TEKNOLOGISTORMEN OG EN EVENTUEL KOMMENDE STORKRIG

TEKNOLOGISTORMEN OG EN EVENTUEL KOMMENDE STORKRIG
Min baggrund og erfaring er dobbelt. Som generalstabsofficer fra 1977 til 2004 var mit arbejde som både planlægger og lærer at søge at forudse de krav, som en mulig fremtidig krig sandsynligvis ville stille til militære strukturer, aktiviteter og ledelse.

Som fagmilitærhistoriker fra 2006 til nu gjorde tilfældigheder, at min forskning og historieformidling i meget stor udstrækning fik fokus på 1. Verdenskrig og årene op mod denne. Det blev herunder klart, at denne krig i meget stor udstrækning fik sin karakter pga. problemer med at forstå virkningerne af den meget brede og hurtige teknologiske udvikling, der var sket igennem den lange foregående fredsperiode og som accelererede under konflikten. Samtidig fortsatte jeg med at analysere og kritisk kommentere den sikkerhedspolitiske udvikling og udviklingen af de danske militære styrker.

Virkningerne af den hurtige udvikling på mange områder blev ikke forstået i de ansvarlige dele af de militære, maritime og politiske eliter. Opinionen og de fleste politikere forventede, at man ville undgå krigen, fordi den truede med at blive systemødelæggende. Fagfolkene kunne ikke erkende virkningen af samspillet mellem de forskellige nye og kommende teknologier, nogle fordi man ikke kunne øve sig med dem realistisk. Man forventede derefter, at den kommende krig kunne afgøres hurtigt med anvendelse af moderniseringen af kendte fremgangsmåde.

Det gik som bekendt ikke. De fremgangsmåder og den teknologi, der bragte afgørelsen i 1918, måtte udvikles, efter de tidligere metoder havde fejlet katastrofalt.

TEKNOLOGISTORMEN
Den nuværende situation er som i årene før 1914 i den offentlige og politiske tro på, at politiske modsætninger ikke vil kunne ende i storkrig. Det er nok en betydelig del af forklaringen af, at man nu i modsætning til dengang ikke ser en faglig og offentlig debat om de militærpolitiske virkninger af den mangesidige teknisk-videnskabelige udvikling.

Men som det illustreres af det indledende citat, søger bl.a. Rusland at finde svar på, hvorledes man skal håndtere krigsrisikoen under den aktuelle situation med dens lynhurtige udvikling, der finder sted i samme ramme af muligheden af en gensidig civilisationsødelæggende kernevåbenkrig, som også prægede den foregående Kolde Krigs over tredive års konfrontation.

Dette bidrag vil have tre dele. Indledningsvis vil jeg berøre virkningerne af de forskellige områder for teknologisk udvikling. Her vil jeg argumentere, at disse reelt gør det umuligt af forudse, hvorledes den indledende og eventuelle senere faser i en storkonflikt vil forløbe.

Derefter vil to afsnit behandle udviklingen i de europæiske og asiatiske områder, der nu bliver stadig tættere sammenknyttet, som de også var fra det igennem Aksemagternes samtidige operationer fra 1941 til 1945.

Afslutningen vil derefter berøre konsekvenserne af, at situationen nu ikke kun har fællestræk med årene før 1914, men at den også gennem intern politisk ustabilitet i afgørende lande har fællestræk med situationen i Mellemkrigstiden.

Det er i øvrigt væsentligt at gøre sig klart, at den våbenteknologiske udvikling i alt væsentligt finder sted i to dueller, Rusland mod USA og Kina mod USA, hvor en betydelig del af den russiske indsats er motiveret af den ydmygende teknologiske underlegenhed, som Sovjetunionen opleverede i 1980’erne, og hvor Kina indtil for nyligt var afhængig af russiske fremskridt.

Centralt i den første udsendelse er de overskuelige problemer med at bedømme virkningerne af teknologi, som måske kun er teoretisk, måske er potentiel, måske er i enhederne under forsøg, måske er fuldt operativ. Jeg vil umiddelbart nævne:
1. Muligheden for at nedskyde de kommunikations-, navigations- og rekognosceringssatellitter, der både bærer militær kapacitet og civile nøgleaktiviteter.
2. Muligheden at forstyrre satellitbårne navigationssystemer lokalt ved jamming.
3. Kommunikationssystemers modstandskraft mod nye typer elektronisk angreb, herunder mod cyberangreb.
4. Muligheden for at overskære internetkabler på havbunden, der skal ses som parallelt til ødelæggelse af kommunikationssatellitter.
5. Nye radar- og luftværnssystemers muligheder mod bemandede og ubemandede stealth-fly.
6. Balancen mellem mulighederne af sværme af delvis bevæbnede droner og våbnene mod dem.
7. Hypersoniske missilsystemer med kernevåben eller med konventionelle våben mod højværdisystemer som hangarskibe.
8. Ballistiske, manøvrerende og målsøgende systemer (eks. mod hangarskibe – Kina og Iran)
9. Kapaciteten og begrænsninger af nye meget langtrækkende feltartilleri- og jord-til-jordmissilsystemer.
10. At dette i samspil og med uklarhed om, hvad anvendelsen af kunstig intelligens i sensorer, våben og ledelsessystemer vil komme til at betyde.

Som før 1. Verdenskrig giver mindre konflikter et vist grundlag for at bedømme nye teknologiske muligheder. Man har nu konflikterne i Donbass og Nagorno-Karabakh, der kan give et vist indblik i mulighederne, som man dengang havde Den Russisk-Japanske Krig i 1904-5 og Første Balkankrig 1912-13. De giver nogle indikationer, men det er helt umuligt at opnå rimeligt sikker forståelse for de nye midler. Dette selv om der søges klarhed ved realistiske (lange og krævende) praktiske øvelser, og selv om der spilles mellem egne enheder og modstandere og delvis ukendte egenskaber hos modstanderen vil betyde, kan man kun opnå en sikker forståelse af egenskaber og øve i det omfang, man har sikre oplysninger og fjendens teknik og procedurer – hvilket altid er utopi.

Da man før 1914 forsøgte at lære betydningen af den ekstremt hurtige teknologiske udvikling, fejlede man i alt væsentligt. Fejlopfattelserne kom til at betyde, at man først forstod de nye grundvilkår efter godt to års katastrofal krig.

Man kunne derfor konkludere, at rammen for afskrækkelse nu er en “perfekt storm” af nye teknologier, hvis virkninger er uklare eller helt uprøvede. Men det, der sker, er at Rusland og Kina har søgt veje til at muliggøre militær handling på trods af disse grundvilkår af usikkerhed.

RUSLAND
“Russian military leaders describe the prevailing strategy as ‘active defense,’ a strategic concept integrating preemptive measures to anticipate and prevent conflict, wartime concepts of operations that seek to deny an opponent decisive victory in the initial period of war, degrading and disorganizing their effort, while setting the conditions to attain war termination on acceptable terms.” (CNA Research Memorandum: Michael Kofman et al.: Russian Military Strategy: Core Tenets and Operational Concepts. October 2021, Abstract)

Når man læser resultatet af den russiske analyse af situationen og muligheder i militærdoktrinen fra 2013 (som skitseret af generalstabschefen general Valerij Gerasimov) og både sammenholder opfattelserne i denne skitse med operationerne mod Ukraine i 2014 (samt med interventionen i Georgien i 2008) og ikke mindst de tilbagevendende store samlede øvelser, tegner der sig et klart billede af, at den russiske generalstab forstår og bl.a. accepterer de begrænsninger i de skitserede mulighederne for at forudse en kommende storkrigs forløb. Russernes har endvidere i deres materiel- og taktikudvikling taget højde for erfaringerne fra 1980’ernes ydmygelser og det forhold, at Ruslands vilkår og ressourcer er fundamentalt forskellige fra Sovjetunionens, dvs. langt mindre.

I 1980’erne viste Sovjetunionens militær sig dramatisk underlegent på afgørende områder. Man havde bl.a. pga. svage computere ikke teknisk niveau til at kopiere Vestens voksende evne til at se og ramme mål langt inde i modstanderes bagland. Man kunne ikke kopiere det amerikanske missilforsvarssystem. Endelig havde det centralistiske og bureaukratiske sovjetiske ledelsessystem ikke evnen til hurtigt og fleksibelt at koordinere indsættelsen af et mix af forskellige militære styrker.

Rusland har også måttet indrette sig på, at man ikke som Sovjetunionen både kan satse på totalmobilisering af enorme økonomiske og militære resurser og kunne basere sin magt på en universalistisk ideologi. Rusland har ganske vist bevaret værnepligten og derigennem massemobiliserings-muligheden, men de begrænsede aktive militære styrker, der er til rådighed, er bemandet med fast og kontraktansat personel. Med nationalismen som den centrale ideologi har man ikke som tidligere en forholdsvis let vej til at kontrollere besatte områder med ideologiske meningsfæller, der støtter sikkerhedsstyrkernes indsats som efter 1944 i Østeuropa.

Dette lægger aktuelt begrænsninger på Ruslands muligheder over for Ukraine. Rusland har uden tvivl militære styrker til at tilføje de ukrainske et hurtigt nederlag og erobre landet. Men det ville være en meget betydelig politisk og militær belastning derefter at kontrollere landet ved besættelse under befolkningens modstand.

Min analyse af de sidste års russiske operationer, styrkeopbygning og krigsforberedelser er som følgende:
1. Man lægger maksimal vægt på ikke at anvende militære midler åbent og aktivt, men arbejde med hvad vi har givet betegnelsen ”hybride” midler.
2. Når militære midler alligevel anvendes, søger man at begrænse indsættelsen i omfang og tid og kompensere gennem dramatisk effekt. Man anvender overlegen styrke og ildkraft til at smadre modpartens militære magt og derigennem ydmyge ham og vise det nytteløse af yderligere modstand. Derefter kan man som i Georgien 2008 og Donbas i 2014 trække sine styrker ud. Man udsætter sig derigennem ikke for risikoen ved en besættelse med egen direkte kontrol af en fjendtlig befolkning. Sådanne begrænsede indsættelser ved og over grænserne med forskellige styrkekombinationer øves ved stadig mere fleksibilitetskrævende øvelser. Begrænsede indsættelser vil også have til formål at lamme modstanderen ved at ramme rekognoscerings-, navigations- og kommunikationsmuligheder ved cyberoperationer samt fysiske angreb på satellitter og kabler.
3. Man søger at kunne afskrække en fortsættelse af den konflikt ad to veje. For det første gennemfører man den genopbygning af mobiliseringsevne og national baglandslogistik (såsom militære jernbanetransportenheder og feltmæssige reparationsenheder), som ville være nødvendig i en fortsat krig. For det andet lægges ekstrem vægt at skabe kernevåbenstyrker, der på overbevisende vis kan afskrække en fortsættelse af konflikt og modoffensiver, der skal berøve Rusland de indledende gevinster. Denne sidste indsats omfatter skabelsen af våben med en endnu klarere dommedagsprofil end de traditionelle kernevåbensgengældelsesvåben.

Man kunne kalde det samlede russiske svar på situationen en tidlig ”skakmat-strategi”.

KINA
I 2020 ”the PLA’s objective is to become a “world-class” military by the end of 2049—a goal first announced by General Secretary Xi Jinping in 2017. Although the CCP has not defined what a “world-class” military means, within the context of the PRC’s national strategy it is likely that Beijing will seek to develop a military by mid-century that is equal to—or in some cases superior to—the U.S. military, or that of any other great power that the PRC views as a threat.” (Office of the Secretary of Defense: Military and Security Developments Involving the People’s Republic of China 2020. Annual Report to the Congress. Preface.)

En konflikt mellem USA (plus allierede) og Kina er defineret af, at den ikke vil finde sted som en landkrig i Kina. Den er henvist til at finde sted og blive afgjort på havet, i luften, i rummet, i cyber-space, missilangreb mod hjemlandene med mulige sammenstød i Korea og på øer.

I modsætning til for Ruslands vedkommende, kan man fsva. Kina ikke bygge sin rekonstruktion af landets planer på åbne oplysninger om formel doktrin og øvelser. Man er henvist til en vurdering af den militære kapacitet af landets oprustning.

Ud over en fortsat modernisering af hæren er det tydeligt, at den kinesiske styrkeopbygning har tre retninger. For det første skal styrkerne med en meget stor styrke af mindre, moderne, missilbærende overfladekampenheder og meget stille ubåde i flåden samt nye stealth-beskyttede fly og ikke mindst ballistiske og hyperhastighedsmissiler kunne totaldominere De Syd- og Østkinesiske Hav-områder og nok også Det Japanske Hav, således at det er mere end sandsynligt, at amerikanske, der søger at gribe ind her, vil blive ødelagt med konventionelle våben. En regionalt begrænset krig her vil sandsynligvis blive støttet af angreb på amerikanske satellitter samt med cyberangreb, der hæmmer eller lammer den amerikanske reaktion. For det andet udbygger de kinesiske kernevåbenstyrker på alle områder, så de har stor sikkerhed for at kunne afskrække en amerikansk optrapning. Kina stræber ikke længere som Storbritannien og Frankrig kun efter at opretholde en minimalafskrækkelsesstyrke. Endeligt er den kinesiske flåde hurtigt i gang med at opbygge en oceangående stormagtsflåde, der på sigt kan støtte landets interesser og indflydelse i verden over for USA.

Som Rusland viser også Kinas krigsforberedelser en koncentration om en konflikts første fase, hvis forløb nogenlunde kan forudses, og søger en ”kernevåben”-firewall mod Vestens reaktionsmuligheder og en langvarig og totalt uforudseelig krig.
AKSEMAGTSSAMSPILLET
”In a video call on Tuesday (23-11-21), Russian Defence Minister Sergei Shoigu and Chinese Defence Minister General Wei Fenghe agreed to expand cooperation through strategic exercises and joint patrols in the Asia-Pacific, including the Sea of Japan and the East China Sea, according to Russia’s defence ministry.” (South China Morning Post 26-11-21: “China and Russia move closer to de facto military alliance amid US pressure”)
Det må nu betragtes som usandsynligt efter etablering af den sikkerhedspolitiske og militære akse mellem Rusland, at en konflikt i Europa eller Asien ikke vil blive fuldt udnyttet af magten i den anden ende af aksen.
Det oprindelige samarbejde mellem de to magter var præget af kinesisk kopiering af sovjetisk og senere russisk militærteknologi. Efter Sovjetunionens sammenbrud har der i stigende grad været tale om et magtpolitisk samarbejde for at modarbejde amerikansk dominans og indblanding i andre landes indre anliggender. I de seneste år er der sket en udvidelse og uddybning, og på det våbenteknologiske område med en markant og stigende overlegenhed både pga. de langt større kinesiske ressourcer og pga. teknologiske fremskridt. Det sikkerhedspolitiske samarbejde er blevet udbygget med symbolsk militært samarbejde med deltagelse i hinandens øvelser.
Man må sammenligne det nuværende samspil med den japansk-tyske aksesamarbejde, hvor man uden fuld alliance opportunistisk udnyttede partnerens svækkelse af de fælles fjender. Da begge sider er opportunistisk-revisionistiske vil de indirekte støtte hinanden.

VESTEN
I Vesten er der to reaktioner på den beskrevne udvikling. I NATO og alliancens europæiske lande vil man ikke være i stand til at gennemtænke og diskutere virkningerne af den hurtige teknologiske udvikling og den russiske løsning på sit problem,
>fordi der ikke har været nogen systematisk analyse af mulige forløb af en storkrig siden begyndelsen af 1990’erne,
>fordi en diskussion af kernevåbenproblemet og affødte behov har været politisk gift siden 1980’erne, hvor resultatet senest markeres af, at to-tredjedele af briterne ønsker, at NATO formelt skal fraskrive sig førstebrugsmuligheden, og
>fordi alliancens medlemmer af forskellige årsager fornægter behovet for både at opretholde et betydeligt stående styrkeberedskab og (som Finland stadig gør) planlægge og forberede en totalforsvarsmobilisering af samfundet.
Alliancen er ikke i stand til at definere et svar på kortvarslede og kortvarige russiske operationer, hvis mål er at skabe politiske kursændringer i udvalgte medlemslande som de baltiske snarere end at invadere for besættelse. Derfor øver alliancen angiveligt (nu efter en lang pause) reaktionen på klassiske invasioner uden reference til erklæret og demonstreret russisk tilbøjelighed og uden at diskutere, hvad der derefter kan følge militært og politisk.

For USAs vedkommende er reaktionen indtil videre drevet af en teknologioptimistisk tro på at man igen kan sikre sig overlegenhed på væsentlige områder, så man kan vinde den første fase af en konflikt. Hvad der derefter sker, er der mindre tradition eller tilbøjelighed til at anvende kræfter på.

De overvejelser, der finder sted i USA om den kommende krig, koncentrere sig for flådens vedkommende naturligt om den indledende fase i en konflikt med Kina i landets havområder og munder ud i behovet for at modernisere og udbygge flåden. For hærens (og marinekorpsets) vedkommende ser man en søgen efter en rolle i en konflikt mod Kina, hvilket er hæmmet af, at en indsættelse i selve Kina er utænkelig. For flyvevåbnets vedkommende analyser man de teknisk-taktiske muligheder for at kunne operere i Europa mod Rusland på trods af nye russiske luftværnssystemer.

USIKKERHEDEN EFTER 2024
Et element, der må ind i afslutningen, er mulighederne af et demokratisk sammenbrud i USA fra 2024. Dette næsten uanset om det også indebærer Trump’s eller blot hans Republikanske Partis tilbagevenden til magten, hvilket på nuværende tidspunkt må ses som overvejende sandsynligt på grund af Biden-Harris-holdets svagheder samt den øgede inflation og disse forholds forventelige indflydelse på Midtvejsvalget og den efterfølgende politiske lammelse.

Et demokratisk sammenbrud i Amerika vil åbne et vindue for antivestlig aktion fra Kina og Rusland, der vil være akut farlig, både fordi ingen andre endnu vil kunne handle effektivt uden USA, og fordi amerikanske beslutningstageres handlinger vil være helt uforudseelige på andre områder end en fortsat konfrontation over for Kina.

For at gennemtænke dette, er det nødvendigt stringent at gennemtænke en situation, hvor USA i løbet af uger til et par måneder forsvandt som magtpolitisk faktor i sit eget nærområde. Som USA gjorde i Mellemkrigstiden. Først forvirringen og derefter panikreaktionerne og opportunismen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *