Month: March 2025

For 110 år siden blev det klart for den danske regering, at amerikanerne var parate til at købe de Dansk-Vestindiske Øer. Amerikanerne havde afsluttet byggeriet af Panamakanalen. Den åbnede i 1914. Ved at erhverve sig øerne kunne USA undgå, at en uvenlig stormagt etablerede baser her for at blokere den amerikanske flådes anvendelse af kanalen. Man havde 10 år tidligere opdaget, at den tyske flådeledelse interesserede sig for Caribien.

For Danmark var øerne en underskudsforretning, så man solgte gerne. Afsløringen af planerne skabte meget alvorlig indenrigspolitisk uro med påstande om regeringen førte Rigsdagen bag lyset. Dette medførte, at tyskerne blev bange for, at den radikale regering med udenrigsminister Erik Scavenius ville falde, og blive afløst af et engelskvenligt ministerium.

Som en reaktion på en sådan mulighed begyndte de centrale militære myndigheder i Berlin i efteråret 1916 krigsforberedelser mod Danmark. I begyndelsen af 1917 blev det snart klart, at USA ville træde ind i krigen mod Tyskland, og i Berlin frygtede man nu, at dette ville betyde, at også Norge ville blive tvunget med og blive allieret baseområde. Som reaktion på denne mulighed blev den tyske planlægning mod Danmark udvidet til at omfatte en erobring af større dele af landet, herunder hele Jylland. Baser i halvøens nordlige dele skulle anvendes mod de allierede i Norge.

Kulminationen af de tyske overvejelser og planer faldt i foråret 1917. Det var tilfældigvis på det tidspunkt, hvor Danmark overdrog øerne i Caribien til USA … og øernes beboere til en fremtid som amerikanere uden politisk magt.

Som et element i de tyske forberedelser mod Danmark, gennemførte Scavenius forhandlinger med den tyske gesandt. De to skulle opnå enighed om, hvordan danskerne ville reagere, hvis Tyskland måtte invadere og besætte Jylland for at kunne føre krigen mod de allierede i Norge. En tysk besættelse af Jylland skulle også hindre, at England kunne angribe Nordtyskland efter en landsætning i Jylland eller trængte igennem Storebælt ind i Østersøen.

De efterladte jyders vilkår var ikke et emne i forhandlingerne mellem Scavenius og gesandten.

Da tyskerne rent faktisk kom 23 år senere for at løse den suverænitets- og neutralitetsforsvarsopgave mod englænderne, som dansk militær indlysende var for svagt til at kunne klare, var det mest overraskende for danskerne, at angrebet ikke fulgte efter et ultimatum med krav om overgivelse, som man havde aftalt med Scavenius i 1917. Det skyldes sandsynligvis, at et ultimatum var uforeneligt med overraskelse i hovedoperationen mod Norge.

At operationen mod Danmark også omfattede Sjælland overraskede nok også i København. Men at Sjælland også blev besat var nok godt for det senere forhold til jyderne. Vi kan se på de tyske planlægningsdokumenter, at de tyske stabsofficerer og efterretningsfolk blev overrasket over, at Sjælland skulle tages.

Nu står den danske regering der så igen, naivt overrasket. En stormagt, nu USA, konstaterer, igen med ond hensigt, det åbenbart korrekte, at Danmark reelt intet har gjort for at sikre en del af riget bedre militært, nu Grønland. Forsømmelsen er sket på trods af, at udviklingen omkring øen med den smeltende is hurtigt vil gøre den stadig mere interessant. Forsømmelsen er fortsat på trods af, at USA for få år siden erklærede sin interesse for Grønland.

Men situationen USA-Danmark nu er som udgangspunkt endnu mere håbløs end situationen Tyskland-Danmark i 1940. Det amerikanske militær er allerede med årtiers dansk velsignelse på plads i området.

Hvis Trump meddeler, at USA pga dansk svigt helt overtager det sikkerhedspolitiske ansvar for øen, sidder amerikanerne derefter direkte overfor den grønlandske regering. Derefter kan man som tyskerne i Danmark efter april 1940 i direkte forhandlinger presse udviklingen mod Trumps mål. Man er på slisken uden stop.

USA har nu et konsulat i Nuuk, hvorfra man som allieret frit kan øve efterretningsvirksomhed. Som folkene fra det tyske gesandtskab i København kunne i foråret 1940.

Og amerikanske statsborgere, der kan have en nøglerolle i en magtovertagelse, kan bosætte sig, som tyskere kunne dengang.
Nu genlærer danskerne på den hårde måde de vilkår som gælder for småstater i de ulvetider, som dominerer verdenshistorien. Det samme sker for grønlænderne.

Begge vil herunder også lære, at sympati fra de lande, vi så som venner, nok kun vil få form af ord. De mest kritiske reaktioner, om nogen, kan komme fra Kina, som vi opfatter som fælles fjende.

De grønlændere, der efter den annoncerede komplette amerikansk anneksion ikke migrerer til Danmark, kan nok se frem til at dele den tilværelse som amerikanske andenklassesborgere uden reel indflydelse, som de eks-danske Jomfruøers befolkninger har oplevet i 108 år.

Som det blev klart ved NATOs generalsekretær Ruttes besøg hos Trump, er det kun de centrale europæiske lande i Alliancen, han ser som fjender.

NATO er fint som ramme for Trumps projekt med at kontrollere og dominere Arktis, som vil være naturligt efter en anneksion af Canada og Grønland.

Indsatsen blev solidt forankret i Nordeuropa som resultat af den tidligere finske præsidents succesrige indsats for at opnå en direkte knytning til USA efter landets nye NATO-medlemsskab.

Ansvaret for Norge, Sverige og Finland blev så flyttet fra NATOs operative hovedkvarter i Brunssum, Holland, til hovedkvarteret i Norfolk, Virginia. Det er fra dette hovedkvarter, at den amerikanske flåde leder de operationer, der skal sikre dominans i Nordatlanten og Arktis. Nu blev hele Skandinavien og Finland knyttet til denne indsats.

Danmark er fortsat under hovedkvarteret i Brunssum, der har ansvaret for de centrale og udsatte dele af NATO-Europa inklusive Baltikum og Polen, der er direkte truet af Rusland og af Trumps tilbagetrækning fra Europas forsvar.

Et tredje hovedkvarter ligger i Napoli og omfatter de sydeuropæiske lande, hvor mange ikke ser Rusland som det centrale sikkerhedspolitiske problem.

Den centrale observation her er, at alle tanker om et nordisk sikkerheds- og forsvarspolitisk fællesskab er urealistisk. De tre andre lande er forbundet til Trumps Arktis-projekt, mens Danmark er nogle af de grimme europæere, og vores bånd til Arktis kan ikke længere ses og udnyttes til at forbedre vores sikkerhed.

Jeg kan kun karakterisere forsvarsledelsens optræden i de sidste tre år som meget lig en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.

Det første og helt centrale element i det manglende faglige overblik er tabet af den helt centrale forståelse af karakteren af kamp i det, som nu kaldes fuldskalakrig. Det har sjældent interesseret danske karriereofficerer, og i de sidste 30 år har emnet været set som helt irrelevant.

En sådan kamp (og den krig, der er rammen) bliver ofte så præget at tilfældigheder og misforståelser, at den side specielt for mentalt uforberedte virker ekstremt stressende og kaotisk. Den afgøres, når den ene ikke kan overvælde den anden igennem massiv overlegenhed, af den side, der lokalt kan reagere hurtigst på overraskende chancer og som bedst integrerer og tilpasser nye tekniske muligheder (som nu droner).

Føreres evne til en sådan selvstændig handling i uklare og overraskende situationer må udvikles igennem lange, realistiske og belastende øvelser, hvor øvelsens modstander gives fuld frihed til at søge sejren, dvs. ikke-drejebogsstyrede øvelser. For at officerer kan gives grundlaget for en sådan udvikling er det nødvendigt, at deres tjeneste sikrer en praktisk domineret og stadig mere krævende erfaringsopbygning. Det er herhjemme i mange år blevet glemt i en stadig større vægt på teoretiske elementer i uddannelsen og et dramatisk fald i ”praktikpladser”, hvor den unge officer kan gives praktisk erfaring og demonstrere egnethed.

Det andet element er ophøret af praktiske krigsforberedelser. Det skete tidligere ved en analyse af en defineret krigsopgave som sømine-spærringen af Stræderne eller forsvaret af Sjælland mod sø- og luftlandsætninger. I første omgang gennemførtes analyser af modstanderens muligheder. Så fulgte, hvor relevant, rekognosceringer i området, hvor mulighederne for indsættelserne af egne styrker blev skitseret og efterfølgende fastlagt i detaljer. De foreløbige forsvarsplaner skulle derefter ideelt set afprøves ved øvelser, der skulle presse dem og planerne mest muligt. Planerne blev udbygget med logistiske og andre dele. Konsekvenser for den civile befolkning blev klarlagt. De enheder, der indgik i en plan, blev derefter forberedt på løsningen gennem øvelser med fokus på de vanskeligste elementer.

Det tredje element er ophøret af den videregående officersuddannelse, der skulle giver de bedste officerer en indsigt i alle værns enheders muligheder og begrænsninger/svagheder. I modsætning til i andre lande skulle danske forsvarsopgaver indtil og under Den Kolde Krig løses i tæt samspil. Dette forhold styrede forsvarsdiskussioner i mere end 100 år og til sidst også de fælles videregående uddannelser. Tabet af denne indsigt i forskellige enheders muligheder og svagheder gør forsvarsdebatten tom for substans. Målet er at lave enheder uden viden om disses opgaver og begrænsninger. Man bygger idiotisk og helt ansvarsløst på, at andre kan tænke operativt og logistisk for én.

I valgkrige, som Vestens interventionskrige i Irak, Afghanistan og Libyen, vælger staterne at belaste deres befolkninger mindst muligt.

De indsatte styrker satser pÃ¥ teknologisk overlegenhed (i Libyen indsattes derfor kun flystyrker).  NÃ¥r der indsættes landstyrker, anvendes kun en del af de rÃ¥dige enheder. De afløses sÃ¥ regelmæssigt af andre enheder.

Man forventer kun begrænsede tab, men der sendes kun soldater, der frivillig har forpligtet sig ved kontrakt.

I ”fuldskalakrige”, som Ukraines nuværende eksistenskamp mod Rusland og som det finske forsvar forbereder at skulle indsætte ved en ny russisk invasion, er det helt urealistisk at basere forsvaret på det antal soldater, som det muligt at få til at tegne kontrakt og forblive i de væbnede styrker, når højere lønninger i den civile økonomi trækker og familieforpligtelser vokser. Truslen om en fuldskalakrig med Rusland har derfor fået en modstræbende polsk regering til at indføre almindelig værnepligt, så fredstidshæren kan øges fra 200.000 til 500.000.

Som i Ukraine og Finland ved man, at der ikke alene skal findes så store hærstyrker, at de kan dække lange grænser samt specielt varigt forsvare de sektorer, hvor angriberen – russerne – vælger at indsætte sine styrker. Billedet viser et par ukrainske værnepligtige. Angriberen skal standses, nedslides og presses tilbage. Da Rusland reelt er uendeligt stort, kan krigen kun vindes ved at nedkæmpe den russiske hær.

I sådanne krige er tabene forventeligt så store og konstante, at der ikke alene er behov for kontant at kunne hjælpe enhederne med erstatning af dræbte og sårede officerer, befalingsmænd, tekniske specialister og soldater af elle funktioner. Der er også behov for at afløse hele nedslidte brigader med friske, nyetablerede og nyudrustede enheder. Det skal man forberede at kunne fortsætte med at gøre i måneder og måske år, hvilket betyder, at militæret gennem værnepligten skal gives adgang til en stor del af det civile baglands specialister og talent.

Danske erfaringer fra 1970 til 1990

Under Den Kolde Krig kom den danske værnepligt tæt pÃ¥ sammenbrud og mÃ¥tte reelt gennemreformeres for at kunne levere en bemanding af Forsvarets krigsstyrke. Problemet var dels, at arrogante chefer ikke tilpassede pædagogik og ledelsesform til datidens indkaldtes krav og forventninger, dels at specielt Hæren holdt de værnepligtige betydeligt længere inde end man kunne beskæftige og dermed motivere dem. Der var ogsÃ¥ det problem, at for mange af værnepligtsenhedernes instruktører var unge, værnepligtige sergenter og reserveofficerer.  Mange af disse havde behov for at kunne lære af ældre, mere modne kolleger.

Forsvarets ledelse reagerede ved at dele Hæren i to dele. Fredsstyrken med stampersonel var fra 1973 bærere af beredskabet, mens krigsstyrken af værnepligtige kun fik 9 måneders første uddannelse samt senere korte ”mønstringer” til opdatering af uddannelsen. 9 måneder var den tid, Hæren satsede på at fylde meningsfuldt med uddannelse og øvelser. Efter ti år blev tjenestetiden differentieret, så nogle værnepligtige fik 12 måneders uddannelse, mens andre beholdt 9 måneder og andre igen fik mindre end 9 måneder.

Hvis jeg brutalt skal uddrage læringen fra den periode, er det følgende:

Værnepligtsenhedernes kadrer bør være en kombination af faste officerer og stampersonelinstruktører med langtidserfaring og unge værnepligtige befalingsmænd og reserveofficerer, der danner bro til de værnepligtige i enheden.

Alle kadrer skal have en ansættelse uden tidsbegrænsning, så de helt fokuserer på at de værnepligtige skal beskæftiges meningsfuldt.

Alt relevant materiel, udrustning, ammunition, uddannelsesfaciliteter og støttepersonel (herunder til administration, vagttjeneste og kørere) skal være til stede fra starten af uddannelsen henholdsvis rettidigt, så de værnepligtige ikke oplever spildtid. [Det er min vurdering, at dette i dag forudsætter delegering til og personligt ansvar hos tjenestestedschefen til at udsætte en ikke gennemforberedt indkaldelse.]

I 1977 blev militær staffe- og retsplejelov reformeret for at undgå fremtidigt magtmisbrug. Loven blev igen justeret i 2005 for at tilpasse den til datidens behov. Det er nødvendigt at være åben for et muligt behov for at justere igen. Dette også efter at have indhentet udlandets (nordiske) erfaringer for at kunne støtte den mere belastende værnepligt og muligheden af indsættelser i ”fuldskalakrig”. Derfor bør juridisk uddannet militært personel fra starten være knyttet til værnepligtsenheders ledelse.

Andre erfaringer

Den Kolde Krig sluttede for 35 år, dvs. en generation siden. En fornyet anvendelse af værnepligten til at skabe og opretholde krigsstyrken under en ”fuldskalakrig” skal være tilpasset den generation, der nu skal bære værnepligtsbyrden. Dette er ikke kun helt nødvendigt, når også Danmark fra næste år iværksætter kvindelig værnepligt. Der skal tages højde for de værnepligtiges behov for et ændret fysisk træningsforløb, og der skal højde for det langt større antal værnepligtige med ”diagnoser”.

Erfaringer fra kønsblandede enheder kan både hentes fra Norge og Sverige og specielt de tjenestesteder i Danmark med mest relevant erfaring, også fra lidt længere uddannelse af værnepligtige, herunder både Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentet.

Slutbemærkning

Grundmodstanden mod værnepligten bygger nok pÃ¥ konstateringen af, at den professionelle soldat er meget bedre end den værnepligtige, der er tvunget til tjeneste. Dette synspunkt er bekræftet af hundreder eller tusinder af angelsaksiske film, der viser, hvordan en lille gruppe professionelle soldater vinder krige.  At en film eller bog mÃ¥ fokusere pÃ¥ et lille antal mennesker, er naturligt. Ellers ville historien blive uoverskuelig.

Men specielt fuldskalakrige afgøres ikke gennem smarte handlinger af et par atletiske og svineheldige mænd eller kvinder. Militær kapacitet skabes gennem et rutineret samvirke mellem et stort antal enheder, sammensat af mange, mange samarbejdede små hold af soldater, som er uddannet og trænet sammen (som besætninger på pansrede køretøjer), og som derefter er samuddannet i stadig større og mere komplicerede enheder.

Selv den geniale, unge civile, værnepligtige dronepilot eller hacker indgår som et element i en større sammenhæng.

At fortsætte med små stående hære i Europa betyder, at vi fortsat specialiserer os i de krige, som Rusland i 2014 besluttede at placere på historiens mødding. Der høres hære som den danske nu også hjemme.

Sket er sket, USAs nye præsident har valgt at forlade Vesten og optræde som en imperialistisk kejserrige fra slutningen af 18-hundredetallet.

Resten af Vesten står forpjusket tilbage, spredt på resten af Nord- og Sydamerika, på Asien og ikke mindst i Europa.

Det er et Europa, der er i de indledende faser af en konflikt med det russiske imperium, der kan udvikle sig til en åben krig om Ruslands og Europas fremtid.

Der er en voksende erkendelse af, at det er nødvendigt at udvikle de europæiske landes kernevåbendækning hurtigst og mest muligt.

Rusland må indse, at anvendelse af kernevåben i en krig mod Europa indebærer en risiko for optrapning til en gensidig katastrofe, der som minimum indebærer, at landet står dramatisk svækket i forhold til Kina, USA og resten af verden.

En varieret og sikker europæisk kernevåbenstyrke vil også understrege risikoen for, at selv en konventionel konflikt vil kunne komme ud af kontrol.

***

Dette er politiske tiltag som beslutninger om at øge produktionen af våben, ammunition og militær udrustning. Men for at dette skulle lede til militær effekt, skulle det drives af et dynamisk, internationalt broderskab af militære sagkyndige.

Hvis en sådan ad hoc Euro-militærkomité skulle eksistere allerede i dag, arbejder den i dyb hemmelighed. Udefra virker det, som om USA har lammet aktiviteter i alle NATOs myndigheder og stabe, og at andre medlemslandes officerer trykker sig og venter på et udspil fra deres nationale politikere.

I det efterfølgende “leger vi” imidlertid, at det dynamiske netværk af europæiske fagfolk er eller er pÃ¥ vej til at blive aktivt, og at det skal gennemføre de beskrevne projekter.

For hver forudsættes at eksistere en gruppe europæiske officerer med direkte adgang til ukrainske kolleger med nyeste erfaring på området.

Projekt 1: Østfrontens dækning med konventionelt forsvar
Det er det ene af to områder, hvor Ukrainekrigen kan give et direkte relevant grundlag, for hvordan skabes og opretholdes forsvaret af meget lange forsvarslinjer, hvor truslen og aktiviteten varierer stærkt fordi angriberen pga. egen reseursemangel et tvunget til at koncentrere sin indsats, hvor den lettest kan støttes af vej- og jernbanenettet. Det er i et samspil mellem den europæiske (primært finske) og nye ukrainske erfaring, at Europa kan forberede sig på frontkrigen. Fra begge disse erfaringskilder kan læres, at det er helt afgørende at kunne etablere, fortsat bemande samt udruste og senere genopstille et meget stort antal hærbrigader og lokalforsvarsenheder. Dette kan kun ske gennem en omfattende produktion af værnepligts- og frivilligenheder og en stadig omfarende udvikling af kadrer til disse.

Dette hastende og omfattende projekt kan kun ledes og udvikles fra Finland med repræsentater fra alle andre landes forsvarschefer for at sikre hurtig og effektiv implementering.

Projekt 2: Luftoverlegenhed

Det andet projekt er mindst ligeså krævende. Det er at skabe et fælles europæisk luftvåben, der fra store baseområder kan sikre luftherredømmet mod Rusland i frontområdet og over baglandet. Det kræver en udbygning med kapaciteter, som hidtil kun det amerikanske flyvevåben har. Det kræver en forøgelse af antallet af fly langt over det nuværende antal gennem anskaffelse af europæisk producerede fly, som f.eks. en udbygning af den danske del af de europæiske flystyrker med europæiskbyggede jagerfly. Det kræver en afløsning af amerikanske dele af disse fly, herunder af motorer, hurtigst muligt. Endeligt må der skabes logistik sikrede baseområder i en optimal afstand fra østfrontsområdet (herunder fsva. Baltikum i Syd- og Midtsverige). Da briterne af europæerne er nærmest på at have afbalancerede flystyrker er det naturligt at give Storbritannien ledelsen af dette projekt.

Projekt 3: Baglandet

Sikringen af baglandet omfatter, som vi ser klart demonstreret i Ukraine, en robust territoriedækkende luftvarsling, et stærkt luftforsvar mod alt fra ballistiske missler til forsvar.selvmordsdroner. Men derudover kræves et robust og alsidigt civilforsvar af både den civile befolkning med en veludbygget evne til at retablere kritisk infrastruktur i byerne. Desværre er der ikke et oplagt projektlederkandidatsland mht. luftforsvaret. Arbejdet vil være særdeles afhængigt af ukrainsk viden. Fsva. civilforsvaret er det igen Finland, der er naturlig leder.

Projekt 4: Søforbindelserne og den maritime infrastruktur

Forsåvidt sikringen af søtransport og handelsforbindelser er det naturligt at overlade analysen til briterne, der har århundreder af års erfaring at trække på.

De har også erfaringer med at samle og lede maritime enheder fra forskellige nationale styrker. Med hensyn til at beskytte og kunne retablere infrastruktur på havbunden er det mit indtryk, at det er nødvendigt at samle al rådig teknologisk og folkeretlig viden i en kontinuerlig brainstorming for at nå til anvendelige løsninger og justere disse, når truslen udvikler sig.

Projekt 5: Sydeuropa

Det er en realitet i EU som det er i NATO, at de sydeuropæiske medlemslande opfatter truslen fra syd og sydøst, dvs. migrantbølgetruslen, som mere akut end den militære trussel fra Rusland. Dette gør det nødvendigt, at de europæiske myndigheder også søger løsninger på dette problem, hvilket gør det naturligt at Italien leder og udvikler dette projekt, mens hovedparten af anstrengelserne rettes mod at møde og håndtere truslerne fra Rusland.