Month: December 2023

Katastrofen er med stor sandsynlighed på vej

Lige nu, er vi to eller tre dårlige valg fra NATOs endeligt, afslutningen på Den Europæiske Union og måske afslutningen på den liberale verdensorden, som vi kender den (Anna Applebaum, november 2016 (citeret i Weekendavisen 29-12-2023)) Det første valg var netop i 2016, det andet er i 2024. Det tredje bliver ikke nødvendigt.

Ukraine er hårdt presset, Trump kan vende tilbage, og Europa mangler en plan: »Vores strategi er håb« (overskrift i Information 30-12-2023).

Dette indlæg følger og diskuterer, hvordan vi søvngængeragtigt kom dertil og intet gjorde rettidigt.

Vi forsøgte ikke engang at beskrive og konfrontere problemet, hvilket ville være det lillebitte første skridt i et forsøg på at håndtere det.

At vi blot spinnede Kejserens nye klær, tager ingen ansvaret for.

Pga. total uansvarlig amatørisme har vi nu ikke tid til at gennemføre skridt, der kan afværge eller inddæmme den ødelæggelse, Applebaum forudså.

Jeg vil her undlade at komme ind på det allermest kritiske problem: det nu sandsynlige tab af det i hele NATOs eksistensperiode allermest centrale amerikanske bidrag til Europas sikkerhed: De amerikanske kernevåben.

***

Søvngængeriet

For det går jo nok fortsat fint.

Afghanistan gik fint, indtil det pludselig kollapsede. Helt uforudseeligt!?

Ukraine. Bortset fra nogle gale amerikanske efterretningsfolk var alle for to år siden enige i, at Rusland ikke ville angribe. Alt andet var da uforudseeligt?!

For et år siden var man nervøs for, om Ukraine ville være i stand til at administrere sin snarlige sikre militære sejr klogt. For det var helt sikkert, at forårsoffensiven ville vælte de stakkels uduelige russere. Helt sikkert!?

Nu forventer man, at de nuværende fastlåste fronter vil fortsætte som i 1. Verdenskrig. Alt andet er da helt uforudseeligt og utænkeligt!?

“FastlÃ¥sningen” skal udnyttes til at opnÃ¥ en forhandlet kompromisfred med Rusland, for uanset, hvad dette land siger og gør, er det da for almindelige mennesker helt utænkeligt og uforudseeligt, at russerne ikke ogsÃ¥ længes efter fred.

Man ignorerer, at fronterne dengang ikke fortsatte med at være fastlÃ¥ste, for den ene part vandt – efter logikken i nedslidningskamp – pga. talmæssig og materiel overlegenhed.

Russerne stÃ¥r jo pÃ¥ den anden side af Ukraine over for det NATO, som er overvældende meget stærkere end dem … insisterer man.

Man ignorerer ignorerer imidlertid helt, at NATOs militære styrke og afskrækning af Rusland helt hviler på USAs militær. Vesteuropa har ikke vekslet ret meget af sin økonomiske styrke til militær magt og er slet ikke startet med at gøre sig umage.

I den manglende militære indsats er Danmark absolut førende.

Nu er i første omgang den amerikanske støtte til Ukraine er kollapset på grund af blandingen af kujoneri, højreradikalisme og opportunisme hos Republikanerne.

USAs fortsatte dominerende rolle i Europas sikkerhed er akut og alvorligt truet.

I bedste fald snart vil den hurtigt blive drastisk mindsket for at støtte inddæmningen af Kina. I værste fald vil det ske som en punkteret ballon fra begyndelsen af 2025.

Det ignoreres på strudsevis og som af de tre aber.

Noget sådant anses på trods af en entydig tendens som helt utænkeligt, fordi det, hvis det sker, vil være så forfærdeligt, forfærdeligt krævende på alle tænkelige områder.

Så vores politiske ledere har valgt i nu tyve år at nøjes med en selvtilfreds, uanalytisk og ukritisk sikkerhedspolitisk rådgivning.

De formelt ansvarlige rådgivere finder dette udmærket.

Alternativet er ikke faldet dem ind:

Det som fortsat burde være sket på de sikkerhedspolitiske områder, er, at de relevante statsinstitutioner, herunder efterretningstjenester og relevante ministerier jævnligt havde udviklet prognoser for alle de mulige hovedforløb.

Det skulle som minimum været sket, når et aktuelt eller fremtidig sikkerhedspolitisk problem trængte sig på eller overraskende opstod.

Det skulle så naturligvis ske under inddragelse af specialister med den nødvendige ekspertise (i sikkerhedspolitikken økonomisk, militær, regionalpolitisk og -historisk for pågældende land og region).

Under hvert muligt hovedforløb måtte de sandsynlige konsekvenser for Danmark og allierede skitseres, også det mest uønskede/ubehagelige forløb.

At vores land er lille, fjerner ikke ansvaret for at tænke selv over for befolkningen og dens fremtid. Landets i omfang begrænsede analysebureaukratier gør ikke evnen til at se og konkludere klart mindre …

På dette grundlag måtte de mulige/nødvendige reaktioner på forskellige områder identificeres, der kunne at mindske skader og risici.

Det var gældende for Irak, for Afghanistan og for Ukraine. Man valgte uselvstændigt og ukritisk at lægge sig i halen på en indlysende fejlagtig analyse og afledt dybt strategi, der blev dybt risikabel ved en klart manglende sammenhæng mellem mål og midler.

Den indenrigspolitiske fordel for de ansvarlige embedsmænd og deres formelt ansvarlige politikere, var, at man kunne fralægge sig ethvert ansvar for nederlaget, uanset at dette i tilfældet Ukraine med stor sikkerhed vil føre til en katastrofe for andre end ukrainerne.

I tilfældet Ukraine kan enhver med kendskab til Rusland fortælle, at krigen kun var midlet til at fjerne USA militært fra Europa og derigennem underlægge os alle kravet om tilpasning til ethvert russisk behov og krav.

At det går den vej er tydeligt for selv de tre aber i det japanske tempel, der regerer som danske sikkerhedspolitiske rådgivere.

Der skulle ikke pÃ¥ forhÃ¥nd defineres et mere “sandsynligt” forløb, fordi dette vil fjerne opmærksomheden og ansvaret for beslutninger, der ville være nødvendige, hvis forløbet bliver anderledes og eventuelt mere krævende end det bekvemt sandsynlige.

Når det faktiske forløb blev klarere, skulle myndighederne løbende fastlægge, hvilke fejlvurderinger, der var opstået i prognosearbejdet.

Dette skulle ske for at lære, rettidigt.

***

Den sikkerhedspolitisk centale rådgivningsmyndighed var tidligere og er fortsat Forsvarets Efterretningstjeneste.

Indtil tjenesten i 2010 som et brud med efterkrigstidens rolle fik civil chef (Thomas Ahrenkiel fra Udenrigsministeriet) havde den siden sin etablering 60 år tidligere ikke (som derefter) været et hjælpsomt politiserende embedsmandsapparat. At det varede næsten tyve år efter 1990, før råddenskaben satte ind, kan bl.a. have været en funktion af, at tjenesten i perioden skulle varsle om trusler mod udsendte danske soldater. Men det kan også skyldes, at chefen, til slut Finn Hansen, havde officersbaggrund.

Før 1991 havde dens hovedopgave være at varsle om krigsrisiko og om militære trusler mod Danmark.

I 2010 havde man endnu ikke reelt befriet regeringen for ansvaret for at lede og tage vanskelige og upopulære beslutninger rettidigt.

Det skete derefter ved at tjenesten fast konkluderede, at politisk ubehagelige, hypotetiske udviklinger var mindre sandsynlige.

FE var dog selv under Den Kolde Krig selvvalgt delvis blindet af, at man undlod at inddrage egen side i analysen, hvorfor man systematisk “oversÃ¥” de svagheder, som kunne være centrale for at tolke mulige fjenders angrebsforberedelser.

Ansvaret for denne sammenholdende analyse var Forsvarsledelsens ansvar, og derfor var Forsvarschefen dengang FEs øverste chef.

Men i 2010 var der jo ikke længere farlige militære trusler mod Danmark, som krævede ikke-politiserende, faglig analyse.

(Illustration: De tre aber fra Tōshō-gū helligdommen i Nikkō, Japan, fra flickr.com)

Podcast: https://web.24syv.dk//audio_clips/330930

Den væsentlige årsag til at skrive har nu i et årtier kun været ikke at kunne blive medskyldig i den forudseelige katastrofe.

Her vil jeg også ved starten af det sidste år, før jeg bliver 80, dvs. olding, behandle, hvad der skulle og kunne ske, hvis Danmark ved at genopbygge Hæren skulle bidrage til at forebygge det kommende.

Jeg vil starte med at videregive oplysningen om, at Forsvarets Efterretningstjeneste er på vej med en vurdering af forløbet efter det nu truende ukrainske nederlag, hvor man åbenbart (igen naivt) forestiller sig, at krigen nu er ved blive afsluttet med en aftale, som Rusland vil acceptere som endelig.

Dette på trods af, at landet for to år siden gjorde helt klart, at krigen mod Ukraine kun var et middel til at smadre den internationale ordning i Europa.

På trods af, at aftalen vil få samme virkning, som München-aftalen i efteråret 1938.

Efter denne aftale vurderer FE angiveligt, at det vil vare 3-5 år, før de russiske konventionelle styrker vil være genopbygget til et sådant niveau, at de kan skabe en alvorlig militær trussel mod bl.a. Baltikum.

Men selvfølgelig mener FE ikke, at Rusland vil angribe et eller flere NATO-medlemmer derefter, for som med hensyn til Afghanistan i 2021 og Ukraine et halvt år senere er man sikker på, at alt går godt. Rusland vil uanset, hvad de har meddelt og gjort, ikke angribe igen, for man har jo ikke flere territoriale krav (for at citere Putins rollemodel Hitler).

Ved at vurdere således gør FE (der i modsætning til under Den Kolde Krig aldrig føler eller bliver pålagt ansvar) reelt politikerne ansvarsløse, hvis man som i 2021 og 2022 igen fejlvurderer, og her med katastrofalt resultat for land og befolkning. Dette opfatter jeg som et kriminelt svigt, fordi det ignorerer den indlysende realitet, at politikere selvfølgelig ikke vil tage vanskelige, kostbare og upopulære beslutninger for at imødegår en ubehagelig, kun hypotetisk mulighed.

Den grundlæggende totalt uholdbare præmis i FE’s vurdering af Ruslands optræden om nogle fÃ¥ Ã¥r er, at man forudsætter, at NATO (i russernes øjne korrekt set som militært lig med USA) forbliver Rusland militært overlegen med en central og troværdig rolle i afskrækningen af trusler mod de europæiske NATO-lande.

Man kan mene, at det at skrive andet ville være fornærmende mod USA, men det gør med den sandsynlige udvikling FEs vurdering både uholdbar og misvisende.

Fremtiden ligger mellem Trumps varslede amerikanske direkte udmeldelse af alliancen til Bidens skift af fokus til Stillehavet og overladelse af forsvaret mod Rusland til de europæiske medlemmer efter Ukrainekrigen.

Men til Hæren, hvor der reelt intet sker, fordi man mangler klare ansvar, er tillært hjælpeløse og ikke bliver udsat for det nødvendige politiske og faglige pres.

Det første, jeg ville gøre, hvis denne snart-olding pludselig fik myndighed og ansvar for hurtigt at klargøre Hæren til at kunne bidrage til en inddæmning af Rusland, ville være at ansætte en projekttroika bestående tre udenlandske, lige pensionerede seniorofficerer på en treårskontrakt, en finsk, en USMC og en ukrainsk (nok krigsinvalideret) oberst-generalmajor. Gruppen skulle gives et lille sekretariat af danske officerer.

Projektgruppens første opgave skulle være at udpege ny dynamisk officer på 35-40 til hvert regiment som chef på en treårskontrakt. Derefter var det gruppens opgave at inspicere, vejlede og eventuelt og have fuld myndighed til gribe ind. Hvert regiment skulle hvert at de næste tre år uddanne en fuld krigsstærk, i princippet værnepligtsbaseret bataljon/afdeling inden for pågældende våben/speciale.

At det er muligt ved fortidens officerer af min generation. Men med den tabte praktiske faglighed vil den være nødvendigt at knytte “best-practice” fagkundskab, ved logistikregimentet finske og ukrainske befalingsmænd fra sanitetsenheder, vedligeholds- og bjærgningselementer, forsyningsenheder og militærpoliti.

De danske tjenesteders instruktører/befalingsmænd må hentes/udvælges blandt egnede frivillige fra stampersonel- og officersgrupperne, alle med en ny kontrakt, hvor lønnen var tilpasset, at arbejdstiden blev bestemt af tilstedeværelsesbehovet.

Kadrerne skal samtidig gives ansvar for at eksperimentere med integrationen af nyt materiel såsom droner.

De nye under tjenestestedschefer må gives totalt helhedsansvar og -myndighed for at kunne løse deres opgave, og alle Forsvarets andre myndigheder var ansvarlige for uden forsinkelse at levere den nødvendige støtte.

Egnede kasernefaciliteter skulle hvor nødvendigt skabes med midlertidige, eksempelvis skibscontainerbaserede, faciliteter. Manglende krigsmaterielmateriel til uddannelsen og simulatorer kunne om nødvendigt lejes, også i udlandet.

Mens uddannelsen af enhederne ved kamptropsregimenterne vil være simpel, vil produktionen ved specielt ingeniør-, logistik- og signalregimenterne senest fra andet år blive bestemt af de valgte opgaver for Hæren og den derefter fastlagte krigsorganisation.

Parallelt med denne uddannelse enheder af skulle reserveofficers- og befalingsmandsuddannelsen accelereres, fokuseret på behovet for at levere kadrer til de nye værnepligtsuddannede enheder.

En ting er enheds-“produktionen”, en anden ting er bevæbningen og ammunitionsproduktionen. Den eneste mulige vil til hurtigt at kunne producere og udvikle moderne ammunition og mÃ¥ske ogsÃ¥ vÃ¥bentyper i Danmark ville være at lave en kontrakt med en udenlandsk producent som Bofors/BAE om at etablere produktionslinjer i Danmark med dansk finansieringsgaranti, hvor det blev særdeles lønnende at overstige de aftalte produktionstal.

(fotografiet er fra uddannelsen af den finske hærs beredskabsenheder)

Europas erfaring med sine krige førte til fire årtiers international indsats fra midten af 1800-tallet for at begrænse lidelserne i fremtidige krige. Efter Første Verdenskrig og ikke mindst efter den Anden Verdenskrigs erfaringer i sin fulde periode fra sin start i Kina 1931 til afslutningen i 1945 var det klart, at de eksisterende traktater måtte skærpes og udbygges. Det var et arbejde der i første omgang blev afsluttet i 1949 i Geneve, men blev fortsat i de efterfølgende årtier for at klargøre regler under interne konflikter og forbyde våben, man vælger at se som specielt og unødvendigt lidelsesskabende.

Derefter gik udviklingen desværre den modsatte vej. Man er nu på en hurtig glidetur mod barbariet.

I første omgang blev denne udvikling drevet af chokket og vreden efter angrebene mod USA den 11. september 2001. I “Krigen mod terror” var fjenden ikke kun bevæbnede repræsentanter for en fjendtlig fremmed stat, der skulle behandles som kombattanter efter konventionerne, og egne statsborgere, der kunne drages til ansvar indenfor eget retsvæsen. Der var tale om internationale forbrydere, som USA valgte at behandle som ikke dækket af de to kategorier, i hvert fald indtil de kunne overdrages til straf i den stat, som vedkommende kom fra, og hvis retsvæsen amerikanerne havde tillid til.

PÃ¥ trods af, at krigsforbrydelserne fandt sted under borgerkrige, var det internationale samfund tilstrækkeligt enigt og stærkt til at reagere efter krigsforbrydelserne under krigene i 1990’erne under opløsningen af Jugoslavien og den etniske borgerkrig i Rwanda, men derefter gik forfaldet hurtigt.

Meget naturligt fik problemerne arnested i området fra Mellemøsten til Centralasien, fra Levanten og Den Arabiske Halvø til Afghanistan, hvor krigsførelsen kunne være dobbelt asymmetrisk. Det var det ofte i den forstand, at den ene side var en militær stormagt, mens den anden side var henvist til guerilla og terror. Derudover kunne nogle af konflikterne også være asymmetriske i den forstand, at kun den ene side kæmpede hæmmet af traktatmæssige begrænsninger.

Denne sidste asymmetri kom i meget høj grad til at styre den vestlige opinions indsats i Irak og Afghanistan såvel om forventningen om lawfare, stramt folkeretligt tilbageholdende krigsindsats, som efter Irakkrigen specielt ramte de vesteuropæiske hærofficerskorps.

Det er centralt at notere sig, at en tilsvarende tilbageholdenhed ikke blev set eller forventet fra den syriske regerings side samt under indsatsen fra russisk, iransk eller Hizbollahs siden under Den Syriske Borgerkrigs mest intensive fase fra 2012 til 2017.

Her anvendes den asymmetriske militære magt fuldt ud for at terrorisere og nedkæmpe modparten. Det skete bl.a. med bevidste terrorangreb på civilbefolkningen og hospitaler.

At der findes eksempler på tilsvarende russiske angreb i Ukraine var forventeligt.

I den pulserende krig ved Israels grænser i de sidste tyve Ã¥r i sydvest mod Hamas og i nord mod Hizbollah har den centrale tekst for reguleringen af krigen fra “Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War, Geneva, 12 August 1949, Article 28 – Treatment II. Danger zones”:

The presence of a protected person may not be used to render certain points or areas immune from military operations.

Det vil sige, at det er eksplicit forbudt at anvende civilbefolkningen og specielt nævnt hospitaler som en bevidst integreret del af forsvaret.

Dette er helt centralt for at nå målet at undgå, at civilbefolkningen rammes.

Det har imidlertid været en helt central del af Hizbollahs og specielt Hamas strategi netop at indrette forsvaret, så Israel ikke kan undgå at ramme netop den palæstinensiske civilbefolkning hårdt og synligt, for jo flere dræbte, jo mere og mere synlig lidelse, jo bedre.

Det er i dette lys, som konflikten i Gaza skal ske. Hamas har igennem mange år udbygget det nu fuldt dækkende tunnel- og bunkersystem under enklaven med fuld udnyttelse af specielt folkeretsbeskyttede faciliteter som hospitaler. Gennem terrorhandlingerne 7. oktober og disses omfattende og overraskende karakter tvang man Israel til at reagere som det skete.

Ved at tage mange gidsler og anbringe dem i tunnelerne lukkede man israelernes mulighed for at løse problemet forholdsvis diskret ved at oversvømme med vand fra Middelhavet.

Kun bombardement med store bomber med minevirkning kunne tunnelsystemets anvendelse under Hamas kamp begrænses, men da Israel ikke kunne skaffe sig efterretninger om placering, blev præcisionsbombning umulig.

Som nævnt ovenfor forventer den vestlige opinion kun en folkeretlig ren optræden fra egen side, så det blev ikke Hamas usynlige folkeretsbrud, der blev fordømt, for organisationen kunne jo ikke gøre andet, vel?

Det var derfor Israels pavlovske krigsførelse, som reelt generelt er uden praktisk militært alternativ, der mobiliserede opinionen, for Israel kunne jo bare, som Vesten gør hele tiden, opgive og acceptere nederlag, når situationen bliver for vanskelig og upopulær.

Jøderne kunne jo bare opgive Israel-projektet, trække sig ud og forsvinde ud af Mellemøsten og historien, ikke?

Det er mange enige om. Den vestlige opinion er pavlovsk tankeløs. Med de sociale medier som ukritisk accelerator fremmer den samtidig den igangværende ødelæggelse af folkerettens forsøg på at inddæmme fremtidig krigsførelse mest muligt. En ødelæggelse, der allerede var i gang.

Dette viser en kollektivt tabt snøvs.

I gÃ¥r, den 10. december, deltog jeg i Clement Kjærsgaards P1-program “Akkurat”. Mine bidrag knyttede sig primært til situationen i Ukraine, hvor jeg dels understregede dennes alvor og konstaterede, at som Rusland havde gjort klart for to Ã¥r siden, var en sejr over Ukraine ikke et mÃ¥l i sig selv. Det var et middel til at opnÃ¥ en ny strategisk situation, hvor USA var væk og hvert europæisk land var tvunget til at tilpasse sig russisk magt.

Jeg konstaterede ved afslutningen af min deltagelse, at næste fase var indledt, idet Rusland havde stillet krav til Letland om at forbedre landets russiske minoritets status.

Det fik en anden deltager, den tidligere direktør i Udenrigsministeriet, ambassadør Friis Arne Petersen, til at påpege, at Letland som de andre baltiske lande i modsætning til Ukraine var sikret af deres NATO-medlemskab. Alliancens styrke ville effektivt sikre dem.

Han syntes derfor ikke at forstå, at det eneste medlemsland, der har militære styrker, der kan sikre russisk respekt for NATO, er USA. Andre, derunder Danmark, har på alt andet end det symbolske niveau kørt på frihjul i tyve år.

De vesteuropæiske medlemslandes støttemuligheder over for russisk militært pres og et konventionelt angreb er igennem de sidste tre Ã¥rtier sparet og rÃ¥dnet væk, og i modsætning i frontlinjestaterne fra Sverige og Finland mod syd, der siden 2014 har forsøgt at lukke de værste huller, er USA’s militær nu endnu mere dominerende end under Den Kolde Krig.

Rusland ser grundlæggende ret, når man opfatter USA som lig med NATO.

At USA nu er på vej til at opgive Ukraine, fordi Trump-støttende Republikanerne blokerer en fortsættelse og samarbejder med Putins agent, Ungarns Viktor Orban, om at sabotere økonomisk støtte fra EU til Ukraine.

Dette undergraver med god grund frontlinjestaternes tillid til USAs og derigennem alliancens muligheder.

Mens ambassadøren forklarede, hvordan USA måtte bede europæerne om at bære mere at eget konventionelt forsvar af Europa, var en anden deltager i udsendelsen, Danmarksdemokraternes Søren Espersen uden argumenter af den sikre opfattelse, at USA ikke ville tillade et ukrainsk nederlag.

Kort sagt viste udsendelsen klart og akkurat, at man slet ikke forstår den dramatiske ændring af Europas situation som er på vej som følge af Vestens amatørisme og svigt i at inddæmme Ruslands offensiv mod vores fremtid.