Author: Michael Clemmesen

Det var ikke skæbnebestemt. Det var slet ikke givet, at Vestens indsats skulle lide samme skæbne som da briterne og russerne gentagne gange mellem 1839 og 1989 forsøgte at opnå en geostrategisk dominans over landet og dermed området mellem Central- og Sydasien.

Forløbet fra 2001 til nu skyldes først og fremmest manglende amerikansk viden og interesse. Hertil kom grov militær selvovervurdering hos alt for mange i Pentagon – med Donald Rumsfeld i spidsen – for tyve år siden.

Den anden centrale faktor bag udviklingen var (og er) den pakistanske ledelses (dvs. generalernes) opfattelse af geostrategisk nødvendighed. Krigen er ved at blive tabt, fordi Vesten valgte at ignorere, at den egentlige modstander var den pakistanske hær, der i en tålmodig og målrettet, men fleksibel, indsats i over fyrre år ville sikre sig en venligsindet regering i Kabul.

På et langt mere underordnet niveau bidrog uprofessionelt fumleri (også dansk) under den velmenende indsats til det tumpede forløb i de afghanske provinser.

Artiklen er en senvirkning af de diskussioner, jeg havde med etnografen Klaus Ferdinand i 1980’erne, da vi i DR1s Orientering skulle kommentere modstanden mod de sovjetiske besættelsestropper. Jeg havde midt i 1970’erne gjort FN-tjeneste i Kashmir parallelt med, at jeg som del af mit historiestudie på København Universitet arbejdede med Sydasiens historie efter 1850. Det skete under kyndig vejledning af Indien-historikeren Benedicte Hjejle. Ferdinand fik mig til at udvide min læsning og interesse til også at omfatte Afghanistans skæbne. Det har fortsat siden.

Hvis jeg skal nævne en enkelt forfatter, der bredt beskriver og forklarer forløbet i de sidste 50 år, er det eksil-pakistaneren Ahmed Rashid, herunder bl.a. hans “Descent into Chaos: The world’s most unstable region and the threat to global security” fra 2008.

GEOSTRATEGISK GRÆNSEBUFFER
Det centrale område i konflikten er bjergområderne langs grænsen. De stadig lavere bjergkæder fra det vestlige Himalaya danner en fysisk barriere mellem sletteområdet syd for den centralafghanske bjergmassiv Hindukush og sletteområdet i Pakistan vest for Indusfloden. Bjergområdet er befolket af et ujævnt netværk af primært pashtunske bjergstammer, der i Afghanistan traditionelt har domineret landet politisk.

Grænselinjen igennem området blev i 1893 fastlagt af briten Mortimer Durand og opkaldt efter ham. Den tog ikke hensyn til stamme- eller familieforhold i de tæt forbundne befolkninger nord og syd for linjen. Den blev kun modstræbende accepteret af den afghanske emir ved afslutningen på Den Tredje Afghanske Krig i 1919. Stammerne syd for Afghanistan skal i Pakistan som tidligere i Britisk Indien kunne virke som irregulære første grænseforsvarere.

For at undgå, at grænsestammerne gennem civilisationspåvirkning mistede deres krigeregenskaber etablerede briterne et politik- og offentlig forvaltningsfrit område omkring grænsepassene syd for Kabul. Denne praksis blev overtaget af Pakistan og området blev opretholdt som Føderalt Administreret Stammeområde (F.A.T.A.). Dette formelt lovløse og fattige område blev i den pakistanske politiske virkelighed direkte, men løst styret af specielle agenter og lokalt rekrutterede paramilitære elementer fra hæren.

DEN AFGHANSK-PAKISTANSKE GENSIDIGE INTERVENTIONSKRIG
Situationen blev dramatisk forværret fra 1973. To år tidligere var Pakistan efter et katastrofalt nederlag til Indien blevet reduceret til landets vestlige del. Indien havde interveneret militært til fordel for Østpakistans selvstændighed.

Nu havde Mohammed Daud Khan ved kup afskaffet det afghanske kongedømme. Han forsøgte sammen med landets kommunistpartis to fraktioner og officerer uddannet i Sovjetunionen at modernisere landet. For at legitimere sit kupstyre slog han ind på en aggressiv udenrigspolitik rettet mod det svækkede Pakistan.

Ikke alene skulle pashtuner nord og syd for Durand-linjen samles i et Storafghanistan med navnet “Pashtunistan”. Den nye stat under afghansk ledelse skulle også omfatte Baluchistan, dvs. hele den vestlige del af det tidligere Vestpakistan. Fra baser i Afghanistan blev anti-pakistanske kræfter derfor bl.a. støttet med våben.

Dauds kampagne for et stor-Afghanistan under et nyt navn blev korrekt set som en eksistenstrussel mod Pakistan. Det skulle også ses i sammenhæng med, at arvefjenden Indien og Dauds Afghanistan var knyttet sammen som samarbejdspartnere med Sovjetunionen.

Jeg kørte hjem fra FN-tjenesten i marts 1976 gennem Afghanistan. Det skete via Kabul, Kandahar og Herat videre til Iran. Det var i Muhammad Daud Khans periode, hvor fjendtlighederne med Pakistan blev indledt med hans forsøg på at destabilisere den svækkede sydlige nabo.

Den pakistanske hær opfattede sig som garanten for landets overlevelse som en muslimsk stat, og efter hærchefen Muhammad Zia-ul-Haq i juli 1977 havde overtaget magten i landet ved et kup, blev Dauds udfordring taget op. Efter Daud var blev snigmyrdet i april 1978 af afghanske kommunister, indledtes et oprør mod Kabulstyret, der straks blev støttet fra Pakistan. Kampene førte til voksende flygtningestrømme ind i Pakistan. Her blev de samlet i store lejre. Disse blev rekrutteringspuljer og baser for den pakistanske støtte til oprøret.

Som en del af hærens redefinition af Pakistans identitet og eksistensberettigelse allierede Zia sit styre med landets radikale islamistiske politiske kræfter. Dette valg bestemte også prioriteringer af støtten til de forskellige dele af den afghanske opposition. Denne pakistanske militære indsats mod Kabul har med enkelte mere lavintensive faser nu varet uafbrudt igennem mere end fyrre år.

Det eneste, der ændrede sig med den sovjetiske intervention i slutningen af 1979 til støtte for den afghanske “revolution”, var at den pakistanske indsats nu fik massiv amerikansk støtte. Denne blev givet i rammen af Vestens kamp mod Sovjetunionen. Den pakistanske militære ledelse sikrede sig, at den amerikanske støtte ikke fandt sted direkte. Den blev kanaliseret via Pakistans militære efterretningstjeneste ISI, der støttede og anvendte islamistiske kræfter i sin indsats.

UDNYTTELSEN AF SOVJETS INVASION
For Sovjetunionen var målet med den militære intervention i Afghanistan altid begrænset, og styrkerne i landet skulle kun sikre hovedbyerne, hovedvejen mellem disse, og de baser, der støttede operationerne her. Det betød, at de sovjetiske styrker næsten konstant var i defensiven og søgte at forbedre deres situation gennem modoffensiver med rensningsoperationer støttede af bevæbnede helikoptere og flybombardement.

Dette betød, at de bl.a. amerikansk finansierede baser på den pakistanske side af grænsen kunne virke uhindret, og at alle forsøg på at lukke grænsen blev forgæves.

Fra 1986 søgte Sovjetunionen at sikre en intern forsoning under Mohammad Najibullah. Han skabte gennem kompromis med regionale ledere, dvs. krigsherrer, en stabilisering, der skulle muliggøre, at de sovjetiske styrker kunne overlade sikkerheden til afghanerne og forlade landet. Tilbagetrækningen blev afsluttet i februar 1989.

Krigen havde kostet anslået mindst en million afghanere livet, og omkring fem millioner var flygtet, de fleste til lejre i Pakistan, hvor ISI kunne rekruttere og målrettet udvikle den radikalt islamistiske del af den afghanske opposition.

Det lykkedes Najibullah at inddæmme og standse åbent pakistanskstøttede angreb selv efter den sovjetiske militære tilbagetrækning. Men med Sovjetunionens sammenbrud og opløsning standsede finansieringen. Det undergravede den afghanske præsidents mulighed for at kunne bevare kontrollen over landet. I 1992 måtte han afgive magten, og da USA ikke var interesseret i at støtte FNs forsøg på at stabilisere situationen, indledtes nu en fire års ødelæggende borgerkrig. CIA ønskede et afghansk sammenbrud og en sovjetisk ydmygelse som hævn for Vietnam.

Borgerkrigen sluttede først, da det i 1996 lykkedes den nye pakistansk-støttede, islamistiske Taleban-bevægelse at erobre Kabul. Talebans indsats blev fortsat støttet af ISI, men med sejren i Kabul var tjenesten nu fri til at anvende sine baser til at udvide og støtte oprørsindsatsen mod hovedfjenden Indien i Kashmir.

BIPRODUKTET AL-QUEDA
Under krigen mod den sovjetiske tilstedeværelse havde ISI også anvendt ikke-afghanske frivillige. En gruppe af disse var under ledelse den saudiarabiske rigmandssøn Osama Bin Laden. Han dannede efter den sovjetiske tilbagetrækning kamporganisationen al-Qaeda. Den skulle fortsætte en hellig krig mod dem, man så som Islams fjender, herunder først og fremmest USA med allierede. Fra 1992 opererede man mod USA fra Sudan, men i 1998 flyttede Bin Laden til det Taleban-kontrollerede Afghanistan, hvor han etablerede sine internationale træningslejre. Hans internationale krigere støttede også Taleban i kampen mod de resterende modstandere i den afghanske borgerkrig. Reelt overtog al-Qaeda som en gøgeunge den internationale ledelse af Talebanværten.

USA VIDERE EFTER SEJREN
Efter al-Quedas angreb på USA blev den pakistanske diktator, general Pervez Musharraf, afkrævet støtte til den amerikanske invasion af Afghanistan, der jo var rettet mod Taleban, Pakistans skabelse og allieret. Men USA søgte heldigvis for Pakistan ikke at blive involveret i langvarige kampe eller genopbygningen af Afghanistan. Den internt svage Musharraf kunne ikke kontrollere ISI, og tjenesten blev heller ikke afgørende stækket af sin amerikanske partner CIA.

ISI blev givet mulighed for at evakuere ikke alene sine talrige egne operatører i Afghanistan til Pakistan. Med fulgte også et stort antal Taleban- og al-Queda-krigere, og som vi ved blev Bin Laden placeret i en nordpakistans garnisonsby. ISIs træningsbaser for vennerne blev genskabt.

USA gjorde bevidst heller ikke gjort forsøg på at hindre Talebans og al-Quedas tilbagetrækning over grænsen efter sejren. Den amerikanske regering havde allerede før denne besluttet at udnytte situationen til hurtigst muligt fortsætte til Irak.

Som George H.W. Bush havde gjort ti år tidligere, valgte sønnen George W. Bush i 2002 at droppe virkninger af investeringen i Afghanistans fremtid og overlade udnyttelsen af denne til den pakistanske hærs national-islamistiske ledelse.

Stabiliseringen efter sejren blev stærkt hæmmet af, at der ikke længere var kendte og derigennem legitime modstandsledere til rådighed at overdrage til. Den Nordlige Alliances leder, tadsjiken Ahmad Shah Massoud, var blevet myrdet af al-Queda den 9. september, og den naturlige pashtunske leder, Abdul Haq, var senere blevet dræbt af Taleban i et forsøg på at komme ind i landet. De tabte måtte afløses af den tøvende, intellektuelle pashtun Hamid Karzai og Massouds hjælper, den altid ambitiøse Abdullah Abdullah. De kunne ikke løfte arven, og da slet ikke efter at den amerikanske interesse flyttet til Irak.

De amerikanske vestlige allierede kunne så koncentrere sig om den trælse stabilisering og genopbygning af Afghanistan. Det gik langsomt og tøvende, da man ikke blev drevet af utålmodigt pres fra en engageret amerikansk ledelse.

Den langsomme udvikling betød, at Vesten ikke fik udnyttet den udbredte velvilje skabt af det allerede forhadte Taleban-styres nederlag. Det gav ISI tid til at genopbygge Taleban i fred og ro. Det skete i F.A.T.A. og i Quetta-provinsen syd for den sydvestlige del af Afghanistan.

LIDT OM OPRØRSBEKÆMPELSE
Oprørskrig drejer sig ikke om at erobre og fastholde terræn eller slå fjender ihjel. For de sikkerhedsstyrker, der arbejder for regeringen, er målet at overbevise en stadig større del af befolkningen om, at regeringen kontrollerer fremtiden. Det skal demonstreres, at det er regeringen, ikke oprørerne, der kan levere sikkerhed, retfærdighed inden for loven og samfundets normer samt et økonomisk grundlag for familiens, slægtens og lokalsamfundets fremtid.

Hvis regeringen ikke gennem sin totale indsats konstant demonstrerer, at den vil og kan sikre folk og bedre fremtiden, taber den.

Retfærdighed omfatter i første omgang, at sikkerhedsstyrkernes politimæssige og om nødvendigt militære indsats rammer oprørerne og ikke andre. Det er derfor nødvendigt, at enhver aktion bygger på solide efterretninger, som kun vil være til rådighed, hvis befolkningen tror og satser på, at regeringen vinder. Alle aktiviteter fra sikkerhedsstyrkernes side skal holdes inden for loven. Det betyder også, at sikkerhedsstyrkerne skal være ekstremt tilbageholdende med at anvende magt og specielt relativt unøjagtige våben som fly- og artilleristøtte.

Det indebærer også, at al indsats fra regeringens side skal målrettes og koordineres effektivt under en (personligt) ansvarlig ledelse, der er kendt og respekteret lokalt og som har et robust kendskab til de lokale vilkår. Erfaringsmæssigt kræver dette lang tids tilstedeværelse, sprog- og kulturkundskab og effektiv enhedsledelse af udviklingsprojekter og sikkerhedsindsats.

Ikke alene skal sikkerhedsstyrkerne optræde på et sikkert efterretningsgrundlag. De skal konstant fastholde initiativet ved aldrig at forfalde til rutineoptræden og derigennem forudseelig optræden. Hvis dette glemmes af bekvemmelighed, vil oprørerne kunne tage initiativet og tvinge sikkerhedsstyrkerne til kamp, hvor de må anvende tunge, upræcise våben, der skaber tab og ødelæggelser blandt befolkningen.

Så regeringsstyrkernes indsats skal være klart mere præget af logik som bag regeringsindsats i fredstid end af krigens logik. Hvis oprørerne opnår, at dette ikke er muligt, er de på vejen til at vinde. Det var hvad, der skete efter 2006.

DEN PAKISTANSKE TALEBANOFFENSIV FRA 2006
Det var denne vej til sejr, som Pakistan igennem ISI indledte i 2006, hvor de genopbyggede og nybevæbnede oprørsstyrker fra lejrene i F.A.T.A. og Quettaprovinsen passerede grænsen og indledte oprørskrigen i provinserne på den afghanske side og senere i de mere fjerne nordlige dele af landet. De vestlige lande var på det tidspunkt i ro og mag ved at etablere små militære-civile rekonstruktionshold i de afghanske distrikter, samtidig med at både central- og lokalregeringernes legitimitet blev svækket af korruptionsskandaler.

De vestlige lande svarede på Talebanoffensiven ved endelig af opbygge deres militære styrker i Afghanistan og senere også øge indsatsen for at opbygge den Afghanske Nationale Hær (ANA) og politistyrkerne. Men som det hurtigt blev klart, herunder ved det britisk-danske forsvar af distriktscentret Musa Qala samme sommer, havde de forskellige Talebanstyrker opnået og bevaret initiativet, og det eneste forsøg på at genere oprørerne i deres pakistanske baseområder blev anvendelse af præcisionangreb fra droner mod oprørsledere i F.A.T.A. over for de amerikanske hærenheder i det østlige Afghanistan.

Baserne i det pakistanske Quetta-distrikt, der var udgangspunkt for den oprørsvirksomhed, der bl.a. førte til hovedparten af de danske tab, fik lov til at virke uden sådanne generende droneangreb.

Det eneste forsøg herefter på at få den pakistanskstøttede krigsindsats i Afghanistan under kontrol gennem diplomatisk indsats, var i begyndelsen af Barrack Obamas første periode. Her erklærede man åbent, at der var tale om en krig i to lande og udpegede den tidligere resultatsøgende diplomat Richard Holbrooke som speciel repræsentant til begge landene. Men indsatsen forblev halvhjertet.

Holbrooke var uden opbakning fra Obama og vicepræsident Joe Biden. Han viste sig endvidere som andre amerikanere uden vilje eller evne til lægge effektivt pres på Pakistan og han så det derfor som umuligt at bringe konflikten under kontrol. Han døde, for han kunne når at ændre mening.

Selv da amerikanske styrker fandt, at Osama-Bin-Laden levede som den pakistanske hærs gæst 1 kilometer fra dens officersskole, anvendte hverken USA eller vi selv dette åbne pakistanske forræderi som anledning til at åbent brud. I stedet koncentrerede man sig om at vise hensyn og kompensere for dette pinlige ansigtstab, så man kunne fortsætte samarbejdet.

DET VELMENTE DANSKE RYGMARVSBIDRAG
Den danske indsats i Afghanistan demonstrerede aldrig noget selvstændig forsøg på forstå, hvad situationen reelt drejede sig om eller hvad dette medførte af krav og vilkår til den civile og militære indsats.

Danmark etablerede ikke en nødvendige enhedsledelse over dansk militær indsats og udviklingsprojekter med henblik på at integrere denne i en tilsvarende britisk enhedsledelse. I stedet opfandt man begrebet “samtænkning”. Det skulle skjule, at man ikke kunne eller ville placere al indsats under én af regeringen fuldt bemyndiget person. Jeg tror reelt ikke, at man i Danmark havde gjort sig klart, at dette var nødvendigt.

Danmark ville blot være synlig og hjælpe så godt som muligt, og hvis man forstod, at vores problemer og tab skyldtes pakistansk indsats, fortalte man de ikke til befolkningen.

Det igangværende sammenbrud af den sidste indsats ses som forklaret af de ædle vildes effektive modstand mod fremmed tilstedeværelse.

Det ville være ubekvemt at skulle forklare befolkningen, at problemet skyldtes amerikansk manglende rettidig omhu i først 1992 og så 2002 samt pakistansk militær indsats for at destabilisere og kontrollere nabolandet.

Den danske militære indsats viste ingen selvstændig tænkning om, hvad stabilisering og oprørsbekæmpelse indebærer. Man producerede og sendte nye hold hvert halve år, inklusive en ny ledelse, hvilket undergravede lokalforståelse, kontinuitet og læring. Holdene optrådte med programmeret forudsigelighed men planlagte orlogs- og aktivitetsperioder. Patruljeringen og andre operationer var også i stor udstrækning forudseelig både geografisk og i tid, hvilket lettede oprørernes indsats mod styrken.

SLUT
Jeg er som gammel soldat stolt over de danske enheders mod, gode hensigter og offervilje, specielt nede på gulvet i specialstyrkepatruljer, delinger og kompagnier. Men jeg har som gammel operations- og strategilærer intet positivt at sige om dansk eller allieret professionalisme eller vilje til at konfrontere virkeligheden på højere niveau.

Den manglende amerikanske vilje og evne til at udvikle og fastholde en realistisk strategi undergravede muligheden for en succes. Man gjorde intet effektivt for at afdække Pakistans hykleri og bringe landets diskrete krigsførelse mod Vesten til standsning. At opnå dette ville næppe have været muligt uden at gøre det sikkert, at alternativet ville være, at USA satsede på Indien som sin regionale partner.

Dette sidste er en udvikling, der er på vej, men nu uden virkning på situationen i Afghanistan.

I dag har vi, med alle militære hædersbevisninger, sendt medlem af parlamentets forsvarsudvalg, tidligere forsvarschef og chef for Kaitseliit (det estiske hjemmeværn), generalløjtnant Johannes Kert, ud på sin sidste rejse. Til Kerts minde talte blandt andre næstformanden for parlamentets forsvarsudvalg,

Slægtninge segner,
frænder falder bort,
vi skal alle dø.
Det eneste, som hverken dør eller forsvinder,
er de levendes dom over de døde.

(Yngre Edda)

Kære Laine og Mirjam, børnebørn, Johannes’ slægt og venner!

Dette citat fra den oldnordiske heltesagaer hos Yngre Edda minder os om menneskelivets forgængelighed. Døden kan ikke undgås; det er menneskeskæbnens allermest urokkelige begivenhed, men trods dette rammer den os altid helt uventet.

I den sidste tid gik jeg og Johannes lange ture til Pirita og tilbage igen. Det kan være, at disse gåture var for lange og havde en dårlig indflydelse på Johannes’ hjerte. Eller måske var de for korte? De sidste to uger kom vi ikke længere udenfor en dør. Måske havde det været godt for Johannes, hvis vi var kommet udenfor den dør? Hvad mere kunne jeg have gjort af godt for ham, skulle jeg have gjort eller kunne jeg have gjort? Hvad hvis jeg gjorde noget forkert i forhold til ham, eller hvis jeg lod noget være ugjort? Sådanne spørgsmål præger tankerne på dem, der stod Johannes nær.

Lad de tanker fare! Lad dem bag jer! Kære Laine og Mirjam, gode venner, I gjorde alt, hvad I kunne for Johannes! Mere kunne der ikke gøres, for Johannes’ time var kommet. Han var kommet til sine dages ende. Den sandhed er enkel og endelig.

Hvis man stiller følgende spørgsmål: Hvem er det menneske, hvis beslutninger og gerninger, som mest positivt og blivende har haft indflydelse på Estlands nationale forsvar, så kan vi i dag, her ved Johannes Kerts grav, udsige den kendsgerning: det var ham. Det, at Estland blandt de 10 østeuropæiske stater, som i 2004 blev medlemmer af NATO, var den eneste, som bevarede sin reservehær, er i mangt og meget Johannes’ fortjeneste. I dag forekommer det åbenlyst, at vi lægger stor vægt på de professionelle soldaters uddannelse, at vi har et enhedsbaseret uddannelsessystem for værnepligtige, at universitetsstuderende aftjener værnepligt, og at forsvaret, Hjemmeværnet og det estiske samfund er tæt forbundne. Sådan var det overhovedet ikke i begyndelsen af 1990’erne, og mange forskellige veje lå os åbne. ”Nogle gange er det vigtigste at lære og forstå, hvordan man ikke skal gøre,“ sagde Johannes dengang til mig under en samtale, hvor vi udvekslede tanker om vores tjeneste i den sovjetiske hær.

Forsvaret udformes i dets lederes billede. Johannes så klarere og længere end mange andre; i ham fandtes der også denne ”kloge udholdenhed” i forhold til opnåelsen af mål, som han begærede af andre. For eksempel forstod han vigtigheden af cyberforsvar langt inden, at de fleste embedsmænd i Estland og ikke mindst i NATO forstod det, og han formåede på sin sikre og samtidig diplomatiske måde at gøre det begribeligt for andre.

Magten steg aldrig Johannes til hovedet. Af sit udseende og sin væremåde forblev han den samme godmodige og empatiske Kaitseliit-chef, som jeg mødte i 1990. Johannes var god til mennesker og en god forhandler, som var klar til fornuftige kompromisser, men i principielle spørgsmål forblev hans rygrad altid ubrydelig. Alle udfordringer, som livet og skæbnen bød ham på, tog Johannes beslutsomt og værdigt op.

Da jeg sidst besøgte Johannes’ sommerhus i en afkrog af Saatse-støvlen*, fremviste han med stolthed, hvad han havde nået at gøre der. Han viste mig den unge skov, som han havde plantet til gavn for sine børnebørn. Johannes havde blikket på fremtiden, ikke kun i vigtige spørgsmål, som berører Estlands forsvar og den estiske stat, men også i hverdagen. Han håbede, at han med egne øjne ville nå at se, at hans børnebørn skulle vokse til at blive dygtige mænd. Det blev ham dog ikke forundt. Men der vil alligevel blive dygtige mænd af dem, for de har noget at støtte sig til. Johannes’ arv er betydelig og bestående både i det store og det små. Han overlod intet til tilfældighederne.

Kære Laine og Mirjam, børnebørn, Johannes’ slægt og venner!

Sorg og tab er aldrig lette er bære, men tiden mildner smerten. Johannes er borte, mens hans gerninger og resultater er her for at blive. Erindringen glemmes ikke. Han vil stadig være med os. Jordelivet er slut, men Guds rige bliver evindeligt. Hvil i fred, Johannes!

* Saatse-støvlen er et område på 115 ha på grænsen mellem Estland og Rusland, der i form af en støvle stikker ind i estisk område i det sydøstlige Estland. Meningen er, at det skal overgå fra russisk til estisk myndighed i kraft af de grænseaftaler mellem Estland og Rusland, som er underskrevet, men som afventer ratificering.

Oversætterens anmærkning: Citatet fra Yngre Edda er oversat i fri hånd fra estisk, da jeg ikke på den korte tid, som jeg havde til rådighed, kunne finde originalcitatet. Peter Kyhn

Det er nødvendigt at gå hele vejen tilbage til 1950. Så kan man følge den udvikling, der har medført, at der stadig findes danskere, der mener, at det er af betydning, hvad man kalder den general eller admiral, der har noget loven kalder “kommandoen” over dansk militær.

Det må allerede nu understreges, at ordet “kommando” er groft misvisende i den nuværende situation. Værnenes enheder er kun til rådighed for Forsvarschefen i en meget begrænset grad, og hans indflydelse på deres tilstand er bevidst stærkt begrænset.

Forsvarschefens nuværende rolle kan bedst forstås som, at han er projektansvarlig i en tværgående organisation uden klar autoritet over linjeorganisationens dele.

Det hele kritiske problem med den nuværende organisation er, at der ikke er klare sammenhængende myndigheds- og ansvarsforhold. Denne mangel er, som buketten af skandaler viser, en kræftsvulst, der forgifter, korrumperer og ødelægger organisationen og dens mennesker.

Men at få løst dette problem er næppe lettere and at få Myanmars generaler til at opgive magten.

MINISTERIETS LEDENDE (CIVILE) EMBEDSMÆND ER (I BEDSTE FALD) STÆRKT SKEPTISKE OVER FOR MILITÆRFAGLIGE SYNSPUNKTER
Rammen har altid været en både forståelig og nødvendig kritisk dialog mellem på den ene side det politiske mulige og ønskelige, som departementet i Forsvarsministeriet skal støtte ministeren i at repræsentere, og på den anden side det fagligt militære mulige,som Forsvarets og værnenes professionelle ledelse skal repræsentere og søge at skabe forståelse for.

I de første mange år efter 1950 blev dialogen mellem de to synspunkter lettet af de fælles erfaringer i de foregående ti år og af, at et meget stor del af Departementets embedsmænd var militære fagfolk.

De var håndplukkede, ofte højt uddannede, erfarne karriereofficerer, der havde en del af deres tjenesteforløb i ministeriet. De havde en professionel viden og indsigt, som de militære kommandoer, dvs. indtil 1970 værnskommandoerne, kunne finde irriterende, Men denne fagkundskab i departementet lettede også brobygning.

Denne situation er imidlertid ændret igennem de seneste tredive år, hvor stadig flere embedsmænd med rent civil akademisk baggrund ikke ser de fagmilitære erfaringer og argumenter som vægtige i en situation, hvor Danmark ikke trues af storkrig og invasion. De finder synspunkterne uforståelige og ubekvemme, for i modsætning til officerer er de ikke opdraget til at se katastrofale muligheder som beslutnings- og ledelsesrelevante.

FORSVARSCHEFEN SOM KUN ANSVARLIG FOR FORSVARSFORBEREDELSER OG KOMMANDOEN I KRIG
Men nu tilbage til 1950, hvor situationen var anderledes. Politikernes erfaringer gjorde det indlysende, at der var behov for, at de nu tre værn efter etableringen af Flyvevåbnet ikke planlagde og eventuelt gennemførte hver deres forsvarsindsats uden hensyn til de andre.

Den første forsvarschef, admiral Erhard Quistgaard, fik derfor i fredstid underlagt efterretningsvirksomheden samt et koordinerende ansvar for forberedelserne til landets territorialforsvar i krig. Som leder af den danske delegation i planlægningen af NATO havde Quistgaard værdifulde internationale kontakter, som han kunne anvende i stillingen.

Ansvaret for ressourcer og “anlæg”, dvs. byggeri og materielanskaffelser forblev i Forsvarsministeriet, og de tre værns forskellige myndigheder tog sig af materieldrift og uddannelse direkte under ministeriet.

I FORHOLD TIL NU
På overfladen er denne situation meget lig den nuværende, hvor Forsvarschefen kun har det overordnede ansvar for indsættelse af styrkerne, men da opgaven dengang var territorialforsvaret af Danmark mod et truende stormagtskup eller -angreb, var Quistgaards rolle og det politiske behov for hans fagkundskab dramatisk meget stærkere end general Flemming Lentfers.

Nu er situationen fundamentalt anderledes, fordi ingen centrale danske politikere, toneangivende mediefolk eller civile sikkerhedspolitiske eksperter længere synes at acceptere, at der er eller igen kan blive militære roller for dansk forsvar, som er specielt viden- og færdighedskrævende.

Det ignoreres, at uden en solid baggrund mangler personen med sikkerhed grundlaget for at planlægge og lede operationer under krise og konflikter. Det nødvendige fundament er en årelang konstant faglig interesse, støttende formel uddannelse, praktisk ledelseserfaringer fra varierende, realistiske øvelser eller eventuelt tjeneste i internationale myndigheder i krigszoner. Uden denne kan man heller ikke effektivt repræsentere danske interesser i internationalt militærfagligt samarbejde.

ROLLEFORDELINGEN MELLEM MINISTERIET OG VÆRNENE I KRISE
I sidste halvdel 1960’erne brød den daværende ansvarsfordeling mellem Forsvarsministeriet og de tre værnskommandoer sammen. De allieredes våbenhjælp ophørte, og der var voksende udgifter til stampersonel. Det sidste var et resultat af den stigende modstand mod den først 18 og så 16 måneders lange værnepligtstjeneste, som bar styrkernes indsatsberedskabet.

Nu dækkede det forsvarsbudget, som partierne ville stille til rådighed, ikke udgifterne. Det fik Forsvarsministeriet til at kaste ansvaret for ressourcerne fra sig, og det landede hos de tre værnskommandoer. Af større poster forblev kun “anlæg” i ministeriet.

Men dette skridt løste ikke problemerne for regeringen. For de tre værnskommandoer fremlagde ønsker om deres fremtidige udvikling, som det var umuligt at holde inden for politisk realistiske forsvarsbudgetrammer. At afveje og prioritere mellem de tre værns ønsker var særdeles ubekvemt for regeringspartier, så allerede, før Forsvarskommissionen af 1969 afgav sin rapport i 1973, besluttede man at give det samlede ansvar til Forsvarschefen.

FORSVARSCHEFEN SOM CHEF FOR FORSVARET I BÅDE FRED OG KRIG
Han skulle herefter sammen med en stærkt udvidet Forsvarsstab danne “Forsvarskommandoen”, der afløste de tre værnskommandoer. Opgaverne blev udvidet fra krigsforberedelser og ledelse i krise og storkrig til også at drive og udvikle organisationen i fred.

Den daværende Forsvarschef, general Knud Ramberg fra Flyvevåbnet, var imidlertid ikke klar til at overtage økonomiansvaret. Det skete derfor først, da hærchefen, general Otto Blixenkrone-Møller, blev Forsvarschef fra 1972 til 1977.

Dele af de nedlagte tre værnskommandoer blev som små stabe placeret i Forsvarskommandoen. De fik primært doktrin-,uddannelses- og koordinationsansvar.

Forsvarschefens væsentlige underlagte myndigheder var herefter de tre værns operative myndigheder samt deres tre materielkommandoer.

FORSVARSDEPARTEMENTETS GØGEUNGE
Efter nogle år med den nye struktur nåede ministeriets centrale embedsmænd til den opfattelse, at den nu meget stærke Forsvarskommando ikke var tilstrækkelig lydhør over for politiske signaler.

Dette på trods af, at Forsvarsstaben var givet en “Langtidsplanlægningsgruppe”, der skulle udvikle alternativer til den rene fortsættelse af den eksisterende struktur, der blev stadig dyrere. Forfatteren var medlem af gruppen fra 1979 til 1982.

Da Blixenkrone-Møller var blevet afløst af general Knud Jørgensen fra Flyvevåbnet i 1977, blev den socialdemokratiske minister Orla Møller overbevist af sine embedsmænd om, at man skulle sikre sig kontrol over den politisk “døve” kommando ved at placere sin egen mand i forsvarsledelsen.

Derfor blev oberstløjtnant Gunnar Kjær (“GK”) Kristensen, der var chef for departementets 1. Kontor, udnævnt til generalløjtnant og Chef for Forsvarsstaben. Han skulle på ministeriets vegne fra sin nye stilling kontrollere Forsvarskommandoen under det arbejde med et nyt forsvarsforlig, der samtidig blev iværksat som svar på presset fra NATO for at opnå en forøgelse af forsvarsbudgettet.

Fra 1982 blev udviklingen af Forsvaret fanget i den sikkerhedspolitiske konfrontation mellem den borgelige regering og Socialdemokratiet om sikkerhedspolitikken. Under konflikten blev Langtidsplanlægningsgruppen med det nye navn “Rådgivnings- og analysegruppen” flyttet til Forsvarets Forskningstjeneste. Flytningen skulle give gruppen større frihed til at tænke alternativt.

Den videre udvikling måtte imidlertid afvente det resultat af Forsvarskommissionen af 1988s arbejde, der kom i slutningen af 1989. Forfatteren var menigt medlem af kommissionen.

DEPARTEMENT OG FORSVARSCHEF I SAMARBEJDE
Med først Knud Enggaard og så Hans Hækkerup som Forsvarsminister var general Jørgen Lyng som Forsvarschef fra 1989 til 1996 både ansvarlig for at føre forsvarskommissionens anbefalinger ud i livet. Ved at samle de landmilitære operative kommandoer øst henholdsvis vest for Storebælt i én Hærens Operative Kommando blev det muligt at delegere driften af værnenes aktiviteter og derigennem aflaste Forsvarskommandoen.

Der var gået tyve år præget af friktion mellem Departement og de fagansvarlige militære kommandoer, før man var nået til et fungerende samarbejde. Dette skete imidlertid på det tidspunkt, hvor Forsvarschefens oprindelige opgave – at forberede og eventuelt lede forsvaret af Danmark i krig – blev stadig mindre akut og relevant på grund af Den Kolde Krigs afslutning.

Opgaven fra 1970 havde været at udvikle samt bedst og billigst muligt drive den organisation, der skulle kunne løse netop Den Kolde Krigs opgaver i Danmark og nærområdet i krise og krig. Men hurtigt blev netop den opgave, som var blevet grundigt gennemarbejdet af Forsvarskommissionen af 1988, ikke længere set som relevant.

FORSVARSCHEFEN SOM NEW PUBLIC MANAGEMENT VIRKSOMHEDSLEDER
Da general Christian Hvidt efter få måneder som Chef for Forsvarsstaben blev Forsvarschef ved admiral Hans Gardes død ved flystyrtet på Færøerne i august 1996 var man kommet så langt på afstand af Den Kolde Krig, at man kunne have gennemtænkt og defineret en forsvarschefs faglige rolle under de nu mere klare, ændrede vilkår.

Det skete imidlertid ikke. Hvidt valgte i stedet energisk at omfarme de nye “New Public Management” (NPM)-teorier. Forsvaret skulle organiseres og virke som en veldrevet privat virksomhed, og kun målbare dele af “produktionen” var relevante at sammenholde med forbruget af ressourcer. Det blev som at måle Den Kongelige Ballets kvalitet alene på antallet af forestillinger og tilskuere ganget med frekvensen og højden af dansernes spring modregnet danserlønninger og teaterdrift i et regneark. Mange af de forskellige og komplekst samvirkende afgørende faktorer, der skaber effektivitet og synergi i kamp og andre operationer, er ikke målbare.

Det kan ikke undre, at den videregående officersuddannelse, som det havde taget fra 1830 til 1994 at udvikle, nu kom under pres for at nærme sig akademiske civile uddannelser, uanset at dette var værre end spild af penge, fordi det afsporede fagligheden.

Hvidt ignorerede også sin rolle som regeringens ansvarlige militærfaglige rådgiver, for hans mål var at blive set som den administrerede direktør for en gennemrationaliseret, moderne, NPM “New Speak”-talende produktionsvirksomhed.

Det, der gik tabt, var at regeringen ikke længere blev fristet eller opfordret til at udnytte Forsvarschefens faglighed og evne til at forudse udfaldet ved forskellige muligheder. Det skete f.eks., da general Lyng i 1993 overbeviste regeringen om, at det var en risikabel og derfor dårlig idé at følge FNs ønsker og sende den næste nordiske FN-styrke til Srebrenica-enklaven i det østlige Bosnien.

Efter Hvidt var det kun Forsvarschefens opgave at fortælle regeringen hvilke muligheder, man kunne støtte med sin “produktion” af enheder. Han forventedes ikke under fagligt ansvar at forudse, hvad der sandsynligvis ville ske i konflikten og vurdere forskellige handlemuligheder, der derefter kunne drøftes med de allierede.

Hermed satsede man på, at vores større allierede gjorde. Det vil sige, at Hvidt reelt gjorde sin egen militær-faglige position overflødig. Det, han begrænsede sig til, kunne en civilt uddannet embedsmand godt klare.

Stille afgav man selvstændighed i forhold til spørgsmål om krig og fred, noget der aldrig ville ske på EU-relevante områder.

FORSVARSCHEFEN SOM REAKTIV BESTYRER AF VÆRKTØJSKASSEN
Denne begrænsede opgave blev også styrende for Hvidts egen og afløseren, general Jesper Helsøs, indsats ved indsættelsen af danske styrker i Afghanistan, Irak og igen Afghanistan fra sent 2001 til 2006. Det blev ikke set som en dansk opgave selvstændigt at analysere og forudse forløbet af konflikten og tilpasse Forsvarets forberedelser og optræden.

Man gennemtænkte herunder ikke konsekvenserne af, at Danmark var forpligtet af internationale konventioner, og at disse danske forpligtelser ubekvemt afveg fra USAs og selv fra Storbritanniens.

Professionel forudseenhed ville have betydet, at man på forhånd havde forhandlet virkningerne af disse forskelle på plads før udsendelsen. Et pinligt resultat af den manglende rettidige omhu blev dels sagen med efterretningsofficeren Annemette Hommel, dels en lang række sager om den danske rolle under tilbageholdelse og behandling af lokale i missionsområderne. Det var skandaler fremkaldt af svækkelsen af Forsvarschefens ansvar.

Med de ændringer af dansk forsvar, der derefter fulgte Helsøs planlægningsstabs “K-notat” fra 2003, skulle Forsvaret koncentrere “produktionen” om ganske få elementer, der fra “værktøjskassen” med kort varsel kunne tilbydes vores allierede (læs USA) til korttidsbrug. At der hermed var tale om et fravalg af landets muligheder for at løse selvstændige forsvarsopgaver i en meget lang fremtid, bremsede ikke 2005-2009-Forsvarsforliget.

Departementet var blevet skuffet over Langtidsplanlægningsgruppens og Rådgivnings- og Analysegruppens evne til at producere alternativer til Forsvarskommandoens forslag. I 2005 førte den fortsatte ambition til oprettelsen af et Dansk Institut for Militære Studier. Forfatteren var praktisk projektansvarlig for dets etablering. Instituttet blev indledningsvis fysisk placeret på Forsvarsakademiet men senere flyttet til Københavns Universitet. Instituttets opfattelse af “Militære studier” var imidlertid rent politologisk og produkterne renset for militærfagligt fokus, så departementet fik heller ikke denne gang præsenteret strukturalternativer.

Forsvarets reduktion til “værktøjskasse” undergravede igen grundlaget for den professionelle videregående uddannelse. Den var jo i sin sidste fase udviklet til at kunne gøre eleverne i stand til at overse og planlægge de operationer med styrker fra flere værn, der havde været nødvendige under forsvaret af Enhedskommandoen for Danmark og Slesvig-Holsten (BALTAP). Når man kun skulle dække allieredes behov i en kort periode, var selvstændige overvejelser irrelevante.

“FORSVARSCHEFEN” SOM SITUATIONSBESTEMT PROJEKTLEDER
Da dansk forsvars længst varende kampindsats sluttede med tilbagetrækningen fra Helmand-provinsen i Afghanistan, blev alle disse forskellige svækkelser udmøntet i Forsvarsforliget for 2013-2017.

Her bevarede Forsvarschefen ganske vist, hvad man fortsat kaldte “kommandoen” over Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Men myndigheden var nu reduceret til at omfatte styrker, der blev taget op fra “værktøjskassen” og klargjort af andre med personel og materiel.

Hvis ministeriet bestemte, at Forsvaret skulle udvikle dele af organisationen, som ved opbygningen af den “brigade”, som er et mål i Forsvarsforliget 2018-2023, havde han ikke umiddelbart myndighed til at styre arbejdet. Da næsten hele den “virksomhed” med styring af produktionen, som Christian Hvidt havde set som sin hovedopgave, nu var henlagt til civilt arbejdende styrelser under Departementschefen, er Forsvarschefen henvist til samarbejde med disse styrelser og pågældende værn uden mulighed for at bestemme, dvs. “kommandere” og derefter kontrollere, at det sker.

Siden 2013 var ikke længere klare myndigheds- og ansvarsforhold. Det bør ikke undre nogen, at man snart blev ramt af en type af skandaler, der indtil da havde været ukendte i Forsvaret.

Den videregående uddannelse af udvalgte officerer, der muliggjorde militærfaglig analyse af større og komplekse opgaver og kunne støtte bl.a. Forsvarschefen i hans arbejde, blev endelig helt nedlagt i 2014. Samtidig blev den grundlæggende officersuddannelse, der med ændringer og moderniseringer var bevaret igennem mere end 100 år, udhulet ved, at udgangspunktet ikke længere var demonstrerede praktiske lederevner.

Nok så alvorligt er dog, at der i ti år på grund af det faldende antal enheder og tjenestesteder ikke har været “praktikpladser” til at sikre, at nyuddannede officerer får praktiske erfaringer. Det er et tidligt resultat af, at Forsvaret ikke længere ledes og udvikles på grundlag af faglig erfaring. Begrebet officer herefter kun af, hvilket gradstegn det i udgangspunkt civile indhold har på uniformen.

Ved det sidste forsvarsforlig er situationen forringet yderligere, ved nedlæggelsen af de specialistskoler, der var ekspertise- og udviklingsansvarlige for nøglekompetenser i de tre værn. Vi blev som Den Kongelige Ballet uden Balletskolen.

Som beskrevet er Forsvarschefs-embedet gradvis blevet udhulet så meget, at han i dag reelt ikke med rette kan benævnes “styrelseschef”, da det er andre, der forvalter hans områdes økonomi, materiel og økonomi. Da webmediet OLFI i et interview bragt 16. februar stillede spørgsmålet: “Hvem er ansvarlig for, at vi ikke lever op til de mål, som vi selv har været med til at sætte i Nato?” svarede generalen: »Jeg oplever det ikke som, at der er behov for at placere et ansvar i den her sammenhæng …” Forfatterens erfaring er, at klare myndigheds- og ansvarsforhold fremmer at anvendelsen af ressourcerne rettes mod målet, vejledt af chefens faglighed.

Hvorvidt den nye Forsvarschef får magt til at løse de opgaver han får eller stiller sig, afhænger ikke af hans formelle rolle og af, hvad han kaldes. Det afhænger af hans personlighed, energi og argumenter samt den direkte og åbne støtte, som ministeren giver ham i forhold til Forsvarsdepartementets egne styrelser.

FORSVARSCHEFEN HEREFTER?
Lad os til sidst drømme lidt om, hvad der kunne ske nu, hvis de ansvarlige politikere troede aktivt på, at Forsvaret i fremtiden skulle kunne andet end at levere hjælpepoliti.

I det nævnte OLFI-interview gjorde Lentfer klart, at havde ikke havde haft tid til at studere sin profession og krig siden det par år i slutningen af 1990’erne, hvor han var lærer på Forsvarsakademiet i værnsfælles operationer. Vi må håbe, at hans mærmeste hjælpere kan opdatere ham.

Vi er af Donald Trump og samtidig af den grønlandske selvstændighedsbevægelse gjort opmærksom på, at det arktiske område på trods af gode ønsker og hellige besværgelser nok ikke vil forblive et lavspændingsområde og i et uændret Rigsfællesskab, en opgave, som Forsvaret blot skal forvalte.

Der er nu reelt akut behov for en også militærfaglig national analyse af mulige krisesituationer i dette ekstremt krævende operationsområde. Dette også fordi dansk forsvars bidrag uanset ekstre milliarder altid vil forblive ubetydelige i forhold til områdets geografiske udstrækning-

Det er klart, at Rusland stadig ikke fuldt ud accepterer situationen ved landets nordvestgrænse op til Østersøen. Mens svenskerne har forstået og accepteret russernes åbent revisionistiske stormagtsholdning som grundlag for forsvarspolitikken, har danske myndigheder hidtil ikke set det nødvendigt at gøre mere end at bidrage lidt til den symbolske alliancetilstedeværelse i Baltikum uden rigtigt at tage denne opgave alvorligt.

Meget typisk for den civile akademiske ledelse af Forsvaret og “Forsvarets” Efterretningstjeneste herhjemme, har der ikke været fremlagt en militærfaglig analyse af situationen i Baltikum og Østersøen, idet man åbenbart historieløst forudsætter, at NATO-medlemskab i sig selv er afskrækkende i alle situationer. Dette er logisk og historisk erfaringsmæssigt nonsens, fordi det forudsætter, at beslutninger om aggression altid tages på rationelt grundlag.

Nu bindes de to hovedinteresseområder for dansk forsvar direkte sammen af russerne. I deres store militære øvelse i år, Zapad(Vest)-21, er grundlaget for første gang en samtidig konflikt med Vesten i Østersøen og i Arktis.

Det kunne teoretisk set få tænksomme og interesserede politikere til at give Forsvarschefen opgaven at overveje situationen og bidrage til analysen af konsekvenserne. Flemming Lentfer lærte analysemetoden af den daværende oberstløjtnant Lars R. Møller i midten af 1990’erne. Forsvarschefen var Møllers bedste elev.

Man kan sige, at det ville svare til indledningsvis at give Forsvarschefen og hans stab den klare opgave, som admiral Quistgaard fik i 1950. Man skulle så som dengang give ham mulighed for direkte at stille konkrete analyseopgaver til Forsvarets Efterretningstjeneste til støtte for arbejdet.

Det ville også være hensigtsmæssigt igen at uddanne en håndfuld analytisk begavede officerer i strategisk og værnsfælles operativ scenarieanalyse, folk der kunne give generalen en støtte, som ikke kan hentes hos andre faggrupper.

Alternativet er at hente dem i udlandet, fordi vi i Danmark kun gennemfører akademisk pointgivende “Militære studier”.

Der har været tre opfattelser bag valget af fremgangsmåder:

FOR DET FØRSTE, at man kunne og skulle leve med sygdommen indtil man på et tidspunkt opnåede flokimmunitet, som man forudsatte ville være så dækkende og vare så lang tid, at senere udbrud ville være begrænsede.

I Sverige valgte man denne vej, idet man dog gennem forholdsvis milde nedlukningsforanstaltninger og henstillinger forsøgte at finde en balance mellem ønsket at holde samfundet i gang og den nødvendige, men nu bremsede smittespredning. Det er en strategi med fokus på makroniveauet.

Man kunne benævne strategien “managed laissez faire-strategi”.

FOR DET ANDET, at man måtte se i øjnene efter de første erfaringer i Kina, at dette ville være samfundsødelæggende.

Derfor skulle man gennem massiv testning, energisk kontaktsporing og beslutsom karantæne/isolation. Denne vej blev efter den første katastrofe valgt af Kina, fastholdes af Sydkorea, bl.a. Singapore, New Zealand og de fleste dele af Australien, og er også valgt af resursestærke lande i Vest fra Tyskland i den ene ende og Norge samt Island i den anden.

Danmark har nu officielt valgt denne strategi, men uden at have gjort sig klart, at man mangler den nødvendige smittesporings- og dedikerede laboratoriekapacitet.

Det er en strategi med fokus på mikroniveauet, for den konstante kraftanstrengelse skal muliggøre den størst mulige åbning af økonomien. Man kunne benævne strategien “offensiv inddæmning”.

FOR DET TREDJE en fremgangsmåde, hvor man søgte at kvæle smitten med generelle tiltag på makroniveauet, som skulle undgå, at sundhedsvæsnet ikke kom i en så dramatisk og pinlig krise som i Wuhan, Lombardiet, Madrid og New York.

Det skulle vare, indtil man opnåede en behandling, vaccine, eller man måske blev hjulpet af den flokimmunitet, som man ikke nævnte direkte.

Man skabte ikke de instrumenter på mikroniveauet, der skulle til at trykke og holde smitten i bund. Man kan egentligt ikke kalde denne vej en strategi, kun “optimistisk taktisk tilpasning”.

Efter at have flirtet med den klare og mandigt beslutsomme første model i et par uger i Storbritannien og flere måneder for USAs og Brasiliens vedkommende, flygtede man som de fleste andre lande til tredje model, som andre lande som Danmark havde valgt så tidligt med det begrænsede mål, at hospitalsvæsnet ikke blev overbelastet.

Den tredje vej har imidlertid det problem, at den ikke har målet og midlerne til at holde smitten nede, og der er hele tiden risiko for, at man må gribe til de generelle og ødelæggende nedlukningsforanstaltninger.

Dette er nu blevet ubehageligt klart ved den nedlukning i august af den australske delstat Victoria med metropolen Melbourne, der blev det nærmeste et demokrati er nået til de drakoniske forsinkede kinesiske skridt i februar.

I Victoria er man imidlertid nået til erkendelsen af, at det tredje vej indebar risikoen for, at det kan gå galt igen, og som andre dele af Australien har man nu valgt målet at holde smitten nede med en konstant indsats på mikroniveauet.

Risikoen for, at det går galt, gælder på samme måde både den første (svenske) og dem tredje vej, “siksak-taktikken”.

Måske reddes vi af en rettidig vaccine fra at måtte lære dette på samme måde som Victoria gjorde.

Det må vi håbe, men jeg tror det desværre ikke. De nye “sak”, der må forventes fra næste uge, bliver næppe de sidste år.

Danmark skal desværre nok igennem en meget ubehagelig læreperiode, fordi vi ikke viste rettidig omhu i foråret, og fordi vi har tabt ungdommens accept, indtil de igen har kedet sig over lukkede undervisningslokaler og fjernundervisning.

Af og til kan man være uforskammet heldig. Jeg var begyndt at skrive om den pandemi af alt fra unges afvisning af Coronabegrænsninger af deres opførsel til omfattende åbne oprør mod regeringer og autoriteter. Og så interviewede Flemming Rose den gamle CIA-analytiker Martin Gurri i den seneste Weekendavisartikel “Mørkets fyrste”. Gurri argumenterede i forlængelse af sin 2014-bog “The Revolt of the Public and the Crisis of Authority in the New Millenium”. Som følge af digitaliseringen var der var sket en eksplosion af information i de seneste tyve år. Det var en følge af digitaliseringen og havde undergravet respekten for alle typer autoritet og hierarkisk baseret myndighed.

En af min generation, der har oplevet 1968, vil formulere det som et nu folkeligt ungdomsoprør på speed. Dengang havde det blot været den intellektuelle elites angreb på konservative idéer og privilegier.

Og nu videre til spektret af nye opstande. Internettet og nu de sociale medier er hovedkommunikations- og mobiliseringsrammen, og derfor har overdrivelser, rygter og konspirationsteorier mindst lige så stor rolle som en “saglig”, logisk, erfaringsbaseret argumentation.

Der er indledningsvis ikke nogen ledere. Det er mere behov som symbolske Jeanne d’Arc-typer som Greta Thunberg da organisationsprocessen er flad- Opstanden kan uden problemer rumme grupper med vidt forskellige og endda modsat rettede mål. I det seneste par år har vi set De Gule Vestes aktion i Frankrig, Hongkong-opstanden mod Beijings undertrykkelse af friheden, BLM-demonstrationerne samt de igangværende oprør i Beirut og Belarus. Men man bør også medregne den store Berlin-demonstration mod de tyske Corona-epidemiforanstaltninger.

Man kan sige, at de første eksempler på denne type civile oprør var de amerikanske højre- og venstrereaktioner på 2008-finanskrisen; Tea Party Movement i 2009 henholdsvis Occupy Wall Street Movement i 2011. Mens den sidstnævnte tabte dampen og endte uden effekt, blev den første finansieret og overtaget af højrefløjen i Det Republikanske Parti og dannede et forstade til Donald Trumps gøgeungeovertagelse af sagen og partiet. I fornyet form lever opstanden videre i QAnon-konspirationsnetværket.

Fra slutningen af 2010 fulgte de civile opstande i Det Arabiske Forår, der endte i den syriske tragedie.

I øvrigt har den flade eller manglende formelle organisationsstruktur og ledelse betydet, at det har været umuligt at få en egentlig forhandling med henblik at nå til et politisk forlig. Det har hidtil ført til, at den franske præsident måtte søge at tage luften ud af De Gule Vestes protester gennem en modkampagne, der skulle fjerne eller mindske nogle af de påpegede uretfærdigheder. Klimabevægelsen er adopteret og søg tæmmet af politiske partier. Det samme kan siges om Det Demokratiske Partis udnyttelse af nogle af BLM-bevægelsens krav i den igangværende valgkamp.

Beijings reaktion på Hongkongoprøret var derimod at opgive den tidligere britiske kronkolonis særstatus af frit vindue til Vesten, for det Kinesiske Kommunistiske Parti kan ikke slippe kontrollen og bevare magten.

Hvordan det går i Beirut og Minsk er det stadig vanskeligt at sige, fordi det er de eksisterende politiske systemer i Libanon og Belarus, der på forskellig måde har umuliggjort en politisk organisering med legitime ledelsesstrukturer i oppositionen.

I Belarus har den flade struktur med kun symbolsk ledelse sammen med fastholdelse af ikke-voldsstrategien dog åbenbart blottet og undergravet Lukasjenkos magt og frataget Putin mulighederne for at intervenere med det russiske folks støtte.

Begge steder betyder den udenrigspolitiske realitet også, at oprørernes ønsker vanskeligt kan opfyldes i det lidt længere perspektiv. I Libanon pga. Iran, Syrien og Ruslands interesser i landet, I Belarus på grund af, at Putin må undergrave, at endnu et folk i Ruslands interesseområde ikke alene får held til at vælte en autokratisk leder og derigennem skaber et uønskeligt eksempel, men at det derefter også får held til at skabe et stabilt demokratisk styre.

Den hurtige og delvis lukkede meningsdannelse på de sociale medier af modstandere af selv legitimt valgte, demokratiske magthavere, vil med sikkerhed fortsætte, og som hidtil vil konspirationsteorier og svigtende vægt på fakta-forankring meget let kunne komme til at præge aktivismen, som det også var klart ved Corona-demonstrationen i Berlin den 1. august.

Det nye er, at spredningen og den medfølgende mulige mobilisering af en amorft opstand sker stadig – og med lysets hast. Man kan forstå hvorfor det kinesiske regime må kontrollere sit folk så tæt.

Alle regeringer herefter sidder på et fundament, der er så ustabilt som den lagrede ammoniumnitratgødning i Pakhus 12 Beiruts havn.

(Foto: Fra Det Arabiske Forår i Cairo, Neill-Cochran House Museum)

Engang i foråret udtalte den svenske chefsepidemiolog Anders Tegnell, at der før udbruddet ikke havde været uenighed mellem ham og kollegerne i udlandet om hvilken strategi, der skulle følges ved en eventuel pandemi. Den var udviklet på forhånd for et udbrud af en ny type influenza og gik ud på at inddæmme skaderne indtil befolkningen havde opnået flokimmunitet eller en vaccine var klar.

I Danmark havde man alligevel ikke valgt dén strategi. I det omfang man overhovedet var sig det bevidst, optrådte man som man altid må gøre i en ny, stadig dynamisk situation: Man valgte en ”strategi”, der reelt blev indledt som en pragmatisk læreproces.

Nøglepersonen her måtte meget naturligt blive Sundheds- og Ældreministeriets kendt stærke departementschef, Per Okkels. Han havde 35 års erfaring med ledelse af forvaltning af fagområdet på regionalt og centralt niveau, herunder med afvejning af faglige input mod politisk nødvendighed. Sådan fungerer den danske centraladministration.

Tesen om, at Okkels fik og beholdt hovedrollen kan forklare både styrken og problemerne med den danske optræden fra optræden siden begyndelsen af marts og frem mod den nu kommende anden krise: 1) Hurtighed, 2) lukkethed om forløbet og reelle motiver og prioriteringer, 3) centralisme, 4) fokus på organisatorisk ”byggearbejde”, landsdækkende skridt og effektivt samarbejde med erhvervslivets hovedaktører, 5) vanskelighed med at lære nyt, når beslutningen først er taget og først ud i livet, samt endelig 6) den forsigtighed med at irritere befolkningen, som kendetegner den dygtige danske embedsmands rådgivning.

De to første karakteriserer den oprindelige nedlukning. Den væsentligste fejl skete, som Information har klarlagt, i nedlukningen af domstolene, hvor man glemte at tage tilstrækkeligt hensyn til deres uafhængige status.

Alle de fire første bestemte forløbet derefter til og med faserne i “oplukningen”. Den organisatoriske ombygningsindstats fik skubbet opretningen af den pinlige værnemiddelsskandale over til Justitsministeriet. Man fik beskæftiget regionerne med den efterhånden mere tilstrækkelige testningsindsats. Med ny midlertidig chef blev kontaktsmittesporingen stadig holdt indpakket i den amorfe rodebutik, som hedder Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunerne kunne koncentrere sig om at finde og administrere faciliteter til isolation.

Sundhedsstyrelsen blev uden reel indflydelse opretholdt som magtens nødvendige faglige facade, og det mere demonstreret loyale Statens Seruminstitut fik nu den ansvarlige rådgiverrolle.

Under hele forløbet indtil nu forblev al reel myndighed direkte ved ministeriets departement, der således også virkede som styrelse. Ingen kombination af aktiviteter blev delegeret.

Da der jo konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige.

I modsætning til i hårdere ramte udlande, forblev den danske kriseindsats balanceret, dvs. halvhjertet.

Da alt synes at gå langt, langt bedre, end man kunne frygte, gik regeringen med til en hurtig genåbning, der herefter skete i tæt samarbejde med erhvervslivets fagkundskab.

Forsigtigheden blev opretholdt. I modsætning til i Tyskland var masker ikke nødvendige, testning ved indrejse fra smittefarlige udlande ikke tvungen, isolation ikke effektivt søgt håndhævet og det var frivilligt om smittede ville bidrage til kontaktsporing. Den midlertidigt ansvarlige styrelseschef Anette Lykke Petri fortalte tilfreds Berlingske den 4. august, at man havde styr på 90 %, hvilket enhver forvalter jo måtte være stolt over. Denne procentdel var lige før smitten igen bredte sig til hovedparten af landets kommuner og øgede opgavepresset dramatisk.

Utilstrækkelig kapacitet på kontaktsmittesporeområdet og dermed muligheden for konstant at trykke smitten i bund, før den når et niveau, så dette bliver umuligt, er et resultat af den svigtende evne til at lære af udlande som bl.a. Norge og Island. For en beskrivelse af den robuste norske fremgangsmåde, se:https://www.fhi.no/nettpub/coronavirus/testing-og-oppfolging-av-smittede/smittesporing/?term=&h=1

Dette virker sammen med ministeriets svigtende vilje eller evne til delegering af ansvaret for den regionale og lokale indsats. Sammen betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet.

Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte i stedet at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning.

At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien i stedet for kun at jage tilbagevenden til normaliteten.
Medierne har helt svigtet i undersøgelsen af, hvordan de danske beslutninger blev taget, og af hvorfor de var så markant mere halvhjertede, end i Tyskland og forskellige fra Norges på et helt centralt område.

Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise. Det skyldes kombinationen af den oprindelige lukkethed, de svigtende medier og den udbredte halvhjertede og nølende opfattelse af alvoren, som var resultatet af, at vi ved rettidig nedlukning slap for tragedier som i Lombardiet, Madrid, New York og London i foråret.

Dette står klart, hvis man som jeg oplever den voksende bølge af hadske konspirationsteorier på de danske sociale medier. Elementerne er kendte: Ikke værre end en influenza/de gamle skal jo alligevel dø/vi kan selvfølgelig ignorere sygdommen og lade økonomien fortsætte uændret/regeringen har valgt at udnytte en fiktiv trussel for at bevare magten/indføre kommunisme (jeg citerer, hvad jeg derefter blokerede). Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende.

Den lukkethed om beslutninger, der er naturligt for en embedsmand, kan have alvorlige omkostninger.

Nu bliver krisens omkostninger i form af pludseligt tab af mange års privilegeret livsstil stadig mere klare. Det er foreløbigt slut med lette oplevelser ude og hjemme og med vores frihed til at fokusere på resterende småmangler i vores samfund. Hvad man i det meste af verden ville betragte som navlebeskuelse kommer muligvis aldrig tilbage. I frustration leder man efter alternativer til at nedlukke de liv, vi havde. Reaktionerne er præget af frustration og tunnelsyn.

1) Den forudsætning, som bl.a. har styret myndighederne under krisen, er, at vi bare skal igennem denne kritiske fase. Så kan vi igen nå en stabil situation (flokimmuniteten, men det siges ikke åbent) og genoptage vores liv og økonomi næsten som intet var hændt. Denne forudsætning bliver stadig mere uholdbar, men den er rammen for social-darwinistiske idé om at ofre gamle og svage for helheden.

For det første må man konstatere, at det nu synes mere og mere klart, at den opnåede immunitet bliver kortvarig og/eller begrænset, og at vi skal leve med sygdommens tilbagevenden i bølger indtil vi (hvis muligt) får en bredt virkende vaccine.

For det andet ignorer forventningen de problemer og svagheder, som prægede verdensøkonomien før pandemien. Den har blot blotlagt og forstærket disse. Selv med ofringen hviler økonomien på kviksand.

2) En anden forudsætning er, at man ved at lukke øjnene og stålsætte sit sind uanset død og hospitalssammenbrud kunne redde økonomien. Det ignorerer forskning i tidligere epidemier. Den viser, at de, der midlertidigt lukkede ned, endte med at få mindre skade på økonomien end de, der ignorerede smitten.

Et lille aktuelt eksempel på hvorfor, at det er sådan, er det forløb, som vi så og ser i Sioux Falls i South Dakota. Her forsøgte det massive Smithfield-slagteri blot at køre videre uden hensyn til epidemien. Men uanset, at de tætsiddende, hårdtarbejdende arbejdere havde desperat behov for deres løn, voksede smitten så eksplosivt, at de ikke turde at komme på arbejde. Produktionen standsede og alle blev afskediget.

Da andre dele af den amerikanske slagteriindustri har samme arbejdsmiljø- og smitteproblemer, trues fødevareforsyningen i USA nu af kollaps. Regeringens reaktion har været blot at accelerere produktionen under nedprioritering af fødevaresikkerheden, hvilket ikke reducerer risikoen for sammenbrud.

3) Synspunktet, at man blot kan køre videre, når det kun er gamle og syge, der går til, ignorerer, at ingen regering uanset politisk system kan forsvare blot at stå til og ignorere de grimme billeder. Dette gælder Kina, det gælder Rusland, det gælder Iran. Selv dér må statsmagten ses at gøre det maksimale for at hjælpe befolkningen, hvis den skal bevare et minimum af legitimitet. Man må nøjes med at lægge røgslør over det antal af ekstra døde, der var et resultat af manglende rettidig omhu.

Dette sidste kan ikke ske i et åbent demokrati, uanset at Trump halvdelen af tiden stadig tror det. Her har billeder som fra Bergamos, Madrids, New Yorks og Londons hospitaler direkte virkning på den politiske handlefrihed. Det får arbejdsløshedstallene også, men forløbet på Smithfield-slagteriet gør det sandsynligt, at eksplosionen i arbejdsløshedstallene ville være kommet under alle omstændigheder.

4) Endeligt viser diskussionen om prisen for at holde de nytteløse gamle i live en svigtende forståelse for, at mens vi kan redde menneskeliv gennem danske foranstaltninger, bliver de økonomiske virkninger i overvejende grad bestemt af, hvad der sker i udlandet.

Det er tiden, hvor vi skal genlære ydmyghed, at være glade for de små ting, tålmodighed og solidaritet. Det bliver en “Kold Tyrker” og måske fem onde år. Men jo før vi forstår, at verdenen aldrig kommer helt tilbage, som den var i februar 2020, desto bedre for alle.

En informeret og ansvarlig politik kan kun udvikles og føres i en direkte dialog mellem den bedste rådige fagkundskab og de ansvarlige politikere.

I godt tyve år har “generalister” uden fagkundskab med succes præsenteret sig som den nødvendige buffer og mellemlag i denne dialog, så politikeren ikke skulle forholde sig til komplicerede faglige argumenter, men kun til, hvad fagmandens område kostede, og det var klart alt for mange penge.

I overvældende grad reagerede medlemmer af fagkundskaben ved at acceptere den nye virkelighed og søge trøst i de nicher af fagligheden, der overlevede. De ambitiøse fagfolk søgte dog indflydelse ved at lære generalisternes sprog og logik, uanset at dette hurtigt først medførte tab af faglighed og så af kollegernes respekt.

Der var enkelte, der var så engagerede, at de udnyttede den luksus, vi har i Danmark med en fri presse, og luftede deres frustration til medierne. Men de fleste, der fløjtede, ventede til de var blevet pensioneret.

Disse medier søgte aldrig i dybden, for tabet af fagligheden i sundhedsvæsen, SKAT, undervisningen eller Forsvaret var jo ikke noget, der betød nogen for danskerne … indtil det så gjorde det alligevel. Medierne bad i rygmarvspresseetisk rutine bare om den anden sides kommentarer. Generalisterne, konsulenterne, de “civiliserede” tidligere fagfolk i ledelsen fik så hurtigt kvalt den irrelevante og forældende fløjten.

Det var jo logisk, at den viden, de funktioner og den produktion, der var så dyr i Danmark, ville blive leveret fra udlandet. Sådan var verden jo nu. Det sagde alle de “eksperter”, man gad lytte til.

Så stod vi og vores regering her i marts da det begyndte at gåk galt med en fagligt synligt svag ledelse med gode kommunikationsevner (Sundhedsstyrelsen) henholdsvis en dogmatisk holdning til vejen frem (SSI), men uden rutine i ansvarlig vejledning af politikerne.

Generalisterne blev pludselig helt usynlige (for de kan jo bekvemt for dem ikke tage ansvar uden faglig viden), og man kan jo ikke skifte de formelt ansvarlige fagfolk ud i begyndelsen af en krise, også fordi man i mere end tyve år ikke har udviklet alternativer. [Jeg anbefaler at søge en nordmand med en svenskfinsk deputy]

Alle er skyldige i misæren; De arrogante generalister og deres konsulenter; generationer af dovne og “unysgerrige” ressort-politikere; selvtjenende, ambitiøse fagfolk og en presse, der kun prioriterede salgstal.

Det er muligt, at jeg overser noget. Men hvilken idé styrer anvendelsen af den nu heldigvis øgede tekstkapacitet? Det er afgørende for os alle, for det må jo være disse tests, der er “efterretningstjenesten”, der skal vejlede hele den sygdomsbekæmpende og inddæmmende indsats og give grundlaget for genoplukningen af økonomien.

Da testene stadig er unøjagtige, kan man kun stole på dem, hvis de testedes symptomer eller kontakthistorie sandsynliggør smitte.

Selvfølgelig er myndighederne testplan (efter man officielt har opgivet flokimmunitetsrammen) og har opbygget kapaciteten, følgende (det må den være, for vi kan ikke tro, at myndighederne ikke handler ud fra et klart formål, vel?):

1) At fortsætte med at teste ved visitationen af nye patienter [% af total?].

2) Men nu samtidig i forlængelse af 1) ved test kortlægge smitten i den familie og andre kontakter, som den smittede har haft kontakt med i det sidste par uger. Dette sidste med det formål at iværksætte isolation af smittede og karantæne af familien m.m. (karakter er isolation og karantæne bestemmes af viljen til at downloade den nye app – uden app fysisk tvangsisolation, -karantæne) [% af total?]

3) At man med faste mellemrum, evt. hver uge, tester alt plejepersonale.[% af total?]

4) At man lader regioner sammen med kommuner etablere mobile testhold (transporteret af Hjemmeværn og andre frivillige), der tester folk, der selv melder tidlige symptomer til deres læge. Hvis smitte konstateres følger isolation hhv. karantæne som beskrevet i 2). [% af total?]

Ud over testningen er det logisk, at kommunerne – for at minimere risikoen for smitte af gamle og andre sårbare – sammen med lokale supermarkedskæder etablerer udbringning af dagligvarer bestilt online eller pr. telefon.

***

Problemet med, at man tankeløst måler succes på tal er ikke ny. Det startede alt sammen i Pentagon. Da USA gik ind i Vietnamkrigen på landjorden i 1965, havde Robert McNamara være forsvarsminister i en årrække, og han havde fået den amerikanske hær tvunget til at forstå, at effektivitet skulle være målbar. Han kom fra Ford Motors, den amerikanske pionér med hensyn til samlebåndsproduktion, og det planlægnings- og forvaltningssystem (“PPBS”). Ministerens hjælpere, “Whiz Kids”, gennemtvang den prioritering af målbare mål over for disse uforståelige faglige synspunkter.

Dette betød, at det amerikanske succeskriterium i Vietnam blev det antal døde vietnamesere, man kunne tælle. Da hovedparten af disse så endte med at være uskyldige civile, havde amerikanerne lidt vanskeligt ved at fastholde den sydvietnamesiske befolknings vilje til at stå sammen mod det nordvietnamesiske pres.

Senere forstod de bedst begavede amerikanske analytikere af forløbet (herunder Jim Mattis, hvis I husker ham), at et effektiv bekæmpelse af et oprør bl.a. kræver, at de militære styrker anvendes målrettet, styret af en energisk efterretningsvirksomhed, så kun de aktive oprørere rammes.

PPBS-moden fra dengang for mange årtier siden genopstod i en muteret form som New Public Management for omkring tyve år siden. Dens fokus på resurseforbrug og målbart output som også forgængerens var nødvendigt og sundt, men kun så længe metodens agenter accepterede, at organisationernes faglighed ikke blev undertrykt, så man igen blev reduceret til at tælle.

Som i alt menneskeligt gik det ikke ideelt, for de, der lærte NPM-‘”lingoet” og lærte at formulere “business cases” uden faglig substans og fokusere på det målbare, var mest populære i centraladministrationen som chefer. Finansministeriet kunne tale med dem. De rene tal var lettere at forklare den politiske chef og for ham at give videre til medierne.

***

Ved hver eneste briefing under Coronakrisen i Danmark får vi stolt rapporter om de stigende tal. Man meddeler glad, at man nu har kompenseret for den tidligere manglende rettidige omhu. Man gør nu, som WHO siger. Men med hvilket formål?