Month: November 2024

I 1932-33 opfattede det overvældende kombinerede politiske flertal af de tyske politikere kun demokratiet som en vej til magten, ikke som en anvendelig politisk ramme for landets fremtid. At monarkiet var faldet i 1918 betød ikke, at der ikke var mere rationelle, autokratiske alternativer.

Magten skulle derefter anvendes til at sikre mod en tilbagevenden til nye demokratiske regeringer, der ville være ineffektive (eller langt værre: være kontrolleret af de politiske modstandere).

Dette var i 1932 opfattelsen på både højrefløjen af forskellige nationalistiske partier samt nazisterne og venstrefløjen i det store tyske kommunistparti.

Denne parallel er nu smerteligt relevant: På trods af forskellige udtalelser af den sejrende Donald Trump, hans langtids-loyale allierede samt støttende højrekonservative intellektuelle fra tænketanken The Heritage Foundation ved vi ikke, hvad der nu kommer til at ske med USA og Vesten.

Udtalelser og planer rækker fra, at man ville gøre 2024 til sidste gang, et sÃ¥danne valg gennemførtes, over tænketankens 2025-plan til en stille kampagne med intensiveret flytning af valgkredsgrænser (“Gerrymandering”) for at øge den republikanske vælgerandel.

Vi ved kun fra eksempler som Putins Rusland, Orbans Ungarn og Erdogans Tyrkiet, hvordan undergravning af demokratiet i forsvaret af et magtmonomol via udnyttelse af statsstyrede medier og bl.a. pres på uafhængige er en oplagt mulighed.

Efter konstante udtalelser af Trump og de udpegede ministre synes den primære fremgangsmåde til konsolidering af magten være ødelæggelsen af de institutioner besatte med uafhængige embedsmænd, der reelt bærer demokratiet ved som udgangspunkt at acceptere dette, fra FBI til miljømyndigheder. Samlet er de, hvad Republikanerne har omtalt som Den Dybe Stat.

Den fase var unødvendig efter Hitlers magtovertagelse, fordi det datidige tyske embedsmandskorps var allerede på forhånd var domineret af modstandere af den demokratiske Weimarrepublik. Den Dybe Stat i Tyskland i 1933 var på forhånd stærkt antidemokratisk.

Vestens fjender, herunder deres ledere Rusland og Kina, har for længst gjort klart, at de aldrig har accepteret, at demokratierne udtrykker eller repræsenter folkenes vilje. Valgresultater er resultat af ekstern og intern manipulation, og som Rusland i de senere år har demonstreret i Georgien, Moldova og senest forsøgt i Rumænien, er der gode muligheder for ekstern påvirkning. Denne sker både. som traditionelt, ved korruption. Men nu har sociale medier vist sig som en særdeles effektiv platform.

Demokratiets ydre fjender kan herunder udnytte de fordele, som den indenrigspolitiske opposition altid har for at påstå, af forhold/lidelser for befolkningen som inflation samt sociale problemer og uro er regeringens ansvar og skyld, som den kunne have undgået.

Jeg oplevede som diplomat i Østeuropa i 1900’erne, hvordan dette forhold igennem mange Ã¥r skabte politisk zigzag drevet af en tro pÃ¥, at en “stærk mand” ville kunne løse problemerne.

Nu handicappes ikke mindst borgerlige kommentatorer af manglende historisk viden sammen med en optimistisk grundholdning og svigtende analytisk sans. De ignorer og afviser mulighederne for, at Trump vil optræde, som han har meddelt og hans støtter søger, nemlig at han udnytter magten til at konsolidere denne, så der ikke bliver risiko for tab af magten ved midtvejsvalget i 2026 og senere valg.

Vi ved fra Polen, hvor vanskeligt det er at vælte konsolideret magt.

Man skal forstå, at det jo ikke kun var Trump, der vandt.

Det var for det første den hvide race, der besejrede den demografiske trussel fra USAs voksende brune befolkning; det var for det andet mænd, der havde fået succes i at inddæmme kvinders og minoriteters ambition og frihedstrang.

Det var for det tredje kulturkonservative, som gjorde op med den “wokism”, der ikke var forenelig med bl.a. evangelisk-kristen fundamentalisme.

Og det var endelig den absolut stærkeste storkapital (som Elon Musk), der fik adgang til statens supermagt i støtten for bekæmpelsen af udenlandske konkurrenter (nok først og fremmest fra de delte og forvirrede europæere).

Den hjemlige debat er næsten uden forståelse for karakteren af Rusland aktuelle krig direkte mod Ukraine og indirekte mod Vesten med det formål at fjerne ydmygelsen fra 1989.

Som tidligere i historien har modstanderne ikke forstået Ruslands anderledes vej til at søge sejren og har derfor gjort denne mere sandsynlig.

Den bedste illustration af det russiske krigsproblem er kort at skitsere landets krigshistorie i de sidste godt 200 år.

Det faste element er russernes erkendelse af, at den eneste vej til at sejre på trods af teknisk underlegenhed og systemiske korruptionsproblemer er at satse på fordelen af landets uhyre geografiske størrelse, som ofte demoraliserer fjenden, samt en kontrolleret, undertrykt, hjernevasket stor befolknings kombination af patriotisme og en unik evne til at udholde afsavn og lidelser længere end modstanderen.

De konflikter, hvor Rusland har lidt nederlag, er for det første dem, hvor enten underudviklet russiske infrastruktur ikke har kunnet støtte operationerne. De bedste eksempler i Krimkrigen 1853-56 og Den Russisk-Japanske Krig 1904-05. Derudover er det konflikter, hvor Ruslands ledelse taber kontrollen over egen befolkning, sÃ¥ “hjemmefrontens” modstandsevne undergraves før modstandernes. Eksemplerne pÃ¥ dette er Ruslands 1. Verdenskrig 1914-17 og Den Kolde Krigs sidste fase 1977-89.

Under krigen mod Ukraine og Vesten viser Putins handlinger før og under denne, at han er akut bevidst om begge problemer. Krigen udkæmpes med støtte fra den vestlige Ruslands veludviklede infrastruktur, og den gamle KGB-officer har genskabt or opretholder en totalitær kontrol med “hjemmefronten”, der dog moniteres tæt for ikke at overbelaste opinionen.

Det sidste er gjort helt klart af anvendelsen af soldater fra de fjerne provinser, kriminelle og udlændinge (senest nordkoreanere) snarere end at mobilisere i de større byer.

Der er mange eksempler på at den russiske metode med nedslidning af overlegne modstandernes hære og deres vilje til at fortsætte krigen, virker efter hensigten. Det skete med succes i storkrige som Fædrelandskrigen mod Frankrig i 1812-13 og mod Tyskland i 1941-45. Det skete hurtigt ved erobringen af Finland fra Sverige i 1808-09 og ved opslidningen af finsk modstand i vinteren 1939-40. Det skete mod Det Osmanniske Rige i felttog på Balkan og i Kaukasus i 1828-29 og 1877-78 og under grænsekonflikten mod Japan i 1938.

Det er nu ogsÃ¥ sket i den Ã¥bne konflikt med Ukraine og Vesten fra begyndelsen af 2022. Den teknisk og bedre motiverede ukrainske hær er nedslidt, og den samlede vestlige opinion har aldrig været villig til at se i øjnene, hvor militært svag man havde valgt at blive, og imødegÃ¥elsen af det russiske mÃ¥l krævede en genopbygget solidarisk inddæmning, som man i 1990’erne optimistisk afviklede.