Month: January 2023

(Billedet viser norske, sydkoreansk producerede, K9 Vidar haubitser. Tilsvarende også i de finske, estiske og polske hære. I Polen vil pjecen også blive licensproduceret)

Der er krig i Europa. Den optrappes nu. På russisk side er man på vej til at mobilisere økonomien til en krigsøkonomi, man har mobiliseret 300.000 mænd og har nu annonceret en forøgelse af de væbnede styrker med 50 %. Yderligere mobilisering må derfor forventes.

Konflikten opfattes som identitetstruende og dermed eksistenstruende i Rusland, i Ukraine og er det reelt også for Vesten. Derfor er man undervejs med en yderligere optrapning af den militære hjælp til Ukraine, og Danmark bidrager efter en evne, der dog begrænses af de dybe og brede nedskæringer af Forsvaret igennem fyrre år. Specielt de sidste ti år har reelt lammet organisationens evne til at operere og udvikle sig.

Indtil nu har Danmark og resten kun været ramt af forholdsvis uproblematiske cyberangreb, forstyrrelser af GPS-signaler og ukendtes angreb på energiinfrastrukturen. Det er endnu usikkert, om denne krig også kommer til at ramme vores land mere direkte senere i et forløb, hvor ingen nu kan se enden.

Vi håber og satser på, at konflikten afsluttes hurtigt med et for Ukraine tilfredsstillende forløb, men det er desværre langt mest sandsynligt, at krigen vil vare op til flere år længere.

At den ikke spredes, afhænger også af, om Vesten, herunder Danmark, hurtigt genopbygger en overbevisende selvforsvars- og derigennem afskrækkelsesevne. Til dette hører en genopbygget evne til at opretholde samfundets funktioner i en eventuel krig.

Danmark står over for at skabe en ny langtidsordning for Forsvaret. Det sker ved indgåelse af politiske forlig. Det er begrænset hvor meget vi kan beslutte at gøre, før denne ramme findes. Men da situationen kræver en klar markering af regeringens syn på alvoren og behov for klare signaler, meddeler regeringen allerede før forligsforhandlingerne.

1) At forhandlingerne også vil omfatte Beredskabet, dvs. totalforsvaret af samfundets funktioner under katastrofe- og krigsforhold. For at forberede forhandlingerne vil regeringen straks kontakte de andre nordiske lande, der har samme eller beslægtede traditioner og organisation for at løse opgaven. Vi ved, at de er længere end Danmark, og vi vil gerne lære.

2) At den øgede anvendelse af værnepligten, der nok bliver besluttet i forhandlingsforløbet, bliver kønsneutral. Derfor tager Forsvarsministeriet allerede nu kontakt med de relevante myndigheder i Sverige og Norge for at lære af deres erfaringer.

3) At materiel fra Forsvaret, der besluttes overdraget til Ukraine – straks og med overgribning – afløses af tilsvarende materiel af typer, der allerede er operative i partnerlande. Det sker i et tæt samarbejde med disse. For at undgå yderligere demoralisering og kompetencetab i dansk forsvar, anvendes eventuelt leje af materiel for at sikre kontinuitet. Ikke at gøre dette ville jo demonstrere pinlig uduelighed samt og manglende ansvarlighed i Forsvarsledelsen.

Det er afgørende for regeringen, at befolkningen ved sin reaktion viser forståelse for situationens alvor. Dette betyder, at landet igen må forberedes til forsvarskrig for om muligt at hindre, at denne krig bliver en realitet. Danskerne kan dog glæde sig over, at opgaven af bl.a. geografiske årsager på nogle områder er lettere end fra 1949 til 1989. Det meste af landet ligger mindre udsat. Kun Bornholm er truet af andet end bombardement og specialstyrker.

GENERELT

NÃ¥r Hærens fremtidige “Knytnæve”, 1. Brigade, omtales i offentligheden, fÃ¥r man stadig det indtryk, at alle ser den som et hus, der blot skal bygges færdigt. Men dette giver et helt fejlagtigt billede af processen og problemet.

Hvis man man endelig skal anvende et relevant billede, er brigaden som en cirkusby, der til stadighed skal have tilført nye folk på grund af afgang og nye opgaver.

Den skal med kort varsel kunne flyttes til et nyt sted og her tilpasse sig behovet dér. Det er som en levende organisme, der enten tilpasser sig eller bliver ineffektiv og irrelevant.

Men i øvrigt er brigaden slet ikke i nærheden af noget som helst meningsfuldt endnu. Det er et skelet, hvor selv “armene” er blevet sammensat med manglende knogler, og hvor støtteapparatet, “benene” i stor udstrækning mangler. Personellets og kadrernes angivelige gode uddannelse og professionalisme bygger sÃ¥ledes ikke pÃ¥ en erfaring med, hvordan helheden skal virke.

Den har ikke engang en personelstyrke, der gør det muligt at holde en bataljon udsendt af gangen, ikke engang sammen med resten af hæren. Selv en så simpel opgave vil kræve en samlet styrke i Hæren på vel omkring otte bataljoner (hvilket svarer til en halvt års udsendelse hvert fjerde år. Dvs. at begge brigader hver havde fire store bataljoner.

Rødderne til den nuværende ene meget lille 1. Brigade lå i idéen i K-notatet for godt 15 år siden: Hæren skulle koncentrere sig om at udvikle en panserbrigade, der skulle være sammensat og specialiseret i med kort varsel at rykke med allierede (læs helst USA) ud til steder som Irak for derefter sammen med den hovedallierede at rykke hjem efter et halvt år.

Da denne brigade skulle ud med en stormagt til en begrænset opgave over for en underlegen fjende, behøvede den ikke at være sammensat til at virke selvstændigt mod en ligeværdig modstander (bl. a. med et selvstændigt luftværn, stærkt panserværn og en robust feltmæssig logistik).

For ca. ti Ã¥r siden blev denne begrænsede ambition reduceret yderligere, og Hærens felthær blev reduceret til tre “battlegroups” (dvs. bataljonskampgrupper).

Men ved indeværende Forsvarsforlig, der jo blev indgået efter 2014-invasionen af Øst-Ukraine, blev målet om at opbygge brigaden genoptaget. Det skete dog på en måde, der ikke udnytter også danske erfaringer igennem 50 år med hvordan man kan skabe samarbejdede enheder. Med den valgte organisation vil man aldrig kunne sikre samarbejdede og umiddelbart klargjorte enheder. For de elementer, der rutinemæssigt og friktionsløst straks skal kunne samarbejde (som infanteri, panserværn, kampvogne, overvågningsmateriel og direkte støttende morterer), er fordelt i specialiserede regimentspuljer over hele landet. Dvs. at cirkusset skal samles i mange uger før sæsonen til intensive og krævende øvelser for at blive klar.

Ud over dette strukturproblem er brigadens tre infanteribataljoner alt for små, dvs. personelsvage, til at kunne løse de kampopgaver, man må kunne give en bataljon. At landets eneste panserbataljon ikke er underlagt brigaden, men blot en uddannelsesorganisation, der skal sende kampvognseskadroner til de tre uafbalancerede og ekstremt svage infanteribataljoner, gør at projektet efter smag er til grin eller gråd.

For at kunne løse kampopgaver, understreger al logik og erfaring, at bataljonerne som andre steder i verden skal op på tre ens infanterikompagnier.

Den simpleste og billigste måde ville være at samle de tre kompagnier med CV-90-infanterikampkøretøjer i én af de tre bataljoner, de tre kompagnier med med Piranha 5-transportkøretøjer i en anden af bataljonerne, og anskaffe nye CV-90 vogne til den tredje bataljon.

Derudover skal brigaden råde over en panserbataljon for at kunne løse selvstændige kampopgaver som i forsvaret af Baltikum. Hvor brigaden, når fuldt opbygget, i dag råder over ni kampunderafdelinger, er behovet erfaringsmæssigt seksten.

I øvrigt afspejler brigaden ikke virkelighed og krav til en indsættelse i Baltikum, hvor den meget lave troppetæthed betyder, at en brigade vil have et meget stort “rum” uden for de sandsynlige angrebsakser om vejene, der bør kunne overvÃ¥ges og hvor en uventet fjendtlig fremrykning vil kunne sinkes … dag og nat.

Det eneste område, hvor brigadens organisation synes i balance, er på ingeniørområdet, hvor man råder over de tre panseringeniørkompagnier, der erfaringsmæssigt er behov for i en brigades ansvarsområde.

Artilleriafdelingen eller efterretningsbataljonen mangler åbenbart den artilleri-målopklaringskapacitet, der ville gøre det muligt at udnytte ATMOS-pjecernes rækkevidde. For ikke at tale om PULS-raketkasternes.

Organisationen mangler ogsÃ¥ de bevæbnede droner, selvmordsdroner samt overvÃ¥gningsdroner, der herefter mÃ¥ forventes at blive et centralt element i enhver “symmetrisk” kampsituation, i særlig høj grad nÃ¥r lav troppetæthed. Det synes afgørende for mulighederne herefter, at brigaden gives rÃ¥dighed over et kompagni, der sammen med artilleriafdelingen kontrollerer de forskellige typer bevæbnede droner og vÃ¥bendroner.

EN SKITSERET RELEVANT ANVENDELSE OG DE ORGANISATORISKE KONSEKVENSER

Lad mig herefter behandle, hvad der skulle ske med brigade og Hæren, hvis Danmark forstod og besluttede, at vi også er forpligtet til at være solidariske over for truede NATO-medlemmer, og ikke kun andre over for os. Hvis vi med indledningsvis denne brigades værdi ville deltage i forsvaret af Alliancens østgrænse. Her forudsættes, at den indsættes i et 35-40 km bredt rum i Baltikum i nordøst-Letland/sydøst-Estland (mellem Aluksne og hovedvejen mod Pskov), og en basen med forbindelsen hjem i den store lettiske havn Liepāja 450 km mod nordvest.

Lad mig først se på, hvad der så skal opbygges logistisk bag brigadens egen logistikbataljon, der med sit/sine forsyningskompagni(er), sanitetskompagni (med hovedforbindeplads og ambulancekapacitet) samt vedligeholdelses-(dvs. værksteds-)kompagni med bjærgnings-, reparations- og reservedels- og komponentdepot) og vil være placeret vest for brigaden.

Det for det første er stærkt tvivlsomt, om denne bataljon på vel 400-500 personer med de nødvendige kompetencer kan opstilles med kontraktpersonel.

For at kunne støtte “cirkusset” pÃ¥ den anden side af Østersøen, vil Søværnet eller allierede krigsskibe og fly skulle anvendes i eskorte.

Styrken i Baltikum må have en forankring hjemme, der sikrer en stadig uddannelse af alle de mange typer personer, der indgår i brigaden og støtteorganisationen, dels for at opretholde styrken ved normal afløsning og dels for at kunne erstatte tab.

For at erstatningspersonel er rettidigt til rådighed skal der findes en såkaldt personelerstatningsenheden ved basehavnen i Letland, hvis styrke må vurderes at skulle opretholdes på 10-15 % af brigadens og den logistiske bases styrke. Her kan personellet være indsat i bevogtningstjeneste.

I den nok internationale base og dennes fremskudte del mod den godt 400 km længere mod øst indsatte brigade skulle placeres et dansk feltlazaret med helikopterambulanceelement, og i basen skal have dansk erstatningsmateriel til afløsning af alle typer af brigadens materiel samt en reparationskapacitet der kan gøre, at selv alvorligt skadet materiel kan gøre brugbart igen. Endvidere skal basen indeholde alle typer danske forsyninger, herunder ammunition, brændstof og forplejning, så brigadens logistikbataljon kan holdes forsynet, og dansk en transportkapacitet, der kan bringe forsyningerne frem inden for rækkevidde af denne logistikbataljon, og eskorte-, bjærgnings- og ingeniørelementer, der kan sikre og støtte transporterne. Det er mit skøn, at hele NATO-basestrukturen (ud over personelerstatningsenheden) vil kræve en bemanding på mindst i størrelsesordenen 1.000.

Brigaden mangler akut forsvar mod fly og bevæbnede og selvmordsdroner, herunder dronesværme. Da dette forsvar også skal dække basen og den logistiske indsats fra denne til og hele brigadens område, vil der blive tale om en meget betydelig investerings- og styrkeindsats, sandsynligvis to meget store luftværnsbataljoner med varieret bevæbning.

Som ved logistikdelene er det ikke realistisk at regne med, at andet end de tekniske og føringskadrer kan være fast- eller kontraktansat. Resten må skaffes gennem en værnepligtsuddannelse og efterfølgende tjeneste, specialt af folk med relevant civil baggrund.

Ud over områderne omkring de sandsynlige angrebsakser ved veje, vil der være et rum på vel 20-30 km, der kun kan overvåges og sikres mod fjendtlig brug, hvis brigaden også råder over en stor opklaringsbataljon med et stort antal delinger udrustet med overvågnings- og selvmordsdroner, lette opklaringskøretøjer (ideelt nok en blanding af den tyske Fennek og et let spejderkøretøj som den israelske Mantis med en kraftig udrustning af panserværnsvåben og mulighed for at trække på ildstøtte fra artilleri og morterer). Denne bataljons størrelse og sammensætning forudsætter fastlæggelsen af en mulig konkret forsvarsopgave, der kan virke dimensionerende for organisationen og styrende for aktiviteterne, som opgaverne under Den Kolde Krig gjorde for Hæren dengang.

OPBYGNINGEN AF DEN NØDVENDIGE RAMME FOR BRIGADEN KAN KUN SKE GENNEM VÆRNEPLIGTSUDDANNEDE RESERVEENHEDER BEMANDET MED PERSONEL PÅ RÅDIGHEDSKONTRAKT

Det grundlæggende problem med den nuværende brigade, dens svaghed og de manglende muligheder for at supplere og støtte den, er at man ikke som tidligere kun bygger bemandingen på fast og kontraktansat personel i de funktioner, hvor dette var og er absolut nødvendigt, eksempelvis hvor funktionsuddannelsen er så kostbar, at den ikke ofte skal gentages.

En balanceret og støttet dansk enhed af den størrelse kræver som tidligere en meget stor del, som er uddannet gennem en funktionsbestemt værnepligtstid og derefter er til rådighed i reserven i vel omkring fem år.

Gamle soldater med min erfaring husker, at sådanne målrettet uddannede værnepligtige og de enheder, de bemandede, ikke var dårligere end stampersonelenheder. Specielt ikke hvis de var blevet godt motiveret under grunduddannelsen, og fordi de medbragte deres civile forudsætninger og færdigheder. Det var i øvrigt sådanne blandende enheder, Danmark sendte i krig i Afghanistan, uanset at de under udsendelsen havde fået kontrakt.

Alt brigadens personel vil således være på kontrakt, enten til normal tjeneste eller til rådighedstjeneste i reserven.

For at sikre dygtige og sammenarbejdede enheder, må reservesoldaterne knyttes til funktionen og enheden af en rådighedskontakt, der vel indebære samling og videreuddannelse af vel 4 uger årligt, men kontraktbeløbet også bestemt af reservesoldatens civile uddannelse og erfaring. Beløbet skal også hæves, hvis reservesoldaten tager en periode med tjeneste, eksempelvis til udsendelse.

Eksempelvis logistikbataljonens vedligeholdelseskompagni være bemandet af værnepligtsuddannede civile mekanikere på rådighedskontrakt.

Dvs. at grunduddannelsen til brigaden altid er rettet mod en kontraktansættelse, enten til start af tjeneste ved en af brigadens fredstidsenheder, eller til rådighedskontrakt. For at sikre, at reservesoldaterne reelt er til rådighed, gør tidligere erfaringer, at kontrakten kun giver en lille del af beløbet for rådighedspligten, langt hovedparten tjenes under rådighedstjenesten.

Grunduddannede værnepligtige, der ikke tegner rådighedskontrakt med brigaden, reserveplaceres ikke i denne, men i en bevogtningsdeling i lokalforsvaret.

Også kampenhederne må der være en blanding af ansættelsesformer for at sikre personelstyrken. Når en godt bedømt soldat opsiger sin tjenestekontrakt og forlader enheden tilbydes han en rådighedskontrakt med samme bataljon, bl.a. således at det bliver muligt at opstille det nødvendige tredje infanterikompagni. Hvis vedkommende ikke ønsker rådighedskontrakt overføres han til brigadens personelerstatningsenhed.

For at brigaden skal kunne løse sine opgaver, vurderes det nødvendigt at reserven er så stor, at den bringer den samlede personelstyrke inklusive erstatningsdepotet på op på 20 % over organisatorisk styrke. Dette sikrer også, at brigaden selv ved afgivelser kan være til rådighed for uddannelse og udsendelse.

For at kunne gå tilbage til en blandingsbemanding, må man i øvrigt målrettet justere for samfundsudviklingen i en ny værnepligtslov. Det er dels nødvendigt at værnepligten skal være kønsneutral. Dels er det nødvendigt at dybdeforstå og indrette sig efter, at uddannelsen af en god værnepligtsenhed skal have karakter af et fremadskridende projekt som et sportshold, hvor en motiveret uddannelseskadre følger og træner dem hele vejen. Det forudsætter at kadren under værnepligtsuddannelse af en enhed ikke er underlagt de normale arbejdstidsregler eller begrænsninger på overtidsbetaling.

Hvis man skulle vælge at gøre brigaden til en styrke ved at forøge den med de beskrevne enheder og ved forøgelse af styrken af de eksisterende enheder, vil man konstatere at “halen” af støtteenheder vil udgøre en meget betydelig del at den samlede enhed.

Man kunne dog med den nødvendige ændring til den blandede bemanding forholdsvis let gøre strukturen lidt mere rationel ved at øge størrelsen af felthæren til mere en denne ene brigades små enheder. Hvis den resterende kaserneinfrastruktur blev fuldt udnyttet, kunne man uden problemer tredoble antallet af kampbataljoner, hvis man anskaffede våben og anden udrustning til dem.

Men det forudsætter alt sammen, at miraklet skulle ske, at partierne gennem et ydre chok bringes til at forstå, at også Hæren skulle genopbygges til at have mening.