Category: Andre artikler på dansk

Jeg blev i går i et interview spurgt af Simon Kruse fra Berlingske, om hvad Danmark kunne gøre straks i den alvorlige internationale krise. Det var først bagefter, at jeg fandt, at vi havde en mulighed.

Bornholm ligger som Gotland således, at man herfra kunne hjælpe med at sikre forbindelserne til de nu direkte udfordrede NATO-medlemslande øst for Østersøen, og en ø har i forhold til et krigsskib den fordel, at den ikke kan sænkes af missiler fra Kaliningrad, ubåde, overfladeenheder eller fly eller ved et “uheld” i en krise.

Svenskerne har valgt at starte genopbygningen af deres militære kapacitet på Gotland. Alt det, som var gået i glemmebogen som herhjemme kan nu genlæres i rammen af planlægning af en reel forsvarsopgave.

Men herhjemme, hvor Forsvarets problem heller ikke kun er økonomisk, har man ikke foretaget sig noget som helst, og da man jo har nedlagt uddannelsen på Forsvarsakademiet i operativ analyse, der ved en kraftanstrengelse blev etableret omkring 1990, så selv om FE havde interesser for sådanne sager, kunne man ikke længere trække på sådanne færdigheder.

Og ikke engang russerne kan brokke sig. Danmark forpligtede sig i 1946 til at forsvare øen, da de trak sig hjem.

I 2018-forliget krævede politikerne, at Forsvaret skulle opstille egentlige værnepligtsbaserede enheder på Bornholm. Det har Forsvaret i direkte konflikt med politikernes hensigt først forsinket og i december 2021 bortsparet.

Jeg ved godt, at Peter Viggo Jakobsen for nogle år siden flot konstaterede, at det jo var indlysende, at Danmark selv ikke kunne forsvare Bornholm. Russerne kunne altid sende overlegne styrker.

Men for det første er et af Rusland problemer (i forhold til Sovjetunionen), at man i den grad må prioritere anvendelsen af sine begrænsede landstyrker.

Og for det andet, er det noget, som Peter Viggo ikke er uddannet til at vurdere. Jeg har ikke alene i to år, fra 1986 til 1988, været på øen været involveret i krigsplanlægningen. Jeg var i samme periode ansvarlig for øens kupforsvar. Senere gennemgravede jeg 50 år af øens forsvarshistorie, der jo drejede sig om udnyttelsen af øens geografiske og terrænmæssige muligheder.

Hvis man skulle vælge at følge dette råd, og i g e n placerede en kampgruppe med alle typer lettere materiel på øen (bornholmerne er ret overfølsomme over for markskader) og samtidig seriøst styrkede de lokale muligheder ved uddannelse af værnepligtsenheder her, kunne man anvende rammen til at genlære de tabte rutiner med at gennemføres forsvarsplanlægning, opretholdelse af katastrofeberedskab for befolkningen samt at etablere og øve feltmæssig (dvs. egen – ikke -udliciteret) logistik.

Men det har som forudsætning, at man vågner op og forbereder overgivelsen, hvis amerikanerne ikke – alene – rager de varme kastanier ud af ilden. Men at gøre det meget mere, som senere vil blive nødvendigt og igen muligt, kan blive vejledt af kravlegårdsøvelserne.

Og det vil gøre det muligt at gøre noget synligt NU.

Vesten har med undtagelse af Reagans første præsidentperiode konstant vist ekstremt hensyn til Ruslands sikkerhedspolitiske paranoia, dette uanset at beslutningstagere godt har været klar over, at et centralt formål med trusselsbilledet har været at opretholde en belejringsmentalitet i fredstid, der holdt befolkningen under kontrol og forklarede afsavn.

Hensynet har ikke mindst været markant i de nordiske lande, hvor Norge og Danmark naturligt var præget af Ruslands nærhed efter 1945 samt det forhold, at Anden Verdenskrig var blevet afsluttet med russiske styrker i Nordnorge og Bornholm, styrker der ved deres tilbagetrækning blev afløst af norske og danske enheder.

De to lande blokerede under Den Kolde Krig for andre NATO-landes tilstedeværelse i disse landsdele, og dette blev tilfældet selv da Alliancen i slutningen af 1960’erne så det som mindst usandsynligt, at en sovjetisk aggression ville tage karakter af
besættelse af sådanne udsatte landområder, så man endte i en ny krisestyringssituation (som i Berlin- og Cubakriserne).

Allerede før dette tidspunkt havde de to nordiske NATO-medlemmer formelt afvist fast basering af både kernevåben og andre landes militære styrker på deres territorium, hvilket for Danmarks vedkommende for kernevåben dog kun var gældende for selve landet ved Østersøudløbet.

I 1990 lovede Vesten Gorbatjov ikke at stationere ikke-tyske styrker i Østtyskland og holdt derefter løftet.

I de efterfølgende år efter, at de Baltiske Lande opnåede selvstændighed, markerede Jeltsins regering ønsket om, at Ruslands “Nære Udland”, dvs. bl.a. Baltikum, skulle underkaste sig, hvad Rusland så som deres interesser. Dette afviste Vesten, men man viste på andre måder den yderste tilbageholdenhed. Det blev ikke doneret våben til de baltiske militære styrker, og den assistance, der derefter blev givet både før og efter NATO- og EU-medlemskabet i 2004, var knyttet til deltagelse i internationale operationer samt rydning af gamle søminer. Da balterne opnåede medlemskab blev den eneste ændring, at NATO-partnerne måtte tage konsekvensen af, at de tre lande var blevet frarådet at anvende penge på at skabe et jagerflyvevåben, og de roterede så et par fly til den litauiske flyvestation ved Siauliai, der opretholdt en basal “air policing” af baltisk luftrum.

Derudover deployerede den amerikanske flåde i 2016 et anti-ballistisk-missilbatteri med radar i Rumænien et tilsvarende skulle blive klar i Polen næste år. De er deployeret som et europæisk svar på den stigende missiltrussel fra Iran. Men på trods af deres meget begrænsede kapacitet præsenterer Rusland deployeringen som være rettet mod sine kernevåbenstyrkers muligheder. I forhold til Rusland er der først og fremmest tale om en synlig amerikansk tilstedeværelsen, ikke ved Ruslands, men i Belarus’ og Ukraines nabolande, dvs. op til det “nære udland”.

Det er først efter den russiske anneksion af Krim og indledningen af krigen i Østukraine i 2014, at det lykkedes balterne og Polen at få udstationeret andet de roterende luftpolitihold. Derefter blev fire, nationalt blandede bataljons grupper udstationeret i området. Samtidig indledtes for første gang operativ forsvarsplanlægning. Styrkerne er imidlertid så små, at de må opfattes som en rent symbolske bekræftelse af NATO-medlemskabet, ikke som et militært relevant bidrag til landenes invasionsforsvar. Og det er slet ikke styrker, der kan påvirke russisk territorial sikkerhed.

Det, som de ligesom de to missilforsvarsenheder markerer, er at dele af det “nære udland” ikke er underlagt russisk diktat.

“Russian military leaders describe the prevailing strategy as ‘active defense,’ a strategic concept integrating preemptive measures to anticipate and prevent conflict, wartime concepts of operations that seek to deny an opponent decisive victory in the initial period of war, degrading and disorganizing their effort, while setting the conditions to attain war termination on acceptable terms.” (CNA Research Memorandum: Michael Kofman et al.: Russian Military Strategy: Core Tenets and Operational Concepts. October 2021, Abstract)

Min baggrund og erfaring er dobbelt. Som generalstabsofficer fra 1977 til 2004 var mit arbejde som både planlægger og lærer at søge at forudse de krav, som en mulig fremtidig krig sandsynligvis ville stille til militære strukturer, aktiviteter og ledelse.

Som fagmilitærhistoriker fra 2006 til nu gjorde tilfældigheder, at min forskning og historieformidling i meget stor udstrækning fik fokus på 1. Verdenskrig og årene op mod denne. Det blev herunder klart, at denne krig i meget stor udstrækning fik sin karakter pga. problemer med at forstå virkningerne af den meget brede og hurtige teknologiske udvikling, der var sket igennem den lange foregående fredsperiode og som accelererede under konflikten. Samtidig fortsatte jeg med at analysere og kritisk kommentere den sikkerhedspolitiske udvikling og udviklingen af de danske militære styrker.

Virkningerne af den hurtige udvikling på mange områder blev ikke forstået i de ansvarlige dele af de militære, maritime og politiske eliter. Opinionen og de fleste politikere forventede, at man ville undgå krigen, fordi den truede med at blive systemødelæggende. Fagfolkene kunne ikke erkende virkningen af samspillet mellem de forskellige nye og kommende teknologier, nogle fordi man ikke kunne øve sig med dem realistisk. Man forventede derefter, at den kommende krig kunne afgøres hurtigt med anvendelse af moderniseringen af kendte fremgangsmåde.

Det gik som bekendt ikke. De fremgangsmåder og den teknologi, der bragte afgørelsen i 1918, måtte udvikles, efter de tidligere metoder havde fejlet katastrofalt.

TEKNOLOGISTORMEN
Den nuværende situation er som i årene før 1914. Dette både i den offentlige og politiske tro på, at politiske modsætninger ikke vil kunne ende i storkrig og i den naturlige militærprofessionelle usikkerhed om, hvad den samlede virkning ville blive i en sådan konflikt. Det er nok en betydelig del af forklaringen af, at man nu i modsætning til dengang ikke ser en faglig og offentlig debat om de militærpolitiske virkninger af den mangesidige teknisk-videnskabelige udvikling.

Men som det illustreres af det indledende citat, søger bl.a. Rusland at finde svar på, hvorledes man skal håndtere krigsrisikoen under den aktuelle situation med dens lynhurtige udvikling, der finder sted i samme ramme af muligheden af en gensidig civilisationsødelæggende kernevåbenkrig, som også prægede den foregående Kolde Krigs over tredive års konfrontation.

Dette bidrag vil have tre dele. Indledningsvis vil jeg berøre virkningerne af de forskellige områder for teknologisk udvikling. Her vil jeg argumentere, at disse reelt gør det umuligt af forudse, hvorledes den indledende og specielt de eventuelle senere faser i en storkonflikt vil forløbe.

Derefter vil to afsnit behandle udviklingen i de europæiske og asiatiske områder, der nu bliver stadig tættere sammenknyttet, som de også var fra det igennem Aksemagternes samtidige operationer fra 1941 til 1945.

Afslutningen vil derefter berøre konsekvenserne af, at situationen nu ikke kun har fællestræk med årene før 1914, men at den også gennem intern politisk ustabilitet i afgørende lande har fællestræk med situationen i Mellemkrigstiden.

Jeg vil ikke her resumere de forhold, der før og i 1914 gjorde det så vanskeligt at forudse den teknologiske udvikling og ikke mindst for de professionelle militære at acceptere dens virkninger på krigen. På landjorden var udfordringen ikke mindst den dramatiske udvikling i forskellige våbens ildkraft. Med hensyn til det maritime område, hvor det som nu var samspillet mellem mange nye og potentielle teknologier, der skabte forudsigelsesproblemet, har jeg selv forsøgt at analysere dette.

Det er i disse år i øvrigt væsentligt at gøre sig klart, at den våbenteknologiske udvikling i alt væsentligt finder sted i to parallelle konkurrenceforløb: Rusland mod USA og Kina mod USA, Her er en betydelig del af den russiske indsats motiveret af den ydmygende teknologiske underlegenhed, som Sovjetunionen opleverede i 1980’erne, og hvor Kina indtil for nyligt var afhængig af russiske fremskridt.

Centralt er de overskuelige problemer med at bedømme virkningerne af teknologi, som måske kun er teoretisk, måske er potentiel, måske er i enhederne under forsøg, måske er fuldt operativ.
Man kan umiddelbart nævne:
1. Muligheden for at nedskyde de kommunikations-, navigations- og rekognosceringssatellitter, der både bærer militær kapacitet og civile nøgleaktiviteter.
2. Muligheden at forstyrre satellitbårne navigationssystemer lokalt ved jamming.
3. Kommunikationssystemers modstandskraft mod nye typer elektronisk angreb, herunder mod cyberangreb.
4. Muligheden for at overskære internetkabler på havbunden, der skal ses som parallelt til ødelæggelse af kommunikationssatellitter.
5. Nye radar- og luftværnssystemers muligheder mod bemandede og ubemandede stealth-fly.
6. Balancen mellem mulighederne af sværme af delvis bevæbnede droner og våbnene mod dem.
7. Hypersoniske missilsystemer med kernevåben eller med konventionelle våben mod højværdisystemer som hangarskibe.
8. Ballistiske, manøvrerende og målsøgende systemer (eks. mod hangarskibe – Kina og Iran)
9. Kapaciteten og begrænsninger af nye meget langtrækkende feltartilleri- og jord-til-jordmissilsystemer.
10. At dette i samspil og med uklarhed om, hvad anvendelsen af kunstig intelligens i sensorer, våben og ledelsessystemer vil komme til at betyde.

Som før 1. Verdenskrig giver mindre konflikter et vist grundlag for at bedømme nye teknologiske muligheder. Man har nu konflikterne i Donbass og Nagorno-Karabakh, der kan give et vist indblik i mulighederne, som man dengang havde Den Russisk-Japanske Krig i 1904-5 og Første Balkankrig 1912-13. De giver nogle indikationer, men det er helt umuligt at opnå en rimeligt sikker forståelse for de nye midler. Dette selv om der søges klarhed ved realistiske (lange og krævende) praktiske øvelser, og selv om der spilles mellem egne enheder og modstandere og delvis ukendte egenskaber hos modstanderen, kan man kun opnå en sikker forståelse af egenskaber og øve i det omfang, man har sikre oplysninger og fjendens teknik og procedurer – hvilket altid er utopi.

Da man før 1914 forsøgte at lære betydningen af den ekstremt hurtige teknologiske udvikling, fejlede man i alt væsentligt. Fejlopfattelserne kom til at betyde, at man først forstod de nye grundvilkår efter godt to års katastrofal krig.

Man kunne derfor konkludere, at rammen for afskrækkelse nu er en “perfekt storm” af nye teknologier, hvis virkninger er uklare eller helt uprøvede. Men det bør også erkendes, at Rusland og Kina har søgt veje til at muliggøre militær handling på trods af disse grundvilkår af usikkerhed.

RUSLAND
Når man læser resultatet af den russiske analyse af situationen og muligheder i militærdoktrinen fra 2013 (som skitseret af generalstabschefen general Valerij Gerasimov) og både sammenholder opfattelserne i denne skitse med operationerne mod Ukraine i 2014 (samt med interventionen i Georgien i 2008) og ikke mindst de tilbagevendende store samlede øvelser, tegner der sig et klart billede af, at den russiske generalstab forstår og accepterer de begrænsninger i de skitserede mulighederne for at forudse en kommende storkrigs forløb.
Russernes har endvidere i deres materiel- og taktikudvikling taget højde for erfaringerne fra 1980’ernes ydmygelser og det forhold, at Ruslands vilkår og ressourcer er fundamentalt forskellige fra Sovjetunionens, dvs. langt mindre. Dengang viste Sovjetunionens militær sig dramatisk underlegent på afgørende områder. Man havde bl.a. pga. svage computere ikke teknisk niveau til at kopiere Vestens voksende evne til at se og ramme mål langt inde i modstanderes bagland. Den sovjetiske økonomi og tekniske niveau kunne ikke kopiere det amerikanske missilforsvarssystem. Endelig havde det centralistiske og bureaukratiske sovjetiske ledelsessystem ikke evnen til hurtigt og fleksibelt at koordinere indsættelsen af et mix af forskellige militære styrker.

Rusland har også måttet indrette sig på, at landet ikke som Sovjetunionen både kan satse på totalmobilisering af enorme økonomiske og militære resurser og kunne basere sin magt på en universalistisk ideologi. Rusland har ganske vist bevaret værnepligten og derigennem massemobiliserings-muligheden, men de begrænsede aktive militære styrker, der er til rådighed, er bemandet med fast og kontraktansat personel.
Med nationalismen som den centrale ideologi har man ikke som tidligere en forholdsvis let vej til at kontrollere besatte områder med ideologiske meningsfæller, der støtter sikkerhedsstyrkernes indsats som efter 1944 i Østeuropa.

Dette forhold lægger aktuelt begrænsninger på Ruslands muligheder over for Ukraine. Rusland har uden tvivl militære styrker til at tilføje de ukrainske et hurtigt nederlag i en luft-landmilitær lynoperation og erobre landet. Men det ville være en meget betydelig politisk og militær belastning derefter at kontrollere landet ved en besættelse under befolkningens modstand.

Min analyse af de sidste års russiske operationer, styrkeopbygning og krigsforberedelser er som følgende:
1. Man lægger maksimal vægt på ikke at anvende militære midler åbent og aktivt, men arbejde med hvad vi har givet betegnelsen ”hybride” midler.
2. Når militære midler alligevel anvendes, søger man at begrænse indsættelsen i omfang og tid og kompensere gennem dramatisk effekt. Man anvender overlegen styrke og ildkraft til at smadre modpartens militære magt og derigennem ydmyge ham og vise det nytteløse af yderligere modstand. Derefter kan man som i Georgien 2008 og Donbas i 2014 trække sine styrker ud. Man udsætter sig derigennem ikke for risikoen ved en besættelse med egen direkte kontrol af en fjendtlig befolkning. Sådanne begrænsede indsættelser ved og over grænserne med forskellige styrkekombinationer øves ved stadig mere fleksibilitetskrævende øvelser. Begrænsede indsættelser vil også have til formål at lamme modstanderen ved at ramme rekognoscerings-, navigations- og kommunikationsmuligheder ved cyberoperationer samt fysiske angreb på satellitter og kabler.
3. Man søger at kunne afskrække en fortsættelse af den konflikt ad to veje. For det første gennemfører man den genopbygning af mobiliseringsevne og national baglandslogistik (såsom militære jernbanetransportenheder og feltmæssige reparationsenheder), som ville være nødvendig i en fortsat krig. For det andet lægges ekstrem vægt at skabe kernevåbenstyrker, der på overbevisende vis kan afskrække en fortsættelse af konflikt og modoffensiver, der skal berøve Rusland de indledende gevinster. Denne sidste indsats omfatter skabelsen af våben med en endnu klarere dommedagsprofil end de traditionelle gengældelseskernevåben.

Man kunne kalde det samlede russiske svar på situationen en”skakmat-strategi” med entydig vægt på konfliktens indledende fase..

KINA
En konflikt mellem USA (plus allierede) og Kina er defineret af, at den ikke vil finde sted som en landkrig i Kina. Den er henvist til at finde sted og blive afgjort på havet, i luften, i rummet, i cyber-space, missilangreb mod hjemlandene med mulige sammenstød i Korea og på Syd- og Østasiatiske øer.

I modsætning til for Ruslands vedkommende, kan man fsva. Kina ikke bygge sin rekonstruktion af landets planer på åbne oplysninger om formel doktrin og øvelser. Man er henvist til en vurdering af den militære kapacitet, som hurtigt skabes af landets intensive oprustning.

Ud over en fortsat modernisering af hæren er det tydeligt, at den kinesiske styrkeopbygning har tre retninger.
For det første skal styrkerne med en meget stor styrke af mindre, moderne, missilbærende overfladekampenheder og meget stille ubåde i flåden samt nye stealth-beskyttede fly og ikke mindst ballistiske og hyperhastighedsmissiler kunne totaldominere De Syd- og Østkinesiske Hav-områder og nok også Det Japanske Hav, således at det er mere end sandsynligt, at amerikanske, der søger at gribe ind her, vil blive ødelagt med konventionelle våben. En regionalt begrænset krig her vil sandsynligvis blive støttet af angreb på amerikanske satellitter samt med cyberangreb, der hæmmer eller lammer den amerikanske reaktion.
For det andet udbygger de kinesiske kernevåbenstyrker på alle områder, så de har stor sikkerhed for at kunne afskrække en amerikansk optrapning. Kina stræber ikke længere som Storbritannien og Frankrig kun efter at opretholde en minimalafskrækkelsesstyrke.
Endeligt er den kinesiske flåde hurtigt i gang med at opbygge en oceangående stormagtsflåde, der på sigt kan støtte landets interesser og indflydelse i verden over for USA.

Som Rusland viser også Kinas krigsforberedelser en koncentration om en konflikts første fase, hvis forløb nogenlunde kan forudses, og søger en ”kernevåben”-firewall mod Vestens reaktionsmuligheder og en langvarig og totalt uforudseelig krig.
AKSEMAGTSSAMSPILLET
Det må nu betragtes som usandsynligt efter etablering af den sikkerhedspolitiske og militære akse mellem Rusland og Kina, at en konflikt i Europa eller Asien ikke vil blive fuldt udnyttet af magten i den anden ende af aksen.
Det oprindelige samarbejde mellem de to magter var præget af kinesisk kopiering af sovjetisk og senere russisk militærteknologi. Efter Sovjetunionens sammenbrud har der i stigende grad været tale om et magtpolitisk samarbejde for at modarbejde amerikansk dominans og indblanding i andre landes indre anliggender. I de seneste år er der sket en udvidelse og uddybning, og på det våbenteknologiske område med en markant og stigende overlegenhed både pga. de langt større kinesiske ressourcer og pga. teknologiske fremskridt. Det sikkerhedspolitiske samarbejde er blevet udbygget med symbolsk militært samarbejde med deltagelse i hinandens øvelser.
Man må sammenligne det nuværende samspil med den japansk-tyske aksesamarbejde, hvor man uden fuld alliance opportunistisk udnyttede partnerens svækkelse af de fælles fjender. Da begge sider er opportunistisk-revisionistiske vil de indirekte støtte hinanden.

VESTEN
I Vesten er der to reaktioner på den beskrevne udvikling. I NATO og alliancens europæiske lande vil man ikke være i stand til at gennemtænke og diskutere virkningerne af den hurtige teknologiske udvikling og den russiske løsning på sit problem,
> fordi der ikke har været nogen systematisk analyse af mulige forløb af en storkrig siden begyndelsen af 1990’erne,
> fordi en diskussion af kernevåbenproblemet og affødte behov har været politisk gift siden 1980’erne, hvor resultatet senest markeres af, at to-tredjedele af briterne ønsker, at NATO formelt skal fraskrive sig førstebrugsmuligheden, og
> fordi alliancens medlemmer af forskellige årsager fornægter behovet for både at opretholde et betydeligt stående styrkeberedskab og (som Finland stadig gør) planlægge og forberede en totalforsvarsmobilisering af samfundet.
Alliancen er ikke i stand til at definere et svar på kortvarslede og kortvarige russiske operationer, hvis mål er at skabe politiske kursændringer i udvalgte medlemslande som de baltiske snarere end at invadere for besættelse. Derfor øver alliancen angiveligt (nu efter en lang pause) reaktionen på klassiske invasioner uden reference til erklæret og demonstreret russisk tilbøjelighed og uden at diskutere, hvad der derefter kan følge militært og politisk.

For USAs vedkommende er reaktionen indtil videre drevet af en naiv teknologioptimistisk tro på at man igen kan sikre sig overlegenhed på væsentlige områder, så man kan vinde den første fase af en konflikt. Hvad der derefter sker, er der mindre tradition eller tilbøjelighed til at anvende kræfter på.

De overvejelser, der finder sted i USA om den kommende krig, koncentrere sig for flådens vedkommende naturligt om den indledende fase i en konflikt med Kina i landets havområder og munder ud i behovet for at modernisere og udbygge flåden. For hærens (og marinekorpsets) vedkommende ser man en søgen efter en rolle i en konflikt mod Kina, hvilket er hæmmet af, at en indsættelse i selve Kina er utænkelig. For flyvevåbnets vedkommende analyserer man de teknisk-taktiske muligheder for at kunne operere i Europa mod Rusland på trods af nye russiske luftværnssystemer.

USIKKERHEDEN EFTER 2024
Et element, der må ind i afslutningen, er mulighederne af et demokratisk sammenbrud i USA fra 2024. Dette næsten uanset om det også indebærer Trump’s eller blot hans Republikanske Partis tilbagevenden til magten, hvilket på nuværende tidspunkt må ses som overvejende sandsynligt på grund af Biden-Harris-holdets svagheder samt den øgede inflation og disse forholds forventelige indflydelse på Midtvejsvalget og den efterfølgende politiske lammelse.

Et demokratisk sammenbrud i Amerika vil åbne et vindue for antivestlig aktion fra Kina og Rusland, der vil være akut farlig, både fordi ingen andre endnu vil kunne handle effektivt uden USA, og fordi amerikanske beslutningstageres handlinger vil være helt uforudseelige på andre områder end en fortsat konfrontation over for Kina.

For at gennemtænke dette, er det nødvendigt stringent at gennemtænke en situation, hvor USA i løbet af uger til et par måneder forsvandt som magtpolitisk faktor i sit eget nærområde. Som USA gjorde i Mellemkrigstiden. Først forvirringen og derefter panikreaktionerne og opportunismen.

Jeg læser opfattelsen hos de mange klimaaktivister som reelt modstandere af en demokratisk proces (i det omfang de tænker over og føler sig ansvarlige for at anvise en konkret vej til målet):

Det er åbenbart Vesten, der igennem den økonomiske og politiske udvikling, der bragte dem foran alle de mere langsomt kørende dele af Verden, er skyldig og nu skal banke sig selv tilbage til … meget langt tilbage. Så langt, at der er plads til at de mindre heldige også får plads til at svine lidt mere med den stadig stigende befolkning (som er OK).

Målet er åbenbart ikke kun at redde Verden fra ødelæggende klimaforandringer, men at straffe Vesten for at skabe hurtig vækst gennem unfair udbytning af resten af Verden. Hvis nu bevidstheden i de Vestlige befolkninger er så umoden, at et flertal tøver med at hoppe ud fra klinten, må det rettroende tage de revolutionære og totalitære midler i brug, som kan skaffe resultater (som da problemet fra for hundrede år siden var klassekampen).

Vesten skal ikke snyde ved at indføre mere kernekraft, for det er man enige om er noget skidt. Løsningen er at sikre konstant jævn, hård vind … og solskin. Det er det kættersk at foreslå anden end vind, sol og (underforstået) en tilbagevenden til 1800-tallets forbrugsniveau, dog kun som veganere.

Vestens livsform har båret dramatiske fremskridt, som hele menneskeheden har haft gavn af. Men som alle andre civilisationer har også dele af den meget skiftende kraft igennem fem hundrede år på områder og i perioder været drevet manglende overblik, balance, individuel og kollektiv griskhed, kujoneri og direkte ondskab.

Det er både uhistorisk og uhensigtsmæssigt, hvis vi søger en løsning her klokken 1155 at forvente, at Vesten skal påtage sig en så stor del af byrden, at vi opnår socialt og politisk sammenbrud, som vi så med de Gule Veste og med trumpismen. Denne udvikling er allerede nu truende pga. de ulige virkende store prisstigninger på energi. For så er ødelæggende reaktion fra landenes befolkninger og national sabotage af resultatet en sikkerhed.

Vi må også forstå og forholde os til, at befolkningstallet har hele tiden været erkendt som en kritisk og afgørende faktor, men har været undertrykt af to årsager. For det første pga. de store religioners dogmers magt. For det andet på grund af den nævnte opfattelse af, at det udelukkende er Vesten, der skal løse problemet, fordi det er den, der er skyld i alt ondt i Verden.

Det kunne være en fordel, hvis alle nu koncentrerede sig om at gøre alt, ALT, for at bremse den globale opvarmning, og glemme den totalitær-revolutionære agenda. Også massiv investering i kernekraft og italesætning af befolkningsfaktoren, hvor denne er væsentlig for en løsning. Samt netop at give klar prioritet til klimatiltag over andre grønne og lokale hensyn, når dette måtte være nødvendigt.

For nogle af os vil også gerne bevare menneskehedens landvindinger, hvoraf en pæn del som beskrevet blev nået i Vesten.

Dette ikke for at udelukke aktivisme, der kan tilfredsstille behovet for at markere behovet for handling nu. Herunder vil en naturlig vej være at søge at ramme specielt klimaskadende firmaer og lande økonomisk med boycott, når dette kan ske uden en destabilisering af samfund, der kan udløse reaktion og sabotage.

Jeg beskriver mit rygskadeforløb, fordi en af mine gamle venner ikke rigtig kunne forstå, at der havde været tale om en gradvis udviklende situation, ikke en ulykke/et uheld.

Jeg havde i løbet af Coronaåret haft smerter i begge ben, der efter henvisning til MR-skanning på Privathospitalet CAPIO i oktober 2020 blev diagnosticeret som en diskusprolaps i begge sider. Symptomerne blev forværret med de øvelser, min første fysioterapeut anviste, men nye øvelser anvist af rygklinikken på Frederiksberg Hospital skabte hurtig en bedring, og ved en afsluttende konsultation mandag den 16. august blev jeg raskmeldt.

På dette tidspunkt havde jeg imidlertid fået smerter i venstre hofte, som jeg troede skyldtes begyndende slidgigt. I løbet af uge 33 blev smerterne hurtigt værre, og jeg bestilte fredag 20. august et par krykker over nettet. De ankom allerede næste morgen med avisbudet/DAO, og de var nødvendige, da smerterne efter nogle fejlbevægelser nu var så alvorlige, at jeg ikke kunne støtte på venstre ben. Om lørdagen den 21. august kørte vi til København for at være i Region Hovedstaden.

I uge 34 var situationen blevet så alvorlig, at vore praktiserende læge fik indlagt mig akut på Bispebjerg. De tilbød mig indlæggelse med henblik på at lære at bevæge mig med støtte af smertebehandling. Denne mulighed blev støtte af vores læge, men mine symptomer var så alvorlige, at jeg afviste muligheden, da jeg var at oprette yderligere skade. Jeg blev derfor henvist til undersøgelse på Frederiksbergs Hospitals Rygklinik. Den fandt sted den 30. august. Jeg var på det tidspunkt klar over, at jeg ikke turde indlede behandling før, der eksisterede en ny MR-skanning som grundlag.

Da jeg fik en dato midt i oktober som dato for skanningen i Frederiksberg Hospital, henvendte jeg mig til Privathospitalet Aleris-Hamlet. Her blev jeg skannet den 9. september. Det kostede 2.500 kr. Resultatet viste diskusprolaps og ødelagt brusk imellem to lave hvirvler i lænden og svarede nøje til oplevelsen af skadeforløbet den 21. august og symptomerne derefter.

Det lykkedes at få Hamlet-skanningen sendt til Region Hovedstaden, så den var til rådigheden for konsultationen på Frederiksberg Hospitals Rygklinik den 17. september. Her blev besluttede min læge, Adam Høgsbro Laursen, at henvise mig til operation. Hermed indledtes så løsningen af mit problem. Laursen tog senere, 18. oktober, kontakt for at høre, hvordan det gik, og jeg havde her den ublandede glæde at at kunne fortælle ham, at jeg var blevet opereret en uge før.

Forundersøgelsen på Rigshospitalet i Glostrup gennemførtes at kirurgen Linda Jørgensen den 29. september. Det lykkedes hende derefter at få mig placeret til operation om morgenen den 13. oktober på et afbud. Da var smerterne øget så meget, at jeg var tæt ved at søge akut indlæggelse.

Jeg deltog den 7. oktober i det obligatoriske operationsseminar på hospitalet.

Operationen fandt sted som planlagt, og jeg blev udskrevet dagen efter, den 14. om eftermiddagen. Jeg er nu ved at begynde at vænne mig til at anvende venstre ben igen. Som jeg blev advaret om ved forundersøgelsen som en mulighed, er der fortsat nogle smerter i venstre ben/fod, som er fortsat efter operationen.

Mine oplevelser fra de 1½ døgn på Glostrup er videregivet til interesserede. Jeg er dybt taknemmelig.

Det skal nu hurtigt udredes, hvordan dansk kolonihistorie skal formidles.

Først skal man herunder selvklart fastlægge rammen.
Hvordan forholder Danmarks optræden sig til den generelle koloniverdenshistorie før og under de europæiske landes oversøiske ekspansion fra 16. Århundrede og frem?

Herunder er det naturligt at fastlægge slaveriets verdenshistories hovedtræk, vilkårene for ejendomsret over mennesker i andre og europæiske kulturer i de sidste århundreder samt slaveholds sammenhæng med raceopfattelser. Dette fordi det blandt nogle aktivister er opfattelsen, at den hvide races ubevidste subjektivitet blokerer for en sand historieopfattelse og -formidling.

Endelig bør motiver og forløb af afkoloniseringen samt frigivelsen af livegne og slaver følges fra Oplysningstidens meningsdannelse i Vesten og andre kulturer frem til den aktuelle aktivisme.

Opgaven er jo at give et så sandt og komplet billede som muligt, ikke?

Man skal vel ikke formidle en anakronistisk karikatur, vel? Vi vil hverken have fake news eller fake history

Denne bog er så væsentlig, at den snarest muligt skal læses af flest mulige interesserede. Storkrige som Anden Verdenskrig får så omfattende virkninger på menneskehedens historie derefter, at det er af indlysende betydning, at årsagerne til forløbet klarlægges i så høj grad som dette er muligt.

Dette sker dog af mange gode grunde ikke umiddelbart. Den mest interessante historie er ens egen, for Danmark Besættelsen, for England landets overlevelseskamp alene fra forsommeren 1940 til først Sovjetunionen og så USA blev inddraget i krigen i 1941.

Historikerne er begrænset af de hovedsprog, som er udbredt i deres uddannelsessystem. Det er naturligt og fristende at begrænse fortællingen i tid og geografisk, som det sker ved fokus på en del af krigen såsom et slag.

Selv for generelle behandlinger af krigen vil vores fortælling om Anden Verdenskrig normalt være koncentreret om krigen mod Tyskland og Italien i Europa og Atlanterhavet, og som oftest vil vinklen i Danmark være den angelsaksiske, fordi danske historikere normalt ikke kan læse russisk. I det omfang interesse for Anden Verdenskrig inspirerer til turistrejser, er det mest sandsynlige mål for danskere nok til invasionskysten i Normandiet samt måske kamppladserne i Ardennerne eller i det sydlige Holland.

Det er noget mere nørdet at beskæftige sig med krigen mod Japan i Stillehavet for slet ikke at tale om de dele af krigen, der fandt sted på det asiatiske fastland, ølandene i de sydlige og vestlige Stillehav samt i Det Indiske Ocean. I de seneste årtier har interessen for Stillehavskrigen, som markeret af spillefilm, været koncentreret om overfaldet på Pearl Harbor, det afgørende søslag ved Midway og på Guadalcanal og Iwo Jima og afslutningen med de to atombomber.

Der kom dog nyt fokus på den amerikanske del af Stillehavskrigen med den fremragende TV-serie, ”The Pacific”, der fulgte den herhjemme mere sete ”Band of Brothers” fra krigen i Vesteuropa efter Invasionen. Britisk og australske historikere forskede videre i kampene i Burma, Malaya og på Nyguinea, men rammen var normalt altid en Stillehavskrig, der blev indledt med Pearl Harbor og afsluttet med atombomberne.

Det første væsentlige brud med dette for interesserede som mig, der ikke kan læse kinesisk, kom med den unge britiske historiker Rana Mitters 2013-bog: ”China’s War With Japan, 1937-1945: The Struggle for Survival”. Allerede i 2005 havde Jonathan Parshall og Anthony Tully med ”Shattered Sword. The Untold Story of the Battle of Midway” centralt bidrag . Bogen gav en føste analyse af en af krigens nøglebegivenheder, der fuldt ud inddrog japanske opfattelser og kilder.

Men så kom Peter Harmsens epokegørende bog.

For det første dækker den efter anmelderens opfattelse på afbalanceret måde alle dele af den enorme konflikt økonomisk og velfortalt. Det sker kronologisk ved at give de nødvendige dele af forhistorien. Derefter følges hele forløbet med de første fire års japansk-kinesiske krig før Pearl Harbor til afslutningen med atombombardementet af Hiroshima og Nagasaki samt den sovjetiske invasion af Manchuriet.

Bogen følger krigens forløb på det asiatiske fastland i Kina, Indokina, Thailand, Malaya og Burma-Indien, i Phillipinerne, Hollandsk Ostindien, på Ny Guinea, Solomon-øerne og øgrupperne i det centrale Stillehav, som udgjorde Nimitz centrale akse. De ledende politiske og militære personligheder fra alle deltagerne følges og karakteriseres, samtidig med at de normalt korte kapitler i bogen levendegøres af deltagernes vidneudsagn, så læseren aldrig bliver træt.

De afgørende kampe på land, i luften og på havet beskrives kort og klart hjulpet af kortskitser, og illustrationerne støtter teksten godt. Civilbefolkningens lidelser glemmes aldrig, og også den voldsomme belastning som indsættelsen i junglekrigen er for på soldaterne, indtil de er vænnet og trænet til miljøet, følges og gives et særligt kort kapitel. Værket indeholder et utal af detaljer, herunder fortællingen om de italienske styrker i Kina, efter at Italien brød med aksemakterne i 1943.

Men dette er ikke det afgørende nye bidrag. Den helt afgørende og enestående fordel ved bogen er forfatterens fulde og overbevisende inddragelse af japanske kilder. Dette giver ikke mindst et helt nyt billede af den tvivl og usikkerhed, som prægede de fire års krigsførelse i Kina fra 1937, hvor den japanske hær to gange samtidig kom i åben grænsekrig med Sovjetunionen. Dette fokus på det japanske beslutningsforløb forklarer også, hvorledes de tyske sejre i Europa i 1940 påvirkede udviklingen i Asien og de japanske ledere. Herunder følges gennem hele forløbet kejser Hirohitos svingende og nervøse opfattelse af forløbet.

Bogen skaber klarhed og bringer nyheder. Dette selv for en militærhistoriker, der som anmelderen i årtier har læst om disse felttog og operationer på og over havet. Den japanske hær manglede desperat tropper. Under den offensive lynkrigsfase fra vinteren 1941-42 angreb man med talmæssigt underlegne styrker, der efter en hård tidsplan snart blev flyttet til en ny operation, så man rettidigt kunne få fat i hovedmålet, olien i Hollands Ostindien. I 1944-45 skulle man med sine begrænsede styrker opbygge forsvaret af selve Japan, holde gang i storoffensiven i Kina, fortsætte indsatsen i Burma og sammen med flåden finde garnisoner til baserne i hele det vestlige, centrale og sydlige Stillehavsområde. Disse øgarnisoner blev derefter låst fast af den stadig mere totale amerikanske luftoverlegenhed og specielt undervandsbådsblokaden.

Bogen er massiv og ikke let at læse i sengen eller sofaen. Man forstår godt, at værket på engelsk udgives som en trilogi med titlen ”War in the Far East” med bind dækkende 1931-1941, 1942-1943 og 1944-1945. Som nogle af forfatterens tidligere udgivelser er værket planlagt udgivet på kinesisk.

Forfatteren Peter Roy Harmsen er knyttet til Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Herudover dækker han udviklingen i Asien for Weekendavisen. Han har tidligere udgivet bøger om danskere i Kina i 1930 samt om begivenhederne ved Shanghai henholdsvis Nanjing i 1937.

Tak til forfatteren for den reelt utrolige indsats og for, at vi også fik dette helt unikke værk på dansk.

Dette indlæg provokeret af et Facebook-indlæg i går, der ud fra dette kort forstod den russiske opfattelse af, at nationens sikkerhed krævede, at ukrainerne og belaruserne optrådte som klienter, der underlagde deres sikkerhedsbehov og fremtid Ruslands forgodtbefindende.

Det skulle og skal de gøre, fordi den russiske ledelse angiveligt fast tror på, at Vesten med alle midler vil undergrave og ødelægge Rusland. Fra Belarus og Ukraine vil hvad der må være Zombie-Panzerarméer igen kunne angribe mod Moskva.

Jeg vil som militærhistoriker nøgternt konstatere, at den erfaring som russerne burde drage af deres historie, er entydigt, at landets enorme udstrækning gør en landinvasion fra vest til et umuligt foretagende.

Den eneste alvorlige menneskelige trussel med Ruslands fremtid er en kernevåbenkrig, der som under Den Kolde Krig kan opstå pga. tåbelig, dvs. aggressiv og tvetydig, optræden på landjorden.

Jeg kan forstå sympati med det russiske folk, der har været udsat for så meget brutalitet og tåbelighed både udefra og fra egne herskere. Men jeg kan kun foragte den forståelse, der gør, at man ikke behandler Rusland som man ville behandle ethvert andet land, der angiver at være civilisationsbærer.

Hvis noget andet land havde optrådt så samvittighedsløst og morderisk, som Rusland har optrådt i Syrien, ville der være en international folkebevægelse, der arbejdede for at få krigsforbryderne for en international domstol. Selv Kina er udsat for end mere målrettet kritik for undertrykkelsen i Xinqiang. Men de stakkels russere skal vi vise forståelse, for det er jo ikke amerikanere eller israelere.

Vi konstaterer, at den frie meningsdannelse i vesteuropæiske lande angribes og forgiftes af russiske medier. Dette registreres og vi diskuterer, hvilke defensive tiltag vi kan tage inden for den frie presses rammer for at imødegå forureningen. Vi overvejer ikke åbent, hvilke offensive skridt vil kunne tage for at udnytte de brudlinjer, der præger livet i Rusland, herunder de voldsomme sociale forskelle og den dybe racisme, der siden 1800-tallet har præget landet. Vi udnytter ikke den højt kvalificerede russiske flygtningemiljø så målrettet og aktivt, som vi kunne.

Det russiske regimes optræden over for kritikere demonstrerer klart, at man kender egen sårbarhed, men eliten har jo økonomisk gavn og personlig fornøjelse af sine muligheder i Vesten, så det er begrænset, hvor meget man kan lukke ned.

Og så til sagens kerne: Det russiske billede af en landinvasion via Ukraine og Belarus. Det nærer en mental belejringsoptræden, er uden fundament og derfor totalt latterligt. De, der i Vesten tror på og forsvarer muligheden som realistisk at tro på, har samme forhold til virkeligheden som COVID19-vaccinemodstandere har på et andet område. NATO i Europa er historiens klareste eksempel på et hurtigt og frivilligt kollaps af kapaciteten til militært selvforsvar – for slet ikke at nævne offensiv landmilitær evne. Selv en zombiehær ville mangle egnet materiel og logistik.

Dette forhold burde anvendes offensivt af Vesten. Det burde indledes en diplomatisk kampagne for en nye europæisk våbenkontrolaftale, der fokuseret på de midler, der bærer landoffensiv evne, dvs. pansrede kampkøretøjer samt støttende artilleri- og dronesystemersystemer. Det burde for at kunne virke være koblet til et tillidsskabende kontrolregime.

Man konstaterer korrekt, at det vil russerne ikke gå med til.

Netop derfor skal muligheden energisk forfølges som al anden ubekvem sandhed, Dette fordi en sådan kampagne ville blotte det manglende indhold i det russiske trusselsbillede og dermed punktere kravet om belarusisk og ukrainsk underlæggelse. Det vil også give den europæiske reaktion på den stadig dybere amerikanske isolationisme en politisk attraktiv irriterende idealistisk dimension. Her kan selv tyske Grønne og socialdemokrater være med.

Så lad også energisk beskrive de russiske kejserens nye klær og de internationale tiltag, der vil virke som den lille drengs konstatering.

Under Den Kolde Krig tog vis udgangspunkt i ”Normalbilledet”, dvs. fredssituationen i Østersøområdet, og nogle velbelyste ideer om, hvordan Sovjetunionen, Polen og Østtyskland ville optræde op mod et krigsudbrud.

Efterretningstjenesten havde sammen med vore allierede fundet nogle sigende begivenheder, ”indikatorer”, der ville give retningspile for, hvad der ville ske.

Hvis vi stadig havde haft en professionel og suveræn tjeneste, ville vi have defineret nogle mulige forløb i Afghanistan, og når vi fik klare meldinger med indikationer, som den danske kontingentchefs indberetning, ville den udløse en klarhed af, hvad der var ved at ske.

Det skete ikke længere, fordi den selvstændige evne til at opstille og bedømme mulige militære forløb er blevet afskaffet, og vi var åbenbart ikke i stand til andet end råt at æde de urealistiske konklusioner, som amerikanerne fodrede os med. Denne selvvalgte amatørisme koster menneskeskæbner.

Jeg har desværre en meget sikker fornemmelse af, at topembedsmændene i ”Forsvarets” Efterretningstjeneste ingen anelse har om, hvad der er muligt, rimeligt og deres ansvar.

Sygeplejerskerne har ret i, at 1969-lønstrukturen for offentlige ansatte hurtigst muligt bør kasseres og erstattes af noget mere rimeligt. Men årsagen er ikke, at ordningen lønnede kvinder for lavt.

At systemet er uretfærdigt og umuligt at sælge til sygeplejerskerne ses af de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der er fulgt regeringsindgrebet.

Ordningen blev udviklet på det dengang faktiske grundlag. Her var manden stadig hovedforsørgeren. Ordningen hovedproblem var og er, at den overbelønnede akademisk uddannelse. Og det tør ingen regeringer se i øjnene, fordi både politikerne og deres rådgivere er klart inhabile.

Lønstrukturen skal imidlertid hurtigt afløses af noget mere tidsvarende, fordi både systemet og senere supplementer er urimelige og provokerende. Sygeplejerskestrejken er kun en advarsel om en uholdbar situation.

Da jeg i slutningen af 1960’erne gik på Hærens Officersskole, arbejdede linjeofficerskorpsets organisationsformand, generalmajor Hans Christian Engell, intensivt for at få accept af, at hans medlemmer skulle tilhøre Akademikernes Centralorganisation, og som en del af processen lavede oberst Nils Berg en ny, længere uddannelse af Hærens officerer, som derefter blev sat i gang.

I den nye offentlige lønstruktur var en lang, akademisk uddannelse den eneste vej til en attraktiv indplacering i det nye system.

Dette kriterium har været styrende lige siden 1969 på trods af, at udviklingen hurtigt undergravede dette grundlag. Uddannelserne var snart ikke længere finansieret af studielån, som man skulle betale tilbage, men af kontant uddannelsesstøtte.

Senere blev de akademiske uddannelser i øvrigt reduceret i længde samtidig med, at de halvlange uddannelser blev øget i tid og indhold.

Snart blev det faktuelt uholdbart at forudsætte at manden var “hovedforsørger”, men forvaltere af en ordning, forvalter kun, uanset at verden ændrer sig omkring dem.

Men 1969-lønstrukturen blev bevaret.

Det eneste supplement blev idéen om, at de offentlige chefers lønninger skulle øges dramatisk og langt ud over den løn, der blev givet til deres politiske ledere, dvs. borgmesteren eller ministeren.

Påstanden, hvor der aldrig blev søgt et evidensgrundlag, var, at det kun ville være muligt at få gode offentlige chefer, hvis man kunne give lønninger på niveau med det private erhvervslivs højeste.

Ingen stillede sig spørgsmålet, om der var evidens for, at man ikke tidligere kunne få kvalificerede folk til at søge stillinger som forvaltnings- og styrelseschefer. Det var helt i overensstemmelse med resten af New Public Managementsidéerne, at man ikke kritisk søger evidens for sine teorier.

Det er let at se, hvad der bør afløse 1969-ordningen. Først og fremmest skal man anvende markedsmekanismerne som incitament til et anderledes uddannelsesvalg. Når man ikke kan få tilstrækkeligt mange og talentfulde unge til at søge de uddannelser, som velfærdsstaten bygger på, skal disse stillinger selvfølge lønindplaceres, så de bliver attraktive.

Det skal også gives indflydelse på grundlønnen, om stillingerne indeholder døgnvagttjeneste, flytte- og udstationeringskrav eller farlig tjeneste.

En akademikers villighed til at lade sig omskole til og ansætte i en velfærdsstilling skal belønnes ved indplaceringen, så skiftet accelereres.

Det er for at skabe øget fleksibilitet også en god idé at lære af udlandet, på hvilke steder uddannelser til forskellige lærerstillinger kan ske, og at opløse grænserne mellem fagforeningerne for forskellige typer af lærere (dvs. Danmarks Lærerforening, Gymnasielærerforeningen og Magisterforeningen). Lønninger og ansættelsesformer bør jo hurtigt harmoniseres. Opdelingen er hæmmende for fleksibilitet, og hvis uddannelseslængden ikke er bestemmende kan skel fjernes.

Lærerens egnethed bygger på faglig viden, og kunnen, der stadig bør udvikles, og herunder uddybes og udvides til en mere krævende elevskare (dette er ikke muligt med den nuværende kasseopdeling på grundlag af minimumskrav). Den hviler på en til elevskaren tilpasset formidlingsevne, der må næres af et stadigt engagement. I den her skitserede ramme vil mange grundskolelærere søge dybere faglig forståelse ved universitetsstudie og lærere på ungdomsuddannelser være i gang med forskningsprojekter. At det er muligt og givende ved jeg fra egen erfaring.

Det system, som skitserer, ved jeg er naturligt i Canada, Finland og Estland. Da jeg var akademichef i Tartu var næsten alle mine estiske lokalansatte (ligesom embedsmænd i ministerierne i Tallinn) i gang med en eller anden videregående uddannelse. Arbejdsgivere forventedes at støtte med frihed og en vis sponsorering af uddannelsesudgifter. Det fandt jeg meget, meget begavet.

Tilbage til Danmark. Der er ikke en ubegrænset lønsum til rådighed, så et system baseret på nye kriterier vil betyde en gradvis nedbygning af andre, og forudsætte, at der sker en meget kritisk gennemgang af rene forvaltnings- og kontrolfunktioner. Det er stillinger med fagligt indhold, der må prioriteres i antal og med lønsum.
Det er en helt anden offentlig sektor, som skitseres her, en hvor der sker en liberalisering på det offentlige område, der afspejler opløsningen af håndværkerlaug.

Med Folketingets sammensætning nu kan man konstatere, at der er mange af medlemmerne, som en sådan reform vil true på lønnen. Men idéen om en sådan reform vil nok være et udmærket budskab at sende til de vrede sygeplejersker, uanset at deres læsning af kriterierne bag 1969-ordningen ikke er korrekt.