Month: August 2017

En gruppe italienske faldskærmsjægere med pansret køretøj som vagter foran det skæve tårn i Pisa 14.8.2017

Det umiddelbart indlysende
Politiet er blevet presset af ekstra opgaver såsom politisk krav om midlertidig grænsebevogtning, vagt ved terrormål og af en åben bandekrig, som hverken korpset selv eller politikerne har noget svar på. Samtidig er Politiet hæmmet af enhver organisations og personelorganisationers vanskelighed ved at tænke uden for boksen og gøre noget nyt (jævnfør min tidligere blogartikel).

For vores politikere er det indlysende fornuftigt at anvende Forsvarets personel – læs Hærens menige og sergentgruppe – til at hjælpe politiet med at løse vagtopgaver, der ikke kræver politimæssig sagkundskab eller rutine.

Hæren (bortset fra Den Kongelige Livgardes vagt ved de kongelige slotte) har jo ikke noget fornuftigt at lave, da man jo ikke længere kunne finde pÃ¥ at sende enheder til fjerne lande, og da enhver ved, at NATO er sÃ¥ stærk, at i hvert fald Danmark ikke er truet i de fÃ¥ Ã¥r indtil den evige fred indtræffer. Mange andre lande gør jo det samme med deres landstyrker. Store dele af de franske og belgiske hære er pÃ¥ terrorvagt – som de italienske elitestyrker ovenfor.

Det nedbrydende og reelt farlige. Først det nedbrydende
Anvendelsen har imidlertid den omkostning, at landenes hære hurtigt bliver ubrugelige til deres opgave. For at forstå hvorfor, er det hensigtmæssigt både at se en hær som sammenligneligt med både et stort orkester og med en stor kompleks virksomhed som eksempelvis et hospital.

Kvaliteten i en hær afhænger for det første af den fælles grundlæggende uddannelse af den enkelte soldat. Det er her, at man bl.a. lærer de færdigheder, der anvendes under simpel vagttjeneste. Men denne uddannelse skaber ikke andet end en jævn hob af vagter, ikke en anvendelig organisation.

Landmilitær effektivitet forudsætter for det første, at soldaten derudover uddannes i mindst én specialiseret funktion, her sammenligneligt med musikerens instrument, og som for musikeren kræver soldatens effektivitet konstant og mere øvelse, hvor denne aktivitet skal foregå i varierende stadig mere krævende situationer som musikerens i forskellige musikstykker.

Som musikeren i orkestret skal soldaten ikke alene mestre sit instrument, han skal kunne gøre det i et tæt samarbejde med de andre i sin enhed. Samarbejdet/samspillet skal blive så rutineret, tillidsfuldt og tæt, at det foregår, uden at man behøver at tænke på det (også som på et godt, sammenspillet fodboldhold).

For at de mindste hærenheder kan virke effektivt og uden risiko for kammerater og andre, skal såvel grunduddannelsen, specialuddannelserne og samarbejdet bringes op og holdes på et højt niveau. Dette nødvendige niveau kan kun holdes, hvis enheden er fuldt bemandet og at bemandingen er stabil. Det er den samtidige og jævnt fremadskridende uddannelse af en hel enheds soldater sammen, der gør, at en værnepligtenhed kan nå et så højt efter et lille års tid, at dette er meget vanskeligt at opnå for en enhed af kontraktsoldater, hvor en del hele tiden udskiftes.

Som også for hospitalet, skal det grundlæggende delelement i en hær både kunne arbejde gnidningsløst sammen med andre tilsvarende elementer (på hospitalerne afdelingernes vagthold) og med andre specialafdelinger og støtteelementer. Dette samarbejde mellem forskellige funktioner kræver for hæren vedkommende større, langvarige og krævende feltøvelser o.l., hvor ikke mindst lederne lærer deres funktion i praksis med de problemer, som aldrig opstår i teorien. Der skal her være tale om feltøvelser, der også øver indsættelse i ekstremt belastende og komplicerede kampsituationer.

Uanset hvilken hær, vi taler om, vil anvendelsen til løsningen af ikke-militære opgaver hurtigt nedbygge alt andet end den grundlæggende færdighed, som opgaven kræver. Folk, der afgives til disse opgaver, vil være fraværende, så enheden hurtigt taber kvaliteten som et orkester, hvor et stort antal musikere anvendes som dørmænd eller billetsælgere for at hjælpe på koncertsalens budget.

Men for en hære som den nuværende meget lille danske, vil yderligere fravær fra enheden hurtigt blive kritisk undergravende. Her er det allerede i forvejen umuligt for enhederne at nå mere end et middelmådigt uddannelsesniveau, bortset fra i situationer, hvor uddannelsesrammen er forberedelsen til en konkret mission:

* Her, hvor stram økonomi sammen en ineffektiv og ufagligt baseret personelforvaltningsfunktion bÃ¥de giver store “huller” i enhederne og manglende frihed til at kompensere lokalt.
* Her, hvor alle fra general til menig er ansat med fast timetal uanset funktionens behov og med pligt til at afspadsere alt overarbejde
* Her, hvor man i forvejen og i fremtiden i stigende grad ikke alene er fraværende fra sin enhed med henblik på faglig efteruddannelse, med også væk til civilt kompetencegivende kurser.

Fra dansk feltøvelse, der både rutinerer soldaten i de grundlæggende færdigheder og hans/hendes speciale under vanskelige vilkår i samspil med kammeraterne, med også gør det under samarbejde med andre funktioner

Men det er også farligt
Det virker måske afskrækkende for amatør-terrorister, at der foran synagogen eller menneskemængden ved rockkoncerten står et par soldater foran deres pansrede køretøj med beskyttelsesvest og automatiske stormgeværer, som på billedet ovenfor fra indgangen til Pisa-tårnet.

Men som vi ved fra begivenhederne den 30. januar 1972 i Nordirland, kan det hurtigt ændre sig til en katastrofe, hvis soldaterne bliver beskudt eller tror sig beskudt. PÃ¥ “Bloody Sunday” var det ikke italienske, men britiske faldskærmssoldater, der sÃ¥ sig under angreb og besvarede ilden. Dengang døde fjorten og tolv blev kvæstet, pÃ¥ trods af at den tids hÃ¥ndvÃ¥ben var langt mindre effektive end moderne stormgeværer.

Med normale unge, primært kampuddannede soldater på terrorvagt vil det være langt lettere for målbevidste terrorister at fremprovokere en tragedie, end det vil være med modne politifolk, uanset disses bevæbning. Det er et helt naturligt resultat af deres forskellige uddannelse. Det hjalp ikke i Nordirland, at der var tale om veluddannede elitesoldater. Som 4. maj 1970, hvor det var frivillige deltidssoldater fra Ohio National Guard på Kent State University, kom situationen ud af kontrol og endte i en tragedie.

Fra Kent State University i maj 1970, hvor fire blev dræbt og ni sårede.

Som terrorvagt kan heller ikke bandebekæmpelse være en militær opgave. Kun tankeløst uansvarlige kan tro andet.

Fra tragedien i Nordirland i 1972.

Men hvad så ved grænsen.
Politiet har et behov for assistance, så noget skal ske. Løsningen ligger lige for. Der er ikke behov for at ødelægge resten af hæren ved at sende dens soldater til grænsen. En langt bedre mulighed findes i Hjemmeværnets Politikompagnier. Det er i forvejen et hjælpepoliti, der siden Den Kolde Krig har haft politifolk som chefer og befalingsmænd.

Antallet af disse kompagnier kunne forøges i området nord for grænsen. Politiet kunne tage styrken mere alvorligt, vise det ansvar for kompagnierne, de har, og med inspiration fra Marinehjemmeværnet kunne de og SKAT påtage sig at give egnede medlemmer målrettet uddannelse til grænsetjenesten. Marinehjemmeværnet løser i stor udstrækning løser Søværnets opgaver i hjemlige farvande med frivillige, som har skaffet sig de nødvendige civile uddannelser som navigatører, kommunikatører og teknikere. Med voksne politifolk fra grænselandet som befalingsmænd og med disse politihjemmeværnsfolk fra samme region som rygrad, ville man kunne skaffe sig en langt mere lokalforbundet, målrettet og fleksibel hjælpepolitistyrke end de kommende politikadetter, der grundlæggende starter på den rekrutuddannede soldats niveau.

Politiet burde tage deres ansvar for politikompagnierne alvorligt, udbygge, uddanne og udruste dem til grænsevagtsopgaven

Men hvad så som vagter ved terrormål.

Hjælpen bør ske igennem militærpolitiet.

Forsvaret har en uddannet ordenspolitistyrke, der sådan set er egnet til at hjælpe, men militærpolitiet er alt for lille til at hjælpe på et meningsfuldt niveau. Det vil være spild at anvende personellet fra Jæger- og Frømandskorps til vagtopgaver, det bør anvendes til direkte støtte til Politiets Aktionsstyrke i løsningen af langt mere krævende opgaver.

Terrorvagtopgaven bør løses på anden måde, og Danmark er så heldig, at vi råder over en meget stor pulje af grunduddannet og velegnet personel.

Livgardens uddannelse til vagttjenesten ved de kongelige slotte skaber robuste, tålmodige og disciplinerede soldater. Den forbereder til tjeneste i direkte kontakt med befolkningen, hvilket væsentligt mindsker risikoen for tragedier. Der uddannes hvert år et stort antal værnepligtige til vagtkompagniet, og fra styrken af tidligere soldater i kompagniet kunne der rekrutteres det nødvendige antal egnede til en militærpolitireservepulje. De skulle for en årlig kontraktsum samt løn under anvendelse forpligtede sig til eksempelvis seks ugers vagttjeneste årligt i eksempelvis fire år. De egnede kunne forberedes på et 3-4 måneders kursus, der blev gennemført af Forsvarets Militærpoliti og Politiskolen. Herefter kunne de, som bestod og fik kontrakt, blive udnævnt til militærpolitikorporaler.

Tidligere soldater fra Den Kongelige Livgardes Vagtkompagni – som disse to gardere – bør anvendes til hurtigt at opbygge militærpolitiet med en stor, landsdækkende reservestyrke af folk pÃ¥ rÃ¥dighedskontrakter.

Efter skyderiet

Vi ved, at banderne er rekrutteringssted for islamistiske krigere.

Vi ved, at folk fra IS og andre terrororganisationer kan vende tilbage til dem.

Vi ved, at banderne og rockerorganisationer ser sig som separate uden for vores samfund og har deres egne normer og “rets”-system.

Vi ved, at de virker på tværs af landegrænser, også fordi det fremmer de kriminelle muligheder.

Vi ved, at de anvender pres og vold til at opnå deres mål.

At opfatte banderne som et begyndende oprør har væsentlige fordele.

Det er dog væsentligt først at understrege, at det ikke betyder, at der skal anvendes militært personel mod banderne. Det ville nemlig være indlysende skadeligt, fordi inddæmning og undergravelse at et oprør må ses som det, det er: et politisk efterretningsdrevet politiprojekt.

Det, som det betyder, er, at alle involverede klart forstår, at indsatsen må være efterretningsdrevet for at virke effektivt uden at fremprovokere negativ reaktion. Efterretningerne, der kan føre til politiindsats, skal være bygget på et stadig bedre efterretningsbillede.

Efterretningerne mÃ¥ som under ethvert oprør først og fremmest hentes fra lokalsamfundet, som “opmuntres”, presses eller købes til at bidrage – og derefter beskyttes effektivt mod hævn.

Efterretningerne skal også komme fra tidligere eller aktive bandemedlemmer, der presses/købes til at bidrage, og derefter beskyttes. Fængselophold for de straffede og ureformerede bandemedlemmer skal gøres maksimalt belastende gennem korte ophold og mange flytninger mellem institutionerne.

Endeligt skal efterretningerne suppleres igennem en tæt tilstedeværelse og monitering (med alskens moderne midler) fra politiet side i bandernes områder.

At man skal lade sig inspirere af erfaringer fra moderne oprørsbekæmpelse betyder ogsÃ¥, at politiets magelige rutineoptræden – ved patruljering og visiteringszoner – mÃ¥ forstÃ¥s som groft ineffektiv. Det er den af den simple grund, at modstanderen ogsÃ¥ kan tænke og straks tager højde for disse skridt, der sÃ¥ mister deres effekt. De er ligesÃ¥ dumme og ineffektive, som hærens forudseelige kontrolposter og patruljering fra stadigt Taliban-moniterede baser i Helmand var det.

Forudseelig og derfor ineffektiv patruljeproduktion i Helmand

Overborgmester Frank Jensen har ret, der skal straks etableres mobile politistationer på Nørrebro og i Nordvest.

De skal bemandes med en kombination af uniformeret og civilklædt personale, hvoraf nogle har rødder i lokalområdet eller andre tilsvarende ghettoer. Stationerne skal have delvis skiftende bemanding for at undergrave bandernes mod-efterretningstjeneste.

Ledelsen af efterretnings- og politiindsatsen skal, som under oprørsbekæmpelse, gives klart og entydigt og have delegeret myndighed.

Som ved oprørsbekæmpelse bør også indsatsen mod banderne styres af politisk logik.

I mulig udstrækning skal der tages politisk-økonomiske skridt, der mindsker risikoen for rekruttering og loyaliteten til banderne, og man skal se og indrette sig på, at der er tale om en informationskrig om lokalbefolkningens og ikke mindst børnenes sjæle.

Forsvarspolitik bygget på den selvfølgeligt ahistoriske kombination af naiv og arrogant intuition, der VED, at:

Organisationer (som specielt Hæren) er:
> Øsle med menneskelige og økonomiske resurser
>> Ubegavet reaktionære
>>> Dovent forsvarende egeninteresser

Fordi disse ikke-innovative ikke ved/vil indse, at vi, der har ret, derfor ikke vil argumentere for det åbenbart rigtige, nemlig:
1) At andre i udlandet eller i den civile verden har smartere løsninger, som kan kopieres direkte [selvfølgelig skal man søge inspiration overalt, men anvendeligheden i dansk militær sammenhæng er langt fra givet, og kopiering uden udnyttelse af professionel erfaring og indsigt vil med stor sikkerhed undergrave den militære effektivitet]
2) At fortiden er irrelevant for fremtiden, hvilket bl.a. gør det indlysende, at danske styrker aldrig kommer i krig igen [en helt utroligt arrogant og overfladisk holdning]
3) At dette ogsÃ¥, fordi hæren nu er beskÃ¥ret til et minimum, hvor den kun lige kan klare Livgardens BlÃ¥ Vagt og Gardehusareskorten, sÃ¥ der er blokeret for, at fremtidens politikere igen kan sende den til et sted som Irak eller Afghanistan [betyder blot, at de, der sendes alligevel af regeringerne – nu som “rÃ¥dgivere” – er langt dÃ¥rligere forberedt og støttet]
4) At dette er godt, fordi det er indlysende, at danske hærstyrker ikke kan løse nogen reel forsvarsopgave [håber vi, men allerede nu gælder det kun for Danmark vest for Bornholm og hvis vi nægter at bidrage substantielt til det fremskudte forsvar af NATOs østgrænse]
5) At dette heller ikke er nødvendigt, for NATO er meget stærkere end Rusland [kun korrekt, hvis en konflikt bliver lang, global og ikke optrappes til generel kernevåbenkrig; Rusland har en klar overlegenhed indledningsvis i Europa]
6) At det er indlysende, at idéen om at retablere danske reservestyrker viser mangel på innovationsevne [inden for rammen af realistiske forsvarsbudgetter er opbygningen af reservestyrker med kadrer og materiel den eneste vej til at sikre fleksibilitet og udholdenhed af strukturen]
7) At det er indlysende, at kontraktansatte soldater er både billigere, mere motiverede og dygtigere end værnepligtige på grund af, at de er lønnet for 37 timers tilstedeværelse pr. uge, dette selv om enhederne sjældent er samlede pga. afspadsering efter øvelser, m.m. og i fremtiden for at kunne få civil erhvervsbevis under tjenesten [som så meget andet bygger dette synspunkt ikke på erfaringen; de eneste ulemper ved værnepligtige er, at deres uddannelse kræver hårdt arbejde og engagement af kadrerne så uddannelsen er indlysende meningsfuld, at man derfor kan forklare dem, hvorfor vi tager deres tid, dvs. at der er et klart behov for den styrkestørrelse og den adgang til også den bedste del af ungdommen giver]
8) At da vi ikke skal i krig mere, er det indlysende, at militær ”ledelse” og professionalisme ud over sjakbajsniveauet er både unødvendigt og anakronistisk for Danmark, og vi vil nødigt præsenteres for argumenter, vi ikke kan forstå [men præmissen er jo desværre tvivlsom]

Fordi behovet er så indlysende, er det spild at tid at forstå og undersøge grundlaget for den eksisterende organisation

Da andre innovations-organisationsentreprenører-reformatorer-konsulenter med videnskabelig statskundskabsteoretisk baggrund allerede igennem tyve år har demonstreret deres evner inden for andre dele af den offentlige sektor, herunder SKAT, er der ingen grund til at forholde sig kritisk til virkningen på Forsvaret. Forsvaret fik allerede nær-dødelige doser af indlysende forsvarsinnovationsreformer i 2004 og 2013. Der er her ikke engang behov for at anvende penge på endnu en konsulentrapport, for alt er jo fortsat indlysende, ikke?

Desværre er disse generalistiske, indsigtsblinde organisationsentreprenører ikke alene, nÃ¥r vi taler om Forsvaret. Al for mange – ogsÃ¥ af organisationens højeste grader – er kun professionsbærere i den forstand, at de optræder i uniform som kejserens nye klær. De har overset, at en profession ikke sikres gennem det par teoretiske kurser, der stempler ud til forfremmelse. Den opretholdes for officerer som for læger kun gennem livslang kritisk og Ã¥ben nysgerrighed, konstant flid og studier, hvor egen og andres praktisk erfaringer og voksende modenhed giver grundlag for stadig større indsigt. I deres skadelige selvtilfredshed følte de aldrig behov for faglig debatdeltagelse, klarede sig ved at tilegne sig Alliancens og Finansministeriets skiftende buzzwords og sikrede gennem deres destruktive eksempel, at den efterfølgende generation er blevet som de selv. De har nu specielt i hæren skabt en træg masse, der ikke har bevaret evnen til faglig genopbygning. Forsvaret er takket være dem og deres samarbejde med den første gruppe af “innovatorer” langt mere ødelagt og mere demoraliseret, end hvis en udenlandsk fjende havde gjort det under en besættelse.

.

Et konkret resultat af de to gruppers samarbejde er følgende: For 25 Ã¥r siden havde Danmark det bedste officersuddannelsessystem i landets historie, og den resterende generelle videregÃ¥ende uddannelse var – selv efter lukning af et niveau for at spare penge – sÃ¥ god, at den søgtes af udlandet, selv om eleverne skulle kunne dansk eller et andet nordisk sprog for at gennemføre den. Det centrale resterende problem var, at man ikke havde vilje til at begrænse elevskaren til de motiverede og kvalificerede, hvilket gjorde uddannelsen dobbelt sÃ¥ dyr og fraværsbelastende for enhederne, som den burde have været, og de uegnede og umotiverede hæmmede den fulde udnyttelse af rammen.

Nu er den grundlæggende teoretiske officersuddannelse på niveau med uddannelsen til menig politibetjent, men i modsætning til i politiet indeholder forsvaret meget begrænsede rammer for den relevante praktik, der skal konsolidere fagligheden. Nødvendige efteruddannelser er ved at blive fjernet. Den videregående uddannelse er nu blevet en professionsfjern og substansløs samling af teoretiske moduler, gennemgået uden, at der stilles krav om reelle adgangsforudsætninger, hårdt arbejde eller fordybelse. Tilbage er en blanding af fjernundervisning og tilstedeværelse til lidt orientering og diskussion. En uddannelse, der hverken kvalificerer til professionel indsats eller til relevant civil beskæftigelse. I politiet vil både efteruddannelser og muligheden for at tage en juridisk akademisk uddannelse være fagligt meningsfuldt.

Men når den evige fred er på vej, er det jo ligegyldigt, bortset fra de mange milliarder der spildes og den øgede risiko for landet, de ansatte og deres familier, og ligegyldigheden over for vores mere udsatte allierede, som tabet af faglighed indebærer, indtil dette mål nås.