EN ANDEN PRÆSENTATION AF SITUATION OG FØRSTE KONSEKVENSER

(Billedet viser norske, sydkoreansk producerede, K9 Vidar haubitser. Tilsvarende også i de finske, estiske og polske hære. I Polen vil pjecen også blive licensproduceret)

Der er krig i Europa. Den optrappes nu. På russisk side er man på vej til at mobilisere økonomien til en krigsøkonomi, man har mobiliseret 300.000 mænd og har nu annonceret en forøgelse af de væbnede styrker med 50 %. Yderligere mobilisering må derfor forventes.

Konflikten opfattes som identitetstruende og dermed eksistenstruende i Rusland, i Ukraine og er det reelt også for Vesten. Derfor er man undervejs med en yderligere optrapning af den militære hjælp til Ukraine, og Danmark bidrager efter en evne, der dog begrænses af de dybe og brede nedskæringer af Forsvaret igennem fyrre år. Specielt de sidste ti år har reelt lammet organisationens evne til at operere og udvikle sig.

Indtil nu har Danmark og resten kun været ramt af forholdsvis uproblematiske cyberangreb, forstyrrelser af GPS-signaler og ukendtes angreb på energiinfrastrukturen. Det er endnu usikkert, om denne krig også kommer til at ramme vores land mere direkte senere i et forløb, hvor ingen nu kan se enden.

Vi håber og satser på, at konflikten afsluttes hurtigt med et for Ukraine tilfredsstillende forløb, men det er desværre langt mest sandsynligt, at krigen vil vare op til flere år længere.

At den ikke spredes, afhænger også af, om Vesten, herunder Danmark, hurtigt genopbygger en overbevisende selvforsvars- og derigennem afskrækkelsesevne. Til dette hører en genopbygget evne til at opretholde samfundets funktioner i en eventuel krig.

Danmark står over for at skabe en ny langtidsordning for Forsvaret. Det sker ved indgåelse af politiske forlig. Det er begrænset hvor meget vi kan beslutte at gøre, før denne ramme findes. Men da situationen kræver en klar markering af regeringens syn på alvoren og behov for klare signaler, meddeler regeringen allerede før forligsforhandlingerne.

1) At forhandlingerne også vil omfatte Beredskabet, dvs. totalforsvaret af samfundets funktioner under katastrofe- og krigsforhold. For at forberede forhandlingerne vil regeringen straks kontakte de andre nordiske lande, der har samme eller beslægtede traditioner og organisation for at løse opgaven. Vi ved, at de er længere end Danmark, og vi vil gerne lære.

2) At den øgede anvendelse af værnepligten, der nok bliver besluttet i forhandlingsforløbet, bliver kønsneutral. Derfor tager Forsvarsministeriet allerede nu kontakt med de relevante myndigheder i Sverige og Norge for at lære af deres erfaringer.

3) At materiel fra Forsvaret, der besluttes overdraget til Ukraine – straks og med overgribning – afløses af tilsvarende materiel af typer, der allerede er operative i partnerlande. Det sker i et tæt samarbejde med disse. For at undgå yderligere demoralisering og kompetencetab i dansk forsvar, anvendes eventuelt leje af materiel for at sikre kontinuitet. Ikke at gøre dette ville jo demonstrere pinlig uduelighed samt og manglende ansvarlighed i Forsvarsledelsen.

Det er afgørende for regeringen, at befolkningen ved sin reaktion viser forståelse for situationens alvor. Dette betyder, at landet igen må forberedes til forsvarskrig for om muligt at hindre, at denne krig bliver en realitet. Danskerne kan dog glæde sig over, at opgaven af bl.a. geografiske årsager på nogle områder er lettere end fra 1949 til 1989. Det meste af landet ligger mindre udsat. Kun Bornholm er truet af andet end bombardement og specialstyrker.

FRA 1. BRIGADE-KULISSEN TIL NOGET MENINGSFULDT. (opdateret 11.1.23).

GENERELT

Når Hærens fremtidige “Knytnæve”, 1. Brigade, omtales i offentligheden, får man stadig det indtryk, at alle ser den som et hus, der blot skal bygges færdigt. Men dette giver et helt fejlagtigt billede af processen og problemet.

Hvis man man endelig skal anvende et relevant billede, er brigaden som en cirkusby, der til stadighed skal have tilført nye folk på grund af afgang og nye opgaver.

Den skal med kort varsel kunne flyttes til et nyt sted og her tilpasse sig behovet dér. Det er som en levende organisme, der enten tilpasser sig eller bliver ineffektiv og irrelevant.

Men i øvrigt er brigaden slet ikke i nærheden af noget som helst meningsfuldt endnu. Det er et skelet, hvor selv “armene” er blevet sammensat med manglende knogler, og hvor støtteapparatet, “benene” i stor udstrækning mangler. Personellets og kadrernes angivelige gode uddannelse og professionalisme bygger således ikke på en erfaring med, hvordan helheden skal virke.

Den har ikke engang en personelstyrke, der gør det muligt at holde en bataljon udsendt af gangen, ikke engang sammen med resten af hæren. Selv en så simpel opgave vil kræve en samlet styrke i Hæren på vel omkring otte bataljoner (hvilket svarer til en halvt års udsendelse hvert fjerde år. Dvs. at begge brigader hver havde fire store bataljoner.

Rødderne til den nuværende ene meget lille 1. Brigade lå i idéen i K-notatet for godt 15 år siden: Hæren skulle koncentrere sig om at udvikle en panserbrigade, der skulle være sammensat og specialiseret i med kort varsel at rykke med allierede (læs helst USA) ud til steder som Irak for derefter sammen med den hovedallierede at rykke hjem efter et halvt år.

Da denne brigade skulle ud med en stormagt til en begrænset opgave over for en underlegen fjende, behøvede den ikke at være sammensat til at virke selvstændigt mod en ligeværdig modstander (bl. a. med et selvstændigt luftværn, stærkt panserværn og en robust feltmæssig logistik).

For ca. ti år siden blev denne begrænsede ambition reduceret yderligere, og Hærens felthær blev reduceret til tre “battlegroups” (dvs. bataljonskampgrupper).

Men ved indeværende Forsvarsforlig, der jo blev indgået efter 2014-invasionen af Ukraine, blev målet om at opbygge brigaden genoptaget. Det skete dog på en måde, der ikke udnytter også danske erfaringer igennem 50 år med hvordan man kan skabe samarbejdede enheder. Med den valgte organisation vil man aldrig kunne sikre samarbejdede og umiddelbart klargjorte enheder. For de elementer, der rutinemæssigt og friktionsløst straks skal kunne samarbejde (som infanteri, panserværn, kampvogne, overvågningsmateriel og direkte støttende morterer), er fordelt i specialiserede regimentspuljer over hele landet. Dvs. at cirkusset skal samles i mange uger før sæsonen til intensive og krævende øvelser for at blive klar.

Ud over dette strukturproblem er brigadens tre infanteribataljoner alt for små, dvs. personelsvage, til at kunne løse de kampopgaver, man må kunne give en bataljon. At landets eneste panserbataljon ikke er underlagt brigaden, men blot en uddannelsesorganisation, der skal sende kampvognseskadroner til de tre uafbalancerede og ekstremt svage infanteribataljoner, gør at projektet efter smag er til grin eller gråd.

For at kunne løse kampopgaver, understreger al logik og erfaring, at bataljonerne som andre steder i verden skal op på tre infanterikompagnier og derudover skal brigaden råde over en panserbataljon for at kunne løse selvstændige kampopgaver som i forsvaret af Baltikum. Hvor brigaden, når fuldt opbygget, råder over ni kampunderafdelinger, er behovet erfaringsmæssigt seksten.

I øvrigt afspejler brigaden ikke virkelighed og krav til en indsættelse i Baltikum, hvor den meget lave troppetæthed betyder, at en brigade vil have et meget stort “rum” uden for de sandsynlige angrebsakser om vejene, der bør kunne overvåges og hvor en uventet fjendtlig fremrykning vil kunne sinkes … dag og nat.

Det eneste område, hvor brigadens organisation synes i balance, er på ingeniørområdet, hvor man råder over de tre panseringeniørkompagnier, der erfaringsmæssigt er behov for i en brigades ansvarsområde.

Artilleriafdelingen eller efterretningsbataljonen mangler åbenbart den artilleri-målopklaringskapacitet, der ville gøre det muligt at udnytte CAESAR-pjecernes rækkevidde.

Organisationen mangler også de bevæbnede droner, selvmordsdroner samt overvågningsdroner, der herefter må forventes at blive et centralt element i enhver “symmetrisk” kampsituation, i særlig høj grad når lav troppetæthed.

EN SKITSERET RELEVANT ANVENDELSE OG DE ORGANISATORISKE KONSEKVENSER

Lad mig herefter behandle, hvad der skulle ske med brigade og Hæren, hvis Danmark forstod og besluttede, at vi også er forpligtet til at være solidariske over for truede NATO-medlemmer, og ikke kun andre over for os. Hvis vi med indledningsvis denne brigades værdi ville deltage i forsvaret af Alliancens østgrænse. Her forudsættes, at den indsættes i et 35-40 km bredt rum i Baltikum i nordøst-Letland/sydøst-Estland (mellem Aluksne og Võru), og en basen med forbindelsen hjem i den store lettiske havn Liepāja 450 km mod nordvest.

Lad mig først se på, hvad der så skal opbygges logistisk bag brigadens egen logistikbataljon, der med sit/sine forsyningskompagni(er), sanitetskompagni (med hovedforbindeplads og ambulancekapacitet) samt vedligeholdelses-(dvs. værksteds-)kompagni med bjærgnings-, reparations- og reservedels- og komponentdepot) og vil være placeret vest for brigaden. Det er stærkt tvivlsomt, om denne bataljon på vel 400-500 personer med de nødvendige kompetencer kan opstilles med kontraktpersonel.

For at kunne støtte “cirkusset” på den anden side af Østersøen, vil Søværnet eller allierede krigsskibe og fly skulle anvendes i eskorte.

Styrken i Baltikum må have en forankring hjemme, der sikrer en stadig uddannelse af alle de mange typer personer, der indgår i brigaden og støtteorganisationen, dels for at opretholde styrken ved normal afløsning og dels for at kunne erstatte tab.

For at erstatningspersonel er rettidigt til rådighed skal der findes en såkaldt personelerstatningsenheden ved basehavnen i Letland, hvis styrke må vurderes at skulle opretholdes på 10-15 % af brigadens og den logistiske bases styrke. Her kan personellet være indsat i bevogtningstjeneste.

I basen eller fremskudt en del af de 450 km mod brigaden vel der bl.a. skulle placeres et feltlazaret med helikopterambulanceelement, og i basen skal have erstatningsmateriel til afløsning af alle typer af brigadens materiel samt en reparationskapacitet der kan gøre, at selv alvorligt skadet materiel kan gøre brugbart igen. Endvidere skal basen indeholde alle typer forsyninger, herunder ammunition, brændstof og forplejning, så brigadens logistikbataljon kan holdes forsynet, en transportkapacitet, der kan bringe forsyningerne frem inden for rækkevidde af denne bataljon, og eskorte-, bjærgnings- og ingeniørelementer, der kan sikre og støtte transporterne. Det er mit skøn, at hele basestrukturen (ud over personelerstatningsheden) vil kræve en bemanding på mindst i størrelsesordenen 1.000.

Brigaden mangler forsvar mod fly og bevæbnede og selvmordsdroner, herunder dronesværme. Da dette forsvar også skal dække basen og den logistiske indsats fra denne til og hele brigadens område, vil der blive tale om en meget betydelig investerings- og styrkeindsats, sandsynligvis to meget store luftværnsbataljoner med varieret bevæbning.

Som ved logistikdelene er det ikke realistisk at regne med, at andet end de tekniske og føringskadrer kan være fast- eller kontraktansat. Resten må skaffes gennem en værnepligtsuddannelse og efterfølgende tjeneste, specialt af folk med relevant civil baggrund.

Ud over områderne omkring de sandsynlige angrebsakser ved veje, vil der være et rum på vel 20-25 km, der kun kan overvåges og sikres mod fjendtlig brug, hvis brigaden også råder over en stor opklaringsbataljon med et stort antal delinger udrustet med overvågnings- og selvmordsdroner, lette opklaringskøretøjer (ideelt nok en blanding af den tyske Fennek og et let spejderkøretøj som den israelske Mantis med en kraftig udrustning af panserværnsvåben og mulighed for at trække på ildstøtte fra artilleri og morterer).

OPBYGNINGEN AF DEN NØDVENDIGE RAMME FOR BRIGADEN KAN KUN SKE GENNEM VÆRNEPLIGTSUDDANNEDE RESERVEENHEDER BEMANDET MED PERSONEL PÅ RÅDIGHEDSKONTRAKT

Det grundlæggende problem med den nuværende brigade, dens svaghed og de manglende muligheder for at supplere og støtte den, er at man ikke som tidligere kun bygger bemandingen på fast og kontraktansat personel i de funktioner, hvor dette var og er absolut nødvendigt, eksempelvis hvor funktionsuddannelsen er så kostbar, at den ikke ofte skal gentages.

En balanceret og støttet dansk enhed af den størrelse kræver som tidligere en meget stor del, som er uddannet gennem en funktionsbestemt værnepligtstid og derefter er til rådighed i reserven i vel omkring fem år.

Gamle soldater med min erfaring husker, at sådanne målrettet uddannede værnepligtige og de enheder, de bemandede, ikke var dårligere end stampersonelenheder. Specielt ikke hvis de var blevet godt motiveret under grunduddannelsen, og fordi de medbragte deres civile forudsætninger og færdigheder. Det var i øvrigt sådanne blandende enheder, Danmark sendte i krig i Afghanistan, uanset at de under udsendelsen havde fået kontrakt.

Alt brigadens personel vil således være på kontrakt, enten til normal tjeneste eller til rådighedstjeneste i reserven.

For at sikre dygtige og sammenarbejdede enheder, må reservesoldaterne knyttes til funktionen og enheden af en rådighedskontakt, der vel indebære samling og videreuddannelse af vel 4 uger årligt, men kontraktbeløbet også bestemt af reservesoldatens civile uddannelse og erfaring. Beløbet skal også hæves, hvis reservesoldaten tager en periode med tjeneste, eksempelvis til udsendelse.

Eksempelvis logistikbataljonens vedligeholdelseskompagni være bemandet af værnepligtsuddannede civile mekanikere på rådighedskontrakt.

Dvs. at grunduddannelsen til brigaden altid er rettet mod en kontraktansættelse, enten til start af tjeneste ved en af brigadens fredstidsenheder, eller til rådighedskontrakt. For at sikre, at reservesoldaterne reelt er til rådighed, gør tidligere erfaringer, at kontrakten kun giver en lille del af beløbet for rådighedspligten, langt hovedparten tjenes under rådighedstjenesten.

Grunduddannede værnepligtige, der ikke tegner rådighedskontrakt med brigaden, reserveplaceres ikke i denne, men i en bevogtningsdeling i lokalforsvaret.

Også kampenhederne må der være en blanding af ansættelsesformer for at sikre personelstyrken. Når en godt bedømt soldat opsiger sin tjenestekontrakt og forlader enheden tilbydes han en rådighedskontrakt med samme bataljon, bl.a. således at det bliver muligt at opstille det nødvendige tredje infanterikompagni. Hvis vedkommende ikke ønsker rådighedskontrakt overføres han til brigadens personelerstatningsenhed.

For at brigaden skal kunne løse sine opgaver, vurderes det nødvendigt at reserven er så stor, at den bringer den samlede personelstyrke inklusive erstatningsdepotet på op på 20 % over organisatorisk styrke. Dette sikrer også, at brigaden selv ved afgivelser kan være til rådighed for uddannelse og udsendelse.

For at kunne gå tilbage til en blandingsbemanding, må man i øvrigt målrettet justere for samfundsudviklingen i en ny værnepligtslov. Det er dels nødvendigt at værnepligten skal være kønsneutral. Dels er det nødvendigt at dybdeforstå og indrette sig efter, at uddannelsen af en god værnepligtsenhed skal have karakter af et fremadskridende projekt som et sportshold, hvor en motiveret uddannelseskadre følger og træner dem hele vejen. Det forudsætter at kadren under værnepligtsuddannelse af en enhed ikke er underlagt de normale arbejdstidsregler eller begrænsninger på overtidsbetaling.

Hvis man skulle vælge at gøre brigaden til en styrke ved at forøge den med de beskrevne enheder og ved forøgelse af styrken af de eksisterende enheder, vil man konstatere at “halen” af støtteenheder vil udgøre en meget betydelig del at den samlede enhed.

Man kunne dog med den nødvendige ændring til den blandede bemanding forholdsvis let gøre strukturen lidt mere rationel ved at øge størrelsen af felthæren til mere en denne ene brigades små enheder. Hvis den resterende kaserneinfrastruktur blev fuldt udnyttet, kunne man uden problemer tredoble antallet af kampbataljoner, hvis man anskaffede våben og anden udrustning til dem.

Men det forudsætter alt sammen, at miraklet skulle ske, at partierne gennem et ydre chok bringes til at forstå, at også Hæren skulle genopbygges til at have mening.

MATERIELANSKAFFELSE EFTER VALGT BLINDHED

Dette indlæg forklarer hvorfor Danmark ikke længere er i stand til at vælge og implementere udrustningen af Hæren med de nødvendige hovedvåben og andet materiel. Det sker ved at beskrive, hvordan dette burde ske (og tidligere skete) for derefter at forklare, hvorfor det nu er en umulig opgave.

Det er væsentligt at forstå, at udgangspunktet for udrustning og hermed bevæbning af en hærenhed for det første er en fastlæggelse og forståelse af den sandsynligvis mest krævende opgave, den skal løse. I hvilket og hvor omfattende terrænsektor og under hvilke klimatiske forhold? Hvor længe? Under hvilken sandsynlig trussel fra angribende styrker på jorden, specialoperationsstyrker, elektroniske og cyberangreb, fra artilleri, fly og droner? Efter hvilken taktisk koncept? Hvilken logistisk støtte? Hvad er enhedens personelsituation kvalitativt, kvantitativt og moralsk? Med hvilke partnere? Hvad betyder den forventelige friktion og usikkerhed i den første kampindsættelse for materielindholdet?

Uden at have søgt disse spørgsmål belyst bedst muligt er materielanskaffelsen selvvalgt blind.

Indlægget er skrevet på mit grundlag af for det første i historisk forskning i, hvordan det skete tidligere, for det andet personlige erfaringer og observationer fra udviklinger 1968 til indgåelsen af det i her i begyndelsen af 2023 gældende forsvarsforlig, samt for det tredje en periode fra 1991 til 1994 med ansvaret for at videreuddanne Forsvarets bedste officerer i at indgå i løsningen af denne opgave.

Der er grundlæggende tre niveauer i den altid rullende udrustning af hærenheder med materiel: Beslutningsnetværket, det militærfaglige vidensnetværk og implementeringsnetværket, hvor alle er forbundne i feed-back-kredsløb.

Det sidste, implementeringsnetværket, Hærens enheder, behandles ikke her, fordi de kun eksisterer som en uafbalanceret, overlevende rest, som kun kan levere lidt tidsbegrænset tilstedeværelse.

BESLUTNINGSNETVÆRKET

Omfatter på den ene side de besluttende politikere, der har myndighed til at opstille ønsker for opgaveløsning samt fastlægge de økonomiske og andre rammer, og på den anden side der de fagligt ansvarlige chefer, hvis rolle er at fastlægge muligheder og implementere de trufne beslutninger angående organisation, beredskab, m.m.

Politikernes valg og beslutninger vil ud over af dialogen med i fagligt ansvarlige chefer også for et NATO-medlem som Danmark blive bestemt af konsultation med alliancens myndigheder og direkte med partnerlande om opgavefordeling, fælles opgaveløsning og andet samarbejde, som også de fagligt ansvarlige chefer må tage udgangspunkt i.

Derudover kan både politikere og faglige chefer blive påvirket at eventuel ekstern dansk og udenlandsk civil ekspertise og nationale interesser, herunder erhvervsinteresser, der ses som relevant.

DET MILITÆRFAGLIGE VIDENSNETVÆRK

De ansvarlige militære chefer skal repræsentere og trække på de forskellige dele af vidensnetværket, der løbende følger og implementerer de stadig ændrede muligheder for den aktuelle organisation (“doktriner”) og i den fremtidige organisation (“koncepter”).

Dette lag er det helt centrale i opretholdelsen af en “agil”, proaktiv og konstant anskaffelse af det bedst egnede materiel, rettidigt. Det skyldes to forhold. For det første skal dets eksistens sikre, at værnets højere officerers faglighed – dem i beslutningsnetværket – ikke forsumper og resten af værnets officerer inspireres og tvinges til at holde sig teknisk og taktisk ajour. For det andet danner laget det direkte fundament for de højere officerers bidrag. Det er derfor trist, at det netop er dette lag, der igennem mange årtier er døet hen eller bevidst kvalt i den danske hær.

Det nok afgørende element i netværket er våben- og specialskolerne med deres studie- og udviklingsvirksomhed, publikationer og kurser samt det forhold, at våbnets/specialets officerer gennem både kurserne og tjeneste på skolerne blev opdateret og inspireret til innovation og effektivisering hjemme ved regimenterne. Der er jo gennem enhedernes aktiviteters udvikling og realisme, at hele personellets erfarings skabes.

En afgørende faktor i formidlingen og udviklingen af den militære viden er kadrernes faglige debat. Når den teknisk-taktiske debat trives finder den i høj grad sted inden for den snævre faggruppe, inden for våbnet/specialet, dvs. i medier direkte eller indirekte knyttet til våbenskolen. Derimod vil den eventuelle debat af mere overordnede spørgsmål normalt finde sted i medier knyttet til værnsniveauet.

Hvor afgørende våbenskolens rolle kan være kan læses i min artikel om Hærens valg, anskaffelse og integration af bl.a. panserværns- og luftværnsvåben samt maskinpistoler fra 1937, herunder Skydeskolen for Haandvaabens rolle (se “9. april var ikke på programmet. Generalerne og skiftet i socialdemokratiets forsvarspolitik”, Fra Krig og Fred 2021).

Et helt nødvendigt element er, at både disse skoler og den materielforvaltende tekniske tjeneste har (og havde i Danmark) nøgleofficerer, der kombinerer erfaring med praktisk tjeneste 5-10 år ved våbnets enheder, med en grundig teknisk videregående uddannelse. I årtierne efter Anden Verdenskrig sikrede man dette ved at et antal egnede officer gennemgik specialiserede ingeniøruddannelser med artilleri-, ingeniørtroppernes, svagstrøms- eller mere generelt våbenteknisk fokus. Dobbeltuddannelse officer-ingeniør skabte grundlaget for, at materielanskaffelser både kunne holdes økonomisk rationelle med hensyn til totalomkostninger gennem hele deres anvendelsestid, og kunne fungere, blive holdt operative og vedligeholdt under krævende krigsforhold med nødvendige lagre af reservedele overalt, hvor der var behov for dette.

Dette er selvfølgelig vanskeligere at opnå ved selv det bedste samarbejde mellem bruger og en rent civilt uddannet og orienteret ingeniør, men det kan nok opnås hos civilingeniører med praktisk reserveofficerstjeneste i våbnenes enheder.

Dobbeltuddannelserne sikrede også muligheden for, at praktiske uddannelseskrav til betjening og vedligeholdelse kunne holdes for øje under hele anskaffelsen og anvendelsen og ikke først skulle identificeres derefter.

Disse dobbeltuddannelser var af naturlige årsager også væsentlige for forberedelse af officerer på chefs- og ledende stabsofficersniveau i den støttende tekniske tjeneste, senere Hærens Materielkommando.

Også den generelle uddannelse af de bedste officerer på førings- eller stabskurser skulle og kunne forberede elevernes deltagelse i materielbeslutninger, dvs. forståelse for taktiske muligheder også uden for eget våben, bruger- og vedligeholdelsesorganisationen, uddannelsesbehov og driftsøkonomiske faktorer, så de forberedes bedst muligt til både at samarbejde med teknikere samt logistikere og danne bro til politikerne.

Under beslutningen om valget af kombinationen af forskellige våbensystemer, der skal virke sammen i løsningen af en opgave, bliver det for kompliceret for selv rutinerede officerer med teknisk indsigt at vælge den optimale løsning. Derfor udviklede det daværende Forsvarets Forskningstjeneste, nærmere bestemt overingeniør Svend Clausen, muligheden for computerbaseret operationsanalyse til støtte af materielbeslutninger og bidrog således til vidensnetværkets kvalitet og muligheder. I min tid i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe for fyrre år siden havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.

DET DANSKE FRAVALG GENNEM NOGLE ÅRTIER AF MULIGHEDERNE FOR MILITÆRT RATIONELLE MATERIELBESLUTNINGER

For det første nåede man i sin visdom til, at det var spild at give mere end én akademisk uddannelse (og officerskorpset havde jo i det almindelige akademikersnobberi og sociale klatring mod 1970 opnået accept som akademisk uddannelse i stedet for at være en målrettet professionsuddannelse).

Det kvalte i løbet af nogle år den teknisk kritiske sans og medvirkede sandsynligvis til et par tåbelige materielbeslutninger, som derefter kunne anvendes til at forringe (af-professionalisere) systemet yderligere og nu anvendes anakronistisk af Jørgen Grønnegaard Christensen som argument mod at tilbageføre ansvaret til Forsvarschefen.

For det andet besluttede man for små tyve år siden, at den militære professionalisme kunne begrænses til at levere militært “værktøj” til stormagternes oversøiske operationer. Vi kunne derfor godt glemme den viden, der herefter blev irrelevant. Dette specialiserede værktøj, der ikke på forhånd længere skal passe i en værnskoncept eller -doktrin, benævnes nu en “kapacitet“.

For det tredje havde man allerede for ca. femårtyve år siden adopteret en ledelsesstruktur, hvor professionel kritisk tænkning og debat, der kunne anfægte ledelsens valg på alle råder, blev set som illoyal og blev karriereskadelig. Det kunne ikke gøre andet end at kastrere og kvæle vidensnetværket.

For det fjerde nedlagde man Forsvarets Forskningstjeneste og hermed den kapacitet for operationsanalytisk støtte til materielbeslutninger,

For det femte nedlagde man så de gennem 150 år opbyggede generelle videregående uddannelser med den begrundelse, at de var blevet for dyre. Det var de korrekt blevet, fordi 2-4 fire gange så mange som de klart egnede og motiverede skulle optages, og fordi kurser tabte klart fokus og blev for lange.

Og så endeligt lukkede man, for det sjette, for fem år siden våben- og specialskolerne og dermed de sidste medier for en militærfaglig debat.

At retablere en kvalificeret hær, der også kan vælge og indføre komplicerede pakker af bl.a. nye materieltyper, må man på alle disse områder gå tilbage. Det dog kun et lille hjørne af genopbygningsbehovene.

I VÆRSTE FALD – FRA OM ET PAR MÅNEDER – OPERATION BAGRATION II

Den Anden Verdenskrig i Europa blev reelt afgjort i 1944, og den her afgørende begivenhed var ikke invasionen i Normandiet. Den afgjorde kun at der blev et Vesteuropa. Den afgørende begivenhed var ødelæggelsen af den tyske hær i den sovjetiske samtidige sommeroffensiv i Belarus, “Operation Bagration”.

Det jeg her skitserer er et Værste Fald for de næste måneders krig i og om Ukraine.

Den forudsætter, at Rusland gør det maksimale, som er muligt inden for landets militære kultur og traditioners centralistiske og massetænkende begrænsninger, men også udnyttende dets sofistikerede og kyniske politisk-strategiske muligheder.

Man har nu ved deres død eller udrensning fået luget ud i de uduelige troppeførere, og gennem mobilisering af økonomien forudsættes det at blive muligt at udruste et to-tre pansrede arméer på samlet vel 120.000 mand med brugbar udrustning. Det har også været muligt at vende tilbage til traditionel russisk militær tradition, der satser til at opnå gennembrud af fjendens forsvar gennem at koncentrere både artillerivåben og angrebsenheder samt opbygning af et godt efterretningsgrundlag som udgangspunkt.

Den efter mit skøn væsentligste udfordring for den ukrainske forsvarsledelse ville være, hvis Rusland i en periode med hård frost, hvor presset mod den ukrainske infrastruktur og befolkning har være opretholdt fra nu, åbner en ny front.

Russerne angriber herefter eksempelvis samtidig med tre friske arméer fra Belarus mod syd, arméer, som er opbygget af traditionelle russiske pansrede divisioner.

Kun én angriber mod Kyiv for at tvinge Ukraine til at dække hovedstaden igen, mens de to andre arméer angriber med traditionel russisk gennembrudstaktik mod syd i Vest-Ukraine, eksempelvis med én akse mod Kovel og en anden mod Samy. Herfra kan man fortsætte over Lutsk mod Lviv.

Artilleri, hovedkvarterer og logistiske centrer placeres på belarusisk territorium med henblik på at friste til ukrainske angreb, som så bruges til at presse Belarus til aktiv krigsdeltagelse samt satse på afbrydelsen af Ukraines forbindelser vestover.

Det er denne mulighed, der tegner sig nu efter Putins besøg i Minsk, som på billedet blev nået af sovjetiske soldater på den 11. dag af Operation Bagration.

SKAL OG KAN EUROPA AFRUSTE HELT FOR AT HJÆLPE UKRAINE I KRIGEN?

Jeg har forstået, at det er Ukraines position nu, at det skal vi, hvilket jo er forståeligt. Når det har vundet over Rusland skal de nok forsvare Europas østgrænse.

Mit konklusion er imidlertid, at den går ikke. Ikke helt. Der er to grunde til det.

For det første er der det rent geostrategiske argument, at Ukraine kun kan dække NATOs sydøsteuropæiske flanke, dvs. Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien, ikke Polen, Baltikum og Norden.

For det andet må vi i Europa se i øjnene, at vi har meget travlt med at genopbygge vores militære styrker og militærindustri, for USA er i bedste fald på vej til Stillehavet for at inddæmme fortsden kinesiske udfordring, i værste fald på vej ud af det internationale spil.

Uanset at vores politikere og diplomater ikke siger eller skriver det klart i dokumenter som Zilmerrapporten, for sådan er virkeligheden, er der tre mulige forløb, der alle gør det nødvendigt at opbygge det selvstændige forsvar i Europa.

I den første og værste fortsætter og forværres den interne politiske og geografiske splittelse i USA og udvikler sig til en åben, lavintensiv borgerkrig og et fortsat skred mod demokratiets sammenbrud. I så tilfælde er vi helt alene.

I den anden vinder den trumpistiske, USA First-linje entydigt valget over de næste godt to år, så vi får et reelt og hurtigt sammenbrud af det amerikanske bidrag til forsvaret af alliancens territorium i Europa. Men i denne mulighed forudsættes det, at man undgår en åben intern konflikt i USA.

I den tredje lykkes det moderate fra Demokraterne og Republikanerne at kontrollere udviklingen, så vi oplever, at USA bevarer sin dominerende sø- og luftmilitære rolle i Vestens forsvar, også af Europa, men dog således at man efter Ukraines sejr eller en anden stabilisering i krigen hurtigt kan få gennemført skiftet til Stillehavet.

Uanset hvilken af de tre muligheder, der bliver virkeligheden, er der behov for en meget hurtig udvikling af forsvarskapacitet.

Det er ikke mere end rimeligt. USA har nu fire gange reddet Europa. Første gang 1917-19, anden gang 1941-45, tredje gang 1950-89 samt fjerde gang fra tidligt 2022.

Dette betyder følgende begrænsninger i den europæiske militære støtte til Ukraine:

1) Udbygningen og udviklingen af våben- og ammunitionsproduktionen accelereres maksimalt, både for at forsyne Ukraine, men også for at kunne udruste eksisterende og nye europæiske enheder med moderne materiel.

2) Alle våben samt al ammunition og udrustning, der ikke er bemandet og nødvendigt i denne opbygning af europæisk forsvar, afleveres straks og derefter løbende til Ukraine.

Der er ingen grund til at være tilbageholdende, for det er ikke os europæere, der kan udløse en russisk optrapning til kernevåbenkrig. Den kan komme på grund af udviklingen og i det russisk-amerikansk forhold.

OM ANVENDELSE AF KERNEVÅBEN TIL STØTTE FOR HÆROPERATIONER

Jeg er i modsætning til andre kommentatorer og militær”analytikere” så gammel, at jeg som jævnaldrende danske hærofficerer blev uddannet i at planlægge anvendelsen af “taktiske kernevåben”, dvs. til støtte for danske og allierede operationer på kamppladsen.

Det skete under uddannelserne på Hærens Officersskole 1965-68 samt på Forsvarsakademiet 1974 og 1978-79. Derudover studerende vi sovjetisk/russisk anvendelse af tilsvarende våben til støtte for deres offensive operationer. Vi ved nu, at deres operationsplaner var stærkt afhængige af massiv anvendelse af kernevåben.

Oprindeligt i min uddannelse var der tale om anvendelse af enkelte våben, men i 1978-79 arbejdedes der med “pakker” af 30-60 våben af forskellig størrelse – så vidt jeg erindrer af 1,5 kiloton til 20 kilotons størrelse. Vi vidste, at de sovjetiske våben typisk var større.

Anvendelsen i slutningen af 1970’erne gik typisk ud på at lægge et “tæppe” af våben for at sikre muligheden for et modangreb. Hvert våben skulle beregnet placeret, så der skete mindst mulig skade på civile og var mindst mulig risiko for egne tropper. Mål var kampenheder, artilleristillinger, logistik og kommandostationer.

Vi vidste fra sovjetiske og østtyske udgivelser, at deres planlagte anvendelse var tilsvarende, men da kilderne var tidlige (1960’erne) var våbnene større og færre.

Vi kender ikke den aktuelle russiske doktrin for anvendelse.

Vi kender kun det omtrentlige antal russiske våben og ved, at de som vestens tidligere våben leveres med artilleri, fly og raketter/missiler.

Vi ved også, at man råder over et fuldt spektrum af våbenstørrelser, herunder meget små. Man må forvente, at våbnene som vores tidligere våben planlægges anvendt med lavtlufteksplosion for at undgå at lave hindrende, forurenede områder (ud over det uundgåelige neutroninducerede cirkelformede område lige under eksplosionen).

Når man omtaler den mulige anvendelse af kernevåben i Ukraine har man omtalt muligheden for at anvende 1-2 mindre våben med formål at signalere beslutsomhed.

Men man skal blot være klar over, at hvis en sådan anvendelse ikke afskrækkes, vil ballet være åbent for anvendelse af “pakker” af våben, som vi planlagde det, dvs. som en “tæppe”-nedkæmpelse af en ukrainsk brigade eller angrebet mod Kherson. Eller for at smadre et hul et en forsvarszone eller ødelægge flyvebaser.

Samt selvfølgelig i terrorangreb mod civile mål.

Så hold for Guds skyld op med at nedvurdere denne risiko, som vi som altid har overladt til den amerikanske præsident at holde under kontrol uden at det lammer Vestens handlemuligheder. Biden har åbenbart nu vurderet det nødvendigt at klargøre sin advarsel til Putin.

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er mit ansvar at finde et svar, hvis Putin ikke lytter men anvender en pakke kernevåben i Ukraine som vist her på et udsnit af et godt 50 år gammel plankort for at angreb over Den Indre Tyske Grænse ved Lübeck (hver rød plet med cirkel omkring er et kernevåben).

KAMPVOGNEN OG KHARHIVOFFENSIVEN

Først lidt om russerne og kampvogne. I modsætning til briter, franskmænd, amerikanere og i begyndelsen tyskerne, så de sovjetiske militærreformatorer i 1930’erne ikke kampvognen som en pansret hest med opgaven at bekæmpe modpartens pansrede heste eller en kørende bunker til hjælp for det angribende infanteri.

Den Røde Hærs ledere erkendte, at kampvognen var en terrænmobil, beskyttet kanon, der kunne løse forskellige opgaver, herunder også de to, som de vestlige traditionalister så som de eneste (og som jeg har oplevet som dominerende blandt kolleger under min aktive tjeneste fra 1964 til 2004).

Kulminationen af den russiske erkendelse blev den 31-32 ton tunge T-34/85 fra 1943, der var ekstremt robust, billig og let at masseproducere og simpel at vedligeholde. Erkendelsen styrede sovjetisk kampvognsudvikling i godt tyve år.

Efter Ukrainekrigens første måneder blev kampvognen som våbensystem endnu engang dømt ud som forældet, som det første gang var sket under Den Spanske Borgerkrig, anden gang efter første fase af Yom Kippurkrigen i 1973 og tredje gang efter historiens afslutning tyve år senere, da de var provokerende under fremtidens fredspolitiopgaver.

Men efter den ukrainske offensiv tidligere i september i år er kampvognen ikke længere dømt ud. Det er indlysende, at de ukrainske kampvogne har bidraget til at gøre offensiven mulig. Det er sket ved at anvende dette våben som kernen i tæt samvirkende små enheder af netop kampvognene, infanteri i pansrede køretøjer, minerydningsmateriel, luft-(og drone-)værn, droner og artilleristøtte. Uden kampvognenes kraftige, direkte og præcist skydende, langtrækkende kanoner ville der mangle et kerneelement.

Men hvorfor fortsætter offensiven så ikke bare? Da man angiveligt ikke har haft væsentlige tab kunne man jo bare hælde diesel på vognene og fortsætte igennem det rådnende russiske forsvar?

For at forstå det, må man erkende og forstå moderne kampvognes problemer og begrænsninger.

En moderne kampvogn er en ekstremt tung og kompleks monstermaskine på næsten to gange den simple T-34/85. Vægten kræver en meget stærk maskine, der presser transmissionen og undervognen, der stadig skal efterses og vedligeholdes af besætningen for at holde vognen kørende uden problemer. Det er ikke som en moderne bil, som man kan regne med kan køre og virke, når man sætter sig ind i den.

De tunge, leddelte stålbælter, der muliggør kørsel igennem mudret terræn, giver yderligere problemer, Dette specielt under kørsel på vej, der reducerer brændstofforbrug og øger fremrykkehastigheden. Her betyder bælterne, at vognen udsættes for kraftige rystelser, der kan mindskes, men ikke fjernes, ved at sætte gummipuder på bælteleddene. Rystelserne belaster både besætningen og alle vognens dele.

I min tid som kampvognsofficer var den mest sårbare del i forhold til rystelserne den tids elektronik, herunder tårnstabilisering og radioerne. Senere er det den skydetekniske kombination af optik og elektronik, der skal kunne sikre præcis skydning på meget store afstande. Rystelserne gør, at den korrekte stilling af det computerstøttede sigte i forhold til kanon og andre våben løbende bør kontrolleres og justeres.

Rystelserne øger træthedsbelastningen på besætningen i høj grad, og dette er også tilfældet for besætningerne i de andre pansrede bæltekøretøjer i det samvirkende taktiske hold, kampvognene indgår i. Min erfaring er, at jo lettere køretøjer, jo værre er rystelserne.

Uanset løbende kontrol og småvedligeholdelse opbygges der hurtigt et behov for en pause til mere omfattende vedligeholdelse og småreparationer, når en pansret enhed og specielt en kampvognsenhed er indsat. Efter en uges krævede brug som under offensiven i Kharhiv Oblast, har de ukrainske pansrede enheder behov for en pause for at kunne genopbygge effektiviteten.

Under offensiven er det også blevet klart, at førere og besætningsmedlemmer bør udskiftes pga. sammenbrud eller demonstrerede svagheder. Der vil derfor være behov for mulighed for efteruddannelse.

FRA KRIGSSPIL OG FRI FØRING MED ERFARNES KAMPDØMNING TIL STADIG MERE FORMALISERET DREJEBOGSSTYRING OG “TAKTISK TRÆNING”. FRA FÆLLES IDÉRAMME OVER DOKTRIN TIL DOGMA

Det startede med at Hæren fra slutningen af 1950’erne blev tilpasset og organiseret til at føre sin kamp med taktiske kernevåben som hovedmidlet. Indtil da havde kendskabet til 2. Verdenskrigs operationer og interessen for Koreakrigen givet officerskorpset en fælles opfattelse af, hvad der virkede i kamp.

Det frie krigsspil, der indtil da havde været et centralt pædagogisk hjælpemiddel for undervisningen af officerer i landkampens realiteter samt muligheder, styrke og svaghed ved forskellige våben og enhedstyper, blev reelt irrelevante, for hvordan skulle man forudse forløbet efter at først vi og så fjenden havde anvendt kernevåben på kamppladsen?

Den daværende hovedlærer på det normsættende generalstabskursus, oberstløjtnant A.C.B. Vegger (senere generalløjtnant og hærchef) ophørte med at anvende krigsspil på kurset, og da man i Hæren normalt kun anvender det, man selv oplevet, blev krigsspillets potentiale herefter glemt. Da Hæren ca. tyve år senere indførte sin hærtaktiske træner, der reelt var en “krigsspilsmaskine” med et kortbord som sit centrale element, blev denne anvendt til at indoktrinere i den nye doktrin for “Stedbunden forsvarskamp”. Fjendens optræden var under kontrol, for man forudsatte, at han optrådte helt skematisk uden hensyn til terræn og andre vilkår.

Den fælles forståelse fra Verdenskrigen var nu ikke længere tilstede, og fordi landkrigen foregår i et samspil mellem mange forskellige våben og med personel, der ikke til daglig beskæftiger sig med professionens virksomhed under krig (civilt reservepersonel og officerer/befalingsmænd til daglig i fredstidsfunktioner), er der behov for et fælles grundlag, en doktrin, der dels kan siges at være en “kontrakt”, der fastlægger roller i den forventede kampsituation, og en del af det fælles fagligt “sprog”, der mindsker risikoen for misforståelser. Doktrinen bygger på forudsætninger om, hvad egne forskellige enheder og våben normalt kan, og om, hvad den sandsynlige fjendes enheder og våben kan. Det er dog indlysende, at man skal se doktrinen som dynamisk, et “levende dokument”, da ændringer hos egne styrker og modstanderen kan medføre afgørende ændringer mht. hvordan man bedst gennemfører kampen. Det er afgørende for doktrinens kvalitet og relevans, at de personer, der udvikler den, har en akut og opdateret forståelse af virkeligheden under kamp og egne og modstanderes enheders styrke og svagheder. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver doktrinen et dogmatisk forvaltningsprodukt, en realitetsuafhængig spændetrøje, der gør enhedernes optræden på kamppladsen til en hjernelammet lemmingemarch (som de britiske angreb den 1. juli 1916 ved Somme).

Det for længe siden glemte krigsspil havde øvet “fri kamp”, hvor beslutninger blev bedømt og dømt på spillebordet, hvor modstanderne søgte at udmanøvrere og nedkæmpe hinanden. Metoden var udviklet til et højt niveau af den preussiske generalstab i midten af 1800-tallet. I dag anvendes den mig bekendt kun af det amerikanske marinekorps.

Tilsvarende krigsspillet blev der selv op i 1960’erne og 1970’erne gennemført feltøvelser, hvor modstanderne inden for øvelsens rammer under “fri føring” kunne søge at vinde. Øvelsens forløb blev styret af øvelsesledelsen gennem et netværk af kampdommere, der afgjorde udfaldet af kampe efter den udarbejdede fælles opfattelse af våbenvirkning. Fordelen ved fri føring var, at fordelen ved dynamisk og kreativ feltmæssig optræden og godt samvirke mellem våbnene i forhold dårlig taktisk optræden var tydelig og motiverende.

Men som ved udviklingen af doktrin var også udbytte af øvelser med fri føring helt afhængig af de ansvarlige militære chefers professionalisme, og dennes dybde blev ikke dyrket og belønnet i den lange fredsperiode.

Den sidste gang jeg oplevede fri føring styret af kampdømning var midt i 1970’erne. Det var i en national, brigadeledet øvelse i to partier. Senere har jeg oplevet lokale faser af større nationale og allierede øvelser med et element af fri føring, men allerede fra 1980’erne var øvelserne i alt væsentligt drejebogsstyrede. Hvis øvelsesledelsen var dybdeprofessionel, udelukkede denne form ikke relevant læring, hvis drejebogen pressede enhedernes føring til at virke under spillede tab, til at flytte ofte og hurtigt, på trods af ekstrem træthed på grund af aktiviteternes intensitet og varighed.

Ved slutningen af Den Kolde Krig var mulighederne for realisme i uddannelse og dens værdi blevet dramatisk undergravet af, at fredsstyrkens enheders bemanding var kommet langt ned under krigsstyrken. Korrekt taktik og de rigtige procedurer kunne derfor ikke længere øves og udvikles andetsteds end i værnepligtsunderafdelingerne i uddannelsesstyrken.

Enhederne i brigadernes fredsstyrke var blevet politiserede “Potemkinkulisser”. Selv deres feltøvelser blev i realiteten stabs- og signaløvelser med småstyrker. Kun under korte mønstringsøvelser oplevedes krigsstærke enheder. Manglende bemanding kunne undskylde, at aldrig patruljerede for at opnå og fastholde føling efter at været gået i stilling eller efter et mål var erobret. Sikrings- og vagttjeneste blev tilrettelagt anderledes, end den fulde krigsstyrke forudsatte.

Men fra 1990’erne blev øvelserne i stigende grad rettet mod at indoktrinere styrker til indsættelse i “krisestyring” eller først til fredsbevarende og fredsskabende operationer og derefter til oprørsbekæmpelse. Ganske vist fastholdt man et fokus på kamp med styrker med sovjetisk materiel og organisation, men øvelsesaktiviteterne blev domineret af drejebogsstyret forberedelse af missioner.

Der er nu meget langt op til igen at kunne skabe en kampegnet hær. Der er alt for meget af professionalismen med viden om kampens krav og karakter, som er derefter nedprioriteret og glemt, ligesom de nødvendige, pædagogiske fremgangsmåder aldrig har været oplevet og anvendt af tjenstgørende officerer.

For kvaliteten af krigsspil og øvelser bygger på kombinationen af studier af kamp under forskellige vilkår og hvad der får enheder til at fejle, opfattet kritisk på et grundlag af feltøvelser, gjort krævende gennem længden (mindst et par uger) og af alle troppeenhedens elementers inddragelse, herunder logistik, fysiske og elektroniske angreb på alle føringselementer og sikkerheden at førere fejler, materiel bryder sammen og mandskabet demotiveres af inaktivitet og belastning.

Genopbygningen sker samtidig med, at ny teknologi betyder, at selv ren landkrig herefter skal føres med fuld inddragelse af den tredje dimension, hvilket må gives afgørende indflydelse på doktrin, organisation og uddannelse, men som selv de erfarne og vidende officerer ingen erfaring har med.

ON THE QUALITY OF INFANTRY


Whether an army infantry unit has high fighting power does not depend on the type of manpower recruitment:

The important issues are:

1) If the junior command cadre (from junior NCOs to company commander) clearly know what they are doing and show loyalty and empathy towards their soldiers.

2) If the cadre and best soldier are prepared and motivated by training to take over from a superior failing or killed in combat.

3) If the individual soldier, platoon and company training is realistic and demanding, thereby fostering unit cohesion with the cadre participating so that the formal and informal leadership matches to the maximum degree.

4) If the unit weapons, other equipment and supplies are reasonably sufficient.

5) If most generally agree and accept that the current army mission isn’t fake.

As the Russian contract manned army has failed on all counts where the Finnish mass conscription army matches the requirements, it is not a matter how the soldiers are recruited, it is a matter of the above listed factors.

The Ukrainian Army now is manned with a mix of long service professionals, conscripts at various stages of training as well as reservists from both backgrounds, and it has been beefed-up by a militia of untrained volunteers and draftees that are learning on the job together with similarly untrained junior cadres.

But soon the force matches the requirements, and the higher level command cadres and staffs are clearly far better than the Russian and the Ukrainian Army has a far more sound command paradigm emphasizing delegation rather than centralization of authority.

OM DEN TILLÆRTE HJÆLPELØSHED: SKAM JER!

Verden står med Ruslands invasion af Ukraine og sin erklærede hensigt om at jage USA ud af Europa i sin værste sikkerhedspolitiske krise i tres år. Danmark har reageret ved at udsende Forsvarets resterende meget små og små dele ud til det truede baltiske nærområde og Østersøen som solidaritetsmarkering.

Det sker i det helt urealistiske håb om, at problemerne forsvinder i det næste par måneder, for derefter er mulighederne forbrugt, for alt, hvad der kan krybe og gå, er udsendt. Når de kommer hjem, må der forventes kontraktopsigelser, der vil forringe mulighederne yderlige, for danske hærsoldater tegnede ikke kontrakter for at kede sig i en gammel sovjetlejr med øvelser langt fra familien. Det eneste, der måske stabiliserer situationen, er, at krisen snart nok vil betyde, at den nuværende fulde beskæftigelse kollapser.

Det er indlysende, at der er behov for øjeblikkelig handling, og i lande udenom Danmark som Holland, Tyskland og Litauen boostes forsvarsbudgetterne op, og der skaffes penge til meget store nye materielinvesteringer.

Derimod er Danmark åbenbart sikker på, at intet haster, og vi ikke skal skynde os med noget som helst. Forsvarsbudgettet er jo for at lukke munden på de allierede, og ikke for at skabe danske militære styrker, der kan løse forsvarsopgaver. Det ved alle politikere er nyttesløst. Alliancedeltagelse er for at andre skal forsvare Danmark, og pengene og styrkernes solidaritetsbidrag skal bruges til at gøre dette lidt mere sikkert. Derfor skal vi ikke gøre noget ekstraordinært nu som at øge skatterne, ændre prioriteringerne eller belåne fremtiden. Det vi lovede i 2014, vil vi måske gøre tyve år senere, idet politikerne må antages at forvente, at verden til den tid gør anstrengelsen unødvendig.

Det er Forsvarsledelsen åbenbart helt i overensstemmelse med. I denne krise har vi sælgers marked, og man kan ikke hurtigt indhente konkurrerende tilbud, selv om man havde gjort sig klart, hvad man havde brug for. Man kan heller ikke øge antallet af værnepligtige. Man er blevet forsinket Coronaen, som har betydet, at man ikke har fået holdt sessioner. Man mangler plads på de resterende kaserner, fordi alle de tidligere indkvarteringsstuer nu anvendes til kontorer, hvor der nu sidder to-tre forvaltere med deres computerer, forvaltere, der ikke var opfundet dengang i min militære ungdom, hvor kasernerne havde plads til 1.000-1.200 soldater, deres stabe og materiel hele året.

Men jeg har den mistanke, at den egentlige blokering er i hovedet og mageligheden i officerskorpset, der ikke har personlig erfaring med at uddanne og opstille værnepligtsenheder og sikre, at de har udrustning og materiel til hurtigt at kunne blive klar til krig. De burde på tvungen studierejse til ukrainske værnepligts- og frivillig-enheder, eller hvis dette er for farligt og ubekvemt til Finland og derefter tvinges til at analysere ukrainske erfaringer som en forudsætning for at bevarede deres ansættelse.

Med en vis ret undskylder Forsvarsledelsen sig med, at man jo ikke kender det forsvars- og værnsorganisation, beredskab, bevæbning og bemanding, som politikerne senere måtte beslutte sig til under de kommende forligsforhandlinger.

Men kun en ”vis” ret, fordi på mange centrale områder er der allerede et solidt grundlag, eksempelvis Forsvarets eksisterende infrastruktur, der også skal anvendes i fremtiden, samt værnenes eksisterede beholdning af nyt eller kommende materiel og deraf følgende opgaver. Derudover er kombinationen af dansk geografi og truslen fra Rusland nogenlunde givne størrelser.

Forsvarsledelsen og lavere chefer synes herudefra helt at have mistet evnen til at tage initiativ, og ingen synes at forstå, at de derigennem bliver totalt uduelige i den militære profession, hvor effektivitet helt netop afhænger af, at man altid tænker forud, presser for at få ansvar, og, når mulighed opstår, handler selvstændigt. Det er denne sygdom, som jeg efter inspiration fra en jævnaldrende søofficer benævner tillært hjælpeløshed. Det er nogenlunde dem svaghed i de russiske styrker, som ukrainerne med så stor effekt udnytter.

Efter mine samtaler med tjenstgørende for at forberede denne tekst, er det klar for mig, at ingen dansk politiker, ingen civil embedsmand, få eller ingen højtstående officerer, ja ikke engang majoriteten af andre tjenstgørende officerer forstår dybden af det råd og moraltab, der har ramt styrkerne, og herunder specielt Hæren. Problemet med den sidste gruppe er, at så mange er så unge og/eller så professionelt uinteresserede, at de ikke har den relevante erfaring og heller ikke føler, at det er deres opgave at skaffe den på anden måde.

Rapport fra sygelejet

Dette medfører, at de generelle ændringer, der specielt må ske i Hæren, er voldsomme, både for organisationen og for den enkelte.

En rutineret tjenstgørende hærofficer, som jeg har fuld tillid til, beskriver de generelle problemer (som han oplever i Hæren) således:

Officersstanden er umyndiggjort og truet til tavshed: Hele organisationen er indenfor alle grader presset i bund, og således har det været de seneste 10-15 år.

Men de seneste 5-7 år har situationen udviklet sig katastrofalt. Alle advarsler, nødråb og indsigelser er i bedste fald blevet mødt med tavshed. I værste fald har det betydet direkte stop eller opbremsning i karrieren for den formastelige og illoyale ansatte i forsvaret.

Der accepteres ikke andre holdninger end den officielle; her i forsvaret, og især Hæren, der går det godt. “Husk, at jo flere opgaver vi kan løse med utilstrækkelige midler, jo større chance er der for at Hæren får større del af kagen næste gang!”
Der er ingen debat eller reel orientering omkring hvor vi skal hen og hvorledes vi kommer der. Alle oplysninger stykkes op i fragmenter, og ingen uden for “den øverste ledelse” modtager nok brugbar information til at kunne sammensætte et korrekt billede af både situationen og de mulige veje frem mod fastsatte, officielle mål.

I det norske og svenske forsvar, som jeg personligt kender godt, forventes det, at officererne er aktivt med til at forme fremtiden for forsvaret; de er jo eksperter indenfor deres fagområde, og hvem andre end de faglige eksperter skulle ellers kunne bidrage effektivt til at sikre det bedste forsvarsforlig for pengene? Samtidigt er det holdningsskabende og korpsåndsstyrkende at engagere et dygtigt officerskorps i forsvarsdebatten, vurderer de nævnte nabolandes øverste politiske og militære ledelse.

Sådan forholder det sig ikke i Danmark, hvilket over tid har afmilitariseret officerskorpset og gjort det håndsky overfor al påvirkning fra et niveau op. I Danmark benyttes midlertidige udnævnelser og “åremålsansættelse” ganske ofte. Det sikrer nemlig “loyalitet ved frygt”. Leverer du ikke varen, eller ytrer dig negativt/stiller spørgsmål ved valgte løsning, så går du ved periodens udløb fra f.eks. Generalmajor tilbage til oberst. Og hvem har lyst til det?!

I en uendeligt lille hær som den danske, så er der ikke plads til fejltagelser; her lever “nulfejlskulturen” i bedste velgående. Derfor er der særdeles få individer som tør påpege fejl og mangler, uanset hvor skrigende tydelige disse er.

Et eksempel er de mange kultur og kreative projekter som forsvarets tjenestesteder påtvinges. I en tid hvor der ikke er ammunition, udrustning, våben eller materiel nok til en eneste brigade i hele landet, så skal komplet ligegyldige projekter til mange millioner gennemføres; uanset hvor tåbeligt alle grader og civilt ansatte finder det.”

Da jeg bad officeren om at uddybe sin beskrivelse, fik jeg følgende tekst:

Førernes daglige udfordringer ved hærens kamptropper

Dagligdagen ved hærens enheder er præget af mangel på næsten alt fra ammunition til uniformer. Værst af alt, så begynder motivationen til at være soldat at forsvinde. Dette ses tydeligt i omsætningshastigheden på både konstabler og stregbefalingsmænd, selv i de bedste regimenter.   

At give de gode job og uddannelsesmuligheder i det civile liv hele skylden er simpelthen for enkelt, og det er tillige direkte forkert. Hvis Forsvaret havde den rette indstilling og gav hæren det rette værktøj, så vover jeg den påstand, at vi i løbet af kort tid kunne skabe en korrekt dimensioneret stående styrke, støttet af en værnepligtsbaseret dækningsstyrke og et stærkt hjemmeværn.  

Når man spørger de enkelte delingsførere og deres befalingsmænd om hvilke udfordringer som fylder mest i hverdagen, så har de svært ved at pege på én bestemt ting. Det er summen af de mange forsinkelser, fejl og mangler, og irrationelle beslutninger som skaber den perfekte storm. Dagligdags administration er lagt ud til de enkelte officerer og befalingsmænd, da kommandokontorene (det vil sige kompagniets kontor) ikke har egne kontorhjælpere til at gennemføre administrationen ved på dette laveste niveau. Der sidder i stedet en række tastere i regimentsstabenes administrationssektion (S1), som gør deres bedste for at kunne følge med i hyppige ændringer i reglerne, og indviklede metoder til tastning af vagttillæg og timer (½ og hele timer, særlige tillæg, fridage til gode, særlige feriedage, ferieoptjening/afvikling osv).

Igennem de sidste fire år har enhederne kæmpet for at få deres egne kontorhjælpere tilbage, og igen få en decentralisering af de rådige ressourcer.

Derfor er både delingsfører og kompagniledelsen er under konstant pres for at rapportere indenfor administration, logistik, uddannelse, HR, uddannelse, og alt det ‘som lige tager 15 minutter’.

Alle førerne skal også rapportere hvis de ikke kan nå at gennemføre den pligtige/nødvendige uddannelse på den rådige tid, og hvordan de senere vil rette op på manglerne. Dette er en nærmest umulig opgave, da man mangler alt; især mangler der tid til at gennemføre en komplet uddannelse.

Ved HBU og HRU-enhederne (dvs. basisuddannelsen og uddannelse til kontraktansættelse) er der meget kort tid til forberedelse af aktiviteter, bestillinger af genstande og materiel, og administration af arbejdstid. Derfor falder succesraten drastisk. Indlysende forberedelser bliver glemt eller kun delvis gennemført, og kontrolfasen er ofte sporadisk eller helt fraværende. Ledelsen i kompagniet har derfor ofte ikke et retvisende billede af situationen ude ved de enkelte delinger, og delingsføreren har ikke gennemført den fornødne kontrol ved de enkelte grupper. Gruppeførerne er generelt uerfarne, og de satser ofte på at alt er kommet med i felten og virker, i stedet for at gennemføre kontrol ved selvsyn.

Der mangler selv basalt uddannelsesmateriel ved enhederne; f.eks. har en HRU-enhed været i gang i fem måneder uden at fået tildelt de nødvendige radioer til brug under de otte måneders samlet uddannelse.

Det halter ligeledes med føreruddannelsen på alle niveauer. Dette hæmmer uddannelsen i kvalitet, og i kvantitet, da det ofte kun er de vigtigste elementer som gennemføres. Selv de elementer som faktisk gennemføres, bliver kun kontrolleret af førere, som ikke selv føler sig godt nok klædt på til opgaven.

I den rådige tid er der ofte ikke plads til at gennemføre vanskelige sekvenser mere end én gang, og elementer som første gang gik skævt, når ikke at blive gentaget. Derved bliver selv graverende fejl ikke rettet på stedet, og de kommende soldater i stående styrke når simpelthen ikke op på et tilfredsstillende niveau.

Når enheder i stående styrke efterfølgende skal klargøres til udsendelse i internationale operationer, så starter de populært sagt på minus. Disse stående enheder mangler ligeledes alle typer materiel, nok tid til uddannelse, basal udrustning til enkeltmand og gruppen, reservedele, ammunition og meget hurtigt også motivation.

Mangel på motivation skaber misnøje, opsigelser og forflyttelser. Ofte står selv enheder udpeget til udsendelse med mangelfuld bemanding, og hullerne fyldes op med mandskab fra enheder over hele landet (som nu bataljonen til Letland, der er samlet fra hele hæren).

Enheden som udsendes er altså ikke på ens niveau, sammentømret eller motiveret.

Det nødvendige indgreb

For at forklare, hvordan man må rette op på problemerne, bliver jeg nødt til at anvende den ulækre beskrivelse, at det er som om en kræftsvulst af dårligdom har overtaget det tidligere funktionelle væv.

Derfor er det nødvendigt med et opfattende og dybtgående kirurgisk indgreb, der i et hug fører organisationen tilbage til klare myndigheds- og ansvarsforhold og derigennem dramatisk reducerer den forvaltningsbyrde, der som beskrevet undergraver motivation og effektivitet.

I toppen betyder det, at Forsvarschefen straks og som en forudsætning for al effektivisering igen gives myndighed og ansvar for at lede og udvikle det samlede forsvar. De styrelser, der er nødvendige for at løse opgaven underlægges straks ham. Det gælder ikke mindst al forvaltning af forsvarets personel samt materielanskaffelser og drift.

Men det er kun det første skridt. Myndigheden skal straks delegeres videre til de tre værnschefer, der bl.a. gives ansvaret for at bestemme uddannelsen af deres officers-, sergent- og teknikerkadrer ved direktiv til Forsvarsakademiet for uddannelsernes indhold, længde og elevantal. Det er også værnscheferne, der herefter sikrer, at der ikke skoleuddannes flere officerer, end der er ”praktikpladser” ved tjenestestederne til at sikre praktisk uddannelse for. Forsvarschefen skal kun have ansvaret for at fastlægge videregående værnsfælles uddannelser.

Værnscheferne har derved også fået delegeret ansvaret for at udvikle doktrin igennem studie- og udviklingsvirksomhed og forslag til den sammensætning af værnet, der skal kunne løse de opgaver, politikerne herefter giver det.

Men det er det tredje delegeringsskridt, der er afgørende for at fjerne overforvaltningskræftsvulsten. Forvaltningen af ressourcer føres igen til bunds, til tjenestestedschefen, hvor det også lå, før centraliserings- og standardiseringsidiotien ramte. Således fjernes al ressourceforvaltning igen fra myndigheder som brigader, og deres stabe reduceres igen dramatisk til den kerne, som krigstidsstaben skal opbygges efter. Jeg kommer under behandlingen tilbage til den helt nødvendige ”rebootning” af netop brigadernes fokus på deres krigsopgave.

Der er mange problemer og ricisi ved delegeringen til tjenestestedet. Man kan ikke huske, hvordan man gjorde indtil centraliseringen for mere end tyve år siden. Derfor er det nødvendigt at starte med et forsøg ét sted, f.eks. ved regimentet i Haderslev, og lære af det. Et andet helt afgørende problem er, at kadrerne med meget god grund vil være stærkt skeptiske mod endnu en ændring, uanset, hvordan den bliver solgt. Dette fordi deres erfaring er, at der uanset spin altid er tale om besparelser og forringelser. Derfor er det afgørende, at kadrerne bliver så direkte involveret i forberedelserne og gennemførelsen af forsøget, at de føler ejerforhold pga. afgørende indflydelse.

Medens det for Hærens vedkommende er tjenestestedet, der skal have delegeret ansvaret for at støtte enhederne, så de ikke belastes af forvaltningsopgaver, er det sandsynligt, at delegeringen i Søværnet skal ske til eskadrerne og det er muligt, at det i Flyvevåbnet er den pågældende wing, dvs. afdeling, der er den bedste løsning.
Det er tjenestestedet, der som en base for uddannelse, beredskab og eventuel mobilisering må lede og fordele arbejdet og som er ansvarlig for at støtte de opstillede enheder i fredsstyrken og krigsstyrkens reserve på alle områder, og således at forvaltningsbyrden ved disse enheder igen reduceres til det minimale, så de kan koncentrere sig om kvalitetsuddannelse og opretholdelse af beredskab.

Alle officerer skal i princippet igen gives en meningsfuld krigsfunktion. For at sikre retablering af det professionelle fokus skal alle tjenestesteders chefer og stabe derfor igen også have en operativ opgave. Dette kan ske i rammen af det genetablerede totalforsvar i regionsramme eller mere lokalt.

Officerer i stillinger, der ikke er relevante i krig, som ikke har en krigsfunktion, aflægger uniform og mister militær grad som fastansatte. De kan, hvis de er interesserede og egnede få en funktion i reserven.

En beslutning om at overføre en person til civil ansættelse skal herefter også kunne blive resultatet af manglende niveau i fysisk prøve i egnethed til at varetage en lederfunktion i krigsstyrker. Det skal kunne følge en under værnschefens ansvar oprettet periodisk kontrol af grundlæggende professionel viden og praktiske færdigheder inden for specialet/våbnet.

Det er spild af ressourcer at anvende penge på lønninger til officerer, der ikke kan varetage en krigsfunktion i værnet. Det er nu nødvendigt at markere helt klart, at Forsvaret ikke længere er for sjovt.

Booste den kritiske forsvarsdebat
Et af de helt afgørende områder er meget hurtigt at genetablere en levende og også systemkritisk militærfaglig debat i dansk forsvar. Det er kun et første skridt at bryde med den beskrevne anvendelse af midlertidige grader og åremålsansættelser som undertrykkelsesmiddel. For yngre officerer er det risikoen for familieødelæggende forflyttelse, der kan anvendes som et ”hold kæft”-disciplineringsmiddel.

Der synes kun at være én vej til hurtigt at knuse den nu igennem lang tid udviklede undertrykkelse af fri debat, det er at etablere en militær ombudsmandsfunktion, der gives denne opgave. Det vil være naturligt at tilknytte ham Folketingets Forsvarsudvalg.

Man kunne i øvrigt indføre et punkt i den årlige bedømmelse af den ansatte, hvor bedømmeren skulle karakterisere den pågældendes aktivitet i den interne og eksterne debat for at forbedre enheden og Forsvaret.

I øvrigt er situationen sådan, at jeg har måttet love kommentatorer og bidragydere til denne analyse anonymitet.

Der er i den grad behov for, at man, dvs. politikerne, får Forsvarets ledelse til åbent og direkte at erklære sin støtte til de ansattes selvstændige deltagelse i den militærfaglige og sikkerhedspolitiske debat. Det gjorde generalerne Knud Jørgensen (Flyvevåbnet, forsvarschef 1977-84 under Den Kolde Krigs sidste iskolde periode) og Jørgen Lyng (Hæren, forsvarschef 1989-96 under omstillingen til perioden derefter). Det gjorde de, fordi de mente det. Det nød jeg godt af, bl.a. som freelance kommentator på først Information og så Weekendavisen samtidig med, at jeg var tjenstgørende officer i Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, på Hærens Officersskole, ved Gardehusarregimentet samt på Forsvarsakademiet.

På nogle reaktioner vedrørende mit angreb på en systematisk anvendelse af åremålsansættelser, selv fra officerer, må jeg her forklare, hvad for mig er selvindlysende.

En officer, specielt i kamptropperne eller senere som chef for en større enhed med kampopgaver, skal altid være mindst lige så loyal over for de mennesker, som han skal i givet fald skal sende i kamp, som han er over for sine foresatte. Over for sine chefer skal han varetage deres interesser på enhver måde. Hvis officeren ikke gør det og sætter sig ind i de forhold og farer, de vil blive udsat for, fortjener vedkommende kun foragt og afskedigelse.

Dette er normalt indlysende for unge officerer, op til kaptajner, der lever tæt på sit mandskab og sine underførere. Derimod er der en tilbøjelighed til at glemme det senere i tjenesten, når karriereambitionen rammer, og man af hensyn til sig selv bliver akut opmærksom på, at man ikke bliver så “ufleksibel” i sin loyalitet nedadtil, at man ødelægger sine chancer ved at komme i “bad standing” pga. det.

Men når man opnår sin slutgrad, er det lettere at huske, hvorfor man er her, hvis man da ikke undervejs har lagt sin rygrad så lang tid i opportunismens lune vand, så den er blevet som kogt spaghetti. Hvis det er tilfældet, har både personen og de personer, der har forfremmet officeren, fejlet totalt.

Min erfaring er, at de fleste kan bringes til at huske deres loyalitet over for deres ansvarsområde.

Kaserner o.l.
Forsvarets tilbageværende kaserner på tjenestestederne har typisk de fleste tidligere indkvarteringsstuer fyldt op med unge og ældre officerer og befalingsmænd, der er beskæftiget med grundlæggende forvaltning, herunder rapportering, der under den nødvendige delegering til tjenestestedet bliver overflødig.

En ung officer og befalingsmand skal i princippet ikke anvende en computer tjenstligt til andet end direkte forberedelse af uddannelse og øvelser og til opbygning af generel og professionel viden. Så en tilnærmelse af situationen til tidligere tiders delegerede forvaltning med en professionelt bestemt anvendelse af kadrernes tid vil hen ad vejen frigøre lokaler til deres oprindelige formål.

Men hvis Forsvaret glemte sin tillærte hjælpeløshed og viste rettidig omhu, kunne man starte straks, med den uddannelse af værnepligtsenheder, som der, som jeg vil komme tilbage til, er et klart behov for. Straks betyder om uger eller få måneder. Der er krig, og vi er midt i den mest krigstruende sikkerhedspolitiske konfrontation i tres år. Officerer, der ikke kan beslutte og gennemføre hurtigt, er uduelige.

Det drejer sig i første omgang om infanteri, der uddannes som motoriserede, dvs. lastvognstransporterede, infanterikompagnier, om nødvendigt indledningsvis med lejede køretøjer og anden udrustning. Hvis våben og ammunition ikke er til rådighed, kan det lånes/lejes af de nordiske nabolande. Hvorfor ikke tage telefonen?

Mens det i Finland og Estland under deres tjeneste- og fritidsvilkår sker på seks måneder, er det nok nødvendigt at anvende otte måneder i Danmark, selv om de involverede officerer og befalingsmænd overgår fra normal ansættelse til funktionsansættelse i uddannelsesperioden, så de konstant kan følge og motivere de værnepligtige.

Jeg kommer nedenfor ind på kompagniernes anvendelse til forsvarsopgaver i krig.
For at komme i gang straks jeg ville starte uddannelsen i Sønderborg efter en statslig geninddragelse af kasernen, øvelsesområdet og skydebanen igen, og ved samtidig her – indtil videre – gennemføre en kort uddannelse af værnepligtige befalingsmænd (sergenter eller korporaler), der skal kunne fungere som grundlæggende førere i krigsstyrken.

En tilsvarende uddannelse af motoriserede infanterikompagnier kunne ske i Almegårdens Kaserne på Bornholm og andre tjenestesteder, efter at indkvarteringsområder blev frigjort. Dansk forsvar har et meget stort, men ubeskrevet og derfor ukendt behov for grundlæggende uddannede bevogtnings- og lokalforsvarsenheder, så der er ingen grund til at vente.

Der er desværre mange uvidende/intellektuelt dovne officerer, herunder også i dansk forsvar, der som Pavlovske Hunde konstaterer, at vi jo ved, at værnepligtige ikke kan slås. De samme – ikke specielt vidende – ignorerer i første omgang ikke mindst finsk forsvar, men nu også resultaterne i ukrainsk forsvar, hvor kernen i hæren er værnepligtige, og hvor man med succes anvender frivillige uden militær uddannelse, der lærer under kamp ved at overleve. Officerer med en så overfladisk viden, uanset grad, bør stå forrest for aflæggelse af uniformen.

I det efterfølgende vil jeg tage udgangspunkt i de forhold om værnenes organisation og indhold, som vi arver fra det eksisterende forsvarsforlig. For at gå videre end de grundlag, er det nødvendigt at kende planen for udbygning i de næste ti år.

Hæren: Om brigaderne
Det er først, da jeg begyndte at grave som forberedelse at denne artikel, at jeg forstod, hvor galt det stod til. Det var ikke tilfældet, da jeg for nogen tid siden behandlede 1. Brigades situation og behov. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/; OLFI, 11.3.2022: 1. Brigade har råbt op om frustrationer med materiel og ekstraopgaver i årevis]
• Det er i en lille hær, som den danske, brigader, der står for den praktiske forberedelse af de væsentligste enheder til krig. For et vise, hvad det betyder for chefen og hans stab, vil jeg blot liste de opgaver, dette indebærer, så det er indlysende, at det er uforeneligt med opgaven som forvaltningsstab. Lad mig her forudsætte, at 1. Brigade gives opgaven at forberede indsættelse i Baltikum og 2. Brigade har opgave at forberede indsættelser i selve Danmark. Hvad indebærer opgaven så)
• Der skal skabes et godt generelt billede af de kampopgaver, der er sandsynlige i de pågældende indsættelsesområder, så man på det grundlag kan tilpasse organisation og fremgangsmåder. Herunder skal man tage udgangspunkt i en stadig ajourført forståelse af den sandsynlige modstanders organisation og metoder, og man skal opbygge og bevare et godt kendskab til lokale samarbejdspartnere. Man skal anvende dette billede til at opstille behov for udvikling af organisation og fremgangsmåde, udvikle og gennemføre øvelser for brigaden og dens enheder samt for om nødvendigt hurtigt kunne udarbejde en indsættelsesplan for brigaden.
• Den skal udvikle og gennemføre en årlig serie af øvelser for brigadens kadrer og forskellige enheder, der belaster disse med førere og logistik maksimalt, så de kan fortsætte med at operere under stadigt forsøg på overvågning af droner, m.m., samt konstante trusler om fysiske og elektroniske angreb. Enhederne skal kunne fungere selv efter betydelige tab af dele eller førere. Opgaverne skal kunne løses i forskellige, mulige indsættelsesområder og sammen med de her aktuelle samarbejdspartnere.
• Endeligt skal brigadens eget stab og stabskompagni udvikles og hårdt uddannes til at kunne virke under bevægelse og under truslen om stadige elektroniske og fysiske angreb.

Det er en mere end fuldtidsbeskæftigelse for en lille, fokuseret stab af vidende og højt motiverede officerer.

Jeg stillede nogle yngre, men erfarne, officerer følgende to spørgsmål, hvor det første var:

“Har du nogensinde deltaget i en øvelse over dit eget ansvarsområde, der ikke var drejebogsstyret, men hvor der var fri føring og udfaldet blev afgjort af kampdømning?” Det mest komplette svar var:

I de seneste 15 år har jeg ikke deltaget i en øvelse med fri føring og kvalitativ kampdømning.

Indtil 2016 har enkelte bataljoner deltaget i udenlandske øvelser og uddannelsesforløb ved udenlandske øvelsescentre, hvor kvalificeret kampdømning afgjorde udfaldet. Men efter 2016, nej.

Men hvis en dansk enhed faldt igennem under en øvelse/test, så endte slutrapporten med at give et ”tilfredsstillende” resultat. Den ”faktuelle bedømmelse” var klart og utvetydigt ”ikke tilfredsstillende”, men et sådant resultat ville skabe unødvendigt postyr og problemer i større, NATO-sammenhæng. Derfor blev resultatet altid justeret inden det ramte den pågældende enheds hjemland. Således har de senere års tests, kontroller og forløbskontroller i NATO-regi potentielt været forurenet af politiske indgreb og mistet relevans.

I Danmark arbejder Tjenestegrensinspektørerne under samme vilkår. Et tænkt eksempel; hvis en enhed, som skal udsendes til Tapa i Estland på ingen måde opfylder kravene, eller kan nå selv de mest grundlæggende niveauer for enkeltmand, gruppe, deling og underafdeling/kompagni, så udsendes det alligevel.

Rapporterne bliver beordret udvandet indtil at resultatet opfattes som næsten acceptabelt, og der anbefales en opfølgende inspektion/kontrol efter at enheden er ankommet og i gang med opgaveløsningen i indsættelsesområdet. Denne kontrol stemples uanset resultatet ”tilfredsstillende”. Dette er naturligvis et tænkt eksempel, som blot benyttes for at understrege alvoren og dybden i Hærens problemer.

En læser har til denne kommentar føjet følgende, der understreger, at uansvarligheden ikke er ny: ”Da jeg i 2008 som inspicent dømte spejdereskadronen til hold 8 i Afghanistan for ikke krigsbrugbar blev jeg nærmest truet på livet og den blev udsendt alligevel. Den havde efterfølgende tab, på grund af taktiske uhensigtsmæssigheder der allerede blev påpeget i rapporten.”

Det andet spørgsmål til mine yngre officerskontakter var: “Har du oplevet øvelser, FTX (dvs. feltøvelser med enheder) eller CPX (dvs. stabs- og signaløvelser, med kun chefer/fører med føringsenheder/-led), hvor brigadeniveauet ikke var øvelsesleder, men øvelsestager, og hvor brigadens stabs- og føringselementer var udsat for trusler og pres?” Det mest dækkende svar var:

Jeg har ikke oplevet denne type øvelser som officer, men har deltaget i de store øvelser i 1980-1990-erne hvor alle dele af den danske krigsorganisation kom under et passende pres.

Det gav effekt, fri føring og initiativ fra selv underordnede førere. Det udviklede alle førere, organisationen og gjorde at synergieffekten fik fuld virkning. Den danske hær flyttede bjerge, med et lille budget og få rådige styrker. Kvaliteten hos de værnepligtige var betragtelig, og ved de professionelle enheder som var godt ført, der trivedes mandskab og officerer. I dag er alt dette glemt, ofte latterliggjort og dømt irrelevant.

De øvelser vi har gennemført i 2013-2020 (FTX og CPX) bød ikke på fri føring og pres på organisationen. CPX var konstant ud fra ”supponeret” organisation, udgangssituation og fiktive enheder på 100%. Førerne og enhederne blev påtvunget et fejlagtigt billede af egen kunnen, organisation og dermed udygtiggjort af egnen foresat myndighed. Det gav sig udtryk i dårlige planer på brigadeniveau, en divisionsplan som i praktikken ville medføre voldsomme tab/det samlede mål sat over styr, og officerer indenfor specialerne som ikke stolede på egne ledere.

Der var ingen respekt for specialerne og deres faglige input, hvilket over tid udvandede al faglig rådgivning. I slutenden skabte alt dette en ledelse med en uskønt og farligt ”over-jeg”, baseret i ”ja-sigerkultur”, russiske tilstande (frygtbaseret ledelse) og total mangel på forståelse for de faktorer ”grøn krig”/Major Combat indebærer. Dette er situationen vi nu står i, hvor Europa er på vej ind i potentiel fuldskala krig med Rusland; en konflikt vi har udsat siden 1946, men som vi inderst inde vidste var uundgåelig. Modsat Sverige, Finland og Norge, så har Danmark pr. d.d. valgt at satse på at andre endnu engang klarer ærterne for os. Deri tager vi grueligt fejl.

Hvis denne optræden i behandling af rapporter om amatørmæssig optræden er korrekt, hvilket jeg ikke har grund til at betvivle, er der tale om decideret forfalskning og svindel, der blokerer for indsats for afhjælpning. I det tidligere Sovjetunionen anvender man ordet “vranjo” om den samfunds- eller organisationsskabte nødvendige løgn. Det er denne sproglige moral- og effektivitetsødelæggende gift, der der nu er blevet normen i Hæren.

De ansvarlige burde straks suspenderes fra deres stillinger, mens forholdet blev undersøgt. Hvis bekræftet skal vedkommende fjernes permanent, og det samme skulle ske med chef og andre, der var accepterende medvidende.

Tolereret uærlighed og svindel af den beskrevne type er ikke alene kriminelt. Det er gift for mulighederne for at opbygge og opretholde effektive militære styrker og dermed for landets forsvar. Jeg kan ikke finde ord for min dybe foragt.

Hæren: Studie- og udviklingsvirksomhed
Gennem de sidste to forsvarsforlig er hærens tjenestegrensskoler nedlagt og dermed er hærens studie- og udviklingsvirksomhed de facto nedlagt. Det har helt undergravet værnets muligheder for at have et forståelsesgrundlag for udvikling af organisation og fremgangsmåder (doktrin).

Den påstås herefter at ville blive videreført i et umage parløb mellem Forsvarskommandoen og brigader/bataljoner, men da brigaderne er begravet i forvaltning, er det som så meget andet varm luft fra tarmene, og studie- og udviklingsvirksomhed i et forvaltningsmiljø vil altid fokusere snævert på den opgave man har løst eller er i gang med at løse.

Der er ikke længere steder i Hæren, hvor man systematisk studerer relevante krigshistoriske eksempler som nu Ukraine, organisationsudvikling, materieludvikling og doktrin, og bl.a. derfor er der heller ikke længere en målrettet intern og ekstern debat der formulerer de kommende organisatoriske krav, de materielmæssige muligheder og doktrinudvikling på en måde, så danske hærenheder ikke blot kan kæmpe med rimelige muligheder for succes.

Hæren (bl.a.): Kupforsvar af Bornholm
Bornholms geografiske placering gør det indlysende, at hvis Rusland ved et kup fik kontrol med øen og fremskød bl.a. en luftværnsmissilafdeling og sømålsmissilbatterier fra Kaningrad Oblast til øen, ville det være endnu vanskeligere for de allierede at forstærke og støtte Baltikum ad søvejen.

Bornholm er sammen med Suwalki-korridoren et nøgleområde for NATOs muligheder i Østersøen og Baltikum. Hvis Bornholm er sikret, gælder dette dog også for svenske Gotland.

Retablering af et aktivt tjenestested på Bornholm er forligsstof, men dette hindrer ikke, at man nu vælger en kendt energisk og selvstændig oberstløjtnant, gør ham til midlertidig oberst, sender ham til øen sammen med en tilsvarende orlogskaptajn med opgave og myndighed at forberede retableringen af et kupforsvar af øen, idet han indtil videre kan udnytte Bornholms Hjemmeværn, hjemmeværende enheder af Gardehusarregimentets Opklaringsbataljon og værnepligtige under uddannelse på Almegårdens Kaserne.

Hæren; Reservekontrakter som en hurtig vej frem
Som beskrevet i min blogartikel om opbygningen af 1. Brigade, er der både akut behov og mulighed for at opbygge brigadens personelstyrke. Det burde være en af den nye brigadechefs allervigtigste opgaver hurtigt at levere resultater på disse områder, både ved rekruttering via værnepligt og ved at fastholde tilknytningen til kontraktansatte, der opsiger deres kontrakt. [https://blog.clemmesen.org/2022/01/19/fra-1-brigade-kulissen-til-noget-brugbart-og-videre-til-noget-meningsfuldt/]

Hæren: Materielforsøg, mens vi venter
Når man ser på de materielsager, der når medierne, synes der at være et alvorligt ”IC-4”-problem i Forsvaret, dvs. at myndighederne helt har overset, at det afgørende for brugeren, soldaten, er at få robust materiel, der virker, hvor der er reservedele med i pakken, og som er let at holde brugbart. Det er vanvittigt og uansvarligt at købe noget, blot fordi det er det nyeste og måske engang kan blive det allerbedste.

Det bør være værnschefen, der under personligt ansvar endeligt godkender køb af materiel og udrustning, der både er kendt som robust og anvendeligt, og som er det rigtige til de stillede opgaver og den af ham godkendte fremgangsmåde (doktrin) for opgavernes løsning. [Fagligt Forsvar, 4.4.2022: Piranha 5: Soldaternes største hovedpine er vedligeholdelse og reservedele; OLFI, 11.4.2022; Mobile værksteder skulle have været med til Baltikum, men samler slud i Aalborg]

Men før vi igen kan gå til større materielindkøb, må vi afvente politikernes beslutning om det kommende forsvar, og deres prioritering af indkøb. Og derefter kommer vi til at vente i køen, før vi kan få materiellet leveret og indfaset.

Det betyder dog ikke, at vi behøver at vente passivt. Der er to typer materiel, som det er indlysende, at Forsvaret skal råde over for at kunne løse sin opgave. Det første er nærluftforsvar til Hæren (og som nedenfor beskrevet også til Flyvevåbnet), det andet er overvågningsdroner og bevæbnede droner. De første er indlysende nødvendige for enhver hærenheds løsning af sin opgave, den bevæbnede drone må ses som et langtrækkende artillerivåben.

Der er intet i vejen for, at Artilleriregimentet straks sættes i gang med at gennemføre intensive forsøg med forskellige typer nærluftforsvarssystemer og med bevæbnede droner samt ”selvmordsdroner” (Loitering Munitions (LM)), og der er heller intet i vejen for, at dette regiment sammen med Efterretningsregimentet begynder forsøg med overvågningsdroner til forskellige formål. Der er allerede firmaer, der tripper for at komme i gang, så det er også her bare at tage telefonen.

Søværnet
Værnet venter på indkøb af ammunition og systemer, hvor man i første omgang venter på beslutning og bevillinger, og derefter på levering.

Hermed en kommentar fra en søofficer:

Vi har ansættelsesstop i min enhed og har haft det længe for at spare penge. Efter en af vores medarbejdere stoppede har vi ikke måttet ansætte en ny i hans stilling. Vi er derfor underbemandede til at varetage vores opgaver i den nuværende krise.

Problemet bliver værre af, at mere administration og forvaltning er blevet lagt ned på enhedschefens niveau, hvorfor han skal bruge sid tid på at administrere i stedet for operative opgaver.

Jeg ved ikke hvor udbredt ansættelsesstoppet er, men jeg ved at Søværnet har meget store problemer med manglende besætninger til sine skibe. Man må konstant låne og kannibalisere på kryds og på tværs, når en fregat skal udsendes eller lignende.
Om det er ansættelsesstop eller fastholdelsesproblemer ved jeg ikke. Under den nuværende krise har man for at få fulde besætninger måttet trække folk ombord fra administrative sagsbehandlerstillinger, og give dem operative opgaver.

Det er måske fint nok, men ikke noget man har planlagt eller løbende uddannet folk til. Hver en krone vendes og ofte er spørgsmålet ikke hvad der giver mening at gøre, men hvad vi har råd til at gøre. Det gælder alt lige fra uddannelse til tjenesterejser. “

Søværnet har i lang tid været hårdt ramt af for lave personelnormer og den ekstremt centralistiske forvaltning af personellet, der blokerer for antalsmæssig og kvalificeret bemanding af enhederne. Dette sidste kunne der hjælpes på, hvis man som en ekstraordinær foranstaltning blev givet bemyndigelse til lokal rekruttering.

Flyvevåbnet
Flyvevåbnet har i forlængelse af allerede tagne beslutninger opgaverne at operere egne fly og at integrere og efter nærmere aftale støtte amerikanske flystyrker, der som planlagt i 1980’erne igen måtte blive placeret på danske flyvestationer eller civile lufthavne. Også danske fly vil under krig og krise (som nu) kunne blive spredt til civile lufthavne.

For at kunne sikre operationer i krig, skal både flyvestationerne og civile spredningslufthavne kunne forsvares mod kupangreb og specialoperationsstyrker samt med nærluftforsvar, basen skal have rådighed en specialudrustet ingeniør-/entreprenørenhed til hurtig reparation af ødelagt infrastruktur (Rapid Runway Repair) og man skal have rådighed over mobil logistisk støtte og kommandomulighed, specielt for at støtte operationer fra civile pladser.

Dele af disse opgaver, der igen er relevante, blev tidligere løst af ansatte organiseret i ramme af Flyverhjemmeværnet. Men hovedparten må løses af reserveenheder, hvoraf nogle, såsom kupforsvarsstyrken, indtil videre kunne modtage grunduddannelsen som motoriseret infanterikompagni i Hæren.

Civilforsvaret
Med krigstruslen bortdefineret blev det reducerede civilforsvar under navnet ”Beredskabet” flyttet fra Indenrigsministeriet til Forsvarsministeriet.
Sammen med cyberforsvaret og folkesundheden burde områderne nu samles under et ministerium med ansvar for hele totalforsvaret af civilbefolkningen. Forsvarsministeriet bør renses for alle elementer, der kan fjerne fokus fra opgaven at genopbygge det dansk militært forsvar.

Retableringen af Civilforsvaret har den fordel, at man kan trække på Casper Sylvest og Rosanna Farbøls nu afsluttede historiske arbejde om opbygningen af Civilforsvaret efter 2. Verdenskrig. [https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/ih/forskning/forskningsprojekter/dacide.]

Er det muligt? Og i givet fald hvordan?
I modsætning til for Civilforsvarets vedkommende findes der ikke et nogenlunde dækkende grundarbejde om den militære forsvar. Viden om, hvad der er fravalgt igennem de sidste 25 måde derfor søges tre forskellige steder, i arkiver, hos pensionister som mig og i det udland, der har relevant erfaring.

For så vidt angår arkiverne har jeg foreslået lederen af Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, militærhistorikeren Niels Bo Poulsen, at instituttet overvejer at hjælpe i mulig udstrækning.

Den tidligere forsvarschef, general Knud Bartels, er dels tilknyttet dette institut, dels har han fra sin tid i nøglestillinger i NATO et omfattende internationalt kontaktnet. Det er derfor logisk at give ham en central rådgiverrolle, også fordi han med sin tjeneste danner bro mellem situationen under Den Kolde Krig og perioden efter.

Angående behovet for udenlands støtte er det mit skøn, at det først og fremmest er Hæren, der ikke kan klare opgaven selv.

Søværnet har dels havet til at blokere for professionelt forfald, dels har officerskorpset til stadighed været involveret i krævende operativ indsats. Det sidste er også tilfældet for Flyvevåbnet. Derimod er det nu ti år siden, at Hæren blev udsat for krævende indsats. Det var under de her ret irrelevante operationer i Afghanistan. Det var kun de unge officerer og opgaven anfægtede ikke den hjemlige udvikling i væsentlig grad. Og det var efter Afghanistan, at de ”reformer” blev iværksat, der endeligt afsporede Hæren.

Under Enevælden var det almindeligt, at Danmark søgte udenlands eksperthjælp. I 1762 blev den franske grev Claude-Louis de Saint-Germain kaldt til Danmark og blev ansat som feltmarskal for at reformere Hæren til at kunne møde den da akutte trussel fra Rusland.

Da den hessiske officer Johann Ewald i 1788 blev hentet til Danmark var det dog kun for som oberstløjtnant at videregive sin viden om let infanteri fra tiden i britisk tjeneste under Den Amerikanske Frihedskrig. På grund af sin tjeneste for Danmark under krigen mod England efter 1807 endte han dog som generalløjtnant.

I ny tid er det eneste eksempel den tjeneste, som den lige pensionerede firestjernede RAF-general Sir Hugh Saunders, ydede Danmark. Han blev i midten af 1950’erne blev hentet til Danmark for som rådgiver at løse Flyvevåbnets meget store begynder- og vækstvanskeligheder.

Under hensyn til sprog, professionel kultur og opgavens karakter, ville det nu være logisk, om vi søgte nordisk støtte og fik en pensioneret svensktalende finsk general på kontrakt med henblik på at rådgive for genopbygningen af Hæren under Knud Bartels vejledning. Finnen skulle herunder formidle direkte støtte fra finske brigader, o.a. til tilsvarende danske enheder.