Category: Andre artikler på dansk

Af og til kan man være uforskammet heldig. Jeg var begyndt at skrive om den pandemi af alt fra unges afvisning af Coronabegrænsninger af deres opførsel til omfattende åbne oprør mod regeringer og autoriteter. Og så interviewede Flemming Rose den gamle CIA-analytiker Martin Gurri i den seneste Weekendavisartikel “Mørkets fyrste”. Gurri argumenterede i forlængelse af sin 2014-bog “The Revolt of the Public and the Crisis of Authority in the New Millenium”. Som følge af digitaliseringen var der var sket en eksplosion af information i de seneste tyve år. Det var en følge af digitaliseringen og havde undergravet respekten for alle typer autoritet og hierarkisk baseret myndighed.

En af min generation, der har oplevet 1968, vil formulere det som et nu folkeligt ungdomsoprør på speed. Dengang havde det blot været den intellektuelle elites angreb på konservative idéer og privilegier.

Og nu videre til spektret af nye opstande. Internettet og nu de sociale medier er hovedkommunikations- og mobiliseringsrammen, og derfor har overdrivelser, rygter og konspirationsteorier mindst lige så stor rolle som en “saglig”, logisk, erfaringsbaseret argumentation.

Der er indledningsvis ikke nogen ledere. Det er mere behov som symbolske Jeanne d’Arc-typer som Greta Thunberg da organisationsprocessen er flad- Opstanden kan uden problemer rumme grupper med vidt forskellige og endda modsat rettede mål. I det seneste par år har vi set De Gule Vestes aktion i Frankrig, Hongkong-opstanden mod Beijings undertrykkelse af friheden, BLM-demonstrationerne samt de igangværende oprør i Beirut og Belarus. Men man bør også medregne den store Berlin-demonstration mod de tyske Corona-epidemiforanstaltninger.

Man kan sige, at de første eksempler på denne type civile oprør var de amerikanske højre- og venstrereaktioner på 2008-finanskrisen; Tea Party Movement i 2009 henholdsvis Occupy Wall Street Movement i 2011. Mens den sidstnævnte tabte dampen og endte uden effekt, blev den første finansieret og overtaget af højrefløjen i Det Republikanske Parti og dannede et forstade til Donald Trumps gøgeungeovertagelse af sagen og partiet. I fornyet form lever opstanden videre i QAnon-konspirationsnetværket.

Fra slutningen af 2010 fulgte de civile opstande i Det Arabiske Forår, der endte i den syriske tragedie.

I øvrigt har den flade eller manglende formelle organisationsstruktur og ledelse betydet, at det har været umuligt at få en egentlig forhandling med henblik at nå til et politisk forlig. Det har hidtil ført til, at den franske præsident måtte søge at tage luften ud af De Gule Vestes protester gennem en modkampagne, der skulle fjerne eller mindske nogle af de påpegede uretfærdigheder. Klimabevægelsen er adopteret og søg tæmmet af politiske partier. Det samme kan siges om Det Demokratiske Partis udnyttelse af nogle af BLM-bevægelsens krav i den igangværende valgkamp.

Beijings reaktion på Hongkongoprøret var derimod at opgive den tidligere britiske kronkolonis særstatus af frit vindue til Vesten, for det Kinesiske Kommunistiske Parti kan ikke slippe kontrollen og bevare magten.

Hvordan det går i Beirut og Minsk er det stadig vanskeligt at sige, fordi det er de eksisterende politiske systemer i Libanon og Belarus, der på forskellig måde har umuliggjort en politisk organisering med legitime ledelsesstrukturer i oppositionen.

I Belarus har den flade struktur med kun symbolsk ledelse sammen med fastholdelse af ikke-voldsstrategien dog åbenbart blottet og undergravet Lukasjenkos magt og frataget Putin mulighederne for at intervenere med det russiske folks støtte.

Begge steder betyder den udenrigspolitiske realitet også, at oprørernes ønsker vanskeligt kan opfyldes i det lidt længere perspektiv. I Libanon pga. Iran, Syrien og Ruslands interesser i landet, I Belarus på grund af, at Putin må undergrave, at endnu et folk i Ruslands interesseområde ikke alene får held til at vælte en autokratisk leder og derigennem skaber et uønskeligt eksempel, men at det derefter også får held til at skabe et stabilt demokratisk styre.

Den hurtige og delvis lukkede meningsdannelse på de sociale medier af modstandere af selv legitimt valgte, demokratiske magthavere, vil med sikkerhed fortsætte, og som hidtil vil konspirationsteorier og svigtende vægt på fakta-forankring meget let kunne komme til at præge aktivismen, som det også var klart ved Corona-demonstrationen i Berlin den 1. august.

Det nye er, at spredningen og den medfølgende mulige mobilisering af en amorft opstand sker stadig – og med lysets hast. Man kan forstå hvorfor det kinesiske regime må kontrollere sit folk så tæt.

Alle regeringer herefter sidder på et fundament, der er så ustabilt som den lagrede ammoniumnitratgødning i Pakhus 12 Beiruts havn.

(Foto: Fra Det Arabiske Forår i Cairo, Neill-Cochran House Museum)

Engang i foråret udtalte den svenske chefsepidemiolog Anders Tegnell, at der før udbruddet ikke havde været uenighed mellem ham og kollegerne i udlandet om hvilken strategi, der skulle følges ved en eventuel pandemi. Den var udviklet på forhånd for et udbrud af en ny type influenza og gik ud på at inddæmme skaderne indtil befolkningen havde opnået flokimmunitet eller en vaccine var klar.

I Danmark havde man alligevel ikke valgt dén strategi. I det omfang man overhovedet var sig det bevidst, optrådte man som man altid må gøre i en ny, stadig dynamisk situation: Man valgte en ”strategi”, der reelt blev indledt som en pragmatisk læreproces.

Nøglepersonen her måtte meget naturligt blive Sundheds- og Ældreministeriets kendt stærke departementschef, Per Okkels. Han havde 35 års erfaring med ledelse af forvaltning af fagområdet på regionalt og centralt niveau, herunder med afvejning af faglige input mod politisk nødvendighed. Sådan fungerer den danske centraladministration.

Tesen om, at Okkels fik og beholdt hovedrollen kan forklare både styrken og problemerne med den danske optræden fra optræden siden begyndelsen af marts og frem mod den nu kommende anden krise: 1) Hurtighed, 2) lukkethed om forløbet og reelle motiver og prioriteringer, 3) centralisme, 4) fokus på organisatorisk ”byggearbejde”, landsdækkende skridt og effektivt samarbejde med erhvervslivets hovedaktører, 5) vanskelighed med at lære nyt, når beslutningen først er taget og først ud i livet, samt endelig 6) den forsigtighed med at irritere befolkningen, som kendetegner den dygtige danske embedsmands rådgivning.

De to første karakteriserer den oprindelige nedlukning. Den væsentligste fejl skete, som Information har klarlagt, i nedlukningen af domstolene, hvor man glemte at tage tilstrækkeligt hensyn til deres uafhængige status.

Alle de fire første bestemte forløbet derefter til og med faserne i “oplukningen”. Den organisatoriske ombygningsindstats fik skubbet opretningen af den pinlige værnemiddelsskandale over til Justitsministeriet. Man fik beskæftiget regionerne med den efterhånden mere tilstrækkelige testningsindsats. Med ny midlertidig chef blev kontaktsmittesporingen stadig holdt indpakket i den amorfe rodebutik, som hedder Styrelsen for Patientsikkerhed. Kommunerne kunne koncentrere sig om at finde og administrere faciliteter til isolation.

Sundhedsstyrelsen blev uden reel indflydelse opretholdt som magtens nødvendige faglige facade, og det mere demonstreret loyale Statens Seruminstitut fik nu den ansvarlige rådgiverrolle.

Under hele forløbet indtil nu forblev al reel myndighed direkte ved ministeriets departement, der således også virkede som styrelse. Ingen kombination af aktiviteter blev delegeret.

Da der jo konstant var diskussion af, hvor farlig denne virus var, var man ekstremt forsigtig med at stille klare krav til befolkningen, hvor store dele jo kunne være uenige.

I modsætning til i hårdere ramte udlande, forblev den danske kriseindsats balanceret, dvs. halvhjertet.

Da alt synes at gå langt, langt bedre, end man kunne frygte, gik regeringen med til en hurtig genåbning, der herefter skete i tæt samarbejde med erhvervslivets fagkundskab.

Forsigtigheden blev opretholdt. I modsætning til i Tyskland var masker ikke nødvendige, testning ved indrejse fra smittefarlige udlande ikke tvungen, isolation ikke effektivt søgt håndhævet og det var frivilligt om smittede ville bidrage til kontaktsporing. Den midlertidigt ansvarlige styrelseschef Anette Lykke Petri fortalte tilfreds Berlingske den 4. august, at man havde styr på 90 %, hvilket enhver forvalter jo måtte være stolt over. Denne procentdel var lige før smitten igen bredte sig til hovedparten af landets kommuner og øgede opgavepresset dramatisk.

Utilstrækkelig kapacitet på kontaktsmittesporeområdet og dermed muligheden for konstant at trykke smitten i bund, før den når et niveau, så dette bliver umuligt, er et resultat af den svigtende evne til at lære af udlande som bl.a. Norge og Island. For en beskrivelse af den robuste norske fremgangsmåde, se:https://www.fhi.no/nettpub/coronavirus/testing-og-oppfolging-av-smittede/smittesporing/?term=&h=1

Dette virker sammen med ministeriets svigtende vilje eller evne til delegering af ansvaret for den regionale og lokale indsats. Sammen betyder disse svagheder, at regeringen og med den Danmark står uden svar på hvad vi skal gøre med den bølge af smitte, der nu er ved at ramme hele landet.

Danmark betaler for at have fravalgt en model, hvor den skiftende strategi udvikles i direkte dialog mellem fagkundskaben og de ansvarlige politikere. Vi valgte i stedet at lade stærke, politiserende forvaltere fremlægge en umiddelbart set god løsning.

At vi som er kommet hertil under COVID19-krisen er resultatet af, at hverken medierne eller oppositionen har taget situationen så alvorligt, at de begyndte at lede efter svaghederne i de danske svar på pandemien i stedet for kun at jage tilbagevenden til normaliteten.
Medierne har helt svigtet i undersøgelsen af, hvordan de danske beslutninger blev taget, og af hvorfor de var så markant mere halvhjertede, end i Tyskland og forskellige fra Norges på et helt centralt område.

Vi må forvente en stærkt forværret politisk situation i landet under den kommende, fornyede smittekrise. Det skyldes kombinationen af den oprindelige lukkethed, de svigtende medier og den udbredte halvhjertede og nølende opfattelse af alvoren, som var resultatet af, at vi ved rettidig nedlukning slap for tragedier som i Lombardiet, Madrid, New York og London i foråret.

Dette står klart, hvis man som jeg oplever den voksende bølge af hadske konspirationsteorier på de danske sociale medier. Elementerne er kendte: Ikke værre end en influenza/de gamle skal jo alligevel dø/vi kan selvfølgelig ignorere sygdommen og lade økonomien fortsætte uændret/regeringen har valgt at udnytte en fiktiv trussel for at bevare magten/indføre kommunisme (jeg citerer, hvad jeg derefter blokerede). Det er ikke indholdet, men det ætsende had, der præsenteres i disse ekkorum, som er rystende.

Den lukkethed om beslutninger, der er naturligt for en embedsmand, kan have alvorlige omkostninger.

Nu bliver krisens omkostninger i form af pludseligt tab af mange års privilegeret livsstil stadig mere klare. Det er foreløbigt slut med lette oplevelser ude og hjemme og med vores frihed til at fokusere på resterende småmangler i vores samfund. Hvad man i det meste af verden ville betragte som navlebeskuelse kommer muligvis aldrig tilbage. I frustration leder man efter alternativer til at nedlukke de liv, vi havde. Reaktionerne er præget af frustration og tunnelsyn.

1) Den forudsætning, som bl.a. har styret myndighederne under krisen, er, at vi bare skal igennem denne kritiske fase. Så kan vi igen nå en stabil situation (flokimmuniteten, men det siges ikke åbent) og genoptage vores liv og økonomi næsten som intet var hændt. Denne forudsætning bliver stadig mere uholdbar, men den er rammen for social-darwinistiske idé om at ofre gamle og svage for helheden.

For det første må man konstatere, at det nu synes mere og mere klart, at den opnåede immunitet bliver kortvarig og/eller begrænset, og at vi skal leve med sygdommens tilbagevenden i bølger indtil vi (hvis muligt) får en bredt virkende vaccine.

For det andet ignorer forventningen de problemer og svagheder, som prægede verdensøkonomien før pandemien. Den har blot blotlagt og forstærket disse. Selv med ofringen hviler økonomien på kviksand.

2) En anden forudsætning er, at man ved at lukke øjnene og stålsætte sit sind uanset død og hospitalssammenbrud kunne redde økonomien. Det ignorerer forskning i tidligere epidemier. Den viser, at de, der midlertidigt lukkede ned, endte med at få mindre skade på økonomien end de, der ignorerede smitten.

Et lille aktuelt eksempel på hvorfor, at det er sådan, er det forløb, som vi så og ser i Sioux Falls i South Dakota. Her forsøgte det massive Smithfield-slagteri blot at køre videre uden hensyn til epidemien. Men uanset, at de tætsiddende, hårdtarbejdende arbejdere havde desperat behov for deres løn, voksede smitten så eksplosivt, at de ikke turde at komme på arbejde. Produktionen standsede og alle blev afskediget.

Da andre dele af den amerikanske slagteriindustri har samme arbejdsmiljø- og smitteproblemer, trues fødevareforsyningen i USA nu af kollaps. Regeringens reaktion har været blot at accelerere produktionen under nedprioritering af fødevaresikkerheden, hvilket ikke reducerer risikoen for sammenbrud.

3) Synspunktet, at man blot kan køre videre, når det kun er gamle og syge, der går til, ignorerer, at ingen regering uanset politisk system kan forsvare blot at stå til og ignorere de grimme billeder. Dette gælder Kina, det gælder Rusland, det gælder Iran. Selv dér må statsmagten ses at gøre det maksimale for at hjælpe befolkningen, hvis den skal bevare et minimum af legitimitet. Man må nøjes med at lægge røgslør over det antal af ekstra døde, der var et resultat af manglende rettidig omhu.

Dette sidste kan ikke ske i et åbent demokrati, uanset at Trump halvdelen af tiden stadig tror det. Her har billeder som fra Bergamos, Madrids, New Yorks og Londons hospitaler direkte virkning på den politiske handlefrihed. Det får arbejdsløshedstallene også, men forløbet på Smithfield-slagteriet gør det sandsynligt, at eksplosionen i arbejdsløshedstallene ville være kommet under alle omstændigheder.

4) Endeligt viser diskussionen om prisen for at holde de nytteløse gamle i live en svigtende forståelse for, at mens vi kan redde menneskeliv gennem danske foranstaltninger, bliver de økonomiske virkninger i overvejende grad bestemt af, hvad der sker i udlandet.

Det er tiden, hvor vi skal genlære ydmyghed, at være glade for de små ting, tålmodighed og solidaritet. Det bliver en “Kold Tyrker” og måske fem onde år. Men jo før vi forstår, at verdenen aldrig kommer helt tilbage, som den var i februar 2020, desto bedre for alle.

En informeret og ansvarlig politik kan kun udvikles og føres i en direkte dialog mellem den bedste rådige fagkundskab og de ansvarlige politikere.

I godt tyve år har “generalister” uden fagkundskab med succes præsenteret sig som den nødvendige buffer og mellemlag i denne dialog, så politikeren ikke skulle forholde sig til komplicerede faglige argumenter, men kun til, hvad fagmandens område kostede, og det var klart alt for mange penge.

I overvældende grad reagerede medlemmer af fagkundskaben ved at acceptere den nye virkelighed og søge trøst i de nicher af fagligheden, der overlevede. De ambitiøse fagfolk søgte dog indflydelse ved at lære generalisternes sprog og logik, uanset at dette hurtigt først medførte tab af faglighed og så af kollegernes respekt.

Der var enkelte, der var så engagerede, at de udnyttede den luksus, vi har i Danmark med en fri presse, og luftede deres frustration til medierne. Men de fleste, der fløjtede, ventede til de var blevet pensioneret.

Disse medier søgte aldrig i dybden, for tabet af fagligheden i sundhedsvæsen, SKAT, undervisningen eller Forsvaret var jo ikke noget, der betød nogen for danskerne … indtil det så gjorde det alligevel. Medierne bad i rygmarvspresseetisk rutine bare om den anden sides kommentarer. Generalisterne, konsulenterne, de “civiliserede” tidligere fagfolk i ledelsen fik så hurtigt kvalt den irrelevante og forældende fløjten.

Det var jo logisk, at den viden, de funktioner og den produktion, der var så dyr i Danmark, ville blive leveret fra udlandet. Sådan var verden jo nu. Det sagde alle de “eksperter”, man gad lytte til.

Så stod vi og vores regering her i marts da det begyndte at gåk galt med en fagligt synligt svag ledelse med gode kommunikationsevner (Sundhedsstyrelsen) henholdsvis en dogmatisk holdning til vejen frem (SSI), men uden rutine i ansvarlig vejledning af politikerne.

Generalisterne blev pludselig helt usynlige (for de kan jo bekvemt for dem ikke tage ansvar uden faglig viden), og man kan jo ikke skifte de formelt ansvarlige fagfolk ud i begyndelsen af en krise, også fordi man i mere end tyve år ikke har udviklet alternativer. [Jeg anbefaler at søge en nordmand med en svenskfinsk deputy]

Alle er skyldige i misæren; De arrogante generalister og deres konsulenter; generationer af dovne og “unysgerrige” ressort-politikere; selvtjenende, ambitiøse fagfolk og en presse, der kun prioriterede salgstal.

Det er muligt, at jeg overser noget. Men hvilken idé styrer anvendelsen af den nu heldigvis øgede tekstkapacitet? Det er afgørende for os alle, for det må jo være disse tests, der er “efterretningstjenesten”, der skal vejlede hele den sygdomsbekæmpende og inddæmmende indsats og give grundlaget for genoplukningen af økonomien.

Da testene stadig er unøjagtige, kan man kun stole på dem, hvis de testedes symptomer eller kontakthistorie sandsynliggør smitte.

Selvfølgelig er myndighederne testplan (efter man officielt har opgivet flokimmunitetsrammen) og har opbygget kapaciteten, følgende (det må den være, for vi kan ikke tro, at myndighederne ikke handler ud fra et klart formål, vel?):

1) At fortsætte med at teste ved visitationen af nye patienter [% af total?].

2) Men nu samtidig i forlængelse af 1) ved test kortlægge smitten i den familie og andre kontakter, som den smittede har haft kontakt med i det sidste par uger. Dette sidste med det formål at iværksætte isolation af smittede og karantæne af familien m.m. (karakter er isolation og karantæne bestemmes af viljen til at downloade den nye app – uden app fysisk tvangsisolation, -karantæne) [% af total?]

3) At man med faste mellemrum, evt. hver uge, tester alt plejepersonale.[% af total?]

4) At man lader regioner sammen med kommuner etablere mobile testhold (transporteret af Hjemmeværn og andre frivillige), der tester folk, der selv melder tidlige symptomer til deres læge. Hvis smitte konstateres følger isolation hhv. karantæne som beskrevet i 2). [% af total?]

Ud over testningen er det logisk, at kommunerne – for at minimere risikoen for smitte af gamle og andre sårbare – sammen med lokale supermarkedskæder etablerer udbringning af dagligvarer bestilt online eller pr. telefon.

***

Problemet med, at man tankeløst måler succes på tal er ikke ny. Det startede alt sammen i Pentagon. Da USA gik ind i Vietnamkrigen på landjorden i 1965, havde Robert McNamara være forsvarsminister i en årrække, og han havde fået den amerikanske hær tvunget til at forstå, at effektivitet skulle være målbar. Han kom fra Ford Motors, den amerikanske pionér med hensyn til samlebåndsproduktion, og det planlægnings- og forvaltningssystem (“PPBS”). Ministerens hjælpere, “Whiz Kids”, gennemtvang den prioritering af målbare mål over for disse uforståelige faglige synspunkter.

Dette betød, at det amerikanske succeskriterium i Vietnam blev det antal døde vietnamesere, man kunne tælle. Da hovedparten af disse så endte med at være uskyldige civile, havde amerikanerne lidt vanskeligt ved at fastholde den sydvietnamesiske befolknings vilje til at stå sammen mod det nordvietnamesiske pres.

Senere forstod de bedst begavede amerikanske analytikere af forløbet (herunder Jim Mattis, hvis I husker ham), at et effektiv bekæmpelse af et oprør bl.a. kræver, at de militære styrker anvendes målrettet, styret af en energisk efterretningsvirksomhed, så kun de aktive oprørere rammes.

PPBS-moden fra dengang for mange årtier siden genopstod i en muteret form som New Public Management for omkring tyve år siden. Dens fokus på resurseforbrug og målbart output som også forgængerens var nødvendigt og sundt, men kun så længe metodens agenter accepterede, at organisationernes faglighed ikke blev undertrykt, så man igen blev reduceret til at tælle.

Som i alt menneskeligt gik det ikke ideelt, for de, der lærte NPM-‘”lingoet” og lærte at formulere “business cases” uden faglig substans og fokusere på det målbare, var mest populære i centraladministrationen som chefer. Finansministeriet kunne tale med dem. De rene tal var lettere at forklare den politiske chef og for ham at give videre til medierne.

***

Ved hver eneste briefing under Coronakrisen i Danmark får vi stolt rapporter om de stigende tal. Man meddeler glad, at man nu har kompenseret for den tidligere manglende rettidige omhu. Man gør nu, som WHO siger. Men med hvilket formål?

I det foregående indlæg om Forsvarsakademiets fravalgte evne til at videreuddanne officerer i militære fag, blev de tabte kompetencer beskrevet.

Billedet er af den nye 37 mm fodfolkskanon under reserveofficersaspirant Frode Vesterby i Haderslev tidlig morgen for snart 80 år siden. Det symboliserer bevidst provokerende de mange årtier, før henfaldet hos for mange af fagligt fokus og tjenestemoral startede.

Der har ikke været kommentarer eller spørgsmål til det centrale indhold i min foregående artikel. Der har dog fra ikke-militære været givet udtryk for undren over, hvordan det kunne ske.

Det vil jeg forsøge at beskrive her.

For at lette forståelsen er det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i en anden praktisk profession, som læseren af gode grunde følger tættere.

Lægeprofessionens kerne er givet af det lægeløfte, som hvert enkelt medlem af professionen aflægger. Lad mig citere den centrale del.

Lægen lover efter bedste skøn ”… at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, … at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.”

Den danske officer aflægger i modsætning til kolleger andre steder ikke noget formelt tjenesteløfte. En tjeneste- eller fane-”ed” ville være udansk. Dette hindrer ikke, at også den militære profession herhjemme har været styret af en fællesopfattelse og tjenestekultur svarende til i udlandet.

Også det danske forsvar var indtil et par årtier siden organiseret til at kunne fungere under ekstremt pres i kamp. Derfor måtte professionen præges af en uegennyttighed, demonstreret vilje til at lede ved moralsk og fagligt eksempel samt selvdisciplin.

Den forventede og accepterede hierarkiske og entydige myndigheds- og ansvarsstrukturer og formel disciplin. Det kunne andre opfatte som lidt smålatterlig gammeldags ”oberst Hackel’sk”.

DEN GRUNDLÆGGENE PESSIMISME
Professionen var også her i landet præget af en pessimisme, der indebar en historisk forankret skepsis. Officerer forstod generelt, at mange politikere og folk i almindelighed ønskede at ignorere den hypotetiske mulighed af en fremtidig militær konflikt og dennes krav. Men officererne så det som deres pligt, at forholde sig til risikoen for krig på samme måde, som lægeprofessionen må have øje for, at små og store sundhedskatastrofer forbliver en mulighed.

Officerer der ikke tror krig kan ske, giver sig selv et frikort til et ansvarsfrit behageligt liv og undergraver deres profession. Det blev i årene efter den Kolde Krig stadigt mere almindeligt i officerskorpset, på samme måde som i befolkningen at føle, at en fremtidig storkrig i Europa var utænkelig og idéen indlysende latterlig.

Officerskorpsets top viste deres lydhørhed og innovationsvilje ved at anbefale, at man helt droppede muligheden for at føre konventionel forsvarskrig. Den slags krig er nemlig både dyr og fagligt irrelevant. Det var nok, hvis man blot kunne sende grupper, snart små grupper, af unge soldater til fjerne krige, mens man selv proaktivt tilpassede indholdet i sit behagelige kontorjob til den sidste civile forvaltningsmode.

UDVIKLINGEN AF MEDLEMMER AF EN PRAKTISK PROFESSION
Som også krævet i lægeløftet burde den enkelte officer føle ansvar for kvaliteten og den konstante udvikling af organisationen til fremtidens krav. Som vi kan se flere steder uden for Danmark udelukkes en sådan ansvarsfølelse ikke af den hierarkiske struktur.

Udvikling af professionens fremtidige ledere har grundlæggende følgende elementer:

For det første et krævende både teoretisk og praktisk grunduddannelsesforløb, der også indpoder professionens etiske normer.

For det andet varierende og derigennem krævende praktik.

For det tredje den enkeltes ajourføring af eget professionelle niveau gennem formelle efteruddannelser og ikke mindst egne personlige konstante studier. Forudsætningen for at professionen som helhed udvikles bedst muligt, er at den enkeltes nye erkendelser videregives til de andre medlemmer

For det fjerde en konstant ledelsesvirksomhed for at identificere og videreudvikle de medlemmer af professionen, der er både teoretisk dygtig og i praksis viser overbevisende lederegenskaber, kan føre den videre.

DEN DANSKE MILITÆRE PROFESSION I DE SIDSTE ÅRTIER
Mulighederne for at give den grundlæggende praktiske grunduddannelse til de kommende medlemmer af professionen er blevet forringet. Det skyldes de lavere adgangskrav, afkortningen af uddannelsen samt ikke mindst den snævrere sammensætning af dansk forsvar og dets stadig mere civile forvaltnings- og ”HR”-fokus uden dybdeaccept af professionens karakter.

Det største problem er dog ikke grunduddannelserne. Der er nu langt færre muligheder for at give de yngre officerer en krævende og varieret tjenesteerfaring. Med det meget lille operative forsvar, er det sjældent muligt praktisk at uddanne, teste og udvikle de bedste officerer som chefer og generelt ansvarlige stabsofficerer.

Der er stort set ingen praktisk erfaring i planlægning og forberedelse af forsvarskamp mod en veludrustet modstander tilbage i forsvaret. Knap to årtier uden tæt samarbejde mellem artilleri, krigsmæssig logistik, panserværn, luftværn, ubåde osv., har kostet professionalismen dyrt. Øvelser (undtagen for de få udsendte) stoppede i perioder: Øvelsernes karakter udviklede kun procedurer for korrekt handling ved forudsete begivenheder, ikke evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig eller stærkere modstander.

Jeg har allerede i den foregående artikel nævnt afskaffelsen af videregående professionsuddannelse, der gradvis blev udviklet igennem 150 år på grundlag af udenlandske erfaringer,

I lægeløftet forpligter den enkelte læge sig til at følge med i sin profession igennem egne studier. Så klart er kravet til de danske officerer aldrig blevet defineret. Nogle kender muligvis de canadiske væbnede styrkers koncept og krav om ”continuous kearning”. Enkelte ved muligvis, at det amerikanske marinekorps ajourfører lister over pligtlæsning, hvor der stilles klare krav om studievirksomhed til hver grad inklusive generals-niveau. Hvordan dette virker i praksis beskrives ultraklart i general Jim Mattis erindringsbog ”Call Sign Chaos”.

Så langt er man mig bekendt ikke gået i Danmark. Her har man begrænset sig til anbefalet læsning til støtte af undervisning under de tidligere gennemførte videregående kurser.

Professionens udvikling og ajourføring kræver også, at dens medlemmer bidrager aktivt til den faglige debat på grundlag af egne erkendelser og kritiske analyser af andres opfattelser. Dette fandt da også sted tidligere i Danmark i de forskellige generelle og specialiserede faglige publikationer som “Militært Tidsskrift”, “Tidsskrift for Søvæsen” og eksempelvis Hærens kamptroppers “Kentaur” og “Dansk Artilleri-Tidsskrift”.

Allerede under det sidste årti af Den Kolde Krig viste faldet i antal og selvstændig argumentation i artiklerne til tidsskrifterne en tydelig svækkelse af officerernes engagement i deres profession.

Dengang kunne man med en vis ret undskylde sig med, at en åben debat var umulig, fordi så meget væsentligt var hemmeligt, og at den væsentlige debat foregik i lukkede kvalificerede forsamlinger.

Men det var reelt kun en dårlig undskyldning, for ganske vist foregik en sådan lukket diskussion i de grupper, hvor man udviklede doktriner, men generelle faglige spørgsmål kunne stadig fremlægges åbent.

Derefter var officers bidrag i “Militært Tidsskrift” i alt væsentligt reduceret til ukritiske referater af andres tanker, herunder af de seneste amerikanske slagordsdoktriner.

Denne udvikling blev bl.a. dokumenteret i Jeppe Plenge Trautners artikel “Forsvaret efter Den Kolde Krig. Nye opgaver og gamle strukturer” i den af mig redigerede antologi “Danmark i krig”.
Bogen skulle være udkommet i vinteren 2008-09, men udgivelsen blev i sidste øjeblik vetoet af den daværende chef for Forsvarsakademiet, der i særlig grad var uenig med indholdet i antologiens artikler af militærsociologerne Henning Sørensen og Claus Kold.

KONKLUSIONEN
Den udvikling, der førte til det militærfaglige kompentencetab (og etiske svigt hos for mange), må derfor siges at have to hovedårsager:

For det første et accelererende ledelsesvigt fra midten af 1990’erne, der også har karakter af undertrykkelse af en fri faglig debat.

For det andet et tab af engagement og fagligt fokus i officerskorpset, hvor de, som havde haft engagement i deres første tjenesteår, på ingen måde blev hjulpet og støttet i faglig fordybelse engagementets videreudvikling.

I efteråret 2019 demonstrerede Filmskolens studerende mod en ny studieordning. Den skulle erstatte de hidtil anvendelsesorienterede og internationalt succesfulde uddannelser med teoretiseren uden forankring i filmskabelsens håndværk. Forsøget på at afløse fagligheden på Filmskolen mislykkedes, eleverne vandt, rektor gik og det ministerielle ensretningsregime, der under navnet ”akkreditering” omdanner faglige uddannelser til teoretisk varm luft, fik modstand. Anderledes gik det på de danske officersuddannelser.

Formålet med dette indlæg er at beskrive, hvad danske officerer indtil for nylig lærte, og på en måde, hvor også civile læsere forstår det. Med andre ord: Hvad den militære faglighed er. Derefter forklarer jeg hvordan den militære faglighed i Danmark blev udviklet og raffineret igennem i et godt århundrede, før den blev fravalgt.

100 ÅRS OPBYGNING
1864-krigen understregede behovet for et mere veluddannet officerskorps. I 1868 blev Hærens Officersskole oprettet som en fælles ramme for Hærens uddannelse af fastansatte officerer.

De rent militære fag som taktik (dvs. militære styrkers optræden på kamppladsen), militær forvaltning og retslære blev suppleret med civile fag som matematik, fysik og fremmedsprog.

Officersskolen havde også til opgave at videreuddanne officerer. De dygtigste og højst motiverede blev efter 10-15 års overbevisende dygtig tjeneste udtaget til stabskursus. Uddannelsen på kurset blev i 1890’erne reorganiseret efter inspiration fra udlandet. Man skabte et klart professionelt sprog, og eleverne blev gennem opgaveløsning konstant trænet i at gennemføre systematisk analyse af operative og logistiske problemer under hårdt tidspres og derefter formulere resultatet entydigt og kort. Det skete i betydelig grad i terrænet i forskellige dele af landet. Man øvede metoder for kritisk afprøvning af ideer og planer med dynamiske krigsspil.

Denne del af stabsuddannelsen var det centrale element i militær faglighed. Kombinationen af officerernes forskellige praktiske erfaring og deres konstante kritiske studier i kriges virkelighed i rammen af formaliseret kritisk analyse, var og er det centrale element, som ikke kan civilt akademisk ”akkrediteres”.

Mens hærofficererne blev videreuddannet, udvalgte det i forvejen grundigt teknisk uddannede søofficerskorps de bedste ud fra deres dygtighed til søs og i forskellige forvaltningsstillinger på land. Enkelte af de dygtigste fik på frivillig basis af marinen tilladelse til at deltage i videregående uddannelse på Hærens Officersskole.

I 1908 ønskede I.C. Christensen, Venstres regeringsleder og forsvarsminister, et demokratiseret hærofficerskorps af høj kvalitet. Den derefter brede rekruttering fra hele folket blev sikret ved, at det væsentligste krav for at kunne komme på Hærens Officersskole var, at man var en dygtig befalingsmand. Det skulle man bevise i tjenesten som værnepligtig korporal eller reserveofficersuddannet. Hvis den unge mand ikke levede op til ministerens nye krav om skoleuddannelse – en matematisk-fysisk studentereksamen – fik han uanset tidligere skoleniveau mulighed for at tage denne på officersskolen.

Med mindre justeringer fortsatte i denne grundlæggende officerersuddannelse uændret indtil midt i 1960’erne, og I,C. Christensens kvalitetssikring med studentereksamen som adgangskrav fortsatte helt indtil personelreformen i 1983. Da blev de civile uddannelseskrav til officerer blev sænket. Det ramte ikke mindst kritisk niveauet i fremmedsprog.

I.C.’s krav om, at optagelse på officersuddannelse forudsatte demonstreret praktisk lederevne, blev droppet i 2014.

30 ÅRS FORBEDRING AF DEN VIDEREGÅENDE OFFICERSUDDANNELSE
Fra midt i 1960’erne blev stabsuddannelsen tilføjet flere civile elementer så stabsofficerer bedre kunne bidrage til politiske beslutninger hjemme og i NATO. Med indsigt i nationaløkonomi, national og international politik og krisebeslutninger skulle de bedste officerer med politologen Gregory D. Forsters ordvalg bibringes en dyb forståelse for samfundsforhold (”social literacy”). Fra 1970’erne fik de bedste officerer fra alle tre værn en fælles kursusramme for at fremme værnenes samspil, og senere også en effektiv indføring i offentlig driftsøkonomisk planlægning og forvaltning.

Den sidste positive udvikling af stabsuddannelsen fandt sted omkring 1990, hvor også eleverne i den værnsfælles del af stabsuddannelsen gennemførte individuelle operative analyser. Nu kunne eleverne lære alle værns enhedstypers og våbens muligheder og svagheder under forskellige typer af militære opgaver. De forberedtes til at kritisk at søge vejledning og samarbejde med eksperter i forskellige områder. Det være sig ingeniører, læger, specialiserede forvalter af økonomi, materiel eller personel, efterretningsfolk, eller kolleger fra de andre værn, danske eller udenlandske. Uddannelsen var nu så vellykket, at stabskurset på trods af det danske undervisningssprog tiltrak bl.a. norske, svenske og tyske elever.

HVAD KUN EN VELUDDANNET STABSOFFICER KAN
Den faglige kerne i officerers grunduddannelse, deres udvikling gennem krævende tjeneste og deres stabsuddannelse og konstante personlige faglige studier sikrer, at de bedste stabsuddannede officerer i de sidste 10-15 år af deres tjeneste kan følgende:

1. Vurdere muligheder og risici ved forskellig anvendelse af militære styrker i hele spektret af militære operationer fra fredsbevarende indsats over begrænset interventionskrig til storkrig sammen med allierede. På dette grundlag kan vedkommende dels give ansvarlig militær rådgivning i dialogen med civile beslutningstagere, dels lede de nationale styrkers indsats under de besluttede operationer.

2. Inden for de givne økonomiske og andre rammer opbygge og administrere militære organisationer rationelt, robust og fleksibelt på en måde så disses militære faglighed samt god, uegennyttig embedsmandsetik trives og udvikles.

3. Sikre saglig rekruttering og forfremmelse og relevante og effektive uddannelser og tjenesteforløb, der vedligeholder et fagligt vidende korps af chefer-, førere og specialister, der sikrer balancen og robustheden ved tab i en militær organisation.

3. Udvikle og administrere den dybe og slidstærke logistik- og mobiliseringsstruktur, der er fundamentet under de operative enheder uanset om det er i fjerne stabiliseringsoperationer eller lange storkrige.

4. Sikre at materiel og udrustning er egnet til krigsforhold, dvs. robust, let at vedligeholde under kamp og økonomisk muligt at anskaffe og bruge i fred og krig.
Disse idealer kan i virkelighedens verden selvfølgelig kun tilnærmes, for selv perfekt uddannede og udviklede militære fagfolk er jo kun mennesker. Men uden en indsats for at nå idealet, er et nationalt forsvar spild af penge.

STATUS
Næsten alt ovenstående er nu historie. 1990’erne og nullernes fredsoptimisme gjorde tanker om storkrig i Europa til en indiskutabel absurditet. Forsvarets formål blev fredsoperationer i rammen af FN og snart USA. Mange tusinder af soldater blev udsendt med liv og helbred som indsats, uden at Danmark følte sig kaldet til at tænke selvstændigt om formål og muligheder for succes. Nu er evnen til systematisk militærfaglig analyse fravalgt.

Fra begyndelsen af nullerne var den videregående officersuddannelse med enkelte undtagelser præget af, at lærerne ikke længere vidste hvad de gjorde, og hvorfor, og eleverne ønskede blot at slippe igennem lettest muligt. I 2014 blev resterne af det nu dysfunktionelle værnsfælles stabskursus ”akkrediteret” om til ”Master i Militære Studier”. Her var den militærfaglige kerne droppet som irrelevant for de civile akademikere, der skulle akkreditere uddannelsen.

I modsætning til på Filmskolen valgte elever og lærere på Forsvarsakademiet en fagligt set irrelevant samfundsfagsteoretisk salat af et eksamensdiplom. Forskellen på forløbet på Filmskolen, hvor eleverne kan se frem til et liv i arbejdsløshed og økonomisk armod, hvis de er uddannet til at være ”akkrediteret” inkompetente, er danske officerer sikret et behageligt liv med fast månedlig indkomst og senere måske ”resultatløn”, uanset om de er militært duelige eller ej. Det er nok derfor, at Filmskolens elever forsvarede deres faglighed.

Vi må håbe, at hverken Danmark eller officererne selv får brug for den fravalgte militære faglighed.

En genopretning er umulig uden en tilbageføring af resten af Forsvarets organisation og virksomhed inspireret af situationen for mindst 25-30 år siden. Opretningen vil i øvrigt kræve betydelig udenlandsk hjælp.

Vi kan forklare, hvorfor Vesten, og specielt ikke de europæiske små og mellemstore lande ikke truer Rusland. Det kan bl.a. ske med henvisning til det utænkelige i, at en gruppe åbne, liberale demokratier bliver enige om at starte en ulovlig aggressionskrig. Men som bl.a. Taylor Downing har klarlagt i sin analyse af 1983-krisen, ser situationen faretruende anderledes ud fra Moskva, bl.a. fordi man ikke tror på, at vores politiske systemer er åbne og fundamentalt anderledes motiveret end deres.

Det efterfølgende forsøger bedst muligt at beskrive det russiske perspektiv uden at forholde sig analyserende kritisk til, om det er rimeligt. At ledende russeres afvisende opfattelse af Vestens værdier og perspektiv ikke er nogen ny foreteelse, kan bekræftes af selv et overfladisk studie af russisk og sovjetisk historie. Artiklen bygger på russiske reaktioner, udtalelser og handlinger igennem de sidste 25 år.

RUSSERENS VERDENSSYN, DET PESSIMISTISKE PARADIGME
Briten Keir Giles studie fra begyndelsen af 2019 beskriver og forklarer russernes opfattelse af samfundet og verden. Hans beskrivelse uddyber og understøtter det indtryk, jeg under mit ophold i Baltikum fra 1994 til 2004 fik af både russeres og andre sovjetborgeres kyniske grundsyn,
For det første ser russeren ikke sit land som det sidste ikke afviklede europæiske kolonirige med den tvivl om grænsers legitimitet, der ville følge af en sådan opfattelse.

Moderlandet ses og skal bevares som en enhedsstat, hvis rolle som en af verdens førende magter blot i kraft af landets størrelse er naturlig, retfærdig og nødvendig.

Russerens erfaring gennem hele hans historie er, at alle menneskelige og i forlængelse heraf interstatslige relationer bygger på den svages indordning under og afhængighed af den stærke, dvs. et feudalt eller klientbaseret forhold.

Bortset fra måske i familien kan intet forhold bygges på tillid. Også retsvæsenet må forventes bygget på magtrelationer snarere end de formelle lovrammer.

Demokratiet og dets idé om folkets indflydelser er en fiktion, der kynisk og falsk skjuler reelle magtforhold. Alle mennesker er korrumpede og helt dominerende drevet af selvinteresse.

Alt, hvad der sker i verden, sker som følge af bevidste handlinger i en kamp for at udvide og forsvare den magtposition, der er givet af geografien og naturresurser. Dette gælder også ”bevægelser”, som selv deltagerne tror, er folkelige og spontane.

Der eksisterer ikke reelle varige fællesinteresser mellem stater. Fordele opnås på andres bekostning.

Internationale love og regler skal udnyttes for at begrænse modstanderens handlemuligheder, ikke egne handlinger.

VERDENSSYNET BEKRÆFTET AF DE SIDSTE 30 ÅRS HISTORIE
Forløbet fra midten af 1980’erne og de næste femten år var ydmygende, unaturlig og katastrofalt.

Det var et resultat af kombinationen af ydre, dvs. amerikansk, manipulation på den ene side og forræderisk, eller som minimum unational optræden, fra landets ledere og utaknemmelig illoyalitet og senfascisme hos småfolk som balterne. Rusland blev dolket i ryggen af svage ledere og den indre fjende inspireret og hjulpet af den ydre.

Amerikanerne orkestrerede gennem manipulation af den politiske proces i landene, at sikkerhedsbufferen af naturlige klientstater i Østeuropa samt det gamle russiske land i Baltikum helt vendte sig mod Rusland. Russerne ser alt andet end geostrategiske sikkerhedspolitiske argumenter som sentimentalt nonsens.

USA holdt derefter NATO sammen for at kunne anvende organisationen mod Rusland og landets interesser. Det skete første gang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor NATO i Bosnien og endnu mere groft i Kosovo angreb og knækkede den traditionelle russiske allierede Serbien og ignorerede og dermed ydmygede Rusland.

Amerikanerne brugte uden at tage hensyn til Rusland militær magt mod Irak, en sovjetisk samarbejdspartner i Mellemøsten, for at gennemføre et regimeskift, og det skete efter, at russerne havde vist velvilje over for USA’s forståelige straffeoperation mod terroristerne i Afghanistan.
USA orkestrerede derefter fra 2004 de hybride ”farverevolutioner”, først og fremmest i Ukraine og Georgien, og med Ukraine startede amerikanerne en offensiv ind i det russiske historiske kerneland. Kun den derefter iværksatte militære modoffensiv i Georgien og derefter en politisk modoffensiv i Ukraine og stabiliserede situationen.

Men fra sent efterår 2011 orkestrerede USA så de voldsomme demonstrationer mod resultatet af Duma-valget og direkte mod Putins valg til præsident for ny periode. Dette blev af den russiske ledelse opfattet som en optrapning til en de facto-krig med formål af opnå regimeskift.

Obama og hans klienter i EU fortsatte i 2014 denne de facto krig mod Rusland ved at fortsætte Ukraine vej mod vest.

I de samme år begyndte USA at deployere det regionale NATO-missilforsvarssystem til Europa. Rusland ser enhver forstærkning af Vestens teknisk overlegne missilforsvar som værende rettet mod den vitale mulighed for at gengælde et angreb med de russiske ballistiske missilstyrker.

Denne kan, ved at give konkrete forsvarsproblemer, ses i modsætning til den senere deployering af de politisk symbolske små NATO-fly- og landstyrker til Baltikum. Deployeringen kan, på trods af, at styrkerne i sig selv er for små til at være militært relevante, af den almindelige russer ses som en uvelkommen og ydmygende markering af, at fjenden har fået lov at rykke frem til grænsen.

PUTIN
Det er afgørende at forstå, at Vladimir Putin deler, ikke skabte, denne opfattelse af forløbet. Jeg mødte allerede elementer af opfattelse i 1990’erne i en samtale med Boris Jeltsins liberale udenrigsminister Andreij Kosyrev under hans besøg i Udenrigspolitisk Selskab.

At Putin føler ydmygelsen akut er en naturlig følge af hans baggrund som headhuntet til den sovjetiske eliteorganisation KGB netop i de år, hvor Sovjetunionens magt syntes at kulminere. Han oplevede som karriereofficer i tjenesten direkte det traumatiske forløb af det hurtige kollaps ti-femten år senere.

Han blev hentet ind som Jeltsins afløser i forlængelse af det ydmygende nederlag i den Første Tjetjenienkrig og ydmygelsen i Kosovo og han vendte udviklingen ved sejren i Anden Tjetjenienkrig og ved at stabilisere udbryderrepublikken under udnyttelse af den gamle russiske kolonistrategi: pacificering adoption af den samvittighedsløst effektive lokale leder Ramzan Kadyrov som klient.

Men så fulgte mellem 2004 og 2014 ydmygelserne og en nødvendig optrapning af reaktionerne:

Estland måtte i 2007 straffes med et massivt cyberangreb, da man demonstrerede en totalt manglende respekt for Ruslands stolthed over sin indsats under Den Store Fædrelandskrig ved at fjerne befrielsesmonumentet fra Sejrspladsen i midten af Tallinn.

Georgien måtte i 2008 udsættelse for militær afstraffelse, da landet begyndte en reel indsats for at indlemme de russiskstøttede udbryderområder Syd-Ossetien og Abkhasien. Indsatsen her demonstrerede igen som også krigene i Tjetjenien på pinlig måde reformbehovet i den russiske hær, og for første gang begyndte man på en seriøs indsats for at afkorrumpere og professionalisere det indtil da selvtjenende militær.

Samtidig anvendte man som korruption som indflydelsesmiddel. Man udnytter den økonomiske selvinteresse, som oligarker som den lettiske Aivars Lembergs og den nye ukrainske præsident fra 2010, Viktor Janukovitj, havde i gode forbindelser med Rusland. Man udnytter folk som den tidligere tyske kansler Gerhard Schröders grådighed.

Efter, hvad man opfattede som indledningen af Vestens de facto hybrid krig med formål at opnå regimeskift i selve Rusland mellem 2011 og 2013 samt den faktiske gennemførelse af regimeafløsning med fjernelse af Janukovitj i Ukraine i 2014, førte Rusland krigen ind på modpartens og andres territorium med alle midler bortset fra egen åben anvendelse af militær ildkraft.

Det skete i Ukraine (Krim og Østukraine), hvor overtagelsen af Krim blokerede for eventuelle ukrainske planer om at give NATO en base her, måske over i købet Sevastopol. Det skete med brutal beslutsomhed i Syrien, i det centrale Afrika, nu i Libyen samt ved jævnlige magtdemonstrationer direkte mod USA og amerikanske allierede over hele verden.

MÅL OG MIDLER I RUSLANDS POLITIK NU
Ruslands strategiske mål (ikke specielt Putins) er en genetablering af Ruslands magt og internationale status. De ”taktiske” midler af forskellig typer, der anvendes efter omstændighederne, skal splitte og undergrave modstanderne, dvs. mellem USA og Europa, inden for EU og i hvert af de vestlige lande.

Man anvender en buket at ikke-militære midler, herunder kontrollerer og korrumperer man nøglepersoner med økonomiske incitamenter både inden og uden for Ruslands grænser. Man støtter antivestlige og radikale demokratielementer hos modstanderne. Man desinformerer på enhver måde, der kan skabe splittelse og forvirring. Det er et spejlbillede af den ”hybride” indsats, som man selv opfatter sig som udsat for.

De russiske militære styrker gennemgik først demoraliseringen under 1980’ernes operationer i Afghanistan og samtidige korrumperende resurserigdom og derefter økonomiske kollaps fra 1991 til 2008 med faldende professionalisme og moral i et oppustet officerskorps. Derfor har genopbygningen igennem det sidste årti været krævende.

Men allerede i 2014 var styrkerne klar til den mindre indsats i Ukraine, der sammen med den begyndende militære aktivisme både mod naboer i Europa og globalt blev anvendt til at udvikle kadrernes dygtighed og teste nyt materiel og praktiske fremgangsmåder. Ikke mindst operationerne i Syrien har været anvendt på samme måde som Tyskland anvendte Den Spanske Borgerkrig i slutningen af 1930’erne.

Militære midler som luftbombardement er her med succes uden hensyn til folkerettens blevet anvendt sammen med benægtelser, der har været nok til, at det ikke har fået politiske omkostninger i forhold til verdensopinionen. Belastningen af egen befolkning er ved at begrænse tilstedeværelsen på jorden i kampområderne ved at lade lokale allierede tage tabene og i øvrigt at skabe ”private” kontrakthære af lejesoldater.

Man har været i stand til at genopbygge en fælles strategisk optræden med Kina, samtidig med, at man har fortsat materielsamarbejdet med Indien til begges fordel.
I løbet af de senere år har stadig mere krævende og større øvelser være kombineret med intensive inspektioner og udrensning at ineffektive og korrumperede chefer. Nu er denne indsats kombineret med genopbygningen af mobiliseringsevnen og de logistiske strukturer, som kun vil være relevante i en omfattede og længere varende generel krig med andre stater.

At russerne ser det som nødvendigt at opbygge militære midler til hele spektret af konfliktmuligheder ses også på det meget høje prioritering, man har givet til modernisering og supplement af de russiske kernevåbenstyrker. Man vægter ikke mindst evnen til at komme igennem eller uden om det amerikanske missilforsvar. Opbygningen sker samtidig med en diskussion af, hvordan disse våben kan anvendes til kombinationen af afskrækkelse og pres ved trusler.

HVAD VIL RUSLAND SÅ MED EUROPA?
Rusland vil gennem landets politik sikre, at europæerne på sigt ikke har vilje og evne til at begrænse russisk handlefrihed og derigennem opnå en stigende til ideelt set afgørende indflydelse på landenes politik. Man kan se det som et kopi af de traditionelle mål og midler for amerikansk politik i Latinamerika; en russisk Monroe-doktrin for Europa.

Dette søges opnået ved med de rådige midler at undergrave amerikansk indflydelse i Europa og europæisk samarbejde samt sammenhængen og det liberale demokratiske system i hvert enkelt europæisk land. Det sker ved at søge at retfærdiggøre Ruslands revisionistiske politik over for nabolandene ved historieforvanskning.
Det er sådan set ikke en nyhed. Sovjetunionen havde samme mål og anvendte samme midler over for Europa under Den Kolde Krig. Det nye er, at de atlantiske bånd er åbenlyst svækket, at europæerne klart har sværere ved at afbalancere de russiske ikke-militære og militære midler og derefter enigt inddæmme den alsidige russiske offensiv.

Kritikere har efter en krig med foragt konstateret, at de tåbelige generaler i begyndelsen havde optrådt, som om de skulle udkæmpe den foregående større konflikt. En sådan optræden er selvklart ikke ideel, hvis der som situationen har været igennem godt 150 år skete væsentlige ændringer på det teknologiske eller samfundsmæssige område i de perioder mellem krigene, hvor optimister forventede, at krige som de foregående var slut.

DE NYE (IKKE-)KRIGE
Efter afslutningen af Den Kolde Krig konstaterede den pensionerede britiske general Sir Rupert Smith i en bog fra 2005 imidlertid efter sine observationer fra Balkan under opløsningen af Jugoslavien samt som chef for de britiske styrker i Nordirland, at fremtidens krige havde ændret karakter. De ville blive ført i og om befolkningerne, dvs. ikke længere være materieldominerede krige mellem stater, som den han selv tidligere havde oplevet som chef for de britiske landstyrker under Golfkrigen i 1991. Her var en anderledes general, som tænkte nyt.

Vestens oplevelser i Afghanistan og Irak syntes at bekræfte hans konklusioner, og generalens bidrag blev centralt i de analyser om de ”nye krige”, som civile akademikere derefter fokuserede på at beskrive og analysere. Man kan se denne skole som liggende i forlængelse af den teoridannelse om begrænsede krige i skyggen af kernevåbenbalancen, som havde fundet sted op til i 1960’erne og under Vietnamkrigen.

Man kan se Rupert Smiths tekst som det militære tillæg til Francis Fukuyamas bog fra 1992 om den nye verden efter Vestens sejr i Den Kolde Krig. Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter. Man ville nok før, man blev politisk korrekt, have omtalt sådanne konflikter som liggende uden for civilisationen.

Men nye krige kunne også være ydre interventioner for at fjerne uønskede regimer eller standse borgerkrige og derefter stabilisere situationen for at skabe rammen for genopbygning af staten. Dvs. interventionskrige som på Balkan, i Afghanistan, Irak og Libyen.

Krige ville herefter blive indledt med en kort fase, hvor man smadrer de underlegne militære styrker fra dem, der modsætter sig interventionen. Det ville ske, så nænsomt som muligt for befolkningen omkring de militære mål. Derefter blev indsatsen en besættelsesmagts statsbygningshjælp der – når nødvendigt – skulle støttes og beskyttes af en muskuløs gendarmeriindsats. Besættelsesprojektet ville fortsætte, indtil situationen blev så rolig, at værtsregeringen kunne overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører rejste hjem.

Der er i disse nye krige ingen kvalificerede modstandere i luften eller på havet, så evnen til egentlig luft- og søkrig kan bortspares. Landstyrker behøver heller ikke at bevare evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander med støttefly, bevæbnede helikoptere, elektroniske kampmidler, kampvogne og artilleri.

Ganske vist måtte man forvente, at modstanderen pga. sin svaghed kæmpede beskidt, terroristisk og uden hensyn til krigens love. Men for at gøre besættelsesindsatsen acceptabel i de hjemlige samfund, der jo ikke opfattede sig som i krig, skulle styrkerne reagere med minimal magtanvendelse, selv om dette øger risikoen for besættelsesstyrkerne. Det sikres af et korps af jurister, der, uden selv at løbe nogen risiko, regulerer den ”lawfare”, som er rammen for de nye krige.

For at mindske risikoen for mandskabet så meget så muligt under denne stramt regelregulerede besættelsesindsats, anvendte man moderne overvågningsteknologi og herunder ikke mindst droner.

I det omfang der fortsat var modsætninger mellem stater, ville man forventeligt anvende de muligheder, som svaghederne i den digitale infrastruktur gav for at gennemføre strategiske cyberangreb direkte mod modstanderens hjemland.

I det tilfælde, at cyberkrig ikke var tilstrækkeligt til at skabe fornuft og få standset fjendtlighederne, kunne man vel uden, at dette blev gennemanalyseret systematisk i rammen af krigsspil, forestille sig en højteknologisk maskinkrig, hvor ubemandede droner gennemførte og afgjorde krigen og fremkaldte et resultat, som modstanderne så måtte forventes at acceptere, som hvis krigen var blevet afgjort ved en fodboldkamp med FN-dommere.

Teorien bag de ”nye krige” viste sig snart uholdbar. Specielt har de vestlige lande vist sig uegnede til at føre interventionskrige. De var dels alt for utålmodige som besættelsesmagter, dels ude af stand til at sikre effektiv enhedsledelse af de militære og civile elementer af besættelsesmagten.

De hjemlige fredstidssamfund blev pinligt berørte og havde vanskeligt ved at tage ansvaret for veteraner, der kom hjem som fysiske og specielt psykiske vrag. Andre havde derude under pres i kamp handlet på en uforståelig, uhensigtsmæssig og muligvis strafbar måde, som de hjemlige fredstidsmyndigheder og -politikere naturligvis afviste at tage deres del af ansvaret for.

Dertil kommer at Vesten, som amerikanerne i Vietnam, ikke har været så sofistikerede og beslutsomme, at man har kunnet sikre sig et bedre, stabilt, legitimt regime til afløsning af besættelsen.
Indsatsen i disse krige blev så belastende, at de europæiske landes militære styrker, der netop skulle være skræddersyet til disse operationer, efter den økonomiske 2008-krise blev beskåret til et lavere niveau, hvor en meningsfuld indsats var endnu mere urealistisk.

Hvis man fortsat blev bedt om at deltage i sådanne krige, skulle man begrænse sig til helt symbolsk tilstedeværelse, så man ikke kunne gives noget ansvar, hvis eller rettere sagt når det gik galt.

KORREKTIONEN FRA DE SIDSTE TI ÅRS KRIGE I MELLEMØSTEN OG ØSTUKRAINE
På et andet punkt har nykrigs-teorierne vist sig utilstrækkelige. Borgerkrigen i Syrien, den hurtige opblussen af Islamisk Stat i den ny lovløse ramme her og dennes dramatiske overtagelse af store dele af Irak og modoffensiverne i begge lande blev præget af en uhæmmet brug af alle typer våben uden synligt hensyn til krigens love. Alle anvendte lejesoldater og stedfortræderstyrker, hvis handlinger man ikke behøvede at tage ansvar for.

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler, fødevare- og vandforsyning dækket af løgnagtig propaganda. Det skete uden, at Vesten har vist nogen vilje til at reagere selv i situationer, hvor de ramte ikke var terroristerne.

Medens man i Vesten efter at man selv havde overladt kampene til andre fortsat diskuterede ”lawfare” rent teoretisk, blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien.

Fuldstændig samme ekstreme brutalisering af krigsførelsen ser vi under den borgerkrig i Yemen, der brød ud i foråret 2015. Denne krig er i stor udstrækning en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien, men har nu også fået karakter af at være en stedfortræderkrig mellem USA og Iran. Både konflikten i Levanten og i Yemen omfatter ud over stedfortræderindsats også anvendelse af moderne teknologi som droner både på kamppladsen og i direkte angreb på modpartens værdier samt inddragelse af verdenssamfundet gennem angreb på olieforsyningen. Alt bliver sikret af en robust anvendelse af propaganda og løgn.

Det samme havde vi set under den åbne krig mellem staterne Rusland og Ukraine, der indledtes i 2014. Konflikten her har dels omfattet, hvad Rubert Smith ville karakterisere som den nu utænkelige traditionelle, industrielle krig mellem de to landes regulære hærstyrker. Dels har indsatsen – fra Ruslands side – omfattet skabelsen og indsatsen af stedfortrædermilitser og styrker af lejesoldater, som ikke var synlige og kritisable i hjemlandet.

Mens kampene i Østukraine var lidt bevægelige i de første faser, er der nu tale om lavintensiv stillingskrig. Russisk succes blev fra starten sikret ved en integreret anvendelse af moderne materiel som droner, cyberangreb og elektroniske angrebsmidler med traditionel anvendelse af slagkraftigt feltartilleri samt luftværnssystemer, der holdt ukrainske kampfly væk.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa.

STATSLIGE KRIGE OG LAV TROPPETÆTHED
Denne regulære konfliktmulighed, som af nye krigs-teorien afskaffede er åbenbart klart accepteret i Rusland, hvor årene efter 2014 er blevet præget af målrettede forberedelser til en eventuel generel hurtig storkrig med Vesten.

De russiske øvelser er blevet gjort stadig mere krævende og omfattende. De logistiske og mobiliseringssystemer, der kun er relevante i en længerevarende storkrig, genopbygges og afprøves. Evnen til strategisk overraskelsesangreb opbygges og øves.

Kommandostrukturen udsættes for uvarslede inspektioner og mindre motiverede og kvalificerede ledere fjernes konsekvent. Alle typer elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter.

Alle dele af kernevåbenstyrkerne opbygges og gives en synlig rolle i krigsforberedelserne.

Dele af det samme sker så småt i Vesten, men da kapabiliteter, der ikke kun er relevante i ”nye krige”, er sparet væk eller reduceret væsentligt i løbet af de sidste tyve år i alle andre end de amerikanske styrker, er det meget begrænset, hvor realistisk man kan øve generel krigsførelse.

I Europa er man også hæmmet af, at den teoridannelse om fremtidige krige, der har afløst professionelle studier, er uændret. Som lemminger kører en ikke triviel andel af officerskorpsene, forskere og politikere videre i det ”nye krige”-spor, som blev fastlagt i nullerne.

Da civile akademikere, som især Europas militære og strategiske tænkning nu hviler på, sjældent har forudsætninger for at forstå eller analysere generel konventionel krig i endsige mulig kernevåbenanvendelse, er det nu dem, der låser de militære styrker fast i en anakronistisk krigsopfattelse, uanset, om man beslutter at anvende flere penge til at øge og forstærke dem.

Generalerne kan heller ikke hjælpe, da de som hovedregel heller ikke har markeret synlig interesse eller selvstændig tænkning uden for ”nye krige”-rammen (og ofte heller ikke inden for denne ramme). De har koncentreret sig om loyal, uselvkritisk forvaltning efter den offentlige sektors standardregler af de styrker, de har fået stillet til rådighed.

Der er dog én afgørende faktor, der må ses i øjnene som det allerførste og kritiske problem i forbindelse med muligheden og afskrækkelsen af en generel konflikt. Det er, at antallet af enheder på begge sider er dramatisk nedskåret i antal i forhold til under Den Kolde Krig. Dette betyder, at ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar.

Dette gælder både i Europa og mange andre steder i verden, også steder, hvor klimaforandringer, kombineret med en stor befolkningstæthed og stadig mere radikal nationalisme dramatisk øger risikoen for konflikt mellem naboer.

Den lave troppetæthed betyder, at den side, der kan tage initiativet for at opnå overraskelse kan sikre sig afgørende fordele. Han kan søge en hurtig afgørelse ved at gå uden om den forsvarendes sides styrker og meget hurtigt, måske inden for et døgn. Derved fremkaldes en krise, hvor forsvareren har valget mellem at overgive sig uden betingelser eller på den anden side optrappe til anvendelse af kernevåben.

Det betyder blandt andet, at man med den nuværende situation i Europa har placeret sig i en potentielt fatalt ustabil situation.

Efter de sidste ti års erfaringer må vi forvente, at en sådan eventuel krig, som ligner de første operationer i Østukraine, vil kombinere en anvendelse af konventionel indsats, en opbygning med disinformationskampagne, cyberkrig på kamppladsen, mod hjemlandet og mod internationale kabler, massiv anvendelse af forskellige typer droner til støtte for præcisionsangreb, angreb på navigations- og kommandosystemer.

En sådan konflikt er på vestlig side hverken gennemtænkt af generalerne eller de civile teoretiserende akademikere. De kunne med fordel blive inspireret af tænkningen i general Valerij Gerasimovs russiske generalstab.

Hvis konflikten ikke bliver afgjort hurtigt med den ene sides accepterede nederlag eller med en gensidigt selvmorderisk kernevåbenkrig (de steder i verden, hvor modstanderne begge har kernevåben), vil den meget vel kunne udvikle sig som de foregående to verdenskrige i en længerevarende, pulserende nedslidningsindsats, hvor både traditionelle, nye og nu ukendte typer våben og enheder bliver anvendt i samspil, som det altid har været tilfældet.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, den nullernes teoribølge for de såkaldte nye krige var, er og vil være irrelevant. Det er på tide at standse med at bruge penge og grå celler i det spor, også fordi det blokerer for nødvendig erkendelse af nogle af fremtidens alvorlige udfordringer.