Der har her været diskussioner af, hvor mange procent Trump og hans politik var onde og hvor mange gode.
Det er ikke formålet med dette indlæg, også fordi det afspejler en tilsvarende naiv konstatering i borgerlige kredse af de positive sider af Mussolinis og Hitlers politik i Mellemkrigstiden.
Den fik jo skabt orden og bekæmpede kommunisterne effektivt.
Jeg forstår simpelthen ikke hvad der nærer andre borgerlige kommentatorers blindhed med hensyn til karakteren og virkningerne på vores fremtid af Trumps projekt.
Her vil der blive givet det billede af ham, som nu står klart: Primært som illustreret af hans handlinger og kommunikationer, sekundært på fundamentet af de allerede nu massive mængde vidneudsagn fra tætte medarbejdere om, hvad der bestemmer og vejleder hans politiske valg.
Man kan konstatere, at han blev formet og på mange måder afsluttede sin udvikling som en forkælet, egocentrisk teenagedreng. Han gad ikke da eller senere i sin udvikling at opbygge mere viden om verden eller noget som helst andet end en kontrær, umoden knægt. Han imponerethed af militær facade og syn på kvinder er stivnet på dette niveau.
Som et usofistikeret stort barn kunne han erkende simple sandheder, som at Kina nok udnyttede den globaliserede handel på en måde, der truede USAs position i verden, og at Amerikas allierede af en for ham uforståelig grund brugte færre penge på militæret end hans eget land. Da forhistorien ikke interesserede ham, var den førte politik idiotisk, hvilket han senere effektivt anvendte til at latterliggøre det ”system”, der var hæmmet af hensynet til viden.
Han opfattes nu delvis fejlagtigt som isolationist. Han er internationalist og globalist i den forstand, at han søger en global amerikansk militær dominans, så USA som den store bølle i skolegården kan true sig til fordele, dvs. økonomiske fordele for hans egen familie og kernevælgerne. Derved sikres hans magt og mulighederne for at kunne udnytte denne til fortsat berigelse. Det er ikke et tilfælde, at han med alle midler bekæmper offentlig indsigt i hans økonomiske forhold. Det ville blotlægge karakteren af hans hensigter og arbejdsmetode. Bøllemagten – forstærket med svulstigt pral – er dog ikke til risikabel anvendelse. Hvis forsøget på at bluffe ikke virker, snakker man sig fra problemet med en løgn.
Da han blev voksen blev han formet af sine erfaringer som entreprenør i det gennemkriminaliserede New Yorkske byggemarked. Da målet var og er magt med henblik på berigelse fandt han aldrig nogen grund til at lade sine handlinger begrænse af, om de var etisk forsvarlige eller strikte lovlige.
Han overlevede ved potemkinsk facadebygning, beskidte tricks, svindel med andres penge, benægtelse af fakta, samt ved at reagere ekstremt offensivt, når han blev fanget i uetisk eller halvkriminel handling. Han indgik hurtige diskrete forlig Potemkin-beskrevet som sejre, når nederlaget var uundgåeligt.
Det er Trumps imponerende og ligefremme form som hensynsløs taler ved stormøder, hvor han spiller på sine tilhængere fra provinsens Lumpenproletariat og tidligere arbejdende hvide middelklasses frustration og systemhad, der er basis for hans magt og samtidig nærer hans narcissisme og storhedsvanvid. Mens vi ved, hvordan Hitler erkendte sine tilsvarende politiske evner og metode under sin virksomhed som talsmand lige efter 1. Verdenskrig, er det mig ukendt, hvornår Trump erkendte sit potentiale i radikal politisk mobilisering.
Vi ved kun, at han under sin kampagne for at blive præsident overtog og undergravede det Republikanske Parti som en gøgeunge fyldt med parasitter, der derefter netop på gøgeungemaner skubbede både moderate og ideologiske republikanere ud af reden, mens hans parasitiske idéer forgiftede partiets og dets organisations rygrad og moral. Det er en fremgangsmåde, der er fortsat under præsidentperioden med en sådan dynamik rettet mod embedsmænd og medier, så man næsten har glemt det politiske kodeks af ansvarlighed, checks and balances, som er kernen i det amerikanske demokratis fundament. Også herhjemme kommenteres forløbet nu som et underholdende grotesk show uden fokus på de nu sandsynlige konsekvenser, herunder, hvad der sker, hvis Trump genvælges, og specielt hvis han bevarer kontrollen over et Senat, hvor Republikanere med viden og rygrad er blevet afløst af endnu mere automatiske jasigere.
Det er nu indlysende, at Trump ikke accepterer nogen begrænsning af hans muligheder for arbitrært at beslutte som en enevældig hersker. Derfor overlever rådgivere med viden og rygrad ikke længe, når de afviser loyalt at føre hans beslutninger ud i livet uden selvstændig tanke eller moralske kvababbelser.
Der er nu skabt en kujoneret gruppe af nikkedukker, der skal sikre og forstærke Trumps muligheder for at bruge statens instrumenter til at sikre hans personlige magt. Derfor er den uafhængige presse, et selvstændigt tænkende embedsmandskorps og parlamentarisk kontrol naturligt fjendtlige kræfter, der skal dæmoniseres med alle til rådighed stående midler. Som sagen med anvendelsen af udenrigsforbindelserne til bl.a. Ukraine og Kina viser, føles Trump ikke længere behov for at skjule sin fremgangsmåde. Gøgeungen har overtaget Senatet.
Det er naturligt, at han beundrer andre landes autokratiske eller diktatoriske ledere, der mere effektivt har blokeret mulighederne for at udnytte statens magtmidler til at forstærke magten over staten og til personlig berigelse. Det er ledere, som han kan lave ”deals” med i fælles interesse. Når alle disse – russeren, nordkoreaneren, iranerne, tyrken og kronprinsen – som klogere og mere vidende end Trump derefter udmanøvrerer og snyder USA, er Trump ligeglad, så længe hans personlige interesser ikke anfægtes.
Derimod er demokratiske ledere og internationale forpligtelser, der begrænser hans mulighed for at opererer frit ved trusler og lovede belønninger, foragtelige og uønskede hindringer. Den ideelle verden er anarkisk, det ideelle USA er uden begrænsninger af præsidentens magt.
Et forhold, som man i en behandling af Trump ikke kan undgå at kommentere, er hvorvidt Sovjetunionen under Trumps besøg i 1980erne eller Rusland senere har fået skaffet sig indflydelse på den politik, han fører som præsident. Dette skyldes, at vi ved, at det er ret utænkeligt, at KGB ikke søgte kontakt med en så prominent amerikansk besøgende og – hvis muligt – også søgte at kompromittere ham. Med udgangspunkt i hans beskrevne personlighed må det vurderes, at det ikke er muligt eller sandsynligt, at en kontakt dengang eller senere kunne føre til kontrol. Man må også sige, at et forsøg ville være tåbeligt og bl.a. derfor usandsynligt. Trump er ikke i stand til konspiratorisk optræden. Hans tilbøjelighed til indiskretion er så dominerende, at selv hans egne efterretningstjenester tøver med at give ham følsomme oplysninger.
En kontakt dengang i 1980’erne ville af Trump efter min læsning af manden blive opfattet som en smigrende accept af hans betydning, men han har klart vist, at han hverken har ydmyghed eller selvdisciplin nok til at acceptere andres rådgivning eller vejledning. For kontakten ville Trump være set som en egocentrisk ”loose cannon”, som ingen professionel efterretningsorganisation (der som alle andre bureaukratier søger et minimum af forudseenhed) vil turde binde sig til.
Angående eventuelt seksuelt kompromitterende materiale må man sige, at han med sin elefanthud på netop dette område og evne til at bortforklare alt, ikke er sårbar, og hvorfor skulle man anvende det, når manden af egen kraft og uden vejledning handler så destruktivt for Vestens interesser i Europa?
Noget andet er, at Trump må have set ting dengang, som værende i god overensstemmelse med sin egen verdensopfattelse og derfor fornuftige, og også hans opposition til og foragt for det politiske system hjemme, kan have medført en grundlæggende positiv holdning til russiske synspunkter. Det gør ham imidlertid ikke til agent, at han nok var venligt stemt og enig.
Jeg vil acceptere, at man selvfølgelig ikke kan være sikker på, at Trump ikke kun ved et tilfæle er enig i dele af Ruslands mål. Men jeg finder ikke, at der kommer noget hensigtsmæssigt ud af at tage som udgangspunkt, at Trump styres eller vejledes fra Moskva. Ved at fjerne agentmuligheden fra sin argumentation kan man koncentrere sig om resten. Alt hvad der fjerner fokus fra hovedproblemet, Trumps politik, er skadeligt.
For russerne har det været sund fornuft at konsolidere den venlige holdning ved diskret at sørge for, at han ikke manglede kreditmuligheder i afgørende perioder. Men heller ikke dette gør Trump til agent for andet end sine indskydelser og interesser, der som nævnt er næret af en selvovervurdering, begrænset viden, ingen ønske om at lære og en akut fornemmelse for, hvad der tjener hans magt- og økonomiske interesser.
Virkningerne af Trumps præsidentperiode vil i nogen grad afhænge af, om han bliver afløst i 2020 eller fortsætter fire år yderligere. USA var ved at reducere sin internationale profil allerede i 2001, før angrebene 11. september ændrede udviklingen i det efterfølgende årti. Derefter ønskede landet under Obama at lægge større vægt på Stillehavsområdet, og tilbagetrækningen fra ikke mindst Mellemøsten blev indledt.
Trumps første periode har bevidst søgt en ny situation, hvor USA med sin genopbyggede militære magt søger at påvirke udviklingen fra baser hjemme. Tilstedeværelsen i udlandet skal være tidsbegrænset og betinget af, at udgifterne betales af værtslandet.
Det er en udvikling, som Trump må forventes at ville forstærke en anden periode, men selv en demokratisk afløser kan ikke forventes at ville ændre substansen af denne politik.
En god ting, der kan komme ud af Trumps første regeringsperiode, kan dog være, at alle er blevet mere opmærksomme på behovet for en mere fair udvikling af handelskonkurrencen. Dette dog kun, hvis han klodsede indsats ikke udløser en ødelæggende handelskrig.
Hjemme i USA er de politiske modsætninger nu så dybe, at det er vanskeligt at forudse, hvad reaktionen bliver på et genvalg og en fortsættelse af presset på de af ham uønskede, hæmmende demokratiske strukturer.
De generelle virkninger af Trumps præsidentskab har været en legitimering af ekstremnationalistisk og højreradikal optræden i hele verden, dvs. at vi har set, at Vestens førende lands leder har haft samme mål som dette lands tidligere modstandere.