Month: August 2025

Billedet er fra britisk-polsk militært samarbejde

Det helt afgørende er at forstÃ¥ og fastholde, at den styrke, der skal indsættes i Ukraine som en del af en fredsaftale ved afslutningen af den igangværende krig, ikke skal være en neutral “fredsbevarende” styrke.

Det skal være en betydelig, umiddelbart kampklar styrke, der forstærker den afskrækkende effekt af Ukraines eget forsvar.

Styrkens placering i Ukraine skal ikke yderligere blotte andre dele af Europa, som trues af Rusland. Direkte truede områder som Baltikum er i forvejen meget svagt forsvaret, hvorfor det er fristende for Rusland at udnytte en yderligere svækkelse til at angribe her.

Disse forhold må bestemme, hvilke deltagerlande, der er mulige, mandat, bevæbning og forholdet til Ukraine.. Angående deltagelse er det klart, at halv- eller helallierede af den russiske aggressor er udelukket. Vedrørende mandatet er det klart, at alt svarende til traditionelle fredsbevarende styrker og al indblanding af FN vil gøre styrken værdiløs og derfor skadelig.

RUSLAND

Rusland kan muligvis bringes til at acceptere en fredstraktat, men har sÃ¥ klare mÃ¥l med sin “specialoperation”, at man vil gøre alt for at gøre garantier at rest-Ukraines selvstændighed sÃ¥ svage og usikre som muligt. Det vil i første omgang ske ved at afvise garantistyrken og derefter arbejde for, at deltagelse af stater, mandat og kommandostruktur vil sikre “neutralitet” og ineffektivitet. Det vil kunne ske med automatisk støtte fra naive optimister i internationale organisationer og fra den talende klasse i vestlige lande. Diplomater vil arbejde for sÃ¥danne “løsninger” for overhovedet at kunne opnÃ¥ russisk (og kinesisk) accept af en international styrkes tilstedeværelse i Ukraine. At den med sikkerhed bliver ligesÃ¥ irrelevant som U.N.E.F. i 1967 i Mellemøsten og O.S.C.E.-(SMM)missionen i Donbas fra 2014 til 2022.

USA

Trump har meddelt, at USA ikke vil bidrage med landstyrker til garantistyrken. Dvs. at vi i bedste fald kan regne med fly- og måske luftforsvarsstyrker. Det ville være ønskeligt, om sådanne styrker blev baseret i selve Ukraine og at styrkens øverste chef var amerikaner, men vi kan med Donald Trump som præsident nok i bedste fald forvente et reelt selvstændigt bidrag placeret i Polen og Rumænien.

IKKE-NATO/EU-LANDES BIDRAG

Lande må udelukkes, der ikke åbent støtter Ukraines selvstændighed, er teknisk og professionelt på niveau med NATO-lande, og som overordnet kan anvende engelsk som kommandosprog. Dvs. lande som Australien, Schweiz, Sydkorea og Japan.

EU/EURONATO

Hovedindsatsen må bæres af europæiske medlemmer af NATO og af EU, og ledelsen af styrken må bæres af et større europisk land, bedst af et land, der som Polen er fast forankret i støtten til Ukraine. For at gøre styrken maksimalt afskrækkende skal den militære styrkechef have delegeret operativ kommando over alle styrker og myndighed til at hæve beredskabet, deployere styrkens dele og aktivere samarbejde med de ukrainske forsvarsstyrker uden reference til det politiske niveau.

Årsagen til, at de europæiske lande har så små styrker og derfor ikke kan dække NATOs østgrænse med et robust forsvar, er dels årtiers besparelser, dels at landene har frosset anvendelsen af værnepligten eller helt afskaffet den. Forudsætningen for at opstille og specielt opretholde en afskrækkende konventionel garantistyrke i Ukraine samtidig med at dækningen af Alliancens østgrænse opretholdes er at alle kontinentale europæiske NATO-lande aktiverer værnepligten for hurtigt at opbygge deres styrker.

Hvor stort behovet er for at gøre dette, illustreres af den tyske tøven med at love deltagelse i styrken i en situation, fordi man i sin indøvede hjælpeløshed føler uovervindelige problemer med at etablere den ene lovede brigade til Litauen.

Udholdenhed

Problemet er jo, at der ikke kun skal sendes en landstyrke, der for at understøtte garantien samlet skal være på flere gange ti tusinde soldater i velorganiserede brigade (vel 8-10 pansrede brigader).

Man må forudse, at mandskabet skal afløses hvert halve år (mens chefer og stabene af hensyn til kontinuitet kun afløses hvert andet eller tredje år).

Dvs. at bidragslandene i en periode af nok mere end ti år hvert halve år skal sende en styrke på flere gange ti tusinde soldater.

Forholdet til ukrainerne

Da garantistyrken ikke er en fredsbevarende styrke, men skal forstærke de ukrainske styrkers afskrækkelse af et nyt russisk angreb, skal et samvirke planlægges og nok jævnligt (nok halvårligt) øves ved stabskrigsspil.

Af hensyn til afskrækkelsen er det også afgørende, at hele den ukrainske erfaring med dronekrig, m.m. mod russerne fuldt ud overføres til garantistyrkens dele, og at den videre tekniske og taktiske udvikling sker i tæt samarbejde.

En gammel soldat og militærhistorikers anbefaling af praktiske (men dyre og smertefulde) skridt til at fjerne problemet:
1) Iværksæt lange praktiske øvelser (for Hæren feltøvelser).
2) Lad en stor del af øvelserne indeholde reserveenheder, hvor den praktiske gennemførelse af selve mobiliseringen indledningsvis øves.
3) Lad øvelsen være så lange og krævende, at alle del af logistikken (herunder erstatningen af store personeltab af nøglepersonel) både øves og presses.
4) Lad skiftende nye tekniske muligheder og elementer (herunder offensive og defensive droner konstant) indgå i øvelsen.
5) Lad fjendesiden frit styre sine aktiviteter af målet at afspore og ødelægge egen sides plan ud fra en viden om strukturelle, teknologiske og enkeltpersoners svagheder.
6) Anvend i stor udstrækning ekstern (civil og ekspertise) på begge sider for at fremme innovation og kritisk læring.
7) Anvend også udenlandsk (herunder ukrainsk) faglig ekspertise overalt hvor muligt.
😎 Øvelsesledelsen har primært til opgave af identificere de kvalificerede førere, stabsmedlemmer og andre kadrer, der fungerer optimalt under det hÃ¥rde realistiske pres og innoverer metoder, sÃ¥ de passer til det skiftende behov … samt de andre, der ikke kan løse opgaverne tilfredsstillende.
9) Forvaltningen skal sikre og støtte en hurtig anvendelse af øvelsesledelsens erkendelser.

SUPPLEMENT

Grundlæggende er alt imidlertid spild af penge, hvis der ikke for alt militært personel aftales en ny (professionsstøttende) ansættelsesform. Denne må være uden øverste arbejdstidsbegrænsning (og speciel overbetaling for andet end vagttjeneste), men med et fast militærtillæg, hvis størrelse afgøres af den tidsbelastning i stillingen, som nu er blevet registreret igennem de seneste årtier. Uden dette kan krigsklare enheder ikke skabes. Men det ved Forsvarschefen selvfølgelig!?

Artiklen skal skitsere den meget betydelige udvikling pÃ¥ land og i luften i Ukrainekrigen. MÃ¥lgruppen er almindelige læsere uden faglig baggrund.  

Artiklen var gennemredigeret til POV.international, og jeg vidste at ingen andre der kunne skrive den. Men som alle andre danske medier synes også redaktionen på det netmedie, at det hele er for sjovt, at der ikke kommer nogen krig. Jeg lider ikke af denne danske optimisme og valgte derfor at trække mig som bidragyder til mediet.

BAGGRUNDEN FOR FØRSTE DEL.
Rusland invaderede med metoder fra sovjettidens vellykkede strategiske kup i Prag 1968 og Kabul 1979. Her kombinerede man luftlanding af specialstyrker ved hovedstaden med en massiv invasion over grænserne.

Russerne var hæmmet at, at invasionen nu skete med styrker, der efter 2013 var opbygget til andre typer af krigsindsats end generel krig.

Ukrainerne forsvarede sig med stor effekt med felthærsbrigader og lokalforsvarsstyrker.  Infanteriet var hurtigt udrustet med lette vestlige missilvÃ¥ben mod kampvogne og fly.

Ukraines kadrer var siden 2014 blevet rutineret under krigen i Donbas.

Ukrainerne indsatte med stor virkning straks bevæbnede droner som de, der havde sikret Azerbaijan sejren over Armenien i 2020-krigen.

Denne første fase af krigen sluttede med den ukrainske tilbageerobring af områderne i nord mellem Kyiv og grænsen til Rusland og Belarus.

I denne første periode modtog Ukraine meget tungt materiel fra Vesten.

VESTLIGE METODER OG TEKNIK PRØVES … OG FEJLER
Den næste periode af krigen varede fra sommeren 2022 til foråret 2025.

I sommer-eftersommer 2022 lykkedes de ukrainske modoffensiver vest for Dniprofloden ved Kherson og senere nord for Kharhiv. Kampene var præget af manøvrekrig i bedste vestlige skole. Samtidig udnyttede ukrainerne vestlige præcisionsvåben til at ramme og ødelægge russiske punktmål.

Russerne reagerede på fire områder.

For det første etablerede de russiske ingeniørtroppers store maskinpark omfattende og dybe linjer af kampstillinger og mineringer. De dækkede de erobrede områder i syd og øst.

Disse forsvarslinjer viste sig at være uigennemtrængelige for alle ukrainske forsøg på at opnå gennembrud og igen gennemføre vestlig type manøvrekrig. De kritiske vestlige eksperter glemte, at deres doktrin og organisation havde haft som forudsætning, at man havde herredømmet i luften og udnyttede det.

For det andet udbyggede russerne deres altid veludviklede evne til elektronisk krigsførelse. Specielt de vestlige GPS-styrede præcisionsvåben blev snydt og ineffektive.

For det tredje startede russerne en bombeoffensiv mod den ukrainske civilbefolkning. De anvendte ballistiske missiler, krydsermissiler og droner. Målene var el- og vandinfrastrukturen, og der skete også terrorangreb direkte mod civilbefolkningen.

Denne bombardementsoffensiv blev mødt af en kombination af ukrainske improviserede midler og donerede våben.

Krydsermissilerne kunne nedskydes med egne og vestlige klassiske luftværnsvåben. Men truslen fra de ballistiske missiler krævede anvendelsen af de relativt få, meget kapable, amerikanske PATRIOT anti-missilsystemer.

Endelig, for det fjerde, gennemførte de russiske landstyrker en konstant nedslidningsoffensiv mod den ukrainske hærs forsvarslinjer. De udnyttede ikke mindst den russiske overlegenhed i artilleri og granater. Ukrainerne måtte langsomt trække sig tilbage.

De konstante angreb gav både russerne og ukrainerne store tab, og ukrainerne prioriterede nu bekæmpelsen af russernes artilleri. Selv gik ukrainerne over til at satse på sværme af våbenbærende droner.

I august 2024 angreb ukrainske styrker ind over grænsen til den russiske Kursk Oblast. Det må ses som et forsøg på at mindske presset i øst. Men i marts 2025 havde russerne reelt tilbageerobret det tabte terræn og havde startet erobring af terræn på den ukrainske side, der skulle virke som en buffer for eventuelle fremtidige ukrainske offensiver.

UKRAINSK TILPASNING
Det ukrainske problem ved fronten var dobbelt:

For de første skulle man give russerne så store tab, at angrebene gik i stå, før de nåede de ukrainske stillinger. For det andet skulle man begrænse de ukrainske tab til et så lavt niveau, at de kunne erstattes.

Dette var kun muligt ved at begrænse antallet af soldater i de forreste dele af fæstningssystemet. Men dette gjorde det endnu mere afgørende at standse russiske angreb før de nåede de nu svagt besatte stillinger.

Den ukrainske løsning blev et forsvar, der byggedes på tusinder af droner, der dræbte russiske soldater og ødelagde eventuelle køretøjer. Dronen kastede en granat eller virkede som selvmordsdrone. Russerne skulle ikke nå frem, selv ikke, når de fik udleveret lette motorcykler.

RUSSISK LÆRING OG KONSEKVENSER
Russerne har desværre nu fundet et svar på ukrainernes tiltag.

Ved fronten er dette sket ved at kopiere den ukrainske fremgangsmåde med at anvende droner i masse, men med to anderledes elementer. For det første har mange af de russiske droner nu længere rækkevidde end de ukrainske, angiveligt 20-25 km.

Dette betyder, at ukrainske bevægelser fra og til fronten (af sårede, forsyninger og forstærkninger) angribes. Al tilstedeværelse i denne zone bag fronten er stadig mere risikabel, selv om natten.

Dvs. at ukrainernes mulighed nu konstant mindskes for at hindre og reagere rettidigt på et gennembrud.

For det andet har russerne valgt at holde droneoperatørerne langt tilbage, så de er bedre beskyttede mod ukrainsk bekæmpelse.

Samtidig udbygges angrebene mod det ukrainske bagland stadig til masseangreb med droner, der flyver højere og er vanskeligere at bekæmpe. Samtidig bliver missilangreb mere effektive ved at søge at forholdsbekæmpe de synlige og derfor sårbare PATRIOT-batterier med ballistiske præcisionsmissiler som ISKANDER-M.

KONSEKVENSER I UKRAINE OG FOR EUROPAS FORSVAR
I Ukraine har den russiske indsættelsen af droner området bag fronten skabt den største risiko i tre år for at en sektor af fronten nedslides til sammenbrud.

Der er teoretisk set to muligheder. for at møde truslen.

For det første kunne man, hvis man havde dem, indsætte et meget stort antal anti-drone luftforsvarssystemer på jorden i dækning af hele området bag fronten.

For det andet kan udvikle og indsætte et meget højt antal autonome anti-dronedroner, dvs. jagtdroner. De skulle anvendes direkte mod en erkendt russisk drone eller afpatruljere området bag fronten klar til at nedkæmpe bevæbnede droner og selvmordsdroner på jagt efter ukrainske mål. Indtil nu har man kun den første type.

Jagtdroner er under udvikling, herunder ved et droneprojekt i Danmark (se Jyllandsposten 11/8-25). At ukrainerne har valgt denne vej kan også skyldes, at jagtdroner kan anvendes i forsvaret af det civile bagland mod droneangreb.

Det er dog forudseeligt, at russerne med deres støttende kinesere vil udvikle og producere masser af tilsvarende autonome jagtdroner og indsætte dem til støtte for de russiske angrebsdroner.

I forsvaret af Europa er krisen ved fronten i Ukraine særdeles relevant. Men indtil nu rapporteres ikke om en aktiv udviklings- og øvelsesaktivitet med offensive droner, eksperimentelle jagtdroner samt droneforsvarssystemer på jorden. Dette på trods af, at disse systemer fra nu af er en forudsætning for at overleve og virke ved en eventuel russisk invasion af et NATO-medlem.