Category: Andre artikler på dansk

Den kurdiske gøgeunge i den centrale del af Mellemøsten

Problemet er, at det moderne Tyrkiet blev skabt i årene før, under og efter 1. Verdenskrig på ambitionen og fiktionen om en etnisk homogen nationalstat. De gensidige etniske udrensninger af kristne fra Tyrkiet og tyrkere fra Balkan blev intensiveret under 1. og 2. Balkankrig, fortsatte under Verdenskrigen og blev afsluttet under den efterfølgende Græsk-Tyrkiske Krig. Den mest kendte enkeltbegivenhed er massemordet og fordrivelsen af armenierne fra den østlige del af det nuværende Tyrkiet.

Her fandtes nu hovedparten af den del af den kurdiske nation, der boede inden for Tyrkiets grænser, og da tyrkerne ikke kunne forene tilstedeværelsen af en anden nation, der skulle anerkendes og gives fulde politiske rettigheder, med idéen om en-nationsstaten, måtte kurdernes eksistens benægtes og de måtte udsættes for et så stærkt pres ved at nægte dem politiske og kulturelle rettigheder, at de blev assimileret.

I næsten tyve år i slutningen af det foregående århundrede og de første år af dette forsøgte man at nedkæmpe den kurdiske modstand, men forsøget vanskeliggjordes nu af eksistensen af de delvis autonome kurdiske områder i det nordlige Irak efter Golfkrigen i 1991.

Det efter årtusindskiftet stadig mere demokratiske Tyrkiet søgte halvhjertet at give kurderne lige politiske rettigheder, og efter Irakkrigen samarbejdede man økonomisk med de kurdiske ledere i irakisk Kurdistan. Men nogle år efter Erdogans magtovertagelse blev der igen stigende politisk pres på de tyrkiske kurdere og en undergravning af deres politiske rettigheder, og de kurdisk kontrollede områder, der skabtes under den syriske borgerkrig, blev en synlig trussel mod den stadig mere nationalistisk motiverede enhedsstat.

Som den osmanniske sultan i slutningen af 1800-tallet mobiliserede hadet til de kristne for at støtte sit styres legitimitet, anvender Erdogan nu kurderne.

Indtil den tyrkiske stat fuldt ud accepterer det kurdiske mindretal og giver det fulde kulturelle og politiske rettigheder inden for landet, forbliver kurderne et sikkerhedspolitisk problem i regionen og potentielt i de lande, de er immigreret til.

Jo længere det varer, før dette sker, desto bedre argumenter har kurderne for, at deres fremtid kun kan sikres i et hjemland i regionen op mod den type, som sejrherrerne nægtede dem efter 1. Verdenskrig (se kort).

***

Hvad kan vi, dvs. Danmark, så gøre? Reelt kun én ting. Vi kan meddele som vores konklusion (og arbejde for internationalt), at man efter 100 års erfaring med behandling af det kurdiske folk uden sikring af et hjemland må se dette valg som i stigende grad uholdbar.

Derfor bør der gennemføres FN-kontrollerede folkeafstemninger i de grænsedistrikter af Tyrkiet, Irak, Syrien og Iran, hvor der er større kurdiske befolkningsgrupper, med henblik på at en international grænsekommission fastlægger grænserne for en nye kurdisk stat.

Dette vil selvfølgeligt fremkalde afvisning og særdeles negative politiske reaktioner fra de fire lande, men det eneste, de kan gøre for at imødegå idéen efter den er formuleret, er at gennemføre de politiske reformer, der kan undergrave dennes logik.

EUROPÆISK SELVFORSVAR?

Trumps brutale klarlæggelse af den amerikanske opfattelse af, at europæerne burde forsvare sig selv, så USA kan koncentrere sig om egen sikkerhed og om på selvvalgte tider og steder at dominere verden, har fremkaldt en ny bølge af ufokuserede og lidet dækkende reaktioner i EU-lande, herunder i den her afgørende stat, Forbundsrepublikken Tyskland.

Det er væsentligt at fastslå, at udviklingen ikke forudsættes at indebære et europæisk-amerikansk modsætningsforhold, kun at europæerne er blevet tvunget til at tage konsekvensen af, at man forsvarsmæssigt herefter skal stå på egne ben.

ATLANTPAGTEN BLIVER EFTER USA FORLADER DEN MILITÆRE ORGANISATION SOM I 1949
Det problem, som derfor skal og kan behandles, er, at USA, som Frankrig gjorde i 1966, trækker sig ud af den faste organisation, NATO, der blev skabt som reaktion på invasionen af Sydkorea i 1950. Man skal derfor ikke forholde sig til en situation, hvor USA trækker sig fra sine forpligtelser i Atlantpagten. USA forlader blot NATOs kommandostruktur, m.m. og ophører med at have militære styrker stationeret i Europa.

Dvs. at der i det transatlantiske forhold herefter kun vil blive tale om et ad hoc etableret alliancesamarbejde for klokkeklare Artikel V-situationer (som tilfældet sandsynligvis ville have været efter 1949, når den militære besættelse af Tyskland og Østrig var afsluttet, hvis modsætningsforholdet til Sovjetunionen ikke var blevet drastisk forværret og militariseret som følge af Vestens læsning af invasionen af Sydkorea).

Det, som USA her forudsættes at have gjort, svarer i princippet helt til, hvad De Gaulle gjorde, dvs. at trække sig ud af den militære organisation, men forblive alliancemedlem. Man kan reelt sammenligne Trumps motiv om maksimal national markering som meget lig med den daværende franske præsidents. Den primære forskel er den dramatisk anderledes virkning af USAs exit fra organisationen i forhold til Frankrigs.

De eneste skridt, der altid diskuteres, når et fælles europæisk forsvar er på dagsordenen, er muligheden af samordning af EU-landenes materielindkøb, en opbygning af de europæiske stabsstrukturer og samarbejde om fælles operationer uden for vores ende af det euroasiatiske kontinent. Det er områder, som ikke-militære embedsmænd som EUs er trygge ved. Problemet er, at langt hoveddelen af det, der skaber evnen til robust, territoriedækkende og varig militær indsats og beredskab – og derigennem også troværdig afskrækkelse af aggression – hermed lades ubehandlet. Det bliver militært set som diskussionen af Kejserens nye klær.

ORGANISATIONEN MÅ EUROPÆISERES
Dette lille indlæg vil bevidst kalde spaderne ved deres navne med et professionelt militærfagligt fundament beskrive, hvad der skulle ske, hvis Den Europæiske Union reelt skulle vise enighed, viljestyrke og evne til bl.a. at konvertere NATOs europæiske søjle og sit eget forsvarssamarbejde til en troværdig forsvarsevne, der bl.a. med rimelig stor sikkerhed kunne afskrække Rusland fra amå eller større eventyr selv efter USAs udtræden af organisationen.

Indlægget vil ikke systematisk forholde sig til politisk realisme eller den altid og allestedsnærværende organisatoriske selvinteresse og inerti.

Her skitseres de nødvendige skridt kort på fem områder:

For det første de overordnede politisk-økonomiske strukturer.

For det andet det territoriale selvforsvar af EU-landene, specielt de østlige grænselande, mod Rusland.

For det tredje den fælles nukleare afskrækkelse.

For det fjerde den maritime og eventuelt arktiske dimension og endelig for det femte militær stabiliseringsindsats i nærområdet i Afrika og Mellemøsten.

GLEM STORBRITANNIEN, MEN USA DOMINERER FORTSAT HAVET
Storbritannien betragtes ikke som en del af løsningen, og intet bygges på de nuværende britiske styrker, dels fordi de er blevet dramatisk udhulet og svækket igennem de sidste ti år, dels fordi Skotlands fortsættelse i Unionen er usikker.

Derimod indgår Den Irske Republik som en del af det landområde, der skal sikres og kan udnyttes. Det forhold som det enkelte NATO-medlem havde til alliancen, overføres til afløserorganisationen. For ikke-NATO-medlemmer som Irland, Østrig, Sverige og Finland indgår de som EU-medlemmer uden forbehold. Neutralitet i forhold til det europæiske fælles forsvarsbehov forudsættes udelukket.

Da USA må forventes herefter specielt at udvikle sine maritime styrker, vil det praktiske, nu ad hoc-samarbejde naturlig først og fremmest ske på havet.

HVORDAN
Til EU’s ledelse vælges herefter af rådet og parlamentet en minister for koordination af det fælles forsvar. Han afløser NATOs Generalsekretær, hvis stilling jo er nedlagt, og han støttes af en tilpasset udgave af generalsekretærens stab.

Det Nordatlantiske Råd slås sammen med EUs Ministerråd, hvor ex-NATO-medlemmer som Norge, der ikke er EU-medlemmer, deltager, når forsvarsemner behandles.

Den overordnede militærfaglige rådgivning påhviler en europæisk forsvarschef, der vælges blandt flere kandidater efter en fokuseret afprøvning af han militærfaglige bredde og dybde. Dette betragtes som nødvendigt for at stillingen gennem faglig respekt bevarer den legitimitet, som tidligere kunne bygges på USAs dominerende militære magt. Han virker samtidig som formand for den europæiske militærkomité og støttes af den herefter ”europæiserede” Internationale Militære Stab.

NATOs operative stabe fra SHAPE og nedefter overtages af europæerne og strukturen tilpasses det nye behov. Den afbureaukratiseres samtidig, og fra besættelse af chefstillinger på forskellige niveauer efter aftale eller rotation sker det herefter ved uafhængig faglig afprøvning af tilbudte, kvalificerede kandidater fra medlemslandene.

Det er indlysende, at et fælles EU-forsvar fortsat må hvile på anvendelse af engelsk som det fælles hovedsprog og på brugen og videreudvikling af de standarder og procedurer, som er udviklet i NATO.

FÆLLES STRATEGISK KULTUR
NATO Defense College, nu European Defence College, må udvides og konverteres til at uddanne tre typer elever på sine nu tre hovedkurser. Formålet er på alle kurser og andre aktiviteter networking og bedømmelse af egnethed, og præstationspresset på kurset skal sikre grundlag for det sidste.

For det første etableres kurser for de få officerer på oberst/kommandørniveau, der er fundet egnede til de øverste nationale militære stillinger, samt generaler/admiraler, landene ønsker at tilbyde til stillingerne i de fælles stabe på højeste niveauer eller som chefer for fælles operationer.

For det andet (ved konvertering af NDCs nuværende primære kursus) gennemføres et kursus, der skal forberede eleverne til stillinger i de fælles stabe.

For det tredje skabes et kursus for de nationale og fælles chefer samt de ledere fra industrien, der skal sikre fælles og standardiserede materielindkøb. En effektiv harmonisering af materieludvikling og -indkøb kan kun sikres gennem en fælles godkendelse fra en fælles EU-materielorganisation, der har agenter placeret i alle medlemslandenes forsvarsministerier. For at sikre bevarelse af habilitet roterer agenterne hurtigt mellem landene.

I øvrigt er det afgørende for omkostningseffektiv udvikling af fremtidige våben og andet materiel, at man altid sikrer åben konkurrence mellem mindst to uafhængige producenter, og at projekterne styres gennem operative og andre krav, ikke gennem fælles projektforvaltning (der erfaringsmæssigt forsinker og fordyrer udviklingen dramatisk).
Centralisering af den begrænsede våbenproduktion efter Den Kolde Krig gør dette til en vanskelig udfordring, som næppe kan løses uden subsidier, der sikrer overlevelse eller retablering af konkurrenter.

TERRITORIALT SELVFORSVAR MOD RUSLAND
Hvordan dette må ske, kan illustreres ved at kombinere inspiration fra to eksempler: Det første er Finlands forsvarsmodel, det andet NATOs militære assistanceprogram fra 1950’erne, hvor Vestmagterne donerede materiel, udrustning og ammunition til frontlinjestater, og hvor den nødvendige forsvarsinfrastruktur blev fællesfinansieret.

Europas lange østgrænse til Rusland (og Hviderusland) fra Barentshavet til Sortehavet kan kun gives en sådan tæthed af styrker, at man afskrækker konventionelle angreb gennem tilstedeværelse og evnen til nogle ugers forsvar, hvis frontlinjestaternes befolkninger motiveres og uddannes som værnepligtige, så de kan mobiliseres i forsvarsenheder på forskelligt kvalitetsniveau og beredskab.

At det er muligt illustreres af den tidligere nordiske og nu specielt finske forsvarsmodel, og anfægtes kun af de akademikere og militære, der ikke fra egen erfaring ved, at en enheds kampværdi i en veldefineret opgave som tilfældet er ved territorialforsvar (eller guerilla) afhænger af kvaliteten af førings- og specialistkadrer samt af mandskabets motivation – ikke af de meniges generelle rutine.

Der er dog tre forhold, der kan nødvendiggøre, at den finske model suppleres med kvindelig værnepligt. For det første den meget store del af de østeuropæiske landes unge, der arbejder i udlandet, For det andet den generelle fedmeepidemi også blandt yngre mænd, der gør dem uegnede i forsvarsopgaver. For det tredje den stigende tendens til kønsskift.

Med våbenhjælpsprogrammet i 1950’erne demonstrerede NATO, at man vidste, at det ikke var muligt for frontlinjestaterne både at stille det nødvendige antal enheder og levere materiellet samt øvelsesammunitionen til hærene, flystyrkerne og flåderne. Så ud over at have styrker, der kunne deltage i frontlinjestaternes forsvar eller forstærke dette efter nogle dage eller uger, udrustede og støttede man frontlinjestaterne med fly, skibe og hærmateriel, og hjalp med nyere materiel efter nogle år.

HJÆLPEN TIL GRÆNSESTATER
Et effektivt europæisk territorialforsvar må give materielhjælp til frontlinjestaternes uddannelses- og mobiliseringsstyrker, og baglandsstater må både opstille de kampflystyrker og krævende luftforsvarssystemer, som frontlinjestaterne ikke kan klare økonomisk, samt de supplerende og bl.a. tungere hærstyrker samt ammunition, som skal forstærke frontlinjestaterne sikre deres lokale styrkers evne til fortsat kamp.

Forstærkningsstyrkers evne til at blive klar i tide kan sikres gennem forhåndsoplægning af materiel- og ammunition, som USA gjorde under Den Kolde Krig. Hjælp og forstærkning må afhænge af frontlinjestatens vilje til at etablere en værnepligtsbaseret forsvarsstruktur, da denne er en forudsætning for at sikre tid og rum til forstærkningernes ankomst og deployering.

Opstillingen af styrker af forsvarsrelevant størrelse (dvs. flere komplette og logistisk robuste brigader fra et baglandsland som Danmark), vil også kræve anvendelse af værnepligten her, men ikke den brede og totale anvendelse, som er nødvendig i frontlinjestaterne.

Ud over disse bemærkninger om den overordnede, nødvendige struktur, er det nødvendigt at understrege, at intet kommer til at virke, hvis man ikke “re-booter” hærene, afvikler New Public Management-bureaukrati og genskaber de professionelt fokuserede aktiviteter, med lange, krævende feltøvelser og krigsspil, der klart eksponerer svagheder hos personer og strukturer, så de kan afløses henholdsvis fjernes.

RE-BOOTNING TIL FORSVARSFORBEREDELSER
Stabe på alle niveauer skal reduceres gennem fokusering på opgaver i krise og krig, så faste officerer ikke længere kan forfalde til at blive snævre forvaltningsspecialister (kun tekniske officerer må forblive specialister, men skal sikres generel indsigt).

Alle problemer skal forstås og øves i alle deres aspekter, logistiske, cyberkrigs-, osv. og strukturerne skal gøres robuste ved, at man stadig øver tab af nøglepersonel og materiel, indlægger effektivitetsundergravende kunstig friktion, og uddanner officerer til at kunne virke “et niveau op” og forstå “to niveauer” op.

Kun ved igen at stille brutale videns- og færdighedsmæssige samt fysiske krav med langvarig og stressende arbejdsindsats med minimal hvile, kan de europæiske hærstyrker blive andet end personellets selvtjenende spild af penge. Stigende kompleksitet (hvis den måtte findes) håndteres ikke effektiv ved større egentlige stabe, men ved at give chefer og primære stabsofficerer indblik i denne kompleksitets karakter og rutine i at virke i denne, så de kan refokusere og prioritere stabens virksomhed.

DEN FÆLLES NUKLEARE AFSKRÆKKELSE
Der er reelt kun en mulighed for at opbygge et fælles nukleart afskrækkelses-”tag” på den territoriale selvforsvarsstruktur, så Unionen og landene ikke ligger åben for nuklear afpresning. Det er en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der erklæringsmæssigt også dækker resten af EUs område.

Det måtte indebære, at Tyskland overtog mindst 50 % finansieringen af driften af de franske atomdrevne undervandsbåde af Triomphant-klassen, at også Tyskland stillede besætninger eller dele af disse, og at antallet af både blev udvidet til nok seks ved afløsningen med næste generation, så antallet af både på konstant patrulje kunne blive øget.

Alt dette for at gøre det mere troværdigt, at også andet end et kernevåbenangreb på selve Frankrig kunne udløse et svarangreb og at også andre dele af Europa var værn mod nuklear afpresning.

For at dække behovet for afskrækkelse af truslen fra russiske præcisionsmissiler med mellemrækkevidden på op til 5.500 km, kunne man satse på krydsermissiler fra torpedorør i andre franske, tyske og eventuelt andre EU-landes undervandsbåde, hvor landet påtog sig rollen og havde de nødvendige franske og tyske officerer ombord, når der var kernevåben i rørene.

Det centrale problem ved at løse denne del af det fælleseuropæiske forsvarsproblem er ikke teknisk eller økonomisk, men alle andre europæere end franskmændenes evne og vilje til at se behovet i øjnene.

DEN MARITIME OG ARKTISKE DIMENSION
Som det demonstreres klart i Hormuz-strædet og i Middelhavet i denne periode er der selv i fredstid behov for maritime styrker til at løse krævende opgaver af forskellig karakter. På grund af mange års samarbejde i NATO- og anden ramme, er evnen til samarbejde høj, og der er derfor på nogle områder ret få problemer her med at få en EU-flådestyrke til at fungere, da det kun er det blå flag, der ændres.

Det vil dog stadig være en udfordring at sikre en rationel bygning af skibe og andre fartøjer, så de har en højere grad af standardisering end nu og der opnås besparelser gennem bygning af et større antal af samme enheder. Det kan også være et problem at bevare en afbalanceret styrke, der udover større skibe til opgaver på det åbne hav også har specialiserede enheder til indsats i kystnære farvande, herunder til minekrigsindsats.

Det vil være vanskeligt – reelt nok umuligt – at gøre styrken materielmæssig uafhængig af USA, fordi amerikanerne på mange områder er førende i Vesten på de maritime våben- og anden maritime nøgleteknologiområder.

På den anden side er denne afhængighed et mindre problem, fordi europæerne netop på havet som understreget i indledningen vil kunne og skulle samarbejde med USA i en krig.

Om EU også skal forholde sig til sikkerhedsproblemer i Arktis vil være afhængigt af norske og dansk-grønlandske beslutninger. Også her vil indsatsen blive domineret af USA.

MILITÆR STABILISERINGSINDSATS I NÆROMRÅDET
Som nu vil den indledningsvise hovedindsats i en fremtid med et EU-forsvar blive båret af ikke-frontlinjestater, hvilket efter tabet af Storbritannien først og fremmest vil sige Frankrig. Andres deltagelse vil som nu i høj grad afhænge af, om FN legitimerer indsatsen og overtager ansvaret for den længerevarende operation.

Hvad laver iranerne nu? … og hvad betyder det for os?

Vi kan ikke vide det første med sikkerhed, men hvis den iranske flåde handler og forbereder sig professionelt, som vi bør forudsætte, er den i gang med ved hjælp af sine undervandsbåde og andre sensorer at skaffe data om de fremmede skibe i området. Det vil bl.a. eksempelvis muliggøre, at man, hvis dette besluttes, kan vælge hvilken skibstype eller skib, som en gruppe hurtigt til denne opgave udlagte bundminer skal udløses af.

At finde områder med under den for disse miner maksimale vanddybde på 60 meter er ikke et problem i det mest af Golfen og store dele af Strædet.

De miner, der i givet fald vil blive anvendte i Golfen under denne konfrontation, vil derfor ikke nødvendigvis være simple forankrede kontaktminer, som tilfældet var under “Tankerkrigen” i 1980’erne.

En minedetonation under et krigsskib af fregat-størrelse må forventes at medføre totalforlis, herunder ikke mindst af en kraftig bundmine. At den 14. april 1988 iransk mineramte fregat USS Samuel B. Roberts nåede i havn var tæt på et mirakel (Billedet viser fregattens revnede dæk. Maskinrummene var oversvømmet og kølen brækket).

Derfor skal den britisk ledede flådestyrke ved Hormuz-strædet også – som den allierede styrke i 1980’erne – råde over et robust og alsidig minerydningsstyrke. Det bliver ikke så let denne gang efter de dybe styrkereduktioner og kapacitetsfravalg i årene siden.

Om samfundsudvikling med skyklapper. Den offentlige sektors skæbne igennem 25 år.

“At invitere de fagligt professionelle tilbage ”på broen” kunne bidrage til, at den offentlige sektor i mindre grad blev set som en ufokuseret, af og til nødlidende byrde, af og til spiseforstyrret monster.”

Snart ny tid? Desværre ikke
I november 2016 konstaterede professor Jacob Torfing fra Roskilde Universitet (undskyld ”Roskilde School of Governance”!) i en udtalelse til www.denoffentlige.dk, at en ny undersøgelse af de sidste 30 års ledelsesideologi (“styringstænkning”) er en bombe under denne. Christopher Hood and Ruth Dixon fra Oxford Universitet angiveligt året før havde lagt New Public Management (NPM) i graven med bogen “A Government that Worked Better and Cost Less? Evaluating Three Decades of Reform and Change in UK Central Government” fra universitets forlag.

Desværre er det helt utænkeligt, at selv den grundigste, fuldt overbevisende argumenterede og dokumenterede videnskabelige undersøgelse ville få en så revolutionerende og pludselig virkning. Dette skyldes for det første at vi taler om den nu herskende klasses magtgrundlag, dens eneste legitime krav på at lede landet. Da den tidligere danske overklasse under “Provisorietiden” i slutningen af 19. århundrede forsvarede sit magtmonopol var den under pres fra en kritisk og stærk politisk opposition fra Folketingets flertal. Et sådan pres eksisterer ikke i dag. Partierne har ikke engang været i stand til at formulere en alternativ verdensopfattelse, og bl.a. den tidligere finansministers Bjarne Corydons problemløse skift til et af de konsulentfirmaer, der har tjent fedt på skadelig NPM-rådgivning, viser problemets omfang.

Næsten ingen politikerne kan forestille sig et alternativ til de to seneste årtiers “økonomisme”, og de enkelte, der ønsker noget andet, forestiller sig, at en afvigende politik blot skal have et supplerende værdigrundlag ved inddragelse af virkningerne af sociale og grønne tiltag i regnemodellen. Ingen bidrages den absurde idé, at en tidligere fagbaseret politisk diskurs og prioritering skal genskabes og føres ud i livet under delegering til bemyndigede og ansvarlige fagpersoner.

Det er ikke kun den manglende formulering af et alternativ og den herskende klasses totale dominans af magtapparatet og medierne, der gør, at Hood og Dixons “bombe” ikke kan få virkning. Problemet er, at virkningen af en generation med NPM-idelogi har svækket eller helt ødelagt alternativet, styring og prioritering på grundlag af faglig-politisk diskurs om sandsynlige virkninger af alternativer.

I april i år meddelte den altid søgen og aktive Torfing ligeledes i www.denoffentlige.dk, at afløseren for NPM nu endelig var til rådighed i den nye “stewardship-teori”, der i modsætning til mål- og rammestyring antog, ”at fagprofessionelle gerne vil lave et godt stykke arbejde”.

I det sidste år har også tidligere ministre angrebet, hvad de har set som kilden til deres egen frustration over, at de så at sige ingen indflydelse havde over deres ressort. Magten lå hos de afaglige, generalistiske embedsmænd i Finansministeriet. Fagministrene havde kun ansvaret for at forklare og forsvare det uforsvarlige under samråd i Folketinget, overfor medierne og under oprør blandt ofrene for udviklingen, eksempelvis under besøg på oprørske gymnasier. Disse pip er selvfølgelig blevet afvist hårdt og arrogant af nestorerne blandt de ansvarlige, og de ligeledes generalistisk uddannede og interesserede journalistister, der heller ikke kan mere end tælle input og produktion, formidler afvisningen og fortsætter til næste artikel.

Karakteren af NPM
Da jeg efter ti års arbejde i Baltikum i 2005 vendte tilbage til den danske offentlige sektor, virkede den danske offentlige ledelses fravalg af faglighed i ledelsen dramatisk. Som hjemkommet fra Potemkinkulissernes grænseland genkendte jeg de nye danske offentlige lederes positivt ladede misvisende, substansløse ”New-speak”. Jeg mødte for første gang betegnelser som ”Moderniseringsstyrelse” (for lønudbetaling og overenskomstindgåelse uden forvirrende fagligt input), ”Servicecenter” (for konfrontationen med offentligheden under reduktioner af service), ”Human Resources Management” (buffer mellem ledelsen og de ansatte, der fjerner ledelsens følelse af ansvar for medarbejderne og derigennem gør afskedigelser mere bekvemme). Mulige beslutninger blev reduceret til “business-cases”, hvorfra alle faglige elementer var fjernet som irrelevante. Det positivt ladede ord ”reform” var blevet knyttet til centraliseringstiltag og standardisering for standardiseringens skyld. I virksomheds-”strategier” meddelte man nu stolt uden at forstå, hvad dette indebar, at man ville være verdens bedste. At deklarere med hurra-ord afløste realitet. Offentlige organisationer blev drevet efter ”virksomhedsmodellen”, hvor fagligt baseret kritik blev sanktioneret som uønsket og illoyalt, og den eneste type ”innovation”, der ønskedes, var med det seneste ord ”agilt” at finde på smart udseende strukturelle reorganiseringer med formål at støtte besparelser eller eventuelt øge målbart output.

Medierne
Siden hjemkomsten for 15 år siden har jeg iagttaget ukritisk og indspist politisk journalistisk mikrofonholderi ved præsentation af reformer, men samtidig nydt godt af diskussioner med demoraliserede, men vidende, offentligt ansatte, primært fra Forsvaret, universiteter og sundhedssektor. Lidt efter lidt dannede sig det billede af årsager og symptomer i den danske spindoktor-oversolgte statssektors nu kroniske sygdomsforløb. Det har været et forløb, hvor den valgte medicinpakke med jævnlig dosering af dyr, ufaglig og usaglig konsulentmedicin fremmer terminalforløbet mod koma og lammelse.

Faglighed som beslutningsgrundlag blev fravalgt
Der er flere årsager til tør-råddet i den danske offentlige sektor, men den helt centrale og grundlæggende er den arrogante og indforståede forkastelse af faglighed. Faglighed, herunder professionel viden, er ikke alene relevant, men vital for den offentlige sektors aktiviteter og udvikling. Det er kernen i samspillet med de ansvarlige politikere.

Men man har nu helt fravalgt faglighed. Kun økonomien og de forhold, der er så kvantificerbare, de kan registreres og kontrolleres af en offentlig leder med fravalgt faglighed, tages i betragtning, når den offentlige sektor styres. Et helt nyt grotesk eksempel er fravalget af Radio 24syv til den rådige DAB-kanal på grundlagt af den matematisk formel (der ovenikøbet var fejlbehæftet og mangelful). Umiddelbart set skulle afgørelsen her være blevet styret af erfarne fagpersoners vurdering af de indsendte forslags dokumenterede og demonstrerede kvalitet. Men også her fravalgte man den slags subjektive forhold, som virker forstyrrende på stolt ufaglærte forvaltere.

Udviklingen har betydet, at den hurtigt voksende gruppe af afaglige ud over nyuddannede økonomi- og statskundskabskandidater også omfatter de titusinder, som efter uddannelse til professionelle, såsom læger, officerer, humanistiske akademikere af dovenskab og personlig opportunisme af hensyn til karrieren har glemt og undertrykt deres egen faglighed og tillært sig de nye tiders afaglige forvaltningssprog. Det var nok det, der rystede mig mest ved hjemkomsten fra Baltikum til min gamle arbejdsplads.

De ufaglige ledere og chefer dominerede nu en for stor gruppe politikere, der enten selv var uddannet til at være anti-professionelle, eller blot var så rodløse og umodne, at de uselvstændigt i frygt for at lave fejl fulgte deres embedsmænds forenklede syn og forvaltningsmoder. Katastrofens omfang er blevet tydeligst illustreret i resultatet Finansministeriets smarte reformer af SKAT.

Nødvendige rationaliseringer skal vejledes af faglige valg
Det er indlysende og naturligt, at også offentlige organisationer skal opleve et konstant rationaliseringspres, da de dele, som udviklingen gør mindre relevante, ikke af sig selv overdrager resurser til de dele af organisationen, der har stigende relevans. Uden konstant pres vokser organisationen uden at blive mere effektiv. Men en fornyelse, der ikke er styret af faglig helhedsforståelse, skader organisationen, og det er netop, hvad der er blevet normen. Faglighed blev som forudset af psykologerne David Dunning og Justin Kruger i 1999 bevidst fravalgt som styringsgrundlag for den offentlige sektors udvikling.

Landet er nu blevet ramt af Dunning-Kruger-effekten, nemlig at formelt, teoretisk højt uddannede personer groft overvurderer deres evner og arrogant afviser alt uden for deres egen firkantede boks som irrelevant. Det var skabte vejen til ødelæggelsen af SKAT og blokerer for en genopbygning.

Fra centraliserings-“reformer” til udflytning
Som erstatning for en stræben efter faglig baseret konsekvensanalyse blev den offentlige sektor udviklet efter to simple idéer, hvis indskrænkede logik gør dem let forståelige for sagligt uvidende ledere, chefer og politikere:

For det første sovjetlignende, planøkonomisk arrogant centralisering af den offentlige sektors service og aktiviteter. Dette skete som allerede nævnt drevet af simple regnearksberegninger af hvor mange stillinger, der kunne udspares. Man gjorde det uden at inddrage vanskeligt kvantificerbare forhold, såsom hvilke konsekvenser udsultning af store dele af provinsen har, eller at der er negative effekter af ”reformer” på evnen til lokal tilpasning og fleksibilitet. At centraliseringen gav en stadig tungere bureaukratisering i de nu større enheder blev sløret med ”New-speak”. Da virkelighedens negative virkninger blev politisk belastende, reagerede man med en ligeledes uigennemtænkt, planøkonomisk idé, da man udflyttede andre centrale aktiviteter til nu – af reformatorerne uforudset – hensygnende provinsbyer.

Man kæmper nu med økonomiske argumenter mod udflytningen, men det er typisk for forløbet og for mediernes historieløse og overfladiske holdning, at ingen spørger om de økonomiske (og andre) omkostninger, som de sidste 20 års centraliseringer havde.

Standardiseringen
Den anden vej i amatøriseringen (og demotiveringen) af den offentlige sektor var at reducere styringsgrundlaget til en særdeles arbejdskrævende indsamling af de informationer, det ikke krævede faglighed at forstå. Man koncentrerede målingen af den offentlige ”produktion” til, hvad selv vores nyuddannede statskundskabs- og økonomikandidater samt journalister kunne forstå (og en førstegenerationscomputer beregne). Det skete ved reducere motivationsstrukturen i det offentlige til udelukkende at bygge på, at de ansatte fra top til bund var dovne og grådige.

Den unge selv-usikre kandidatforvalter forstår ikke, der kan findes faglig stolthed, ildsjælsengagement, etik og ansvarsfølelse over for de mennesker man arbejder for og med.

Sådanne holdninger, der tidligere fyldte og altid burde fylde meget, er snart væk, og den offentlige sektors ansatte bliver dermed reduceret til opgivende, uambitiøse, selvtjenende og demotiverede kynikere. Med andre ord: Det er afvisningen af de offentlige ansattes faglighed, stolthed og engagement, der skaber dovenskab og grådighed.

Budgetteringsforenkling og demotivation
Uvidende forenkling medfører også en groft skadelig indretning af budgetstyringen. Eksempelvis skal ikke alene løsningen af politiets normale opgaver dækkes af standardresurserne og afspadseres, men også ekstraordinær indsats, som nu ved terror og massemigration. I et sundt budgetsystem skal det uforudseelige dækkes af særlig bevilling og betales, ikke afspadseres. Dette problem erkendes ikke i det nye politiforlig. Tilsvarende burde Forsvarets deltagelse i krig og konflikter aldrig dækkes af standardbudgettet. Det burde ske ved en særbevillingspraksis, der måske ville få politikerne til hvert år at overveje både de finansielle og andre omkostninger. For de udsendte og deres familier var og er krigen ikke rutine.

Et fagligt kvalificeret og ansvarligt politikorps ville i øvrigt gennem deres praktiske arbejde selvfølgelig for længst ikke alene have erkendt, at der var ting der ikke passede med de teledata, de fik stillet til rådighed. Et uprofessionelt, demotiveret og presset korps vil opportunisk overse og undertrykke en erkendelse af problemer. Der er nu åbenbart også problemer med forvaltningen af DNA-profiler. Det er typisk og alarmerende, at politiledelsen bakket op justitsministeriet har afvist behovet for en undersøgelse, når det er indlysende, at der er strukturelle, professionelle og motivationsmæssige problemer.

Ødelæggelsen af de administrative støttestrukturer
Måske bortset fra i Politiet, hvor det blev for tydeligt, at man ved centraliserings-”reformen” undergravede effektiviteten ved at fjerne forvaltningsstøttede elementer, fortsætter denne udvikling over alt. Overalt fjernes administrationselementer, der tidligere aflastede officerer, lærere, læger, ingeniører, forskere under forvaltningen af stadig mere komplicerede regler for eksempelvis arbejdstids- og rejseforvaltning. Opgaverne kræves nu løst af de andre ansatte, hvilket på grund af mindre rutine nu sker langt mindre effektivt end tidligere. Den manglende støtte fjerner mulighederne for at løse de egentlige opgaver, er demotiverende og bidrager yderligere til at undergrave fagligheden. Man har glemt, at civilisation leder til specialisering. Ødelæggelse er bekvemt usynlig for den afaglige forvalter.

Undergravelsen af de professionsskabende voksenuddannelser
Professionelle voksenuddannelser, der ud over umiddelbart brugbare færdigheder og viden tidligere også skulle give et professionelt fundament og en etisk holdning for den videre udvikling af faget, bliver stadig presset i tid og ramme. Undergravningen når til et niveau, hvor fagene bliver rent instrumentale og ikke kan anfægte den herskende embedsmandsklasse med saglige argumenter og rådgivning, som klassens medlemmer i rammen af Dunning-Kruger-effekten ikke forstår og derfor forkaster som irrelevant. De dårligere uddannede gives et ”professionsbatchelor”-diplom, og henvises til videreuddannelser, hvor de kan få en fin mastergrad, der blot er teoretisk discountuddannelse, som ikke skaber eller videreudvikler den tabte professionelle helhedsforståelse. Amatøriseringen bliver således næsten irreversibel.

Politikorpsets tidligere rekruttering af modne mennesker fra befolkningen var i forvejen dramatisk undergravet ved at uddannelsen er gjort til en SU-betalt ungdomsuddannelse i den hjernedøde tro, at standardisering altid er en fordel. De eneste, som fremtidens politi kommer til at ligne, er de tilsvarende umodne og halvstuderede ungdomspolitikere.

Universitetsuddannelserne
De humanistiske universitetsuddannelser er kastreret i tid og af gold teoretisering, lægeuddannelsen er presset ind i en kunstig tids- og standardramme og officersuddannelsen er efter henfald af den videregående del nu kastreret til et opreklameret absurdum.

NPM’s satsning på og belønning af akademisk masseproduktion snarere end på kandidatkvalitet, gør, at der uddannes langt flere, end der er behov for. Det betyder, at kandidaterne i mange år efter afslutningen af deres uddannelse må leve som projekt- eller korttidsansatte, der bevæger sig fra område til område, felt til felt, som den nye tids proletarer. Herunder er der meget lille sandsynlighed for, at de motiveres til at opbygge faglig loyalitet og indsigt. Den manglende faste tilknytning og læring af et fagområde ses som gunstig og naturgiven.

Den skadelige betaling mellem offentlige myndigheder
Offentlige myndigheder, der direkte konkurrerer med private firmaer, skal, hvor muligt, gives sammenlignelige økonomiske vilkår. Men det må siges at være en skadelig standardiseringsidé, der strider mod sund fornuft, at lade andre offentlige myndigheder betale andet end forbrugsafgifter til hinanden. Det medfører øget forvaltning på begge sider og frister til misbrug hos den modtagende part.

Et groft eksempel på de negative virkninger er den meget kraftige ejendomsbeskatning, som Københavns Kommune har pålagt statslige institutioner på dens arealer. Nogle af disse institutioner er oven i købet givet til byen som gaver. Men de fleste museer er bygget og vedligeholdt med skat fra hele landet, og andre institutioner sponsoreres kraftigt med statsmidler. Det forhold, at en institutionen ligger i København, gør, at kommunen får indtægter fra både dens og turisters forbrug samt skat fra de ansatte, der bor i byen. Men disse indtægter er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at betale for Københavns fortsat feudalt politisk uansvarlige styrings- og forvaltningsapparat.

Institutioner som Nationalmuseet Det Kgl. Bibliotek skal betale skat til kommunen selv om adgang var gjort gratis af en tidligere minister, men den bliver stadig presset til indskrænke sit kernevirke. Grund- og ejendomsbeskatningen til en anden offentlig kasse giver behov for et oppustet budget, der intet har at gøre med institutionernes aktiviteter, undergraver deres faglige fokus og binder deres handlefrihed, særlig når de derefter udsættes for krav om besparelser, rationaliseringen, reformer, m.m.

Når forvaltningsmoder som denne rammer centraladministrationens snøvs, forvises den sunde fornuft åbenbart til det udkants-Danmark, der betaler. Det er derfor helt uforståeligt, at folketingspolitikere derude mod syd og vest kan forklare deres vælgere, at hovedstaden – for at dække kommunens forbrug – malker disse fælles institutioner for midler fra deres pressede budgetter, der for størstedelen er betalt af andre. Malkningen foregår på trods af, at byen kvit og frit har fået disse institutioner stillet til rådighed og har hovedparten af fordelene af deres beliggenhed. Det kan også undre, at tidens mangfoldige medieverden ikke stiller spørgsmål om rimelighed og logik i dette.

Det ansvarsløse budget-grønthøsteri
Det seneste element i ødelæggelsen er det generelle besparelsespres på 2 % årligt for at udspare penge til andre tiltag, der har været Dunning-Kruger-regnedrengenes smarte hovedmiddel i årevis. Umiddelbart set kan det synes at være sund fornuft at tvinge en organisation til at søge besparelser, men som det sker, er det igen både et resultat af amatøriseringen og et typisk resultat af forvaltningens tunnelsynsstandardisering og tab af evne til at formidle politisk-faglig prioritering.

Hvis en offentlig myndighed reelt kun har frihed til at tage de to procents besparelse af ti procent af det samlede budget, og det er situationen flere steder, er besparelsen reelt 20 % det første år og 100 % det femte. Konstant reorganisering under ”reform”- og sparepres sender desorganiseringen i retning af SKATs. Kun i de rene forvaltningsorganer uden produktion, såsom Finansdepartementet og ”Moderniseringsstyrelsen”, er 2 % ikke langt mere end 2 %.

Flere af de organisationer, der grønthøstes, har meget begrænset eller ingen handlefrihed på grund af, at en meget stor del er bundet til faste udgifter, bl.a. på grund af Københavns Kommunes brandbeskatning. Kulturinstitutioner som museer, teatre og biblioteker, der allerede er grønthøstet, kan hvis de ved denne runde ikke kan afhænde bygninger som Orlogsmuseet, kun skære på aktiviteter og tilknyttet akademisk personale, og beregne hvilket år, kun bygningerne står tilbage for at støtte Københavns budget.

Uddannelsesstederne kan kun reducere ved fortsat at reducere mangfoldighed og kvalitet. Sundhedssektoren bliver stadig mere fastlåst af antiprofessionelt udtænkte politiske hovsakrav, og lever med bundne effektivitetsødelæggende lægeoverenskomster fra Per Kaalunds regime for 30 år siden. Sektoren må reducere på alle de øvrige områder og håbe, at det går godt i fraværet af politiske prioriteringer. Forsvaret er totalt bundet af en kvælende jungle af stærkt forvaltningskrævende overenskomster, af manglende muligheder for at afhænde næsten tomme faciliteter, af en syg bemandingsstruktur og af en bevidst af Finansministeriet gennemtvungen manglende sammenhæng mellem styringsmulighed, myndighed og ansvar. Besparelsen i forsvaret rammer derfor næsten kun de allerede små og få, dybt nødlidende, underbemandede militære enheder, deres pressede materielsituation samt den øvelsesaktivitet, der er forudsætningen for effektivitet og udvikling.

De effektivitetsundergravende effektivitetsreorganiseringer
De reorganiseringer i alle dele af den offentlige sektor, der alle præsenteres som effektiviseringer i tidens ”New-speak”, fører hastigt mod at skabe den totale desorganisering og undergravning af faglighed og moral.

Vel en snes rablende reorganiseringer havde som allerede nævnt gjort SKAT til en ansvarsfri sandkasse for hold efter hold af ufaglige, smarte reformatorer i centraladministrationen. Resultatet er bl.a. den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter og gæld, og ingen synes at vide, hvordan evnen skal genopbygges. Resultatet, den manglende evne til retfærdig ligning og inddrivelse af indtægter, accelererer nedbygningen af resten.

Hvad NPM har ødelagt
Til sidst er det nok nødvendigt at understrege, hvad der er tabt igennem amatøriseringen af offentlig ledelse igennem godt tyve år. Indtil da blev beslutninger taget i en dialog mellem på den ene side de fagligt ansvarlige ledende professionelle, der kunne være fra forskellige fagområder, og på den anden side den eller de ansvarlige politikere. De involverede embedsmænd havde først og fremmest til opgave at bidrage med juridisk støtte og vejledning. Dette betød ikke, at de økonomiske konsekvenser havde mindre vægt, men at udviklingen kunne vejledes af faglighed. Nu synes man alene at lade fagforeninger og interessegrupper give det faglige input til beslutninger, hvilket altid vil være et partsinteressebidrag.

Uden samspillet mellem fagkundskaben og den ansvarlige politiker bliver statens handlinger reduceret til – som de blev i Sovjetunionen – at kaste penge efter et nyt pinligt nødlidende hjørne af en organisation, medens resten hensygner. Uden faglighed og en klar fordeling af myndighed kan ansvar ikke pålægges, og den offentlige sektor vil fortsat rammes af demensforvirring. Det er blevet resultatet af de tyve års arrogance efter fravalg af faglighed.

Det fortjente tab af folkets respekt for lederne
Ikke mærkeligt, at danskerne uden for København og Aarhus protesterede og viste despekt for de politiske ledere, som tog ansvaret for udviklingen. Situationen nu svarer fortsat til, at man styrer fra maskinrummet uden forstyrrende interesse for, hvad der sker uden for dette og omkring skibet. At invitere de fagligt professionelle tilbage ”på broen” kunne bidrage til, at den offentlige sektor i mindre grad blev set som en ufokuseret, af og til nødlidende byrde, af og til spiseforstyrret monster.

Vejen tilbage
Vejen frem er derfor paradoksalt en søgen tilbage mod en situation, hvor man forstod og handlede efter, at offentlige aktiviteter hele vejen fra beslutning til udførelse skal være fagligt-politiske. Ellers forbliver situationen lige så lidt målrettet som i de seneste godt tyve år, dvs. som en hanekyllings bevægelser, efter hovedet er hugget af.

Hvis man i fremtiden igen involverer fagligheden, kan alle de sandsynlige konsekvenser af mulige politiske beslutninger blive skitseret – ikke kun deres økonomiske og juridiske konsekvenser. Så undgås nutidens hovsa-virkninger af reformer. Faglighed bygger nemlig på erfaringer, der nok virker mere usikre end teoretiske økonomiske modeller, men er langt bedre end energisk, politisk-bureaukratiske blindkørsel. Med søgen efter et fagligt grundlag kan innovation blive andet end endnu en gang ”agil” reorganisering med måneders eller års desorganisering som virkning.

OBS!

At politikere er generalister og derfor faglige amatører er en af de rimelige og væsentlige grundlæggende sunde vilkår i et demokrati.

Men når to så rutinerede politikere som den danske statsminister og forsvarsminister præsenterer og forsvarer et forslag, der som det forsvarsforligsudspil, de fremlagde den 11. oktober, er fyldt af spin, fejlopfattelser samt halve sandheder og har væsentlige huller, er der noget galt.

Det er klart ved læsning og analyse af piecen, at problemerne ligger i embedsmændenes udarbejdelse af forslaget og i forberedelsen af specielt forsvarsministeren til de efterfølgende interviews. Problemet bliver ikke mindre af, at man har en klar fornemmelse af, at selv de uniformerede rådgivere ikke vidste bedre.

Forsvarsministeren slap kun nogenlunde sikkert igennem de efterfølgende interviews, dette fordi journalistkorpset på Christiansborg aldrig kunne finde på at nedlade sig til at søge indsigt i andre områder end forholdet internt i og mellem partierne, lidt makroøkonomi samt holdningspolitiske emner.

Da de af deres kolleger, der for tiden er ansat som rådgivere og kommunikationsrådgivere, har samme lave videns- og forståelsesniveau, bliver samspillet mellem politikerne og vælgernes kontrollører fra medierne et tomt, ukritisk og overfladisk spilfægteri.

Denne OBS-blogartikel skal dels bidrage med lidt supplerende oplysninger om nogle af de forhold, der kom frem under præsentationen og de efterfølgende interviews, dels berøre helt centrale emner, som glimrede ved deres fravær.

Fregatternes udrustning og bevæbning
Fregatterne vil blive udrustet med moderne områdeluftforsvarsmissiler, opgraderede radarer samt moderne muligheder for ubådsjagt.

Dette er helt fint og logisk, idet det betyder, at investeringen i bygningen af de nu vellykkede og velfungerende største danske krigsskibe i vores marinehistorie bliver meningsfuld.

Det vil gøre fregatterne anvendelige til at indgå i bl.a. amerikanske hangarskibsgrupper på de store have, og anti-ubådskapaciteten kan også blive relevant i isfrie farvande i omkring Grønland under suverænitetshævdelse og krisetilstedeværelse her.

Fregatterne hører hjemme dér, ikke øst for Bornholm, hvor de ved en eventuel krigsstart ikke vil komme til skud, før de bliver sænket. Det skyldes dels, at NATO ikke vil skyde først og for det andet, at vore skibe som resten af NATOs krigsskibe ikke har effektive selvforsvarsvåben mod de langtrækkende, supersoniske sømålsmissiler, som russerne kan flytte rundt i Kaliningrad.

Heller ikke fregatternes nye anti-ubådsvåben er specielt relevante i Østersøen, dels fordi russerne endnu ikke har prioriteret at opbygge deres ubådsstyrke her, dels fordi fregatterne ikke kan operere i det farvand, før de langtrækkende våben i Kaliningrad er sat ud af kraft. Dette kan i øvrigt lettest og mest rationalt kan ske med langtrækkende feltartilleri fra Litauen og Polen, der med droner finder og følger de russiske kystmissilbatterier. Denne svaghed ved russernes situation i Oblasten kommer jeg senere tilbage til.

Det er en gammel nyhed, som russerne allerede klart har taget afstand fra, at fregatternes opgraderede radarer skal kunne bidrage til NATOs forsvar mod ballistiske missiler. Der er dog ikke tale om truslen fra russiske ballistiske missiler, men først og fremmest iranske, som kun vil udgøre et alvorligt sikkerhedspolitisk problem, hvis de udrustes med kernevåben, og det vil først blive aktuelt, hvis Trump, som det nu desværre tyder på, bryder med den internationale aftale med landet.

Nu hører man under diskussionen om bevæbningen af fregatterne med et moderne områdeluftforsvarsmissilsystem, at dette begrundes med, at man så kan skyde Rusland ballistiske Iskandermissiler fra oblasten ned.

Om det er muligt, er for det første i meget høj grad tvivlsomt, for det andet er det totalt irrelevant, hvis det skulle være realistisk.

Der er hidtil kun et missilforsvarssystem i verden, der har haft rimeligt gode resultater med nedskydning af missiler. Det er Israels højtudviklede forsvarssystem mod Hizbollahs og Hamas’ langtrækkende raketter fra Libanon og Gaza. Truslen her er kun simple raketter af forskellige størrelser, der følger en ren ballistisk bane. De støttes ikke som russiske våben af modmidler.

Selv USA har ikke haft tilsvarende succes under deres forsøg med anti-missilvåben, og selvom det rent faktisk skulle blive muligt at anvende fregatternes luftværnsvåben mod Iskandermissilerne fra Kaliningrad, er dette totalt irrelevant for Danmarks og andre landes sikkerhed.

Rusland kan nå bl.a. Danmark med tusinder af andre kernevåben fra mere langtrækkende ballistiske missiler, flybårne bomber og missiler samt krydsermissiler fra land, overfladeskibe og undervandsbåde. Vi må som under Den Kolde Krig leve med, at den eneste sikkerhed mod russiske kernevåben er de tilsvarende amerikanske. At tro, at vi selv kan sikre os mod dem, er naivt tosseri.

Brigaden med de 4.000 mand
Udkastets forfattere har åbenbart en opfattelse, af hvad en brigade er, der ligger på samme amatørniveau, som vi kan forvente hos en statskundskabsuddannet ”militærekspert”: Det er en stor hob af soldater, der jo kan deres job, hvis de er kontraktansatte. Denne består af delhobe udrustet med forskellige typer af våben.

De synes at tro, at alle andre er ligeså uvidende og derfor ligeså let imponerede som de selv.

Kun gamle professionelle “ex-koldkrigere” som blogforfatteren, ved fra egen erfaring, hvor vanskeligt det er at få ikke alene enhederne – delhobene – til at fungere internt. Hertil kommer det krævende samvirke mellem de forskellige dele. For os er det tragikomisk at konstatere, at pjeceforfatterne synes at tro, at når man har hobene og våbnene, kan man, efter at have trukket soldaterne hjem fra forskellige internationale missioner og grænsevagt m.m., på et halvt år få opbygget enhederne af de forskellige legoklodser og derefter skabe en smuk samling af forskellige legobygninger. Denne pæne legolandsby er så brigaden.

Forudsætningen for at få hobene til at blive en brigade er for det første, at enhedernes officers- og befalingsmandkorps er særdeles veluddannet og rutineret i at kunne gennemføre og lede enheder under ekstremt krævende konventionelle operationer, hvor enhver officer og befalingsmand skal kunne virke på et eller bedst to niveauer over sin indledningsvise stilling.

Et sådant officerskorps findes ikke længere, dels på grund af, at udtagelsen og uddannelsen til stadighed er blevet forringet, dels fordi det høje, krævende og varierende øvelsesaktivitetsniveau i 25-30 % af året, der skaber kadrernes rutine, af mange forskellige årsager ikke finder sted. Officerens virksomhed domineres af organisatoriske nødløsninger, afspadsering af overarbejde samt konstant indtastning af detaljerede forbrugsdata.

Det allerførste og væsentligste skridt i skabelsen af brigaden er at erkende, udtrykke og handle ud fra, at den skal forberedes til at kunne deltage i regulære og længerevarende kamphandlinger i en konventionel krig.

Jeg ved, at dette for danske politikere – samt de fleste af nutidens officerer – er næsten umuligt at nå til. Det skulle have været udtrykt entydigt i præsentationspjecen. Uden at dette sker, er indsatsen spild af penge, idet vi ikke kan overbevise russerne, balterne eller os selv om, at anstrengelsen har nogen værdi.

De afgørende skridt, der derefter skal tages, er for det første, at alle chefer fra brigadechefen og nedefter til kompagnichefer fra starten af og fremover skal være rollemodeller med hensyn professionel viden, færdigheder, professionel innovationsevne og engagement. De tre chefsniveauer i brigaden skal fra top til bund derefter helt frigøres for rutineforvaltningsopgaver, så de kan koncentrere sig om at følge og forny uddannelsen og tilpasningen til de nye opgavekompleks og gennemføre udviklingen af deres stab og underlagte enheder. De skal endvidere havde delegeret ansvar for og myndighed til at flytte personel, der selv efter vejledning og hjælp viser sig uegnet til deres funktion. I princippet bør chefer på alle niveauer ansættes under en form, hvor der ved fast tillæg kompenseres for, at de ikke har nogen højeste arbejdstid.

Disse forhold kan i dansk nuværede Forsvar virke fremmed og mærkeligt, hvilket kun viser én ting, nemlig hvor langt vej vi siden 1992 har bevæget os væk fra militært minimalt effektive arbejdsformer.

For at skabe brigaden af materiellet og delhobene skal kadrerne i øvrigt straks og jævnligt rekognoscere i det område, hvor den forudsættes indsat, herefter ikke mindst i Baltikum. Derefter skal de udarbejde og øvelsesteste skitseplaner for de mulige indsættelser.

Herunder skal der konstant netværkes med de lokale militære og civile myndigheder for at fastlægge underlæggelseforholdet til de derværende kommandomyndigheder, muligheder som samarbejde med lokale enheder samt mulighed for værtslandets støtte (Host Nation Support). Efter danske værtslandserfaringer fra 1980’er skal der udarbejdes formelle samarbejdsaftaler.

Det tager erfaringsmæssigt et par år at få en aftale færdigforhandlet. Den tid tog det i slutningen af 1970’erne under forhandlingerne mellem Østre Landsdelskommando (hæren øst for Storebælt) og de britiske myndigheder om den mulige indsættelse af 1. Britiske Infanteribrigade på Sjælland.

Først efter, at man har opnået et vist kendskab til de mulige indsættelsesområder, kan man gå i gang med at skræddersy og øve brigaden til opgaven. Organiseringen indebærer dels tilpasningen af brigadens enheders udrustning til terræn og klima, men først og fremmest opbygningen af brigadens logistik.

Dette først og fremmest med et logistisk støtteområde tæt bag kampenhederne med en todelt logistikbataljon med militærpoliti, forsyninger af bl.a. ammunition, brændstof og mad til vel en uges intensiv indsættelse, feltmæssige værksteder med materielbjærgningskapacitet og reservedele samt en sanitetsenhed.

Hvis der ikke kan aftales sikringsstøtte fra værtslandet skal der også opstilles danske sikringsdelinger til alle dele bag kampenhederne, dvs. artilleri, kommandostationer og logistik.

Derudover skal der opstilles et logistisk baseområde ved den vestbaltiske havn, som skal være punkt for søforbindelsen hjem. Her skal bl.a. placeres militærpoliti, nogle ekstra ugers forsyninger af alt, som værtslandet ikke leverer, et feltlazaret, ekstra transportkapacitet og en krigsfangelejr. Ja, krigsfanger er folkeretligt et dansk ansvar, her kan vi som bekendt ikke snyde på vægten igen.

Det er godt at huske, at den professionelle militære altid og hele tiden tænker logistik. I pjecen nævnes ordet, men man synes ikke at forstå, at det indebærer for brigadeprojektet, at kadrerne i hele logistikorganisationen skal være etableret af faste officerer og befalingsmænd samt reservefolk med den relevante blanding af civil og militær baggrund.

Et første skridt til at opnå et indtryk af opgavens omfang og løsningsmuligheder ville være at gennemføre en historisk undersøgelse af Fremskudt Forsyningsområde, Vestre Landsdelskommando (FFO/VLK), den logistikorganisation, der under Den Kolde Krig havde ansvaret for at støtte Jyske Division ved Lübeck fra de danske logistiske baseelementer nord for grænsen, herunder i Nordjylland.

Det er i øvrigt helt urealistisk, at andet end kadrerne og militærpolitiet i logistikorganisationen kan holdes inden for loftet på de 4000. Resten må som under Den Kolde Krig skaffes ved uddannelse af værnepligtige enheder og udrustes med udskrevne køretøjer og materiel. For at brigaden skal blive mere end en kulisse, der kun imponerer Christiansborgmedierne, skal opstillingen af logistikelementerne indledes straks, dvs. fra starten af forligsperioden.

Når organisationen er på plads startes en konstant øvelsesaktivitet af brigadens stab og stabskompagni sammen med alle enhedernes føringselementer, øvelser hvor lokale værtlandsofficerer ofte deltager, og hvor også logistikenhederne deltager.

Når dette har været gennemført et par år under jævnlig allieret inspektion, vil den voksende hob af personel og materiel tage form af en brigade. I forløbet vil der vise sig et akut behov for at genskabe en professionel videregående uddannelse af den bedste af hærens yngre officerer. Officerer over 45 år hører ikke hjemme i brigaden.
Se i øvrigt:

Land Force Re-booting Guide for Dummies

Værnepligtige og kontraktlønnet personel
Ordudvekslingen om dette emne, herunder både spørgsmål og svar, var præget af uforbeholden uvidenhed hos både journalister og civile ”eksperter”. Hos politikerne var de også præget af uvidenhed, men samtidig af parti- og den enkeltes grundholdninger til statslig tvang og til krig.

Da jeg lige har behandlet spørgsmålet ud personlige og observerede erfaringer med alle typer af bemanding, henviser jeg her til:

On ways to man an army

De 180 dages varsel
Som allerede beskrevet kan man ikke vente med at skabe “brigaden” af soldaterhoben og materielbunkerne til det tidspunkt, hvad man beslutter, at nu er gode dyr rådne. Det skal ske straks.

Det kan i øvrigt undre, hvor disse 180 dages varsel kommer fra. Hvis vi anvender de gamle begreber “strategisk varsel” (dækkende varsel om krigsrisiko) og “taktisk varsel” (om umiddelbart forestående angreb) må man for det første konstatere, at erfaringerne med Sovjetunionens invasioner af nabolande i 1956, 1968 og 1979, Cubakrisen i 1962 og med Ruslands invasioner i 2008 og 2014 ikke giver noget som helst håb om mere end et par ugers kombination af de to varsler.

Læsningen synes at bygge på opfattelsen af, at Putin vil handle rationelt, og da han ved, at NATO/Vesten er stærkest, og at vi derfor vil vinde anden runde, vil han ikke han ikke handle ufornuftigt. Der er indledningsvis to problemer med denne opfattelse.

For det første er NATOs vesteuropæiske lande som Danmark reelt uden kampklare enheder, og USA har ikke mulighed for at rømme Stillehavet, Korea og Det Sydkinesiske Hav og koncentrere til Europa. Som i 1941 har USA samtidig to krigsskuepladser selv efter man har nedbygget sine styrker til kun at kunne håndtere én, og på grund af de ekstremt høje priser for nyt materiel har man ikke penge til at retablere evnen til at håndtere to.

For det andet er vælges krigsmuligheden i min erindring som historiker så at sige aldrig ud fra en objektivitetsbaseret og rationel analyse. Krig vælges som den mindst ringe mulighed som af Japan i 1941, Storbritannien og Frankrig i 1956, Sovjetunionen i 1979, Irak i 1990 og USA i 2003, fordi man føler sig overbevist om, at lige nu er der en mulighed, et åbent vindue til et hurtigt kup med minimum risiko. Og Putin kan med forberedelse af kernevåben skabe en “firewall” efter første fases fait accompli, der placerer problemet på vores side.

Men lad os nu sige, at læsningen af Putin er korrekt, og at han uanset om USA måtte ville blive bundet af en åben konflikt i Sydøstasien ikke opportunistisk vil udnytte situationen i Europa. I så tilfælde er det ændring, der kan udløse 180-dages overvejelser, være en afløsning af ham med kræfter fra den radikalt nationale opposition til højre for det nuværende styre.

I den situation er det imidlertid min historisk baserede opfattelse, at NATO og medlemslandene vil være ekstremt tilbageholdende med at gøre noget som helst, som det nye styre kan anvende som påskud. Dvs. at det teoretiske varsel ikke vil blive anvendt.

De 180 dage må være forankret i Forsvarets Efterretningstjeneste. Problemet er imidlertid, at tjenesten ikke længere også er en militær efterretningstjeneste. Det er blevet en af forsvarsbudgettet finansieret civil udenrigsefterretningstjeneste, der er blevet rettet mod at varsle om udenlandske terrorkilder. I forhold til Rusland er det den tidligere politisk-økonomiske dimension, der er bevaret. Den militære varslingskapacitet er nedlagt som irrelevant, og nedlæggelse af den militærprofesssionelt analytiske videregående uddannelse på Forsvarsakademiet gør, at den nu tabte kapacitet ikke umiddelbart kan retableres.

Det mest problematiske i situationen er dog, at Forsvarsledelsem og FE’s chef ikke åbent fremlægger de begrænsninger, som den nuværende tjeneste har.

Ikke behandlede forhold: Bornholm
Tjenstestens nu ekspertisemæssige skyklapper viser sig også i den manglede evne til at sætte sig i en russisk, militærvidenskabelig generalstabsofficers verdenssyn og arbejde.

Hvis man forsøgte, ville man forstå, at Kaliningrads udsatte position mellem Polen og Litauen gør det nødvendigt, at Rusland – om dette fortsætter med at være muligt – må gøre denne trussel mod Kaliningrad operativt og geostrategisk irrelevant ved at låne Bornholm som fremskudt sømåls- og luftværnsmissilbase.

Øen er i modsætning til Oblasten ikke sårbar fra naboområder, og vil derfor effektivt kunne lukke mulighederne for at sejle hjælp fra NATOs bagland i Danmark og Nordtyskland til Baltikum.

Hindring af anvendelsen af Bornholm på denne måde vil derfor være det umiddelbart væsentligste danske bidrag til den fremtidige sikrede base-transitrolle, som forligsudkastet ser for dansk forsvar. Målet med bevogtning og forsvar af øen skal være at hindre, at tung materiel som missilenheder kan komme i land på øen efter et kup. De første havne og den første lufthavn, der skal kunne bevogtes og spærres, ligger på Bornholm, og bortset fra sikringen af Rønne Havn vil opgaven kunne løses af værnepligsuddannede sammen med lokale specialister og folk fra søværnet.

Andre ikke behandlede områder
1) Retableringen af et ansvarligt forsvarschefsembede
2) Retablering af en kvalitetsuddannelse for det mindre antal faste officerer, der er behov for i fremtiden, både på det grundlæggende niveau og på det videregående niveau (det ville indebære en analyse af, hvad der var fast officersarbejde, hvad der var fast befalingsmandsarbejde, og hvad der kunne løses af reservekontraktpersonel
3) Diskussion af Cyberforsvar som en central totalforsvarsopgave og denne opgave og organisations logiske placering i Centraladmistrationen

At forbruge den uvirksomme hær som politiforstærkning er indlysende styrkenedbrydende og samtidigt farligt


En gruppe italienske faldskærmsjægere med pansret køretøj som vagter foran det skæve tårn i Pisa 14.8.2017

Det umiddelbart indlysende
Politiet er blevet presset af ekstra opgaver såsom politisk krav om midlertidig grænsebevogtning, vagt ved terrormål og af en åben bandekrig, som hverken korpset selv eller politikerne har noget svar på. Samtidig er Politiet hæmmet af enhver organisations og personelorganisationers vanskelighed ved at tænke uden for boksen og gøre noget nyt (jævnfør min tidligere blogartikel).

For vores politikere er det indlysende fornuftigt at anvende Forsvarets personel – læs Hærens menige og sergentgruppe – til at hjælpe politiet med at løse vagtopgaver, der ikke kræver politimæssig sagkundskab eller rutine.

Hæren (bortset fra Den Kongelige Livgardes vagt ved de kongelige slotte) har jo ikke noget fornuftigt at lave, da man jo ikke længere kunne finde på at sende enheder til fjerne lande, og da enhver ved, at NATO er så stærk, at i hvert fald Danmark ikke er truet i de få år indtil den evige fred indtræffer. Mange andre lande gør jo det samme med deres landstyrker. Store dele af de franske og belgiske hære er på terrorvagt – som de italienske elitestyrker ovenfor.

Det nedbrydende og reelt farlige. Først det nedbrydende
Anvendelsen har imidlertid den omkostning, at landenes hære hurtigt bliver ubrugelige til deres opgave. For at forstå hvorfor, er det hensigtmæssigt både at se en hær som sammenligneligt med både et stort orkester og med en stor kompleks virksomhed som eksempelvis et hospital.

Kvaliteten i en hær afhænger for det første af den fælles grundlæggende uddannelse af den enkelte soldat. Det er her, at man bl.a. lærer de færdigheder, der anvendes under simpel vagttjeneste. Men denne uddannelse skaber ikke andet end en jævn hob af vagter, ikke en anvendelig organisation.

Landmilitær effektivitet forudsætter for det første, at soldaten derudover uddannes i mindst én specialiseret funktion, her sammenligneligt med musikerens instrument, og som for musikeren kræver soldatens effektivitet konstant og mere øvelse, hvor denne aktivitet skal foregå i varierende stadig mere krævende situationer som musikerens i forskellige musikstykker.

Som musikeren i orkestret skal soldaten ikke alene mestre sit instrument, han skal kunne gøre det i et tæt samarbejde med de andre i sin enhed. Samarbejdet/samspillet skal blive så rutineret, tillidsfuldt og tæt, at det foregår, uden at man behøver at tænke på det (også som på et godt, sammenspillet fodboldhold).

For at de mindste hærenheder kan virke effektivt og uden risiko for kammerater og andre, skal såvel grunduddannelsen, specialuddannelserne og samarbejdet bringes op og holdes på et højt niveau. Dette nødvendige niveau kan kun holdes, hvis enheden er fuldt bemandet og at bemandingen er stabil. Det er den samtidige og jævnt fremadskridende uddannelse af en hel enheds soldater sammen, der gør, at en værnepligtenhed kan nå et så højt efter et lille års tid, at dette er meget vanskeligt at opnå for en enhed af kontraktsoldater, hvor en del hele tiden udskiftes.

Som også for hospitalet, skal det grundlæggende delelement i en hær både kunne arbejde gnidningsløst sammen med andre tilsvarende elementer (på hospitalerne afdelingernes vagthold) og med andre specialafdelinger og støtteelementer. Dette samarbejde mellem forskellige funktioner kræver for hæren vedkommende større, langvarige og krævende feltøvelser o.l., hvor ikke mindst lederne lærer deres funktion i praksis med de problemer, som aldrig opstår i teorien. Der skal her være tale om feltøvelser, der også øver indsættelse i ekstremt belastende og komplicerede kampsituationer.

Uanset hvilken hær, vi taler om, vil anvendelsen til løsningen af ikke-militære opgaver hurtigt nedbygge alt andet end den grundlæggende færdighed, som opgaven kræver. Folk, der afgives til disse opgaver, vil være fraværende, så enheden hurtigt taber kvaliteten som et orkester, hvor et stort antal musikere anvendes som dørmænd eller billetsælgere for at hjælpe på koncertsalens budget.

Men for en hære som den nuværende meget lille danske, vil yderligere fravær fra enheden hurtigt blive kritisk undergravende. Her er det allerede i forvejen umuligt for enhederne at nå mere end et middelmådigt uddannelsesniveau, bortset fra i situationer, hvor uddannelsesrammen er forberedelsen til en konkret mission:

* Her, hvor stram økonomi sammen en ineffektiv og ufagligt baseret personelforvaltningsfunktion både giver store “huller” i enhederne og manglende frihed til at kompensere lokalt.
* Her, hvor alle fra general til menig er ansat med fast timetal uanset funktionens behov og med pligt til at afspadsere alt overarbejde
* Her, hvor man i forvejen og i fremtiden i stigende grad ikke alene er fraværende fra sin enhed med henblik på faglig efteruddannelse, med også væk til civilt kompetencegivende kurser.


Fra dansk feltøvelse, der både rutinerer soldaten i de grundlæggende færdigheder og hans/hendes speciale under vanskelige vilkår i samspil med kammeraterne, med også gør det under samarbejde med andre funktioner

Men det er også farligt
Det virker måske afskrækkende for amatør-terrorister, at der foran synagogen eller menneskemængden ved rockkoncerten står et par soldater foran deres pansrede køretøj med beskyttelsesvest og automatiske stormgeværer, som på billedet ovenfor fra indgangen til Pisa-tårnet.

Men som vi ved fra begivenhederne den 30. januar 1972 i Nordirland, kan det hurtigt ændre sig til en katastrofe, hvis soldaterne bliver beskudt eller tror sig beskudt. På “Bloody Sunday” var det ikke italienske, men britiske faldskærmssoldater, der så sig under angreb og besvarede ilden. Dengang døde fjorten og tolv blev kvæstet, på trods af at den tids håndvåben var langt mindre effektive end moderne stormgeværer.

Med normale unge, primært kampuddannede soldater på terrorvagt vil det være langt lettere for målbevidste terrorister at fremprovokere en tragedie, end det vil være med modne politifolk, uanset disses bevæbning. Det er et helt naturligt resultat af deres forskellige uddannelse. Det hjalp ikke i Nordirland, at der var tale om veluddannede elitesoldater. Som 4. maj 1970, hvor det var frivillige deltidssoldater fra Ohio National Guard på Kent State University, kom situationen ud af kontrol og endte i en tragedie.


Fra Kent State University i maj 1970, hvor fire blev dræbt og ni sårede.

Som terrorvagt kan heller ikke bandebekæmpelse være en militær opgave. Kun tankeløst uansvarlige kan tro andet.


Fra tragedien i Nordirland i 1972.

Men hvad så ved grænsen.
Politiet har et behov for assistance, så noget skal ske. Løsningen ligger lige for. Der er ikke behov for at ødelægge resten af hæren ved at sende dens soldater til grænsen. En langt bedre mulighed findes i Hjemmeværnets Politikompagnier. Det er i forvejen et hjælpepoliti, der siden Den Kolde Krig har haft politifolk som chefer og befalingsmænd.

Antallet af disse kompagnier kunne forøges i området nord for grænsen. Politiet kunne tage styrken mere alvorligt, vise det ansvar for kompagnierne, de har, og med inspiration fra Marinehjemmeværnet kunne de og SKAT påtage sig at give egnede medlemmer målrettet uddannelse til grænsetjenesten. Marinehjemmeværnet løser i stor udstrækning løser Søværnets opgaver i hjemlige farvande med frivillige, som har skaffet sig de nødvendige civile uddannelser som navigatører, kommunikatører og teknikere. Med voksne politifolk fra grænselandet som befalingsmænd og med disse politihjemmeværnsfolk fra samme region som rygrad, ville man kunne skaffe sig en langt mere lokalforbundet, målrettet og fleksibel hjælpepolitistyrke end de kommende politikadetter, der grundlæggende starter på den rekrutuddannede soldats niveau.


Politiet burde tage deres ansvar for politikompagnierne alvorligt, udbygge, uddanne og udruste dem til grænsevagtsopgaven

Men hvad så som vagter ved terrormål.

Hjælpen bør ske igennem militærpolitiet.

Forsvaret har en uddannet ordenspolitistyrke, der sådan set er egnet til at hjælpe, men militærpolitiet er alt for lille til at hjælpe på et meningsfuldt niveau. Det vil være spild at anvende personellet fra Jæger- og Frømandskorps til vagtopgaver, det bør anvendes til direkte støtte til Politiets Aktionsstyrke i løsningen af langt mere krævende opgaver.

Terrorvagtopgaven bør løses på anden måde, og Danmark er så heldig, at vi råder over en meget stor pulje af grunduddannet og velegnet personel.

Livgardens uddannelse til vagttjenesten ved de kongelige slotte skaber robuste, tålmodige og disciplinerede soldater. Den forbereder til tjeneste i direkte kontakt med befolkningen, hvilket væsentligt mindsker risikoen for tragedier. Der uddannes hvert år et stort antal værnepligtige til vagtkompagniet, og fra styrken af tidligere soldater i kompagniet kunne der rekrutteres det nødvendige antal egnede til en militærpolitireservepulje. De skulle for en årlig kontraktsum samt løn under anvendelse forpligtede sig til eksempelvis seks ugers vagttjeneste årligt i eksempelvis fire år. De egnede kunne forberedes på et 3-4 måneders kursus, der blev gennemført af Forsvarets Militærpoliti og Politiskolen. Herefter kunne de, som bestod og fik kontrakt, blive udnævnt til militærpolitikorporaler.


Tidligere soldater fra Den Kongelige Livgardes Vagtkompagni – som disse to gardere – bør anvendes til hurtigt at opbygge militærpolitiet med en stor, landsdækkende reservestyrke af folk på rådighedskontrakter.

Håndtér dog banderne efter principperne for moderne oprørsbekæmpelse!


Efter skyderiet

Vi ved, at banderne er rekrutteringssted for islamistiske krigere.

Vi ved, at folk fra IS og andre terrororganisationer kan vende tilbage til dem.

Vi ved, at banderne og rockerorganisationer ser sig som separate uden for vores samfund og har deres egne normer og “rets”-system.

Vi ved, at de virker på tværs af landegrænser, også fordi det fremmer de kriminelle muligheder.

Vi ved, at de anvender pres og vold til at opnå deres mål.

At opfatte banderne som et begyndende oprør har væsentlige fordele.

Det er dog væsentligt først at understrege, at det ikke betyder, at der skal anvendes militært personel mod banderne. Det ville nemlig være indlysende skadeligt, fordi inddæmning og undergravelse at et oprør må ses som det, det er: et politisk efterretningsdrevet politiprojekt.

Det, som det betyder, er, at alle involverede klart forstår, at indsatsen må være efterretningsdrevet for at virke effektivt uden at fremprovokere negativ reaktion. Efterretningerne, der kan føre til politiindsats, skal være bygget på et stadig bedre efterretningsbillede.

Efterretningerne må som under ethvert oprør først og fremmest hentes fra lokalsamfundet, som “opmuntres”, presses eller købes til at bidrage – og derefter beskyttes effektivt mod hævn.

Efterretningerne skal også komme fra tidligere eller aktive bandemedlemmer, der presses/købes til at bidrage, og derefter beskyttes. Fængselophold for de straffede og ureformerede bandemedlemmer skal gøres maksimalt belastende gennem korte ophold og mange flytninger mellem institutionerne.

Endeligt skal efterretningerne suppleres igennem en tæt tilstedeværelse og monitering (med alskens moderne midler) fra politiet side i bandernes områder.

At man skal lade sig inspirere af erfaringer fra moderne oprørsbekæmpelse betyder også, at politiets magelige rutineoptræden – ved patruljering og visiteringszoner – må forstås som groft ineffektiv. Det er den af den simple grund, at modstanderen også kan tænke og straks tager højde for disse skridt, der så mister deres effekt. De er ligeså dumme og ineffektive, som hærens forudseelige kontrolposter og patruljering fra stadigt Taliban-moniterede baser i Helmand var det.


Forudseelig og derfor ineffektiv patruljeproduktion i Helmand

Overborgmester Frank Jensen har ret, der skal straks etableres mobile politistationer på Nørrebro og i Nordvest.

De skal bemandes med en kombination af uniformeret og civilklædt personale, hvoraf nogle har rødder i lokalområdet eller andre tilsvarende ghettoer. Stationerne skal have delvis skiftende bemanding for at undergrave bandernes mod-efterretningstjeneste.

Ledelsen af efterretnings- og politiindsatsen skal, som under oprørsbekæmpelse, gives klart og entydigt og have delegeret myndighed.

Som ved oprørsbekæmpelse bør også indsatsen mod banderne styres af politisk logik.

I mulig udstrækning skal der tages politisk-økonomiske skridt, der mindsker risikoen for rekruttering og loyaliteten til banderne, og man skal se og indrette sig på, at der er tale om en informationskrig om lokalbefolkningens og ikke mindst børnenes sjæle.

Observationer af debatten op til næste danske forsvarsforlig: Forsvarsinnovations-organisationsentreprenør-reformator-konsulentens korte grundbog

Forsvarspolitik bygget på den selvfølgeligt ahistoriske kombination af naiv og arrogant intuition, der VED, at:

Organisationer (som specielt Hæren) er:
> Øsle med menneskelige og økonomiske resurser
>> Ubegavet reaktionære
>>> Dovent forsvarende egeninteresser

Fordi disse ikke-innovative ikke ved/vil indse, at vi, der har ret, derfor ikke vil argumentere for det åbenbart rigtige, nemlig:
1) At andre i udlandet eller i den civile verden har smartere løsninger, som kan kopieres direkte [selvfølgelig skal man søge inspiration overalt, men anvendeligheden i dansk militær sammenhæng er langt fra givet, og kopiering uden udnyttelse af professionel erfaring og indsigt vil med stor sikkerhed undergrave den militære effektivitet]
2) At fortiden er irrelevant for fremtiden, hvilket bl.a. gør det indlysende, at danske styrker aldrig kommer i krig igen [en helt utroligt arrogant og overfladisk holdning]
3) At dette også, fordi hæren nu er beskåret til et minimum, hvor den kun lige kan klare Livgardens Blå Vagt og Gardehusareskorten, så der er blokeret for, at fremtidens politikere igen kan sende den til et sted som Irak eller Afghanistan [betyder blot, at de, der sendes alligevel af regeringerne – nu som “rådgivere” – er langt dårligere forberedt og støttet]
4) At dette er godt, fordi det er indlysende, at danske hærstyrker ikke kan løse nogen reel forsvarsopgave [håber vi, men allerede nu gælder det kun for Danmark vest for Bornholm og hvis vi nægter at bidrage substantielt til det fremskudte forsvar af NATOs østgrænse]
5) At dette heller ikke er nødvendigt, for NATO er meget stærkere end Rusland [kun korrekt, hvis en konflikt bliver lang, global og ikke optrappes til generel kernevåbenkrig; Rusland har en klar overlegenhed indledningsvis i Europa]
6) At det er indlysende, at idéen om at retablere danske reservestyrker viser mangel på innovationsevne [inden for rammen af realistiske forsvarsbudgetter er opbygningen af reservestyrker med kadrer og materiel den eneste vej til at sikre fleksibilitet og udholdenhed af strukturen]
7) At det er indlysende, at kontraktansatte soldater er både billigere, mere motiverede og dygtigere end værnepligtige på grund af, at de er lønnet for 37 timers tilstedeværelse pr. uge, dette selv om enhederne sjældent er samlede pga. afspadsering efter øvelser, m.m. og i fremtiden for at kunne få civil erhvervsbevis under tjenesten [som så meget andet bygger dette synspunkt ikke på erfaringen; de eneste ulemper ved værnepligtige er, at deres uddannelse kræver hårdt arbejde og engagement af kadrerne så uddannelsen er indlysende meningsfuld, at man derfor kan forklare dem, hvorfor vi tager deres tid, dvs. at der er et klart behov for den styrkestørrelse og den adgang til også den bedste del af ungdommen giver]
8) At da vi ikke skal i krig mere, er det indlysende, at militær ”ledelse” og professionalisme ud over sjakbajsniveauet er både unødvendigt og anakronistisk for Danmark, og vi vil nødigt præsenteres for argumenter, vi ikke kan forstå [men præmissen er jo desværre tvivlsom]

Fordi behovet er så indlysende, er det spild at tid at forstå og undersøge grundlaget for den eksisterende organisation

Da andre innovations-organisationsentreprenører-reformatorer-konsulenter med videnskabelig statskundskabsteoretisk baggrund allerede igennem tyve år har demonstreret deres evner inden for andre dele af den offentlige sektor, herunder SKAT, er der ingen grund til at forholde sig kritisk til virkningen på Forsvaret. Forsvaret fik allerede nær-dødelige doser af indlysende forsvarsinnovationsreformer i 2004 og 2013. Der er her ikke engang behov for at anvende penge på endnu en konsulentrapport, for alt er jo fortsat indlysende, ikke?

Desværre er disse generalistiske, indsigtsblinde organisationsentreprenører ikke alene, når vi taler om Forsvaret. Al for mange – også af organisationens højeste grader – er kun professionsbærere i den forstand, at de optræder i uniform som kejserens nye klær. De har overset, at en profession ikke sikres gennem det par teoretiske kurser, der stempler ud til forfremmelse. Den opretholdes for officerer som for læger kun gennem livslang kritisk og åben nysgerrighed, konstant flid og studier, hvor egen og andres praktisk erfaringer og voksende modenhed giver grundlag for stadig større indsigt. I deres skadelige selvtilfredshed følte de aldrig behov for faglig debatdeltagelse, klarede sig ved at tilegne sig Alliancens og Finansministeriets skiftende buzzwords og sikrede gennem deres destruktive eksempel, at den efterfølgende generation er blevet som de selv. De har nu specielt i hæren skabt en træg masse, der ikke har bevaret evnen til faglig genopbygning. Forsvaret er takket være dem og deres samarbejde med den første gruppe af “innovatorer” langt mere ødelagt og mere demoraliseret, end hvis en udenlandsk fjende havde gjort det under en besættelse.

.

Et konkret resultat af de to gruppers samarbejde er følgende: For 25 år siden havde Danmark det bedste officersuddannelsessystem i landets historie, og den resterende generelle videregående uddannelse var – selv efter lukning af et niveau for at spare penge – så god, at den søgtes af udlandet, selv om eleverne skulle kunne dansk eller et andet nordisk sprog for at gennemføre den. Det centrale resterende problem var, at man ikke havde vilje til at begrænse elevskaren til de motiverede og kvalificerede, hvilket gjorde uddannelsen dobbelt så dyr og fraværsbelastende for enhederne, som den burde have været, og de uegnede og umotiverede hæmmede den fulde udnyttelse af rammen.

Nu er den grundlæggende teoretiske officersuddannelse på niveau med uddannelsen til menig politibetjent, men i modsætning til i politiet indeholder forsvaret meget begrænsede rammer for den relevante praktik, der skal konsolidere fagligheden. Nødvendige efteruddannelser er ved at blive fjernet. Den videregående uddannelse er nu blevet en professionsfjern og substansløs samling af teoretiske moduler, gennemgået uden, at der stilles krav om reelle adgangsforudsætninger, hårdt arbejde eller fordybelse. Tilbage er en blanding af fjernundervisning og tilstedeværelse til lidt orientering og diskussion. En uddannelse, der hverken kvalificerer til professionel indsats eller til relevant civil beskæftigelse. I politiet vil både efteruddannelser og muligheden for at tage en juridisk akademisk uddannelse være fagligt meningsfuldt.

Men når den evige fred er på vej, er det jo ligegyldigt, bortset fra de mange milliarder der spildes og den øgede risiko for landet, de ansatte og deres familier, og ligegyldigheden over for vores mere udsatte allierede, som tabet af faglighed indebærer, indtil dette mål nås.

A Simple Model for National Strategy Discourse

Just for information my latest fully “Clausewizian” version of a total strategy model … as a framework for understanding what has been missing in Western strategy making in a quarter century.

The original – more naïve – version below was used in my strategy and military doctrine development lecturing for many years. It had been developed three decades back from Général André Beaufre’s classical total strategy model.