Vi kan ikke vide det første med sikkerhed, men hvis den iranske flåde handler og forbereder sig professionelt, som vi bør forudsætte, er den i gang med ved hjælp af sine undervandsbåde og andre sensorer at skaffe data om de fremmede skibe i området. Det vil bl.a. eksempelvis muliggøre, at man, hvis dette besluttes, kan vælge hvilken skibstype eller skib, som en gruppe hurtigt til denne opgave udlagte bundminer skal udløses af.
At finde områder med under den for disse miner maksimale vanddybde på 60 meter er ikke et problem i det mest af Golfen og store dele af Strædet.
De miner, der i givet fald vil blive anvendte i Golfen under denne konfrontation, vil derfor ikke nødvendigvis være simple forankrede kontaktminer, som tilfældet var under “Tankerkrigen” i 1980’erne.
En minedetonation under et krigsskib af fregat-størrelse må forventes at medføre totalforlis, herunder ikke mindst af en kraftig bundmine. At den 14. april 1988 iransk mineramte fregat USS Samuel B. Roberts nåede i havn var tæt på et mirakel (Billedet viser fregattens revnede dæk. Maskinrummene var oversvømmet og kølen brækket).
Derfor skal den britisk ledede flådestyrke ved Hormuz-strædet også – som den allierede styrke i 1980’erne – råde over et robust og alsidig minerydningsstyrke. Det bliver ikke så let denne gang efter de dybe styrkereduktioner og kapacitetsfravalg i årene siden.