Month: September 2022

Jeg er i modsætning til andre kommentatorer og militær”analytikere” sÃ¥ gammel, at jeg som jævnaldrende danske hærofficerer blev uddannet i at planlægge anvendelsen af “taktiske kernevÃ¥ben”, dvs. til støtte for danske og allierede operationer pÃ¥ kamppladsen.

Det skete under uddannelserne på Hærens Officersskole 1965-68 samt på Forsvarsakademiet 1974 og 1978-79. Derudover studerende vi sovjetisk/russisk anvendelse af tilsvarende våben til støtte for deres offensive operationer. Vi ved nu, at deres operationsplaner var stærkt afhængige af massiv anvendelse af kernevåben.

Oprindeligt i min uddannelse var der tale om anvendelse af enkelte vÃ¥ben, men i 1978-79 arbejdedes der med “pakker” af 30-60 vÃ¥ben af forskellig størrelse – sÃ¥ vidt jeg erindrer af 1,5 kiloton til 20 kilotons størrelse. Vi vidste, at de sovjetiske vÃ¥ben typisk var større.

Anvendelsen i slutningen af 1970’erne gik typisk ud pÃ¥ at lægge et “tæppe” af vÃ¥ben for at sikre muligheden for et modangreb. Hvert vÃ¥ben skulle beregnet placeret, sÃ¥ der skete mindst mulig skade pÃ¥ civile og var mindst mulig risiko for egne tropper. MÃ¥l var kampenheder, artilleristillinger, logistik og kommandostationer.

Vi vidste fra sovjetiske og østtyske udgivelser, at deres planlagte anvendelse var tilsvarende, men da kilderne var tidlige (1960’erne) var vÃ¥bnene større og færre.

Vi kender ikke den aktuelle russiske doktrin for anvendelse.

Vi kender kun det omtrentlige antal russiske våben og ved, at de som vestens tidligere våben leveres med artilleri, fly og raketter/missiler.

Vi ved også, at man råder over et fuldt spektrum af våbenstørrelser, herunder meget små. Man må forvente, at våbnene som vores tidligere våben planlægges anvendt med lavtlufteksplosion for at undgå at lave hindrende, forurenede områder (ud over det uundgåelige neutroninducerede cirkelformede område lige under eksplosionen).

Når man omtaler den mulige anvendelse af kernevåben i Ukraine har man omtalt muligheden for at anvende 1-2 mindre våben med formål at signalere beslutsomhed.

Men man skal blot være klar over, at hvis en sÃ¥dan anvendelse ikke afskrækkes, vil ballet være Ã¥bent for anvendelse af “pakker” af vÃ¥ben, som vi planlagde det, dvs. som en “tæppe”-nedkæmpelse af en ukrainsk brigade eller angrebet mod Kherson. Eller for at smadre et hul et en forsvarszone eller ødelægge flyvebaser.

Samt selvfølgelig i terrorangreb mod civile mål.

Så hold for Guds skyld op med at nedvurdere denne risiko, som vi som altid har overladt til den amerikanske præsident at holde under kontrol uden at det lammer Vestens handlemuligheder. Biden har åbenbart nu vurderet det nødvendigt at klargøre sin advarsel til Putin.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mit ansvar at finde et svar, hvis Putin ikke lytter men anvender en pakke kernevåben i Ukraine som vist her på et udsnit af et godt 50 år gammel plankort for at angreb over Den Indre Tyske Grænse ved Lübeck (hver rød plet med cirkel omkring er et kernevåben).

Først lidt om russerne og kampvogne. I modsætning til briter, franskmænd, amerikanere og i begyndelsen tyskerne, sÃ¥ de sovjetiske militærreformatorer i 1930’erne ikke kampvognen som en pansret hest med opgaven at bekæmpe modpartens pansrede heste eller en kørende bunker til hjælp for det angribende infanteri.

Den Røde Hærs ledere erkendte, at kampvognen var en terrænmobil, beskyttet kanon, der kunne løse forskellige opgaver, herunder også de to, som de vestlige traditionalister så som de eneste (og som jeg har oplevet som dominerende blandt kolleger under min aktive tjeneste fra 1964 til 2004).

Kulminationen af den russiske erkendelse blev den 31-32 ton tunge T-34/85 fra 1943, der var ekstremt robust, billig og let at masseproducere og simpel at vedligeholde. Erkendelsen styrede sovjetisk kampvognsudvikling i godt tyve år.

Efter Ukrainekrigens første måneder blev kampvognen som våbensystem endnu engang dømt ud som forældet, som det første gang var sket under Den Spanske Borgerkrig, anden gang efter første fase af Yom Kippurkrigen i 1973 og tredje gang efter historiens afslutning tyve år senere, da de var provokerende under fremtidens fredspolitiopgaver.

Men efter den ukrainske offensiv tidligere i september i år er kampvognen ikke længere dømt ud. Det er indlysende, at de ukrainske kampvogne har bidraget til at gøre offensiven mulig. Det er sket ved at anvende dette våben som kernen i tæt samvirkende små enheder af netop kampvognene, infanteri i pansrede køretøjer, minerydningsmateriel, luft-(og drone-)værn, droner og artilleristøtte. Uden kampvognenes kraftige, direkte og præcist skydende, langtrækkende kanoner ville der mangle et kerneelement.

Men hvorfor fortsætter offensiven så ikke bare? Da man angiveligt ikke har haft væsentlige tab kunne man jo bare hælde diesel på vognene og fortsætte igennem det rådnende russiske forsvar?

For at forstå det, må man erkende og forstå moderne kampvognes problemer og begrænsninger.

En moderne kampvogn er en ekstremt tung og kompleks monstermaskine på næsten to gange den simple T-34/85. Vægten kræver en meget stærk maskine, der presser transmissionen og undervognen, der stadig skal efterses og vedligeholdes af besætningen for at holde vognen kørende uden problemer. Det er ikke som en moderne bil, som man kan regne med kan køre og virke, når man sætter sig ind i den.

De tunge, leddelte stålbælter, der muliggør kørsel igennem mudret terræn, giver yderligere problemer, Dette specielt under kørsel på vej, der reducerer brændstofforbrug og øger fremrykkehastigheden. Her betyder bælterne, at vognen udsættes for kraftige rystelser, der kan mindskes, men ikke fjernes, ved at sætte gummipuder på bælteleddene. Rystelserne belaster både besætningen og alle vognens dele.

I min tid som kampvognsofficer var den mest sårbare del i forhold til rystelserne den tids elektronik, herunder tårnstabilisering og radioerne. Senere er det den skydetekniske kombination af optik og elektronik, der skal kunne sikre præcis skydning på meget store afstande. Rystelserne gør, at den korrekte stilling af det computerstøttede sigte i forhold til kanon og andre våben løbende bør kontrolleres og justeres.

Rystelserne øger træthedsbelastningen på besætningen i høj grad, og dette er også tilfældet for besætningerne i de andre pansrede bæltekøretøjer i det samvirkende taktiske hold, kampvognene indgår i. Min erfaring er, at jo lettere køretøjer, jo værre er rystelserne.

Uanset løbende kontrol og småvedligeholdelse opbygges der hurtigt et behov for en pause til mere omfattende vedligeholdelse og småreparationer, når en pansret enhed og specielt en kampvognsenhed er indsat. Efter en uges krævede brug som under offensiven i Kharhiv Oblast, har de ukrainske pansrede enheder behov for en pause for at kunne genopbygge effektiviteten.

Under offensiven er det også blevet klart, at førere og besætningsmedlemmer bør udskiftes pga. sammenbrud eller demonstrerede svagheder. Der vil derfor være behov for mulighed for efteruddannelse.

Det startede med at Hæren fra slutningen af 1950’erne blev tilpasset og organiseret til at føre sin kamp med taktiske kernevÃ¥ben som hovedmidlet. Indtil da havde kendskabet til 2. Verdenskrigs operationer og interessen for Koreakrigen givet officerskorpset en fælles opfattelse af, hvad der virkede i kamp.

Det frie krigsspil, der indtil da havde været et centralt pædagogisk hjælpemiddel for undervisningen af officerer i landkampens realiteter samt muligheder, styrke og svaghed ved forskellige våben og enhedstyper, blev reelt irrelevante, for hvordan skulle man forudse forløbet efter at først vi og så fjenden havde anvendt kernevåben på kamppladsen?

Den daværende hovedlærer pÃ¥ det normsættende generalstabskursus, oberstløjtnant A.C.B. Vegger (senere generalløjtnant og hærchef) ophørte med at anvende krigsspil pÃ¥ kurset, og da man i Hæren normalt kun anvender det, man selv oplevet, blev krigsspillets potentiale herefter glemt. Da Hæren ca. tyve Ã¥r senere indførte sin hærtaktiske træner, der reelt var en “krigsspilsmaskine” med et kortbord som sit centrale element, blev denne anvendt til at indoktrinere i den nye doktrin for “Stedbunden forsvarskamp”. Fjendens optræden var under kontrol, for man forudsatte, at han optrÃ¥dte helt skematisk uden hensyn til terræn og andre vilkÃ¥r.

Den fælles forstÃ¥else fra Verdenskrigen var nu ikke længere tilstede, og fordi landkrigen foregÃ¥r i et samspil mellem mange forskellige vÃ¥ben og med personel, der ikke til daglig beskæftiger sig med professionens virksomhed under krig (civilt reservepersonel og officerer/befalingsmænd til daglig i fredstidsfunktioner), er der behov for et fælles grundlag, en doktrin, der dels kan siges at være en “kontrakt”, der fastlægger roller i den forventede kampsituation, og en del af det fælles fagligt “sprog”, der mindsker risikoen for misforstÃ¥elser. Doktrinen bygger pÃ¥ forudsætninger om, hvad egne forskellige enheder og vÃ¥ben normalt kan, og om, hvad den sandsynlige fjendes enheder og vÃ¥ben kan. Det er dog indlysende, at man skal se doktrinen som dynamisk, et “levende dokument”, da ændringer hos egne styrker og modstanderen kan medføre afgørende ændringer mht. hvordan man bedst gennemfører kampen. Det er afgørende for doktrinens kvalitet og relevans, at de personer, der udvikler den, har en akut og opdateret forstÃ¥else af virkeligheden under kamp og egne og modstanderes enheders styrke og svagheder. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver doktrinen et dogmatisk forvaltningsprodukt, en realitetsuafhængig spændetrøje, der gør enhedernes optræden pÃ¥ kamppladsen til en hjernelammet lemmingemarch (som de britiske angreb den 1. juli 1916 ved Somme).

Det for længe siden glemte krigsspil havde øvet “fri kamp”, hvor beslutninger blev bedømt og dømt pÃ¥ spillebordet, hvor modstanderne søgte at udmanøvrere og nedkæmpe hinanden. Metoden var udviklet til et højt niveau af den preussiske generalstab i midten af 1800-tallet. I dag anvendes den mig bekendt kun af det amerikanske marinekorps.

Tilsvarende krigsspillet blev der selv op i 1960’erne og 1970’erne gennemført feltøvelser, hvor modstanderne inden for øvelsens rammer under “fri føring” kunne søge at vinde. Øvelsens forløb blev styret af øvelsesledelsen gennem et netværk af kampdommere, der afgjorde udfaldet af kampe efter den udarbejdede fælles opfattelse af vÃ¥benvirkning. Fordelen ved fri føring var, at fordelen ved dynamisk og kreativ feltmæssig optræden og godt samvirke mellem vÃ¥bnene i forhold dÃ¥rlig taktisk optræden var tydelig og motiverende.

Men som ved udviklingen af doktrin var også udbytte af øvelser med fri føring helt afhængig af de ansvarlige militære chefers professionalisme, og dennes dybde blev ikke dyrket og belønnet i den lange fredsperiode.

Den sidste gang jeg oplevede fri føring styret af kampdømning var midt i 1970’erne. Det var i en national, brigadeledet øvelse i to partier. Senere har jeg oplevet lokale faser af større nationale og allierede øvelser med et element af fri føring, men allerede fra 1980’erne var øvelserne i alt væsentligt drejebogsstyrede. Hvis øvelsesledelsen var dybdeprofessionel, udelukkede denne form ikke relevant læring, hvis drejebogen pressede enhedernes føring til at virke under spillede tab, til at flytte ofte og hurtigt, pÃ¥ trods af ekstrem træthed pÃ¥ grund af aktiviteternes intensitet og varighed.

Ved slutningen af Den Kolde Krig var mulighederne for realisme i uddannelse og dens værdi blevet dramatisk undergravet af, at fredsstyrkens enheders bemanding var kommet langt ned under krigsstyrken. Korrekt taktik og de rigtige procedurer kunne derfor ikke længere øves og udvikles andetsteds end i værnepligtsunderafdelingerne i uddannelsesstyrken.

Enhederne i brigadernes fredsstyrke var blevet politiserede “Potemkinkulisser”. Selv deres feltøvelser blev i realiteten stabs- og signaløvelser med smÃ¥styrker. Kun under korte mønstringsøvelser oplevedes krigsstærke enheder. Manglende bemanding kunne undskylde, at aldrig patruljerede for at opnÃ¥ og fastholde føling efter at været gÃ¥et i stilling eller efter et mÃ¥l var erobret. Sikrings- og vagttjeneste blev tilrettelagt anderledes, end den fulde krigsstyrke forudsatte.

Men fra 1990’erne blev øvelserne i stigende grad rettet mod at indoktrinere styrker til indsættelse i “krisestyring” eller først til fredsbevarende og fredsskabende operationer og derefter til oprørsbekæmpelse. Ganske vist fastholdt man et fokus pÃ¥ kamp med styrker med sovjetisk materiel og organisation, men øvelsesaktiviteterne blev domineret af drejebogsstyret forberedelse af missioner.

Der er nu meget langt op til igen at kunne skabe en kampegnet hær. Der er alt for meget af professionalismen med viden om kampens krav og karakter, som er derefter nedprioriteret og glemt, ligesom de nødvendige, pædagogiske fremgangsmåder aldrig har været oplevet og anvendt af tjenstgørende officerer.

For kvaliteten af krigsspil og øvelser bygger på kombinationen af studier af kamp under forskellige vilkår og hvad der får enheder til at fejle, opfattet kritisk på et grundlag af feltøvelser, gjort krævende gennem længden (mindst et par uger) og af alle troppeenhedens elementers inddragelse, herunder logistik, fysiske og elektroniske angreb på alle føringselementer og sikkerheden at førere fejler, materiel bryder sammen og mandskabet demotiveres af inaktivitet og belastning.

Genopbygningen sker samtidig med, at ny teknologi betyder, at selv ren landkrig herefter skal føres med fuld inddragelse af den tredje dimension, hvilket må gives afgørende indflydelse på doktrin, organisation og uddannelse, men som selv de erfarne og vidende officerer ingen erfaring har med.