Month: August 2021

Under Den Kolde Krig tog vis udgangspunkt i ”Normalbilledet”, dvs. fredssituationen i Østersøområdet, og nogle velbelyste ideer om, hvordan Sovjetunionen, Polen og Østtyskland ville optræde op mod et krigsudbrud.

Efterretningstjenesten havde sammen med vore allierede fundet nogle sigende begivenheder, ”indikatorer”, der ville give retningspile for, hvad der ville ske.

Hvis vi stadig havde haft en professionel og suveræn tjeneste, ville vi have defineret nogle mulige forløb i Afghanistan, og når vi fik klare meldinger med indikationer, som den danske kontingentchefs indberetning, ville den udløse en klarhed af, hvad der var ved at ske.

Det skete ikke længere, fordi den selvstændige evne til at opstille og bedømme mulige militære forløb er blevet afskaffet, og vi var åbenbart ikke i stand til andet end råt at æde de urealistiske konklusioner, som amerikanerne fodrede os med. Denne selvvalgte amatørisme koster menneskeskæbner.

Jeg har desværre en meget sikker fornemmelse af, at topembedsmændene i ”Forsvarets” Efterretningstjeneste ingen anelse har om, hvad der er muligt, rimeligt og deres ansvar.

Sygeplejerskerne har ret i, at 1969-lønstrukturen for offentlige ansatte hurtigst muligt bør kasseres og erstattes af noget mere rimeligt. Men Ã¥rsagen er ikke, at ordningen lønnede kvinder for lavt. At systemet er uretfærdigt og umuligt at sælge til sygeplejerskerne ses af de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der er fulgt regeringsindgrebet. Ordningen blev udviklet pÃ¥ det dengang faktiske grundlag. Her var manden stadig hovedforsørgeren. Ordningen hovedproblem var og er, at den overbelønnede akademisk uddannelse. Og det tør ingen regeringer se i øjnene, fordi bÃ¥de politikerne og deres rÃ¥dgivere er klart inhabile. Lønstrukturen skal imidlertid hurtigt afløses af noget mere tidsvarende, fordi bÃ¥de systemet og senere supplementer er urimelige og provokerende. Sygeplejerskestrejken er kun en advarsel om en uholdbar situation. Da jeg i slutningen af 1960’erne gik pÃ¥ Hærens Officersskole, arbejdede linjeofficerskorpsets organisationsformand, generalmajor Hans Christian Engell, intensivt for at fÃ¥ accept af, at hans medlemmer skulle tilhøre Akademikernes Centralorganisation, og som en del af processen lavede oberst Nils Berg en ny, længere uddannelse af Hærens officerer, som derefter blev sat i gang. I den nye offentlige lønstruktur var en lang, akademisk uddannelse den eneste vej til en attraktiv indplacering i det nye system. Dette kriterium har været styrende lige siden 1969 pÃ¥ trods af, at udviklingen hurtigt undergravede dette grundlag. Uddannelserne var snart ikke længere finansieret af studielÃ¥n, som man skulle betale tilbage, men af kontant uddannelsesstøtte. Senere blev de akademiske uddannelser i øvrigt reduceret i længde samtidig med, at de halvlange uddannelser blev øget i tid og indhold. Snart blev det faktuelt uholdbart at forudsætte at manden var “hovedforsørger”, men forvaltere af en ordning, forvalter kun, uanset at verden ændrer sig omkring dem. Men 1969-lønstrukturen blev bevaret. Det eneste supplement blev idéen om, at de offentlige chefers lønninger skulle øges dramatisk og langt ud over den løn, der blev givet til deres politiske ledere, dvs. borgmesteren eller ministeren. PÃ¥standen, hvor der aldrig blev søgt et evidensgrundlag, var, at det kun ville være muligt at fÃ¥ gode offentlige chefer, hvis man kunne give lønninger pÃ¥ niveau med det private erhvervslivs højeste. Ingen stillede sig spørgsmÃ¥let, om der var evidens for, at man ikke tidligere kunne fÃ¥ kvalificerede folk til at søge stillinger som forvaltnings- og styrelseschefer. Det var helt i overensstemmelse med resten af New Public Managementsidéerne, at man ikke kritisk søger evidens for sine teorier. Det er let at se, hvad der bør afløse 1969-ordningen. Først og fremmest skal man anvende markedsmekanismerne som incitament til et anderledes uddannelsesvalg. NÃ¥r man ikke kan fÃ¥ tilstrækkeligt mange og talentfulde unge til at søge de uddannelser, som velfærdsstaten bygger pÃ¥, skal disse stillinger selvfølge lønindplaceres, sÃ¥ de bliver attraktive. Det skal ogsÃ¥ gives indflydelse pÃ¥ grundlønnen, om stillingerne indeholder døgnvagttjeneste, flytte- og udstationeringskrav eller farlig tjeneste. En akademikers villighed til at lade sig omskole til og ansætte i en velfærdsstilling skal belønnes ved indplaceringen, sÃ¥ skiftet accelereres. Det er for at skabe øget fleksibilitet ogsÃ¥ en god idé at lære af udlandet, pÃ¥ hvilke steder uddannelser til forskellige lærerstillinger kan ske, og at opløse grænserne mellem fagforeningerne for forskellige typer af lærere (dvs. Danmarks Lærerforening, Gymnasielærerforeningen og Magisterforeningen). Lønninger og ansættelsesformer bør jo hurtigt harmoniseres. Opdelingen er hæmmende for fleksibilitet, og hvis uddannelseslængden ikke er bestemmende kan skel fjernes. Lærerens egnethed bygger pÃ¥ faglig viden, og kunnen, der stadig bør udvikles, og herunder uddybes og udvides til en mere krævende elevskare (dette er ikke muligt med den nuværende kasseopdeling pÃ¥ grundlag af minimumskrav). Den hviler pÃ¥ en til elevskaren tilpasset formidlingsevne, der mÃ¥ næres af et stadigt engagement. I den her skitserede ramme vil mange grundskolelærere søge dybere faglig forstÃ¥else ved universitetsstudie og lærere pÃ¥ ungdomsuddannelser være i gang med forskningsprojekter. At det er muligt og givende ved jeg fra egen erfaring. Det system, som skitserer, ved jeg er naturligt i Canada, Finland og Estland. Da jeg var akademichef i Tartu var næsten alle mine estiske lokalansatte (ligesom embedsmænd i ministerierne i Tallinn) i gang med en eller anden videregÃ¥ende uddannelse. Arbejdsgivere forventedes at støtte med frihed og en vis sponsorering af uddannelsesudgifter. Det fandt jeg meget, meget begavet. Tilbage til Danmark. Der er ikke en ubegrænset lønsum til rÃ¥dighed, sÃ¥ et system baseret pÃ¥ nye kriterier vil betyde en gradvis nedbygning af andre, og forudsætte, at der sker en meget kritisk gennemgang af rene forvaltnings- og kontrolfunktioner. Det er stillinger med fagligt indhold, der mÃ¥ prioriteres i antal og med lønsum. Det er en helt anden offentlig sektor, som skitseres her, en hvor der sker en liberalisering pÃ¥ det offentlige omrÃ¥de, der afspejler opløsningen af hÃ¥ndværkerlaug. Med Folketingets sammensætning nu kan man konstatere, at der er mange af medlemmerne, som en sÃ¥dan reform vil true pÃ¥ lønnen. Men idéen om en sÃ¥dan reform vil nok være et udmærket budskab at sende til de vrede sygeplejersker, uanset at deres læsning af kriterierne bag 1969-ordningen ikke er korrekt.

(Billedet er fra Politiken 5/2 2014 “Militærekspert: Taleban lever i en fantasiverden Britisk sikkerhedsekspert mener, at Afghanistans hær har overtaget i konflikten med Taleban”)

Lad mig være specifik med hensyn til fokus for “Center for Militære Studier” (CMS), nu Københavns Universitet, og ogsÃ¥ “militæreksperterne” pÃ¥ Forsvarsakademiet.

Alle har koncentreret sig om “nye krige” (dvs. interventionskrige i de varme lande), og de har gjort dette uden at komme til problemerne pÃ¥ kamppladsen (dvs, de rigtige militære problemer), som jo ogsÃ¥ kræver analytisk fordybelse (i krigshistoriske eksempler) og/eller personlig erfaring.

Ingen af de to muligheder er fundet relevante for de mediedominerende danske “militæreksperter”. I øvrigt er det typisk, at eksperterne ikke giver personlig ansvarlig rÃ¥dgiving, men kun bidrager til den løbende infotainment, i bedste fald, som Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsende, leverende det umiddelbart indlysende, men ellers ikke sagte

Dette gør eksempelvis, at der ikke har fundet en kritisk analyse sted af vores indsats i kamp i Helmand pÃ¥ trods af, at der her var tale om en “ny krig” efter “historien” arrogant blev betragtet som afsluttet. Et superrelevant emne kunne her være “Krigens friktion, dansk fredstidsforsvars-forvaltning og indsatsen i Helmandprovinsen 2006-2012.”

Jeg kan huske den totalt afvisende holdning til deres ældre kolleger professionalisme og optræden, der prægede de kaptajner med krigserfaring fra Afghanistan eller Irak, jeg underviste på Forsvarsakademiets kursus for de bedste hærofficerer i slutningen af nullerne. Så der var/er i den grad noget at komme efter.

Men da Hæren senere kun er forudset til større opgaver i Europa, efter forsvarspolitikerne i 2012 havde brændt fingrene i de “nye krige” (med deres ubekvemme produktion af veteraner, hvoraf mange af fysiske og psykiske invalider) og ikke ville sÃ¥dan noget i fremtiden, ville det have været logisk derefter at skifte spor og fokus.

Et oplagt emne ville have været at beskrive og analysere kampene er Østukraine i eftersommeren 2014 henholdsvis i Nagorno-Karabakh i 2020 med henblik på at uddrage betydningen for NATO-styrkers, herunder danske enheders organisation kampdoktrin i fremtiden.

Det ville mÃ¥ske ogsÃ¥ have været en god idé at genopbygge, hvad der til midten af 1990’erne var blevet dansk forsvars unike kompetence: Tæt praktisk integrerede operationer med styrker fra mere end ét værn.

Et andet akut område for analyse ville have været forsvaret af Vesteuropa og kernevåbenafskrækkelse af Rusland her i de kommende år.

Et tredje emne er betydningen af Kaliningrad for mulighederne af NATO-forsvar, -afskrækkelse og krisestyring i Baltikum.

Et påtrængende problem er diskussionen af problemet med meget lav troppetæthed i Baltikum og mulighederne for at forsvare regionen.

Jeg kunne som gammelt medlem af Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, som CMS jo er oldebarn af, godt håbe, at det blev forstået, at udgangspunktet for militære studier er de af krig skabte krav og vilkår. Med som Peter Viggo Jakobsen med vanlig umiddelbar skarphed gjorde klart for nogle år siden under en diskussion af Bornholms forsvar, ser den danske befolkning en rigtig forsvarsindsats som noget andre må klare, da vi ikke kan.

Uden studiet af krig er disse “militære” studier som modediskussion i Kejserens Nye Klær.

Vi savner fra ekspertgruppernes side en opstilling og kritisk Ã¥ben diskussion af de mulige fremtidige “scenarier”, dvs. dimensionerende, tænkte situationer i Europa, Arktis, o.a., som Forsvaret skal virke i. Uden disse bliver forsvarspolitik uden substans og ender altid som en skandale eller blot spild af penge og menneskeskæbner. Jeg har ikke set en eneste af “eksperterne” bidrage til en sÃ¥dan indsats. Derfor bliver deres aktiviteter som ikke forankrede luftkasteller. Jeg skammer mig over, at mine yngre kolleger, mange af dem fremragende som vore elever pÃ¥ stabskursus i 1990’erne, har ladet det ske.