NATOS SOLIDARITETSSVIGT

Forstå, at alle kun forsvares ved, at fronten kan holdes.

Alt falder, hvis den kollapser pga. manglende solidaritet.

Dengang i 1950’erne og efter 1976: Solidarisk hjælp til de invasionstruede.
Fra opbygningen af forsvarsalliancen fra 1950 forstod alle, at de udsatte medlemslande, der lå med grænsen til de sovjetkontrollerede områder, måtte have hjælp til at kunne forsvare sig.

Det blev afgørende for lande som bl.a. Danmark og Norge. Vi fik afgørende solidarisk massiv våbenhjælp og fællesfinansiering af baser og anden infrastruktur. Vi truede lande kunne i øvrigt fra starten beskyttes af den overlegne amerikanske “atomparaply”.

Da man godt 15 år senere fra midten af 1970’erne igen følte truslen som akut og samtidig ønskede at mindske afhængigheden af en tidlig anvendelse af kernevåben, besluttede Alliancen, at de direkte truede områder, som Norge, Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland ikke alene skulle forsvares af Alliancens stående enheder fra alle i landene og de mobiliserede reserveenheder fra frontlinjemedlemmerne.

De ikke direkte invasionstruede baglandslande bidrog fra omkring 1980 til den fælles forsvarsopgave ved østgrænsen med øremærkede forstærkningsenheder af både fly- og landstyrker. Aftaler om dette, planlægning og forberedelser kunne ske i rammen af den da eksisterende NATO-kommandostruktur.

Det var for dansk områdes vedkommende Nordregionen (AFNORTH) og den dansk-nordtyske Enhedskommando (BALTAP).

Fra 1999 til nu: Reelt ingen solidarisk hjælp til de invasionstruede

Da NATO for 20-27 år siden blev udvidet med først de østeuropæiske lande betragtede man det i gamle medlemslande som upassende hysterisk, at lande som Polen og De Baltiske Lande, følte sig truet af Rusland.

Pinligt berørte partnere pressede dem til at ignorere deres anakroniske trusselsopfattelse i udviklingen af små væbnede styrker.

Selv da Rusland i 2014 tog Krim ved kup og indledte krigen om Donbas med Ukraine, bidrog partnere ikke med væsentlig hjælp til opstillingen af de baltiske landes små selvforsvarsstyrker, som man havde de menneskelige og økonomiske resurser til at etablere.

Hvis man havde husket og lært af 1950’erne, ville de ikke invasionstruede baglandsmedlemmer have ydet massiv våben- og infrastrukturstøtte. Der var ingen gentagelse af den opfattende våben- og infrastrukturhjælp, som havde hjulpet bl.a. Danmark i 1950’erne.

Det skete ikke, hvilket betyder at specielt de direkte truede Baltiske Lande kun er svagt forsvaret med næsten kun lette styrker.

Intet ændrede sig væsentligt, selv ikke efter, at Rusland i slutningen af februar 2022 indledte en generel invasion af Ukraine efter 17. december 2021 i ultimatumform havde meddelt NATO sit krav om en militær tilbagerulning af de kun symbolske partnerstyrker fra Østeuropa.

Det burde her være indlysende nødvendigt, at NATO senest med Finland og Sveriges vej til optagelse havde understreget, at forsvaret af alliancen måtte ske med øremærkede land- og flyforstærkninger fra baglandsstater fremskudt ved og mod Alliancens østgrænse.

Alle baglandsmedlemmer burde som efter 1976 have gjort en kraftanstrengelse for at genetablere betydelige reservestyrker, der blev øremærket til frontlinjestaterne og specielt Baltikum, startede at øve der, og fik oplagt materiel og ammunition her.

Det ville også være klart, at man hurtigt skulle skabe rammen for en sådan indsats ved at begynde etableringen af nye regionale militære NATO-kommandoer for indsatsen.

Sammenfatning

Hjernedødt men bekvemt opretholdes fiktionen om, at forsvar af eget terrirorium er tilstrækkeligt. Fiktionen opretholdes i NATO og herhjemme.

Men at kunne forsvare eget land i et baglandsmedlem er kun udgangspunktet, ikke tilstrækkeligt.

Det egentlige forsvar af også Danmark må igen, som det også skete fra 1951 til 1990, ske foran eget territorium. Det må ske ved en fælles solidarisk kraftanstrengelse, herunder ved de udsatte frontmedlemmers grænse.

Det er ikke kun andres ansvar, det er også vores, svenskernes, hollændernes, osv.

Hvis Baltikum falder er også vi fortabte. At tro, at vi derefter har en alliancebeskyttelse af Danmark, er en helt uansvarlig dumhed.

At vi ikke har det som et fælles udgangspunkt viser mere end noget andet forfaldet i den danske sikkerheds- og forsvarspolitiske forståelse.

Balterne burde selvfølgelig have gjort virkeligeheden klart for alle for længe siden.

De burde udiplomatisk og rettidigt have optrådt som den lille dreng i “Kejserens nye Klær”. Brutalt burde de have understreget den fælles nødvendighed af omfattende solidarisk assistance i det fælles forsvar.

Deres skadelige tilbageholdenhed skyldes nok dels, at de har været taknemmelige for det symbolske smule, de har opnået, dels at de erkender, at baglandsmedlemmer fra Tyskland over Storbritannien til Danmark nu er helt “uden klær”. De har derfor helt satset på, at Ukraine kunne holde, indtil vi vågnede op.

Balterne erkendte realistisk og fatalistisk, at de ikke direkte truede alliancepartnere havde nedprioriteret og opløst enheder, der for ti år siden burde være retableret og fra 2022 klargjort som øremærkede forstærkninger.

DET OPGAVE- OG DERFOR OGSÅ HOVEDLØSE DANSKE FORSVAR

At kombinationen af den politiske-departementale-uniformerede forsvarsledelse er alvorligt ramt af funktionsproblemer, behøver man ikke længere at begrunde. Men det er ikke den eneste vanskelige udfordring nu. Det er ikke engang det grundlæggende problem. Det er at politikerne synes at mene, at den alvorligste trussel stadig er mulig kritik fra NATO samt Rigsrevisionen.

Det centrale problem synes først og fremmest at være, at politikerne ikke har gjort klart, hvordan Forsvaret skal løse sin hovedopgave inden for rammen af det solidariske alliancesamarbejde.

Indtil 1990 var ikke alene opgaven, at forsvare Danmark, klar, men det var også overordnet bestemt hvordan. Det var givet af truslen og de da stadig eksisterende NATO-kommandomyndigheder:

En stor del af Hæren skulle indsættes i fremskudt forsvar ved Lübeck sammen vesttyske styrker. Resten af de tre værns hovedopgave var at forsvare de danske øer fremskudt i Østersøen og på kysterne mod en invasion. og andre angreb

Derefter forsvandt truslen mod Danmark, og fra 2012 var den sidste dimensionerende kampopgave afsluttet: Indsatsen i Afghanistan.

Opgaven for de nu resterende mindre styrker er stadig at forsvare Danmark, som den fungerende forsvarschef, Michael Hyldgaard, understregede i Korsør den 4. april. Men nu ved ingen åbenbart hvordan.

Den trussel mod vores område er dog klar. Den er kun udskudt af krigen i Ukraine Den er rettet mod alle NATO-lande.

Det russiske mål, at ødelægge det vestlige forsvarssamarbejde, der har sikret Danmark i 75 år, blev formelt understreget af Ruslands ultimatum af 17.12.2021.

Landmilitært retter truslen sig i vort område mod de meget tyndt forsvarede baltiske lande og afledt heraf de NATO-øer, Gotland og Bornholm, som må sikres for at opretholde søforbindelserne igennem Østersøen til Baltikum. Svenskerne har i modsætning til vi indrettet sig efter denne realitet.

I øvrigt er alle områdets NATO-lande og specielt infrastrukturen truet af cyber-, specialstyrke-, missil-, fly- og droneangreb herunder angreb på kabler og rørledninger på havbunden. Derudover er befolkningerne og hospitaler truet af bevidste terrorangreb.

Truslen og situationen leder klart til opgaverne for alle NATO-landene i området. Dvs. besvarelsen af det fælles “hvordan”.

For det første er det indlysende nødvendigt at forstærke de baltiske landes landforsvar væsentligt. Det er et stort problem, fordi kun frontlinjestaterne i Europa har bevaret eller genopbygget væsentlige reserveenheder.

For det andet må flest mulige lande bidrage til at sikre søforbindelserne i Østersøen.

For begge disse opgaver indebærer det også at modtage og sikre allierede (først og fremmest amerikanske) støttestyrker … i det omfang de er sandsynlige.

For det tredje beskyttelsen af infrastruktur og befolkning med både aktive foranstaltninger såsom luftforsvar og totalforsvarsforberedelser.

Det har indtil nu et kritisk NATO-ansvar, at en allieret fælles kommandostruktur, der kunne fastlægge behovet og bede om samt koordinere bidrag fra medlemmerne, endnu ikke er skabt. Behovet er akut efter Finland og Sverige er blevet medlemmer af alliancen.

Hidtil synes det overset i Danmark, at senest hvis et eller flere NATO-lande går tabt uden at dette leder til generel krig, herunder et eller flere baltiske lande, alliancens beskyttelse af også vores land slut.

Så skal vi selv kunne forsvare Danmark, og det er stadig ikke en mulig opgave, uanset hvordan man måtte vælge at gøre det.

HVORNÅR ER VÆRNEPLIGT RELEVANT? OG HVAD MED KVINDERNE?

Hvornår?
Når man som Finland kun har en lille befolkning og en meget lang truet grænse er der reelt kun et alternativ til en maksimal anvendelse af værnepligten, det er at opretholde en sikret kernevåbenslagstyrke og en automatisk udløsning af et svar med denne, hvis landet angribes. Dvs. automatisk selvmord som afskrækkelse.

Når man som Ukraine og Rusland nu er involveret en langvarig krig, der kræver meget store troppestyrker og indebærer konstante meget store tab, der skal erstattes, er alternativet til opfattende udskrivning af værnepligtige at acceptere nederlag (eller for kernevåbenmagter at optrappe til kernevåben med risiko for selvmord, hvis i krig mod anden kernevåbenmagt).

Under Verdenskrigene var selv Storbritannien og USA tvunget til at udskrive borgerne som værnepligtige pga de meget store styrkebehov og konstante tab.

Behovet er også klart, når man kan forudse en eller begge af de to situationer og ønsker at afskrække krig og invasion gennem rigelige forsvarsstyrker. Det er Europas situation nu i rammen og forlængelsen af Rusland-Ukraine-krigen. Alternativet er at lade Rusland bestemme Europas fremtid, som Danmark lod Tyskland bestemme sin på forskellig måde i både 1914-18 og 1939 samt på anden mere direkte måde fra 1940-45.

Hvornår ikke?
For det første, hvis regering og befolkning er så hårdt mod tvang til militærtjeneste, at man hellere opgiver at forsvare sig eller hellere vil satse helt på kernevåbnene.

For det andet, hvis man er en så heldig situation, at man ret frit kan vælge, hvilken militære opgaver, man vil løse. Det var situationen for Europa fra Den Kolde Krigs første halvleg og indtil 2014,

Omkostninger og effektivitet?

Konstant at uddanne værnepligtige, der derefter hjemsendes, er umiddelbart set kun rationelt, hvis målet – som i Finland og i større lande under storkrig – er at skabe store reservestyrker for at kunne løse omfattende opgaver eller sikre enheders effektivitet under store tab.

Men denne umiddelbare opfattelse indebærer under mange forhold en grov forsimpling.

Dette ignoreres både af liberale politiske modstandere af værnepligten og i Danmark af Hærens menige stampersonels personelorganisation.

For det første indebærer værnepligten adgang til folk med civile uddannelser og forudsætninger. Det er folk, det vil være vanskeligt eller meget dyrt at få til at søge militær kontraktansættelse i det meget store omfang, som er og forbliver nødvendigt i en generel krig.

For det andet er den kontraktansattes opbyggede større militære rutiner kun direkte anvendelige, hvis uddannelsen og tjenesten har haft til formål at forberede til den definerende konfliktform, dvs. ikke fredsstøtteindsats eller garnisonstjeneste i fredstid.

For det tredje er det centrale behov ikke knyttet til den enkeltes effektivitet, men til effektiviteten i samarbejdede besætninger og i de grundlæggende enheder. Her har værnepligtsuddannede enheder den fordel, at uddannelsesforløbet kulminerer med skabelsen af sådanne samarbejdede enheder, der derefter kan holdes samlet i reserven igennem flere år.

En hurtig personeludskiftning i kontraktbemandede enheder betyder, at et antal af deres hold, besætninger og basisenheder ikke kan holdes fuldt samarbejdede. De kræver supplerende, intensiv uddannelse før indsættelse.

Kvindelige værnepligtige?

En skarp kritiker af kvindelige værnepligtige er den israelske. kritiske militærkommentator Martin van Crefeld. Han argumenterer først og fremmest mod anvendelse af kvinder i kampenheder ved fronten. Han anfægter ikke den israelske anvendelse af kvindelige værnepligtige i militære støtteroller.

Hans primære argumenter mod anvendelse af kvinder i kampenheder er dels, at de er for svage, gennemsnitligt svagere og mindre robuste end mænd, dels, at deres tilstedeværelse undergraver kampkraften hos deres mandlige kolleger, der ikke kan undgå at vise særlige hensyn, eksempelvis over for sårede kvindelige soldater.

Til det første argument er der kun at bemærke, at dette er en kendsgerning, men at man allerede nu fordeler soldater på forskellige enheder og funktioner efter deres fysik og andre egenskaber. Heller ikke alle mænd er fysisk og psykisk kvalificerede til at indgå i eksempelvis Sirius-patruljen eller specialoperationsstyrkerne.

Så det er blot at fastholde samme krav til bemanding af en given funktion uanset køn. Det er ikke noget nyt i den danske hær, da dette har været gældende, fra man i 1980’erne begyndte at anvende kvindelige konstabler i enhederne. I øvrigt kan det bemærkes, at man tidligere kun bemandede kampenheder med unge mænd, men man har i Ukraine ser, hvordan ældre og dermed fysisk svagere mænd danner kernen i kampenhederne.

Der findes mig bekendt ikke undersøgelser af, hvordan kvindelige soldaters tilstedeværelse i kampenheder påvirker enhedens moral og optræden. Rent teoretisk kunne man argumentere for, at risikoen for at kvindelige kammerater blev fanget og udsat for alle typer mishandling af en bestialsk modstander ville få hele enheden til at kæmpe endnu hårdere og målrettet end det modsatte.

Selvfølgelig vil soldaters optræden blive påvirket af kærlighedsforhold mellem soldaterne, men som bekendt findes der også sådanne forhold mellem soldater af samme køn.

En strid mellem modstandere, der træls nok begge har ret.

Israelis and Palestinians believe that thery are engaged in an existential conflict as well as a territorial conflict … a struggle for survival ... the ongoing battle … is driven by the collective psychological needs and desires of both sides.” Dov Waxman: The Israeli-Palestinian Conflict: What Everyone Needs To Know (Oxford 2019) [den ret korte bog anbefales varmt]

Da krigen om Palæstina startede igen i begyndelsen af oktober 2023 med Hamas terrorstrejftog ind i Negev fra Gazastriben, blev jeg på trods af lang tids interesse i emnet fanget med en utilstrækkelig viden om rødderne og derigennem forståelse for, hvorfor der ikke er nogen politisk løsning.

Derfor indledte jeg et gravearbejde. Selv om man er gammel, har man pligt til at søge opdateret viden. Opdateringen blev muliggjort af de seneste årtiers historiske forskning og publikationsvirksomhed.

Denne artikel opsummerer mit konkluderende billede.

***

Som så mange andre ulykker i de sidste godt hundrede år startede forløbet i Rusland med en giftig kombination af nationalistisk og racistisk inspireret vold. Da blev volden rettet mod den jødiske befolkning i de vestlige dele af zarimperiet, som man havde erobret i slutningen af 1700-tallet ved delingerne af Det Polsk-Litauiske Rige.

Her var den største koncentration af Europas jøder henvist til at bo, mange i dybeste armod i landsbyer.

Fra 1881 blev de udsatte for bølger af systematisk, statsstøttet vold, “pogromer”. Zar Aleksandr II var dræbt ved attentat, og den nye, stærkt antisemitiske Alexandre III gav jøderne skylden.

Vold og retsløshed udløste en flygtningestrøm til resten af de europæisk befolkede dele af verden. Her blev flygtningene mødt med mistro og ny racisme, og i Europa og specielt Central- og Østeuropa, blev antisemismen udbredt og radikal.

I slutningen af 1890’erne nåede jødiske ledere til erkendelse af, at den eneste mulige vej frem var at søge at få sit eget hjemland, og at det naturlige sted for dette ville være det Palæstina, hvor de oprindeligt var fordrevet fra. Dette uanset, at befolkningen dér på det tidspunkt kun omfattede ret få jøder, mens befolkningen nu var muslimske arabere med et ligeledes arabisk kristent mindretal.

I det nye “zionistiske” projekt investeredes jødiske fondsmidler i jord fra arabiske bønder til de jødiske flygtninge og migranter og i udviklingen af moderne produktion i de hermed etablerede bosættelser.

På det tidspunkt er det reelt ikke muligt tale om en palæstinensisk nation. Araberne i landet var blot en del af befolkningen i den samlede arabiske befolkning i den sydøstlige, mellemøstlige del af det tyrkisk styrede Osmanniske Imperium.

De zionistiske aktivister som organisatoren og arbejderlederen David Ben Gurion så det som muligt, rimeligt og til økonomisk gavn for alle, også de lokale arabere, hvis en del i Palæstina i dette samlet store område blev udviklet af de dygtige jødiske bosættere med ekstern kapital.

Under 1. Verdenskrig voksede presset mod jøderne i Østeuropa, da deres landsdele blev hovedskueplads for kampene mellem Rusland på den ene side og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden.

I Mellemøsten betød Verdenskrigen, at Det Britiske Imperiums behov for allierede skabte et arabisk oprør mod tyrkerne ved at love araberne støtte til en senere skabelse af en arabisk føderation. Under krigen opnåede de jødisk-zionistiske ledere også i 1917 et formelt løfte fra den konservative udenrigsminister om at støtte etableringen af et jødisk hjemland i Palæstina. Det andet nu dominerende engelske parti, Arbejderpartiet, støttede endvidere projektet pga. mange zionististers socialistiske ideologi.

I USA udvikledes der i årene 1917-22 en stærk politisk lobby, der støttede det britiske løfte til det zionistiske projekt.

I mellemkrigstiden sad England så med ansvaret for at regere de arabiske lande fra Palæstina over Trans-Jordan, nuværende Jordan, til Irak. Man havde mandat fra Folkeforbundet til at administrere området, men havde samtidig som nævnt lovet at skabe et jødisk hjemland i Palæstina. Det sidste indebar snart modtagelsen af titusinder af jødiske migranter til landet årligt.

Der er nu mange, der er er fastlåst i en opfattelse af, at zionismen med bosættelserne i Palæstina blot var endnu et eksempel på vestlig kolonialisme. Reelt er det mere korrekt at sammenligne med senere flygtningestrømme fra undertrykkelse og risikoen for udslettelse.

Efter bl.a. at have opgivet håbet om, at en massekonvertering til kristendommen ville kunne standse antisemitisk forfølgelse, var skabelsen af et hjemland for jøder den eneste mulige løsning. Alternativer til Palæstina blev overvejet, men kunne ikke samle flertalsstøtte.

Igennem 1920-erne voksede modsætningerne mellem de stadig bedre organiserede jødiske migranter og den arabiske befolkning i landet. Det gennemførtes overfald, mord og massakrer fra begge side i 1920, 1921 og 1929. Urolighedernes fokus blev i første omgang muslimernes og jødernes hellige steder i Jerusalems gamle tætbyggede by: Vestmuren (Grædemusen) og dens nabo Al-Aqsa-moskékomplekset.

Urolighederne førte både til skabelsen af en jødisk forsvarsmilits og til rabiate zionistiske kræfters brud med ledernes moderate linje.

Urolighederne kulminerede i første omgang i 1929. Briterne greb hårdt ind, straffede mordere, bl.a. med henrettelser, derunder af flest arabere. Mens man som nævnt ikke tidligere kunne tale om en palæstinensisk nation, blev denne nu skabt. Det skete dels fordi alle de arabiske nabolande definerede sig selv som nationer, dels naturligt under presset fra konflikten mod bosætterne.

Den politiske leder blev den nye, unge mufti i Jerusalem, Mohammed Amin el-Husseini, der kom fra en af byens ledende familier. Efter sin pilgrimsrejse til Mekka som ung, havde han “Haj” før sit navn. Englænderne gjorde ham i 1921 til “Stormufti”. Det fortrød de senere.

Haj Amin var fra starten af årtiet politisk leder af modstanden mod den jødiske immigration til landet. Han lagde og fastholdt en kompromisløs linje i sin indsats for at skabe en uafhængig, arabisk, muslimsk stat i Palæstina.

Så fulgte den akutte forværring af situationen af Europas jøder efter begyndelsen af 1933. Migrations-presset voksede og andre staters vilje til at modtage jødiske flygtninge faldt igennem årtiet. Situationen udløste i 1936 et åbent arabisk oprør i Palæstina mod både briterne og jøderne i landet. Indledningsvis blev reaktionen et stadig mere tæt militært samarbejde mellem briterne stadig mere kapable jødiske militære styrker samt udarbejdelse af skitse til deling af landet mellem jøder og arabere.

Men da en europæisk storkrig nu truede, erkendte briterne, at man må sikre sig mod, at araberne sluttede sig til fjenden. Derudover er det i de år naturligt for de engelske ledere at søge at svare på pres med tilpasning til modparten, og i begyndelsen af 1939 udarbejdede man en skitseplan for Palæstina, hvor idéen om en deling blev opgivet, og hvor jødisk immigration efter nogle år skulle underlægges arabisk veto. Dette forslag godkendtes af alle de arabisk-palæstinensiske parter bortset fra Haj Amin, mens de jødiske ledere erkendte, at de herefter måtte satse på USA få at opnå deres hjemland. I USA havde ledende politikere fra starten sluttet sig til idéen om et jødisk hjemland,

At Holocaust radikaliserede de jødiske ledere, er naturligt, og det krigssvækkede England blev tvunget til at opgive at fastholde kontrollen i landet, da de jødiske bosættere efter krigen indledte deres oprør. Storbritannien meddelte, at landets styrker ville rømme Palæstina i foråret 1948. En løsning var nu op til FN.

Ved udgangen af november 1947 forelå FNs delingresolution. Den gav de jødiske bosættere mere land, end den engelske kommissionsskitse fra 1930’erne. Det afvistes af palæstinenserne. Derefter udbrød kampe, som førte til, at den jødiske regulære milits Haganah og de to terrorgrupper Irgun og Lehi fordrev flertallet af palæstinenserne fra en række områder.

I midten af maj 1948 forlod de britiske styrker landet og Israel blev erklæret etableret. Nu fulgte de arabiske nabolande og andre arabiske landes invasion. Målet med invasionerne var ikke at skabe en palæstinensisk stat, men erobre dele af Palæstina til eget land.

Krigen fik to faser. Først standsede de tal- og uddannelsesmæssige overlegne israelske de arabiske landes totalt ukoordinerede offensiver. Derefter gennemførte styrkede og rutinerede israelske styrker modoffensiver, der førte til landets grænser indtil 1967. Vestbredden forblev under Jordan og Gaza-striben en del af Egypten.

1949-Israel, der omfattede 78 % af det britiske mandat-Palæstina (mod maj 1948-Israels 56 %) var resultatet af en forsvarskrig og således formelt legitimt. Men våbenstilstandslinjerne blev som Israels eksistens ikke anerkendt af de arabiske lande som internationale grænser. Disse de facto-grænser blev helt grundlæggende afvist af de palæstinensiske flygtninge. Mange var fordrevet fra deres boliger i det kommende Israel i vinteren før den regulære krigs start.

De palæstinensiske flygtninge havde de arabiske landes befolkningers fulde støtte, hvilket fastholdt deres regeringers afvisning af Israel i de næste årtier. Flygtningenes liv i FN-lejre uden borgerrettigheder i værtslandene bidrog til at fastlåse fjendskabet igennem generationer og mange fra den hurtigt voksende flygtningebefolkning emigrerede til vestlige lande som en diaspora, der matchede den jødiske, og som blev suppleret med migranter og flygtninge fra andre arabiske lande.

Man kan konstatere, at senfølgerne af undertrykkelsen af jøder i Europa fra 1880’erne nu sammen med virkningerne af andre konflikter i Mellemøsten som en ny bølge bredte sig sig til de vestlige lande.

Krigshandlinger fortsatte i de næste år som begrænsede overfaldsoperationer over våbenstilstandslinjerne. I 1956 udviklede modsætningerne med Egypten til en krig om Sinai, der blev erobret at Israel, men derefter igen rømmet en FN-styrke som buffer mellem de israelske og egyptiske styrker.

Ved sommerkrigen i 1967 ændredes alt i og med, at de israelske styrker fortsatte det knusende nederlag af nabolandenes styrker, som først var sket i 1948-49. Derefter blev udviklingen defineret af tre typer konflikter, hvor kun krigene i 1973 og til dels i 1982 var regulære konflikter mellem Israel og nabostater.

Den anden type var reelt genoptagelsen af Det Arabiske Oprør i 1936-39 ved de to Intifadaer 1987-93 og 2000-2005. Aktivisterne fra de besatte områder støttes i stigende grad af dele af de stadigt mere politiske aktive palæstinensiske israelske borgere.

Den tredje type var en fornyelse og voldsom optrapning af de grænsestridigheder, der havde præget årene mellem våbenhvilen i 1949 og 1967-krigen, hvor konflikterne fortsætter næret af Israels nye hovedmodstander Iran i nord gennem Hizbollah og i syd gennem Hamas. Det blev indtil oktober 2023 til to åbne grænsekrige ved nordgrænsen 1982-85 og 2006, og to fra og i Gaza 2008-9 og 2014. I stigende grad omfatter krigen mod Israel angreb med raketter mod israelske beboelser.

Med “Seksdageskrigen” i sommeren 1967’s hurtige og ydmygende ødelæggelse af Egyptens, Syriens og Jordans militære styrker ændrede konflikten afgørende karakter, fordi Israel overtog den direkte kontrol med de palæstinensere i landet, der ikke allerede boede i Israel. Syrien tabte Golanhøjderne, Egypten Gaza og Jordan Vestbredden og Østjerusalem til israelsk besættelse. Den efterfølgende kamp gennemførtes først og uden positive palæstinensiske resultater med terrorhandlinger.

For Israels vedkommende førte beslutningen om at erobre Vestbredden til nyzionistisk sult efter nyt territorium hos grupper, som senere destabiliserede landets indenrigspolitik.

Efter de sidste forsøg på at opnå militær succes 1970-1982 i regulære arabiske krige mod Israel, konflikten næsten helt palæstinensisk-israelsk. Senere trådte Iran dog til som primær modstanderstat af Israel og støtte til stedfortræderkrige mod landet.

Inden dette skete havde palæstinenserne haft politisk succes med civilt oprør i Den Første Intifada, der med amerikansk pression bragte en kompromisproces fra 1993 til 2000 mellem moderate palæstinensere og israelere.

Processen sluttede med den sidste israelske Arbejderparti-premierminister Ehud Baraks tilbud i Camp David i juli 2000, hvor han tilbød hele Gazastriben og 91% af Vestbredden. PLO-lederen Yassir Arafat afviste tilbuddet, hvilket fik israelerne til at se ham som uvillig til at indgå kompromis. Palæstinenserne opfattede den store forøgelse af bosætterne fra 1993 til 2000 (115.000 til 200.000) i årene før som tegn på israelernes uhæderlighed på trods af, at denne ikke var et formelt brud på aftalerne. Palæstinenserne så hele Vestbredden plus Østjerusalem som aftalt overdraget. Israelerne begyndte heller aldrig på at bygge den ca. 50 km lange højbro eller tunnel, der skulle forbinde den kommende palæstinensiske stats Gaza-stribe med Vestbredden.

Derefter skred udviklingen mod den Anden Intifada med stadig mere vold under israelske regeringer ledet af Likud-partiet. Fredsprocessen havde ikke givet israelerne mere sikkerhed, i stedet fik man nu mere terrorisme.

Efter processens sammenbrud har rabiate kræfter på begge sider kontrolleret udviklingen. Efter den anden – denne gang terrordominerede – intifada og grænsekrigene nord og syd kulminerer konflikten nu i den åbne nedslidningskrig om Gaza.

Situationen har siden 2009 været domineret og fastlåst af den tilbagevendende israelske premierminister Benjamin Netanyahus evne til at lamme den indenrigspolitiske udvikling og fastholde magten ved alliancer med religiøst zionistiske bosættergrupper og traditionelt fundamentalistisk-jødiske grupper. Herunder har enhver fredsproces været utænkelig.

Det tjener intet formål at behandle grænsekonflikterne i de sidste tyve år ud over at konstatere, at konflikterne om Gaza har været ramme om at lære Hamas den mest effektive måde at føre krig mod Israel, nemlig

1) med en maksimal satsning på underjordisk militær infrastruktur,

2) angreb med missiler og andre midler mod den israelske befolkning for at fremprovokere den ønskede militære reaktion, samt

3) åben og kynisk ofring af civilbefolkningen i Gaza for at fremkalde en “Pavlovsk” storm i Vestens sociale medier via den palæstinensiske diaspora.

Samtidig har Iran gennem sine støttede militser i Libanon og Yemen fremkaldt en regional krise.

Diasporaen har haft held til at fremkalde alvorlige indenrigspolitiske og derefter nok også udenrigspolitiske konsekvenser for Vesten, mens det er usandsynligt at palæstinensernes situation bliver bedret under en genvalgt Trump og med et derefter dramatisk svækket Europa.

Jeg vil ikke her bruge tekst på at følge udviklingen af de begrænsede konflikter som har været udkæmpet mellem Israel og Hizbollah i de to sidste årtier ud over at konstatere, at Israels modstandere åbenbart at lært mindst lige så meget som landet selv, hvilket er tydeligt under de seneste måneders ubegrænsede krigsførelse. I stedet vil jeg som afslutning fokusere på to forhold.

For det første er det klart, at den israelsk-palæstinensiske konflikt har fået en stadig stærkere religiøs dimension. Det er sket på begge sider. På palæstinensisk side er det resultatet af, at den ledende kraft er Hamas, er erklæret fundamentalistisk, islamistisk organisation, Det er noget, som de vestlige støtter til den palæstinensiske sag ikke finder det bekvemt at tage højde for. På israelsk side har Netanyahu gjort sin og landets fremtid helt afhængig af radikalt religiøst motiverede, zionistiske bosætterkredse, der udnytter Gazakrigen som dække for at presse palæstinensere væk fra Vestbredden.

Udviklingen på Vestbredden (Judæa og Samaria) er en afgørende hindring for enhver fredsordning. Det er ikke kun Likudregeringer, der er skyldige. Ganske vist er det det parti, som står de fundamentalistiske zionistiske aktivister, der etablerer bosættelser, der skal lukke muligheder for at rømme Vestbredden for fred, men alle regeringer har både aktivt og passivt bidraget til at lukke denne mulighed.

Aktivt ved at gøre det økonomisk attraktivt for almindelige folk at vælge bolig i Vestbredsbosættelser snarere end i selve Israel. Det gør, at antallet af bosættere nu er over 400.000.

Passivt ved ikke at hindre, at en stigende del af de væbnede styrker officerer sympatiserer med de rabiate bosættere, ikke griber ind ved overgreb på palæstinensere. Det øger også risikoen for, at dele af hæren vil gøre mytteri, hvis den beordres til at gennemtvinge en rømning af de rabiates bosættelser i de centrale dele af Vestbredden.

For det andet ses der en bevidst nedbrydning af de begrænsninger, som Krigens Love gradvist igennem mere end 150 år har skabt for retsstater krigsførelse.

Denne nedbrydning startede for godt tyve år siden under den amerikanske krigsførelse under “Krigen mod terror”, hvor man valgte hverken at sikre tilbagetagne modstandere beskyttelsen som krigsfanger eller som beskyttet i rammen af amerikanske retsregler.

Den russiske krigsførelse til støtte for den syriske regering under borgerkrigen i landet rettede dels terrorbombardementer mod nonkombattanter, dels angreb man som noget nyt direkte hospitaler o.l. i de områder, der var kontrolleret af modstanderne for at presse civilbefolkningen yderligere. Det er en barbarisk praksis, der er blevet overført til krigen i Ukraine.

Hamas gik videre. Dels indledte man krigen med en omfattende terrorhandling og gidseltagning, der tvang den folkestyrede modstander til en voldsom reaktion. Dels havde man med underjordiske fæstningsanlæg gjort hele Gaza til en fæstning, der tvang Israel til at gennemføre en klassisk fæstningskamp med belejring og bombardement, hvor fæstningens civile befolkning – i folkeretten ulovligt – bevidst anvendes som skjold for forsvarsstyrkerne.

På grund af de dybe fæstningsanlægs totale udstrækning og karakter må bombardementet anvende store flybomber med dybdeminevirkning. Bomberne ødelægger civile bebyggelser på overfladen.

At civilbefolkningen måtte evakueres/flygte fra angrebne dele af befæstningen blev slet ikke givet den nødvendige prioritet i den israelske krigsførelse eller i Egyptens optræden. Dette nok fordi dette ville forudsætte etablering af store midlertidige flygtningelejre uden for Gaza, som Hamas ville søge at infiltrere og gøre permanente.

DEN DANSKE HÆRS FORFALD – LIG MED HINDRINGERNE PÅ EN VEJ TILBAGE

(billedet viser den muntre og hyggelige forsvarschef, general Jesper Helsø, i perioden, hvor han fravalgte dansk evne til bidrage til egentlige forsvarsoperationer)

Det professionelle forfald startede tidligt i Den Kolde Krig. De enkelte skridt havde ofte gode forklaringer. Men resultatet blev altid en professionel svækkelse. Det skyldtes, at den forblev varig, fordi man senere glemte, hvad man havde ændret og hvorfor.

Tabet af krigsspillet og fri føring
Igennem da ca. 75 år havde Hærens ledelse forstået, hvor væsentlig en afprøvning af idéer, planer og organisatoriske løsninger gennem krigsspil, hvor modspilleren var fri til at udnytte egen løsnings svagheder. Med i slutningen af 1950’erne blev dette afgørende redskab droppet af hovedlæreren for “Generalstabskurset”, den da 1½ års videregående uddannelse af de bedste officerer. Hovedlæreren var den daværende oberstløjtnant A.C.B. Vegger, og forklaringen synes at have været, at han skulle uddanne sine elever i kamp under anvendelse af taktiske kernevåben, og det under gensidig kernevåbenbrug på kamppladsen var meningsløst at forsøge at analysere forløbet efter begge sider havde anvendt kernevåben.

Dette værktøj til forståelse af kamps karakter blev aldrig, genindført, fordi senere hovedlærere ikke oplevede muligheden, og senere blev det således at i alle øvelsesaktiviteter lod øvelsesledelsen styre “fjenden” gennem en “drejebog”, så kurset, enheden eller staben kunne glemme, at kamp er mellem to frie viljer.

Enheder lærte herefter kun procedurer i Hærens Taktiske Trænere eller Stabs- og Signaløvelser (CPX), hvor momenterne i drejebogen ikke skulle forsøge at få egen sidens plan til at bryde sammen.

Det samme kom også til at gælde for Feltøvelser med enhederne. På trods af, at man til tider etablerede en kampdommerorganisation, der muliggjorde “fri føring”, var øvelserne så kostbare og, hvis øvelsen var med allierede, så politisk påvirket, at man måtte styre alt væsentligt gennem en godkendt drejebog.

Funktionæransættelsen fra begyndelsen af 1980’erne
Fra 1983 var en stadig større del at officerskorpset som stampersonellet begrænset af en fast arbejdstid, dvs. at lange øvelser gennem mange døgn blev kostbare og belastede enhederne med afspadseringsfravær, specielt, hvis der som oftest var for få penge. Mulighederne for at gennemføre langvarige øvelser, der nærmede sig presset under krigsforhold.

Mens uddannelsesniveauet i stampersonelenheder faldt, var den nye situation specielt alvorlig for mulighederne for at give værnepligtige et intensiv, realistisk og derigennem motiverende uddannelsesforløb, At uddanne værnepligtige, der er naturligt kritiske over spild af tid, er et projekt, der kræver kadrernes konstante tilstedeværelse.

Afskaffelsen af egentlige krigsopgaver og -organisation for tyve år siden
Medens de to foregående forfaldselementer, var den generelle forringelse, som fandt sted under regeringen Anders Fogh-Rasmussen for godt tyve år siden, helt bevidst. Man var overbevist om, at historien var slut, og at man aldrig mere skulle kunne kæmpe i forsvar af dansk eller NATO-territorie mod en stats angreb.

Derfor afviklede man “kapabiliteter” herunder ikke mindst evnen til at mobilisere, herunder “trække Hæren ud som en harmonika” fra fredstidsstørrelse til at kunne løse krævende og langvarige opgaver. Herefter skulle hvert værn bestå af en lille “værktøjskasse” af kapabiliteter, som Danmark i en kort tid kunne stille til rådighed for allierede, først og fremmest USA og sekundært Storbritannien.

For det første betød det afvikling af det materiel og den udrustning, som ikke knyttede sig til den nu meget lille fredsstyrke, herunder den praktiske viden og erfaring om, hvordan man mobiliserede samt den nu unødvendige depot- og magasinkapacitet.

For det andet skete der en dramatisk reduktion i antallet af enheder. Herunder ignorerede man (nok overså) betydningen af dette for værnets kvalitet. Man havde bekvemt glemt, at officerers og befalingsmænds kvalitet opbygges ved praktisk erfaring. Teoretisk uddannelse er kun støttende. Man fjernede langt hovedparten af de “praktikpladser”, hvor kadrerne skulle uddannes. Det skete uden en tilsvarende reduktion af produktionen af teoretisk grunduddannede officerer.

Senere blev situationen yderligere forværret ved, at man droppede det mere end 100 år gamle krav om, at ingen kunne komme på Hærens Officersskole uden i praksis at have vist sig egnet som befalingsmand.

For det andet blev det flertal af officerskorpset, der ikke indgik i de landmilitære “værktøjer” helt reduceret til uniformerede forvaltere. Tidligere havde kadrer, der til dagligt gjorde tjeneste i en fredstidsforvaltningsfunktion, en krigsfunktion i en operativ stab eller mobiliseringsenhed. De indgik i uddannelsen til denne funktion, havde våben og militær standardudrustning udleveret. Alt dette blev nu irrelevant og sparet væk.

En anden meget væsentlig ændring blev, at man ikke længere havde styrende opgaver som tidligere kystforsvar, øforsvar, baglandsforsvar eller forsvar af en kendt grænsesektor.

Nu skulle man blot producere nogle “værktøjer”, der ikke skulle være fokuseret på noget bestemt i et givent scenarie, som kunne vejlede uddannelse og andre forberedelser.

Indtil ophøret af kampindsatsen i Afghanistan var der dog grænser for forfaldet, for man skulle hvert halvår producere en motiveret og rimeligt veluddannet enhed til den fælles indsats i Helmand-provinsen. Og hvert halvår kom kadrer hjem, der var blevet intensivt praktisk “uddannet” under kampopgaverne her. Og da Danmark var et lille, uambitiøst land, skulle vi ikke som stormagter udvikle enheder og faglighed til at kunne løse et bredt spekter af opgaver i forskellige scenarier.

Civiliseringen

Men for tolv år siden blev denne opgave i det fremmede opgivet, og dermed forsvandt den sidste hindring for at det accelererede hjemlige forfald og de kommende besparelser kunne ramme med fuld effekt.

Nu var der ikke længere nogen argumenter mod, at også alle Hærens aktiviteter blev underlagt den offentlige forvaltnings centralisering, standardisering og kontrolrapporteringsregime. Der skulle ikke længere eksistere myndigheder, der fokuserede på operative og faglige forberedelser. Stabe, der i forvejen var vokset under hensyn til opgaverne i nullerne, blev nu kun egnede til forvaltning, og da specialskolerne i 2018 blev sparet væk, blev faglighed en hobbyaktivitet. Staben i 1. Brigade er nu vokset til at være 4-5 gange den størrelse, som en 1990-brigadestab var efter mobilisering.

Nu kunne kadreuddannelserne, der skulle skabe fagligheden ved grunduddannelsen og senere vedligeholde denne igennem tjeneste- og karriereforløbet, gøres helt teoretisk og rettes mod målet at opnå akademisk akkreditering.

At stillinger blev besat ved ansøgninger (for at harmonisere til civil praksis), betød at ledelsen ikke længere kunne sikre, at de mest egnede gennemløb den fagligt-praktisk nødvendige erfaringsudvikling. Dette var specielt alvorligt, fordi det meget lille antal “praktikpladser” gør stram faglig ledelsesstyring afgørende.

Det kursus, som siden 1880’erne har hårdt og dynamisk har uddannet Hærens demonstreret bedste officerer, er ganske vist overlevet som “Operations- og Føringsuddannelsen” på Forsvarsakademiet, men hidtil synes ingen involverede at forstå, at det er bl.a. her, at genopbygningen af Hæren til at kunne fungere rimeligt effektivt i krig skal indledes.

Sådan set var det logisk at afskaffe kurset, for det var fokuseret på at planlægge den indsættelse og logistiske støtte til større, alsidigt sammensatte styrker (“troppeenheder”, dvs. brigader og derover) i egentlig krig, samt derefter at lede styrken under indsættelse ved siden at tilsvarende allierede styrker.

Der var også logisk at afskaffe den “værnsfælles” stabsuddannelse, der var skabt i 1977 og i de næste 25 år udviklet til at kunne forstå alle elementer i opbygningen af alle tre værns enheder, herunder deres muligheder og begrænsninger, bedst mulige materiel- og personelsammensætning samt hvordan de kunne spille sammen med typer af enheder, som allierede stormagter rådede over.

Dansk forsvar skulle ikke længere kunne tænke selv og levere professionelt begrundet rådgivning til politikerne. Vi skulle blot bidrage loyalt med værktøjer (med mennesker og resurser) til de store, som vi forventede kunne tænke for os.

Både medier og politikere rettede deres ønsker om ekspertstøtte til civile akademikere, der var uden praktisk militær baggrund og som aldrig havde sat sig ind i, hvad indsats i krig var og krævede.

Derefter kunne de uniformerede koncentrere sig om at skabe en ansvarsforflygtigende (over)forvaltning(ssump), hvilket så skete.

VITALE HÆRPROJEKTER, MENS VI VENTER PÅ MATERIEL FRA DEN LAMMEDE FORSVARSLEDELSE

Det sidste par uger har gjort klart, at Forsvarsledelsen er helt lammet på de områder, som ministeriet og politikerne fokuserer på.

Derfor er disse småting, der ligger langt under deres fokus, helt vitale som kravlegårs-øvelser, der kan genlære nødvendige færdigheder og samtidig motivere de stakkels ansatte.

Grundlag
Mit gamle grundlag som veteran for tro på, at det stadig er muligt at nå at forbedre en ret håbløs situation, på trods af, at forsvaret med specielt Hæren er hensygnet så dybt, er (også efter men pensionering for mange år siden), er mine møder og andet samspil med unge og yngre officerer, befalingsmænd af sergentgruppen og menigt stampersonel.

Disse kontakter har overbevist mig om manges motivation, grundlæggende dygtighed og vilje til at lære nyt, samt om mange af disse folks uudnyttede potentiale.

Det er denne motivation og dette potentiale, som disse projektforslag er bygget på.

Hvor hurtigt, det er muligt at opnå fokuserede resultater, har jeg også lært af mit historiske gravearbejde, herunder i dem danske hærs moderniseringsindsats i sidste halvdel af 1930’erne.

En hurtig udbygning af europæisk forsvar – og herunder også lille Danmarks – er nødvendig pga. situationen med krig i verdensdelen, som kan forudses udvidet mod vest senest efter ophør af intensiv kamp i Ukraine. Opbygningen af det militære kan forventes at ske i faser, et element er lige nu skabt længere mod syd ved truslen mod Moldova via Transniestr.

Udgangspunktet for denne prognose er Ruslands ultimatum af 17.12.21, der understreger truslen mod NATOs frontlinje-medlemsstater (her er primært Baltikum og Polen relevante).

Jf. Wikipedias referat omfattede dette ultimatum bl.a.:
*… a withdrawal of NATO’s infrastructure and capabilities from the territories of the former Soviet Union.
* A recognition of Russia’s special interests and role in ensuring security and stability in the post-Soviet space, and a respect for its sovereignty and territorial integrity, …

Truslen for at opnå den krævede ændrede sikkerhedsordning i Europa er pga. Ruslands kapaciteter dobbelt:

I. trusler om og gennemførelse af Invasionsoperationer mod frontlinjestaterne samt
II. missiltrusler (konventionelle og kernevåben) med andre medlemslande, det sidste med nedtoning af angreb mod kernevåbenmagterne Storbritannien og Frankrig.


De styrkemål, Danmark har lovet NATO, herunder ”én tung brigade”, er irrelevante i forhold til situationen herefter.

Løftet om brigaden kan sammenlignes med, at vi har lovet at skabe et lille standardbyggeri på en fredelig sidevej, hvor det nu nødvendige er at bidrage til løsning af problemerne i et uoverskuelig stort, stadig mere aktivt jordskælvsområde.

De her beskrevne projekter foregriber ikke hvilke opgaver, danske landstyrker skal løse, når spørgsmålet er blevet afgjort i en dialog mellem Alliancen, partnerne, regeringen og Forsvarsledelsen. Heller ikke styrken skitseres. Det eneste, der sker, er at den danske hærstyrkers evne til at kunne kæmpe i en krig mod en konventionel og lige modstander, markant vil være forbedret efter tre år.


Større materielanskaffelser kan ikke forventes at ankomme hurtigt, i første omgang pga. Ukraines behov, derefter pga. af sælgers marked, hvor producenterne prioriterer eget lands opbygningsbehov.


Overvindelsen af manglende erfaring med at forberede symmetrisk krig hos de danske ældre uniformerede kadrer skaber sammen med accepten af den centraliserede og forvaltningsvanedrevne beslutnings-, myndigheds- og ansvarsstruktur meget vanskelige hindringer.


Uanset den nyligt afsluttede samarbejdsaftale med USA, kan Danmark ikke regne med hjælp fra amerikanske styrker, specielt ikke landstyrker. USA i stigende grad isolationistiske linje må ses som en central del af forudsætningerne og problemerne, dette selv om Trump ikke bliver valgt.

Et centralt element under genopbygningen af også danske styrker er i øvrigt erfaringer fra krigen i Ukraine. Det afgørende er bl.a. en konstant og tæt integreret indsættelse af droner i masse i alle operationer.

Teksten er rettet efter meddelelsen om, at politikerne har besluttet, at man vil tage 5.000 værnepligtige ind årligt til 11 måneders uddannelse.

Tre parallelle akutte projektaktiviteter
Det er klart for tidligt at indrette Forsvaret og herunder Hæren uden en grundlæggende fastlæggelse af hvilke opgaver, landstyrker skal løse.
Det vil derefter tage tid at få nødvendigt nyt materiel indkøbt og på plads i enhederne: Det gør, at der er nogle år, hvor andre nødvendige projekter kan gennemføres for at genlære nødvendige ting.


Våben og andet materiel, der er under anskaffelse for at leve op til eksisterende styrkemål, såsom luftværn, kan dog med sikkerhed også bidrage efter en klarlæggelse af nødvendige bidrag og den efterfølgende justering af mål.


Den første af disse opgaver er med stor sikkerhed at genskabe evnen til at uddanne og kunne mobilisere enheder af værnepligtige og enheder, der ud over stampersonel til tjeneste og af reserven også indeholder værnepligtige. Hvor omfattende behovet bliver, afhænger af Hærens opgaver.

Værnepligten har to fordele, som ikke kan opnås på anden måde. For det første tilføres Hærens mobiliserede styrke via værnepligt for én årsløn over tid et antal soldater. Hvor mange, afhænger af det antal år, den værnepligtige forbliver i reservestyrken. For det andet giver værnepligten adgang til folk med civile uddannelser (bl.a. læger, sygeplejersker, ingeniører, IT-folk og håndværkere) og folk med erfaringer, som Forsvaret kan få brug for igen i stort antal som fra 1950 til 1990. Det er indlysende, at det er Hærens tjenestesteder, der må lede dette projekt og dermed genopbygge viden, metoder og eventuel infrastruktur. Opgaven vil blive diskuteret i større detalje nedenfor.


Den anden opgave er at genlære krigsplanlægning samt operativ og logistisk forberedelse af landstyrkers krigsindsats. Det er logisk, at dette læringsprojekt ledes af den multinationale divisions og de to brigaders stabe. Det er dem, der skal anvende læringen.


Det tredje projekt
er at re-fokusere uddannelsen af Hærens tjenstgørende samt dens reserves officerer og befalingsmænd til opgaver under symmetrisk storkrig med fuld inddragelse af erfaringerne fra Ukraine. Som organisationen er nu, kan denne kun placeres i Forsvarsakademiets forskellige skoler for uddannelse af Hærens kadrer.
Forsvarets styrelser og Hærens centrale elementer har kun til opgave facilitere, støtte, monitere projekternes gennemførelse og udsprede den læring, der finder sted i dem.


1. Tjenestestedsprojekter
Den definerende opgave for hvert større tjenestested i Hæren (garnisoner) kan standardiseres til at årligt uddanne en bataljon (afdeling) af den pågældende våbenart (infanteri/ingeniører, o.a.) i princippet med alle bataljonens specialer. De 5000 til 11 måneders uddannelse, der nu er besluttet, vurderes som det absolut maksimale, som den nuværende hær med de eksisterende faciliteter kan klare.

Derefter udvikles praktiske muligheder for at kunne mønstre de uddannede enheder fra et år efter afsluttet uddannelse. Uddannelsen bør også opfatte gennemførelse af forsøg med anvendelse af droner til løsningen af våbenartens opgaver, under maksimal inspiration fra erfaringer fra Ukrainekrigen.

Der er et antal store udfordringerne i løsningen af denne opgave. Et er at finde de officerer, der er villige og egnede til som bemyndiget chef til at tage personligt ansvar for at gennemføre projektet i garnisonerne i en åben proces, der under fuld udnyttelse af medierne ”opmuntrer” og fastholder de støttende styrelser, m.m. til at levere den nødvendige støtte efter den opstillede projekttidsplan.
For at udnytte viden og kreativitet, må udførelsen af udvikling og gennemførelsen af uddannelsen fra tjenestestedschefen delegeres ned il laveste chefsniveau, underafdelingen (kompagniet).

Projektet må gennemføres med det eksisterende hovedmateriel og med de på tjenestestedet værende personel. Herunder ikke mindst egnet, nu menigt stampersonel, herefter korporaler. Disse forberedes hurtigt til at kunne virke som instruktører ved makkeruddannelse og korte kurser. Andre anvendes som støttepersonel (herunder kørere, indtil værnepligtige er uddannet). De officerer og det stampersonel, der findes egnet som kadrer og instruktører o.a. gives en attraktiv kontrakt, der sikrer, at de uden arbejdstidsbegrænsninger er til fuld rådighed under hele uddannelsesperioden.

Om nødvendigt lejes civilt materiel eller udenlandsk militært materiel til opgaven.


For så vidt angår de værnepligtige, søges svenske, norske og Den Kongelige Livgardes erfaringer for de nødvendige krav og vilkår samt for den bedste uddannelsestakt for den generation af unge mennesker, der skal uddannes. Uddannelsens længe bestemmes af tre forhold. For det første den nødvendige tid til at opnå uddannelsesmålene for den enkelte og enheden, for det andet evnen til at fylde tiden med motiverende aktiviteter og endelig de tjeneste- og fritidsvilkår, værnepligtige har i de danske by-garnisoner (i forhold til tjenestesteder i de andre, langt større, nordiske lande). I øvrigt kan uddannelsesplaner og -mål tilpasses efter eksisterende planer fra uddannelsen af stampersonel, så man er ikke uden grundlag.


Om nødvendigt skal tjenestestederne sikre egnet indkvartering, m.m. ved etablering af midlertidige (herunder containerbaserede) faciliteter i tilslutning til kasernen, mens dennes bygninger renoveres. Hermed nyttiggøres erfaringer fra de tidligere fjerne missionsområder.

Ud fra egen erfaring med start af krævende uddannelsesprojekter (og under hensyn til presset fra den kritiske internationale situation) kan og bør uddannelsen starte seks måneder efter, at beslutningen er taget og chefer er valgt. Forberedelserne kan fortsættes parallelt med, at den almene grunduddannelse af de værnepligtige indledes. En sådan kort lunte vil selvfølgelig i høj grad og gavnligt presse de støttende styrelser til at arbejde både hurtigt og effektivt og fremme de udpegede chefers tilbøjelighed til at delegere.


Under hele projektet er det nødvendigt, at der opretholdes et tæt netværk mellem tjenestestederne, herunder for at udvikle erfaringer, der også omfatter idéer om, hvorledes man sikrer rettidig støtte fra danske myndigheder og bedst udnytter udenlandsk rådgivning og erfaring under de danske vilkår.

2. De operative stabes projekt
Dette projekt er hæmmet af to forhold. For det første, at ingen tjenstgørende danske hærofficerer har erfaring med krigsplanlægning for højintensiv forsvarskamp på dette niveau af våbensamvirke (brigade og division) og med de efterfølgende praktiske forberedelser, herunder bl.a. og ikke mindst krigstidslogistik samt kadreuddannelse. For det andet, at stabenes kampføringsstøtteenheder i bedste fald er under opbygning.

Ikke mindst brigadestabene er i forhold til tidligere meget store, 1. brigades er over 100 personer, 4-5 gange større end en 1990-brigades krigstidsbemanding. Det skyldes deres aktuelle forvaltningsopgaver samt arven fra nullernes interventionsoperationer.

Brigadestabene (og Jyske Divisions stab) under den tidligere Kolde Krigsperiode havde kun opgaver i forberedelserne og ledelse af krigsopgaver, og havde derfor kun en bemanding i den “egentlige stab” på ti-tolv til tjeneste og det dobbelte efter modtagelse af supplement af reservepersonel. Her er det kun stabenes ikke-forvaltningspersonel, dvs. personel med nøgleopgaver i føring og logistik, der involveres i dette læringsprojekt.


Her foreslås, at opgaverne fordeles, således at 1. Brigades stab fokuserer på mulige opgaver ved de baltiske landes grænser til Rusland og Belarus, 2. Brigades stab på løsningen på mulige opgaver i Danmark (Bornholm og resten af landet), mens divisionsstaben følger og støtter begge, herunder med styrende trusselsscenarier.


Efter valg af en teoretisk mulig opgave i et afgrænset terræn gennemføres kortstudie fulgt af dronestøttet rekognoscering, laves en foreløbig plan. Derefter rekognosceres i terrænet sammen med førere fra brigadens enheder (eller officerer, der gives denne rolle). Alle enheders placering, kunstige hindringers placering fastlægges og den endelige plan udarbejdes.

Så afprøves planen i et krigsspil i en taktisk træner og eventuelt med computerstøtte, hvor divisionen med ekstern støtte af udenlandske eksperter i russiske enheders taktik, våben og metoder. Derefter tilpasses planen for at mindske erkendte svagheder i muligt omfang.


Dette forløb gentages i et andet område nogle gange for at skabe rutine, hvor krav øges ved at forlænge spils varighed til at dække ugers forløb, øge friktion, inddrage fysiske og andre angreb på brigadens føringsstøtte samt et langvarigt komplekst logistisk pres.


Divisionen har ansvar for at kommunikere erfaringer til både allierede partnere og til anvendelse i de to andre projekter.

3. Forsvarsakademiets projekt
Forsvarsakademiet (med dets skoler) har fra starten en afgørende rolle.
For det første skaffes og derefter uddybes et vidensgrundlag for de andre projekter. Det ville være naturligt straks at inddrage alt viden, der kan skaffes om de russiske og ukrainske operationer fra Ukraine.


Herunder gennemføres målrettede studieperioder med udenlandske eksperter (herunder fra britiske R.U.S.I.). Naturlige prioriterede emner ville være læring om integrationen af droner i våbenarternes opgaveløsning, løsning af føringsopgaver og gennemførelse af planlægning for bataljon, brigade og højere niveau på en sådan måde, at sårbarheden mindskes maksimalt. Er andet centralt område er at afklare, hvorledes man dækker de dele af fronten, der må dækkes af andet end brigader.
Den anden opgave er langt mere krævende. Skolerne skal reelt standse deres aktuelle akademiseringsprojekter og satse alle resurser på professionsskoling til krig på de forskellige niveauer. For at påvirke bredest muligt skal kurser være korte, i maksimal udstrækning anvende fjernundervisning, dog med kontrol af læring under tilstedeværelse (med kontante krav for at bestå og opnå fordele af dette).


Umiddelbart skal de forskellige uddannelser:


Støtte tjenestestedernes retablerede våbenskoler i uddannelsen af menigt stampersonel til instruktører for værnepligtsenhedernes uddannelser.


Hos alle faste officerer og befalingsmænd samt officerer og befalingsmænd med reservestatus, der ønsker en fortsat rolle i Hæren, udvikles den generelle viden og de færdigheder, der er en forudsætning for anvendelighed i en højintensiv krig. Denne uddannelse suppleres ved tjenestestedet med våbenartsspecifik viden og færdigheder.

Som tidligere i Hærens historie gives de i praksis demonstreret klart dygtigste et kursus i føring og planlægning til krig og under krigsforhold. Selvstændig tænkning og evnen til at arbejde i længere tid under hårdt pres er en forudsætning for at bestå.

Det fjerde, helt selvstændigt projekt for hele Forsvaret: At genskabe en robust evne til at holde krigsmateriellet operativt

I vel 25 år har Forsvarets materielvedligeholdelse og -reparationer været styret af to hensyn: New Public Managements fokus på ikke at gøre noget, før dette var akut nødvendigt samt det politisk fastholdte krav om, at opgaver skulle udliciteres til ikke-offentlige virksomheder.

Begge hensyn er i direkte modsætning til hensynet om til stadig at kunne holde mest muligt i operativ tilstand. Dvs. til stadighed at kunne have ren spredt og robust evne til at kunne reparere og forbedre materiellet (selv væk fra fabrikker i baglandet).

Det kræver flere oplægninger af nødvendige reservedele; opretholdelse af Forsvarets egne hold af teknikere/mekanikere med godt kendskab til materiellet; faciliteter, heraf nogle mobile, til ar støtte arbejdet samt opretholdelse af et højt beredskab til stadig at kunne gennemføre reparations- og klargøringsindsats.

KONSEKVENSEN

FORESTIL DIG DIN FREMTID MED ET SAMFUND – EFTER ET TRUMP-GENVALG, UKRAINES NEDERLAG OG NATOs KOLLAPS: EFTER TRYGLENDE BENÆGTELSE SIDEN 2012 AF DEN KOLDE KRIGS GENVIRKELIGHED OG KRAV:

Det er ikke fremtiden i områder under direkte russisk kontrol som Belarus og det genunderlagte Ukraine, men efter tilpasning til Ruslands krav og forventninger under respekten for russisk magt (som respekten for den dominerende Mafia-boss i Syditalien). Dette er, hvad russerne igen har lært at opfatte som en naturlig tilstand:

> hvor al politik og magtsøgen er kynisk drevet af søgen efter personlig rigdom
> hvor alle indtægtsgivende stillinger besættes ved kombinationen af nepotisme og bestikkelse
> hvor politi, domstole og fængselsvæsen direkte tjener magten
> hvor valghandlinger frit manipuleres
> hvor alle massemedier er i magthavernes hænder
> hvor magtmisbrug og uretfærdighed kun straffes, hvis det er i magthaverens interesse
> hvor magten i sidste instans ligger i en fremmed hovedstad


Dvs. samfund med endnu mindre frihed end under den sidste og værste del af Besættelsen af Danmark, et samfund hvor medmenneskelige forhold og tillid med god grund forgiftes.

Så kan du forstå, hvorfor polakker og mange baltere efter deres erfaring i to menneskealdre efter 2. Verdenskrig vil kæmpe for deres frihed selv om USA og de andre europæiske lande efter manglende rettidige omhu og skulle svigte dem, efter de svigtede Ukraine.

Dette er Ruslands fremgangsmåde til at holde eget og andre folk undertrykte. Nu hjulpet af moderne overvågning.

Billedet viser, hvordan vores fremtidige politiske ledere vil optræde.

2028-SCENARIE

(kortet overfor af Suwalki-korridoren er fra Atlantic Council)

Senest efter et par år med Trump som genvalgt præsident (men nu sandsynligvis før) er Ukraine tvunget til fred (benævnt og reelt kun en våbenhvile) på russiske betingelser (med USAs accept=støtte). Bortset fra, at Trumps valg jo heldigvis fortsat ikke er givet, bygger scenariet, dvs. udviklingsmuligheden, på en fortsættelse af den aktuelle tendens og faktiske udmeldinger om hensigter og problemer.

Rest-Ukraine er med russisk støtte således i 2028 på vej mod det lovede EU-medlemskab. For Rusland med det formål, at EU svækkes af belastningen fra genopbygningen og den store demoraliserede ukrainske befolkning.

Nu fortsætter Rusland i forlængelse af sit 17.12.2021-ultimatum, der havde til klart formål at ødelægge NATO. Det sker med henvisning til dette. Man opmarcherer i Belarus og det vestlige Rusland mod Polen og det tyndt forsvarede Baltikum med tyngde mod Litauen.

Det sker med det udtrykte mål at få fremmede styrker ud af Østeuropa OG samtidig skabe forbindelse fra Belarus til Kaliningrad på tværs af “Suwalki-korridoren” (se kortet).

De amerikanske enheder i den USA-ledede NATO-brigade i nordøst-Polen, der skulle beskytte korridoren, er allerede ude/på vej hjem efter direkte aftale mellem Trump og Putin.

Der indledes en omfattende hybrid undergravende indsats mod resten af Baltikum fokuseret mod de ikke-baltiske mindretal i Estland og Letland. Dens karakter er som Hitlertysklands mod Sudeterland halvfems år tidligere.

Samtidig indledes og omfatter også en cyber- og fysisk sabotageoffensiv mod landenes internetinfrastruktur (som i Danmark eksempelvis NETS og Sundhedsplatformen).

Samtidig gennemføres diskret sabotage af infrastruktur på havbunden i Østersøen, Nordsøen, Kanalen og Norskehavet.

Den konventionelle opmarch bakkes eksplicit op af en kernevåbentrussel med en stort antal af jord-til-jord-præcisionsmissiler, der kan udrustes med kernevåben.

Al dette skal ses i sammenhæng med den klart demonstreret svigtende vesteuropæiske evne til hurtigt at opbygge sine forsvarskapaciteter.

Efter 2014 var der blevet placeret små, rent symbolske, allierede styrker i Baltikum. Disse “kampgrupper” var ledet af Storbritannien i Estland, Canada i Letland og Tyskland i Litauen. Efter 2022 skal de tre større lande booste styrkerne op til en lidt mindre symbolske brigaderamme.

Men det er ikke ligetil. Tysklands forsvarsminister har nu ganske vist indgået en aftale med Litauen om at ville have brigaden klar om 3-4 år. Men forsvarsbehovet er efter min gennemrekognoscering af grænseområderne på mindst seks tyske brigader ud over de tre lettere udrustede litauiske brigader: En division med tre tyske og en litauisk brigade i vest ved Kaliningrad-grænsen og kysten, en division med tre tyske og to litauiske brigader i øst op mod dem lange skovrige grænse til Belarus.

I det omfang europæerne taler om den kernevåbenafskrækkelse, der kunne afparere russisk pres, vises som altid politisk naivisme kombineret med berøringsangst varm ordluft.

Kun Frankrig (og Storbritannien) har kernevåben, og nu kun styrker, der skal afskrække et kernevåbenangreb på hjemlandet.

Som minimum er behovet at genopbygge europæiske kernevåbenstyrker til den mere varierede sammensætning, de havde i 1980’erne, med våben med kortere rækkevidde fra fly og på missiler (som det franske HADES-system).

For at gøre det sandsynligt, at de derefter anvendes til andet end afskrækkelse af ejerlandene, må frontlinjelandende på en måde gives adgang til “aftrækkeren”, enten gennem egne våben eller franske våben på deres jord, kernevåben der kan nå Sankt Petersborg.

Uden dette må vi konstatere, at Europa tabte anden halvleg i Den Kolde Krig, en konflikt, som man fornægtede eksisterede.

TANKELØS DRIFT MOD KATASTROFEN (DEL 3): EFTER AT “OBERST HACHEL-TYPERNE” BLEV FORTRÆNGT ELLER BLOT HJERNEVASKET

Efter Den Kolde Krig gjorde forsvarspolitikerne og deres civile embedsmænd klart, at “oberst Hachel-typer” ikke længere hørte hjemme i dem nye danske forsvarsledelse,

De skabte problemer i denne nye tid, fordi de tænkte og argumenterede anderledes end personer med civil baggrund. Dette havde nok været relevant i fortiden, men ikke længere efter de egentlige krige, dem mellem stater, kun var historie.

Her vil jeg kort beskrive konsekvenserne af den succes, man i Danmark har haft med harmonisere landets forsvarsledelsestyper gennem at fravælge den traditionelle faglighed samt dennes synspunkter og prioriteringer.

***


For at gøre dette, er det nødvendigt at skitsere de centrale elementer i den fravalgte faglighed.

Karakteristika ved den tabte “Hachel-type” findes i endnu renere moderniseret form hos officeren på billedet til højere, min gamle ven, den pensionerede generalløjtnant Kjeld Hillingsø, som mange af mine læsere sikkert også kender.

***

1) Det er afgørende at forstå, at mens der findes et par tusinders års teorier om militær optræden i krig og kamp, er professionen i sin kerne praktisk. Professionen bygger først og fremmest på læring af færdigheder under stadig mere krævende praksis gennem officerskarrierens formative første 15-20 år.

Dette praktiske element er uundværligt, og uden fokus på dette udvikles ingen militær faglighed, der kan forholde sig kritisk til og anvende relevante teorier eller historiske erfaringer.

Uden praktik – med en energisk søgen efter at opnå erfaringer – er uniformen ikke andet end en “stuffed shirt”, “Kejserens nye Klær”, og læringen giver kun “Erasmus Montanus”-viden.

Den uniformerede persons løn er spild af penge, og den potentielt direkte skadelig, hvis vedkommende bliver søgt anvendt som sikkerhedspolitisk eller militærfaglig rådgiver.

Ved anvendelse af en sådan officer leder af militærfaglig projektimplementering må man så forvente uduelighed (og med en lille smule selvkritisk sans hos personen må man forvente en erkendelse af bevidst selvvalgt hjælpeløshed).

Men hans politiske chefer og deres civile embedsmænd kan glæde så sig over, at officeren ikke tænker og taler som en Hachel eller den senere Hillingsø.

2) Det er centralt for officeren, at denne søger at udvikle handle- og organisationsmuligheder ud fra en prognose med hensyn til mulighederne for at løse et erkendt konkret opgave eller en mulig fremtidig, hypotetisk opgave.

Da de potentielle konsekvenser af et fejlvalg for den militære organisation eller landet kan være alvorlige til katastrofale, vil sådanne vurderinger fra en professionel officer være irriterende og uønskeligt pessimistiske.

Dette forhold er et centralt element i politikeres og civile embedsmænds dybe ønske om at undgå de besværlige Hachel-typer.

3) Et andet irriterende element kan ofte være sådanne typers beslutningsiver og ansvarssøgen.

Dette, når det for politikeren og den civile embedsmand så ofte er politisk bekvemt at vente, udskyde og ikke tage ansvar for ubehagelige og potentielt upopulære foranstaltninger.

Officeren vil komme med besværlige argumenter om, at gennemførelse af beslutninger er komplicerede og ikke alene er stærkt resursekrævende, men de tager lag tid at gennemføre, så rettidige skridt burde reelt være sket for længe siden, i 2014-15.

***

Hvis man har afvist disse karakteristika og ubekvemme egenskaber hos den militærprofessionelle fagmand, er det måske en idé at huske på, at den ikke er unik. Samme holdninger, samme optræden genfindes også i den anden teoretisk-praktiske profession, hos lægen, og er helt afgørende for dennes effektivitet.

Det er også tilfældet for den militære profession, og den bevidste undertrykkelse af denne har af politisk og karrierebegrundet bekvemmelighed sikret fastlåsningen af den arrogance og katastrofekurs, som jeg har skitseret i de to foregående indlæg.

***

Det er desværre ikke kun i Danmark, at det her beskrevne problem med manglende militær pessimisme-realisme i nærheden af politikerne har betydet, at nødvendige mobiliserings- og forsvarsforanstaltninger er sket tøvende, for begrænset og sandsynligvis for sent.

Det gælder hele Vesteuropa og i betydelig grad også lande i resten af verdensdelen.

At situationen ikke var sådan i mellemkrigstiden betød lige netop, at det ikke gik helt galt i 1939-45. Da startede man ganske vist kun modvilligt og tøvende i landene omkring aksen Tyskland-Italien-Japan (Vesteuropa og USA), men det skete med stadig større målbevidsthed og konsekvens overalt i de sidste fem år af 1930’erne.

TANKELØS DRIFT MOD KATASTROFEN (DEL 2): RUSSISKE KERNEVÅBEN OG SEJREN I DEN AKTUELLE KONFLIKT OM EUROPAS FREMTID

(a Russian defence scholar) ”… off-handedly raised a theoretical situation in which a country without adequate nuclear capabilities could be forced under threat of seeing one of its cities blasted, to demilitarize even surrender part of its territories, regardless of the strength of its conventional forces. This seemed to me a ludicrously unlikely situation, not least as the aggressor would find itself an international pariah, but the matter-of-fact way he advanced it, and his surprise when I challenged it, spoke volumes about the kind of thinking held at least within his circle. And it is worth noting, he is on-and-off consulted for the Presidential Administration.” (Mark Galeotti, Putin’s Wars. From Chechnya to Ukraine, Osprey Publishing. Oxford 2022, s. 307)

Situationen nu, fordi USA stadig sikrer os

The strategy in the new warfare consists primarily of intimidation. They want the politicians, the journalists, the diplomats, the military to fear that Russia is ready for a military conflict with NATO, if a third world war is required. The military provocations along NATO’s eastern border should demonstrate Russia’s threatening risk-taking propensity. The daring high-stakes game of exterminating all human life on the planet is a test with a fairly predictable outcome: the West will never be prepared to start a nuclear war. The Kremlin knows that the willingness to sacrifice something for Donetsk is quite low, for example in Germany. The specter of death can go on forever, the democratic countries will have to back down again and again and have to accept whatever the Moscow ulus does. ….In this blackmail game the democracies don’t stand a chance… Fear is a weapon. Fear shackles the victim. In nuclear poker, you can always double the stakes. It is not the strongest who wins, but the one who is prepared to run the rope. That is the unwritten rule in Russian prisons. Now the whole world is forced to live according to this law. …The West is simply not prepared for the new war and is reacting as in the “good” old days, when there were still fixed rules of the game.” (Mikhail Shishkin, My Russia: War or Peace? Quercus Publishing, 2023, p. 143).

NATO indtil 1960

Fra Atlantpagtens underskrivelse og igennem de efterfølgende ti år var kernen i sikkerhedsgarantien til Vesteuropa det amerikanske kernevåbenmonopol og derefter overlegenheden.

Våbnene skulle anvendes mod militære og økonomiske mål Sovjetunionen i en ”kernevåbenmodoffensiv” med fly straks efter et sovjetisk angreb mod Vesteuropa.

Senere undersøgte amerikanerne forgæves veje til at anvende våbnene på kamppladsen for at kompensere for den sovjetiske overlegenhed i landstyrker.

Efter Koreakrigens afslutning søgte man nemlig en billigere løsning end at opbygge store konventionelle forsvarsstyrker.

NATO fra 1962 til 1977

Efter, at Sovjetunionen ved en kraftanstrengelse havde opbygget sine kernevåbenstyrker på alle områder og niveauer, nærmede man sig en situation, hvor den totale ødelæggelse ville kunne blive gensidig, og efter forskrækkelsen ved Cubakrisen i efteråret 1962 indledtes et forhandlingsforløb, der både skulle standse forsøg, kontrollere våbnenes antal og sikre en så stabil og overskuelig situation som mulig.

I slutningen af 1960’erne lykkedes det at inddæmme risikoen for spredning ved at få de fleste af verdens lande til at forpligte sig til ikke at anskaffe kernevåben. Kun et land, Nordkorea, har indtil nu trukket sig ud af traktatforpligtelserne i kernevåbenspredningstraktaten (NPT).

Vesten fra 1977 til 1987

Da Sovjetunionen i en modernisering af ældre mellemdistancemissiler fra 1975 indførte de nye mobile SS-20-missiler, opfattede man i Europa dette som et forsøg på at undergrave forbindelsen til de interkontinentale amerikanske missiler og dermed troværdigheden af NATO-afskrækkelsen.

På trods af en voldsom folkelig modstand, der også blev næret af Sovjetunionen, besluttede NATO-medlemmerne at opstille nye amerikanske missiler (de såkaldte INF-våben) af to typer i forskellige medlemslande, hvis Sovjetunionen ikke opgav SS-20.

Det lykkedes i slutningen af 1987 at blive enige om at begge siders missiler af denne type skulle skrottes efter det politiske skift i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov.

De neutrale europæiske lande, der havde egne kernevåbenprogrammer, herunder Schweiz og Sverige, standsede disse og undertegnede ikke-spredningsaftalen. Man markerede sin satsning på, at den grimme del af historien var slut.

NATO 1992 til 2011

Fra afslutningen af den oprindelige Kolde Krig opfattedes kernevåben derfor som et anakronistisk levn.

I alt væsentligt bevarede de vestlige kernevåbenmagter kun kernevåbenstyrker, der skulle afskrække kernevåbenangreb på hjemlandet. I de efterfølgende år skete der drastiske reduktioner i de endnu kortere rækkende systemer. Frankrig opløste deres enheder med taktiske Hadés-missiler i 1995-96. Storbritannien trak deres kernevåben-flybombe WE-177 tilbage fra enhederne i 1998.

Kun USA bevarede også resterne af de tidligere styrker i form af en håndfuld gamle atomflybomber fordelt på baser i Vesteuropa.

I Vesteuropa var der absolut ingen bevidsthed om, at vore sikkerhed og frie politiske fremtid stadig hvilede på den amerikanske kernevåbenparaply.

2011 til 2021

Som Mark Galeotti gør klart i den indledningsvis citerede 2022-bog om den russiske militære udvikling i de seneste årtier, blev kernevåbenstyrkerne givet den højeste prioritet i reformer og genopbygningen af de russiske væbnede styrker.

I NATO skete der imidlertid ingen genopbygning af kernevåbenstyrker i denne periode, uanset hvad der skete i Rusland og andre, fjendtligsindede lande.

Der var bortset fra i Finland, De Baltiske Lande og Polen ingen vilje til at se, at Rusland åbent fra 2014 havde indledt en ny kold krig mod Vesten, der var åben i Donbass.

Den 17.12.2021 blev der (uden at dette blev taget seriøst) fra Moskva sent et ultimatum til Vesten med krav om:

En juridisk bindende garanti for, at NATO ikke ville optage nye medlemmer, specielt Ukraine og Georgien, og at man ikke ville sende ekstra tropper eller våben til de eksisterende medlemslande.

En revision af ”NATO–Russia Founding Act” fra 1997, som regulerer militære aktiviteter og samarbejde mellem NATO og Rusland, samt en tilbagetrækning af NATOs infrastruktur og styrker fra tidligere sovjetisk område og andre områder optaget efter 1997 (dvs. reelt ophæve resultaterne af Baltikum, Polens og balkanlandes NATO-medlemskab).

En anerkendelse af Ruslands særlige interesser og rolle i at opretholde sikkerhed og stabilitet i det post-sovjetiske rum, og en respekt for dets suverænitet og territoriale integritet, herunder over Krim og Donbass (dvs. anerkendelse af Ruslands særlige interessesfære).

Et forbud mod ny deployering af mellemdistance- og kortere rækkevidde missiler i Europa, kombineret med en dialog om stabilitet og våbenkontrol (dvs. blokere for en ny ”Dobbeltbeslutning”).

En reform af OSCE for at gøre organisationen til et effektivt forum for at håndtere sikkerhedsudfordringer og konflikter i Europa (dvs. give Rusland veto).

Selv dette ultimatum skabte ingen bevidsthed om, at muligheden for at trække på skuldrene af dette helt afhang af de amerikanske kernevåbens afskrækkende virkning.

2021 til 2025

Denne virkning er imidlertid ved at være historie: Den efterfølgende analyse og prognose bygger på den stadig mere sandsynlige forudsætning, at Donald Trump bliver genvalgt i november, og at hans politik i forhold til NATO, Europa og Ukrainekrigen bliver som meddelt gentagne gange og som allerede blev signaleret i hans første præsidentperiode. 

Om blokeringen af formel udmelding af NATO kan finde sted, afhænger af sammensætningen af Senatet fra næste år, men opretholdelsen af den amerikanske vilje til at leve op til Atlantpagtens Artikel 5 afhænger af den siddende præsident.

I 2022 kunne Galeotti som citeret beskrive en russisk militæranalytikers opfattelse som noget eksotisk. Siden har krigen gjort kravene om anvendelse af kernevåben mod Ukraine og Vesten blevet til et fast tema i højtstående russiske politikeres og mediefolks repertoire. Respekt for de amerikanske kernevåbenstyrker (med deres i russiske øjnes overlegne teknologi) har imidlertid indtil nu forhindret, at russerens billede med muligheden for anvendelse af kernevåbentrusler og egentlig våbenbrug reelt var risikofri.

Men det kan nu forventes at ændre sig fundamentalt med et genvalg af Trump. Herefter bliver den russiske analytikers situation en realitet. Man kan uden risiko for andet end forfærdet politisk forargelse anvende kernevåben i Ukraine til at fremtvinge en afgørelse og samtidig signalere den helt nye situation til europæerne, en situation hvor 2021-kravene kan presses igennem.

Der er reelt allerede nu behov for, at de europæiske lande trækker sig ud af kernevåbenspredningstraktaten (NPT), og at kernevåbenmagterne Frankrig og Storbritannien samt Tyskland teknisk hjælper andre lande, herunder Polen, med hurtigt at opbygge en mindre kernevåbenafskrækkelsesstyrke, der kan hjælpe europæiske regeringer i at modstå det snart kommende russiske pres.

Desværre tror jeg ikke på, at de ansvarlige politiske ledere (og deres for kløgtig efterargumentation valgte rådgivere) er i stand til at konfrontere virkeligheden og tage rettidige beslutninger af så drastisk og kontroversiel karakter.

Tilsidst er det rimeligt at citere indledningen af den nye analyse af problemet i William Alberques januar 2024-analyse til den højt anerkendte London-tænketank The Internation Institute for Strategic Studies (IISS): “Russian Military Thought and Doctrine Related to Non-Strategic Nuclear Weapons: Change and Continuity“:

In June 2023, in the shadow of Russia’s war in Ukraine, Sergei Karaganov, the head of Russia’s Council on Foreign and Defense Policy and one of the more influential
advisers to the Russian political leadership, wrote an article calling for a pre-emptive nuclear strike against an ally of the US in Europe directly supporting Ukraine. He theorised that such a strike would help curb US actions against Russian interests and
allow Russia to prevail in what he sees as a global conflict between the East and West. This view was condemned by some in Russia, but it was also praised by
respected theorists such as Dmitry Trenin of the Russian International Affairs Council. The scope and scale of debate surprised many in the West and further heightened already-growing fears across the globe of Russian NSNW use in its war against Ukraine
.”

På grundlag af IISS-analysen konstaterede Mark Trevelyan fra Reuters den 22. januar, at: “The war in Ukraine has dented Russia’s confidence in its conventional forces and increased the importance to Moscow of non-strategic nuclear weapons (NSNWs) as a means of deterring and defeating NATO in a potential future conflict …”

Karaganov eller Trenin kan have været Galeottis anonyme samtalepartner.

Men i fremtiden kan vi forvente en situation, hvor russerne ikke længere skal kunne tage hensyn til USA som allieret af det land, man vil true til tilpasning.