OBS!

At politikere er generalister og derfor faglige amatører er en af de rimelige og væsentlige grundlæggende sunde vilkår i et demokrati.

Men når to så rutinerede politikere som den danske statsminister og forsvarsminister præsenterer og forsvarer et forslag, der som det forsvarsforligsudspil, de fremlagde den 11. oktober, er fyldt af spin, fejlopfattelser samt halve sandheder og har væsentlige huller, er der noget galt.

Det er klart ved læsning og analyse af piecen, at problemerne ligger i embedsmændenes udarbejdelse af forslaget og i forberedelsen af specielt forsvarsministeren til de efterfølgende interviews. Problemet bliver ikke mindre af, at man har en klar fornemmelse af, at selv de uniformerede rådgivere ikke vidste bedre.

Forsvarsministeren slap kun nogenlunde sikkert igennem de efterfølgende interviews, dette fordi journalistkorpset på Christiansborg aldrig kunne finde på at nedlade sig til at søge indsigt i andre områder end forholdet internt i og mellem partierne, lidt makroøkonomi samt holdningspolitiske emner.

Da de af deres kolleger, der for tiden er ansat som rådgivere og kommunikationsrådgivere, har samme lave videns- og forståelsesniveau, bliver samspillet mellem politikerne og vælgernes kontrollører fra medierne et tomt, ukritisk og overfladisk spilfægteri.

Denne OBS-blogartikel skal dels bidrage med lidt supplerende oplysninger om nogle af de forhold, der kom frem under præsentationen og de efterfølgende interviews, dels berøre helt centrale emner, som glimrede ved deres fravær.

Fregatternes udrustning og bevæbning
Fregatterne vil blive udrustet med moderne områdeluftforsvarsmissiler, opgraderede radarer samt moderne muligheder for ubådsjagt.

Dette er helt fint og logisk, idet det betyder, at investeringen i bygningen af de nu vellykkede og velfungerende største danske krigsskibe i vores marinehistorie bliver meningsfuld.

Det vil gøre fregatterne anvendelige til at indgå i bl.a. amerikanske hangarskibsgrupper på de store have, og anti-ubådskapaciteten kan også blive relevant i isfrie farvande i omkring Grønland under suverænitetshævdelse og krisetilstedeværelse her.

Fregatterne hører hjemme dér, ikke øst for Bornholm, hvor de ved en eventuel krigsstart ikke vil komme til skud, før de bliver sænket. Det skyldes dels, at NATO ikke vil skyde først og for det andet, at vore skibe som resten af NATOs krigsskibe ikke har effektive selvforsvarsvåben mod de langtrækkende, supersoniske sømålsmissiler, som russerne kan flytte rundt i Kaliningrad.

Heller ikke fregatternes nye anti-ubådsvåben er specielt relevante i Østersøen, dels fordi russerne endnu ikke har prioriteret at opbygge deres ubådsstyrke her, dels fordi fregatterne ikke kan operere i det farvand, før de langtrækkende våben i Kaliningrad er sat ud af kraft. Dette kan i øvrigt lettest og mest rationalt kan ske med langtrækkende feltartilleri fra Litauen og Polen, der med droner finder og følger de russiske kystmissilbatterier. Denne svaghed ved russernes situation i Oblasten kommer jeg senere tilbage til.

Det er en gammel nyhed, som russerne allerede klart har taget afstand fra, at fregatternes opgraderede radarer skal kunne bidrage til NATOs forsvar mod ballistiske missiler. Der er dog ikke tale om truslen fra russiske ballistiske missiler, men først og fremmest iranske, som kun vil udgøre et alvorligt sikkerhedspolitisk problem, hvis de udrustes med kernevåben, og det vil først blive aktuelt, hvis Trump, som det nu desværre tyder på, bryder med den internationale aftale med landet.

Nu hører man under diskussionen om bevæbningen af fregatterne med et moderne områdeluftforsvarsmissilsystem, at dette begrundes med, at man så kan skyde Rusland ballistiske Iskandermissiler fra oblasten ned.

Om det er muligt, er for det første i meget høj grad tvivlsomt, for det andet er det totalt irrelevant, hvis det skulle være realistisk.

Der er hidtil kun et missilforsvarssystem i verden, der har haft rimeligt gode resultater med nedskydning af missiler. Det er Israels højtudviklede forsvarssystem mod Hizbollahs og Hamas’ langtrækkende raketter fra Libanon og Gaza. Truslen her er kun simple raketter af forskellige størrelser, der følger en ren ballistisk bane. De støttes ikke som russiske våben af modmidler.

Selv USA har ikke haft tilsvarende succes under deres forsøg med anti-missilvåben, og selvom det rent faktisk skulle blive muligt at anvende fregatternes luftværnsvåben mod Iskandermissilerne fra Kaliningrad, er dette totalt irrelevant for Danmarks og andre landes sikkerhed.

Rusland kan nå bl.a. Danmark med tusinder af andre kernevåben fra mere langtrækkende ballistiske missiler, flybårne bomber og missiler samt krydsermissiler fra land, overfladeskibe og undervandsbåde. Vi må som under Den Kolde Krig leve med, at den eneste sikkerhed mod russiske kernevåben er de tilsvarende amerikanske. At tro, at vi selv kan sikre os mod dem, er naivt tosseri.

Brigaden med de 4.000 mand
Udkastets forfattere har åbenbart en opfattelse, af hvad en brigade er, der ligger på samme amatørniveau, som vi kan forvente hos en statskundskabsuddannet ”militærekspert”: Det er en stor hob af soldater, der jo kan deres job, hvis de er kontraktansatte. Denne består af delhobe udrustet med forskellige typer af våben.

De synes at tro, at alle andre er ligeså uvidende og derfor ligeså let imponerede som de selv.

Kun gamle professionelle “ex-koldkrigere” som blogforfatteren, ved fra egen erfaring, hvor vanskeligt det er at få ikke alene enhederne – delhobene – til at fungere internt. Hertil kommer det krævende samvirke mellem de forskellige dele. For os er det tragikomisk at konstatere, at pjeceforfatterne synes at tro, at når man har hobene og våbnene, kan man, efter at have trukket soldaterne hjem fra forskellige internationale missioner og grænsevagt m.m., på et halvt år få opbygget enhederne af de forskellige legoklodser og derefter skabe en smuk samling af forskellige legobygninger. Denne pæne legolandsby er så brigaden.

Forudsætningen for at få hobene til at blive en brigade er for det første, at enhedernes officers- og befalingsmandkorps er særdeles veluddannet og rutineret i at kunne gennemføre og lede enheder under ekstremt krævende konventionelle operationer, hvor enhver officer og befalingsmand skal kunne virke på et eller bedst to niveauer over sin indledningsvise stilling.

Et sådant officerskorps findes ikke længere, dels på grund af, at udtagelsen og uddannelsen til stadighed er blevet forringet, dels fordi det høje, krævende og varierende øvelsesaktivitetsniveau i 25-30 % af året, der skaber kadrernes rutine, af mange forskellige årsager ikke finder sted. Officerens virksomhed domineres af organisatoriske nødløsninger, afspadsering af overarbejde samt konstant indtastning af detaljerede forbrugsdata.

Det allerførste og væsentligste skridt i skabelsen af brigaden er at erkende, udtrykke og handle ud fra, at den skal forberedes til at kunne deltage i regulære og længerevarende kamphandlinger i en konventionel krig.

Jeg ved, at dette for danske politikere – samt de fleste af nutidens officerer – er næsten umuligt at nå til. Det skulle have været udtrykt entydigt i præsentationspjecen. Uden at dette sker, er indsatsen spild af penge, idet vi ikke kan overbevise russerne, balterne eller os selv om, at anstrengelsen har nogen værdi.

De afgørende skridt, der derefter skal tages, er for det første, at alle chefer fra brigadechefen og nedefter til kompagnichefer fra starten af og fremover skal være rollemodeller med hensyn professionel viden, færdigheder, professionel innovationsevne og engagement. De tre chefsniveauer i brigaden skal fra top til bund derefter helt frigøres for rutineforvaltningsopgaver, så de kan koncentrere sig om at følge og forny uddannelsen og tilpasningen til de nye opgavekompleks og gennemføre udviklingen af deres stab og underlagte enheder. De skal endvidere havde delegeret ansvar for og myndighed til at flytte personel, der selv efter vejledning og hjælp viser sig uegnet til deres funktion. I princippet bør chefer på alle niveauer ansættes under en form, hvor der ved fast tillæg kompenseres for, at de ikke har nogen højeste arbejdstid.

Disse forhold kan i dansk nuværede Forsvar virke fremmed og mærkeligt, hvilket kun viser én ting, nemlig hvor langt vej vi siden 1992 har bevæget os væk fra militært minimalt effektive arbejdsformer.

For at skabe brigaden af materiellet og delhobene skal kadrerne i øvrigt straks og jævnligt rekognoscere i det område, hvor den forudsættes indsat, herefter ikke mindst i Baltikum. Derefter skal de udarbejde og øvelsesteste skitseplaner for de mulige indsættelser.

Herunder skal der konstant netværkes med de lokale militære og civile myndigheder for at fastlægge underlæggelseforholdet til de derværende kommandomyndigheder, muligheder som samarbejde med lokale enheder samt mulighed for værtslandets støtte (Host Nation Support). Efter danske værtslandserfaringer fra 1980’er skal der udarbejdes formelle samarbejdsaftaler.

Det tager erfaringsmæssigt et par år at få en aftale færdigforhandlet. Den tid tog det i slutningen af 1970’erne under forhandlingerne mellem Østre Landsdelskommando (hæren øst for Storebælt) og de britiske myndigheder om den mulige indsættelse af 1. Britiske Infanteribrigade på Sjælland.

Først efter, at man har opnået et vist kendskab til de mulige indsættelsesområder, kan man gå i gang med at skræddersy og øve brigaden til opgaven. Organiseringen indebærer dels tilpasningen af brigadens enheders udrustning til terræn og klima, men først og fremmest opbygningen af brigadens logistik.

Dette først og fremmest med et logistisk støtteområde tæt bag kampenhederne med en todelt logistikbataljon med militærpoliti, forsyninger af bl.a. ammunition, brændstof og mad til vel en uges intensiv indsættelse, feltmæssige værksteder med materielbjærgningskapacitet og reservedele samt en sanitetsenhed.

Hvis der ikke kan aftales sikringsstøtte fra værtslandet skal der også opstilles danske sikringsdelinger til alle dele bag kampenhederne, dvs. artilleri, kommandostationer og logistik.

Derudover skal der opstilles et logistisk baseområde ved den vestbaltiske havn, som skal være punkt for søforbindelsen hjem. Her skal bl.a. placeres militærpoliti, nogle ekstra ugers forsyninger af alt, som værtslandet ikke leverer, et feltlazaret, ekstra transportkapacitet og en krigsfangelejr. Ja, krigsfanger er folkeretligt et dansk ansvar, her kan vi som bekendt ikke snyde på vægten igen.

Det er godt at huske, at den professionelle militære altid og hele tiden tænker logistik. I pjecen nævnes ordet, men man synes ikke at forstå, at det indebærer for brigadeprojektet, at kadrerne i hele logistikorganisationen skal være etableret af faste officerer og befalingsmænd samt reservefolk med den relevante blanding af civil og militær baggrund.

Et første skridt til at opnå et indtryk af opgavens omfang og løsningsmuligheder ville være at gennemføre en historisk undersøgelse af Fremskudt Forsyningsområde, Vestre Landsdelskommando (FFO/VLK), den logistikorganisation, der under Den Kolde Krig havde ansvaret for at støtte Jyske Division ved Lübeck fra de danske logistiske baseelementer nord for grænsen, herunder i Nordjylland.

Det er i øvrigt helt urealistisk, at andet end kadrerne og militærpolitiet i logistikorganisationen kan holdes inden for loftet på de 4000. Resten må som under Den Kolde Krig skaffes ved uddannelse af værnepligtige enheder og udrustes med udskrevne køretøjer og materiel. For at brigaden skal blive mere end en kulisse, der kun imponerer Christiansborgmedierne, skal opstillingen af logistikelementerne indledes straks, dvs. fra starten af forligsperioden.

Når organisationen er på plads startes en konstant øvelsesaktivitet af brigadens stab og stabskompagni sammen med alle enhedernes føringselementer, øvelser hvor lokale værtlandsofficerer ofte deltager, og hvor også logistikenhederne deltager.

Når dette har været gennemført et par år under jævnlig allieret inspektion, vil den voksende hob af personel og materiel tage form af en brigade. I forløbet vil der vise sig et akut behov for at genskabe en professionel videregående uddannelse af den bedste af hærens yngre officerer. Officerer over 45 år hører ikke hjemme i brigaden.
Se i øvrigt:

Land Force Re-booting Guide for Dummies

Værnepligtige og kontraktlønnet personel
Ordudvekslingen om dette emne, herunder både spørgsmål og svar, var præget af uforbeholden uvidenhed hos både journalister og civile ”eksperter”. Hos politikerne var de også præget af uvidenhed, men samtidig af parti- og den enkeltes grundholdninger til statslig tvang og til krig.

Da jeg lige har behandlet spørgsmålet ud personlige og observerede erfaringer med alle typer af bemanding, henviser jeg her til:

On ways to man an army

De 180 dages varsel
Som allerede beskrevet kan man ikke vente med at skabe “brigaden” af soldaterhoben og materielbunkerne til det tidspunkt, hvad man beslutter, at nu er gode dyr rådne. Det skal ske straks.

Det kan i øvrigt undre, hvor disse 180 dages varsel kommer fra. Hvis vi anvender de gamle begreber “strategisk varsel” (dækkende varsel om krigsrisiko) og “taktisk varsel” (om umiddelbart forestående angreb) må man for det første konstatere, at erfaringerne med Sovjetunionens invasioner af nabolande i 1956, 1968 og 1979, Cubakrisen i 1962 og med Ruslands invasioner i 2008 og 2014 ikke giver noget som helst håb om mere end et par ugers kombination af de to varsler.

Læsningen synes at bygge på opfattelsen af, at Putin vil handle rationelt, og da han ved, at NATO/Vesten er stærkest, og at vi derfor vil vinde anden runde, vil han ikke han ikke handle ufornuftigt. Der er indledningsvis to problemer med denne opfattelse.

For det første er NATOs vesteuropæiske lande som Danmark reelt uden kampklare enheder, og USA har ikke mulighed for at rømme Stillehavet, Korea og Det Sydkinesiske Hav og koncentrere til Europa. Som i 1941 har USA samtidig to krigsskuepladser selv efter man har nedbygget sine styrker til kun at kunne håndtere én, og på grund af de ekstremt høje priser for nyt materiel har man ikke penge til at retablere evnen til at håndtere to.

For det andet er vælges krigsmuligheden i min erindring som historiker så at sige aldrig ud fra en objektivitetsbaseret og rationel analyse. Krig vælges som den mindst ringe mulighed som af Japan i 1941, Storbritannien og Frankrig i 1956, Sovjetunionen i 1979, Irak i 1990 og USA i 2003, fordi man føler sig overbevist om, at lige nu er der en mulighed, et åbent vindue til et hurtigt kup med minimum risiko. Og Putin kan med forberedelse af kernevåben skabe en “firewall” efter første fases fait accompli, der placerer problemet på vores side.

Men lad os nu sige, at læsningen af Putin er korrekt, og at han uanset om USA måtte ville blive bundet af en åben konflikt i Sydøstasien ikke opportunistisk vil udnytte situationen i Europa. I så tilfælde er det ændring, der kan udløse 180-dages overvejelser, være en afløsning af ham med kræfter fra den radikalt nationale opposition til højre for det nuværende styre.

I den situation er det imidlertid min historisk baserede opfattelse, at NATO og medlemslandene vil være ekstremt tilbageholdende med at gøre noget som helst, som det nye styre kan anvende som påskud. Dvs. at det teoretiske varsel ikke vil blive anvendt.

De 180 dage må være forankret i Forsvarets Efterretningstjeneste. Problemet er imidlertid, at tjenesten ikke længere også er en militær efterretningstjeneste. Det er blevet en af forsvarsbudgettet finansieret civil udenrigsefterretningstjeneste, der er blevet rettet mod at varsle om udenlandske terrorkilder. I forhold til Rusland er det den tidligere politisk-økonomiske dimension, der er bevaret. Den militære varslingskapacitet er nedlagt som irrelevant, og nedlæggelse af den militærprofesssionelt analytiske videregående uddannelse på Forsvarsakademiet gør, at den nu tabte kapacitet ikke umiddelbart kan retableres.

Det mest problematiske i situationen er dog, at Forsvarsledelsem og FE’s chef ikke åbent fremlægger de begrænsninger, som den nuværende tjeneste har.

Ikke behandlede forhold: Bornholm
Tjenstestens nu ekspertisemæssige skyklapper viser sig også i den manglede evne til at sætte sig i en russisk, militærvidenskabelig generalstabsofficers verdenssyn og arbejde.

Hvis man forsøgte, ville man forstå, at Kaliningrads udsatte position mellem Polen og Litauen gør det nødvendigt, at Rusland – om dette fortsætter med at være muligt – må gøre denne trussel mod Kaliningrad operativt og geostrategisk irrelevant ved at låne Bornholm som fremskudt sømåls- og luftværnsmissilbase.

Øen er i modsætning til Oblasten ikke sårbar fra naboområder, og vil derfor effektivt kunne lukke mulighederne for at sejle hjælp fra NATOs bagland i Danmark og Nordtyskland til Baltikum.

Hindring af anvendelsen af Bornholm på denne måde vil derfor være det umiddelbart væsentligste danske bidrag til den fremtidige sikrede base-transitrolle, som forligsudkastet ser for dansk forsvar. Målet med bevogtning og forsvar af øen skal være at hindre, at tung materiel som missilenheder kan komme i land på øen efter et kup. De første havne og den første lufthavn, der skal kunne bevogtes og spærres, ligger på Bornholm, og bortset fra sikringen af Rønne Havn vil opgaven kunne løses af værnepligsuddannede sammen med lokale specialister og folk fra søværnet.

Andre ikke behandlede områder
1) Retableringen af et ansvarligt forsvarschefsembede
2) Retablering af en kvalitetsuddannelse for det mindre antal faste officerer, der er behov for i fremtiden, både på det grundlæggende niveau og på det videregående niveau (det ville indebære en analyse af, hvad der var fast officersarbejde, hvad der var fast befalingsmandsarbejde, og hvad der kunne løses af reservekontraktpersonel
3) Diskussion af Cyberforsvar som en central totalforsvarsopgave og denne opgave og organisations logiske placering i Centraladmistrationen

8 thoughts on “OBS!”

  1. Godt at der er nogle tilbage, som evner og orker at forholde sig til, hvor galt det er forsvarsmæssigt fat. Men dybt beskæmmende at næppe en forsvarspolitisk ansvarlig eller en forsvarsinteresseret journalist kommer halv gennem artiklen før de vender sig mod mindre bekymrende områder. Forsvaret af Danmark kommer nok til at vente – som vanligt på nederlaget.

  2. Ja, det har du nok ret i.

    Men så sover man bedre, fordi man ikke er medskyldig, som den vidende, men tavse, er det.

  3. Tusind tak for “lige” at krydre retten en anelse. Selv om du utvivlsomt vil blive beskyldt for at lukke festen ned inden den overhovedet var begyndt. Man kan jo næsten blive helt radikal og tænke, lad os dog spare det hele. Det nytter jo ikke alligevel! Her glæder jeg mig til din næste blog. Specielt hvis du kunne lokkes til at reflektere lidt over hvordan vi, sammen med vores ligesindede, kunne skabe den antagonist der ville afholde Rusland fra at ekspandere. Herudover gerne tænke et par tanker over om Putin stadig vil have behov for at være stærk mand efter valget i April 2018.
    Der er jo tilsyneladende ikke andre der magter at tænke klart lige pt.

  4. Brigaden kan ikke uddanne sig selv, så divisionen må kunne inspicere, vejlede, stille øvelsesledelsesapparatet op og gennemføre lange og stærkt belastende øvelser. Det kræver ud over lidt materiel, at man sikrer sig en klar overhøjde i professionel indsigt og i øvrigt får en entydig bemyndigelse af hærstaben til at løse opgaven, herunder direktivret til ændring af fremgangsmåder.

  5. Angående det første ville det have været hjælpsomt, om vore angelsaksiske allierede i 1998 ikke havde blokeret for den dansk-nordiske rådgivning til balterne om, hvordan de skulle opstille et territorialforsvar, som de kunne betale for.

    Som situationen er i Rusland nu, vil Putin konstant være presset og have behov for at demonstrere sin magt. Om det kun sker inadtil afhænger af, hvor fornuftigt vi handler.

  6. “Det kan i øvrigt undre, hvor disse 180 dages varsel kommer fra”.

    Et kvalificeret gæt:

    180 dage var den tid man i perioden 2000-2004 regnede med at have fra starten af mobilisering og indtil Hærens Hovedforsvarsstyrker (Danske Division, Kampgrupperne, Lokalforsvarsbataljoner etc.) var klar til indsættelse. Andre enheder (DIB, bidrag til SHIRBRIG, AMF etc.) var på højere beredskab.

    Hvis dette gæt er rigtigt, har man bare taget den mobiliseringstid (og implicit også det tilhørende trusselsbillede) der var gældende før 2004 og prøvet at overføre den til nutidens forhold.

    Mvh
    RHI

  7. Mit gæt som gammel bureaukrat, er, at man blot ikke ønskede en periode, der var indlysende urealistisk. Så leder man efter, hvad man havde i skuffen, som planlæggerne gjorde i begyndelsen af marts 1940, da Hitler og Falkenhorst pludselig også ville tage Sjælland med København. Der er ikke tid til logik. Går den, så går den.

    Dengang fandt det tyske planlæggerteam den sidste relevante invasionsplan: Schlieffens fra februar 1905.

    Her fandt Ludvigsens svende sammen med den forsvarsbetalte udenrigsefterretningstjeneste, som du beskriver, 180 dage.

    Vi ser frem til af få en beskrivelse af et hypotetisk, men logisk, scenarie- og beslutningsforløb, der matcher.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *