”Danske embedsmænd betjener loyalt den til enhver tid siddende regering”
Det lyder og er korrekt og hensigtsmæssigt, hvis betjeningen holder sig inden for klare rammer, og ikke bliver til politisering til støtte for minister og regering uden risiko for at miste jobbet. Dvs. uden den risiko, der ville eksistere, hvis der som i andre lande var tale om for statssekretærer/viceministre og om en gruppe af politisk rekrutterede assistenter og rådgivere.
På grund af, at hans argumentation blev støttet af hans eget eksempel, overbeviste departementschef Michael Christiansen Clemmesen dengang i 1989 om, at han havde ret. Den danske model var den bedste for Danmark.
Men udviklingen siden har fået mig til skifte mening. Der er sket ændringer i Centraladministrationens arbejdsmåder, som har undergravet anvendeligheden af modellen. Men lad os først kort gennemtænke, hvad loyal ministerbetjening indebærer, og hvad der må ses som uansvarlig politisering.
Loyal ministerbetjening
De danske ministeriers embedsmænd er placeret som formidlere og brobyggere mellem ministeren og de i princippet fagprofessionelle i styrelserne. Dette er det centrale forhold i det danske system, der med ministrenes ressortansvarlighed ikke har formelt kabinetstyre.
Men selv her virker ministeriets ledende embedsmænd og specielt departementschefen også som en bro til de andre dele af centraladministrationen, herunder ikke mindst til statsministeriet på generelle policy-områder, justitsministeriet med hensyn til lovgivnings- og andre juridiske forhold samt finansministeriet med hensyn til resurseforbrug.
Den loyale betjening af ministeren indebærer, at man inden for de juridiske og andre rammer og det besluttede budget hjælper ministeren til at få vedkommendes politiske hensigt udkrystalliseret i formel lovgivning og andre formelle beslutninger og derefter implementeret. Dette må ske under fuld inddragelse og hensyntagen til den professionelle fagkundskab inden for ministeriets ressortområder, dvs. fra styrelserne.
Systemforgiftende politisering
Den loyale betjening bliver til uacceptabel politisering, hvis embedsmanden arbejder direkte for at fremme ministerens kamp om indflydelse i sit parti, hvis man søger at hjælpe politikeren med at få sin politik gennemført ved at bidrage til ikke-sagligt funderet indsats mod oppositionen, eller hvis man simpelthen af hensyn til, hvad man opfatter som ministeriets “projekt” anbefaler tvivlsomme fremgangsmåder.
Det samme gælder for aktivitet for at manipulere den politiske beslutningsproces ved bevidst at under- eller misinformere oppositionen og resten af lovgiverne.
En sådan kun forsvares i situationer, hvor væsentlige internationale interesser og forpligtelser står på spil, og selv i sådanne tilfælde kun midlertidigt.
Ikke mindst forløbet i Justitsministeriet op til Tamilsagen og for i Skatteministeriet i Thornings sag demonstrerede, at disse grænser for loyal betjening af ministeren synes mildest talt vanskelige at fastholde, og med den nye offentlighedslov mindskes offentlighedens mulighed for at holde embedsmændene fra grundlæggende systemundergravende politisering. Jeg skal i afslutningen kommentere kroniske og friskere sager.
Fra en centraladministration ledet af jurister til en drevet og domineret af politologer
Den væsentligste ændring siden slutningen af 1980’erne er i den uddannelsesmæssige baggrund af den typiske embedsmand i forvaltningen. Bortset fra i stillinger, hvis indhold primært var økonomisk planlægning og kontrol (og hvor der derfor var ansat cand.polit.’er) var den typiske embedsmand jurist.
Med en meget grov forenkling er en dansk uddannet jurist som forvalter grundlæggende pragmatisk. Den eneste ideologisk-teoretiske profil må siges at være, at de i deres opfattelse af juristens mission som gruppe er liberalt-progressive. De er som nævnt som forvaltere pragmatiske, og som representanter for en gammel profession er man gode brobyggere til de professionelle fra andre områder i styrelserne.
Der er endvidere blandt jurister en accept af, at man specialiserer inden for det ressortområde, man er ansat i, hvilket forstærker muligheden for brobygning. Den rolle, som præcedens har for jurister, skaber en naturlig interesse for, hvordan ting tidligere var og fungerede.
I løbet af de seneste 25 år er Centraladministrationen hurtigt blevet domineret af politologer. Cand. scient.pol.-studiet har siden de første år i Aarhus i stigende grad sigtet på at opnå et teoretisk grundlag (økonomisk og andet) for hurtig forståelse og reformer. Fortiden dannede ganske vist grundlaget for den teoretiske forståelse, men den eksisterende og tidligere situation skabte ikke som for juristen præcedens for noget som helst. Den var blot en trist uvidenskabeligt organiseret situation, der kunne danne baggrund for reformer.
Trautner, der gennemgik cand.scient.pol.-uddannelsen i Aarhus i 1990erne og senere fulgte den op med en ph.d. i politisk videnskab i Aalborg, konstaterer nu, at den danske politolog fra hans studietid er opdraget til at repræsentere tre kerneværdier:
For det første er man “problemknuser”. I kraft af den sublime indsigt i politiske processer, økonomi og forvaltning er man forpligtet til straks at løse erkendte problemer.
Den anden er en mekanistisk opfattelse af rationalitet, der dels reducerer mennesker til nyttemaksimerende maskiner, dels antager at regler og strukturer bestemmer adfærd. Der er derfor to redskaber i politologens værktøjskasse, nemlig økonomisk stok og gulerod samt detaljerede regler, herunder om rapportering af målelige effekter.
Den tredje kerneværdi er en respektløs tro på generalistens forrang. Professioner og deres erfaring regnes for intet; politologen er som generalist nemlig bedst egnet til rationelt og med regler at styre og integrere alle overordnede processer, mens professionernes laverestående udøvere stilles frit til “bare” at løse de praktiske opgaver.
Politologen lærer på studiet på baggrund af en teori at opstille en model der skaber overblik over et problem fra virkeligheden, og fremskaffe data der belyser problemet. Så langt så godt. Kæden hopper derefter af, fordi modellen aldrig kræves trykprøvet hos de berørte og erfarne specialister, der forstår deres fags dybere grundlag. De ses kun som kilde til informationer, deres erfaringsbaserede forståelse af sammenhænge erkendes og anerkendes ikke. Tværtimod øves politologen i på strengt logisk, dvs. uden brug af ekspertise og erfaring, selv at udvælge den objektivt bedste løsning modellen tilbyder. Og voila, så skal der implementeres. Fra teori til reform på 3 sekunder!
Tilbage i røgen fra de brændte dæk står de professionelle med vejkortet i hånden, der er ikke plads til dem i den politologiske racerbil, der så kører i virkelighedens grøfter. Sammen med de demoraliserede professionelle står befolkningen tilbage, igen præsenteret og betalende for kejserende nye klær.
I forhold til den traditionelle juristdominerede Centraladministration blev ændringen revolutionær, man kan vel sammenligne den som en invasion af en invasiv art, som dræbersnegle. Men invasionen har været som en fra rummet, for angiveligt er juristers krop taget i besiddelse, så også de er blevet inspireret til at gå alt for langt i ministerbetjeningen.
Der blev også en afledt virkning på det danske politiske system. De politologiske embedsmænd var motiveret som samfundsentreprenører, ikke samfundsbevarere. I modsætning til, hvad der var tilfældet for juristerne, var der ligeså lidt sandsynlighed for, at politologerne politisk og holdningsmæssigt var konservative, som tilfældet var for Stalins planlæggere og aktivistkadrer i 1930’erne. Politologer må naturligt have enten socialistisk eller liberalistisk ramme og inspiration for deres aktivistiske “can do” mission.
Konservatismens grundlag blev derefter undergravet ved det centraliseringsangreb på landets fungerede strukturer, “det gamle skidt”, som derefter fulgte.
Politologer havde efter deres egen opfattelse ”ret”, og dette umuliggjorde, at deres forhold til de professionelle i styrelserne kunne forblive en brobygning mellem dem og ministeren. Styrelsernes fokus og organisation var problemer, skadeligt bundet til en irrelevant fortidig situation. De skulle ”reformeres”, indtil de professionelles kerneydelser til befolkningen blev standardiseret til politologens rationalisme. Det skete bl.a. med “virksomhedsmodellen”.
De politologuddannede embedsmænd ankommer – nok uden at dette er fuldt bevidst – med egen agenda, både over for ministeren og over for de professionelle i styrelserne. De sidste skal som beskrevet presses ind i generalistskabelonen – dvs. afprofessionaliseres – og blot levere data til generalistens styring.
Det er indlysende, at det er langt vanskeligere for en energisk og højt begavet politologisk problemknuser at holde sin betjening af ministeren inden for rammen af ”loyal ministerbetjening”, end det er for den embedsmand, der har juristbaggrund, og som er vokset op som forvalter i et ressortdepartement.
Der er et andet alvorligt problem med skiftet fra jurister til politologer som centraladministrationens rygrad. For en politolog er personlig og professionel erfaring ret irrelevant, da man grundlæggende som kandidat ”fødes” med den rigtige forståelse af, hvad der skal ske. Dette fører til stadig yngre, mere dynamisk arrogante departementschefer, der er stadig mere villige til politisk reform – og anden – aktivisme i ministerbetjeningen.
Sammen med, at ministrene selv gennemsnitligt bliver stadig yngre og besidder stadig mindre livserfaring, betyder dette, at ledelsen af Danmark helt ophører med at være repræsentativ for befolkningen, der med en højere gennemsnitlig levealder afspejler den for politologerne irrelevante fortid.
Det aktuelle eksempel er SKAT, hvor man både har gennemført massive reduktioner, flyttet og løbende flere gange har reformeret organisationen. Både centrale og underlagte embedsmænd politiserer åbenbart rutinemæssigt og viser derigennem det slettest mulige ledelseseksempel for de reformpressede ansatte. At de ansatte derefter forledes til magtmisbrug og overfladisk arbejde kan kun undre en politolog og hans politiske “kejser”, der er blevet forvænt med reformklæderne.
Selvfølgelig kan man groft overbetone betydningen af embedsmandens uddannelsesbaggrund. Men lad os her opstille den tese, at hvis departementet – hvilket jo sker – bliver belemret/velsignet med en minister uden alt for mange egne idéer, intelligens eller dynamik, vil juristen i sin ministerbetjening sørge for, at forvaltningen kører sikkert og solidt videre, som Sir Humphrey Appleby i “Yes, Minister“. Derimod vil dette sandsynligvis blive set som dårlig politikerbetjening af en ambitiøs politolog. Der må være behov for effektivitetsforbedrende centraliseringsreformer, som kan sikre ministeren en højere profil og undgå, at man spilder tiden med ren forvaltning af det eksisterende.
Trautners profil af kollegaerne
En betydende andel af de centralt placerede embedsmænd med politologisk baggrund, synes ikke at være modnet af erfaring. De holder fast i deres uddannelses værdisæt af respektløst, proaktivt problemknuseri baseret på en umoden opfattelse af rationalitet og foragt for erfaring og professioner, som nu er det fundament hvorpå offentlig styring og ledelse nu bygger. Politiske valg gøres dermed til spørgsmål om regler og teknik, og politologen til politiker. Disse falske værdier præger i stigende grad andre faggrupper, herunder professionernes udøvere. I tyve år er de offentlige udgifter bl.a. derfor steget en procent om året, mens produktiviteten er faldet i en tilsvarende takt.
Om de aktuelle sager
For det første den kroniske sag med SKATs fejlagtige ejendomsvurderinger, hvor embedsmænd i loyalitet, dvs. egen karriereforvaltning, åbenbart har undladt at understrege det grundlæggende sagligt uholdbare i en situation, hvor beskatningen af borgerne overlades til tilfældigheder. Man kan have en stærk mistanke om, at berøringsangsten hænger sammen med, at den ødelæggelse af den lokale forankring af skattevæsnet, som de løbende “reformer” har medført, er den direkte årsag til, at dette problem blev uløseligt.
For det andet Udenrigsministeriets misbetjening af Udviklingsministeren i GGGI-sagen, der medførte, at han fejlinformerede Folketinget og måtte gå af. Her har “projektet” åbenbart været slippe af med nogle af de mange udviklingsmillioner på en måde, der ikke belaster ministeriets gennem-“reformerede”, dvs. reducerede, korps af embedsmænd. Den helt grundlæggende og grundige sagsbehandling, der i hundrede år har karakteriseret dette embedsmandskorps, der traditionelt har været domineret af elitejuristers normer, er blevet undergravet.
For det tredje det forløb, der førte til Justitsministerens afgang. Igen var der åbenbart tale om embedsmænd med Chefen for Politiets Efterretningstjeneste i spidsen, der dyrkede politisk management for at undgå ekstra belastning af resurserne. Man anvendte en grundlæggende intetsigende trusselsvurdering til at kontrollere en svag, naiv og grundlæggende embedsmandsloyal minister i sin manipulation af Folketinget.
For det fjerde hjælpen til Socialministeren i hendes utålmodighed med grundlæggende forvaltningsregler. Her er der – uanset de pågældende embedsmænds akademiske baggrund – klart tale om netop den lyst til politisk “problemknuseri”, der jævnfør Trautner karakteriserer hans generation af politologer.