EUROPÆISK SELVFORSVAR?

Trumps brutale klarlæggelse af den amerikanske opfattelse af, at europæerne burde forsvare sig selv, så USA kan koncentrere sig om egen sikkerhed og om på selvvalgte tider og steder at dominere verden, har fremkaldt en ny bølge af ufokuserede og lidet dækkende reaktioner i EU-lande, herunder i den her afgørende stat, Forbundsrepublikken Tyskland.

Det er væsentligt at fastslå, at udviklingen ikke forudsættes at indebære et europæisk-amerikansk modsætningsforhold, kun at europæerne er blevet tvunget til at tage konsekvensen af, at man forsvarsmæssigt herefter skal stå på egne ben.

ATLANTPAGTEN BLIVER EFTER USA FORLADER DEN MILITÆRE ORGANISATION SOM I 1949
Det problem, som derfor skal og kan behandles, er, at USA, som Frankrig gjorde i 1966, trækker sig ud af den faste organisation, NATO, der blev skabt som reaktion på invasionen af Sydkorea i 1950. Man skal derfor ikke forholde sig til en situation, hvor USA trækker sig fra sine forpligtelser i Atlantpagten. USA forlader blot NATOs kommandostruktur, m.m. og ophører med at have militære styrker stationeret i Europa.

Dvs. at der i det transatlantiske forhold herefter kun vil blive tale om et ad hoc etableret alliancesamarbejde for klokkeklare Artikel V-situationer (som tilfældet sandsynligvis ville have været efter 1949, når den militære besættelse af Tyskland og Østrig var afsluttet, hvis modsætningsforholdet til Sovjetunionen ikke var blevet drastisk forværret og militariseret som følge af Vestens læsning af invasionen af Sydkorea).

Det, som USA her forudsættes at have gjort, svarer i princippet helt til, hvad De Gaulle gjorde, dvs. at trække sig ud af den militære organisation, men forblive alliancemedlem. Man kan reelt sammenligne Trumps motiv om maksimal national markering som meget lig med den daværende franske præsidents. Den primære forskel er den dramatisk anderledes virkning af USAs exit fra organisationen i forhold til Frankrigs.

De eneste skridt, der altid diskuteres, når et fælles europæisk forsvar er på dagsordenen, er muligheden af samordning af EU-landenes materielindkøb, en opbygning af de europæiske stabsstrukturer og samarbejde om fælles operationer uden for vores ende af det euroasiatiske kontinent. Det er områder, som ikke-militære embedsmænd som EUs er trygge ved. Problemet er, at langt hoveddelen af det, der skaber evnen til robust, territoriedækkende og varig militær indsats og beredskab – og derigennem også troværdig afskrækkelse af aggression – hermed lades ubehandlet. Det bliver militært set som diskussionen af Kejserens nye klær.

ORGANISATIONEN MÅ EUROPÆISERES
Dette lille indlæg vil bevidst kalde spaderne ved deres navne med et professionelt militærfagligt fundament beskrive, hvad der skulle ske, hvis Den Europæiske Union reelt skulle vise enighed, viljestyrke og evne til bl.a. at konvertere NATOs europæiske søjle og sit eget forsvarssamarbejde til en troværdig forsvarsevne, der bl.a. med rimelig stor sikkerhed kunne afskrække Rusland fra amå eller større eventyr selv efter USAs udtræden af organisationen.

Indlægget vil ikke systematisk forholde sig til politisk realisme eller den altid og allestedsnærværende organisatoriske selvinteresse og inerti.

Her skitseres de nødvendige skridt kort på fem områder:

For det første de overordnede politisk-økonomiske strukturer.

For det andet det territoriale selvforsvar af EU-landene, specielt de østlige grænselande, mod Rusland.

For det tredje den fælles nukleare afskrækkelse.

For det fjerde den maritime og eventuelt arktiske dimension og endelig for det femte militær stabiliseringsindsats i nærområdet i Afrika og Mellemøsten.

GLEM STORBRITANNIEN, MEN USA DOMINERER FORTSAT HAVET
Storbritannien betragtes ikke som en del af løsningen, og intet bygges på de nuværende britiske styrker, dels fordi de er blevet dramatisk udhulet og svækket igennem de sidste ti år, dels fordi Skotlands fortsættelse i Unionen er usikker.

Derimod indgår Den Irske Republik som en del af det landområde, der skal sikres og kan udnyttes. Det forhold som det enkelte NATO-medlem havde til alliancen, overføres til afløserorganisationen. For ikke-NATO-medlemmer som Irland, Østrig, Sverige og Finland indgår de som EU-medlemmer uden forbehold. Neutralitet i forhold til det europæiske fælles forsvarsbehov forudsættes udelukket.

Da USA må forventes herefter specielt at udvikle sine maritime styrker, vil det praktiske, nu ad hoc-samarbejde naturlig først og fremmest ske på havet.

HVORDAN
Til EU’s ledelse vælges herefter af rådet og parlamentet en minister for koordination af det fælles forsvar. Han afløser NATOs Generalsekretær, hvis stilling jo er nedlagt, og han støttes af en tilpasset udgave af generalsekretærens stab.

Det Nordatlantiske Råd slås sammen med EUs Ministerråd, hvor ex-NATO-medlemmer som Norge, der ikke er EU-medlemmer, deltager, når forsvarsemner behandles.

Den overordnede militærfaglige rådgivning påhviler en europæisk forsvarschef, der vælges blandt flere kandidater efter en fokuseret afprøvning af han militærfaglige bredde og dybde. Dette betragtes som nødvendigt for at stillingen gennem faglig respekt bevarer den legitimitet, som tidligere kunne bygges på USAs dominerende militære magt. Han virker samtidig som formand for den europæiske militærkomité og støttes af den herefter ”europæiserede” Internationale Militære Stab.

NATOs operative stabe fra SHAPE og nedefter overtages af europæerne og strukturen tilpasses det nye behov. Den afbureaukratiseres samtidig, og fra besættelse af chefstillinger på forskellige niveauer efter aftale eller rotation sker det herefter ved uafhængig faglig afprøvning af tilbudte, kvalificerede kandidater fra medlemslandene.

Det er indlysende, at et fælles EU-forsvar fortsat må hvile på anvendelse af engelsk som det fælles hovedsprog og på brugen og videreudvikling af de standarder og procedurer, som er udviklet i NATO.

FÆLLES STRATEGISK KULTUR
NATO Defense College, nu European Defence College, må udvides og konverteres til at uddanne tre typer elever på sine nu tre hovedkurser. Formålet er på alle kurser og andre aktiviteter networking og bedømmelse af egnethed, og præstationspresset på kurset skal sikre grundlag for det sidste.

For det første etableres kurser for de få officerer på oberst/kommandørniveau, der er fundet egnede til de øverste nationale militære stillinger, samt generaler/admiraler, landene ønsker at tilbyde til stillingerne i de fælles stabe på højeste niveauer eller som chefer for fælles operationer.

For det andet (ved konvertering af NDCs nuværende primære kursus) gennemføres et kursus, der skal forberede eleverne til stillinger i de fælles stabe.

For det tredje skabes et kursus for de nationale og fælles chefer samt de ledere fra industrien, der skal sikre fælles og standardiserede materielindkøb. En effektiv harmonisering af materieludvikling og -indkøb kan kun sikres gennem en fælles godkendelse fra en fælles EU-materielorganisation, der har agenter placeret i alle medlemslandenes forsvarsministerier. For at sikre bevarelse af habilitet roterer agenterne hurtigt mellem landene.

I øvrigt er det afgørende for omkostningseffektiv udvikling af fremtidige våben og andet materiel, at man altid sikrer åben konkurrence mellem mindst to uafhængige producenter, og at projekterne styres gennem operative og andre krav, ikke gennem fælles projektforvaltning (der erfaringsmæssigt forsinker og fordyrer udviklingen dramatisk).
Centralisering af den begrænsede våbenproduktion efter Den Kolde Krig gør dette til en vanskelig udfordring, som næppe kan løses uden subsidier, der sikrer overlevelse eller retablering af konkurrenter.

TERRITORIALT SELVFORSVAR MOD RUSLAND
Hvordan dette må ske, kan illustreres ved at kombinere inspiration fra to eksempler: Det første er Finlands forsvarsmodel, det andet NATOs militære assistanceprogram fra 1950’erne, hvor Vestmagterne donerede materiel, udrustning og ammunition til frontlinjestater, og hvor den nødvendige forsvarsinfrastruktur blev fællesfinansieret.

Europas lange østgrænse til Rusland (og Hviderusland) fra Barentshavet til Sortehavet kan kun gives en sådan tæthed af styrker, at man afskrækker konventionelle angreb gennem tilstedeværelse og evnen til nogle ugers forsvar, hvis frontlinjestaternes befolkninger motiveres og uddannes som værnepligtige, så de kan mobiliseres i forsvarsenheder på forskelligt kvalitetsniveau og beredskab.

At det er muligt illustreres af den tidligere nordiske og nu specielt finske forsvarsmodel, og anfægtes kun af de akademikere og militære, der ikke fra egen erfaring ved, at en enheds kampværdi i en veldefineret opgave som tilfældet er ved territorialforsvar (eller guerilla) afhænger af kvaliteten af førings- og specialistkadrer samt af mandskabets motivation – ikke af de meniges generelle rutine.

Der er dog tre forhold, der kan nødvendiggøre, at den finske model suppleres med kvindelig værnepligt. For det første den meget store del af de østeuropæiske landes unge, der arbejder i udlandet, For det andet den generelle fedmeepidemi også blandt yngre mænd, der gør dem uegnede i forsvarsopgaver. For det tredje den stigende tendens til kønsskift.

Med våbenhjælpsprogrammet i 1950’erne demonstrerede NATO, at man vidste, at det ikke var muligt for frontlinjestaterne både at stille det nødvendige antal enheder og levere materiellet samt øvelsesammunitionen til hærene, flystyrkerne og flåderne. Så ud over at have styrker, der kunne deltage i frontlinjestaternes forsvar eller forstærke dette efter nogle dage eller uger, udrustede og støttede man frontlinjestaterne med fly, skibe og hærmateriel, og hjalp med nyere materiel efter nogle år.

HJÆLPEN TIL GRÆNSESTATER
Et effektivt europæisk territorialforsvar må give materielhjælp til frontlinjestaternes uddannelses- og mobiliseringsstyrker, og baglandsstater må både opstille de kampflystyrker og krævende luftforsvarssystemer, som frontlinjestaterne ikke kan klare økonomisk, samt de supplerende og bl.a. tungere hærstyrker samt ammunition, som skal forstærke frontlinjestaterne sikre deres lokale styrkers evne til fortsat kamp.

Forstærkningsstyrkers evne til at blive klar i tide kan sikres gennem forhåndsoplægning af materiel- og ammunition, som USA gjorde under Den Kolde Krig. Hjælp og forstærkning må afhænge af frontlinjestatens vilje til at etablere en værnepligtsbaseret forsvarsstruktur, da denne er en forudsætning for at sikre tid og rum til forstærkningernes ankomst og deployering.

Opstillingen af styrker af forsvarsrelevant størrelse (dvs. flere komplette og logistisk robuste brigader fra et baglandsland som Danmark), vil også kræve anvendelse af værnepligten her, men ikke den brede og totale anvendelse, som er nødvendig i frontlinjestaterne.

Ud over disse bemærkninger om den overordnede, nødvendige struktur, er det nødvendigt at understrege, at intet kommer til at virke, hvis man ikke “re-booter” hærene, afvikler New Public Management-bureaukrati og genskaber de professionelt fokuserede aktiviteter, med lange, krævende feltøvelser og krigsspil, der klart eksponerer svagheder hos personer og strukturer, så de kan afløses henholdsvis fjernes.

RE-BOOTNING TIL FORSVARSFORBEREDELSER
Stabe på alle niveauer skal reduceres gennem fokusering på opgaver i krise og krig, så faste officerer ikke længere kan forfalde til at blive snævre forvaltningsspecialister (kun tekniske officerer må forblive specialister, men skal sikres generel indsigt).

Alle problemer skal forstås og øves i alle deres aspekter, logistiske, cyberkrigs-, osv. og strukturerne skal gøres robuste ved, at man stadig øver tab af nøglepersonel og materiel, indlægger effektivitetsundergravende kunstig friktion, og uddanner officerer til at kunne virke “et niveau op” og forstå “to niveauer” op.

Kun ved igen at stille brutale videns- og færdighedsmæssige samt fysiske krav med langvarig og stressende arbejdsindsats med minimal hvile, kan de europæiske hærstyrker blive andet end personellets selvtjenende spild af penge. Stigende kompleksitet (hvis den måtte findes) håndteres ikke effektiv ved større egentlige stabe, men ved at give chefer og primære stabsofficerer indblik i denne kompleksitets karakter og rutine i at virke i denne, så de kan refokusere og prioritere stabens virksomhed.

DEN FÆLLES NUKLEARE AFSKRÆKKELSE
Der er reelt kun en mulighed for at opbygge et fælles nukleart afskrækkelses-”tag” på den territoriale selvforsvarsstruktur, så Unionen og landene ikke ligger åben for nuklear afpresning. Det er en udvidelse af de franske styrker til at blive en fransk-tysk organisation, der erklæringsmæssigt også dækker resten af EUs område.

Det måtte indebære, at Tyskland overtog mindst 50 % finansieringen af driften af de franske atomdrevne undervandsbåde af Triomphant-klassen, at også Tyskland stillede besætninger eller dele af disse, og at antallet af både blev udvidet til nok seks ved afløsningen med næste generation, så antallet af både på konstant patrulje kunne blive øget.

Alt dette for at gøre det mere troværdigt, at også andet end et kernevåbenangreb på selve Frankrig kunne udløse et svarangreb og at også andre dele af Europa var værn mod nuklear afpresning.

For at dække behovet for afskrækkelse af truslen fra russiske præcisionsmissiler med mellemrækkevidden på op til 5.500 km, kunne man satse på krydsermissiler fra torpedorør i andre franske, tyske og eventuelt andre EU-landes undervandsbåde, hvor landet påtog sig rollen og havde de nødvendige franske og tyske officerer ombord, når der var kernevåben i rørene.

Det centrale problem ved at løse denne del af det fælleseuropæiske forsvarsproblem er ikke teknisk eller økonomisk, men alle andre europæere end franskmændenes evne og vilje til at se behovet i øjnene.

DEN MARITIME OG ARKTISKE DIMENSION
Som det demonstreres klart i Hormuz-strædet og i Middelhavet i denne periode er der selv i fredstid behov for maritime styrker til at løse krævende opgaver af forskellig karakter. På grund af mange års samarbejde i NATO- og anden ramme, er evnen til samarbejde høj, og der er derfor på nogle områder ret få problemer her med at få en EU-flådestyrke til at fungere, da det kun er det blå flag, der ændres.

Det vil dog stadig være en udfordring at sikre en rationel bygning af skibe og andre fartøjer, så de har en højere grad af standardisering end nu og der opnås besparelser gennem bygning af et større antal af samme enheder. Det kan også være et problem at bevare en afbalanceret styrke, der udover større skibe til opgaver på det åbne hav også har specialiserede enheder til indsats i kystnære farvande, herunder til minekrigsindsats.

Det vil være vanskeligt – reelt nok umuligt – at gøre styrken materielmæssig uafhængig af USA, fordi amerikanerne på mange områder er førende i Vesten på de maritime våben- og anden maritime nøgleteknologiområder.

På den anden side er denne afhængighed et mindre problem, fordi europæerne netop på havet som understreget i indledningen vil kunne og skulle samarbejde med USA i en krig.

Om EU også skal forholde sig til sikkerhedsproblemer i Arktis vil være afhængigt af norske og dansk-grønlandske beslutninger. Også her vil indsatsen blive domineret af USA.

MILITÆR STABILISERINGSINDSATS I NÆROMRÅDET
Som nu vil den indledningsvise hovedindsats i en fremtid med et EU-forsvar blive båret af ikke-frontlinjestater, hvilket efter tabet af Storbritannien først og fremmest vil sige Frankrig. Andres deltagelse vil som nu i høj grad afhænge af, om FN legitimerer indsatsen og overtager ansvaret for den længerevarende operation.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *