De geostrategiske forskelle
Den væsentlige forskel var, at dengang var Polen og Østtyskland en del af fjendelandene og udgangspunktet både for den russisk-sovjetiskledede ledede landinvasion af Den Jyske Halvø og for en sø-invasion og flyangreb fra Pommern rettet mod øerne.
Den russiske Østersøflåde havde i mange år en sammensætning, der gjorde det muligt, at nogle af dens enheder kunne have en rolle i Nordsøen og Nordatlanten, dvs, at kontrollen over De Danske Stræder kunne have et offensivt formål.
Dette er ikke længere tilfældet. Den russiske Østersøflåde synes nu uden evne til mere omfattende sølandsætninger eller evne til angreb på søforbindelserne på åbent hav.
Udvidelsen af NATO har undergravet styrkebalancen mod den russiske Østersøflåde. Den fungerer åbenbart nu primært som pulje for enheder til de andre flåder som efter 2022 Sortehavsflåden. I en krig mod Vesten vurderes den enheders rolle primært at fungere som missilplatforme.
Truslen da og nu
En direkte invasionstrussel med erobrings-/kontrolhensigt er i Danmark umiddelbart begrænset til Bornholm. Resten af landet er umiddelbart kun truet af indsættelsen af specialstyrker og agenter.
Derudover er hele landet truet af angreb med fra enkelte droner til et massivt kernevåbenangreb.
Dansk forsvarsstruktur og planlægning af deres krigsanvendelse da, nu?
Efter indtræden i Atlantpagten var der planer og at udbygge det danske militære forsvar til det meget høje niveau, værnene anså som nødvendigt, men kun den første fase af denne udbygning nåede at blive nået, før situationen ændrede sig. Dels forsvandt forventningen om en umiddelbart forstående krig i året efter Stalins død i foråret 1953. Dels erkendte den danske regering, at Storbritannien ikke agtede at leve op til de danske forventninger om at bidrage væsentligt til forsvaret af Den Jyske Halvø.
Det blev snart klart, at både søforsvaret i Østersøen og forsvaret af halvøen ville blive et tysk-dansk ansvar. Det danske bidrag nåede aldrig over første fase af den indledningsvis planlagte forsvarsudbygning, og med en stadig stærkere indflydelse af danske forsvarskritiske politikere gennemførtes fra 1960 og de næste tredive år yderligere reduktioner af styrker og beredskab.
Der skete samtidig en stadig tættere koordination af den tyske og danske flådeindsats i Østersøen og den danske hærindsats i Holsten ved den Indretyske Grænse.
Det fremskudte forsvar af Den Tyske Forbundsrepubliks østgrænse var et fælles projekt for alle NATOs landstyrker, som også Danmark således forberedte af deltage i, efter at Forsvaret var mangedoblet efter mobilisering.
Det er mht. til det fælles og kommandomæssigt integrerede forsvar mod fælles trusler mod Alliancens territorie og operationer, at der eksisterer den største forskel mellem dengang og nu.
Den allierede tilstedeværelse ved Alliancens meget lange østgrænse fra Nordhavet til Sortehavet er i dag rent symbolsk. Dette skyldes nok både hensynet til Rusland og de meget få rådige nationale militære styrker.