Først lidt om russerne og kampvogne. I modsætning til briter, franskmænd, amerikanere og i begyndelsen tyskerne, så de sovjetiske militærreformatorer i 1930’erne ikke kampvognen som en pansret hest med opgaven at bekæmpe modpartens pansrede heste eller en kørende bunker til hjælp for det angribende infanteri.
Den Røde Hærs ledere erkendte, at kampvognen var en terrænmobil, beskyttet kanon, der kunne løse forskellige opgaver, herunder også de to, som de vestlige traditionalister så som de eneste (og som jeg har oplevet som dominerende blandt kolleger under min aktive tjeneste fra 1964 til 2004).
Kulminationen af den russiske erkendelse blev den 31-32 ton tunge T-34/85 fra 1943, der var ekstremt robust, billig og let at masseproducere og simpel at vedligeholde. Erkendelsen styrede sovjetisk kampvognsudvikling i godt tyve år.
Efter Ukrainekrigens første måneder blev kampvognen som våbensystem endnu engang dømt ud som forældet, som det første gang var sket under Den Spanske Borgerkrig, anden gang efter første fase af Yom Kippurkrigen i 1973 og tredje gang efter historiens afslutning tyve år senere, da de var provokerende under fremtidens fredspolitiopgaver.
Men efter den ukrainske offensiv tidligere i september i år er kampvognen ikke længere dømt ud. Det er indlysende, at de ukrainske kampvogne har bidraget til at gøre offensiven mulig. Det er sket ved at anvende dette våben som kernen i tæt samvirkende små enheder af netop kampvognene, infanteri i pansrede køretøjer, minerydningsmateriel, luft-(og drone-)værn, droner og artilleristøtte. Uden kampvognenes kraftige, direkte og præcist skydende, langtrækkende kanoner ville der mangle et kerneelement.
Men hvorfor fortsætter offensiven så ikke bare? Da man angiveligt ikke har haft væsentlige tab kunne man jo bare hælde diesel på vognene og fortsætte igennem det rådnende russiske forsvar?
For at forstå det, må man erkende og forstå moderne kampvognes problemer og begrænsninger.
En moderne kampvogn er en ekstremt tung og kompleks monstermaskine på næsten to gange den simple T-34/85. Vægten kræver en meget stærk maskine, der presser transmissionen og undervognen, der stadig skal efterses og vedligeholdes af besætningen for at holde vognen kørende uden problemer. Det er ikke som en moderne bil, som man kan regne med kan køre og virke, når man sætter sig ind i den.
De tunge, leddelte stålbælter, der muliggør kørsel igennem mudret terræn, giver yderligere problemer, Dette specielt under kørsel på vej, der reducerer brændstofforbrug og øger fremrykkehastigheden. Her betyder bælterne, at vognen udsættes for kraftige rystelser, der kan mindskes, men ikke fjernes, ved at sætte gummipuder på bælteleddene. Rystelserne belaster både besætningen og alle vognens dele.
I min tid som kampvognsofficer var den mest sårbare del i forhold til rystelserne den tids elektronik, herunder tårnstabilisering og radioerne. Senere er det den skydetekniske kombination af optik og elektronik, der skal kunne sikre præcis skydning på meget store afstande. Rystelserne gør, at den korrekte stilling af det computerstøttede sigte i forhold til kanon og andre våben løbende bør kontrolleres og justeres.
Rystelserne øger træthedsbelastningen på besætningen i høj grad, og dette er også tilfældet for besætningerne i de andre pansrede bæltekøretøjer i det samvirkende taktiske hold, kampvognene indgår i. Min erfaring er, at jo lettere køretøjer, jo værre er rystelserne.
Uanset løbende kontrol og småvedligeholdelse opbygges der hurtigt et behov for en pause til mere omfattende vedligeholdelse og småreparationer, når en pansret enhed og specielt en kampvognsenhed er indsat. Efter en uges krævede brug som under offensiven i Kharhiv Oblast, har de ukrainske pansrede enheder behov for en pause for at kunne genopbygge effektiviteten.
Under offensiven er det også blevet klart, at førere og besætningsmedlemmer bør udskiftes pga. sammenbrud eller demonstrerede svagheder. Der vil derfor være behov for mulighed for efteruddannelse.