Nu bliver krisens omkostninger i form af pludseligt tab af mange års privilegeret livsstil stadig mere klare. Det er foreløbigt slut med lette oplevelser ude og hjemme og med vores frihed til at fokusere på resterende småmangler i vores samfund. Hvad man i det meste af verden ville betragte som navlebeskuelse kommer muligvis aldrig tilbage. I frustration leder man efter alternativer til at nedlukke de liv, vi havde. Reaktionerne er præget af frustration og tunnelsyn.
1) Den forudsætning, som bl.a. har styret myndighederne under krisen, er, at vi bare skal igennem denne kritiske fase. Så kan vi igen nå en stabil situation (flokimmuniteten, men det siges ikke åbent) og genoptage vores liv og økonomi næsten som intet var hændt. Denne forudsætning bliver stadig mere uholdbar, men den er rammen for social-darwinistiske idé om at ofre gamle og svage for helheden.
For det første må man konstatere, at det nu synes mere og mere klart, at den opnåede immunitet bliver kortvarig og/eller begrænset, og at vi skal leve med sygdommens tilbagevenden i bølger indtil vi (hvis muligt) får en bredt virkende vaccine.
For det andet ignorer forventningen de problemer og svagheder, som prægede verdensøkonomien før pandemien. Den har blot blotlagt og forstærket disse. Selv med ofringen hviler økonomien på kviksand.
2) En anden forudsætning er, at man ved at lukke øjnene og stålsætte sit sind uanset død og hospitalssammenbrud kunne redde økonomien. Det ignorerer forskning i tidligere epidemier. Den viser, at de, der midlertidigt lukkede ned, endte med at få mindre skade på økonomien end de, der ignorerede smitten.
Et lille aktuelt eksempel på hvorfor, at det er sådan, er det forløb, som vi så og ser i Sioux Falls i South Dakota. Her forsøgte det massive Smithfield-slagteri blot at køre videre uden hensyn til epidemien. Men uanset, at de tætsiddende, hårdtarbejdende arbejdere havde desperat behov for deres løn, voksede smitten så eksplosivt, at de ikke turde at komme på arbejde. Produktionen standsede og alle blev afskediget.
Da andre dele af den amerikanske slagteriindustri har samme arbejdsmiljø- og smitteproblemer, trues fødevareforsyningen i USA nu af kollaps. Regeringens reaktion har været blot at accelerere produktionen under nedprioritering af fødevaresikkerheden, hvilket ikke reducerer risikoen for sammenbrud.
3) Synspunktet, at man blot kan køre videre, når det kun er gamle og syge, der går til, ignorerer, at ingen regering uanset politisk system kan forsvare blot at stå til og ignorere de grimme billeder. Dette gælder Kina, det gælder Rusland, det gælder Iran. Selv dér må statsmagten ses at gøre det maksimale for at hjælpe befolkningen, hvis den skal bevare et minimum af legitimitet. Man må nøjes med at lægge røgslør over det antal af ekstra døde, der var et resultat af manglende rettidig omhu.
Dette sidste kan ikke ske i et åbent demokrati, uanset at Trump halvdelen af tiden stadig tror det. Her har billeder som fra Bergamos, Madrids, New Yorks og Londons hospitaler direkte virkning på den politiske handlefrihed. Det får arbejdsløshedstallene også, men forløbet på Smithfield-slagteriet gør det sandsynligt, at eksplosionen i arbejdsløshedstallene ville være kommet under alle omstændigheder.
4) Endeligt viser diskussionen om prisen for at holde de nytteløse gamle i live en svigtende forståelse for, at mens vi kan redde menneskeliv gennem danske foranstaltninger, bliver de økonomiske virkninger i overvejende grad bestemt af, hvad der sker i udlandet.
Det er tiden, hvor vi skal genlære ydmyghed, at være glade for de smÃ¥ ting, tÃ¥lmodighed og solidaritet. Det bliver en “Kold Tyrker” og mÃ¥ske fem onde Ã¥r. Men jo før vi forstÃ¥r, at verdenen aldrig kommer helt tilbage, som den var i februar 2020, desto bedre for alle.