History Repeated to Threaten Our Future …. Again

franco-hitler
Franco and Hitler, formerly the preferred Allies of populist nationalists in both Europe and America (such as Charles Lindberg) against the perceived main threat. As with Putin now, they could underline that Franco acted in support of the Church and Christian values.

During the Interwar Period, Western liberal democracies were threatened by totalitarian/authoritarian forces from both left and right, but very few were willing confront the double challenge (with the core parts of the Nordic and German Social-Democratic Parties as the notable exceptions).

One example: During the mid-1930s the Danish Social-Democratic led Government asked the State Security Police to report on the threats to the Denmark from both the totalitarian Right (Nazi Germany) and from the International Communist Movement and the Danish Communist Party. The report underlined the different character of the two threats, but saw both as extremely serious.

1935-election-poster
The Social-Democratic Party parliamentary election poster from 1935, the year of the State Security Police two parallel threats report, showing the Prime Minister, Thorvald Stauning. The text reads “Stauning or Chaos. Vote for the Social-Democratic Party”.

Large parts of the Centre-Right forces allied themselves with the totalitarian Right. Communists, and democratic Socialists were grouped together as enemies. In the same way Centre-Left forces allied themselves with the Communists and Popular Front movements against both democratic Conservative and Fascist Forces.

Now we see the same destructive hunt for dangerous simplicity. In their hatred and fear of the destruction of their way of life by Muslims and other Migrants, Centre-Right political forces (both fundamentalist economic Liberals and Conservatives) want to ally themselves with Putin’s Russia, incapable of realising that she is as hostile to their safe future as the Islamists. Actually the Russian view of individual liberty is a mirror of that of the Islamic forces. The urge for simplicity that formerly meant that Communist and democratic Socialists (and Jews) were grouped together means that all Muslims and other migrants and other foreigners are seen and treated as enemies, thereby threatening to make this an unmanageable reality.

Unfortunately the populist Danish People’s Party spokesmen and supporters have now joined Front National, UKIP and the White Power part of Trump’s supporters.

pia-eller-kaos
A later use of the same motive from a “Dansk Folkeparti” election poster, the populist Centre-Right Party that now have joined their fellows in “understanding” and support for Putin.

On other side we see the Left being incapable of seeing and treating Radical Immigrants as a problem and challenge to their future. Thereby they mirror the self-destructive naïvity of the former Popular Fronts.

The only positive sign is that some Social Democrats seem to realise once more that two evils have to be confronted at the same time. However, the Social Democratic movements are far less powerful than 80-90 years back, and the media’s Facebook-reinforced hunt for Red/Left-Blue/Right simplicity undermine the move towards what is now desperately needed.

Om Departementschefsstyret, som opdateret efter to år

For godt 72 år siden valgte politikerne at bryde med den politik, som den tyske besættelsesmagt krævede. Så overtog den dengang lille danske centraladministrative elite forvaltningen af landet og fortsatte inden for de nu snævrere rammer med at varetage den danske befolknings interesser. Departementscheferne skabte en så sikker og stabil bro som mulig til den normale situation, hvor de demokratisk valgte og derfor legitime ledere kunne overtage styret af landet. Den tids ledende embedsmænd var typisk gammeldags jurister og pragmatisk elitære med en karriere inden for deres forvaltningsressortområde. De handlede i landets interesse, ikke i deres egen.

Da tyskerne rejse hjem, kom politikerne tilbage. Det samspil mellem politikerne og embedsmændene, der havde eksisteret siden I.C. Christensens overtagelse af regeringsmagten i 1905, kunne genoptages.

Den typiske ledende politiker fra Venstre og specielt Socialdemokratiet havde dengang en ikke-akademisk baggrund. Det var mennesker med moden livserfaring. Det skabte mulighed for en reel dialog, der udfordrede begge sider. Under dette samspil mellem de ansvarlige, der skulle genvælges, og deres ressorteksperter inden for Centraladministrationen og styrelserne fortsatte den vanskelige økonomiske opbygning og demokratisering af landet. Opbygningen af det moderne Danmark havde taget fart i begyndelsen af 1930’erne og efter de fem års afbrydelse nåede den sit mål i 1960’erne.

Under besættelsen var departementchefsstyret midlertidigt. Det er desværre ikke tilfældet for det nuværende urørlige og permanente departementschefsregime. Det er effektivt forankret og fastgroet med funktionelle tentakler ind i alle dele af landet og alle ressortområder, men med sit ideologiske og magtmæssige center i Finansministeriet. Vi har nu et massivt, lands- og alle områder samt forvaltningsniveauer dækkende netværk af enige forvaltermeningsfæller, der deler uddannelse, menneskesyn og idealer. Dette fælles grundlag gør dem uden af stand til systemkritisk optræden. De er reelt utænkende, fordi de efter egen opfattelse blot raffinerer det ideal, som er beskrevet i blogartiklen om affagliggørelsen af den danske offentlige sektor.

Departementscheferne er den kollektive ledelse af den massive vækst i forvalterdelen af den offentlige sektor, der er sket siden af 1980′erne under overskrifterne “modernisering” og “reformer”.

Ved blot at tale om den offentlige sektor og offentlige ansatte tilslører man, at der er en væsensforskel mellem dem, der yder borgerne en eller anden type af professionelle tjenester og service, og dem, der forvalter denne første del.

Vi glemmer endvidere, at det er kvaliteten i ydelsen, der er det væsentlige for borgerne, hvorfor den aktive del af de offentlige ansatte inden for de afsatte resurser skal frigøres mest muligt for forvaltningsbyrder.

Vi glemmer også, at det kun er de brugende borgere støttet andre professionelle inden for det specialiserede serviceområde, der kan kontrollere kvaliteten af indsatsen. Det kan forvaltningskonsulentfirmaer ikke. De er blot eksterne repræsentanter for forvaltningsideologien.

Den kollektive forvaltningsledelse har fra sit center i Finansministeriet åbenbart med succes gjort det helt utænkeligt at stille spørgsmålet om, hvad der egentligt var så galt med universiteter og gymnasier, sundheds- og socialvæsen, forsvar, politi og retsvæsen, før managementversionen af Orwells “1984″ ramte dem som tsunamibølger. Var de forfærdeligt ineffektive, inden standardiserings- og centraliseringssvulsten blev ondartet for vel 25 år siden?

Eller var deres effektivitet blot ved at sande til under påvirkning af den almindelige danske tro på, at vi havde ret til mere løn for mindre arbejde, fordi det havde vi? Denne tro var forankret i det offentlige arbejdsmarkeds aftalemodel, hvor skatteborgerne hver gang gav mere. Det skete uden modkrav styret af en forståelse af, hvad opretholdelse eller forbedring af kvaliteten af ”service”-ydelsen inden for netop dette område indebar.

Det skete uden reaktion fra den offentlige sektors ledere, nok også fordi forbedringer jo ikke mindst kom topembedsmændene til gode, fordi de sad på begge sider af forhandlingsbordet. Nogle husker fejlagtigt episoden i ”Yes, Prime Minister” som en parodi. Resultatet blev et overenskomst og lønsystem, der var ekstremt vanskeligt og resursekrævende at forvalte. Derfor medførte overenskomsterne en undergravning af effektiviteten, der legitimerede behovet for de centraliseringer af offentlige ikke-forvaltningsfunktioner, der blev benævnt ”reformer”.

Som nævnt kom forvaltningslederne til at danne et altomfattende netværk, der i grundlæggende struktur og åndløst bureaukratiske samfundssyn minder mere om Sovjetsamfundets nomenklatura i Unionens sidste 25 år end noget andet. Det var den periode, der blev benævnt ”Stagnationsperioden”, og som blev kendetegnet af en stadig mere total desillusionering af den almindelige befolkning og dybere korrumpering af de regellammede og uengagerede ”service”-elementer. Situationen dér og dengang minder også om vores, fordi der – igen – ikke er forskel på ”embedsmændenes” og ”politikernes” baggrund samt samfundssyn og rolleopfattelse. Der eksisterer ikke længere en Jens Christian Christensen, Thorvald Stauning, Hans Hedtoft eller H.C. Hansen med et engagement og en erfaring fra liv og arbejde, som selv den bedst teoretisk funderede universitetsuddannede planlægger og forvalter, som dengang Erik Ib Smidt, må respektere og bøje af over for.

Som embedsmanden er den typiske ledende politiker nu cand. polit. eller cand. scient.pol., ung og selv- og usikker samt uden livs- eller arbejdserfaring. Hvis politikeren faktisk afsluttende sin uddannelse, er den blot med lavere resultat end den rutinerede ledende embedsmands.

Politikerens situation her er svagere end i alle de lande, vi normalt sammenligner Danmark med. Dette fordi det er lykkedes de velargumenterende desværre primært selvtjenende ledende embedsmænd her at blokere for ansættelsen af politisk rekrutterede statssekretærer, dvs. viceministre, der ville kunne styrke ministerens position i forhold til embedsværkets ledere og gennem konfliktfyldt dialog anfægte departementschefernes oligarkiske magt.

Forfatteren har selv kun de bedste erfaringer med samarbejdet med norske, svenske og tyske statssekretærer. De fordele med hensyn til kontinuitet og ressortkendskab, som blev resultatet, når statssekretæren kunne afløse ministeren ved en rokade, har været indlysende. De fordele er imidlertid ikke en fordel for embedsmænd, der ikke ønsker for vidende og selvstændige ministre, der kan tage og fastholde ansvaret for deres område. Det var den ekstremt dygtige departmentschef, Michael Christiansens, der i 1989 blot konstaterede, at jeg ville blive den første hærofficer på Grønland, hvis jeg ikke holdt en så landsskadelig idé for mig selv.

Det er næppe generelt med ond hensigt, det vi nu er endt i denne blindgyde. Som i Sovjetnomenklaturaen er man nemlig totalt enige om et fælles magtideologisk grundlag. Det styrende paradigme er igennem de seneste to årtier blevet den apolitiske ”virksomhedsmodel” for statslig aktivitet. Man har omdefineret alle vanskelige politiske valg til afagligt management, til juridisk skolastik, eller til substansfrie ”sager”, benævnt ”business cases”.

Den bevidst usaglige forvaltningsgeneralist har anbragt sig som tolk og filter mellem den politiske ansvarlige og den komplekse virkelighed. I dialogen mellem den pågældende ”serviceydelses” fag- og sagkundskab og politikeren er det kun de standardiserede altid resursemæssigt målbare elementer, der slipper igennem. De økonomiske virkninger og – som speciel støtte til den uerfarne minister – indenrigspolitiske konsekvenser af forskellige muligheder præsenteres som beslutningsgrundlag, fordi generalisten ikke har noget grundlag for at præsentere de servicekvalitetsmæssige virkninger af ”reformen”.

Med dette falske virksomhedsparadigme for offentlig indsats har embedsværket tilnærmet det offentlige til en helt teoretisk model for, hvordan en privat erhvervsvirksomhed fungerer – ignorerende, at virksomheden derude skal overleve på markedsvilkår ved at sælge og stadig udvikle konkurrencedygtige produkter skabt af specialister. I den offentlige model kan man heldigvis ignorere specialisterne. Som i de halvoffentlige foretagender SAS og DONG kan man lege, at man kan lede og udvikle uden sagkundskab, dér om luftfart henholdsvis energi.

Et eksempel på virkningerne er den nu endeligt diskuterede kvalitet af gymnasie- og universitetsuddannelserne. Her næredes modellen med sin satsning på generel managementledelse også af en kombination af socialistisk baseret tro på at alle har lige evner og af den liberales tro på, at en produktionstørrelse, som selv generalisten kan måle, skulle drive udviklingen. Det skabte en malstrøm af faktorer, der sikrede et frit kvalitetsfald.

Frigjort fra markedets risici slipper man smertefrit århundreders udvikling af samfundets professioner og specialiserede funktioner. Alt kan uden risiko reduceres til, hvad den selvsikre hel- eller halvstuderede økonomi- eller statskundskabskandidat kan forstå. Man centraliserer, standardiserer og tvinger professionerne til først at ignorere og derefter glemme deres erfaringer. Det gik og går glimrende, for det ambitiøse medlem af en af professionerne, være hun eller han universitetsansat forsker, officer, gymnasielærer, læge eller sygeplejerske, er altid klar til at lære tom ”new speak”, hvis det er vejen til kors, bånd, stjerner, højere løn og nye privilegier. Dette ikke mindst, hvis det er vejen til positioner fjernt fra den stadig mere ubehagelige virkelighed.

Erhvervslivets ledere uden for den offentlige er tilfredse, for de tror at markedsfornuft implementeres, men bliver snydt af det fælles managementsprog: liberalistisk new-speak som ”professionel ledelse” (lig med ”asaglig” ledelse uden hensyn til saglig professionalisme), ”service” (for dårligere betjening), ”HR” (for mekanistisk forvaltning af medarbejdere).

Det er jo smigrende, når disse offentlige ansatte – grundlæggende set som snyltere af de private virksomhedsledere – kopierer de Kejserens Nye Klæder, som den professionelle virksomhedsleder godt ved ikke er det, der skaber succes. Selv efter at have været på sidste attraktive lederkursus ved de jo godt, at det er noget så trist som ajourført professionel dygtighed, rettidig omhu, smitsomt engagement, reelt dybt kendskab til og sympati for de ansatte, villighed til at delegere til de bedste samt personlig risikovillighed. Men det kan ikke så let sælges til de offentlige ledere.

Som andre oligarkier beriger de sig derefter selv. Her gennem meget store bonushonorarer, givet oven i lønnen for efterlevelse af ansættelseskontrakten, der altid fokuserer på kvantitativ målopfyldelse, fordi man ikke har nogen forudsætninger for at være ansvarlig for noget så irrelevant som professionel kvalitet.

Management-ideologien, den nye liberalistiske marxisme, sikrer et aktivt aprofessionelt magtlag, der effektivt har brudt den direkte og krævende dialog mellem politikeren om hvad han/hun ønsker (ud over personlig magt og sikker karriere) og den fagligt professionelle (forsker-underviser, diplomat, officer, ingeniør), der kan mere end økonomisme og anden nomenklatura-teori fra det aldrig videnskabeligt prøvede eller begrundede ”New Public Management” sniksnak.

Man ignorerer helt, at indsigt og udvikling bedst sikres gennem tvunget og konfliktfyldt kritisk dialog og samspil mellem erfarne folk med væsensforskellig baggrund. Med den grundlæggende ens baggrund i magtlagene opnår man en stadigt selvforstærkende ”group-think”, hvor mulig grundfalsk enighed aldrig vil blive anfægtet, før det er for sent.

Styrelserne, der står for ydelsen af den faglige indsats for befolkningen – så som politi, retsvæsen, sundhedssektor, universiteter, gymnasier, forsvar – afprofessionaliseres i den pseudo- erhversmæssige produktionsmodel, indtil de ikke kan eller ved mere end de ”professionelle ledere”, dvs. ikke kan forudse professionelt, effektivt udføre og udvikle deres fag eller sikkert implementere beslutninger. Så får man ”IC4”-resultater.

Medens det ledende embedsværk nyder magten og dens økonomiske frugter, henvises politikerne til at beskæftige sig med at fodre og underholde medierne som talsmænd og sælgere af magtens produkter. Forstærkning af politikerne med spindoktorer sikrer, at de koncentrerer sig om at sælge og forsvare snarere end at søge at lede landet. Den politiske tomhed har fjernet forskellen mellem rød, blå og grøn, der er et miskmask.

Der opstår nu alvorlige problemer for borgerne, hvilket er en naturlig følge af den demoralisering og afprofessionalisering, som det falske paradigme medfører. Så skal ministeren, selvfølgelig ministeren, tage ansvaret over for medierne, så disse glemmer at tænke og forstå, at der findes en formelt direkte ansvarlig. Der findes en leder af bostedet, kontorchef i kommunen, eller rektor for uddannelsesstedet, der burde være professionel nok til at forudse og engageret nok til at hindre problemerne.

Men det er mere spændende for de journalister, der endnu ikke er blevet spindoktorer, at gå efter ministeren, som reelt ingen indflydelse og magt har, end at undersøge, om den pågældende direkte ansvarlige har den nødvendige delegerede myndighed, de resurser, klare og entydige forvaltningsrammer og den faglige baggrund, der gør, at han eller hun kan være ansvarlig for sit område. Dvs. alt det, som er blevet anfægtet af de seneste tyve års centraladministrative teori og udvikling.

Når problemerne pga. den grundfalske ”virksomhedsmodel” for den offentlige sektor så stadig øges, er det logisk, at departementscheferne – som det lige er sket – får politikerne til at lovgive, så mediernes mulighed for indsigt begrænses.

Mens ingen virkelig erhvervsvirksomhed i længden kan regne med ustraffet får lov til at spinne, lyve og hindre indsigt, tror den offentlige sektors ”erhvervsledere” at bedrag er det normale samspil i erhvervslivet, og hindrer så vidt muligt indsigt i magtforhold og beslutningsforløb. Den offentlige sektors ledere mener, at den ifølge virksomhedsmodellen har ret til en beskyttelse mod ejernes – borgernes – kritiske indsigt i interne sager, der vil være mere vidtgående end hvad det private erhvervsliv kan regne med.

Danske Bank kunne mismanage i midt-0′erne, men den blev derefter ramt af virkeligheden og reddet af skatteborgerne ved en særlig indsats. Departmentscheferne har lettere ved at få finansieret deres regime.

Når det går galt, er det for departementschefernes oligarki klart, at det altid er ministeren eller styrelseschefen, der må bære ansvaret og forsvinde.

Dette blev smukt illustreret, da Forsvarsministeriets departementschef ikke viderebragte Forsvarsstabschefens anbefaling om, at Søren Gade ikke skulle anvende nyheden om ”Jægerbogens” oversættelse til arabisk. Først måtte styrelseschefen, Forsvarschefen, gå. Senere måtte ministeren trække sig. Departmentschefen fortsatte, ganske vist svækket, men ved at love departementchefsstyrets præsteskab i Finansministeriet at reducere forsvarsbudgettet og svække Forsvarsledelsen og de militære faglige synspunkters fremtidige indflydelse afgørende gennem en dygtig misinformationskampagne, overlevede han i sin stilling, og kunne gøre sin sejr og sig selv attraktiv for den ambitiøse kommende minister. Nu er enhver mulighed for politisk og faglig ansvarlig ledelse af Forsvaret blevet totalt undergravet ved reorganisering, der indledte den nuværende forligsperiode.

De problemer, der opstår, når departementschefens rolle og selvforståelse ikke længere er embedsmandens med en gennem årene veludviklet ressortforståelse, ses konstant i Skatteministeriet.

Uden solid ressortforankring bliver departementschefen henvist til, ud over loyalt over for finansministeriet at skære i den sagkyndige del af ressortområdet, –yderst tilfreds – at lege med magten, herunder at støtte ministeren og regeringen i at bevare magten. Efter de senere års begivenheder står hovedproblemet lysende klart: Når embedsmanden spiller magtspil, optræder han som politiker, men uden den legitimitet, risiko og ansvarlighed over for vælgerne, som politikeren må acceptere i et demokrati.

Efter drabet på den samlende fortælling

Som født i 1944 i provinsborgerskabet er jeg med min generation et produkt af det gamle gymnasium. Der indeholdt uddannelsen en sammenhængende og positiv (positivistisk) historiefortælling (normalt den radikale samfundsopdrager P. Munchs lærebøger). Denne fortælling var en selvfølgelig del i gymnasiets almene dannelse, der blev forstærket af de andre kulturunderstøttende elementer som litteraturhistorie, oldtidskundskab og den grundlæggende undervisning i engelsk, tysk og fransk, der var fælles for de tre da eksisterende gymnasielinjer: de matematisk-fysiske, nysproglige og gammelsproglige uddannelser.

Fra ca. 1970 blev både den alment dannende uddannelse og fortællingen anfægtet af tidsåndens alternative marxistisk-leninistiske revisionistiske fortælling. Det eksisterede vestlige samfund afvistes med selvfølgelig foragt som alt andet end ideelt og derfor heldigvis fortid.

Denne afstandtagen fra det eksisterende medførte også, at der derefter ikke eksisterede nogen accepteret ramme for loyalitet og integration af de tusinder af migranter, der herefter ankom til landet. Deres afvigende kultur, køns- og demokratiopfattelse var som alt andet fra tiden før den kommende revolution ikke mere anakronistisk og forkastelig end det danske borgerlige samfunds.

For at sikre, at tidens intelligensia arbejdede for fremtiden, indskærpedes og accepteredes kravet om, at forskningsaktiviteter skulle være “samfundsrelevante“, dvs. tage udgangspunkt i klassekampsopfattelsen.

Tyve år senere kollapsede den alternative fortælling, og man gik ind i den “postmodernistiske” periode. Det konstruktivistiske syn på kunst og pædagogisk realitet blev udstrakt til en “metakonstruktivistisk“. Man opfattede alle opfattelser af virkeligheden som subjektive konstruktioner.

Man var således enige om, at nationalisme var en sådanne bevidste elitekonstruktioner fra 19. århundrede, konstruktioner som kunne afløses af nye konstruktioner, der var mere relevante for 21. århundrede. Denne opfattelse er på overbevisende vis påvist som fejlagtig af den israelske metahistoriker i hans “Nations: The Long History and Deep Roots of Political Ethnicity and Nationalism” fra 2012. Opfattelsen af patriotisk fællesskab og offervilje havde mange steder langt længere rødder, hvilket nok er medvirkende til at forklare problemerne med at sælge en EU-national konstruktion som en ligeværdig erstatning.

Det var dog ikke synet på fortællinger (som P. Munchs) som konstruktioner, der var problemet, men synet på konkurrerende konstruktioner som grundlæggende ligeværdige og legitime. Det var således tilfældet for Vestens og Sovjetunionens fortællinger om Den Kolde Krig, noget der for mange danske intellektuelle var væsentligt i “nullerne” pga. deres aktiviteter i 1980’erne.

Der eksisterede nu kun en “diskurs” uden andet end subjektive og ligeværdige sandheder og ligeledes subjektive og derfor ligeværdige erfaringer. Man koncentrerede sig om at diskutere alternative teoretiske forklaringsmuligheder på det oplevede og konstruerede og deres forhold til forskellige teorier om sammenhænge.

Man havde derfor ikke længere mulighed for give de usikre-selvsikre unge studerende en fortælling og en verdensopfattelse, som de kunne overgive sig til, som deres forældregeneration havde overgivet sig til forskellige fundamentalistiske socialistiske retninger. Hvis de havde behov ud over, hvad deres uddannelses teoretiske eksegese gav dem, måtte de selv søge de enkle, positive sandheder, som et ungt menneske har behov for.

Ungdomsoprørets ødelæggelse af det eksisterende skabte en kulturel ørken for erfaringsfri samfundsrekonstruktion og reformer baseret på et ekstremt forenklet syn på, hvad, der var relevant. Ganske vist kollapsede oprørernes verden, men ikke deres kontrol over staten. Som ny åndselite videreførte de nu i den nye “-stiske” ramme opfattelsen af, at alt var mere eller mindre ligestillede konstruktioner i virkeligheden uanfægtet de foregående tyve års afvisende syn på de eksisterende vestlige samfund og kulturer.

Den nye situation betød, at der ikke kunne eller burde være en samlende fortælling, at det var nytteløst at søge den, og at “Islamisk Stats” eller Putins fortælling havde samme vægt og legitimitet som Vestens.

Det almendannende indhold i gymnasieundervisningen forsvandt som umoderne og irrelevant kulturimperialisme. Derefter fik ingen i Danmark en sammenhængende historiefortælling som ballast for en videregående uddannelse. P. Munchs fortælling var forsvundet. Dette ikke på grund af dens tendens, mangler og behov for supplement, men fordi den (jf. oplysning på mit gamle gymnasium ved 50-årsjubilæet sidste år) havde tre gange for mange sider til at være anvendelig i det moderne, “facebook-formats“-gymnasium. Det var ikke noget væsentligt tab, hvis fortællingen alligevel blot var én af mange konstruktionsmuligheder.

De gamle studentermarxister og pragmatiske opportunister fra 1970’erne og 1980’erne fortsatte i deres nu ledende stillinger overalt i forvaltningen blot den arrogant-centralistiske planlægning og økonomiske styring, samfunds-engineering, støttet af manipulation af opinionen (dvs. spin og New-Speak lig med det gamle agitprop), som skulle være sket efter revolutionen. De var blevet supernaivliberalister, og deres utallige lærlinge lærte kun at afvise alt eksisterende som irrelevant som andet end udgangspunkt for reformer.

Det er ikke tilfældigt, at den New Public Management-systemsygdom, som blev analyseret i den foregående blogaktikel, slog igennem nu. Den passede til tiden og behovet med sit fravalg af faglighed (lig med professionel erfaring). Ideen sikrede eliten fuld handlefrihed til at søge billigst og størst mulig produktion uden hensyn til ikke-målbar kvalitet.

Søgen efter vækst i form af kvantitet og målbar innovation blev også de nye – stadig kortsigtede – definitionsrammer for forskningens “samfundsrelevans”, efter at klassekampen var visnet som ramme.

Nu er alt det, min generation havde lært var relevant, ramt som af en mangesidet lavine med naiv-nationalisme, truslen om krig, informationskrig fra IS og Rusland som ahistoriske narcissister ikke kan håndtere som andet en af mange ligeværdige fortællinger i den sandhedsløse diskurs.

Eliten i departementerne, på universiteterne og på Christiansborg har ingen historisk og erfaringsmæssig ramme til at forstå og håndtere udfordringerne ud over panikreaktioner og nye reorganiseringer. Det samme gælder EU, der er organiseret med fravalgt som irrelevant af alt, som eliten ikke forstod eller kunne blive enige om.

Uden en bevidstgjort erfaring kombineret med en robust historisk funderet baseret, samlende fortælling bliver man ude af stand til at erkende og afvise disinformation og konspirationsforklaringer.

Dress-rehearsing the destruction of NATO?

What is happening now in eastern Ukraine may unfortunately be used by Russia as a model against the Baltic States. Only one of the states needs to be targeted. The most likely one would be Latvia. It is the country with the largest regional differences in economic development and the one with the deepest social inequalities. It has the highest level of political corruption and oligarchic influence on the political system. The national territorial security presence grew out of a nationalist militia, which now requires total reform and to be filled with substantial, locally mobilised forces. A significant part of the population – even in the capital – keeps itself updated via the Russian State television. Latvian nationalist have routinely been named fascists.

It would unfortunately not be difficult to orchestrate troubles similar to what we see now in the larger East Ukrainian cities with the purpose of sabotaging the maintenance of effective rule by Kyiv in that part of the country. Troubles that would make it very difficult to maintain solidarity. No NATO presence in the Baltic States – air policing, naval visits or army exercises – can do much to counter such an activity. It would require a combination of socio-economic changes and Latvian investment in security sector and defence reform, including as already noter the creation of a sizable, well-disciplined and officered national territorial defence structure. This is hardly economically viable without the introduction of Nordic type national service with its emphasis on an intensive, short training of motivated citizens.

NATO Europe is so desperately weak after a series of deep reductions of its operational military forces that these members are only able to supply a Potemkin character trigger. Only Turkey has maintained proper territorial self-defence forces. In Northern Europe only neutral Finland has averted the End of History infection of the brain and balance. Any deployment of the present forces signals weakness and vulnerability rather than robust and stable strength, and this is most likely to lead to self-deterrence if the bluff is called. It is important to remember that of the roughly 700 kilometres Baltic States border with Russia-Belarus, the interesting Latvian part is a couple of hundred kilometres.

The only really potentially effective counter would be immediate highly visible EU regional development projects in the depressed areas in the southeast and east of the country.

I forlængelse af en analytisk levnedsbeskrivelse og kommentar til BJ-JD-sagen – med Bent Jensens reaktion efter læsning af artiklen

Læs “SNU maskepi”:

Synet på modstanderen
Som allerede nævnt var der reelt intet sammenfald mellem Bent Jensens og Jørgen Dragsdahls aktivitets- og interessedimensioner fra 1979 til 1983. Jensen gav imidlertid Dragsdahl skylden for visse socialdemokraters umoralske og skadeligt opportunistiske optræden. Da han ikke kunne ramme forræderne, blev journalisten den voksdukke, som han kunne stikke sine nåle i.

Med landsrettens hjælp lykkedes Bent Jensen personlige hævn på Dragsdahl, der kom til at bære for historikerens afsky for kommunismen og alt dens værk, nyttige idioter, medløbere, osv.

Denne totale fokusering på værdikampsdimensionen under den Kolde Krig, som Jensen stod for, er blevet styrende i Danmark. Det dominerede direktivet til DIIS for den undersøgelse, der kom i 2005, og det affødte den redaktionelt ansvarlige Svend Aage Christensens manipulerende reaktion, da han afviste at levere det ønskede og forventede resultat.

De militære og strategiske dimensioner af den Kolde Krig, domineret af militær opbygning, planlægning og strategier, blev og bliver set som irrelevant af Bent Jensen, Anders Fogh-Rasmussen, m.fl., og er derfor også kun venstrehåndsdækket af DIIS-redegørelsen.

Bent Jensens modrapport til DIIS-udredningen, som Gyldendal publicerer, ligger i øvrigt forventeligt i perfekt forlængelse af den danske sikkerhedspolitiske tradition og forskning, ifølge hvilken militære forhold og militær professionalisme ses som irrelevante. Den tradition er ikke begrænset til den politiske venstrefløj.

I virkeligheden ser man i Bent Jensens korstog en ubehagelig parallel til situationen under og efter en rigtig krig. Frontsoldaten, og fra 1979 til 1983 var jeg – som Uffe Ellemann på sit højere niveau – ”frontsoldat” i direkte kontakt med modstanderen. I den situation må man for at være effektiv kende og respektere den anden side, man må se og forstå dem som mennesker. De mange, der sidder og skjuler sig frustreret, stumvrede og inaktive langt fra fronten, kan lade sig nære af sort-hvid propaganda og had. Hadets fælleskab i ”etapen” var godt, forsøg på at virke gennem dialog var fraternisering og forkastelig.

*******************************************

Bent Jensen svarede ikke på denne blog, men da han dog trods alt efter at have læst artiklen reagerede med en email synes jeg (Clemmesen) det ville være korrekt at blokkopiere denne mail hertil:

Det er morsomt at læse dine fantasier om, hvad jeg sagde på et møde i Videnskabernes Selskabs bygning i 2005, hvor DIIS-udredningen blev diskuteret. Ifølge dine fantasier erklærede jeg nærmest Dragsdahl krig på dette møde.

Rent nonsens! Dragsdahl kom faktisk hen til mig efter mødet for at takke mig for mit indlæg, hvor jeg kritiserede DIIS-udrederne for ikke at skrive klart om Dragsdahl, men lade det blive ved antydninger.

Du har tilsyneladende også en meget dårlig hukommelse vedr. det forhold, som er omtalt i PET-kommissionens beretning: et medlem af SNU, som videregav militærpolitiske oplysninger. Samme dårlige hukommelse plager i øvrigt Dragsdahl. Jeg tror nok, at det af psykologer kaldes fortrængning.

Men din høje opfattelse af dig selv fejler til gengæld ikke noget.

Velbekomme!

Bent Jensen

Jeg overlader trygt til dem, der i modsætning til Bent Jensen kendte eller kender mig, at bedømme mit arbejde: både dengang i SNU, ved enhederne, de konservative og socialdemokratiske politikere, der placerede mig i Forsvarskommissionen af 1988, under ombygningen af Forsvarsakademiets Stabskursus ved den Kolde Krigs afslutning, under de 10½ års indsats i Baltikum eller senere som historiker.

Men lad være at fortælle ham om det. Det er indlysende for sent at forvirre ham med oplysninger der typer på, at verden ikke er endimensional.

Om den arrogante afvikling af god forvaltningsevne og -etik

”Danske embedsmænd betjener loyalt den til enhver tid siddende regering”

Det lyder og er korrekt og hensigtsmæssigt, hvis betjeningen holder sig inden for klare rammer, og ikke bliver til politisering til støtte for minister og regering uden risiko for at miste jobbet. Dvs. uden den risiko, der ville eksistere, hvis der som i andre lande var tale om for statssekretærer/viceministre og om en gruppe af politisk rekrutterede assistenter og rådgivere.

På grund af, at hans argumentation blev støttet af hans eget eksempel, overbeviste departementschef Michael Christiansen Clemmesen dengang i 1989 om, at han havde ret. Den danske model var den bedste for Danmark.

Men udviklingen siden har fået mig til skifte mening. Der er sket ændringer i Centraladministrationens arbejdsmåder, som har undergravet anvendeligheden af modellen. Men lad os først kort gennemtænke, hvad loyal ministerbetjening indebærer, og hvad der må ses som uansvarlig politisering.

Loyal ministerbetjening
De danske ministeriers embedsmænd er placeret som formidlere og brobyggere mellem ministeren og de i princippet fagprofessionelle i styrelserne. Dette er det centrale forhold i det danske system, der med ministrenes ressortansvarlighed ikke har formelt kabinetstyre.

Men selv her virker ministeriets ledende embedsmænd og specielt departementschefen også som en bro til de andre dele af centraladministrationen, herunder ikke mindst til statsministeriet på generelle policy-områder, justitsministeriet med hensyn til lovgivnings- og andre juridiske forhold samt finansministeriet med hensyn til resurseforbrug.

Den loyale betjening af ministeren indebærer, at man inden for de juridiske og andre rammer og det besluttede budget hjælper ministeren til at få vedkommendes politiske hensigt udkrystalliseret i formel lovgivning og andre formelle beslutninger og derefter implementeret. Dette må ske under fuld inddragelse og hensyntagen til den professionelle fagkundskab inden for ministeriets ressortområder, dvs. fra styrelserne.

Systemforgiftende politisering
Den loyale betjening bliver til uacceptabel politisering, hvis embedsmanden arbejder direkte for at fremme ministerens kamp om indflydelse i sit parti, hvis man søger at hjælpe politikeren med at få sin politik gennemført ved at bidrage til ikke-sagligt funderet indsats mod oppositionen, eller hvis man simpelthen af hensyn til, hvad man opfatter som ministeriets “projekt” anbefaler tvivlsomme fremgangsmåder.

Det samme gælder for aktivitet for at manipulere den politiske beslutningsproces ved bevidst at under- eller misinformere oppositionen og resten af lovgiverne.

En sådan kun forsvares i situationer, hvor væsentlige internationale interesser og forpligtelser står på spil, og selv i sådanne tilfælde kun midlertidigt.

Ikke mindst forløbet i Justitsministeriet op til Tamilsagen og for i Skatteministeriet i Thornings sag demonstrerede, at disse grænser for loyal betjening af ministeren synes mildest talt vanskelige at fastholde, og med den nye offentlighedslov mindskes offentlighedens mulighed for at holde embedsmændene fra grundlæggende systemundergravende politisering. Jeg skal i afslutningen kommentere kroniske og friskere sager.

Fra en centraladministration ledet af jurister til en drevet og domineret af politologer
Den væsentligste ændring siden slutningen af 1980’erne er i den uddannelsesmæssige baggrund af den typiske embedsmand i forvaltningen. Bortset fra i stillinger, hvis indhold primært var økonomisk planlægning og kontrol (og hvor der derfor var ansat cand.polit.’er) var den typiske embedsmand jurist.

Med en meget grov forenkling er en dansk uddannet jurist som forvalter grundlæggende pragmatisk. Den eneste ideologisk-teoretiske profil må siges at være, at de i deres opfattelse af juristens mission som gruppe er liberalt-progressive. De er som nævnt som forvaltere pragmatiske, og som representanter for en gammel profession er man gode brobyggere til de professionelle fra andre områder i styrelserne.

Der er endvidere blandt jurister en accept af, at man specialiserer inden for det ressortområde, man er ansat i, hvilket forstærker muligheden for brobygning. Den rolle, som præcedens har for jurister, skaber en naturlig interesse for, hvordan ting tidligere var og fungerede.

I løbet af de seneste 25 år er Centraladministrationen hurtigt blevet domineret af politologer. Cand. scient.pol.-studiet har siden de første år i Aarhus i stigende grad sigtet på at opnå et teoretisk grundlag (økonomisk og andet) for hurtig forståelse og reformer. Fortiden dannede ganske vist grundlaget for den teoretiske forståelse, men den eksisterende og tidligere situation skabte ikke som for juristen præcedens for noget som helst. Den var blot en trist uvidenskabeligt organiseret situation, der kunne danne baggrund for reformer.

Trautner, der gennemgik cand.scient.pol.-uddannelsen i Aarhus i 1990erne og senere fulgte den op med en ph.d. i politisk videnskab i Aalborg, konstaterer nu, at den danske politolog fra hans studietid er opdraget til at repræsentere tre kerneværdier:

For det første er man “problemknuser”. I kraft af den sublime indsigt i politiske processer, økonomi og forvaltning er man forpligtet til straks at løse erkendte problemer.

Den anden er en mekanistisk opfattelse af rationalitet, der dels reducerer mennesker til nyttemaksimerende maskiner, dels antager at regler og strukturer bestemmer adfærd. Der er derfor to redskaber i politologens værktøjskasse, nemlig økonomisk stok og gulerod samt detaljerede regler, herunder om rapportering af målelige effekter.

Den tredje kerneværdi er en respektløs tro på generalistens forrang. Professioner og deres erfaring regnes for intet; politologen er som generalist nemlig bedst egnet til rationelt og med regler at styre og integrere alle overordnede processer, mens professionernes laverestående udøvere stilles frit til “bare” at løse de praktiske opgaver.

Politologen lærer på studiet på baggrund af en teori at opstille en model der skaber overblik over et problem fra virkeligheden, og fremskaffe data der belyser problemet. Så langt så godt. Kæden hopper derefter af, fordi modellen aldrig kræves trykprøvet hos de berørte og erfarne specialister, der forstår deres fags dybere grundlag. De ses kun som kilde til informationer, deres erfaringsbaserede forståelse af sammenhænge erkendes og anerkendes ikke. Tværtimod øves politologen i på strengt logisk, dvs. uden brug af ekspertise og erfaring, selv at udvælge den objektivt bedste løsning modellen tilbyder. Og voila, så skal der implementeres. Fra teori til reform på 3 sekunder!

Tilbage i røgen fra de brændte dæk står de professionelle med vejkortet i hånden, der er ikke plads til dem i den politologiske racerbil, der så kører i virkelighedens grøfter. Sammen med de demoraliserede professionelle står befolkningen tilbage, igen præsenteret og betalende for kejserende nye klær.

I forhold til den traditionelle juristdominerede Centraladministration blev ændringen revolutionær, man kan vel sammenligne den som en invasion af en invasiv art, som dræbersnegle. Men invasionen har været som en fra rummet, for angiveligt er juristers krop taget i besiddelse, så også de er blevet inspireret til at gå alt for langt i ministerbetjeningen.

Der blev også en afledt virkning på det danske politiske system. De politologiske embedsmænd var motiveret som samfundsentreprenører, ikke samfundsbevarere. I modsætning til, hvad der var tilfældet for juristerne, var der ligeså lidt sandsynlighed for, at politologerne politisk og holdningsmæssigt var konservative, som tilfældet var for Stalins planlæggere og aktivistkadrer i 1930’erne. Politologer må naturligt have enten socialistisk eller liberalistisk ramme og inspiration for deres aktivistiske “can do” mission.

Konservatismens grundlag blev derefter undergravet ved det centraliseringsangreb på landets fungerede strukturer, “det gamle skidt”, som derefter fulgte.

Politologer havde efter deres egen opfattelse ”ret”, og dette umuliggjorde, at deres forhold til de professionelle i styrelserne kunne forblive en brobygning mellem dem og ministeren. Styrelsernes fokus og organisation var problemer, skadeligt bundet til en irrelevant fortidig situation. De skulle ”reformeres”, indtil de professionelles kerneydelser til befolkningen blev standardiseret til politologens rationalisme. Det skete bl.a. med “virksomhedsmodellen”.

De politologuddannede embedsmænd ankommer – nok uden at dette er fuldt bevidst – med egen agenda, både over for ministeren og over for de professionelle i styrelserne. De sidste skal som beskrevet presses ind i generalistskabelonen – dvs. afprofessionaliseres – og blot levere data til generalistens styring.

Det er indlysende, at det er langt vanskeligere for en energisk og højt begavet politologisk problemknuser at holde sin betjening af ministeren inden for rammen af ”loyal ministerbetjening”, end det er for den embedsmand, der har juristbaggrund, og som er vokset op som forvalter i et ressortdepartement.

Der er et andet alvorligt problem med skiftet fra jurister til politologer som centraladministrationens rygrad. For en politolog er personlig og professionel erfaring ret irrelevant, da man grundlæggende som kandidat ”fødes” med den rigtige forståelse af, hvad der skal ske. Dette fører til stadig yngre, mere dynamisk arrogante departementschefer, der er stadig mere villige til politisk reform – og anden – aktivisme i ministerbetjeningen.

Sammen med, at ministrene selv gennemsnitligt bliver stadig yngre og besidder stadig mindre livserfaring, betyder dette, at ledelsen af Danmark helt ophører med at være repræsentativ for befolkningen, der med en højere gennemsnitlig levealder afspejler den for politologerne irrelevante fortid.

Det aktuelle eksempel er SKAT, hvor man både har gennemført massive reduktioner, flyttet og løbende flere gange har reformeret organisationen. Både centrale og underlagte embedsmænd politiserer åbenbart rutinemæssigt og viser derigennem det slettest mulige ledelseseksempel for de reformpressede ansatte. At de ansatte derefter forledes til magtmisbrug og overfladisk arbejde kan kun undre en politolog og hans politiske “kejser”, der er blevet forvænt med reformklæderne.

Selvfølgelig kan man groft overbetone betydningen af embedsmandens uddannelsesbaggrund. Men lad os her opstille den tese, at hvis departementet – hvilket jo sker – bliver belemret/velsignet med en minister uden alt for mange egne idéer, intelligens eller dynamik, vil juristen i sin ministerbetjening sørge for, at forvaltningen kører sikkert og solidt videre, som Sir Humphrey Appleby i “Yes, Minister“. Derimod vil dette sandsynligvis blive set som dårlig politikerbetjening af en ambitiøs politolog. Der må være behov for effektivitetsforbedrende centraliseringsreformer, som kan sikre ministeren en højere profil og undgå, at man spilder tiden med ren forvaltning af det eksisterende.

Trautners profil af kollegaerne
En betydende andel af de centralt placerede embedsmænd med politologisk baggrund, synes ikke at være modnet af erfaring. De holder fast i deres uddannelses værdisæt af respektløst, proaktivt problemknuseri baseret på en umoden opfattelse af rationalitet og foragt for erfaring og professioner, som nu er det fundament hvorpå offentlig styring og ledelse nu bygger. Politiske valg gøres dermed til spørgsmål om regler og teknik, og politologen til politiker. Disse falske værdier præger i stigende grad andre faggrupper, herunder professionernes udøvere. I tyve år er de offentlige udgifter bl.a. derfor steget en procent om året, mens produktiviteten er faldet i en tilsvarende takt.

Om de aktuelle sager
For det første den kroniske sag med SKATs fejlagtige ejendomsvurderinger, hvor embedsmænd i loyalitet, dvs. egen karriereforvaltning, åbenbart har undladt at understrege det grundlæggende sagligt uholdbare i en situation, hvor beskatningen af borgerne overlades til tilfældigheder. Man kan have en stærk mistanke om, at berøringsangsten hænger sammen med, at den ødelæggelse af den lokale forankring af skattevæsnet, som de løbende “reformer” har medført, er den direkte årsag til, at dette problem blev uløseligt.

For det andet Udenrigsministeriets misbetjening af Udviklingsministeren i GGGI-sagen, der medførte, at han fejlinformerede Folketinget og måtte gå af. Her har “projektet” åbenbart været slippe af med nogle af de mange udviklingsmillioner på en måde, der ikke belaster ministeriets gennem-“reformerede”, dvs. reducerede, korps af embedsmænd. Den helt grundlæggende og grundige sagsbehandling, der i hundrede år har karakteriseret dette embedsmandskorps, der traditionelt har været domineret af elitejuristers normer, er blevet undergravet.

For det tredje det forløb, der førte til Justitsministerens afgang. Igen var der åbenbart tale om embedsmænd med Chefen for Politiets Efterretningstjeneste i spidsen, der dyrkede politisk management for at undgå ekstra belastning af resurserne. Man anvendte en grundlæggende intetsigende trusselsvurdering til at kontrollere en svag, naiv og grundlæggende embedsmandsloyal minister i sin manipulation af Folketinget.

For det fjerde hjælpen til Socialministeren i hendes utålmodighed med grundlæggende forvaltningsregler. Her er der – uanset de pågældende embedsmænds akademiske baggrund – klart tale om netop den lyst til politisk “problemknuseri”, der jævnfør Trautner karakteriserer hans generation af politologer.

Fra værdier til sund konservativ politik

I Berlingske-kronikken “Kurs mod konservative værdier” fra 6. januar kom Lars Barfoed reelt til at demonstrere, at han kun på få punkter kunne fremlægge, hvordan værdierne skulle udmyntes i politik.

Et centralt problem ligger i hans tankeløse – undskyld, ukritiske – anvendelse af ordet “reformer“. Lyder varm og positivt, gør automatisk ændringer til noget godt, uden omkostninger. Så at sige alle de “reformer”, der er blevet gennemført på de offentlige områder i de seneste tyve år har været drevet enten af liberalistisk fundamentalistisk ideologi eller managementteori. Ændringerne er uden forsøg og analyse af de totale virkninger blevet presset ned over sektorer, hvor de smarteste og mest overfladiske har lært det sprog, der som kejserens nye klæder får lytteren til at glemme sagens faglige substans. Det, der normalt har været tale om, er centraliseringer og standardiseringer, der har medført uhæmmet vækst af ufaglige bureaukratier og for de enøjede reformatorer uventede og utilsigtede virkninger, som derefter ses som fremkaldte af “naturlove” som globaliseringen, den moderne informationsteknologi eller behov for effektiviseringer og centralt styrede besparelser.

En konservativ taler om ændringer, der viser sig nødvendige, men som afprøves ved forsøg og mod erfaringer. Han nedbygger simpelthed forventningerne til et holdbart niveau ved at tale om “ændringer“.

Danske konservative havde selvfølgelig ikke magt til at blokere for det fundamentalistiske liberalistiske digebrud på erfaring, som under betegnelsen globalisering frigjorde kapitalen og kapitalismen fra staters modererende virkninger, men det ville have været smukt, om de mere tænksomme havde set og fremlagt de mulige og sikre negative virkninger, herunder at de frigjorte kapitalister ville opføre sig som griske svin på speed, uden den selvkontrol, det samfundssind og den dannelse, som partiet gerne skulle stå for. Skeptisk, erfaringsbaseret tale kunne have fået andre til at tænke sig om, før det var for sent. Nu må vi håbe på, at overnationale elementer som EU får magt til at gøre det for os.

De Konservative skulle med deres vægtning af ansvarlig og dannet optræden burde have været de første til at fordømme de erhversledere, der groft og i grisk egoisme har handlet skadeligt for både deres virksomhed og deres land – som ludo-kleptomaner. Konservative bør kunne fordømme klart, i modsætning til fundamentalistiske liberalister, hvor en vis beundring kan ligge lige under overfladen.

Barfod skriver om den centrale i at ændre folkeskolen. Fint nok. Men det synes som om, at han ikke ser og forstår, at det ikke var en specielt konservativt at acceptere ødelæggelsen af de danske højere uddannelser gennem en kombination af managementfis, overbureaukratisering, produktionspres og en mildest talt uheldig karakterskala”reform“, der endeligt helt forlader de klassiske Østedske idéer uden at overtage en kendt og velprøvet udenlandsk model. Problemet med både i den tidligere og den nuværende skala at have karakteren “7” – med grundlæggende forskellige niveaukrav – er en af de centrale fadæser.

Det er en ukonservativ flugt fra virkelighed og erfaring at tro, at masseproduktion af batchelors, masters og ph.d.-er, muliggjort af sænkede kvalitetskrav, kan gøre Danmark konkurrencedygtigt. Med den (forhåbentligt bevidst) sænkede kvalitet i de højere uddannelser kan man ikke forbedre niveauet noget sted i uddannelsessystement. Umiddelbart set skulle det være en konservativ sag at stille kvalitetskrav. Hvor er Per Stig Møller i denne sag?

Som Barfod skriver søger hans parti et medieforlig, der kan sikre den trykte presses overlevelse. Prisværdigt at man her vil gøre modstand mod en udvikling, der af mange – som globaliseringen – ses som en naturlov. Det ville være smukt, hvis man samtidig ville gøre op med den indtil nu uimodsagte fundamentalistiske liberalisme på bogmarkedet. Hvis dansk kultur og sprog skal overleve, skal dansk bogproduktion være lønnende, også for andet end danske kriminalromaner og halvdårlige oversættelser af udenlandske do. Når andre lande kan leve uden moms på bøger, kan det nok også administreres af det oversofistikerede danske skattevæsen. Det er muligvis en liberalistisk grundholdning, at alt skal kunne købes i massive indkøbscentrer, men er det konservativ politik at bidrage til ødelæggelsen af provinsbyernes kerne?

Den “reform“-bølge af centraliseringer, der er gennemført i løbet af det sidste par årtier, har bidraget til at undergrave og fjerne provinsbyernes elite. Skete det bare, eller var det bevidst? Var det konservativ politik?

På grund af, at man ikke forstod og kunne udtrykke, at man i modsætning til Venstre og De Radikale ikke er fundamentalistiske liberalister, at man var grundlæggende anderledes, er partiet nu reduceret til ingenting. Det har dog en fordel. Resterne er erfarne mennesker, ikke unge mennesker drevet af slagkraftige forenklinger. Ligesom befolkningens flertal. Det burde da kunne gøres til en styrke?

Dansk konservatismes intellektuelle anæmi, landets problem

Rødderne til problemet er lange. Det konservative Folkeparti, der blev dannet under 1. Verdenskrig omfattede ud over den gamle landoverklasses repræsentanter også De Frikonservative, der som det britiske konservative parti var placeret i midten af det politiske spektrum.

Denne anden del af det nye parti var typisk repræsentanter for byernes elite og erhvervsliv, der som de radikale venstrefolk så sociale reformer som nødvendige for at hindre revolutionære tilstande, men i modsætning til disse – som højrefolkene – var Forsvarsvenner og uden ideologisk baserede visioner for fremtiden.

Idealisme var OK, men ideologi det ikke. Man var pragmatiske, hverken socialister eller liberalister. Forandring skulle ske som tilpasning, styret at sund fornuft og bygget på erfaringer.

Herudover stod de frikonservative og deres arvtagere for, hvad man kan kalde borgerlig anstændighed, retfærdighedssans og fairness. Den pragmatiske tilgang til politik var en god basis for den succes, partiet fik i lokalpolitik og forvaltning i flere dele af landet helt op til nu.

I landspolitikken kom de frikonservative og partiets pragmatikerne til at dominere det meste af de første 90 år, hvor man dog med Knud Bro som initiativtager og pionér adopterede bevarelse af miljøet som en del af partiets politik, en linje der kulminerede med Connie Hedegaards indsats i først dansk og senere EU-politik.

Problemerne startede i 1980’erne med Margaret Thatchers erobring af det britiske konservative parti og ændring af dette til fra et pragmatisk, social-konservativt parti til et ideologisk liberalistisk højreparti, der reelt overtog den højreplads i landets politik, som i begyndelsen af århundredet havde været fyldt af det traditionelle liberale parti. Det var før det parti, som nu kaldes liberalt sammen med Arbejderpartiets højrefløj gik samme vej som de danske radikale.

Thatchers linje blev og bliver efterabet af det danske konservative partis højrefløj, der ikke fattede og fatter, at det at være konservativ var at være cool og kritisk i forhold til ideologisk baserede – og derfor altid groft forsimplede – løsninger. Løsninger, der bliver alt andet end pragmatiske og hvor det afvises at afvente erfaringer.

For en ideologisk styret politiker, rådgivet af en teoretisk funderet “generalist”, dvs. en akademiker uden saglig eller praktisk indsigt i andet end økonomiske teoretiske faktorer og managementteori, er der ingen grund til forsigtighed eller forsøg … løsningens succes er jo selvindlysende.

Kopieringen af det ”konservative” britiske parti har nu også fået højredelen af partiet til at adoptere storebroderens nationalkonservative anti-EU-utopisme.

Problemerne fortsatte fra slutningen af 1990’erne, hvor Dansk Folkeparti fik lov til at erobre placeringen som forsvarere af Gud, Fædreland, Monarki – og her slutteligt også af Forsvarssagen. At dette parti i øvrigt valgte en fleksibel, opportunistisk taktisk linje og søgte en indvandrerpolitik, der placerede sig på linje med den konservative højrefløj, bedst markeret af Erik Ninn-Hansen – men i konflikt med en borgerlig anstændig linje – gjorde ikke situationen lettere.

Det konservative partis problem er ikke kun, at det siden den pragmatisk-brutale Hans Engell ramte betonklodsen har været uden effektiv ledelse. Sagen er, at store dele af landspartiet ikke forstår, at der er rigeligt med fundamentalistiske liberale partier i Danmark.

Der er derimod akut behov for politikere, som er aideologiske, reformskeptiske, erfaringssøgende, styrede af moden sund fornuft. Mennesker, der afviser centralistiske løsninger og som er villige til at delegere myndighed og ansvar til lokale embedsmænd og derefter effektivt forsvare deres valg overfor medierne.

Et sådant parti kunne modvirke den udvikling, der nu i næsten tyve år er blevet drevet af kombinationen af socialistisk planøkonomisk tænkning, embedsværkets teoretisk ideale og reelt ikke-prøvede management-idéer, og den liberale mistro til at offentlige ansatte kan motiveres positivt.

Et ikke-ideologisk, dvs. reelt konservativt, pragmatisk skeptisk parti – kritisk over for ideologisk og teoretisk motiverede reformer uden forsøg – kunne måske skabe sig en fremtid i dansk politik. Det ville i hvert fald udfylde et landspolitisk hul og tiltrække vælgere med livserfaring.

Det gør det nuværende historie- og hovedløse parti ikke.

Statens Forsvarshistoriske Museums fremtid: Kritisk, forskningsbaseret folkeoplysning eller konkurrent til oplevelser i Lalandia

Det synes nødvendigt efter præsentationen af Statens Forsvarshistoriske Museums nye afskedigelsesbaserede udviklingsplanspin “P16. Forsvarlig Fornyelse” at stille det grundlæggende spørgmål: Hvad er en sådan skatteborgerbetalt institutions opgave?

Bør den som en Public Service Fjernsyns- eller Radiokanal altid kunne demonstrere, at den vil sikre en solid og altid opdateret videregivelse af den sidste viden? En viden, hvoraf noget skabes gennem egen opsøgende virksomhed.

Eller skal institutionen blot søge af få det højest mulige antal kunder gennem aktiverende cirkusvirksomhed?

Er formålet med et meget bredt spektrum af formidlingstilbud og metoder at skabe oplysning og indsigt på museets faglige område hos besøgende fra alle aldre og befolkningslag?

Eller er målet – igen – blot at få det størst mulige antal kunder, fordi det er et målbart succeskriterium for en økonom, og så dækker en større del af udgifterne?

Museets ledelse har med sin plan valgt at konkurrere med Tivoli og Bakken – og pakke kastraktionen af alle andre områder ind i tidens værste management-ordgylle. Det lugter ikke rart for folk med kritisk og lugtesans.

Efter at have anvendt 10 år af mit liv med at presse og trække tidligere ex-sovjetmennesker til at vægte substans og kvalitet i stedet for Potemkin-facade og kvantitet – og til at se igennem løgnen og udtrykke den selv brutale sandhed i stedet for altid at spinne luftkasteller – er de skadelige virkninger af managementforgyldning kun alt for klar. “P16” er et luftkastel fyldt af varm luft, et forsøg at fylde reduktioner og manglende strategi med hensyn til indhold af forskning med positivt lydende tekst. En plan skal anvise en realistisk vej til at nå de opstillede mål og visioner. Denne mangler helt her, muligvis fordi forfatterne ikke havde forudsætningerne for at gøre dette.

Når den efterfølgende krise og organisationssammenbruddet senere følger, vil også disse begivenheder blive pakket ind i positive termer, og ingen vil tage ansvaret for alle de hvide eller grumsede løgne, uhæderlig optræden over for medarbejdere og fejlanvendelse af offentlige og donerede midler.

Jeg foreslår, at de ansvarlige, om de findes, besøger Armémuseet i Stockholm og ser, hvordan man dér på kvalificeret måde betjener skatteborgerne – med tankevækkede, stadig kritisk opdateret oplysning om krige og militære styrker.

Kustoder, der som illustrationen på planen laver flik-flak i 1700-talsuniformer, ville måske være passende en sommeraften under en Holberg-komedie i Grønnegårdsteatret, men ikke som logoet for en statsmyndigheds indsats med formål at skabe forståelse for et så alvorligt og tragisk forhold som krig og krigsførelse. Planens sprog og ordvalg har samme forhold til virkelighed og muligheder som George Orwells “Newspeak” i “1984“.

Jeg er glad for, at Skibsrederen, der ud fra nationalt sindelag donerede de mange millioner til den nye faste udstilling, ikke oplevede dette eksempel på svigtende rettidig omhu og substansløs propaganda.

Supplement
I TV2 News under stregede museumsdirektøren 1. maj, at det der skete og skulle ske var et policyskift fra forskning til formidling.

Lyder sådan set tilforladeligt, men er det ikke, uanset hvad direktøren selv måtte tro.

I de sidste år har museet med succes netop satset på formidling. På udstillingssiden er det sket først med Piratudstillingen og senest med den største publikumsucces hidtil, den krævende udstilling om det danske engagement i krigen i Afghanistan, der blev ledsaget af en dobbelt bogudgivelse på dansk og engelsk. Med hensyn til andre typer formidling er det sket med den omfattende internetplacerede dokumentation om Københavns Fæstnings historie. Denne blev 26. april fulgt op af en i betydelig udstrækning ny forskningsbaseret bog om fæstningen.

Det interessante set i lyset af direktørens fremtidsplaner er hele denne ambitiøse formidlingsindsats, der netop havde det både nye og forskningsbaserede fokus på faglig folkeoplysning, som burde være et statsligt museums mål. Disse aktiviteter glemmes som var de forældede og irrelevante. Hans planer virker som en hovedløs flugt fremad, der ignorere det nye fundament, han kunne bygge på. Indsatsen blev først og fremmest båret af en lille gruppe af unge historikere, hvis ledende og netværkende repræsentant på formidlingsområdet var Morten Tinning.

Det er i gruppen af museets unge historikere, at museet kunne have hentet mennesker til at bære de næste års udvikling. De havde inspireret af andre museers gode eksempel og egne erfaringer lært og derefter med succes demonstreret evnen til moderne formidlings- og oplysningsarbejde. I modsætning til rene kommunikationsspecialister ville de have været i stand til både kritisk at forstå det, der skulle formidles, herunder de seneste forskningsresultater, og derefter udvikle vejen til, hvor formidlingen bedst kunne ske. En ren formidler bør aldrig gives andet end en teknisk støtterolle. Han kan aldrig have andet forhold til substansen af det formidlede end et nyt forstærkersystem i en kirke eller på en markedsplads kan have til budskabets kvalitet og indhold.

Tinning er allerede forsvundet i en tidligere fase ved manglende kontraktforlængelse, og hovedparten af dem, hvis projektansættelse i denne runde ikke forlænges, er netop resten af dem, der kunne have sikret en fremtidig indholdsbaseres formidling.

Den formidling, som direktøren nu åbenbart har valgt at satse på for at virke moderne, må og skal gennemføres af oplevelsesspecialister, der ikke hæmmes af faglig viden om museets område. Folk, der må forudsætte, at al relevant viden jo findes, og kun skal gives videre på en medrivende form.

Det er simpelthen utroligt, at ansvarlige kulturpersoner kan tro og fastholde, at man kan formidle troværdigt uden viden. Det ved selv gode gøglere og stand-upkomikere er en fiktion.

Det er ligeså arrogant og skadeligt som at frigøre ledelse fra faglig indsigt.

Selv illusionskunstnere må tage udgangspunkt i substans.

Supplement 2
I et forsøg på at imødegå kritikken af de skete afskedigelser understreger museeumsdirektøren, at museet ganske vist skal leve af fortiden, men man må leve i nutiden.

Det er både korrekt og en totalt banal konstatering af alle menneskelige aktiviteter, men for et museum betyder det ikke nødvendigvis, at man i formidling skal satse på bevidst ahistoriske processpecialister – i modsætning til og med afvikling af de unge historikere, der har skabt den seneste publikumsfremgang. Fordi overfladisk og substanssvag, reklameagtig kommunikation – ligesom kokainmisbrug – er blevet in, er det ikke nødvendigvis en god idé at ignorere sund fornuft og erfaringer og tabe hovedet i grøften.

Det er grundlæggende nonsens at præsentere alternativerne som et valg mellem forskning og formidling, mellem fortid og nutid. Museets seneste formidlingssuccesser var ikke resultatet af museumsintern forskning, men af unge historikeres professionsfunderede, over nogle år gradvis forbedrede evne til kritisk at videregive andres, herunder mine, historiske forskningsresultater. Ad hoc-projektansættelse stadig nye, lavtlønnede, helt unge historikere, til projekter som den skitserede 1864-udstilling, kommer til at betyde, at man hver gang skal starte fra bunden. Dette ikke mindst, når der ikke findes et fast ansat minimum af respekterede fagfæller.

At indarbejde opportunistisk ad hoc organisering som vision og ledelsesstil er ikke en holdbar vej til at sikre kvalitet og robust fleksibilitet.

Som andre har understreget i det sidste par ugers debat, har den forskning, der bør ske på museet, fordi den bedst kan finde sted dér, et andet formål. Den skal – som den altid har gjort det – sikre museets og derigennem Danmarks – altid lille, men fortsatte placering i den internationale, våbenhistoriske forskning, som vore andre museer gør på deres områder.

Det er da glimrende, hvis museet kan tjene penge ved at udleje lokaler som ramme for bryllupper o.l.. Det har været muligt i årevis, så hvorfor får man først den idé nu?

De halvhjertede veje til nederlag i Helmand og ødelæggelsen af Danmark

Problemernes grundlæggende ens karakter

Den ’sagkyndige’ og politiske debat om begge de to alvorlige problemer er – for at sige det meget venligt – amatøragtig, overfladisk og uden vilje til at erkende udfordringernes alvor og behov for de opgør med normale arbejdsmetoder og andet, som det vil kræve at undgå en sikker fiasko.

Denne artikel bygger på erkendelsen af, at både rocker- og indvandrerbandernes drivkraft er et oprør mod den legitime statsmagts autoritet.Man har dannet og udbygger stadig en autonom loyalitet og disciplin, vender i foragt ryggen til det omgivende samfund. Hvis vi lader stå til og nægter at indse dette, bliver det umuligt at håndtere problemet uden at optrappe og gribe til indgreb og magtmidler, der nok anvendes andre steder i verden, men som i Danmark kun er blevet blev anvendt af Besættelsesmagten fra efteråret 1944. En sådan udvikling vil ødelægge mit Danmark – derfor overskriften.

Der er ikke på noget grundlæggende område forskel på motiverne bag – på denne ene side – en pashtustammes tilslutning til Taliban-netværkets oprør mod den afghanske eller pakistanske centralmagt og – på den anden – bag bandeaktivisternes aktiviteter herhjemme og i vore nabolande.

Begge steder er der tale om, at kriminalitet både motiverer og betaler udgifterne ved oprøret. Begge steder er hovedindtægtsområdet nu narkotikakriminalitet, hvilket i betydelig grad påvirker og skaber risiko for at afspore den oprørsundergravende indsats.
Begge steder har oprøret fokus og mål mod en område og de mennesker, oprørerne bevæger sig blandt og er afhængige af. De dominerer et lille eller større område, således af beboerne her af sympati, frygt eller opportunisme støtter oprøret mod statsmagten, således at denne i første omgang unddrages de oplysninger, der giver mulighed for at arrestere og straffe de centrale oprørere/bandemedlemmer. Man tvinger modstandere ud ved pres og terror, som det er sket ved bølleindsats mod en sognepræst for nylig. Herigennem etableres ’no-go’-områder, dvs. mindre ’befriede’ områder. Noget senere følger ’stikker’-likvideringer. Senere igen indkræver oprørerne beskyttelse, dvs. alternativ skat. Indtjeningen betyder, at de – som Hamas og Hezbollah i dele af Levanten – kan opbygge alternativer til de legitime statslige sikkerhedsstrukturer, retshåndhævelsen, socialvæsnet og undervisningen.

Det forhold, at de statslige og andre offentlige myndigheder mister nøjagtige og rettidige efterretninger, betyder at bekæmpelsesindsats har en meget stor risiko for at ramme forkert og så indlysende uretfærdigt, at men derigennem yderligere undergraver statens autoritet og fremmer oprørernes.

Begge steder vanskeliggøres indsatsen af, at der er tale om et netværk af lokale ’oprørs’-grupper, der er i indbyrdes åben konflikt om kriminelle markeder og indflydelse. Der er ikke tale om en centralledelse, som var ved kommunistiske oprørsbevægelser, hvor man kunne rette efterretningstjenesten og anden bekæmpelsesindsats mod denne. Som det også gælder for oprørene i Pakistan og Afghanistan, indgår både indvandrer- og rocker-grupperne i internationale netværk, der næres og forstærkes af de kriminelle aktiviteter.

Modforanstaltningernes ligeledes fælles karakter

Den fortvivlende ’Pavlovske’ reaktion på begge type oprør er at koncentrere sig om at bekæmpe de aktive symptomer på problemet. Dette gælder uanset om vi taler om Helmand eller de danske bandeghettoer. Det gælder både de personer, der burde være sagkyndige, og pressen og politikere: Soldaterne skal finde og helst dræbe flest muligt Talibanerne Helmand. Banderne må bekæmpes ved, at politiet fanger fest muligt af deres medlemmer , der så dømmes og sendes til fængslerne til videreuddannelse.
Det skal ikke her anfægtes, at indsats mod oprørerne både her og der er nødvendig for at inddæmme oprøret og de negative virkninger af dette, men det bør samtidig understreges, at det ville være både dumt og skadeligt at tro, at en effektiv inddæmning af oprøret er mulig på denne måde, dette specielt, når vi må optræde inden for de rammer, som vort samfundssystem sætter. Vi kan jo ikke anvende de effektive modterrormetoder, som den tyske besættelsesmagt så effektivt anvendte til at ødelægge den danske modstandsbevægelse i den sidste krigsvinter.

Der findes også blandt folk en hjernedød opfattelse af, at bandekrigen grundlæggende ikke er et problem, hvis de blot begrænser sig til at skyde hinanden. Man sympatiserer måske oven i købet med Taliban-bekæmpende krigsherrer i Afghanistan og Rockerbanders indsats mod indvandrerbanderne i Danmark. Det ses ikke, at dette – som anvendelsen af dødspatruljer mod oprørere i Latinamerika – blot bidrager til at forværre situationen, fordi det reelt ikke drejer sig om at slå oprørere ihjel.

Opgaven er at bygge eller genetablere støtten til statens autoritet og respekten for denne. Det må ske ved oprørsundergravende virksomhed i det plagede område. Her skal folk overbevises om, at dette er forudsætningen for, at de og deres børn kan få en tryg og god fremtid.

Uanset, hvilket oprør, det drejer sig om, er det helt afgørende, at man meget hurtigt sikrer sig, hvad man kan kalde sig en robust efterretningsoverlegenhed. Det forudsætter, at man, uanset om dette er ubekvemt eller farligt, etablerer en overbevisende varig tilstedeværelse i området, som man nu har gjort det i den ’Grønne Zone’ i Helmand.

Man skal imidlertid ikke blot være i området eller ghettoen ved her at opretholde en lokalpolitistation. Der skal sikres en konstant, voksende både synlig og usynlig tilstedeværelse. Den konstante tilstedeværelse kan naturligt omfatte civile politifolk, der gives betalt bolig i området. Tilstedeværelse må omfatte en indsats, hvor man ved agenter, amnesti og køb af tidligere bandemedlemmer, elektronisk overvågning samt tæt uformelt eller formelt samarbejde med folk, der fortjener at nyde lokal tillid. Sådanne lokale kontakter må derefter beskyttes effektivt. Der skal sikres en holdbar lokal tillid til, at når der foretages operationer eller gennemføres arrestationer, rammer disse kun folk, som fortjener dette i lokalbefolkningens øjne. Det er trist for laissé-faire liberalister at måtte se i øjnene, at en situation kan være så vanskelig, at den ikke løser sig selv.

Det kan nok også være hårdt at skulle se i øjnene, at man, selvfølgelig kun midlertidigt, så skride til forbud mod foreninger, som man har sikker viden om repræsenterer og finansieres ved organiseret kriminalitet. Dette uanset, om der er tale om motorcykelforeninger eller indvandrerklubber. Medlemskab kan næppe straffes, men forbud gøre det muligt at presse, monitere og hæmme foreningernes operationer yderligere.

Oprørsundergravende virksomhed koster penge, der ikke kun skal gå til at sikre efterretningsindsats, aktiv bekæmpelse, retsmæssig behandling og sikring/fængsling af de tilbageholdte. Som man har erkendt i Helmand skal der anvendes betydelige summer til effektivt at få illustreret for befolkningen i området, hvad kun statsmagten kan levere på holdbar måde. Det er trods alt begrænset, hvilke fælles infrastruktur- og lignende goder, der betales af narkotika- eller beskyttelsespenge.

Målet er en genopbygning af tilliden til staten i det oprørsinficerede område og befolkningsgruppe. Al erfaring viser, at de forskellige dele af indsatsen ikke alene skal koordineres. Der skal etableres en ansvarlig enhedsledelse med fuld bemyndigelse fra regeringen. Den af regeringen bemyndigede og ansvarlige person har bestemmende indflydelse på al efterretningsindsats, al magtanvendelse og al fysisk og menneskelig genopbygning (herunder uddannelse og støtte til lokale magtstrukturer som i Afghanistan politiet). Begrebet ’samtænkning’, som man i Danmark har opfundet, fordi man ikke vel tvinge dele af organisationen ind under enhedsledelse af en person fra en anden myndighed, viser hvor halvhjertet og amatøragtig landet indtil nu har grebet indsatsen i Helmand an. Det er et svigt, der med sikkerhed vil lede til unødvendige lidelser, tab og stærkt mindskede chancer for succes. Man kan ikke undskylde sig med, at kravet om ansvarlig enhedsledelse gælder hele den fælles afghansk-allierede indsats, for det danske bidrag kan kun anvendes effektivt i den fælles ramme, hvis man har delegeret myndighed til én national repræsentant. Kun derigennem kan man påvirke andre lande. Vi er begunstiget af, at vor primære, større samarbejdspartner, Storbritannien, er klar over dette krav.

Samme absolutte krav om enhedsledelse gælder også den oprørsundergravende indsats herhjemme. Ledelsen af den afgørende efterretningsindsats, eventuel nødvendig magtanvendelse og den sociale og opbygningsmæssige indsats må gives til én bemyndiget og over for regeringen ansvarlig person. Kravet om enhedsledelse og koordination gælder både for den nationale indsats og for arbejdet i et ramt område. Enhedsledelsen skal i øvrigt ikke kun dække statens resurser og aktiviteter. Kommuners og boligselskabers indsats må og skal finde sted i samme ramme, hvis man både skal undgå en forværring af situationen og inden for en overskuelig periode genskabe mere normale tilstande.

Den ansvarlige og bemyndigede enhedsleder skal ikke være en pæn, skridsikker forvaltertype, men en karismatisk kvindelig eller mandlig ildsjæl, der i hele den periode, indsatsen varer, kan lede sin meget meget heterogene organisation gennem inspiration og åbent sind.

Det er ikke alene lederen, der skal være noget andet end en normal offentlig managertype. Grundlæggende er det både i Helmand og på Nørrebro nødvendigt at sætte rutinemæssige arbejdstidsregler, rotationsforløb og lignende effektivitetsundergravende rutineoptræden ud af kraft. Alle nøglefolk i et sådant projekt skal være projektansatte og – motiverede. I Afghanistan er al indsats, herunder den danske, på ledelsesniveau, halvhjertet og uprofessionel, fordi den erfaring og forståelse samt de personlige netværk, der etableres i løbet af månederne derude, er ret irrelevante, når fordi selv de egnede og motiverede derefter tager hjem. De rutinemæssige tjenesteforløbs coitus interruptus betyder, at der aldrig kommer holdbare resultater af anstrengelserne.

Både i Helmand og på Nørrebro vil fastholdelse af bekvemme normalprocedurer med sikkerhed betyde en smertefuld fiasko.