TANKELØS DRIFT MOD KATASTROFEN (DEL 1)

Katastrofen er med stor sandsynlighed på vej

Lige nu, er vi to eller tre dårlige valg fra NATOs endeligt, afslutningen på Den Europæiske Union og måske afslutningen på den liberale verdensorden, som vi kender den (Anna Applebaum, november 2016 (citeret i Weekendavisen 29-12-2023)) Det første valg var netop i 2016, det andet er i 2024. Det tredje bliver ikke nødvendigt.

Ukraine er hårdt presset, Trump kan vende tilbage, og Europa mangler en plan: »Vores strategi er håb« (overskrift i Information 30-12-2023).

Dette indlæg følger og diskuterer, hvordan vi søvngængeragtigt kom dertil og intet gjorde rettidigt.

Vi forsøgte ikke engang at beskrive og konfrontere problemet, hvilket ville være det lillebitte første skridt i et forsøg på at håndtere det.

At vi blot spinnede Kejserens nye klær, tager ingen ansvaret for.

Pga. total uansvarlig amatørisme har vi nu ikke tid til at gennemføre skridt, der kan afværge eller inddæmme den ødelæggelse, Applebaum forudså.

Jeg vil her undlade at komme ind på det allermest kritiske problem: det nu sandsynlige tab af det i hele NATOs eksistensperiode allermest centrale amerikanske bidrag til Europas sikkerhed: De amerikanske kernevåben.

***

Søvngængeriet

For det går jo nok fortsat fint.

Afghanistan gik fint, indtil det pludselig kollapsede. Helt uforudseeligt!?

Ukraine. Bortset fra nogle gale amerikanske efterretningsfolk var alle for to år siden enige i, at Rusland ikke ville angribe. Alt andet var da uforudseeligt?!

For et år siden var man nervøs for, om Ukraine ville være i stand til at administrere sin snarlige sikre militære sejr klogt. For det var helt sikkert, at forårsoffensiven ville vælte de stakkels uduelige russere. Helt sikkert!?

Nu forventer man, at de nuværende fastlåste fronter vil fortsætte som i 1. Verdenskrig. Alt andet er da helt uforudseeligt og utænkeligt!?

“Fastlåsningen” skal udnyttes til at opnå en forhandlet kompromisfred med Rusland, for uanset, hvad dette land siger og gør, er det da for almindelige mennesker helt utænkeligt og uforudseeligt, at russerne ikke også længes efter fred.

Man ignorerer, at fronterne dengang ikke fortsatte med at være fastlåste, for den ene part vandt – efter logikken i nedslidningskamp – pga. talmæssig og materiel overlegenhed.

Russerne står jo på den anden side af Ukraine over for det NATO, som er overvældende meget stærkere end dem … insisterer man.

Man ignorerer ignorerer imidlertid helt, at NATOs militære styrke og afskrækning af Rusland helt hviler på USAs militær. Vesteuropa har ikke vekslet ret meget af sin økonomiske styrke til militær magt og er slet ikke startet med at gøre sig umage.

I den manglende militære indsats er Danmark absolut førende.

Nu er i første omgang den amerikanske støtte til Ukraine er kollapset på grund af blandingen af kujoneri, højreradikalisme og opportunisme hos Republikanerne.

USAs fortsatte dominerende rolle i Europas sikkerhed er akut og alvorligt truet.

I bedste fald snart vil den hurtigt blive drastisk mindsket for at støtte inddæmningen af Kina. I værste fald vil det ske som en punkteret ballon fra begyndelsen af 2025.

Det ignoreres på strudsevis og som af de tre aber.

Noget sådant anses på trods af en entydig tendens som helt utænkeligt, fordi det, hvis det sker, vil være så forfærdeligt, forfærdeligt krævende på alle tænkelige områder.

Så vores politiske ledere har valgt i nu tyve år at nøjes med en selvtilfreds, uanalytisk og ukritisk sikkerhedspolitisk rådgivning.

De formelt ansvarlige rådgivere finder dette udmærket.

Alternativet er ikke faldet dem ind:

Det som fortsat burde være sket på de sikkerhedspolitiske områder, er, at de relevante statsinstitutioner, herunder efterretningstjenester og relevante ministerier jævnligt havde udviklet prognoser for alle de mulige hovedforløb.

Det skulle som minimum været sket, når et aktuelt eller fremtidig sikkerhedspolitisk problem trængte sig på eller overraskende opstod.

Det skulle så naturligvis ske under inddragelse af specialister med den nødvendige ekspertise (i sikkerhedspolitikken økonomisk, militær, regionalpolitisk og -historisk for pågældende land og region).

Under hvert muligt hovedforløb måtte de sandsynlige konsekvenser for Danmark og allierede skitseres, også det mest uønskede/ubehagelige forløb.

At vores land er lille, fjerner ikke ansvaret for at tænke selv over for befolkningen og dens fremtid. Landets i omfang begrænsede analysebureaukratier gør ikke evnen til at se og konkludere klart mindre …

På dette grundlag måtte de mulige/nødvendige reaktioner på forskellige områder identificeres, der kunne at mindske skader og risici.

Det var gældende for Irak, for Afghanistan og for Ukraine. Man valgte uselvstændigt og ukritisk at lægge sig i halen på en indlysende fejlagtig analyse og afledt dybt strategi, der blev dybt risikabel ved en klart manglende sammenhæng mellem mål og midler.

Den indenrigspolitiske fordel for de ansvarlige embedsmænd og deres formelt ansvarlige politikere, var, at man kunne fralægge sig ethvert ansvar for nederlaget, uanset at dette i tilfældet Ukraine med stor sikkerhed vil føre til en katastrofe for andre end ukrainerne.

I tilfældet Ukraine kan enhver med kendskab til Rusland fortælle, at krigen kun var midlet til at fjerne USA militært fra Europa og derigennem underlægge os alle kravet om tilpasning til ethvert russisk behov og krav.

At det går den vej er tydeligt for selv de tre aber i det japanske tempel, der regerer som danske sikkerhedspolitiske rådgivere.

Der skulle ikke på forhånd defineres et mere “sandsynligt” forløb, fordi dette vil fjerne opmærksomheden og ansvaret for beslutninger, der ville være nødvendige, hvis forløbet bliver anderledes og eventuelt mere krævende end det bekvemt sandsynlige.

Når det faktiske forløb blev klarere, skulle myndighederne løbende fastlægge, hvilke fejlvurderinger, der var opstået i prognosearbejdet.

Dette skulle ske for at lære, rettidigt.

***

Den sikkerhedspolitisk centale rådgivningsmyndighed var tidligere og er fortsat Forsvarets Efterretningstjeneste.

Indtil tjenesten i 2010 som et brud med efterkrigstidens rolle fik civil chef (Thomas Ahrenkiel fra Udenrigsministeriet) havde den siden sin etablering 60 år tidligere ikke (som derefter) været et hjælpsomt politiserende embedsmandsapparat. At det varede næsten tyve år efter 1990, før råddenskaben satte ind, kan bl.a. have været en funktion af, at tjenesten i perioden skulle varsle om trusler mod udsendte danske soldater. Men det kan også skyldes, at chefen, til slut Finn Hansen, havde officersbaggrund.

Før 1991 havde dens hovedopgave være at varsle om krigsrisiko og om militære trusler mod Danmark.

I 2010 havde man endnu ikke reelt befriet regeringen for ansvaret for at lede og tage vanskelige og upopulære beslutninger rettidigt.

Det skete derefter ved at tjenesten fast konkluderede, at politisk ubehagelige, hypotetiske udviklinger var mindre sandsynlige.

FE var dog selv under Den Kolde Krig selvvalgt delvis blindet af, at man undlod at inddrage egen side i analysen, hvorfor man systematisk “overså” de svagheder, som kunne være centrale for at tolke mulige fjenders angrebsforberedelser.

Ansvaret for denne sammenholdende analyse var Forsvarsledelsens ansvar, og derfor var Forsvarschefen dengang FEs øverste chef.

Men i 2010 var der jo ikke længere farlige militære trusler mod Danmark, som krævede ikke-politiserende, faglig analyse.

(Illustration: De tre aber fra Tōshō-gū helligdommen i Nikkō, Japan, fra flickr.com)

Podcast: https://web.24syv.dk//audio_clips/330930