altid været grundlæggende skeptiske til værnepligten. Der var jo tale om statstvang over for individet. Hertil kommer nu en afvisning af, at en statslig organisation som Forsvaret gives hvad liberale må se som urimelige fordele ved rekrutteringen af sit personel. Alt skal foregå på markedsvilkår. Afskaffelsen af værnepligtstjenesten gør, at unge mennesker ikke længere skal spilde deres tid. Hvis det ikke er muligt at skaffe sig eller fastholde en kvantitet eller kvalitet der gør, at organisationen kan varetage sine opgaver, er det bare trist.
Kommentar: Ignorerer, at staten, fællesskabet, stiller det specielle krav til de ansatte, at de skal sætte liv, mental stabilitet og lemmer på spil for dette fællesskab, loyalt, og uden at stille krav om logik eller forklaringer.
Radikale liberale supplerer de generelle liberale opfattelser med en tradition af skepsis over for til de negative, autoritære, virkninger af tjenesten på individet plus en grundlæggende kritisk holdning til alt militært og nødvendigheden af militære organisationer.
Kommentar: Vel tvivlsomt, om de nuværende medlemmer af Det Radikale Venstre har den historiske bevidsthed, som er den forudsætning for, at dette er et bevidst motiv.
Socialister af alle afskygninger har normalt været uklare i deres holdning til værnepligten. De foretrak den fremfor hvervede styrker, som kunne anvendes i klassekampen af magthaverne, og hvis styrkerne anvendtes entydigt til at støtte fremskridtet, var man absolut ikke modstander af militære styrker eller værnepligten.
Kommentar: Kan vel i dag kun findes i Enhedslisten og hos gamle kustoder i SF. Hos resten er holdningerne nu som hos ideologisk liberale.
Hos militære modstandere af værnepligten er den enkelte soldats effektivitet det centrale snarere end organisationens evne til at kunne løse – og fleksibelt blive ved med at løse – sine opgaver.
Kommentar: Hos britiske officerer mødte man også lettelse, da landet i 1960’erne gik over til rent hvervede styrker. Det er hårdt arbejde, rent ud sagt træls, at uddanne værnepligtsenheder. Det samme gang på gang. At effektivitetskriteriet er svarende til, at man sammenlignede effektiviteten hos et medlem af politiets indsatsstyrke med en ordenspolitibetjent – ignorerende de to delorganisationers fundamentalt forskellige opgaver – overses bekvemt. En hærstyrkes opgave, at kontrollere et geografisk område gennem tilstedeværelse, svarer på mange felter til ordenspolitiets.
Tidens civile â€eksperter†føler grundlæggende ikke, at der er behov for begrundelser eller argumenter. De støtter sig vel, hvis dette overhovedet er bevidst, pÃ¥ den ideologiske liberale opfattelse, som er skitseret ovenfor. Man behøver efter deres opfattelse blot at gentage, hvad de uden argumentation finder indlysende, at værnepligten er â€ikke tidssvarendeâ€, â€umoderneâ€, afspejler industrisamfundet, massehærenes tid, ignorerer individets behov for at realisere sig selv. Typisk er deres – og desværre ogsÃ¥ mange professionelle militæres – opfattelse af krig, at det drejer sig om at ramme noget eller nogen præcist, som et computerspil.
Kommentar: â€Eksperterne†ignorerer i deres arrogance og intellektuelle dovenskab, at krig i sin essens drejer sig om konflikter mellem grupper af mennesker og at kunne beskytte eller kontrollere de omrÃ¥der, mennesker lever i – dvs. pÃ¥ nogle omrÃ¥der som en politistyrke. De ved bekvemt ikke, at Danmark aldrig har anvendt værnepligten til at opstille en massehær. De to gange, hvor man har udskrevet alle egnede værnepligtige, har der altid været et andet formÃ¥l. Første gang var under 1. Verdenskrig. Da gik man pÃ¥ trods af hærordningen til indkaldelse af alle for at fÃ¥ fordelt belastningen af Sikringsstyrken pÃ¥ sÃ¥ mange, og sÃ¥ unge, skuldre som muligt. Anden gang var under de første 25 Ã¥r af den Kolde Krig. Her var formÃ¥let – billigst muligt – at opretholde den umiddelbare forsvarsstyrke (â€Dækningsstyrkenâ€), som NATO da sÃ¥ som det korrekte svar pÃ¥ truslen fra Sovjetunionen. At fÃ¥ mest muligt goodwill hos allierede for den lavest mulige udgift har været formÃ¥let med Danmarks anvendelse af værnepligten i hele perioden efter 1945.
Det er derfor konklusionen af analysen her, at den aktuelle begrundelse for at afskaffe værnepligtstjenesten – og mÃ¥ske blot bevare â€værneretten†som en vej til at holde udgiften til Forsvarets støtte til Kongehuset nede pÃ¥ et overkommeligt niveau – ikke er de liberale argumenter eller de bekvemme synspunkter, man henter hos civile â€eksperterâ€. Det uudtalte formÃ¥l er, uanset hvad konsekvenserne i øvrigt mÃ¥tte blive – i forskrækkelse over de menneskelige opkostninger og juridiske ubehag ved mødet med virkeligheden – at fjerne mulighederne for at fremtidige regeringer kan involvere Danmark pÃ¥ landjorden i konflikter som i Irak eller Afghanistan.
Kommentar: Det er den fortsatte rekruttering af frivillige soldater gennem værnepligten til korttidskontrakter, der har muliggjort, at Danmark har kunnet bevare en andet end ineffektiv, rent symbolsk, tilstedeværelse i de stadig mere krævende missionsområder i Kroatien, Bosnien, Kosova, Sydirak og Helmandprovinsen. Uden friskningen gennem værnepligtige ville hæren meget hurtigt være brudt sammen under belastningen.
Konsekvenserne:
Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ud over at hjælpe grønlænderne, når isen smelter, så længe de ønsker hjælpen? Indebærer vores interesser ikke længere, at vi skal kunne bidrage meningsfuldt til stabiliseringsoperationer som på Balkan? Er NATO relevant også efter, at vi har mistet generalsekretærposten, herunder så relevant, at vi har interesse i at kunne markere Artikel 5, når eller hvis Rusland føler det relevant at skabe og udnytte en krise i et NATO-naboland, som man gjorde i Georgien?
Det, som det koster af fleksibilitet og muligheder at suspendere værnepligten, er klart. Danmark frasiger sig enhver mulighed for at kunne bidrage meningsfuldt til fredsbevarende operationer sammen med eksempelvis de nordiske lande, og mulighederne for at hjælpe med at vise NATO-solidaritet i alliancens periferilande. Det vil regeringen benægte med spin, men det bliver realiteten.
Forsvaret vil blive endnu mere lukket og afsondret fra samfundet, om muligt endnu mindre præget af fornyelse. Værnepligten sikrer en bred berøringsflade og rekruttering og mulighed for strukturel fornyelse.
I fremtiden vil Danmarks militære muligheder i bedste fald være reduceret til scenarier som i Libyen, hvor vi bidrager til en krig uden reelle muligheder for at følge indsatsen op med andet end krydsede fingre og positive ord. Det er dog mere sandsynligt at modellen bliver den, som nu demonstreres af borgerkrigen i Syrien: Skamfuld gentagelse af de rigtige meninger og hjælpeløshed.
Synd for danskerne og synd for omverdenen.