Month: February 2022

Det var ikke af venlighed, at den russiske ambassadør gjorde os opmærksom på betydningen af Bornholm.

Det er ikke noget nyt, at Bornholm er militært vigtig, når langtrækkende våben stationeret på øen kan begrænse mulighederne for at sejle forbi.

Det var også tilfældet, da det amerikanske atlas, som jeg har klippet fra, blev udgivet i 1930.

I 1930 havde Sovjetunionen indledt en voldsom oprustning som forberedelse til en krig mod bl.a. Polen, Rumænien og De Baltiske Lande. Den oprustning betaltes ved eksport af korn, der blev presset ud af især ukrainske bønder, hvilket snart skabte en omfattende hungerdød i Den Ukrainske Sovjetrepublik. Forholdet til Storbritannien var blevet iskoldt, og sovjetledelsen forventede, at den britiske flåde ligesom efter 1. Verdenskrig ville støtte balterne og Polen. Det ville ske i rammen af Folkeforbundet, den tids FN, der her ville operere som forsvarsalliance, og Danmark måtte som Forbundsmedlem støtte.

I den situation blev Bornholm luft- og sømilitært vigtig for både de allierede og Sovjet.

Det var på grund af disse muligheder for at lukke for sejlads forbi Bornholm, at den nyankomne tyske besættelsesmagt i 1940 begyndte at anlægge de fire stillinger for tunge, langtrækkende kanoner ved Dueodde.

Netop i 1930 betød beliggenheden, at den danske marinestab under sin midlertidige chef, orlogskaptajn Paul Ipsen, og hans hjælper, den senere Chef for Søværnet, Aage Vedel, gennemarbejdede truslen mod øen og forsvaret af den i et krigsspil. Marinestaben så risikoen for en international konflikt i Østersøen, hvor Folkeforbundet reagerede ved at sende en flåde ind for at støtte landene her mod Sovjetunionen. Sovjetunionen landsatte i krigsspillet 2.000 mand samt en flystyrke ved Nexø for at etablere en fremskudt flybase på øen, der kunne virke mod de internationale flådestyrker, der blev sendt ind for at hjælpe Sovjetunionens modstandere. Øen blev forsvaret af 1.000 mand fra Bornholms Værn samt nogle få rekognosceringsfly og jagerfly fra det danske søværn. Den danske flådes indsats skulle muliggøre en forstærkning af styrken på øen med yderligere 2.000 mand.

Det bornholmske forsvar, Bornholms Væbning, var ganske vist blevet nedlagt ved hærordningen af 1922. Men som jeg beskrev i min 2009-artikel til Bornholmske Samlinger, lykkedes det den da nyudnævnte, energiske kommandant, oberst O.B Schousboe, at få hærledelsen og Venstre-regeringen til at acceptere etableringen af Bornholms Værn, der skulle afløse den nedlagte ”væbning” og efter mobilisering sikre et forsvar med en forstærket bataljon af øen, dvs. krigsspillets 1.000 mand.

Efter oberstens forsvarsplan var styrken fordelt med et kompagni til forsvar af hver af øens havne, herunder Nexø.

I 1920’erne havde Schousboe og hans efterfølgere søgt at få Søværnet til at se på Bornholm som en mulig fremskudt base, og de opnåede, at marinen undersøgte de bornholmske havnes muligheder og fandt mulige flyvepladser.

At det lykkedes at skabe interesse, blev bekræftet, da Marinestaben allerede i vinteren 1925 gennemførte et første krigsspil med inddragelse af Bornholm. Her havde formålet været at undersøge mulighederne for at forsvare øen med hjælp fra Sjælland, og med dette formål overførte Hæren 2.000 mand og Søværnet et par undervandsbåde, en division (dvs. tre) torpedobåde samt fly til øens forsvar. Forstærkning var også en mulighed, der blev overvejet under Den Kolde Krig, hvor der eksisterede en plan for at overføre en brigade fra Sjælland til Bornholm.

Situationen i dag – med Bornholm som svenske Gotland liggende som afgørende for mulighederne for allieret støtte til Baltikums og Polens forsvar – er blot et ekko af den tidligere situation. I øvrigt mente marineflyverne i 1930, at øen lå for langt væk fra den sovjetiske Østersøbase ved Leningrad (nu igen St Petersborg) til at være en ideel ”mellembase”. Det argument er nu irrelevant med den russiske rådighed over Kaliningrad Oblast, den nordlige del at atlassets Østprøjsen.

Den væsentlige ændring fra 1930’erne til nu er, at man ikke skal se på Bornholm som en fremskudt flybase, men en fremskudt placering af de langtrækkende luftværns- og sømålsmissiler, der med langt færre muligheder står i Kaliningrad. Det er en våbenteknisk udvikling, der gør, at et robust kupforsvar ikke alene er interessant, men afgørende vigtigt for vores allierede og nordiske venner i Østersøen. For hvis Bornholm ikke holdes, hjælper svenskernes forsvar af Gotland ikke andre end dem selv.

Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral, historiker, chef for Bornholms Værns kampgruppe og I. Bataljon 1986-88.

(artiklen er også bragt i Bornholms Tidende)

It is both stupid and dangerous to show bullies respect, whether they are Foreign Ministers or just the local ambassador.

Open threats, rude language ignoring the standards of diplomatic communications, should bring immediate reactions.

When Russian notes threatened the recipient OSCE c-member states, they should be published immediately with the remark that the character of the communication meant that it could not be recieved or processed.

When the Russian Ambassadors to first Denmark and then Sweden openly threatened their host states in totally inappropiate form, they should be deprived of access to the local contacts, until they apologized (which would not happen, meaning that contacts dropped to lower level).

When the treatment of Macron or Liz Truss totally broke decent diplomatic standards, their continued presence was both futile and harmful to their states and the chances of promoting their cause, and they should break the meeting and leave.

Even Hitler’s diplomats knew better.

So interrupt the bullying and break. That is is only way to make Putin re-realize that he needs normal diplomacy.

Freeze contacts with the brutes and use other channels for bypass. Plenty available nowadays.

Forleden dag reagerede Forsvarsministeren (den tidligere) på oppositionens krav om at starte forhandlinger om det fremtidige forsvarsforlig allerede nu.

En sÃ¥dan fremrykning afviste hun. Hun kunne ikke trække Forsvarets top væk fra “operationsrummet”, hvor de angiveligt sad og overvejede Danmarks reaktioner pÃ¥ den internationale krise.

Jeg ved ikke, i hvor høj grad hun og hendes rådgivere forstår, hvor latterlig hendes udtalelse var. Men lad os for at kunne forklare hvorfor og hvordan det var sort tale gå 35 år tilbage og se på, hvad forsvarsledelsen dengang drøftede i en alvorlig international krise.

Dengang ville grundlaget i en betydelig udstrækning blive givet af Forsvarets Efterretningstjenestes militærfaglige analyse af ændringer af “normalbilledet” i ØstersøomrÃ¥det.

Det kan man ikke længere, for FE skal ikke kunne varsle om krig og militært angreb. Hvis analysen af udviklingen i Afghanistan sidste sommer er udtryk for kvaliteten af den resterende, faglige analyse, er den bedste anvendelse af tiden ikke at lytte til Tjenesten, men tænke selv.

Dengang i sidste halvdel af 1980’erne ville Hærens chefer diskutere forberedelsen og gennemførelsen af de dengang mange niveauer af forstærkning af fredsstyrken fra indkaldelsen af “supplementet” til enhedernes lille fredsstyrke til den fulde mobilisering af hele Hæren til dennes fulde styrke pÃ¥ (efter min erindring) ca. 70.000 mand med “udskrivning” af civile køretøjer. Man skulle ogsÃ¥ diskutere afsendelsen af Jyske Division og resten af den danske del af LANDJUT til Holsten for at danne det fælles fremskudte forsvar af Nordtyskland-Danmark. For Sjælland skulle man overveje forberedelsen af invasionsforsvaret af østkysten ved minelægning pÃ¥ strandene og rydning af boligkvarterer for at kunne anlægge stillinger for de mobiliserede “kampgrupper” her. De store broer mellem øerne skulle forberedes forsvaret og klargøres ødelagt ved sprængning. Man skulle ogsÃ¥ mobilisere og klargøre de “Værtsstøtteenheder”, som Danmark skulle have klar til øremærkede allierede hærforstærkninger.

Al dette er nedlagt og glemt, og der er ingen grund til for dagens generaler at diskutere mulighederne. Hærens reserveenheder er nedlagt og materiellet væk. Ingen har erfaring i den praktiske gennemførelse af indkaldelser og klargøring af enheder.

Også Søværnet ville dengang have behov for at mobilisere og klargøre nogle ekstra enheder og give dem fuld bemanding. Derudover skulle marinestationerne kunne forsvares i samarbejde med de andre værn. Undervandsbådene skulle sendes til deres operationsområde ved Bornholm, og de store lagre af søminer skulle klargøres og senere besluttes transporteret til havne og udlagte i forskellige felter. Dette i tæt koordination med Den Tyske Forbundsmarine.

Undervandsbådene og minerne er væk, og mig bekendt har heller ikke Søværnet i dag en krigsopgave og mobiliseringsstruktur.

Flyvevåbnet skulle indkalde mobiliseringsenheder og -elementer, så flyvestationer, radarstationer og HAWK-luftværnsraketeskadriller kunne forsvares mod kup og luftangreb, og således at der var enheder, der kunne reparere flyvestationer efter angreb. Også Flyvevåbnet skulle forberede ankomsten af allierede flyforstærkninger til Danmark.

Det eneste, Flyvevåbnet stadig har tilbage fra den tid, er F-16-flyene.

Evnen til at styre denne styrkeopbygning og samtidig opbygge de ikke-militære dele af Totalforsvaret blev løbende øvet mellem de forskellige myndigheder pÃ¥ regionalt og statsligt niveau. Det skete under anvendelse af de forskellige “Beredskabsplaner”. Hvert andet Ã¥r fra 1968 til 1989 blev ogsÃ¥ Danmarks opbygning af beredskabet øvet pÃ¥ tværs af NATO i rammen af de sÃ¥kaldte vinterøvelser (WINTEX).

Men hele dette grundlag og den rutine er væk.

SÃ¥ hvad de sidder og laver i operationsrummet nu er uklart. Ideelt sidder de og diskuterer, hvordan de skulle kunne genopbygge det tabte koordinations- og styringssystem, dvs. beredskabsplanerne.

Men for at kunne optræde logisk og økonomisk ansvarligt skulle Danmark indledningsvi opstille og prioritere de opgaver, som dansk forsvar naturligt har i forsvaret af Danmark ved Østersøens vestlige del og Rigsfælleskabets territorier i Nordatlanten og Arktis. Herudover skulle man fastlægge bidrag til det fælles NATO-forsvar i Østersøen på og fra Bornholm samt nu fremskudt i Baltikum og Polen.

Det sidste må ses som en fortsættelse af det tidligere forsvar i LANDJUT-området. Hovedkvarteret blev senere som det polsk-tysk-danske MNCNE flyttet til Szczecin i Polen.

En sådan opstilling af Forsvarets opgaver i et samarbejde mellem forsvarspolitikerne og fagkundskaben skete senest i 1988-89 under den daværende forsvarskommissions arbejde. Også nye formuleringer skal naturligt både dække opgaver i fredstid, i krisetid og under krig.

Det sidste efter den så igen planlagte opbygning af fredsstyrken, da danske enheder nu ikke er organiseret til at kunne løse opgaver i en symmetrisk konfrontation og krig.

Først når disse opgaver er opstillet og prioriteret kan man gå til for det første at diskutere mulighederne for at løse dem og for det andet valgt den myndigheds- og ansvarsorganisation, der skal lede opbygningen. Først derefter er der for det tredje en mulighed for at styre anvendelsen af ekstra penge rationelt.

Vi kan som nævnt håbe, at det er, hvad de mødende generaler og admiraler nu diskuterer, så de er forberedte til at kunne diskuterer emnerne med forsvarspolitikerne.

Hvorfor tror jeg ikke på, at det er tilfældet?