Clemme's Blog For Critical Insight: latest posts:

I disse måneder, hvor regeringspartierne har problemer med at finde fælles grundlag på alle andre områder, er man inspireret fra det normale kor af modedrevne eksperter faldet tilbage til den afrustningspolitik, som den daværende regering af samme farve partier forlod for 80 år siden. Da man må afvise konspiration og ved, at både politikere og eksperter er fuldstændig ahistoriske, er det klart at der er tale om tilfældigheder, ikke velovervejet ond hensigt.

Denne korte blogartikel har til formål at blotlægge motiver og konsekvenser med henblik på debat.

Holdningerne til værnepligt – med kommentarer:
Ideologisk bevidste liberale har altid været grundlæggende skeptiske til værnepligten. Der var jo tale om statstvang over for individet. Hertil kommer nu en afvisning af, at en statslig organisation som Forsvaret gives hvad liberale må se som urimelige fordele ved rekrutteringen af sit personel. Alt skal foregå på markedsvilkår. Afskaffelsen af værnepligtstjenesten gør, at unge mennesker ikke længere skal spilde deres tid. Hvis det ikke er muligt at skaffe sig eller fastholde en kvantitet eller kvalitet der gør, at organisationen kan varetage sine opgaver, er det bare trist.

Kommentar: Ignorerer, at staten, fællesskabet, stiller det specielle krav til de ansatte, at de skal sætte liv, mental stabilitet og lemmer på spil for dette fællesskab, loyalt, og uden at stille krav om logik eller forklaringer.

Radikale liberale supplerer de generelle liberale opfattelser med en tradition af skepsis over for til de negative, autoritære, virkninger af tjenesten på individet plus en grundlæggende kritisk holdning til alt militært og nødvendigheden af militære organisationer.

Kommentar: Vel tvivlsomt, om de nuværende medlemmer af Det Radikale Venstre har den historiske bevidsthed, som er den forudsætning for, at dette er et bevidst motiv.

Socialister af alle afskygninger har normalt været uklare i deres holdning til værnepligten. De foretrak den fremfor hvervede styrker, som kunne anvendes i klassekampen af magthaverne, og hvis styrkerne anvendtes entydigt til at støtte fremskridtet, var man absolut ikke modstander af militære styrker eller værnepligten.

Kommentar: Kan vel i dag kun findes i Enhedslisten og hos gamle kustoder i SF. Hos resten er holdningerne nu som hos ideologisk liberale.

Hos militære modstandere af værnepligten er den enkelte soldats effektivitet det centrale snarere end organisationens evne til at kunne løse – og fleksibelt blive ved med at løse – sine opgaver.

Kommentar: Hos britiske officerer mødte man også lettelse, da landet i 1960’erne gik over til rent hvervede styrker. Det er hårdt arbejde, rent ud sagt træls, at uddanne værnepligtsenheder. Det samme gang på gang. At effektivitetskriteriet er svarende til, at man sammenlignede effektiviteten hos et medlem af politiets indsatsstyrke med en ordenspolitibetjent – ignorerende de to delorganisationers fundamentalt forskellige opgaver – overses bekvemt. En hærstyrkes opgave, at kontrollere et geografisk område gennem tilstedeværelse, svarer på mange felter til ordenspolitiets.

Tidens civile ”eksperter” føler grundlæggende ikke, at der er behov for begrundelser eller argumenter. De støtter sig vel, hvis dette overhovedet er bevidst, på den ideologiske liberale opfattelse, som er skitseret ovenfor. Man behøver efter deres opfattelse blot at gentage, hvad de uden argumentation finder indlysende, at værnepligten er ”ikke tidssvarende”, ”umoderne”, afspejler industrisamfundet, massehærenes tid, ignorerer individets behov for at realisere sig selv. Typisk er deres – og desværre også mange professionelle militæres – opfattelse af krig, at det drejer sig om at ramme noget eller nogen præcist, som et computerspil.

Kommentar: ”Eksperterne” ignorerer i deres arrogance og intellektuelle dovenskab, at krig i sin essens drejer sig om konflikter mellem grupper af mennesker og at kunne beskytte eller kontrollere de områder, mennesker lever i – dvs. på nogle områder som en politistyrke. De ved bekvemt ikke, at Danmark aldrig har anvendt værnepligten til at opstille en massehær. De to gange, hvor man har udskrevet alle egnede værnepligtige, har der altid været et andet formål. Første gang var under 1. Verdenskrig. Da gik man på trods af hærordningen til indkaldelse af alle for at få fordelt belastningen af Sikringsstyrken på så mange, og så unge, skuldre som muligt. Anden gang var under de første 25 år af den Kolde Krig. Her var formålet – billigst muligt – at opretholde den umiddelbare forsvarsstyrke (”Dækningsstyrken”), som NATO da så som det korrekte svar på truslen fra Sovjetunionen. At få mest muligt goodwill hos allierede for den lavest mulige udgift har været formålet med Danmarks anvendelse af værnepligten i hele perioden efter 1945.

Det er derfor konklusionen af analysen her, at den aktuelle begrundelse for at afskaffe værnepligtstjenesten – og måske blot bevare ”værneretten” som en vej til at holde udgiften til Forsvarets støtte til Kongehuset nede på et overkommeligt niveau – ikke er de liberale argumenter eller de bekvemme synspunkter, man henter hos civile ”eksperter”. Det uudtalte formål er, uanset hvad konsekvenserne i øvrigt måtte blive – i forskrækkelse over de menneskelige opkostninger og juridiske ubehag ved mødet med virkeligheden – at fjerne mulighederne for at fremtidige regeringer kan involvere Danmark på landjorden i konflikter som i Irak eller Afghanistan.

Kommentar: Det er den fortsatte rekruttering af frivillige soldater gennem værnepligten til korttidskontrakter, der har muliggjort, at Danmark har kunnet bevare en andet end ineffektiv, rent symbolsk, tilstedeværelse i de stadig mere krævende missionsområder i Kroatien, Bosnien, Kosova, Sydirak og Helmandprovinsen. Uden friskningen gennem værnepligtige ville hæren meget hurtigt være brudt sammen under belastningen.

Konsekvenserne:
Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ud over at hjælpe grønlænderne, når isen smelter, så længe de ønsker hjælpen? Indebærer vores interesser ikke længere, at vi skal kunne bidrage meningsfuldt til stabiliseringsoperationer som på Balkan? Er NATO relevant også efter, at vi har mistet generalsekretærposten, herunder så relevant, at vi har interesse i at kunne markere Artikel 5, når eller hvis Rusland føler det relevant at skabe og udnytte en krise i et NATO-naboland, som man gjorde i Georgien?

Det, som det koster af fleksibilitet og muligheder at suspendere værnepligten, er klart. Danmark frasiger sig enhver mulighed for at kunne bidrage meningsfuldt til fredsbevarende operationer sammen med eksempelvis de nordiske lande, og mulighederne for at hjælpe med at vise NATO-solidaritet i alliancens periferilande. Det vil regeringen benægte med spin, men det bliver realiteten.

Forsvaret vil blive endnu mere lukket og afsondret fra samfundet, om muligt endnu mindre præget af fornyelse. Værnepligten sikrer en bred berøringsflade og rekruttering og mulighed for strukturel fornyelse.

I fremtiden vil Danmarks militære muligheder i bedste fald være reduceret til scenarier som i Libyen, hvor vi bidrager til en krig uden reelle muligheder for at følge indsatsen op med andet end krydsede fingre og positive ord. Det er dog mere sandsynligt at modellen bliver den, som nu demonstreres af borgerkrigen i Syrien: Skamfuld gentagelse af de rigtige meninger og hjælpeløshed.

Synd for danskerne og synd for omverdenen.

Baggrund for blogartiklen

Baggrunden er Center for Militære Studiers ”analyse” fra 20.4.2012, der kunne være skrevet af nutidig Erasmus Montanus. Den vil ikke blive gennemgået eller kommenteret direkte. Den er jo blot et ordrigt bestillingsarbejde, der sprog- og tankemæssigt upræcist forsøger at levere det, som de betalende i Forsvarsministeriet ønsker.

Da forfatterne er ahistoriske og uden den nødvendige kritiske militære indsigt, skrives uden systematisk inddragelse af operative og eller organisatoriske erfaringer og kendskab til, hvordan Forsvaret har arbejdet og planlagt i de seneste mange årtier. Andre svagheder vil indirekte fremgå af det efterfølgende.

Blogartiklen bygger på en løbende interesse for dansk militærpolitisk internationalt engagement siden begyndelsen af 1990’erne, fra militær støtte til baltisk integration i Vesten over FN-operationer til indsatsen i Afghanistan, over Libyen og i Indiske Ocean.

Artiklen skal også ses i forlængelse af de tidligere ”Romertal-artikler” her på bloggen med analyser af Forsvarets problemer.

Præmisser: Erfaringer fra dansk forsvars og danske politikeres ageren siden den Kolde Krig

En generel erfaring gælder for så at sige alle operationerne: Man kan ikke løse problemerne med anvendelse af militære midler – alene – og da slet ikke hurtigt. Indsatsen skal – uanset om det er organisatorisk og nationalt ubekvemt – effektivt koordineres af én ansvarlig myndighed på internationalt niveau, så efterretningsmidler, genopbygning, økonomisk hjælp, politiindsats og -opbygning, militær indsats og opbygning styres effektivt, og der skal være tid – mange års indsats – til, at man opnår målet, der aldrig kan være ”sejr”, men kun en eksternt acceptabel, lokalt bæredygtig udvikling. Dette indebærer for det første, at man – den intervenerende koalition – arbejder ud fra en realistisk helhedstrategi (eksempler: forståelsen af, at Albanien, Kosova, Serbien og Makedonien måtte håndteres parallelt/at effektiv piratbekæmpelse i rammen af international lov ikke kun kan ske på havet/at Afghanistan ikke kan stabiliseres, så længe man ikke tvinger Pakistan til at standse sin intervention). For det andet, at forudsætningen for succes er viljen til at sikre sig, at den nye politiske ledelse i ”værtslandet” er både internt effektiv og acceptabel i de intervenerende lande (som det med nogen succes er lykkedes på Balkan, men næppe i Irak og næppe i Libyen). Hvis disse krav ikke opfyldes, laver den militære indsats mere skade end gavn. Den er kun en symbolsk handling, drevet af en overfladisk døgnflueopinion i Vesten, som i bedste situation er hasardspil med fremtiden, hvor man ofrer menneskeliv i håb om en bedre fremtid.

Alle de internationale operationer, Danmark deltog i, drejede sig grundlæggende om at bidrage til opbygning af mere acceptable statsstrukturer i forskellige lande. Det har i nogle situationer (bl.a. Jugoslavien, Afghanistan, Libyen og nu – forsigtigt – Syrien) forudsat et indledningsvis regimeskifte) og i andre (som anti-pirat operationerne) kun medført bygning af luftkasteller for en stabil stat, men dette var det reelle mål, uanset om hvilken politisk korrekt modebetegnelse (så som Fredsoperationer og Stabilitetsoperationer), man gav indsatsen.

Uanset de problemer, som militær statsbygningsstøtte indebar og indebærer, måtte og må den finde sted det sted, hvor mennesker bor og skaber problemer, dvs. på landjorden, ikke på havet og i luften. Indsatsen i de seneste tyve år gør også klart, at det ikke er holdbart at regne med, at man kan agere effektivt i sådanne operationer med alene lette, bløde, humanitære enheder. De er til grin i de machosamfund, der skal lære bedre. Effektivitet indebærer ikke, at man skal have mindre evne til at forsvare sig selv eller lægge pres på lokale bander, men at man skal have betydeligt forstærkede resurser på ingeniørområder (konstruktion og minerydning) samt på signalområdet.

Danmark er en småstat, der i bedste fald – en lille smule – kan påvirke, hvad der sker og dette, kun hvis vi både kan tilbyde, hvad de større ser som en værdifuldt bidrag, og hvis vi så på grundlag af selvstændig analyse af muligheder og behov stiller betingelser for vores deltagelse. Det sidste har vi ikke gjort, også fordi normalt ikke forsøgte at gennemføre en selvstændig analyse. Danmark kan som småstat ikke have en generelt anvendelig ”militærstrategi”, det er varm luft fra managementkurser. I begyndelsen af 2000-tallet besluttede dansk politisk-militær ledelse, at Forsvaret skulle opbygges som en værktøjskasse med et antal moduler, som kunne komme med ”først ind og først ud”. Der var intet krav om selvstændig analyse af den mulige mission og betingelser for deltagelse. Man leverede derfor kun kanonføde, og missionerne blev udstrakte, fordi statsbygning og genopbygning altid tager tid.

Udviklingen har været hårdt ramt af afprofessionaliseringen af ikke mindst hærens officerskorps siden den intensive praktiske kadreuddannelse i enhedsramme, der fandt sted under den Kolde Krig. I stedet for at udvikle sin professionalisme, så den passede til den nye situations krav, og derefter kunne give relevant professionel rådgivning til den politiske ledelse, fokuserede man på at lære og agere efter ”New Public Managements” pseudosprog, og man lærte fra de militære embedsmænd i Forsvarsministeriet helt ned til oberstløjtnantsniveau i Afghanistan først og fremmest at tænke politisk, dvs. forhåndsindarbejde politiske ønsker, før de blev udtrykt. Fordi, man ikke havde fulgt og forstået den amerikanske-britiske doktrinudvikling siden 2006, kom man i baghånd i Armadillo-sagen. Denne sag viser – som debatten om antal tilbageholdte – i øvrigt i pinlig grad officerskorpsets tilbøjelighed til at forhåndspolitisere. Hvor langt man er kommet ud på dette skråplan, og hvor uacceptabel denne udvikling er, demonstreres af de 52 unge officers mistillidserklæring til deres militære foresatte, men Hommelsagen demonstrerede tidligt forsvarsledelsens totalt manglende forståelse af ansvarlighed over for de udsendte.

Det er imidlertid følgende uudtalte erfaring fra de sidste ti år, der ud over presset fra finansministeriet om at spare og effektivisere driver den nuværende forsvarsudvikling. Man – dvs. politikerne bredt fordelt over det politiske spektrum – er blevet dybt chokeret over omkostningerne over operationerne i Afghanistan, herunder først og fremmest de dræbte, invaliderne, de psykisk kampskadede og risikoen for lokale dræbte og skandaler med indenrigspolitiske virkninger. Man ved eller forstår ikke, at nogle af disse problemer blev forværret af det forhold, at hæren ikke var og er organiseret og udrustet til at gennemføre og fortsætte så krævende og langvarige operationer, og at den nævnte udvandede professionalisme øgede problemerne. Derfor valgte man fra regeringens side her i vinter at lægge op til en så dramatisk reduktion af hæren, at det ikke skal være muligt at deltage i sådanne operationer i fremtiden. Det er baggrunden for de diffust indpakkede anbefalinger i Center for Militære Studiers analysepapir. Man ignorerer herved, at den internationale indsats har haft og fortsat vil have til formål at levere et relevant bidrag til de operationer, som vore store partnere finder relevant. Det er næsten sikkert, at den eneste virkning bliver, at de resterende dele af hæren bliver endnu mere belastet, dvs. at de bliver straffet for deres indsats for Danmark i de sidste ti år gennem ekstra belastning af færre. Danmark kan som nævnt som småstat med markeringsønske ikke gardere sig ved at lave en national ”Militærstrategi”.

Udfordingerne

Lad os se på udfordringerne kompasset rundt:

Mod vest tillader USA økonomiske situation ikke, at landet opretholder sin massive interventionskapacitet. Dette uanset om Demokraterne eller Republikanerne vinder valget. Det er allerede klart, at Demokraterne med de resterende styrker vil koncentrere sig i Stillehavet i et forsøg støtte allierede her mod eventuelle pressionsforsøg fra de hurtigt voksende kinesiske styrker.

Mod nord betyder den sandsynlige bortsmeltning af polarisen, at der bliver behov for at hævde dansk suverænitet og resurseinteresser indtil det tidspunkt, hvor grønlænderne måtte vælge en anden beskyttelsesmagt.

Det russiske politiske system er indtil videre ikke på vej i en retning der gør, at man kan udelukke, at intern magtkamp igen – som i 2008 over for Georgien – kan føre til militært tryk på et naboland fra det tidligere Sovjetunionen, hvis dette gennem en fremprovokeret krise i nabolandet kan ske uden risiko for optrapning. Det er stadig populært at fremkalde ”respekt” og ydmyghed (forstået som i mafiasammenhæng) i små nabolande, der i den russiske befolknings flertal geostrategisk hører sammen med Rusland. Det er ikke tilfældigt, at et pragmatisk og modent naboland som Finland – med rødder i forståelse naboen, der er langt større og dybere end bl.a. vores – opretholder et stærkt territorialforsvar bygget på værnepligt. Bortset fra Finland er Ruslands vestlige naboer medlemmer af NATO.

Umiddelbart mod sydøst og syd betyder den dynamik, der er fulgt af det arabiske forår og magthavernes modstand, at det eneste, der er sikkert, er, at alvorlige sikkerhedspolitiske og visuelt og humanistisk set ubehagelige udfordringer af enhver type er mulige nu er mere sandsynlige. De kan variere fra begrænsede grænsekrige, herunder eventuelt med inddragelse af NATO-medlemmet Tyrkiet, over politisk-ideologiske borgerkrige til territorial- og resursekonflikter mellem de nye stater, der opstår ved sammenbruddet af stater som Libyen og Syrien, som det har været og er tilfældet i Sudan. Syd for Sahara synes konflikter nu først og fremmest at være drevet af muslimske befolkningsgrupper forsøg på at presse Sharia-lovgivning over hele eller dele af stater. Alle konflikter mod syd øger immigrant- og flygningepresset mod Europa og de interne konflikter, der følger heraf.

Nationale interesser og affødte opgaver

De eneste opgaver, som Danmark kan løse med egne militære midler, er suverænitetshævdelsen og forsvaret af det syddanske område, og det skyldes alene, at der ikke eksisterer reelle trusler om militær invasion eller fjernangreb mod territoriet i en overskuelig fremtid.

Mod nord kan vi opbygge en kapacitet til at konstatere krænkelse af grønlandsk territorium og økonomiske interesser, og vi kan og bør opretholde dem, så længe grønlænderne ønsker det, og indtil der opstår en reel udfordring fra et større konkurrende land. Hvis det sidste sker, betyder det forhold, at vi er en småstat, at vi eller grønlænderne selv må søge støtte fra en stormagts magtmidler.

Som europæisk småstat er det en potentielt vital interesse, at ikke alene det praktiske samarbejde i NATO fortsætter, men at Atlantpagtens Artikel V fortsætter med at give en troværdig dækning af alliancens periferilande i øst og sydøst. Dette er mindst nødvendigt, fordi alliancen i sin satsning på interventionsstyrker har presset de små østeuropæiske lande til at nedlægge de små territorialforsvar, de havde. Hvis deres territorium først er krænket militært udefra, er det for sent at håndtere situationen. Det er derfor af central interesse, at andre NATO-landes styrker gennem rutinemæssig øvelsestilstedeværelse og organisatoriske tilknytningsforhold (som mellem danske og baltiske landmilitære hovedkvarterer), understreger Artikel V’s troværdighed. På nuværende tidspunkt er det ikke mindst USA, der sikrer denne markering, men det er langt fra sikkert, at dette vil fortsætte, og de affødte problemer er først og fremmest europæiske.

I de sidste tyve år har Danmark lagt vægt på at kunne bidrage meningsfuldt til næsten alle de internationale operationer, som vores primære store allierede USA og Storbritannien har ønsket vores bidrag til, og Danmark har – uanset regeringens farve – lagt vægt på ikke at trække sig ud tidligt, selv om deltagelsen gjorde ondt. Det gjorde ofte meget ondt, fordi vore styrker hverken indledningsvis havde den nødvendige uddannelse, og fordi de aldrig fik en størrelse, der kunne støtte opretholdelsen af engagementet uden at skævvride strukturen gennem konstante nødløsninger og improvisationer. At det overhovedet har været muligt under massiv kontraktopsigelse skyldtes den hurtige ”friskning” har hæren, der var en følge af de mange soldater, der tegnede korttidskontrakter i forbindelse med værnepligtstjeneste.

***************************************************
At fjerne muligheden for effektivt – dvs. også over længere tid – at bidrage til at stabilisere sammenbrudte stater, som har været den centrale opgave i dansk militær indsats i tyve år, kan man godt kalde et ændring af dansk militærstrategi. Så skal man imidlertid gøre dette klart for befolkningen og vores allierede, at det er, hvad vi har valgt i forskrækkelse over omkostningerne i de sidste ti år. Vi vil fortsat kunne støtte ved at luftbombe og gennemføre politiindsats på havet, men vi kan ikke sikkert og effektivt hjælpe inde på land, og muligheden for at støtte troværdigheden af Atlantpagtens Artikel V vil samtidig blive meget væsentligt svækket.

Dette sådan uden Erasmus Montanussprog.

Man glemmer i sin ophidselse at understrege, at besættelsen af basen var sket på britisk direktiv tidligere, og at beslutningen om rømningen var en følge af det ændrede koncept for oprørsbekæmpelse, som var inspireret af amerikanerne. Da der – som jeg har beskrevet i min kronik i Politiken (læs på www.clemmesen.org) – ikke forventes eller eksisterer en strategisk politisk-militær dialog om faglige spørgsmål i Danmark, bestemmes alle militære dispositioner i missionsområderne af andre, normalt indenrigspolitiske, forhold.

Operationerne i Afghanistan var ikke drevet af indsigt eller forståelse af, hvad situationen nødvendiggjorde. Det forventede og forventer danske regeringspolitikere – og slet ikke Forsvarsministeriet – normalt ikke, at landets sagkyndige forsvarsledelse skal kunne tage ansvarlig stilling til. Man er – eventuelt – klar til at lytte til andre landes militære sagkundskab, dog nok specielt, hvis det ubekvemme skulle ske, at offentligheden får kendskab til dens rådgivning.

Det overordnede udenrigspolitiske formål er altid at sikre en høj profil, dvs. af behovet for at kunne opretholde “tilstedeværelsen foran det Hvide Hus“. Hvis rømningen af Armadillo kunne true den indenlandske støtte til at blive her, var der ikke grund til hurtigt at reagere på modeskiftet i anglo-amerikansk oprørsbekæmpelsestaktik, i hvert tilfælde ikke før, man havde haft mulighed for at forklare dette for befolkningen. Hvis forsinkelsen medførte tab var dette i denne forbindelse – ud fra det danske formål med tilstedeværelsen – acceptabelt.

Forsvarsministeriet fastholdt på tilsvarende måde beslutningen om at deployere at militær radar til Afghanistan på trods af, at både NATO og Forsvarschefen i dette tilfælde fandt deployeringen sagligt irrelevant i forhold til situationen i Afghanistan.

Forløbet viser, at den nuværende regerings reaktion over for Armadillobeslutningen enten er kynisk indenrigspolitik eller blot demonstrerer samme svigtende evne til kritisk tænkning, som Politiken demonstrerer i sin behandling af sagen. I den situation var det et rent dansk forsvarspolitisk – dvs. indenrigspolitisk – behov om at anvende radaren, der blev bestemmende. Nu havde vi købt og klargjort denne radarenhed, og så skulle den også til Afghanistan. Det er betegnende, at selv den nuværende regering af forskellige rent danske grunde støtter denne Forsvarsministerielle beslutning.

Grundproblemet var og er det grundlæggende arrogante syn på ansvarligt dansk militærsagligt input, der i årevis har præget ministerens nærmeste rådgivere i Forsvarsministeriet, og som har har vænnet forsvarsledelsen af med at kunne generere en sådan. De manglende krav om ansvarlighed og sagkundskab medførte, som blev beskrevet i Politiken-kronikken, at den danske forsvarsledelse havde glemt kravet om professionel ajourføring (så man ikke forstod englændernes strategiskift og de efterfølgende ønsker fra de udsendte) og det forhold, at generaler i småkrige ikke mindst skal være loyale mod de udsendte og lytte til dem.

Det seneste og langt alvorligere eksempel på denne virkelighed er det ordmæssigt rige, men reelt substanstomme præmispapir, som uden om de ansvarlige eksperter i Udenrigsministerium og den professionelle forsvarsledelse er blevet produceret af ordrige teoretikere som præmispapir for den kommende ordning af forsvaret.

Regeringen arbejder diskret på i afgørende grad at ændre, reelt bevidst kastrere, Danmarks militære muligheder. Den har travlt, og ønsker at nå til et nyt forlig allerede til sommer. Man har ikke tid til at vente på forligsperiodens udløb. På trods af den dramatiske karakter af de ønskede ændringer og reduktioner ønsker man ikke at gå via diskussionerne i en bred forsvarskommission – eller andre ikke-kontrollede diskussioner.

Regeringen finder åbenbart, at man skal have en sikkerhedspolitisk ’indgangsbøn’ til de ønskede begrænsninger og ændringer, og had derfor bedt det forsvarsbudgetbetalte ’Center for Militære Studier’ på Københavns Universitet om at lave dette papir. Analysen skal præsenteres i overmorgen, fredag 20. april, ved en konference på universitetet.

Forsvarsministeriet annoncerede i går konferencen således: ’Op til afholdelsen af konferencen har Center for Militære Studier (CMS), Københavns Universitet, udarbejdet en analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik. Analysen er udarbejdet på centrets ansvar, som en forskningsinstitutions frie og uafhængige betjening af forsvarsforligskredsen (min fremhævning) i overensstemmelse med den overordnede rammeaftale om CMS indgået mellem Forsvarsministeriet og Københavns Universitet i 2010.’

Jeg skal i denne korte blognotits ikke komme ind i en analyse af centrets arbejde. Det er jeg bundet til at vente med til efter fremlæggelsen fredag.

Her skal blot konstateres, at der overhovedet ikke er tale om et uafhængigt arbejde, som man påstår i den citerede meddelelse.

Regeringen er allerede – uden reelt at inddrage forligspartierne – dybt inde i struktureringen af det fremtidige forsvar.

Forsvarsministeriet har under ’konsultationer’ med centret, der jo netop blev flyttet fra placeringen på Forsvarsakademiet for at sikre dets selvstændighed, sikret sig, at analysen kom til at støtte de allerede tagne strukturbeslutninger.

Dette gør, at den påståede uafhængige analyse bliver en ren efterargumentation for de allerede iværksatte strukturvalg, en argumentation, der med ahistorisk substanssvagt politologisk frasefyld skal manipulere opinion og de politikere, der er skeptiske eller kritiske over for den vej, regeringen vil presse Forsvaret gennem reduktionerne.

“He (Obama) must prepare the US and the world for the fact that the present level of US, allied, Afghan, and Pakistani casualties will almost certainly double and probably more than tripled before something approaching victory is won. He must be honest about the long-term financial cost of both the fight and the aftermath. The US and its allies will need to provide aid and advisors years after the peak periods of combat are over – if we win.” (Anthony Cordesman, 1/11/2009: http://csis.org/publication/afghan-decision).

Vestens indsats i Afghanistan er nået til den ’kulminations’-fase, som Hitlertyskland oplevede på Østfronten i 1942-43. I begge tilfælde var og er problemet en urealistisk og svigtende strategisk ledelse af krigsførelsen, men hvor Tyskland og landets allierede fra 1943 reelt manglede resurserne til at sejre, har kilden til kalamiteterne for Vesten været amerikansk tåbelighed og en europæisk indsats, der svingede mellem halvhjertet og symbolsk.

Resultatet ser nu ud til at blive, at vi om få år oplever kombinationsvirkningerne af en islamistisk sejrseufori i islamiske lande samt hjemme hos os selv og et støvende kollaps af den endeligt svækkede, korruptionsforgiftede statsmagt i det atombevæbnede Pakistan.

I Pakistan kommer det sandsynligvis ikke til at vare længe, før den nuværende offensiv i Waziristan viser sig frugtesløs og kontraproduktiv. Hærens bedste kampenheder (Frontier Force- og Baloch-regimenterne) er rekrutteret i de oprørsramte nordvestlige grænseprovinser og Baluchistan. De af dens officerer, som nu er bataljons- og brigadechefer, og hvoraf mange kommer fra samme områder, blev som yngre under tidligere hærchefer bevidst islamistisk radikaliseret for kampen mod Indien. De bliver kun fastholdt i tvivlsom loyalitet af de privilegier, de nyder på befolkningens bekostning. Den for enhver hær afgørende kaptajnsgruppe, som udfører disse chefers ordrer, må vurderes som labil og vred.

En af vor tids bedste og mest produktive skribenter om krig, briten Colin S. Gray, skrev for nogle år siden, at strategi (forstået som ’broen’ mellem den politiske hensigt og de militære styrker) har et betydeligt antal ’dimensioner’, som må tillægges forskellig vægt i forskellige konflikter. En dimension er dog altid af central betydning, det er ’Tiden’. Det er særdeles vanskeligt eller umuligt at kompensere for mistet tid.

Det er imidlertid netop den mistede tids situation, som trojkaen Bush-Cheney-Rumsfeld bragte Vesten i efter den lette sejr i Afghanistan i 2002. De mere eller mindre overlod landet til sig selv for at afskaffe Saddam Hussein, et i øvrigt prisværdigt projekt, som de derefter, inkompetente, også tabte på gulvet, så det næsten ikke kunne reddes. I Afghanistan var den resterende amerikanske militære tilstedeværelse og den helt utilstrækkelige anden vestlige militære og økonomiske indsats ikke nok til at sikre et nyt folkeligt støttegrundlag til en medbragt, tam pasthun, som den krigs- og Taliban-trætte afghanske befolkning valgte til præsident i 2004. Hamid Khazai var henvist til at sikre sin magt gennem traditionelle økonomisk-politiske ydelser (dvs. korruption, her baseret på opiumeksport) samt samarbejde med de krigsherrer, som i de foregående år havde medvirket til at ødelægge landet.

Danmark var med tidligt, først med specialstyrker, hvor regeringen måtte ignorere de folkeretlige forpligtelser knyttet til muligheden af at tage fanger (noget man gentog ved Irak-styrken og som førte til forsøget på symbolofring af Annemette Hommel og andre). Vi bidrog dernæst ved forsøget på at sikre Khazai’s hovedstad med en international styrke, som amerikanerne følte hævet sig over at deltage i.

Da moden for halvhjertet opbygningsindsats efter 2003 ændrede sig til at være centreret om kombineret militær-civile genopbygningshold i den afghanske provins, bidrog vi så mange steder som muligt. Vi førte symbolsk venskabspolitik over for vore gamle og nye samarbejdspartnere ved at bidrage til de svenske, tyske og litauiske hold.

Der synes selv ikke på dette tidspunkt fra dansk side at være gennemført en selvstændig analyse af situationen i Afghanistan og nabolandet Pakistan, der kunne danne grundlag for beslutningen om at landet bidrog med militære og andre midler i konflikten. Man fordelte blot de småbidrag, som man havde til rådighed på de militære fredstidsrutinehylder, efter ønsket om politisk synlighed. Det eneste, som sandsynligvis konstant skete, var at Forsvarets Efterretningstjeneste nøgternt vurderede det akutte risikoniveau.

Denne optræden var ikke blevet væsentligt ændret, da Vesten i 2006 erkendte, at man var tvunget til at hjælpe Khazai med at fratage Taliban kontrollen over de sydlige provinser Kandahar og Helmand. Man fandt så en missionsgarvet let bornholmsk opklaringseskadron på hylden og sendte den af sted med et anakronistisk mandat. Dette skete på trods af, at briterne, i hvis styrke enheden skulle indgå, havde erkendt, at opgaven ville blive traditionel, krævende oprørsbekæmpelse. Der fandtes på det tidspunkt endnu ikke nogen forståelse af oprørskrigens vilkår og behov i dansk forsvar, nok fordi en sådan ville have krævet løbende professionelle dybdestudier, noget som ikke havde været forventet af danske officerer i de foregående 15 år. Kun kombinationen af bornholmernes rutine og dygtighed, rådigheden over mørkekampsmateriel samt svineheld hindrede, at det endte i en katastrofe (læs Lars Uslev Johannesen: De danske tigre fra sidste år, hvis du er i tvivl).

De vestlige regeringer erkendte selv ikke efter de meget hårde kampe i 2006 og 2007, hvad sagen drejede sig om. Styrkerne i Afghanistan gennemførte både målrettede og andre ’seach-and-destroy’-operationer, og anvendte så meget ildkraft, at man med sikkerhed bidrog mere til fremtidig modstand, end man undergravede denne.

Fredstidsrutineforvaltning af personel og enheder fortsatte for de europæiske landes vedkommende, på trods af den uprofessionelle idioti, som dette repræsenterede. Nøglepersonel i militære stabe blev kun udsendt i 6 måneder. Når de endeligt var ved at forstå forholdene, blev selv de officerer hjemsendt, som var åbne og begavede nok til at lære og forstå, hvad sagen drejede sig om. De nyankomne chefer og stabsofficerer var amatører i krig, endnu mere i oprørsundergravende indsats, og havde kun overfladisk forberedelse i afghanske forhold. Medens de udsendte enheder løbende blev stadigt bedre udrustet og forberedte, hindrede den hurtige rotation af nøglepersonellet, at operationens ledelse kunne blive professionel og opbygge det netværk af lokale kontakter, der er helt afgørende i indsatsen mod et oprør.

Indsats i krig kan i øvrigt kun bringes over amatørstadiet, hvis organisationen anvender situationen til at fjerne de officerer og befalingsmænd, der viser sig mindre egnede, og kun, og hurtigt, udnævne dem, som i praksis viser, at de forstår og kan deres profession.

Dette sker selvfølgelig ikke for de danske enheders vedkommende. Medens vore soldater slås og dør, betragter politikerne, forsvarsledelsen og pressen sig som i fred, hvor man hos en forsvarschef primært lægger vægt på hans evne til at klare et Klement Kjærsgaard talkshow. Forsvarschefen evne til professionel rådgivning er ligegyldig. Forsvaret er jo kun prestige- og indenrigspolitik.

Hjemvendte fra krigen må nikke genkendende til bemærkningen David H. Ucko’s kritiske analyse i ‘The New Counterinsurgency Era. Transforming the U.S. Military for Modern Wars‘ fra i år, hvor han konstaterer med citat (p. 87), at “frequent complaints (made) off the record, by officers home from Iraq, that visiting the Pentagon can be like visiting a distant planet where the war is just a speck in the sky“.

De nationale problemer med at hæve sig over fredstidsoptræden forstærkes af, at forholdet mellem NATO-landene helt domineres af normal diplomatisk, effektivitetsundergravende høflighed og hensyntagen. Chefer og stabsofficerer, der viser sig som dumme, uprofessionelle eller uden samarbejdsevne får i normalitetens og konfliktskyhedens navn lov til at fortsætte. Det er jo – i stabene – blot for sjov, det varer kun et par måneder, før vi slipper af med det trælse kvaj. (læs Thomas Larsen: Dagbog fra Afghanistan fra sidste år for eksempler). Fejltagelser går jo kun ud over soldaterne og civile Afghanere og fremmer mulighederne for nederlag.

Den effektivitetsødelæggende høflighed gælder også den helt afgørende civile genopbygningsindsats. Et af de allerstørste problemer er kombinationen af proletarisering, korruption og uduelighed i det afghanske politi. Det har været klart fra starten, at tyskerne, der havde påtaget sig opbygningsopgaven på dette område, kun gennemførte aktiviteter, som med venlighed kunne siges at være relevante for langtidsopbygningen af en demokratisk politiledelse i en større østtysk provinsby. Det skulle være stoppet straks, og relevant indsats startet.

På trods af, at det lokale politi er helt afgørende for missionens succes, og, som det ved drabet på de fem britiske soldater tragisk blev demonstreret, er der ikke tegn på, at de internationale styrker binder dem til sig ved at betale deres løn og gøre dette efter demonstreret effektivitet og på et niveau, så de frigøres fra afhængighed af lokale magtforhold og korruption.

Selv i forhold til genopbygningshjælpen fra eget land er man helt uvillig til at sikre koordination af al indsats ved at oprette en civil-militær enhedsledelse i form af én bemyndiget repræsentant for den danske stat, der kunne samarbejde med tilsvarende fra totalbemyndigede personer fra allierede og de afghanske myndigheder. For ikke at opleve en ubehagelig placering under en embedsmand fra en anden del af statsmagten har man opfundet begrebet ’samtænkning’, en eufemisme for halvhjertet og ansvarsløst samvirke.

Så meddelte et par af forsvarets personelorganisationer, at de gerne vil hjem fra Afghanistan. Det er både forståeligt, pinligt og irrelevant. Krigstjeneste er ikke frivillig ekstremidræt, men en opgave som de ansatte i Forsvaret har valgt som profession, og hvor de må gå ud fra, at den konkrete indsats er besluttet på et solidt grundlag af landets demokratisk baserede regering.

De pressefolk og politikere, der synes, at udtalelserne er interessante, burde for længe siden have sikret, at den hjemlige håndtering af Vestens indsats og Danmarks bidrag blev bygget på en grundig og åben analyse af situationen, muligheder, behov og virkninger af alternativer og af et nederlag.

De ansvarlige burde og bør sikre, at landet ikke sætter vor tids danske soldaters og andre udsendtes liv på spil i noget, der er som deres bedstefædres indsats var den 9. april 1940 og 29. august 1943: Blot en bekvem symbolsk statsning af nogle – andre – landsmænds liv, fordi man var og er for halvhjertet til at gøre det nødvendige, og derefter fortsat optræder som en struds, der med hovedet i busken afventer et ufortjent mirakel.

De første nationale skridt i et sidste forsøg på padle væk fra vandfaldet ville være:
1) Udpegning af en statslig befuldmægtiget for al – civil og militær – dansk indsats i Afghanistan med placering i Kabul og en stedfortræder i Kandahar. Den pågældende refererer direkte til stats-,udenrigs- og forsvarsministerierne.
2) To års tjeneste for alt militært og civilt nøglepersonel (chefer of stabsmedlemmer) i missionerne. ½ års overgribning. Tilfredsstillende tjeneste i missionen forudsætning for udnævnelse til næste grad for majorer og højere grader. I det hele taget skal tilfredsstillende tjeneste belønnes med fordobling at anciennitetet, dvs. at et halvt års tjeneste skal betyde, at officeren eller befalingsmanden placeres 6 måneder før personer uden udsendelse mhp. udvælgelse til udnævnelse og adgang til attraktive kurser o.l.
3) Invitation af allierede til at kritisere dansk personels effektivitet og optræden – samtidig med at vi meddeler vore allierede og afghanerne, at vi forbeholder os samme ret og pligt over for dem (den bedste ramme for en effektiv kritik er sandsynligvis en international monitørgruppe sammensat af personer med anerkendt fremragende tjeneste i missionen).
4) Direkte og omfattende engagement i udviklingen af det lokale politi i Helmand, noget der skal knyttes sammen med en betydelig udvikling af den danske styrkes efterretningskapacitet. Også her to års tjeneste med ½ års overgribning.

Dette blot som en start – straks.

Nu foreslås så, at man skal koncentrere de for få styrker om de større byer. Formålet skal være at skaffe tid til at opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker. Koncepten er drevet af samme logik som Hitlers frontforkortninger på Østfronten under 2. Verdenskrig (meget naturligt, når man som ovenfor nævnt har passeret et tilsvarende kulminationspunkt). Den afspejler også den sovjetiske optræden i Afghanistan før den endelige tilbagetrækning. Man vil skabe tid til et eller andet mirakel kan komme til at virke, uden at man selv behøver at ændre optræden.

Forudsætningerne for, at denne løsning ikke – som for Hitler og Sovjet – blot bliver en smertefuld lidt længere vej til det sikre nederlag, er blandt andet:
1) At der i disse byer bliver mulighed for at optage og beskytte den befolkning, der flytter med for at unddrage sig oprørernes hævn for samarbejde med regeringsstyrkerne og deres allierede. Hvis hovedparten af befolkningen bliver i de rømmede områder og ser skolerne blive sprunget i luften og pigerne sendt tilbage til middelalderen, er dette et tegn på, at strategien er forkert. Hvis de følger med som interne flygtninge, hvilket på én måde er en positiv reaktion på vor indsats, leder dette til andre problemer.
2) At disse bycentrer herefter bliver mere effektivt sikret mod Taliban-infiltration. Med erfaringerne med terroristangreb i Kabul og Peshawar syd for grænsen kan man alt andet lige stille spørgsmålstegn ved, om dette er muligt. Hvordan skal man i øvrigt sikre forsyningen til byerne, hvis vejene er for usikre? – med luftbro? Byerne og udviklingsprojekter er afhængige af el fra vandkraftsværker langt fra de tæt befolkede områder. Dette gælder som muligvis bekendt også Helmand. Hvordan vil man løse det problem?
3) At rømningen ikke bliver opfattet som et nederlag og vestligt prestigetab i den Afghanske befolkning som afgørende forgifter dens tro på regeringens sejrsmuligheder.
4) At strategien ikke undergraver mulighederne for den nødvendige yderligere rekruttering til hæren og politiet. At den ikke skaber risiko for at undergrave moral og fremtidstro i de eksisterende enheder samt fastholdelsen af den egnede del af personellet.
5) At skridtet ikke forværrer mulighederne for oprørsbekæmpelse syd for grænsen i Pakistan ved at frigive landområder nord for grænsen, der kan anvendes som baser for ‘pakistansk Taliban’s krig mod den svage pakistanske regering. Da der er tale om beslægtede pashtu-stammer nord og syd for grænselinjen, er det nødvendigt at se på hele området under et.

Der synes klart, at Vesten er ved at opgive at gøre det, som er nødvendigt, og koncentrerer sig om at gøre det utilstrækkelige, som man kan blive enige om – for derefter at sidde i rundkreds med hovedet i busken og krydsede fingre under håbefuld og positiv samtænkning.

Man læste i Politikens interview med Søren Gade den 6. oktober, hvilke egenskaber han syntes, at den nye forsvarschef skulle have. Politikerne skulle kunne have tillid til den nye chef, fordi denne kendte og forstod det politiske spil og på grund af, at han kan kommunikere. Man blev desværre her, som tidligere i forløbet, bekræftet i opfattelsen af, at ministeren generelt bliver dårligt rådgivet af Forsvarsdepartementet.

At man skal kunne have tillid til Forsvarschef, er givet. Men det her væsentlige er, hvilke egenskaber der gør, at man kan have tillid til denne formelle leder af landets militære profession. ’Man’ er jo ikke kun regeringen, involverede folketingspolitikere og embedsmændene i Forsvars- og Finansministerierne, men folket, skatteborgerne og ikke mindst de ansatte, som i overmorgen kan befinde sig i Centralasien, i Afrika eller ud for Somalia – og disse ansattes familier.

Man skal ikke kun kunne have tillid til chefen fra politikernes og deres apparats side. Han eller hun skal også fortjene de ansatte og deres familiers loyalitet. Det indebærer evnen og viljen til, om nødvendigt, at kunne vise civilcourage til at sige nej samt stille krav til mandater og bemyndigelse, uddannelsesvilkår og udrustning samt vilkår under og efter udsendelsen, der gør, at de udsendte gives acceptable muligheder for at løse opgaven.

Dette stiller ud over karakteregenskaber som rygrad og ansvarsvilje og -glæde krav om en bred og solid professionel erfaring og indsigt, som er alment kendt og respekteret af kolleger. Det må dybdeforstås, at et karriereforløb vekslende mellem Slotsholmen og Forsvarets centrale stabe – med kun et par år som uddannelsesforvalter i en garnison – kun kan gøre en person til en uniformeret embedsmand, ikke udvikle en tillidsvækkende militær professionalisme.

Forsvarschefen skal kunne fungere som reel og aktiv leder af et stort netværk af militært professionelle rådgivere fra bl.a. den operative kommandoer og Forsvarets Efterretningstjeneste, men nu også energisk inddragende udsendte i missionsområder og allierede hovedkvarterer. Effektiv rådgivning skal hvile på evnen til at forudse udvikling og behov både i eksisterende og under mulige fremtidige operationer. Man skal og kan med sikkerhed kunne forudse juridiske og praktiske problemer i missionsområdet og herhjemme, f.eks. som da man sendte specialstyrkerne eller senere bornholmerne til Afghanistan, flåden på sørøverjagt eller en besættelsesstyrke til Irak. Alvorlige problemer med psykiske kampskader og behov for familiestøtte var på ingen måde uforudseelige, og da slet ikke med organisationens eksisterende ramme for enheds- og personelforvaltning. Først at reagere bagefter viste en alvorligt svigtende professionalisme i rådgivningen, som det er helt uacceptabelt at fortsætte med. Effektiv rådgivning indebærer evnen til at kommunikere til de politiske beslutningstagere, så de lytter, også til de mindre ønskelige råd. Effektiv rådgivning indebærer, at politikerne ved, at hvis de slet ikke lytter, må Forsvarschefen på grund af loyaliteten til sine ansatte i sidste instans trække sig.

For at rådgivningen skal kunne virke, skal også Forsvarsstabschefen have en bred professionel erfaring og profil, gerne en, der kompletterer Forsvarschefens. Han eller hun er leder af den forvaltning, der sikrer effektiv udførelse af de politiske beslutninger. Hvis Forsvarschefen skal kunne have tillid til sin nærmeste hjælper, er det afgørende, at denne ikke mod hans ønske pålignes ham af Forsvarsdepartementet, som det er sket to gange inden for de sidste tre årtier. At noget sådant sker skyldes en desværre ofte udbredt arrogant holdning blandt departementets embedsmænd kombineret med en direkte adgang til ministeren. De ser i folkene i Forsvarskommandoen og værnene som kontrære, ineffektive og lidet lydhøre overfor skiftende politiske ideer og moderetninger i forvaltningen. Holdningen udvikles let hos folk i alle dele af centraladministrationen. De rammes jo aldrig direkte af realiteterne og føler ikke ansvar nedadtil mod virkeligheden.

Ud over at være rådgiver er forsvarschefen også overordnet leder af den forvaltning og alle de aktiviteter, der støtter og udvikler enhederne ude og hjemme. Dette kræver, at han eller hun har en personlig erfaringsbaseret – altid kritisk – holdning til de eksisterende måder, som organisationen er indrettet på og fungerer samt til de moderetninger i forvaltninger, der ikke er forenelige med en deres strukturs opgaver og karakter. Holdningen skal være kombineret med en sej vilje samt evnen til at motivere og lede de ansatte mod reformer og forvaltningsmæssige forenklinger – på trods af at disse fjerner effektivitetsblokerende privilegier – samt vilje til at få handlefrihed til at gøre det nødvendige. Den kommende Forsvarschef skal således have styrke til at gøre det samme ved sin organisation, som Michael Christiansen for nogle år siden gjorde med det Kongelige Teater.

Den kommende Forsvarschef skal udnytte de specielle forhold, der gav ham stillingen, til at vise og tage ansvar.

Trist bekræftelse:
I Berlingskes Magasin den 18. oktober viderebragte Christian Brøndum resultatet af sine samtaler med primært politikere om deres forventninger til den nye Forsvarschef.

Her blev bekræftet, at der overhovedet ikke eksisterer en erkendelse af, at Forsvarschefen skal være andet end et civiliseret, åbent menneske i uniform, der med ro, charme og udstråling kan sælge organisationen selv i Clements talkshow.

Kun Mikkel Vedby Rasmussen demonstrerede en forståelse af, at der er grundlæggende problemer i organisationen. Men han er jo også kun lige sluppet ud efter tre år inden for murene som chef for DIMS, det institut der skal levere solide efterargumenter for, hvad Forsvaret gør.

I øvrigt ses der hos de interviewede ingen erkendelse af, at der kan være struktur og ledelsessvigt bag de senere års meget alvorlige styringsproblemer på økonomi- og materielområderne og den sidste ‘happening’ i samspillet med omverdenen. Ingen erkendelse af, at man bør kunne kræve professionel forudseenhed og klar, om nødvendigt kritisk, tanke og tale af den nye Forsvarschef.

At vi har så svagt forberedte forsvarspolitikere skyldes også, at mediernes interesse og forståelse i militære spørgsmål er overfladisk og tidsbegrænset. Derfor presser de ikke politikerne til at sætte sig så meget ind i sagerne, at de – sammen med medierne – kan tvinge forsvarsledelsen til at være andet end ‘moderne’ ledere i uniform. Det er et pinligt svigt i forhold til vore udsendte soldater og deres familier.