CAN THE BALTIC STATES BE DEFENDED AGAINST RUSSIA?

This was developed as notes for an interview with Ole Nyeng for an article in Weekendavisen. However, the editor choose not to use any of the arguments below. Instead the article ended-up being focused on Putin-loyal citizens of Narva that hoped that they would be liberated next after the end of the “operation” against the Ukrainian “Nazis“.

1) The Bad News
• Very long borders to Russia and Belarus
• The limited “depth” of the territory from the border to the sea
• The geostrategic significance and vulnerability of Lithuania: Vilnius’ location close to the border to Belarus; Kaliningrad treatening both the coast north and the Suwalki Gap
• The very small total size of the Latvian forces in relation to the area to be defended and threat from the east and up the coast
• The full dependence on external air support
• The experience of Ukraine regarding the totalitarian warfare of the Russians

2) The Good News
• Geography’s somewhat better support for defensive operations than in Ukraine (but clearly worse than in Finland)
• That the population will act as the Ukrainian, including the clear majority of the Russian-speaking population
• Skilled and highly motivated officers in the armed forces
• The experience of Ukraine regarding the weaknesses of the Russian forces (small size and low fighting value of most infantry; low level of air force tactical and coordination skills)

3) Can they be defended now? Unfortunately only a very short time due to problems:
• The vulnerable sea lines in the southern part of the sea (Kaliningrad and potential Russian capture and use of Bornholm and/or Gotland)
• The uncertain air situation: Lack of well-located NATO bases. This gives Russian artillery the same free and dominant role as we see in Ukraine
• The lack of enough effective weapons for the forces of all three countries (especially air defence; anti-tank; numerous very long range artillery systems including long range sensors; armed drones)
• Lack of powerful Allied presence, especially American

4) What might be done quickly to improve the situation?
• Massive weapons aid to the Baltics (as to Ukraine) in exchange for them quickly developing the size of their forces (in line with the Military Assistance model from the early 1950s)
• Building American and German presence to a substantial level, meaning brigade frameworks, mainly at the Suwalki Gap
• Securing Bornholm against a coup capture (as the Swedes have secured Gotland)
• Preparation of air bases for support of Baltic Defence (best and easiest if Swedish bases were available)
• A rapid American build-up of nuclear deterrence in Europe to deter Russian coercion and limited use
• The creation of a Joint NATO Regional Baltic Sea Command under SHAPE

RUSSIA DESERVED ON THE WAY TO THE SCRAPYARD OF HISTORY WHERE NAZI GERMANY ENDED

In 1939-40 and again i summer 1944 Finnish bravery in defence on the Karelian Istmus held in spite of massive Soviet Russian artillery bombardment. Today they would have failed.

In this winter of 2022 the cowardly president of the formerly great Russian Nation realised that the bravery of the Ukranian Nation was beyond what his ineffective soldiers could manage.

However, now the right weapon to counter raw courage was available.

A weapon that destroy the courage by killing everything alive immediately within at least a square kilometer. Like the effects of a small nuclear warhead. All killed with a combination of destroyed lungs and third degree burns.

The West experimented with the “thermobaric”/”fuel-air explosive”/”vacuum” ammunition, and I remember that it was considered a possible solution to clearing mine fields.

But the Russians developed field artillery systems for the weopon.

For the Russian corrupt cowards it was good to have this tool to counter first Chechnyan and now Ukrainian courage and raw will to resist.

The Russians used to be the carrier of a great culture. Now be they have let themselves be reduced to a mix of criminals and accomplises with only the brave few that stand up.

Let that nation freeze in isolation until it learns, regrets and compensates for the crimes against humanity they have now been responsible for in more than a century.

TIL DE KOMMENDE FORSVARSFORLIGS-FORHANDLINGER RETTET EFTER KRIGSUDBRUD OG TYSK BESLUTNING OM GENOPRUSTNING

Nu skal forligsforhandlingerne i gang på det klart nye grundlag, som Ruslands invasion af Ukraine og åbne militære trussel mod Europa har skabt.

Mange af artiklerne her på bloggen er direkte rettet mod dette behov, og det eneste, jeg her vil tilføje som nyt forslag er at inddrage eksterne, erfarne sagkyndige i en rådgivende støttegruppe:

Både nordisk-talende fagfolk (man kunne tænke sig et par finlandssvensktalende finske generaler/admiraler)

Og respekterede danske pensionerede officerer, der er så gamle, at de har personlig erfaring med beredskabs-, mobiliserings- samt operativ og logistisk krigsplanlægning og har studeret symmetrisk forsvarskrig og afskrækkelse og har personlig erfaring fra helhedsforsvarsledelse (man kunne tænke på admiral Tim Slott Jørgensen, general Knud Bartels og kontreadmiral Jørn Olesen).

Dette opslag er for at andre kan bidrage med analyser, kommentarer og forslag.

Det er af forløbet allerede nu klart, at der straks skal findes og anvendes betydelige ekstra midler.

For at gøre deres anvendelse rimeligt rationel, skal helhedsmyndighed- og ansvar straks tilbageføres til Forsvarschefsembedet.

Der skal straks ske en forsøgsordning med uddannelse af værnepligtsenheder til Hærens reserve i konkurrence mellem tjenesteder.

Der skal ske en intensiv rekruttering af gode tidligere stampersonel, både til at fylde op i eksisterende enheder og til tjeneste som kadrer i værnepligtsuddannelsen. det

Hjemmeværnet skal udvides gennem offensiv rekruttering og lære af det ukrainske eksempel vedrørende bevæbning og uddannelse i bykamp.

De ekstra penge til materiel skal anvendes til:

1) at bygge brigadens bataljoner op til meningsfuld styrke med tre infanterikompagnier

2) at anskaffe det manglende materiel, våben og ammunition til alle tre værn, for Hæren specielt bevæbnede droner, artilleriets målopklaringsevne, og både områdeluftforsvar (en Patriot-afdeling) og nærluftforsvar til enhederne (Stinger-afløser)

KONSEKVENSERNE AF BORNHOLMS BELIGGENHED

Det var ikke af venlighed, at den russiske ambassadør gjorde os opmærksom på betydningen af Bornholm.

Det er ikke noget nyt, at Bornholm er militært vigtig, når langtrækkende våben stationeret på øen kan begrænse mulighederne for at sejle forbi.

Det var også tilfældet, da det amerikanske atlas, som jeg har klippet fra, blev udgivet i 1930.

I 1930 havde Sovjetunionen indledt en voldsom oprustning som forberedelse til en krig mod bl.a. Polen, Rumænien og De Baltiske Lande. Den oprustning betaltes ved eksport af korn, der blev presset ud af især ukrainske bønder, hvilket snart skabte en omfattende hungerdød i Den Ukrainske Sovjetrepublik. Forholdet til Storbritannien var blevet iskoldt, og sovjetledelsen forventede, at den britiske flåde ligesom efter 1. Verdenskrig ville støtte balterne og Polen. Det ville ske i rammen af Folkeforbundet, den tids FN, der her ville operere som forsvarsalliance, og Danmark måtte som Forbundsmedlem støtte.

I den situation blev Bornholm luft- og sømilitært vigtig for både de allierede og Sovjet.

Det var på grund af disse muligheder for at lukke for sejlads forbi Bornholm, at den nyankomne tyske besættelsesmagt i 1940 begyndte at anlægge de fire stillinger for tunge, langtrækkende kanoner ved Dueodde.

Netop i 1930 betød beliggenheden, at den danske marinestab under sin midlertidige chef, orlogskaptajn Paul Ipsen, og hans hjælper, den senere Chef for Søværnet, Aage Vedel, gennemarbejdede truslen mod øen og forsvaret af den i et krigsspil. Marinestaben så risikoen for en international konflikt i Østersøen, hvor Folkeforbundet reagerede ved at sende en flåde ind for at støtte landene her mod Sovjetunionen. Sovjetunionen landsatte i krigsspillet 2.000 mand samt en flystyrke ved Nexø for at etablere en fremskudt flybase på øen, der kunne virke mod de internationale flådestyrker, der blev sendt ind for at hjælpe Sovjetunionens modstandere. Øen blev forsvaret af 1.000 mand fra Bornholms Værn samt nogle få rekognosceringsfly og jagerfly fra det danske søværn. Den danske flådes indsats skulle muliggøre en forstærkning af styrken på øen med yderligere 2.000 mand.

Det bornholmske forsvar, Bornholms Væbning, var ganske vist blevet nedlagt ved hærordningen af 1922. Men som jeg beskrev i min 2009-artikel til Bornholmske Samlinger, lykkedes det den da nyudnævnte, energiske kommandant, oberst O.B Schousboe, at få hærledelsen og Venstre-regeringen til at acceptere etableringen af Bornholms Værn, der skulle afløse den nedlagte ”væbning” og efter mobilisering sikre et forsvar med en forstærket bataljon af øen, dvs. krigsspillets 1.000 mand.

Efter oberstens forsvarsplan var styrken fordelt med et kompagni til forsvar af hver af øens havne, herunder Nexø.

I 1920’erne havde Schousboe og hans efterfølgere søgt at få Søværnet til at se på Bornholm som en mulig fremskudt base, og de opnåede, at marinen undersøgte de bornholmske havnes muligheder og fandt mulige flyvepladser.

At det lykkedes at skabe interesse, blev bekræftet, da Marinestaben allerede i vinteren 1925 gennemførte et første krigsspil med inddragelse af Bornholm. Her havde formålet været at undersøge mulighederne for at forsvare øen med hjælp fra Sjælland, og med dette formål overførte Hæren 2.000 mand og Søværnet et par undervandsbåde, en division (dvs. tre) torpedobåde samt fly til øens forsvar. Forstærkning var også en mulighed, der blev overvejet under Den Kolde Krig, hvor der eksisterede en plan for at overføre en brigade fra Sjælland til Bornholm.

Situationen i dag – med Bornholm som svenske Gotland liggende som afgørende for mulighederne for allieret støtte til Baltikums og Polens forsvar – er blot et ekko af den tidligere situation. I øvrigt mente marineflyverne i 1930, at øen lå for langt væk fra den sovjetiske Østersøbase ved Leningrad (nu igen St Petersborg) til at være en ideel ”mellembase”. Det argument er nu irrelevant med den russiske rådighed over Kaliningrad Oblast, den nordlige del at atlassets Østprøjsen.

Den væsentlige ændring fra 1930’erne til nu er, at man ikke skal se på Bornholm som en fremskudt flybase, men en fremskudt placering af de langtrækkende luftværns- og sømålsmissiler, der med langt færre muligheder står i Kaliningrad. Det er en våbenteknisk udvikling, der gør, at et robust kupforsvar ikke alene er interessant, men afgørende vigtigt for vores allierede og nordiske venner i Østersøen. For hvis Bornholm ikke holdes, hjælper svenskernes forsvar af Gotland ikke andre end dem selv.

Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral, historiker, chef for Bornholms Værns kampgruppe og I. Bataljon 1986-88.

(artiklen er også bragt i Bornholms Tidende)

WHEN DIPLOMATS START TO ACT LIKE GANGSTERS, THEY SHOULD BE IGNORED FOR YOUR OWN GOOD AND THEIRS.

It is both stupid and dangerous to show bullies respect, whether they are Foreign Ministers or just the local ambassador.

Open threats, rude language ignoring the standards of diplomatic communications, should bring immediate reactions.

When Russian notes threatened the recipient OSCE c-member states, they should be published immediately with the remark that the character of the communication meant that it could not be recieved or processed.

When the Russian Ambassadors to first Denmark and then Sweden openly threatened their host states in totally inappropiate form, they should be deprived of access to the local contacts, until they apologized (which would not happen, meaning that contacts dropped to lower level).

When the treatment of Macron or Liz Truss totally broke decent diplomatic standards, their continued presence was both futile and harmful to their states and the chances of promoting their cause, and they should break the meeting and leave.

Even Hitler’s diplomats knew better.

So interrupt the bullying and break. That is is only way to make Putin re-realize that he needs normal diplomacy.

Freeze contacts with the brutes and use other channels for bypass. Plenty available nowadays.

FORSVARSMINISTEREN, DANMARKS MILITÆRE STYRKER I DAG OG DEN SVÆRE OG UNÆVNELIGE VEJ FREMAD TILBAGE. IKKE “DANMARKS FORSVAR”, FOR DET ER IKKE LÆNGERE OPGAVEN.

Forleden dag reagerede Forsvarsministeren (den tidligere) på oppositionens krav om at starte forhandlinger om det fremtidige forsvarsforlig allerede nu.

En sådan fremrykning afviste hun. Hun kunne ikke trække Forsvarets top væk fra “operationsrummet”, hvor de angiveligt sad og overvejede Danmarks reaktioner på den internationale krise.

Jeg ved ikke, i hvor høj grad hun og hendes rådgivere forstår, hvor latterlig hendes udtalelse var. Men lad os for at kunne forklare hvorfor og hvordan det var sort tale gå 35 år tilbage og se på, hvad forsvarsledelsen dengang drøftede i en alvorlig international krise.

Dengang ville grundlaget i en betydelig udstrækning blive givet af Forsvarets Efterretningstjenestes militærfaglige analyse af ændringer af “normalbilledet” i Østersøområdet.

Det kan man ikke længere, for FE skal ikke kunne varsle om krig og militært angreb. Hvis analysen af udviklingen i Afghanistan sidste sommer er udtryk for kvaliteten af den resterende, faglige analyse, er den bedste anvendelse af tiden ikke at lytte til Tjenesten, men tænke selv.

Dengang i sidste halvdel af 1980’erne ville Hærens chefer diskutere forberedelsen og gennemførelsen af de dengang mange niveauer af forstærkning af fredsstyrken fra indkaldelsen af “supplementet” til enhedernes lille fredsstyrke til den fulde mobilisering af hele Hæren til dennes fulde styrke på (efter min erindring) ca. 70.000 mand med “udskrivning” af civile køretøjer. Man skulle også diskutere afsendelsen af Jyske Division og resten af den danske del af LANDJUT til Holsten for at danne det fælles fremskudte forsvar af Nordtyskland-Danmark. For Sjælland skulle man overveje forberedelsen af invasionsforsvaret af østkysten ved minelægning på strandene og rydning af boligkvarterer for at kunne anlægge stillinger for de mobiliserede “kampgrupper” her. De store broer mellem øerne skulle forberedes forsvaret og klargøres ødelagt ved sprængning. Man skulle også mobilisere og klargøre de “Værtsstøtteenheder”, som Danmark skulle have klar til øremærkede allierede hærforstærkninger.

Al dette er nedlagt og glemt, og der er ingen grund til for dagens generaler at diskutere mulighederne. Hærens reserveenheder er nedlagt og materiellet væk. Ingen har erfaring i den praktiske gennemførelse af indkaldelser og klargøring af enheder.

Også Søværnet ville dengang have behov for at mobilisere og klargøre nogle ekstra enheder og give dem fuld bemanding. Derudover skulle marinestationerne kunne forsvares i samarbejde med de andre værn. Undervandsbådene skulle sendes til deres operationsområde ved Bornholm, og de store lagre af søminer skulle klargøres og senere besluttes transporteret til havne og udlagte i forskellige felter. Dette i tæt koordination med Den Tyske Forbundsmarine.

Undervandsbådene og minerne er væk, og mig bekendt har heller ikke Søværnet i dag en krigsopgave og mobiliseringsstruktur.

Flyvevåbnet skulle indkalde mobiliseringsenheder og -elementer, så flyvestationer, radarstationer og HAWK-luftværnsraketeskadriller kunne forsvares mod kup og luftangreb, og således at der var enheder, der kunne reparere flyvestationer efter angreb. Også Flyvevåbnet skulle forberede ankomsten af allierede flyforstærkninger til Danmark.

Det eneste, Flyvevåbnet stadig har tilbage fra den tid, er F-16-flyene.

Evnen til at styre denne styrkeopbygning og samtidig opbygge de ikke-militære dele af Totalforsvaret blev løbende øvet mellem de forskellige myndigheder på regionalt og statsligt niveau. Det skete under anvendelse af de forskellige “Beredskabsplaner”. Hvert andet år fra 1968 til 1989 blev også Danmarks opbygning af beredskabet øvet på tværs af NATO i rammen af de såkaldte vinterøvelser (WINTEX).

Men hele dette grundlag og den rutine er væk.

Så hvad de sidder og laver i operationsrummet nu er uklart. Ideelt sidder de og diskuterer, hvordan de skulle kunne genopbygge det tabte koordinations- og styringssystem, dvs. beredskabsplanerne.

Men for at kunne optræde logisk og økonomisk ansvarligt skulle Danmark indledningsvi opstille og prioritere de opgaver, som dansk forsvar naturligt har i forsvaret af Danmark ved Østersøens vestlige del og Rigsfælleskabets territorier i Nordatlanten og Arktis. Herudover skulle man fastlægge bidrag til det fælles NATO-forsvar i Østersøen på og fra Bornholm samt nu fremskudt i Baltikum og Polen.

Det sidste må ses som en fortsættelse af det tidligere forsvar i LANDJUT-området. Hovedkvarteret blev senere som det polsk-tysk-danske MNCNE flyttet til Szczecin i Polen.

En sådan opstilling af Forsvarets opgaver i et samarbejde mellem forsvarspolitikerne og fagkundskaben skete senest i 1988-89 under den daværende forsvarskommissions arbejde. Også nye formuleringer skal naturligt både dække opgaver i fredstid, i krisetid og under krig.

Det sidste efter den så igen planlagte opbygning af fredsstyrken, da danske enheder nu ikke er organiseret til at kunne løse opgaver i en symmetrisk konfrontation og krig.

Først når disse opgaver er opstillet og prioriteret kan man gå til for det første at diskutere mulighederne for at løse dem og for det andet valgt den myndigheds- og ansvarsorganisation, der skal lede opbygningen. Først derefter er der for det tredje en mulighed for at styre anvendelsen af ekstra penge rationelt.

Vi kan som nævnt håbe, at det er, hvad de mødende generaler og admiraler nu diskuterer, så de er forberedte til at kunne diskuterer emnerne med forsvarspolitikerne.

Hvorfor tror jeg ikke på, at det er tilfældet?

OM DE FAGLØSE EKSPERTER PÅ FORSVARSOMRÅDET – OG OM DEN FRAVALGTE SUBSTANS

Når politikere vil anlægge en ny bydel eller et enkeltbyggeri som et stort hospital sker planlægningen og gennemførelsen i tæt samspil med byplanlæggere, ofte arkitekter, der så inddrager den for dette projekt nødvendige ingeniør- og anden ekspertise.

Hvis der skal være en rimelig mulighed for, at anlægsprojektet ikke bliver ramt af sædvanlige skandaler med forsinkelser, fordyrelser og dårlig kvalitet, skal byplanlæggeres og støttede ingeniørers og andre eksperters bidrag være forankret i både ajourførte studier i tilsvarende projekter andetsteds og i egne praktiske erfaringer og rutiner erhvervet gennem tidligere nogenlunde lignende anlægsprojekter.

Sådan var det indtil for vel 25 år siden med hensyn til udviklingen og styringen af Forsvaret i Danmark. Beslutninger blev taget på grundlag af en dialog mellem forsvarspolitikerne, de formelt ansvarlige ledende fagmilitære og de juridisk og økonomisk uddannede embedsmænd i Centraladministrationen.

De fagmilitæres bidrag var dels bygget på, at de var ansat til at forstå, hvad krig og kamp ville betyde og kræve af strukturen, hvis det rædselsfulde skulle ske, at denne hypotetiske mulighed skulle blive en realitet. Dels byggede den på disse fagfolks praktiske erfaringer fra deres klargøring af de militære styrker til krig gennem øvelser og andre forberedelser.

Da politikerne også mødte væsentlige allieredes militære fagfolk, der tænkte på samme mærkelige måde, var det nyttigt at have sine egne særlinge at øve sig på.

Men fra midten af 1990erne begyndte situationen hurtigt at ændre sig. Alle blev nu enige om, at en sådan rigtig krig aldrig mere ville kunne ske, og selv de fagmilitære ophørte med at opføre sig mærkeligt og referere til de nu irrelevante hypotetiske muligheder og krav. På trods af uniformen talte de nu om ting, som alle kunne forstå, som produktion, rationalisering, økonomi.

I de efterfølgende år blev officerernes praktiske erfaringsgrundlag stadig tyndere og i det omfang, der havde været “praktikpladser” til dem, dvs. positioner for unger og yngre officerer ved enhederne, var denne erfaring kun knyttet til deres første år. Snart ophørte de med at studere og forstå de krav, som krig og kamp ville stille, og den militærfaglige debat i Danmark døde ud.

Dette selv om officererne blev udsendt til international tjeneste i krigsområder. For når de kom hjem, var det indlysende for dem, at sådanne erfaringer overordnet set var irrelevante for tjeneste og karriere hjemme.

For små tyve år siden synes forsvarspolitikerne at være kommet til den konklusion, at da officererne var holdt op at tale om de mærkelige og ubehagelige ting, kunne man lige så godt udfase dem som forsvarsrådgivere og lade dem afløse af den slags teoretiske statskundskabsakademikere, der alligevel var ved at overtage Centraladministrationen under den igangværende “New Public Management”-reform-tsunami.

Dette skete så både på Forsvarsakademiet og på det indledningsvis her placerede Center for Militære Studier. ‘Militære Studier’ blev herefter den danske betegnelse for teoretiske studier i udvalgte sikkerhedspolitiske sager ud fra civile perspektiver.

Jeg var som lige pensioneret ansvarlig for på kontrakt at etablere centret som uafhængigt element på akademiet, og jeg var selv som 60-årig så naiv, at jeg foreslog at man som leder ansatte en pensioneret, men yngre, udenlandsk general, der havde dokumenteret evnen til selvstændig tænkning. Ak ja!

‘Militære Studier’. Ikke ‘War Studies’, dvs. Krigsstudier, der på grundlag af historiske dybdestudier af eksempler fra også storkrige, der i udlandet beriger den videregående faglige uddannelse af officerer. Det emne har ikke længere nogen fast rolle i Forsvarets officersuddannelser.

Dette på trods af den inspiration denne britiske disciplin oprindeligt – for godt 50 år siden – gav til den danske stabsofficersuddannelse. Hvis og når ‘War Studies’ bruges herhjemme (som på Syddansk Universitet), har fokus været på de juridiske og teoretiske elementer.

De civile statskundskabsfolk, der herefter blev ansat for at akademisere (forskningsbasere) uddannelsen, havde ikke forsket i krig eller søgt at uddrage militærfaglig erfaring, så dette måtte præge den efterfølgende uddannelse.

De interesserede sig fortsat ikke for de nu afskaffede store krige og for de ekstreme vilkår, som kamp mod en ligeværdig eller overlegen modstander giver for den militære professions uddannelse af kadrer og enheder og for kravene til delegeret myndighed i opgaveløsning og robust logistik.

De interesserede sig ikke for at uddrage de dyrekøbte praktiske erfaringer, som man tidligere søgte at uddrage af studier af krige og af realistiske øvelser og krigsspil.

Det var ikke alene politikerne, der havde det godt ved, at disse sære “oberst Hackel”-typer, som Lars Reinhardt Møller, forsvandt som andet end anakronistisk underholdning og blev afløst af uniformerede forvaltere og civile akademikere som Mikkel Vedby Rasmussen, der blev den første leder af Center for Militære Studier. Møller overtog i øvrigt og videreudviklede den uddannelse, som jeg beskriver om lidt.

Det var dog i den grad også medierne, der blev lettet af afprofessionaliseringen, for de skulle ikke længere have nogen specielle forudsætninger for at skrive eller tale om udviklingen i Danmarks Forsvar.

Virkningen blev, som hvis politikere under byudvikling fravalgte arkitekt- og ingeniørfirmaer med praktisk erfaring.

Der var en god grund til, at jeg ikke syntes at dette var specielt morsomt. Det skyldes at jeg som leder af den videregående uddannelse på Forsvarsakademiet fra 1989 og to år frem var ansvarlig for konsolidering og formalisering af uddannelsen af de bedste officerer i at forstå og planlægge operationer i krig med både danske og andre landes enheder af alle værn. Det skulle forbedre mulighederne for at forudse behov under forsvarsplanlægning og i udviklingen af Forsvarets sammensætning.

I det omfang, eleverne selv havde relevante erfaringer fra deres foregående 10-15 års tjeneste i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet, gav de denne viden videre under uddannelsens (“Stabskursus II”s) grundlæggende del. Hærens folk kunne få de andre værns elever til at forstå, hvad en brigade og dennes forskellige dele kunne eller ikke kunne løse af opgaver, hvor lang tid handlinger tog, hvad der kunne gå galt. Søofficererne orienterede om vilkår og muligheder for minekrig, undervandsbåde og de forskellige typer overfladeenheder, som man havde haft tjeneste på. Flyvevåbnet officerer bidrog med mulighederne for operationer med de danske flytyper og med HAWK-luftværnsraketeskadrillerne.

Lærerne supplerede med styrke og svagheder for enhedstyper, Danmark ikke rådede over, herunder hangarskibe og Warszawapagtens enheder, og supplerede med erfaringer fra den tjeneste, herunder overordnet logistik, som eleverne endnu ikke havde haft erfaring med.

På grundlag af denne grundlæggende undervisning blev eleverne først i gruppe og derefter alene sat til metodisk at gennemanalysere forskellige scenarier med opgave- og konfliktforløb, da de fik en dybdeforståelse for dansk forsvars muligheder og kunne være forberedt til at virke i en højere dansk eller international stab som planlægger og rådgiver.

Da jeg i 1994 forlod akademiet for at oprette stillingen som Forsvarsattache i De Baltiske Lande, var denne uddannelse konsolideret under min afløser. Den begyndte at falde fra hinanden i begyndelsen af nullerne som alt andet, der var bygget på kravet om at forstå også en symmetrisk, international konflikt.

For små ti år siden nåede man så et afgørende skridt videre i afprofessionaliseringen. Da blev resterne af det kvalitetsmæssigt hendøende Stabskursus II-tilstedværelsesuddannelse afløst af en “Master i Militære Studier”-studier, der var domineret af fjernundervisning for at spare penge.

Den nye uddannelse kunne i sin kerne kan beskrives som et Statskundskabskursus Light, der kunne give de akademisk mindreværdsbelastede officerer et meget luftigt akademisk stempel.

Den gennem mere end 150 år udviklede militærfaglige stolthed, indsigt og evne til professionel analyse og ansvarlig rådgivning var blevet kasseret som irrelevant. Desværre kan den ikke længere hurtigt genopbygges, og det fravalgte fokus på forståelse af krigens behov og forankret militærerfaring er desværre ikke længere uden mening .

FORSVARETS ULØSTE RESERVEPROBLEMS LØSNING. FRA 1. BRIGADE-KULISSEN TIL NOGET BRUGBART OG VIDERE TIL NOGET MENINGSFULDT. (opdateret 6.2.22).

GENERELT

Når Hærens fremtidige “Knytnæve”, 1. Brigade, omtales i offentligheden, får man det indtryk, at alle ser den som et hus, der blot skal bygges færdigt. Men dette giver et helt fejlagtigt billede af processen og problemet.

Hvis man man endelig skal anvende et relevant billede, er brigaden som en cirkusby, der til stadighed skal have tilført nye folk på grund af afgang og nye opgaver. Den skal med kort varsel kunne flyttes til et nyt sted og her tilpasse sig behovet dér. Det er som en levende organisme, der enten tilpasser sig eller bliver ineffektiv og irrelevant.

Men i øvrigt er brigaden slet ikke i nærheden af noget som helst endnu. Det er et skelet, hvor selv “armene” er blevet sammensat med manglende knogler, og hvor støtteapparatet, “benene” i stor udstrækning mangler. Personellets og kadrernes angivelige gode uddannelse og professionalisme bygger således ikke på en erfaring med, hvordan helheden skal virke.

Rødderne til den nuværende 1. Brigade i idéen i K-notatet for godt 15 år siden, om at hæren skulle koncentrere sig om at udvikle en panserbrigade, der skulle være sammensat og specialiseret i med kort varsel at rykke med allierede (læs USA) ud til steder som Irak for derefter sammen med den hovedallierede at rykke hjem efter et halvt år. Da brigaden skulle ud med en stormagt til en begrænset opgave over for en underlegen fjende, behøvede den ikke at være sammensat til at virke selvstændigt mod en ligeværdig modstander (bl. a. med et selvstændigt luftværn, stærkt panserværn og en robust feltmæssig logistik).

For ca. ti år siden blev denne begrænsede ambition reduceret yderligere, og Hærens felthær blev reduceret til tre “battlegroups” (dvs. bataljonskampgrupper).

Men ved indeværende Forsvarsforlig, der jo blev indgået efter 2014-invasionen af Ukraine, blev målet om at opbygge brigaden genoptaget. Det skete dog på en måde, der ikke udnytter også danske erfaringer igennem 50 år med hvordan man kan skabe samarbejdede enheder. Med den valgte organisation vil man aldrig kunne sikre samarbejdede og umiddelbart klargjorte enheder. For de elementer, der rutinemæssigt og friktionsløst straks skal kunne samarbejde (som infanteri, panserværn, kampvogne, overvågningsmateriel og direkte støttende morterer), er fordelt i specialiserede regimentspuljer over hele landet. Dvs. at cirkusset skal samles i mange uger før sæsonen til intensive og krævende øvelser for at blive klar.

Ud over dette strukturproblem er brigadens tre infanteribataljoner alt for små, dvs. personelsvage, til at kunne løse de kampopgaver, man må kunne give en bataljon. At landets eneste panserbataljon ikke er underlagt brigaden, men blot en uddannelsesorganisation, der skal sende kampvognseskadroner til de tre uafbalancerede og ekstremt svage infanteribataljoner, gør at projektet efter smag er til grin eller gråd.

For at kunne løse kampopgaver, understreger al logik og erfaring, at bataljonerne som andre steder i verden skal op på tre infanterikompagnier og derudover skal brigaden råde over en panserbataljon for at kunne løse selvstændige kampopgaver som i forsvaret af Baltikum. Hvor brigaden, når fuldt opbygget, råder over ni kampunderafdelinger, er behovet erfaringsmæssigt seksten.

Det eneste område, hvor brigadens organisation synes i balance, er på ingeniørområdet, hvor man råder over de tre panseringeniørkompagnier, der erfaringsmæssigt er behov for i en brigades ansvarsområde.

Artilleriafdelingen eller efterretningsbataljonen mangler åbenbart den artilleri-målopklaringskapacitet, der ville gøre det muligt at udnytte CAESAR-pjecernes rækkevidde.

Organisationen mangler også de bevæbnede droner, der herefter må forventes at blive et centralt element i enhver “symmetrisk” kampsituation.

EN SKITSERET RELEVANT ANVENDELSE OG DE ORGANISATORISKE KONSEKVENSER

Lad mig herefter behandle, hvad der skulle ske med brigade og Hæren, hvis Danmark forstod og besluttede, at vi også er forpligtet til at være solidariske over for truede NATO-medlemmer, og ikke kun andre over for os. Hvis vi med indledningsvis denne brigades værdi ville deltage i forsvaret af Alliancens østgrænse. Her forudsættes, at den indsættes i Baltikum, hvor det logistisk simpleste, dvs. støtteafstanden overkommelig, vil være på den litauiske grænse til Kaliningrad Oblast i nærheden af grænsebyen Kybartai med en basen med forbindelsen hjem vil være ved den store lettiske havn Liepāja godt 300 km mod nordvest. Her vil brigaden være en central del af forsvaret af Suwałki-korridoren, dvs. NATOs vitale landbro mellem Polen og Baltikum.

Lad mig først se på, hvad der så skal opbygges logistisk bag brigadens egen logistikbataljon, der med sit/sine forsyningskompagni(er), sanitetskompagni (med hovedforbindeplads og ambulancekapacitet) samt vedligeholdelses-(dvs. værksteds-)kompagni med bjærgnings-, reparations- og reservedels- og komponentdepot) og vil være placeret nordøst for brigaden. Det er stærkt tvivlsomt, om denne bataljon på vel 400-500 personer med de nødvendige kompetencer kan opstilles med kontrakt personel.

For at kunne støtte “cirkusset” på den anden side af Østersøen, vil Søværnet eller allierede krigsskibe og fly skulle anvendes i eskorte.

Styrken i Baltikum må have en forankring hjemme, der sikrer en stadig uddannelse af alle de mange typer personer, der indgår i brigaden og støtteorganisationen, dels for at opretholde styrken ved normal afløsning og dels for at kunne erstatte tab.

For at erstatningspersonel er rettidigt til rådighed skal der findes en såkaldt personelerstatningsenheden ved basehavnen i Letland, hvis styrke må vurderes at skulle opretholdes på 10-15 % af brigadens og den logistiske bases styrke. Her kan personellet være indsat i bevogtningstjeneste.

I basen eller fremskudt en del af de 300 km mod brigaden vel der bl.a. skulle placeres et feltlazaret med helikopterambulanceelement, og i basen skal have erstatningsmateriel til afløsning af alle typer af brigadens materiel samt en reparationskapacitet der kan gøre, at selv alvorligt skadet materiel kan gøre brugbart igen. Endvidere skal basen indeholde alle typer forsyninger, herunder ammunition, brændstof og forplejning, så brigadens logistikbataljon kan holdes forsynet, en transportkapacitet, der kan bringe forsyningerne frem inden for rækkevidde af denne bataljon, og eskorte-, bjærgnings- og ingeniørelementer, der kan sikre og støtte transporterne. Det er mit skøn, at hele basestrukturen (ud over personelerstatningsheden) vil kræve en bemanding på mindst i størrelsesordenen 1.000.

Brigaden mangler forsvar mod fly og bevæbnede droner, herunder dronesværme. Da dette forsvar også skal dække basen og den logistiske indsats fra denne til og hele brigadens område, vil der blive tale om en meget betydelig investerings- og styrkeindsats, sandsynligvis to luftværnsbataljoner med varieret bevæbning.

Som ved logistikdelene er det ikke realistisk at regne med, at andet end de tekniske og føringskadrer kan være fast- eller kontraktansat. Resten må skaffes gennem en værnepligtsuddannelse og efterfølgende tjeneste, specialt af folk med relevant civil baggrund.

OPBYGNINGEN AF DEN NØDVENDIGE RAMME FOR BRIGADEN KAN KUN SKE GENNEM VÆRNEPLIGTSUDDANNEDE RESERVEENHEDER BEMANDET MED PERSONEL PÅ RÅDIGHEDSKONTRAKT

Det grundlæggende problem med den nuværende brigade, dens svaghed og de manglende muligheder for at supplere og støtte den, er at man ikke som tidligere kun bygger bemandingen på fast og kontraktansat personel i de funktioner, hvor dette var og er absolut nødvendigt, eksempelvis hvor funktionsuddannelsen er så kostbar, at den ikke ofte skal gentages.

En balanceret og støttet dansk enhed af den størrelse kræver som tidligere en meget stor del, som er uddannet gennem en funktionsbestemt værnepligtstid og derefter er til rådighed i reserven i vel omkring fem år.

Gamle soldater med min erfaring husker, at sådanne målrettet uddannede værnepligtige og de enheder, de bemandede, ikke var dårligere end stampersonelenheder. Specielt ikke hvis de var blevet godt motiveret under grunduddannelsen, og fordi de medbragte deres civile forudsætninger og færdigheder. Det var i øvrigt sådanne blandende enheder, Danmark sendte i krig i Afghanistan, uanset at de under udsendelsen havde fået kontrakt.

Alt brigadens personel vil således være på kontrakt, enten til normal tjeneste eller til rådighedstjeneste i reserven.

For at sikre dygtige og sammenarbejdede enheder, må reservesoldaterne knyttes til funktionen og enheden af en rådighedskontakt, der vel indebære samling og videreuddannelse af vel 4 uger årligt, men kontraktbeløbet også bestemt af reservesoldatens civile uddannelse og erfaring. Beløbet skal også hæves, hvis reservesoldaten tager en periode med tjeneste, eksempelvis til udsendelse.

Eksempelvis logistikbataljonens vedligeholdelseskompagni være bemandet af værnepligtsuddannede civile mekanikere på rådighedskontrakt.

Dvs. at grunduddannelsen til brigaden altid er rettet mod en kontraktansættelse, enten til start af tjeneste ved en af brigadens fredstidsenheder, eller til rådighedskontrakt. For at sikre, at reservesoldaterne reelt er til rådighed, gør tidligere erfaringer, at kontrakten kun giver en lille del af beløbet for rådighedspligten, langt hovedparten tjenes under rådighedstjenesten.

Grunduddannede værnepligtige, der ikke tegner rådighedskontrakt med brigaden, reserveplaceres ikke i denne, men i en bevogtningsdeling i lokalforsvaret.

Også kampenhederne må der være en blanding af ansættelsesformer for at sikre personelstyrken. Når en godt bedømt soldat opsiger sin tjenestekontrakt og forlader enheden tilbydes han en rådighedskontrakt med samme bataljon, bl.a. således at det bliver muligt at opstille det nødvendige tredje infanterikompagni. Hvis vedkommende ikke ønsker rådighedskontrakt overføres han til brigadens personelerstatningsenhed.

For at brigaden skal kunne løse sine opgaver, vurderes det nødvendigt at reserven er så stor, at den bringer den samlede personelstyrke inklusive erstatningsdepotet på op på 20 % over organisatorisk styrke. Dette sikrer også, at brigaden selv ved afgivelser kan være til rådighed for uddannelse og udsendelse.

For at kunne gå tilbage til en blandingsbemanding, må man i øvrigt målrettet justere for samfundsudviklingen i en ny værnepligtslov. Det er dels nødvendigt at værnepligten skal være kønsneutral. Dels er det nødvendigt at dybdeforstå og indrette sig efter, at uddannelsen af en god værnepligtsenhed skal have karakter af et fremadskridende projekt som et sportshold, hvor en motiveret uddannelseskadre følger og træner dem hele vejen. Det forudsætter at kadren under værnepligtsuddannelse af en enhed ikke er underlagt de normale arbejdstidsregler eller begrænsninger på overtidsbetaling.

Hvis man skulle vælge at gøre brigaden til en styrke ved at forøge den med de beskrevne enheder og ved forøgelse af styrken af de eksisterende enheder, vil man konstatere at “halen” af støtteenheder vil udgøre en meget betydelig del at den samlede enhed.

Man kunne dog med den nødvendige ændring til den blandede bemanding forholdsvis let gøre strukturen lidt mere rationel ved at øge størrelsen af felthæren til mere en denne ene brigades små enheder. Hvis den resterende kaserneinfrastruktur blev fuldt udnyttet, kunne man uden problemer tredoble antallet af kampbataljoner, hvis man anskaffede våben og anden udrustning til dem.

Men det forudsætter alt sammen, at miraklet skulle ske, at partierne gennem et ydre chok bringes til at forstå, at også Hæren skulle genopbygges til at have mening.

BORNHOLM SOM KRAVLEGÅRD VED GENOPBYGNING AF FORSVARET

Jeg blev i går i et interview spurgt af Simon Kruse fra Berlingske, om hvad Danmark kunne gøre straks i den alvorlige internationale krise. Det var først bagefter, at jeg fandt, at vi havde en mulighed.

Bornholm ligger som Gotland således, at man herfra kunne hjælpe med at sikre forbindelserne til de nu direkte udfordrede NATO-medlemslande øst for Østersøen, og en ø har i forhold til et krigsskib den fordel, at den ikke kan sænkes af missiler fra Kaliningrad, ubåde, overfladeenheder eller fly eller ved et “uheld” i en krise.

Svenskerne har valgt at starte genopbygningen af deres militære kapacitet på Gotland. Alt det, som var gået i glemmebogen som herhjemme kan nu genlæres i rammen af planlægning af en reel forsvarsopgave.

Men herhjemme, hvor Forsvarets problem heller ikke kun er økonomisk, har man ikke foretaget sig noget som helst, og da man jo har nedlagt uddannelsen på Forsvarsakademiet i operativ analyse, der ved en kraftanstrengelse blev etableret omkring 1990, så selv om FE havde interesser for sådanne sager, kunne man ikke længere trække på sådanne færdigheder.

Og ikke engang russerne kan brokke sig. Danmark forpligtede sig i 1946 til at forsvare øen, da de trak sig hjem.

I 2018-forliget krævede politikerne, at Forsvaret skulle opstille egentlige værnepligtsbaserede enheder på Bornholm. Det har Forsvaret i direkte konflikt med politikernes hensigt først forsinket og i december 2021 bortsparet.

Jeg ved godt, at Peter Viggo Jakobsen for nogle år siden flot konstaterede, at det jo var indlysende, at Danmark selv ikke kunne forsvare Bornholm. Russerne kunne altid sende overlegne styrker.

Men for det første er et af Rusland problemer (i forhold til Sovjetunionen), at man i den grad må prioritere anvendelsen af sine begrænsede landstyrker.

Og for det andet, er det noget, som Peter Viggo ikke er uddannet til at vurdere. Jeg har ikke alene i to år, fra 1986 til 1988, været på øen været involveret i krigsplanlægningen. Jeg var i samme periode ansvarlig for øens kupforsvar. Senere gennemgravede jeg 50 år af øens forsvarshistorie, der jo drejede sig om udnyttelsen af øens geografiske og terrænmæssige muligheder.

Hvis man skulle vælge at følge dette råd, og i g e n placerede en kampgruppe med alle typer lettere materiel på øen (bornholmerne er ret overfølsomme over for markskader) og samtidig seriøst styrkede de lokale muligheder ved uddannelse af værnepligtsenheder her, kunne man anvende rammen til at genlære de tabte rutiner med at gennemføres forsvarsplanlægning, opretholdelse af katastrofeberedskab for befolkningen samt at etablere og øve feltmæssig (dvs. egen – ikke -udliciteret) logistik.

Men det har som forudsætning, at man vågner op og forbereder overgivelsen, hvis amerikanerne ikke – alene – rager de varme kastanier ud af ilden. Men at gøre det meget mere, som senere vil blive nødvendigt og igen muligt, kan blive vejledt af kravlegårdsøvelserne.

Og det vil gøre det muligt at gøre noget synligt NU.

OM AT VISE HENSYN TIL RUSLANDS OPFATTELSE AF SIKKERHEDSBEHOV

Vesten har med undtagelse af Reagans første præsidentperiode konstant vist ekstremt hensyn til Ruslands sikkerhedspolitiske paranoia, dette uanset at beslutningstagere godt har været klar over, at et centralt formål med trusselsbilledet har været at opretholde en belejringsmentalitet i fredstid, der holdt befolkningen under kontrol og forklarede afsavn.

Hensynet har ikke mindst været markant i de nordiske lande, hvor Norge og Danmark naturligt var præget af Ruslands nærhed efter 1945 samt det forhold, at Anden Verdenskrig var blevet afsluttet med russiske styrker i Nordnorge og Bornholm, styrker der ved deres tilbagetrækning blev afløst af norske og danske enheder.

De to lande blokerede under Den Kolde Krig for andre NATO-landes tilstedeværelse i disse landsdele, og dette blev tilfældet selv da Alliancen i slutningen af 1960’erne så det som mindst usandsynligt, at en sovjetisk aggression ville tage karakter af
besættelse af sådanne udsatte landområder, så man endte i en ny krisestyringssituation (som i Berlin- og Cubakriserne).

Allerede før dette tidspunkt havde de to nordiske NATO-medlemmer formelt afvist fast basering af både kernevåben og andre landes militære styrker på deres territorium, hvilket for Danmarks vedkommende for kernevåben dog kun var gældende for selve landet ved Østersøudløbet.

I 1990 lovede Vesten Gorbatjov ikke at stationere ikke-tyske styrker i Østtyskland og holdt derefter løftet.

I de efterfølgende år efter, at de Baltiske Lande opnåede selvstændighed, markerede Jeltsins regering ønsket om, at Ruslands “Nære Udland”, dvs. bl.a. Baltikum, skulle underkaste sig, hvad Rusland så som deres interesser. Dette afviste Vesten, men man viste på andre måder den yderste tilbageholdenhed. Det blev ikke doneret våben til de baltiske militære styrker, og den assistance, der derefter blev givet både før og efter NATO- og EU-medlemskabet i 2004, var knyttet til deltagelse i internationale operationer samt rydning af gamle søminer. Da balterne opnåede medlemskab blev den eneste ændring, at NATO-partnerne måtte tage konsekvensen af, at de tre lande var blevet frarådet at anvende penge på at skabe et jagerflyvevåben, og de roterede så et par fly til den litauiske flyvestation ved Siauliai, der opretholdt en basal “air policing” af baltisk luftrum.

Derudover deployerede den amerikanske flåde i 2016 et anti-ballistisk-missilbatteri med radar i Rumænien et tilsvarende skulle blive klar i Polen næste år. De er deployeret som et europæisk svar på den stigende missiltrussel fra Iran. Men på trods af deres meget begrænsede kapacitet præsenterer Rusland deployeringen som være rettet mod sine kernevåbenstyrkers muligheder. I forhold til Rusland er der først og fremmest tale om en synlig amerikansk tilstedeværelsen, ikke ved Ruslands, men i Belarus’ og Ukraines nabolande, dvs. op til det “nære udland”.

Det er først efter den russiske anneksion af Krim og indledningen af krigen i Østukraine i 2014, at det lykkedes balterne og Polen at få udstationeret andet de roterende luftpolitihold. Derefter blev fire, nationalt blandede bataljons grupper udstationeret i området. Samtidig indledtes for første gang operativ forsvarsplanlægning. Styrkerne er imidlertid så små, at de må opfattes som en rent symbolske bekræftelse af NATO-medlemskabet, ikke som et militært relevant bidrag til landenes invasionsforsvar. Og det er slet ikke styrker, der kan påvirke russisk territorial sikkerhed.

Det, som de ligesom de to missilforsvarsenheder markerer, er at dele af det “nære udland” ikke er underlagt russisk diktat.