QUO VADIS FOR FORSVARSCHEFEN

Billedet: https://soldiersystems.net/2022/09/08/finn-savotta-to-supply-new-m23-equipment-sets-to-the-finnish-defence-forces/

Nedenfor vil jeg beskrive, hvad en Forsvarschef, der følte sig rigtigt ansvarlig overfor Danmarks fremtid, kunne gøre for organisationen, ting som politikerne ikke kan/ønsker at formulere selv, men sandsynligvis klar til stiltiende at acceptere.

Dette drejer sig dels om at formulere konkrete forudsætninger om truslen og bredskabskrav, dels om at gøre ting for national styrkeopbygning uden at kunne referer direkte til de hemmeligholdte NATO-styrkemÃ¥l (en hemmeligholdelse som kun er indenrigspolitisk forstÃ¥elig – for russerne kender dem med stor sikkerhed).

Det nødvendige fælles grundlag for både landets militære forsvar og det civile beredskab ville være, at man bedst muligt fysisk og mentalt skal være forberedt til at være i en åben krigstilstand mod Rusland fra årsskiftet 2026-27 og at risikoen og omfanget at krigstruslen ville øget i de efterfølgende tre-fire år.

For Søværnets og Flyvevåbnets vedkommende skulle to opgaver forberedes parallelt.

For det første indsatsen for at forsvare eget land og værdier mod angreb og sikre NATOs kontrol over den sydlige og centrale del af Østersøen. For de “blÃ¥ værn” betyder dette et tæt samarbejde med Sverige, herunder ogsÃ¥ valg af materiel(skibs-)typer.

Også Hæren på Bornholm og i den danske bagland samt Hjemmeværnet og det civile beredskab bør udvikles og lære i samarbejde med svenskerne.

Samarbejdet kan med fordel placeres under svensk ledelse.

For det andet indsatsen i Arktis og Nordatlanten. Her er de “blÃ¥ værns” naturlige samarbejdspartnere og læremestre Norge, hvilket allerede er blevet markeret ved samarbejdet om brugen af norske maritime patruljefly. Færøerne og Grønland samt Arktisk Kommando hører naturligt hjemme i dette samarbejde.

Samarbejdet kan med fordel placeres under norsk ledelse.

For Hærens vedkommende er der dels den nationale opgave at udbygge evnen til sikring af baglandet. Dette sker mest rationelt med et veludrustet Hjemmeværn (med drone- og droneforsvarsstyrker) bakket op af mobile regionale enheder. Her må også skabes kapaciteter til vil logistisk værtsstøtte til allierede styrker.

Indtil Hærens opgaver i det fælles forsvar af alliancens område bliver mere klar, må forberedelser herudover ske i rammen af 1. Brigades opbygning. Det sker naturligt i samarbejdet med andre frontlinjehære som den finske, de baltiske, den polske og nok den tyske. Her er den centrale opgave nu at integrere stadig mere omfattende og alsidige drone- og droneforsvarsstyrker. Udfordringen er, at russiske dronestyrker i Ukraine nu har udviklet evnen til at afskære kampenhederne ved fronten fra mulighederne for logistisk og anden støtte fra baglandet i et dybt bælte.

Derudover kunne (bør) en forsvarschef og en chef for Hærkommandoen iværksætte uddannelser og andre aktiviteter, der forberedte nøglekadrerne på deres ledelses- og stabsopgaver under krig samt lagde grundlaget for udtagelse af de ret få bedst egnede.

LIDT ABC FOR EUROPÆISKE FLYVEVÅBEN I FREMTIDEN

For det første skal man i fredstid have de stående nationale kapaciteter, der muliggør løsning af afvisnings- og andre normale opgaver. Det skal selvfølgeligt ske med fly, der koster mindst muligt i flyvetimer og anden drift.

For det andet skal der i fællesskab skabes de afbalancerede flystyrker, som USAF indtil nu havde, øvede og deployerede til Europas forsvar.

De skal indeholde kampfly med forskellige egenskaber, bevæbning, sensorer og specialiseret uddannelse. Herunder fly, der er specialiseret i elektronisk og fysisk bekæmpelse af fjendtlige radar- og luftforsvarsstyrker. Disse FÆLLES, blandede flystyrker skal kunne støttes af tankningsfly, radarovervågnings- og kommandofly samt fly og andre styrker med evnen til at elektronisk krigsførelse.

Disse fælles styrker, som også vores flyvevåben SOM SIN MEST KRÆVENDE HOVEDOPGAVE må bidrage til, må som USAF løbende gennemføre realistiske fælles øvelser.

Alle disse fælles flyvestyrker må kunne operere fra flest muligt flyvepladser, herunder mobilisable reservefaciliteter skabt ved civile flyvepladser med shelters og anden infrastruktur. Ved hver sådan plads skal der være kommandomoduler, alle typer logistikelementer, en mobilisabel basereparationsenhed samt sikrings- og forsvarselementer mod både luftangreb og angreb med land- og dronestyrker. Store dele af disse mobiliseringsenheder til spredningsbaser må skabes gennem værnepligtige, herunder blandt de mest krævende (såsom flymekanikere) gennem attraktive reservekontrakter.

Da russernes flystyrkers kendte svaghed er den manglende eller utilstrækkelige samvirkeuddannelse, er det for afskrækkelse og relativ forsvarsevne afgørende, at alle dele af de fælles flystyrker stadig øver.

EUROPAS OPBYGNING AF SELVFORSVARSTYRKER

For at sikre en hurtig opbygning af selvforsvarsstyrker er det nødvendigt, at der både sker en acceleration på materielområdet og med hensyn til opbygningen af styrker og disses udholdenhed.


På materielområdet er det nødvendigt at i princippet alle europæiske våbensystemer- og ammunitionsproducenter sikres økonomisk mulighed for at udvide til og opretholde maksimal produktion.

Pga. USAF’s nuværende, men forventeligt midlertidige, dominerende rolle i Europas forsvars situation mÃ¥ denne maksimale produktion ogsÃ¥ gælde produktionen af Gripen, Rafael og Eurofighter Typhoon, med fjernvÃ¥ben og avionics, der bedst muligt kompenserer for flyenes manglende stealth-egenskaber.


Der skal i Europa simpelthen opbygges nye flystyrker, der afløser USAF’s. Produktionslandene etablerer internationale skoler, der uddanner/omskoler piloter, vedligeholdelsespersonel, m.m., og alle de europæiske lande vælger, hvilken af de tre jagerflytyper, de vælger som supplement til deres amerikanske (typisk F-35).

Man vil påpege, at det er urationelt at operere mere end én type jagerfly i et lille flyvevåben, som det danske. Man kan konstatere, at det er normalsituationen, og at dette skaber muligheden af at kompensere fly med forskellige egenskaber.

Jeg er klar over, at den største flaskehals er antallet af operative flyvestationer og kvalificeret jordpersonel. Det kræver politisk beslutsomhed at skabe militære dele med nødvendig infrastruktur på civile pladser samt uddanne og anvende værnepligtige og personel med attraktive reservekontrakter til opgaverne. Men den opgave er løst før, så det kan ske igen.