Som den finske analyse i satellitoptagelserne af de russiske hindre og befæstningsarbejder viser, har de russiske ingeniørtropper anvendt de sidste mange måneder til at øge forsvarsmulighederne i de besatte dele af Ukraine.
I forvejen var det “Vestlolland”-lignende åbne og flade terræn meget vanskelig at angribe i, når forsvareren konstant har fuldt overblik, har direkte skydende våben med en rækkevidde der kan udnytte det åbne terræn samt mulighed for at skabe artillerioverlegenhed.
De russiske ingeniørtropper bygger på en lang stolt tradition for diskret, men professionel indsats i næsten 170 år og Eduard Totlebens indsats i Krimkrigen i forsvaret af Sevastopol. Man har også den fordel, at der i Sovjettiden blev udviklet og anskaffet maskiner til hurtig gravning af stillinger, udlægning af miner og gravning af pansergrave.
De nye stillinger udnytter terrænets fordele fuldt ud, omfatter velbeskyttede skyttegrave og ildstillinger for tunge våben, samlet i dybe stillinger med flere linjer, og med flere sådanne dybe stillinger bag hinanden.
I modsætning til ved erobringen af Kherson vest for Dnipro kan ukrainerne ikke afskære forsyningerne til stillingerne, som som de kan ikke, som de gjorde dér sidste år, ikke komme ind bag det forreste stillingsområde og “rulle det op” fra siden og bagfra.
Så hvis den russiske hær koldt og velovervejet udnyttede den militærvidenskabelige “forsvarsinfrastruktur”, som dens ingeniørtropper har skabt for dens kamp, vil det skabe en tragedie for ukrainerne.
Men dette synes nu ikke at være tilfældet. Stillingens virkning forudsætter, at man lader de ukrainske angribere trænge ind gennem de første skyttegrave, så man udnytte hovedkamplinjen bag denne og samtidig ramme angriberen i siden.
Men heldigvis synes den russiske hær ikke at have den politiske frihed og professionelle tålmodighed til at kæmpe således. Man reagerer nu på den ukrainske offensiv med hektiske og derfor kostbare modangreb for at generobre de forreste skyttegravsstillinger.
Lad os håbe, at denne optræden fortsætter.