“Israelis and Palestinians believe that thery are engaged in an existential conflict as well as a territorial conflict … a struggle for survival ... the ongoing battle … is driven by the collective psychological needs and desires of both sides.” Dov Waxman: The Israeli-Palestinian Conflict: What Everyone Needs To Know (Oxford 2019) [den ret korte bog anbefales varmt]
Da krigen om Palæstina startede igen i begyndelsen af oktober 2023 med Hamas terrorstrejftog ind i Negev fra Gazastriben, blev jeg på trods af lang tids interesse i emnet fanget med en utilstrækkelig viden om rødderne og derigennem forståelse for, hvorfor der ikke er nogen politisk løsning.
Derfor indledte jeg et gravearbejde. Selv om man er gammel, har man pligt til at søge opdateret viden. Opdateringen blev muliggjort af de seneste årtiers historiske forskning og publikationsvirksomhed.
Denne artikel opsummerer mit konkluderende billede.
***
Som så mange andre ulykker i de sidste godt hundrede år startede forløbet i Rusland med en giftig kombination af nationalistisk og racistisk inspireret vold. Da blev volden rettet mod den jødiske befolkning i de vestlige dele af zarimperiet, som man havde erobret i slutningen af 1700-tallet ved delingerne af Det Polsk-Litauiske Rige.
Her var den største koncentration af Europas jøder henvist til at bo, mange i dybeste armod i landsbyer.
Fra 1881 blev de udsatte for bølger af systematisk, statsstøttet vold, “pogromer”. Zar Aleksandr II var dræbt ved attentat, og den nye, stærkt antisemitiske Alexandre III gav jøderne skylden.
Vold og retsløshed udløste en flygtningestrøm til resten af de europæisk befolkede dele af verden. Her blev flygtningene mødt med mistro og ny racisme, og i Europa og specielt Central- og Østeuropa, blev antisemismen udbredt og radikal.
I slutningen af 1890’erne nÃ¥ede jødiske ledere til erkendelse af, at den eneste mulige vej frem var at søge at fÃ¥ sit eget hjemland, og at det naturlige sted for dette ville være det Palæstina, hvor de oprindeligt var fordrevet fra. Dette uanset, at befolkningen dér pÃ¥ det tidspunkt kun omfattede ret fÃ¥ jøder, mens befolkningen nu var muslimske arabere med et ligeledes arabisk kristent mindretal.
I det nye “zionistiske” projekt investeredes jødiske fondsmidler i jord fra arabiske bønder til de jødiske flygtninge og migranter og i udviklingen af moderne produktion i de hermed etablerede bosættelser.
På det tidspunkt er det reelt ikke muligt tale om en palæstinensisk nation. Araberne i landet var blot en del af befolkningen i den samlede arabiske befolkning i den sydøstlige, mellemøstlige del af det tyrkisk styrede Osmanniske Imperium.
De zionistiske aktivister som organisatoren og arbejderlederen David Ben Gurion så det som muligt, rimeligt og til økonomisk gavn for alle, også de lokale arabere, hvis en del i Palæstina i dette samlet store område blev udviklet af de dygtige jødiske bosættere med ekstern kapital.
Under 1. Verdenskrig voksede presset mod jøderne i Østeuropa, da deres landsdele blev hovedskueplads for kampene mellem Rusland på den ene side og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden.
I Mellemøsten betød Verdenskrigen, at Det Britiske Imperiums behov for allierede skabte et arabisk oprør mod tyrkerne ved at love araberne støtte til en senere skabelse af en arabisk føderation. Under krigen opnåede de jødisk-zionistiske ledere også i 1917 et formelt løfte fra den konservative udenrigsminister om at støtte etableringen af et jødisk hjemland i Palæstina. Det andet nu dominerende engelske parti, Arbejderpartiet, støttede endvidere projektet pga. mange zionististers socialistiske ideologi.
I USA udvikledes der i årene 1917-22 en stærk politisk lobby, der støttede det britiske løfte til det zionistiske projekt.
I mellemkrigstiden sad England så med ansvaret for at regere de arabiske lande fra Palæstina over Trans-Jordan, nuværende Jordan, til Irak. Man havde mandat fra Folkeforbundet til at administrere området, men havde samtidig som nævnt lovet at skabe et jødisk hjemland i Palæstina. Det sidste indebar snart modtagelsen af titusinder af jødiske migranter til landet årligt.
Der er nu mange, der er er fastlåst i en opfattelse af, at zionismen med bosættelserne i Palæstina blot var endnu et eksempel på vestlig kolonialisme. Reelt er det mere korrekt at sammenligne med senere flygtningestrømme fra undertrykkelse og risikoen for udslettelse.
Efter bl.a. at have opgivet håbet om, at en massekonvertering til kristendommen ville kunne standse antisemitisk forfølgelse, var skabelsen af et hjemland for jøder den eneste mulige løsning. Alternativer til Palæstina blev overvejet, men kunne ikke samle flertalsstøtte.
Igennem 1920-erne voksede modsætningerne mellem de stadig bedre organiserede jødiske migranter og den arabiske befolkning i landet. Det gennemførtes overfald, mord og massakrer fra begge side i 1920, 1921 og 1929. Urolighedernes fokus blev i første omgang muslimernes og jødernes hellige steder i Jerusalems gamle tætbyggede by: Vestmuren (Grædemusen) og dens nabo Al-Aqsa-moskékomplekset.
Urolighederne førte både til skabelsen af en jødisk forsvarsmilits og til rabiate zionistiske kræfters brud med ledernes moderate linje.
Urolighederne kulminerede i første omgang i 1929. Briterne greb hårdt ind, straffede mordere, bl.a. med henrettelser, derunder af flest arabere. Mens man som nævnt ikke tidligere kunne tale om en palæstinensisk nation, blev denne nu skabt. Det skete dels fordi alle de arabiske nabolande definerede sig selv som nationer, dels naturligt under presset fra konflikten mod bosætterne.
Den politiske leder blev den nye, unge mufti i Jerusalem, Mohammed Amin el-Husseini, der kom fra en af byens ledende familier. Efter sin pilgrimsrejse til Mekka som ung, havde han “Haj” før sit navn. Englænderne gjorde ham i 1921 til “Stormufti”. Det fortrød de senere.
Haj Amin var fra starten af årtiet politisk leder af modstanden mod den jødiske immigration til landet. Han lagde og fastholdt en kompromisløs linje i sin indsats for at skabe en uafhængig, arabisk, muslimsk stat i Palæstina.
Så fulgte den akutte forværring af situationen af Europas jøder efter begyndelsen af 1933. Migrations-presset voksede og andre staters vilje til at modtage jødiske flygtninge faldt igennem årtiet. Situationen udløste i 1936 et åbent arabisk oprør i Palæstina mod både briterne og jøderne i landet. Indledningsvis blev reaktionen et stadig mere tæt militært samarbejde mellem briterne stadig mere kapable jødiske militære styrker samt udarbejdelse af skitse til deling af landet mellem jøder og arabere.
Men da en europæisk storkrig nu truede, erkendte briterne, at man må sikre sig mod, at araberne sluttede sig til fjenden. Derudover er det i de år naturligt for de engelske ledere at søge at svare på pres med tilpasning til modparten, og i begyndelsen af 1939 udarbejdede man en skitseplan for Palæstina, hvor idéen om en deling blev opgivet, og hvor jødisk immigration efter nogle år skulle underlægges arabisk veto. Dette forslag godkendtes af alle de arabisk-palæstinensiske parter bortset fra Haj Amin, mens de jødiske ledere erkendte, at de herefter måtte satse på USA få at opnå deres hjemland. I USA havde ledende politikere fra starten sluttet sig til idéen om et jødisk hjemland,
At Holocaust radikaliserede de jødiske ledere, er naturligt, og det krigssvækkede England blev tvunget til at opgive at fastholde kontrollen i landet, da de jødiske bosættere efter krigen indledte deres oprør. Storbritannien meddelte, at landets styrker ville rømme Palæstina i foråret 1948. En løsning var nu op til FN.
Ved udgangen af november 1947 forelÃ¥ FNs delingresolution. Den gav de jødiske bosættere mere land, end den engelske kommissionsskitse fra 1930’erne. Det afvistes af palæstinenserne. Derefter udbrød kampe, som førte til, at den jødiske regulære milits Haganah og de to terrorgrupper Irgun og Lehi fordrev flertallet af palæstinenserne fra en række omrÃ¥der.
I midten af maj 1948 forlod de britiske styrker landet og Israel blev erklæret etableret. Nu fulgte de arabiske nabolande og andre arabiske landes invasion. Målet med invasionerne var ikke at skabe en palæstinensisk stat, men erobre dele af Palæstina til eget land.
Krigen fik to faser. Først standsede de tal- og uddannelsesmæssige overlegne israelske de arabiske landes totalt ukoordinerede offensiver. Derefter gennemførte styrkede og rutinerede israelske styrker modoffensiver, der førte til landets grænser indtil 1967. Vestbredden forblev under Jordan og Gaza-striben en del af Egypten.
1949-Israel, der omfattede 78 % af det britiske mandat-Palæstina (mod maj 1948-Israels 56 %) var resultatet af en forsvarskrig og således formelt legitimt. Men våbenstilstandslinjerne blev som Israels eksistens ikke anerkendt af de arabiske lande som internationale grænser. Disse de facto-grænser blev helt grundlæggende afvist af de palæstinensiske flygtninge. Mange var fordrevet fra deres boliger i det kommende Israel i vinteren før den regulære krigs start.
De palæstinensiske flygtninge havde de arabiske landes befolkningers fulde støtte, hvilket fastholdt deres regeringers afvisning af Israel i de næste årtier. Flygtningenes liv i FN-lejre uden borgerrettigheder i værtslandene bidrog til at fastlåse fjendskabet igennem generationer og mange fra den hurtigt voksende flygtningebefolkning emigrerede til vestlige lande som en diaspora, der matchede den jødiske, og som blev suppleret med migranter og flygtninge fra andre arabiske lande.
Man kan konstatere, at senfølgerne af undertrykkelsen af jøder i Europa fra 1880’erne nu sammen med virkningerne af andre konflikter i Mellemøsten som en ny bølge bredte sig sig til de vestlige lande.
Krigshandlinger fortsatte i de næste år som begrænsede overfaldsoperationer over våbenstilstandslinjerne. I 1956 udviklede modsætningerne med Egypten til en krig om Sinai, der blev erobret at Israel, men derefter igen rømmet en FN-styrke som buffer mellem de israelske og egyptiske styrker.
Ved sommerkrigen i 1967 ændredes alt i og med, at de israelske styrker fortsatte det knusende nederlag af nabolandenes styrker, som først var sket i 1948-49. Derefter blev udviklingen defineret af tre typer konflikter, hvor kun krigene i 1973 og til dels i 1982 var regulære konflikter mellem Israel og nabostater.
Den anden type var reelt genoptagelsen af Det Arabiske Oprør i 1936-39 ved de to Intifadaer 1987-93 og 2000-2005. Aktivisterne fra de besatte områder støttes i stigende grad af dele af de stadigt mere politiske aktive palæstinensiske israelske borgere.
Den tredje type var en fornyelse og voldsom optrapning af de grænsestridigheder, der havde præget årene mellem våbenhvilen i 1949 og 1967-krigen, hvor konflikterne fortsætter næret af Israels nye hovedmodstander Iran i nord gennem Hizbollah og i syd gennem Hamas. Det blev indtil oktober 2023 til to åbne grænsekrige ved nordgrænsen 1982-85 og 2006, og to fra og i Gaza 2008-9 og 2014. I stigende grad omfatter krigen mod Israel angreb med raketter mod israelske beboelser.
Med “Seksdageskrigen” i sommeren 1967’s hurtige og ydmygende ødelæggelse af Egyptens, Syriens og Jordans militære styrker ændrede konflikten afgørende karakter, fordi Israel overtog den direkte kontrol med de palæstinensere i landet, der ikke allerede boede i Israel. Syrien tabte Golanhøjderne, Egypten Gaza og Jordan Vestbredden og Østjerusalem til israelsk besættelse. Den efterfølgende kamp gennemførtes først og uden positive palæstinensiske resultater med terrorhandlinger.
For Israels vedkommende førte beslutningen om at erobre Vestbredden til nyzionistisk sult efter nyt territorium hos grupper, som senere destabiliserede landets indenrigspolitik.
Efter de sidste forsøg på at opnå militær succes 1970-1982 i regulære arabiske krige mod Israel, konflikten næsten helt palæstinensisk-israelsk. Senere trådte Iran dog til som primær modstanderstat af Israel og støtte til stedfortræderkrige mod landet.
Inden dette skete havde palæstinenserne haft politisk succes med civilt oprør i Den Første Intifada, der med amerikansk pression bragte en kompromisproces fra 1993 til 2000 mellem moderate palæstinensere og israelere.
Processen sluttede med den sidste israelske Arbejderparti-premierminister Ehud Baraks tilbud i Camp David i juli 2000, hvor han tilbød hele Gazastriben og 91% af Vestbredden. PLO-lederen Yassir Arafat afviste tilbuddet, hvilket fik israelerne til at se ham som uvillig til at indgå kompromis. Palæstinenserne opfattede den store forøgelse af bosætterne fra 1993 til 2000 (115.000 til 200.000) i årene før som tegn på israelernes uhæderlighed på trods af, at denne ikke var et formelt brud på aftalerne. Palæstinenserne så hele Vestbredden plus Østjerusalem som aftalt overdraget. Israelerne begyndte heller aldrig på at bygge den ca. 50 km lange højbro eller tunnel, der skulle forbinde den kommende palæstinensiske stats Gaza-stribe med Vestbredden.
Derefter skred udviklingen mod den Anden Intifada med stadig mere vold under israelske regeringer ledet af Likud-partiet. Fredsprocessen havde ikke givet israelerne mere sikkerhed, i stedet fik man nu mere terrorisme.
Efter processens sammenbrud har rabiate kræfter pÃ¥ begge sider kontrolleret udviklingen. Efter den anden – denne gang terrordominerede – intifada og grænsekrigene nord og syd kulminerer konflikten nu i den Ã¥bne nedslidningskrig om Gaza.
Situationen har siden 2009 været domineret og fastlåst af den tilbagevendende israelske premierminister Benjamin Netanyahus evne til at lamme den indenrigspolitiske udvikling og fastholde magten ved alliancer med religiøst zionistiske bosættergrupper og traditionelt fundamentalistisk-jødiske grupper. Herunder har enhver fredsproces været utænkelig.
Det tjener intet formål at behandle grænsekonflikterne i de sidste tyve år ud over at konstatere, at konflikterne om Gaza har været ramme om at lære Hamas den mest effektive måde at føre krig mod Israel, nemlig
1) med en maksimal satsning på underjordisk militær infrastruktur,
2) angreb med missiler og andre midler mod den israelske befolkning for at fremprovokere den ønskede militære reaktion, samt
3) Ã¥ben og kynisk ofring af civilbefolkningen i Gaza for at fremkalde en “Pavlovsk” storm i Vestens sociale medier via den palæstinensiske diaspora.
Samtidig har Iran gennem sine støttede militser i Libanon og Yemen fremkaldt en regional krise.
Diasporaen har haft held til at fremkalde alvorlige indenrigspolitiske og derefter nok også udenrigspolitiske konsekvenser for Vesten, mens det er usandsynligt at palæstinensernes situation bliver bedret under en genvalgt Trump og med et derefter dramatisk svækket Europa.
Jeg vil ikke her bruge tekst på at følge udviklingen af de begrænsede konflikter som har været udkæmpet mellem Israel og Hizbollah i de to sidste årtier ud over at konstatere, at Israels modstandere åbenbart at lært mindst lige så meget som landet selv, hvilket er tydeligt under de seneste måneders ubegrænsede krigsførelse. I stedet vil jeg som afslutning fokusere på to forhold.
For det første er det klart, at den israelsk-palæstinensiske konflikt har fået en stadig stærkere religiøs dimension. Det er sket på begge sider. På palæstinensisk side er det resultatet af, at den ledende kraft er Hamas, er erklæret fundamentalistisk, islamistisk organisation, Det er noget, som de vestlige støtter til den palæstinensiske sag ikke finder det bekvemt at tage højde for. På israelsk side har Netanyahu gjort sin og landets fremtid helt afhængig af radikalt religiøst motiverede, zionistiske bosætterkredse, der udnytter Gazakrigen som dække for at presse palæstinensere væk fra Vestbredden.
Udviklingen på Vestbredden (Judæa og Samaria) er en afgørende hindring for enhver fredsordning. Det er ikke kun Likudregeringer, der er skyldige. Ganske vist er det det parti, som står de fundamentalistiske zionistiske aktivister, der etablerer bosættelser, der skal lukke muligheder for at rømme Vestbredden for fred, men alle regeringer har både aktivt og passivt bidraget til at lukke denne mulighed.
Aktivt ved at gøre det økonomisk attraktivt for almindelige folk at vælge bolig i Vestbredsbosættelser snarere end i selve Israel. Det gør, at antallet af bosættere nu er over 400.000.
Passivt ved ikke at hindre, at en stigende del af de væbnede styrker officerer sympatiserer med de rabiate bosættere, ikke griber ind ved overgreb på palæstinensere. Det øger også risikoen for, at dele af hæren vil gøre mytteri, hvis den beordres til at gennemtvinge en rømning af de rabiates bosættelser i de centrale dele af Vestbredden.
For det andet ses der en bevidst nedbrydning af de begrænsninger, som Krigens Love gradvist igennem mere end 150 år har skabt for retsstater krigsførelse.
Denne nedbrydning startede for godt tyve Ã¥r siden under den amerikanske krigsførelse under “Krigen mod terror”, hvor man valgte hverken at sikre tilbagetagne modstandere beskyttelsen som krigsfanger eller som beskyttet i rammen af amerikanske retsregler.
Den russiske krigsførelse til støtte for den syriske regering under borgerkrigen i landet rettede dels terrorbombardementer mod nonkombattanter, dels angreb man som noget nyt direkte hospitaler o.l. i de områder, der var kontrolleret af modstanderne for at presse civilbefolkningen yderligere. Det er en barbarisk praksis, der er blevet overført til krigen i Ukraine.
Hamas gik videre. Dels indledte man krigen med en omfattende terrorhandling og gidseltagning, der tvang den folkestyrede modstander til en voldsom reaktion. Dels havde man med underjordiske fæstningsanlæg gjort hele Gaza til en fæstning, der tvang Israel til at gennemføre en klassisk fæstningskamp med belejring og bombardement, hvor fæstningens civile befolkning – i folkeretten ulovligt – bevidst anvendes som skjold for forsvarsstyrkerne.
På grund af de dybe fæstningsanlægs totale udstrækning og karakter må bombardementet anvende store flybomber med dybdeminevirkning. Bomberne ødelægger civile bebyggelser på overfladen.
At civilbefolkningen måtte evakueres/flygte fra angrebne dele af befæstningen blev slet ikke givet den nødvendige prioritet i den israelske krigsførelse eller i Egyptens optræden. Dette nok fordi dette ville forudsætte etablering af store midlertidige flygtningelejre uden for Gaza, som Hamas ville søge at infiltrere og gøre permanente. Men derfor at ignorere og blokere nødhjælp til civilbefolkningen som en del af krigsførelsen er en krigsforbrydelse, og det er da også begrundelsen for arrestationsordren mod den israelskepremierminister og hans forsvarsminister.