Category: Andre artikler på dansk

Jeg læser opfattelsen hos de mange klimaaktivister som reelt modstandere af en demokratisk proces (i det omfang de tænker over og føler sig ansvarlige for at anvise en konkret vej til målet):

Det er åbenbart Vesten, der igennem den økonomiske og politiske udvikling, der bragte dem foran alle de mere langsomt kørende dele af Verden, er skyldig og nu skal banke sig selv tilbage til … meget langt tilbage. Så langt, at der er plads til at de mindre heldige også får plads til at svine lidt mere med den stadig stigende befolkning (som er OK).

Målet er åbenbart ikke kun at redde Verden fra ødelæggende klimaforandringer, men at straffe Vesten for at skabe hurtig vækst gennem unfair udbytning af resten af Verden. Hvis nu bevidstheden i de Vestlige befolkninger er så umoden, at et flertal tøver med at hoppe ud fra klinten, må det rettroende tage de revolutionære og totalitære midler i brug, som kan skaffe resultater (som da problemet fra for hundrede år siden var klassekampen).

Vesten skal ikke snyde ved at indføre mere kernekraft, for det er man enige om er noget skidt. Løsningen er at sikre konstant jævn, hård vind … og solskin. Det er det kættersk at foreslå anden end vind, sol og (underforstået) en tilbagevenden til 1800-tallets forbrugsniveau, dog kun som veganere.

Vestens livsform har båret dramatiske fremskridt, som hele menneskeheden har haft gavn af. Men som alle andre civilisationer har også dele af den meget skiftende kraft igennem fem hundrede år på områder og i perioder været drevet manglende overblik, balance, individuel og kollektiv griskhed, kujoneri og direkte ondskab.

Det er både uhistorisk og uhensigtsmæssigt, hvis vi søger en løsning her klokken 1155 at forvente, at Vesten skal påtage sig en så stor del af byrden, at vi opnår socialt og politisk sammenbrud, som vi så med de Gule Veste og med trumpismen. Denne udvikling er allerede nu truende pga. de ulige virkende store prisstigninger på energi. For så er ødelæggende reaktion fra landenes befolkninger og national sabotage af resultatet en sikkerhed.

Vi må også forstå og forholde os til, at befolkningstallet har hele tiden været erkendt som en kritisk og afgørende faktor, men har været undertrykt af to årsager. For det første pga. de store religioners dogmers magt. For det andet på grund af den nævnte opfattelse af, at det udelukkende er Vesten, der skal løse problemet, fordi det er den, der er skyld i alt ondt i Verden.

Det kunne være en fordel, hvis alle nu koncentrerede sig om at gøre alt, ALT, for at bremse den globale opvarmning, og glemme den totalitær-revolutionære agenda. Også massiv investering i kernekraft og italesætning af befolkningsfaktoren, hvor denne er væsentlig for en løsning. Samt netop at give klar prioritet til klimatiltag over andre grønne og lokale hensyn, når dette måtte være nødvendigt.

For nogle af os vil også gerne bevare menneskehedens landvindinger, hvoraf en pæn del som beskrevet blev nået i Vesten.

Dette ikke for at udelukke aktivisme, der kan tilfredsstille behovet for at markere behovet for handling nu. Herunder vil en naturlig vej være at søge at ramme specielt klimaskadende firmaer og lande økonomisk med boycott, når dette kan ske uden en destabilisering af samfund, der kan udløse reaktion og sabotage.

Jeg beskriver mit rygskadeforløb, fordi en af mine gamle venner ikke rigtig kunne forstå, at der havde været tale om en gradvis udviklende situation, ikke en ulykke/et uheld.

Jeg havde i løbet af Coronaåret haft smerter i begge ben, der efter henvisning til MR-skanning på Privathospitalet CAPIO i oktober 2020 blev diagnosticeret som en diskusprolaps i begge sider. Symptomerne blev forværret med de øvelser, min første fysioterapeut anviste, men nye øvelser anvist af rygklinikken på Frederiksberg Hospital skabte hurtig en bedring, og ved en afsluttende konsultation mandag den 16. august blev jeg raskmeldt.

På dette tidspunkt havde jeg imidlertid fået smerter i venstre hofte, som jeg troede skyldtes begyndende slidgigt. I løbet af uge 33 blev smerterne hurtigt værre, og jeg bestilte fredag 20. august et par krykker over nettet. De ankom allerede næste morgen med avisbudet/DAO, og de var nødvendige, da smerterne efter nogle fejlbevægelser nu var så alvorlige, at jeg ikke kunne støtte på venstre ben. Om lørdagen den 21. august kørte vi til København for at være i Region Hovedstaden.

I uge 34 var situationen blevet så alvorlig, at vore praktiserende læge fik indlagt mig akut på Bispebjerg. De tilbød mig indlæggelse med henblik på at lære at bevæge mig med støtte af smertebehandling. Denne mulighed blev støtte af vores læge, men mine symptomer var så alvorlige, at jeg afviste muligheden, da jeg var at oprette yderligere skade. Jeg blev derfor henvist til undersøgelse på Frederiksbergs Hospitals Rygklinik. Den fandt sted den 30. august. Jeg var på det tidspunkt klar over, at jeg ikke turde indlede behandling før, der eksisterede en ny MR-skanning som grundlag.

Da jeg fik en dato midt i oktober som dato for skanningen i Frederiksberg Hospital, henvendte jeg mig til Privathospitalet Aleris-Hamlet. Her blev jeg skannet den 9. september. Det kostede 2.500 kr. Resultatet viste diskusprolaps og ødelagt brusk imellem to lave hvirvler i lænden og svarede nøje til oplevelsen af skadeforløbet den 21. august og symptomerne derefter.

Det lykkedes at få Hamlet-skanningen sendt til Region Hovedstaden, så den var til rådigheden for konsultationen på Frederiksberg Hospitals Rygklinik den 17. september. Her blev besluttede min læge, Adam Høgsbro Laursen, at henvise mig til operation. Hermed indledtes så løsningen af mit problem. Laursen tog senere, 18. oktober, kontakt for at høre, hvordan det gik, og jeg havde her den ublandede glæde at at kunne fortælle ham, at jeg var blevet opereret en uge før.

Forundersøgelsen på Rigshospitalet i Glostrup gennemførtes at kirurgen Linda Jørgensen den 29. september. Det lykkedes hende derefter at få mig placeret til operation om morgenen den 13. oktober på et afbud. Da var smerterne øget så meget, at jeg var tæt ved at søge akut indlæggelse.

Jeg deltog den 7. oktober i det obligatoriske operationsseminar på hospitalet.

Operationen fandt sted som planlagt, og jeg blev udskrevet dagen efter, den 14. om eftermiddagen. Jeg er nu ved at begynde at vænne mig til at anvende venstre ben igen. Som jeg blev advaret om ved forundersøgelsen som en mulighed, er der fortsat nogle smerter i venstre ben/fod, som er fortsat efter operationen.

Mine oplevelser fra de 1½ døgn på Glostrup er videregivet til interesserede. Jeg er dybt taknemmelig.

Det skal nu hurtigt udredes, hvordan dansk kolonihistorie skal formidles.

Først skal man herunder selvklart fastlægge rammen.
Hvordan forholder Danmarks optræden sig til den generelle koloniverdenshistorie før og under de europæiske landes oversøiske ekspansion fra 16. Århundrede og frem?

Herunder er det naturligt at fastlægge slaveriets verdenshistories hovedtræk, vilkårene for ejendomsret over mennesker i andre og europæiske kulturer i de sidste århundreder samt slaveholds sammenhæng med raceopfattelser. Dette fordi det blandt nogle aktivister er opfattelsen, at den hvide races ubevidste subjektivitet blokerer for en sand historieopfattelse og -formidling.

Endelig bør motiver og forløb af afkoloniseringen samt frigivelsen af livegne og slaver følges fra Oplysningstidens meningsdannelse i Vesten og andre kulturer frem til den aktuelle aktivisme.

Opgaven er jo at give et så sandt og komplet billede som muligt, ikke?

Man skal vel ikke formidle en anakronistisk karikatur, vel? Vi vil hverken have fake news eller fake history

Denne bog er så væsentlig, at den snarest muligt skal læses af flest mulige interesserede. Storkrige som Anden Verdenskrig får så omfattende virkninger på menneskehedens historie derefter, at det er af indlysende betydning, at årsagerne til forløbet klarlægges i så høj grad som dette er muligt.

Dette sker dog af mange gode grunde ikke umiddelbart. Den mest interessante historie er ens egen, for Danmark Besættelsen, for England landets overlevelseskamp alene fra forsommeren 1940 til først Sovjetunionen og så USA blev inddraget i krigen i 1941.

Historikerne er begrænset af de hovedsprog, som er udbredt i deres uddannelsessystem. Det er naturligt og fristende at begrænse fortællingen i tid og geografisk, som det sker ved fokus på en del af krigen såsom et slag.

Selv for generelle behandlinger af krigen vil vores fortælling om Anden Verdenskrig normalt være koncentreret om krigen mod Tyskland og Italien i Europa og Atlanterhavet, og som oftest vil vinklen i Danmark være den angelsaksiske, fordi danske historikere normalt ikke kan læse russisk. I det omfang interesse for Anden Verdenskrig inspirerer til turistrejser, er det mest sandsynlige mål for danskere nok til invasionskysten i Normandiet samt måske kamppladserne i Ardennerne eller i det sydlige Holland.

Det er noget mere nørdet at beskæftige sig med krigen mod Japan i Stillehavet for slet ikke at tale om de dele af krigen, der fandt sted på det asiatiske fastland, ølandene i de sydlige og vestlige Stillehav samt i Det Indiske Ocean. I de seneste årtier har interessen for Stillehavskrigen, som markeret af spillefilm, været koncentreret om overfaldet på Pearl Harbor, det afgørende søslag ved Midway og på Guadalcanal og Iwo Jima og afslutningen med de to atombomber.

Der kom dog nyt fokus på den amerikanske del af Stillehavskrigen med den fremragende TV-serie, ”The Pacific”, der fulgte den herhjemme mere sete ”Band of Brothers” fra krigen i Vesteuropa efter Invasionen. Britisk og australske historikere forskede videre i kampene i Burma, Malaya og på Nyguinea, men rammen var normalt altid en Stillehavskrig, der blev indledt med Pearl Harbor og afsluttet med atombomberne.

Det første væsentlige brud med dette for interesserede som mig, der ikke kan læse kinesisk, kom med den unge britiske historiker Rana Mitters 2013-bog: ”China’s War With Japan, 1937-1945: The Struggle for Survival”. Allerede i 2005 havde Jonathan Parshall og Anthony Tully med ”Shattered Sword. The Untold Story of the Battle of Midway” centralt bidrag . Bogen gav en føste analyse af en af krigens nøglebegivenheder, der fuldt ud inddrog japanske opfattelser og kilder.

Men så kom Peter Harmsens epokegørende bog.

For det første dækker den efter anmelderens opfattelse på afbalanceret måde alle dele af den enorme konflikt økonomisk og velfortalt. Det sker kronologisk ved at give de nødvendige dele af forhistorien. Derefter følges hele forløbet med de første fire års japansk-kinesiske krig før Pearl Harbor til afslutningen med atombombardementet af Hiroshima og Nagasaki samt den sovjetiske invasion af Manchuriet.

Bogen følger krigens forløb på det asiatiske fastland i Kina, Indokina, Thailand, Malaya og Burma-Indien, i Phillipinerne, Hollandsk Ostindien, på Ny Guinea, Solomon-øerne og øgrupperne i det centrale Stillehav, som udgjorde Nimitz centrale akse. De ledende politiske og militære personligheder fra alle deltagerne følges og karakteriseres, samtidig med at de normalt korte kapitler i bogen levendegøres af deltagernes vidneudsagn, så læseren aldrig bliver træt.

De afgørende kampe på land, i luften og på havet beskrives kort og klart hjulpet af kortskitser, og illustrationerne støtter teksten godt. Civilbefolkningens lidelser glemmes aldrig, og også den voldsomme belastning som indsættelsen i junglekrigen er for på soldaterne, indtil de er vænnet og trænet til miljøet, følges og gives et særligt kort kapitel. Værket indeholder et utal af detaljer, herunder fortællingen om de italienske styrker i Kina, efter at Italien brød med aksemakterne i 1943.

Men dette er ikke det afgørende nye bidrag. Den helt afgørende og enestående fordel ved bogen er forfatterens fulde og overbevisende inddragelse af japanske kilder. Dette giver ikke mindst et helt nyt billede af den tvivl og usikkerhed, som prægede de fire års krigsførelse i Kina fra 1937, hvor den japanske hær to gange samtidig kom i åben grænsekrig med Sovjetunionen. Dette fokus på det japanske beslutningsforløb forklarer også, hvorledes de tyske sejre i Europa i 1940 påvirkede udviklingen i Asien og de japanske ledere. Herunder følges gennem hele forløbet kejser Hirohitos svingende og nervøse opfattelse af forløbet.

Bogen skaber klarhed og bringer nyheder. Dette selv for en militærhistoriker, der som anmelderen i årtier har læst om disse felttog og operationer på og over havet. Den japanske hær manglede desperat tropper. Under den offensive lynkrigsfase fra vinteren 1941-42 angreb man med talmæssigt underlegne styrker, der efter en hård tidsplan snart blev flyttet til en ny operation, så man rettidigt kunne få fat i hovedmålet, olien i Hollands Ostindien. I 1944-45 skulle man med sine begrænsede styrker opbygge forsvaret af selve Japan, holde gang i storoffensiven i Kina, fortsætte indsatsen i Burma og sammen med flåden finde garnisoner til baserne i hele det vestlige, centrale og sydlige Stillehavsområde. Disse øgarnisoner blev derefter låst fast af den stadig mere totale amerikanske luftoverlegenhed og specielt undervandsbådsblokaden.

Bogen er massiv og ikke let at læse i sengen eller sofaen. Man forstår godt, at værket på engelsk udgives som en trilogi med titlen ”War in the Far East” med bind dækkende 1931-1941, 1942-1943 og 1944-1945. Som nogle af forfatterens tidligere udgivelser er værket planlagt udgivet på kinesisk.

Forfatteren Peter Roy Harmsen er knyttet til Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Herudover dækker han udviklingen i Asien for Weekendavisen. Han har tidligere udgivet bøger om danskere i Kina i 1930 samt om begivenhederne ved Shanghai henholdsvis Nanjing i 1937.

Tak til forfatteren for den reelt utrolige indsats og for, at vi også fik dette helt unikke værk på dansk.

Dette indlæg provokeret af et Facebook-indlæg i går, der ud fra dette kort forstod den russiske opfattelse af, at nationens sikkerhed krævede, at ukrainerne og belaruserne optrådte som klienter, der underlagde deres sikkerhedsbehov og fremtid Ruslands forgodtbefindende.

Det skulle og skal de gøre, fordi den russiske ledelse angiveligt fast tror på, at Vesten med alle midler vil undergrave og ødelægge Rusland. Fra Belarus og Ukraine vil hvad der må være Zombie-Panzerarméer igen kunne angribe mod Moskva.

Jeg vil som militærhistoriker nøgternt konstatere, at den erfaring som russerne burde drage af deres historie, er entydigt, at landets enorme udstrækning gør en landinvasion fra vest til et umuligt foretagende.

Den eneste alvorlige menneskelige trussel med Ruslands fremtid er en kernevåbenkrig, der som under Den Kolde Krig kan opstå pga. tåbelig, dvs. aggressiv og tvetydig, optræden på landjorden.

Jeg kan forstå sympati med det russiske folk, der har været udsat for så meget brutalitet og tåbelighed både udefra og fra egne herskere. Men jeg kan kun foragte den forståelse, der gør, at man ikke behandler Rusland som man ville behandle ethvert andet land, der angiver at være civilisationsbærer.

Hvis noget andet land havde optrådt så samvittighedsløst og morderisk, som Rusland har optrådt i Syrien, ville der være en international folkebevægelse, der arbejdede for at få krigsforbryderne for en international domstol. Selv Kina er udsat for end mere målrettet kritik for undertrykkelsen i Xinqiang. Men de stakkels russere skal vi vise forståelse, for det er jo ikke amerikanere eller israelere.

Vi konstaterer, at den frie meningsdannelse i vesteuropæiske lande angribes og forgiftes af russiske medier. Dette registreres og vi diskuterer, hvilke defensive tiltag vi kan tage inden for den frie presses rammer for at imødegå forureningen. Vi overvejer ikke åbent, hvilke offensive skridt vil kunne tage for at udnytte de brudlinjer, der præger livet i Rusland, herunder de voldsomme sociale forskelle og den dybe racisme, der siden 1800-tallet har præget landet. Vi udnytter ikke den højt kvalificerede russiske flygtningemiljø så målrettet og aktivt, som vi kunne.

Det russiske regimes optræden over for kritikere demonstrerer klart, at man kender egen sårbarhed, men eliten har jo økonomisk gavn og personlig fornøjelse af sine muligheder i Vesten, så det er begrænset, hvor meget man kan lukke ned.

Og så til sagens kerne: Det russiske billede af en landinvasion via Ukraine og Belarus. Det nærer en mental belejringsoptræden, er uden fundament og derfor totalt latterligt. De, der i Vesten tror på og forsvarer muligheden som realistisk at tro på, har samme forhold til virkeligheden som COVID19-vaccinemodstandere har på et andet område. NATO i Europa er historiens klareste eksempel på et hurtigt og frivilligt kollaps af kapaciteten til militært selvforsvar – for slet ikke at nævne offensiv landmilitær evne. Selv en zombiehær ville mangle egnet materiel og logistik.

Dette forhold burde anvendes offensivt af Vesten. Det burde indledes en diplomatisk kampagne for en nye europæisk våbenkontrolaftale, der fokuseret på de midler, der bærer landoffensiv evne, dvs. pansrede kampkøretøjer samt støttende artilleri- og dronesystemersystemer. Det burde for at kunne virke være koblet til et tillidsskabende kontrolregime.

Man konstaterer korrekt, at det vil russerne ikke gå med til.

Netop derfor skal muligheden energisk forfølges som al anden ubekvem sandhed, Dette fordi en sådan kampagne ville blotte det manglende indhold i det russiske trusselsbillede og dermed punktere kravet om belarusisk og ukrainsk underlæggelse. Det vil også give den europæiske reaktion på den stadig dybere amerikanske isolationisme en politisk attraktiv irriterende idealistisk dimension. Her kan selv tyske Grønne og socialdemokrater være med.

Så lad også energisk beskrive de russiske kejserens nye klær og de internationale tiltag, der vil virke som den lille drengs konstatering.

Under Den Kolde Krig tog vis udgangspunkt i ”Normalbilledet”, dvs. fredssituationen i Østersøområdet, og nogle velbelyste ideer om, hvordan Sovjetunionen, Polen og Østtyskland ville optræde op mod et krigsudbrud.

Efterretningstjenesten havde sammen med vore allierede fundet nogle sigende begivenheder, ”indikatorer”, der ville give retningspile for, hvad der ville ske.

Hvis vi stadig havde haft en professionel og suveræn tjeneste, ville vi have defineret nogle mulige forløb i Afghanistan, og når vi fik klare meldinger med indikationer, som den danske kontingentchefs indberetning, ville den udløse en klarhed af, hvad der var ved at ske.

Det skete ikke længere, fordi den selvstændige evne til at opstille og bedømme mulige militære forløb er blevet afskaffet, og vi var åbenbart ikke i stand til andet end råt at æde de urealistiske konklusioner, som amerikanerne fodrede os med. Denne selvvalgte amatørisme koster menneskeskæbner.

Jeg har desværre en meget sikker fornemmelse af, at topembedsmændene i ”Forsvarets” Efterretningstjeneste ingen anelse har om, hvad der er muligt, rimeligt og deres ansvar.

Sygeplejerskerne har ret i, at 1969-lønstrukturen for offentlige ansatte hurtigst muligt bør kasseres og erstattes af noget mere rimeligt. Men årsagen er ikke, at ordningen lønnede kvinder for lavt.

At systemet er uretfærdigt og umuligt at sælge til sygeplejerskerne ses af de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der er fulgt regeringsindgrebet.

Ordningen blev udviklet på det dengang faktiske grundlag. Her var manden stadig hovedforsørgeren. Ordningen hovedproblem var og er, at den overbelønnede akademisk uddannelse. Og det tør ingen regeringer se i øjnene, fordi både politikerne og deres rådgivere er klart inhabile.

Lønstrukturen skal imidlertid hurtigt afløses af noget mere tidsvarende, fordi både systemet og senere supplementer er urimelige og provokerende. Sygeplejerskestrejken er kun en advarsel om en uholdbar situation.

Da jeg i slutningen af 1960’erne gik på Hærens Officersskole, arbejdede linjeofficerskorpsets organisationsformand, generalmajor Hans Christian Engell, intensivt for at få accept af, at hans medlemmer skulle tilhøre Akademikernes Centralorganisation, og som en del af processen lavede oberst Nils Berg en ny, længere uddannelse af Hærens officerer, som derefter blev sat i gang.

I den nye offentlige lønstruktur var en lang, akademisk uddannelse den eneste vej til en attraktiv indplacering i det nye system.

Dette kriterium har været styrende lige siden 1969 på trods af, at udviklingen hurtigt undergravede dette grundlag. Uddannelserne var snart ikke længere finansieret af studielån, som man skulle betale tilbage, men af kontant uddannelsesstøtte.

Senere blev de akademiske uddannelser i øvrigt reduceret i længde samtidig med, at de halvlange uddannelser blev øget i tid og indhold.

Snart blev det faktuelt uholdbart at forudsætte at manden var “hovedforsørger”, men forvaltere af en ordning, forvalter kun, uanset at verden ændrer sig omkring dem.

Men 1969-lønstrukturen blev bevaret.

Det eneste supplement blev idéen om, at de offentlige chefers lønninger skulle øges dramatisk og langt ud over den løn, der blev givet til deres politiske ledere, dvs. borgmesteren eller ministeren.

Påstanden, hvor der aldrig blev søgt et evidensgrundlag, var, at det kun ville være muligt at få gode offentlige chefer, hvis man kunne give lønninger på niveau med det private erhvervslivs højeste.

Ingen stillede sig spørgsmålet, om der var evidens for, at man ikke tidligere kunne få kvalificerede folk til at søge stillinger som forvaltnings- og styrelseschefer. Det var helt i overensstemmelse med resten af New Public Managementsidéerne, at man ikke kritisk søger evidens for sine teorier.

Det er let at se, hvad der bør afløse 1969-ordningen. Først og fremmest skal man anvende markedsmekanismerne som incitament til et anderledes uddannelsesvalg. Når man ikke kan få tilstrækkeligt mange og talentfulde unge til at søge de uddannelser, som velfærdsstaten bygger på, skal disse stillinger selvfølge lønindplaceres, så de bliver attraktive.

Det skal også gives indflydelse på grundlønnen, om stillingerne indeholder døgnvagttjeneste, flytte- og udstationeringskrav eller farlig tjeneste.

En akademikers villighed til at lade sig omskole til og ansætte i en velfærdsstilling skal belønnes ved indplaceringen, så skiftet accelereres.

Det er for at skabe øget fleksibilitet også en god idé at lære af udlandet, på hvilke steder uddannelser til forskellige lærerstillinger kan ske, og at opløse grænserne mellem fagforeningerne for forskellige typer af lærere (dvs. Danmarks Lærerforening, Gymnasielærerforeningen og Magisterforeningen). Lønninger og ansættelsesformer bør jo hurtigt harmoniseres. Opdelingen er hæmmende for fleksibilitet, og hvis uddannelseslængden ikke er bestemmende kan skel fjernes.

Lærerens egnethed bygger på faglig viden, og kunnen, der stadig bør udvikles, og herunder uddybes og udvides til en mere krævende elevskare (dette er ikke muligt med den nuværende kasseopdeling på grundlag af minimumskrav). Den hviler på en til elevskaren tilpasset formidlingsevne, der må næres af et stadigt engagement. I den her skitserede ramme vil mange grundskolelærere søge dybere faglig forståelse ved universitetsstudie og lærere på ungdomsuddannelser være i gang med forskningsprojekter. At det er muligt og givende ved jeg fra egen erfaring.

Det system, som skitserer, ved jeg er naturligt i Canada, Finland og Estland. Da jeg var akademichef i Tartu var næsten alle mine estiske lokalansatte (ligesom embedsmænd i ministerierne i Tallinn) i gang med en eller anden videregående uddannelse. Arbejdsgivere forventedes at støtte med frihed og en vis sponsorering af uddannelsesudgifter. Det fandt jeg meget, meget begavet.

Tilbage til Danmark. Der er ikke en ubegrænset lønsum til rådighed, så et system baseret på nye kriterier vil betyde en gradvis nedbygning af andre, og forudsætte, at der sker en meget kritisk gennemgang af rene forvaltnings- og kontrolfunktioner. Det er stillinger med fagligt indhold, der må prioriteres i antal og med lønsum.
Det er en helt anden offentlig sektor, som skitseres her, en hvor der sker en liberalisering på det offentlige område, der afspejler opløsningen af håndværkerlaug.

Med Folketingets sammensætning nu kan man konstatere, at der er mange af medlemmerne, som en sådan reform vil true på lønnen. Men idéen om en sådan reform vil nok være et udmærket budskab at sende til de vrede sygeplejersker, uanset at deres læsning af kriterierne bag 1969-ordningen ikke er korrekt.

(Billedet er fra Politiken 5/2 2014 “Militærekspert: Taleban lever i en fantasiverden Britisk sikkerhedsekspert mener, at Afghanistans hær har overtaget i konflikten med Taleban”)

Lad mig være specifik med hensyn til fokus for “Center for Militære Studier” (CMS), nu Københavns Universitet, og også “militæreksperterne” på Forsvarsakademiet.

Alle har koncentreret sig om “nye krige” (dvs. interventionskrige i de varme lande), og de har gjort dette uden at komme til problemerne på kamppladsen (dvs, de rigtige militære problemer), som jo også kræver analytisk fordybelse (i krigshistoriske eksempler) og/eller personlig erfaring.

Ingen af de to muligheder er fundet relevante for de mediedominerende danske “militæreksperter”. I øvrigt er det typisk, at eksperterne ikke giver personlig ansvarlig rådgiving, men kun bidrager til den løbende infotainment, i bedste fald, som Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsende, leverende det umiddelbart indlysende, men ellers ikke sagte

Dette gør eksempelvis, at der ikke har fundet en kritisk analyse sted af vores indsats i kamp i Helmand på trods af, at der her var tale om en “ny krig” efter “historien” arrogant blev betragtet som afsluttet. Et superrelevant emne kunne her være “Krigens friktion, dansk fredstidsforsvars-forvaltning og indsatsen i Helmandprovinsen 2006-2012.”

Jeg kan huske den totalt afvisende holdning til deres ældre kolleger professionalisme og optræden, der prægede de kaptajner med krigserfaring fra Afghanistan eller Irak, jeg underviste på Forsvarsakademiets kursus for de bedste hærofficerer i slutningen af nullerne. Så der var/er i den grad noget at komme efter.

Men da Hæren senere kun er forudset til større opgaver i Europa, efter forsvarspolitikerne i 2012 havde brændt fingrene i de “nye krige” (med deres ubekvemme produktion af veteraner, hvoraf mange af fysiske og psykiske invalider) og ikke ville sådan noget i fremtiden, ville det have været logisk derefter at skifte spor og fokus.

Et oplagt emne ville have været at beskrive og analysere kampene er Østukraine i eftersommeren 2014 henholdsvis i Nagorno-Karabakh i 2020 med henblik på at uddrage betydningen for NATO-styrkers, herunder danske enheders organisation kampdoktrin i fremtiden.

Det ville måske også have været en god idé at genopbygge, hvad der til midten af 1990’erne var blevet dansk forsvars unike kompetence: Tæt praktisk integrerede operationer med styrker fra mere end ét værn.

Et andet akut område for analyse ville have været forsvaret af Vesteuropa og kernevåbenafskrækkelse af Rusland her i de kommende år.

Et tredje emne er betydningen af Kaliningrad for mulighederne af NATO-forsvar, -afskrækkelse og krisestyring i Baltikum.

Et påtrængende problem er diskussionen af problemet med meget lav troppetæthed i Baltikum og mulighederne for at forsvare regionen.

Jeg kunne som gammelt medlem af Forsvarsstabens Langtidsplanlægningsgruppe, som CMS jo er oldebarn af, godt håbe, at det blev forstået, at udgangspunktet for militære studier er de af krig skabte krav og vilkår. Med som Peter Viggo Jakobsen med vanlig umiddelbar skarphed gjorde klart for nogle år siden under en diskussion af Bornholms forsvar, ser den danske befolkning en rigtig forsvarsindsats som noget andre må klare, da vi ikke kan.

Uden studiet af krig er disse “militære” studier som modediskussion i Kejserens Nye Klær.

Vi savner fra ekspertgruppernes side en opstilling og kritisk åben diskussion af de mulige fremtidige “scenarier”, dvs. dimensionerende, tænkte situationer i Europa, Arktis, o.a., som Forsvaret skal virke i. Uden disse bliver forsvarspolitik uden substans og ender altid som en skandale eller blot spild af penge og menneskeskæbner. Jeg har ikke set en eneste af “eksperterne” bidrage til en sådan indsats. Derfor bliver deres aktiviteter som ikke forankrede luftkasteller. Jeg skammer mig over, at mine yngre kolleger, mange af dem fremragende som vore elever på stabskursus i 1990’erne, har ladet det ske.

Det var ikke skæbnebestemt. Det var slet ikke givet, at Vestens indsats skulle lide samme skæbne som da briterne og russerne gentagne gange mellem 1839 og 1989 forsøgte at opnå en geostrategisk dominans over landet og dermed området mellem Central- og Sydasien.

Forløbet fra 2001 til nu skyldes først og fremmest manglende amerikansk viden og interesse. Hertil kom grov militær selvovervurdering hos alt for mange i Pentagon – med Donald Rumsfeld i spidsen – for tyve år siden.

Den anden centrale faktor bag udviklingen var (og er) den pakistanske ledelses (dvs. generalernes) opfattelse af geostrategisk nødvendighed. Krigen er ved at blive tabt, fordi Vesten valgte at ignorere, at den egentlige modstander var den pakistanske hær, der i en tålmodig og målrettet, men fleksibel, indsats i over fyrre år ville sikre sig en venligsindet regering i Kabul.

På et langt mere underordnet niveau bidrog uprofessionelt fumleri (også dansk) under den velmenende indsats til det tumpede forløb i de afghanske provinser.

Artiklen er en senvirkning af de diskussioner, jeg havde med etnografen Klaus Ferdinand i 1980’erne, da vi i DR1s Orientering skulle kommentere modstanden mod de sovjetiske besættelsestropper. Jeg havde midt i 1970’erne gjort FN-tjeneste i Kashmir parallelt med, at jeg som del af mit historiestudie på København Universitet arbejdede med Sydasiens historie efter 1850. Det skete under kyndig vejledning af Indien-historikeren Benedicte Hjejle. Ferdinand fik mig til at udvide min læsning og interesse til også at omfatte Afghanistans skæbne. Det har fortsat siden.

Hvis jeg skal nævne en enkelt forfatter, der bredt beskriver og forklarer forløbet i de sidste 50 år, er det eksil-pakistaneren Ahmed Rashid, herunder bl.a. hans “Descent into Chaos: The world’s most unstable region and the threat to global security” fra 2008.

GEOSTRATEGISK GRÆNSEBUFFER
Det centrale område i konflikten er bjergområderne langs grænsen. De stadig lavere bjergkæder fra det vestlige Himalaya danner en fysisk barriere mellem sletteområdet syd for den centralafghanske bjergmassiv Hindukush og sletteområdet i Pakistan vest for Indusfloden. Bjergområdet er befolket af et ujævnt netværk af primært pashtunske bjergstammer, der i Afghanistan traditionelt har domineret landet politisk.

Grænselinjen igennem området blev i 1893 fastlagt af briten Mortimer Durand og opkaldt efter ham. Den tog ikke hensyn til stamme- eller familieforhold i de tæt forbundne befolkninger nord og syd for linjen. Den blev kun modstræbende accepteret af den afghanske emir ved afslutningen på Den Tredje Afghanske Krig i 1919. Stammerne syd for Afghanistan skal i Pakistan som tidligere i Britisk Indien kunne virke som irregulære første grænseforsvarere.

For at undgå, at grænsestammerne gennem civilisationspåvirkning mistede deres krigeregenskaber etablerede briterne et politik- og offentlig forvaltningsfrit område omkring grænsepassene syd for Kabul. Denne praksis blev overtaget af Pakistan og området blev opretholdt som Føderalt Administreret Stammeområde (F.A.T.A.). Dette formelt lovløse og fattige område blev i den pakistanske politiske virkelighed direkte, men løst styret af specielle agenter og lokalt rekrutterede paramilitære elementer fra hæren.

DEN AFGHANSK-PAKISTANSKE GENSIDIGE INTERVENTIONSKRIG
Situationen blev dramatisk forværret fra 1973. To år tidligere var Pakistan efter et katastrofalt nederlag til Indien blevet reduceret til landets vestlige del. Indien havde interveneret militært til fordel for Østpakistans selvstændighed.

Nu havde Mohammed Daud Khan ved kup afskaffet det afghanske kongedømme. Han forsøgte sammen med landets kommunistpartis to fraktioner og officerer uddannet i Sovjetunionen at modernisere landet. For at legitimere sit kupstyre slog han ind på en aggressiv udenrigspolitik rettet mod det svækkede Pakistan.

Ikke alene skulle pashtuner nord og syd for Durand-linjen samles i et Storafghanistan med navnet “Pashtunistan”. Den nye stat under afghansk ledelse skulle også omfatte Baluchistan, dvs. hele den vestlige del af det tidligere Vestpakistan. Fra baser i Afghanistan blev anti-pakistanske kræfter derfor bl.a. støttet med våben.

Dauds kampagne for et stor-Afghanistan under et nyt navn blev korrekt set som en eksistenstrussel mod Pakistan. Det skulle også ses i sammenhæng med, at arvefjenden Indien og Dauds Afghanistan var knyttet sammen som samarbejdspartnere med Sovjetunionen.

Jeg kørte hjem fra FN-tjenesten i marts 1976 gennem Afghanistan. Det skete via Kabul, Kandahar og Herat videre til Iran. Det var i Muhammad Daud Khans periode, hvor fjendtlighederne med Pakistan blev indledt med hans forsøg på at destabilisere den svækkede sydlige nabo.

Den pakistanske hær opfattede sig som garanten for landets overlevelse som en muslimsk stat, og efter hærchefen Muhammad Zia-ul-Haq i juli 1977 havde overtaget magten i landet ved et kup, blev Dauds udfordring taget op. Efter Daud var blev snigmyrdet i april 1978 af afghanske kommunister, indledtes et oprør mod Kabulstyret, der straks blev støttet fra Pakistan. Kampene førte til voksende flygtningestrømme ind i Pakistan. Her blev de samlet i store lejre. Disse blev rekrutteringspuljer og baser for den pakistanske støtte til oprøret.

Som en del af hærens redefinition af Pakistans identitet og eksistensberettigelse allierede Zia sit styre med landets radikale islamistiske politiske kræfter. Dette valg bestemte også prioriteringer af støtten til de forskellige dele af den afghanske opposition. Denne pakistanske militære indsats mod Kabul har med enkelte mere lavintensive faser nu varet uafbrudt igennem mere end fyrre år.

Det eneste, der ændrede sig med den sovjetiske intervention i slutningen af 1979 til støtte for den afghanske “revolution”, var at den pakistanske indsats nu fik massiv amerikansk støtte. Denne blev givet i rammen af Vestens kamp mod Sovjetunionen. Den pakistanske militære ledelse sikrede sig, at den amerikanske støtte ikke fandt sted direkte. Den blev kanaliseret via Pakistans militære efterretningstjeneste ISI, der støttede og anvendte islamistiske kræfter i sin indsats.

UDNYTTELSEN AF SOVJETS INVASION
For Sovjetunionen var målet med den militære intervention i Afghanistan altid begrænset, og styrkerne i landet skulle kun sikre hovedbyerne, hovedvejen mellem disse, og de baser, der støttede operationerne her. Det betød, at de sovjetiske styrker næsten konstant var i defensiven og søgte at forbedre deres situation gennem modoffensiver med rensningsoperationer støttede af bevæbnede helikoptere og flybombardement.

Dette betød, at de bl.a. amerikansk finansierede baser på den pakistanske side af grænsen kunne virke uhindret, og at alle forsøg på at lukke grænsen blev forgæves.

Fra 1986 søgte Sovjetunionen at sikre en intern forsoning under Mohammad Najibullah. Han skabte gennem kompromis med regionale ledere, dvs. krigsherrer, en stabilisering, der skulle muliggøre, at de sovjetiske styrker kunne overlade sikkerheden til afghanerne og forlade landet. Tilbagetrækningen blev afsluttet i februar 1989.

Krigen havde kostet anslået mindst en million afghanere livet, og omkring fem millioner var flygtet, de fleste til lejre i Pakistan, hvor ISI kunne rekruttere og målrettet udvikle den radikalt islamistiske del af den afghanske opposition.

Det lykkedes Najibullah at inddæmme og standse åbent pakistanskstøttede angreb selv efter den sovjetiske militære tilbagetrækning. Men med Sovjetunionens sammenbrud og opløsning standsede finansieringen. Det undergravede den afghanske præsidents mulighed for at kunne bevare kontrollen over landet. I 1992 måtte han afgive magten, og da USA ikke var interesseret i at støtte FNs forsøg på at stabilisere situationen, indledtes nu en fire års ødelæggende borgerkrig. CIA ønskede et afghansk sammenbrud og en sovjetisk ydmygelse som hævn for Vietnam.

Borgerkrigen sluttede først, da det i 1996 lykkedes den nye pakistansk-støttede, islamistiske Taleban-bevægelse at erobre Kabul. Talebans indsats blev fortsat støttet af ISI, men med sejren i Kabul var tjenesten nu fri til at anvende sine baser til at udvide og støtte oprørsindsatsen mod hovedfjenden Indien i Kashmir.

BIPRODUKTET AL-QUEDA
Under krigen mod den sovjetiske tilstedeværelse havde ISI også anvendt ikke-afghanske frivillige. En gruppe af disse var under ledelse den saudiarabiske rigmandssøn Osama Bin Laden. Han dannede efter den sovjetiske tilbagetrækning kamporganisationen al-Qaeda. Den skulle fortsætte en hellig krig mod dem, man så som Islams fjender, herunder først og fremmest USA med allierede. Fra 1992 opererede man mod USA fra Sudan, men i 1998 flyttede Bin Laden til det Taleban-kontrollerede Afghanistan, hvor han etablerede sine internationale træningslejre. Hans internationale krigere støttede også Taleban i kampen mod de resterende modstandere i den afghanske borgerkrig. Reelt overtog al-Qaeda som en gøgeunge den internationale ledelse af Talebanværten.

USA VIDERE EFTER SEJREN
Efter al-Quedas angreb på USA blev den pakistanske diktator, general Pervez Musharraf, afkrævet støtte til den amerikanske invasion af Afghanistan, der jo var rettet mod Taleban, Pakistans skabelse og allieret. Men USA søgte heldigvis for Pakistan ikke at blive involveret i langvarige kampe eller genopbygningen af Afghanistan. Den internt svage Musharraf kunne ikke kontrollere ISI, og tjenesten blev heller ikke afgørende stækket af sin amerikanske partner CIA.

ISI blev givet mulighed for at evakuere ikke alene sine talrige egne operatører i Afghanistan til Pakistan. Med fulgte også et stort antal Taleban- og al-Queda-krigere, og som vi ved blev Bin Laden placeret i en nordpakistans garnisonsby. ISIs træningsbaser for vennerne blev genskabt.

USA gjorde bevidst heller ikke gjort forsøg på at hindre Talebans og al-Quedas tilbagetrækning over grænsen efter sejren. Den amerikanske regering havde allerede før denne besluttet at udnytte situationen til hurtigst muligt fortsætte til Irak.

Som George H.W. Bush havde gjort ti år tidligere, valgte sønnen George W. Bush i 2002 at droppe virkninger af investeringen i Afghanistans fremtid og overlade udnyttelsen af denne til den pakistanske hærs national-islamistiske ledelse.

Stabiliseringen efter sejren blev stærkt hæmmet af, at der ikke længere var kendte og derigennem legitime modstandsledere til rådighed at overdrage til. Den Nordlige Alliances leder, tadsjiken Ahmad Shah Massoud, var blevet myrdet af al-Queda den 9. september, og den naturlige pashtunske leder, Abdul Haq, var senere blevet dræbt af Taleban i et forsøg på at komme ind i landet. De tabte måtte afløses af den tøvende, intellektuelle pashtun Hamid Karzai og Massouds hjælper, den altid ambitiøse Abdullah Abdullah. De kunne ikke løfte arven, og da slet ikke efter at den amerikanske interesse flyttet til Irak.

De amerikanske vestlige allierede kunne så koncentrere sig om den trælse stabilisering og genopbygning af Afghanistan. Det gik langsomt og tøvende, da man ikke blev drevet af utålmodigt pres fra en engageret amerikansk ledelse.

Den langsomme udvikling betød, at Vesten ikke fik udnyttet den udbredte velvilje skabt af det allerede forhadte Taleban-styres nederlag. Det gav ISI tid til at genopbygge Taleban i fred og ro. Det skete i F.A.T.A. og i Quetta-provinsen syd for den sydvestlige del af Afghanistan.

LIDT OM OPRØRSBEKÆMPELSE
Oprørskrig drejer sig ikke om at erobre og fastholde terræn eller slå fjender ihjel. For de sikkerhedsstyrker, der arbejder for regeringen, er målet at overbevise en stadig større del af befolkningen om, at regeringen kontrollerer fremtiden. Det skal demonstreres, at det er regeringen, ikke oprørerne, der kan levere sikkerhed, retfærdighed inden for loven og samfundets normer samt et økonomisk grundlag for familiens, slægtens og lokalsamfundets fremtid.

Hvis regeringen ikke gennem sin totale indsats konstant demonstrerer, at den vil og kan sikre folk og bedre fremtiden, taber den.

Retfærdighed omfatter i første omgang, at sikkerhedsstyrkernes politimæssige og om nødvendigt militære indsats rammer oprørerne og ikke andre. Det er derfor nødvendigt, at enhver aktion bygger på solide efterretninger, som kun vil være til rådighed, hvis befolkningen tror og satser på, at regeringen vinder. Alle aktiviteter fra sikkerhedsstyrkernes side skal holdes inden for loven. Det betyder også, at sikkerhedsstyrkerne skal være ekstremt tilbageholdende med at anvende magt og specielt relativt unøjagtige våben som fly- og artilleristøtte.

Det indebærer også, at al indsats fra regeringens side skal målrettes og koordineres effektivt under en (personligt) ansvarlig ledelse, der er kendt og respekteret lokalt og som har et robust kendskab til de lokale vilkår. Erfaringsmæssigt kræver dette lang tids tilstedeværelse, sprog- og kulturkundskab og effektiv enhedsledelse af udviklingsprojekter og sikkerhedsindsats.

Ikke alene skal sikkerhedsstyrkerne optræde på et sikkert efterretningsgrundlag. De skal konstant fastholde initiativet ved aldrig at forfalde til rutineoptræden og derigennem forudseelig optræden. Hvis dette glemmes af bekvemmelighed, vil oprørerne kunne tage initiativet og tvinge sikkerhedsstyrkerne til kamp, hvor de må anvende tunge, upræcise våben, der skaber tab og ødelæggelser blandt befolkningen.

Så regeringsstyrkernes indsats skal være klart mere præget af logik som bag regeringsindsats i fredstid end af krigens logik. Hvis oprørerne opnår, at dette ikke er muligt, er de på vejen til at vinde. Det var hvad, der skete efter 2006.

DEN PAKISTANSKE TALEBANOFFENSIV FRA 2006
Det var denne vej til sejr, som Pakistan igennem ISI indledte i 2006, hvor de genopbyggede og nybevæbnede oprørsstyrker fra lejrene i F.A.T.A. og Quettaprovinsen passerede grænsen og indledte oprørskrigen i provinserne på den afghanske side og senere i de mere fjerne nordlige dele af landet. De vestlige lande var på det tidspunkt i ro og mag ved at etablere små militære-civile rekonstruktionshold i de afghanske distrikter, samtidig med at både central- og lokalregeringernes legitimitet blev svækket af korruptionsskandaler.

De vestlige lande svarede på Talebanoffensiven ved endelig af opbygge deres militære styrker i Afghanistan og senere også øge indsatsen for at opbygge den Afghanske Nationale Hær (ANA) og politistyrkerne. Men som det hurtigt blev klart, herunder ved det britisk-danske forsvar af distriktscentret Musa Qala samme sommer, havde de forskellige Talebanstyrker opnået og bevaret initiativet, og det eneste forsøg på at genere oprørerne i deres pakistanske baseområder blev anvendelse af præcisionangreb fra droner mod oprørsledere i F.A.T.A. over for de amerikanske hærenheder i det østlige Afghanistan.

Baserne i det pakistanske Quetta-distrikt, der var udgangspunkt for den oprørsvirksomhed, der bl.a. førte til hovedparten af de danske tab, fik lov til at virke uden sådanne generende droneangreb.

Det eneste forsøg herefter på at få den pakistanskstøttede krigsindsats i Afghanistan under kontrol gennem diplomatisk indsats, var i begyndelsen af Barrack Obamas første periode. Her erklærede man åbent, at der var tale om en krig i to lande og udpegede den tidligere resultatsøgende diplomat Richard Holbrooke som speciel repræsentant til begge landene. Men indsatsen forblev halvhjertet.

Holbrooke var uden opbakning fra Obama og vicepræsident Joe Biden. Han viste sig endvidere som andre amerikanere uden vilje eller evne til lægge effektivt pres på Pakistan og han så det derfor som umuligt at bringe konflikten under kontrol. Han døde, for han kunne når at ændre mening.

Selv da amerikanske styrker fandt, at Osama-Bin-Laden levede som den pakistanske hærs gæst 1 kilometer fra dens officersskole, anvendte hverken USA eller vi selv dette åbne pakistanske forræderi som anledning til at åbent brud. I stedet koncentrerede man sig om at vise hensyn og kompensere for dette pinlige ansigtstab, så man kunne fortsætte samarbejdet.

DET VELMENTE DANSKE RYGMARVSBIDRAG
Den danske indsats i Afghanistan demonstrerede aldrig noget selvstændig forsøg på forstå, hvad situationen reelt drejede sig om eller hvad dette medførte af krav og vilkår til den civile og militære indsats.

Danmark etablerede ikke en nødvendige enhedsledelse over dansk militær indsats og udviklingsprojekter med henblik på at integrere denne i en tilsvarende britisk enhedsledelse. I stedet opfandt man begrebet “samtænkning”. Det skulle skjule, at man ikke kunne eller ville placere al indsats under én af regeringen fuldt bemyndiget person. Jeg tror reelt ikke, at man i Danmark havde gjort sig klart, at dette var nødvendigt.

Danmark ville blot være synlig og hjælpe så godt som muligt, og hvis man forstod, at vores problemer og tab skyldtes pakistansk indsats, fortalte man de ikke til befolkningen.

Det igangværende sammenbrud af den sidste indsats ses som forklaret af de ædle vildes effektive modstand mod fremmed tilstedeværelse.

Det ville være ubekvemt at skulle forklare befolkningen, at problemet skyldtes amerikansk manglende rettidig omhu i først 1992 og så 2002 samt pakistansk militær indsats for at destabilisere og kontrollere nabolandet.

Den danske militære indsats viste ingen selvstændig tænkning om, hvad stabilisering og oprørsbekæmpelse indebærer. Man producerede og sendte nye hold hvert halve år, inklusive en ny ledelse, hvilket undergravede lokalforståelse, kontinuitet og læring. Holdene optrådte med programmeret forudsigelighed men planlagte orlogs- og aktivitetsperioder. Patruljeringen og andre operationer var også i stor udstrækning forudseelig både geografisk og i tid, hvilket lettede oprørernes indsats mod styrken.

SLUT
Jeg er som gammel soldat stolt over de danske enheders mod, gode hensigter og offervilje, specielt nede på gulvet i specialstyrkepatruljer, delinger og kompagnier. Men jeg har som gammel operations- og strategilærer intet positivt at sige om dansk eller allieret professionalisme eller vilje til at konfrontere virkeligheden på højere niveau.

Den manglende amerikanske vilje og evne til at udvikle og fastholde en realistisk strategi undergravede muligheden for en succes. Man gjorde intet effektivt for at afdække Pakistans hykleri og bringe landets diskrete krigsførelse mod Vesten til standsning. At opnå dette ville næppe have været muligt uden at gøre det sikkert, at alternativet ville være, at USA satsede på Indien som sin regionale partner.

Dette sidste er en udvikling, der er på vej, men nu uden virkning på situationen i Afghanistan.

I dag har vi, med alle militære hædersbevisninger, sendt medlem af parlamentets forsvarsudvalg, tidligere forsvarschef og chef for Kaitseliit (det estiske hjemmeværn), generalløjtnant Johannes Kert, ud på sin sidste rejse. Til Kerts minde talte blandt andre næstformanden for parlamentets forsvarsudvalg,

Slægtninge segner,
frænder falder bort,
vi skal alle dø.
Det eneste, som hverken dør eller forsvinder,
er de levendes dom over de døde.

(Yngre Edda)

Kære Laine og Mirjam, børnebørn, Johannes’ slægt og venner!

Dette citat fra den oldnordiske heltesagaer hos Yngre Edda minder os om menneskelivets forgængelighed. Døden kan ikke undgås; det er menneskeskæbnens allermest urokkelige begivenhed, men trods dette rammer den os altid helt uventet.

I den sidste tid gik jeg og Johannes lange ture til Pirita og tilbage igen. Det kan være, at disse gåture var for lange og havde en dårlig indflydelse på Johannes’ hjerte. Eller måske var de for korte? De sidste to uger kom vi ikke længere udenfor en dør. Måske havde det været godt for Johannes, hvis vi var kommet udenfor den dør? Hvad mere kunne jeg have gjort af godt for ham, skulle jeg have gjort eller kunne jeg have gjort? Hvad hvis jeg gjorde noget forkert i forhold til ham, eller hvis jeg lod noget være ugjort? Sådanne spørgsmål præger tankerne på dem, der stod Johannes nær.

Lad de tanker fare! Lad dem bag jer! Kære Laine og Mirjam, gode venner, I gjorde alt, hvad I kunne for Johannes! Mere kunne der ikke gøres, for Johannes’ time var kommet. Han var kommet til sine dages ende. Den sandhed er enkel og endelig.

Hvis man stiller følgende spørgsmål: Hvem er det menneske, hvis beslutninger og gerninger, som mest positivt og blivende har haft indflydelse på Estlands nationale forsvar, så kan vi i dag, her ved Johannes Kerts grav, udsige den kendsgerning: det var ham. Det, at Estland blandt de 10 østeuropæiske stater, som i 2004 blev medlemmer af NATO, var den eneste, som bevarede sin reservehær, er i mangt og meget Johannes’ fortjeneste. I dag forekommer det åbenlyst, at vi lægger stor vægt på de professionelle soldaters uddannelse, at vi har et enhedsbaseret uddannelsessystem for værnepligtige, at universitetsstuderende aftjener værnepligt, og at forsvaret, Hjemmeværnet og det estiske samfund er tæt forbundne. Sådan var det overhovedet ikke i begyndelsen af 1990’erne, og mange forskellige veje lå os åbne. ”Nogle gange er det vigtigste at lære og forstå, hvordan man ikke skal gøre,“ sagde Johannes dengang til mig under en samtale, hvor vi udvekslede tanker om vores tjeneste i den sovjetiske hær.

Forsvaret udformes i dets lederes billede. Johannes så klarere og længere end mange andre; i ham fandtes der også denne ”kloge udholdenhed” i forhold til opnåelsen af mål, som han begærede af andre. For eksempel forstod han vigtigheden af cyberforsvar langt inden, at de fleste embedsmænd i Estland og ikke mindst i NATO forstod det, og han formåede på sin sikre og samtidig diplomatiske måde at gøre det begribeligt for andre.

Magten steg aldrig Johannes til hovedet. Af sit udseende og sin væremåde forblev han den samme godmodige og empatiske Kaitseliit-chef, som jeg mødte i 1990. Johannes var god til mennesker og en god forhandler, som var klar til fornuftige kompromisser, men i principielle spørgsmål forblev hans rygrad altid ubrydelig. Alle udfordringer, som livet og skæbnen bød ham på, tog Johannes beslutsomt og værdigt op.

Da jeg sidst besøgte Johannes’ sommerhus i en afkrog af Saatse-støvlen*, fremviste han med stolthed, hvad han havde nået at gøre der. Han viste mig den unge skov, som han havde plantet til gavn for sine børnebørn. Johannes havde blikket på fremtiden, ikke kun i vigtige spørgsmål, som berører Estlands forsvar og den estiske stat, men også i hverdagen. Han håbede, at han med egne øjne ville nå at se, at hans børnebørn skulle vokse til at blive dygtige mænd. Det blev ham dog ikke forundt. Men der vil alligevel blive dygtige mænd af dem, for de har noget at støtte sig til. Johannes’ arv er betydelig og bestående både i det store og det små. Han overlod intet til tilfældighederne.

Kære Laine og Mirjam, børnebørn, Johannes’ slægt og venner!

Sorg og tab er aldrig lette er bære, men tiden mildner smerten. Johannes er borte, mens hans gerninger og resultater er her for at blive. Erindringen glemmes ikke. Han vil stadig være med os. Jordelivet er slut, men Guds rige bliver evindeligt. Hvil i fred, Johannes!

* Saatse-støvlen er et område på 115 ha på grænsen mellem Estland og Rusland, der i form af en støvle stikker ind i estisk område i det sydøstlige Estland. Meningen er, at det skal overgå fra russisk til estisk myndighed i kraft af de grænseaftaler mellem Estland og Rusland, som er underskrevet, men som afventer ratificering.

Oversætterens anmærkning: Citatet fra Yngre Edda er oversat i fri hånd fra estisk, da jeg ikke på den korte tid, som jeg havde til rådighed, kunne finde originalcitatet. Peter Kyhn