Month: November 2019

Vi kan forklare, hvorfor Vesten, og specielt ikke de europæiske små og mellemstore lande ikke truer Rusland. Det kan bl.a. ske med henvisning til det utænkelige i, at en gruppe åbne, liberale demokratier bliver enige om at starte en ulovlig aggressionskrig. Men som bl.a. Taylor Downing har klarlagt i sin analyse af 1983-krisen, ser situationen faretruende anderledes ud fra Moskva, bl.a. fordi man ikke tror på, at vores politiske systemer er åbne og fundamentalt anderledes motiveret end deres.

Det efterfølgende forsøger bedst muligt at beskrive det russiske perspektiv uden at forholde sig analyserende kritisk til, om det er rimeligt. At ledende russeres afvisende opfattelse af Vestens værdier og perspektiv ikke er nogen ny foreteelse, kan bekræftes af selv et overfladisk studie af russisk og sovjetisk historie. Artiklen bygger på russiske reaktioner, udtalelser og handlinger igennem de sidste 25 år.

RUSSERENS VERDENSSYN, DET PESSIMISTISKE PARADIGME
Briten Keir Giles studie fra begyndelsen af 2019 beskriver og forklarer russernes opfattelse af samfundet og verden. Hans beskrivelse uddyber og understøtter det indtryk, jeg under mit ophold i Baltikum fra 1994 til 2004 fik af både russeres og andre sovjetborgeres kyniske grundsyn,
For det første ser russeren ikke sit land som det sidste ikke afviklede europæiske kolonirige med den tvivl om grænsers legitimitet, der ville følge af en sådan opfattelse.

Moderlandet ses og skal bevares som en enhedsstat, hvis rolle som en af verdens førende magter blot i kraft af landets størrelse er naturlig, retfærdig og nødvendig.

Russerens erfaring gennem hele hans historie er, at alle menneskelige og i forlængelse heraf interstatslige relationer bygger på den svages indordning under og afhængighed af den stærke, dvs. et feudalt eller klientbaseret forhold.

Bortset fra måske i familien kan intet forhold bygges på tillid. Også retsvæsenet må forventes bygget på magtrelationer snarere end de formelle lovrammer.

Demokratiet og dets idé om folkets indflydelser er en fiktion, der kynisk og falsk skjuler reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumpede og helt dominerende drevet af selvinteresse.

Alt, hvad der sker i verden, sker som følge af bevidste handlinger i en kamp for at udvide og forsvare den magtposition, der er givet af geografien og naturresurser. Dette gælder også ”bevægelser”, som selv deltagerne tror, er folkelige og spontane.

Der eksisterer ikke reelle varige fællesinteresser mellem stater. Fordele opnås på andres bekostning.

Internationale love og regler skal udnyttes for at begrænse modstanderens handlemuligheder, ikke egne handlinger.

VERDENSSYNET BEKRÆFTET AF DE SIDSTE 30 ÅRS HISTORIE
Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturlig og katastrofalt.

Det var et resultat af kombinationen af ydre, dvs. amerikansk, manipulation på den ene side og forræderisk, eller som minimum unational optræden, fra landets ledere og utaknemmelig illoyalitet og senfascisme hos småfolk som balterne. Rusland blev dolket i ryggen af svage ledere og den indre fjende inspireret og hjulpet af den ydre.

Amerikanerne orkestrerede gennem manipulation af den politiske proces i landene, at sikkerhedsbufferen af naturlige klientstater i Østeuropa samt det gamle russiske land i Baltikum helt vendte sig mod Rusland. Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens.

USA holdt derefter NATO sammen for at kunne anvende organisationen mod Rusland og landets interesser. Det skete første gang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor NATO i Bosnien og endnu mere groft i Kosovo angreb og knækkede den traditionelle russiske allierede Serbien og ignorerede og dermed ydmygede Rusland.

Amerikanerne brugte uden at tage hensyn til Rusland militær magt mod Irak, en sovjetisk samarbejdspartner i Mellemøsten, for at gennemføre et regimeskift, og det skete efter, at russerne havde vist velvilje over for USA’s forstÃ¥elige straffeoperation mod terroristerne i Afghanistan.
USA orkestrerede derefter fra 2004 de hybride ”farverevolutioner”, først og fremmest i Ukraine og Georgien, og med Ukraine startede amerikanerne en offensiv ind i det russiske historiske kerneland. Kun den derefter iværksatte militære modoffensiv i Georgien og derefter en politisk modoffensiv i Ukraine og stabiliserede situationen.

Men fra sent efterår 2011 orkestrerede USA så de voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget og direkte mod Putins valg til præsident for ny periode. Dette blev af den russiske ledelse opfattet som en optrapning til en de facto-krig med formål af opnå regimeskift.

Obama og hans klienter i EU fortsatte i 2014 denne de facto krig mod Rusland ved at fortsætte Ukraine vej mod vest.

I de samme år begyndte USA at deployere det regionale NATO-missilforsvarssystem til Europa. Rusland ser enhver forstærkning af Vestens teknisk overlegne missilforsvar som værende rettet mod den vitale mulighed for at gengælde et angreb med de russiske ballistiske missilstyrker.

Denne kan, ved at give konkrete forsvarsproblemer, ses i modsætning til den senere deployering af de politisk symbolske små NATO-fly- og landstyrker til Baltikum. Deployeringen kan, på trods af, at styrkerne i sig selv er for små til at være militært relevante, af den almindelige russer ses som en uvelkommen og ydmygende markering af, at fjenden har fået lov at rykke frem til grænsen.

PUTIN
Det er afgørende at forstå, at Vladimir Putin deler, ikke skabte, denne opfattelse af forløbet. Jeg mødte allerede elementer af opfattelse i 1990’erne i en samtale med Boris Jeltsins liberale udenrigsminister Andreij Kosyrev under hans besøg i Udenrigspolitisk Selskab.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere. Han oplevede som karriereofficer i tjenesten direkte det traumatiske forløb af det hurtige kollaps ti-femten år senere.

Han blev hentet ind som Jeltsins afløser i forlængelse af det ydmygende nederlag i den Første Tjetjenienkrig og ydmygelsen i Kosovo og han vendte udviklingen ved sejren i Anden Tjetjenienkrig og ved at stabilisere udbryderrepublikken under udnyttelse af den gamle russiske kolonistrategi: pacificering adoption af den samvittighedsløst effektive lokale leder Ramzan Kadyrov som klient.

Men så fulgte mellem 2004 og 2014 ydmygelserne og en nødvendig optrapning af reaktionerne:

Estland måtte i 2007 straffes med et massivt cyberangreb, da man demonstrerede en totalt manglende respekt for Ruslands stolthed over sin indsats under Den Store Fædrelandskrig ved at fjerne befrielsesmonumentet fra Sejrspladsen i midten af Tallinn.

Georgien måtte i 2008 udsættelse for militær afstraffelse, da landet begyndte en reel indsats for at indlemme de russiskstøttede udbryderområder Syd-Ossetien og Abkhasien. Indsatsen her demonstrerede igen som også krigene i Tjetjenien på pinlig måde reformbehovet i den russiske hær, og for første gang begyndte man på en seriøs indsats for at afkorrumpere og professionalisere det indtil da selvtjenende militær.

Samtidig anvendte man som korruption som indflydelsesmiddel. Man udnytter den økonomiske selvinteresse, som oligarker som den lettiske Aivars Lembergs og den nye ukrainske præsident fra 2010, Viktor Janukovitj, havde i gode forbindelser med Rusland. Man udnytter folk som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders grådighed.

Efter, hvad man opfattede som indledningen af Vestens de facto hybrid krig med formål at opnå regimeskift i selve Rusland mellem 2011 og 2013 samt den faktiske gennemførelse af regimeafløsning med fjernelse af Janukovitj i Ukraine i 2014, førte Rusland krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft.

Det skete i Ukraine (Krim og Østukraine), hvor overtagelsen af Krim blokerede for eventuelle ukrainske planer om at give NATO en base her, måske over i købet Sevastopol. Det skete med brutal beslutsomhed i Syrien, i det centrale Afrika, nu i Libyen samt ved jævnlige magtdemonstrationer direkte mod USA og amerikanske allierede over hele verden.

MÃ…L OG MIDLER I RUSLANDS POLITIK NU
Ruslands strategiske mål (ikke specielt Putins) er en genetablering af Ruslands magt og internationale status. De ”taktiske” midler af forskellig typer, der anvendes efter omstændighederne, skal splitte og undergrave modstanderne, dvs. mellem USA og Europa, inden for EU og i hvert af de vestlige lande.

Man anvender en buket at ikke-militære midler, herunder kontrollerer og korrumperer man nøglepersoner med økonomiske incitamenter både inden og uden for Ruslands grænser. Man støtter antivestlige og radikale demokratielementer hos modstanderne. Man desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring. Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for.

De russiske militære styrker gennemgik først demoraliseringen under 1980’ernes operationer i Afghanistan og samtidige korrumperende resurserigdom og derefter økonomiske kollaps fra 1991 til 2008 med faldende professionalisme og moral i et oppustet officerskorps. Derfor har genopbygningen igennem det sidste årti været krævende.

Men allerede i 2014 var styrkerne klar til den mindre indsats i Ukraine, der sammen med den begyndende militære aktivisme både mod naboer i Europa og globalt blev anvendt til at udvikle kadrernes dygtighed og teste nyt materiel og praktiske fremgangsmåder. Ikke mindst operationerne i Syrien har været anvendt på samme måde som Tyskland anvendte Den Spanske Borgerkrig i slutningen af 1930’erne.

Militære midler som luftbombardement er her med succes uden hensyn til folkerettens blevet anvendt sammen med benægtelser, der har været nok til, at det ikke har fået politiske omkostninger i forhold til verdensopinionen. Belastningen af egen befolkning er ved at begrænse tilstedeværelsen på jorden i kampområderne ved at lade lokale allierede tage tabene og i øvrigt at skabe ”private” kontrakthære af lejesoldater.

Man har været i stand til at genopbygge en fælles strategisk optræden med Kina, samtidig med, at man har fortsat materielsamarbejdet med Indien til begges fordel.
I løbet af de senere år har stadig mere krævende og større øvelser være kombineret med intensive inspektioner og udrensning at ineffektive og korrumperede chefer. Nu er denne indsats kombineret med genopbygningen af mobiliseringsevnen og de logistiske strukturer, som kun vil være relevante i en omfattede og længere varende generel krig med andre stater.

At russerne ser det som nødvendigt at opbygge militære midler til hele spektret af konfliktmuligheder ses også på det meget høje prioritering, man har givet til modernisering og supplement af de russiske kernevåbenstyrker. Man vægter ikke mindst evnen til at komme igennem eller uden om det amerikanske missilforsvar. Opbygningen sker samtidig med en diskussion af, hvordan disse våben kan anvendes til kombinationen af afskrækkelse og pres ved trusler.

HVAD VIL RUSLAND SÃ… MED EUROPA?
Rusland vil gennem landets politik sikre, at europæerne på sigt ikke har vilje og evne til at begrænse russisk handlefrihed og derigennem opnå en stigende til ideelt set afgørende indflydelse på landenes politik. Man kan se det som et kopi af de traditionelle mål og midler for amerikansk politik i Latinamerika; en russisk Monroe-doktrin for Europa.

Dette søges opnået ved med de rådige midler at undergrave amerikansk indflydelse i Europa og europæisk samarbejde samt sammenhængen og det liberale demokratiske system i hvert enkelt europæisk land. Det sker ved at søge at retfærdiggøre Ruslands revisionistiske politik over for nabolandene ved historieforvanskning.
Det er sådan set ikke en nyhed. Sovjetunionen havde samme mål og anvendte samme midler over for Europa under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne klart har sværere ved at afbalancere de russiske ikke-militære og militære midler og derefter enigt inddæmme den alsidige russiske offensiv.

Kritikere har efter en krig med foragt konstateret, at de tåbelige generaler i begyndelsen havde optrådt, som om de skulle udkæmpe den foregående større konflikt. En sådan optræden er selvklart ikke ideel, hvis der som situationen har været igennem godt 150 år skete væsentlige ændringer på det teknologiske eller samfundsmæssige område i de perioder mellem krigene, hvor optimister forventede, at krige som de foregående var slut.

DE NYE (IKKE-)KRIGE
Efter afslutningen af Den Kolde Krig konstaterede den pensionerede britiske general Sir Rupert Smith i en bog fra 2005 imidlertid efter sine observationer fra Balkan under opløsningen af Jugoslavien samt som chef for de britiske styrker i Nordirland, at fremtidens krige havde ændret karakter. De ville blive ført i og om befolkningerne, dvs. ikke længere være materieldominerede krige mellem stater, som den han selv tidligere havde oplevet som chef for de britiske landstyrker under Golfkrigen i 1991. Her var en anderledes general, som tænkte nyt.

Vestens oplevelser i Afghanistan og Irak syntes at bekræfte hans konklusioner, og generalens bidrag blev centralt i de analyser om de ”nye krige”, som civile akademikere derefter fokuserede på at beskrive og analysere. Man kan se denne skole som liggende i forlængelse af den teoridannelse om begrænsede krige i skyggen af kernevåbenbalancen, som havde fundet sted op til i 1960’erne og under Vietnamkrigen.

Man kan se Rupert Smiths tekst som det militære tillæg til Francis Fukuyamas bog fra 1992 om den nye verden efter Vestens sejr i Den Kolde Krig. Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter. Man ville nok før, man blev politisk korrekt, have omtalt sådanne konflikter som liggende uden for civilisationen.

Men nye krige kunne også være ydre interventioner for at fjerne uønskede regimer eller standse borgerkrige og derefter stabilisere situationen for at skabe rammen for genopbygning af staten. Dvs. interventionskrige som på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen.

Krige ville herefter blive indledt med en kort fase, hvor man smadrer de underlegne militære styrker fra dem, der modsætter sig interventionen. Det ville ske, så nænsomt som muligt for befolkningen omkring de militære mål. Derefter blev indsatsen en besættelsesmagts statsbygningshjælp der – når nødvendigt – skulle støttes og beskyttes af en muskuløs gendarmeriindsats. Besættelsesprojektet ville fortsætte, indtil situationen blev så rolig, at værtsregeringen kunne overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører rejste hjem.

Der er i disse nye krige ingen kvalificerede modstandere i luften eller på havet, så evnen til egentlig luft- og søkrig kan bortspares. Landstyrker behøver heller ikke at bevare evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander med støttefly, bevæbnede helikoptere, elektroniske kampmidler, kampvogne og artilleri.

Ganske vist måtte man forvente, at modstanderen pga. sin svaghed kæmpede beskidt, terroristisk og uden hensyn til krigens love. Men for at gøre besættelsesindsatsen acceptabel i de hjemlige samfund, der jo ikke opfattede sig som i krig, skulle styrkerne reagere med minimal magtanvendelse, selv om dette øger risikoen for besættelsesstyrkerne. Det sikres af et korps af jurister, der, uden selv at løbe nogen risiko, regulerer den ”lawfare”, som er rammen for de nye krige.

For at mindske risikoen for mandskabet så meget så muligt under denne stramt regelregulerede besættelsesindsats, anvendte man moderne overvågningsteknologi og herunder ikke mindst droner.

I det omfang der fortsat var modsætninger mellem stater, ville man forventeligt anvende de muligheder, som svaghederne i den digitale infrastruktur gav for at gennemføre strategiske cyberangreb direkte mod modstanderens hjemland.

I det tilfælde, at cyberkrig ikke var tilstrækkeligt til at skabe fornuft og få standset fjendtlighederne, kunne man vel uden, at dette blev gennemanalyseret systematisk i rammen af krigsspil, forestille sig en højteknologisk maskinkrig, hvor ubemandede droner gennemførte og afgjorde krigen og fremkaldte et resultat, som modstanderne så måtte forventes at acceptere, som hvis krigen var blevet afgjort ved en fodboldkamp med FN-dommere.

Teorien bag de ”nye krige” viste sig snart uholdbar. Specielt har de vestlige lande vist sig uegnede til at føre interventionskrige. De var dels alt for utålmodige som besættelsesmagter, dels ude af stand til at sikre effektiv enhedsledelse af de militære og civile elementer af besættelsesmagten.

De hjemlige fredstidssamfund blev pinligt berørte og havde vanskeligt ved at tage ansvaret for veteraner, der kom hjem som fysiske og specielt psykiske vrag. Andre havde derude under pres i kamp handlet på en uforståelig, uhensigtsmæssig og muligvis strafbar måde, som de hjemlige fredstidsmyndigheder og -politikere naturligvis afviste at tage deres del af ansvaret for.

Dertil kommer at Vesten, som amerikanerne i Vietnam, ikke har været så sofistikerede og beslutsomme, at man har kunnet sikre sig et bedre, stabilt, legitimt regime til afløsning af besættelsen.
Indsatsen i disse krige blev så belastende, at de europæiske landes militære styrker, der netop skulle være skræddersyet til disse operationer, efter den økonomiske 2008-krise blev beskåret til et lavere niveau, hvor en meningsfuld indsats var endnu mere urealistisk.

Hvis man fortsat blev bedt om at deltage i sådanne krige, skulle man begrænse sig til helt symbolsk tilstedeværelse, så man ikke kunne gives noget ansvar, hvis eller rettere sagt når det gik galt.

KORREKTIONEN FRA DE SIDSTE TI ÅRS KRIGE I MELLEMØSTEN OG ØSTUKRAINE
På et andet punkt har nykrigs-teorierne vist sig utilstrækkelige. Borgerkrigen i Syrien, den hurtige opblussen af Islamisk Stat i den ny lovløse ramme her og dennes dramatiske overtagelse af store dele af Irak og modoffensiverne i begge lande blev præget af en uhæmmet brug af alle typer våben uden synligt hensyn til krigens love. Alle anvendte lejesoldater og stedfortræderstyrker, hvis handlinger man ikke behøvede at tage ansvar for.

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler, fødevare- og vandforsyning dækket af løgnagtig propaganda. Det skete uden, at Vesten har vist nogen vilje til at reagere selv i situationer, hvor de ramte ikke var terroristerne.

Medens man i Vesten efter at man selv havde overladt kampene til andre fortsat diskuterede ”lawfare” rent teoretisk, blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien.

Fuldstændig samme ekstreme brutalisering af krigsførelsen ser vi under den borgerkrig i Yemen, der brød ud i foråret 2015. Denne krig er i stor udstrækning en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien, men har nu også fået karakter af at være en stedfortræderkrig mellem USA og Iran. Både konflikten i Levanten og i Yemen omfatter ud over stedfortræderindsats også anvendelse af moderne teknologi som droner både på kamppladsen og i direkte angreb på modpartens værdier samt inddragelse af verdenssamfundet gennem angreb på olieforsyningen. Alt bliver sikret af en robust anvendelse af propaganda og løgn.

Det samme havde vi set under den åbne krig mellem staterne Rusland og Ukraine, der indledtes i 2014. Konflikten her har dels omfattet, hvad Rubert Smith ville karakterisere som den nu utænkelige traditionelle, industrielle krig mellem de to landes regulære hærstyrker. Dels har indsatsen – fra Ruslands side – omfattet skabelsen og indsatsen af stedfortrædermilitser og styrker af lejesoldater, som ikke var synlige og kritisable i hjemlandet.

Mens kampene i Østukraine var lidt bevægelige i de første faser, er der nu tale om lavintensiv stillingskrig. Russisk succes blev fra starten sikret ved en integreret anvendelse af moderne materiel som droner, cyberangreb og elektroniske angrebsmidler med traditionel anvendelse af slagkraftigt feltartilleri samt luftværnssystemer, der holdt ukrainske kampfly væk.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa.

STATSLIGE KRIGE OG LAV TROPPETÆTHED
Denne regulære konfliktmulighed, som af nye krigs-teorien afskaffede er åbenbart klart accepteret i Rusland, hvor årene efter 2014 er blevet præget af målrettede forberedelser til en eventuel generel hurtig storkrig med Vesten.

De russiske øvelser er blevet gjort stadig mere krævende og omfattende. De logistiske og mobiliseringssystemer, der kun er relevante i en længerevarende storkrig, genopbygges og afprøves. Evnen til strategisk overraskelsesangreb opbygges og øves.

Kommandostrukturen udsættes for uvarslede inspektioner og mindre motiverede og kvalificerede ledere fjernes konsekvent. Alle typer elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter.

Alle dele af kernevåbenstyrkerne opbygges og gives en synlig rolle i krigsforberedelserne.

Dele af det samme sker så småt i Vesten, men da kapabiliteter, der ikke kun er relevante i ”nye krige”, er sparet væk eller reduceret væsentligt i løbet af de sidste tyve år i alle andre end de amerikanske styrker, er det meget begrænset, hvor realistisk man kan øve generel krigsførelse.

I Europa er man også hæmmet af, at den teoridannelse om fremtidige krige, der har afløst professionelle studier, er uændret. Som lemminger kører en ikke triviel andel af officerskorpsene, forskere og politikere videre i det ”nye krige”-spor, som blev fastlagt i nullerne.

Da civile akademikere, som især Europas militære og strategiske tænkning nu hviler på, sjældent har forudsætninger for at forstå eller analysere generel konventionel krig i endsige mulig kernevåbenanvendelse, er det nu dem, der låser de militære styrker fast i en anakronistisk krigsopfattelse, uanset, om man beslutter at anvende flere penge til at øge og forstærke dem.

Generalerne kan heller ikke hjælpe, da de som hovedregel heller ikke har markeret synlig interesse eller selvstændig tænkning uden for ”nye krige”-rammen (og ofte heller ikke inden for denne ramme). De har koncentreret sig om loyal, uselvkritisk forvaltning efter den offentlige sektors standardregler af de styrker, de har fået stillet til rådighed.

Der er dog én afgørende faktor, der må ses i øjnene som det allerførste og kritiske problem i forbindelse med muligheden og afskrækkelsen af en generel konflikt. Det er, at antallet af enheder på begge sider er dramatisk nedskåret i antal i forhold til under Den Kolde Krig. Dette betyder, at ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar.

Dette gælder både i Europa og mange andre steder i verden, også steder, hvor klimaforandringer, kombineret med en stor befolkningstæthed og stadig mere radikal nationalisme dramatisk øger risikoen for konflikt mellem naboer.

Den lave troppetæthed betyder, at den side, der kan tage initiativet for at opnå overraskelse kan sikre sig afgørende fordele. Han kan søge en hurtig afgørelse ved at gå uden om den forsvarendes sides styrker og meget hurtigt, måske inden for et døgn. Derved fremkaldes en krise, hvor forsvareren har valget mellem at overgive sig uden betingelser eller på den anden side optrappe til anvendelse af kernevåben.

Det betyder blandt andet, at man med den nuværende situation i Europa har placeret sig i en potentielt fatalt ustabil situation.

Efter de sidste ti års erfaringer må vi forvente, at en sådan eventuel krig, som ligner de første operationer i Østukraine, vil kombinere en anvendelse af konventionel indsats, en opbygning med disinformationskampagne, cyberkrig på kamppladsen, mod hjemlandet og mod internationale kabler, massiv anvendelse af forskellige typer droner til støtte for præcisionsangreb, angreb på navigations- og kommandosystemer.

En sådan konflikt er på vestlig side hverken gennemtænkt af generalerne eller de civile teoretiserende akademikere. De kunne med fordel blive inspireret af tænkningen i general Valerij Gerasimovs russiske generalstab.

Hvis konflikten ikke bliver afgjort hurtigt med den ene sides accepterede nederlag eller med en gensidigt selvmorderisk kernevåbenkrig (de steder i verden, hvor modstanderne begge har kernevåben), vil den meget vel kunne udvikle sig som de foregående to verdenskrige i en længerevarende, pulserende nedslidningsindsats, hvor både traditionelle, nye og nu ukendte typer våben og enheder bliver anvendt i samspil, som det altid har været tilfældet.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, den nullernes teoribølge for de såkaldte nye krige var, er og vil være irrelevant. Det er på tide at standse med at bruge penge og grå celler i det spor, også fordi det blokerer for nødvendig erkendelse af nogle af fremtidens alvorlige udfordringer.

DER PLEJER IKKE AT BLIVE KRIG
Det er normalt, at når man konstaterer en bekymrende politisk eller militær udvikling heldigvis bliver beroliget.

Det sker med konstateringen af, at det med stor sikkerhed ender med, at sund fornuft råder. Der bliver ikke krig, for det plejer der jo ikke, fordi det er indlysende, at det ikke tjener nogen interesser eller noget godt formål.

Det var argumentet i sommeren 1914, efter at sund fornuft havde rådet ved de akutte kriser i 1904, 1905, 1908-09, 1911, 1912 og 1913.

Efterretningstjenester har i disse år konstateret, at Vestens modstandere opbygger militære styrker og indsatsberedskabet ved nogle af Vestens grænser.

Mange hér mener, at vi skal være tilbageholdende med at opbygge egne militære muligheder, for så vil naboerne jo blot føle sig yderligere truede og usikre. At den historiske erfaring ofte viser det modsatte, skal man jo vide, for at kunne indtænke.

DEMOKRATIET ER ROBUST, DET SIGER VOR ENESTE ERFARING
Der er nok fællestræk ved den politiske udvikling i 1930’erne med den nuværende udvikling både i store dele af Vesten og i resten er verden.

Men vi kan berolige os med, at demokratiet er robust. Det plejer det jo at være. Det var det i de robuste demokratier i Nord- og Nordvesteuropa dengang, ja selv under presset fra Verdenskrigen.

Så uanset om den politiske midte visner bort under manglende selvtillid og de antidemokratiske fløjes hadkampagner, populistiske forenklinger og løgne giver gode resultater, skal vi blot være cool.

Problemerne plejer at forsvinde, hvis de mødes med tålmodighed. Nok stjæler stadig flere og stadig mere autokratiske regeringer fra samfundet og presser med international hjælp retssamfundet og den frie presse og hindrer oppositionens adgang til vælgerne. Men vi skal bare tage det roligt og afvente, for så vil problemerne løse sig selv.

Når vores politikere og andre ledere af forskellige grunde ikke reagerer på henfaldet af demokrati og anstændig opførsel er det bedst, at ignorere dette.

Dette bl.a. fordi vi i pinligt omfang er sikkerhedsafhængige af USA og økonomisk afhængige af Kina. Det skal nok senere gå fremad uden at det i mellemtiden går galt.

Uanset, at vi er i en demokratisk og sikkerhedsmæssig tørkeperiode, skal vi fortsat brænde ukrudt med gasbrænder, for huset bliver ikke antændt, bare vi gør, som vi plejer.

Det går jo meget godt alt sammen, hvilket underbygges både i det store og små med en fremskrivning hændelserne i perioden siden det gik galt sidste gang.

DET POLITISK ANSVARLIGHEDSFJERNENDE ORDVALG
Demokratisk valgte politikere har fornuftigvis normalt maksimalt en interessehorisont på få år og et fokus på de umiddelbare udfordringer.

Det er ikke velkomment også at skulle tage hensyn til hypotetiske negative begivenheder, der kun måske finder sted inden for denne horisont og nok først senere.

Indtil vælgerne mobiliserer deres nervøsitet, fordi de som nu i klimaspørgsmålet opfatter muligheden af en katastrofe som sikker, er det forståeligt og naturligt at de ansvarlige politikere at lytter til den rådgivning, der kan opfattes beroligende.

Det er velkomment, hvis embedsmænd konkluderer, at det ”ikke er sandsynligt” at Rusland vil anvende de militære styrker, selv om dette land igennem nu lang tid har forberedt sig til en eventuel krig.

Det er bedst at ignorere muligheden, at Trump bliver genvalgt, og derefter kan nå sine erklærede mål i forhold til NATO-engagementet og kontrollen over Grønland.

Det er bekvemt at overfortolke de positive tegn på modstand mod de halv- og helautoritære regimer i og grænsende til Europa.

Det er hensigtsmæssigt ikke at se på sårbarheden af det danske samfund over for cyberangreb på NETS og Sundhedsplatformen, for der plejer jo ikke at ske noget.

Men når ”Plejer” så alligevel dør, og det ”ikke-sandsynlige” sker med alvorligt negative til katastrofale virkninger på samfundet, er det ingens fejl, for de rådgivende embedsmænd havde jo ingen krystalkugle.

De kunne jo ikke vide bedre, og de ansvarlige politikere har intet alternativ til at viderebringe rådgivernes løfte om, at ”man vil lære fremadrettet”.

Det gjorde embedsmændene også, da de negative virkninger af de rabiate ideologiske centraliserings-, standardiserings- og besparelses-”reformer” i statslige organisationer som SKAT viste sig til stor overraskelse for alle andre end de med konkret indsigt i praktisk skatteligning.

Der plejede heller ikke at være omfattende offentlig svindel eller korruption i Danmark.

Problemet er i meget stor udstrækning, at embedsmændene tillades at anvende et ordvalg, der ikke indebærer ansvar for dem selv. Med sprogligt sløseri sikrer embedsværket, at politikerne ikke skal tænke over sagerne, og dermed ikke får ansvar for at staten konfronterer også ubehagelige, mulige begivenheder.

Rådgiverne burde, på trods af at det ikke er velkomment, i overensstemmelse med sandheden altid gøre det klart, ”at (den negative udvikling) ikke kan udelukkes”.

Men evnen til at forudse negative konsekvenser er stærkere hos de, der har konkret saglig indsigt, en de med generaliserende, teoretiske forvaltningsuddannelser. Og den første kategori er der nu kun få af i toppen af embedsværket.

HISTORIKERES FORSTYRRENDE VIDEN
Hvis jeg havde været samfundsfaglig generalist og teoretiker kunne jeg sove trygt uanset alle tiden problematiske udviklinger. Men jeg blev officer og derefter historiker med fokus på 20. århundrede, hvor det er bruddene i udviklingen, der træder frem. Det uforudsete i det århundrede, var ofte forudseeligt, men varslerne blev oftest bagatelliseret og negligeret som politisk ubekvemme og derfor dømt usandsynlige.

Her står ikke mindst udbrud af krige, flygtninge-migrantbølger, økonomiske kriser samt staters og hidtil velfungerende politiske systemers først træthed og så sammenbrud som klare eksempler.
Det 20. århundrede så antiautoritets generationsoprør i slutningen af 1960’erneog igen nu flere steder i verden, smitsom ideologisk hjernebetændelse som først den munkemarxistiske i 1970’erne, så den fundamentalistisk-liberalistiske virus i 1990’erne og endelig patologisk romantisk nationalegoisme.

Alle disse bevægelser havde og har tydelige forstadier, hvor konstateringen af, at det nok er et kort og uskadelig udvikling, som man kan ignorere og lade rinde ud uden forståelse og engagement.
Som historiker fokuserer man naturligt på bruddene samt deres årsager og konsekvenser, og mindre på mellemperioderne af stabilitet, hvor det normalt kun er på overfladen, at alt fortsætter, som det plejer at gøre.

ANSVARSFORBEREDTE PROFESSIONER
Med hensyn til én profession, ingeniørerne, synes selv politikere og generalistiske forvaltere at forstå, at det nok er bedst, at man lytter til deres forudsigelser.

Det er også meget vanskeligt at slippe for personligt ansvar, hvis man (på skrift) ignorerer dem, og det så går synligt og grueligt galt.

Også prognoserne fra en anden profession, lægerne, er de fleste motiveret til at respektere, i hvert fald på det individuelle plan.

Ved begge professioner er det centrale element ansvarlige anbefalinger bygget på prognoser over alternativer. Og i begge professioner er det de professionelle selv, der – igen under ansvar – skal føre de besluttede løsninger ud i livet.

Derved adskiller de sig normalt fra den generelt samfundsvidenskabeligt funderede forvalter, der ikke selv har konkret viden og færdigheder, der skaber evnen til at lede en praktisk udførelse.

Ingeniører og læger deler i øvrigt vilkår med den professionelle militære planlægger og chef, dvs. officerer, der i hvert tilfælde tidligere kombinerede et professionsrettet uddannelsesforløb med praktisk militær ledelseserfaring.

Sådanne officerer er som både planlæggere og chefer personligt ansvarlige for at udvikle handlemuligheder samt derefter identificere risici på grundlag af prognoser for, hvad modstanderen kan og måske vil gøre. Og som ingeniøren og lægen vil officeren selv eller andre militære være ansvarlige for, at føre den besluttede handling ud i livet.

DET UØNSKEDE KAN SJÆLDENT UDELUKKES
At noget ubehageligt og potentielt katastrofalt ikke plejer at ske betyder normalt samtidig, at ”det ikke kan udelukkes”.

Ved at anvende denne sidste formulering kan man begrunde, at den uønskelige udvikling gennemanalyseres med henblik på at identificere også negative konsekvenser. Derved bringer rådgiveren ansvaret op til politikerne, hvor det naturligt bør ligge. Og dermed får offentligheden og politikere bedre muligheder for at se mulige alvorlige problemer og reagere i tide.

Indtil videre lever ”Plejer” trods det uerkendte stærkt skrøbelige helbred dog i bedste velgående.