GENERELT
Når Hærens fremtidige “Knytnæve”, 1. Brigade, omtales i offentligheden, får man det indtryk, at alle ser den som et hus, der blot skal bygges færdigt. Men dette giver et helt fejlagtigt billede af processen og problemet.
Hvis man man endelig skal anvende et relevant billede, er brigaden som en cirkusby, der til stadighed skal have tilført nye folk på grund af afgang og nye opgaver. Den skal med kort varsel kunne flyttes til et nyt sted og her tilpasse sig behovet dér. Det er som en levende organisme, der enten tilpasser sig eller bliver ineffektiv og irrelevant.
Men i øvrigt er brigaden slet ikke i nærheden af noget som helst endnu. Det er et skelet, hvor selv “armene” er blevet sammensat med manglende knogler, og hvor støtteapparatet, “benene” i stor udstrækning mangler. Personellets og kadrernes angivelige gode uddannelse og professionalisme bygger således ikke på en erfaring med, hvordan helheden skal virke.
Rødderne til den nuværende 1. Brigade i idéen i K-notatet for godt 15 år siden, om at hæren skulle koncentrere sig om at udvikle en panserbrigade, der skulle være sammensat og specialiseret i med kort varsel at rykke med allierede (læs USA) ud til steder som Irak for derefter sammen med den hovedallierede at rykke hjem efter et halvt år. Da brigaden skulle ud med en stormagt til en begrænset opgave over for en underlegen fjende, behøvede den ikke at være sammensat til at virke selvstændigt mod en ligeværdig modstander (bl. a. med et selvstændigt luftværn, stærkt panserværn og en robust feltmæssig logistik).
For ca. ti år siden blev denne begrænsede ambition reduceret yderligere, og Hærens felthær blev reduceret til tre “battlegroups” (dvs. bataljonskampgrupper).
Men ved indeværende Forsvarsforlig, der jo blev indgået efter 2014-invasionen af Ukraine, blev målet om at opbygge brigaden genoptaget. Det skete dog på en måde, der ikke udnytter også danske erfaringer igennem 50 år med hvordan man kan skabe samarbejdede enheder. Med den valgte organisation vil man aldrig kunne sikre samarbejdede og umiddelbart klargjorte enheder. For de elementer, der rutinemæssigt og friktionsløst straks skal kunne samarbejde (som infanteri, panserværn, kampvogne, overvågningsmateriel og direkte støttende morterer), er fordelt i specialiserede regimentspuljer over hele landet. Dvs. at cirkusset skal samles i mange uger før sæsonen til intensive og krævende øvelser for at blive klar.
Ud over dette strukturproblem er brigadens tre infanteribataljoner alt for små, dvs. personelsvage, til at kunne løse de kampopgaver, man må kunne give en bataljon. At landets eneste panserbataljon ikke er underlagt brigaden, men blot en uddannelsesorganisation, der skal sende kampvognseskadroner til de tre uafbalancerede og ekstremt svage infanteribataljoner, gør at projektet efter smag er til grin eller gråd.
For at kunne løse kampopgaver, understreger al logik og erfaring, at bataljonerne som andre steder i verden skal op på tre infanterikompagnier og derudover skal brigaden råde over en panserbataljon for at kunne løse selvstændige kampopgaver som i forsvaret af Baltikum. Hvor brigaden, når fuldt opbygget, råder over ni kampunderafdelinger, er behovet erfaringsmæssigt seksten.
Det eneste område, hvor brigadens organisation synes i balance, er på ingeniørområdet, hvor man råder over de tre panseringeniørkompagnier, der erfaringsmæssigt er behov for i en brigades ansvarsområde.
Artilleriafdelingen eller efterretningsbataljonen mangler åbenbart den artilleri-målopklaringskapacitet, der ville gøre det muligt at udnytte CAESAR-pjecernes rækkevidde.
Organisationen mangler også de bevæbnede droner, der herefter må forventes at blive et centralt element i enhver “symmetrisk” kampsituation.
EN SKITSERET RELEVANT ANVENDELSE OG DE ORGANISATORISKE KONSEKVENSER
Lad mig herefter behandle, hvad der skulle ske med brigade og Hæren, hvis Danmark forstod og besluttede, at vi også er forpligtet til at være solidariske over for truede NATO-medlemmer, og ikke kun andre over for os. Hvis vi med indledningsvis denne brigades værdi ville deltage i forsvaret af Alliancens østgrænse. Her forudsættes, at den indsættes i Baltikum, hvor det logistisk simpleste, dvs. støtteafstanden overkommelig, vil være på den litauiske grænse til Kaliningrad Oblast i nærheden af grænsebyen Kybartai med en basen med forbindelsen hjem vil være ved den store lettiske havn Liepāja godt 300 km mod nordvest. Her vil brigaden være en central del af forsvaret af Suwałki-korridoren, dvs. NATOs vitale landbro mellem Polen og Baltikum.
Lad mig først se på, hvad der så skal opbygges logistisk bag brigadens egen logistikbataljon, der med sit/sine forsyningskompagni(er), sanitetskompagni (med hovedforbindeplads og ambulancekapacitet) samt vedligeholdelses-(dvs. værksteds-)kompagni med bjærgnings-, reparations- og reservedels- og komponentdepot) og vil være placeret nordøst for brigaden. Det er stærkt tvivlsomt, om denne bataljon på vel 400-500 personer med de nødvendige kompetencer kan opstilles med kontrakt personel.
For at kunne støtte “cirkusset” på den anden side af Østersøen, vil Søværnet eller allierede krigsskibe og fly skulle anvendes i eskorte.
Styrken i Baltikum må have en forankring hjemme, der sikrer en stadig uddannelse af alle de mange typer personer, der indgår i brigaden og støtteorganisationen, dels for at opretholde styrken ved normal afløsning og dels for at kunne erstatte tab.
For at erstatningspersonel er rettidigt til rådighed skal der findes en såkaldt personelerstatningsenheden ved basehavnen i Letland, hvis styrke må vurderes at skulle opretholdes på 10-15 % af brigadens og den logistiske bases styrke. Her kan personellet være indsat i bevogtningstjeneste.
I basen eller fremskudt en del af de 300 km mod brigaden vel der bl.a. skulle placeres et feltlazaret med helikopterambulanceelement, og i basen skal have erstatningsmateriel til afløsning af alle typer af brigadens materiel samt en reparationskapacitet der kan gøre, at selv alvorligt skadet materiel kan gøre brugbart igen. Endvidere skal basen indeholde alle typer forsyninger, herunder ammunition, brændstof og forplejning, så brigadens logistikbataljon kan holdes forsynet, en transportkapacitet, der kan bringe forsyningerne frem inden for rækkevidde af denne bataljon, og eskorte-, bjærgnings- og ingeniørelementer, der kan sikre og støtte transporterne. Det er mit skøn, at hele basestrukturen (ud over personelerstatningsheden) vil kræve en bemanding på mindst i størrelsesordenen 1.000.
Brigaden mangler forsvar mod fly og bevæbnede droner, herunder dronesværme. Da dette forsvar også skal dække basen og den logistiske indsats fra denne til og hele brigadens område, vil der blive tale om en meget betydelig investerings- og styrkeindsats, sandsynligvis to luftværnsbataljoner med varieret bevæbning.
Som ved logistikdelene er det ikke realistisk at regne med, at andet end de tekniske og føringskadrer kan være fast- eller kontraktansat. Resten må skaffes gennem en værnepligtsuddannelse og efterfølgende tjeneste, specialt af folk med relevant civil baggrund.
OPBYGNINGEN AF DEN NØDVENDIGE RAMME FOR BRIGADEN KAN KUN SKE GENNEM VÆRNEPLIGTSUDDANNEDE RESERVEENHEDER BEMANDET MED PERSONEL PÅ RÅDIGHEDSKONTRAKT
Det grundlæggende problem med den nuværende brigade, dens svaghed og de manglende muligheder for at supplere og støtte den, er at man ikke som tidligere kun bygger bemandingen på fast og kontraktansat personel i de funktioner, hvor dette var og er absolut nødvendigt, eksempelvis hvor funktionsuddannelsen er så kostbar, at den ikke ofte skal gentages.
En balanceret og støttet dansk enhed af den størrelse kræver som tidligere en meget stor del, som er uddannet gennem en funktionsbestemt værnepligtstid og derefter er til rådighed i reserven i vel omkring fem år.
Gamle soldater med min erfaring husker, at sådanne målrettet uddannede værnepligtige og de enheder, de bemandede, ikke var dårligere end stampersonelenheder. Specielt ikke hvis de var blevet godt motiveret under grunduddannelsen, og fordi de medbragte deres civile forudsætninger og færdigheder. Det var i øvrigt sådanne blandende enheder, Danmark sendte i krig i Afghanistan, uanset at de under udsendelsen havde fået kontrakt.
Alt brigadens personel vil således være på kontrakt, enten til normal tjeneste eller til rådighedstjeneste i reserven.
For at sikre dygtige og sammenarbejdede enheder, må reservesoldaterne knyttes til funktionen og enheden af en rådighedskontakt, der vel indebære samling og videreuddannelse af vel 4 uger årligt, men kontraktbeløbet også bestemt af reservesoldatens civile uddannelse og erfaring. Beløbet skal også hæves, hvis reservesoldaten tager en periode med tjeneste, eksempelvis til udsendelse.
Eksempelvis logistikbataljonens vedligeholdelseskompagni være bemandet af værnepligtsuddannede civile mekanikere på rådighedskontrakt.
Dvs. at grunduddannelsen til brigaden altid er rettet mod en kontraktansættelse, enten til start af tjeneste ved en af brigadens fredstidsenheder, eller til rådighedskontrakt. For at sikre, at reservesoldaterne reelt er til rådighed, gør tidligere erfaringer, at kontrakten kun giver en lille del af beløbet for rådighedspligten, langt hovedparten tjenes under rådighedstjenesten.
Grunduddannede værnepligtige, der ikke tegner rådighedskontrakt med brigaden, reserveplaceres ikke i denne, men i en bevogtningsdeling i lokalforsvaret.
Også kampenhederne må der være en blanding af ansættelsesformer for at sikre personelstyrken. Når en godt bedømt soldat opsiger sin tjenestekontrakt og forlader enheden tilbydes han en rådighedskontrakt med samme bataljon, bl.a. således at det bliver muligt at opstille det nødvendige tredje infanterikompagni. Hvis vedkommende ikke ønsker rådighedskontrakt overføres han til brigadens personelerstatningsenhed.
For at brigaden skal kunne løse sine opgaver, vurderes det nødvendigt at reserven er så stor, at den bringer den samlede personelstyrke inklusive erstatningsdepotet på op på 20 % over organisatorisk styrke. Dette sikrer også, at brigaden selv ved afgivelser kan være til rådighed for uddannelse og udsendelse.
For at kunne gå tilbage til en blandingsbemanding, må man i øvrigt målrettet justere for samfundsudviklingen i en ny værnepligtslov. Det er dels nødvendigt at værnepligten skal være kønsneutral. Dels er det nødvendigt at dybdeforstå og indrette sig efter, at uddannelsen af en god værnepligtsenhed skal have karakter af et fremadskridende projekt som et sportshold, hvor en motiveret uddannelseskadre følger og træner dem hele vejen. Det forudsætter at kadren under værnepligtsuddannelse af en enhed ikke er underlagt de normale arbejdstidsregler eller begrænsninger på overtidsbetaling.
Hvis man skulle vælge at gøre brigaden til en styrke ved at forøge den med de beskrevne enheder og ved forøgelse af styrken af de eksisterende enheder, vil man konstatere at “halen” af støtteenheder vil udgøre en meget betydelig del at den samlede enhed.
Man kunne dog med den nødvendige ændring til den blandede bemanding forholdsvis let gøre strukturen lidt mere rationel ved at øge størrelsen af felthæren til mere en denne ene brigades små enheder. Hvis den resterende kaserneinfrastruktur blev fuldt udnyttet, kunne man uden problemer tredoble antallet af kampbataljoner, hvis man anskaffede våben og anden udrustning til dem.
Men det forudsætter alt sammen, at miraklet skulle ske, at partierne gennem et ydre chok bringes til at forstå, at også Hæren skulle genopbygges til at have mening.