Jeg har brugt et langt liv til at studere, forstå og frygte åbne krige i alle deres afskygninger. Fra beslutningerne om at starte dem til vanskelighederne ved at afslutte. Jeg accepterer deres nødvendighed i nogle situationer, men forstår også deres ofte uforudseelige forløb, med altid tragiske virkninger for de involverede samfund og for menneskeskæbner samt tab af økonomiske muligheder.
Forstår Clausewitz’ som altid akutte indsigt i kriges iboende tilbøjelighed til at blive optrappet mod en total form, kun (måske) tøjlet lidt af praktisk træghed og tøvende politikere. Husker hans erkendelse af, at folkeretlige begrænsninger er noget, som krigens natur gør til at fremmed element, som ofte bliver glemt eller fravalgt under pres fra opinionen.
Jeg forstår, at man var lykkelig, da den daværende kolde krig blev afsluttet for godt 30 år siden, og at man indhøstede “fredsdividenden” af den ikke truende situation. Men det, der skete derefter og stadig sker er i retning af at afvise den tids situation og valg som som unødvendige og evigt irrelevante er dybt dumt og uansvarligt.
Alt for mange, herunder specielt redaktionen af 2005 DIIS-redegørelsen om Danmark under Den Kolde Krig, beskrev truslen fra Sovjetunionen dengang som klart overdrevet og nok en grundfalsk og skadelig fiktion. Vestens anstrengelser under etableringen af afskrækkelses- og forsvarsstyrker var i bedste fald kun overdrevne. Måske var de selve kernen i problemet, fordi de førte til en reaktion, der igen optrappede situationen.
Man må sige nu, at Ruslands invasion af Ukraine og efterfølgende stadig mere totale krigsførelse sætter DIIS-redaktionens opfattelse og konklusioner i pinlig og skarp refleks, for den russiske nuværende ledelse blev formet i Sovjetunionens sikkerhedsstyrker kerne og fører åbent og stolt dens læring videre. Nu i modsætning til dengang uden nogen ideologiske kejserklæder.
Derfor ser jeg det som grotesk og absurd, at man med mediernes fanfarer lige nu nedlægger REGAN VEST som deres markering af, at den tid heldigvis er fjern og anakronistisk historie. Vi er nu i en dybt kritisk situation, der kun i allerbedste fald og med hurtig, beslutsom optræden om nogle år kan huskes som en ny kold krigs indledende fase.
Men hvis vi skal være så heldige, skal vi hurtigt retablere tidstilpassede gentagelser af Vestens daværende koldkrigsoptræden.
I hvert land må der genskabes et “totalforsvar” af befolkningen og af samfundets nu ændrede og mere sårbare funktioner. Dette forsvar må til stadighed opdateres og testes i samspil med dette lands nabolande.
I hvert land må der genskabes et militært forsvar tilpasset til den nu anderledes geostrategiske situation og trussel. Det tilpasses allierede både logistisk og operativt, så den samlede afskrækkelses- og forsvarseffekt både giver synergi og markerer alliancesolidaritet. Dette sidste sker i rammen af en ny geografisk opgavefokuseret kommandostruktur med udpegning af øremærkede forstærkningsstyrker.
NATOs tidligere koordination af medlemmernes militære og totalforsvarsberedskab og styrkeopbygning genskabes og afprøves straks ved krævende øvelser, indtil rutine er på plads igen.
Jo hurtigere koldkrigsrammen retableres, desto større sandsynlighed for, at konflikten ikke bliver det modsatte af kold og derigennem meget let den endelige krig om menneskehedens fremtid.