Month: June 2025

(the photo is from Setomaa, the southeastern Estonian district at the Russian border west of Pskov)

THE THREAT AGAINST THE BORDERS AND KEY AREAS SUCH AS CAPITALS AND MAIN PORTS

The Baltic States’ borders to Russia, Belarus and the Kaliningrad Oblast of Russia are more that 1.200 kms long. However the Peipus and Pskov Lakes between Estonia and Russia means that the most exposed parts are only of roughly 1.000 kms. A significant part of the borders are wooded meaning both that surveillance and effective direct weapon are limited in range and that easy advance of mechanised forces is hampered outside roads.

Of the three capitals Vilnius is placed close to the Belarus Border and thus the far most vulnerable to over-land coup and bombardment (even by field artillery). Tallinn as well as the western Courland Ports of Liépaja and Ventspils are exposed to the risks of coup by both air and sea landings. Riga may be attempted taken by an air landing in the air port.

The east-west extension of the states is limited making the western coast reachable within one-two days of a break-through at the eastern borders. This limitation means that supporting air force elements are best based further away in places such as Sweden.

BACKGROUND OF THE NOTES

The background is first and foremost my practical service as combat troops and staff officer during the Cold War with various defence missions, both coastal/island defence and defending at the northern end of the Inner German Border.

Various tactical courses from battalion to army corps level, especially the lecturing at the army general staff course by Jørgen Lyng, then Lieutenant Colonel, later General. Lyng made certain that we all understood in depth the possibilities and limitations of units.

Service in Baltic States 1994-2004 that included a defence reconnaissance of the border areas and several later visits to the key sectors.

A continuous study of the post-2022 Ukrainian war with Russia to extract lessons relevant for Baltic defence.

THE MISSIONS AND MAXIMUM POTENTIAL OF COMBAT BRIGADES

The notes assumes brigades of 3-4 combat battalions of each 3-4 infantry companies/tank squadrons; a long range 155 mm howitzer battalion; a combat engineer company; a combat drone company large enough to give drone platoons to battalions and keep a powerful central drone pool; an anti-air/anti drone battery; a logistics battalion; a field hospital and ambulance unit.

The maximum occupied frontage of such a brigade (with three combat battalions with each three subunits in front) is approximately 20 kms (with nine subunits in positions), less if closely wooded area, more if an area well prepared with deep fortified positions and obstacles to movement and with few roads crossing the border.

With the actual character of the Baltic States’ eastern and southern borders, it is assumed that it will be sufficient to create a “low troop density” defence with the Ukrainian type of deep drone surveillance and armed drone and artillery attrition of any advancing Russian formation. The brigade combat elements will be concentrated around roads. Areas between brigade sectors and battalion defence positions covered by drone equipped territorial defence forces manning deep fortified and dense obstacle rich positions. Brigades in reserves ready to take-over any such sectors if they comes under attack and taking-over from worn-out forward brigades.

The main problem now is that the number of Baltic States’ own and other brigades remains far from the minimum required to defend the capitals, etc. and creating a minimum defence of the most likely Russian invasion routes.

However, in order to understand the situation, all brigades in a state (national and allied) could be tasked to develop defence plans for all key sectors/defence missions of the country. This could take place in the relevant terrain and on the basis of the NATO Stanag procedure “Estimate of the Situation”.

On the basis of the different brigade plans, a consolidated plan could be developed and tested in war gaming.

HOW TO PREPARE

The first step to take is of course to identify the most likely (worst case) Russian options and border invasion routes to the capitals and onwards to the Courland west coast. The work should be prepared led by the Multinational Corps NE together with the Defence Intelligence Agencies of the three Baltic States.

The next step is to conduct a thorough reconnaissance of the various high priority brigade sectors with battalion and subunit cadres developing a plan down to each platoon position, every fortified position, every obstacle, use of drones and fires.

I know that all is difficult now, but the old simple methods probably taught in all military academies and officer courses are as follows: The brigade commander has given missions to the battalions defining their tasks and main efforts. This is supported by drone imagery. On this basis the COs give his temporary plan to his subunits, artillery as well as engineer advisors and the units’ independent platoons. Thereafter the battalion, subunit cadre, etc. conduct a reconnaissance to develop a final battalion plan that matches the terrain and other identified realitities. The battalion plans are joined into a final brigade plan. This procedure should be done repeatedly to ensure that the full procedure can be completed within a day.

The third step is to war-game the final brigade plan to identify weaknesses to be removed by changes.

The fourth is to conduct logistics, personnel and medical exercises and personnel replacement from brigade back to home country to develop workable structures and procedures.

OTHER DEFENCE ISSUES RELATED TO BALTIC DEFENCE

The only suitable area for air bases from where the Baltic States and South Finland can be given effective air support is South and Central Sweden. During the Cold War bases here were foreseen used by the U.S.A.F. and now the ideal force would be a strong and fully capable, balanced American Tactical Air Force. Now, however, it is up to the Europeans to build-up their air forces’ strength to create a combined tactical air force to be able to accomplish the mission.

The Baltic States and the allied forces reinforcing their defence depend on NATO Sea Lines of Communications to the Baltics and therefore on the defence of Bornholm and Gotland against Russian capture. If the Russians take one and both island, both the states and allied forces will depend on transit through Sweden and sea routes from ports on the Swedish east coast.

The Russian reaction to allied forces defending the Baltic States will be various threats including of missile bombardment and drone attacks. Therefore it is essential for such allies to both maintain an effective all-round air defence and a robust civil defence capability.

FINAL REMARKS

I know that all the observations and notes above are pretty basic. However, I have an impression that they and the proposed activities have been forgotten, ignored or deliberately rejected as unnecessary, because we the are inherently superior – in theory.

Fordi kernevåben kun blev brugt de to gange af USA i august 1945, synes det at være blevet et fastlåst dogme, at det ikke kan ske igen. Det er groft uforsvarligt.

Dette virker mildest talt besynderligt, nÃ¥r man sammenligner opfattelsen med situationen i begyndelsen af 1980’erne: Dengang var dominerede truslen om kernevÃ¥benkrig helt den danske (og resten af Vest-europas) diskurs.

Medvirkende til den helt nu ændrede opfattelse er nok, at risikoen for en gensidig, altødelæggende kernevåbenkrig ganske vist bragte Verden gennem nogle af de mest risikable kriser under Den Kolde Krig, herunder mest kendt Cubakrisen i efteråret 1962. Men der skete jo intet. Klimaforandringer er blevet den afløsende eksistentielle trussel.

Efter krisen i 1962 indledte USA og Sovjetunionen forhandlinger for at nedbygge/regulere våbnenes antal og rolle samt dæmme op for nye kernevåbenmagter.

Men fra midten af 1970’erne til midt i 1980’erne fulgte en ny bølge af kernevåbenoprustning. Herunder opstod der i begyndelsen af 1980’erne en intern krise i Europa, da NATO besluttede af svare på opstillingen af nye sovjetiske mellemdistancemissiler med deployeringen af nogenlunde tilsvarende amerikanske våben i et antal europæiske medlemslande.

Den folkelige danske modstand blev for mig rammen for fem Ã¥rs konstant tæt samliv med kernevÃ¥ben-problemerne, da jeg pÃ¥tog mig rollen at forklare og forsvare NATOs beslutning, herunder som medlem af bestyrelsen (”Formandskabet”) af et regeringsudvalg: Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (“SNU”).

Efter denne periode virker nutidens skråsikre opfattelse af, at våbnene ikke igen vil blive anvendt både dum og uansvarlig.

Lige nu drejer en af de igangværende krige om forhåndsforebyggelse af en iransk kernevåbentrussel mod Israel. Det er en trussel, der også omfatter Europa, hvilket har fremkaldt deployering af kontroversielle amerikanske antimissilbatterier til Rumænien og Polen.

Nutidens optimister bygger deres opfattelse på to observationer.

Den første er opfattelsen, at alle ved at alle ved, med teorien om Mutual Assured Destruction (forkortet MAD), at én parts kernevÃ¥benbrug vil udløse en fuld gengældelse, der vil ødelægge modparten og verden. Man overser den afgørende forudsætning, at begge parter har betydelige sikre ”andenslagsstyrker”, med langtrækkende missiler, der befinder sig pÃ¥ neddykkede kernevÃ¥bendrevne ubÃ¥de – pÃ¥ konstant patrulje.

Den anden er en teori om, at spredning af kernevåden til nye lande er en fordel, fordi den vil skabe nye ”terrorbalancer” og fremme tilbageholdenhed. ”Beviset” for denne teori er forløbet af de sidste årtiers konflikter mellem arvefjenderne Indien og Pakistan.

Endelig eksisterer en tro på, at verdensopinionen samt (og specielt) Kina bliver så varigt vred/sur, at det kan virke afskrækkende. Det må jeg som gammel. kynisk historier afvise som mildest talt usandsynligt.

Den optimistiske opfattelse bliver så overført til det forhold, at Nordkorea har skaffet sig en stærk kernevåbenstyrke og har udviklet så langtrækkende missiler, at man kan true USA, samt nu Irans indsats for at skaffe sig kernevåben til landets missiler, der både kan række Israel og Europa.

Der er flere gode grunde til at afvise optimismen som letsindig. For det første de overskuelige konsekvenser af de sidste årtiers fremskridt i udviklingen af både forsvaret mod missilangreb og i udviklingen af våben, der kan gennemtrænge dette forsvar.

Eksempler er hypersoniske og manøvrerende missiler og våben samt langtrækkende kernevåbenbærende undervandsdroner til ødelæggelse af storbyer ved havet. Et mindre land som Israel (eller Danmark) vil blive ødelagt at blot ét termonukleart våben (en ”brintbombe”), der slipper gennem forsvaret, som i disse dage i Ukraine og Israel, at nogle russiske oh iranske missiler gør.

Den automatiske, viden- og analysefrie optimisme ignorerer ud over de senere årtiers våbenkapløb mellem forsvars- og angrebssystemer følgende afgørende forhold.

For det første at afbalanceringen af Rusland kernevÃ¥ben for det meste af Europa helt har været afhængig af amerikanske kernevÃ¥ben, dvs. af den russiske tro pÃ¥, at der er en risiko for, at den siddende amerikanske præsident vil ofre sin og USA’s fremtid for Europa. Tilsvarende gælder for Sydkorea og Japan i Østasien i forhold til Nordkorea. Den russiske opfattelse af risikoen er i bedste fald under nedbygning.
Vi skal fokusere på, at den eneste hidtidige kernevåbenbrug skete i en situation, hvor den for det første blev opfattet som den eneste vej til at afslutte krigen, da man ikke bedømte, at de forventede tab ved en invasion af Japan var acceptable. For det andet – og ikke mindst – var en anvendelse af kernevåbnene helt risikofri. På grund af Trump er denne situation nu igen ved at eksistere både i Europa og Asien.

Endelig bygger tesen om, at kernevåbenmagter bliver mere forsigtige og fornuftige på et meget spinkelt at atypisk eksempelgrundlag, hvor ingen af de involverede så landets og egen overlevelse afhængig af kernevåbenbrug.

Det var både tilfældet under Den Kolde Krig i forholdet USA-USSR og Indien-Pakistan.

Jeg finder ikke, at denne tilbageholdenhed er sikret i forhold til Kim Jong Un ved en konflikt med et Sydkorea, som USA har rømmet; hos et Ayatollah-regime afskyet af egen befolkning; eller hos en Benyamin Netanyahu, der ser en målrettet forhåndsslags-kernevåbenanvendelse som Israels (og egen) eneste vej til overlevelse.

Jeg vil indledningsvis meddele, at jeg er for langt væk fra Hærens dagligdag til at vide, hvad og hvor meget af dette, der sker.

For det første skal der iværksættes krævende feltøvelser med så store enheder som muligt, gerne en hel brigade suppleret med reservepersonel. Øvelserne skal være så lange og intensive, at alt personel udmattes og begynder at lave fejl og materiellet bryder sammen. Der skal samtidig sikres et spil, der belaster alle dele af logistikken og sanitetstjenesten belastes kraftigt.

For det andet skal det være fremmede, udlændinge, helst ukrainske veteraner, der fastlægger øvelsens drejebog og fører “fjende”-partiet, og momenter og fjendeparti skal (med udgangspunkt i, hvordan russerne opererer) med droner, elektronisk krigsførelse samt andre midler søge at undergrave den danske styrkes planlægning og operationer. Al indsats af begge sider skal dokumenteres ved elektronisk monitering og droneoptagelser.

Med læring fra optagelserne og eventuelt afløsning af klart uegnede kadrer og operatører gentages øvelsen efter nogle uger.

Optagelserne udnyttes til korte kurser og generelle uddannelser ved enheder, Hærens Officerskursus og Forsvarsakademiet.

Læsere er velkomne til at bekræfte, korrigere og supplere mine erindringer.

Billedet er fra en mobiliseringsøvelse ved det svenske panserregiment P4 i Halland.

Konstante foranstaltninger
På vegne af landsdelskommandoerne opretholdt de opstillende regimenter lister over alt personel i hver underafdeling (kompagni, eskadron, batteri), der ajourførte den enkeltes civile baggrund og militære funktionsuddannelser. Ved mønstringer eller mobilisering indkaldtes for at eneden skulle starte som fuldtallig 10 % ekstra (benævnt ”dekrementet”).

Den enkelte soldat havde udleveret en ”indkaldelsesordre”, der angav, hvor han skulle ved mønstring eller mobilisering (som kunne være generel med meddelelse i medierne eller under delvis mobilisering ved indkaldelse med specielt brev).

Det opstillende regiment opretholdt et mobiliseringsdepot for hver enhed (bataljon/afdeling eller underafdeling) klargjort til direkte udlevering til hver enkelt mand med uniform, standardudrustning og funktionsudrustning inklusive våben.

Dette blev konstant forberedt af tjenestestedets bemanding af depotarbejdere, der ved mønstring/mobilisering stod for udlevering. Depotet indeholdt også de ”stam”-køretøjer, som hæren rådede over.

Resten af køretøjerne var ”udskrevne” civile køretøjer, der var godkendt som egnede af en motorteknisk

kommission fra regimentet. Ved mobilisering skulle ejeren aflevere køretøjet om modtog betaling for det. Derefter blev det malet og klargjort til enhedens brug med installation af bl.a. radio.

Der var udarbejdet en ”mobiliseringsplan” (M-plan) for hver enhed. Heri var angivet var angivet et mobiliseringsområde (MSO), hvortil enheden rykkede til for at fortætte klargøringen efter at have forladt mobiliseringsdepotet. Her modtog man enhedens ”kupammunition”, der var oplagt separat på et af regimentets ammunitionsmagasiner.

Planerne blev øvet ved ”mønstinger”. Der var to typer: ”Alarmeringsmønstinger”, der prøvede/øvede mobiliseringsplanen, og ”uddannelsesmønstinger”, der skulle sikre evnen til at anvende nyt materiel/ny udrustning.

Mobiliseringsenhedernes chefer og andre nøglepersoner (personel af reserven eller fast personel i funktioner, der ikke var planlagt bemandet i krig) blev forberedt på forskellig måde. De lærte deres kolleger og foresatte at kende ved deltagelse i aktiviteter som planrekognosceringer, instruktionsøvelser samt stabs- og signaløvelser. De blev anvendt som kampdommere.
De forventedes at holde sig professionelt forberedt til deres mobiliseringsfunktion.

Da jeg var chef for en mobiliseringsbataljon (VI. Panserjagerbataljon, Jyske Dragonregiment) gennemførtes et par instruktionsøvelser årligt med alt personel, der var tjenstgørende eller på rådighedskontrakt, og bataljonen deltog i 3. Jyske Brigades stabs- og signaløvelser. Vi havde fået en krigsopgave i denne brigade i Holsten.

Forløbet ved mobilisering
Den indkaldte mødte ved det beordrede mødested. Hvis dette ikke var enhedens mobiliseringsdepot, blev han transporteret hertil og fik udleveret sin udrustning.

Herefter overtog enhedens officerer og befalingsmænd kommandoen, og man blev flyttet til enhedens MSO.
Her kunne gennemføres supplerende uddannelse, modtagelse af kupammunitionen, evt. skydning, overtagelse af udskrevne køretøjer.

Når enheden var meldt klar, overførtes kommandoen fra opstillende regiment til operativ enhed som eksempel en brigade.

Bemærkning:

Det er min vurdering, at den største udfordring ved retablering af danske mobiliseringshær er genskabelsen af bemandede mobiliseringsdepoter, med udrustning pakket til hver enkelt soldat i enheden, så den meget sårbare udlevering som dengang kan afsluttes på 1-2 timer.

Det kræver, at al udrustning findes, at depotarbejderne er motiverede, og alt alt jævnligt øves.

Bemærkning om dronetruslen

Dengang var truslen fra mobiliseringen, der forudsattes gennemført før krigsudbrud, truet af danske illoyale og måske spesnaz (dvs. jægerpatruljer). Derfor skulle mobiliseringen sikres af den forstærkede kasernevagt og udenfor hegnet af Hjemmeværnet.

Nu må denne sikring også omfatte droneværn. I øvrigt betyder den nye trussel, 1) at spredningen af depoter er endnu mere væsentligt, 2) at det er endnu mere væsentligt, at mobiliseringen sker hurtigt, samt 3) at den mobiliserede enhed allerede i mobiliseringsområdet skal have deployeret det droneværn, som alle underafdelinger (kompagnier) i fremtiden må have.

(billedet er fra et ukrainsk taktisk hovedkvarter på Kharhiv-fronten)

Udgangspunktet for denne gamle professionelle pensionists observationer er følgende:

I: At hærens brigader og bataljoners (regimenters) aktiviteter siden 2017 ikke har været at skulle lede operationer i krig mod en ligeværdig modstander, men fredsforvaltning. Dette har naturligt været medvirkende til at skabe eller konsolidere så store stabe, at de kunne varetage denne opgave. Også den danskledede Multinationale Division i Letland har en meget stor stab.

II: At en opgave for den danske hær herefter bliver deltagelsen i forsvaret af Alliancens frontlinje, herunder ikke mindst Baltikums (sandsynligvis Letlands) østgrænse mod Rusland og Belarus. Som ved fronten i Ukraine vil indsatsen her blive præget af lav troppetæthed, dvs. meget store ansvarsområder for brigader og behov for en meget selvstændig indsats fra brigaders kampbataljoners side.

III: At alle hovedkvarterer/føringsstabe (fra division over brigade til bataljon) skal kunne læse deres opgaver ekstremt diskret pga. af truslen fra angrebsdroner, artilleriild ledet af overvågningsdroner, cyber- og andre elektroniske angreb samt eventuelt fra specialoperationsstyrker.

IV: At indsatte frontenheder som i Ukraine må forventes at blive udsat for konstante angreb fra både russiske kampenheder og fra kampdroner og artilleri, dvs. et man skal forberede sig på kraftig nedslidning og behov for løbende erstatning af både materiel og personel.

HANDLING PÃ… GRUNDLAG AF I:-III:.
Det første er naturligvis at indhente de relevante erfaringer i Kyiv og fra hovedkvarterer på brigade- og frontbataljonsniveauerne ved de aktive fronter (samt ved artilleri- luftværns- og logistikenheder).
Det næste er at konsultere allierede styrker for evt. at kunne supplere med deres læring og erfaringer.
Det sidste er en opstilling af alternative muligheder og gennemføre en intensiv forsøgs- og øvelsesaktivitet under kontrol af droner samtidig under elektronisk overvågning samt jamming samt under angreb af jægerpatruljer.

HANDLING PÃ… GRUNDLAG AF IV:.
Dette er en langt mere krævende opgave. Der skal bag indsatte brigade(r) ved fronten opbygges og stadig opretholdes en erstatningsstruktur, der kan erstatte tab af enhver art ved frontenhederne, personel med alle funktioner over droneoperatør, sygehjælper og kampvognsskytte til officerer med forskellige vÃ¥benspecialer eller kirurger til felthospitaler. Man skal være i stand til at afløse nedslidte eller ødelagte enheder af kompagnistørrelse – bÃ¥de som rutineforanstaltning og ved en akut nødsituation.

Erstatningspersonellet skal konstant uddannes af den hjemlige uddannelsesstruktur, der således skal kunne levere alle funktions- og kadreuddannelser med størst produktion til den type enheder (som infanterienheder ved fronten), der erfaringsmæssigt får de største tab. Erstatningsstrukturen skal også optage sårede, der efter rekonvalescens vender tilbage til enheden.

Proceduren for afløsning af personer og mindre enheder skal løbende øves for at sikre rutinerne i forvaltningen af de forventelige store og konstante tab.

Personelerstatningen skal knyttes til erstatningen med alle typer materiel og udrustning, fra pansrede og andre køretøjer af alle typer til uniformer. Der skal således i samme område, hvor erstatningspersonelstrukturen er etableret, findes depoter med oplægninger af materiel- og udrustningsreserver.

Disse skal forudses og kunne suppleret fra en stærk logistisk struktur i og bag indsatte brigader sikrer bjærgning, tilbagetransport og feltmæssig eller hjemlig reparation af kampskadet eller sammenbrudt materiel.

Også dette skal konstant øves for at sikre forvaltningsrutiner.