Month: February 2023

Jeg har brugt et langt liv til at studere, forstå og frygte åbne krige i alle deres afskygninger. Fra beslutningerne om at starte dem til vanskelighederne ved at afslutte. Jeg accepterer deres nødvendighed i nogle situationer, men forstår også deres ofte uforudseelige forløb, med altid tragiske virkninger for de involverede samfund og for menneskeskæbner samt tab af økonomiske muligheder.

ForstÃ¥r Clausewitz’ som altid akutte indsigt i kriges iboende tilbøjelighed til at blive optrappet mod en total form, kun (mÃ¥ske) tøjlet lidt af praktisk træghed og tøvende politikere. Husker hans erkendelse af, at folkeretlige begrænsninger er noget, som krigens natur gør til at fremmed element, som ofte bliver glemt eller fravalgt under pres fra opinionen.

Jeg forstÃ¥r, at man var lykkelig, da den daværende kolde krig blev afsluttet for godt 30 Ã¥r siden, og at man indhøstede “fredsdividenden” af den ikke truende situation. Men det, der skete derefter og stadig sker er i retning af at afvise den tids situation og valg som som unødvendige og evigt irrelevante er dybt dumt og uansvarligt.

Alt for mange, herunder specielt redaktionen af 2005 DIIS-redegørelsen om Danmark under Den Kolde Krig, beskrev truslen fra Sovjetunionen dengang som klart overdrevet og nok en grundfalsk og skadelig fiktion. Vestens anstrengelser under etableringen af afskrækkelses- og forsvarsstyrker var i bedste fald kun overdrevne. Måske var de selve kernen i problemet, fordi de førte til en reaktion, der igen optrappede situationen.

Man må sige nu, at Ruslands invasion af Ukraine og efterfølgende stadig mere totale krigsførelse sætter DIIS-redaktionens opfattelse og konklusioner i pinlig og skarp refleks, for den russiske nuværende ledelse blev formet i Sovjetunionens sikkerhedsstyrker kerne og fører åbent og stolt dens læring videre. Nu i modsætning til dengang uden nogen ideologiske kejserklæder.

Derfor ser jeg det som grotesk og absurd, at man med mediernes fanfarer lige nu nedlægger REGAN VEST som deres markering af, at den tid heldigvis er fjern og anakronistisk historie. Vi er nu i en dybt kritisk situation, der kun i allerbedste fald og med hurtig, beslutsom optræden om nogle år kan huskes som en ny kold krigs indledende fase.

Men hvis vi skal være så heldige, skal vi hurtigt retablere tidstilpassede gentagelser af Vestens daværende koldkrigsoptræden.

I hvert land mÃ¥ der genskabes et “totalforsvar” af befolkningen og af samfundets nu ændrede og mere sÃ¥rbare funktioner. Dette forsvar mÃ¥ til stadighed opdateres og testes i samspil med dette lands nabolande.

I hvert land må der genskabes et militært forsvar tilpasset til den nu anderledes geostrategiske situation og trussel. Det tilpasses allierede både logistisk og operativt, så den samlede afskrækkelses- og forsvarseffekt både giver synergi og markerer alliancesolidaritet. Dette sidste sker i rammen af en ny geografisk opgavefokuseret kommandostruktur med udpegning af øremærkede forstærkningsstyrker.

NATOs tidligere koordination af medlemmernes militære og totalforsvarsberedskab og styrkeopbygning genskabes og afprøves straks ved krævende øvelser, indtil rutine er på plads igen.

Jo hurtigere koldkrigsrammen retableres, desto større sandsynlighed for, at konflikten ikke bliver det modsatte af kold og derigennem meget let den endelige krig om menneskehedens fremtid.

(Foto fra EuroMaidan Press, Kyiv Post)

Om Vesten og Ukrainekrigen, NATOs sløvhed samt og sjaskede forligsforhandlinger om forsvar og afskrækkelse i Østersøområdet.

“We will continue to support Ukraine to ensure a decisive military victory on the battlefield this year.” (premierminister Rishi Sunak den 8.2.2023 i forbindelse med præsident Volodymyr Zelenskyjs Londonbesøg)

Rusland har valgt en dobbelt nedslidningsstrategi.

I Ukraine sker det ved en Verdun-1916-model, der ikke stiller uoverkommelige kvalitetskrav til det russiske militær eller forsvarsindustrien. Da man i modsætning til modstanderne for godt 100 år siden har sikret sig helt mod fri meningsdannelse, er tabene af menneskeliv intet problem.

Ukraines allierede i Vesten er endnu lettere at håndtere for Rusland, for disse (i Putins øjne naive svæklinge) tror, som Sunak tryglende optimistisk meddeler, at krigen kan vindes hurtigt. Man vil åbenbart ikke se i øjnene, at den eneste, stadig usikre, vej til at undgå nederlaget er, som først Carter og så Reagan gjorde fra 1977 og 1981: Også satse på den lange bane og på Vestens overlegne produktionskapacitet og teknologiske innovationsevne.

Ruslands opgave lettes også dramatisk af NATOs inerti. På trods af begivenhederne i 2014 og den massive invasion af Ukraine sidste år har man ikke lagt organisationens overlevelsesstrategi for dyb fred bag sig. Den betød, at medlemmerne i sin tid i 2002 blev enige om at lege, at man havde til hensigt at opstille en fælles reaktionsstyrke (NRF) på 40.000 mand, der hurtigt kunne blive sendt til fremmede lande for at løse en eller anden slags militære opgaver. Det blev der nogle hyggelige multinationale flagparader og receptioner ud af. Officererne kunne i ro og mag glemme alt om de brutale krav, som kamp i krige mod ligelige modstandere medfører. De kunne glæde de civile embedsmænd med at ikke at huske og fortælle, hvad det ville kræve af ikke-businesslignende logistiske strukturer og enheder at støtte kapable kampenheder, specielt på afstand af de hjemlige kødgryder og værksteder.

Danske officer kunne forklare, at de ikke var som oberst Hackel. Og det var de ved Gud heller ikke længere. De var blevet civile mennesker, der kun var i uniform for at matche den militære grad, de skammede sig lidt over.

Hvis NATO havde tilpasset sig udviklingen siden 2014 og 2022, ville der være blevet retableret internationale ((“subregionale”) hovedkvarterer for hvert af de geografisk veldefinerede forsvarsopgaver, hvor landene (under gensidigt pres og uden venlig overbærenhed over for manglende eller svage bidrag) var ved at udvikle forstÃ¥else for, hvad et robust forsvar af et givet omrÃ¥de og dermed afskrækkelse ville kræve.

På dette grundlag ville de mest direkte truede medlemslande været gået i gang med en konkurrence om at sikre sig øremærkede hær- og flystyrker til at dække de behov, som de ikke kunne klare selv. Dvs. den proces, som indledtes i 1977 og fortsatte igennem resten af Den Kolde Krig. Den bidrog til en klar professionalisering af forsvarsforberedelserne. Før 1977 havde amerikanerne været fokuseret på Sydøstasien, og hvis der før da var sket noget, ville det blive forsøgt klaret med kernevåben. Derefter ville resten være ret ligegyldigt uanset resultatet.

Hvis NATO havde tilpasset sig udviklingen nu, ville der været blevet genskabt en fælles ramme for rapportering og styring af opbygning af forsvarsevnen ved militær mobilisering, klargøring og fremflytning af militære styrker samt forberedelse af medlemmernes civile samfund til en krise- og krigssituation. Denne ramme ville gennem tilbagevendende øvelser på topniveau blive prøvet og forbedret.

Indtil nu har NATO ikke haft fokus og situationssans til gentage det, som man startede i sommeren 1950 efter invasionen af Sydkorea og færdiggjorde efter 1977, da amerikanerne begyndte at reagere på sovjetiske interventioner i først Afrika og så Afghanistan.

NATOs katastrofale inerti skaber en uanvendelig ramme for de danske forsvarsforligsdrøftelser. De kan foregå helt uden reference til krigen i Ukraine. Krigen blev kun et indenrigspolitisk vækkeur, der nødvendiggjorde, at Danmark bidrog med noget synligt ret hurtigt.

Forudsætningen er, at den krig vinder Ukraine heldigvis hurtigt, så der bliver derfor ingen trussel mod Danmark. Sagen drejer sig således ikke om at kunne løse militære opgaver i en forsvarskrig. De forbliver irelevante. Problemet er udelukkende at tage højde for den politisk stærkt ubehagelige kritik fra NATO og Rigsvisionen af svigtet i at leve op til klart givne løfter pga. ineffektivitet og svigtende resursetildeling.

NATOs inerti og svigt gør, at Forsvars- og Hærledelsen kan holde sig inden for den anakronistiske NRF-Potemkinramme og koncentrere sig om at opfylde en ”tung brigade”, der hverken har materiel, bemanding eller logistik til at løse nogen militær opgave i virkelighedens verden. Hæren var ikke engang i stand til at opretholde en symbolsk, mindre tilstedeværelse i Baltikum i mere end et år.

Da hverken politikere eller Forsvarsledelse ser en relevant trussel, og da de er uden erindring om tiden før 2000 eller interesse for, hvad de nordiske naboer gør, har Forsvarsledelsen kun modvilje mod politikernes ønske om flere og længere uddannede værnepligtige.

Hvis NATO skulle vågne af sin Tornerosesøvn og Danmark derefter opdage dette, ville følgende blive pinligt klart. For det første, at Forsvaret ud over bidrag til sikringen af Rigsfællesskabets nordlige dele ville have tre påtrængende opgaver, hvis løsning for Hærens vedkommende ville være akut afhængige af reservestyrker af hjemsendte værnepligtige og tidligere kontraktansatte.

For det første opgaver i Danmark (minus Bornholm) som base- og transitområde. Det kræver luft- og missilforsvar, løsningen af forsvars- og bevogtningsopgaver med lokale og mobile styrker samt aftalt værtsnationsstøtte til allierede. Der er mange opgaver for værnepligtige.

For det andet et egentligt dansk forstærkningsbidrag til forsvaret af nærområdet i Baltikum. Desværre skal der ske dramatiske ændringer med 1. Brigade, hvis den skal gøres egnet til at løse forsvarsopgaver her. Der er mange opgaver for mobiliserede reserveelementer af tidligere kontraktansatte og værnepligtsuddannede.

For det tredje kupforsvaret mod luft-, helikopter- og sølandsætninger på Bornholm. Kontrol over øen er strategisk afgørende for forsvaret af Baltikum. Opgaven kan ikke løses alene af Søværnets fregatter eller andre skibe, for dels skal de være til rådighed her, og for det andet må det accepteres, at NATO ikke skyder, før skudt på, og en sænket fregat bidrager ikke til noget efterfølgende forsvar. Kupforsvaret af Bornholm må, som tidligere forberedt, indledes med en stående landstyrke og havnespærringshold fra Søværnet, der hurtigt forstærkes af frivillige og værnepligtige reserver.

Strategi for lang Ukrainekrig, re-fokusering af NATO og dansk opvågnen savnes akut.